IV · Sommervarme
✂
Det var Middag; drivende Hede.
Vinduer oppe, Gardinerne nede!
✂
Ude i Gaden ved Kirkegaards Muren
gik Varmen næsten over Naturen
- et rygende Bælte af Solild-Flimmer,
som blot ved et Blik kunde Hjærner smælte.
✂
Langs Væggene ikke et Kræ saas smyge;
det var kvælende hedt, man gad næppe ryge.
Og mindre endnu var det muligt at sove.
✂
En Expedition! - om jeg skulde vove ...?
67
Langs skyggende Huse, der skrøbelig hælder,
hen over Slipper, hvor Lysflammer vælder,
sniger jeg frem, kommer ud paa en Vej
med en stinkende Grøft, der er frodig bevokset
af tilstøvet grønt og soltørre Nælder,
ind gennem Anlægets kølige Lys,
forbi en Knøs, som har siddet og blundet,
naâr jeg til Højen, hvor opløst jeg segner
ned paa en Bænk
og sér over Sundet.
✂
Stille og hed, gylden og moden
staar Havren i Marken nede for Foden.
Og længer ude den strømblaa Fjord
blandt Bakkebølger i Hede dirrer.
Her lugter af Høst og tørret Jord.
Men Vinden rører en Smule paa sig,
medens jeg drømmende døsig i Solglansen stirrer.
✂
... Hun skulde være saa myg og kælen
-
Eller ikke myg! men egen og vild,
med Øjne saa fulde af Ild,
at de brændte sig ind i Sjælen.
Men ingen moderne, nej ukultivéret!
- vor Halvkultur har dem bare spoléret.
✂
Sydlandsk, romansk? ... dog, heller ikke.
Om dem saa længe man havde snakket,
at de var skillet ved Nyhedsglansen.
Sydlandsk, romansk! jeg mig betakked
for disse funklende Olietryks-Blikke.
✂
Nej, vild, barbarisk! en Steppens Pige.
Sort eller hvid? - havde mindre at sige.
Men vild som den vildeste, kaad som den kaadeste.
68
Jeg drog gennem Ørknen i brændende Hede
- en Dag som i Dag!
Saa blev jeg fanget af Beduiner,
som bandt mine Hænder bag.
✂
I deres Telte mødte jeg hende.
Saa gik det med mig, som med alle Helte:
vild som den vildeste, kaad som den kaadeste
elsked hun mig og gjorde mig løs.
Til Gengæld løste jeg hendes Bælte.
✂
O hvilke Kærtegn af iltre Hænder!
og Kys af Læber, hvis Glød ej ender!
Hun slutter mig ind med stærke Arme
... dog blid og lydig ...!
✂
Pokker til Varme!
Hvor kan ên tænke dydig?