✂

I

✂ Diamanten, som ikke
vil elskes af Pan,
tilbringer øde Dage
paa sin Kyskheds Divan.

✂ Men Pan, der attraar Lysvældets
Funklen og Tone,
vil smedde Diamanten
som en Sten i sin Krone.

✂ Diamanten vil ej bindes
med barbariske Baand
og ej tjene til Smykke
for Naturens store Aand.

✂ Den tror, at Aanden ønsker
rent selvisk til Lindring
en Ædelsten, der hylder
hans Kraft uden Hindring.

✂ Men Diamanten selv
er en Skønhed, som bestaar,
dens Værd er uforgængeligt,
dens Væsen uden Saar.

✂ Og Diamanten siger,
naar Aandens Taarer brænder:
"Tal ikke mer om Elskov,
men lad os være Venner!"

20

✂ Den store Pan, som knæler
for Diamantens Magt,
modtager som en Lære
hvert Ord, hun har sagt.

✂

II

✂ Nu sker, at Diamanten,
som maa straale efter Vane,
bliver elsket af en anden
og har opført sig som Flane.

✂ Hun har svigtet det Venskab,
hun svor saa stor en Aand,
og betrot sit fine Rygte
i en lidet værdig Haand.

✂ En mindre Aand i Huset
har fundet Vej til Skatten.
Han laaner Diamanten
og gaar ud med om Natten.

✂ Henhvirvlet af den Arm,
der tør stjæle saa frækt,
hun danser nye steps
med en bundforfalsket Knægt.

✂ Han har stjaalet Diamanten,
han har røvet meget mer,
men hun kalder ham: "min Konge",
"min Børs-Vekseler".

✂ Pan sørger og hun danser.
Hun føjer Spot til Sorgen,
21 Klenodiet er ude
tit fra Aften til Morgen.

✂ Og hun kommer hjem og siger:
"Du ønsked mig til Smykke.
Men denne Knægt, som stjal mig ...
jeg vil gøre hans Lykke.

✂ Han har vel ej som du
studert Naturens Kræfter.
Du kan gøre Juveler -
men han gør Sedler efter.

✂ Han er saa tom og bar,
som jeg er maaneklar.
Men, Pan - oh min Skaber!
du er næsten min Far.

✂ Gud Pan, din Aand og Rang
vil mig bestandig trykke.
Men Slubberten og jeg
er to Alen af et Stykke.

✂ Du er saa frugtbar, Pan!
som han er falsk og gold.
Men husk, at Diamanten
i Hjertet er kold."

✂

III

✂ Nu faar Gud Pan det Vink
fra en eventyrlig Fe:
"Gør nye Diamanter,
og lad din Vælde se!

22

✂ Den lille Diamant er for stolt af sit Værd,
og Fyren daarer alle med sit tillaante Skær."

✂ Men den Glarmesterdreng
og Søn af en Forgylder,
som har stjaalet Diamanten
- han ved, hvad han skylder.

✂ Og han stirrer paa Pan
med forundrede Blikke:
"Lave nye Diamanter
det kan Hr. Pan slet ikke.

✂ Millioner Aar er gaaet,
en Opskrift kommer væk,
vi er alle Mennesker,
men Aanderne led Knæk.

✂ Hr. Pan er jo en Gud,
det er muligt, at han kan.
Jeg mener blot, socialt,
at det ikke mer gaar an.

✂ Ikke blot de ædle Stene
vil falde i Pris,
men alle de falske
vil synke forholdsvis.

✂ Og det rammer herhjemme
en stor Produktion,
som ganske snildt er anlagt
paa pur Imitation.

23

✂ Al Ejendom blir flydende.
Ved Lov maa vi forfægte:
det er stik imod Kultur
at gøre Stene ægte."

✂ Der findes ingen Aand,
som faar Ro paa sin Pude,
naar hans Kronklenodie
om Natten svæver ude.

✂ Han vil stævne Diamanten
og straffe dette Ran,
thi det Skær hvoraf hun straaler
er hentet hos Pan.

✂ Han skabte Morgenrøden
og den natblaa Atlant,
Regnormen, Slangen, Ravnen
og den hvide Elefant.

✂ Han opfandt Hanegalet
og Verdenskrigens Gru
og Galliens Hane,
saa den galer endnu.

✂ Men den Skønne lyner stum.
Hvis Rygtet taler sandt:
hun tror, han ikke mere
kan gøre Diamant.

✂

IV

✂ At gøre Diamanter,
hvad er vel mere nemt?
24 Han gør en saadan Mængde, at Børsen blir forstemt.

✂ Og Pan blir stødt fra Tronen
i Vesten og Levanten
til Ære for den Tjener,
som gik ud med Diamanten.

✂ Gud Pan gør Ædelstene paa ny.
Hvad skal det til?
I vor oplyste Tid kan man
vinde dem i Spil

✂ eller købe dem som sjældne
hos en dyr Juvelér ...
Men de gaar ud af Kurs,
hvis der stadig blir fler.

✂ "Det samme gælder Vers"
henkaster med et Smil
min Direktør-Forlægger, som
kender Kunstens Vér -

✂ "En enkelt Bog i Skindbind
og bibliophil!
De staar Dem selv i Lyset,
i Fald De digter mer."