Claussen, Sophus DANSKE VERS

SOPHUS CLAUSSEN

DANSKE VERS

10

Danske Vers indeholder: 1 Danske Vers. 2 Sophus Claussen: liste over 15 titler. 3 Danske Vers af Sophus Claussen. Forlagsmærke. København og Kristiania. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. Fr. Bagges Kgl. Hofbogtrykkeri. 1912. 4 blank. 5-7 Indholdsfortegnelse. 8 blank. 9-177 tekst, hvert afsnit med deltitelblad. 178 blank.

Omslaget er lysebrunt og trykt med rødt. På bagsiden: Sophus Claussen og 13 titler; på foden Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri. København. Format 210×142 mm.

        

13

TILEGNELSE

Til dette Ølands Ungdom gaar min Sang,
som dukker frem med brede Bøgeskove,
mens Stranden slaar endnu sin Saltsø-Klang
mod Kysten, hvor en Storm af Drømme sove;
hvor Baade stryger op de tunge Sejl
i Sol, og gennem Vind og Bølger danser,
hvor Slægten har endnu sit Solskins-Panser
af Manddomsspøg og sine unge Fejl -

Hvor Talen ejer det fortrolig korte
Slangsprog af Hjertets Lyst og Sødme skabt,
som lover i sin Kækhed og lidt knapt,
at ingen Stavelse skal blive borte,
mens der endnu gror Korn i disse Lande,
og mens en Smule Digter vel tør blande
med ny og gamle Rim paa Kryds og Tværs,
af Hjertets Vellyst, et frimodigt Vers.

Og midt i tidliggrønne Markers Ro
slaar Lærkerne, som Stenkast, op fra Agren
og trilrer Æther-Blaahed over to,
som blændet følger deres Solskinsflagren.
Her er saa vidt, og klart, og mildt, og smukt,
at denne Jordbund, morgenryst og nøgen,
blev Trøst i Sorg, et Hjem i al vor Søgen
og gav vor unge Kundskabs bedske Frugt
en særskilt Sødhed og en liflig Lugt.

14

LANDSKAB

Paa de gamle, kendte Bakker har jeg gaaet,
dér hvor fordum det store Slag har staaet,
og hvor sidenefter Bondens Korn er saaet.
Det var her, jeg som yngre har tænkt mangen Drøm
der nu knapt har Værd mod et Hesteskosøm.
- Og jeg gemmer paa et Loft i en Kiste
nogle Vrag af de Drømme, jeg forliste.

Jeg har drømt som en ensom Imperator,
hvad der passed' for et Land mer nær Ækvator.
I mig selv jeg havde Sejren og Solen,
jeg mangled' kun Brodéringen paa Kjolen.
Og de blege Piger kom og lod sig fange
paa de grønneste solviltre Gange.
Jeg har drømt - blot jeg hørte Hestetrampen -
mig som Feltmarskal, der selv bestemmer Kampen.
Og jeg vidste, at hver Skanse straks var taget
den Dag, jeg gav Signalet til Slaget.
Jeg har rolig læst og meditert om Natten,
selv om Fjendens Kugler ramte mig i Hatten.
Jeg var visere end Nathan hos Lessing!
Jeg var Guld imellem alt det andet Messing.

... Ak hvor mange Timer dejligt man spilder
alene mellem Foraarsgræs og Kilder.
Langt fra Pøblen, som med dumme Næver trumfer,
har jeg nydt mine sødeste Triumfer.
15 Og en Dag var jeg listig som en Pave.
Men en Dag tog jeg Synderne i Ave.
Jeg har ejet al den Magt, som er i Verden,
og unge Kvinders Gunst ... Det var en Gave.

Men Tiderne skifter. Der kommer en Dag,
da selv man skal ud og levere et Slag
og ikke blot spanke med Krudthorn ved Bælte
paa Marker, hvor andre er optraadt som Helte.
Da hjælper ej Fuglenes Kvidren i Vænget,
da gælder det brøsige: - Ud i Terrænet!
hvor Jorden fyger og Mudderet sprøjter,
og hvor man skal regne med Fald og med Højder.
Man snubler en Smule. Og hvis man falder,
er det sjelden mellem Liljekonvaller.

De har taget min Skov, hvor de mørke Fyrrer stod,
hvor den dristige Pige beundrede mit Mod,
og skønt hun altid skælvede for Snogene,
dog gav mig saa kække Kys i Krogene.
De har taget min Skovslugt fuld af Graner,
og min fine Dam med Andemad og Svaner,
og min Høj, hvorfra jeg skimted' fjorten Kirker
og otte Herreder samt nogle Birker -
mit skønne Land, hvor jeg var Fremtidsfændrik
i rødt Paastyr - og snart "den grønne Hendrik".

Min Skovslugt med dens Minder, ingen aner,
har de taget - mine grønne Silkefaner,
der stod i Kløften dybest og medsammensvor,
mens jeg paa Højden læste om den røverske Franz Moor,
den trodsige Lasalles - eller krigede med Faust,
naar store, tunge Hærskyer jog hinanden tavst.

16

Det var min egen Elskede, som angav
mit Baghold i en Hyben-hegnet Vandgrav.
Hvor før jeg læste "Røverne" af Schiller,
Proletarer har holdt røveriske Gilder.
Jeg blev tilredt - ubarmhjertige Guder! -
af Hovtramp og Fedtstøvlesnuder.
Du skal ikke gaa med slige Mænd i Lunden,
de sparker dig i Næsen og i Munden,
og de raser allervildest, naar du segner.
Der flød mit Blod imellem mine Bregner.

Jeg har drømt, som en enlig Imperator,
og min Sol stod gerne nordenfor Ækvator.
Man kan stjæle en Plejl fra en Tærsker,
men ikke Cæsartanken fra en Hersker.
Man kan røve hans Land, hans Stad, hans Trone,
men ej det Lykkens Glimt, som er hans Krone.
Naar de andre søger Broderi paa Kjolen,
i sig selv han ejer Sejren og Solen.
Og I vinder ej det Land, som blev mig lovet,
I Daarer - før I kapper mit Hoved.

Jeg har rolig læst og meditert om Natten,
selv om Fjendens Kugler ramte mig i Hatten.
Det skønne Land, hvor jeg var Fremtidsfændrik
i rødt Paastyr - og snart den grønne Hendrik,
det skønne Land med lange Blæstfanfarer
er mit, er mit trods alle Janitscharer!

17

SYBARITEN

Den Bi, som alene vil slikke Honning,
er ikke i Kridthus hos Biernes Dronning.

Den Bi, som kun kysser de søde Blomster,
blir fjernet, naar Kuben har Sammenkomster.

Den lader de andre om Slæbet og Svien
og taaler ej Lugten af Arbejdsbien.

Den blir med sit Pund, som den ikke forrenter,
til Spot hos de andre smaa Voks-Producenter.

Den følger sit sikre Organ, som er Næsen,
med renlig Sans for det rene Væsen

og finder Timerne solforgyldte,
hvor Bærrene svulme og Konerne sylte.

Men denne Slikmund, forfulgt og bandet!
den hører dog til Eliten i Landet -

kender hvert Straa paa den hjemlige Ager,
som Løvetandsridder og Smørblomst-Smager.

Den kunde tjene Guld, den Dosmer,
paa Blomsterverdenens Mikrokosmer.

18

Men den er kostbar, som kunde den lugte,
at der er en Dronning, den skal befrugte.

Den opdager Stierne - gør Sybariten!

Og Arbejdsbierne tager Profiten.

19

POETEN OG FOLKET

Naar jeg gaar rundt, for Byens Vel, og rimer
i mine stille eller muntre Timer
og gynger mine Rythmer op og ned,
som Kvinder deres Skørt, naar let af Fjed
de vandrer uforknyt frem efter Næsen
og smiler glad, hvor andre gør et Væsen,
og plukker Rosen midt imellem Tornene
- og fanger Tyre, uden Angst for Hornene -

da skal det stundum hænde mig at tørne
imod en Dame, paa et Gadehjørne
og Ansigt tæt til Ansigt midt i Solen
sé lidt paa Øjnene og lidt paa Kjolen,
hvis muntre Baand, hvis spraglet-lyse Sommer
gør, at min Sjæl paany til Andagt kommer,
thi lyse Dragter, Silkebaand og Sko,
gav mig de Farver, hvorpaa man bør tro.

Og i en Drøm om rødt og hvidt og blaat,
de frie franske Farver, jeg forlader
min Vej, og søger folkelige Gader,
hvor Arbejdstravlhed præger stort og smaat.
I denne Stimmel sér jeg tit en Pige
af Folket, med ej helt almindelige
mørkgrønne Øjne, ligefremme, store,
der sér, somom de ikke rigtig turde,

og mens de ungt af Folkets Snille lyste,
de klynged sig til mine, ganske kyste
i et Minuts forskræmte Skælmeri.
20 Jeg lo og gik, og gjorde vel deri,
og huskede fra Dreng, hvordan en lille
sød Unge, med et vakt mekanisk Snille,
holdt mig en Fløjte lige for min Næse:
"Jeg har en Fløjte, prøv om du kan blæse."

Jeg vandrer ind ad folkelige Gader,
- det er en Bog, saa ny, hvori jeg blader,
og undres tidlig, overraskes silde
af et mangfoldig klogt Begyndersnille,
der elsker Farverne, de frie franske,
og aabner lærelystent Sjælen, - ganske
som holdt et Instrument man for din Næse:
"Jeg har en Fløjte, prøv om du kan blæse!"

21

SØSTAD

Omflydt af Hav, med lange lave Kysters
indskaarne Løb, hvor tunge Broer vade,
der hviler, som i Gabet af en Østers

vor By, med dette københavnske flade
ældgamle Navn og sine Pralelysters
og Drømmes dronninglige Østergade.

Fra Barn jeg sér den skæve Stenbro stedse,
en krinklet Gade, Sol paa hvert et Skilt,
og Folk og Stimmel som en Frankfurtsk Messe.

Men naar en Tordenregn sin Sky har spaltet,
hvor strømmer Livet! Vognen ruller mildt
og fornemt, siden Gaden blev asfaltet.

Udkrammet sér man, for en Sværm, som tier,
den Pragt, som her betyder Verdens-Altet,
vor Fragt fra fjerne Øer, Kolonier.

Det var en Juninats Bedrageri;
en Strandvind fylder Gaderne med Gus,
og Byen lugter som et Bageri.

I min Kafé jeg fandt et Stemmebrus,
som, i et lystigt Kandemageri,
med Rusland og med Japan holdt et Hus.

22

Da jeg nu staar med Rusland og med Japan
paa Østergade, er en Regn brudt løs
paa mangen sildig Lady, mangen Laban!

Hun gaar med Regnskærm, løfter op paa Tøjet,
han efter, som Convoy i Vand og Øs,
med løftet Hat, hun, Hovedet lidt bøjet.

Men lang og rank, mens Regnen drysser frodig,
en Frøken slentrer, med sit lille Smil,
der sér sig om, og ægger haansk og blodig.

Er det en Fisk med sit sterile Gab?
er det en Blomst, med Læber blaa og røde?
Jeg ved ej - Pennen skriver: Torskeflab.

Hun samler Kjolen slapt, og ej hun haster,
det er, som vaded hun med Ridestøvler,
det lille Ladyhoved - - "alle Laster".

Og ti Skridt borte standser jeg, at søge
en Tanke, som gled fra mig. Uvilkaarlig
udbryder jeg: den babylonske Skøge.

Hun gik, mens Gaden sang for hendes Fødder ...
saa let, saa tung. En skøn og skændig Latter,
der brænder med en Ild fra Jordens Rødder.

I hendes Skridt en Syndens Oldtid laa ...,
som havde disse Skørter gennemvadet
Nilflodens Dynd, med Guldbrokade paa.

Jeg drikker atter Regnens lunkne Draaber
og ænser ej de Kvinder to og to,
der gaar forbi med kækt udslagne Kaaber.

23

Jeg greb mig i at længes dybt og stumt,
og da jeg har spildt Ord, tit mer end nødigt
paa meget overflødigt, meget dumt,

bør jeg engang vel Sagens Midte finde.
Og sé, mit Hjerte dønner, som en Søstad
i Frihed ventende sin Herskerinde.

Hvad Pynt og Pral dens gamle Gader ejer,
den breder ud, mens ført af friske Vinde
hun lægger sagte ind ved mine Kajer.

Ej Sfinx, ej Dukke, Jættepige, Pusling,
men Medregent for mine Kolonier,
- den sølvgraa Perle i mit Hjertes Musling.

24

SOMMERLAND

Alt Sommerland ligger mørkt og fladt,
mens tyst og alene to
vi gaar i den silkegraa Stjernenat
kyssende over den lange Bro.

Hun fletter omkring min Lænd sin Arm,
men favner jeg hende igen -
"Du maa ej krølle min ny Mantille,
jeg fik i Tirsdags, min Ven!

"Du maa ej krølle min ny Mantille,
jeg har til Søndagsbrug.
Og jeg tør for min tærnede Kjole ej
sætte mig ned i den vaade Rug - - -"

Og har du kun Synaalssorger, min Skat,
for dine Klæder er ny -?
Min Elskede ejer ej tungere Sorg,
end hun kan i Morgen sy!

25

HENDES ENOGTYVENDE FØDSELSDAG

Sov nu og drøm din Morgen i Ro,
mens Solskinnet kvidrer let.
Dine Strømper paa Stolen, paa Gulvet dine Sko,
paa Natbordet dit Korset.
Sund og bleg i det matte Haar
drøm, drøm ung og tro.
Ej din Ven ved dit Hoved staar
i Dag, du er enogtyve Aar.

Smal er din Pigeseng og lun,
snævert dit sirlige Rum.
Slumrende selv, som et Dun mellem Dun,
gør du Tiden varsom og stum.
Et Savn af forelsket Lune mig naar,
Veninde, voksen og brun,
at sé dig, kysse dig, klappe dit Haar,
som Pige paa ti-tolv-tretten Aar.

Fortæl mig, bliver vi selv ej Mænd,
naar et kvindeligt Barn vi forstaar
og giver os kvindelig taalsomt hen
hendes enogtyve Aar - - -?
Jeg er bleven saa glad og foraarssvag,
jeg kender mig næppe igen,
naar jeg lytter til Fuglenes Pippen og Slag
derude i Haven længe før Dag.

26

EN REKONVALESCENS

Fra Sengen kan jeg Vaarluft se
og Solskin over knoppet Lind.
Det blev mig sagt, jeg kom mig nok
ved Kærlighed og sønden Vind.

Jeg skulde blive ganske stærk,
naar efter mange Dages Sne
du kommer foraarsklædt og ung
med Haandtryk og Kammillethé.

Naar slank, i Dragt af gammelt Snit
med Poseærmer, Silkebaand,
du træder nær og kysser mig
og trækker Handsken af din Haand.

Som Vaarens Sol dit Blik er lyst,
dit Kys er fromt som Fadervor,
din Hud er frisk, saa fin og frisk
af alt det Foraar udenfor - - -

For i den luftiglyse By
er Sol og Folk og Fødders Trip
paa brede Fliser - unge Smil
og Blomsterduft og Fuglepip

og bløde Stemmers Hvisk og Tisk
og al den Støj, der gør saa dum,
naar ingen, ingen gyder Duft
og Lys i dette matte Rum!

27

Du maatte komme, rynke Bryn,
mens du i Hast gør Stuen fin,
formane til Taalmodighed
og made mig med Medicin!

- - - Det er ej Sne, som holder dig.
Saa mangelunde gaar mit Sind;
- jeg drømmer tyst, men uden Fred
om Kærlighed og sønden Vind!

28

AFSKEDSVERS

Fra denne Muld, hvor Lærker
slaar op ved hver en Tue,
fra dine milde Øjne
under den kække Hue
og denne Fjord, hvis Morgen af Foraarslys formildes,
blødt kantet med en Sølvsøm, hvor Hav og Skyer skilles -

vil jeg nu tage Afsked
en bedre By at finde
og blande Smil og Graad
med en mindre knibsk Gudinde,
der skænker mig med Læberne fuldt og villig rakte
ved sine Knæ at drømme, at elske og foragte -

som ta'r mig rask om Halsen
og lader sig ej tigge,
som aldrig spørger: har han
fortjent det, eller ikke?
men straaler med to Øjne, hvis Fryd hun ej kan skjule
- - som efterligner dine, en ganske lille Smule - -

Den flinke danske Muse
hun sætter sig paa Skødet
hos mig med glade Fagter:
hun bliver ikke nødet,
hun bærer ingen Sorg for det altfor virkelige,
saa du kan langtfra staa dig mod denne kække Pige.

29

ENDELIG

Endelig bliver igen du mig god,
staar ikke lunefuld længer imod.
Endelig atter jeg i mine Arme
føler dit varme
smidige Legem med Kød og Blod.

Atter du hvisker saa hengiven, mild,
klynger dig til mig med Ømhed og Ild.
Sig bag den blændende Natkjole gemmer
blændende Lemmer,
fyrige, unge, som favne mig vil.

For hvad jeg led, jeg forelskede Nar,
Løn i din Favn, jeg med Renter nu ta'r.
Om dine Luner saa kommer tilbage,
ej kan du tage
fra mig de Kys, som du givet mig har.

30

SIESTA

Mit søde Barn, du hæver
fra Bordet dig lidt tung og varm.
Ak altfor, altfor snæver
er Silken om din unge Barm.
Og her i Mørket trækker
du Vejret dybt, imens du tæt
dig til min Skulder lægger
saa mæt og god, saa god og mæt.

Du er saa træt, mit eget
hjertelskte Barn, oh Due min,
for du har spist - - og meget
forelsket af den stærke Vin.
Jeg sidder, som en Dukke
og har det godt, og har det hedt
fastklamret af min Smukke,
som slumrer ind lidt efter lidt.

Naar Blikket ej beruser,
du snører mig i andre Garn.
Hør Kjolens Lyd, som bruser
sødt om dit unge Knæ, mit Barn.
Den trange Silketrøje
har løst sig lidt, ak hvad Fortræd!
Blandt unge runde Høje
véd jeg et fint og yndigt Sted.

Der vil jeg Munden sænke
blandt Anemoners Foraarsfred
og blundende betænke,
31 om Verden ejer bedre Bred.
Og vore Pulsslag iler.
Men over os - ved Arnens Glød -
fra Kobberstikket smiler
Rembrandt med Saskia paa Skød.

32

FØRSTE KYS

Den Gang jeg var et ungt ubændigt Blod,
da havde jeg for ømt og fint et Mod.
Og mangen grøn Skønjomfru saa sig frelst
og faldt ej, som hun tænkte allerhelst.

Jeg var en Kryster, som af Hjerteslag
var bleven baade stærk og altfor svag.
Og ved min Skaansel, aah hvor Djævlens snildt!
blev mine bedste Sejre tit forspildt.

Min Svaghed stammer fra den første Gang,
da nogen føjede min Kyssetrang,
imens to Øjne paabød mig Respekt
for hele Evas kvindelige Slægt.

Ved hvad jeg hørte i min stolte Fryd
fik mine Strenge siden deres Lyd
af Kilders Kluk imod den bange Sten,
en Gud har gemt bag Evas Sidebén.

Jeg fandt det Under, som jeg havde drømt,
imens mit Blod endnu var ungt og ømt:
en Sten, der røres paa et sagte Bud!
og store skøre Blomster foldes ud!

Jeg nød i hendes Blik min Svagheds Ret,
drak Glød af Evas yndige Skelet.
Tit krummer mine Fingre sig endnu,
som var jeg Anatom og kom ihu ...

33

Thi hendes Hjerte, fuldt af Liv og Skæmt,
forskønner Formen, hvor det sidder gemt.
Og du er ung med tusind fine Sind
og ejer Lykkens gyldne Vædderskind.

34

RESPEKT FOR KVINDEN!

Respekt i nogle Dage - sagde Kvinden -
for mine Krøller, Silkebaand og Bændler,
Respekt for mine Roser og Lavendler,
Respekt! ... jeg maa dog kende dig forinden.

Maaske du kan bestorme mig en Smule
foran min Gadedør i Aftenvinden
og kysse mig om Natten under Linden,
naar vi er fri og intet har at skjule ...

Og vi kan sidde rundt paa alle Bænke
og tale længe - naar du er fornuftig
og ikke finder Snakken altfor luftig
- - Saa kan vi altid siden overtænke ...

Respekt i nogle Dage - sagde Kvinden -
Men hendes Tale blev kun hørt af Vinden.

Og mon hun respektérte ham forinden?

35

DEN NYE PALLAS ATHENE

Da Afrodite smed sin gyldne Særk,
og Hera sortnede af skinsyg Harme -
Athenes hvide Kinder blev saa varme:
hun kasted sin Ægide, kasted Hjelmen,
og hendes Haarstrøm med sin Bølgemængde
flød ud paa Brynjen, som i Hast hun krængte.
Hun stod med nøgne Skuldre, nøgne Arme
omsider nøgen i sin hele Længde.

Gudindens hvide Kinder blev saa varme,
hun kasted sig om Halsen paa Heroen
og kyssed ham og sagde, at alene
han maatte elske Jomfruen Athene!

36

SCHERZO

I

Jeg er Fanden selv, der kommer
til din triste Seng om Natten
for at lære dig at brænde.
Jeg vil røre ved din Livsfrugt,
skære Hjertet ud af Barmen,
og det hjerteløse Legem
skal tilhøre mig lærvilligt.
- Du maa invitere Fanden,
det er ikke mer end billigt.

Dette hjerteløse Legem
vil jeg kryste lange Stunder,
med hvad Udfald, véd jeg ikke.
Det kan ské, før nogen aner,
at du vaagner ved et Under -
og, med lægte Hjertevunder,
at vi elsker højt hinanden.
Du maa invitere Fanden.

Søde hjerteløse Legem
med en Helved-Sjæl, som blunder,
vil du kende Helvedbranden,
maa du invitere Fanden!

II

Men jeg er tillige Ridder,
og jeg drømmer om Messias
37 Gudesønnen, og jeg ærer
Sandhed, Sol og grønne Skove.

Jeg er kristen Mand og Ridder,
ærer Fyrsten, der blev naglet
som en Sværmer til et Kors.

Kys mig, jeg vil frelse Verden!

Hvis du kysser mine Fødder,
vil jeg ogsaa kysse dine
og bekende, at Alverden
burde kysse dine Fødder.

Hvis du kysser mig paa Hjertet,
vil jeg ære dig herefter
som den sjeldneste af Kvinder,
jeg har fundet her i Landet.

Hvis du sér med Ømhed paa mig,
vil jeg aldrig siden glemme.

Jeg vil skænke dig mit Hoved
- Heks, med dine blege Kinder -
hvis du sværger, at du ærer
Sandhed, Sol og grønne Skove!

38

DIGTERENS ENDELIGT

Det er en Udgang og Ende,
min Skat! - som gør Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er ulægelig dum.

Min Tro paa en Bedring af Slægten,
med den blev det først forbi,
nu stopper desuden min Fægten
for Tøjten, den ny Poesi.

Det hele var just ved at sejle
og fandt ikke mere sin Plads,
da med mange smaa Prismer og Spejle
du optraadte i mit Palads.

Min Fodskammels Vogterinde,
min lille Stumtjener-Fé,
det blev jo umuligt at finde
lidt Alvor og lidt Idé.

Du lér af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og du har den rødeste Mund.

Og kan der stundum være
i Blikket noget haardt,
det er, naar du siger: "sin Ære
den giver en Frøken ej bort."

39

Naar ud af min Arm du vakler,
da favner du din Violin.
Der staar du med Blik, som to Fakler,
et Uvejr - saa mørk og fin.

Og alt, hvad du selv maatte standse
af kvindelig Vé og Lyst,
det rives som czekiske Danse
fra Fedlens firstrængede Bryst.

Min Skat, det er en Ende,
som gør en Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er uhjælpelig dum,

at man var en Nar at spilde
sin Kunst og sit Farvelad
og sin Poesi, hvis Kilde
ejer Foryngelsens Bad.

Nu afskyr jeg Digternes Slæng helst,
min ædlere Ild brændte ud
- nu ønsker jeg dig i min Seng helst
for Øvrigheden og Gud.

Saa bliv da for Verden min Mage.
Jeg lover at ej være trist.
Jeg ordner fra nu mine Dage
som definitiv Humorist.

Der laa en udødelig Alvor,
en Tro paa det Skønnestes Ret
til Grund for min Blomst, mit Forfald - for
min Ungdom i godt og slet.

40

De største Kvinder, som glinste
paa Jord, var mig før for smaa
- nu nøjes jeg helst med det mindste
af Kvinde, som er at faa.

41

ii VAAREN OG TRÆET EN ALLEGORI

42

        

43

Jeg véd et Sted et Frugttræ, som visner uden Frugt.
Det blomstrer vel hver Pinse for Vaarens Aasyn smukt,
men Blomsterne skal bæres tre fulde Døgn i Flugt.

Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt;
det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt.
Tre Døgn, tre fulde Nætter - - - man finder dem ej nemt.

Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Hverdag midt i Ugen i léret Arbejdsvogn.
Og Kusk paa Agebrædtet var Solen, som sov.

Da saa man bag et Gitter et Frugttræ, Busk endnu,
som aldrig havde baaret og stod med tænksom Mund;
dér vilde Vaaren klække en lille Frugtblomst ud.

Og Vaar med Sol i Følge, to grove Gartnere,
brød ind blandt stive Sirtrærs bestandig grønne Adel
til dette ene Frugttræ, til dette Liv i Dvale.

Den første Dag de aanded paa Træet, skød det Knop,
den anden Dag de kyssed det, og Knoppen luktes op.
Den tredje Aften hang der en lille, venlig Blomst.

Saa sagde Vaar til Solen: "Endnu kun denne Nat,
og selv de golde Steder skal eje Livets Skat!"
Imidlertid kom Natten, - da staar hver Busk forladt.

44

Imidlertid kom Natten, den farefulde Stund,
og det er skét, at Træet betroed Havens Hund:
"Nu maa jeg kysse Vaaren, da blir min Livsfrugt sund!"

Men Hunden, som aad Græs og som drev sit kaade Spil,
sprang til og snapped Blomsten, skønt Blomsten selv ej vil.
Det lille Frugttræ tænkte: Ih gik det saadan til!

(Har Hunden taget Blomsten, er der jo intet Raad.
Men Sol og Foraar lover sig selv: til næste Aar
at gøre Træet større, saa Hunden ej kan naa.)

Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Søndag, Aaret efter, bekvemt i Wienervogn.
Og højt paa Bukken troned den lysvaagne Sol.

Det var den samme Gartner endskønt i Søndagspuds:
man husker sligt et Frugttræ, som stod med tænksom Mund;
man elsker det af Hjerte, og man pudser paa sin Kusk.

De rørte Træets Hjerte: der brød tre Knopper frem,
tre milde hvide Blomster (og Vaar og Træ var Venner),
den tredje Aften smilte de som viltre Pigetænder.

En Kat krøb op paa Grenen og tog hver Blomst, der hængte.
Det var en dejlig Majnat. Træet sov ind og tænkte:
Nu gad jeg nok i Morgen sé Vaarens lange Næse!

(Har Katten taget Blomsterne, saa er de Grene tomme.
Men Sol og Foraar lover, saa snart et Aar er omme,
et saadant Væld af Blomster, Katten ej kan overkomme.)

45

Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
for tredje Gang med Firspand for sin kejserlige Vogn
henrullende langs Æthren. Oprejst stod Kusken: Sol.

Der flagred Silkevimpler og Baand for Luftens Luner.
Bagved gik Østenvinden, men den var slaaet sammen.
Foran fløj Vestenvinden med blinkende Basuner.

De kyssed Træets Krone, de vækkede dets Ungdom,
der stod det fuldt af Alvor med alle Grene hvide,
hver Drøm i Træets Hjerte, hver Sorg, hvert Smil blev Blomster.

Og alle disse Blomster, den lange tredje Dag,
de aabned deres Læber i hellig Tørst og Hunger
og spiste Sol og Vaar med sultne Støvvejstunger.

De smilte ned til Hunden: "Du kan nok ikke naa os."
Og midt i alt det hvide, den hvide Kat blev bange;
det ringed den for Øret: "Nu er vi nok for mange!"

Men den Gang Natten bredte sig, og Solen længst var nede,
kom Rædsel over Træet, det hvisked kold af Vrede:
"Ak jeg, som er et Sirtræ, vil ej modnes her alene!"

Det kaldte alle Aander i Luft, i Vand, i Jord.
Det rysted sine Grene i Vanvid og besvor.
Det var et mægtigt Hærværk - ved Dag stod Træet goldt.

Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt.
Det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt,
tre Døgn, tre fulde Nætter - man finder dem ej nemt.

46

Da Vaaren kom ved Daggry og saa sit Frugttræ staa
med ganske bøjet Hoved uden Blomster i Haar,
da gød han over Træet sit Hjerte ud i Graad:

"Det skønne Træ! tre Nætter, tre Nætter kun i Fred!
da var det fyldt med Livet og fanged mer ej Mén.
Det er en Sorg for Jorden og et Tab for Evighed."

"Hm," sagde Solen rolig. "Her har nok været Trold,
jeg kender Herskabshaverne, det er forhekset Jord."
Men Vaaren vinked stille, og Østenvinden kom.

Han bød at fælde Træet. Men Vestenvinden kom:
"Vær ikke ond mod Træet, det Træ, du synes om.
Men lad os læse over det, og bind det om for Trold.

"Vær mild mod det, du elsker, som Gud er mod det skabte,
han finder ingen Gengæld, han giver gerne alt!"
Saa læste de for Træet mod Trolddom og bandt.

De Trylleord, de læste, er selve denne Fabel.
"Det onde Træ" er Navnet, som Østens Vind har kaldt den,
- men det er Vestenvinden, som her nu har fortalt den.

47

EFTERSKRIFT til Allegorien om Vaaren og Træet

Hvad var vel dette Frugttræ, der blomstrer uden Frugt?
Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt,
jeg skrev om en Veninde, der mangled Kærlighed,
en blomstersmykket Grav, som var fyldt med Dødens Lugt.

Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt.
Jeg tænkte paa mit eget Folk, som mangler Kærlighed.
Jeg beder Vaar og Vinde: bring flere Blomster hid!
lad vor Veninde kende sin Besøgelses Tid!

        

51

EN KLADDE

Bag den dovneste Sø, i det fladeste Land
paa den roligste Ø bor en latterlig Mand.
Hvis ej der var Blæk og elendigt Papir,
man fandt ham vel rustnet og hængt paa et Spir.

Han trøstes af Vaaren og Vinen saalidt
som af Kvindernes Kærtegn - han ønsker kun ét:
at fylde det flade Papir med sit Krads
i den Tro, at han rækker Alverden sit Glas.

Han vælger sit stolteste dyreste Nu
til at rive sig selv som en Kladde itu
for at kaste sit gladeste Purpur til Svin.
(Den gladeste Mand har ubodelig Spleen!)

I søvnløse Nætter med Pen og med Blæk
han ødsler ubændig sin Sundhed væk,
men har han ej tilbragt en søvnløs Nat,
da er det med Staklen end uslere fat.

I det fladeste Land med de laveste By'r
nær en haabforladt Strand bor en latterlig Fyr.
Han vil samle alt Liv i et eneste Ord
af Solskin og Fryd - før han jævnes med Jord.

52

GRY

Sent sov jeg ind ... dog vækkes jeg sund:
Sagtmodig med Smil paa sin ventende Mund
den rødmosset aabne Verden straaler -

Aah Foraar! ... Se Skibenes hvide Sejl ...
Gud Hermes har spændt sine vingede Saaler,
mens Bølger - som rundne af Guldguld-Skaaler
bær Fragt fra en Købstad af rødbrændt Tegl
og slynger mod Synsrandens Rosenhimle
sin yngste Vin, som skal sildig skimle.

53

APRIL

Hvem er hun dèr?
- den Heks April,
en djærv April med Bølger og med Byger,
begsorte Byger, Bølger uden Hvil,
et Uvejrshav, der, bedst som Sneen fyger,
kan aabne sig med tusind Foraarssmil.

Med Øret kildent for din Tales Kunst
hun lover Stævnemøder straks og Gunst,
men bryder Ord ...
Med hende vil jeg flane
ad grønne Skrænter ... naar lidt Sol vi faa.
Hun er en Bris fra Søen - svulm, min Fane!
sort eller hvid, jeg véd, at hun er Svane.
Det er kun Gæs, som er bestandig graa!

54

MORGENTIME

Den sødt søvndrukne Nattergal,
der slog i Nat sin Kastagnet,
mens Regnen bruste stærk og sval -
sov ind i Gryets Sølvlys træt.

Og Dagen løfter sin Pokal,
og Søens Olieflade snor
sig som en Muslings Perleskal
bredt om en Strime guldbrun Jord.

Mit Hjerte, fyldt ved Dagens Krus,
slaar Kastagnet til Minders Bud.
Hver Dør staar aaben i mit Hus ...
Svalerne stryger ind og ud.

55

AARSTIDER

Paa frodige Sommeregne
gaar Dagen i Eng sig varm,
og Korn alle vide Vegne
blotter sin solbrændte Barm.
Det dufter af Mjødurt; og Bygget faldt
i drukne Drømme om Malt - om Malt!

Ved Lygter i taaget Vinter
er alle Hekse graa.
Men vaarlige Hyacinter
bag snehvide Ruder staa.
Og Stjernekaaben sit Dronningeblaa
vil om Frostnattens Marmorskuldre slaa.

56

FREDERIKSBERG

Mens et nyt Aarhundred med Skodder af Jern
har indestængt Mennesket nær og fjern
og spændt ham til Hjulet, at trælle for Maden,
som Samson ved Filistrenes Kværn ...

Lad os drage til den frie Kant af Staden,
hvor Kong Frederik blev gammel af Aar,
og den unge Adam Oehlenschläger staar
i Bronce og løfter stolt Profilen,
som blev hans "Guldhorn" digtede i Gaar
... med Geniblinket under Hatteskyggen
og et flunkende Skyskrabermod,
som forstod han selv det, han misforstod,
med saa underlig en Vished, at Lykken
bredte Blomstertæpper ud for hans Fod.

Man har fældet en Skov af Plankeværker.
De drømmerige Havers Enemærker
er opbrudt og plyndret for Fortidens Guld.
Der er Huse, hvor der før fandtes Muld
og sjællandske Lærker.

Og Damphjul gør Larm, hvor en Gang man var glad
med Brus af Fioler og susende Kjoler
og Piger langs Væggen paa Rad.
Men Frederiksberg er endnu den grønne Stad,
hvor Livslysten flagrer og soler
sit Skind og slaar Smæld med et Blad.

57

Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar paany med grønne Kranse
paa Baggrund af Byens Røg og Em.
Her er Grønsvær, som byder os at standse,
og Skygge, naar Somren skrider frem.
Her er Plads til at sværme og tænke,
skønt Sladren holder Hof paa disse Bænke,
hvor intet Argusøje bliver blindt,
hvis et nyt Aarhundreds Børn, med Krans om Haar,
sér Vaaren spejlet i en grøn Absinth.

Hvad var han vel sin Søndermark foruden?
Den unge Oehlenschläger! Rank og fri
vi sér ham komme fra en løvrig Sti,
hvor han og Steffens slentred med hinanden.
Den Passiar, de var fordybet i,
har aabnet, mens han tænksomt hæver Panden,
Guldaarerne - til al hans Poesi
og født den Følelse af Magt og Held,
hvis fine Ligevægt gør Øjet vel.

Dette Sammenspil af Lykken og Forstanden,
det blev hans Fund, som satte Præg paa Manden,
saa selv Naturens Søn, en Gadedreng,
der næsvis fløjter sit Revu-Refræn,
kan maale ham, idet han gaar forbi:
"Han der ... var et Sjeni!"

Det er Lykken, hvis ikke Forstanden,
som staar den Kække bi.

Det gør sin Mand til den grønneste Gren
i et nyt Aarhundred af Jern og Sten,
hvor andre træller og bryder Hjernen
med at kvæde en Lovsang til Kværnen.

58

Det er Mennesket, frit alle Dage,
der er Guldet, som vender tilbage.
Det spærres ej inde med Skodder af Jern,
det lader sig ej binde til Kværn eller Kærre ...

det er Hersker og Herre.

Der lides og kæmpes ustyrligt og vildt,
og tit gaar de dyreste Evner spildt.

Lad os søge til Forstadens Gem.
Her er Foraar, som før, med grønne Kranse
og Skygge, naar Somren skrider frem.

Lad os tage som bedste Mønt i Lommen
en Smule Ungdomslyst, et opladt Sind.
Det var hèr, naar April og Maj var kommen
med sit Pust, saa selv den sminkede Kind
viste friskere Flammer under Huden
- - - det var hèr, imellem Larm og Sværm ogTræ'r,
at vi midt i Folkemængden følte Guden,
følte Livet, som vaagned og kom nær
med Somrens Lyst, som længe var forbuden.

Denne Sommersværm i Dag og i Gaar
var Byens Puls - Fornyelsen og Livet
fra Oehlenschlägers Tid i hundred Aar.

59

NOCTURNE

Nu vaagner de fjerne Steder
til Lys, medens Hjerterne græder.
Og Mørket stumt gennem Forstaden gaar,
hvor Armoden sover blandt Skrammel og Skaar.

Snart fyldes de rige Sale
af Glæde og glemsom Tale.
Snart lyder Musik i den natlige Blæst,
én kaldes til Død, og én kaldes til Fest.

Men Kirkernes Mure forbavse.
De bliver saa tusindaars-tavse.
Og ud fra Kirkegaardenes Sten
gror Skygger, der volder de Levende Mén.

Der sidder et Barn paa et Gærde
og lér, - som var intet paa Færde.
Dog kysser en Mund hendes varme Mund,
det Kys skal hun mærke til Dødens Stund.

Men Livsmodet knuser Vingen
mod Mure, der huses af Ingen.
De sorte Ruder, de mørke Tegl
er en Gaade, lukket med hundrede Segl.

Og kolde og skumle ligger
de nys saa travle Fabrikker.
Og Kvinder søger langs Gadens Flis
en Udvej fra Livets sidste Forlis.

60

SE, JEG MØDTE PAA EN GADE -

Se, jeg mødte paa en Gade
Døden ... aah saa skøn at se,
brune sommerlige Lokker,
en Skønjomfrus Hud, som Sne.
"Lad mig leve" bad jeg Døden
i mit unge Hjertes Vé!

"Leve blot et stille Foraar
nær din fine Jomfrusné!
Nær ved dine kyske Sider
lad mig kun et Foraar se
med de Kys, som en Veninde
bag et Forhæng godt tør se!"

Klædt i tusind søde Blonder
ligned hun en Blomstereng.
Bag sin Skal af Skønhed var hun
vinterfrossen, død og streng.
Jeg har bedt Umuligheden
rede mig en Brudeseng.

Jeg har bedt Umuligheden
om at smykke sig som Brud.

Jeg har bedt om Vaar hos Døden,
derfor skal jeg slettes ud.

61

SANG

Du er som Skummet paa Vandet
imellem de hvislende Rør,
hvor Søerne svulme og dukke,
saa hvid, saa fnuglet at vugge
- et Lin om en Bølge, der dør.

Der er i Legemets Linier
en ebbende, stigende Strøm,
et Blus af Livet, der ender,
en Sjæl, som heftig forbrænder
i maalløs forvirrende Drøm.

I lette hvidnende Lemmer
med Spænding fra Hoved til Fod
har Sjælen dæmpet sin Stræben.
Jo mere blodfattig Læben,
desmere tørster den Blod.

Du er, som om Foraarets Luftning
kan bære dig bort i sin Favn,
som skal du i Længselens Varme
forgaa i din Elskers Arme,
- en bristende Boble af Savn.

Jeg elsker Ansigtets Bleghed
og Haarets cendréeblonde Elv,
det ægte Smil og den høje
Foragt i Stemme og Øje
hos én, der er slet, som jeg selv.

62

DRONNINGEN I THULE

Der var en Dronning i Thule,
hun bar sin kronede Last,
som en Sol under Purpurkaabens
almægtige Foldekast.
Dræb Kongen!

Sig, hvorfor skal Kongen alene
mon være saa rig paa Bedrift,
naar andre gaar svangre med Værker,
hvorom der slet ikke er Rift?
Dræb Kongen!

Og hvorfor skal Kongen mon hilses
med sejrrige Banneres Vift,
naar Landets Dronning er ledig
og ønsker sig bedre gift?
Dræb Kongen!

Der var da en Gang i Thule
en Konge rig paa Bedrift.
Men Dronningen elskede Kongens Broder,
og saa gav de den Konge Gift.
Giften aad.

Giften aad, og ingen fandt Raad.
Men Dronningen stolt udi Thule
hun rakte sin Boler den brede Guldkrone,
at han sin Last kunde skjule.
Giften aad.

63

Giften aad, og ingen fandt Raad.
Man fejded langs alle Kyster.
Ved Arnen sad Moderen ræd for sin Søn
og Broderen sveg sin Søster.
Giften aad.

Skøn Jomfru sin egen Elskov sveg
og svøbt kun i et Sjal
sang Vanvidsvers for de svajende Siv
og fandt sig en Død saa sval.
Giften aad.

Og Prinsen for hele Riget
han var den giftigste Daare;
thi da han erfor om sin Moders Færd,
da rustnede han, som et gavnløst Sværd.
Giften aad.

Jeg elsker den Dronning af Thule.
Saa nær ved den taagede Pol
forstod hun i Vintren at skjule
og værne den varmende Sol.
Giften aad.

        

65

iv LIVETS KERMESSE

66

        

67

Jeg saa min Fælle mange Gange gabe
paa Turen hen. Vi naaede ved Skumring
Gæstgivergaarden "Den forgyldte Abe".

Den gamle By bag sine Fæstningsrester
holdt Markedsdag med Gøgl og Larm og Lirer,
Hotellet stank af Stald og flød med Gæster.

En Hund, som laa paa Tærsklen, træt af Marked
og Mennesker, blev af min Rejsefælle
højt hylende fra Trappestenen sparket.

En fremmed Stimmel, hvor vi trængte ind -
Alt var forkért i "Den forgyldte Abe",
mangfoldigt, mørkt og efter vore Sind.

Alt var forkért i "Den forgyldte Abe",
paa Skiltet saas et fornemt Dyr at gabe
og saas en glemsom Dame noget tabe.

Det var et Hus med hundred stejle Trapper;
vi fandt Hotellet efter vore Sind:
i tre Etager og med syv Karnapper.

I lange Ganges sælsomt slebne Spejle
saas Abehaler sejle som Penduler,
høfligforvredne, stolte, middagsgejle.

68

En fremmed Stimmel! Hvor vi trængte ind,
der fraadsed Folk med lange Hestemuler,
mens gennem aabne Døre Vejr og Vind

beblanded' Køknets lækre Kogekunster
med Gødningsduft, som stærkt fra Stalden dunster,
til allehaande sære Middagsbrunster.

Jeg lod i Højden bringe min Bagage.
En fattig Fugl kan ikke bo ved Køknet
og Stalden, i den dyreste Etage.

Ja, Table d'hôten dufter sødt satanisk.
Men tredje Sal har ogsaa flink Betjening,
da alt i denne Bygning er mekanisk.

Ring paa en Klokke! Hvis du har begæret
en Tjener - een Gang! Karlen: to! men tredje,
da gaar en Pige hundred Fod i Vejret

og standser hovedkuls og fritter kælen,
om Herrens Seng er mangelfuld? ("Wenn jemand
'ne Reise thut, dann kann er was erzählen!")

Hun bringer Vand, og Dynerne hun klapper
- hun hopper atter ned ad alle Trapper.
Og Aftnen blaaner om de graa Karnapper.

I Himmelrummet taageslørt og pæn
den gamle Fæstningsrede synes ophængt
blaamalet, som et sachsisk Porcellæn.

69

Ved Siden af mig boede Miss Wanda,
en Slangetæmmerske, der saas at sværme
hele den halve Nat paa sin Veranda,
Miss Wanda!

Om Dagen stod hun stolt omsno't af Slanger
med nøgne Fødder midt i Markedsstøvet.
Men mine Nætters skønne Søvn hun røved,
Miss Wanda, Miss Wanda!

Vi mødtes højt fra vore to Balkoner,
vi favnedes, mens Fæstningen derude
flød med kulørte Lamper og Balloner.
Miss Wanda!

Jeg drev Hotellet rundt paa tyve Leder.
Min Vært blev ved at skrabe ud og bukke.
Jeg saa en legemsstor mekanisk Dukke ...

En hektisk Dame gjort af Tøj og Maling,
en Dukke falsk og fersk som Markedsgøglet
(den havde været fremvist for Betaling.)

Den var med sorte Øjne til at lukke
og dybt udringet Barm, som kunde sukke
- saa gennemført i alle Enkeltheder.

Og med en Dukke-Trodsighed utøjlet
forraadte Fløjelsskørtets korte Bredder
det fernisérte Træværk under Fløjlet ...

De Handelsrejsende paa dette Værtshus
nærmed sig kun med sære Grynt og Sukke
til denne mærkelige store Dukke.

70

Den havde, naar man trykked paa dens Fjedre,
Bevægelser, som kunde sjælsfornedre
selv Mænd, der syntes født til noget bedre.

Der var ej noget smukt, som vakte Anstød - - -
Men med sin Holdning ufrivillig ranglet
røbed den altid netop det, den mangled!

Hvem vilde ikke se Susanne bade
i lønlig Pragt? Men tænk en livløs Dukke,
der frister med lidt Flor og Guldbrokade

og hviler de defekte Yndigheder
i Hovmod paa en falmet Kanapé!
En Dukke - men højst levende at se!

En fremmed Stimmel, hvor vi trængte ind!
Alt var forkért i "Den forgyldte Abe",
forældet, mørkt og efter vore Sind.

Med Vid i Blikket, Daarskab i Gebærden
Miss Wanda favned mig: - "Jeg er en Slange,
den Vellystslange, som omslynger Verden."
Miss Wanda!

Jeg smilte, som hos Bajadéren Guden:
"Saa vil jeg ikke være dig foruden ...
Hvis ej du gemmer Slanger under Puden!"

Hun var saa stærk, som Stadens Mur var gammel.
Ubændig ung hun spotted dette Murværk
med Taarne, Vindebro'r og Rust og Skrammel -
Miss Wanda!

71

Den usle Dukke syntes hun at hade.
Hun hvisked mørkt: "Jeg gør dig ingen Skade'',
men bad mig tage mig i Agt for Dukken.

- Ubændigt, hvad hun hvisked mig om Dukken!

Miss Wandas Pande syntes mørkt fortrukken:
"Gud véd ... det Træprodukt med Tøj-Façade ...
hvor mange unge Mænd hun har gjort Skade,

retskafne Folk, hvis Liv hun har skamferet
med sine Stilke-Bén og Knæ og Haser
og med sin Skamløshed - - naar først hun raser!

Thi denne Dukke med sit blanke Blik"
(hviskede hun) - - "og sine tomme Gestus,
sin hele gennemførte Mekanik ...

hun er et Lokkespil, som Værten listig
benytter for at fange sine Kunder
- de færreste kan modstaa sligt et Under.

En livløs Kvinde er en djævelsk Frister,
derfor vil Værten lade dig alene
med dette Blændværk - i en stille Scene.

Og siden vil han skrige paa Skandale,
du slipper aldrig mer fra Table d'hôten,
saa længe du kan spise og betale."

I lange Ganges sælsomt slebne Spejle
saas Abehaler sejle som Penduler
høfligforvredne, stolte, middagsgejle.

72

"Der kom tre unge Mænd til dette Værtshus",
vedblev den stolte Slangetæmmerpige,
"forhaabningsfulde Mænd og kundskabsrige.

Den første ligned mest en ung Minister,
en tidlig præget Alvorsmand i Staten.
Den anden var en net og bly Magister.

Den tredjes Digterøjne var saa smukke
og skælmske, at han turde alting sige ...
De tre forgreb sig paa den usle Dukke.

Jeg dadler ingen, som har Kød og Blod.
Jeg véd, at Mænd i deres unge Alder,
naar de er ene med en Dukke, falder.

Hun løfted, naar de trykked paa en Fjeder -
et Ben, en Arm - hun lod en Taare rulle.
Til at begynde var de spøgefulde.

Ministren blev af Guldbrokaden daaret,
Poeten af et Blik, hvis Kulde saared,
Magistren rørtes af Madonna-Haaret.

Nu faar de Børn den ene efter anden
med Dukken ... Børn, der ligner deres Moder,
af Træ og Tøj med Træforstand i Panden.

Ja, det er grusomt: Dukken var af Træ,
og de fik Tryner efter den Historie
som Svin og Galte - et Slags dyrisk Glorie."

Det var et Hus med hundred stejle Trapper.
Vi fandt Hotellet efter vore Sind:
i tre Etager og med syv Karnapper.

73

Ved Siden af mig boede Miss Wanda.
Hun spotted fyrigt Ægteskabets Lykke,
men sværmed mangen Nat paa min Veranda.
Miss Wanda! Miss Wanda!

Jeg saa en Gang de Mænd, hvorom hun talte,
- Ministeren - Magisteren - Poeten.
De havde Tryner ... men var vel betalte.

Jeg kyssed hende længe uden Anger ...
men maatte flygte over Hals og Hoved
- for ej at blive bidt af hendes Slanger.

74

        

77

STAMTAVLE

Min Moder, som til Verden mig
har født, og som jeg died,
som styred mine første Skridt
og mig sin Omsorg vied -

hun var af kraftigt Bondeblod
af nordgermanisk Stamme
af Wessels Slægt. - Jens Baggesen
jo var et Skud af samme.

Mit Sind blev blødt. Jeg fik Humør,
som være kan nødvendigt.
Min Lærer Byron gjorde det
lidt djærvt og uanstændigt.

Derpaa min Fader traadte til.
Han Liv i Spirer vakte,
som vist alt ved Undfangelsen
ned i mig vare lagte.

Han lærte Skarphed mig og Vid,
han lærte mig at tegne
et grelt satirisk clair-obscur.
Min Faders Navn var Heine.

Han lærte Skarphed mig og Vid,
men han var bitter-blodig.
Det lærer jeg ham aldrig af,
jeg er for dansk godmodig.

78

At Aristofanes han var
min Bedstefar, det lader.
Det havde jeg ej tro't, hvis Far
ej havde kaldt ham "Fader".

Min Moder var en dansk Natur,
men landlig uoptugtet.
Jeg opstod, da en fremmed Sæd
et frugtbart Skød befrugtet.

Min Moder var Naturens Barn,
en Borgermand hun ægted,
men blev forført af Far, det Skarn
som Bibelen fornægted.

79

EN VISE

Den første Rus, som jeg fik i mit Liv,
blev lægt af min Mor med en iskold Kniv.
Hun sagde - og slap ikke Staalet -:
"Det var ikke Punsjen, som gjorde dig ondt,
for alt hvad vi brygger herhjemme er sundt
- men det var Skraalet!"

Jeg vokste og kom i Studenternes Lag,
med dem drak jeg Øl nu hver ottende Dag,
mens Festord langs Bordene skylled.
Om Søndagen vaagned jeg ussel tilpas.
Det kom ej af Drikken - jeg drak kun et Glas -
men Snakken til Øllet.

Jeg forstod ej af kvindelig Skønhed et Muk.
Da udbrød en Dame: "Se, hvor jeg er smuk!"
Den hæsligste Dame i Verden.
Det var ej Gebærden, der slog mig med Skræk,
med derimod Teksten, der jog mig væk - - -
som fulgte Gebærden - - -

Jeg misted uskyldig min Barndoms Tro,
min Sognepræst undte den aldrig Ro.
Mod Fritænkeriet jeg vakled.
Man slæbte mig hen snart i Kirker, snart Kro'r.
Jeg frygted en Smule for Sandhedens Ord -
men mest for Spektaklet.

80

De lærte mig Forskel paa Godt og paa Ondt,
da mødte jeg Fanden, et viltert Sekund,
og spurgte ham stridbar i Tonen:
"Hvad blir der tilbage, naar alting er Løgn?"
Han lo - men betænkte sig siden et Døgn:
"Det gør Diskussionen."

Jeg lagde mig da efter Tale og Skrift
og blev saa formel: Jeg var nær bleven gift,
med en Frøken, der selv var forfaren.
Jeg rømte fra Altret uværdig min Vej.
Hun kom ikke dér for at giftes med mig,
men med Formularen.

Jeg døde tilsidst og blev stedet til Ro.
Jeg kunde ha' skreget, dog laa jeg og lo
i Kisten, og tygged paa Skriget.
Der var ingen Træthed skabt i min Krop.
Jeg fandt kun, jeg kunde umulig staa op
efter Talen ved Liget - - -

81

DET AANDELIGE BØRSTENBINDERLAUG

Det aandelige Børstenbinderlaug
i en høj Stue paa et Gadehjørne
holder Samraad og Udkig og Vagt
og drikker som Bjørne.

En Skomager holder sit Haandværk i Agt,
det samme gør en Skrædder, en Skinder.
Men ingen kan opæde Literatur
som en literær Børstenbinder.

Det aandelige Børstenbinderlaug
bestaar af de allerlængste Svende.
Saadanne Skuldre og saadan Figur
og sikkene Penne!

Det aandelige Børstenbinderlaug,
blot ved at kigge paa Gaden
kan kende hver Frue, som holder Vikar
og hver ormædt Skønjomfru i Staden.

Men intet bevæger det Børstenbinderlaug
med alle dets Sladderhanke,
som naar en uskyldig og redelig Bog
kommer ind for deres Skranke.

De galer som Haner, de kagler som Høns,
de svinger de fornærmede Koste
og farer rundt fra Avis til Avis
som Midder i fordærvede Oste.

82

Det aandelige Børstenbinderlaug,
jeg hører det juble og feste ...
Vorherre i sin usigelige Kløgt
har indrettet alt paa det bedste:

De rene Aander, hvis Tro er stærk,
dem Herren med Palmer husvaler.
Men til det daarligt bevæbnede Tros -
til dem skabte Herren Sjakaler!

83

KNUD KAARE

Knud Kaare er saare
repræsentativ.
Han kan ikke andet,
om saa det gjaldt hans Liv.
Hvor de store Sager drøftes, og
hvor Storheder vrøvler,
maa han ogsaa høre Knirket af
sin egen Storheds Støvler!

Han er fejlfri som Dommer
af en Steg og af en Tærte,
og saa har han i sin Festdragt
noget særligt fint paa Hjerte.
Han er Frihedsmand perfekt. Men med en
Mæthedsgispen
kan han tømme smaa Likørglas paa lige Fod med
Bispen.

Der er en Verdens Kløgt, som forener
i Længden
to Fjender - naar de mødes over Hovedet paa
Mængden.

De har, skønt deres Aand staar tilbage
for fleres -
det lille Gran Fornuft, hvoraf Verden
regeres.

Der er Drøn i deres Stemme. Og det er Fryd
og Gammen
84 naar to ligestore Mætheder venligst drøner
sammen.
Det er, som om en Tryllestav
usynligt han holder,
der lægger Livets Grimheder zirligt
i Folder.
Men hans lille Kones Hjerte
ligger brak
i dette Trylleland med dets Fernis
og Lak.

Knud Kaare er desuden en Smule
kvindekær,
det vil vi ikke dadle ... det er der fler
der er.
Han er elsket videnom. Han er alle Enkers
Trøster
han beskytter faderløse, som en Broder
sin Søster.

Han blev grebet en Gang ... Det var næsten
Skandale, -
men han klarede det hele med at
holde en Tale.

Knud Kaare fordømmer
en Literatur,
hvis Frisprog ogsaa andre fordømmer
efter Tur.
Jeg kan ham ej forlade: han har gjort mig
megen Skade
ved at dadle mig højlydt paa
offentlig Gade.

85

DEN DØDE MAND

Det var ikke blot hans Frue,
samt alle de Faderløse,
hvis Midler han skændig forvalted',
der græd, den Gang afdøde Larsen
gik over i Verdens-Altet.

Kun nødig veg han Pladsen,
hvor han havde udrettet meget
og aarevis havde besveget
Gensidigheds Kassen.

Han drukned sig kort før Oktober
og eftersøgtes i Uger.
Man fandt ham i Vandværks-Bassinet,
hvis Vand hele Byen bruger.

Et Menneske er her i Verden
i Grunden et Interessentskab,
helst, naar han, som afdøde Larsen
har dyrket et vidtstrakt Bekendtskab.

Det var ikke blot, kan man tænke,
en Kval for den Afdødes Enke,
hans Bankrevisorer og smaa Garanter
og sørgende Venner paa alle Kanter.

Der udbryder Tyfus og Kopper.
Den hele Befolkning er rystet,
fordi den afdøde Larsen
bogstavelig falder for Brystet.

86

Og alle hans Hjælpere fordum,
hans uforsørgede Tropper -
de hungrer og holder Møder
om Midler mod Tyfus og Kopper.

Hvad er det, der lyser i Øjet
som Feber?
Hvad er det, der river i Næsen
som Peber?

De taler om Straffen fra oven
og om det sataniske Hovmod,
som den Mands Hjerne maa rumme,
der fældet af Livet har lagt sig
pladask i Vandværkets Kumme.
"Det værste er ikke Smudset,
som findes i Gader og Smøger,
hvis Smaafolk den Afdøde pudsed'.

Det værste er ikke de Vandrør,
hvori den Afdøde spøger.
Det værste er Sjælesmudset,
som udgaar fra Blade og Bøger."

Det er afdøde Larsens Mikrober,
der er husvilde siden Oktober.

87

UNGKARLESNAK

Nu taler vi atter, som vi har Forstand til
(forlad os en Skik, vi desværre er vant til!)
og spørger: hvad holder en Kone sin Mand til?

Har hun ham kær, som man elsker den strenge
sentmodne Jord, man har slidt med saa længe,
at man har glemt sin Sult og glemt, at Tid er Penge?

Elsker hun ham, som en Sum, af hvis Rente,
man maanedligt har noget vist i Vente,
sparsomt men sikkert at hæve og hente?

Ved Brugen af Jord (det gælder i det Sødes
Agrikultur) dens Bærekraft forødes.
Den udpinte Ager maa med Minderne gødes.

Men naar Minderne bliver for gammel-søde,
og intet den udpinte Ager kan gøde,
gaar det sultne Hjerte ekstra efter Føde.

Mens de halvunge Koner en ung Adonis dyrker,
sér Mændene til, som flegmatiske Tyrker.
De véd, lidt fremmed Fyrighed kun styrker.

De finder det ganske unyttigt at hade ham,
og Konerne, som helst vil i Dejlighed bade ham,
behandler ham som Barn, og frygter for at skade ham.

88

Hvad en Kone har Mand til? - som Maal for sin kære
Spydighedstrang, som det vil sés med Ære
- naar hver, hvem Horn er tiltænkt, engang sit Horn maa bære!

89

KAVALLÉRSORGER

Dingle-Dangle hed hans Fader,
Kavallér af bedste Slags,
sprang og sprætted, som en Laks
med de pynteligste Lader - -
Kongen raabte ligestraks:
"Du skal hedde d'Ingel-Faks!"

Dangle hedder Dingles Søn,
han er overmaade skøn,
var saa ranglet, var saa ringlet,
hvor han end sig svang og svingled.
Da han fried, vandt han straks
Frøken Sisken Sølversaks.

Men da Dangie d'Ingelfaks
paa en Bænk, i Middagsstunden
har forført med Pjank i Lunden
Frøken Mette-Mød-Mig-Straks,
(stakkels Mette-Mød-Mig-Straks!)
græder Sisken Sølversaks.

Medens han forsoner Sisken,
Mette slaar med egen Haand
om en Gren sit Strømpebaand!
Højt i Aftenvindens Hvisken
hendes Lemmer ringle, rangle:
"Det vil du fortryde, Dangle!"

90

PERSPEKTIVER

Blandt Lærdes Tidsler og Drømmeres Roser
ned gennem Sprogenes Malmbrud af Gloser
har jeg stræbt: for at sé med vort Samfunds Bevarelse
de ældgamle Spørgsmaal i Fremtidsbesvarelse.

Hvordan vi os lemped i Sol og Polarvind,
fra Dyr blev til Mænd, er forklaret af Darwin.
Men Jorden, tror Malthus, kan ej give Høst til
saa mange, som vi har Formerelseslyst til.

Hvis Malthus er trist, saa har Darwin forfriskende
sagt: vi er langt ude Fætre med Fiskene,
(hvorfor man endnu vil finde begravet
dybt i os den Ibsenske "Længsel mod Havet".)

Naar Landjorden da bliver overbefolket,
for dyr og for fin at bebo, har jeg tolket
min Darwin som saa, at en Mand faar det lettere
i Bølgernes Dyb blandt de slimede Fættere.

Fisk avler dog Fisk, trods vor Syngen og Blæsen.
Man genfinder Gællerne, Snittet paa Næsen
hos Ynglen. Og Sangguden taber sit Plekter
af Gru for de lyttende Fiskeblodsslægter!

91

vi EFTER SYNDEFALDET

92

        

93

Atter jeg gik i den sludfyldte By,
og Kvinden kom mig i Møde:
"Hvor har du været? God Aften, vel mødt!"
(Jeg trode, de Brosten var døde.)
"Ak, skal jeg møde dig, bortrejste Ven,
paa denne saa afsides Scene?
Har du været i tusinde Byr
og gaar nu saa regnvejrsalene?"

Atter vi gik under vaade Trær
paa en natlig Vej ved en Lygte.
"Hvor har du været? Og kommer du hér?"
saa spurgte Kvinden og spøgte.
Regnen dryssed fra Elm og Lind
og drypped med Klang i Kloaken,
hen over Jorden i Lygteskær
vi saa vore Skyggers Flakken.

- - "Husk, at du ønsked engang mig Kvind
korsfæsted med Nagler og Spigre?
Kommer du sejrrig nu hjem med Skind
af fældede Løver og Tigre?" - -

- "Sjæle-Armod bringer jeg hid
og lægger ned ved din Side.
Rig gik jeg ud, og kom tomhændet hjem,
det skete, som vel du maa vide.

Da du kyssed mig første Gang,
din Mund var et Elskovstempel,
94 Flammen, som hærged din røde Mund,
har givet mit Liv et Eksempel:
Altid jeg vidste fra denne Stund
en Trøst, kun én er fornøden,
siden for hver en Længsel og Sorg
søgte jeg Flammedøden.
Sé, jeg vil dø, lad det være forbi,
nu er jeg i dine Hænder.
Døden rækkes kun helt i et Kys
og bedst hos en Kvinde, man kender."

- - "Husk, at du ønskede fordum mig Kvind
paa Grund af min Slethed korsfæstet.
Sig, om du slettere Kvinder saa
i alle de Lande, du gæsted?" - -

- "Værre Kvinder jeg vistnok saa,
men ingen var mere slette.
Alle blev de Bekræftelse paa,
at du havde lært mig det rette:

Flammen, som brændte dit Liv til Støv,
har givet mit Liv et Eksempel:
Da du kyssed mig første Gang,
din Mund var et Venustempel,

Elskovs-Moderens hellige Slot
sig aabned med Elfenbenssøjler,
øverst med rosenrød Lykke og Spot,
forneden omringlet af Øgler.

Da jeg kyssed din giftige Mund,
det var, som jeg liflig røved
Solens Kærte fra Skabningens Bryst
og rullede med den i Støvet!

95

Nej, naar jeg mindes de Kvinder, jeg saa,
var de da mere slette?
Deres Kys var et Indsegl paa,
at du havde lært mig det rette.

Derfor kommer jeg hjem til dig,
jeg elsker dig, trods hvad du siger.
Og jeg gad sé dig korsfæstet en Gang
imellem en Hund og en Tiger."

96

        

97

vii IMPERIA

98

        

99

Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,
urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød,
mørk og ubøjelig - ofte jeg drømmer mig død.

Pragt er min Higen. Jeg kender ej Mildhed.
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde,
som giver Stene for Brød, og som nægter at føde.

Ingen kan vække mig uden min Elsker,
Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold,
saa at jeg røres til Afgrundens dybeste Fold.

Alt er unyttigt undtagen vor Skælven.
Alt, hvad der trives og pletter som Skimmel min Hud,
ryster jeg bort i et Møde med Jordskælvets Gud.

Under den Græstørv, som vendes af Ploven,
hviler mit jernfaste Indre unærmelig frit.
Hver, som er gold i sit Hjerte, har noget af mit.

Af mine Kullags og Malmaarers Gifte
blaaner den Vaarsæd, som yder det nærende Mel.
Vantrives Markerne - min er den vantrevne Del.

Hver, som er ustemt og ikke faar Tone
efter en Sang, som man synger i Klynge og Kor -
hver, som er ustemt, er Jord af min Jord.

Kold for de Levendes Optog og Danse
drømmer jeg evig om Urelementets Musik.
100 Slaa dem med Lynild og Jordskælv og byd dem at standse!

Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde,
som giver Stene for Brød, og som nægter at føde.

Giftige Kratere, rygende Dybder,
sortsvedne Huler, der stinker af Svovl og Metal,
aabner sig brat, naar jeg lyder mit flammende Kald.

Kongernes Slot har jeg sænket i Havet,
slaaet den Fattiges fattige Lykke i Skaar . . .
og er utømmelig rig for Millioner af Aar.

Kom til mit Hjerte, der aldrig har frygtet.
Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker.
Stort er hans Kød. Og vor Lykke skal blive berygtet.

101

viii I LØVENS TEGN

Stranden blev mørk mod Aften og stormende blaa.
Det bruste i grønne Blade og Rugens lyse Straa,
mens bleg og blond og gylden Fuldmaanen saas at staa.

Til Fru EDITH RODE

102

        

103

Nu tager Somren Stormhat paa
og Solsandaler for at gaa
langs Strand paa Aftenpromenade.
Hvor hvirvler de forvildede Straa,
de viltre Ranker og Blade!

Nu søger Damen feberør
i angstfuld Pragt, før Solen dør,
langs Strand den Glød, hun hungrer efter.
Hun kæmper i Stormen, med sit Slør
og sine udbrændte Kræfter.

Thi denne Bred, af Liv betraadt,
hvor Bølgen koger lunt og godt,
snart vil den høre op at gløde . . .
og Sandet strækker sig Spøgelses-graat
med Spor som af eneste Døde.

En Løve hærger Livets Land,
den pisker Vejene til Sand,
forvandler Timerne til Ørkner.
Den lurer bag Klittens solgule Rand
blandt knuste Straa - til det mørkner.

Og Kvinden aner, halvt med Gru,
den Rovdyrfod, der brød itu
hver Blomst, som man i Sandet planter,
og ønsker dog i Æventyrhu
et Solridt med Livets Panther.

104

En Daad, før Solen gaar bag Strand!
før Maanen - Dødens sikre Mand -
ler frem imellem Løv og Blade,
som var den Herre til Livets Land,
og vi kun var Knokkelrade!

Hvert Liv, hver Urt, som - milevidt -
laa kvalt af Løvens Flammeskridt,
dem sanker hun - mens Dagen brænder -
de lever atter, de aander frit
i hendes dugfriske Hænder.

Jeg tror, hun selv blandt Sand og Krat
har mødt den gyldne Flammekat
og klappet blidt - da de var ene -
med kølige Hænder, ringbesat,
dens Pels som af Ædelstene . . .

Og mens hun dødelig har spøgt
og flettet Blomster, har hun søgt
at ride Løven ned til Dammen,
og klangfuldt lét, med en højeste Kløgt
af Daarskab og Vid nittet sammen.

Lær Digteren en Solbedrift
som Kvinden uden Saar og Rift.
Lær ham: for Tvivl sig at beskytte,
ikke at hade sin egen Skrift,
men tro paa sit Drømmelands Nytte.

Der er et Løve-Æventyr
om Ørknens Guddom-stolte Dyr,
som kræved Skat og vælig aved
Fatamorganas Fortids-Byr,
som den i Sandet begraved.

105

Et Udyr spreder Ørkenro
i Livets Land . . . men alt vil gro,
naar Skytten fælder Solens Panther.
Han finder paa ny under Dyrets Klo
Ørkenens Diamanter.

106

        

109

NYT FORAAR

Mer dovent ej drives
fra Vinterens Hi
en udhungret Bamse,
hvis Ro er forbi,

end jeg. - Mine Tanker
paa Hvidbjørne-Vis
de rejser sig: levende
Blokke af Is!

Hvad skal dette Foraar,
som fylder min Krop?
og Solen, som atter
gaar straalende op?

Jeg vækkes med eet
af en Drøm fra i Gaar,
for at modtage Livet
med alle dets Kaar.

Den Træthed, som lammed
min Styrke i Fjor,
er atter forsvundet
og slettet dens Spor.

Der tændes en Sol
bag mit stivfrosne Muld,
som klæder Alverden
i Purpur og Guld!

110

EFTERLYSNING

Af alle mine Drømme
- de blonde og brunette,
den bedste har jeg mistet
og kan mit Tab ej rette.

Jeg beder, søg i Vrimlen
og søg i Hjemmets Fængsel,
og hvis I hende møder,
sig, jeg er syg af Længsel.

Jeg bærer dybt i Sjælen
det Billed, som mig brænder,
se her vil jeg det male,
paa det, I hende kender.

Tænk jer et Foraarsstykke
med Søbris - jeg fik Lede
ved lune Sommernætter
og lange Dages Hede.

Hun er saa klar som Brisen,
naar skyggelange Skyer
drives med Solskinsflager
fjernt over Land og Byer,

og har et Blikkets Mørke,
det matte, perlerige,
saa klogt og graat som Havet,
hvor hvide Maager stige.

111

Ej Mælkeblodets djerve
forelsket gyldne Lemmer,
men finere end Ravet
i Pelsværk hun sig gemmer.

Hun er den ranke Staalfjer,
som ingen Vægt kan knuge,
og dog jeg véd, hun vilde
sin Styrke aldrig bruge.

Som Stormen hendes Tanker,
som Blæsten hendes Drømme.
Men mine hendes Kærtegn,
som hun har holdt i Tømme!

Jeg beder, søg i Vrimlen,
og søg i Hjemmets Fængsel,
og hvis I hende møder,
sig, jeg er syg af Længsel.

112

ERINDRING

Jeg husker hendes blege Smil
og hendes Hænders myge Tag,
hvor ensomt og hvor stolt hun gik
paa vor Berusnings første Dag.

Vi aanded sammen Morgnens Bris
i Høst, og Aftnens brune Ro;
hun holdt sig ved min Side tæt
og traadte let i sine Sko.

Fra hendes Barm, hvor Hjertet slog
og sundt sin Strøm til Kinden gød,
jeg aned svagt en Kvindeduft
- som visne Roser - sær og sød.

De fine Bryn med milde Blik,
den blonde Hud, den unge Favn,
jeg vidste mit med hellig Skræk,
og som et Hjem var hendes Navn.

Hun ligned Solens zarte Skin,
der gør Oktoberdagen lun,
og svøbte mig i Ømhed ind
som i en Pels af Edderdun.

Saa svandt da Høsten; Vinterdøgn
drog graa, som Skyer over os.
Men jeg bar Panden højt og sang
med Foraarsblod og munter Trods.

113

Hun fulgte kun med vege Skridt,
og tit føg til med Sne mit Spor;
hun stod og vinked efter mig
fra Grænsen af sin Fædrejord.

Hvor strengt vi stred, saa véd jeg nu:
ej dumt jeg gav min bedste Vin;
thi hun har grædt og ene tænkt
at modnes for at blive min.

Jeg véd, at hun har vogtet angst
paa, hvad hos mig hun ej forstod,
og haft sin Nød af al min Tvivl,
som ej hun vidste Raad imod.

Hun sad hos mig, da jeg var syg;
og som jeg klaged vor Fortræd,
hun virred med sit Hoved tavs
og saa paa sine Sko og græd.

Hun var som Foraar i April,
som Dagen, der er ved at gry
- da vild af hendes Vaar og Sol
jeg sled mig løs og drog af By.

114

MAANENAT

Langs ad de natlige Gader
to Skygger mit Fodtrin møde,
den blaalige skære fra Maanen
og Lygternes matte røde.

Alvorlig, sky og alvorlig
ud i den hvide, hvide
sværmende Vinter-Midnat,
der vil jeg alene skride.

Jeg taaler ej Had og Kærtegn
af Kvinder, - som Sneen taaler
ej haarde Hæles Trampen,
ej Solens lunkne Straaler.

Og over mit ensomme Hoved
i Nattens havblaa Kuppel
der fryser Maanen sibirisk
hvid, som en Sølverrubel.

Det er, som min tabte Veninde,
Dronning for alle de Gode,
sad dèr og frøs i sit Pelsværk,
- en lysende Himmelklode.

Det er, som hun inderlig vilde
sig selv med mit Væsen blande,
men skulde sidde og straale
med Helgenring om sin Pande.

115

Der rækker hun mig i Tavshed
sit Haandtryk for Timer og Tider,
mens Himmelhavet evig
ned over Stjernerne skrider.

116

ANADYOMENE

Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes . . .

igennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Afrodite er opstegen af Havet.

Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler . . .

fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag,
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag.

Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde.

Og hun er klædt med Anstand i muntre, lyse Kjoler.
I hendes unge Skygge det dufter af Violer.

Hun er saa god som Bibelen, hun er saa fin og stræng
som en Erkebiskops Prædiken, trykt paa Velin.

Jeg fylder jer Luft med hendes Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjertes Kathedral.

117

MORGENEN

Nu de fleste Glas er tomme, Dagen kommer,
lister langsomt frem af Nattetaagen,
lad mig sé i dine Øjne frygtsomt,
ubeslutsom mellem Drøm og Vaagen.

Meget nyt og dristigt sér jeg spire,
meget, som er graat og gammelt, falmer,
Hanen galer, nu er Klokken fire,
Nattens Vægtervers blir Morgensalmer.

Langt fra Byen, Mørket og de andre,
som med Bly om Øjet døsigt svælge,
vil jeg med dig sommermorgenvandre,
frygtsomt dine fine Øjne vælge.

Hvem kan sove, gaa i Grav med Natten?
Hanen galer, nu er Klokken fire,
lad os sammen sommermorgensvire
Haand i Haand med dugget Korn i Hatten.

118

EVENTYRET

Et Sted i det grønne Skovtelt
fandt jeg den Skønne slumrende
henstrakt i Græsset
til Bruset af skumrende
Grene fra alle Sider,
der bølged ud og ind.
De øverste Blade rødmed
endnu af Solens Skin.
I Skovens grønne Silketelt,
hvor alle Vægge røres
bevæget af festlige Pavker,
som kun i Drømme høres,
- dèr fandt jeg den Underfulde,
hvor hun var slumret ind,
hvis Vellyst blev mig hellig
ved fagert Egensind.
Det svajed fra alle Grene,
det hvisked fra alle Steder.
Der fyldte en Eventyrbrise
hver Fold i hendes Klæder.

Kom hun fra Himmelhvælvet?
eller fra Havsens Bund?
laa dog i tryggeste Blund
paa Jorden, hvor Blomsterne skælved.
Kom hun fra Sødybets
lysviltre spraglede Hal,
dèr hvor al Dejligheds Moder
blev født af en Muslingeskal?
119 Eller fra Ætherens Kyst - - -
fra den frydfyldte Lund?
Og gik jeg i Himmerigs Skove -?
Hun var mit Fund.

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
- de tavse - en eneste Gang . . .

120

ØDE

De bar mine Venner til Graven
og Jorden lukked sig, og jeg blev vaagen.
Naturens Tryllekedel er gaaet af Kog.
Der er øde for mig, selv hvor Skovblomsten gror.
Jeg har ingen, med hvem jeg kan tale.

Jeg har ingen, for hvem jeg kan prale
med en Fryd, som faar Øjne til at stirre.
Jeg har ingen, som lader sig forvirre.

Selv hvor Skovblomsten gror, er der øde,
selv hvor Skønheden straaler mig i Møde
- - - øde, øde!
selv hvor Foraaret vinker med Ranker i sin Hat
og store Blomster-Øjne, der ikke sov i Nat,
viltre af Savn og attraa-søde -

selv hvor Skovblomsten gror, er der øde.

Jeg har været i Skovblomstens Kammer.
Og hvordan skal jeg beskrive al den Jammer,
som jeg fandt mellem øde, nøgne Stammer?

Hvis der ikke havde rislet en Kilde
i Mosebundens Mørke hos den vilde
kridhvide Skovblomst - - - -
jeg havde følt mig ilde.

121

Jeg har været i Skovblomstens Kammer.
Og der var skummelt . . . men saa sælsomt stille.
Hendes Øjne har fortalt, hvor jeg var elsket,
hvor jeg af Skovens skøre Blomst var yndet
- - - med en Skovblomst i Ødet har jeg syndet.

Der var Dødsangst og Stolthed over Mødet,
som jeg havde med en Blomst i Skovdybs-Ødet.

Ak, hvor Skovblomsten bor, er alt forbandet,
og der gror Planter, som jeg ikke kender.
Men med Skovblomsten er og blir jeg Venner.

122

VAAREN OG DENS FØLGE

Vaaren er en Guddom.
Solen er hans Hjælper,
Østenvind og Vestvind
kappes, hvor han gaar.
Sol og Vind og Bølge
er kun Vaarens Følge,
født til Følge-Kaar.
Vaaren er en Guddom.

Vaaren kommer ikke,
selv om Solen kommer.
Søndenvindens Legen
skaber ikke Vaar.
Raab ej vildt til Vaaren:
"Kom dog, lille Foraar,
føl, mit Hjerte slaar."
Vaaren er en Guddom.

Om du mestred Stormen,
vakte Solens Gløden,
frygt til Løn, at Døden
korter dine Aar . . .
hvis du ikke kender
Vaaren, naar den kommer.
Ingen ved hvornaar -
Vaaren er en Guddom.

123

MESTEREN

Beundrerskaren slaar Fanerne ud,
og Mesterens Hustru staar smykt som en Brud
og lokker sin halvgamle Mand med et Smil:
"Vis Verden din blomstrende unge Profil!"

Men Mesteren selv er bedrøvet i Dag.
Han tror ej paa Festtog, han frygter de Flag.
Han siger, langt heller han gemmer sig væk,
end viser for Verden de stivnede Træk.

"Den Lykke, der var en fornøjet Lyd
et Sted i mig selv - omend Dagen var graa -
den Lykke, der var som en kvidrende Fryd,
et Sted i mig selv, er gaaet i Staa.

Hvad nytter de Blomster fra Taleres Mund?
hvad nytter selv Favntagets Løn i dit Skød,
naar Lykken, som var al min Lykkes Grund,
naar Lykken inderst fra Grunden er død?

Den Lykke, der kom, naar den mindst var kaldt,
erstattes for silde af Optøj og Spil.
Jeg savner den Kilde, hvor Lykken blev til,
det Sind, som af Intet kan skabe alt!"

- - Men Hustruen rusker hans Skulder i Harm:
"Det festlige Tog har tilbagelagt Mil!"
Hun trækker ham frem foran Vinduets Karm:
"Vis Verden din stivnede gamle Profil!"

124

DET ER IKKE NOK, OFELIA . . .

Det er ikke nok, Ofelia,
rørt og bevæget af Rytmernes Fald,
hvis en Bog har hvilt ved dit Hjerte,
at sende Blomster til din Hr. Skjald.

Blomsterne er løndomsfulde Vidner
til dine Tanker ved Gry og Kvæld.
Hæderlige Kvinder vil vide,
hvor dybt med en Blomst man kommer i Gæld.

Hvad er de? Intet for den, som grubler,
og er dog et Bud om den skønnere Jord.
Han aner mer levende Hyacinter . . .
venter en Sværdliljes ærlige Flor.

Det er ikke nok, Ofelia,
at du skriftlig vedgaar din Gæld,
sender Digteren alle Slags Ranker,
før du møder en anden i Kvæld.

Du er gal, du raser Ofelia.
Hvis Hr. Mæcén vil hædre en Skjald,
da skal han sende en Baad fuld af Blomster
og særlig et Skrin med blankt Metal.

Hvis de Unge vil kranse Skribenten
og de Stympere staar ved Ord,
lad dem ruste en Brigantine
med hundred tapre Mænd ombord!

125

- Men Ofelia kommer alene,
klædt eller nøgen, til Lands eller Søs . . .
Kvinder, i hvis Sjæl der gemmes Hæder,
kranser Skjaldens Læber med Kys -

126

SANGEN OM SARAH BROWN

Hun er død, den dejlige,
I kender Navnet!
Den tit omfavnede
har Seinen favnet.
I Druknehuset,
der er hun havnet.

Nu laster I Pigen,
nu dømmer I Skøgen.
Men vid, hun er død
som en Ende paa Spøgen
af sin medfødte Lyst
til at klæde sig nøgen.

I Venner af Sandhed,
som aldrig forraadte.
Det var for sit ærlige
Hjerte at blotte,
at Sarah, vor Søster,
fra først blev Kokotte.

Hun elsked det dristige,
haded det plumpe,
og Skønhed kan sulte
men aldrig forsumpe -
hun slynged mod Løgnen
sig selv, som en Bombe.

127

Med sine Kjoler,
de slet sammenholdte,
paa Kunstnernes Bal
bevirked den Stolte
en hel Politi-
og Studenterrevolte.

Den ærlige Sarah,
saadan var hun kommen
haarblond og yppig
med Intet i Lommen,
for nøgen at stævne
et Samfund til Dommen.

Og nøgen forlod hun
de jordiske Stræder,
saa snart hun begreb,
at kun hyllet i Klæder
nød Skønheden Fremgang
paa passende Steder.

128

FORMIDDAGSSOL

Formiddagssol i November,
Sølvspind af svindende Taage mod Blaaet.
Alt, som skal leve i Dag i Paris,
er paa Udfart og velopstaaet.

Søvndrukne Skønheder ordner med flinke
Greb deres Dragt, hvis et Skørt er i Flænger,
husker en Dumhed, som Natten har bragt,
gaber og husker ej længer.

Langstrakte øde Chausséer forbindes
over en Korsvej, hvor intet staar stille,
Livet er vaagnet og mærker sin Puls
stærkt som en hastende Kilde.

Sølvslør af Dampe, der bølger og brister,
Guldspind af Smil langs de fri Boulevarder,
Jorden er fuld af det himmelske Lys
og de vrimlende Menneskearter.

Hinduen, Tyrken, den mexikanske
Miss med de sortblanke Øjne - kommen
svøbt som en Sydfrugt i Sølvpapir
og med en Guldklump i Lommen.

Men hendes Guldfund er hendes Øjne.
Se hendes Jomfruhuds uvorne Fylde
og hendes Gang som det duvende Hav.
Det Blik maa dit Hjerte forgylde.

129

Lykkelig danser vor Klode mod Blaaet.
Oh denne Morgen bær i sig en Spire,
hvoraf en Verden med ét bliver til,
et Rige - det ny Empire!

Skummelt nu venter det mørke New York
Daggryets Bris paa Atlantens Vove.
Russeren drikker sin Femtids The,
og Japans Geishaer sove.

Solen staar højt over Ile de France
- Verdensriget, det nye Empire,
født paa et Solbud i Dag Klokken ti,
holder Kroningsfest lige til fire!

130

        

131

x BYRON ET UNGDOMSDIGT

132

        

133

Jeg savner ingen Helt, har ej behov
at rode i en Dynge muldne Kranier.
Napoleon og Nelson gir jeg Lov
med samt Juan, den vidtberejste Spanier.
Lad Videnskabens tungt beslagne Plov
kun fure dér! Men jeg vil uden Plan jer
berette - da det enkelte gør dum -
om Byron - Krig, Aand, Elskov i en Sum.

Byron, som Oprørstrods i Hellas saa'de,
hvor de var fri omtrent, som de drak Vin til -
hvis Aand har ruget over Verdens Gaade,
paakaldet Djævelen og lagt sig Spleen til,
hvis Elskov . . . Naa! en kælen "Deres Naade"
bekigger Dem lidt frit, og hun er fin til!
De ender med at sige du til Damen
- med mindre hun gør Vers og har Eksamen.

En ung Adonis med lidt Sans for Smiger,
berømt og ikke mindre stolt end svag,
vil altid finde Ømme nok, som higer
at kurre tæt som "Duer paa hans Slag".
Bort vemodsfulde Vers til gamle Piger!
Har Lykken glemt dig, saa er Dyd din Sag;
men derfor vore Fødder blev betro't os,
at vi skal danse, naar vi sér vort Rhodos.

"Vort Rhodos!" - men hvad nytted os vort Held,
naar ej en Due vilde med os sukke?
134 . . . Naa, frem med Lys! og Vin i Skaalen hæld!
Jeg tømmer dette Glas for alle Smukke!
Først for Miss D. . . . og ved min Dør i Kvæld
forklædt som Page venter nok en Dukke.
I Nat Duet med Frue den og den,
i Morgen med de samme Fruers Mænd.

- Der var et lystigt Liv i Taagestaden,
og ved hver stor Souper man gerne saa ham;
og efter Bordets Glæder, Vinen, Maden -
forhippet vogted alle Damer paa ham.
De reves om ham, som et Fund fra Gaden:
saa fin han var . . . ak hvem der maatte flaa ham!
Og han, sentimental, var altid rede,
men han blev lunken, naar hans Ord blev hede.

"Sentimental" - det dér: "forbandet Digt!"
vi vilde gerne højromantisk gløde,
men blir til Is - og klager, at et rigt
betaget Sind for tidlig lagdes øde.
Saa græd han over troløst svegen Pligt,
derpaa han trodsed, selv i Helvedbrøde;
en falden Engel, Lucifer, han svor ved,
og Sorg blev Hælvten af hans Verdensstorhed.

Den stakkels Lord, saa mange Duers Høg,
og alle uden Sans for Næstens Ret!
Det blev en Kappestrid, som ej var Spøg,
saa det er et intet Under, han blev træt;
men at han gifted sig! - Jeg til Forsøg
langt før en Tiggertaske, slet og ret,
lod stadse op. For skal det være broget,
bort med en altfor trykket Brug af Sproget!

Har du forrykt det halve Londons Kvinder,
saa hader dig det halve Londons Mænd.
135 Han gifted sig og skabte nye Fjender
i Dameverdnen, som var før hans Ven.
Og Konen - - - der er milde Tigerinder:
de undres blot, naar Manden rives hen,
og sukker fromt: Ak jeg imødekom ham;
jeg kan ej mer - bind Spændetrøjen om ham!

Vi vil jo elskes - lad dem slaa og bide,
men denne Hustru-Langsomhed gør gal;
de handler os, sagtmodige og blide,
som var vi syge fra et Hospital.
Formynderskab kan mindst af alt vi lide;
er vi ej Mænd? hu for en Helveds Kval! . .
Skilsmissesag, Skandal, saa London braged.
Han strøg til Havs fra Duerne og Slaget.

Der blaaned Taagelandets Kyster bort,
"for ham de skulde stedse blive blaa",
der brast hvert Baand, hver Smaaligheds Akkord,
som han saa Kølvandsstribens Skum forgaa;
at være ensom, var det ikke haardt?
men dog, hvor frit og fast man kunde staa!
- - - Snart saas kun Hav omkring, hør Bølgelyden!
Helt sydlandsk er mit Blod - vi gaar mod Syden.

Venezia! forvitret Marmor - Aske
af Romerglød, som endnu Kinden bruner -
i Vemodssmælten og i Jubel plaske
de langelig henslentrende Laguner;
mit Sind er splittet, jeg vil tage Maske,
vil støje, gætte kaade Hjerters Runer.
Ti Stilheden er Dødens; hér maa lés - ja!
Hil dig, du gyldne, hvide, blaa Venezia.

Mit Englands Grædeklima! - hvem kan være
sig selv og Næstens Fejl i Taarer bade? . . .
136 Stig i min lette Baad - ro Gondoliere!
og, skønne Maske, lad os være glade.
Men Englands ladies - tal ej om de M . . .!
hver anden skrev sit Liv paa faldne Blade.
Tal om din Mand, din Beppo, stakkels Fatter!
for jeg har Lyst til Karneval og Latter.

Kom Fornarina, det er kulsort Nat,
og dersom nogen sig i Vejen sætter,
saa sig kun: "Byron har mig Stævne sat,
Lord Byron, engelsk Skjald og Fandens Fætter,
Mand for min Tunika og Eders Hat,
desuden ej ueffen i Stiletter."
Og inden du er færdig, bøjer Karlen sig;
jeg ser hans Buk og slunkne Anbefalen-sig.

Ja her er djævledejligt i Venedig,
ret infernalsk et Kor Bakkanter hviner.
Dog Djævelskab og korte Skørter, véd De,
gør træt som Silkeslæb og Sørgeminer.
Og næppe nok den falske Lyre smed De,
saa skratter deres nye Violiner.
Skrig er for ladies, Grin for Lazzaroner,
men Livet er et Spil af Mellemtoner.

Det kan du ej forstaa, oh Thomas Moore!
rimstærke, brave Digter, som beskrev ham,
og størst din Ven du saa, oh Thomas Moore!
naar Sorg og Lyst romantisk sønderrev ham.
Du traf ham i Venedig: Mand og stor,
højt over alt det smaa, som fordum drev ham,
og fatted ej midt i din Tales Flom
hans lette: "Bliv nu ej poetisk, Tom!"*

* 137

Saa var det, Byron mødte sin Grevinde,
et af de gode Børn, hvis milde Øjne
vor kolde Dag saa lyst, saa hedt beskinne;
som intet véd om Tvivl og Verdens Løgne,
men helt, saa helt, saa helt sig lader vinde.
Og bort er alle skumle Tider fløjne:
du blir en Syttenaarigs Bytte, Stymper!
din svage Sjæl i Solens Væld sig krymper.

"Hans ædle, skønne Aasyn, søde Røst,
hans Væsen, Ynde"* gjorde, at hun gav ham
sin unge Iver og kun fandt sin Lyst
at maatte elske ham og - - holde af ham.
Saa skrev hun fra Ravenna efter Trøst
og som i Angst, at hun var altfor lav ham:
"Jeg skal nok læse, spille, undgaa tomme
Veninder . . . hvad du vil - men du skal komme."**

Og Byron, denne Primus blandt Galaner,
snart lige kær af Aandedræt og Død,
af Smerte, Vellyst, Dydsbørn eller Flaner,
han skatted, hvad et simpelt Hjerte bød.
Hun var den rette - ingen Ungkarls-Vaner
han førte med, som Sjælens Fromhed brød:
saa stolt, at ingen Gud ham kunde vinde,
og øm nok for en syttenaarig Kvinde.

* * 138

Men hun var gift, Teresa - med den bedste
af gamle Mænd! hvem gør hans Storhed efter:
at skænke selv sin Kone til sin Næste?
Dog flyv kun højt - ved Støv, ved Støv du hefter;
din Skæbne rider Post med fire Heste,
den naar dig, splitter dine svage Kræfter;
en Dag dit Hjerte hamrer som en Smedje - - -
- Jeg havde tænkt at skrive en Tragedie.

Ak Blodet gaar tilsidst dog af med Sejren,
den gamle Greve, uglad som "padrone",
- han vilde ogsaa elskes à la Byron -
fandt paa at flygte med sin egen Kone;
saa, efter nye Scener, ny Belejren,
blev Ægteskabet løst for Pavens Trone,
og Byron og Teresa hented Fred sig
en Stund, til Skæbnen hvisked sit: "Bered dig!"

Men længe fandt sig Staklen i at nøjes
med Æren: blot saa fin en Ting at eje!
hun tæredes af Savn og skulde føjes,
for ellers var der Graad og Sygeleje.
Ungt Træ skal knejse, og det gamle bøjes;
saa red Lord Byron fro Ravennas Veje
og skrev: "Jeg steges af Kampagnens Hede,
nu plaskede jeg helst i Golfen nede."

Gør denne Golf - Tom Moore! - dig saa forstemt?
du skærmed helst Lyriken mod Forkølelser
og dadler Byrons kaade Hang til Skæmt
med Hjertets aller inderligste Følelser.
Dog Reaktion behøves, naar for slemt
vi dukkedes i skønne Oversølelser.
Lidt Spot forfrisker os vor Helligdom
ved sin Kontrast - "Bliv ej poetisk, Tom!"

139

Dér red han tit langs Bredderne af Po,
naar Solen flagred mat - imod den Time,
da Myggedansen summer os til Ro,
mens Skygger Lag for Lag om Vejen stime.
Her kommer Naaleskoven - her en Bro,
derpaa han skimter Havets sølvblaa Strime.
Og dér staar En og stirrer langt her henad,
mens alle Hunde glammer i Ravenna.

Aah disse Nætter, Dage! da vor Ungdom
en Gang sin rette, sarte Majdrøm kender,
da vi skød langt forbi det svage Punkt: - om
den ene isner, naar den anden brænder;
vi aander let, og intet ta'r vi tungt om,
og hvad vi naa'r blir Guld i vore Hænder.
I smidig Leg, til vor Venindes "Amen",
vi kunde tømre Verdensvraget sammen.

"Sorg var hans Storhed" - ja tilforn! den styrter
for Klangen af hans evigunge Latter.
"Men nu - gem eders Laurer, eders Myrter!
træt af mig selv, én Ære kun jeg skatter:
at lette Jordens svage Sønners Byrder
og blive elsket af en Jordens Datter.
Og dør jeg snart, jeg er dog ufortrøden:
jeg elsked Livet, uden Had til Døden."

"Jeg kendte Londons Regn, Venedigs Sommer,
og Balsamro Ravennas Lunde bød;
jeg nynned Vers, som Lurer og som Trommer,
der skræmmed Konger, tændte Folk i Glød.
Hvad er der mere? se, din Time kommer,
lad Hellas' Frihed faa din stolte Død.
Søg som Soldat din Grav - det er dig bedst -
og vælg din sidste Jord - og tag din Rest!"

140

Hellas laa splittet, da han steg i Land,
en Helt for Græker, skønt de voldte Nød ham,
med Sydbo-Ild og brittekold Forstand
han greb sit Spil, de knurred, men de lød ham.
Og Folket jubled mod "den ædle Mand"
- til Feberen i Missolonghi brød ham.
Græd nu, Hellener, langs det vinblaa Hav,
strø Blomster, græske Piger, paa hans Grav.

Saa glatted Døden da de spændte Bryn,
et Kain paa Trods var deres Adelsmærke;
saa brast de engleskønne Øjnes Syn,
og Jorden tog igen den jordisk-stærke.
Var han sig selv? med djærve Tankers Lyn
han var sig selv bekendt - trods alle Klerke;
en Mand, en Helt, plastisk med frie Arme,
helt Menneske i Lidelse og Varme.

Og Døden førte ham til deres Rige,
som evige i Slægtens Tanker bo,
hvor ogsaa hans Teresa, stakkels Pige,
da dog de hørte sammen disse to,
vil sé en Dør paa Klem og ind sig snige
og elske ham, som før, bestandig tro,
hun, som i Viddets salte Havbris gød
sin Duft af Land, sin fine Morgenglød.

Det er ved Foraar i det friske Græs
blandt grønne Banker, hvor det ikke blæser,
og alt er Sol ud til det fjerne Næs,
Fuglene trilre - en Flok Vildgæs hvæser.
Og hun og jeg har slaaet op et Steds
i "Don Juan", og Haand i Haand vi læser -
den smukke Bog, hvis Lægeurter kogler,
mens Slægten end har Marv i sine Knogler.

        

143

HOLGER DRACHMANN

"Det er Tegnet paa et svagt Folk,
at det ikke hædrer sine store Døde."

Han kom til de higende Ynglinge-Hjerter
i flot realistiske Attituder,
ombord snart i Baad mellem begede Jyder
og snart paa Lagunen med Luth-Spil og Kærter.

Han bruste som Nordsøen, flakked som Glenten,
bag Synsranden sukked og sang Orienten.
Hans Fiskerbaad blev Gondol og - da Solen
en Morgen stod op - til et Luftskib Gondolen.

De paastod i Land, de mer grundige Fyre,
at han flød i et Luftskib, han ej kunde styre,
og glemte det daglige Liv og dets Furier
for Legen med Valhals de staalklædte Hurier.

Vi plantede Kaal langs ad Bondemarker
og Malmfontæner i Byernes Parker.
Dèr kom han ukaldet og bød os til Fester,
hvor alle misundte de udkaarne Gæster.

En Ufred fra Himlen berusede Riget,
hvor glammer og jodler Valkyrie-Skriget!
Hvor fandtes det Land, som han ej kunde vinde
for sin Kaarde, sin Vin, og sin Elskerinde?

Hver Ungmø blev Is og blev Ild for hans Aand
som den dunede Fugl under Jægerens Haand.
Thi Sangerens Bryst, naar han rigest beværter,
er dybt som Gudsmoders velsignet med Smerter.

144

Han véd, Trubaduren:- en Skænk vi ham byder
som Sokrates af de bedske Skarntyder!
Og højere lod han sin Festfakkel gløde
for at træde sin Undergang fyrigt i Møde.

Hans Luftskib er brændt. Og af Boblen, som brast,
lidt Røg og lidt Aske - hvad blev der vel andet?
Og de har begravet ham oppe i Sandet,
hvor vigende Klitter skal holde ham fast.

Han blunder? - det levende, Bølgestrimlen,
det er Holger Drachmanns Foldekast?
Eller stiger han frigjort med ilende Hast
som Vølund Smed? Har han "Koner i Himlen"?

Og Hverdagens Furier lod han tilbage
for glad med de himmelske Skjoldmøer at age?
Og der bor i et Land, som har glemt en Befrier,
en Kulde, hvorved man fortvivler og tier.

Naar Vaarkilden klukker paany i sit Kammer,
er Ødet mer sort mellem Bøgenes Stammer . . .
hvor Skønheden pranger os dugvaad i Møde -
hvor Skovblomsten mylrende gror, er der øde . . .

145

INGEBORG STUCKENBERG

Til dine Øjnes Aandemusik
i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse Mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt
en vaad Allé, som var høstafbleget,
med Hjertet stort af fortvivlende meget,
hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir
- skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -
bygge sig Slotte i Solen og Maanen
og klippe Stjerner af Guldpapir!

Men du var opfyldt af Klokkespil,
som drog dig fjernt over Hav og Bølge
med deres uhørlige Tonefølge
til Eventyrland, som for dig var til.

I dine Øjnes Aandemusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.

Ej har dine Søstre paa tyve Aar
med Læberne røde af Kys og Løgne -
den Ro i to Uro-store Øjne,
den Straaleglans af usigelig Vaar.

146

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.
Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde du dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl.

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.

. . . Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le
vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,
og blotte de stakkels blufærdige Knogler,
som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

Naar Blæsten vendte det brogede Løv
til Side fra Træernes øde Skeletter,
du huskede mørke, forglemte Nætter,
hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden
og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

kun Aandemusik.

147

HERMAN BANG

I Døvstumgaden i Paris
dér laa et lille perlemalt
Hotel med Sol paa Gadens Flis,
men inde var der skyggesvalt.
- Aah Gud, hvor der blev talt, blev talt!
i Døvstumgaden i Paris.

Det er en solhvid Akvarel
det lille smilende Hotel.
Her skrev, her gav han Avdiens
til Fremmede paa festlig Vis,
men gav - med Hjerte, som en Vens -
for mig sin Spøg og Sorg til Pris.

Han ænsede hver Bagatel,
som var han Amtmand i sit Amt,
fra Værtens Pengesorg og Held
til Kokkens Dont i Køknet, samt
Mamsellens Bryllup - hver reel
Bekymring, hvoraf En var ramt.

Ej blot det nære blev han vaer.
Han tænkte paa din Far, din Mor,
og gav aarvaagne Raad og Svar.
Og mangt han af enhver erfor -
om Lykke, som man har paa Jord,
og Lykke, som man ikke har.

148

Fra Dreng saa Imperator-klog!
skabt til at tyde Livets Bog
som Kejserinders Skriftefar . . .!
Et Menneske - sit Hjertes Nar -
hvem intet menneskligt bedrog
i Livets lange Narretog.

Han var saa sund, han var saa syg,
saa overstolt, saa træthedsmyg.
Berømte Mænd - og Damer, kom
og hilste Aandernes Gesandt:
Det ligned Hellas, ligned Rom,
naar Cæsar var Komediant.

Det var et letkøbt Drilleri
at spotte med hans Adelskab.
Ved Siden af en agtet Stab,
som ejer Formens Liberi,
var han en Aand, hans Form var Aand,
en født Markis!

Hans Gavmildhed var underfuld,
det var kun faa, der evner sligt,
at give uden Gods og Guld.
Han gav med tomme Hænder rigt,
saa smertemild, saa glædeshuld,
at hver en Gave blev et Digt.

Vi saa, hvorledes han bestak
os snildt . . . og modtog det med Tak.
Han spurgte unge Mænd, som kom,
om den, de helst gad tale om.
Han satte i en Kvindes Haar
en Blomst - det har hun husket Aar.

149

Saa rig en Ødslen er ej set,
han gav dem Genialitet,
og intet er saa dyrt omtrent
som det, at tro paa Folks Talent.
De tog imod Talent, Geni,
gik hjem og fraadsede deri.

Han gav dem af sin egen Ild,
han gav dem Glimtet af Geni,
som i hvert Menneske er til.
En Dag han lo af Sejer vild:
- Men blir jeg derfor nogen Helt
ved Øresund og Store Bælt? -

Jeg saa Bagtalesygens Em,
som ofres vildt til Løgnens Bâal -
og udbrød: "Man kan sværte Dem
fra nu til Hanegal,
om De var grum som Nero
og Heliogabal -

De har, omend De kaldes svag,
en Disciplin, en barsk Moral,
en Hjertets Selvtugt uden Pral.
Jeg vil forsvare Dem en Dag,
om De var grum som Nero
og Heliogabal!"

- Aa Gud, hvor der blev talt, blev talt!
Det er en lysvild Akvarel:
det lille perlegraa Hotel,
i Døvstumgaden, skyggesvalt,
der, skabt af Støv, er lagt i Støv
med fjerne Somres svundne Løv.

150

- - - Af Jord du kom og blev til Jord - - -
Hvem kan vel tro det Dødens Ord!
Nej, i sit hvide Hus han bor.
Se paa den frosne Rudes Pragt,
betragt det rene Palmeflor,
som ene gror ved Kuldens Magt.

151

EFTERSKRIFT TIL DANSKE VERS

Som påvist i de tidligere efterskrifter var Sophus Claussen hudløs overfor uforstående eller misvisende kritik. Men der var én påstand, som i særlig grad kunne oprøre ham - og oprøre ham fra dens lancering til langt op i 1920'erne. Det var forestillingen om hans "sprængthed". Udtrykket stammer fra kritikeren Harald Nielsen, der i en afhandling i Ugens Tilskuer: Sophus Claussen (1910, V, p. 36-38) om Eroter og Fauner havde benyttet det som fællesnævner for SC's senere lyrik - og som konsekvens heraf sanktioneret begrebet "uklarhed", der jo med stedse større hyppighed blev taget i anvendelse af dagbladsanmelderne. SC vender gang på gang tilbage til det i breve til venner eller de implicerede kritikere - eller i digte, f. eks. December 1923 fra Heroica:

Min Kraft er ikke sprængt,
min Tone er betrængt.
Ak, giv mig Guders Gud
at holde al Ting ud.

Ord og tonefald vidner om, at han i hvert fald var trængt, at det farlige udtryk berørte et meget ømt punkt - og at det nok er ulejligheden værd at søge de nærmere årsager hertil. Baggrunden for de større digte i Danske Vers - og forsåvidt også i Fabler - vil dermed samtidig blive belyst.

Først selve udtrykket. Harald Nielsen havde i et brev til SC af 15.11. apropos dunkelheden fastslået: Den maa dog vist betragtes som fastslaaet med mange uvildige Vidnesbyrd (NkS 4978, 4°, VI), hvorpå SC straks replicerer (brev af 18.11.1910; Acc. 1981/143 B2 (1)): Jeg er ikke saa aldeles fornøjet med det Skøn af uvildige Mænd, som De sætter til at dømme om 152 min Uklarhed. Mener De Uklarhed i Udtryksmaaden - noget rent teknisk - da maa De for mig have Ret. Mener De Forvirring i det følte - thi De talte jo om Forvirring - vil jeg heller ikke her rejse Proces, saasom man intet kan sige om Livet uden at have følte dets Forvirring. Men mener De Mangel paa - kan jeg kalde det: indre Overblik, indre Omskue og Overskuelighed - da vil jeg selv tale et Ord med. Her er mit Omraade, min Suverænitet, og de uvildige Mænd maa blive ude, hvis de ikke kan komme ind. SC taler senere om en Fordunklings-Liga, der bevidst fra først af - her som andetsteds - lægger ham og ligesindede forhindringer i vejen; selv mener han dog, at han har bevist f. eks. gennem sine oversættelser af komplicerede digtere som Heine og Shelley, at han besidder dette indre Omskue - og må altså protestere.

Det gør han også overfor digterkollegaen og anmelderen Anders Österling, en bekendt af ham fra Paris, der blev en af hans nære venner. Denne havde anmeldt Danske Vers i Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning (14.8.1912), rosende og indsigtsfuldt, samtidig med at han påpegede visse svagheder ved bogen, som her skal lades uomtalt, men som SC altså reagerer på. Væsentligere er den taknemlighed, han føler, fordi AÖ afviser Hr. Harald Nielsens Beskyldning imod mig for personlig Uklarhed og antyder, at Forklaringen overspringes, for at en psykologisk Virkning umiddelbart kan opnaas - ligesom hos visse moderne Komponir ved en Række ensartede Greb og derpaa en Kunstpause m. v. Brevet fortsætter: Med kunstnerisk Magt, ikke med Rhetorik, maa Digtets Logik aabenbares (. . .) Naturkræfter fremmanes, som tilkalder andre Naturkræfter og befries gennem dem. Det er Digterens Evne. Paa den Maade bliver Poesien i Stand til at gaa forud for Tænkningen og vise den Vej. Poesien finder altid Veje, den er altid nyere og yngre end noget som helst andet (brev af 30.8.1912; kopi i Frans Lassons eje, jf. bd. I s. 17).

Den poetiske Klarhed og Kompetance er ligeledes emnet for et brev til vennen, kritikeren og litteraturforskeren Chr. Rimestad (14.7.1918; Acc. 1981/143 B2 (1)), der både har glædet 153 og skuffet SC med sin anmeldelse af Samlede Værker i Politiken 13.7.1918: Jeg synes jo - som du selv netop siger det - at den, der viste Forstaaelse saaledes som jeg af Ingeborg Stuckenberg, Herman Bang m. m., kunde forlange at læses med Tillid; Folk maatte vide, at intet uforstaaeligt, d.v.s. goldt og unyttigt, passerede gennem hans (min) Hjerne. Som yderligere bevis nævnes oversættelserne igen, Efterstræbelser fra et Komplot antydes, og uden umiddelbar rimelig overgang henregner SC senere i brevet CR til samme tungnemme og formørkede flok - på trods af den megen Hengivenhed han og andre yngre har vist ham. Som belæg for sin påstand skriver SC om CR's omtale af Livets Kermesse: jeg tror saa galt, at du i en Anmeldelse har tillagt mig pornografiske Hensigter med den. Min Hensigt kan ikke have været nogen anden end at gengive det frapperende Drømmens Liv, der ejer en voldsommere Virkelighed end Virkeligheden. At der midt i Galskaben tillige bliver den nødvendige Draabe ordnende Fornuft, hvis vox humana rolig klinger gennem de barbariske Lirekassers Larm, er en Overbevisning du ikke kan tage fra mig.

SC fortsætter bevisførelsen med at analysere Pan og Diamanten (se Fabler V) og konkluderer, at uanset hvilke steder han har begivet sig hen, vil man kunne genkende Digterens egen Stemme, som ikke sprænges [min fremhævelse]. Trods alt. (. . .) Det svimler for stakkels skolevante Intelligenser - men ikke for Poeter, der kender Almagtens Storme og det snævre Menneskesind.

Lignende breve kunne citeres, foreløbig blot dette til Helge Rode, der er udateret, men skrevet september 1925 (Acc. 1981/ 143 B2 (1)). Som det forrige brev er det tvetydigt ved både at rumme en slags tak, indledningsvis, nærmest på skrømt (i anledning af 60-årsdagen), og en slet skjult, men voldsom vrede, fordi Vaabenfæller fra Ungdom og Venner fra Manddoms Dage gaar ind paa Spøgen og ser ud, som om de - selv de! - ikke forstaar os. I slutningen af brevet er dette "os" spaltet op i "I" og "mig" - og forskydningen sker på følgende måde: 154 Først påpeges det, hvor farligt det er at gå ind på Lømlernes Tankegang, da disse da får nye våben i hænde. Dernæst beklager SC, at han ikke allerede i 1910 protesterede mod den Harald Nielsenske studie over ham, der paa en ganske villet Maade som Udgangspunkt opstillede min Sprængthed . . . for derefter at vise "Brudfladerne" og deres Facetter med et Glimmer af gode Citater. Dette opfattes som en Krigslist for at neutralisere ham og gøre ham brugbar for læserkredsen, men: Jeg var og er ikke sprængt.

Han fortsætter: Naar nu en ung Forskende (Buckdal) [: Jørgen Bukdahl, kronik i Politiken 12.9.1925, delvis optrykt i Dansk national Kunst (1929), p. 238 ff.] - oven i Købet en Falstring - filosoferer videre paa Basis af "Brudfladerne" har han aabenbart glemt sit Voxested og sin Naturs Sammenhængs-Kraft, blændet af Tryllekunst og Haraldsk Alkymisteri.

SC burde altså have protesteret i tide, og når han ikke gjorde det, skyldtes det, at han fandt Spøgen (. . .) ligesaa utrolig som uinteressant. Jeg kan ogsaa gøre den Indrømmelse, at jeg i nogle Aar var virkelig nedslaaet (ca. - (1907 til 1910) - i Paris) og ikke gav mig i Kast med nordisk Erobring. Men derfor kan I [min fremhævelse] dog ikke udstille mig i mine Partikler (ausseinandersetzen) i 1925. Jeg er - og var - én, udeleligt én, bestandig. (. . .) Og det solder vi ikke væk under de grønne Trær, slutter det tilsyneladende uafsendte brev med adresse til Helge Rodes essaysamling Pladsen med de grønne Trær (1924).

Begrebet har altså plaget og hjemsøgt forfatteren gennem en lang årrække - og på et tidspunkt på en eller anden måde dækket over en kortere periodes erfaringer.

Erfaringerne har med SC's opgivelse af poesien at gøre. Litteraturforskere har hæftet sig ved, analyseret og fortolket dette påfaldende og radikale skridt bl. a. med brug af det kildemateriale, som citeres hos Ernst Frandsen. Det skal derfor ikke inddrages her, men suppleres - udfra det forenklede synspunkt, at der i hvert fald synes at være to årsager til produktionskrisen: en ydre og en indre. Her vil hovedvægten blive lagt på de ydre 155 omstændigheder; de indre vil blive nærmere belyst i den samlede efterskrift (bd. IX).

Imidlertid har de med hinanden at gøre - og med påstanden om "sprængthed". Når SC ikke har kunnet godtage udtrykket, ligger vægringen i forlængelse af den holdning, han hidtil havde haft til offentlighedens opfattelse af ham. Hans bøger traf stadig ikke den rette Adresse, og det afholder ham fra at give sig i Kast med nordisk Erobring - og når han nødtvungent bosætter sig i Danmark oktober 1911, skyldes det først og fremmest hensynet til børnenes skolegang og familiebladet Lolland-Falsters Folketidende, hvis redaktionelle hovedledelse han kunne overtage efter den hidtidige redaktør, svogeren Aage Jordans fratræden. Det er da heller ikke den største entusiasme, der ligger bag udgivelsen af Danske Vers. I et brev til Peter Nansen fra februar 1911 skriver han: Hr. Bojesen har maaske sagt Dem, at jeg i 1912 har 25-Aars Jubilæum og mener, at noget maa foretages i den Anledning (N. B. Wamberg: Digterne og Gyldendal, 1970, p. 209), men dette "noget" kunne kun foretages på grund af vennen Edith Rodes hjælp. Hun nævner selv i en artikel i Verden og Vi 11.12.1921 (jf. udgiverens forord, bd. I), at SC havde hørt så tit, at han var vanskelig at forstaa - eller maaske bare svær at sælge. Vi skubber undertiden Stene hen for hinanden[s] Fod næsten uden at tænke over det. - Sophus Claussen kunde let have sprunget over Stenene, men han havde mistet Lysten til at gøre det. - - - Nu fik han Lyst igen. Og andetsteds fortæller hun, at SC som svar på en opfordring til at komme hjem i et brev fra Paris marts 1908 skriver: - Paa mig bliver de altid arrige - hvad Pokker jeg rører ved. - Der er for det andet min Poesi. Det er blevet vedtaget, at man ikke kan forstaa den. Og jeg hører det saa ofte, naar jeg er imellem Landsmænd, at jeg aldeles taber Lysten til at gøre mig forstaaelig - -. Det var hende, der gav ham lyst igen ved at påtage sig arbejdet som hans sekretær, og det er berettiget, når hun senere i den citerede artikel (Berlingske Tidende Aften 16.7.1931: Mit Billede af Sophus Claussen) hævder: Jeg siger det med Stolthed: Det var mig, der 156 tvang Sophus Claussen, ikke til at skrive - for de fleste var skrevet i Forvejen, og ikke til at digte, for det kunde han ikke have ladet være med - men til at samle Danske Vers. Den Bog, der gav ham tilbage til Offentligheden.

Hvordan reagerede da offentligheden, da bogen udkom den 24.4.1912? Nordisk - i hvert fald dansk - Erobring kan man godt tale om; den rette Adresse synes mere tvivlsom. Helge Rode lagde ud med en stor anmeldelse i Lolland-Falsters Folketidende 11. og 12.5.1912, optrykt i Illustreret Tidende 12.5. 1912. Han indleder med at konstatere, at der af den unge elskværdige Faun, der gnaskede Druer, og nappede Blade og Blomster fra alle Slags Træer og Buske nu ogsaa er blevet en Vismand. SC har rejst et lyrisk Monument, der vil blive staaende ved Siden af de ypperste i vor Litteratur. Dernæst vover han den påstand - apropos Stamtavle - at ikke Heine, men Byron har været SC's far og læremester. Heine kunne være pathetisk, SC er det næsten aldrig (. . .) Derfor fremtræder de høje Guder hos ham kun sjælden i deres fulde Vælde; Amoriner og Fauner løber jo ud og ind imellem deres Ben, naar de vil rejse sig. Byron nærede f. eks. en vis grandseigneur Ringeagt for Rimet og "Metieret" i det Hele taget. Men hvad der kan virke tilfældigt og skødesløst hos ham er blevet til bevidst Kunst hos SC, på den måde, at han rendyrker den overraskende Vending og det forbavsende Rim (. . .) mere end Rytmen. Alligevel forsynder digteren sig undertiden også på disse områder med den Fare (. . .), at han nu og da er dunkel. Det gælder først og fremmest I Løvens Tegn, der bliver indgående dissekeret og forklaret, det gælder andre, men via de kostelige Skæmtedigte (afsnit V), der er rige paa Overraskelser, paa Fyndord, brogede Indfald og snurrigt Dybsind, når HR frem til en slags bestemmelse af SC's poesi, der er bleven stadig mere gennemtrængt af Aand (. . .) det aabne Sinds frie Religion. Byron forlades til fordel for Shelley, hvis dybe og anelsesfulde Pantheisme er falden som Foraarsregn paa hans Hjerte, f. eks. i Vaaren og Træet. Af faunen er der således blevet en Vismand, der blidt og kærligt kan skrive om de nu døde venner: Ingeborg Stuckenberg 157 og Herman Bang. Han kender nu Livets lange Narretog grundigt nok, han har set ned i Afgrundene, følt Kulden og de onde Øjne (. . .) Men Smilet har sejret. Solen er god. Og hensat i denne forhaabningsfuld[e] Stemning og glæde slutter anmelderen.

Den lange, utvivlsomt velmente, antitetisk opbyggede artikel, der munder ud i lutter forsoning og velvilje, har vel umiddelbart glædet SC, men dens lidt pegefingeragtige holdning og impressionistiske kritik har også ærgret ham, hvad der kommer til udtryk i en meget vred artikel i Berlingske Aften 11.1. 1929: Cacatum non est Pictum. Et personligt Gensvar til Helge Rodes Bog, nemlig Det sjælelige Gennembrud (1928), hvor anmeldelsen - sammen med anmeldelsen af Heroica - er genoptrykt. Her frabeder SC sig at blive forsvaret og udlagt af HR og nævner, at han engang ved Begyndelsen af [deres] nærmere Bekendtskab, for femogtyve Aar siden, sagde til ham, at [han] havde et vist Besvær ved at tale med ham bl. a. på grund af Forskel i Sind og Lune. HR's møjsommelige forklaringer må jo nødvendigvis forudsætte - dunkelheder!

SC var ikke for fastholdere, så der er grund til at tro, at han har reageret på lignende måde overfor andre af tidens nu velvillige og henførte mænd, der dog næsten alle også har deres ankepunkter: uklarheden, planløsheden, egensindigheden - punkter, der næsten alle går på de større digte, som SC skrev i perioden 1904-12.

Social-Demokratens anmelder (13.5.; usign.) henter nu kun de gamle klicheer frem: over en overfladisk opremsning af tidligere bøger, sidst Eroter og Fauner (en titel SC ikke selv havde foreslået) konkluderes der: Der er netop ogsaa Naturglæde og Satyrspil i denne Digters Poesi (. . .) Han har skaaret sig en Pilefløjte og blæst det højtidelige og trivielle en lang Marsch. Et Kys af hundrede Piger var ham mere værd end hundrede Kys af én Pige - og det gælder stadig, at hans Poesi omsværmes af Eroter og Fauner. Folkelig (. . .) er den lollandske Skjald vel ikke. Han kan til Tider være uklar som et Orakel (. . .), og 158 han synger hverken for Arbejdere eller Husmænd, men han skriver smukke digte om kvinden eller det danske landskab og kan endda tumle Satiren, som han dog snart forlader til fordel for sine Naturbarnsdigte, de livsfriske Sange, der knytter sig værdigt til, hvad [han] tidligere har skrevet. Han er Konge i sit Rige, selv om det ikke har mange Tusinde Indbyggere.

Denne digterkultus vil litteraturhistorikeren og journalisten Julius Clausen ikke deltage i (Berlingske Aften, Forts. 14.5. 1912). Indledningsvis konstateres det, at det er længe siden, at denne egentlig mere ejendommelige end umiddelbart tiltalende Forfatter har ladet høre fra sig. Nu kører han til Gengæld op med det fulde Skyts. Følgelig venter JC at kunne finde en Udvikling, eller dog Udtryk for Metamorfoser af forskellig Slags. Det kan han ikke, men maa blive staaende ved hans velkendte, skælmske, springende, højst urolige, satyragtige Fysiognomi. Saa ringe er Forandringen indenfor de enkelte Stykker. Han finder ordet "ødansk" betegnende for versene, men også, at SC er altfor selvbevidst i sin poetiske Genealogi (Stamtavle). Jens Baggesen ville f. eks. aldrig præstere saa vaklevorn en Rytme, saa haltende en Strofe, saa frækt et Rim, som SC ofte ikke undser sig for. Men en munter Sanger er Sophus Claussen. Han lider ikke af anfægtelser ved slette rim (en række eksempler anføres) og alligevel - ofte har disse lidt fjantede, undertiden lidt dunkle Indfald og disse studentikose Rim og Rytmer deres egen inciterende Sødme og gode Humør. En morsom og en karakterfuld Digter, men ikke en stor. At gøre hans Lyder (. . .) til Dyder (. . .) er urimeligt, og en noget for overdreven Kultus har i enkelte litterære Kredse været drevet med hans Ejendommeligheder.

I periferien af disse kredse befandt juristen, anmelderen og dramatikeren Oluf Bang sig. I det konservative Vort Land (17.5.1912) roser han næsten uforbeholdent bogen for dens danskhed, et begreb forfatteren gør sig stor umage med at indkredse, og som han hører synge i de Claussenske rytmer, som rummer en hel Skala af dansk Humor og Følsomhed. Det lette drivende Spil, de kapriciøse Indfald, et fandenivoldsk Kast 159 med Hovedet, som bryder en Stemning, der er saa blød, at den truer med Sentimentalitet; Ironi, Selvtilfredshed, Selvironi; en Udhvilen i Minder om smaa Bedrifter, et spillende og fantastisk Drømmeri - er dette ikke dansk? Nok lærer man ikke SC at kende fra nogen ny side, nok kunde [der] have været færre Digte, og skal den særlige Claussenske Form drøftes, saa bør det heller ikke benægtes, at Lethedens Ynde [ikke] altid retfærdiggør de ubundne Linier; et Rim, et Rytmefald falder fra Tid til anden for Brystet som en Sten (...). Men dette er dog Smaating i Sammenligning med Formens virkelige Friskhed, dens højst spirituelle Ynde. Dette danske fællespræg påvises dernæst i en del digte, og OB slutter med at fremhæve, at disse danske Vers kommer til den, der længes efter Poesi, som en kapriciøs Somerleg, der gemmer i sin Bund dybe og fine Toner.

Overfor disse lyrisk-abstrakte betragtninger står - hvis det kronologiske princip stadig følges - E. E. H.'s barsk-moralske afvisning i Kristeligt Dagblad (22.5.1912). Her slås det kort og godt fast, at de 200 sider ikke giver Læseren mere end han havde, da han begyndte paa den første Linie. Forfatterens betydelige Evner til at skrive vers var et bedre Indhold værdigt. Det, der besynges, er det flove, flade, urene Tankeliv, hvorfra al Alvor, endsige Gudsfrygt er banlyst, ja haanet. Mindedigtene (. . .) aabenbarer den dybeste Sjælsfattigdom over for Dødens Virkelighed og Gru.

Modsat finder Chr. G[ulmann] i Dagens Nyheder A (23.5. 1912) i disse digte en ren Aandighed (Ingeborg Stuckenberg) og en paa en Gang hjertelig og smilende Forstaaen (. . .) i hans inderlige Mindedigt om Herman Bang. Meget har Livet lært ham siden hans kaade og undertiden plumpe Ungdoms-Vers. I den vægtige Samling ses en Personlighed og en kunstnerisk Styrke, også her fremhæves danskheden, Aarestrup og Drachmann er snarere forbilleder end Heine og Byron, men selv om Han har suget Sødme af mange Blomster [er] Honningen med sin krydrede Aroma Sophus Claussen: danske Vers. Uensartede kan de være - hvad der gives eksempler på Men 160 Naturtonen er den samme, og han føler sig saa hjemmevant i Versenes Verden, at han end ikke betænker sig paa at færdes der i Slobrok. Og uforandret er han i sin Egensindighed, der lader ham skrive Vers, som muligvis er dybe, men ganske vist overmaade dunkle. I et digt som I Løvens Tegn opløses dets Farvepragt og Stemningsstyrke sig således i kulørt Vrøvl. Ikke desto mindre er SC rig netop i sin Egensindighed, der nok skaffer ham en begejstret Menighed, men: Nogen Folkets Digter bliver han vist aldrig.

I denne menighed havde Chr. Rimestad befundet sig fra først af. I Politikens kronik (13.6.1912) anmeldte han bogen med begejstring og stor impressionistisk indføling. De fleste af de væsentligere digte citeres og karakteriseres i et følsomt-patetisk billedsprog, ligesom den romansk orienterede litteraturhistoriker med stor kyndighed ved at parallelisere med Paul Verlaines rytmik og Paul Forts psykologiske sans. Derimod finder han ikke mange lighedspunkter med Baudelaire og Heine - uden at udsagnet begrundes nærmere. De satiriske digte roses, men undertiden staar man (. . .) raadvild overfor den centrale Mening, eller det lykkes En ikke at tvinge Enkeltstrofer ind i Sammenhængen. Også andre digte kan skaffe En Hovedbrud. Det gælder I Løvens Tegn og Livets Kermesse, (. . .) en bizar Frugt af en af de mest fantastisk formede Vækster i Claussens Digterhave. Ellers har SC frembragt en poesi, der ved fornyet læsning synes at blive bestandig dybere og videre favnende, dens Perspektiver taber sig tilsidst i noget uendeligt. Dette gælder især mindedigtene, men også det helt anderledes stemte, den stejle og storladne Hymne til Imperia. Dens patos er yderligt ordknap. Dens Styrke er fortættet og måske i et forsøg på at nærme sig digtets utraditionelle retorik brydes der brat af med punktum.

Tonen kan vanskeligt stemmes højere - og bliver det heller ikke. Børsens anmelder V. H. finder Danske Vers anselig, men Anseligheden gælder dog mere Kvantiteten end Kvaliteten. Noget kan nok beundres, men mangt og meget af dette skylles ligesom bort af Forfatterens Banalitet og Tilbøjelighed til at 161 vrænge ad sig selv eller vidner om en mangelfuld Udarbejdelse eller en Ubehjælpsomhed. Derfor gør digtene samme Indtryk som et Hus, bygget af tilfældigt Materiale og uden Plan eller Helhedsstræben.

Planløsheden, dunkelheden, ujævnheden er også nøgleordene i Lolland-Falsters Stiftstidende (3.7.1912, mærket I-s). I saa godt som hvert eneste af Digtene finder man disse Mangler Side om Side med hans gamle tiltalende Egenskaber, hans friske Naturglæde (. . .) og hans muntre Vid.

Således søger lyrikeren Valdemar Rørdam også at finde sit balancepunkt i sin lange anmeldelse i det borgerlige København (4.7.1912). Han finder, at Danske Vers indtager en lignende Mellemplads i Claussens Produktion som Pilefløjter; de rummer begge fortrinlige Ting, men ogsaa en Del, som er mindre godt. Til Dato er Djævlerier Mesterværket.

Først hvad VR kalder Fejl; her tænker han på bristende grammatikalsk sammenhæng, usikker sprogbrug, jasket Vers-Kunst. Hertil kommer ukritisk redigering, digte, hvis Mening er uforstaaelig uden kendskab til digterens biografi, samt usikkerhed i Strofen. Fraset Imperia virker Sophus Claussens Vers ikke netop imponerende; de indtager, de lokker og bedaarer ved deres frie yndefulde og udtryksfulde Bevægelighed - og med denne indrømmelse går VR så i artiklens anden del over til at påpege fortrinene. Han fremhæver hans rimkunst, men rim og rytmer er dog kun Midler. Afgørende er det Sind, der meddeler sig gennem formen. Dette Sind bestemmes som et forfinet fremfor alt skønhedselskende Sind, der kun henvender sig til de Mænd, der mindes deres Ungdom, til de faa, de altid faa, der elsker eller har elsket Skønheden som noget helligt. Men det er ikke Tankens og ikke Karakterens Skønhed Sophus Claussen tilbeder; det er Naturens, og det er Kvindens, som en Del af Naturen. Men idet hans umiddelbare Livslyst brudt af Skuffelse og blandet med Smerte uimodstaaelig søger sig kunstnerisk Udtryk hæver den sig baade ved Smerten og ved Kunsten over sin egen Natur [og] stiger til et fjernere og fastere lukket Drømmenes Land, som faa finder, og færre bliver 162 i. Sprængtheden, disharmonien, smerten er således klangbunden for VR's forståelse af bogen, hvis bedste kunst han finder klarest karakteriseret med ordet Aandemusik.

Post festum kan læses litteraturforskeren Hans Brix's anmeldelse i Tilskueren, december 1912, der primært går hårdt i rette med digteren: Imperia er af den Art, der imponerer Digteren selv mere end Læseren (. . .) han forsynder sig nu og da mod Metrikken (. . .) hans Satire savner ofte Brod som kan bide (. . .) Omkvæd mislykkes, men når dette er sagt, kan han også bekende, at Sophus Claussen bedaarer, og at han selv godt forstår I Løvens Tegn, hvad han da prøver at demonstrere.

Set fra et nutidigt synspunkt ville det være vildledende at hævde, at Danske Vers blev godt modtaget. Det turde der være givet rimelige beviser for på de foregående sider. Den største indsigt og saglighed præger nok litteraten Poul Levins gennemgang af hele forfatterskabet i Tilskueren I, 1912, p. 585- 600. Danske Vers får ingen særskilt behandling, men placeres indholdsmæssigt og stilistisk ind i rækken af de øvrige værker. Prosaværkerne analyseres seriøst, og - måske med tanke på Harald Nielsens artikel - hævder PL overbevisende, at: Meget af det, der føles som Uklarhed i Claussens Lyrik, er i Virkeligheden fuldt forklarligt for den, som er hjemme i hans Produktion. Og det giver han så eksempler på.

Poul Levins artikel står isoleret ved sit særstandpunkt; det Harald Nielsenske synspunkt: fra harmoni til disharmoni og desillusion vakte større genklang, da det så let lod sig forlige med de billeder af digteren, som anmelderne havde anvendt fra begyndelsen: naturbarnet, faunen, den Aarestrupske sybarit havde udviklet sig til en livstræt, spotsk og eksklusiv - stundom uklar - æstetiker, der vel stadig kunne finde pilefløjten frem, men oftere et andet instrument, hvorfra det lød sære, uforståelige og sprængte toner. Måske så en mindre kreds ikke sådan på det, men var virkelig fascineret af de nye toner - dog uden at vise nogen større forståelse for dem.

Mange kunstnere vil vel fremføre, at her må man resignere 163 eller acceptere en tilsyneladende uundgåelig tingenes tilstand. Andre vil måske som Thorkild Bjørnvig hævde, at det tragiske var, at Sophus Claussen brændende ønskede at blive taget alvorligt, både intellektuelt og folkeligt. At han ikke blev det, plagede ham et liv igennem (. . .) allerværst: det forstemte ham så dybt, at han i en årrække næsten intet skrev. Hans skaberevne forvendte sig til grublen (E&H 18). Det forstemte ham - ja; og det var medvirkende til at fratage ham lysten til at skrive. Men der er også andre årsager.

Efteråret 1906 noterer SC i sin notesbog: Ulykken er ikke at søge udenfor Mennesket. Ulykken findes i Mennesket selv . . . Det er en Sandhed ligesaa sikker som nogen anden . . . Men Mennesket er i Almindelighed [overstreget: altfor] længe om at erkende dette og altfor sent indser den frysende Oprører, at det er imod sig selv, han bør rette sin anarkistiske Dolk. Og på modsat side: Jeg ved det efterhaanden saa godt: i alle mine Ulykker har jeg selv været Skyld og er det endnu den Dag i Dag. På næste side i notesbogen afskrives hele produktionen, som var han allerede død: Efter mig vil man finde en Reol af tomme Notesbøger, hvor det bedste, der staar, er skjult, uforstaaeligt - - - og for Resten benyttet i ti tolv ikke indholdsrige Bøger, som jeg har skrevet (NkS 1340, 8°, X, 52).

Denne uhyre nedslåethed og dødsfornemmelse er kun ved sin styrke ny i forfatterskabet. Tidligere har SC søgt at skjule den eller dække over den med humor, ironi, brug af parallelfigurer eller andet symbolistisk sceneri. Nu slår den igennem, tydeligst i Mennesket og Digteren fra 1907, der karakteristisk nok er det eneste store digt fra den her behandlede periode, som gemmes væk.

I Nætter (Djævlerier III) kunne han endnu håbe på, at en enhed måtte kunne findes, et greb, der kunne knytte de tusind former. Dette håb ser han nu beskæmmet. Tilværelsen er tilsyneladende spaltet i sin grund, begrebet "sprængthed" trænger sig på, selv om SC offentligt ikke vil indrømme dets gyldighed. At det forholdt sig således må foreløbig blive stående 164 som en påstand - ledsaget af flg. notat fra maj 1904, der har overskriften: (Ved Gennemlæsningen af Udklippene fra mine Redaktør-Aar paa Falster) (NkS 1340, 8°, IX, 45). Først fastslås det: Herre Gud, saa tarvelig lidt, der er at drage ud deraf (. . .) saa lidt man fristedes til at give en dybere Behandling. Dernæst fremhæver han, at de til fulde røber et Menneskets aandelige Tilstand, hyggelig i Pagt med fysisk Velvære. Harmonien har at gøre med nogle Teorier. - - - jeg troede ved lønlige Traade at staa i Forbindelse med Tidens nyeste profetiske Viden, og af disse nævner han først og fremmest livsteorien "et er i alle", jf. efterskriften til Djævlerier. Men nu må han mistrøstigt indrømme: Man kunde saa godt have undværet det altsammen, det konkret-sanselige lader sig ikke mere opløse og flyde ud i en Tankeverden (. . .) Livet i dets faktiske Former og Livets Erkendelse er to vildt forskellige Ting - - -. Forklaringer slår ikke mere til: Den synlige Verden er et Febersyn, et Vanvid - Øjnene optager et Billede deraf og bringer det til Bevidstheden, som er en ustandselig fremadrullende Strøm, og som ikke ved, hvad den skal gøre derved; thi den er selv ganske ulegemlig. De levende Tanker, den altid fremadstræbende Bevidsthed, der engang kunne kæde billederne sammen, er nu bundet af billedernes ubevægelighed, forældede fremtrædelsesform, udtjenthed - de er Vanvid - lutter himmelblaat Vanvid.

På det grundlag opgiver SC poesien - næsten. På samme ark ses udkast til digtet om Ingeborg Stuckenberg, hvis skæbne han gør til sin:

Dit Sjæleliv trodser de andres Norm.
/var. Slig Aandighed er hos andre abnorm
Veninde, og Spottere tror at spore,
at Længsler saa overmenneskelig store
maa sprænge al legemlig Form

165

NOTER TIL DANSKE VERS

Indledning til kommentaren

DV 2 er forsynet med følgende efterskrift:
De Inkonsekvenser i Retskrivningen, som findes i de nye Udgaver af disse Digtsamlinger, er med Vilje ikke fjernede. En Aarrække og en Udvikling skiller Samlingerne indbyrdes. Derfor er i hver af Bøgerne den oprindelige Ortografi bevaret. Overgangen fra det brede æ til det mere sirlige e og Spørgsmaalet, om man i danske Ord kan erstatte ks med x, og om man skal skrive O eller oh, er Stemningsanliggender, som ikke forandrer Forfatterens oprindelige Forhold til Sproget.

S. C.

Et udførligt udkast ses i NkS 1340, 8°, XVIII, 107

Tilegnelse

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 1 (udk.; fragment)
A NkS 3633, 4°, II, 1, 2 (usign., rettet renskr., bl., dat. 31.1.-1.2.90)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 3 (usign., udat. renskr., bl.)
Optr. L-F.F. 19.5.1912 og 8.9.1922
Optr. Bogvennen, maj 1912

V

A Titlen < Gammeldags Sang.
I, 5: tunge < klare /var. tunge
II, 1: ejer < d. s. < har endnu
II, 1: fortrolig < frimodig /var. fortrolig
II, 8: frimodigt < d. s. < fortroligt
Efter II følgende str.:

Til dette Ølands Ungdom vil jeg gaa
med Ord, som de paa Maa og Faa sig rimer, /var.
som Tanke parres og som Ord sig rimer
166 og /var. vil nynne, hvad mig yngst paa Sinde laa:
Skønhed og Sagn om ungt forfløjne /var. stolt befarne Timer,
Tanker i Ungdom tænkt, Ord af den [?:] /var.
Den grønne Dag mod Aften dugges graa
hvis slanke Lethed vi en munter Stund /var.
jeg nynner om den vellystrige Stund
fik (< holdt < greb) lidt for stærkt og dristigt fat (< fat)
i Valsen. /var. da Landets slanke Døtre gaar til Valsen
- som haded Kys og fandt, at de var raa,
og nipped, mens hun tog os (< mig) let om Halsen, /var.
slaar Vennen deres Arme let om Halsen (< slaar deres
Arme let en Ven om Halsen)
et Duekys med altfor flygtig Mund. /var.
og skænker ham et Kys med flygtig Mund.

III, 1 < Men mest de tidlig grønne Markers Ro!
III, 2: slaar Lærkerne < da Lærker slaar
Efter III flg. str.:

Saa gad jeg fylde dette brede Land
med Tonevæld, der styrker hver som smægter, /var.
med Ord, som rummer, hvad et Hjærte smægter
og skille ud i Linjer med Forstand
hvert Flæt af Kloghed, som min Sjæl fornægter.
Dog slaar jeg paa mit Skjold som for at tale,
vær uden Frygt - snart glider Skjoldet ned,
og støttet paa min Albu vil jeg male
kun hvad jeg skønt og sandt og sikkert véd
som Byggelov for Land og Liv igennem tusind Led.

B U. t.
B ~ bogtrykket

Landskab

M

NkS 1340, 8°, IX, 42 (udførlige udk. fra vinteren 1902 -03)< 167 NkS 1340, 8°, II, 15 (udk. fra vinteren 1902-03)
NkS 3633, 4°, II, 1, 4 (udk.; fragment)
A NkS 3633, 4°, I, 5b, 57-59 (let rettet, usign. renskr.,dat. Rom Jan.Febr. 1903; bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 4-5 (let rettet, sign. renskr., dat. Rom. Januar. 1903; bl.)
Adresseavisen 23.10.1905

V

A U. t.
Der henvises til afsn., ikke str. i det flg.:
Motto: "C'est l'Homme Moderne que je chante".
III, 9: en Smule. < d. s. < saa ofte.
V, 9 < og de bliver allerhidsigst, naar du segner. < og brøler dyrisk: "Slaa ham, til han segner!"
B U. t.
Henvisninger som for A
III, 9: En Smule. < Paa Foden.
Efter III flg. str.:
Jeg har været i Slag og er slaaet.
fulgt af:
V, 5-8 m. flg. ændringer:
V, 5: ubarmhjertige < I himmelske
V, 6: Hovtramp < Heste-Hovtramp
V, 7: ikke < aldrig
IV, 15 < om den trodsige (< Oprøreren) Lasalles -.
Mer (< og) dyrkede min "Faust",
V, 4: Proletarer har < har Barbarerne
V, 5-8 udeladt
V, 9 < De har jublet: "Slaa ham! - slaa ham, til han segner."
VI, 1: enlig < ensom
VI, 2 < at Landet laa lidt nærmere Ækvator.
Efter VI, 6 følgende liniepar:

Man kan slæbe ham til Røvernes hujende Lejr,
men hver Blodsdraabe i ham blir rødere af Sejr.

VI, 7 og 8 byttet om
VI, 7 < ja han savner ej Broderingen paa Kjolen. 168 VI, 9: mig < ham
VI, 10: mit < hans
VII, 1-2: ej i B

K

kendte, i udk. Bakkerne ved Nyborg
Nathan den Vise, idédrama af G. E. Lessing (1729-81)
Guld (. . .), jf. Oehlenschläger: Ach, hätten wir statt Schlegeln Lessing, // nur ein Stück Gold für zwei Stück Messing fra digtet Alte und neue Zeit, trykt første gang i Erindringer II (1850) p. 125
Paastyr (postyr), dragt, udstyr
"den grønne Hendrik", titelpersonen i Gottfried Kellers udviklingsroman Der grüne Heinrich (1854-55), der skildrer en fantasts mislykkede forsøg på at nærme drøm til virkelighed. 2. udg. (1880) har en mere optimistisk slutning. Udtrykket genfindes 39
Lasalle (1775-1809), en af Napoleons dristigste ryttergeneraler
"Røverne", skuespil af F. Schiller (1759-1805). Stykket skildrer det kraftgeniale menneskes (Karl Moors) udsigtsløse opgør m. en uretfærdig samfundsorden og en kynisk broder (Franz Moor). Karl Moor er leder af en bande røvere, der hjemsøger korrumperede fyrster, gejstlige m. fl. SC må forveksle de to navne

L

BHJ 113
H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 74

Sybariten

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 6 (udk.)
A Tilsk. 1909, I, 60
Optr. DS

V

A Ml. str. III og IV:

men planter i Nydelsens Kalk sig i Midten.
Og den har en væmmelig Brod, Sybariten!

Digtet er dat. Paris 1908

169

K

Sybarit, vellystning, levemand (som beboerne i den tidl. sydital. by Sybaris)
Løvetand, også kaldet "Fandens Mælkebøtte"
Bi-billedet har sin ældre parallel hos Aarestrup (Lokkerne, 4. str., Samlede Digte, 1877 v. F. L. Liebenberg, den udg. som SC ejede)
Ft 17

L

Tom Kristensen: Sophus Claussen (1929) p. 23

Poeten og Folket (vinter 1890-91)

Søstad (1889)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 7 (udk. til I-VI; XII-XIII)
NkS 1340, 8°, I, 2 (udk.)
A Kbh. 23.11.1891

V

A Titlen < Gaderim
I, 3: hviler < gaber
I, 3: Gabet < Skallen
II, 2: sine < med dens
III, 3: Stimmel < Marked
IV, 1: Tordenregn < Foraarsregn
IV, 2: strømmer Livet! Vognen < Stolt en Færdsel: - Drosken
V, 1 < Udkrammet ser vi, medens Sværmen tier,
XIII ~ A's str. XIV
XIV ~ A's str. XIII
XIV, 1: Hun gik mens < Det er, som
XIV, 3 < med en Foragt, som gaar til Hjertets Rødder.
XV: ikke i A
Ml. XV og XVI har A flg. to str. :

En Tanke greb mig, sædelig og saltet:
jeg saa' i Kvindedragt den syge Tid
saa ydre stolt og ung, saa indre pjaltet.

"Den syge Tid!" - en jammersgammel Vise!
fra Arilds Tid blev hver en Tid kaldt syg - -
170 Det er os i vor Krankhed dog lidt Lise.

XVI <

Og muntert drak jeg Regnens tunge Draaber
og vandred glad - mens Kvinder to og to
gaar mig forbi med kækt udslagne Kaaber.

Ml. XVI og XVII har A flg. to str.:

og vækker Minder midt i Tankens Ro,
en Drøm om Ungdomstrods mod kloge Taaber,
min Lømmelalders haanske djærve Tro.

En Tro, der faldt som Dug paa spæde Planter,
en Tro, som ikke gjorde sur i Blodet,
men drevet lidt paa Tingens ydre Kanter.

XVII, 1 < En Tro, hvis Omkvæd blev ej just holdt stumt.
XIX, 3: sagte < langsomt
XX, 1 < ej plump, ej spæd, Jætinde eller Pusling,

K

Kandemageri, se note til Pi II Foraarsrim fra en Købstad
Rusland (. . .), refererer til det spændte forhold ml. de to lande, der resulterede i den Russisk-Japanske Krig 1904-05
Convoy, konvoj, egl. samling af handelsskibe ledsaget og beskyttet af krigsskibe
Torskeflab, torskemund (Linaria), urteslægt af maskeblomstfamilien (almindeligvis gul krone). Læbeblomster har blå, rød og hvidlig krone
"alle Laster", allusion til Pi II Valfart
den babylonske Skøge, "den store Skøge" i Johs. Åbenbaring 17
Digtet knytter sig til prosastykket Varsko, Kbh. 2.9.1891, jf. også By 230

L

E & H 7 ff. (Thorkild Bjørnvigs indledning)

Sommerland

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 8 (sign. renskr., bl., dat. 10.11.88)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 9 (rettet, sign. renskr., bl., dat. 10.11.) 171 Optr. DS

V

A Titlen < Sorger
I, 1 < Alt Sommerland nu sover dybt,
I, 2: tyst < sødt
III, 4: Rug - - -" < Rug.
Efter III flg. to str.:

"Jeg tør for min Tærnetkjole ej,
og Strømper og Sko blir saa vaadt.
Rejs mig op, lad os nynne og gaa,
her er Stilhed og grønt og godt.

"Løft mig og kys mig, saa danser vi
paa Vejen Mazurka nu . . .
Aa nej, for Besvær jeg i Morgen faar
med at sy, hvad du flaar i tu!"

IV, 2: ny -? < ny,
IV, 3-4 <

saa vilde vi kysses og ej have Sorg
for hvad ingen i Morgen kan sy!

B Titlen < Nat. Digtet 4-str.
I, 1 < Alt Sommerland ligger mørkt og fladt. < nu sover dybt,
I, 2: mens tyst og < Under Kys
I, 3: gaar < kom
I, 4: kyssende < hviskende
IV, 2-4: som A, fraset:
IV, 3: have > bære

K

Mantille, let kvindeoverstykke; hovedtørklæde krydset under hagen

L

H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 74

Hendes enogtyvende Fødselsdag (3.4.1889)

M

NkS 1340, 8°, V, 24 (udførligt udk. fra foråret 1889)
A NkS 3633, 4°, II, 1, 10 (udat., usign. renskr., bl.)
B Tilsk. 1892, 430

V

A Titlen < - Brev -
III, 1 < Fjærnt fra sin Elskede drømmer din Ven, 172 III, 2: naar < at
III, 2: vi < han
III, 3: os < sig
III, 4: hendes < dine
B Tr. sm. m. 13 andre digte under fællestitlen Idyller
Titlen < Hendes 21. Fødselsdag

En Rekonvalescens

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 11 (udk., tilføjet forneden: November (?) 88)
A NkS 3633, 4°, II, 1, 12 (sign., udat. renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 13 (sign., udat. trykms., bl.)

V

A I, 2: knoppet < d. s. < gylden
VII først placeret efter III, men streget over
Senere indføjet ml. VI og VIII, men igen overstreget
VII, 2 < mens du gør Stuen fix og fin (+ B)
B VII streget over

Afskedsvers (febr. 1890)

M

A NkS 1340, 8°, V, 26 (udk. samt udat., usign. renskr., bly. og bl. fra foråret 1890)
B Franz v. Jessen (red.): Danmark. Illustreret Familiealmanak for 1897 (u. å.) p. 27
Optr. Dansk Poesi 1880-1920. Udg. af Dansk Forfatterforening (1922) p. 59-60

V

A U. t.
I, 4 < din sorte lille Hue
II, 5: skænker < under
III, 1: ta'r mig rask < tager mig
IV, 5: bærer ingen < ler og bær ej
IV, 6: kække < d. s. /var. gode
B Titlen < Foraarsvers

K

Ki kap. 6
VS-SC 22C

173

Endelig

M

A NkS 1340, 8°, III, 17 (usign. renskr., dat. 9.2.85, bly.)

V

A II, 2 < d. s. < Øjnene lyser af Ømhed og Ild.

Siesta

M

A Udførligt udk. dat. 1.1.88 m. titlen Siesta, overstreget
Efter Aftensmaaltidet samt sign. renskr. (A), bl., dat 9. -10.1.1888 i Frans Lassons eje
B Sign. renskr., bl. i familiens eje. B1 dat. 9-17.10.88. B2 udat.
C NkS 3633, 4°, I, 5b, 29 (udat., usign. renskr., bl.)
D NkS 3633, 4°, II, 1, 14 (udat., usign. renskr., bl.)
E Tilsk. 1892, 435
F Optr. Danske Kærlighedsdigte ved Kai Hoffmann (1916) p. 234-235
G Optr. Danske Kærlighedsdigte, 2. udg. v. L. Holstein (1923)
H DV 2

V

A I, 6: tæt < træt (+ B1 og B2)
II, 1: træt < dorsk (+ B1 og B2)
II, 3: - - og < saa (+ B1, B2, D og E)
II, 4: forelsket af den stærke < og øm - for du har drukket (+ B1, B2, D og E)
III, 1-4 placeret som 5-8. Som 1-4 læses:

Aa dette jordisk-platte
opvejer alle Løgne, du!
(Udkastet har: Du lider ej det platte
det frække og det nøgne, du!)
jeg kan det skønne skatte
ved Skørter som ved Øjne, du!

III, 1: Blikket ej < ej dit Blik (+ B1)
III, 3: Kjolens Lyd, som < : Silketøjet (+ B1)
Som 4. og sidste str. læses:

Du tænder Lys? Et Mærke
end blusser paa din venstre Kind.
174 Ja spil mig nu den stærke
Musik, du ved: om "Maaneskin".
De hvide Hænder iler
i Tonernes, i Aandenød . . .
Men oven over smiler
Rembrandt med Frue paa sit Skød

B1 III, 1-4 placeret som 5-8. Som 1-2 læses:
O skænd ej paa (< Hvor sødt er dog) "det platte"
i dette (< levende,) jordisk-nøgne, du!
3-4 ~ A (fraset: jeg kan > vi bør)
III, 5-8 indgår i flg., selvstændige str.:

Mit søde Barn, du sover
saa trygt og trækker Vejret langt.
Dit Silkeliv jeg vover
at løsne lidt: det er saa trangt.
I denne Spalte nøje
Natur-Forstand jeg fører med;

Dernæst følger III, 7-8
IV, 2: blandt Anemoners < i Liljedalens (+ B2)
IV, 5-8 < Hør ( B2: Hvor) Hjærtekedlen banker,
se Armen dér, og Barmens Lin,
de vege Pusselanger . . .!
Al (< Al) denne Salighed /var. Ungdom
( B2: kun Ungdom) er /var. er jo ( B2: kun er jo) min. (+ B2 )
B2 III, 1-4 svarer til bogtrykket, fraset at linieparrene er byttet om og Blikket er kursiveret
C IV, 6: Arnens < Ovnens
D III, 1-4: ej i D, E og F
III, 5-8 og IV, 1-4 danner 3. og sidste str. i D (+ E og F) m. flg. varianter:
IV, 1: jeg Munden < min Sjæl sig (+ E; ÷ F)
IV, 3: blundende < grublende (÷ E og F)
IV, 5-8: ej i D, E og F
E Tr. sm. m. 13 andre digte under fællestitlen Idyller
Titlen < Siesta i Havestuen 175 III, 8: véd jeg < er der
IV, 2: blandt < i
H De fire verslinier m. Rembrandt og Saskia udeladt - måske tilskyndet af Kai Hoffmann, der i brev af 6.5. 1912 råder SC til at udelade de tre sidste linier (NkS 4978, 4°, IV)

K

Saskia van Uylenburgh, gift 1634 m. Rembrandt. R. portrætterede dem sammen i en række raderinger. Jf. note til Pi II Gensynet og By 24, 150 og 152

L

HA 20 ff.

Første Kys

M

NkS 1340, 8°, XI, 55 (udk. samt foreløbig renskr., bl., dat. 11. og 12.5.1907. Den trykte redaktion bygger på udk.)

V

U. t.

Jeg finder over alt, hvad jeg har drømt,
imens mit Mod var endnu ungt og ømt.
Se, Stene røres paa et sagte Bud
og store skøre Blomster foldes ud [.]

Er jeg en Kryster? (Det er saa sin Sag
at være bleven altfor stærk og svag.)
I hendes Blik jeg nød min Svagheds Ret,
drak Glød af Evas (< hendes) yndige Skelet.

Tit krummer mine Fingre sig endnu,
som var jeg Anatom og kom ihu,
at jeg fik ikke Evas Ribben talt,
da hendes Hjærte trøsted mig for alt.

Ja (< Thi) hendes Hjærte har et Liv, en Skæmt,
der helliger den Form, hvor det er gemt,
jeg tænder Storsind i den (< Flammer i min) øde Krop,
til den( < jeg) er helt brændt ud, . . . brændt op [.]

176

Om med en ravbleg Hud, et blaasort Haar
blandt Vigner halvvejs nøgen Eva gaar,
om Syndens Ild, om Suset af en Aand
fik Stenen til at skælve i min Haand . . .

om bleg og regnkold, nordisk temperért
en rødblond Frøken leder mig forkert
forfrossen ved sin Kyskhed og sin Spot,
hvor Løvfaldsskove dufter sødt og raat . . .

jeg finder dog igen, hvad (< hende dog, som) jeg har drømt,
imens mit Mod endnu var ungt og ømt:
en Sten, der rørtes paa mit sagte Bud!
og store skøre Blomster foldes ud!

Jeg nød i hendes Blik min Svagheds Ret,
drak Glød af Evas yndige Skelet.
Tit krummer mine Fingre sig endnu,
som var jeg Anatom og kom ihu . . .

Thi hendes Hjærte, fuldt af Liv og Skæmt,
forskønner Formen, hvor det sidder gemt.
Og Vanvid spindes (< spinder Storhed) paa en Nornes Rok . . .
Mon mine Øjne ikke har set nok?

K

Lykkens (. . .) Vædderskind, allusion til fortællingen om den oldgræske heros Jason, for hvem det lykkedes at hente det gyldne vædderskind; jf. note til Lyrikoversættelser VIII AT, XXI, I og IV

Respekt for Kvinden! (?)

M

Optr. DS

177

Den nye Pallas Athene

M

NkS 1340, 8°, X, 51 (udk. fra 1906)
NkS 3633, 4°, II, 1, 15 (usign., udat. renskr., bly.)
Optr. Dansk Aand I (1912) p. 154-155 (II, 4: elske > hædre)

K

Digtet hentyder til fortællingen om Paris, der skulle afgøre hvem af gudinderne Hera (gift m. Zeus), Afrodit (gift m. Hefaistos) og Athena, der var smukkest. Hera lovede ham herredømmet over Asien, Athena krigsberømmelse, Afrodite, at den skønneste kvinde på jorden skulle blive hans hustru. P. tildelte Afrodite prisen
Ægide, skjold

L

GM 120 f.

Scherzo (forår 1898)

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 16 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 17 (udat., usign., rettet renskr., bl.)

V

A I, 5: Barmen, < d. s. < Livet
II, 3 < Med hvad Udfald ved jeg ikke. /var. Ak hvorfor? - det ved jeg ikke.
II, 6: ej i ms.
III, 2 < Hex, hvis Sjæl i Helved blunder /var. Hex i hvem en Afgrund blunder
IV, 1: tillige < en kristen
IV, 2 < og jeg drømmer om Messias, < og jeg tror dog lidt paa Jesus,
IV, 3: Gudesønnen < d. s. < Barneguden
V, 2: Fyrsten < Kristus
B Kun første del af digtet
II, 5: du vaagner ved < d. s. < der hænder os

K

Scherzo, normalt den tredje (muntre) sats i en symfoni (af ty. Scherz, spøg)
Hvis (. . .) Fødder, allusion til Luk. 8,2 og 7,38 178 Messias. Som indgang til de forestillinger, SC knytter til
Kristus og Djævelen, kan f. eks. fablen af samme navn læses (MK 89 ff.; den oprindelige version Kbh. 19.2. 1892; jf. Pi II I den hellige Kildes Kirke)

L

GM 104

Digterens Endeligt

M

A NkS 2172, 2°, II, 1, 49 (udk. til XIII-XIV)
B NkS 1340, 8°, VI, 30 (udførlige udk. fra marts 1893)
C Sign. renskr., bl., dat. 25 Marts 1893,18 Rue de Tournon; i familiens eje

V

C Titlen < Poetens Endeligt.
XI placeret ml. II og III

Efter III:

da du satte dig ned paa min Skammel
et stille, pynteligt Barn
med en Mine saa aandeløs gammel,
mens jeg redte min Tankes Garn,

da glad ved en Stumtjeners Rolle
du dvæled - ej blot til Sir -
for min Penneæske at holde
og række mig mit Papir!

Efter IV

Der bliver ej Mening, men Spøg af
vor Læsning: du ler som besat,
naar Heine som Barn faar Besøg af
Naboens gamle Kat!

Efter X

Læg Instrumentet til Side
og laas for dit Futteral
179 og sæt dig her ned, Snehvide!
og lad os forhandle Moral.

Min Fodskammels Vogterinde,
min lille Stumtjener-Fe,
jeg ser dig blussende skinne
som et Bær i din Ærbarheds Sne.

Min Barne-Fe, min Kære,
trods alt . . . og alligevel . . .
saa elsker jeg dig: med din Ære
og hele det gammeldags Stel.

Med Pandelokker og Prismer,
Violin og Spejle og Glas
har jeg vejet dig paa min Bismer . . .
Du tager ej synderlig Plads.

Thi naar til Trods for de Krøller,
du har saa omhyggelig sat,
du krummer dig, næsten slaar Møller
for at snappe mig vild som en Kat

jeg skimter to vaade og bange
Øjne og glatter dit Haar:
den glubske Kat er min Fange,
og den fik de dybeste Saar.

Efterfølges af XIV og XII
XIII ej i C, der afsluttes m. flg. str.:

Det slutter vel nok mine Sange.
Men jeg tænker: - det er jo for galt,
at man har skrevet saa mange
og er saa elendig betalt.

K

Stumtjener-Fé. Udtrykket genkendes i brevene fra SC til 180 forældrene fra marts 1893 (Acc. 1981/143 B1). Hun er bl. a. portrætteret i He VI Russerinden
Jf. brev til hustruen fra Paris sept. 1903 (tr. EF II 98) og notater fra 1904 (tr. BHJ 51-52)

L

BHJ 75 f.

Vaaren og Træet (vinter-forår 1895)

M

NkS 1340, 8°, VII, 35 (spredte udk.)
A NkS 3633, 4°, II, 1, 18-19 (sign., udat. renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 20-21 (usign., udat. renskr., bl.)
NkS 3633, 4°, II, 1, 22 (rettet renskr. af VIII og IX)
NkS 2172, 2°, II, 3A (notat om digtet)

V

A Titlen < Det onde Træ (+ B)
Digtet forsynet m. en - overstreget - mottostr.: Frugthave [= I en Frugthave, Pi II str. VII]
VII, 1: "Endnu kun denne Nat, < "Kun denne Nat endnu,
VII, 2: eje Livets Skat!" < kende Livets Bud!"
VII, 3 < Imidlertid kom Natten, som sletter al Ting ud.
IX, 2: skønt Blomsten selv ej vil < i et eneste Spring.
IX, 3: tænkte < skælved
XXVIII, 2: finder < fordrer
XXIX, 2: som Østens < den lyse
XXIX, 3: - men < Og (+ B)
Efterskrift: ej i A og B
B skrevet m. fremmed hånd
VII rettet, så den svarer til bogtrykket
IX identisk m. A IX
XXIX, 2: som Østens < d. s. < den lyse

K

Wienervogn, navn på den fineste slags kalechevogne bind (. . .) om, gør (. . .) uskadelig
179

L

EAN 54, 230 note 35

181

En Kladde (forår 1898)

M

A NkS 3633, 4°, II, , 23 (udat, usign., rettet renskr., bl.)
Optr. Dansk Aand I (1912) p. 153-154, Bogvennen 25.7.1917, p. 286 og DS

V

A I, 2: en latterlig < d. s. /var. ladeste
I, 4 < d. s. < han tjente forlængst til /var. sin [?:] Kirkegaards-Sir.
II, 4 < d. s. /var. for at række til andre sit bredfulde Glas
III, 2: Kladde /var. Kjortel
III, 3: kaste < give /var. skænke
III, 3: sit gladeste Purpur < d. s. /var. sin rigeste Glæde
IV, 2: ubændig < skændig
V, 2: latterlig < d. s. < lykkelig

L

BHJ 96
E&H 19 (Thorkild Bjørnvigs indledning)

Gry (vinter 1890-91)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 24 (udk. samt udat., usign. renskr., u. t., bl.)

K

Hermes, fremstilledes som gudernes budbringer m. bevingede fødder. Se note til Pi II Poetens Bøn paa Bjærget

April (vinter 1890-91)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 25 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
Optr. DS
Overs. t. fr. i : Anthologie des pages magnifiques (...).
Paris: Editions Nilsson (1926) p. 115

K

flane, strejfe om

L

Steffen Hejlskov Larsen: Øvelser i poesi II (1966) p. 43-50

182

Morgentime

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 26 (udat., usign. renskr. af I og II, bl. samt udk. til III)
A NkS 1340, 8°, V, 27 (udat., usign. renskr., bly. fra foråret 1890)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 27 (udat., usign. renskr., bl.)
C Tilsk. 1892, 440

V

A U. t.
str. III <

Og over Korn og Klokkers Krus
nu melder Tanker Bud paa Bud
ifærdig til mit tyste Hus,
hvor Svaler stryger ind og ud.

C Tr. sm. m. 13 andre digte under fællestitlen Idyller

Aarstider (18.-19.2.1889)

M

A NkS 1340, 8°, IV, 23 (flere udk. fra febr. 1889, jf. EF I 88-90)
B Ny Jord III, 1889, 261

V

B Titlen < Aaret rundt
Aaret rundt deles i Københavnsk (Pi II) og Aarstider
Se oplysninger til Pi II Balaften

Frederiksberg (1906)

M

Pol. 23.6.1906 (under rubrikken Kronik)

K

Samson (. . .),var udset til at befri israelitterne for filistrenes åg. P. g. a. Dalilas list blev S. fanget og måtte dreje kværnen i fangehuset (Dommerbogen 16,21)
Kong Frederik, VI (1768-1839)
Adam Oehlenschläger, statuen (af J. Schultz, 1897) var først opstillet ved Allégade-Smallegadekrydset, nu i Søndermarken
Guldhornene, fra Digte, 1803. Guldhornene skildres som åbenbaringsformer af det guddommelige. Henholdsvis en ung pige og en bonde, Naturens Søn, finder skattene 183 Argusøje, Argos var en gr. kæmpe m. et meget stort antal øjne, som aldrig var tillukkede alle på én gang. Overført om et vagtsomt og skarpt blik
blindt, hentyder til den opfattelse, at misbrug af den stærkt spritholdige likør Absinth kan medføre blindhed Søndermarken, park på Frederiksberg, syd for Frederiksberg slot, hvor Oehlenschlägers far var slotsforvalter
Steffens, Henrich (1773-1845), da.-ty. filosof, der formidlede de nye strømninger i ty. åndsliv og igangsatte den da. nationalromantik, bl. a. gn. lange samtaler m. den unge da. digter
Lovsang til Kværnen, sandsynligvis en hentydning til Johs. V. Jensens gendigtning af den norrøne grottesang i Kongens Fald (1900-01), optr. i Digte (1906), der imidlertid først udkom den 14.11. - i øvrigt Oehlenschlagers fødselsdag. Henvisningen i l. 3 kunne alludere til JVJ's roman Hjulet (1905)

L

Carl Bergstrøm-Nielsen: Analfabeternes forlægger og den glade magister (1974) p. 38 f.

Nocturne

M

A NkS 1340, 8°, IX, 42 (udførligt udk. fra 1902 el. 1903)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 28 (udat., usign., let rettet renskr., bl.)
Optr. DS

V

A SC søger at kæde udk. sm. m. 1. str. af Pi II Læbeblomsterne
IV, 3 < dog suger en Mu(< a)nd hendes livsvarme Mund,
Str. VI's Kvinder forbindes m. lille Mary [Minas virkelige navn, se Mi I noter til afsn. XII], som søger, en ordforbindelse, hvorover SC prøver at skrive et selvstændigt digt: Hvad søger den hulkende Pige? Pigen på det natlige Gader nævner sig selv for en Daare - og 184 udk. kan med føje opfattes som vækstpunkt for de senere "dårskabsdigte"
B U. t.
IV, 4 < det Kys skal hun bøde til Dødens Stund /var
deraf skal hun mærkes til Dødens Stund.
VI, 2: Fabrikker < Fabriker < Butiker
VI, 3: Kvinder < d. s. /var. Tiggersker
Digtet fortsættes:

Og alle de Ugler og Ravne
og Genfærd som ikke har Navne
har Rede og Hjem i det øde Hus
og vaagner til Live med Nattens Sus

Og frem i min Hjærne der vælder
fra alle dens Gange og Celler,
fra hvert et Gemme, fra hver en Krog
af Minder et mægtigt og hemmeligt Tog

Jeg ejer i dette Rige
en Kongemagt uden Lige,
al Pragt og Skønhed - den kan jeg se
og Sjælens skjulteste vilde Ve

Mit Sultanscepter jeg finder
og alle de Sultaninder,
jeg vandt og gjorde til Eje en Gang,
jeg samler og hæver omsider til Rang

Og hun den vellystig-brune,
som jeg forskød i et Lune
hun knejser saa stolt - hendes yppige Haar
som et Net af Slanger om Lænderne slaar

Jeg ser overdaadige Syner
af Mænd med Vildsvine-Tryner
185 og Mænd med højtidelig Hesteprofil
med Klaphat og Spidskjole danser de Reel

Ministre og Diplomater
et virkeligt Abeteater
mens søde Hyrdinder i Skørter af Flor
en Kæde af Roser rundtom dem snor

Og Lastens og Lysternes Lønskrift
og Dronning Semiramis' Kønsdrift
med Løvetandsblomster hun majer sig ud
og lader sig vi til et Æsel som Brud

Jeg ser, som ingen har set den
al Skabnings Promiskuiteten,
den fuldmodne Last i det tøvende Barn,
Forundring og Rædsel, Blomster og Skarn

På samme ark ses udk. til Dj III Hos Hexen i Endor

K

nocturne, egl. natmusik; kortere lyrisk, romantisk musikstykke

Se, jeg mødte paa en Gade - (vinter-forår 1895)

M

A NkS 1340, 8°, VII, 35 (udførlige udk., bly.)
B NkS 3633, 4°, I, 5b, 24 (rettet, udat., usign. renskr., bl.)

V

A Efter I, 4 fortsættes i en art renskr. af et udk.:

Varme, milde Blik som Sole
hvert et Kast af hendes Kjole
skæbnetungt som Dødens Le

II, 1: stille < d. s. < helligt
I, 6: unge Hjertes Vé! < Hjærtes sære Ve
IV og V sammenskrevet og fortsat:

Jeg har rørt ved Dødens /var. Guddoms Ærme
186 og skal drikke Livets Bærme
dø forstødt og uden Gud

Helvede skal han tilhøre, som
er død foruden Gud.)

B U. t.
Opr. to langstr. m. skel efter II, 6. Rettet til 4 6-liniede str.
III, 6 < rede mig en Brudeseng < om at smykke sig som Brud.
Den rettede renskrifts str. IV lyder således:
1 Jeg har bedt om Vaar hos Døden,
2 derfor skal jeg slettes ud
3 Jeg har mødt den paa en Gade,
4 Døden var (<, aa) saa skøn at sé,
5 som en Frugtallé, der blomstrer, (< og min Ungdomssol forblødte)
6 dødsdømt og omkring er øde Sne (< - som den evig øde Sné.)

L

Tom Kristensen: Sophus Claussen (1929) p. 24

Sang

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 29 (sign., rettet renskr., bl., dat. 28.10.85)

V

A Titlen < Du er som Skummet paa Vandet
II, 4: heftig < hæftig < langsomt
III, 4-5 <

Des mere Blodtørst i Læben //
jo mindre den strømmer med Blod.
< Jo mere blodfattig Læben //
des mere dog tørster den Blod.

K

cendréeblonde, askeblonde
Cit. 9 ff.

L

GM 84 ff.

187

Dronningen i Thule

M

NkS 1340, 8°, VII, 34 (udførligt udk. fra Rapallo, juni 1894, se EF II 148 ff.)
NkS 3633, 4°, II, 1, 30 (udk.)
A NkS 3633, 4°, II, 1, 31 (fragment af udat., usign. renskr., bl., IV-VIII)
B NkS 1340, 8°, X, 54 (udførlige udk. fra 1907)
C NkS 3633, 4°, II, 1, 33 (usign., rettet renskr., bl., dat. (Paris 27.11.08))
D NkS 3633, 4°, II, 1, 34 (usign., udat. renskr., bl., fremmed hånd)
E Tilsk. 1909, I, 61
F NkS 3633, 4°, II, 1, 32 (forklaring til digtet skr. på kuvert, dat. 9.4.27)
G DV 2
Optr. DS

V

A U. t.
IV, 1: da ikke i A, C, D og E
VIII, 1 < Men Kongesønnen i Riget
B Komposition som C
U. t.
VI, 2-4 <

Krigsfærd paa alle Kyster!
Ved Arnen Moderen sveg sin Søn
og Broder forraadte sin Søster

Efter bogtrykkets str. VIII: bogtrykkets str. IV gentages, str. I udelades og der fortsættes m. en str., der er sammensat af elementer fra trykkets str. II og III. Så følger en str., der svarer til trykkets str. I, og der afsluttes m. et ufuldført udk., svarende til str. IX
I tilknytning til B læses flg. løsrevne str.:

De fleste af os har Synder,
men stikker dem helst under Stol
Jeg priser en Dronning, som kender
og skærmer den varmende Sol

Giften aad. 188 C Titlen < Giften aad
IV-VIII placeret som I-V
I-III placeret som VI-VIII
VI, 2-4 <

Ved Arnen sad Broder og Søster
og sveg hinanden - mens fjendtlige Mænd
blev landsat paa Rigets Kyster

(+ E fraset VI, 3: fjendtlige < krigerske)
I, 1: Der var en < d. s. < Den dejlige
I, 2: bar < d. s. < værged
I, 2: kronede < d. s. < bolerske
III,1: mon hilses < d. s. < alene
III, 2 < d. s. < berømmes i Sange og Skrift,
III, 3 < naar Dronningen ligger ledig
IX, 1: Dronning af Thule < daarlige Dronning < Dronning af Thule
IX, 2: taagede < nordiske
IX, 3: Vintren at skjule < Vintren at gemme < Vinter og Taage
IX, 4: og < d. s. < at
D Komposition som C. D er i alt væsentligt en renskr. af C. III, 3 < naar Landets Dronning gaar ledig (+ E)
E Komposition som C. II, 1: Sig, < Thi
Digtet er dat. Paris 1908. Primært i C har SC vaklet ml. hvilke str., der skulle have hvilket af de to omkvæd
F Dronningen af Thule hævder først, hvor dybt Giften aad ved Kongemordet og Dronningens Troløshed [.] Dernæst forsvarer det imod al rimelig Mening Skændslen, som Dronningen har øvet. Forfatteren har hørt Livets alsejrende Krav: Dræb Kongen! og indrømmet det en Plads [?:] i Digtet, endskønt han i Slutverset maa erkende, at det er den dræbende Gift.
Hvis Digtet er uklart eller tvivlsomt - er det, fordi han levede i en alt [?:] favnende Overgangstid, hvor man vilde elske baade Tingen og dens Modsætning.
Den Afart af Ægteskab, fælles Skamløshed og -Levebrød, 189 hvoraf [overstreget: det moderne] Samfundet - saa vel det gamle som det nye - i mange Tilfælde var prostitueret og fordærvet
G Komposition som C

K

Thule, oldgr. betegnelse for det yderste nord eller øde, som hos Goethe (Der König in Thule, 1774). Indholdsmæssigt alluderer SC til Shakespeares drama Hamlet (1600-01), hvor den tungsindige danske prins agerer vanvittig for at føre sin farbror, tronraneren, der har giftet sig med hans mor, bag lyset. H.'s lede og harme giver sig udtryk i en brutal kynisme, der går ud over hans forlovede, den uskyldige Ofelia, der i sindsforvirring begår selvmord
Se note til Imperia
Jf. Ft 53 og 120
Cit. Hv VII Den gamle Havn

L

GM 125 ff.
H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 73

Livets Kermesse (delvis vinteren 1890-91; sommer 1904)

M

NkS 1340, 8°, III, 16 (notat af 8.10.1884 om den drøm, der er baggrund for digtet)
NkS 1340, 8°, I, 2 (udførlige udk. til de 15 første str. fra 1890-91)
NkS 1340, 8°, VIII, 40 (udk. fra sommeren 1899 om Mis Wanda)
A NkS 3633, 4°, I, 5b, 10-16 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 35 (fragment af udat, usign. renskr., bl.)
NkS 3633, 4°, II, 1, 36 (udk. til beskrivelsen af dukken)
NkS 3633, 4°, II, 1, 37 (udk. til beskrivelsen af dukken) 190 NkS 3633, 4°, II, 1, 38 (udk. til beskrivelsen af dukken)
NkS 3633, 4°, II, 1, 39 (udk. til XXX-XXXII)
NkS 3633, 4°, II, 1, 40 (udk. til XXX-XXXII)
C NkS 2172, 2°, II, 3A (notat om digtet)

V

A Titlen < Drømmen < En Drøm
Før titlen er flg. linier overstreget: Den forgyldte Abe [.] (Fantastisk Mindedigt, skrevet i Erindringen om den Stad Meissen og et uforglemmeligt Hotel, hvor jeg tog ind en Markedsdag, da jeg var nitten Aar)
III, 2: Rejsefælle < d. s. /var. tyske Fælle
XIII, 2-3: ingen parentes
XIV, 1 < Hun bringer Vand og Dynerne hun klapper < Et Kast med Dynerne, som let hun klapper
XVI, 4 og XVIII, 4: navnet gentaget som i XVII. Navnet staves overalt i renskriften Mis Wanda
XXIII, 3: mærkelige store < d. s. < meget latterlige
XXVII, 2: i Hovmod < d. s. < pertentlig
XXVII, 3: højst < d. s. < fælt
XXIX, 4 < Mis Wanda! < Mis Wanda! Mis Wanda!
XXX har samme 4. linie som XXIX og samme rettelse
XXXI, 4: navnet gentaget
XXXII, 2: mørkt < tit
XXXII, 4: hvisked < sagde
XXXIV, 2: Stilke-Bén og Knæ og Haser < d. s. < Knaste-Knæ og Pinde-Haser
XXXV, 1: Dukke < d. s. /var. Jomfru
XXXVI, 1: et Lokkespil < et Gøgleværk /var. en Lokkefugl
XLI, 2: stolte < grumme < stolte < [?: vrede]
XLV, 3: rørtes af Madonna-Haaret < d. s. /var. [?:] Madonnas Glans om Haaret < af et henrykt Kast med Laaret.
IL, 2: fyrigt < altid /var. blodig
B XXXIII-XXXV og IL-LI
XXXIV, 1: retskafne < tænk, raske /var. brillante 191 XXXIV, 2 < med sine Knaste-Knæ og Pinde-Haser
XXXIV, 3: d. s. /var. (der lover ham de fattigste Extaser)
Smst. læses den optegnelse, der cit. EF II 114-115.
Kort passus om jeg-romanen ikke medtaget
C Anmeldelse af "danske Vers."
Han har megen Kærlighed, der frelser ham . . . nogle siger for megen . . . De Landskaber han maler, og den kvindelige Ynde, som dæmrer frem i hans Værk, giver Forestilling om, at han var lykkelig - - -
Men en Række Skikkelser i hans Kunst viser ogsaa noget andet: f. Ex. "det onde Træ" i Allegorien om Vaaren og Træet - og Dukken i "Livets Kærmesse" etc. Det onde Træ, som ikke vil blomstre trods Vaarens og Solens Bestræbelser - og Dukken, som "var af Træ", men alligevel giftede sig med den ene efter den anden og fik Børn "af Tøj og Træ med Træforstand i Panden" - alt imens Ægtemændene "fik Tryner efter den Historie" som Svin og Galte; "et Slags dyrisk Glorie - - -"
Hvis man tør vove at tyde disse Drømme, synes Dukken nærmest at være et Slags samfundsvedtaget Blændværk, et Glansbillede, en Kliché, en hulrygget Huldre, et Ingenting (en Seddelmønt, en vedtagen Tilfredsstillelse), fuld af lokkende Unatur, som fører Ungdommen ud i Embedernes Sikkerhed, men i sjæleligt Morads og gør dem mere dyriske ved sin Mangel paa Kød og Blod:
Det onde Træ er et Væsen af en tilsvarende Goldhed som Dukkens, men med Ømhed og Ynde, en lille Dryade, som har faaet Nattefrost og ikke kan eller tør elske . . . og som gøres til Sindbilled paa mit eget Folk, der mangled "Kærlighed".
Forfatteren maa have mødt ikke alene mandlige, men ogsaa kvindelige Janitscharer

K

Kermesse, egl. årlig fest for en kirkebygnings indvielse; 192 stort marked knyttet til en sådan fest
Table d'hôte, egl. værtens bord; i hoteller o. 1. bord, hvor de samme retter bydes alle gæsterne
Wenn jemand (...). Når nogen gør en rejse, så har han noget at fortælle! - af et digt, Urians Reise um die Welt, af Matthias Claudius (1740-1815) i Voss' Musenalmanach, 1786
Wanda, slavisk kortnavn til sammensatte navne med
Wandal- som første led; især alm. i Østtyskland og Polen
mekanisk Dukke, måske en allusion til A.-R. Lesages roman Le Diable boiteux (1707), hvor djævlen lader en student se, hvad der foregår i saloner og kamre i Madrids huse. Bl. a. beskrives en ung pige af studenten som billedskøn, men af dæmonen som en Maskine med al mulig Mekanik (Haltefanden, p. 18, oversat af C. E. Falbe-Hansen, 1917)
Susanna (. . .), belures af to jødiske ældste, da hun tager bad i sin ægtemands have i Babylon (i den apokryfe Daniels Bog kap. 13)
Kanapé, sofa
Bajadéren, allusion til Goethes digt Der Gott und die Bajadere (1798), hvor en glædespige får besøg af guden i en ynglings skikkelse. Kærligheden løfter dem til Aandernes Hjem (Værker. Udg. af P. A. Rosenberg. Bd. I, p. 231- 235 (1924-28))
Hotellet genfindes i novellen Blad af en vandrende Ridders Roman (tr. 1896, optr. JS 74-79)
I brev til Chr. Rimestad af 14.7.1918 (Acc. 1981/143 B2 (1)) omtaler SC digtet (sm. m. Fa V Pan og Diamanten) apropos hans påståede uklarhed og sprængthed. Se s. 152 f.

L

GM 114 ff.
BHJ 118 ff.
E&H 27 (Thorkild Bjørnvigs indledning)
Tom Kristensen: Sophus Claussen (1929) p. 24 193 H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 74
T. Brostrøm: Poetisk kermesse (2. udg. 1968) p. 32 ff. og Labyrint og arabesk (1967) p. 126

Stamtavle

M

NkS 1340, 8°, III, 17 (usign. renskr., bly., dat. 7.1.85: Storheds Vanvid. [-] eller Min Familie)
NkS 3633, 4°, II, 3, 46 (Storhedsvanvid)
Optr. Ill. Tid. 26.5.1912, nr. 35, p. 432

K

Jens Baggesen, jf. f. eks. VS-SC 29
clair-obscur, halvlys med enkelte stærkt belyste partier
Min Faders Navn var Heine. I 1883 overværede SC Georg Brandes' forelæsninger over Heine (trykt som Det unge Tyskland i Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur [VI], 1890). Her sammenligner GB Heines kunst med Rembrandts: Saaledes bliver da hans kunstneriske Herredømmes mest ejendommelige Domæne et Clair-Obscur, der er beslægtet med Rembrandts (p. 209), og her betoner GB ligeledes (p. 239), hvordan Heine benævner Aristofanes somsinFader i kunsten, jf. f. eks. Heines udsagn i Tilstaaelser (AT, 1901, p. 213). Se i øvrigt noter til Tr II afsn. XVI og Dj III Trappen til Helvede. SC's Heineopfattelse er i alt væsentligt overtaget fra GB, hvad en yderligere læsning i Det unge Tyskland vil sandsynliggøre. F. eks. fremhæver GB (p. 203) skildringen af det natlige åndetog i Pyrenæerne m. Diana, Feen Abunde og hin skjønne Herodias (AT afsn. XIX), en situation, som SC adskillige steder i sit forfatterskab har gjort opmærksom på gjorde det største indtryk på ham. Se i øvrigt Pi II 172 m. henvisninger og AT VIII efterskriften. Om SC's forhold til GB se He VI Hexameterhymne (. . .), om forholdet til Byron s. 208 ff.

L

H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 63, 66

194

En Vise (sommer 1911)

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 42 (sign., udat. renskr., bl.)
NkS 3633, 4°,II, 1, 43-44 (udk.)
En Vise. Ved Studentersamfundets Rusgilde. Soph. Cl.
Den 23. September 1911 (E&H XL)
Optr. DS

V

A II, 3: Festord < Skæmt < Støj
IV, 5: en Smule < ikke

Det aandelige Børstenbinderlaug

M

Acc. 1981/143 A (udk. fra før 1901)
A Udat., sign. renskr., bl., i familiens eje (først underskrevet Antonius, der streges over)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 45 (udat., usign. renskr., bl.)
C NkS 1770, 2° (Blandt Robert Henriques' papirer)
(udat., sign. renskr., bl.)
D Dansk Aand I (1912) p. 22-23

V

A Titlen < Dansk Aand
VI, 4: Oste. (+ DV 2). DV 1 har: Koste.
B Titlen Dansk Parnas [.] I [.] Lauget.
III ej i B
VI, 4: Oste. Som A
C Forsynet m. flg. efterskrift: Til velvillig Benyttelse i "Vort Land" [hvis medredaktør var Robert Henriques], (Adresse: Forchhammersvej 25 V.)
Før digtets titel [?:] tilføjet: Vi har modtaget følgende:
"Trefoden"
III, 3: Saadanne < Sikkene
III, 3: saadan < sikken
V, 3: uskyldig < oprigtig
VIII, 2: Palmer < Tiden
D Titlen < Dansk Aand
VI, 4: Oste. Som A

K

Titlen, jf. Herman von Bremens ord til Richart Børstenbinder 195 (Den politiske Kandstøber II, 1): Du voterer som en Børstenbinder. Kritikerlauget skal altså kædes sm. m. det Collegium Politicum, som Holberg satiriserer over
Tros, egl. en hærs rejsegods, vogne m. m.; personer knyttet hertil, påhæng, slæng

L

Aage Welblund: Omkring den litterære Café (1951) p. 144 (om den såkaldte Berninakreds)

Knud Kaare (jan.-febr. 1903)

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 46 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
Optr. Bogvennen 4.7.1917, p. 254 under overskriften Landsmænd

V

A I, 8: sin egen Storheds < d. s. < sine smukke < sine bedste < sine Søndags < sine [?:]
II, 1: fejlfri som < d. s. < en fuldgod
III, 1: Der er en Verdens < d. s. < (det Maal) < Thi han har den fine
III, 1: forener < forener . . . < forsoner,
III, 5: De har, skønt deres < han ejer - skønt hans
VI, 1: en Smule < d. s. < saa saare < særdeles
VIII, 1-2 < Knud fordømmer en [indføjet:] raa Litteratur /var. Desuden fordømmer han en Litteratur,
VIII, 3-4 < d. s. /var. hvis Frisprog om det kønslige - han ved, ikke du'r

Den døde Mand (1908)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 47-48 (udk.)
Pol. 28.12.1908

K

Gensidigheds Kasse, form for forsikringsselskab, hvor medlemmerne har ret til selskabets overskud, ligesom de har pligt til at dække et evt. underskud
Interessentskab, sammenslutning af personer, der ved 196 kapitalindskud og/eller arbejde virker for et fælles foretagende
pudsed', snød

L

Hans Brix (anm. af DV, Tilsk., dec. 1912) opfatter digtet som en Fantasi over Alberti, justitsministeren, der sept. 1908 kendte sig skyldig i bedrageri og falsk for millionbeløb. 1910 idømtes han 8 års fængsel

Ungkarlesnak

M

NkS 1340, 8°, IV, 23 (udk. fra 1888)
Optr. DS

K

Adonis, her: ung, smuk mand
Tyrker, jf. tyrkertro, et udtryk, der har sin rod i muhamedanernes urokkelige skæbnetro

Kavallérsorger (ml. 1906 og 1911)

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 49 (udat., usign. renskr., bl.)
Optr. Dansk Aand I (1912) p. 155-156

V

A I, 4: de pynteligste < d. s. < saa mange ædle
III, 5: stakkels < d. s. < græder
III, 6: græder < vredes < græder
IV ej i ms.

K

sprætted, spjætted
ringlet, se note til Dj III Giulietta i Gravkamret
svingled, se smst.

Perspektiver

M

NkS 1340, 8°, IV, 23 (udk. flere steder)
NkS 1340, 8°, V, 25 (udk. fra efteråret 1889)
A NkS 3633, 4°, I, 2, 76-77 (udat., usign. renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, , 50 (udat., usign. renskr., bl.)
C Kbh. 23.4.1891

V

A Titlen < - Mellem kolde Naturer -
I, 4: Fremtidsbesvarelse. < Nutidsbesvarelse (+ B og C) 197 III, 2: sagt: < vist:
IV, 1: Naar < Hvis
IV, 3: Mand < Lump (+ B og C)
Efter IV:

Og her er vor Stilling da til Socialisterne:
Lad Landjordens Hunde beholde Medisterne.
Er I sultne - det hjælper mod det som mod andet:
naar man dykkes en passelig Tid under Vandet.

Dernæst følger strofen om de kolde Naturer (i C), og A afsluttes m. en str., der svarer til bogtrykkets str. V, fraset: V, 2: genfinder < genkender
V, 3: taber < svinger
V, 4: af Gru for de < for de milevidt
< til Fryd for de
B Titel < "Ny Jord". < En ny Verden.
B har i alt væsentligt samme form og samme ændringer i forhold til bogtrykket som C. Str. V er således ikke i ms.
C Titlen < Terra Nova
V findes ikke i avistrykket, der til gengæld har flg. 3 str.:

Og her er min Stilling da til Socialisterne:
lad Landjordens Hunde beholde Medisterne!
Har I Sult? - der er Raad imod det som mod andet:
Gaa til Bunds og kom ikke for snart over Vandet -

og til Fremskridtsfisken, der sildeskælsgnistrende
kræver vor digtende Hjælp mod Ministrene:
gaa til Søs med Jer Grundlov - i Havdybet lurer
Jer Slægt, de besindige kolde Naturer.

Skønt jeg hader selv disse Landjordens Hajer,
der ikke kan taale, at hver Mand ejer
et Brød og en Stemme - skønt ikke jeg nægter
min Skræk for de kommende Fiskeblodsslægter . . .

I et eksemplar af Tr (tilhørende Stig Krabbe Barfoed, 198 jf. forkortelseslisten: JS), dediceret vennen, den naturhistoriske forfatter, mag. scient. J. O. Bøving-Petersen (1864-1937; se note til He VI Hexameter-Hymne (. . .)) med tak for dennes bog Skabelse eller Udvikling (1897) 16.7.1906 afskriver SC Perspektiver, dog med udeladelse af 4. str. og med flg. var.:
I, 3: stræbt: > søgt -
I, 4: Fremtidsbesvarelse. > Nutids-Besvarelse.
II, 2: Mænd (. . .) Darwin. > Mennesker ved vi fra Darwin.

K

Malthus, Th. (1766-1834), eng. præst og nationaløkonom, især kendt for sin befolkningsteori, if. hvilken befolkningen stadig har tendens til at vokse hurtigere end forsørgelsesmulighederne. If. EF (I 103) hentyder SC til en artikel af Alfred Ipsen i Ny Jord II, 129 ff., hvor denne fører M's teori i marken mod den fri kærlighed
Fætre med Fiskene, jf. naturhistorikeres hypotetiske "stamtræer" for alle afdelinger af nutids og fortids organismer
den Ibsenske "Længsel (. . .)", allusion til fru Ellida Wangels ord i Henrik Ibsens drama Fruen fra Havet (f. eks. i Samlede Værker VIII (1900) p. 227)
Sangguden, Apollon, se He VI Anraabelse
Plekter, lille, tynd plade, hvormed strengene på et instrument anslås

Efter Syndefaldet (1899 (?))

M

A NkS 2172, 2°, I, 3a, 117 (udk., sm. m. HV VII Den gamle Havn)
B NkS 1340, 8°, I, 5 (udførligt udk.)
C NkS 3633, 4°, II, 1, 51-52 (udat., usign. renskr., bl.)

V

A I udk. kaldes Kvinden Flaminia (+ B) og fortælleren Vilhelm (+ B), der også møder Provst Kaifas, jf. By, specielt situationen s. 118-124
B Kaifasbilledet uddybes; digtet udvides m. satiriske str., 199 bl. a. om Edvard [Brandes] og Carl [Ewald] og senere i hæftet m. str. dannet over antitesen: Notre-Dame de Paris > < Druknehuset
C U. t.
I, 2: Kvinden < Flaminia
I, 3: ? God Aften, < d. s. < , Vilhelm?
I, 5: bortrejste < d. s. < Vilhelm, min. De to navne figurerer andre steder i digtet, men er alle overstreget og ændret
V, 2: Elskovstempel < d. s. < Venustempel
X, 3: Kærte < d. s. < Sødme

K

Atter jeg gik (. . .), allusion til Fa V Digteren og Daarskaben (i udk. fra 1905-06)
Indsegl, segl
forneden (. . .) Øgler, allusion til folkevisen Aage og Else, se Danmarks gamle Folkeviser nr. 90 A, str. 18
Korsfæstelsesbilledet ses i Fa V Evaslægt, hvis 4. str. citeres i By 142

L

H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 74

Imperia

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 53 (udk.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 54 (usign., rettet renskr., bl., dat. 25.2.09. Paris)
NkS 3633, 4°, II, 1, 55 (udk.)
C NkS 2174, 2°, II, 4, 14
NkS 1340, 8°, XVI, 92, 1-2 samt 93, 54-56 (prosafragmenter fra 1924 om Ild og Imperia)
Brevet til fru Berthe Forchhammer om digtet (cit. EF II 154) befinder sig i familiens eje. EF's citater og referat dækker omtalen af digtet. Herudover beskæftiger SC sig kort med Dronningen af Thule, der som bevidst Personlighed og skyldig Kvinde, forstaaet kunstnerisk fremstår som Imperias modsætning
Tilsk. 1909, II, 340 (dat. Paris, Februar 1909.) 200 Optr. DS
Overs. t. sv.: se Pi II I en Frugthave

V

A Udk. har flg. var. t. Jordmassens: Jord-Indvoldenes / Jord-Periodernes / Jordklumpens
II, 2: udyrkede /var. pragtfulde
B Titlen < Imperia paakalder Jordskælvet < Imperia (Jordskælvet)
I, 1 og IX, 1: Imperia < Imperia
III, 3: dybeste < inderste
IV, 1: vor Skælven < d. s. < min Elskov
XI placeret efter IV
VII, 1: faar Tone < d. s. < kan lytte
VII, 2: efter < d. s. < glad til
VIII,1: Kold for < d. s. < Træt af
IX ikke i ms.
C Jeg overgiver her det værdigste /var. sjældneste af mine Digte til udødelig Spot og Forsmædelse.
Intet finere Øre kan undgaa at stødes af Modsætningen mellem det stolte Navn Imperia og den uædle Ordlyd: "Jordmassens Dronning".
Jordmassen klinger ikke godt.
Men det var mig umuligt at finde noget bedre, naar Klarheden skulde bevares.
Jeg havde hellere skrevet Jorddybets Dronning. Og kloge Læsere vilde nok have forstaaet mig. Men Dybet lyder altfor mystik og teologisk - altfor aandigt og gennemtrængeligt. Massen er noget andet: den uorganiske Klump Jord, vi lever paa.
. . . Det traf sig saa uheldigt, at der i den By, hvor "Imperia" skulde læses op, boede en rig Købmand, som havde flere Jordejendomme og drev meget Agerbrug. Hans Kone havde et ualmindeligt Navn; hun hed Valeria
Og saa snart jeg havde udtalt Verslinien "Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning" studsede de vittigste af mine Tilhørere og gav sig til at hviske. 201 Det er næppe til at sige, hvad de hviskede. Det er en Skam, hvis Lige ikke findes.
Da jeg længere hen i Digtet maatte gentage den same Linie, lo hele Publikum.
Det var ikke mere de vittige. Det var ogsaa de dumme.
De tog Digtet for en raa Hentydning til Fru Madsen:
"Jeg er Valeria, Jord-Madsens Dronning"
Jeg gjorde uhyre Lykke. Hele Salen bragede af et Bifald - Kun nogle ganske faa hyssede: Hr. og Fru Madsens Venner

K

Imperia, lat., femininum til imperium, herredømme, magt; hersker. Navnet kan SC evt. have fra E. Renans skuespil Caliban (1878), omtalt af G. Brandes (Saml. Skrifter VII, 1901, p. 42 ff.), der også henviser til H. Balzacs Contes drôlatiques (fra 1832)
I brev til Mario Krohn, redaktør af Tilsk. (Paris 10.3. 1909) skriver SC: Jeg sender Dem hermed et Stykke Jordskælvs-Poesi - et Led af et Hele, som jeg foreløbig har svært ved at overskue. Det kan maaske lette mig Overblikket at se "Imperia" trykt stort og værdigt i et Hæfte af et stort og værdigt Tidsskrift. (NkS 4358, 4°)
SC-Ms 12

L

GM 129 f.
EAN 63 og i Kritik 26 (1973) p. 75 ff.
E&H 25 (Thorkild Bjørnvigs indledning)
Emil Frederiksen i Berl. Tid. 12.9.1965 (kronikken)
F. Stein Larsen: Prosaens mønstre (1971) p. 112
Th. Bjørnvig: Begyndelsen (1960) p. 82 og Virkeligheden er til (1973) p. 65

I Løvens Tegn (1911 el. 1912)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 56 (udk. til I, IV og VI)
NkS 3633, 4°, II, 1, 57 (udk. til I, IV og VI) 202 NkS 1340, 8°, X, 51 (udk. til 1. str., fra 1906)
Optr. DS

K

Dedikationen. Om forfatteren og vennen Edith Rodes hjælp v. redigeringen af DV se f. eks. Hver 8. Dag 5.5. 1912, Verden og Vi 11.12.1921, Fr. Graae: Erindringer fra "Sydhavsøerne" (1934) p. 16, bd. I s. 11 f. og 22 samt dette bind s. 155 f.
Mottostrofen. I DS er denne str. sløjfet ved digtet og flyttet hen til titelbladet som mottostr. (m. enkelte ændringer)
Sceneriet kan evt. associeres dels m. Højsangen 4, dels m. Dante: Den guddommelige Komedie, Helvede, 1. sang 32 (panteren) og 45 (løven). Panteren var endvidere Dionysos' hellige dyr; han afbildes undertiden iført panterskind, og hans vogn trækkes af leoparder. Løven er i øvrigt det astronomiske symbol for sommeren, skytten efterårets stjernebillede
Fatamorganas (. . .). If. både den folkelige og den litterære overlevering kunne luftspejlinger opfattes som Fata (feen) Morganas have, slot el. lign.
Panterbilledet genfindes i He VI Søndag i Skoven
Ft 52 (kommentar samt henv. til Dante)

L

Hans Brix analyserer digtet i sin anm. af DV, Tilsk., dec. 1912, 544-545

Nyt Foraar (forår 1897)

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 58 (udat., usign. renskr., bl.)

V

A U. t.
III, 1 < i Harm mod det Foraar,
III, 2: Krop? < Krop,
IV-VI ej i ms.

Efterlysning (1889)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 59 (udk.)

203

L

GM 91
Harry Andersen i Danske Studier (1962) p. 118

Erindring (1888 el. 89)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 60 (udk.)
Optr. DS

L

HA 32 ff.

Maanenat

M

A Udk. og usign. rettet renskr., bl., dat. 30.1-12.2.1888 i familiens eje
B NkS 3633, 4°, II, 1, 61 (udat., usign. renskr., bl.)
C NkS 3633, 4°, II, 1, 62 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
D NkS 3633, 4°, II, 1, 63 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 3633, 4°, II,1, 64 (udk.)
NkS 1340, 8°, VII, 34 (udførligt udk. fra sensommeren 1894, bl. og bly.)
Optr. DS og i Danske Kærlighedsdigte ved Kai Hoffmann (1916) p. 236-237

V

B Et selvstændigt digt Vinternat, hvis elementer SC benytter til I-IV samt VII, 3-4. Renskr. af A, der har samme titel
C Titlen < - Venskab i Universet -
III, 1: Had < Skæmt
III, 2-4 <

saa lidt som Sneen taaler
Hænder, der rører dens Kyskhed
og lunkne Soles Straaler.

Dernæst følger en str., som dog med et tal markeres tænkt placeret før III: Jeg tvang min Graad tilbage, den Gang /var. da før hun hilste [indføjet ét ord:] saa koldt mig, // men hulker - for hendes Handsker, de trøstende lange beholdt jeg
IV, 1: ensomme < stakkels /var. ensomme
V, 1: tabte < lille 204 V, 3 < sidder i rigeligt Pelsværk,
VI, 1: inderlig < d. s. < gærne
VI, 2: sig selv < d. s. < sit Venskab /var. Balsam/ Væsen
VI, 2: med mit Væsen < i Taarerne
VI, 3 < d. s. < [?:] smiler [overstreget:] hun til mig fra Blaaet
D Titlen < - Venskab i Universet -
Efter II: Jeg dæmmed min Sorg (< Graad) tilbage
da før hun hilste [overstreget ét ord:]
saa koldt mig; 3-4: som B
III, 1 < Langt borte fra Skæmt og Kærtegn
III, 2: af Kvinder < jeg fryser
III, 3-4 < ej i sin hellige Hvidhed
at krænkes af Sommerens Straaler.
V, 1: tabte < lille
VI, 1: inderlig vilde < vilde fra Blaaet
VI, 2 < sit Venskab i Taarerne blande,
VI, 3: skulde < evigt maa
VII, 1: i Tavshed < usynligt

K

Situation og motiv har mindelser af E. Aarestrups digt: Paa Sneen (Digte 1838)

L

EAN 146 (note 18) og i Kritik 25 (1973) p. 80 ff.
Hans Mølbjerg: Facetter af dansk lyrik (1965) p. 62 f.

Anadyomene

M

A NkS 1340, 8°, V, 27 (udførlige udk., dat. 5.5.90)
B NkS 3633, 4°, II,1, 65 (udat., usign. renskr., bl, u. t. Placeret i en afdeling af en ukendt sammenhæng benævnt Svaler, jf. bd. II s. 135)
NkS 3633, 4°, IV, 12 (udførligt udk.)
Digtet foreligger i to redaktioner: 1: del af Besøget i Himlen, Kbh. 22.2.1892, optr. Ti. 2: DV. Tidligste udk. har elementer af begge; i Løbet af Sommeren 205 synes det selvstændige Digt at være skilt ud (EF I, 71, noten). Redaktionen optr. p. 71 svarer til B
Optr. DS

K

Anadyomene, gr. den af havets skum opstegne. Tilnavn til Afrodite. Se note til Dj III Afrodites Dampe
Navn (. . .) Salve, allusion til Højsangen 1
Velin, fr., pergament; fint, pergamentlignende papir Str. 7 cit. Ki kap. XI
Ft 39

L

HA 118 f.
EAN 56
Aage Henriksen: Den erindrende faun (1968) p. 184
Jf. Bo Nielsen: Johs. Jørgensen og symbolismen (1975) p. 65

Morgenen (1911)

M

Verden og Vi 29.3.1912 og Danske Digteres Fødselsdags Album. Ved Kai Hoffmann (1919) p. 156

Eventyret

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 66 (udk.; digtets 3. del dog som rettet, udat., usign. renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 67 (usign. renskr., bl., dat. m. bly. 1911)
C Ill. Tid. 19.3.1911
V
A III, 4: jeg husker det < det brune
III, 10: det Nu, da < d. s. < den Gang
III, 14: i Græsset < paa Hug
III, 20: - de tavse - en eneste Gang . . . < for første og sidste Gang
B og C III, 14: som A
I DV 1 markeret afsnit efter III, 12; ej i B og C

K

al Dejligheds Moder, Afrodite, se note til Anadyomene m. henvisn.
Digtets situation genfindes i 38 f.

L

HA 136 ff.

206

Øde

M

NkS 3633, 4°, IV, 96-97 (udk.)
Tilsk. 1909, I, 63 (dat. Paris 1908)
Optr. DS

K

Jf. Holger Drachmann, str. XI

L

HA 64 f.

Vaaren og dens Følge (1912 (?))

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 68 (udk. til III)
Optr. DS

K

til Løn, til gengæld

L

GM 130 f.

Mesteren

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 69 (usign., rettet renskr., bl., dat. 25 Juni 1910. Paris)

V

A III, 2: - omend Dagen var graa < d. s. < er gaaet i Staa,
IV, 1: fra Taleres Mund < d. s. < der gror paa din Mund?
IV, 2: Løn i dit Skød < d. s. < sejr[r]ige Glød,
Efter IV flg. str., der senere er overstreget:

"Den Glæde, der sad som en lønlig Spøg
et Sted i mig selv fra de tidlige Aar,
den Glæde, der overstod brustne Forsøg
og spotted al Modgang, er gaaet i Skaar [."]

V, 2: Optøj < Optog

Det er ikke nok, Ofelia . . . (1910)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 70 (udk.)
NkS 3633, 4°, II, 1, 71 (udk.)
Pol. 15.5.1910 (dat. Paris, Maj 1910. III, 2: den < en)

K

Ofelia, se note til Dronningen i Thule 207 Hr. Mæcén, se note til Pi II Foraarsrim fra en Købstad
Brigantine, mindre krigsskib; skonnertbrig
klædt eller nøgen, allusion til Kraaka (Aslaug), der skulle komme ikke nøgen og ikke påklædt til sagnkongen Regnar Lodbrok

Sangen om Sarah Brown (ml. 1906 og 1911)

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 72 (udat., usign., rettet renskr., bl.)
Ill. Tid. 24.3.1912

V

A Titlen < Sarah Brown
II, 3: vid < nej!
III, 3-6 <

det var i en brændende
Trang til at blotte
sit Jeg, at skøn Sara
er bleven Kokotte.

Der er flere, svært læselige udk. til III
IV, 3-4 <

hun fandt sit Brød
hvor det kunde slumpe

IV, 5: Løgnen < Staten /var. Samfundet
V, 4-6 < d. s. <

har den nøgne og stolte
forarget Politiet
og vakt en Revolte

VII, 5: Skønheden < man
VII, 6: passende < højere

K

S. B., kaldes i A den skønneste af Grisetter. Har ikke kunnet identificeres

L

Tom Kristensen: Sophus Claussen (1929) p. 23

Formiddagssol

M

NkS 1340, 8°, X, 51 (udk. fra 1906)
NkS 3633, 4°, II, 1, 73 (udk. til I og II)
A NkS 3633, 4°, II, 1, 74 (udat., usign., rettet renskr., bl.) 208 NkS 3633, 4°, IV, 122 (én str. i udk.)
B Ill. Tid. 3.3.1912
Optr. DS

V

A U. t.
VII placeret efter III
VII, 3 < hvorfra en Tidsregning fødes med ét
VII, 4: et Rige - < - en Verden,
IV, 1: Sølvslør af Dampe < Sølvspind af Taage
V, 1: mexikanske < amerikanske
V, 3: Sølvpapir < Silkepapir
VI ej i ms.
B VI, 2: Jomfruhuds < Jomfruhaars

K

Empire, kejserdømme
Geisha, professionel danse- og syngepige i japansk tehus Ile de France, provins i det nordvestlige Frankrig omkr.Paris
SC omtaler og citerer digtet i brev til Edith Rode 11.12. 1906 (kopi af brevet hos Frans Lasson)

Byron. Et Ungdomsdigt

M

A NkS 3633, 4°, II, 1, 75-76 (sign., udat., renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 77 (sign., rettet renskr. af XVII- XXX, dat. 29.11.87)
Udat. og usign renskr., bl. af de to næstsidste str., i familiens eje
Udførligt udk. til str. VIII og IX i Frans Lassons eje
C Ny Jord I, 1888, 109-116 (i anledning af Byrons hundredårsjubilæum 22.1.1888)

V

A Titlen < Byron. 22. Jan. 1788-19. Apr. 1824. (+ C)
II, 3: Aand < Aand (+ C)
II, 5: Elskov < Elskov (+ C)
VIII overstreget m. bly.
VIII, 5-8 lyder saaledes:

og Konen - var af disse Tigerinder,
209 som sender deres Mænd til Bidstrup hen.
Skilsmissesag, Skandal! Han hejste Flaget
og strøg til Havs fra Duerne og Slaget.

IX ej i ms.
XIV, 8: er et Spil < væves blot
XXVI forsynes m. flg. note:

Seek out - less often sought than found -
A Soldiers grave, to thee the bedst;
Then look arround, and choose thy ground,
And take thy rest.

Byrons Digt paa hans sexogtredivte Fødselsdag, to Maaneder før hans Død. Cit. Georg Brandes op. cit. p. 519
XXVII, 2 < og haarde Halse voldte ofte Nød ham,
XXVIII ej i ms.
XXIX, 1 < Ti han var stor - og drog til deres Rige,
XXIX, 8 < en Duft af Land i Dugg og Morgenglød
B Fragmentet forlæg for A. Ingen væsentlige forskelle
C Følger A, fraset de for A specielle varianter

K

SC's Byronopfattelse er sandsynligvis inspireret af Georg Brandes', som den kommer til udtryk i dennes Naturalismen i England (1875), Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur [IV]
Tre af fodnoterne fra Ny Jord er udeladt i DV. De er i denne udg. tr. m. kursiv
Byron, Lord (1788-1824), eng. digter
Jeg savner (. . .) Helt, Begyndelsen til Byrons "Don Juan"': I want a hero; an uncommon want, etc. B.'s satiriske epos udkom 1819-24 (ufuldført)
Juan, titelpersonen er opvokset i Spanien, men sendes udenlands p. g. a. en kærlighedsaffære m. en gift kvinde. Læseren følger Don Juans kærlighedseventyr i Grækenland, den nære Orient, Rusland og endelig England
i Hellas, se senere note
"Duer paa hans Slag", se Brandes op. cit. p. 403 (Byron om sine talløse og pågående beundrerinder) 210 Rhodos, bruges i betydningen chance el. ideal
Miss D. . . ., evt. en reference til Mary Duff, som Byron forelskede sig i allerede som 5-årig, se Brandes op. cit. p. 366
Taagestaden, London
Lucifer (lat. lysbringer), et navn på djævelen, som har sin oprindelse i Esajas 14,12 og Luk. 10,12, hvor Jesus ser djævelen falde ned fra himlen som et lyn. Jf. hovedpersonen i B.'s tragedie Cain (1821), der i sit oprør mod Jehovah støttes af L.
Sorg blev (. . .), Sorrow seems half of his immortality.
Kains Ord om Lucifer. Byron: Cain. I Act.
gifted sig, 1815 m. Annabella Milbanke
handler os, behandler os
Skilsmissesag, 1816. B. forlod England for stedse samme år
,,for ham (. . .) blaa". Udtrykket kan være hentet fra Childe Harold's Pilgrimage (1812-1818), Harolds afskedssang i 1. sang efter strofe XII. Bogen var i det 19. århundredes Danmark mere kendt end Don Juan
Helt sydlandsk, My blood is all meridian [A har: meridional]. Byron: "Stanzas to the Po", 42 og 45
Venezia, hvor B. bosatte sig sensommeren 1816
Beppo, en veneziansk versfortælling (1818) om den smukke Laura, der er på karneval m. sin ven greven. Hendes mand, som hun tror omkommet på en rejse, er imidlertid til stede forklædt som tyrkisk købmand. Sagen afgøres i mindelighed. Se i øvrigt SC's oversættelse af stanzaerne XLI-XLVI bd. VIII
Fornarina, La (Bagerpigen), Margarita Cogni, en bagerkone i Venedig, der 1818 forlod sin mand for at blive B.'s husholderske
Tunika, se note til Pi III Runer
Bakkanter, egl. deltagere i bakkanal, fest for vinens gud Bakkus
Lazzaroner, vagabonder; dårligt klædte, lurvede personer 211 Thomas Moore (1779-1852) irsk digter, besøgte B. i Venedig 1819. Han var B.'s ven og udgav efter hans død hans samlede værker og skrev hans biografi
sin Grevinde, Teresa Guiccioli, som B. mødte 1819, forelskede sig i og fulgte til Ravenna. Ægtemanden tolererede forholdet, men T. G. blev senere skilt og fulgte B. til Pisa og Genova
Oversættelse af brevet: Hans ædle og meget smukke ansigtstræk, lyden af hans stemme, hans væremåde, de tusinde fortryllende ting ved ham gjorde ham til et væsen så langt overlegen alle dem, jeg havde set indtil nu, at det ikke kunne undlade at gøre det dybeste indtryk på mig
Den engelske tekst: Ifølge hans ønske vil hun undgå al selskabelighed og hengive sig til læsning, musik, huslige sysler og ridning - kort sagt alt hvad hun vidste, han bedst kunne lide (jf. Brandes op. cit. 471)
padrone, ital. herre, ejer
"Men nu (. . .), jf. variant til A XXVI
Laurer, laurbær
Hellas' Frihed, 1823 sejlede B. til Grækenland for at deltage i uafhængighedskrigen mod tyrkerne. Han støttede grækerne bl. a. m. betydelige pengebeløb
Feberen i Missolonghi, gr. by, hvorfra B. ledede sin del af kampen, og hvor han døde af gigtfeber 1824
I SC's eng. eksemplar af Don Juan læses på titelbladet: har med denne Bog oplevet sine bedste Timer - og det vil dog sige noget. (u.dat.; i familiens eje)
XXIV cit. Ft 38

L

H. Toldberg i Danske Studier (1943) p. 63

Holger Drachmann

M

Pol. 26.1.1908

V

Titlen forsynet m. undertitel: Post festum.
Digtet er dat. Paris, Januar 1908.
III, 1: De paastod i Land, de < Vi dadled som ældre, 212 IX, 2: ? < !
X, 3: et < vort
XI, 3: hvor < Selv; hvor
XI, 3: dugvaad i < i
XI, 4: hvor < selv hvor
XI, 4: mylrende gror < gror

K

H. D. døde 14.1.1908
"Det er (. . .)". Muligvis en allusion til Schack Staffeldts Fragmenter og Embryoner: Det Folk ei ædelt er, som ikke ærer sine Døde (Samlinger til Schack Staffeldts Levned (. . .), udgivne af F. L. Liebenberg. Anden del, 1847, p. 549). En fælles baggrund kan være et klassisk citat
realistiske Attituder, f. eks. i Digte 1872, der er tilegnet Georg Brandes
begede Jyder, jf. viserne i Digte 1872 el. sømandshistorierne i I Storm og Stille (1874)
Lagunen, jf. f. eks. de venezianske digte i Sange ved Havet (1877)
grundige Fyre. Hentydning til Brandeskredsens kritik af HD's nyromantiske værker som f. eks. melodramaet Vølund Smed (1894) m. museportrættet af den skønne, unge valkyrie Hervør-Alvide
Huri, egl. en af de evigtunge skønheder i Muhameds paradis. Overført om en smuk, ung kvinde
sin Kaarde (. . .), cit. fra HD's digt Min Vin - min Kaarde - og min Elskerinde (i Sangenes Bog 1889)
en Skænk (. . .) Som dødsstraf måtte Sokrates tømme et bæger m. skarntydegift
Sandet, urnen er begravet på Skagen, HD's yndede tilholdssted
"Koner i Himlen", i Vølund Smed Bødvilds sidste replik (Har du og Koner i Himlen? - // bi - her er Bud // fra dem paa Jorden) idet hun skyder Vølund, før hun selv dræbes af jætten Svartalf. Vølund løftes op til sin elskede, valkyrien Hervør
str. 11, jf. Øde, s. 120 213 SC's forhold til HD fremgår f. eks. af Pol. 16.4.1931 (kronikken), Fa IV Vers til de døde Mestre (1917) og Blad af en vandrende Ridders Roman i De Unges Bog til Holger Drachmann (i anledning af dennes 50 års fødselsdag 9.10. 1896), optr. JS 74-79

Ingeborg Stuckenberg

M

A NkS 1340, 8°, IX, 45 (udk., bly., 2 slags bl., fra sensommeren 1904, 16 sider)
B NkS 3633, 4°, II, 1, 78 (fragment)
NkS 3633, 4°, II, 1, 79 (udk. til III)
C Sign., rettet renskr., bl., dat. 21.1.1905 Kbhv. Dat. overstreget. Trykforlæg for H. Tilhører Vald. Vedels datter fru Gudrun Bure, Birkerød
D NkS 1340, 8°, V, 25 (notat dat. 12.11.1889)
E NkS 1340, 8°, X, 54 (Betragtning over IS, dat. 11.5. 06: Le lion de Belfort, cit. SC-Ms 10)
F NkS 2174, 2°, II, 4, 13 (Betragtning over IS 9. Juli [,] skrevet den 10. J.[uli, 1912], cit. EF II 118)
G NkS 3633, 4°, IV, 5 (Karakteristik af IS, udat.)
NkS 1770, 2° (udat., usign. afskrift, bl., v. Edith Rode)
H Tilsk. marts 1905, 237. I brev til Vald. Vedel (29.1. 1905; NkS 4978, 4°, IX) nævner SC, at han ændrede titlen til den nuværende a.h.t. VS, der havde undret sig over vennernes tavshed
Optr. Ill. Tid. 26.5.1912, nr. 35, 432 (XII, 3: bliver > blev)
Optr. DS
Overs. t. sv. i: Dansk diktning från Oehlenschläger till Johs. V. Jensen v. Georg Christensen (1924) p. 144-145

V

A Side 1: Ord, udtryk, enkelte str. fortrinsvis samlet omkring nøgleordet Musik
- 2: Udtrykket: Til dine Øjnes Aandemusik. Døden, der ublufærdigt blotter IS's knogler, forbindes 214 med storm, efterår, nat. Desuden noteres kontrasten ml. øjnenes fortvivlende meget overfor det fortvivlende lidt, der siden vil huskes
- 3: Død-liv kontrasten udmøntes forsøgsvis i to, næsten identiske, str. (bl.)
- 4: 8 l. (bl.) omkr. efterårsnaturbilledet
- 5: 3 næsten identiske strofeudk. til den endelige versions 1. str. (bl.)
- 6: a. 3 næsten identiske strofeudk. til den endelige versions 1. str. (bl.)
b. Dødsbilledet (fra s. 3) (1 str.) forbindes m. naturbilledet (fra s. 4) (2 str., bl.)
- 7: Nøgleudtrykket (s. 2) forbindes m. naturbilledet (bl.)
- 8: Kontrasten fra s. 2 (meget > < lidt) knyttes som karakteristik til skikkelsen, der nu placeres i efterårsomgivelserne (Alléen)
Karakteristikken uddybes (det lyse, festlige v. skikkelsen) (bly.)
- 9: Tilløb fra s. 8 samles i én str. (bly.), der renskrives (bl.) ~ til den endelige versions str. 2
- 10: 1. str. (bly.): variant over endelige versions 1. str.
3 l. (bl.) over digtets nøgleudtryk
- 11: 4 l. (bl.) over øjnenes kamp mod trolde
1 l. (bl.), som ikke senere bruges
- 12: 1 str. (bl.) over nøgleudtrykket
- 13: 2 1. + varianter, der samles i en str. ~ den endelige versions str. 8 (bl.)
- 14: 1 rettet str. + 3 l. + 2 × 3 l. (bl.) om IS's
Døtre paa tyve Aar ~ den endelige versions str. 6)
- 15: 2 l. (bl.), som ikke senere kommer til anvendelse
En side revet ud af notesbogen
- 16: 3 l. (bl.) om det uhørlige Tonefølge 215 2 str. (bl., rettet):
Dit Sjæleliv trodser de andres Norm.
/var. Slig Aandighed er hos andre abnorm
Veninde, og Spottere
/var. Tvivlere tror at spore
at Længsler saa overmenneskelig store
maa sprænge al legemlig Form
(Som varianter til l. 3: Længsler har ms.:
Drømme/Evner/Syner/Savn)

Du er vel en Kvinde - dog ligner du mest
en Genlyd, en sælsom Rytme, et Billed
en [?:] Pauke, paa hvilken Gud Pan har spillet
til Undren for Folket, som Folk er flest

2 × 2 l. (bl.) om Slotte i Solen og Maanen og stjerneklipperiet
B Renskr. af I og II. Alle verber står i præsens
I, 2: vi < jeg
II, 3: stort < d. s. < bespændt
udk. til IX og X
C Titlen < d. s. < Erindring
IV, 1: du < du (+ H)
V, 4: vilde < d. s. < kunde
VI, 4: af usigelig < d. s. < fra en hellig
VIII, 2: vinde < d. s. < gribe
X, 4: blod (. . .) < d. s. < [?:] sol (. . .)
XI, 4: < d. s. < et Blik (< en Vilje) er bristet - en Aandemusik. Digtet er tænkt afsluttet her, men datering og signatur streges over og str. XII tilføjes
XII, 4: linien er fremkommet på den måde, at ordet Aandemusik bliver stående fra den oprindelige linie: . . . et Navn, der hviskes som Aandemusik og som ændres til kun. Dernæst signeret digtet
D Fru Stuckenberg . . .
Et Talent som vil fordybe sig i Tingen[?:e] og ikke kender til Hast, hvilket følger af en stor Tro paa 216 San[d]hedens Værdi i Literaturen. Som Skribent en Verden for sig af unge Piger som de bedste i det velhavende København, hverken flanede eller vulgære - alvorlige, lidt spinkle unge Skabninger, hvis Hjærne grubler over en Mængde Spørgsmaal vi andre knapt kan ane, og afgør dem med en egen ungdommelig, modig Beskhed, som er selvtænkt, ræd for alt Ortodoxi, kvindelig mefistofelisk. Nydelig ved sin Fantasi, der er klar og lunefuld som et indlagt Arbejde af lyse, ædle Træsorter, mild og sørgmodig med Ord for Sjælens blondeste Véer ([?:] Chanseuse)
Hun tegner pastelagtige Situationer [,] Scener fra sin ny Verden, som forundrer og gør nysgærrig. Men det staar stille uden bevægende Liv. Hun skriver ud fra sin kvindelig negative Aand, sin beske Sandhedsstræben, livsbange og aandsmodig - nænsom over den Drøm, som var hendes første. Et beskrivende Talent, som ikke vil faa Hast og [?:] tagende Magt, uden hun lærer at attraa, storme og lide. Ak hun har vist lidt nok . . . men det lykkelige frie Mod under Lidelsen?
Men der kan frygtes, om hun taaler en stærkere Luft.
Hun er for god, altfor god til denne Verden.
Jeg kan huske hende som en hed Champagne fra den første Tid, jeg endnu ikke havde en Rabelaisk Sans for vulga. Vi har talt utrættelig hele Aftener.
Det er saa vigtigt her, at de rette Mennesker træffer hinanden i Tide. Jeg har svagt været forelsket i hende. (Men hun >) Hun dæmoniserer (mig > ÷ ) ikke.
E Mens jeg i det grønne Foraar sad og betragtede den broncebrune Belfortløve, kom et Halmlæs forbi - et af disse uhyre franske Halmlæs, der maaske kunde fylde en Herregaardslade og faar én til at tænke paa gamle Malerier af idylliske Høstoptrin.
Da Læsset kom forbi Løven, skjulte det den næsten. Kun Hovedet stak op over Halmen som et stort Kattehoved, der lurede efter Mus. Og da Løven atter viste 217 sig, hændte det latterlige, at den virkelig lignede en stor, vagtsom Gaardkat.
Det var kun et Øjeblik - en Pudsighed, som ikke vilde more nogen anden.
Jeg tænkte paa Ingeborg Stuckenberg. Hun som nu er død, hun vilde have frydet sig derover. Og Albert Gottschalk vilde have godtet sig over denne Oberländer.
- - -
De er døde. Og mange andre er døde. Den idylliske Hjærtensuskyldighed hos de Venner, med hvem man en Gang havde saa meget tilfælles, lever vel hos andre. Men den Skæmt, hvorom vi var fælles, den livsfrodige Fortrolighed (og selvfølgelige Forstaaelse), hvormed vi behandlede stort og smaat og i Nødsfald vendte op og ned paa Tingene, er ikke mere at finde hos nogen.
Saaledes dør man selv langsomt - sammen med sine Ungdomsvenner. - Og de underlige Kumpaner, der turde trække Løven i Halen og kalde den en Kat, er ikke mere.
F I alt væsentligt korrekt citeret. Optegnelsen afsluttes:
De Ingeborg nil nisi bene!
Smst. læses: [overgangen gået tabt] lagret Betænksomhed, og en sikker Udtryksmaade, som havde hun allerede diskuteret Spørgsmaalet med selve det filosofiske Fakultet. Jeg maatte gaa af Vejen for hendes velovervejede Svar. Hun var ikke blot den duftende Busk, hun havde en Stjærneverden til Horisont.
Jeg sagde til mig selv (uvant med at finde saa megen Omsigt eller Oversigt hos Kvinder, der er yndige) - - - sagde til mig selv: Er det sundt? Er det ikke usundt at Kvinder i Frihed skal befatte sig med saadanne Problemer, som de let kan brænde Fingrene paa? Men jeg maa sige, det saa ikke ud, som om hun brændte Fingrene - hun klarede alt saa nydeligt, tog 218 Tingene fra hinanden og lagde propert hver Ting for sig. Hun var et udmærket selvstændigt Væsen.
G Det er det, der ofte kan gøre os virkelig dunkle: - hvad vil det sige, naar jeg bruger det Udtryk om Fru I.: hun var en af de udvalgte - virkelig en af dem -
Hvis en stor Børsmand - hvilket ikke udelukker, at han kan være en Mand med et fint Hjærte - siger om hende med et berømmende Tonefald
hun var et opvakt Væsen, en brillant Pige - den unge Frue
da begriber man det strax. Der er saa mange brillante Piger af godt Rygte og upaaklagelig Vandel
Men hvis vi hævder, at denne unge Kvinde var en af de udvalgte gør vi os skyldige i Mystik.
Hvilke udvalgte?
En flink Kvinde? En udsøgt flink Kvinde? Eller en Kvinde, der er udsøgt mellem de udsøgte?
Og udsøgt formedelst sit Hjærte eller formedelst sin Forstand? eller for sin Skønhed alene?
En køn Kvinde med godt Hjærte og nogen praktisk Forstand hævder sig altid let mellem de første . . . Ja saaledes var Fru I. en af de udvalgte. (hvis hun var et almindeligt Væsen. [)] Men hun var i højere Forstand udvalgt mellem dem [.] Thi hun hørte til de ualmindelige, og ogsaa der var hun køn, fornuftig og hjærtensgod - hvorved hun hævede sig højt over de fleste ualmindelige.
Hun var hverken almindelig eller ualmindelig. Hun var en af de udvalgte
Det usædvanlige laa ikke i hendes Væsen; thi der var hun jævn, og hun elskede Naturlighed. Det laa i hendes Maade at tænke, at dømme paa, som var saa naturlig storslaaet langt mere end "de jævne naturlige" Menneskers.
- - - - -
Kan du huske en Sommeraften, da vi hentede hende 219 hjem i vor Vogn. Hun sad paa Bukken ved Siden af vor aldrende Farbror (< Onkel)
- - - - -
hvor hun lod Munden løbe med en Frihed [,] ja hun bandede ind imellem men med en kvindelig Frihed, som henrykte os alle
- - - - -
vi elskede hende - hun var et Elitemenneske, én af de udvalgte, - hun var saa tækkelig. Om hun havde stillet sig bag en Disk, paaklædt som en Smørrebrøds-Jomfru, vi vilde dog altid have genkendt Prinsessen. Og hun kunde for Resten have været alt, Dame bag en Disk eller Fyrstinde - det vilde ikke forandre hende det mindste. Og hun vilde med samme Højhed have passet fuldt ud til alle Roller.
Hun var ikke smuk -

K

Ingeborg Stuckenberg, født 6.2.1866, gift 1887-1903 m. forfatteren Viggo Stuckenberg (1863-1905). Ægteparret var venner m. og samlingspunkt for bl. a. SC, Johs. Jørgensen og A. Gottschalk fra slutn. af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Jf. f. eks. Pi II s. 68 o. fl.st. IS forlod 1903 sit hjem og rejste til New Zealand, hvor hun skuffet og fortvivlet endte sine dage 12.8.1904. Se i øvrigt Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans Samtid I (1944) p. 133-140, II p. 143-153 m. henvisninger. I NkS 4978, 4°, IX ses 9 breve fra IS til SC primært fra 1893- 1894. I Acc. 1981/143A ses et hexameterdigt fra SC til IS, optr. bd. IX; brevene fra SC har IS brændt
Cit. Ft 47; 168
VS-SC 78
SC-Ms 8 ff.

L

BHJ 121
Harald Nielsen: Vej og Sti (1916) p. 132
Arne Olsen i Meddelelser fra Dansklærerforeningen okt. 1946
Harry Andersen i Danske Studier (1956) p. 119-121 220 Brorson Fich i Meddelelser fra Dansklærerforeningen (1961) p. 85
Johs. Brøndum-Nielsen: Litterærhistoriske epistler (1960) p. 112
Aage Henriksen: Den erindrende faun (1968) p. 183
F. Brandt-Pedersen: Anvendt metrik (1970) p. 93 ff.
Troels Andersen: Albert Gottschalk (1977) p. 43 ff. m. noter

Herman Bang (1912)

M

NkS 3633, 4°, II, 1, 15 (udk. til XIV-XV)
NkS 3633, 4°, II, 1, 80 (udk. til og renskr. af V)
NkS 3633, 4°, II, 1, 81 (udk. til XIV og XV)
NkS 3633, 4°, II, 1, 82 (udk. til VII)
NkS 3633, 4°, II, 1, 83 (udk. til VI og XII)
NkS 3633, 4°, II, 1, 84 (løse udk.)
NkS 3633, 4°, II, 1, 85 (prosabetragtning over HB's gavmildhed)
NkS 3633, 4°, II, 1, 86 (udk. til VIII-X)
NkS 3633, 4°, II, 1, 87 (udk. til XIII)
NkS 3633, 4°, II, 1, 88 (delvis rettede renskr. af I-V)
II, 6: Spøg og Sorg < Sorg og Spøg < Fritids Vid
V, 2: skabt til at < han burde
NkS 3633, 4°, II, 1, 89 (udk. til IV og delvis til III)
NkS 3633, 4°, II, 1, 90 (udk. til III og IV)
NkS 3633, 4°, II, 1, 91 (prosabetragtning over Bangs Hexeri: hans grandiose Gavmildhed + spredte udkast)
Pol. 2.3.1912
Optr. DS

K

Herman Bang døde 29.1.1912 i USA og blev begravet 2.3. på Vestre Kirkegård
Døvstumgaden (. . .), HB flygtede p. g. a. sin homoseksualitet 1893 fra København i angst for en truende politisag. Han bosatte sig - hjulpet af SC - i rue de l'Abbé de l'Epée (opkaldt efter grundlæggeren af det store døvstummeinstitut, 221 Institution des Sourds-Muets, som ligger smst.) på Hôtel des Américains og fik snart et navn som instruktør af Ibsen og Bjørnson på Théâtre de l'Oeuvre hos Lugné-Poë. Jf. Teatret (februar 1912): Herman Bang i Paris, optr. JS. Se også Dj III Et Rimbrev
hvide Hus, allusion til skildringen af HB's barndomshjem i mindebogen Det hvide Hus (1898)
Adelskab, HB mente - med urette - at kunne føre sin slægt tilbage til Hvidernes berømte æt
Bâal, guddom hos Fønikierne og Kanaaniterne, for en tid også hos Hebræerne; (af)gud
Heliogabal (204-222 e. Kr.), romersk kejser, berygtet for udsvævelser af enhver art. I Haabløse Slægter (1880) II, 5 sammenlignes HB's alter ego Hoff m. H. Jf. også AP 206 og DO 147
19 (fortrinsvis korte) breve fra HB til SC befinder sig NkS 4978, 4°, I; de omtaler primært økonomiske anliggender og oplæsningsaftaler. Ét er adresseret til SC's far og er en anmodning om at forlænge sønnens pariserophold (9.11.1893), ét beskriver familien Topsøe i Paris (spec. Karen T's sindstilstand, jf. Dj III Trøst) for SC i Italien (3.3.1894). Et overraskende forbitret brev fra SC til HB (u. d.) i anledning af fiaskoen m. opførelsen af Ar 1898 ses Acc. 1981/142 62 (1); her gøres HB til "det ondes Princip", og SC fraskriver sig hans venskab. Brevet er dog uafsendt. Som forførerskikkelse er HB portrætteret i FR (figuren Prost); omvendt har HB beskrevet SC og den skandinaviske koloni i Paris julen 1893 i fortællingsfragmentet Helg, Mindebogen 1935 (udg. som ms. v. Ejnar Thomsen). Som (uudgiven) specialopgave i dansk ved Kbh.s univ. har Lise Brinch Petersen skrevet om Sophus Claussen og Herman Bang. Digtermødet i Paris og dets litterære eftervirkninger (1967)
Cit. 130; pariseropholdet 67-68. Se i øvrigt personregistret i E&H

L

Paul V. Rubow: Danske i Paris, II (1938) p. 401-403 222 Kai Friis Møller: Memoirer på høje tid (1960) p. 101-102 Aa. Grønnegaard i Meddelelser fra Dansklærerforeningen 3 (1969) p.184-187
H. Amsinck: Sceneinstruktøren Herman Bang og det franske symbolistiske teater. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 282 (1972)

223

FORKORTELSESLISTE OG BIBLIOGRAFI (1887-1931)

I: Bøger af Sophus Claussen

NA Naturbørn. Digte (1887). 2. opl. i Digte, 1 (1929): Na 2.

UB Unge Bander. Fortælling fra en Købstad. Med et lyrisk Forspil: "Frøken Regnvejr" (1894). 2. udg. (1912): UB 2.

Ki Kitty. Lyrisk Fortælling (1895). 2. opl. (1918): Ki 2.

AP Antonius i Paris (1896). 2. opl. (1918): AP 2.

VA Valfart (1896).

Ar Arbejdersken. Skuespil i tre Akter (1898).

Pi Pilefløjter (1899). 2. opl. (1918): Pi 2. 3. opl. i Digte, 2 (1929): Pi 3.

MK Mellem to Kyster. Fortællinger og Satirer (1899).

By Byen. I: Junker Firkløver. Nutidsroman (1900).

Tr Trefoden (1901).

Mi Mina. Et Digt om Byen (1902).

Dj Djævlerier (1904). 2. opl. i Digte, 3 (1930): Dj 2.

EoF Eroter og Fauner. En Række Digte (1910). 2. opl. (1923).

TE De Thulé à Ecbatane. Poèmes. Traduits du Danois par Guy-Charles Cros. Paris (1910).

DV Danske Vers (1912) 2. opl. i Digte, 4 (1930): DV 2.

FA Fabler (1917). 2. opl. (1918): Fa 2.

SV Samlede Værker I-VII (1918). Tr udeladt.

Lø Løvetandsfnug (1918).

DS Den danske Sommer. Udvalgte digte (1921).

PD Poèmes Danois. Traduits par Guy-Charles Cros. Paris (1922). Anden del består af digtene i TE. Hele udvalget svarer i sin sammensætning til DS.

224

HE Heroica. Nye Digte (1925). 2. opl. (1925): He 2.

TB Titania holdt Bryllup (1927).

Ft Foraarstaler (1927).

HT Hundrede Taels. Med Forfatterens Forord og en Sophus Claussen Bibliografi ved Poul Uttenreitter og Stig Veibel (1927).

FR Fortællingen om Rosen (1927).

Hv Hvededynger (1930).

Oversættelser

AT Atta Troll /H. Heine (1901).