SØSTAD
✂
Omflydt af Hav, med lange lave Kysters
indskaarne Løb, hvor tunge Broer vade,
der hviler, som i Gabet af en Østers
✂
vor By, med dette københavnske flade
ældgamle Navn og sine Pralelysters
og Drømmes dronninglige Østergade.
✂
Fra Barn jeg sér den skæve Stenbro stedse,
en krinklet Gade, Sol paa hvert et Skilt,
og Folk og Stimmel som en Frankfurtsk Messe.
✂
Men naar en Tordenregn sin Sky har spaltet,
hvor strømmer Livet! Vognen ruller mildt
og fornemt, siden Gaden blev asfaltet.
✂
Udkrammet sér man, for en Sværm, som tier,
den Pragt, som her betyder Verdens-Altet,
vor Fragt fra fjerne Øer, Kolonier.
✂
Det var en Juninats Bedrageri;
en Strandvind fylder Gaderne med Gus,
og Byen lugter som et Bageri.
✂
I min Kafé jeg fandt et Stemmebrus,
som, i et lystigt Kandemageri,
med Rusland og med Japan holdt et Hus.
✂
Da jeg nu staar med Rusland og med Japan
paa Østergade, er en Regn brudt løs
paa mangen sildig Lady, mangen Laban!
✂
Hun gaar med Regnskærm, løfter op paa Tøjet,
han efter, som Convoy i Vand og Øs,
med løftet Hat, hun, Hovedet lidt bøjet.
✂
Men lang og rank, mens Regnen drysser frodig,
en Frøken slentrer, med sit lille Smil,
der sér sig om, og ægger haansk og blodig.
✂
Er det en Fisk med sit sterile Gab?
er det en Blomst, med Læber blaa og røde?
Jeg ved ej - Pennen skriver: Torskeflab.
✂
Hun samler Kjolen slapt, og ej hun haster,
det er, som vaded hun med Ridestøvler,
det lille Ladyhoved - - "alle
Laster".
✂
Og ti Skridt borte standser jeg, at søge
en Tanke, som gled fra mig. Uvilkaarlig
udbryder jeg: den babylonske Skøge.
✂
Hun gik, mens Gaden sang for hendes Fødder ...
saa let, saa tung. En skøn og skændig Latter,
der brænder med en Ild fra Jordens Rødder.
✂
I hendes Skridt en Syndens Oldtid laa ...,
som havde disse Skørter gennemvadet
Nilflodens Dynd, med Guldbrokade paa.
✂
Jeg drikker atter Regnens lunkne Draaber
og ænser ej de Kvinder to og to,
der gaar forbi med kækt udslagne Kaaber.
✂
Jeg greb mig i at længes dybt og stumt,
og da jeg har spildt Ord, tit mer end nødigt
paa meget overflødigt, meget dumt,
✂
bør jeg engang vel Sagens Midte finde.
Og sé, mit Hjerte dønner, som en Søstad
i Frihed ventende sin Herskerinde.
✂
Hvad Pynt og Pral dens gamle Gader ejer,
den breder ud, mens ført af friske Vinde
hun lægger sagte ind ved mine Kajer.
✂
Ej Sfinx, ej Dukke, Jættepige, Pusling,
men Medregent for mine Kolonier,
- den sølvgraa Perle i mit Hjertes Musling.