↩ Nu derimod, da Gudsords-Begrebet er blevet levende for os 97 i det Ord, som Herren taler til os ved sine egne Indstiftelser, og som efter hans egen Oplysning er »Aand og Liv«, nu kan vi godt skjønne, at det hører til den guddommelige Naturs Orden, at Guds-Ordet, som er sig selv guddommelig bevidst, ikke behøver en andens Mund til at udtales, men udtaler sig selv, og kunde godt, naar han kun vilde, udtømme sig selv for Guddoms-Kraften, i det han ikke betragtede eller besad den som et Rov, men som sin himmelske Faders evige Kjærligheds-Gave, og kunde dog nedlægge sig selv som Sandheds-Ordets og Livs-Ordets Sæd i et troende Kvinde-Hjærte, saa den guddommelige og menneskelige Natur forligtes og forenedes i ham, og opvoxte menneskelig med Guds Aand til Guddoms-Fylden, og talte saa »Guds Ord«, som Johannes den Døber sagde, som intet andet Menneske kunde, med klar Bevidsthed i hele dets Kraft, som skrevet staar: han talede, saa skete det, han bød, saa stod det der.