↩ Herved mindes vi paa een Gang om Ægteskabet i Paradis og om den korte, men mageløs fyldige og fyndige Lovtale, som 108 Lukas holder over Menigheden i Jerusalem: i de troendes Mængde var eet Hjærte og een Sjæl, saa ingen af dem kaldte noget Gods sit eget, men de var indbyrdes lige gode om alt; men ved denne Lovtale maa vi, som oplyste Kristne, baade standse og studse, da det gaar her, ligesom ved Talen om Menneske-Livet i Paradis: at det var et gudeligt Menneske-Livs Begyndelse, men ikke dets Fuldendelse; saa at dersom Lukas virkelig havde sagt, hvad man almindelig har antaget: at hele Menigheden i Jerusalem var eet Hjærte og een Sjæl, altsaa fuldkommen i Kjærligheden, da maatte vi draget hans Vidnesbyrd i Tvivl eller rent ud forkastet det, som noget, der ikke kunde være og heller ikke kunde vides, uden af den Aand, som ransager alt, og hvis Oplysning Lukas ej anderledes end vi havde Løfte paa. Det behøves imidlertid ikke her, da Lukas kun siger, at i Mængden af de troende var der eet Hjærte og een Sjæl, og bestemmer altsaa ikke, hvor vidt det indvortes Fællesskab i Kjærligheden gik, enten i Menigheden eller i Graden, men kun, at det gik saa vidt, som det behøvedes for at avle udvortes Fællesskab om timeligt Gods, hvad Kommunismen i den nyeste Verdens-Historie lærer os, man, endogsaa uden al kristen Tro og Kjærlighed, kan stræbe at iværksætte.