Claussen, Sophus ANTONIUS GYNT

ANTONIUS GYNT

- junge Leiden

I · Drømme

Der er sunget om Drømme i duftrige Ord.
- Drømme er Djævelens Engle paa Jord.

De daarer, at Djævlen des bedre kan spotte,
nynner om Lyst for en Last at blotte.

Fryd bliver Vildskab og Vildskab Jammer
udbrændt i Drømmenes Helvedflammer.

II · Vision

Mændene fra de hundrede Favntag.

B. Björnson

De kommer i alle mulige Stillinger
uden og med Audiens-Bevillinger;
aldrig de samme, der skiftes med ti,
ja tyve - et aandeligt Flerkoneri.

En Æsel i Tanker, men from i det vigtige
gør jeg det anerkendt éneste rigtige.
Kommer det bare paa Gærninger an!
jeg er fuldkommengjort i katholsk Forstand.

Med Teologer endog kan jeg klare mig.
Dog for en Tvivl kan ej altid jeg bare mig,
at selv om det kun er en Overgangs-Kur,
saa er det dog Vold mod Vorherres Natur.

66

III · Det værste

Die Erdbeere, die ich stehen liess,
die brennen mir noch an der Seele.

Bettina

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
- maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis' Port ...

Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!

For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa'r.
- O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

IV · Sommervarme

- frech und froh.

Det var Middag; drivende Hede.
Vinduer oppe, Gardinerne nede!

Ude i Gaden ved Kirkegaards Muren
gik Varmen næsten over Naturen
- et rygende Bælte af Solild-Flimmer,
som blot ved et Blik kunde Hjærner smælte.

Langs Væggene ikke et Kræ saas smyge;
det var kvælende hedt, man gad næppe ryge.
Og mindre endnu var det muligt at sove.

En Expedition! - om jeg skulde vove ...?
67 Langs skyggende Huse, der skrøbelig hælder,
hen over Slipper, hvor Lysflammer vælder,
sniger jeg frem, kommer ud paa en Vej
med en stinkende Grøft, der er frodig bevokset
af tilstøvet grønt og soltørre Nælder,
ind gennem Anlægets kølige Lys,
forbi en Knøs, som har siddet og blundet,
naâr jeg til Højen, hvor opløst jeg segner
ned paa en Bænk
og sér over Sundet.

Stille og hed, gylden og moden
staar Havren i Marken nede for Foden.
Og længer ude den strømblaa Fjord
blandt Bakkebølger i Hede dirrer.
Her lugter af Høst og tørret Jord.
Men Vinden rører en Smule paa sig,
medens jeg drømmende døsig i Solglansen stirrer.

... Hun skulde være saa myg og kælen -
Eller ikke myg! men egen og vild,
med Øjne saa fulde af Ild,
at de brændte sig ind i Sjælen.
Men ingen moderne, nej ukultivéret!
- vor Halvkultur har dem bare spoléret.

Sydlandsk, romansk? ... dog, heller ikke.
Om dem saa længe man havde snakket,
at de var skillet ved Nyhedsglansen.
Sydlandsk, romansk! jeg mig betakked
for disse funklende Olietryks-Blikke.

Nej, vild, barbarisk! en Steppens Pige.
Sort eller hvid? - havde mindre at sige.
Men vild som den vildeste, kaad som den kaadeste.
68 Jeg drog gennem Ørknen i brændende Hede
- en Dag som i Dag!
Saa blev jeg fanget af Beduiner,
som bandt mine Hænder bag.

I deres Telte mødte jeg hende.
Saa gik det med mig, som med alle Helte:
vild som den vildeste, kaad som den kaadeste
elsked hun mig og gjorde mig løs.
Til Gengæld løste jeg hendes Bælte.

O hvilke Kærtegn af iltre Hænder!
og Kys af Læber, hvis Glød ej ender!
Hun slutter mig ind med stærke Arme
... dog blid og lydig ...!

Pokker til Varme!
Hvor kan ên tænke dydig?

V · Forbandelse!

Den Teolog gad jeg dømme til at hænges,
som paabød at savne og sukke og længes.

Giv mig en Tro, der er stærk som en Klippe,
i Drømmenes Brus vil den vakle og glippe.

I lærte mig at drømme, hvor lærer jeg at nøjes?
Fygesand er jeg - hvordan skal jeg fortøjes?

Jeg fordrer jo ej Vildskab saa lidt som at spæges.
Lad mig blot elske, elske og læges!

- Men kan jeg være vis paa mig selv blot et Døgn?
Jer Lære har Skyld, at jeg blev til en Løgn.

69

VI · Nye Piger Et Resultat

Nævn mig dine Drømme!
Hvorfor er det, dit Hjærte banker?
Blodet skriger -
sig mig dine viltre Tanker.

Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?
- -

Det var Komponisten den unge.
Hellig Ild i hans Øje,
i hans Fingre daarende Toner
og Videts Salt paa hans Tunge!

For en Kvinde havde han sukket.
I et Bad af Toner,
som han øste over hendes Nakke,
hidsende, sitrende varme,
havde han tvættet hende ren,
frigjort for Jordlivs Støvet.

Hun drog ham endelig til sig
med bløde, skinnende Arme.
- -

Saa du Blomsten, som pranger i Græsset,
den fine Blomst med de dugfriske Farver?
- Viol, Anemone, Mimose,
den hvide Lilje, den røde Rose.
Der kommer en Fod og tramper den ned.

70

Sønderknust, som for evig knækket
ligger den paa den urene Jord.
Hans Attraa var knust i de bløde Arme,
hans Lidenskab stækket - -

Men Vinden suser, og Regnen falder,
Blomsten rejser det bøjede Hoved.
Endnu! endnu er det Blomstringens Alder!

Og træt af Dvale
den blundende Længsel
begynder en mumlende Tale.
Bestandig den higer mere forvoven,
med blomstrende Fylde,
med angstfuld Pragt,
letter sig frem paa Taaen og skriger:
"Nye Piger! nye Piger!"

Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
mod at kysse hundrede Piger?

Hans Læber dirrer, hans Pulse hamrer,
han sidder i tunge Drømme.
Han vrider Hænderne vildt og jamrer:
"Hundred Sonater for en Pige!
Nye Piger! nye Piger!"

Han smiler stille vemodig:
"Min gamle Pige er sød til visse,
altid skal jeg takke hende,
hende skal jeg aldrig forlade!
Men en Pige til, blot en eneste!
O, jeg kunde græde bitterlig
- at Skæbnen kan nægte
saa ringe, uskyldig en Glæde!"

71

Vore fromme Ønsker,
Skæbnen nægter dem aldrig.
Det bedste i Verden er Piger;
vor bedste Bøn kan ingen nægte.

I lokkende Klynger drager de forbi,
trutmundede og lækre som Skovens Jordbær,
fine og ædle som Druer.

Lad os nyde de flygtende Timer!
Men som Dagen ikke er den næste lig,
kan Nætterne ej heller være éns,
ej heller vore Piger.

Komponisten den unge
fik sig en Pige.
Det var Vaar med duftende Bøge,
og han havde to Piger.

Fra den enes Læber til den andens gik han,
af dens enes Arme i den andens. - -

Hvad er hundrede Kys af to Par Læber
mod at kysse to hundrede Piger?

- Medens Sommerens hellige Nat
hvælved sig blaa og skøn,
besaaet med Stjærner,
rødmende svagt
til Minde om Solens Kys,
stod han i Drøm ved sit Vindu,
lyttende til den lydhøre, lyttende Verden.
Fra Skoven, fra Søen og Jorden
trængte med hede Længsler

72

en duftfyldt Damp.
Han stirrede anstrængt i Natten,
naar brusende Klæder og trippende Fodtrin lød,
og sukked og hvisked bestandig:
"Jeg giver hundred Sonater,
hundrede skønne Sonater,
blot for en eneste Pige til!"