Claussen, Sophus TRE ROSER

TRE ROSER

Den Skønne var stemt som en skælvende Streng.
Men saa kom det Fæle og vandt Terrain:
Hun tilbad hans Taa, hans besporede Hæle ...
og midt i et Kys, blev hun træt af det Fæle.

Hun tilbad hans Skæg og hans Kaardegehæng,
hun kyssed og vendte ham Ryggen i Flæng.
Falden! Faldera! og de rødeste Roser!
og midt i hans Favn gav hun blodrøde Skoser.

"En Stakkel, der aldrig har sét noget smukt"
- hun siger - "kan leve sit Liv uden Tugt.
Men jeg, hvem de helligs te Magter beskærme,
som fyldtes af Lys, - jeg elsker nu Bærme.

Tre Roser, jeg gav dig, jeg kan ikke mer.
Tre Roser, jeg gav af mit skøre Ler.
Forlad mig: ved Gud, om med foldede Hænder
du bad - jeg har Jordsmag paa mine Tænder."