Claussen, Sophus MESTEREN

MESTEREN

Beundrerskaren slaar Fanerne ud,
og Mesterens Hustru staar smykt som en Brud
og lokker sin halvgamle Mand med et Smil:
"Vis Verden din blomstrende unge Profil!"

Men Mesteren selv er bedrøvet i Dag.
Han tror ej paa Festtog, han frygter de Flag.
Han siger, langt heller han gemmer sig væk,
end viser for Verden de stivnede Træk.

"Den Lykke, der var en fornøjet Lyd
et Sted i mig selv - omend Dagen var graa -
den Lykke, der var som en kvidrende Fryd,
et Sted i mig selv, er gaaet i Staa.

Hvad nytter de Blomster fra Taleres Mund?
hvad nytter selv Favntagets Løn i dit Skød,
naar Lykken, som var al min Lykkes Grund,
naar Lykken inderst fra Grunden er død?

Den Lykke, der kom, naar den mindst var kaldt,
erstattes for silde af Optøj og Spil.
Jeg savner den Kilde, hvor Lykken blev til,
det Sind, som af Intet kan skabe alt!"

- - Men Hustruen rusker hans Skulder i Harm:
"Det festlige Tog har tilbagelagt Mil!"
Hun trækker ham frem foran Vinduets Karm:
"Vis Verden din stivnede gamle Profil!"