Claussen, Sophus MINA

        

145

SOPHUS CLAUSSEN

MINA

KØBENHAVN
DET SCHUBOTHESKE FORLAG
1902

146

Mina indeholder: 1 Mina. 2 blank. 3 Sophus Claussen: Mina. Et Digt om Byen. Forlagsmærke. København. Det Schubotheske Forlag. J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung. 1902. 4 København. Græbes Bogtrykkeri. 5- 37 tekst. 38 blank. 39 Efterskrift. 40 Sophus Claussen: liste over ti bøger fra Naturbørn til Trefoden med priser fra 1,25 til 4,00 kr.

Omslaget er hvidt med sort tekst og grå vignet, på bagsiden forlagsmærke. Format 170×128 mm.

147

I · OUVERTURE

Den Flok af modne Kvinder, som med en fyrig Vin
gad læske de lidt sprukne Læderflasker,
som i den grønne Livskraft vil djærvt fornye sin
og helst har friske Fisk i sine Masker,

saa frit i Simons Øjne, da han var tyve Aar,
strøg nær forbi ham i Teatergange
og dømte af hans Tavshed, hans blonde Smil og Haar
ham som en Jomfru uberørt og bange.

De spinkle unge Piger, de har en Røst saa blød,
saa øm en Hast, hvor to og to de sværmer.
Men bedst om Simons Ømhed, hans Ungdom hvid og rød,
var trøstet i en kyndig Frues Ærmer.

Thi mange Kyllingsorger, før Læberne fik Dun,
gav Mina ham, et Pigebarn paa atten,
saa blød og skær og buttet og Spanjerinde-brun
og med en Syndelyst saa sort som Natten.

148

II · 1884

Det var det Aar, som Slottet om Høsten var brændt
og vort Senat til Pulterkamret flyttet,
hvor det fik staa - som mangt, der har bedre Dage kendt:
bestandig spurgt, bestandig ubenyttet!

Et Jubelaar, da Piger og Slotte kom i Ild;
thi Verden blev saa solskinsløs og sober;
da kort sagt Dyd og Love var ude af Spil,
men Haverne saa grønne i Oktober.

Og mangen solklar Høstdag man drømte ved en Bog
for aabne Vindver, hvor en Kvindes Kammer
laa kækt og ungt ud over en Vildvin-ranket Krog
med Græs og frodigt Løv og sorte Stammer.

Aa Efteraar, naar Storstaden bruser os imod
hver Dag med nye Fejder i Avisen,
hver Aften klædt i Snørliv med jomfruspændig Fod,
der træder frank og fejende paa Flisen!

Aftner med Regn og Maane, Dage i Ørsteds Park
med Skæmt og Kys bag brune Bronceformer,
hvor i det spæde Løvspring man drømmer ved Jeanne d'Arc
men ved Silén, naar Efteraaret stormer.

De raske Stævnemøder, og al den Lyst og Nød
af kloge, sarte Børn med blonde Manker!
og sydlandsk-fine Døtre som Mina, kæk og sød,
dem man gaar til at kysse som i Tanker -

149

III · MINA

Hun var saa ny i Gadernes Tummel, hvor der sker
det halve, som er sagt i slemme Bøger,
en By som Babylon i Kultur: med Mausolér,
Teatre, Slotte, fyldigstore Skøger ...

Ti tusind Mile borte de sorte Racer bor,
der er som Skøger ganske fri for Kummer:
de spiser Kød og jodler, men Sproget fattes Ord,
og imod Nat af Sprognød de forstummer.

Med mange Sprog og Haandværk i brede Stæders Flor
Kundskabens lyse Børn som Solen skinner;
dog græder de og græmmes, raaber i Kirkers Kor
paa Gud - og elsker deres hvide Kvinder.

Og naar det mørknes, Husene stejlt og oplyst staa;
i Gaderne er Skridt med Stemmer blandet.
Og her løb hun paa Simon og fik ej Lov at gaa
et Efteraar, som Folk tog ind fra Landet.

Med Hatten skæv og Sløjfe ved Halsen, blød og let,
var Mina vims fra Næsetip til Hæle,
et Barn med Kvindes Form, i Undselighed koket,
gylden af Hud, med ømt bedrøvet Mæle.

En Kat med kælne Øren og højt forvorpen Smag,
blaaøjet, Haaret brunt om Panden kruset,
som hun kom fra sin Købstad en hed Septemberdag
til et Par gamle Folk som Barn i Huset!

150

Saa mild og ung og fyldt af et nyhedssygt Begær
gad Frøken Mina vidst og gad vel vove:
om det var smukt og Simons de mange Taarer værd,
hvis han fik Lov i hendes Kurv at sove -

Hvem husker mer: hvor tidt hun blev vred og løb sin Vej,
til Simon var en Ynk, saa sær og saarlig,
og da er det med Kvinder: de kan ikke sige nej,
naar én er ung og beder for alvorlig.

Jeg véd kun om en Aften, han fulgte hende hjem
og brast i Graad, da just han vilde trodse, -
at sirlig hun et Lommetørklæde tog frem
og tørrede ham kønt: "- Din lille Tosse!"

151

IV · EKSEKUTION

Hun stilled omsigtsfuld paa sit Natbord et Glas
med Mælk ... hun nænte ej, han skulde tørste.
Vi kommer til det værste: hun bænkede ham Plads,
kredensed ham sin Vin - den allerførste.

En Nat blandt Minas Strømper, Korset og spidse Sko
er altsaa en Studenterhue funden,
imens en ung Umættelig stolt og fuld af Ro
sov ind, og hun holdt Bægret ham for Munden.

Tænk Dem en grøn Titan, der erkender i sin Trods,
at Minas Haar kan svøbe Minas Hofte.
Hun finder ham saa fin - denne søvnige Profos! -
(skønt hun er vred) og kysser ham saa ofte.

Men som det dæmred, laa hun paa Albuen taust,
mens Simon sov retfærdig paa sit Øre;
hun saa sig om og gætted - en kvindelig Faust -
paa nye Ting, hun skulde se og høre ...!

Før Klokken seks hun satte sig op, trak Hoser paa,
forbavset: hvad dog Verden gav at prøve!
Hun klapped adspredt Simon, og da han skulde gaa,
hun kyssed ham - for ikke at bedrøve.

Saa gik han bort og drømte sig viet som et Sværd
og som en Rose elskovsfuldt bedugget.
Men Mina flagred ud som en Fugl med nye Fjær
til kyndige Veninder ... lo og sukked.

152

V · VENINDERNE

Der var en Flok Veninder, som Mina tog paa Raad,
som hun forsvared hedt og over Maade,
saalænge de var ny, men som hun kry og kaad
en Uge efter spottet uden Naade.

De hæsligste Veninder, en ældre huslig Slags
uartigbrede Jomfruer med flade
Provins-Ansigter, sødladne Væsner, hvor man strax
fornam en Lugt af Madstræb og af Gade.

Hun tilgav deres Styghed, der var et Syndens Værk
- som Herren tilgav Røveren paa Korset!
hun havde gærne givet en Koblerske sin Særk
og Dronning-gæstfri delt sin Seng med Horset.

Ja Simons unge Skat med den fine, rene Duft
i Haar og Hud - hvem helst han med det samme
gad føre hjem som Brudgom - hun aandede den Luft,
der raadden steg fra disse tunge Pramme.

Hun vilde jo kun leve, hun drømte kun om Liv:
en Fart med alle Sejl og alle Flag paa Masten!
men spurgte ydmyg Tøjten og Kirsten Giftekniv,
om Livet ikke muligvis var Lasten?

Hun saa med ædel Medynk paa dette Søsterkor,
der snaged grisk i Pande og i Potte.
- - Et Skib, der skal paa Langfart, faar Rotter med om Bord
en ussel Baad, der ikke har sin Rotte!

153

VI · BRUDDET

Lidt hverdags blev det Simon, da Alting nu var sket,
men hun fik lært ham paa et Vinterhalvaar
at føle, som det anstaar en Elsker og Poet,
hun slap ham blot - - - og bragte ham til Alvor.

Ak saadan er det Menneskens raa Ubændighed
i Overmod som Guder sig at mætte
og kun at tænke, tvungne af dyr Nødvendighed,
som det for os er kært og dem det rette.

Hun var en Faust i Skørter, som sagt, der løs og fri
ledte om nye Glæder og ej spøgte,
som med en vis Beslutningens Filosofi
opstøved Fanden, ægget af hans Rygte.

De Folk, som har lidt kvindelig Godhed smagt, de ved:
Fornuft forstyrrer kun en saadan Hjærne,
mens han i ung Forelskelses Slyngelagtighed
gik strengt til Værks og præked altfor gærne.

Det er nu saa i Verden: enhver skal have sit.
Den ene ønsker Blomster, Baand og Smiger.
Den anden ønsker Lidenskab, som gives ungt og frit,
og fordrer Sjæl af lattermilde Piger.

Han var en utaknemlig, der lønned Kys med Skænd.
Kan Verden aldrig blive kæk og fri mon?
Saa skrev hun: "Fa'er vil gifte mig med en Barndomsven.
Farvel! jeg rejser. Glem mig, lille Simon."

154

VII · FORVANDLINGENS LOV

Ak ingen Sjæl, som lever, kan udstaa Ensomhed;
læs Digterne - spørg "Niels" og "Jens" og "Jørgen"
i vore danske Bøger: og føl den klamme Sved
ved disse Heltes haabforladte Sørgen.

Nej intet Kræ paa Jord er skabt for Ensomhed.
Det er en Sot som Kræft og onde Bylder.
Vor Klode blev jo bygget mangfoldig, vid og bred
med Hav og Luft og Fisk og Fugles Mylder.

For hver en Strøm af Kraft er skabt en Søsterstrøm.
Vi er som Oceanets Traadekabler.
Og har du drømt om Livet, gaa ud og mød din Drøm,
da er du stærkere end alle Fabler.

Der tales i et Sagn om det "Horn, som kalder Mænd",
som jærnbeklædte drager ud at stride.
Men Adam blev til Mand, den Gang Eva gav sig hen
og vaaged skøn og listig ved hans Side.

Den første Kvindegunst er et Mandighedens Tegn,
den største Hæder, hun os kan beskære,
hvorfor man, overtroisk, i mangen landlig Egn
har ment, at Kvinden gav en Mand sin Ære.

Hun skænker ham en Styrke helt ny. Og er det sket,
har han en Skat, hun ej kan tage mere,
skønt Kvindesind er lunefuld Elektricitet,
hvis Strømme ofte vildt vagabondere.

155

For hver en Drøm i Verden en Nabodrøm er til,
og Mina dyrked frejdig Naboskabet.
Og er en Nabo træt, en tjenstvillig Genbo vil
helt gærne hjælpe Frøknen over Tabet.

Jeg digter denne Hymne til Forandringens Lov,
til Kræfterne, som uophørlig skifte,
der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,
Naturens evig muntre Mangegifte.

For hver en Kraft i Verden er der en Nabokraft.
Jeg giver Jer til Pant derpaa mit Hoved.
Hvis ej din Sjæl er gemt i Maren Ammes Strømpeskaft,
al Livets Herlighed den er dig lovet.

Hun var en Faust i Skørter, et vildtfarent Lyn,
som Ild i alle Huse vilde tænde.
Hvis et af hendes Luner en Dag slap ud i Byen,
det standsed ikke før ved Verdens Ende.

Thi hvorfor sidde stille, naar paa hver Kant og Led
det mylrer med det Liv, vi higer efter,
og tapre Forbundsfæller i Uendelighed,
som skænker os uendelige Kræfter -?

156

VIII · NYE MAAL

Der var en fremmed Herre af djærv og mandig Magt,
som vendte hjem fra andre Byer og Taager,
han lærte Simons Hjærte at hige uforsagt
mod nye Maal, mens Blodets Drivkraft koger.

Du bør ej sidde ene og tygge paa din Spleen,
fordi en sjælløs Dame har dig blindet.
Et Aftensbord med Østers og en isafkølet Vin
samt Selskab - højner Dyrkelsen af Mindet.

En Aften sad dog Simon i Teatret og saa
et Pigehoved nær en gylden Pille
ved Siden af en Mand, klædt i sort, ærværdig graa.
Hun ligned Mina, men saa bleg og stille.

Var dette Minas Fader? fortrød hun siden sidst?
Hvad skulde de forgrædte Øjne sige?
Han syntes, det var Minas, - var det vist og ikke vist? -
og drømte længe om sin blege Pige.

157

IX · NYT FORAAR

En Strøm - naar den er vakt - kan ikke helt forgaa,
thi Kyssets Magt vil alle Kræfter tænde,
og Lyn vil slaa i Jorden eller blusse i det Blaa,
og Lyn vil lyne rundt til Verdens Ende ...

Det gik til sidst i Marts eller hen i April
(thi Engene bar Græs og Pilen Rakler),
da Mina skrev og opgav Adresse - hvis du vil?
Et Solskinsbud for foraarssyge Stakler!

Men du skal ikke komme, hvis ikke du har Lyst,
stod der til Overflod. Aa disse Skælmer,
de kradser et Par Ord fuld af Retskrivning og Trøst,
saa ved de, man har Lyst og ikke helmer -

Saa var hun ikke landet i Ægteskabets Ørk,
men hos en ni og tyve aarig Tante
i Smallegade - Syerske, højhjærtet, mørk,
af disse rappe, ranke, brilliante ...

Den strenge Jomfrutante, som var saa klog og god,
holdt Vagt og tordned' for de to forfløjne,
men havde svage Stunder, saa Simon ej forstod
de kaade Ord og de to sære Øjne.

Og Mina, Pigebarnet med den rastløse Sjæl,
skal atter lære Dyd og gode Sæder
af denne tapre Kvinde, der var en Synder selv
og endnu drømte - ak! - om skønne Glæder.

158

Paa Søndag Formiddage med Sol i smaa Allér
med Haver om den vedbendmørke Villa,
hvor gennem aabne Vindver man skimter et Klavér
og slanke Frøkner klædt i Blaat og Lilla,

da Luften er saa ren, mens de grønne Lindes Fnug
besaar Chausséens Sol-indslyngte Skygge,
da en fortrolig Frokost med Kvinder er saa smuk
i stilhedslyse Stuers Sommerhygge,

sad Simon og drak Kaffe. Den ferme Tante lo
og slap sig løs i vovelige Tanker,
mens Mina fix og fuldformet, i to nye Sko,
med tause Planer over Gulvet spanker.

De tog i Skoven med ham og trak ham under Spøg
som Nymfer ind ad grønne Sommerveje
blandt ferske Anemoner, hvor Sukket af en Gøg
blir Sang og Fauner blæser paa Skalmeje.

Ved Skodsborg havde Mina nær bortført en Cyklist,
som laa med sønderbrudte Hjul og Eger -
og havde nær i Vedbæk, hvor de spiste tilsidst,
fordærvet Kelneren, som var ... en Neger.

Og Pinse-Mandag silde, som, én ved hver sin Arm,
de fulgte ham fra Togets Larm og Bulder,
den kække Tante støtted sig lidt viljeløs-varm
og hvilte sine Læber mod hans Skulder -

Hun bøjed Panden fra ham: "Bryd dig ikke om mig!"
og puffed ham til Mina med et eget
stilfærdigt Smil, der sagde: "Jeg véd, I skønner ej
paa hvad I har, før I har altfor meget!"

159

Men Mina gik og smilte som den, hvis Væsens Dyb
omfavner alle Former høje, lave,
som dristig kysser Palmen og det usleste Kryb
og alle Dyr i Edens store Have.

Saa fik han kysse Mina til et ørkeløst Godnat,
hvor knapt han hendes Hals og Bryst tør forske.
Bort med en nær Fortrolighed, altfor sød og plat,
men disse plumpe Omsvøb, dette dorske ...!

Natur maa stundum sejre i Sager af Natur,
og tør man ogsaa et Par Hægter løse
og se en Barm, en Skulder med fin og ung Kontur,
forguder dobbelt man de flinke Tøse.

... Med et umuligt Ønske drev Simon hjemad sent:
han nød endnu den underlige Dulmen
ved Tantens tause Mildhed ... og ønsked den forént
med Minas unge stolte Marmorsvulmen.

160

X · "LIDENSKABENS VINGER" - "SJÆLENS TEGNING"

Al Glæde er saa kort. Har en Muse ved vor Ild
fortrolig sat sig hen at knække Nødder,
da vil vi kysse hende en Gang og én Gang til,
mens Vers og Venskab staar paa gode Fødder.

Jeg vader og jeg vader i Efteraarets Løv
men kan trods al min Søgen ikke finde,
hvorfor Hr. Simon vedblev, som ganske blind og døv,
at kysse en saa tankeløs Veninde.

Hun flytted bort fra Tanten, hun stormed fræk og sød
fra Favn til Favn ... en munter Lykkebringer,
der kaared dem til Guder, hun optog i sit Skød:
hun laante selve Lidenskaben Vinger.

Han elsked og blev favnet, til Løvet faldt i Høst,
og Efteraarets raske Blæst og Bølge
paa ny bar Simons Ven til vor dryppende Kyst.
Han havde da en Søster med i Følge.

Hun ligned - fin og nordisk - en blond Odalisk,
- men som et indisk Vaaben, som en Daggert
af rig og sjælden Skønhed, hvis Linje evig frisk
forener noget smærteligt og vakkert.

I sligt et indisk Vaaben kan være skjult en Sjæl.
Den stærke Klinge har en sælsom Svejning.
Og Blodets Stemmer tier, og noget hvisker: Knæl
for hendes Karma! (- det er Sjælens Tegning).

161

Der laa en Lok af Minas - de mørke Silkedun -
paa Simons Bord. Og Vennens lyse Søster
brød uvilkaarlig ud i et Raab: "Nej er hun brun,"
som var hun bleven skinsyg ... Ak, det trøster!

Han knælte ned for Pigen; thi noget hvisked: "Knæl!"
Og da de hvide Hænder blev ham givet,
det var, som om han kyssed hendes Karma, hendes Sjæl,
der skælved som en Susning gennem Sivet.

Hun var af dem, man elsker, naar Dagene blir graa,
naar Svalens lette Skrig er blidt forstummet,
af dem, hvis dybe Kilder er svære at naa,
hvis Kærlighed til Gengæld fylder Rummet.

Og da hun atter rejste: hvor stod hun rank om Bord,
mens Skibet flygted, fulgt af Røg og Maager.
Det var som Kærligheden, der loved uden Ord
at huske ham i fjærne By'r og Taager.

Hun loved ham saa sikkert at komme igen ...
Dog, Simon stamped vredt i Gadens Stene:
"Du blev min ømme Skytsaand, Gudinde og Ven!
... Men hvorfor har du ladet mig alene?"

162

XI · ET TILBAGEFALD

En skummel, graa December. Det hvirvler paany
med Sne, som ligner Aske, før den falder.
Og røgblaa vaagner Aftnen, mens Sol gaar rød i Sky,
til Julepynt, Velgørenhed og Baller.

Nu drager Storstads Tusmørket ind ad By og Bro,
hvor tunge, sultne Mænd sig hjemad slæber -
en sær og nøgen Danserske, Dronning uden Sko -
med grumset Smil om aabne, vage Læber!

Børn græder efter Lys. Kun en fattig Butik
ser Simon frem i Gadens Snævring skinne,
hvorhen hans Længe-elskede fra Tantens strenge Blik
er flyttet ud at bo med en Veninde.

De har bespist ham vel, og Veninden tar diskrét
sin Hat, da hun ser gamle Drømme spire;
og Parret, som saa længe ej har hinanden set,
har lagt sig hen at sove Klokken fire.

Har Simon glemt sin Elskede, sin "Karma", sin Sjæl?
- Man glemmer ingen Stund sin fjærne Lykke.
Men der er nære Slanger, hvis Brod har ramt vor Hæl,
og som vi til vort Hjærte dog maa trykke.

Og Tumlen gror derude, mens Aftnen falder paa,
det klirrer let i Lygten, Gassen tændes;
saa kommer Trav af Drosker, tusinde Fødder gaa,
og Stemmer svinder, Stemmer mødes, kendes!

163

Han ligger tavs og drømmer sig om og om igen
med lukte Øjne fra sin hvide Pude:
Veninden, praktisk djærv, som er gaaet til en Ven,
og Mina, hun, hvis Vise nu er ude ...

Er Klokken syv? et Hvin af Fabrikker! Simon sér
det dukke frem med blege, unge Piger
paa alle Strøg, mens Vrimlen teaterpyntet ler
og Lys og Lunhed op af Gaden stiger.

De trodser og de kurrer, som alt i Nat var nyt,
med raske Smil og kaade Narrebjælder.
Og der skal smigres, skændes og føres sød Dispyt,
elskes som han og Mina ... elskes - eller ...?

En Knirken! Lys i Stuen; - han farer op af Blund.
Veninden staar og hænger langsomt Kaaben
og kommer kold af Blæsten, men smilende sund,
glad for sin stærke Ungdom, sorgløst aaben ...

En Hvergarnsbajadére, barmhjærtig uden Snak,
som ærlig paa de slemme Piger skænder
og vender oprømt hjem som benaadet, fuld af Tak,
fra Mad og Vin og fra solide Venner!

"Goddag I to!" Hun sætter sig kækt paa deres Seng.
"Naa hvordan har du haft det, lille Søster?"
Og fanger Simons Hænder: "Den slemme søde Dreng!"
og pludrer for ham, som en syg, hun trøster.

Et Haandtryk, mens man lider, en dæmpet Passiar
er sødt som Sangen i katolske Kirker ...
Hun er i højrød Trøje! hun ryger Cigar!
og trykker fast og venter, at det virker.

164

Men Mina ler og dækker medlidende sin Skat
- i Moderomsorg - lige til hans Næse:
Hun kender selv en ungdomsuskyldig Magt, som brat
kan Ild i disse døde Gløder blæse.

Og har Veninden bragt dem paa Sengen Mad og The
og selv spist med paany, saa godt hun orker,
har sindig klædt sig af, mens hun tit endnu maa le,
paa Timen i sin egen Seng hun snorker.

Nu stilnes Byens Trolddans, nu slukkes Støj og Gas;
Tusmørke-Feen styrter blind og splitter
sit Flagreslør, sit Perlebaands-Brus af luftigt Glas,
afsindig nøgen strakt blandt sine Flitter.

Og Mina blir vemodig og blød og blander Graad
med én, hvis Arme favne blidt og presse
og holde fast, som skvulped og drev han med en Baad
let og berust, mens tavse Timer messe.

- Imens den store Vinternat blaa har hejset op
i Rummet sin metallisk-hvide Lampe
og strør sin Pragt og Kulde fra Stadens Dragekrop
til Bondens Stald, hvor Heste staar og stampe.

165

XII · EPILOG

Vi digter ingen Hymne til Minas brune Haar,
hvor sød hun ogsaa er, hvor kaad og sprælsk er;
hun hører til de Kvinder, hvis Hjærte ene slaar
for smukke Klæder og en fyrig Elsker.

Vi digter denne Hymne til Forvandlingens Lov,
til Kræfterne, som uophørlig skifte,
der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,
Naturens evig muntre Mangegifte.

Min Vogn drog tungt i Dun-Regn, hvor Kysten gik stejl
af lyse, lange Dønningrækker gnavet,
hvor grønne Baade bruste for spændte Lærredssejl.
Jeg saa' en Jomfru stige op af Havet.

Hun hvirvled som en Støtte fra Søens Fraad og Salt,
og som en Bølge over Sand hun skylled;
der stod hun frisk og vaad - hendes Bryst, som steg,
som faldt,
hendes Skulder, Arm og Fod var utilhyllet.

Og hvid og venlig smilte hun, lette som Skum
fløj hendes Skridt i Pige-sveje Lænder.
Hun slængte sig med Brisen omkring min Hals -
men Rum,
kun Duft og Rum blev hun i mine Hænder.

"Farvel nu blege Flane af Brise og Skum!
højhalset, fin og ærbar er min kære:
166 hun kysser saa landfast, saa højtidsfuld og stum
blandt Sand og Græs og Plankers brune Tjære."

167

EFTERSKRIFT

Et Brudstykke - men det væsenligste - af dette Digt er skrevet i Somren 1889 og trykt i et ungt københavnsk Dagblad, d. 2. Februar 1891.

Skønt en frimodig Omtale af Kødets og Øjnenes Lyst i de Aar ikke fandt en tilsvarende Frimodighed hos det herskende Publikum, var der dog adskillige, som i disse grønne Vers saa et Udtryk for Talentets Modenhed.

Da Forlaget har ønsket at udgive det lille Ungdoms-Epos, har Forfatteren benyttet Lejligheden til at gøre Fragmentet færdigt - uden dog at tilføje noget, som ikke var antydet allerede i det første Udkast. Ny er den hedenske Hymne til Forandringens Lov og den indisk andægtige til Sjælen, samt en Del Vers her og der. Spøgen (eller Alvoren) er mere understreget, men forøvrigt den samme.

Marts 1902
S. C.
168

        

169

EFTERSKRIFT TIL MINA

Den myte om usædelighed, som Naturbørns udgivelse havde givet anledning til (se s. 122 ff.), fulgte længe SC, og den tolkedes fortsat efter anmeldernes ideologiske tilhørsforhold. Endnu da Mina. Et Digt om Byen blev udgivet i bogform 1902 mindedes man de hundrede Piger. Den radikal-socialdemokratiske Folkets Avis opfatter rosende digterens hensigt som denne at skildre "Naturens muntre Mangegifte", eller som han en Gang har udtrykt det: "Hvad er hundrede Kys af en Pige, mod Kys af hundrede Piger". (4.5.1902; sign. J. J.). Det er Vers om en Københavnertøs, for hvem Kærligheden ikke eksisterer som andet end noget skiftende. Vi kunde maaske kalde det for den normale Kærlighed i Modsætning til den patologiske. Andre - borgerlige - aviser var knapt så begejstrede. Anmelderen ved den uafhængige Aftenposten betvivler, at det læsende publikum er blevet saa frimodigt, at det vil finde Behag i denne Art Vers (Tillæg, 2.5.1902, sign. H.). Jyllandsposten (4.5.1902, sign. Pp.) jævnfører digtene med SC's bisarre journalistiske Produktion, der i Retning af Forskruethed næsten staar paa Højde med hans poetiske Sport; og Nationaltidendes anmelder (Tillæg, 19.4.1902, sign. F. B.) faldt efter læsningen i dybe Tanker: (...) de lette og letbenede Vers i "Mina" løber underlig avet om mellem hverandre, og naar man lukker Bogen, spørger man forbløffet sig selv, hvad Meningen egentlig er med det Hele? (...) Til at kunne fortælle - ogsaa paa Vers - hører i hvert Fald en lille Smule Evne til at komponere, bygge Fortællingen op, saa at dens Mening og Sammenhæng bliver nogenlunde tydelig for Læseren. Men denne Evne savner Sophus Claussen i en mærkelig Grad. Han kan ikke en Gang faa rigtig Sammenhæng i en Bladartikel. Alt falder i hans fremstilling som oftest fra hinanden i løse Brokker. Anmelderen 170 finder gode Indfald, fortræffelige Optakter hist og her - men dog langt fra nok til at berettige bogens udgivelse. Som helhed kan de ikke frelse bogen fra nærmest at falde ind under den versificerede Vrøvleromans Kategori. Kun een absolut [god] Egenskab har Bogen. Den er saa lille. I det oprindeligt radikale, nu snarere apolitiske Aftenbladet (11.5.1902, sign. P. S.) fik Mina derimod en rosende omtale: De fleste af Digtene i den lille Samling stammer fra Forfatterens Ungdom og bærer ogsaa Ungdommens Præg over sig, løsslupne, ubundne og frejdige, som de er. Der aander en Friskhed og en Ugenerthed ud af dem, der gjør dem højst indtagende. Men Sophus Claussen er ogsaa en Poet af "Guds Naade", hvis Digte navnlig i rythmisk Henseende staar meget højt. Her som i Nationaltidende jævnføres Mina i øvrigt med Edv. Søderbergs lille Merry fra dennes socialt forpligtede digtsamling Gadens Digte (1900).

Anmeldelserne var få, og den eneste mere fyldige omtale var Chr. Rimestads i L. C. Nielsens tidsskrift Tidspunktet 17.5. 1902. Rimestad - der var 90'ergenerationens kritiker og fortaler - finder i digtet udsøgte Glæder, men dets udgivelse giver ham også anledning til megen Forundring, da SC har skabt langt vægtigere bøger. Omtalen af Mina benytter Rimestad således som springbræt til en anerkendende omtale af SC's forfatterskab som helhed: (...) denne Mand var som Kunstner tidligere moden end nogen af sine Jævnaldrende. Hovedforskellen er denne: i en Tid, hvor de andre beskrev - Side op og Side ned - med en Ihærdighed og Alvor, hvor man næsten mærkede Anstrengelsens anerkendelsesværdige Sved, viste han allerede sin bedaarende Evne til at faa Tingenes egentligste Liv frem. (...) han saa eller fornemmede de Steder, hvor Livet rører sig mest potenseret, og naar hans Kunst indfangede den ydre Verden, levede den med et stærkt og nuanceret Liv. Og undertiden fik Fænomenerne en besynderlig Besnærelse ved at passere hans Bevidsthed: en trolddomsagtig Ynde, som Løv, der spejler sig i en stille Sø (en Mallarmé-allusion, jf. Længsel, Taarnet I jan. 1894).

Mina var oprindeligt tænkt som en større prosatekst. Man 171 kan spore arbejdet på den tilbage til årene 1886-87. 19.4.1886 havde SC således sendt den til Edv. Brandes, men dennes bedømmelse faldt ikke ud til novellens fordel. I hans svar 20.4. 1886 (Jeg har iaften læst Deres i Formiddag modtagne Novelle) finder han ganske vist novellens Sujet meget begavet, men skitsen forekommer ham for lyrisk malende i sin bredde: Altsaa min Indvending er den: altfor stor Bredde i Forhold til et ikke rigt Emne. SC bruger Farve paa Farve for at male de to Forelskedes Forhold, men man får intet indtryk af personernes personlighed og historie: Hans [den mandlige hovedpersons] ganske uklare Teorier har De ikke faaet langt ud fra Dem, og man føler dette saameget stærkere, fordi De ikke giver hans Forhistorie. Hans Familieliv er affærdiget med et Par Streger (...). Handlingen er uden episk dynamik: Men har De ikke overset, at Situationen paa en trættende Maade er den samme fra de to mødes og indtil hun hengiver sig, og overgangene i novellen er uden begrundelser og indre sammenhæng: Men saa hengav Elna sig pludselig. Hvorfor nu og hvorfor ikke før? Muligvis har hun gjort saamange Ophævelser i Virkeligheden, havt mange Stævnemøder, Kurrer og Gen-forelskelser, men kunstnerisk set maatte denne lange Udvikling sammenfattes i faa afgørende Momenter. Kort sagt: en novelle uden handling, med uorden i persongalleriet, med personer uden historie, og som forfatteren ikke selv mente noget med (SC har tilsyneladende selv taget forbehold overfor novellen) - deri fandt Brandes ikke megen fremtid. Skriv Novellen færdig og se at finde Forlægger! Andet Raad har jeg i Øjeblikket ikke - men forlæggeren skulle altså ikke anvises af Brandes selv!

SC lod sig dog ikke slå ud, men må have arbejdet videre efter de givne råd. Den 3.6.1886 har han sendt Slutningen af Novellen tilbage til Edv. Brandes og håber nu, at Stuckenberg gaar op til ham og faar at vide, hvad han siger "unter uns" til en anden, og som Forfatteren aldrig faar at vide (VS-SC 12). Svaret kendes ikke, men i et senere brev til vennen 21.2.1887 (NkS 4978, 4°, IX) kan han udbryde: Nej, ved du, hvad jeg er 172 glad ved? det er min Novelle! dér er Alvor og Sandhed - og i denne form kan den læses i NkS 3634, 4°, III, 3: Emil og Elna, 218 blade, og NkS 2174, 2°, II, 2: Holger Bagge om Holger og Elna, 95 blade.

Prosaformen blev imidlertid vraget. Når Brandes havde savnet en episk tråd i novellen, var det en nærliggende idé at sætte den på vers: de tyngende, naturalistiske krav om kausalitet m. m. blev sat til side, tonen blev friere - og titlen ændret herefter, så den nu kom til at lyde: Kyllingesorger! Men også her meldte problemerne sig, omend nu af en anden art.

Et udkast til digtcyklen blev Trykt som Manuskript og sendt til vennekredsen, men bliver gennemgående kritiseret. Da redaktøren for tidsskriftet Af Dagens Krønike, forfatteren Peter Nansen takker for digtet, sker det i forbindelse med returneringen af digtet Cæsarer (Fa V), som SC havde sendt tidsskriftet til optagelse: Jeg tilstaar: jeg fatter ikke Deres Digt, nok Tanken i det, men ikke Detaljerne. Der er ganske taagede - og formløse - Vers imellem. De kan ikke selv staa Dem ved at faa det trykt. Maa jeg benytte Lejligheden til at takke for Kyllinge-Sorger. Ja, ogsaa dér var sære, uklare og forvredne Ting; men til Gengæld hist og her et ganske nydeligt og skælmsk Vers med ejendommelig Tone og morsomme Ord (28.3.1890, FL 18). SC svarer med tænderskærende vrede på såvel afvisningen af Cæsarer som takken for Kyllingesorger: Endelig er jeg Dem slet ikke taknemlig for Deres Ros over Kyllinge-Sorgerne, saasom den først er fremkommen, da De kunde fremhæve dem i Modsætning til et af mine Produkter, som De fandt endnu daarligere. At de er "nydelige, skælmske, ejendommelige i Tonen og med morsomme Ord", ved jeg meget godt; men ingen tør jo præsentere dem i et dannet Selskab, bestaaende af fine Causeurs, skælmske Proverbister, sjælfulde Kritikere og flydende "Fortællings"-Fabrikanter. Jeg ved det meget godt og begærer det ikke en Gang (31.3.1890; FL 19). Måske skyldes SC's vrede også, at han har ment at kende Nansens reaktion på Kyllingesorger til anden side. I hvert fald meddeler han i et brev til Stuckenberg, at Til Herman Bang 173 skriver P. Nansen i et Brev, hvor han opgiver mig: "Det er kedeligt med det Menneske. Det synes nu at være bleven en ren Mani hos ham" (2.2.1890; VS-SC 25). I samme brev refererer SC, at Johs. [Jørgensen] betegner versene som slanke og yndefulde - som unge Piger!, og at Hr Vedel tilskriver ham: Hvad jeg synes mest om er Versifikationen. Jeg finder i Kyllingesorger Ungdommens Overmod i Forbindelse med en næsten gammelmandsklog Ironiseren. Men hvorfor vil De ikke en Gang give Dem i Lag med et større Arbejde? De har jo baade Tanker og Energi (- hvor elskværdigt! -) og har sikkert følt andre Sorger end Kyllinge Do.

Med Stuckenberg fulgte der efter dette brev en hastig og ophidset brevveksling, thi også han havde fundet anslaget i Kyllingesorger for spinkelt (i brev af 20.12.1889; VS-SC 24). SC's brev af 2.2.1890 besvarer Stuckenberg allerede 3.2.1890: Hvad i al Evighed mener Du med at afskrive mig alle disse Berømtheders Udgydelser (Vedel! - Himmel!)? Er Du ironisk, eller gal paa mig, fordi jeg ikke kan bekvemme mig til at finde Dine Kyllingesorger værdige at kaldes et Opus af Dig. Herregud, jeg kan sgu ikke (VS-SC 26). SC svarer øjeblikkelig den Kære Stuck! (4.2.1890; VS-SC 27) og forklarer, vist ikke helt ærligt, meningen med sit tidligere brev: Dernæst "Kyllingesorger"! Hvis du kunde tage Vedels Brev i Alvor og indbilde dig, at jeg ansaa det for skrevet af et ærligt Hjærte, da forekom det mig, at du maatte leve i en meget naiv Sfære. ]eg fandt al Kommentar til Vedels Brev overflødig. (...) Det forekommer mig endnu, at jeg ved at give dig en saadan Extrakt af literære Domme paa det nydeligste har udleveret Kyllingerne til dig. Vedel har plukket dem, Nansen kvalt dem og Johs har med et Hjærtesuk begravet dem.

I det foregående brev havde SC brugt kyllingemetaforikken om sin egen stilling som ungkarl i modsætning til ægteparret Stuckenberg, der netop ventede barn:

... Det er altsammen Kyllingsorger, og Gudvéd, om det kan nogen Sinde blive anderledes med en Ungkarl? I har nu valgt Jer en anden Del. Alma mater Ceres! Huset og den trygge 174 Arne. Blomstring og Frugtbarhed. Grundlag for en ny Slægt med stærkere muret Aand. Men saa begynder Vuggen at gaa. Og Digteren synger Visselulle. - Saa er jeg fra et Literatur- standpunkt lige saa gærne, ja heller Hanekylling endnu. Gott im Himmel, saa den menneskelige Aand er indskrænket, klæbrig, stenet. Og den skulde ranke sig i svære Buer og Pilastre. Den skulde synge som en Lærke ud over Lande, Øer, Skove og Byer. Den skulde kende det svimlende smaa og omfatte Verden som Gud, i hvis Hjærne Kloder og Solsystemer kun er Molekuler. Men hvor tager vi saa frie og saa stolte Sjæle fra? I det forsonende og forklarende svarbrev undergår disse linjer nu en drastisk omtolkning. Det er nu Naturen, der er indskrænket, klæbrig, stenet, og udtrykkene er ment som en selvanklage: Dernæst - men du er dog ogsaa græsselig dum - forklarede jeg dig, at jeg søgte efter værdigere Æmner, men at Naturen er saa ihængende, klæbrig og stenet, og at vore fleste Sorger er Kyllingesorger, baade naar vi synger om Pigebørn, og naar vi synger Visselulle. Des værre falder vi altid tilbage i os selv. Vi er jo ikke Guder. Vort Tonehjærte er ikke en Lærkes, vor Aands ranke Buer og Pilastre er kun en flygtig Maaneskinsdrøm. Og den lidt taktløse bemærkning om Digteren, der synger Visselulle var heller ikke så slemt ment; SC forsikrer, at han ingenlunde nærer foragt for Frugtbarhedens Gudinde, naar hun blot kommer i et passende Selskab af alle de Guder, som bo paa Olymp, men anklagen mod Kyllingesorger for at være et overfladisk skriveri vil han dog ikke sidde overhørig: "Slaa ikke Smut paa Vandet", siger du ogsaa - C'est justement, hvad jeg aldrig har gjort. Havde jeg villet slaa Smut, skulde du se, hvilken Reol af Bøger jeg allerede havde haft færdig. Min Ulykke f. Ex. i "Kyllingerne" er snarere en for stor Fordybelse. Nej, men sig, hvorledes man kan hæve sig over al Verden og se svimlende stort paa den og dog samtidig kan være fordybet i den; da vil jeg være dig taknemlig.

Imidlertid - digtcyklen blev dog i en nyredigeret form trykt offentligt, i lighed med Cæsarer, som Nansen havde vraget, i venstredagbladet København: Kyllingsorger. Et Københavnsk 175 Gade-Epopé I-VII (2.2.1891). Betegnende for situationen er redaktøren Ove Rodes kommentar: Det er meget bedrøveligt, at De virkelig kun hos os kan finde Husly for Deres Epopé. Os en Glæde (...) (brev af 21.1.1891 i Acc. 1981/143 C5), jf. at digtet figurerer i indholdsfortegnelsen til en ikke-udgivet digtsamling fra o. 1890 (NkS 3634, 4°, I, 2, 1).

Endnu engang skulle SC tage det lille ungdomsværk for sig, da det i 1902, som Jyllandsposten skrev, blev optegnet på det Schubotheske Forlags Synderegister. En efterklang af misstemningen fra 1889-90 er måske mærkbar, for hvad der især var påfaldende i brevvekslingen med Stuckenberg omkring manuskripttrykket, var SC's følelse af socialt og kunstnerisk mindreværd over for vennen, hans angst for altid at skulle være "naturbarn" og "hanekylling". Måske er det denne følelse af manglende menneskelig og kunstnerisk modenhed, der endnu klinger med, når han i efterskriften til 1902-udgivelsen så kraftigt understreger, at Forlaget har ønsket at udgive det lille Ungdoms-Epos, og når han bruger den unægteligt besynderligt selvmodsigende vending, at der var Adskillige, som i disse grønne Vers saae et Udtryk for Talentets Modenhed.

Skønt SC smst. understreger, at Spøgen (eller Alvoren) er mere understreget, men forøvrigt den samme, kan man dog gennem de vekslende redaktioner fra privattrykket over avistrykket til bogudgaven følge en linje i SC's kunstneriske udvikling, der kort kan fastlægges omkring tre stadier: udgangspunktet er en skildring af rusårsforelskelsen i realistisk 80'er manér; herfra bevæger fortællingen sig over en Baudelairepåvirket, prosa-lyrisk storbybeskrivelse (Tusmørkefeen, se s. 188 og noter til Fa V Baudelaire-oversættelser) frem til en personlig problematik, som den kommer til udtryk i den udvidelse af epos'et, som kan registreres ved hjælp af variantapparatet. Løvetandsfnug opridser de personlige træk omkring Mina (p. 64-66), men med den ændring, at A., som Simon kaldes her, bevæger Mina til at rejse med sig til Amerika i håbet om dér at kunne have hende i fred. SC vinker overbærende til dem, da Skibet førte dem bort. Selv blev han hjemme og forlovede sig 176 med det danske Regnvejr! - på sporet af de Glimt af Fuldkommenheden (VS-SC 23), som alene kan tilfredsstille ham. SC er her i det små ved at frigøre sig fra tidspræget og blive sig sit særpræg som erotisk symbolist bevidst: månen er kommet tilsyne på den store Vinternat, Byens Trolddans stilnes - og i dette udvidede og afklarede rum stiger andre figurer frem end den Tusmørke-Fe, som ikke mere ved at besvare hans længsel.

177

NOTER TIL MINA

M

NkS 1340, 8°, V, 25 (Udførligt udk. fra foråret 1889)
NkS 1340, 8°, V, 25 og 27 (udk. fra efteråret 1889 og sommeren 1890)
NkS 2174, 2°, I, II, 1 (udk. fejlagtigt placeret blandt udk. til FR)
NkS 3633, 4°, II, 2, 49 (udk. til V, IV og V, I; arket dat. 8.12.89)
NkS 1340, 8°, II, 13 (udk. til Epilog, 1. str. fra o. 1900)
A NkS 3633, 4°, I, 4 (brudstykke af udat., usign., renskr., bl. (1-7) samt udk. (8-14); udkastene dækker dele af G samt dele af Karnevallet, Ti VII)
Acc. 1981/143A (udk, samt udat. renskr. af afsnittene II, III og VII, bl.)
B NkS 3633, 4°, I, 4 (rettet rentryk (15-26))
C Kbh. 2.2.1891
XI, str. I, II, VI, VIII, XVL og XVIII optr. EoF, DS, TE og PD (Tusmørkeféen)

V

A Titlen < Kyllingsorger. En københavns Gade-Epopé (+C)
I, IV, 4 < hun først blev spist af Simon, saa af Katten. (+ B og C)
II, I efterfølges af denne str.:

Mens af de gamle Kister man hented Kongens Magt,
en Klinge tung som Skræp, ærværdig rusten,
der salomonisk mellem de vrede Parter lagt
fik Sagen endt, som Katten endte Osten. (+ B og C)

III, II, 1: De sorte Racer < en sortfødt Race (+ B og C)
III, II, 3: men Sproget fattes < gør flere Tegn end (+ B og C) 178 Lakune mlm. III, IV og IV, V
V: overskriften < Unge Sorger
V, I < Hun ødsled med Veninder; hun spurgte dem om Raad
og protegered dem af alle Kræfter,
men brød sig lidet om dem og haanede
dem kaad
som no'ne Bønder otte Dage efter ... (+ C)
V, II, 4: af ... Guds < - "odeur de Laxegade"! (+ C)
V, III < Hans flotte Mina førte dem hjem til Annæ Plads
og satte dem i Køkkenet med Hæder - -
saa kunde Simon snakke - var det ham ej til Pas -
om Selskab, der fordærver gode Sæder ...! (+C)
V, IV, 3 < gad køre hjem som Frue - hun nød den ramme Luft (+ C)
V, IV, 4 < blandt disse Gammelstrandske Pærepramme! (+ C)
V, V-VI ej i A, hvis 5. afsn. først afsluttes m. VIII, IV (+ C)
VI, I, 3 < at tænke ømt og trofast, som Elsker og Poet (+ C)
VI, II, 2: i Overmod < lyksalige (+ C)
VI, II, 4: for os < er Himlen (+ B og C)
VI, III efterfølges af denne str.:
O havde jeg som Simon en mild og lystig Skat,
betroet i en vranten Frues Hænder -
jeg skulde le og (< storme,) gruble paa Indfald Dag og Nat,
- før, (< - at ej hun) som Veninder, hun tog nye (< skifted) Venner! (+ C)
VI, V: ej i A, B og C
VI, VI, 1 < Hvor stygt, hvor utaknemligt at lønne Kys med Skæmd. (+ B og C)
179 Der fortsættes:

a Det kom den Snevejrsaften Studenterne bar
til Holbergstøtten mange Blus og Kærter.
En lærd Professor (B: slog Kreds og sang og) talte - mens deres Jubilar
højthædret smilte til de unge Hjærter

b Er du tilfreds, Fa'r Holberg? Du slog og fægted brav,
men ser du: Døden er og blir den stærke.
Hvor savler dine Fjender gudfrygtig ved din Grav!
- nu gør de dig ve'd Gud til Enhedsmærke . . .

c Med Minas Brev stod Simon i dette Fakkeltog.
... Han havde ment sin Lykke stærk og muret
og aldrig tænkt, der gemtes en Kælder eller Krog,
hvor slige "Barndomsvenner" kukkelured.

d Han var nok ogsaa ny - denne "Barndoms"-Kavaler,
der "tilgav hendes Fejltrin" og belejred
sit Offer med Moral, til hun ikke kunde mer.
Forlovelse! - han kom, han saa' og sejred.

e Og Simon troede alt. Mens man talte og sang,
han grubled paa et Brev: - Hun skulde tage
sig sammen, gøre Oprør imod sin "Faders Tvang"!
- Men Brevet kom med næste Post tilbage.

Afsn. VII og VIII, I-II ej i ms. Der fortsættes uden afsnitsinddeling m. VIII, III (+ C)
VIII, IV dannet over to str.:

Ja var det ikke hende? den smukke gamle Mand
hendes Fa'r? - hun sad saa venlig og forgræmmed
og saa' paa ham med Øjne saa sære, syntes han,
som kendte de ham ... skønt det var lidt fremmed! (+C)

180

VIII, IV, 1: Var dette Minas Fader? < Var Mina mon bedrøvet,
VIII, IV, 2 forgrædte < nye
Afsn. IX svarer til afsn. VI i ms. Den første str. er en tilføjelse
IX, VI ej i A, B og C
IX, XI ej i A, B og C
Efter IX, XII:

Mens Mina spanked strunk i sin Silkejaket
og saa' sig om med Smil til alle Kanter.
Han vendte sine Øjne, forundret og træt,
med Venskab til den særeste af Tanter. (+C)

IX, XIII, 4 < paa hvad I faar, men hvad I faar for meget!" (+ C)
Lakune i ms., der fortsætter med X, I uden markering af afsn. og angivelse af overskrift
X, I, 1: saa< jo (+ C)
X, I, 1: .Har en Muse < - og har Musen (+ C)
X, I, 2: fortrolig < saa sorgløst (+ C)
Der fortsættes:

Han maa beundre Mina - en Muse saa sublim -
og holde fast med Kys den kaade - sprælske:
et gammelt Vers, hvor stadig han føjer Rim til Rim;
thi Hjærtet vil bestandig digte, elske. (+ C)

Fulgt af disse str. - jf. X, VII:

... En Lok, som Mina gav ham af Haarets bløde Dun,
en Dag blev funden af hans voksne Søster
med det galante, drillende Raab: "Nej, er hun brun!"
Hun var jaloux paa Mina. Ak det trøster:

at én dog ikke dømmer! at én dog tænker smukt!
... Men Mina sværmed glad som Himlens Svaler
berust af Byens Herlighed - en By med Kundskabs Frugt,
Revuteatre, "brede Hospitaler"! (+ C)

181

Nyt afsn. (VIII), der svarer til XI
Overskriften < En Sidste - Nat (+ C)
Afsn. følges str. for str.; str. V dog ej i A + C. Fragmentet slutter med str. XVI
B Titlen < Kyllingsorger. Øverste højre hjørne: Trykt som Manuskript.

Overskrifter til de enkelte afsn. udeladt Rettelserne (bl., SC's håndskrift) findes kun i forb. m. I, I-III
Bogtr. følger primært A, B har et andet (tabt) forlæg
I, II, 1: frit i < venlig efter < lattermildt til
I, II, 2 < erindred sig (< og husked paa) hans Træk i blandt de mange < strøg tæt forbi ham i Teatergange
I, III, 2 < og spanker frem saa kækt. Men jeg ej sværmer < dog Jomfrublod med Jomfrumænd ej sværmer.

I, III, 3 : Men (...) Ømhed, < at kaste Fyrens Ømhed, < Og bedst, om Simons Ømhed,
I, III, 4 < i slig en Jomfru Egensindigs Ærmer < d. s. Her slutter de håndskrevne rettelser i B
Efter I, IV følger - uden afsnitstilkendegivelse - de str., der svarer til III, I-VI. B.'s 2. afsn. omfatter II, I-VI samt III, VIII-IX m. flg. ændringer:
III, VIII, 1 < Hun gjorde sig lidt kostbar, blev ond og løb sin Vej,
III, IX, 1: Jeg (...) Aften, < Og det er sket, da sildig 3. afsn. indledes af III, VII m. flg. ændringer:
III, VII, 1 < Forlovet før og pint af et nyhedssygt Begær
og fortsættes m. IV, II
IV, III, 3-4 < Der drømmer de to Børn! og i Overmod-Profos! -
kvæler hans Kys Fru Mina altfor ofte.

Dernæst flg. str.:

182

Hun havde grædt og kælet og skændt ... paa dette Skarn,
som tog, hvad efter mange før fik tørste.
Han var saa fin og skabt den Student, skønt nær et Barn -
der maa jo være en, som blir den første!

IV, VI < Saa mødte han i Gaderne Morgnens Arbejdshær,
og vellysttrodsig halvt sit Blik han lukked
og d[r]ømte sig af Favntag indviet som et Sværd
og som en Rose fin og sødt bedugget.

Afsn. V ej i ms., hvis 4. afsn. da svarer til afsn. VI
VI, I, 1: Alting nu < hans Vilje
VI, I, 3 < at tænke fint og følsomt som Elsker og Poet:
VI, II, 2 < hvor helst de kan: uskønsomt sig at mætte
VI, III, 2: nye < Mænd og
VI, IV, 1 < De, som lidt Kvinde-Godhed og -Trods har smagt, de véd,
Efter VI, VI: se A, fortsættelsen:

b Fa'r Holberg, du fortjente vel et frimodigt Vers!
dog se: blandt Trængslen om din Sokkel fandtes
en Flok - lidt grøn, men baaret af Aanden fra Halvfjærds -

med Tro paa Bønder, Stil og Georg Brandes.

c De drømte om en Digtning, saa tidligmoden ny
som Forstadsliv og Røg af Cigaretter,
frodig som Flamlands Mestre, med vild magyarisk Gny,
hvori sig Regnfaldsnattens Omkvæd fletter.

d Og midt i Snefogshvirvlen stod Simon med sit Brev
hos denne Flok og kaared Holbergs Muse,
183 imens hans egen kaarne og Muse - som hun skrev:
holdt med en trofast Barndomsven til Huse.

e Det lærte ham at dømme mer fordringsløst og sundt
og klage: "Gør kun med mig, som du lyster;
jeg kalder mig din Slave, om blot det blir mig undt
at hvile ved de unge, rige Bryster.

f "Jeg famler efter dig, mine Drømme strøg til Søs;
omfavn mig, sluk min Higen, dræb min Vaande;
luk Øjet, aabn Læben! - i lange dybe Kys
saa vil vi ind hinandens Sjæle aande."

g ... Og alle Elskerdrømme, hvad der er stærkt og blidt,
gik frem med Væxt som Bølger, naar de taarne,
og sang ham hede Rytmer, som digtet paa Sanskrit,
hvis Længsler alle vare kongebaarne.

Nyt (5.) afsn.; afsn. VII og VIII samt IX, I ej i ms.
IX, XII, 4: hvilte (...) mod < hendes Læber bed ham i
IX, XIII, 1: Hun (...) ham: < hun hvisked kun og bed:

IX, XIII, 2 - 4 <Men hastig havde Simon Blikket drejet
til den beskedne Tante - fordi vi skønner ej
paa det, vi faar, men det, vi faar for meget!

Efter IX, XIII. Mis Mina svejed strunk i sin Silkejaket,
saa' sig omkring med Glimt til alle Kanter.
Og med et lille Haandtryk - forlovet og træt -
han trøsted blidt den slemmeste af Tanter;

184

IX, XIV ej i ms.

. IX, XVII < ..Alene slentrer Simon den halve Nat omkring
og drømmer, medens Uvejrsskyer stiger,
om trodsig Elskov! spytter ad Livets Ingenting,
forrykte Tanters Præk og dumme Piger.

Nyt (6.) afsn.; afsn. X ej i ms.

XI, II, 3: , Dronning uden Sko - < - il crepusculo -
XI, III, 3 < hvor hans forvovne Mina fra Tantens strenge Blik
XI, IV, 2: gamle Drømme < unge Længsler
XI, V ej i ms.

XI, XIV < Og Mina, denne Boa, vildt lèende tar fat
for Alvor ham sin kaade Text at læse,
men leger, gør sig bitte, som en Mus for sin Kat
og smutter væk der lige for hans Næse.

Afsn. XII svarer til 7. afsn. i ms., der istf. str. I-II har flg.:

God Morgen! - Hvilken Stimmel af Mænd, som knapt har Plads
for Simon, der vil ryge og spasere.
Han møder intet Smil af en kridtet Bajads
og ingen snørt og sminket Bajadere!

Han har forsvoret Mina. Han føler Værk og Ve
ved Kvindens Løshed og vort Livs Skavanker.
Men knapt har vi begravet en gammel Drøm i Sne,
saa grønnes der en Skok af ferske Tanker!

For Folkets Skyld vil Simon - han længes tillidsfuld -
bortbytte Aandens festliglyse Stoffer
185 og mumme sig i Folkeoplysningens Uld
og drage til Provinsen med sit Offer.

Men da han lagde bag sig de gamle Gaders Sten
og Mina og de unge Venners Bande,
der havde kysset ham ved et Indfald én for én,
som: den, der skal de unges Aand forplante!

og han nu sad i Toget, der skumpled, mens han tit
urolig paa den haarde Bænk sig vendte,
kom Minas Billed til ham og puffede ham blidt.
Et Blændværk - som os selv en Gang det hændte: -

XII, VI, 3: , saa højtidsfuld < og passer sød (+ C)
C følger stort set A. Sammen danner de forlæg for bogtrykket
IV, III, 2 < at Minas Haar kan naa til Minas Hofte. Istf. IX, XIV:

Tavs støtted hun sig til ham. Men ved sin Gadedør
hun fandt sit Smil, sin lyse Kaadhed atter,
bad Mina ej forhaste sig og sprang med skælmsk Humør
først op ad Trappen under Raab og Latter.

Afsn. X erstattes af et afsn. m. overskriften Høstdrømme, der indledes:

Hvor stemmes Tanken fint ved de første Blades Drys,
naar Valnødtræet plukkes, og naar Vinen
bær blaa forfrosne Druer som ømme Fingerkys -
og lyse Gløder spiller i Kaminen!

Hvor hvid staar Morgentaagen om Bulevardens Trær,
mens Halmlæs ind i lange Rækker glide!
Og dobbelt ungt man husker sin unge Hjærtenskær
i dunkelt Haar med Farver milde hvide ...

186

Hvor husked Simon Mina paa sin Tilbagevej
i Dæmringen, naar Hanegalet skingred!
mens blussende som Ungdom og Elskov i Maj
den gyldne Dag sig hæved rosenfingret.

Hun bo'r ej mer hos Tanten. Hun stormer fri og fræk
fra Favn til Favn ... Aa kunde jeg blot vriste
ud af min Muses Hænder endnu et venligt Træk
før næste Sang, den sørgelige sidste! (jf. X, III)

Derefter fortsættes som A
XI, V ej i C
XII, I-II ej i C
K

Noter til II:
det Aar (...) 3.10.1884 nedbrændte Christiansborg Slot, hvor bl. a. Rigsdagen havde til huse
Pulterkamret. Rigsdagen havde fra 1884-1918 midlertidigt til huse i en tidligere kaserne på hjørnet af Fredericiagade og Bredgade
Nye Fejder, f. eks. den nordiske debat om kønsmoralen 1882-88. Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil En Hanske (sept. 1883), m. sit krav om seksuel afholdenhed før ægteskabet både for kvinde og mand, blev den store igangsætter af Sædelighedsfejden. Se note til s. 134 og 140
Ørsteds Park, Ørstedsparken, anlagt 1876-79 på tidl. voldterræn i Kbh.
Jeanne d'Arc, af Henri Chapu (1833-91)
Silén, evt. Faun med Amfora af Louis Hasselriis (1844- 1912) el. afstøbning af antik skulptur; (silén, skaldet, tyk, lysten satyr)
Love ude af Spil, hentydning til de af Estrups mindretalsregering udsendte provisoriske finanslove
Noter til IV:
kredense, smage for; drikke til
Profos, bøddel 187 Faust, solgte som bekendt sin sjæl til Fanden for at få tilfredsstillet sit videbegær
Noter til V:
Hors, egl. hest; såkaldt løsagtig kvinde
Noter til VII:
Kraft, jf. VS-SC 58
et Sagn, f. eks. hentydning til Rolandskvadet, se note til Dj III Et Rimbrev, eller til Heimdal, som if. nord. mytologi v. Ragnarok skal blæse i Gjallarhorn
Mangegifte, (jf. også XII, 2) samtidig el. efterhånden at være gift m. mange. Bjørnson turnerede nov.-dec. 1887 i Danmark m. foredraget Engifte og mangegifte. Udtrykket alluderer også til Oehlenschlägers Aladdin (Naturens muntre Søn)
Noter til IX:
Smallegade, gade på Frederiksberg
Chaussé, brolagt landevej
Skalmeje, rørfløjte
Noter til X:
Odalisk, slavinde el. konkubine i (tyrkisk) harem
Vaaben. Til visse indiske våbentyper (og malajiske, f. eks. kris'en) knyttedes bestemte religiøse forestillinger, ligesom klingerne blev smedet og damaskeret under iagttagelse af religiøse og rituelle forskrifter. Våbnets kraft kunne symboliseres v. at udforme fæstet til et gudebillede Karma, dannet af karman (sanskrit, gerning), der iflg. indiske religioner betegner menneskets handlinger som betingelse for sjælens evige vandringer. I udvidet, teosofisk forstand dækker begrebet alle de fra menneskets sjæleliv udgående kræfter, der bestemmer sjælens videre udvikling (de forskellige reinkarnationer)
"... Men hvorfor har du ladet mig alene?", evt. allusion til Jesu ord på korset, jf. f. eks. Matth. 27,46
188 Noter til XI:
nære Slanger (...), jf. 1. Mos. 3,15
-bajadére, indisk tempeltjenerinde; "glædespige"
Noter til XII:
Jomfru (...), jf. digtet Anadyomene DV IV
Flane, ustadig og fjantet kvinde
Mina. SC's ven overretssagfører Frederik Graae (Erindringer fra "Sydhavsøerne" (1934) p. 13) oplyser om digtets biografiske baggrund, bl. a. om Mina, at hun var sangerinde i Kisten; hendes virkelige navn var Mary; enkelte breve i NkS 4978, 4°, X
Ad Ouverture: se Johs. Jørgensen: Mit Livs Legende I (1916) p. 154
Ad Tusmørkeféen: Baudelairepåvirkning, se EF I 82 ff. m. noter, Johs. Jørgensen: Udv. Værker VI (1915) p. 32, Emil Frederiksen: Johannes Jørgensens Ungdom (1946) p. 141 f. og Paul la Cours udg. af Baudelaire: Parisisk Spleen, Hasselbalcks Kulturbibliotek CLVII (1956) note til p. 35
Handlingen resumeres 64 ff.
III, III cit. Ft 8