DIGTERENS ENDELIGT
✂
Det er en Udgang og Ende,
min Skat! - som gør Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er ulægelig dum.
✂
Min Tro paa en Bedring af Slægten,
med den blev det først forbi,
nu stopper desuden min Fægten
for Tøjten, den ny Poesi.
✂
Det hele var just ved at sejle
og fandt ikke mere sin Plads,
da med mange smaa Prismer og Spejle
du optraadte i mit Palads.
✂
Min Fodskammels Vogterinde,
min lille Stumtjener-Fé,
det blev jo umuligt at finde
lidt Alvor og lidt Idé.
✂
Du lér af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og du har den rødeste Mund.
✂
Og kan der stundum være
i Blikket noget haardt,
det er, naar du siger: "sin Ære
den giver en Frøken ej bort."
✂
Naar ud af min Arm du vakler,
da favner du din Violin.
Der staar du med Blik, som to Fakler,
et Uvejr - saa mørk og fin.
✂
Og alt, hvad du selv maatte standse
af kvindelig Vé og Lyst,
det rives som czekiske Danse
fra Fedlens firstrængede Bryst.
✂
Min Skat, det er en Ende,
som gør en Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er uhjælpelig dum,
✂
at man var en Nar at spilde
sin Kunst og sit Farvelad
og sin Poesi, hvis Kilde
ejer Foryngelsens Bad.
✂
Nu afskyr jeg Digternes Slæng helst,
min ædlere Ild brændte ud
- nu ønsker jeg dig i min Seng helst
for Øvrigheden og Gud.
✂
Saa bliv da for Verden min Mage.
Jeg lover at ej være trist.
Jeg ordner fra nu mine Dage
som definitiv Humorist.
✂
Der laa en udødelig Alvor,
en Tro paa det Skønnestes Ret
til Grund for min Blomst, mit Forfald - for
min Ungdom i godt og slet.
✂
De største Kvinder, som glinste
paa Jord, var mig før for smaa
- nu nøjes jeg helst med det mindste
af Kvinde, som er at faa.