↩ Min Betragtning af Christendommen er nemlig hverken den graabroderlige eller den sortebroderlige, hverken den klosterlige eller den høikirkelige, hverken den keiserlige eller den pavelige, hverken den kapitelfaste eller den ledesløse, men nærmest den lutherske, som holder paa »Ordet og Troen«, Guds eget Ord og Hjertets egen Tro, som Summen af det Hele, 63 og min Betragtning af Christendommen er først og sidst den menneskelige, der smelter sammen med den Guddommelige, saa vist, som efter Vorherres Tankegang, Mennesket ikke er skabt for Christendommens Skyld, men Christendommen er skabt for Menneskets Skyld. Blandt alt hvad der er godt for Menneske-Livet, er da Christendommen i mine Øine ikke blot det Bedste, men det eneste Gode, der kan batte, fordi Christendommen tager alting, baade Godt og Ondt, op fra Roden af, og har Magt til at overvinde det Onde med det Gode. Der staaer skrevet, at Kiærlighed giør Næsten intet Ondt, og er det sandt om vor Menneske-Kiærlighed, saa lille, som den er, hvormeget mere da ikke om Guds Menneske-Kiærlighed, som jo Christendommen ret egenlig er kommet til Verden for at bevise, saa den tænder ligesaa lidt Baal paa Jorden til sine Modstandere, som den lader Ild falde ned af Himmelen over dem, den giør kun ved dem, hvad vi, om vi er kloge, giør ved alle dem, der forsmaaer og spotter vores Kiærlighed, den overlader dem til dem selv, og gaaer andensteds hen, hvor Kiærligheden savnes og Kiærligheden skattes, og der giør den sit store Tegn, større end alle dem, Verden saae, da Vorherre vandrede og gjorde aabenbar de Blinde seende, de Døve hørende, de Stumme talende, de Spedalske rene og de Døde levende, thi det er det store Guds Kiærligheds-Tegn, naar i et syndigt Menneske-Hjerte, Egen-Kiærligheden, som er Kilden til al vor Synd og Elendighed, efterhaanden bliver som en udtørret Sø, og Menneske-Kiærligheden, der er her som en udtørret Brønd, bliver en Kilde i os, som springer til et evigt Liv.