STRAALEVIFTEN
Landskabet I
✂
Igennem Sommerskyers bløde Flor
en sølvmat Nedgangssol sin Straalevifte
udspænder for den frodiglune Jord
for ved sin Bortgang ømme Ting at skrifte.
✂
Hedt sværmer Myg henover Markens Straa,
men mere kølig hvisker Skovbryns-Randen.
Lidt Fuglepip, og øverst nogle smaa
Skrig af en Maage paa dens Fart mod Stranden.
✂
Saa skælver Skoven dér, hvor Solen staar,
et Iltog ud i Agerlandet farer
med Røg, der hvirvler som et opløst Haar,
og muntre Støn, mens Træer bagved svarer.
✂
Men nu har Solen slaaet Viften ind.
Kun i en Skyrift end lidt Dagslys hænger.
Nu lukkes Flængen af en Nattevind,
og over Marken danser Myg ej længer.
Landskabet II
✂
En mild og sydlandsk Skønhed, som gik bort,
har mellem mørke Agre ladt os ene.
Det lune Landskab var saa længe vort,
nu truer troldske Tjørn og tyste Stene.
✂
En stor og kærlig Søster, ved hvis Ild
vi førtes ind til Dagens Lys og Glæde
- saa alt, hvad hendes var, os hørte til
-
i Sol og Skyr er ikke mer til Stede.
✂
Og som en Grav blev Mulmet graat og grimt
og tegner i Skelet en Jærnvejs Skinner,
mens Skovbryns-Løvet tog hvert Straaleglimt
af Somrens ødsle Dag, som evigt svinder.
✂
Dog klinger her og der en sagte Streng:
Insektets, Nattens, Straaets spæde Røster.
Der stiger Duft fra Jordens trygge Seng
med Hyldest til den store, svundne Søster.