? Fandens Svar paa Emdrups Himmel-Skrift. Optagen af Lars Jenssøn Huus-Mand, og af hannem til Trykken befordret.

Fandens Svar

paa

Emdrups

Himmel-Skrift.

Optagen

af

Lars Jensen Huus-Mand,

og

af hannem til Trykken befordret.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet i No. 196,

2

        

3

Min Fandens

korte og eenfoldige

Betænkning

over

Jens Larsen,

eller over

Forfatteren af Himmel-Skriftet,

under

dette opdigtede Navn.

4

Jeg bekiendtgiør herved for alle og Enhver, at denne Forfattere er 1) En Erke-Løgner. 2) Det forvovenste Menneske, jeg endnu har kiendt, omendskiønt jeg dog er temmelig gammel. 3) En stor Dosmer. 4) En elendig og jammerlig Karl i at føre Stil og ere det disse fire Styk- ker, som jeg hvert i Særdeleshed her vil bevise og godtgiøre.

Jeg er vel selv den største Løgner, for saa vit, at jeg er Løgnens Fader, og den som har indbragt all Løgn i Verden. Imidlertid ere der dog mange af mine Børn, som nu omstunder heri overgaae mig, iblandt

5

5

hvilke Forfatteren er den fornemmeste. Han tør sige, at han haver fundet et Himmelbrev, da der dog læses udtrykkelig: "I have Mosen og Propheterne; „ hører dem. Han siger pag. 15, at han saa Himlen aabnet, og noget fare ned over sig. - - Mon det var ikke et Vindue, som blev aabnet, og Bærmen af en Kammer-Potte, som foer ned over ham, og, som han ventelig har travet om paa Gaden i en Henrykkelse af Brændeviin, saa har han anseet denne Machine for et Luftsyn, der formodentlig har stødt ham lidt i Hovedet, og derfor af ham er bleven anseet som en Straf fra Himmelen. Maaskee dette Excremem-Kar har

knust sig paa hans Isse med en Slags Bulder, hvorved Fugtighederne tillige have bedryppet ham, saa at han har tænkt, det var Torden og Regn paa engang, hvorudover han af en hastig Skræk pludselig har omvendt sig, og blevet, som han siger, til en Paulus. Men hvorledes er han med alt dette kommen til sit Himmelbrev? Ja det veed jeg ikke; men saa meget veed jeg, at han ingen Himmelbrev har faaet, og at han i dette Kapitel er en Erts-Løgnere. Aarsagerne til denne hans Løgn kan være adskillige. Maaskee han er bleven tørstig paa nye, og har projecteret til en nye Sop-

6

6

gen. Iblandt mange andre Projecter, har det syntes ham meest beqvemt at skrive Himmel-Breve; thi alle Byens gamle Kierlinger, som troe, drikke, sladre, græde, sky- de deres halve Skillinger sammen, og deraf opvoxer et Perou i Mignatur, som tiener Forfatteren til Brændeviins Floder. - - Mueligt og at Forfatteren er virkelig Fa- natisk gal, og at han troer, at et opdigtet Himmelbrev skal tiene Folk til Omvendelse; men han burde da have erindret sig disse Ord: "Troer de ikke Moses og Prophererne,„ da troe de endnu mindre, om een stoed op fra de Døde. - - Følgelig omvende de sig endnu mindre ved Jens Larsens Himmelbrev. - - Alle begrine det, undtagen nogle Hospitals-Kierlinger; men som disse troe allerede, at de ere omvendte, skiønt de allerfleste af dem ere drukne Søer, Skiende-Gieste, misundelige, hadske, bagtalerske , trettekiere, & c. om hvilke alle Paulus siger: at de ikke skal arve Guds Rige, saa kan dette Brev ikke være dem til videre Tieneste end at de samme Aften, naar de stamme det igiennem, øde en Taar Tran, og en Taar af der Klare mere end sædvanlig pleyer at skee. I hvorom alting er, faa er det en formastelig Løgn at give et Skrift ud i Guds eget Navn, hvorved jeg har beviist

7

7

min første Setning, nemlig at Forfatteren er en Erts-Løgner. - - Jeg har videre sagt, at han for det 2det er det forvovneste Menneske, som jeg nogen Tid har seet, og det er jo let at see, naar han i saa oplyste Tider, som disse tør driste sig til at bilde Folk paa Ermene, at der nedregne Himmelbreve imellem Kiøbenhavn og Emdrup? - - Saa dristige som Paverne have været i at lyve, har dog ingen af dem endnu været saa frek og uforskammet, at han har tordet lyve Verden fuld om Himmelbreve. Min elskelige og trofaste Mahomed vovede det vel; men her var saa stor Forskiel som paa Nat og Dag. Mahomed var en snue og vittig Karl, snart ligesaa sleben og polisk som jeg Lucifer selv; denne Forfatter derimod er et eenfoldigt Dyr, som skriver ligesaa ilde dansk, som Mahomed skrev prægtig Arabisk. Ma- homed havde dumme Araber at væve for, dem kunde han bilde ind, hvad han vilde. Denne Forfatter derimod er paa en anden Skueplads, hvor der er lutter oplyste Tilskuere. Mahomed havde Mod i Brystet, han torde være sit Navn bekiendt, og, naar hans Løgn ikke vilde hielpe, trak han som en drabelig Helt, sin Kaarde, denne hialp ofte langt mere end alle hans foregivne Aa- benbaringer. Denne Forfatter derimod skiu-

8

8 ler sig i en dum Bondes Navn, og tør ikke vise, hvem han er. - - I saa oplyste Tider ar skrive noget i Guds Navn, hvad Straf fortiener det ikke? Naar kuns er Menneske skriver det andet Menneskes Haand efter, maae han jo miste sin Haand? - - Nu skriver denne i Guds Navn, hvad ringere Straf da, end at han maatte miste sit Hoved, ifald han havde noget. - - Men skulde han og virkelig have Hoved, saa maae det dog i det mindste være hierneløs, og hvem vil da vel umage sig med at knuse, Skabilken-Hoveder, lad dem heller blive til, og tiene til Parykblokke, saa giør de dog i det mindste noget Got i Verden. At bevise for det 3die, at han et en stor Dos- mer, der er en ler Sag. Pag. 4. siger han: De Fremmede skal æde dit Brød og mættes, ja drikke dit Vand og fornøyes, og du skal see derpaa med Gremmelse, og finde dig derudi med Taalmodighed, saasom jeg saavel har, som og skal tillukke dine Øyne, og giøre dig seendes Blind. - - hvilken Pladder af Dumhed og Modsigelser? at see paa en Ting med Gremmelse, og dog finde sig deri med Taalmodighed. - - Taalmodighed forsøder jo alle Smerter, og er ikke sammebunde med Gremmelse. - - Naar Forfatteren er virkelig Taalmodig, saa gremmer han sig

9

9 ikke over, at man kalder ham en Løgner, og en usel Dumrian. - - Han siger, at de Danske skal see med Gremmelse, at de Fremmede drikke deres Vand. - - Hvad Gremmelse kan vel være heri? Jeg troer ganske vist, at Forfatteren ingenlunde skulde gremme sig, om endeel Russer og Polakker, & c. drak nogle Spande Vand fra ham, naar de bare ikke drak for meget Brændeviin fra ham, og giorde dyr Tid paa hans allerkiereste Finkel. - - De Danske har aldrig havt nogen Gremmelse af, at de Fremmede har deelt Vand og Brød med dem; men det har undertiden giort dem ondt, at fremmede Projectmagere har løbet bort med deres Penge, og oven i Kiøber skieldt dem for dumme Grüss-Kopfer. Pag. 7. Bebreyder han de Danske, at de nu just i denne Tids-Punkt ere henfaldne til Ladhed og Dovenskab: - - Ja gid det var sandt; thi Ladhed er ganske virkelig, som man siger, Fandens Hoved-Pude. Jeg kan meget godt lide dovne Folk; thi, imens de giør intet, lære de at giøre ilde. Madame des Carles gider ikke giort noget. At passe paa Huusholdningen, er hende for gemeent. At beskeftige sig med Børnenes Opdragelse, falder hende pedantisk. At læse smukke Skrifter, giør hende kuns Hovedet galt. - - Hvad giør hun da? slet intet. Omsider bliver hun kied af sig selv. Hun gisper, og ønsker sig Døden, men for ikke at gaae trøstesløs bort af denne Verden, søger hun Flasken,

10

10

hun drikker, drikker igien, og bliver munter, nu vil hun ikke døe: men hun gider dog heller ikke arbeide, hun bliver paa nye kied af sig selv, og for at blive Grillerne og Kiedsommeligheden qvitt, og for at faae en anstendig Tidsfordriv, kysser hun sin Hund, tager den paa Skiødet, og sidder sig ned ved et Qvadrille-Bord, hvor hun paa nogle Timer forspiller sin Mands Indkomster for et heelt Fierding Aar, baade dem han har per- fas & nefas. Manden, som merker de tomme Steder i sin Kasse, skiender, bander, og, for ikke at blive reent ruineret, nødes han til at aabne netas flere Kilder, for derved at giøre sin Jord frugtbar. - - See disse og andre Følger har Dovenskab. - - Gid derfor den dumme Forfattere havde Ret i at beskylde sine Lands-Mænd for en besynderlig og udmerket Dovenskab i disse Tider. Men den Slyngel lyver; thi Dannemark har aldrig været mere flittig og virksom end nu, hvilket den Dosmer, naar han havde Øyne, let kunde see af Handelens herligste Tilvert, af Fa- brifernes og Manufakturernes Floer og idelige Tiltagelse, af Agerdyrkningens Forfremmelse & c.

Ligesaa løgnagtig og dosmeragtig beskylder Forfatteren Pag. 8. sine Landsmænd, naar han siger, at de ere sterkere Drankere end deres For- fædre. - - Gid den Dosmer talede sandt, det skulde være mig en stor Fornøyelse; thi ved Drukkenskab kan jeg faae et Menneske til at giøre hvad jeg vil. En Drankere er mig et yndigt Syn.

11

11

Han dræber Tiden, og forandrer sig fra Guds Billede til et Sviin. Hans Øyne formørkes, hans Hals er stinkende og brendende, hans Blod tykt og forbrendt, Hænderne rystende, Benene snublende, Kroppen mat og svag, Fornuften borte, det heele Menneskelige tabt og forsvunden og kuns det blotte dyriske tilbage, nye voldsomme og ødeleggende Projecter for at drikke paa nye, nye Fuldskab, nye Synder, og nye Fornøyelser for mig.

Damon, en Philosoph, levede lenge saa ustraffelig, at hans heele Liv og Levnet kunde tiene som en Rettesnoer for det menneskelige Kiøn. Jeg giorde idelig Anfald paa ham, nu ved List, nu aabenbare; men intet vilde lykkes mig; omsider fik jeg ham dog engang til at drikke sig drukken. Jeg var ikke seen, førend jeg fik sendt ham hans Søster paa Halsen. Det var en ung smuk Pige og en frek Coqvette. Jo mere afholden Philosophen havde været tilforn, jo mere begyndte han nu at brende med eet; thi jeg og Viinen tendte ham op af alle Kræfter. Det stod ham alene for Hovedet, at det var stor Synd med hans egen Syster; men jeg forestilte ham, at Fædrene i det gamle Testamente havde lagt i med deres egne Døttre. Vinen, Lysten, hans Søsters Smukhed og Coqvetten tillod han ikke at raisonnere. Paa Fædrenes Regning i det gamle Testamente sov han derfore hos sin Søster. Denne Synd bedreven, skam-

12

12

mede han sig overmaade, han vidste, at hans Søster, var meget sladderagtig, og af de Slags Fruentimmer, som ikke kand tie med deres egen Skam. At Verden da ikke skulde faae hans Svaghed at vide, besluttede han at omkomme sin Søster. Som Philosoph vilde han dog gierne have Farver paa denne sin Gierning. Jeg var strax villig at laane ham dem. Jeg forestilte ham end ydermere, at han giorde en god Gierning i at skille Verden fra slig en forførisk Coqvette, som kunde forspilde mange Menniskers Velfærd og Salighed. Levninger af Sviren og Frygt for Tabet af hans philosophiske Ære kom ham til at troe mig. Men som Philosoph kunde han ikke dræbe sin Søster ligefrem eller aabenbar. Han forstod noget af Physiken, han lavede hende en langsom og mild Gift, som i 24 Tmer giorde sin Virkning, saa at det blev skiult for Menneskenes Øyne. Hidindtil havde jeg holdt ham roelig i Forhærdelse; men nu begyndte jeg at ængste ham, og at forestille ham disse store Synder som endnu meget større. Det har altid været mine Knæb at forringe Synden, førend den bliver begaaet, og siden at giøre umaalelige Omveye deraf. Saaledes bar jeg mig ogsaa nu af. Jeg qvælte den arme Philosoph saa længe, at han som den anden Judas hængte sig selv, brast i Stykker, og leverede sin fortvivlede Siel i mine Kløer. - - Jo Fuldskab er mig en fød Fornøyelse, og mit

13

13

Fac totum. Det smerter mig nok, at de Tydske og Danske i dette Aarhundrede saa meget har aflagt det for mig saa høyst tienende Drukkenskab; derved afkortede faa mange Klammerier, Slagsmaal, Mord og Dueller, derved saa mange Siele tabte for mig. (Og omendskiønt de Danske nu have frie Lov at drikke Dag og Nat ubehindret, saa haver dog denne Anordning endnu ikke været mig til mindste Nytte, hvoraf tydelig sees hvorvidt de Danskes Sæder ere forandrede i dette Capitel, og at de nu omstunder elske stærke Drikke meget mindre end i forrige Tider, da det var et Galanterie at være jævnlig got drukken, og at det var største Skam at levne noget paa Bunden af den største og tungeste Pocal. Nn derimod en Drankere næsten ligesaa foragtelig i Dansk: som i Spanien. Man vil ikke omgaaes ham, ikke betroe ham noget at forrette og Børn paa Gaden pæge Fingre af ham).

At jeg for det 4de har beskyldt ham for en elendig og jammerlig Stiil, det sees øyensynlig af hans Skrift eller Væv heele Veyen igiennem; Og hvem kan forstaae eller forklare hvad han har sammensmurt Pag. 2. Naar han saaledes skri- ger og raaber - "Fører eders Levnet nu saaledes at I ikke skal komme til at forsøge min værdige Dom, saasom I ey haver ladet eder advare ved Paamindelses Skiemt." Er Forfatteren ikke Daarekiste gal, naar han siger: at Gud skiemter

14

14

ved sine Paamindelser, og at de, som ikke vil lade sig omvende af denne Guds Skiemt giør ham omsider vred og falder i hans værdige Dom. - -@Da nogle enfoldige Folk engang raisonerte i et Selskab om Syndefaldet, og ingen af dem kunde indsee, hvi Gud knnde blive saa vred paa de første Mennisker, fordi de havde spiist af de forbudne Æbler, tog endelig en gammel rynket og ærværdig Matrone Ordet og sagde: maaskee det var saadanne Æbler, som Gud havde giemt for sin egen Mund. - - Et latterlig Begreb havde denne gode gamle Kiærling om Skaberen, men mon Forfatteren har det bedre med sin Paamindelses Skiemt, naar han troer, at den store Gud paaminder Menneskene for at harcelere og skiem- te med Synderen. End videre Beviis paa hans jammerlige, bagvente, forvirrede, usammenhængende og aldeles hierneløse Stiil, vises p. 6. hvor han saaledes sammenstikker. "Eders Guld og Sølv med Uretfærdighed fra eders Hadere, af hvilke I burde stræbe at elskes, sammendragen, og eder med Voldsomhed bemægtiget det I agtede at opbygge eder kostelige steenede Huse for Skal ligerviis Avner for Beyret adspredes." - - Den sletteste Oversettelse af den meest forvirrede Tydske Text, kan aldrig blive mere elændig, mere forvirret, mere tvungen, og mere stridende imod det danske Sprogs Genie. - - Forfatteren i Stæden for at være Jens Larsen, Gaard

15

15 mand i Emdrup, synes snarere i Betragtning af sin Skrivemaade, at have været en forløben tydsk Polakker-Jøde; thi disse Folk ere tappre Karle i at radbrække ald Verdens Tungemaal, besynderlig det danske, hvilke de udpibe saa yndig forvirret, at et eeneste halv Punctum kan tien e en delicat Mave til den kraftigste Purganss. De Danske havde vel i forrige Aarhundrede en temmelig forvirret Construction i deres Skrifter, som de havde lagt sig til ved flavisk at efterabe den tydske Skrivemaade; thi de danske har altid haft besynderlig Fornøyelse af at være alle Nationers Aber. Dog har intet Aarhundrede, end ikke engang Kiempe-Viise Alderen, frembragt saa forvirrede Setninger i det danske Sprog, og saa bagvente Perioder, som denne foregivne Jens Larsen. Det underligste er, at Bønderne ere just allermindst forvirrede. De ere tvertimod naturlige Fvlk frem for dem i de andre Stænder, og deres Tale er lige saa lige frem som deres øvrige Væsen.

Nu har jeg vel beviist mine 4re Setninger, nemlig:

1) At Forfatteren er et Løgnebæst. 2) En fræk Krabat. 3) En stor Dosmer, og endelig 4) en forvirret, bagvent og elændig Skriver, men hvad har jeg vel dermed udrettet? saa got som slet intet. Forfatteren har vildet fortiene et par Skil. Titulen paa hans Skrift eller Væv

16

16

har ventelig forskaffet ham dem, han har altsaa opnaaet sit Ønske, er følgelig fornøpet og bryder sig hverken om Menniskener eller Dievelens Critiqver. Det er vel ikke hans Sag at omvende sine Landsmænd, mens snarere at vende sig selv om til Flasken, som ryger og damper af Vartou- vianernes sammenskudte Siæle-Gaver. Det har ikke heller været hans Sag ved disse sine 6 a 7 Blade at oprette sig en Ære-Stytte, disse bygges ikke paa saa svag en Grund, og Forfatteren har let kundet see, at han letterere kunde blive Bachi Helt end Musernes Yndling. Jeg har altsaa skrevet uden Nytte i Henseende til Læserne, da har de uden mig fast alle kundet see hvad jeg her har vildet fortælle dem, undtagen nogle gamle Øl-Matroner, som endnu troer at Jens Larsens Brev er et Himmelbrev, og som derfor bande mig stakkels Dievel, andseende mig som en Løgnere og Skandskristmagere. Og da de gamle Kiærlinger ere reent bandsatte, til at skiendes, naar da opildede af Livets Vand faaer Sludderen paa Gang, saa er det at jeg af Frygt og gysende Skræk for deres hurtigløbende og hudflettende Tunger, hermed tager som hastigst Afsked, og forsikkrer, at jeg ikke noksom kan belee og bespotte den foregivne Jens Larsens Emdrupiske Himmelskrift.