UNDER GRØNNE TRÆR

✂ Jeg er Ridder, ikke Munk,
derfor vil jeg synge, fægte,
vil om mine Skuldre hægte
sjældne Stoffers Liv og Prunk.

✂ Visdomsordet, Spotteglosen,
Landsmænd, Brødre, lad den fare!
Kom og gæt, hvad dyrebare
Sager jeg har her i Posen.

✂ Gæt! ... jeg bær et Liv herinde
som en Mo'r sin Toaars-Unge,
ét med egen Røst og Tunge,
helt en lille Sejrsgudinde.

✂ Ser I, hun har fulgt min Vej
gennem mange Slags Bedrifter;
tusind fine Saar og Rifter
har hun ogsaa givet mig.

✂ Thi hun er en stridig én,
rusker Kappen, sprænger Tyllet,
bliver hun for tæt indhyllet
og vil ud paa egne Ben -

✂ sætter Saar, man ej faar lægte,
og man maa for hende stride,
som kun Fanden kunde fægte,
den Gang Faust var ved hans Side.

✂ Vil hun med mig langvejs føjte
ligeglad for Regn og Lyn
eller med to strenge Bryn
barnlig blæse Pilefløjte -

✂ hun kan ogsaa staa for Skud,
pakker jeg først hende ud,
skal hun gnistre, skal hun tindre,
slaa Jer alle, intet mindre.

✂ Se: - for denne Sejrsgudinde,
denne Visdom fuld af Splinter,
overmennesklig, dog Kvinde,
dette Guld, som Gud lod skinne -

✂ bærer jeg med Smil om Munden
altid Kaaben silkeforet,
Roser rundt om Hatten vunden,
og min Hæl er gyldensporet.

✂ Lystig ler jeg til min Næste.
Har man levet med de Bedste,
lader man sit Skind ej arre,
naar man falder mellem Narre.