↩ Saa længe man nemlig ikke tydelig kan skjelne mellem Herrens egen Grund-Lærdom, som er Grund-Oplysningen ved Daaben og Nadveren, baade om den kristne Tro, det kristelige Haab og den kristne Kjærlighed, og Apostlernes Lærdom eller den aandelige Lærebygning, da er Sammenblandingen af, hvad man kalder »Kirke og Skole«, eller Tro og Lærdom, selv med den bedste Vilje uundgaaelig, og da kommer med Nødvendighed enten Præsten eller Skolemesteren, enten de indviede eller de skriftkloge, til at staa mellem Herren og Menigheden, og imellem Aanden og Ordet, ligesom i den gamle Pagts Dage; hvorved hele det kristelige Forhold, som forudsætter Herrens og Menighedens, og Aandens og Ordets, Grund-Enhed og Sammenvirkning, aldeles forrykkes, og Kristendoms-Begrebet enten som en ny Lov, eller som Hælvden Lov og Hælvden Naade, bliver, saa vidt muligt, dødt og magtesløst. Hvor man imidlertid, som i det lutherske Kirke-Sogn, blot holdt fast paa Grundsætningen om Guds Naades Tilstrækkelighed og en levende guddommelig Virksomhed gjennem Evangeliets Forkyndelse og Sakramenternes rette Forvaltning efter Herrens egen Indstiftelse, der fremkom vistnok derved det fuldstændigste Vilderede, men der bevaredes dog Livs-Muligheden, og der tør vi godt gjøre Regning paa i en videre Kreds at forefinde, hvad vi forefandt hos os selv: Lyst til det evige Liv og Tro derpaa som Guds Naadegave i Kristus Jesus vor Herre; og hvor disse Ting findes, vil de snart overvinde de Hindringer, som Jøder og Tyrker i Aandens Verden lægger i Vejen for den kristelige Frihed og Oplysning, hvis Banner øjensynlig rejstes ved Morten Luther, og vil nu fra det lille lutherske Kirkesogn ved et aandeligt Korstog indtage det hellige Land og rydde det til Opbyggelsen af det ny Jerusalem, som Staden paa Bjærget, der ikke kan skjules.