MANNA
✂
Der er en Legende om Manna,
som snéed fra Himmelen ned.
Et Folkeslag sang Hosianna
og spiste i Magelighed.
✂
- - - - -
- - - - -
- -
- - - - -
- - - - -
- -
Om Agre og mørkeblaa Strande
flød Sommerlys; Hyben sprang ud,
med drømmende, løvkranset Pande
stod Bøgen i Helligdags Skrud.
✂
Da lød over By, gennem Skoven
et Rygte til Arne, til Kro,
til Kræmmerens Disk og til Ploven,
hvor Bonden holdt stille og lo.
✂
De saâ under aandeløs Svimlen
et Kæmpeliv stige af Grav
og hilste, med Fanen fra Himlen,
paa Friheden, Kongen dem gav.
✂
Til klingende Spil under Bøgen
et barneblidt Folkeslag gaar.
Og ingen har Øre for Gøgen,
som Frihedens Undergang spaar.
✂
Se Bladene bruse og flagre,
og Solen gør salig og ør:
63
Nu dæmrer for Danmark, det fagre,
en Stortid, som aldrig dør. -
✂
Men Tiderne komme og svinde
med Løvskifte Aar efter Aar.
Hvad intet os kosted at vinde,
saa let, som det kom, det forgaar.
✂
Og Kæmpeaands-Drømmene svinde,
vor Storhed er gaaet i Glem,
og nu har vi Vinteren inde
i Norden, i Vaardrømmens Hjem.
✂
Og netop det Vidunder hændte,
som faa vilde tro og forstaa.
- Der findes en gammel Legende,
den tænker saa ofte jeg paa.
✂
Der er en Legende om Manna
- paa én Nat gik Orm i dens Sné
fortræffelig at faa Forstand af,
om ikke just lystig at sé.