Claussen, Sophus KRUKKEN SYNGER (Krukken og Pottemagersken)

KRUKKEN SYNGER (Krukken og Pottemagersken)

Da jeg var ung og fuld af Veer,
en Krukke uden Dato sat!
tog en keramisk Frøken fat
at ælte smukt mit Lér.
Jeg vaanded mig, men sagtned hun,
jeg lo: nej, nej! ælt bare mer,
at jeg i rette Stand og Stund
kan blive brændt, jeg bér!

Indbrænd i mig din Tid og Stil,
indbrænd mig med dit Hjerte
og med dit søde Smil.

Det gælder jo, naar Liv er tændt
at faa sin Form og blive brændt.
Du fører mig af Kaos ud,
som var jeg Lér fra Gud.

Ja sving mig, svaj mig paa dit Hjul,
og oh! jeg hules som en Aand.
Mit dybe Skjul er i din Haand,
sig, er jeg ikke hul?

Indbrænd i mig din Tid og Stil,
indbrænd mig med dit Hjerte
og med dit søde Smil.

Min Drømmeskygge uden Fred,
mit Lér som mangled Tid og Skik
18 berørt af hendes Fingerled
blev Kunst og Keramik.
Og Pottemagersken har drømt
et Nu med Krukken paa sit Skød.
En Ild i Kinden talte ømt
om Hjem og dagligt Brød.

Indbrænd i mig din Tid og Stil,
indbrænd mig med dit Hjerte
og med dit søde Smil.