Claussen, Sophus EFTER SYNDEFALDET

91

vi
EFTER SYNDEFALDET

92
93

Atter jeg gik i den sludfyldte By,
og Kvinden kom mig i Møde:
"Hvor har du været? God Aften, vel mødt!"
(Jeg trode, de Brosten var døde.)
"Ak, skal jeg møde dig, bortrejste Ven,
paa denne saa afsides Scene?
Har du været i tusinde Byr
og gaar nu saa regnvejrsalene?"

Atter vi gik under vaade Trær
paa en natlig Vej ved en Lygte.
"Hvor har du været? Og kommer du hér?"
saa spurgte Kvinden og spøgte.
Regnen dryssed fra Elm og Lind
og drypped med Klang i Kloaken,
hen over Jorden i Lygteskær
vi saa vore Skyggers Flakken.

- - "Husk, at du ønsked engang mig Kvind
korsfæsted med Nagler og Spigre?
Kommer du sejrrig nu hjem med Skind
af fældede Løver og Tigre?" - -

- "Sjæle-Armod bringer jeg hid
og lægger ned ved din Side.
Rig gik jeg ud, og kom tomhændet hjem,
det skete, som vel du maa vide.

Da du kyssed mig første Gang,
din Mund var et Elskovstempel,
94 Flammen, som hærged din røde Mund,
har givet mit Liv et Eksempel:
Altid jeg vidste fra denne Stund
en Trøst, kun én er fornøden,
siden for hver en Længsel og Sorg
søgte jeg Flammedøden.
Sé, jeg vil dø, lad det være forbi,
nu er jeg i dine Hænder.
Døden rækkes kun helt i et Kys
og bedst hos en Kvinde, man kender."

- - "Husk, at du ønskede fordum mig Kvind
paa Grund af min Slethed korsfæstet.
Sig, om du slettere Kvinder saa
i alle de Lande, du gæsted?" - -

- "Værre Kvinder jeg vistnok saa,
men ingen var mere slette.
Alle blev de Bekræftelse paa,
at du havde lært mig det rette:

Flammen, som brændte dit Liv til Støv,
har givet mit Liv et Eksempel:
Da du kyssed mig første Gang,
din Mund var et Venustempel,

Elskovs-Moderens hellige Slot
sig aabned med Elfenbenssøjler,
øverst med rosenrød Lykke og Spot,
forneden omringlet af Øgler.

Da jeg kyssed din giftige Mund,
det var, som jeg liflig røved
Solens Kærte fra Skabningens Bryst
og rullede med den i Støvet!

95

Nej, naar jeg mindes de Kvinder, jeg saa,
var de da mere slette?
Deres Kys var et Indsegl paa,
at du havde lært mig det rette.

Derfor kommer jeg hjem til dig,
jeg elsker dig, trods hvad du siger.
Og jeg gad sé dig korsfæstet en Gang
imellem en Hund og en Tiger."

96