Claussen, Sophus Naturbørn

Sophus Claussen:

Naturbørn.
Digte.

24

Naturbørn indeholder: [I] Naturbørn. [II] blank. [III] Naturbørn. Digte af Sophus Claussen. København. I Kommission hos C. A. Reitzel. Fr. Bagges Bogtrykkeri. 1887. [IV] blank. [V-VI] Indhold. 1-140 tekst. 115-16 er deltitelblad for Til alle.

Omslaget er lyst rødtonet med rødbrun tekst. På bagsiden Fr. Bagges Bogtrykkeri, St. Kongensgade 75. Kjøbenhavn K. Format 175×130 mm.

25

DØGNDRØMME

Und du, du Menschen-Schifflein dort,
Fahr' immer, immer zu!

Goethe

Hvad blev der tilbage, som Tiden randt,
som Luftslot-Buerne sprængtes og svandt?

Nu er det Vaar, mod det straalende blaa
gyldengrønt Træerne knoppede staa.

Lidt Hede, og nu hænger Bladene dødt;
snart skal de spragles med Efteraarsrødt.

- Sommer og Vinter, Høst og Vaar!
Kan Lykken fængsles - se Tiden gaar ...?

Hav, kun Hav, uden dvælende Trøst;
Døgndrømme, Døgndrømme, bring mig en Kyst!

Nej, borte er Drømme, borte er Dage.
Jeg kan ikke standse, maa stadig drage ...

Sus hen da, Bølger i Tidens Rum!
Jeg fanger Jer Pragt, mens I løses til Skum.

6. Mai 1887
26

JEG SYNTES -

Jeg syntes, i en Baad jeg lod glide
ad Flodens Strøm ud mod det vage, vide.
Der skinned Søndagssol, og Blomsterkæder
bekransed begge Bredder, mens en Hær
af glade Mennesker i Sommerklæder
stod mylrende og vinked fjærnt og nær.

Og Kvinder stod der, baade bly og kække;
jeg syntes, blot jeg skulde Haanden strække!
jeg syntes, fik jeg bare Modet samlet,
fik vovet! ... vilde Lykken være tro.
Forskræmt og ung jeg op paa Toften famled!
En Haand blev rakt mig - Baaden rummed to.

Hun sad saa frisk, saa net i Søndagsstadsen
og smilte overgivent til Sejladsen.
Jeg var en tankefuld, forelsket Fange,
som tavs mig hælded over Baadens Rand.
Hun lo og nynned kaad al Verdens Sange,
og ved den næste Bro sprang hun i Land.

Og atter gled jeg mod det fjærne vage.
Jeg sad en Stund og stirrede tilbage.
Og Himlen skyedes, jeg frøs og sitred,
jeg følte det, som om min Ild gik ud,
jeg følte, som om Nerverne forvitred,
og jeg sad énsom, haabløs, uden Gud.

27

Det falmede omkring mig: Blomsterkæder
og Søndagssol og Smil og Sommerklæder.
Jeg lod det bort for mine Øjne svømme,
jeg kunde ikke gribe, var ej fri.
Det kaldte ofte blidt i mine Drømme,
men naar jeg vaagned, var det langt forbi.

Det svømmed bort. Jeg bar jo Slægtens Mærke:
her staar vi frejdige og drømmestærke,
her staar vi med vor Lykketrang og haaber,
at alt skal gives af sig selv en Dag.
Men Sejrens Guddom flaner ej med Taaber,
som tror at kunne vinde uden Slag.

- Og se, som dette Myller bag mig døde,
jeg sejled dog en Lykkehavn i Møde.
Jeg havde drømt med egen Lov at eje
min egen Lykke ved min egen Strid;
- jeg fulgte Strømmens brede Bølgeleje
og takker Strømmen, at jeg naaed did.

Dog du skal ingen takke, men besejre
dit bange Sind og lære dig at fejre
din egen Fest - ja, lær at triumfere!
Og held dig, glade Ungdom, om du fik
af Følelsernes klare Jævnhed mere
og mere Handlingernes Romantik.

28

KAN DU DRØMME MED MIG?

Kan du drømme med mig
til en Lykke dig ind
uden Sten paa vor Vej,
uden Tvivl i vort Sind,
hvor ej Døre i Laas mod den skrigende Flok
er behov, vil vi ene os stænge;
ti om nogen sig ind vilde trænge,
var han ikke for os, ti vi selv var os nok.

Kan du drømme os ind
i en stjærneklar Nat
med en legende Vind
i det slumrende Krat
mellem Ungskov og Bøge beskærmede tæt,
hvor et Sted i de dugslørte Blade
af en Drossel vi faar Serenade,
mens drilagtige Myg vil omsvirre os let.

Kan du drømme dig ind
i en Salighedsstund,
hvor med Kind imod Kind
og med Mund imod Mund
vi har favnet os hen i en eneste Tro
paa vor Ungdom, vor Elskov, vor Lykke ...?
- Paa en Sandhed vi da kunne bygge,
ti en Drøm vinder Liv, naar den drømmes af to.

9.6. 84
29

DU SOM EN LILLE KATTEKILLING ER...

Du som en lille Kattekilling er, du kaade Barn,
som altfor sød og altfor tilbedt er,
- en lille, lystig Kattekilling, der
mig arme Djævel triller, som jeg var et Nøgle Garn.

Jeg mellem dine Poter ruller viljeløs omkring,
som Regnbu'farver skifter dit Humør.
Jeg snurrer, til jeg bliver ganske ør
og ikke længer tænke kan paa nogen Verdens Ting.

Og hvis de bitte, bløde Poter ej faar rigtig fat,
saa griber mig de fine, spidse Klør.
Men allersortest bliver mit Humør,
naar andre Nøgler rent gør tummelumsk min kælne Kat.

30

VAAR I VINTER

Oktobers blege Sol er svunden hen,
og rundtom ligger Vinteren paa Lur.
Naturen falmer, og det fryser, men
i dig jeg har en vaarfrisk, varm Natur.

Saa smuk, saa svulmende og ung du staar,
mens Jorden rundt omkring er kold og død.
Og i din Nærhed føler jeg en Vaar
og ildnes som af Foraarssolens Glød.

Mens over alt den første Sne i Nat
har bredt sin bløde, glimmerhvide Pragt,
du, som var uberørt som Sneen, Skat!
har første Gang tæt til mit Bryst dig lagt.

31

DÆMRING

Det var ved Daggry. Vaagen
jeg hviled i din Arm,
mens sølvgraa Lysnings-Taagen
flød ind i Vindvets Karm.
I Søvnen end du lukked
de fine Øjelaag,
og ganske let du sukked,
hver Gang du Vejret drog.

I Haarets Mørke segned
dit Hoved blødt og træt,
sig Barmen bølgetegned
ved dine Aandedræt;
og læmpelig til Side
de bløde Tæpper gled,
forraadende din hvide,
din unge Herlighed.

Af Dæmringsvæv beskinnet,
saa færdigt og saa støbt
dit Legem laa, i Linned
til over Hoften svøbt,
med Benene saa slanke
og yppigrunde dog,
en Billedhuggers Tanke,
før han sin Mejsel tog-

32

saa hvide, silkebløde,
skønt formede saa fast,
og lysende i Møde,
som var det Alabast,
mens bagved Huden inde
en Strøm af Liv der flød,
som svagt lod gennemskinne
sin gyldenbrune Glød. -

Mens Gryet blaakoldt lyste,
saa tyst og varm du laa,
indtil du isnet gyste
og aabned Øjet saa.
Du saa' dig om forskrækket,
blev vâr mit stumme Spil
og kyssed mig og dækked
dig atter hurtig til.

10. 4. 85
33

HVER MORGEN, NAAR JEG VAAGNER

Jeg skotter til min Rude,
hver Morgen naar jeg vaagner,
og ser, hvordan det grønnes
det Træ, som staar derude.
Hvordan de lyse, spæde
smaa Knopper have strakt sig,
jeg mærker til min Glæde,
hver Morgen naar jeg vaagner.

Og naar de grønne Blade,
en Morgen naar jeg vaagner,
med frisk, lyksalig Fylde
i Solens Em sig bade,
da vil jeg mer ej klage,
men skrive: du skal komme!
jeg ønsker dig tilbage,
hver Morgen naar jeg vaagner.

Og ved det vakte Minde
din Længsel atter vaagner,
af gamle Drømmes Aske
sig Foraars Ranker vinde.
Du husker, du har svoret ...
du husker Skovens Tykning ...
Der ligger Brev paa Bordet,
en Morgen naar jeg vaagner.

34

SAGTELIG . . .

Sagtelig, sagtelig Timer glide
her ved din Side
i duftende Eng.
Fuglene kvidre, mens Larmen forstummer;
stille om Majløvets Hæng
Mygget i Aftenens Solglans summer.

Sagtelig Øjnene vil jeg lukke,
lade mig vugge
i elskende Drøm.
Om mig din Arm saa buttet og liden
ligger beskyttende øm.
Sagtelig, sagtelig glider Tiden ...

35

Hun stille og med Anger mit lange Opgør hørte,
til Dampsporvognen ankom, og vi steg ind og kørte.

Hun sad, som var hun Sorgen i Skikkelse som Kvinde,
dog til et Ord hun kunde sig ikke overvinde.

Og vi var halv Vejs komne, min Ro jeg næsten misted;
da ydmyg og stilfærdig sin Arm i min hun listed -

og hvisked et og andet om Vind og Blæst og Kulde,
som hendes Trang til Varme hos mig forklare skulde.

Da vi tilsidst os maatte formaliter forsone,
hun loved mig at være en artig, lille Kone.

20. 5. 85
36

PAA STRANDVEJEN

Da vi til Aften spiste i Skoven, Skæbnen vilde,
at det ej ret os smagte, og hun befandt sig ilde.

Og mens vi gennem Skoven til Strandvejen spasérte,
saa saâ hun i vort Forhold det slette og forkerte.

Hun talte om sin Stolthed, som var saa let at krænke,
og hvad om hint og dette vel Verden maatte tænke!

Og hun var bleven hæftig, forinden hun blev færdig.
Til Strandvejen vi naaed', og jeg begyndte værdig ...

Og mens i Aftnens Stilhed der hørtes fjærne Toner,
og Linde stod og drømte med deres lyse Kroner -

mens langs den tavse, hvide Chaussé vi traf paa somme
med Bøgegrene ventende paa Dampsporvognens Komme -

og medens Oldenborrer forbi os hastig svirred,
- saa talte jeg alvorlig, mens let min Stemme dirred.

Jeg talte fast og rolig. End grubler jeg bestandig,
hvorledes dog min Stemme blev saa sonor og mandig.

Skønt jeg var streng og fattet, var mine Ord ej bitre;
det gav en egen Rhythme, at Stemmen kunde sitre.

Og under al min Talen saa gik hun ved min Side;
jeg mærked Trodsen over i tænksom Tavshed glide.

37

SENT HJEM

Jeg slentred ind ad Porten,
da Gaardens Haner gol.
Paa Straatags Mosset skinned
den kære, gyldne Sol.

I Gaardens køle Dugluft
stod der et Hvedehæs;
fra Vognrums Stænget dufted
det sødt af Hø og Græs.

Jeg kiged gennem Ruden
ind til min tomme Seng
og drev saa gennem Haven
ud paa en Kløvereng,

hvor Morgensolen dryssed
fra Himmelluft sit Guld
ned paa en Mark, af Perler
og Diamanter fuld.

En Pige sad derude
og malked sine Kør.
De stirred, som om aldrig
de havde set mig før ...

Jeg slængte mig i Kløvret,
hvor Duggens Draaber flød,
og kvæged i dets Svalhed
Kindens og Pandens Glød.

38

Og i det vaade grønne,
mens Solen skinned varm,
sov jeg igen og drømte
mig ved din unge Barm.

39

KÆRLIGHED

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta'r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.

40

BAGEFTER

En kølig Aften sidder jeg paa Bænken
aléne her, hvor grønne Bøge kranser
sig dunkle rundt om Kærets flade Rand,
mens Regnen lig en Myggesværm, der danser,
saa fin sig sænker
og bryder Fladen paa det stille Vand.

Her satte jeg mig og faldt hen i Tanker
I Grunden vented jeg nok én og anden,
men denne én og anden kom nok ej.
Mit Blik fortabte sig i Taageranden
om Skovens Toppe,
og mine Drømme tog end længre Vej.

Jeg tænkte paa, at nu jeg sad aléne,
og husked paa en Gang, jeg nogen ejed,
en anden Gang, den Tid er svunden hen.
Hvert uskønt Træk imedens er bortfejet;
i min Erindring
vemodig staar det bedste kun igen.

At have aldrig nydt og aldrig levet
maa være tungt, dog ved jeg noget værre:
at have nydt sin Lykke altfor lidt,
at have været over Glæden Herre
og have spildt den,
bekymringsfuld for alt undtagen ét.

41

Tit drømmer jeg endnu de gamle Drømme
og ønsker mig den gamle Tid tilbage,
dog vingestækt er mine Længslers Flok.
Men jeg har lært paa Lykken ej at klage;
- ej vil jeg angre
at have elsket og ej elsket nok ...

Jeg rejser mig fra Bænken, hvor jeg vented.
Se Taageregnen al Ting blødt tilslører
og bryder Fladen paa det stille Vand.
I Krattet inde ingen Fugl sig rører;
kun tavse Bøge
staa dryppende af Regn ved Kærets Rand.

85
42

EN STORMDRØM DER GAAR ...

En Stormdrøm der gaar gennem Verden,
det bølger som Rugen i Blæst.
Jeg har ingen Storm i mit Indre,
jeg ligger og drømmer i Mag.

Jeg kan for et Vindstød ej flyve
- en spændig og fjederlet Bold.
Nu ligger jeg sunken til Jorden
som Stenen, saa tung og saa kold.

Jeg én Gang har fablet om Lykke,
jeg én Gang har mistet min Ro.
Nu gider jeg Foden ej flytte,
nu haaber jeg uden at tro.

Jeg kan ikke bryde min Dvale.
Ja kunde jeg elske en Gang!
Men hun er slet ikke at finde.
Jeg fordrer saa meget, saa stort.

En Stormdrøm der gaar gennem Verden.
Ja kunde den blive til Storm,
til Kamp for den Sag, som jeg elsker,
saa fik jeg vel Vind i mit Sejl.

Men Stormen løjer og løjer,
som Dagene sindige gaa,
og Kampen for Frihed ej kommer.
- Jeg selv, kommer jeg heller ej?

21.11.85
43

MESSALINA

O Messalina med det stolte Hoved!
de rige, hæftigskaarne Læbers Tale
har brudt, hvad to Kærminde-Øjne loved.

Mens hele Byen stod i dyb Fortabning
og vented Prinsens og Prinsessens Indtog,
jeg saa' kun denne dronningsikre Skabning.

Den strenge Pande lyste mellem Haaret,
som brunt den kransed; Næsen dristig lige,
og Hovedet saa kækt paa Halsen baaret.

Jeg saa', hvor Barmen aanded trodsigsvimmel,
hvor stærk, hvor rank hun sig i Hoften hviled
- aa blot at naa en Søm af Kaaben, Himmel!

Hvert Ansigt, som var længselssvagt forvisket,
flød prægløst ud for dette fattet vilde,
der skarpt og yppigt ængsted og forfrisked!

Og hver Gang Drømme-Blikket paa mig stirred,
det var, som hver en Nerve i mig dirred,
og jeg slog Øjet ned og stod forvirret.

"Bliv ikke vred!" - jeg voved - "Hvad jeg vil Dem,
fortjener ingen Vrede." Stemmen skælved.
Hun svared: "Jeg vil ikke tale til Dem."

44

- Hvorfor foragter De, hvem De ej kender?
Ak Messalina, De er altfor grusom.
O vidste De, hvor Blodet i mig brænder!

45

FOR GOD!

I København og Valby
findes ej sødere Pige;
saa kan de ærbare Damer
skinsyg-befippede skrige!

Spankende frank og alene
det tyve Aars Legem hun retter,
bevidst om sit Værd for en kyndig
Beundring af snævre Korsetter.

De underlig forskende Øjne
er bundløse, mørkblaa Himle,
hvor guddomtrodsende Engle
ud over Afgrunden svimle.

Med Nakken kastet tilbage
og Læberne presset sammen
og med disse forskende Øjne
- hvem gør hun ej hed i Kammen?

Der er noget ynksom-godmodigt
ved Hovedets hele Vane
at le til den klodsede Ungdom,
som altid skal gaa og glane,

den smagløse, støjende Ungdom,
der fordrer saa broget en Scene
og ikke forstaar at vurdére
som hun det fornødne éne.

46

Mod en hovmodig Fløs kan hun vise
en Haan, som du ikke begriber.
Men synes hun om dig, kan hænde
at straks hun i Armen dig kniber.

Saa vil eders Sjæle befjedres
af smaa, poétiske Vinger.
Hun hvisker saa sirlig: "jeg elsker,"
som om hun kyssed paa Finger.

- Det énlige Væsen! hvem dadler
at ej hun for Ensomhed skabtes
og ikke har Udsigt i andet
Paradis end de fortabtes?

De altidærbare Damer
kan harmopblussende skænde!
- jeg vil sige, hun synes mig næsten
for god til en Verden som denne.

47

KÆRLIGHEDS PROGRAM

Foran hendes Fødder
paa Skamlen jeg sidder
i Skumringens Timer
- en andagtsfuld Ridder.

Hør Droskerne rulle,
hør Sporvogne klingre!
Jeg lytter og kysser
de mælkhvide Fingre.

En svævende Lysstrøm
fra Lygten der nede
forsøger en Klarhed
om hende at brede.

Hvor stolt, distingvéret
er Hovedets Holdning,
hvor himmelsk letfærdig
dog Læbernes Foldning!

Imod hendes Knæer
paa Armene hvilet
jeg ser noget adspredt
i Blikket og Smilet -

det Smil, som sig viser,
imedens jeg taler
om Kærligheds Drømme
og Skuffelsens Kvaler:

48

"... jeg hader den Verdens-
afhængige, trælske,
poétisk forskønnende
Maade at elske.

"Ved festklædte Løgne
jeg lédes og Fraser,
bort vil jeg slænge
de Maskebals Laser.

"De er saa naturlig,
saa prægtig fordærvet,
med Floskel-Foragten,
som De har erhværvet!

"Fortæl, kan De elske?
forstaar De: oprigtig,
af selvstændig Higen?
ej naadig, ej pligtig -

"og skænke et Hjærte,
ej Digternes Løgne?
O tror De?" - Jeg ser i
to glimtende Øjne.

Hun slaar om min Nakke
de fløjlbløde Hænder,
saa kælne! Og Kysset,
hvornaar mon det ender?

49

SOLNEDGANG

- mir frösteln die Gedärme!

Heine

Af Solens henflagrende Straaler
en Guldglans er lagt over Haven:
paa Gruset, paa Græsset i Plænen
og Blomsternes brogede Skaaler.
De bristende Lys-Blikke maaler
det skælvende Vand i Fontænen.

Og bag Lysthusets Tremmeværk danser
der Sol om en gulklædt Kvinde,
som hviler sig slank i hver Bøjning
med Barmen spændt blank som et Panser,
saa trofast, med drømmende Sanser
paa Lur i hver Leddenes Føjning.

Men Skyggerne mere sig strækker,
og Solen forsvinder bag Hækken,
den guldgule Farvepragt visner,
en afsvalet Aftenvind trækker,
mens graalig sig Skumringen lægger
og Springvandets Sølvklarhed isner.

Jeg gyser. Jeg sér imod hende.
Hun lægger sin Bog til Side
og korser de rundede Arme:
der svulmer en Kraft uden Ende,
som Ild i en udslukt kan tænde
og frysende Indvolde varme.

50

Det er, som en Vaar-Golf mig strømmer
i Blodet - hun kysser min Tinding;
jeg ligger i sitrende Knælen.
- Saa vig nu, hver legemløs Drømmer!
I Slægten fra Sundheden dømmer
og gør os forfrosne i Sjælen.

5. 1.86
51

HVORFOR MON?

Jeg vil vide, Skønjomfru saa ung og saa fin!
er du hviskende Suk eller stormende Hvin?

Er den fine Pupille mon blændet og vaad
af bristende Savn eller Kærligheds Graad?

- Jeg saâ kun et Barn, som uhjælpelig græd.
Hvorfor mon jeg gjorde den Jomfru Fortræd?

52

EFTER REGNEN

Det regned i Nat, den brune Sti
er fast og fri for Støv.
Der hænger fuldt af Draaber i
Hvidtjørnehækkens Løv.

Mens skiferfarvede Skylag ned
over Himlen tones blidt,
staar Skoven i sin grønne Fred
og drømmer, tung, om sit.

Jeg gaar derind. Hvor alt er vaadt!
- en lyttende Bladdryp-Sal.
Fra Skovfogdhuset skingrer blot
stundum et Hanegal.

18.5.85.
53

SOMMERMORGEN

Jorden ligger sløromvundet,
Sølvstøv-drysset, slummersvag,
mens det dæmrer over Sundet
imod Dag.

Vandets Flade kruser let sig
under Vindens friske Tag;
Bredden faar et køligt Tvæt sig
imod Dag.

Solen kiger frem; den Taagen
suger ind i hede Drag.
Jorden glødes varm og vaagen.
Det er Dag.

54

PAN

En Skitse

Pan sad og lo,
som han altid lér,
naar ikke han fløjter,
hvad ogsaa sker.

Pan sad og lo,
han holdt Øje med to,
som trodsig var vandrede
hver sin Vej,
da han vilde kysse
og hun vilde ej.

Pan sad og lo,
han mored sig godt,
og Ekko, som hørte ham,
gentog hans Spot.

Saa dansede Latteren
ind gennem Skoven
kaad og forvoven,
sukkede hult,
hviskede rundt om
for neden og oven,
som var der Fauner
bag Træerne skjult.

Det stønnede bagved!
det raslede dér!
Hvad var mon det sorte
ved disse Trær,
55 hvor Mørket laa tæt?

Og mens hun flygted,
hun vidste ej ret,
om dette var Stien,
som hjemad førte.
Og hvad var det nu
for Fodtrin hun hørte?

Én fulgte efter,
hun mærked det klart.
Hun skyndte sig fremad
med stærkere Fart.

Hvad ogsaa hun vilde
i Skoven saa silde?

Saa nu fôr hun vild!

Et bundløst Føre
af Mose og Slam,
hvor hun vendte sig hen!

Hvad skulde hun gøre?
Hun kaldte paa den,
hun ej før vilde høre.

En frygtelig Skam!

Hun lytted. Forgæves!
han vilde ej svare.
Kun Skridtene lød.
Der var virkelig Fare!

Men saa var det ham.
56 Og hun kasted sig til ham
og følte sig tryg
og pludred og skændte
og kaldte ham styg.
Og hun kyssed ham selv
baade én Gang og to.

Pan sad og lo.
Der kan ingen gaa fri
for hans Drilleri.

Han lo, og han fanged og kyssed
en Nymfe, som just kom forbi.

57

FALDENDE SNÉ

I tætnende Hvidhed,
lette, legende
hvirvles vi, falder
med lydløs Blidhed

som Døgnfluer sarte,
hvis Puppe springer,
som Sommerfugle
vide Vinger,

end mere tyst
end en elskende Kvindes
Taarer, som rinder;
blødere, ømmere
endnu, end hendes
Hænder berører
den elskedes Kinder.

Vi drysses,
vi drysses
som hvide Krystaller.

Hvert Fodtrin, som gjalder,
skal dæmpes,
skal tie,
skal tysses.

Hvirvlende, tætnende,
legende, kæmpende
dækker vi Jorden
58 dunbløde, dæmpende.

En Ørken, et Øde
vi svæver i Møde

- plukket af Vinden
den skarpe og skingrende,
isnet af Frosten
den klare og klingrende;
med Grene og Kviste,
knækkede, strø'de
blandt ligblege, døde,
stivnede Blade.

Et klirrende Ekko
fra tusende Steder,
mens hulkende Bækken
bag Isen græder. -

Græd ej!
Vi vil lægge
os skærmende lune,
at Frost skal ej saare.

Græd ej! Vi vil dække
et skarpe og haarde.

Saa spredes vi ud,
saa svæve vi ned,
drysse og glide
tætnende, skinnende,
blændende, blindende
59 alt med vor hvide
Uendelighed.

Fnug efter Fnug,
Flok efter Flok,
fra Skyernes Vugge
kredsende fri
- til af vort Flagreliv vi
trættede daler,
lader os fange,
lader os lukke
i Massernes Hav.

Der ligger vi, venter
i stille Fryd
uden Mæle og Lyd,
mens tættere sammen
vi trænges, vi knuges
og presses og æltes

og endelig smæltes.

Saa svinder vi, siver
i Jordens Grav.

Vi snurrer, vi kredser,
vi svinger os rundt
fra Skyernes Vugge
til Jordfladens Grav,
med tætnende Hvidhed,
med lydløs Blidhed,
lette og legende.

60

EN FABEL

Da et Parti begyndte at nærme sig Døden
og det saa nødig endnu vilde skilles ved Livet,
bad det til Gud, om han vilde hjælpe i Nøden,
ligesom fordum han havde det Livskraften givet.
"Nej," svared Gud. Man betragtede raadvild hinanden.
Saa blev dets Formand bemyndiget at gaa til Fanden.

Ved Audiensen tog Satanas venlig imod ham,
takked for sidst og bønfaldt ham bare at tale,
mens han forsikred ham om, at til Tjeneste stod ham
alt, hvad der afhang af ham ... han kunde befale!

Formanden talte. Hr. Satanas strøg sig om Hagen:
"Hm! jeg maa sé Deres Folk, før jeg dømmer i Sagen."

Saa blev Partiet da mønstret paa ottende Dagen.
Alt, hvad der var af forældet, stagnéret Berømthed,
alt, hvad der fandtes af privilegéret Forsømthed,
Blomsten, de ædleste, ældste, i Trop arrivérte:
Krigsmænd og Fredsvenner, Lægfolk og Folk, som studérte,
store Grossister og smaa bitte lærde Doktorer,
"Raader" og "Naader" og Højesterets Assessorer.

Satanas grunded og kløede sig bag sit Øre:
"Undskyld, Hr. Formand! med dem kan jeg ingen Ting gøre."

61

"Aa, men saa sé dog! Kan nogen vel ønske sig mere?
alt, hvad vort Land af Ærværdighed, Rang kan præstere,"
svarede Formanden angst, med veltalende Tunge.

"Ja, gode Mand!" sagde Fanden.
"Men hvor er de unge?"

62

MANNA

Der er en Legende om Manna,
som snéed fra Himmelen ned.
Et Folkeslag sang Hosianna
og spiste i Magelighed.

- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - -
Om Agre og mørkeblaa Strande
flød Sommerlys; Hyben sprang ud,
med drømmende, løvkranset Pande
stod Bøgen i Helligdags Skrud.

Da lød over By, gennem Skoven
et Rygte til Arne, til Kro,
til Kræmmerens Disk og til Ploven,
hvor Bonden holdt stille og lo.

De saâ under aandeløs Svimlen
et Kæmpeliv stige af Grav
og hilste, med Fanen fra Himlen,
paa Friheden, Kongen dem gav.

Til klingende Spil under Bøgen
et barneblidt Folkeslag gaar.
Og ingen har Øre for Gøgen,
som Frihedens Undergang spaar.

Se Bladene bruse og flagre,
og Solen gør salig og ør:
63 Nu dæmrer for Danmark, det fagre,
en Stortid, som aldrig dør. -

Men Tiderne komme og svinde
med Løvskifte Aar efter Aar.
Hvad intet os kosted at vinde,
saa let, som det kom, det forgaar.

Og Kæmpeaands-Drømmene svinde,
vor Storhed er gaaet i Glem,
og nu har vi Vinteren inde
i Norden, i Vaardrømmens Hjem.

Og netop det Vidunder hændte,
som faa vilde tro og forstaa.
- Der findes en gammel Legende,
den tænker saa ofte jeg paa.

Der er en Legende om Manna
- paa én Nat gik Orm i dens Sné
fortræffelig at faa Forstand af,
om ikke just lystig at sé.

19.11.85
64

HILSEN*

Har I hørt, vort Folk er uden Ære,
end ej modent til at kaldes frit,
mangler Skuldre, brede nok at bære
Selvstyrsdrømmen, hvorfor vi har stridt,
at vi atter krybe skal i Krogen
som en stille, skræmmet Børneflok?
Mens vi slumrer ind ved Lektiebogen,
snurrer Moder Enevældes Rok.

Har I hørt, at Politiets Stave
skal for Aandens Gæring bringe Ro,
at en statsbeskikket Præstekrave
skal diktere os, hvad vi maa tro,
at en snæver Bedstemoder-Lære
isnende skal tage os i Fang
og skal det Prokrustes-Leje være,
hvor man søndrer Folkets Lykketrang?

- Vi har hørt det, men vi mere vidste:
over Lande flyver Vaarens Bud;
glad vort Folk nu hilser paa de sidste,
som har foldet Frihedsfanen ud.
Vi hinanden fandt i Kampens Trængsel,
og et fælles Had os knytted nær.
Fremad nu i fælles Haab og Længsel
vandrer en forynget Frihedshær.

*
65

ANTONIUS GYNT

- junge Leiden

I · Drømme

Der er sunget om Drømme i duftrige Ord.
- Drømme er Djævelens Engle paa Jord.

De daarer, at Djævlen des bedre kan spotte,
nynner om Lyst for en Last at blotte.

Fryd bliver Vildskab og Vildskab Jammer
udbrændt i Drømmenes Helvedflammer.

II · Vision

Mændene fra de hundrede Favntag.

B. Björnson

De kommer i alle mulige Stillinger
uden og med Audiens-Bevillinger;
aldrig de samme, der skiftes med ti,
ja tyve - et aandeligt Flerkoneri.

En Æsel i Tanker, men from i det vigtige
gør jeg det anerkendt éneste rigtige.
Kommer det bare paa Gærninger an!
jeg er fuldkommengjort i katholsk Forstand.

Med Teologer endog kan jeg klare mig.
Dog for en Tvivl kan ej altid jeg bare mig,
at selv om det kun er en Overgangs-Kur,
saa er det dog Vold mod Vorherres Natur.

66

III · Det værste

Die Erdbeere, die ich stehen liess,
die brennen mir noch an der Seele.

Bettina

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
- maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis' Port ...

Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!

For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa'r.
- O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

IV · Sommervarme

- frech und froh.

Det var Middag; drivende Hede.
Vinduer oppe, Gardinerne nede!

Ude i Gaden ved Kirkegaards Muren
gik Varmen næsten over Naturen
- et rygende Bælte af Solild-Flimmer,
som blot ved et Blik kunde Hjærner smælte.

Langs Væggene ikke et Kræ saas smyge;
det var kvælende hedt, man gad næppe ryge.
Og mindre endnu var det muligt at sove.

En Expedition! - om jeg skulde vove ...?
67 Langs skyggende Huse, der skrøbelig hælder,
hen over Slipper, hvor Lysflammer vælder,
sniger jeg frem, kommer ud paa en Vej
med en stinkende Grøft, der er frodig bevokset
af tilstøvet grønt og soltørre Nælder,
ind gennem Anlægets kølige Lys,
forbi en Knøs, som har siddet og blundet,
naâr jeg til Højen, hvor opløst jeg segner
ned paa en Bænk
og sér over Sundet.

Stille og hed, gylden og moden
staar Havren i Marken nede for Foden.
Og længer ude den strømblaa Fjord
blandt Bakkebølger i Hede dirrer.
Her lugter af Høst og tørret Jord.
Men Vinden rører en Smule paa sig,
medens jeg drømmende døsig i Solglansen stirrer.

... Hun skulde være saa myg og kælen -
Eller ikke myg! men egen og vild,
med Øjne saa fulde af Ild,
at de brændte sig ind i Sjælen.
Men ingen moderne, nej ukultivéret!
- vor Halvkultur har dem bare spoléret.

Sydlandsk, romansk? ... dog, heller ikke.
Om dem saa længe man havde snakket,
at de var skillet ved Nyhedsglansen.
Sydlandsk, romansk! jeg mig betakked
for disse funklende Olietryks-Blikke.

Nej, vild, barbarisk! en Steppens Pige.
Sort eller hvid? - havde mindre at sige.
Men vild som den vildeste, kaad som den kaadeste.
68 Jeg drog gennem Ørknen i brændende Hede
- en Dag som i Dag!
Saa blev jeg fanget af Beduiner,
som bandt mine Hænder bag.

I deres Telte mødte jeg hende.
Saa gik det med mig, som med alle Helte:
vild som den vildeste, kaad som den kaadeste
elsked hun mig og gjorde mig løs.
Til Gengæld løste jeg hendes Bælte.

O hvilke Kærtegn af iltre Hænder!
og Kys af Læber, hvis Glød ej ender!
Hun slutter mig ind med stærke Arme
... dog blid og lydig ...!

Pokker til Varme!
Hvor kan ên tænke dydig?

V · Forbandelse!

Den Teolog gad jeg dømme til at hænges,
som paabød at savne og sukke og længes.

Giv mig en Tro, der er stærk som en Klippe,
i Drømmenes Brus vil den vakle og glippe.

I lærte mig at drømme, hvor lærer jeg at nøjes?
Fygesand er jeg - hvordan skal jeg fortøjes?

Jeg fordrer jo ej Vildskab saa lidt som at spæges.
Lad mig blot elske, elske og læges!

- Men kan jeg være vis paa mig selv blot et Døgn?
Jer Lære har Skyld, at jeg blev til en Løgn.

69

VI · Nye Piger
Et Resultat

Nævn mig dine Drømme!
Hvorfor er det, dit Hjærte banker?
Blodet skriger -
sig mig dine viltre Tanker.

Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?
- -

Det var Komponisten den unge.
Hellig Ild i hans Øje,
i hans Fingre daarende Toner
og Videts Salt paa hans Tunge!

For en Kvinde havde han sukket.
I et Bad af Toner,
som han øste over hendes Nakke,
hidsende, sitrende varme,
havde han tvættet hende ren,
frigjort for Jordlivs Støvet.

Hun drog ham endelig til sig
med bløde, skinnende Arme.
- -

Saa du Blomsten, som pranger i Græsset,
den fine Blomst med de dugfriske Farver?
- Viol, Anemone, Mimose,
den hvide Lilje, den røde Rose.
Der kommer en Fod og tramper den ned.

70

Sønderknust, som for evig knækket
ligger den paa den urene Jord.
Hans Attraa var knust i de bløde Arme,
hans Lidenskab stækket - -

Men Vinden suser, og Regnen falder,
Blomsten rejser det bøjede Hoved.
Endnu! endnu er det Blomstringens Alder!

Og træt af Dvale
den blundende Længsel
begynder en mumlende Tale.
Bestandig den higer mere forvoven,
med blomstrende Fylde,
med angstfuld Pragt,
letter sig frem paa Taaen og skriger:
"Nye Piger! nye Piger!"

Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?

Hans Læber dirrer, hans Pulse hamrer,
han sidder i tunge Drømme.
Han vrider Hænderne vildt og jamrer:
"Hundred Sonater for en Pige!
Nye Piger! nye Piger!"

Han smiler stille vemodig:
"Min gamle Pige er sød til visse,
altid skal jeg takke hende,
hende skal jeg aldrig forlade!
Men en Pige til, blot en eneste!
O, jeg kunde græde bitterlig
- at Skæbnen kan nægte
saa ringe, uskyldig en Glæde!"

71

Vore fromme Ønsker,
Skæbnen nægter dem aldrig.
Det bedste i Verden er Piger;
vor bedste Bøn kan ingen nægte.

I lokkende Klynger drager de forbi,
trutmundede og lækre som Skovens Jordbær,
fine og ædle som Druer.

Lad os nyde de flygtende Timer!
Men som Dagen ikke er den næste lig,
kan Nætterne ej heller være éns,
ej heller vore Piger.

Komponisten den unge
fik sig en Pige.
Det var Vaar med duftende Bøge,
og han havde to Piger.

Fra den enes Læber til den andens gik han,
af dens enes Arme i den andens. - -

Hvad er hundrede Kys af to Par Læber
mod at kysse to hundrede Piger?

- Medens Sommerens hellige Nat
hvælved sig blaa og skøn,
besaaet med Stjærner,
rødmende svagt
til Minde om Solens Kys,
stod han i Drøm ved sit Vindu,
lyttende til den lydhøre, lyttende Verden.
Fra Skoven, fra Søen og Jorden
trængte med hede Længsler

72

en duftfyldt Damp.
Han stirrede anstrængt i Natten,
naar brusende Klæder og trippende Fodtrin lød,
og sukked og hvisked bestandig:
"Jeg giver hundred Sonater,
hundrede skønne Sonater,
blot for en eneste Pige til!"

73

RAADLØS

Jeg tænkte paa hende den lange Dag.
I Dæmringens Stund
slog jeg Øjnene op
og lukked dem atter med sødt Behag
og tænkte paa hende i drømmende Blund.

Jeg tænkte paa hende den lange Dag
og havde ej Ro.
Der var Længsel, var Tvivl;
ti foran laa bølgende Taager, og bag
Erfaringens Dødsengel haanende lo.

Jeg skælver som Strandbredens svajende Siv
for Fortidens Spot
og for Fremtidens Angst,
til raadløs jeg knælende byder mit Liv -
"Aa hvis du, aa hvis du vil elske mig blot!"

27.7.86
74

MAANESKIN

I maaneblændet Drøm det tavse Sund
nu slumrer mellem bløde Bakkekanter.
Og her: mod Vejens støvethvide Grund
Kastanjerækken sort sin Skygge planter.

Jeg vader i den hvide Félys-Strøm,
søvnløs, mens Verden ligger dum-forsovet.
Det brænder mig som Ild, naar i min Drøm
jeg sér dit blide Smil, dit lyse Hoved.

Aléne gaar jeg. Hvorfor kom ej du!
og blot et Ord mig kunde dulme Sorgen!
Alene vaagen venter jeg med Gru
paa Længslens lange Marterdag i Morgen.

16.9.86
75

FØRSTE GANG

Jeg trykked dine hvide Hænder
og kyssed din Mund
for første Gang.
En dvælende lang
lyksalig Stund!

Sejersforvoven
holdt jeg dig fast mod mit Bryst.

Vinden sused igennem Skoven
blæstlun, med Duft
af Planternes Modnen i Høst;
mens nede i Kløften
en Kilde blinked
som sølvhvidt Krystal.

Jeg sansede ikke.
Det var mig nok
dine Læbers Kys,
dine Øjnes Glans at drikke.

Man taler om flammende Blikke -
Dit mørke Blik
vided sig, ebbed
som smæltet Metal.

Det var første Gang,
mit Blod saa ungt.
76 Jeg kyssed dig atter
saa trykkende tæt.
Det var Graad, det var Latter,
var Klage, var Sang.
Mit Hjærte blev let,
mens mit Hoved gled tungt
til dit Bryst.
Og jeg tror, at jeg helst havde grædt.

77

SPØGELSESFRYGT

Vi talte om Spøgelser, husker du vel?
om Genfærd, som truer at adskille to,
og vi loved os Mod til at tro paa vort Held,
ti Spøgelser er ej for dem, som har Tro.

Jeg trykked dia Haand, som var kælen og hvid,
jeg saa', du er smidig og let, naar du gaar.
I Tale og tavs var du smilende blid,
et Smil, som bær' Balsam for Suk og for Saar.

Bort Overtro, Genfærd og Spøgelsesfrygt!
De blændende Fingre om Nakken mig flæt!
Jeg vil løfte dig op, jeg er ør og forrykt,
og bære dig bort, du er dunblød og let.

78

DINE KYS ER IMOD DIG

Du forsikrer mig, søde!
om snehvide Tanker,
hvorigennem din Sjæl
jomfrusart spanker.
Snehvid Uskyld!
uden den røde,
gærende varme
Lidenskabs Grøde.

Hvid som Sné!

Jeg hører og tier,
mens dine Arme
favner mig bløde;
lytter og tier
og fanger saa sælsomme Tanker.

Naar dine Arme
bløde omslynger mig,
naar din Skikkelse
over mig bøjet
næsten tynger mig,
føler jeg mig som
Væggen, hvor Vinens
løvrige Ranker
snirklende klynger sig.

Det er saa grønnende tæt i Løvet,
det skjuler Druernes Klaser for Øjet.
Men den, som er øvet,
79 ser mellem Bladene
Druerne gløde.

Du forsikrer mig, søde!
om snehvide Tanker,
hvorigennem din Sjæl
jomfrusart spanker;
- de blodfarvet røde
Drømme, som gløde,
træder du sejrrig
under din Hæl.

Jeg kysser og tier;
- jo vist, jeg forstod dig.
Men dine Kys
taler imod dig.

Jeg føler i Kysset,
hvorledes det snehvide smælter i Sjælen.
Jeg føler i Kysset,
at Drømmenes blodrøde Slanger
dig stikker i Hælen.

80

ANKA! ANKA!

Anka! Anka! søvnløs éne
har jeg kastet mig paa Lejet,
og naar blot en stakket Stund
mine Øjne fanged Blund,
straks en Skare kaade Nymfer
lokkende sig for mig nejed.
Anka! Anka! hvilken Brøde
har du gjort mod mig, du søde,
du, hvis Favn har Ild for to,
du, hvis unge, marmorrene
Barm kan skænke salig Ro
- at du lod mig søvnløs éne!

81

DER SLUMRED I DIT BLIK...

Der slumred i dit Blik, i Nat vi skiltes,
et sløret noget, som ej blev til noget.
- Græd for en Jomfrunat, hvis Skønhed spildtes!

Det er, som vilde du i Kys beruse dig.
Hvad vil du, Skat? - "Ja hvad skal jeg vel gøre?
... jeg ved ej, men jeg kunde ... kunde knuse dig."

Ja, du er Nonne, snehvidsløret Nonne,
et Himmelsuk er Mundens sagte Aande;
og jeg er Munk - men lider Helvedvaande.

Nu skingrer alle Landets Sangerlærker
af sorgsort-vemodsvægtig Sjæleklemme,
mens bare jeg af jordisk Elskov værker.

82

EFTERAARSDIGT

Det er tusendfarvet broget
her i Skoven,
hvor vi vandrer med hinanden
tavse, mutte.
Fra den Gren, som êngang gynged
dem foroven,
ubarmhjærtig ligger gule
Blade brudte.

Som vort eget Vaarlivs Drømme
er de brudte,
og for hvert et Skridt de trædes
under Fødder.
Vende bort fra Skoven kan vi
ej beslutte,
men vi gaar som Børn og leder
efter Nødder.

Lad os ej bag Løvet lede
efter Nødder.
Vent til næste Høst, da vil du
nye finde.
Græd ej! lad det faldne trædes
under Fødder.
Vær du, elskede, nu ogsaa
min Veninde!

83

ET FARVEL

Højsangen:
Se, du er dejlig, min Veninde,
ja dejlig, og vort Leje er grønt.

Det var, som Solen brød igennem Taagen:
hun sagde mig Farvel med Ord saa bløde,
som bad hun mig om Glemsel for en Brøde
og vilde kysse Kærligheden vaagen.

Blot nogle Timer til vort næste Møde!
og dog en kvalfuld Angest, for at nogen
usynlig Braad gemt ind i Hjærtekrogen
skal faa en halvlægt Skramme til at bløde!

Og jeg stod ene, fuld af bitter Léde
ved mine døde Ord og lamme Tanker,
ved Kys, som sveg det bedste inderst inde.

Saa lad mig være Mand! - ej kæle, bede.
Vort Leje er jo grønt, behængt med Ranker,
og du er dejlig, dejlig, min Veninde!

84

I DRIFT

Nu glider jeg saa jævnt af Sted -
Dag ud! Dag ind!
og jager ej paa kryds og kvær;
ti jeg har faaet Medbørsvind.

Hvor godt at tage sit Parti,
mens Blod er ungt og Ryg har Marv!
Dog ingen véd sig ganske fri
for det, som kaldes Kains Arv.

Den Dag kan gry, da Blod faar Ild,
da Rygrads-Marven er i Drift,
trods alt, hvad man har svoret højt
i Ord, i Tanker og i Skrift.

Kan ské en Dag med Flammesol,
kan ské en bange, duftsød Kvæld,
at Kain en ubevogtet Stund
sin blide Broder slaar ihjæl.

- Dog nu jeg glider jævnt af Sted
Dag ud! Dag ind!
og styrer sikkert mod mit Maal
i Vinterlys, ved Lygteskin.

85

AFTENSKUMRING

Mørket falder,
Anka! Anka!
den hvide Vinters
sorte, rugende Nat,
der breder sig tungt
over pilehegnede,
snebløde Marker
og tyssende lægger sin Haand paa Staden.

Mørket falder,
Skyggerne vælder frem.
Paa den skytykke, hvide Luft
hinsides Søens Is
mellem féglanslysende Huse,
snepudrede Trær -
dvæler endnu den glødende stærke,
fint gennemsigtige
Rødme af Solen, som svandt.

Mørket falder.

Og naar den sidste purpurne Lysild er visnet,
den sidste Draabe af Dagens Varme
sagtelig bort bag Søen rundet,
saa sidder jeg ene i Natten,
ene med tomme Arme og brændende Læber,
som minder om dig, fordi de længes,
fordi de lider
i Længsel mod dig.
86

Anka! Anka!
O var du hos mig!

Men Gry gaar til Kvæld og Kvæld til Gry,
og jeg maa længes.
Aarets Dage flagrer indholdsløse forbi,
spredende Vinger, som snart foldes pjuskede sammen;
og jeg maa vente -
Aar, som er intet,
Aar, som er døde for mig!

Mens Tiderne ruller,
hvor skal jeg i dette Øde
finde en Plet med Solskin og hegnende grønt?

Er jeg da død for Verden?
er der ej Verden udenfor dig?
Har Jorden da intet nyt, som jeg skal nyde?
Ja, hvem vil række et Bæger med skummende Glæde?
et Bæger, som gør, at jeg glemmer dig!

Hvor skal jeg fly hen for dine Øjne?
Hvorhen skal jeg fly for mig selv?
ti du er f mig og om mig:
drog jeg bort over rusende Mile -
hver Gang jeg hvilte og lukkede Øjet,
vilde din unge Barm bøjes imod mig
og dine Læbers Aande
strejfe min Kind ...
- -

Anka! Anka!
det sortner derude,
Natten, den løsagtige, kommer.
Og om mine Læber dirrer
en Anelse af Begær.

87

Forvovne Drømme gror frem,
Tanker - Tanker,
men alt er saa usselt, saa koldt
og mangler Ynde;
jeg finder kun Ro ved at tænke paa dig:
du staar paa en Trone af Højhed,
ren og skøn i din Gløden.

Paa min Pude det er, som havde
dit Hoved hvilet.
Mine Fingre har bøjet sig,
Blodet er fyldt
af dine bløde Hænders Varme.

Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke vaagne.
Anka! Anka! i Aarets Tomhed
længes jeg mod vor store Vaar.

Det maa blive Vaar.
De nyudsprungne Bøge vil dufte,
de blanke Kilder vil risle for os,
en Dag i Vaar, den store Dag.

Sjælens syngende Dag
og Støvets hellige Nat!

Til da vil jeg længes mig frem
gennem øde, henflagrende Dage,
gennem tavse, susende Nætter.

Anka! Anka!
Du tog mig med stærke Arme.

88

I MARTS

Skal jeg mon rejse? skal jeg mon blive?
Let over Himmelen Vaarskyer drive.

Gadernes Virvar sig slentrende soler,
selv har jeg købt en Buket Violer.

Himmelblaa Vaar, og Violerne dufter,
ikke en isnende Trækvind lufter.

Endelig nu er vel Vinteren omme?
foraarsberuset hun venter mit Komme ...

En hvileløs Nat i en mørk Kupé;
ved Daggry laa Markerne hvide af Sné.

I Snefog og Halvmørke stod jeg derude
bankende svagt paa min elskedes Rude.

Og jeg laa klynget i Arme bløde,
til Længslen drog over og Pulsslaget døde.

Saa slappedes Armene favntagsmatte,
og atter sad vi foraarsforladte. -

Jeg vented paa Foraar i tvende Dage,
og isnet jeg drog gennem Snéen tilbage.

Stormkolde Marts! dit Sollys har sveget
én, som har elsket og hadet for meget.

89

Jævndøgnet tungt med sin Snevægt skrider ...
Der mærkes dog Tegn til Foraar omsider.

90

FRISKT VEJR

Flokkende Skymasser drive
fra Øst og fra Vest, fra Pol til Pol.
Og Vinden fænger i Græsset,
som skinner saa blødt i den flakkende Sol.
Bag os i Skovhjørnet svulmer
med svajende Grene de løvlyse Trær.
Alt er saa frodigt og susende friskt;
lad os hvile paa Skraaningen, hér!

Engenes vaarlunkne Stilhed
mig ækler som Gadernes støvtunge Luft;
Solheden tænder en Brynde,
der hærger som Skovbrand min Sans og Fornuft.
Friskt Vejr! friskt Vejr! se hvor dybblaa
gaar Søen der borte med Fraad som i Storm.
Se Skyer! se Grene og Blade,
der slænges i Virvar og aldrig faar Form!

Du skulde vide, hvor kækt
dine Klæder sig slynger for Søbrisens Pres,
blotter de røde-blaa Strømper
rundede fint i det piblende Græs!
Og over de smilende Øjne
Lokkerne glattes og Sløret sig snor.
- Lilla fru! kan du synge en Bellmann?
syng den om "Jomfru'mord"!

91

De skæreste Jomfruer myrdes,
des sødere Tilgang i Fruernes Ring;
det er i den syndige Verden
den allernaturligste Ting.
Er Vejret kun friskt for inden,
saa friskt som en Blæst paa den græsgrønne Jord
- lilla fru! da kan Jomfruer "myrdes",
og Skaden er aldrig saa stor.

20.5.87
92

NYMENNESKER

I · Tidsbillede

Jeg tror, for tidlig Hanerne gol;
endnu er der ingen Lysning af Sol.

Man vender og drejer sig, strækker sin Krop
og bander de andre, som ikke staar op.

Saa bander man Solen, som bliver væk!
- nu var man saa vaagen og morgenkæk.

Og man bander Hanen til sidst, som har vakt,
og falder i Søvn med dyb Foragt.

II · Hos de ventende

Ingen skal trygle eller lade sig nøde:
Menneske og Sol skal gaa hinanden i Møde.

Vi blæste vore Lurer, vi rørte vore Trommer,
her staar vi og venter paa en Dag, som ikke kommer.

Kender du at staa til en Soldans paa Spring
og se, der er Menneskemørke omkring!

Menneskemørke og Gudemørke -
mine nyfødte Sanser ulædsket tørke.

93

Mens endnu man sukker til falske Lyrer,
staar vi med omskabte Hjærter og Nyrer,

med Nerver, hvis Ebbe og Flod man ej sanser,
endskønt deres Guder man tornekranser.

Tænk dig: at tale, men Sproget var forskelligt!
tænk: at ville lyse, men Mørket var helligt!

Vi lever et Liv, der er lydløst og tabt,
paa Kredit af en Fremtid, vi ikke har skabt.

9.2.87

III · Metamorfose

Om enkelte Arter
Floddyr man melder,
at Livet de starter
som Fiske, med Gæller;

men snart de drømmer
m det, som er større,
faar Lunger og rømmer
op paa det tørre.

Dog ingen tør rende
alene i Mosen,
før alle faar Ende
paa Metamorfosen.

De tidligst slupne
maa vente desværre.
Det regner med knubne
Ord til Vorherre.

94

Hvor de fuldvoksne Unger
i Vandskorpen spræller!
De har færdige Lunger
og skal aande ved Gæller.

IV · Poesi

"Altfor mange Blomster!"

Luft ud den mugne Lugt af Blomster,
de visne Roser, fej dem væk!
Det er forbistret kvalmt herinde,
som om man aanded i en Sæk.

En stiliséret Vejrberetning,
et Suk, en Klage blandet i,
en Haandfuld Urter plukket sammen
- og det skal kaldes Poesi!

Er der ej andet at fortælle?
er Verdens-Stoffet ganske tømt?
Fortæl det nøgne, I har levet,
og ej det Vaas, som I har drømt!

Fortæl, hvorledes Slægten kæmper,
hvordan den hader, elsker, tror.
Beskriv en Kvinde, som I attraar,
og ingen Brud i Taageflor.

Jer Elskov er som alt det andet
saa stillestaaende og død,
den sover paa en Seng af Roser,
et Rosen-Genskin er dens Glød.

Fortæl om Kød og Blod, fortæl os,
hvorledes I for hende skjalv,
95 I havde haabet hélt at gribe,
og som I kun fik eje halv.

Fortæl, hvordan I vilde flyve
og ned paa alle fire faldt,
om Elskovsrus og énsom Brynde!
Fortæl! - ja, kan jeg nævne alt?

Men skaan os for de smukke Tanker,
det spæde Harpeklimperi,
de slidte Blomster Ornamenter,
som tusend brugte førend vi.

Det er forbistret kvalmt herinde,
som om man aanded i en Sæk.
Luft ud den mugne Lugt af Blomster,
de visne Roser, fej dem væk!

V · Ungdom

Vi lærte med Haanden mod Hjærtet
at trykke vort Pulsslag tyst,
at tvinge i sagtelig Bølgen
det hæftigaandende Bryst.

Ak Ungdom, ak Ungdom du fejre,
naar vover du sorgløs og glad?
Et ængsteligt Sind at besejre
er mer end at vinde en Stad.

Du har jo et Liv at skabe;
hvor kan du da tænke saa slapt?
Den Dag, som du ikke har nyttet,
den har du for evig tabt.

96

Tiden det er til at vente,
naar Blodet er kølnet og tyndt.
Men den har kun Stunder at hente,
hvis Tid er næppe begyndt.

Kan hænde vi tørster saa længe,
til Bækken forbi er flydt;
kan hænde vi drømmer os léde
ved det, som vi aldrig har nydt.

Her hjemme er Slud og Taage,
let bliver al Ting sort.
I troende Trang til Skønhed
vi banker paa Lykkens Port -

Den brænder endnu vore Fødder,
Jorden, af Solen forladt.
Og alle Gaderne dønner
af Folk i den lyse Nat.

Luften er hed af Længsel
og dufter af Blomster og Løv.
Lykkelig du, som kan træde
i Jordens dejlige Støv!

Hvad vinder du vel ved at tvivle?
Kom ud til en Sommernats Dyst!
Kom ud! Endnu nogle salige
Timer - og saa er det lyst.

97

VI · Nymennesker
Et Brev

Hvor vel til Mode følte jeg mig nede
i denne maleriske, gamle Rede!

Vi havde klatret frem, vi tre alene,
trods Storm og Regn hen over Strandens Stene:
Kathinka, lille, let, mod Blæsten bøjet,
saa kaad, naar Sundet bruste op og støjed,
og Maleren, begejstret for den strandede
Chalup, og jeg, som kraftig Regnen bandede.
Derefter med Forklaring, Gysen, Latter
ned gennem Kronborgs klamme Kassematter,
hvor Fakkellyset flagrede forvirret,
mens Begens Virakrøg i Næsen pirred.
Og lidt nervøse, halv Vejs gennemblødte
gad vi, i opløst Slaphed, knapt os flytte,
da i den lune Gæstestues Krog
vi faldt i Staver ved en gammel Bog.

Af Stuens Halvlys-Hygge animeret
vi lo og læste, til der var serveret.
Det var en Bog om Salighed og Luer,
om Himmelglans og hede Helvedstuer,
om fromme Mænd, hvis sejge Kamp mod Kønnet
og anden Verdenslast blev evig lønnet,
og som - da deres Stand ej frembød bedre -
erstatningsvis blev gjort til Kirkens "Fædre".

De havde fundet Djævlen saa forførende,
at deres Modstandskraft blev dobbelt rørende.
Vi ynked dem for deres Martyrkrans,
- jeg som Forkynder af den sunde Sans,
Kathinka med sit Smil og Grublerblik
98 og Maleren med sin Gemyt-Kritik.
Vi ynked dem for Lykken, som var slugt
af Klostrets ørkesløse, strænge Tugt,
og vilde skænke dem et Paradis
med Fryd og Nydelser paa jordisk Vis . . .

Vi havde spist med Lyst og flittig drukket
for Varmens Skyld. Nu sad vi gennemtrukket
af Vid og Mæthed, i elskværdig Dovnen
og dæmpet Snakken, rundt om Kakkelovnen.
Det mørkned, Vindus-Lyset tykned bort;
Gardinerne sig tegned ganske sort.
Den sidste Middags-Gæst var gaaet ud.

Vi sad og talte om den nye Gud.
Om Ham, den Gud, som er i vore Nerver
og styrer alt, skønt aldrig Sjælehverver!

Kathinka sagde tyst: "I kan forklare
maaske, at alt er Nerver - Nerver bare!
Men da maa vi jo ogsaa dø til sidst,
og det er det, jeg føler er saa trist.
Den Tanke var saa dulmende, saa skøn:
at kunne bede Gud om Trøst og Løn;
ti det er ensomt nok endda for ên,
naar man skal staa paa sine egne Ben."

Jeg skulde til at svare just, men standsed,
da Maleren, som tankefuld ej sandsed,
tilbagestrakt - den højre Haand om Nakken,
den venstre med Cigaren for paa Jakken -
udbrød: "Mon der er Trøst for nogen Stymper,
som ved sin Uformuenhed sig krymper?
For det er Helved, mer end Svovl og Luer!
hvis man kan ingen Ting faa gjort, som duer.
Dog, der er heller ingen Himmel til

99

som det: at have naaet, hvad man vil
... at føle Evnerne ... at have taget
paa Tingen - som en Mand, der kender Faget.
Om der er noget Forsyn eller ikke,
vor Kamp og Famlen lader det vel ligge.
Kan ikke selv sin Tvivl man gøre klar,
saa bli'r det Fusk ... selv med Orakelsvar!
... Naar man om Gengæld efter Døden taler,
da maa i Paradis hver daarlig Maler."

Han talte afbrudt, og han vedblev ømt,
med dæmpet Stemme: "Jeg har altid drømt
at finde én - en Kvinde - som vil dele
min Sygelighed ... Glæde ... og det hele,
og være Kammerat, naar ud jeg driver
i Sjap og Sol og leder om Motiver."

Han nikked til mig og betoned vist:
"Men du skal sé, jeg finder det til sidst!"

Med Armene i Kors og Smil om Munden
Kathinka hvilte i forstenet Grunden.
Saa vaagned hun og smilte stadig let:
"Ja det kan gærne være, De har Ret!"

Vi skælned snart ej tydelig hverandre,
og tavse lod vi vore Tanker vandre
paa Tog med disse Mørknings-Ildreflexer,
hvis lune Flakkedans hver Krog forhekser.
- Og som vi hviled unge, sejerstærke,
til Trods for alle Gammelmænd og Klerke!
hver for sit Maal beredt i Kamp at rykke,
hver med sit sikre, frie Krav om Lykke,
saa trygge, mens det bløde Skær omspandt os ...

da stod den store Guddom midt iblandt os.

14.2.87
100

VII · Credo

Der bølger Sollys om den grønne Sommer;
der trækker Skyer op til Styrteregn;
der hujer Stormkast, Efteraaret kommer;
der blænder Snedrys i den golde Egn;
- i Sné og Storm, igennem Regnen, Solen,
som digter om og gøgler med vor Jord,
ulænket knejser end i Kongestolen
den evige Natur.
Paa den jeg tror!

Det store Hav af Mennesker! som dønner
med udslidt Skvulpen og med Brændingsbrag,
som elsker, hader, skriger Eder, Bønner,
forliger sig og holder Dommedag;
- jeg tror paa Slægten, men jeg tror den ikke;
jeg tror, at dette Hav trods Pral og Ord
vil frit i evig Bølgerinden ligge.
Paa Livet, Svaghedens Triumf, jeg tror!

Jeg tror paa god Natur. De friske Vinde
skal hvirvle alle visne Løgne væk.
Uendeligt det er i Livet inde,
hvor alt er nyt og skønt med sine Træk.
Den evige Natur, hvem intet saarer,
hvem ingen Kvakler giver sin Bekomst,
vil skænke Gudespot mod syge Taarer.
Og midt i Døgnet plukker jeg en Blomst.

101

TIL ALLE

I

Nu har I fulgt til disse sidste Blade,
hvad jeg har tænkt og drømt, har følt og følet,
naar "jeg" befandt sig vel og hented Varme
fra røde Læber, lune, bløde Arme,
naar "jeg" i Tungsindsmoser maatte vade,
naar "jeg" var hæftig og til Vildskab rede,
naar samme "jeg" af Blæst og Frost forkølet
var bleven utilpas og følte Léde.

Og dog fik alle ikke fuld Besked.

Min Kritiker, som vel min Mening véd,
(skønt kun ved Gætteri og saa omtrent)
paastaar, jeg er fra selve Slaget rendt
og har ej samlet Tropperne paa ét Punkt;
min Bog er, han vil sige: uden Midtpunkt.
Han er min Kritiker i ret Forstand;
ti ingen kender Publikum som han.
Han véd, at skal man knuse, naar man rammer,
saa ta'r man Smedjens allerstørste Hammer.
Han véd, den Stiklen er som bare Vand;
se Verden vrider sig i Nød og Jammer,
vi klistrer op et Plankeværk Programmer.

Ja det er Tidens Svaghed eller Styrke,
skønt i vor Politik, i vore Blade
dér vil man nødig, grumme nødig til det,
men det er én Gang saa, at Folket vil det,
102 og stritte dérimod er bare Yrke.
Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,
at just ej Estrup passer i mit Kram.
Jeg siger ikke, at jeg hader ham;
ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.

Han er mig blot imod - saa ret imod,
den Ordenens forretningsstive Ridder,
der sidder som en Skranke for hver Fod,
som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,
for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,
- og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.

Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,
en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,
ved store Spillere og smaa Fantaster
Chef for en patriotisk Hørkramhandel.
En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,
der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,
mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satan
han staar paa Grænsen imod Syndefaldet
- en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,
der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.

Og var det ikke Manden, blot Systémet,
jeg skulde aflevere her en Handske,
nu vel, hans Godtfolk ligner ham saa ganske,
de har det samme Øjnepar at sé med:
det selvforelsket-dydig Hørkramdanske.
- En Del var troende, en Del forstod,
men begge Parter fandt ham lige god;
og mens Parkettet blinkende har tiet,
blev han Dacapo-Mand for Galleriet.

Hvad de har gjort?
Aa er det ikke nok,
103 at for et Slægtleds Krav de dæmmed op
og tvang en ung og nybegejstret Flok
at fylde ud de ældres Friheds-Trop?
En Ungdomshær med Udkast og med Tegning
til et Palads, der skulde rumme mer
end Fædrenes af lyse, fri Idér,
som de gad bære frem for egen Regning.

At ej man længe trodser Slægtens Trang,
at Slægtens Liv dog ingen kan faa Finger i,
at nu vi staar, til Gengæld siden springer vi
- hvad Trøst for os, som standsed denne Gang?

I kommer spørgende: hvad de har gjort!
en Ungdoms Kræfter spildt, er det ej stort?

Men kan af Skam en Draabe Blod ej brænde
i disse Godtfolk, hvorfor skal jeg skænde?
De kunde ikke føre Kampen aaben,
saa greb de Middelmaadighedens Vaaben:
de kasted Lov og Folke-Skøn af Sædet
og satte Forholdsreglerne i Stedet.
Og følgeret fik de en Chef som denne:
en Foreløbighed, der ej faar Ende.

Ja, hvorfor skænde? gavner det, vi klager?
Men kan det ikke alle Fibre spænde:
vort Folk maa tage Styret selv i Hænde,
før i Vankundighedens Nat det dager
til Synet for det Lys, jeg vil bekende.

- Det var saa kortelig det smaa, jeg fik
som Frugt af al vor store Politik.
Døgnpolitiken, Pindehuggeriet,
de tusend Draaber, som skal fylde Havet,
- hvem har vel sét, at Folk af mine Lige
104 paa Poesiens høje Hønsestige
ej stadig har om Døgnets Smaating tiet
og følt for sligt sig altfor højt begavet?

De lukked Munden dygtig op for Kravet,
dem er det, som Programmerne har lavet.

Men Folket glad kan den Poet forgylde,
som, naar han havde store Ord os givet,
ej glemte al Ting, Døgnet, Livet,
Reformerne, som Formerne skal fylde.

I alt Fald: Folk paa denne Hønsestige
forglemmer let det smaalig-virkelige.
I deres Gyngen paa en luftig Gren,
imens evindelig de gør Musik
og sér, om Vaaren bliver snar, om sén,
- hvor skulde de vel have faaet Blik
for noget som Detalje-Politik?

Jeg altsaa om Detaljer lidet véd
og har kun mine grønne Grene kær;
og vil blot ikke dem man hugge ned ...!
Men der er denne Snak om et "Par Trær".

Det hænger noget sammen med en Hær,
en Livssag for de folkehadte Troner:
man tager Folkets sidste Millioner
til Fæstnings Skanser, Krudt og Militær
og kalder Folkets Ungdom i Gevær
at exercere ind en Slægt Kujoner.
Det hænger sammen med en Slagter Lære,
at Maalet for et Land er Krigerære.

Hvor skulde de vel skaane et "Par Trær"?
For Folk med Krigerære let kan hænde,
105 at Skoven ej har større Værd end Brænde.
Vi har jo vor Passion enhver for sig,
og Krigeræren dvæler vistnok ej
ved Blomster eller Skove paa sin Vej.
Men Fremtidshaab og Minder "Skoven" bær;
i alt Fald jeg
vil nødig miste den, jeg har den kær.

Med "Minder" ej jeg mener Øhlenschlæger,
hvis bedste Ungdomsmod sig her slog løs,
ej Aarestrup, hvis Muse - denne Tøs,
som næppe skattede et Kildebæger -
her viste Bentøj for hver lysten Knøs,
ej Hejberg og de andre, Povl og Peter,
som gærne gav sig ud at være Digter;
for stor en Vægt ej ligger paa Poeter,
det er til andre Minder, at jeg sigter.

Jeg tænker paa, at Skoven, "det Par Trær",
har, rent personlig, Affektionens Værd.

Ja rent privat for mig og for enhver
da ruger Skoven højtidsfuldt paa Skatten:
et Væv af bløde, sommerlyse Minder,
som vistnok ej kan bruges i Debatten,
men dog uløselig til Skoven binder.

Hér har de jaget om med hede Kinder,
Slægt efter Slægt, lyksalig og bedrøvet,
naar Solen sived gylden gennem Løvet,
naar Taagesølvet bredte sig i Natten,
har drømt i Bøgestamme Tystet inde
og lét til Strandens Bølgeskvulp og Vinde.
106 Slægt efter Slægt! det skal ej gaa af Minde.
Og Slægt for Slægt skal nye Livshaab skinne
i dette Eden frem med Ungdoms Skær.

Det var vel værd at tænke paa, at tunge
fortrykte Sind har følt sig frie her.
Og saa den Ting, at jeg og tusend unge
har kysset første Gang bag "de Par Trær".

Jeg husker klart en Sti imellem Hasler;
det var en Gang ... Men jeg til Sagen springer:
hvor under Øxehug nu Stammer klinger,
snart Snurbartherrer om med Sabler rasler.

De Øxer for Systemet er symbolsk.
Man søndrer Nationalitetens bløde Baand,
der viser Folket dansk og ikke polsk,
ej russisk, engelsk eller græsk katholsk
- og det, skønt man med Gammeldom sig sminker,
indtil af Danskhed og Moral man stinker.
Men hvad de vover - Glemselsøxen blinker
bag denne Junker Estrup med den døde Haand.

I deres Politik der hører med
endnu en Frase om en gammel Gud.
Hvad dér han gør, er svært at regne ud,
men han i alt Fald gør dem ej Fortræd.
De stikker os for Næsen tit hans Bud,
og har ej dette Nysemiddel Virken,
det kaldes Haan mod Religionen, Kirken.

Om Kirke, Religion og Præstefromhed
hvad skal jeg sige? de er mig imod,
imod mit frie Blik, mit varme Blod.
Jeg har ej savnet dem; hvad jeg forstod,
var ene deres længst uddøde Tomhed.

107

En gammel Stamme, hul fra Top til Rod,
en Skal, som æres end af Brist paa Mod.
Jeg lægger ingen Øxe dog til Roden;
men hidses Overtroen imod os
af dem, som tror, Nationen ej er moden,
da bliver Folkets sunde Sans Profos.

Kun haaber jeg, at selv jeg ingen Tid
for Alteret skal knæle angerhvid
og høste Trøstord af en Præsterobe.
Dog vi er svage Mennesker til Hobe!

I spørger mig om Gud. Hvad skal jeg svare?
I Fald jeg siger: der er ingen Gud!
et Kor af Blade, som de hørte Skud,
vil op fra deres bløde Leje fare
og nidkær raabe over Landet ud,
at jeg, en Samfundsødelægger, gal,
fornægter Gud - Moral - Moral - Moral!

Om Darwin, Forskeren, som var Rebel
mod Orgelstemninger og Kirkerøgelser,
og som før Døden nød det sjældne Held
at tage Livet af en god Del Spøgelser,
fortælles der, at han blev spurgt en Gang
om Gud og om, hvordan det sammen hang,
naar det, som er af Støv, til Støv gik bort
og Sjælen paa en Vis var bleven Enke.
Men Darwin svared: "Livet er saa kort;
paa den Slags Ting har jeg ej Tid at tænke."

En anden Tænker, ogsaa af de store,
af dem, hvis klare Tvivlen Verden renser
for Overtro og for fantastisk Hildelse,
og derfor dømt - som var det én af vore -
108 for samfundsødelæggende Tendenser
samt for at føre Folket i Forvildelse,
- var Sokrates, der sagde paa sit sidste,
at han om Guders Tilvær intet vidste.

I ønsker om min Gudetro Besked;
de store Mønstre vil faa til at glide,
at jeg som Sokrates slet intet véd
og har som Darwin ikke Tid at vide.

II

Dog har jeg Troen paa en Salighed,
som, omend nyopdaget, med den gamle
saa noget nær i Alder op kan hamle,
idet fra selve Skabelsen den stammer;
det hjælper ej, at Folk af yngre Dato
- saaledes iblandt andre ogsaa Plato -
er bleven udnævnt til dens golde Ammer.

En Salighed, der knyttes til en Tro,
hvortil vi døbes under Blodets Flammer.
Hvis du har Mod og Trods, den bygger Bro
frem til et vaaromsuset Himmelkammer,
hvor der er daarende Musik. Men hvo
der dvæler fejg og slap og ynder Ro,
fra Guden for hans Lunkenhed ham rammer
som Straf det kolde Intets Helvedjammer.

En Tro? af hvilken Art? og hvordan fundet?
I Leg den fødtes, vokste stærk i Kamp,
skød lidt for rask til Vejrs i Drømmeblundet
og stredes saa med Skuffelsernes Svamp,
som havde dræbt den, hvis de havde kunnet.
Saa laa den syg, men da den fik sig sundet,
109 steg klaret frem af Længslers Taagedamp
en Livsanskuelse paa Elskov grundet.

Paa Elskov? hvilken Elskov? Gud, behøver
man spørge om, at den er ganske blottet
for al Moral - saa godt som nogen Røver!
De skændige, som har sig sammenrottet
og ærer hverken Kirken eller Slottet,
kan de forstaa den Kærlighed, som skrumper
i Oldemoderdydens Katakomber?
De har jo Dydsbegreber, som ej skiller
de svangre Koner fra de dito Friller,
Begreber, hvor al Verdens Last forsumper,
som smager mer af holbergske Perniller
end gamle Jomfruer og Huspostiller
og ryster Samfundsordnen i dens Piller.

Det kære, rare, gode, gamle Samfund!
min Ven, hvad nærer du for Vanvids Tanker?
Saa du vil lære dette sejge Trækdyr
at sparke ud med sine stive Skanker!
O søde Enfold, du vil reformere,
vil slaa som Samson med en Asenkæfte
til vore patriotiske Filistre!
Min Ven, hold heller op at fantasere.
Du selv til sidst, det skal sig nok bekræfte,
vil fast til deres fede Limpind klistre.

Af al din Talen bliver man kun døv.
Mens selv du Gløder paa dit Hoved sanker,
det dovne Æsel staar og tygger Drøv
og bliver mere stædigt, mer man banker.
110 Paa Kærlighed at bygge op sit Liv,
er det en Ting at byde Trækdyr-Racen?
De vilde Tanker, over Bord dem hiv!
Den véd, en Smule Kønsdrift det er Stadsen,
og Kvinderne! - tilfældigt Tidsfordriv.
Hvor ta'r den raat paa hele Suppedasen!

Nej hvis du ungdomsovermodig kækt
en daarlig Smag tog paa at reformere,
saa grib den unge, endnu sunde Slægt,
og tving det i den, at den aldrig glemmer,
med Kvindehvisken og med Tordenstemmer.
Men læg ej paa de gamles Bedring Vægt;
de sidder fast og rører sig ej mere.

Den unge, sunde Slægt - ak hvilken Frase!
Er den ej løs og mat, har den en Smule
jærnholdigt Blod, som end har Lyst at rase?
Er ej vi alle bleven gustengule?
Af Tidens lange Kævl, snart oppe, nede,
er ej vi alle halv Vejs sløjfet hen?
Hvad siger det, om vi er kolde, hede,
om nu vi føler Glæde eller Vrede?
i Morgen er vi rolige igen.
Hos os er intet sejgt paa nær vor Léde,
som er vor Dyd - vi har alene den.

En Kaste Kvinder og en Kaste Mænd,
hvor Kvinderne er ét og Mænd et andet,
maa slig en Slægt ej tørre bort i Sandet?
Han er den stærke, hun det skøre Kar,
han klog, men raa, hun dum, men hjærtedannet,
- det er, som aldrig deres Blod var blandet
og ikke af den samme Marv de var.

111

Naturligvis, bevare's! hvert et Køn
har sine Finheder og sit det sære,
ja uden Forbehold jeg vil erklære,
at Kvinden fra Naturens Haand er skøn
og taler mægtig til sit Ophavs Ære!
Men denne Kønsforskels Beskytnings Mur
har elsket frem Manér og ej Natur.

Det egne, fine, sære næppe glipper,
om mindre sondrede de vokser op,
om ej besnust af Tantenæsetipper
lidt mindre dum den unge Pige tripper,
om Manden ej faar gjort saa mange Hop
og smidt sin Kraft i Grams paa Knejper, Kipper.
Hvor skal de siden kunne følge Trop,
naar alle fælles Baand man overklipper?

Har man af Skønhedshensyn været kold mod
Beskytningsstormeriets ny Profeter
- I Skønhedselskere hav bare Taalmod!
hver ægte Forskel i sig selv har Hold mod
at rendes ned af Søren eller Peter.
Og hvilken Skurk har tænkt at øve Vold mod
et Kvindelegems Anonymiteter?

Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar nu de allerhelst vil være sammen?
I Fædre, Mødre, husk, at selv I sad
adskilt en Gang, forpint af Længselsflammen!
Husk Æblet falder ikke langt fra Stammen!

Om hun og han I spørger, hende, ham!
Hvorfor den dumme Snak? Og hvorfor dømmer
I det, som taalelig for ham sig sømmer,
hos hende som al Verdens Spot og Skam?
112 Er det ej ligegyldigt: han og hun?
At de er Mennesker, er det ej nok?
Naar Tingen dog er éns, af hvilken Grund
ej bruge én og samme Maalestok?

Af ét de kom, kun én er deres Bøn,
at de faar Lov igen at blive ét.
Naar en Begæring er saa from og skøn,
bekymrer han og hun mig meget lidt:
vi har kun Fælleskøn og intet Køn.

En Livsanskuelse paa Elskov! - Navnet
har jeg desværre selv ej fundet paa -
et Facit af, hvad jeg har vundet, savnet
i klare Nætter, Dage himmelblaa.
Af Elskov ledes alt, som vil bestaa.
Men hvorfor maa det da ej være saa?

Ti hvem kan sige mig, hvad det vil skade?
Nu maa i Længsels Sumpen Slægten vade,
og visselig det blev en trist Parade
at mønstre alle, som er sunket i.
Kom, lad os aabne Elskovs grønne Sti
for hundred, naar man aabned før for ti;
og to og to de vandrer stærke, glade
med Ungdomstrods og mere Blod end vi.
Er blot de to, al Synd man skal forlade.
- Jeg kalder ikke Kærligheden fri,
jeg siger to og to - for visse Blade!

For visse Blade, der, som andet mere,
til den Tid længer ej vil existere.
Og deres stinkende Moral er død,
og væk er Præstekjolen, Helvedriset.
Og alle have dagligt Kød og Brød,
til Trods at Parringsvalget stillet frit,

113

saa ung og fattig er de andres lige,
vil skabe Folk med Blodløb, Appetit.
Af Ligheds-Tanken styres Land og Rige,
kun Aand og Arbejd er den Kapital,
som fordres paa Erhvervets, Ærens Stige.

Forbi er Aandstvang, bundne Længslers Kval
- den store ubekendte være priset!
I Verdens lyse, himmelhøje Sal
ej tunge Vemodsskygger mere snige,
og ingen Estrup krænker Paradiset.

Forbi! - hvornaar?

- - - - - - - - - -
- - - - - - Imens jeg frem mig kæmper
i Tankerus og Lampen stille lyser,
til sént paa Natten end jeg sidder vaagen.
Jeg slaar et Vindu op. En kold December!
hvor dødtavs Byen bagved Nattetaagen
udslukt og skummel ligger hen og fryser.

Der jager stærke Vindrusk gennem Gaden,
Gaslygten klirrer, Vinduskodder slaa,
og alt er tomt, kun lænet mod Façaden
jeg skimter en Betjent dernede staa.
Han tramper lidt og gnider sine Fingre
og bli'r saa rolig, mens paa maa og faa
igen mit Øje søger ud mod Staden.

Saa hører jeg fra Gadehjørnet skingre
en Kvinderøst i Latter skarp og raa.
Og uklart ser jeg over Gaden skraa
tre dansende Personer, hvoraf hun
bestandig nynner, lér og bruger Mund
og kalder en af Mændene sin "Frier".
114 Betjenten retter paa sig, og de tier.

Hvor passer disse tre forsorentglade
til denne Skøgeby i denne Nat,
hvor alt det vrangne er i Stævne sat!
de bringer som en Lugt af harsk Pomade.
Nu fryser Skøgebyen atter hen,
men her den har sit Billed efterladt:
en drukken Kvinde mellem tvende Mænd.

En Skøge!- af de Stakler, som blev ofret,
blev dømt sig selv og Staden at forpeste.
Det var en velvis Over-, Stads- og Hofret,
som fandt det tjenende til Slægtens bedste.
Du skumle Stad, gør op med din Misére!
du er forfrossen, du maa søge Ly.
Du skal ej længer være Skøgeby;
ti der skal ingen være Skøger mere.

- Nej ingen Skøger! Lastens Dødningkæber
vil kysse Léde i den unge Brynde.
Men Kærlighed fra rige, varme Læber
med skøn Naturlighed og nøgen Ynde!
en Elskov for en Ungdom, der ej slæber
sig træt af Sted, men lér med røde Kinder,
en sorgløs Ungdom, som ej mere flæber
paa Kirkegaarden mellem døde Minder,
men hensynsløs tør sine Krav forkynde.

Endnu vi ejer Skøgeblodet - vâr dig!
og kast dig ikke bort, før Hvirvlen ta'r dig!
Men hvis sig hede Sommerlængsler spinde
omkring en Kvinde, stærke som Musik,
da grib, i Fald du kan, din Elskerinde
115 - kan du vel svare for en daarlig Skik?
Og er I uberørte - unge blot!
det mindste, det, som skældes lavt og raat,
vil faa et Skær af Helligdoms Mystik.

Luk op, der banker paa en trodsig Hær
af friske Længsler, tvingende Begær.
O lad os faa at sé en Slægt, som lér!

- Saa vil de alle elske, én og hver,
med sin Grad Varme og paa sin Manér.
Og Sommernattens Alf, den glade Puk,
vil skinsyg aande mer end tusend Suk.
Slet intet skiller mer - ej Magt, ej List -
to unge, som paa Kærligheden tror,
den skønneste og festligste for vist
af alle Fester paa vor skønne Jord.
Paa Elskov grundes Rige, Land og Stad,
og Elskov er det, som gør sund og glad;
at tro paa Elskov er den store Lære ...

Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar de nu allerhelst vil sammen være?
Endnu jeg spørger paa det sidste Blad.
Og med et Spørgsmaal har jeg her den Ære -

28. Nov.-7. Dec. 1886
116
117

EFTERSKRIFT TIL NATURBØRN

Notesbøgerne fra 1884-87 løb fulde af digte (NkS 1340, 8°, III, 16-19 samt IV, 20), og det er med fuld ret, når der på omslaget til den første står: Der er Grøde i denne Bog. Det er imidlertid en grøde, som SC hårdhændet har luget ud i, da han samlede digte til Na. Flere bind bærer titlen Gennem Nat til Lys - men hovedparten af digtene er dog af så tidsbunden og upersonlig en kvalitet, at de bedst får lov at henligge i det oprindelige mørke, dvs.: de optrykkes stort set ikke i bind IX. I stedet kan det oplyses, hvor de befinder sig. I notesbøgerne som nævnt, men herudover følgende steder:

NkS 3633, 4°, I, 1 (brudstykker af Na; 14 blade).

NkS 3633, 4°, II, 3 (fragmenter af to renskrevne digtsamlinger, hvoraf den ene bygger på den anden, der så igen er lagt til grund for Na; 78 blade, hvoraf 60 digte ikke er optr.).

Nks 3633, 4°, III, 1 (3 omslag m. dels daterede (1882-1887), dels udaterede digte; 69 blade).

Acc. 1981/143 A (fragment af en digtsamling).

Sidstnævnte samling, der har titlen Dæmring, indeholder digte til den pige, der er model til den kvindelige hovedperson i Mina (jf. s. 187), ligesom hovedparten af de øvrige digte enten direkte er dediceret Mary eller beskriver forholdet til hende. SC havde håbet at få et udvalg udgivet julen 1885, men efter forgæves forlagshenvendelser måtte han selv bekoste udgivelsen. Udvalget udkom den 9.9. med titlen Naturbørn. Inden da havde den i teorien vaklende naturalist overvejet at omskrive versene til en roman med denne titel - udkast hertil ses fra andet halvår af 1885. I oktober 1886 skriver han ligeledes til 118 sin forlovede Anna Cathrine Christensen, at han kunne tænke sig sidste halvdel af den da allerede færdigredigerede digtsamling brugt til en roman: Rus eller - andet sted - til en novelle, som skulle ligne Dostojevskis roman Raskolnikov (papirer i familiens eje).

Sådan kom det forståeligt nok ikke til at gå, men det tidstypiske er fastholdt i følgende tilbageblik: (...) da vi skulde udsende vore første Bøger, var det bleven Tone i nordisk Literatur, at man skulde bekende og anklage - en udtalelse, der klart sammenfatter stemningen i kulturlivet efter 70'ernes og 80'ernes naturalistiske gennembrud. Vi kunde ikke undgaa Tiden. Og vi bekendte det skønne og skrev det sande, og Journalisterne væltede deres Blækhus over os (NkS 2732, 2°, I, 10; Nat. Tid. 7. og 9.8.1915; i ændret form Ft 154 ff.).

Rigtigheden af denne karakteristik underbygges ved en betragtning af den modtagelse, Naturbørn fik i samtiden. Den kom - i sin lyserøde indbinding - dumpende ned midt i den standende sædelighedsfejde, og det er som et aktuelt polemisk indlæg i denne fejde, at den er blevet læst. Bjørnstjerne Bjørnson havde givet anledning til slagordet om de tusind Hjem og, tilsigtet eller ej, i Naturbørn stod nu som en slags omvendt formel de fatale linier: Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber// mod at kysse hundrede Piger? (Nye Piger s. 69).

Det sentensagtige udtryk blev landskendt (EF I 41), og anmeldelserne blev derfor i overvejende grad ideologikritisk orienteret. I den larmende polemik omkring digtenes "tendens" er digtsamlingens spæde, men egenartede tone næsten ikke blevet opfattet.

For Edv. Brandes er det i Politiken 25.9.1889 magtpåliggende at knytte den ny litteratur til 70'ernes naturalistiske gennembrud: Tre Gange er der brudt en literær Ungdom frem her i Danmark i den sidste Snes Aar (...). Første Gang var det den store Bevægelse, som i Begyndelsen af Halvfjerdserne skrev Den frie Tanke i sit Banner. Den kendte lidet til Politik, ikke engang synderlig til Erotik. Da en ny Generation tager fat 10 Aar efter ved Firsernes Begyndelse, er allerede den fritænkerske 119 Literatur blevet venstre i politisk Forstand. Og nu fem Aar efter igen, da ganske unge Stemmer blander sig med de ældres, er disse ny Poeter, de sidste Dages Hellige Venstremænd og Fritænkere ganske som de skal være. Det var ifjor Hr. Stucken-berg, det er iaar Hr. Johannes Jørgensen og nu Hr. Sophus Claussen. Og der bliver ikke længer anden ung Literatur i Danmark end en fritænkersk venstre. De, der vil sørge herover, kan gærne straks bestille Sørgefloret. Viggo Stucken-berg, Johs. Jørgensen og Sophus Claussen - tre mindre pålidelige sandhedsvidner for naturalismen og "det fritænkerske venstre" kunne man vist næppe finde! - I øvrigt roser Edv. Brandes bogen. Den består af ungdomsly'stige, allerhelvedes Vers og et Halløj af Piger, Ugudelighed og Venstretrods - en højst forvoven Treklang. Også han har mærket sig linjerne om de hundrede Piger, som han finder, at Man maa være en ualmindelig Dydsblære for at briste over (...).

Men Dydsblærer var der også nok af. I en usigneret anmeldelse i Højres mest autoritative organ Dagbladet 29.9.1889 kaster skribenten sig ud i en vidtdreven allegori over efterårets svampevækst og efterårets bogudgivelser. Sammenligningen bygges ikke kun op på svampenes og bøgernes mangfoldighed, men endnu mere på deres giftighed. Specielt om SC hedder det: Det er saaledes næppe rimeligt, at Nogen med sund Menneskeforstand udrustet Læser vil fordybe sig i Nydelsen af den Ret røde Fluesvampe, Hr. Sophus Claussen, under Titelen "Naturbørn", ved hvilken mærkelig Benævnelse han maaske selvironisk vil antyde, at de aldrig i Livet ville kunne anses for Musens ægte Børn, har serveret for Publikum. For anmelderen forholder det sig imidlertid anderledes. Han må, hedder det, ligesom Botanikeren, forstaa at haandtere Giftsvampen med samme videnskabelige Interesse, som den ægte Champignon og ikke af den ilde Smag lade sig afskrække fra at undersøge Arten, til hvilken det foreliggende Exemplar rettelig lader sig henføre. Det er da også nette ting, Dagbladets gysende anmelder får analyseret frem gennem sin videnskabelige undersøgelse. Forfatteren tilhører den yderste venstre Fløj, og han forkynder 120 den efterhaanden tilstrækkelig bekjendte Bohêmemoral uden forsøg paa at dølge sine pantogamistiske Tendenser; en håndfast Tyrekalve-Erotik (...) pruster sin hede Aande gjennem hans Digte. Også for en æstetisk betragtning falder samlingen igennem: Hans Vers ere gjennemgaaende daarlige og klangløse, hans Lignelser platte, hans Sprog uklart, ofte ligefrem uforstaaeligt. Dog er anmelderen tilbøjelig til at føre ansvaret tilbage til digtsamlingens ideologiske bagmænd og inspiratorer: Er der Nogen, der vil tage Skade af disse uvorne og uappetitlige "Naturbørn", Hr. Claussen har sat i Verden, bliver det udelukkende ham selv og det Parti, hvis mest uhøviske Rumlerier han har sat ud for sin lille skingrende Barnetrompet. (...) Derfor falder Ansvaret for en saadan Digtsamling som denne heller ikke i sidste Instans saa meget paa den ungdommelige Forfatter selv som paa dem, der fra først af have givet ham Tonen, selv om de ikke havde tænkt sig den blæst ud over Landet i saa skrattende Fanfarer. I linjerne om de hundrede piger ser anmelderen hele Digtsamlingens Tendens, og han finder anledning til at sammenligne med flerkoneriet hos mormonlederen Brigham Young. Netop i disse år drev mormonerne eller Jesu Kristi Kirke Af De Sidste Dages Hellige en udbredt missionsvirksomhed i Danmark, hvilket er underforstået i en del anmeldelser, - jf. også Edv. Brandes de sidste Dages Hellige Venstremænd og Fritænkere. I Avisen 26.9.1887 tryktes ligefrem en artikel med titlen Naturbørn og Mormon!

I venstreavisen Aftenbladets usignerede anmeldelse En moderne Digter (12.10.1887) udbygges kritikken til en lille Portrætstudie: Han hedder Sophus Claussen, er Søn af Folketingsmand Rasmus Claussen, har i tre Fjerdingaar været Redaktionssekretær ved et Venstre-Provinsblad og opholder sig nu i Kjøbenhavn, hvor han gaar omkring som en lille, korpulent selvfornøjet Herre med Hovedet paa Skraa, studerer Jura og agerer Digter. I øvrigt følger anmeldelsen stort set Dagbladets kritik. Digtene er udsprunget af en ikke ganske ren Fantasi, der gør sig en raffineret Glæde af at forestille sig den elskede i et aandeligt og legemligt Negligé. Anmelderen finder digtenes religiøse 121 og politiske indhold forbavsende, når dog Hr. Claussens Elskov har, som man let vil forstaa, ikke levnet ham Tid til stort andet. SC er ikke, således som Edv. Brandes havde hævdet det, typisk for den unge generation, men derimod for en intellektuel og ufolkelig hovedstadsradikalisme. I stedet peges der her på Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen, to virkelig begavede unge Lyrikere, der sikkert vil meget betakke sig for at sættes i Klasse med Hr. Sophus Claussen.

I Social-Demokratens anmeldelse 13.10.1887, signeret Jean, roses derimod just alt det, der var faldet den konservative kritik for brystet. Anmelderen fremhæver i særdeleshed linjerne om de hundrede piger: Saadan synger ikke den, som uden Ræssonneren slaar sig til Taals med det lovordnede Monogami; ikke heller den, hvem en ubesvaret Forelskelse binder til én bestemt Kvinde. Men saadan synger man, mens Ungdomsattraaen utæmmet koger og endnu ikke er pænt ledet ind i Kedlen for stempelfast at drive sin bestemte Del af Samfundets velindrettede Maskineri.

Sophus Claussen har ingen Respekt for dette System; han udtaler sig med dyb Foragt mod at trælle deri og søger sine Glæder alle andre Vegne. Skal anmelderen endelig indvende noget, er det endog snarere, at forfatteren ikke er frimodig nok. Om Du som en lille Kattekilling er ... hedder det således, at Hr. Sophus Claussen, som selv triller fra Kattekilling til Kattekilling, skulde ikke synes at have Grund til at fortvivle, fordi andre imidlertid afløser ham som Garnnøgle. Et håb for fremtiden ser anmelderen i øvrigt i det afsluttende Til Alle, som kaldes en vidtløftig, versificeret Avisartikel; der er hos den unge Lyriker (...) fremadvillende Alvor gemt bag den forsorne Sparkenbagud.

En tredje type anmeldelse findes endelig i SC's "egen" avis, Horsens Folkeblad (2.11.1887), der hverken forarges eller begejstres over hans formentlige hyldest til Masse-Kjærligheden, men forklarer det som væsentligst Spøg og Ironi: Læserne af "Horsens Folkeblad" kjender Sophus Claussen. De har haft Lejlighed til at læse hans kvikke Artikler; de har glædet sig 122 over hans gode Indfald, og de har følt sig styrkede ved hans sikre og varme Tro paa Friheden. Afslutningsvis konstaterer anmelderen dog, at det havde maaske ingen Skade været til, hvis SC havde strøget en del af digtene. Saa havde han sparet sine Venner for den Ærgrelse at se ham mishandlet og misforstaaet i Højre- saavel som Venstreblade.

Dagbladskritikken - og endnu flere eksempler herpå kunne inddrages - følger altså stort set tidens politiske skillelinjer. Avisernes anmeldere reagerer, som man kunne forvente det, og de når i almindelighed ikke ud over de jævneste klicheer og udvekslinger af drillerier partierne imellem. Når undtages Horsens Folkeblad, hvis meget ubehjælpsomme anmeldelse hverken er særlig overbevisende eller særlig overbevist, er aviserne stort set enige om, hvad digtsamlingen omhandler; hvorledes man da videre forholder sig til den er helt afhængig af, hvorledes man forholdt sig i den standende sædelighedsfejde og i den politiske debat i øvrigt.

I en debatterende omtale af bogen, bragt af Henning Jensen i dennes tidsskrift Enhver sit 27.10.1887 under overskriften Sædelighedsspørgsmaalet går man derimod på tværs af de politiske rygmarvsreaktioner: økonomisk-socialt følges en socialistisk, venstreradikal linje, moralsk en mere konservativ. Det kan derfor ikke undre, at SC, der måtte føle sig i overensstemmelse med tidsskriftets politiske radikalitet, valgte dette blad som stedet, hvor hans egen stilling skulle klargøres. I kladden til indlægget, der blev delvis offentliggjort her under titlen: "Naturbørn" og Sædelighedsspørgsmaalet 10.11.1887 står der: Fejltagelsen er, at man har ansét de "nye Piger" og de "hundrede Kys" for mit Program. (...) Hvad der var ment som Ironi, blev taget for fuld Alvor. Naturbørn's moralske sigte har ikke været Naturtilstand, men Naturlighed: Efterhaanden som Samfundene udvikles og ordnes, indskrænkes Menneskedrifternes Spillerum, Ejendomsdriften ved en skrap Straffelov, Forplantningsdriften ved Ægteskabet. Udviklingen er imidlertid ikke saa vidt, at den kan byde Mad til de sultne og Ægteskab til dem "som lide Brynde". Samfundet sætter snævrere 123 Grænser for Drifterne uden at tilføre dem mere af, hvad de behøver. Det er Unatur. Og derfor findes den største Unatur i de strængest ordnede Samfund.

Men da maa Naturen finde paa Udveje, at ikke dens Overskud af Kraft skal ende i Straffeanstalten eller Prostitutionen. Og naar man nu finder en Udvej for den bagtalte Forplantningsdrift, en Udvej, hvorved den undgaar Prostitutionen, som er den imod, og Ægteskabet, som den ikke kan naa, saa er det ikke en Tilbagegang til "Dyret", men et Fremskridt til Naturligheden - Naturligheden, tillempet efter det kunstige Samfund. Hvad Naturbørn vil hævde, er da ikke polygami, men ægteskab uden Formaliteter: Dette er saa langt fra et Angreb paa de "tusind Hjem", at det snarere vilde forøge deres Tal. Forøge dem, ikke med Udenomsforhold, saaledes som man nu har barnløse "vilde Ægteskaber", hvor Forplantningsdriften blot er erotisk, men med sunde Forhold, som forebyggede Ensomhedsfantasier og Løsgængeri.

For moralske prædikener og formaninger er derimod intet mere helligt: Ved vort Præk berøver vi os selv og andre Evnen til at nyde, og vi lærer Kvinderne at hengive sig til deres Mænd med et Træk af resigneret Lidelse paa de ærbare Ansigter.

Kunde de, som snakker saa meget om den moderne Fordærvelse, en Gang se, at de ikke gør os bedre, fordi de besudler Livet for os!

Vejen frem i det seksualmoralske spørgsmål består da ikke i yderligere moralsk undertrykkelse og formaning, men i, at kvinderne opnår en reel ligestilling, så de bliver selvstændige og ligeværdige partnere i det frit indgåede kønsforhold: Men inden den Tid maatte rigtignok Kvinderne stille Lighedskravet for dem selv. Det vilde have adskillig mere Virkning end de mange Fordringer til Mændene.

Saaledes er den simpleste Maade til at skaffe Kønsspørgsmaalet ud af Verden. Det er ikke fri Kærlighed; det er Ægteskab med Udsigt til Vielse en Gang med Tiden. Heller ikke er det nyt; allerede "danske Lov" kendte det og betragtede [det] med forholdsvis milde Øjne. (Acc. 1981/143 B2 (1)).

124

Gennemgår man papirerne fra efteråret 1887 ser man, hvor magtpåliggende det har været for SC at få klargjort disse forestillinger omkring kærlighed og samfund; her skal kun henvises til notatet Sædelig Skønhed fra 14.10.1887 (NkS 1340, 8°, IV, 21) og en fingeret anmeldelse fra samme måned: Kød (Acc. 1981/143 A).

Artiklen fra Enhver sit så SC gerne trykt i Politiken - da han her udøste alle [sine] Meninger om Kærlighed - og i den anledning gik han til Edv. Brandes, der imidlertid nægtede at optage den; dog ikke uden ved samme lejlighed at spørge SC, hvilket System d'amour, [han] vilde hævde! (NkS 1340, 8°, VII, 34). Selv Edv. Brandes misforstod altså SC - og de fatale linjer fra parodidigtet Nye Piger klæbede fra da af til forfatterskabet - i en grad, så han ved genoptrykket af Naturbørn i 1929 kunne konstatere, at de kastede en saadan Røg og Flamme i Vejret, at man siden den Dag har villet misforstaa Skribentens Tendens (NkS 1340, 8°, XVIII, 107).

Der var dog også nogle, der gerne ville forstå skribentens tendens, og blandt dem var professor Harald Høffding, som SC havde sendt et eksemplar af sin digtsamling. Høffding svarede Student Claussen med megen venlighed og forståelse (10.9.1887, NkS 4978, 4°, IV). Digtene forekom ham at være udsprungne af friske og sunde Øjeblikke, og han fremhævede dem på bekostning af en anden ung Digter (sandsynligvis Johs. Jørgensen) for deres lysere og frejdigere Ungdom, men henviste samtidig SC fra den lille Eros til den store. Jeg sympatiserer meget med "en Livsanskuelse grundet paa Elskov"; men jeg tror, at De vil erfare, at det er for snever en Ramme. Den store Eros, - den ideale Begejstring, som fører ad Tankens, Arbejdets og Kunstens Veje, og som driver til at søge efter Lys og Varme for saa mange som muligt, - har sin egen Salighed saa vel som sine egne Lidelser, og derfor ogsaa sin egen Poesi. (...) Dog det skal ingen Indvending være. I den lille Eros's Skole kan man lære at tjene den store. Det var jo det, Platon mente, at Eros hjælper at gøre det store Spring ud over det egne Jeg. Først det mindre, saa det større, det er den 125 naturlige Gang, og det er kun Asketikeren, der mener, at det mindre maa falde bort, for at man kan naa det større.

SC takkede ærbødigt for Høffdings smukke og venlige Opmuntring (kladde og renskrift til brev i NkS 1340, 8°, IV, 21 og Acc. 1981/143 B2 (1)) og beklagede atter her den modtagelse, digtsamlingen havde fået: fordi (...) jeg paa ét eneste Punkt tror det samme som B. Bjørnson. Digtenes kritiske sigte har været rettet både mod Romantikere og Realister (...): Jeg vilde vise, at ikke alt er raat, hvad der sættes i Ban; vilde gøre Propaganda for Skønheden i ethvert Kærlighedsforhold, eftersom baade Romantikere og Realister har gjort deres til at neddrage Folkets naturlige, sunde Bevidsthed om disse Ting. (...)

Jeg tror ikke, at nogen ret for Alvor kan dyrke den store Eros, saa længe han endnu er ung nok til at digte paa sit eget Liv. Der vil indblande sig saa meget personligt, som maa have Udløb. Men det er maaske ingen Skade til; ti selv om man forstaar mindre, føler man stærkere, og det er i alt Fald i Poesi et Fortrin.

Den lille eros måtte foreløbig være inspirationskilden.

126
127

NOTER TIL NATURBØRN

Indledning til kommentaren

Na 2 er forsynet med følgende efterskrift: Det har med denne Udgave ikke været Forfatterens Hensigt at ændre eller forbedre den Tekst, hvori disse Ungdomsvers blev formet. Kun et Par ubetydelige Ændringer er foretagne for at føre det oprindelige Udtryk tilbage, hvor han allerede i den første Udgave havde ladet sig forlede til tvivlsomme Fornyelser.

S.C.

Et udførligere udkast i afskrift ses i NkS 1340, 8°, XVIII, 107.

To første-udgaver med rettelser af SC (bl.) ejes af henholdsvis lektor, cand. mag. Ruth Elmby, Kbh. F, og cand. polit. Jens Bork, Kbh. Ø. Rettelserne er benyttet i nærværende udgave.

Døgndrømme

M

A NkS 3634, 4°, I, 1, 3 (sign., rettet renskr., bl., dat. 6.5.1887)
B L-F. F. 21.8.1925 (Goethecit. udeladt)

V

A V, 1: dvælende < d. s. < Strid og
VI, 2 < d. s. < Tag da det eneste, der er (< jeg har) tilbage!

K

Und du (...), de sidste to linier af Goethes digt: Hoch auf dem alten Turme steht (1774)

Jeg syntes -

K

flaner, flirter

L

Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans Samtid I (1944) p. 127

128

Kan du drømme med mig? (9.6.1884)

V

II, 8: drilagtige. Jens Borks eksemplar har: medens drillende, jf. 106

Du som en lille Kattekilling er ...

M

A Nks 1340, 8°, III, 17 (sign. renskr., bly., dat. 20.1.85)

V

A III, 4 < Naar andre vilde lege med min lille kælne Kat

Vaar i Vinter

M

A Pol. 26.12.1885

V

A III, 3: var < er

K

VS-SC 1

Dæmring (10.4.1885)

V

I Jens Borks eksemplar er V, 5-8 erstattet af flg. str.:

Bag Tæppet rask du (< jeg) gemte
de søde nøgne to,
undselig du dig klemte
ind til mit Bryst.

Rettelsen fulgt i Na 2, idet sidste linie dog udvides m.: og lo. (Således også i Ruth Elmbys eksemplar). If. kladden til efterskriften til Na 2 er således den rigtige Slutningsstrofe sat i Stedet (se s. 127)

Hver Morgen, naar jeg vaagner

V

II, 4: I Solens Em > i Sol og Em i udk. til efterskriften i
Na 2 (se s. 127)

Sagtelig ...

M

A NkS 1340, 8°, III, 18 (sign. renskr., bly., dat. 16 Maj 1885)

129

L

EF I 22

Paa Strandvejen

M

A NkS 1340, 8°, III, 18 (udførligt udk., dat. 20.5.85)

V

A Titlen < Aarsag og Virkning

K

Chaussé, (brolagt) hovedlandevej Dampsporvognen kørte fra Trianglen ad Strandvejen til Klampenborg (1884-92) sonor, klangfuld
formaliter, m. iagttagelse af den ydre form

Sent hjem

M

A NkS 3633, 4°, I, 1, 1 (sign. og rettet renskr., bl., dat. 5.10.1885)
B NkS 3633, 4°, I, 1, 4 (sign. renskr., bl., dat. 5.-6.1O. 1885)

V

A+B Titlen < Morgen (kun A)
A forlæg for B, idet strofen dog er ændret til at være 2-liniet
I, 1 < Da ind jeg kom ad Porten,
I, 2: da < alt
II, 1-2 svarer til II, 3-4
II, 3-4 svarer til II, 1-2
III, 1: kiged < skotted III, 1-2/var. Skønt som i Døs jeg vandred, jeg gad ej gaa i Seng. (kun A)
III, 3: og drev saa/var. Jeg stavred (kun A)
IV, 1-2 < Ud Morgensolen strøed fra skyfri Luft sit Guld
V, 1-2 overstreget < En Pige sad og malked de søvnig-dumme (< -sløve < -dumme) Kør, (kun A)
V, 3: stirred < d. s. < gloed
VI, 1: Kløvret, < Kløvret < Græsset (kun A)
130 VII, 1: grønne < d. s. < Kløver (kun A)
VII, 2: skinned < d. s. < lued (kun B)
VII, 2: varm < héd
VII, 4: < om hende, som I véd.

K

- hæs, stor stak
kvæged, forfriskede

Kærlighed

M

A NkS 1340, 8°, III, 17 (usign. renskr., bly., dat. 26.12. 1884, u. t.)
Optr. i Damernes Noteringskalender for 1919 (1918) p. 3

Bagefter (1885)

V

I Ruth Elmbys eksemplar er I, 5: saa fin sig > sig haarfin

En Stormdrøm der gaar ... (21.11.1885)

Messalina

K

Messalina, Valeria, romersk kejserinde, Claudius' hustru, berygtet for sin stærkt sanselige, grusomme og herskesyge karakter. Henrettet 48 e. Kr.
EF I 9-10; 12 og NkS 1340, 8°, III, 19 (notat 16.8.1885) om den biografiske baggrund. If. Nks 1340, 8°, XIII, 72 er Messalina den gamle Dronning Luise (1817-98), gift m. Christian IX

For god!

Kærligheds Program

M

A NkS 3633, 4°, I, 1, 6 (sign., rettet renskr., bl., dat. 29.10.85)

131

V

A Titlen < I Skumringen
X og XI erstatter flg., overstregne str.:
"Fortæl, kan De elske?
forstaar De mig ... ægte?
O, tror De! ... Da elsk mig,
da maa De ej nægte."

L

EF I 21
Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973) p. 304

Solnedgang (5.1.1886)

K

-mir (...) Gedärme. Ordret har cit. ikke kunnet lokaliseres, men det er muligt, at SC cit. efter hukommelsen. Det minder i hvert fald om AT VIII: VII, 1. 4 (Eisters udg., bd. II p. 369)

Hvorfor mon?

Sommermorgen

M

A NkS 3633, 4°, I, 1, 7 (udat., usign. renskr., bl.)
B NkS 3633, 4°, I, 1, 9 (udat., sign. renskr., bl; sm. m. to andre digte under fællestitlen: Naturstemninger.)
C NkS 1340, 8°, III, 17 (sign. renskr., bly., dat. 12.1.85 (skrevet om Vinteren))

V

A+ B I, 2: slummersvag, < søvntræt, svag,
C I, 2: slummersvag < søvntræt, svag, < vellystsvag.

Pan

M

A L-F.F. 23.12.1886
Oversat til eng. i: A book of Danish verse (...) by S. Foster Damon and Robert Silliman Hillyer (1922) p. 161- 164. Sm. m. Udenlands, se Pi II)

132

V

A l. 41-43 udeladt i avistrykket

K

Pan, se note til Dj III Afrodites Dampe. SC forsyner selv digtet med flg. note i L-F. F.: Pan, græsk Gud, der bor inderst inde i den tavse, ensomme Skov. Den Angst, Skovens højtidelige Stilhed fremkalder hos somme, troede Grækerne, kom fra Pan, og benævnte den panisk Skræk. Fauner, dvs. Skovguder.
Ekko, en nymfe, der blev efterstræbt af Pan, men selv fortæredes af kærlighed til Narkissos, så tilsidst kun stemmen var tilbage af hende
VS-SC 2
Efter Regnen (18.5.1885)

Faldende Sné (før 9.2.1886 (?))

M

A H. F. 12.3.1886

K

VS-SC 2

En Fabel

M

A L-F. F. 16.11.1885
Dat. November

V

A l. 16: Blomsten < Blomster
l. 17 < Snedige Lægmænd som brave og dumme studerte,
Ml. l.19 og 20 er udeladt flg. to l.:
- alt, som i Knaphul bar Baand eller Snore paa Ærme, hele den mer eller mindre betitlede Bærme.
l. 21: med dem < men her
l. 25: "Ja, gode Mand!" > "Dem faar jeg nok," (i Jens Borks eksemplar)

K

Assessor, dommer

Manna (19.11.1885)

M

A H. F. 12.1.1886

133

V

A II, 1-2 < En Sommerdis laa over Lande,
Violer og Roser sprang ud,
III < Da kom der et Budskab fra oven,
et uventet kongeligt Brev.
Hos Borger, hos Bonde bag Ploven
en endeløs Jubel der blev.
IV < De flaged med Fanen fra Himlen
for Friheden, Kongen dem gav.
Et Folkeslag troed i Svimlen,
at Kæmpernes Aand steg af Grav.
V, 1-3 < I Festdragt derud under Bøgen
med klingende Toner man gaar
og glemmer at høre paa Gøgen
VI < I Drømme, der bruse og flagre
som Majløv, man lever sig ør:
det stærke, det sollyse, fagre,
det frie, som evig ej dør.

K

Legende om Manna, 2. Mos. 16,14 ff. og 4. Mos. 11,4 ff.
Hosianna, hyldestråb, som jøderne henvendte dels til Gud, dels til kongen
Fanen fra Himlen, Dannebrog, der if. sagnet faldt ned fra himlen i slaget ved Lyndanis 1219
Friheden, Grundloven af 5.6.1849, givet af Frederik VII

Hilsen (sommer 1886 (?))

M

A NkS 1340, 8°, IV, 20 (usign., udat. renskr., bly.)
B H. F. 15.6.1886

V

A Titlen < Et ungt Demokrati
B I, 2: end < og
I, 4: Selvstyrsdrømmen < denne Frihed

K

Besøget blev bragt i stand efter forslag af redaktør Emil Bojsen. Studentersamfundsgæsterne (ca. 80) ankom m. særligt skib fra Kalundborg pinselørdag 12.6., hvorefter man samledes til et møde, hvor Hilsen først blev sunget, dernæst talte bl. a. Georg Brandes. Dennes hovedtale - 134 dagen efter - er optrykt i Samlede Skrifter XII (1902) p. 265 ff. Se videre VS-SC 8, 10, 12 og 13 og Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans Samtid I (1944) p. 96. Et lignende besøg til Jylland 1887 omtales af Johs. Jørgensen: Mit Livs Legende I (1916) p. 158 f.
Politiets Stave, jf. at regeringen okt. 1885 havde oprettet et militært gendarmerikorps og udvidet politistyrken
Prokrustes-Leje. P. var en græsk røver, der tilpassede sine ofres størrelse efter en seng ved at hugge af dem eller strække dem. Heraf prokrustesseng: en form, hvori man vil tilrette noget, så det stemmer m. på forhånd fastlagte teorier eller formål
Cit. UB 2 93 f.

Antonius Gynt. I. Drømme

K

Antonius Gynt. Navnet refererer vel til G. Flauberts roman Den Hellige Antonius' Fristelser (1874) og til Henrik Ibsens drama Peer Gynt (1867). Værkerne skildrer henholdsvis en drømmer og visionær, der fristes af djævlen, og en fantast, hvis drømme sætter ham udenfor virkeligheden
Junge Leiden, 1. afsnit i Heines digtsamling Buch der Lieder (1827)

Antonius Gynt. II. Vision (jan. 1887)

M

A NkS 1340, 8°, IV, 21 (udat., usign. renskr., bl.)

V

A Titlen < St. Antonius' Fristelser. I
Digtet er led i en mindre række digte o. Antonius' fristelser

K

Bjørnson. I skuespillet En Hanske (1883; 2. version 1886) kaster den kvindelige hovedperson Svava sin handske i ansigtet på sin forlovede Alf, da hun erfarer, at hans arm før deres forlovelse har lagt om hundre pigers hals. Selv har hun ikke kendt en mand før mødet m. Alf. B's opfordring 135 til kvinden lyder da: den Mand, jeg vælger, skal være kysk; disse Herrer fra de hundre Favntag vrager jeg (B. i Pol. 4.3.1887, cit. E. Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973) p. 239). Se også note til s. 140 og 186
Flerkoneri, polygami - af B. kaldt Mangegifte

Antonius Gynt. III. Det værste

K

Bettina, A. Elisabeth v. Armin, ty. forfatterinde (1785- 1859). B. er den ital. kortform af Elisabeth. Citatet ikke identificeret
132

L

Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973) p. 304

Antonius Gynt. IV. Sommervarme

V

I Jens Borks eksemplar er l. 50-55 streget over m. bly. og l. 54-55 m. bl.
Na. 2: l. 54-55 > Det er en syndig Varme!
Hvem er Tænker? hvem er dydig?
I kladden til efterskriften til Na 2 læses: Jeg vil røbe, at jeg et Sted i hele den lille Bog har gjort en virkelig Stilrettelse, idet jeg omskrev det sidste Vers af "Sommervarme" saaledes:
"Hvem er Tænker? hvem er dydig?"
Det er sket for at befri et frisk, kunstnerisk Digt for en ufrisk Pointe.

K

frech und froh. Cit. har ikke kunnet lokaliseres, men det virker som en parodi på det bekendte Turnerwahlspruch:
Frisch, fromm, frölich, frei
Slippe, passage ml. to huse; smalt stræde
Olietryk, farvetrykt, litografisk efterligning af et oliemaleri

136

Antonius Gynt. V. Forbandelse (jan. 1887)

M

A NkS 1340, 8°, IV, 21 (udat., usign. renskr., bl.)

L

Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans Samtid I (1944) p. 128

Antonius Gynt. VI. Nye Piger

K

Videts Salt, jf. at på lat. betyder sal både salt og vid; mangfoldige steder i oldtidslitteraturen fremhæves det, at tale kan friskes m. salt
Udk. til efterskriften til Na 2 (NkS 1340, 8°, XVIII) omtaler digtet og dets biografiske baggrund, jf. s. 127

Ft 37

L

Carl Bergstrøm-Nielsen: Analfabeternes forlægger og den glade magister (1974) p. 38

Raadløs (27.7.1886)

Maaneskin (16.9.1886)

V

I Ruth Elmbys eksemplar er str. III overstreget

Første Gang

Spøgelsesfrygt

V

II, 1: kælen > dugget i Jens Borks eksemplar

Dine Kys er imod dig

M

A NkS 3633, 4°, I, 1, 13 (sign. renskr., bl., dat. Nakskov 12.11.86)

V

l. 24-28 optr. Pol. 10.12.1916

K

(...) Hælen, jf. 1. Mos. 3,15

Anka! Anka!

M

A NkS 1340, 8°, IV, 20 (udat., usign. renskr., bly.) 137 B NkS 3633, 4°, I, 1, 13 (sign. renskr., bl., dat. Køge 15.11.1886)

V

A+B l. 3: naar blot < saa snart

K

Anka, se note til næste digt

Der slumred i dit Blik ...

M

A NkS 3633, 4°, I, 1, 13 (sign. renskr., bl., dat. 28.11. 1886. Arket - hvorpå også de to foregående digte er skrevet - er illustreret af SC og dediceret hans daværende forlovede (og senere hustru) Anna Cathrine Christensen. Anka kunne være en sammentrækning af fornavnene

V

A I, 3 < -Hvem giver os igen den Nat, som spildtes!
III, 3 < mens Munken - jeg - sér ud til alle Haande
IV, 2 < af Sjæls-beklemmet-tungtvemodig Vaande.

Efteraarsdigt

Et Farvel (sensommeren 1886)

M

A NkS 1340, 8°, IV, 20 (udat., usign. renskr., bl.)

K

Højsangen, 1, 16

I Drift

K

kvær, tværs
at tage sit Parti, hentydning til Paludan Müllers Adam Homo X, beg., hvor udtrykket betegner at slå af på sine ideelle fordringer
Kains Arv, arvesynden

Aftenskumring

M

A NkS 1340, 8°, IV, 21 (udførligt udk., dat. 14.1.87)

138

V

I Ruth Elmbys eksemplar er l. 72 og 76-77 slettet

I Marts

M

A NkS 3633, 4°, I, 1, 14 (sign., rettet renskr., bl., dat. 12.3.87)
Optr. EoF (de fire første str.) og i Damernes Noteringskalender for 1922 (1921) p. 4

V

A II, 1/var.. I Gaderne slentrende Sværmen sig soler,
IV, 2: linien afsluttes m. spørgsmålstegn
Mlm. IV og V er flg. str. streget ud:

Haabet er vaagnet, min Længsel er træt.
Jeg pakker min Kuffert og løser Billet.

Dernæst markering af afsn. - ligesom ml. VIII og IX.
Istf. X og XI har renskr. flg. to overstregne str.:
Martret (< Isnet) af Nag og med Hjærtet i Saar
næppe jeg mere vil tro paa en Vaar

Jeg aner bag Martssolens gøglende Lader
en lurende Vinter. Endnu jeg hader!

Friskt Vejr (20.5.1887)

K

Jomfru'mord, refererer til Fredmans Epistel 25,5:

Sjung här om Jungfru-mord,
Om hur en Brud blir gjord,
Hur under Valdthorn hon kämpar och spritter
på et Bord.
spritter, hopper, spræller

Nymennesker. I. Tidsbillede

Nymennesker. II Hos de ventende (9.2.1887)

V

VIII, 2: vi (...) har > som ikke er i Na 2

K

tørke, tørrer ud

139

Nymennesker. III. Metamorfose

V

I Jens Borks eksemplar:
II, 1: drømmer > drømme
II, 3: og rømmer >, vil rømme

K

Metamorfose, forvandling, omdannelse
Lunger (...) Gæller, jf. D; III Et Rimbrev

Nymennesker. IV. Poesi

M

A NkS 1340, 8°, IV, 20 (udk. samt usign. renskr., bl., dat. 19.11.86)

V

A Titlen < Program
III, 1: Er der ej < Har ej I
IV, 4: Taageflor. < Rosenflor!
VII og VIII dannet på grundlag af tre str.

Nymennesker. V. Ungdom

Nymennesker. VI. Nymennesker (14.2.1887)

L

l. 57: "Mon der er Trøst (...)< "Mon der Trøst (...) af udg.

K

Maleren, sikkert A. Gottschalk (jf. Troels Andersen: Albert Gottschalk (1977) p. 111). Se i øvrigt note til Pi II Til Albert Gottschalk m. henv.
Chalup, mellemstor båd tilhørende marinen
Kassematter, (bombe)sikrede kælderrum; ældre befæstningsanlæg. Kronborgs berømte k. befinder sig under voldene og er tildels bygget i to stokværk
Virak, egl. harpiks brugt til røgelse

Nymennesker. VII Credo

K

Credo, lat. jeg tror; trosbekendelse

140

Til Alle (28.11.-20.12.1886)

Til Alle I

M

A NkS 3633, 4°, I, 15 (udat., usign. og rettet renskr. af de 5 første str., bl., u. t.)

V

A I, I, 1: til (...) Blade < i Solen, Sølet

I, II, 1-4 < Og mild som I min Kritiker, i Sved
og Slid, har pløjet Side op og ned
og ikke glemt et Vers, fra først til sidst!
men nødes dog at ynke mig, - hvor trist,
at jeg har ikke givet fuld Besked!
Han siger vel, at han min Mening ved,
men kun ved Gætteri og saa omtrent,
jeg er fra selve Hovedslaget rendt

K

Uden Midtpunkt, hentydning til S. Schandorphs roman af dette navn (1878), der beskriver en handlingslammet ateist og æstetiker
Yrke, ørke, ørkesløs (forgæves) adfærd (Ordbog over det danske Sprog (1954) bd. XXVII, sp. 1687)
Estrup, J. B. S. (1825-1913) var bestemt modstander af Venstres krav om folketingsparlamentarisme, og da han 1875 dannede et udpræget landstingsministerium, hvor han selv overtog finanserne, begyndte en tyveårig strid, der rejste størsteparten af folket imod ham, og som vigtigste momenter havde følgende: strid om forsvarssagen 1875-76, nederlaget 1876, Visnepolitikken, Venstres knusende valgsejr 1884, attentatet på E. 1885, derpå følgende politilove, de provisoriske finanslove 1877 og fra 1885 Kbh's befæstning m. m. Forliget 1894 tvang ham til modvilligt at trække sig tilbage
aflevere (...) Handske, udfordre (...) til kamp. Udtrykket alluderer specielt til B. Bjørnsons opgør med Systemets seksualmoral i skuespillet En Hanske, se note s. 134 og 186
Forholdsreglerne. De provisoriske (dvs. foreløbige) finanslove var udstedt af regeringen og begrundet i påtrængende 141 omstændigheder: Forholdsreglerne. Gyldigheden burde dog betinges af Folketingets efterfølgende samtykke. Derfor kan SC opfordre folket til at tage Styret selv i Hænde, jf. at faderen, venstrepolitikeren Rasmus Claussen, der på dette tidspunkt befandt sig på yderfløjen af sit parti, 1885 idømtes 3 mdr.'s fængsel på grund af opfordring til skattenægtelse og dannelse af riffelringe
denne Snak om et "Par Trær", refererer til krigsminister J. Bahnson, der foreslog en del af Dyrehaven udlagt til fæstningsanlæg. Han gennemførte fra 1884 en sikring af Kbh.'s forsvar via selvbeskatning og provisoriske bevillinger. Ved dette, i hovedsagen ikke legaliserede, arbejde, gjorde B. sig til én af ministeriets mest forhadte mænd. Han faldt som politiker ved forliget 1894. Jf, f. eks. SC i L-F.F. 26.7.1887: Fra Saxkjøbingmødet. I. Bahnson og Johs. Jørgensen: Mit Livs Legende I (1916) p. 154 f.
Øhlenschlæger, jf. dennes Sanct Hansaften-Spil (Digte, 1803), der er et Dyrehavestykke ligesom Heibergs: Recensenten og Dyret (1826)
Aarestrup, sceneriet ses f. eks. i Charlottenlund og Dyrehaugen i Digte (1838)
Kildebæger, SC tænker sikkert på Kirsten Pils kilde, hvortil der valfartedes ved Sct. Hans-tid på grund af dens helbredende virkning
den døde Haand, egl. et juridisk udtryk, der betegner, at gods, formue el. lign. er båndlagt, således at det er unddraget fri dispositionsret. Her om det forhold, at Estrup kvæler alt liv
Profos, bøddel
Sokrates. S. blev 70 år gammel anklaget for gudsfornægtelse og dømt til døden i 399 f. Kr. SC alluderer tilsyneladende til den kendte talemåde, tillagt S.: Jeg ved, at jeg intet ved (Cicero, Academica I 4,16), dels til S.'s forsvarstale, slutn.: Men nu er det nok paa Tide at gaa bort. I gaar atter ud i Livet, jeg gaar ind i Døden. Om jeres eller min142Lod er den bedste, ved ingen undtagen Gud. (C. Høeg og H. Ræder: Platons Skrifter I (1932) p. 298) S. var således ikke ateist
glide, blive sunket uden vanskelighed, "gå ned" (egl. om mad el. drikke)

Til Alle II

K

Plato. Selv om Platon forestiller sig et skel ml. sjæl og legeme (og som sådan får betydning for kristendommen), betoner han dog også, at det sanselige repræsenterer - omend kun ufuldkomne - spejl- eller skyggebilleder af de evige og uforanderlige ideer
en Livsanskuelse paa Elskov grundet. Embedsmanden og filosoffen Viggo Drewsen (1830-88) udgav 1881 En Livsanskuelse grundet paa Elskov, hvori han viser, at den menneskelige selvhævdelsestrang og slægtstrang kun finder sin fulde tilfredsstillelse i ægteskab udsprunget af sand kærlighed. Han forkaster enhver form for metafysisk eller religiøs forklaring og baserer sin filosofi på erfaring og fornuft. Jf. Lø 66
Pernille, den rådsnare, livsnære og sensuelle tjenestepige i en række Holbergkomedier
Huspostil, samling af prædikener el. gudelige betragtninger til husandagt
som Samson. If. Dommerbogen 15,15-16 dræbte Samson 1000 filistre m. en æselkæbe
Limpind, egl. pind besmurt m. lim og anbragt i buskads, således at småfugle, der satte sig derpå, blev hængende fast
Gløder (...) sanker, Romerbrevet 12,20
sløjfet hen, brudt ned
det skøre Kar, Peters første Brev 3,7
glipper, svigter, ikke mere gør fyldest; slipper op
Kippe, knejpe, bordel 143En Skøge. Der skelnedes ml. offentlig prostitution (legaliseret og under polititilsyn) og hemmelig p. De offentlige bordeller blev først nedlagt 1906

L

GM 80 ff.

144