SOLNEDGANG

✂ Af Solens henflagrende Straaler
en Guldglans er lagt over Haven:
paa Gruset, paa Græsset i Plænen
og Blomsternes brogede Skaaler.
De bristende Lys-Blikke maaler
det skælvende Vand i Fontænen.

✂ Og bag Lysthusets Tremmeværk danser
der Sol om en gulklædt Kvinde,
som hviler sig slank i hver Bøjning
med Barmen spændt blank som et Panser,
saa trofast, med drømmende Sanser
paa Lur i hver Leddenes Føjning.

✂ Men Skyggerne mere sig strækker,
og Solen forsvinder bag Hækken,
den guldgule Farvepragt visner,
en afsvalet Aftenvind trækker,
mens graalig sig Skumringen lægger
og Springvandets Sølvklarhed isner.

✂ Jeg gyser. Jeg sér imod hende.
Hun lægger sin Bog til Side
og korser de rundede Arme:
der svulmer en Kraft uden Ende,
som Ild i en udslukt kan tænde
og frysende Indvolde varme.

✂ Det er, som en Vaar-Golf mig strømmer
i Blodet - hun kysser min Tinding;
jeg ligger i sitrende Knælen.
- Saa vig nu, hver legemløs Drømmer!
I Slægten fra Sundheden dømmer
og gør os forfrosne i Sjælen.