↩ I Nætter (Djævlerier III) kunne han endnu håbe på, at en enhed måtte kunne findes, et greb, der kunne knytte de tusind former. Dette håb ser han nu beskæmmet. Tilværelsen er tilsyneladende spaltet i sin grund, begrebet "sprængthed" trænger sig på, selv om SC offentligt ikke vil indrømme dets gyldighed. At det forholdt sig således må foreløbig blive stående 164 som en påstand - ledsaget af flg. notat fra maj 1904, der har overskriften: (Ved Gennemlæsningen af Udklippene fra mine Redaktør-Aar paa Falster) (NkS 1340, 8°, IX, 45). Først fastslås det: Herre Gud, saa tarvelig lidt, der er at drage ud deraf (. . .) saa lidt man fristedes til at give en dybere Behandling. Dernæst fremhæver han, at de til fulde røber et Menneskets aandelige Tilstand, hyggelig i Pagt med fysisk Velvære. Harmonien har at gøre med nogle Teorier. - - - jeg troede ved lønlige Traade at staa i Forbindelse med Tidens nyeste profetiske Viden, og af disse nævner han først og fremmest livsteorien "et er i alle", jf. efterskriften til Djævlerier. Men nu må han mistrøstigt indrømme: Man kunde saa godt have undværet det altsammen, det konkret-sanselige lader sig ikke mere opløse og flyde ud i en Tankeverden (. . .) Livet i dets faktiske Former og Livets Erkendelse er to vildt forskellige Ting - - -. Forklaringer slår ikke mere til: Den synlige Verden er et Febersyn, et Vanvid - Øjnene optager et Billede deraf og bringer det til Bevidstheden, som er en ustandselig fremadrullende Strøm, og som ikke ved, hvad den skal gøre derved; thi den er selv ganske ulegemlig. De levende Tanker, den altid fremadstræbende Bevidsthed, der engang kunne kæde billederne sammen, er nu bundet af billedernes ubevægelighed, forældede fremtrædelsesform, udtjenthed - de er Vanvid - lutter himmelblaat Vanvid.