Claussen, Sophus ERINDRING

ERINDRING

Jeg husker hendes blege Smil
og hendes Hænders myge Tag,
hvor ensomt og hvor stolt hun gik
paa vor Berusnings første Dag.

Vi aanded sammen Morgnens Bris
i Høst, og Aftnens brune Ro;
hun holdt sig ved min Side tæt
og traadte let i sine Sko.

Fra hendes Barm, hvor Hjertet slog
og sundt sin Strøm til Kinden gød,
jeg aned svagt en Kvindeduft
- som visne Roser - sær og sød.

De fine Bryn med milde Blik,
den blonde Hud, den unge Favn,
jeg vidste mit med hellig Skræk,
og som et Hjem var hendes Navn.

Hun ligned Solens zarte Skin,
der gør Oktoberdagen lun,
og svøbte mig i Ømhed ind
som i en Pels af Edderdun.

Saa svandt da Høsten; Vinterdøgn
drog graa, som Skyer over os.
Men jeg bar Panden højt og sang
med Foraarsblod og munter Trods.

113

Hun fulgte kun med vege Skridt,
og tit føg til med Sne mit Spor;
hun stod og vinked efter mig
fra Grænsen af sin Fædrejord.

Hvor strengt vi stred, saa véd jeg nu:
ej dumt jeg gav min bedste Vin;
thi hun har grædt og ene tænkt
at modnes for at blive min.

Jeg véd, at hun har vogtet angst
paa, hvad hos mig hun ej forstod,
og haft sin Nød af al min Tvivl,
som ej hun vidste Raad imod.

Hun sad hos mig, da jeg var syg;
og som jeg klaged vor Fortræd,
hun virred med sit Hoved tavs
og saa paa sine Sko og græd.

Hun var som Foraar i April,
som Dagen, der er ved at gry
- da vild af hendes Vaar og Sol
jeg sled mig løs og drog af By.