FALDENDE SNÉ
✂
I tætnende Hvidhed,
lette, legende
hvirvles vi, falder
med lydløs Blidhed
✂
som Døgnfluer sarte,
hvis Puppe springer,
som Sommerfugle
vide Vinger,
✂
end mere tyst
end en elskende Kvindes
Taarer, som rinder;
blødere, ømmere
endnu, end hendes
Hænder berører
den elskedes Kinder.
✂
Vi drysses,
vi drysses
som hvide Krystaller.
✂
Hvert Fodtrin, som gjalder,
skal dæmpes,
skal tie,
skal tysses.
✂
Hvirvlende, tætnende,
legende, kæmpende
dækker vi Jorden
58
dunbløde, dæmpende.
✂
En Ørken, et Øde
vi svæver i Møde
✂
- plukket af Vinden
den skarpe og skingrende,
isnet af Frosten
den klare og klingrende;
med Grene og Kviste,
knækkede, strø'de
blandt ligblege, døde,
stivnede Blade.
✂
Et klirrende Ekko
fra tusende Steder,
mens hulkende Bækken
bag Isen græder. -
✂
Græd ej!
Vi vil lægge
os skærmende lune,
at Frost skal ej saare.
✂
Græd ej! Vi vil dække
et skarpe og haarde.
✂
Saa spredes vi ud,
saa svæve vi ned,
drysse og glide
tætnende, skinnende,
blændende, blindende
59
alt med vor hvide
Uendelighed.
✂
Fnug efter Fnug,
Flok efter Flok,
fra Skyernes Vugge
kredsende fri
- til af vort Flagreliv vi
trættede daler,
lader os fange,
lader os lukke
i Massernes Hav.
✂
Der ligger vi, venter
i stille Fryd
uden Mæle og Lyd,
mens tættere sammen
vi trænges, vi knuges
og presses og æltes
✂
og endelig smæltes.
✂
Saa svinder vi, siver
i Jordens Grav.
✂
Vi snurrer, vi kredser,
vi svinger os rundt
fra Skyernes Vugge
til Jordfladens Grav,
med tætnende Hvidhed,
med lydløs Blidhed,
lette og legende.