↩ Det er nemlig ikke blot min Paastand, min Tro og min Overbeviisning, men det er en indlysende Sandhed, som maa falde Enhver i Øinene, der har faaet aabne Øine for Menneske-Livet baade i det Smaa og i det Store, at naar Oplysning og Videnskabelighed skal være levende, blomstre til Livets Lyst og bære Frugt til Livets Gavn, da maa de, som alle andre baade aandelige og legemlige Planter og Træer, have Rod i den Jord, de skal trives i, saa det er ikke blot Menig-Mand, der, naar han skal blive oplyst til sit eget og det Heles Gavn, maa oplyses paa sit Modersmaal og om sin Livs-Stilling baade som det Menneske, han er, midt iblandt sit Folk, og som den Borger, han er i sit Fæderneland, og det er ikke blot Embeds-Mændene i et Rige, som, for at være dygtige Redskaber i Regieringens Haand og virkelige Støtter for Riget, maae kiende og elske deres Fæderneland, Folk og Modersmaal, men det er ogsaa Tilfældet med de Høilærde, ligesaavel Tænkere som Digtere, ligesaa vel Skrivere som Talere, at de bliver aldrig store i menneskelig Forstand, aldrig gavnlige, glædelige og ønskelige for det Folk, som avler, og det Rige, som føder dem, dersom det ikke er Folke-Aanden, som besjæler dem, og Moders-Maalet, som de faaer i deres Magt, til baade at oplyse sig med og udtrykke sig i. Videnskabeligheden eller Lærdommen, og selv for en stor Deel Digte-Konsten eller Poesien hos os, har derfor i den Latinske og Tyske Utid i det høieste været Pragt-Blomster, Tulipaner, og det var maaskee uundgaaeligt, ligesom hos os Rosen-Tiden først begynder, naar Tulipan-Tiden er forbi, men herefter vil det være utaaleligt, og naar Menig-Mand bliver folkelig og menneskelig oplyst, umueligt, thi saasnart Menig-Mand bliver sig folkelig og menneskelig bevidst, vil han aldrig kiende nogen for sin Mester, som, langtfra at kunne forklare ham noget, ikke engang forstaaer ham, og naar han bliver sig borgerlig bevidst, vil han giøre alle Folket og Riget unyttige Kunster brødløse, saa Piben maa faae en anden Lyd.