↩ Heraf følger da, at Kirke-Historie maatte efter den græske Sprogbrug betyde fortløbende Efterretninger om disse saakaldte kristelige Forsamlingssteder, om deres højere og lavere Betjenter og Patroner og den saakaldte kristelige Gudsdyrkelse eller udvortes Guds-Tjeneste i dem; og naar vi betragter, hvad der hidtil af de lærde kaldtes »Kirke-Historie«, da skal vi ogsaa finde, at lige til Neanders saakaldte Kirke-Historie, som aabenbar kun er en Bog-Historie for den saakaldte Kristenhed, da var det sædvanligt at betragte den som en Efterretning om den saakaldte kristelige Kirkebygnings og Gudstjenestes og vedkommende Kirke-Betjenteres, som Biskoppers, Præsters og Medhjælperes Oprindelse, Udbredelse, Forværrelse eller Forbedring, Lykke eller Ulykke, gavnlige eller skadelige Virkninger i Verden, med særdeles Hensyn paa Bibelens Brug og Misbrug, Forsømmelse eller Forgudelse i Kirken. Naar det derfor faldt 91 enkelte ind, som den berygtede Gotfred Arnold i det syttende Aarhundrede, og siden nogle flere, at skrive en »Kirke« og Kjætter-Historie«, hvori Kirkebygning og alle Kirkebetjenter med hele den udvortes Gudstjeneste behandledes som Smaating og til Dels som Hedenskab, og hele Vægten blev lagt paa et saakaldt kristeligt Liv og Levned, da raabte de lærde i Munden paa hinanden, at det var slet ingen Kirke-Historie, da der ikke engang var Spørgsmaal om noget kristeligt, men kun om en vis Gudelighed, der lige saa godt kunde kaldes hedensk, jødisk eller tyrkisk, som kristelig; og deri havde man ikke nær saa megen Uret som det kunde synes; da alle disse fromme og hellige Kirkehistorier lige saa lidt betragtede Fællesskabet om den kristne Tro og de kristelige Saligheds-Midler, Daaben og Nadveren, for den kirkelige Hovedsag, som den udvortes Kirkebygning med alle sine Kirke-Betjenter og Kirkeskikke, men var, hvad vi kalder pietistiske: ligegyldige for den kristne Aabenbaring, Tro og Menighed, uden for saa vidt derved et efter deres egen Formening gudeligt og helligt Liv og Levned kunde fremmes og næres.