✂
Nu tager Somren Stormhat paa
og Solsandaler for at gaa
langs Strand paa Aftenpromenade.
Hvor hvirvler de forvildede Straa,
de viltre Ranker og Blade!
✂
Nu søger Damen feberør
i angstfuld Pragt, før Solen dør,
langs Strand den Glød, hun hungrer efter.
Hun kæmper i Stormen, med sit Slør
og sine udbrændte Kræfter.
✂
Thi denne Bred, af Liv betraadt,
hvor Bølgen koger lunt og godt,
snart vil den høre op at gløde . . .
og Sandet strækker sig Spøgelses-graat
med Spor som af eneste Døde.
✂
En Løve hærger Livets Land,
den pisker Vejene til Sand,
forvandler Timerne til Ørkner.
Den lurer bag Klittens solgule Rand
blandt knuste Straa - til det mørkner.
✂
Og Kvinden aner, halvt med Gru,
den Rovdyrfod, der brød itu
hver Blomst, som man i Sandet planter,
og ønsker dog i Æventyrhu
et Solridt med Livets Panther.
✂
En Daad, før Solen gaar bag Strand!
før Maanen - Dødens sikre Mand -
ler frem imellem Løv og Blade,
som var den Herre til Livets Land,
og vi kun var Knokkelrade!
✂
Hvert Liv, hver Urt, som - milevidt -
laa kvalt af Løvens Flammeskridt,
dem sanker hun - mens Dagen brænder -
de lever atter, de aander frit
i hendes dugfriske Hænder.
✂
Jeg tror, hun selv blandt Sand og Krat
har mødt den gyldne Flammekat
og klappet blidt - da de var ene -
med kølige Hænder, ringbesat,
dens Pels som af Ædelstene . . .
✂
Og mens hun dødelig har spøgt
og flettet Blomster, har hun søgt
at ride Løven ned til Dammen,
og klangfuldt lét, med en højeste Kløgt
af Daarskab og Vid nittet sammen.
✂
Lær Digteren en Solbedrift
som Kvinden uden Saar og Rift.
Lær ham: for Tvivl sig at beskytte,
ikke at hade sin egen Skrift,
men tro paa sit Drømmelands Nytte.
✂
Der er et Løve-Æventyr
om Ørknens Guddom-stolte Dyr,
som kræved Skat og vælig aved
Fatamorganas Fortids-Byr,
som den i Sandet begraved.
✂
Et Udyr spreder Ørkenro
i Livets Land . . . men alt vil gro,
naar Skytten fælder Solens Panther.
Han finder paa ny under Dyrets Klo
Ørkenens Diamanter.