↩ Men det faldt mig ind lige med eet: men hvorfor meddeler du da ikke Menigheden den lille Historie om de tre Kirkebyer i Østerleden, og den lille Spaadom om den sjette Menighed med den »lille Kraft«, der vil holde fast ved Vorherres »Bestandigheds-Ord« og skal derved fries fra den store Fristelse paa Jorderig, hvorfor meddeler du ikke Vennerne disse Dele, der saa længe og saa trøstelig har befæstet din Tro paa og dit Haab om den Danske Menighed som den Sjette af de Syv, der skal række Herrens Tilkommelse, og som det sidste aandelige Holdested paa Rulle-Veien til det ny Jerusalem. Jeg sagde da ved mig selv: det er et Spørgsmaal, som synes at komme fra en Kant, hvor man veed bedre Besked end du, saa der er vel intet andet at svare derpaa, end at gjøre hvad du hidtil ikke har gjort, thi vel synes det slet ikke rimeligt, at naar den gamle Pagts Bog, hvori Menigheden fra Arilds Tid er saa vant til at see Kirke-Speilet, naar den ikke er klar nok for den, at den da skulde blive enten sikkrere eller klarere ved at bekræftes og belyses med Skriftklogskab og Boglærdom, som er Menigheden langt anderledes fremmede, men det er dog ligevist, det maatte jeg tænke, at al den Trøst, som er os givet, er givet for at vi skal meddele Menigheden den, og trøstig overlade det til den Aand, som ingenlunde udelukkende er eller vil være Præsteskabets Aand, men er den hele Menigheds guddommelige Trøster, og som kun vil være Præsteskabets Aand, naar det indelukker og indeslutter sig i Menigheden - overlade det til ham og Menighedens eget Hjerte, hvad Deel den kan, enten nu eller herefter, tage i Trøsten. Den lille Historie om de tre mærkværdige Kirkebyer i Østerleden, er da kortelig den, at, som vi Alle veed, var Jerusalem Byen, hvor den apostoliske Moderkirke oprandt, eller, som der vel maa siges, neddalede, og hvor den havde sit Sæde, den, hvis Sønner og Døttre kun kaldte sig »Jesu Discipler« og aandelige Lemmer paa hans Legeme, der har altid kun eet Hjerte og een Sjæl, men som af de vantro Jøder kaldtes til Spot Galilæernes eller Nazaræernes Sekt. Ja, dette var den første, altid uforglemmelige Kirkeby, men vi veed, at selv der tabtes snart, alt i Apostlernes Dage, i det Hele den Kjærligheds Livsfylde, som skaber eet Hjerte og een Sjæl, da ogsaa den fyldtes med Lovlærde og Farisæere i Tusindtal, saa at Kjærligheden blev kold, og efter Jerusalems Forstyrrelse 550 forsvandt den Ebraiske Moderkirke aldeles af Jorden. Den anden mærkværdige Kirkeby, som vi endnu kjende lidt til af Apostlernes Gjerninger, det er Antiochien, hvorfra Paulus udgik som Hedning-Apostlen, hvor de Troende først kaldte sig med Navnet »Christne«, og hvor de stræbte at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand med samme Herre, samme Tro og samme Daab, samme Gud og Alles Fader, og intet andet Baand skulde binde eller sammenholde dem ved Siden af de Baand, som Herren selv har skabt igjennem sin hellige Daab og hellig Nadver. Den tredie Kirkeby, som end ikke nævnes i Skriften, og som ogsaa først blev mærkværdig hele 300 Aar efter Christi Fødsel, kaldes Nicæa. Den fik sit Ry deraf, at den blev ret egenlig Statskirkernes Fødestavn. Der var det, at Keiseren med et Overtal af Bisper og Skriftkloge fattede den, som de meente kloge, men visselig daarlige Beslutning, at man skulde og kunde efter den hellige Skrift forfatte en bedre Troesbekjendelse, end de hellige Apostler efter Herrens Mund havde efterladt hans Menighed, og at denne selvgjorte Troesbekjendelse skulde holde Kiætterae i Ave og tjene til ufravigelig Forskrift for alle dem, der lærte i Menigheden. See, saaledes stiftedes da den store Statskirke, hvori Menighedslivet enten aldeles uddøde, eller maatte henslide sine Dage i et Statsfængsel, ja et Cellefængsel, omgivet af utallige tvungne Bekjendere, der umulig kunde have noget enten med Aanden eller med Troen og Daaben at gjøre, men som maatte gjøre i Almindelighed Daaben saa uvirksom, at Alverden kaldte den magtesløs. Saaledes uddøde da ogsaa Menighedslivet i Grækenland, hvor man indsmuglede den selvgjorte Troesbekjendelse ved Daaben, istedenfor den apostoliske, og det hensled sine Dage der, hvor man dog bevarede Daabspagten, men forresten lod det være ligegodt med frivillige og tvungne Bekjendere, og hvor man efter selvgjorte Forskrifter gjorde det til en Betingelse at følge dem, for at være Lærere i Menigheden.