✂
Jeg véd et Sted et Frugttræ, som visner uden Frugt.
Det blomstrer vel hver Pinse for Vaarens Aasyn smukt,
men Blomsterne skal bæres tre fulde Døgn i Flugt.
✂
Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt;
det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt.
Tre Døgn, tre fulde Nætter - -
- man finder dem ej nemt.
✂
Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Hverdag midt i Ugen i léret Arbejdsvogn.
Og Kusk paa Agebrædtet var Solen, som sov.
✂
Da saa man bag et Gitter et Frugttræ, Busk endnu,
som aldrig havde baaret og stod med tænksom Mund;
dér vilde Vaaren klække en lille Frugtblomst ud.
✂
Og Vaar med Sol i Følge, to grove Gartnere,
brød ind blandt stive Sirtrærs bestandig grønne Adel
til dette ene Frugttræ, til dette Liv i Dvale.
✂
Den første Dag de aanded paa Træet, skød det Knop,
den anden Dag de kyssed det, og Knoppen luktes op.
Den tredje Aften hang der en lille, venlig Blomst.
✂
Saa sagde Vaar til Solen: "Endnu kun denne Nat,
og selv de golde Steder skal eje Livets Skat!"
Imidlertid kom Natten, - da staar hver Busk
forladt.
✂
Imidlertid kom Natten, den farefulde Stund,
og det er skét, at Træet betroed Havens Hund:
"Nu maa jeg kysse Vaaren, da blir min Livsfrugt
sund!"
✂
Men Hunden, som aad Græs og som drev sit kaade Spil,
sprang til og snapped Blomsten, skønt Blomsten selv ej vil.
Det lille Frugttræ tænkte: Ih gik det saadan til!
✂
(Har Hunden taget Blomsten, er der jo intet Raad.
Men Sol og Foraar lover sig selv: til næste Aar
at gøre Træet større, saa Hunden ej kan naa.)
✂
Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Søndag, Aaret efter, bekvemt i Wienervogn.
Og højt paa Bukken troned den lysvaagne Sol.
✂
Det var den samme Gartner endskønt i Søndagspuds:
man husker sligt et Frugttræ, som stod med tænksom Mund;
man elsker det af Hjerte, og man pudser paa sin Kusk.
✂
De rørte Træets Hjerte: der brød tre Knopper frem,
tre milde hvide Blomster (og Vaar og Træ var Venner),
den tredje Aften smilte de som viltre Pigetænder.
✂
En Kat krøb op paa Grenen og tog hver Blomst, der hængte.
Det var en dejlig Majnat. Træet sov ind og tænkte:
Nu gad jeg nok i Morgen sé Vaarens lange Næse!
✂
(Har Katten taget Blomsterne, saa er de Grene tomme.
Men Sol og Foraar lover, saa snart et Aar er omme,
et saadant Væld af Blomster, Katten ej kan overkomme.)
✂
Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
for tredje Gang med Firspand for sin kejserlige Vogn
henrullende langs Æthren. Oprejst stod Kusken: Sol.
✂
Der flagred Silkevimpler og Baand for Luftens Luner.
Bagved gik Østenvinden, men den var slaaet sammen.
Foran fløj Vestenvinden med blinkende Basuner.
✂
De kyssed Træets Krone, de vækkede dets Ungdom,
der stod det fuldt af Alvor med alle Grene hvide,
hver Drøm i Træets Hjerte, hver Sorg, hvert Smil blev
Blomster.
✂
Og alle disse Blomster, den lange tredje Dag,
de aabned deres Læber i hellig Tørst og Hunger
og spiste Sol og Vaar med sultne Støvvejstunger.
✂
De smilte ned til Hunden: "Du kan nok ikke naa
os."
Og midt i alt det hvide, den hvide Kat blev bange;
det ringed den for Øret: "Nu er vi nok for
mange!"
✂
Men den Gang Natten bredte sig, og Solen længst var nede,
kom Rædsel over Træet, det hvisked kold af Vrede:
"Ak jeg, som er et Sirtræ, vil ej modnes her
alene!"
✂
Det kaldte alle Aander i Luft, i Vand, i Jord.
Det rysted sine Grene i Vanvid og besvor.
Det var et mægtigt Hærværk - ved Dag stod Træet
goldt.
✂
Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt.
Det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt,
tre Døgn, tre fulde Nætter - man finder dem ej
nemt.
✂
Da Vaaren kom ved Daggry og saa sit Frugttræ staa
med ganske bøjet Hoved uden Blomster i Haar,
da gød han over Træet sit Hjerte ud i Graad:
✂
"Det skønne Træ! tre Nætter, tre Nætter kun i
Fred!
da var det fyldt med Livet og fanged mer ej Mén.
Det er en Sorg for Jorden og et Tab for
Evighed."
✂
"Hm," sagde Solen rolig.
"Her har nok været Trold,
jeg kender Herskabshaverne, det er forhekset
Jord."
Men Vaaren vinked stille, og Østenvinden kom.
✂
Han bød at fælde Træet. Men Vestenvinden kom:
"Vær ikke ond mod Træet, det Træ, du synes om.
Men lad os læse over det, og bind det om for Trold.
✂
"Vær mild mod det, du elsker, som Gud er mod det
skabte,
han finder ingen Gengæld, han giver gerne alt!"
Saa læste de for Træet mod Trolddom og bandt.
✂
De Trylleord, de læste, er selve denne Fabel.
"Det onde Træ" er Navnet, som Østens
Vind har kaldt den,
- men det er Vestenvinden, som her nu har fortalt
den.
EFTERSKRIFT
til Allegorien om Vaaren og Træet
✂
Hvad var vel dette Frugttræ, der blomstrer uden Frugt?
Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt,
jeg skrev om en Veninde, der mangled Kærlighed,
en blomstersmykket Grav, som var fyldt med Dødens Lugt.
✂
Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt.
Jeg tænkte paa mit eget Folk, som mangler Kærlighed.
Jeg beder Vaar og Vinde: bring flere Blomster hid!
lad vor Veninde kende sin Besøgelses Tid!