ANADYOMENE

✂ Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes . . .

✂ igennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Afrodite er opstegen af Havet.

✂ Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler . . .

✂ fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag,
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag.

✂ Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde.

✂ Og hun er klædt med Anstand i muntre, lyse Kjoler.
I hendes unge Skygge det dufter af Violer.

✂ Hun er saa god som Bibelen, hun er saa fin og stræng
som en Erkebiskops Prædiken, trykt paa Velin.

✂ Jeg fylder jer Luft med hendes Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjertes Kathedral.