Claussen, Sophus I LYKKENS USANDSYNLIGSTE ALLÉ ...

I LYKKENS USANDSYNLIGSTE ALLÉ ...

I Lykkens usandsynligste Allé,
hvor alle Træer og Ranker var at se,
som flaged de for Grønhedens Idé!

hvor Sol og Luft beruste dine Skridt
og hver en Mur var klædt - som du - i Hvidt,
der mødte jeg min Skæbne Klokken tre.

En Dag, hvor Øjnene som Blomster lé,
da selv de vantro Hjerter foldes ud
og priser Frihed, Kærlighed og Gud.

Det var en solfyldt Vaardag Klokken tre ...
du kom og søgte mig, i skønne Skrud!
i Lykkens usandsynligste Allé.

Hvordan der skete det, som skulde ske,
at mit forstemte Sind stak Ild i dit,
og jeg har kaldt det bedste Hjerte mit ...?

hvordan du drog mig fra Billardets Støv
hos en Traktør, hvis Hus var klædt med Løv
men inderst ikke værdigt din Visit ...?

dit Tonefald mer blidt end Blomsterne,
og vore Haab, der fløj mod Blaaet frit
som Fugle gennem Løvets Luft-Stakit -!

16

Vi vil ej mindes mer, hvor megen Ve
før denne Stund vi begge havde lidt,
hvad Tvang og Tvivl, hvor megen Spot og Spe!

Og siden efter! Det er ikke tit,
at alt paa Timen sker, som skulde ske,
og at man kalder alt det bedste sit.

Det var kun denne Middag Klokken tre,
mens blaa Glyciner kyssed blank Granit
i Lykkens usandsynligste Allé ....