I

✂ Med en evig Uberørtheds Gaade -
Land af Solens Gunst og Havets Naade!

✂ Med en evig nyopvaagnet Smilen
skiftevis hos begge tryg i Hvilen.

✂ Natomtumlet, fin af Morgenrødme
med en evig Uberørtheds Sødme -

✂ Med en evig ung Forventnings Ynde
delende med Sol og Hav sit Hynde.

✂ Med en evig Drømmelykkes Gløden
begges Hustru, jordisk øm til Døden.

✂ Hed af Solfald, frisk af Havets Stigen
med en evig Uberørtheds Higen -

✂ Med et Skær af Glemsel om sit Hoved
mild som den, der evig var trolovet -.

II

✂ Mellem dine Rullestene
Havet tusindaarigt raller,
og i dine dybe Skove
fra Aartusind Løvet falder.
Danmark har en evig Ungdom
Ælde-herligt, uden Alder.

✂ Hvad ej andre Sprog kan sige,
siger disse Sprog fra Norden,
lette, men bevæget-rige
med en Trolddom, dybt fra Jorden.

✂ Derfor er den unge ferske
Kraft saa dunet-veg og stille:
for i Manddomstid at huske,
hvad i Tusind Aar vi vilde.

✂ Derfor er vort Sprog det bedste
mellem alle Sprog, som findes,
lige villigt til at fæste
det, som fødes, det, som mindes.

✂ Med lidt Løvetand paa Læben,
fine Fnug fra Somrens Flyven,
og med Hjertets høje Banken
uden Tvivl og uden Lyven.