FRIBYTTERSKÆBNE

✂ Større saa var den Højsal tegnet
og bredere var den Port.
Mere Mandskab var der beregnet,
naar Slottet en Gang blev gjort.

✂ Jeg tænkte: mit dristige Følge
vi piskede Landet til Storm,
fanged den rindende Bølge
ind i Aartusinders Form.

✂ Hver Borg jeg i Gruset begraved
men rejste, hvor før ej var Kyst,
en Haandfuld Paladser af Havet
og sov ved et Havfruebryst.

✂ Fra Havet var alle de Kvinder,
thi vælded de ud og ind
som hviskende Bølger, der rinder
tyst over Stentrappers Trin.

✂ Jeg og mine vilde Svende
vi bare saa blodige Sværd.
Uretten leved ej Dagen til Ende . . .
Saadan var det Herrefærd.

✂ Med dryppende Fjed til Side
gled Havet fra Marmorets Vold.
En Bølge, hvis Storme var blide,
blev hos mig - min Dronning bold.

✂ Jeg og mine vilde Svende
vi elskede Retfærd og Lov.
Saa tog jeg Skriveres blanke Penne
til Medhjælp ... og Sværdene sov.

✂ Naar Svende og Skrivere vilde
retfærdigt ej unde mig Blund,
en Dronning, hvis Øjne var milde,
kom til mig hver Tid og Stund.

✂ Hun gav mig et Ættefølge
af Ungdom, som uden Skam
tør være i Slægt med en Bølge
og født i en Havfrueham.

✂ De lærte mig nu omsider,
at Verden er Fribytter-mæt,
og Fyrster gaar frem alle Tider
i Kraft af den evige Ret.

✂ Saa skrev jeg min Syndeliste;
thi grumt og skønt har jeg dømt.
Men Bølgerne tav, som de vidste:
"det værste har han kun drømt."