Claussen, Sophus SAGTELIG ...

SAGTELIG . . .

Sagtelig, sagtelig Timer glide
her ved din Side
i duftende Eng.
Fuglene kvidre, mens Larmen forstummer;
stille om Majløvets Hæng
Mygget i Aftenens Solglans summer.

Sagtelig Øjnene vil jeg lukke,
lade mig vugge
i elskende Drøm.
Om mig din Arm saa buttet og liden
ligger beskyttende øm.
Sagtelig, sagtelig glider Tiden ...

35

Hun stille og med Anger mit lange Opgør hørte,
til Dampsporvognen ankom, og vi steg ind og kørte.

Hun sad, som var hun Sorgen i Skikkelse som Kvinde,
dog til et Ord hun kunde sig ikke overvinde.

Og vi var halv Vejs komne, min Ro jeg næsten misted;
da ydmyg og stilfærdig sin Arm i min hun listed -

og hvisked et og andet om Vind og Blæst og Kulde,
som hendes Trang til Varme hos mig forklare skulde.

Da vi tilsidst os maatte formaliter forsone,
hun loved mig at være en artig, lille Kone.

20. 5. 85