PAA STRANDVEJEN

✂ Da vi til Aften spiste i Skoven, Skæbnen vilde,
at det ej ret os smagte, og hun befandt sig ilde.

✂ Og mens vi gennem Skoven til Strandvejen spasérte,
saa saâ hun i vort Forhold det slette og forkerte.

✂ Hun talte om sin Stolthed, som var saa let at krænke,
og hvad om hint og dette vel Verden maatte tænke!

✂ Og hun var bleven hæftig, forinden hun blev færdig.
Til Strandvejen vi naaed', og jeg begyndte værdig ...

✂ Og mens i Aftnens Stilhed der hørtes fjærne Toner,
og Linde stod og drømte med deres lyse Kroner -

✂ mens langs den tavse, hvide Chaussé vi traf paa somme
med Bøgegrene ventende paa Dampsporvognens Komme -

✂ og medens Oldenborrer forbi os hastig svirred,
- saa talte jeg alvorlig, mens let min Stemme dirred.

✂ Jeg talte fast og rolig. End grubler jeg bestandig,
hvorledes dog min Stemme blev saa sonor og mandig.

✂ Skønt jeg var streng og fattet, var mine Ord ej bitre;
det gav en egen Rhythme, at Stemmen kunde sitre.

✂ Og under al min Talen saa gik hun ved min Side;
jeg mærked Trodsen over i tænksom Tavshed glide.