DÆMRING

✂ Det var ved Daggry. Vaagen
jeg hviled i din Arm,
mens sølvgraa Lysnings-Taagen
flød ind i Vindvets Karm.
I Søvnen end du lukked
de fine Øjelaag,
og ganske let du sukked,
hver Gang du Vejret drog.

✂ I Haarets Mørke segned
dit Hoved blødt og træt,
sig Barmen bølgetegned
ved dine Aandedræt;
og læmpelig til Side
de bløde Tæpper gled,
forraadende din hvide,
din unge Herlighed.

✂ Af Dæmringsvæv beskinnet,
saa færdigt og saa støbt
dit Legem laa, i Linned
til over Hoften svøbt,
med Benene saa slanke
og yppigrunde dog,
en Billedhuggers Tanke,
før han sin Mejsel tog-

✂ saa hvide, silkebløde,
skønt formede saa fast,
og lysende i Møde,
som var det Alabast,
mens bagved Huden inde
en Strøm af Liv der flød,
som svagt lod gennemskinne
sin gyldenbrune Glød. -

✂ Mens Gryet blaakoldt lyste,
saa tyst og varm du laa,
indtil du isnet gyste
og aabned Øjet saa.
Du saa' dig om forskrækket,
blev vâr mit stumme Spil
og kyssed mig og dækked
dig atter hurtig til.