↩

I

✂ Nu har I fulgt til disse sidste Blade,
hvad jeg har tænkt og drømt, har følt og følet,
naar "jeg" befandt sig vel og hented Varme
fra røde Læber, lune, bløde Arme,
naar "jeg" i Tungsindsmoser maatte vade,
naar "jeg" var hæftig og til Vildskab rede,
naar samme "jeg" af Blæst og Frost forkølet
var bleven utilpas og følte Léde.

✂ Og dog fik alle ikke fuld Besked.

✂ Min Kritiker, som vel min Mening véd,
(skønt kun ved Gætteri og saa omtrent)
paastaar, jeg er fra selve Slaget rendt
og har ej samlet Tropperne paa ét Punkt;
min Bog er, han vil sige: uden Midtpunkt.
Han er min Kritiker i ret Forstand;
ti ingen kender Publikum som han.
Han véd, at skal man knuse, naar man rammer,
saa ta'r man Smedjens allerstørste Hammer.
Han véd, den Stiklen er som bare Vand;
se Verden vrider sig i Nød og Jammer,
vi klistrer op et Plankeværk Programmer.

✂ Ja det er Tidens Svaghed eller Styrke,
skønt i vor Politik, i vore Blade
dér vil man nødig, grumme nødig til det,
men det er én Gang saa, at Folket vil det,
102 og stritte dérimod er bare Yrke.
Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,
at just ej Estrup passer i mit Kram.
Jeg siger ikke, at jeg hader ham;
ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.

✂ Han er mig blot imod - saa ret imod,
den Ordenens forretningsstive Ridder,
der sidder som en Skranke for hver Fod,
som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,
for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,
- og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.

✂ Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,
en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,
ved store Spillere og smaa Fantaster
Chef for en patriotisk Hørkramhandel.
En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,
der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,
mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satan
han staar paa Grænsen imod Syndefaldet
- en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,
der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.

✂ Og var det ikke Manden, blot Systémet,
jeg skulde aflevere her en Handske,
nu vel, hans Godtfolk ligner ham saa ganske,
de har det samme Øjnepar at sé med:
det selvforelsket-dydig Hørkramdanske.
- En Del var troende, en Del forstod,
men begge Parter fandt ham lige god;
og mens Parkettet blinkende har tiet,
blev han Dacapo-Mand for Galleriet.

✂ Hvad de har gjort?
Aa er det ikke nok,
103 at for et Slægtleds Krav de dæmmed op
og tvang en ung og nybegejstret Flok
at fylde ud de ældres Friheds-Trop?
En Ungdomshær med Udkast og med Tegning
til et Palads, der skulde rumme mer
end Fædrenes af lyse, fri Idér,
som de gad bære frem for egen Regning.

✂ At ej man længe trodser Slægtens Trang,
at Slægtens Liv dog ingen kan faa Finger i,
at nu vi staar, til Gengæld siden springer vi
- hvad Trøst for os, som standsed denne Gang?

✂ I kommer spørgende: hvad de har gjort!
en Ungdoms Kræfter spildt, er det ej stort?

✂ Men kan af Skam en Draabe Blod ej brænde
i disse Godtfolk, hvorfor skal jeg skænde?
De kunde ikke føre Kampen aaben,
saa greb de Middelmaadighedens Vaaben:
de kasted Lov og Folke-Skøn af Sædet
og satte Forholdsreglerne i Stedet.
Og følgeret fik de en Chef som denne:
en Foreløbighed, der ej faar Ende.

✂ Ja, hvorfor skænde? gavner det, vi klager?
Men kan det ikke alle Fibre spænde:
vort Folk maa tage Styret selv i Hænde,
før i Vankundighedens Nat det dager
til Synet for det Lys, jeg vil bekende.

✂ - Det var saa kortelig det smaa, jeg fik
som Frugt af al vor store Politik.
Døgnpolitiken, Pindehuggeriet,
de tusend Draaber, som skal fylde Havet,
- hvem har vel sét, at Folk af mine Lige
104 paa Poesiens høje Hønsestige
ej stadig har om Døgnets Smaating tiet
og følt for sligt sig altfor højt begavet?

✂ De lukked Munden dygtig op for Kravet,
dem er det, som Programmerne har lavet.

✂ Men Folket glad kan den Poet forgylde,
som, naar han havde store Ord os givet,
ej glemte al Ting, Døgnet, Livet,
Reformerne, som Formerne skal fylde.

✂ I alt Fald: Folk paa denne Hønsestige
forglemmer let det smaalig-virkelige.
I deres Gyngen paa en luftig Gren,
imens evindelig de gør Musik
og sér, om Vaaren bliver snar, om sén,
- hvor skulde de vel have faaet Blik
for noget som Detalje-Politik?

✂ Jeg altsaa om Detaljer lidet véd
og har kun mine grønne Grene kær;
og vil blot ikke dem man hugge ned ...!
Men der er denne Snak om et "Par Trær".

✂ Det hænger noget sammen med en Hær,
en Livssag for de folkehadte Troner:
man tager Folkets sidste Millioner
til Fæstnings Skanser, Krudt og Militær
og kalder Folkets Ungdom i Gevær
at exercere ind en Slægt Kujoner.
Det hænger sammen med en Slagter Lære,
at Maalet for et Land er Krigerære.

✂ Hvor skulde de vel skaane et "Par Trær"?
For Folk med Krigerære let kan hænde,
105 at Skoven ej har større Værd end Brænde.
Vi har jo vor Passion enhver for sig,
og Krigeræren dvæler vistnok ej
ved Blomster eller Skove paa sin Vej.
Men Fremtidshaab og Minder "Skoven" bær;
i alt Fald jeg
vil nødig miste den, jeg har den kær.

✂ Med "Minder" ej jeg mener Øhlenschlæger,
hvis bedste Ungdomsmod sig her slog løs,
ej Aarestrup, hvis Muse - denne Tøs,
som næppe skattede et Kildebæger -
her viste Bentøj for hver lysten Knøs,
ej Hejberg og de andre, Povl og Peter,
som gærne gav sig ud at være Digter;
for stor en Vægt ej ligger paa Poeter,
det er til andre Minder, at jeg sigter.

✂ Jeg tænker paa, at Skoven, "det Par Trær",
har, rent personlig, Affektionens Værd.

✂ Ja rent privat for mig og for enhver
da ruger Skoven højtidsfuldt paa Skatten:
et Væv af bløde, sommerlyse Minder,
som vistnok ej kan bruges i Debatten,
men dog uløselig til Skoven binder.

✂ Hér har de jaget om med hede Kinder,
Slægt efter Slægt, lyksalig og bedrøvet,
naar Solen sived gylden gennem Løvet,
naar Taagesølvet bredte sig i Natten,
har drømt i Bøgestamme Tystet inde
og lét til Strandens Bølgeskvulp og Vinde.
106 Slægt efter Slægt! det skal ej gaa af Minde.
Og Slægt for Slægt skal nye Livshaab skinne
i dette Eden frem med Ungdoms Skær.

✂ Det var vel værd at tænke paa, at tunge
fortrykte Sind har følt sig frie her.
Og saa den Ting, at jeg og tusend unge
har kysset første Gang bag "de Par Trær".

✂ Jeg husker klart en Sti imellem Hasler;
det var en Gang ... Men jeg til Sagen springer:
hvor under Øxehug nu Stammer klinger,
snart Snurbartherrer om med Sabler rasler.

✂ De Øxer for Systemet er symbolsk.
Man søndrer Nationalitetens bløde Baand,
der viser Folket dansk og ikke polsk,
ej russisk, engelsk eller græsk katholsk
- og det, skønt man med Gammeldom sig sminker,
indtil af Danskhed og Moral man stinker.
Men hvad de vover - Glemselsøxen blinker
bag denne Junker Estrup med den døde Haand.

✂ I deres Politik der hører med
endnu en Frase om en gammel Gud.
Hvad dér han gør, er svært at regne ud,
men han i alt Fald gør dem ej Fortræd.
De stikker os for Næsen tit hans Bud,
og har ej dette Nysemiddel Virken,
det kaldes Haan mod Religionen, Kirken.

✂ Om Kirke, Religion og Præstefromhed
hvad skal jeg sige? de er mig imod,
imod mit frie Blik, mit varme Blod.
Jeg har ej savnet dem; hvad jeg forstod,
var ene deres længst uddøde Tomhed.

107

✂ En gammel Stamme, hul fra Top til Rod,
en Skal, som æres end af Brist paa Mod.
Jeg lægger ingen Øxe dog til Roden;
men hidses Overtroen imod os
af dem, som tror, Nationen ej er moden,
da bliver Folkets sunde Sans Profos.

✂ Kun haaber jeg, at selv jeg ingen Tid
for Alteret skal knæle angerhvid
og høste Trøstord af en Præsterobe.
Dog vi er svage Mennesker til Hobe!

✂ I spørger mig om Gud. Hvad skal jeg svare?
I Fald jeg siger: der er ingen Gud!
et Kor af Blade, som de hørte Skud,
vil op fra deres bløde Leje fare
og nidkær raabe over Landet ud,
at jeg, en Samfundsødelægger, gal,
fornægter Gud - Moral - Moral - Moral!

✂ Om Darwin, Forskeren, som var Rebel
mod Orgelstemninger og Kirkerøgelser,
og som før Døden nød det sjældne Held
at tage Livet af en god Del Spøgelser,
fortælles der, at han blev spurgt en Gang
om Gud og om, hvordan det sammen hang,
naar det, som er af Støv, til Støv gik bort
og Sjælen paa en Vis var bleven Enke.
Men Darwin svared: "Livet er saa kort;
paa den Slags Ting har jeg ej Tid at tænke."

✂ En anden Tænker, ogsaa af de store,
af dem, hvis klare Tvivlen Verden renser
for Overtro og for fantastisk Hildelse,
og derfor dømt - som var det én af vore -
108 for samfundsødelæggende Tendenser
samt for at føre Folket i Forvildelse,
- var Sokrates, der sagde paa sit sidste,
at han om Guders Tilvær intet vidste.

✂ I ønsker om min Gudetro Besked;
de store Mønstre vil faa til at glide,
at jeg som Sokrates slet intet véd
og har som Darwin ikke Tid at vide.