II
✂
Dog har jeg Troen paa en Salighed,
som, omend nyopdaget, med den gamle
saa noget nær i Alder op kan hamle,
idet fra selve Skabelsen den stammer;
det hjælper ej, at Folk af yngre Dato
- saaledes iblandt andre ogsaa Plato -
er bleven udnævnt til dens golde Ammer.
✂
En Salighed, der knyttes til en Tro,
hvortil vi døbes under Blodets Flammer.
Hvis du har Mod og Trods, den bygger Bro
frem til et vaaromsuset Himmelkammer,
hvor der er daarende Musik. Men hvo
der dvæler fejg og slap og ynder Ro,
fra Guden for hans Lunkenhed ham rammer
som Straf det kolde Intets Helvedjammer.
✂
En Tro? af hvilken Art? og hvordan fundet?
I Leg den fødtes, vokste stærk i Kamp,
skød lidt for rask til Vejrs i Drømmeblundet
og stredes saa med Skuffelsernes Svamp,
som havde dræbt den, hvis de havde kunnet.
Saa laa den syg, men da den fik sig sundet,
109
steg klaret frem af Længslers Taagedamp
en Livsanskuelse paa Elskov grundet.
✂
Paa Elskov? hvilken Elskov? Gud, behøver
man spørge om, at den er ganske blottet
for al Moral - saa godt som nogen Røver!
De skændige, som har sig sammenrottet
og ærer hverken Kirken eller Slottet,
kan de forstaa den Kærlighed, som
skrumper
i Oldemoderdydens Katakomber?
De har jo Dydsbegreber, som ej skiller
de svangre Koner fra de dito Friller,
Begreber, hvor al Verdens Last forsumper,
som smager mer af holbergske Perniller
end gamle Jomfruer og Huspostiller
og ryster Samfundsordnen i dens Piller.
✂
Det kære, rare, gode, gamle Samfund!
min Ven, hvad nærer du for Vanvids Tanker?
Saa du vil lære dette sejge Trækdyr
at sparke ud med sine stive Skanker!
O søde Enfold, du vil reformere,
vil slaa som Samson med en Asenkæfte
til vore patriotiske Filistre!
Min Ven, hold heller op at fantasere.
Du selv til sidst, det skal sig nok bekræfte,
vil fast til deres fede Limpind klistre.
✂
Af al din Talen bliver man kun døv.
Mens selv du Gløder paa dit Hoved sanker,
det dovne Æsel staar og tygger Drøv
og bliver mere stædigt, mer man banker.
110
Paa Kærlighed at bygge op sit Liv,
er det en Ting at byde Trækdyr-Racen?
De vilde Tanker, over Bord dem hiv!
Den véd, en Smule Kønsdrift det er
Stadsen,
og Kvinderne! - tilfældigt Tidsfordriv.
Hvor ta'r den raat paa hele Suppedasen!
✂
Nej hvis du ungdomsovermodig kækt
en daarlig Smag tog paa at reformere,
saa grib den unge, endnu sunde Slægt,
og tving det i den, at den aldrig glemmer,
med Kvindehvisken og med Tordenstemmer.
Men læg ej paa de gamles Bedring Vægt;
de sidder fast og rører sig ej mere.
✂
Den unge, sunde Slægt - ak
hvilken Frase!
Er den ej løs og mat, har den en Smule
jærnholdigt Blod, som end har Lyst at rase?
Er ej vi alle bleven gustengule?
Af Tidens lange Kævl, snart oppe, nede,
er ej vi alle halv Vejs sløjfet hen?
Hvad siger det, om vi er kolde, hede,
om nu vi føler Glæde eller Vrede?
i Morgen er vi rolige igen.
Hos os er intet sejgt paa nær vor Léde,
som er vor Dyd - vi har alene den.
✂
En Kaste Kvinder og en Kaste Mænd,
hvor Kvinderne er ét og Mænd et andet,
maa slig en Slægt ej tørre bort i Sandet?
Han er den stærke, hun det skøre Kar,
han klog, men raa, hun dum, men hjærtedannet,
- det er, som aldrig deres Blod var blandet
og ikke af den samme Marv de var.
✂
Naturligvis, bevare's! hvert et Køn
har sine Finheder og sit det sære,
ja uden Forbehold jeg vil erklære,
at Kvinden fra Naturens Haand er skøn
og taler mægtig til sit Ophavs Ære!
Men denne Kønsforskels Beskytnings Mur
har elsket frem Manér og ej Natur.
✂
Det egne, fine, sære næppe glipper,
om mindre sondrede de vokser op,
om ej besnust af Tantenæsetipper
lidt mindre dum den unge Pige tripper,
om Manden ej faar gjort saa mange Hop
og smidt sin Kraft i Grams paa Knejper, Kipper.
Hvor skal de siden kunne følge Trop,
naar alle fælles Baand man overklipper?
✂
Har man af Skønhedshensyn været kold mod
Beskytningsstormeriets ny Profeter
- I Skønhedselskere hav bare Taalmod!
hver ægte Forskel i sig selv har Hold mod
at rendes ned af Søren eller Peter.
Og hvilken Skurk har tænkt at øve Vold mod
et Kvindelegems Anonymiteter?
✂
Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar nu de allerhelst vil være sammen?
I Fædre, Mødre, husk, at selv I sad
adskilt en Gang, forpint af Længselsflammen!
Husk Æblet falder ikke langt fra Stammen!
✂
Om hun og han I
spørger, hende, ham!
Hvorfor den dumme Snak? Og hvorfor dømmer
I det, som taalelig for ham sig sømmer,
hos hende som al Verdens Spot og Skam?
112
Er det ej ligegyldigt: han og hun?
At de er Mennesker, er det ej nok?
Naar Tingen dog er éns, af hvilken Grund
ej bruge én og samme Maalestok?
✂
Af ét de kom, kun én er deres Bøn,
at de faar Lov igen at blive ét.
Naar en Begæring er saa from og skøn,
bekymrer han og hun mig meget lidt:
vi har kun Fælleskøn og intet Køn.
✂
En Livsanskuelse paa Elskov! -
Navnet
har jeg desværre selv ej fundet paa -
et Facit af, hvad jeg har vundet, savnet
i klare Nætter, Dage himmelblaa.
Af Elskov ledes alt, som vil bestaa.
Men hvorfor maa det da ej være saa?
✂
Ti hvem kan sige mig, hvad det vil skade?
Nu maa i Længsels Sumpen Slægten vade,
og visselig det blev en trist Parade
at mønstre alle, som er sunket i.
Kom, lad os aabne Elskovs grønne Sti
for hundred, naar man aabned før for ti;
og to og to de vandrer stærke, glade
med Ungdomstrods og mere Blod end vi.
Er blot de to, al Synd man skal forlade.
- Jeg kalder ikke Kærligheden fri,
jeg siger to og to - for visse
Blade!
✂
For visse Blade, der, som andet mere,
til den Tid længer ej vil existere.
Og deres stinkende Moral er død,
og væk er Præstekjolen, Helvedriset.
Og alle have dagligt Kød og Brød,
til Trods at Parringsvalget stillet frit,
✂
saa ung og fattig er de andres lige,
vil skabe Folk med Blodløb, Appetit.
Af Ligheds-Tanken styres Land og Rige,
kun Aand og Arbejd er den Kapital,
som fordres paa Erhvervets, Ærens Stige.
✂
Forbi er Aandstvang, bundne Længslers Kval
- den store ubekendte være priset!
I Verdens lyse, himmelhøje Sal
ej tunge Vemodsskygger mere snige,
og ingen Estrup krænker Paradiset.
✂
Forbi! - hvornaar?
✂
- - - - -
- - - - -
- - - - -
- Imens jeg frem mig kæmper
i Tankerus og Lampen stille lyser,
til sént paa Natten end jeg sidder vaagen.
Jeg slaar et Vindu op. En kold December!
hvor dødtavs Byen bagved Nattetaagen
udslukt og skummel ligger hen og fryser.
✂
Der jager stærke Vindrusk gennem Gaden,
Gaslygten klirrer, Vinduskodder slaa,
og alt er tomt, kun lænet mod Façaden
jeg skimter en Betjent dernede staa.
Han tramper lidt og gnider sine Fingre
og bli'r saa rolig, mens paa maa og faa
igen mit Øje søger ud mod Staden.
✂
Saa hører jeg fra Gadehjørnet skingre
en Kvinderøst i Latter skarp og raa.
Og uklart ser jeg over Gaden skraa
tre dansende Personer, hvoraf hun
bestandig nynner, lér og bruger Mund
og kalder en af Mændene sin "Frier".
114
Betjenten retter paa sig, og de tier.
✂
Hvor passer disse tre forsorentglade
til denne Skøgeby i denne Nat,
hvor alt det vrangne er i Stævne sat!
de bringer som en Lugt af harsk Pomade.
Nu fryser Skøgebyen atter hen,
men her den har sit Billed efterladt:
en drukken Kvinde mellem tvende Mænd.
✂
En Skøge!- af de Stakler, som blev ofret,
blev dømt sig selv og Staden at forpeste.
Det var en velvis Over-, Stads- og Hofret,
som fandt det tjenende til Slægtens bedste.
Du skumle Stad, gør op med din Misére!
du er forfrossen, du maa søge Ly.
Du skal ej længer være Skøgeby;
ti der skal ingen være Skøger mere.
✂
- Nej ingen Skøger! Lastens Dødningkæber
vil kysse Léde i den unge Brynde.
Men Kærlighed fra rige, varme Læber
med skøn Naturlighed og nøgen Ynde!
en Elskov for en Ungdom, der ej slæber
sig træt af Sted, men lér med røde Kinder,
en sorgløs Ungdom, som ej mere flæber
paa Kirkegaarden mellem døde Minder,
men hensynsløs tør sine Krav forkynde.
✂
Endnu vi ejer Skøgeblodet - vâr dig!
og kast dig ikke bort, før Hvirvlen ta'r dig!
Men hvis sig hede Sommerlængsler spinde
omkring en Kvinde, stærke som Musik,
da grib, i Fald du kan, din Elskerinde
115
- kan du vel svare for en
daarlig Skik?
Og er I uberørte - unge blot!
det mindste, det, som skældes lavt og
raat,
vil faa et Skær af Helligdoms Mystik.
✂
Luk op, der banker paa en trodsig Hær
af friske Længsler, tvingende Begær.
O lad os faa at sé en Slægt, som lér!
✂
- Saa vil de alle elske, én og hver,
med sin Grad Varme og paa sin Manér.
Og Sommernattens Alf, den glade Puk,
vil skinsyg aande mer end tusend Suk.
Slet intet skiller mer - ej Magt, ej List -
to unge, som paa Kærligheden tror,
den skønneste og festligste for vist
af alle Fester paa vor skønne Jord.
Paa Elskov grundes Rige, Land og Stad,
og Elskov er det, som gør sund og glad;
at tro paa Elskov er den store Lære ...
✂
Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar de nu allerhelst vil sammen være?
Endnu jeg spørger paa det sidste Blad.
Og med et Spørgsmaal har jeg her den Ære -