XII · EPILOG

✂ Vi digter ingen Hymne til Minas brune Haar,
hvor sød hun ogsaa er, hvor kaad og sprælsk er;
hun hører til de Kvinder, hvis Hjærte ene slaar
for smukke Klæder og en fyrig Elsker.

✂ Vi digter denne Hymne til Forvandlingens Lov,
til Kræfterne, som uophørlig skifte,
der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,
Naturens evig muntre Mangegifte.

✂ Min Vogn drog tungt i Dun-Regn, hvor Kysten gik stejl
af lyse, lange Dønningrækker gnavet,
hvor grønne Baade bruste for spændte Lærredssejl.
Jeg saa' en Jomfru stige op af Havet.

✂ Hun hvirvled som en Støtte fra Søens Fraad og Salt,
og som en Bølge over Sand hun skylled;
der stod hun frisk og vaad - hendes Bryst, som steg,
som faldt,
hendes Skulder, Arm og Fod var utilhyllet.

✂ Og hvid og venlig smilte hun, lette som Skum
fløj hendes Skridt i Pige-sveje Lænder.
Hun slængte sig med Brisen omkring min Hals -
men Rum,
kun Duft og Rum blev hun i mine Hænder.

✂ "Farvel nu blege Flane af Brise og Skum!
højhalset, fin og ærbar er min kære:
166 hun kysser saa landfast, saa højtidsfuld og stum
blandt Sand og Græs og Plankers brune Tjære."