ERINDRING

✂ Jeg husker hendes blege Smil
og hendes Hænders myge Tag,
hvor ensomt og hvor stolt hun gik
paa vor Berusnings første Dag.

✂ Vi aanded sammen Morgnens Bris
i Høst, og Aftnens brune Ro;
hun holdt sig ved min Side tæt
og traadte let i sine Sko.

✂ Fra hendes Barm, hvor Hjertet slog
og sundt sin Strøm til Kinden gød,
jeg aned svagt en Kvindeduft
- som visne Roser - sær og sød.

✂ De fine Bryn med milde Blik,
den blonde Hud, den unge Favn,
jeg vidste mit med hellig Skræk,
og som et Hjem var hendes Navn.

✂ Hun ligned Solens zarte Skin,
der gør Oktoberdagen lun,
og svøbte mig i Ømhed ind
som i en Pels af Edderdun.

✂ Saa svandt da Høsten; Vinterdøgn
drog graa, som Skyer over os.
Men jeg bar Panden højt og sang
med Foraarsblod og munter Trods.

✂ Hun fulgte kun med vege Skridt,
og tit føg til med Sne mit Spor;
hun stod og vinked efter mig
fra Grænsen af sin Fædrejord.

✂ Hvor strengt vi stred, saa véd jeg nu:
ej dumt jeg gav min bedste Vin;
thi hun har grædt og ene tænkt
at modnes for at blive min.

✂ Jeg véd, at hun har vogtet angst
paa, hvad hos mig hun ej forstod,
og haft sin Nød af al min Tvivl,
som ej hun vidste Raad imod.

✂ Hun sad hos mig, da jeg var syg;
og som jeg klaged vor Fortræd,
hun virred med sit Hoved tavs
og saa paa sine Sko og græd.

✂ Hun var som Foraar i April,
som Dagen, der er ved at gry
- da vild af hendes Vaar og Sol
jeg sled mig løs og drog af By.