[F.A. Pflueg] Konstmaleren. Oversat af det Lettiske Sprog efter en i Mietau funden Haandskrift.

Konstmaleren. Oversat af det Lettiske Sprog efter en i Mietau funden Haandskrift.

Kiøbenhavn 1770. Trykt og findes tilkiøbs hos Aug. Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

2

Rubens, Konstmaler. Grev Æreværd.

En Kammerherre. En Kammerjunker. Fru Stoltenberg. Frøken Stoltenberg. Palmhielm. Ørnskiold.

Tre Bønder.

En Ridefoged.

En Proprietair.

En Skytte.

En Officeer.

En geistlig Mand. Lambert.

Førsten.

Førstinden.

Prinds Klemens. Lykke.

3

Gred Æreværd, Rubens, Kammerherren. Rubens.

Et Konstmaleri! hvilken ringe Anledning, til at unddrage mig Deres Naade!

Greven.

Anledningen er ikke ringe. I staaer paa Springet, endnu meere, end skeet er, at forderve vores Sæder: at svække Dyden: at understytte, ikke Ærekierhed, men den vemmelige Æregierrighed.

Rubens.

Andre Nationer giør jo det samme.

4

4

Greven.

Vores Nation helder allerede for meget til denne Side. Jeg og nogle andre Patrioter stræber af yderste Kræfter, at ophielpe den i Dydens Spor. Hvo som modsætter sig disse vores Bestræbelser, den holder jeg ikke for Fædrenelandets Ven.

Rubens.

Aldrig havde jeg ventet, at kunde tabe min Patrons Naade og Omsorg for en saa ligegyldig Tings Skyld.

Greven.

Ligegyldig? Ligegyldig, siger I? Er det ligegyldigt, hvad enten en Borger stræber efter den sande eller den falske Ære? hvad enten en Borger befordres ved egne, eller ved laante Fortienester? Rubens, Førsten har anvendt mange tusind Daler paa eder, for at have i eders Person en fortreffelig Konstmaler. I er bleven det. Eders Arbeid skal befordre, men ey hindre en ædel Tænkemaade. Alle Kienderes Øyne, saavel inden- som uden- lands, ere henvendte paa eders Arbeyd. Var I en Fusker, da ville Eders Stykker ikke have megen Indflydelse. Men nu venter Fædrenelan- det, at I ved Eders Konst giengielder hine betydelige Udgifter paa en saadan Maade, som befordrer Dyden.

Rubens.

Man lærer Konsten, for at ville leve vel af den; ja, om jeg tør tilstaae det, for at blive riig.

5

5

Antager jeg Prænumeranter til dette Stykke, saa vinder jeg ventelig nogle tusind Daler.

Greven.

Paa Dydens Bekostning bør I intet vinde.

Rubens, Kammerherren.

Kammerherren.

Hvad var det for en Strid, Hr. Rubens?

Rubens.

Det er dog en Ulykke, at en ærlig Konstner ikke tør handle efter sin bedste Indsigt. Altid i Klemme, altid i en Slags voldsom Tvang. Ville dog de Store engang for alle lade sig være sagt, at de frie Konster ikke taaler Tvang!

Kammerherren.

Greven er saa billig, at jeg neppe troer, han uden Aarsag skulle tvinge en fortreffelig Maler, en ny Rubens, en Mand, der giør Nationen Ære.

Rubens.

Jeg skulle selv have haabet det. Men det Modsatte skeer.

Kammerherren.

Hvorpaa beroer da Strideu? Tør jeg vide

den?

6

6 Rubens.

Mig undres, at de ikke allerede veed den, da de er denne brave Herres værdige Yndling. Har Han intet sagt dem derom?

Kammerherren.

Intet.

Rubens.

De veed, Fyrsten lod mig reise i endeel Aarin- ger paa Konstmaleriet. Min Videnskab, som Kiendere siger, at være bragt til stor Fuldkommenhed, koster Nationen mange Penge, og jeg tilstaaer, at Regieringen i saadan Henseende kan fordre, at jeg skal lempe mig efter dens Hensigter. Men jeg kiender Nationens Smag og min egen Tarv. Hvad der er afsetlig, hvad der indbringer mig meest, det maler jeg helst.

Kammerherren.

Oekonomisk talt, saa har de Ret, Hr. Rubens.

Rubens.

Jeg er nu færdig med dette store prægtige Stykke, bestilt og bestemt, at settes i Førstens Gemak.

Kammerherren.

Hvad forestiller Sykket?

Rubens.

Ærens Tempel.

7

7

Kammerherren.

Ellers intet?

Rubens.

Jo! Nogle gamle vrantne hedenske Philo- sopher har haft den Grille, at Ærens Tempel ey maatte bygges, uden at Dydens og Fortienestens Tempel skulle være bygt derhos, under et og det samme Tag.

Kammerherren.

Jeg erindrer mig dette. Altsaa maler de begge Templer under eet, og om jeg husker ret, saa maa Ærens Tempel ikke have anden Indgang, end igiennem Dydens Tempel.

Rubens.

Rigtig. Jeg nødes til, ar giøre saa. Stykket er paa det prægtigste anlagt, næsten færdigt. Men nu kommer Knuden. Nu kommer det, hvori Greven vil have sin Villie frem, hvis jeg ikke vil tabe hans Gunst.

Kammerherren.

Hvad er da det?

Rubens.

Mange Fornemme, i sær de, der ere benaa- dede med høi Rang, ønsker sig den Lykke, at hvile i Førstens Hukommelse, og som saadanne, at vorde deres Medborgere bekiendt. Her havde jeg nu

8

8

det Forset, at antage betydelige Pengesummer af Lysthavende, og at fylde Ærens Tempel med mange hundrede Rangs- og Stands-Personer. Jeg er meget heldig med at treffe Ansigter. Enhver skulle livagtigen skildres en Medaillon. og desforuden blive heele Verden bekiendt i Kaaberstik.

Kammerherren.

Hvad har da Greven at erindre mod dette Forsæt?

Rubens.

Greven siger saa: Eet er, at have tilsnegen sig høi Rang. Et andet er, at have fortjent den. Førsten vil gierne unde dem Sted i Ærens Tempel, hvis Dyd og Fortjeneste berettiger dem dertil. Men efter Grevens Meening forderves Nationen, dersom jeg maler Ripsraps; thi det er ikke troligt, siger han, at denne Mængde af Stands Personer skulle alle være kommen til Æres- grader paa Dyds og Fortjenestes Vei.

Kammerherren.

Førstens Hensigt er berømmelig. Jeg har hørt tale noget derom. Rangen siges hidindtil at være uddeelt i Fleng efter Gunst meer, end efter Fortjeneste. Den har altsaa tabt sin Virkning. Udmærket Borgerlig Fortjeneste skal derfor i Fremtiden hædres paa en anden Maade, nemlig ved at foruude saadanne Personer Sted i Ærens Tempel.

9

9

Rubens. Kammerherren. Palmhielm. Ørnskiold.

palmhielm.

Hvor nær er Stykket, Hr. Rubens?

Rubens.

Det feiler allene, at jeg indtegner Personerne paa de 500 Medaillons.

Ørnskiold.

Hvilken Ære, at see sit og sine adelige SlegtNinges Portraiter paa et saadant prægtigt Stykke. Et Stykke, der skal zire vores regierende Førstes Audienz-Gemak. Et Stykke der dagligen falder de fremmede Gesandter og Tusinde andre i Øinene. Et Stykke, der stedse kan minde vores gode Første om vores Forfremmelses Tuur.

palmhielm.

Ikke allene det, Svoger, men ved Kaabber- stykkernes Hielp bliver vi kiendt som ærede og fortienestefulde Mænd af hele Nationen, af den hele sædelige Verden, maaskee lige til Konstantinopel. Jeg vedder, mit Ansigt, min Taille, mine store Legge, min nette Fved, mine hvide Hænder, skal foranledige Oprør i Damernes Blod, og dybe Suk i den Tyrkiske Keisers Serrail.

10

10

Ørnskiold.

Jeg kommer, sandt at sige, sovendes ind i Ærens Tempel. Aldrig et Skridt har jeg gaaet min høye Rang i Møde. Mine fornemme Slegtninge hialp mig til Ære, fordi de skammede sig ved en Fætter uden høy Rang.

Palmhielm.

Jeg ligesaa, Svoger. Tro mig, der findes hele Slegter, der ey besidder deres Høyhed med bedre Adkomst. Got og vel, at den brave Rubens underholder os i Førstens Minde, og giør os be- kiendt i hele Europa. Hidindtil er vi neppe bleven bemærkede af vores egne Medborgere. Vi Har ikke givet noget Menneske Anledning, at kiende os fra Fortienesters Side. Jeg harmes endnu, ved at tænke paa min sidste Reise i en fraliggende Provinz. Hvo er den? spurgte man. Min høye Rang var kiendelig nok. Den faldt i Øyet, men Folk undrede sig, hvordan jeg kunde være kommen Dertil. Endelig udbrød een med disse anstødelige Ord: Dertil var han jo bestemt, førend hans Moder blev forløst med ham.

Ørnskiold.

Er jeg først kommen i Ærens Tempel, saa vil jeg lee haanligen af dem, der lumskeligen til- Drister sig, at forekaste mig Vankundighed i mit Embedsføring. Indtegningen i Ærens Tempel skal være mit Skjul, mit Skiold, mit Brystværn

11

11 imod alle Beskyldninger. En herlig, Opfindelse, Hr. Rubens. Tillad jeg omfavner dem derfor.

Palmhielm.

Tillad mig det samme, fortreffelige Konstner. De fortiener Nationens Erkiendtlighed.

Rubens.

Jeg haaber, Nationen skal have Ære af mit Konst-Stykke. Mange hædrede Mænd i en Stat, setter megen borgerlig Dyd forud, uden hvilken, Rang og Hæderstegn ikke kan lade sig tænke.

Ørnskiold.

Megen borgerlig Dyd have vi ikke just lagt Vind paa. Jeg og min Svoger er oprigtig. Sandt er det, vi har aldrig dræbt eller plyndret vores Medborgere, vi fortiener altsaa ingen borgerlig Vanære. Men om dette er tilstrekkeligt, for at fortiene den høye Rang, hvori vi ere kom- ne, det lader jeg staae derhen. Vores Høyhed er et dejligt Præg - - - tør jeg sige det, uden at op- vekke min Svogers Vrede? - - - et dejligt Præg paa - - - en falsk Mynt.

Palmhielm.

Sandt nok, Svoger! Sandt nok. Jeg er@Heller ingen hykler. Vi duer begge kuns lidet. I og jeg. Jeg og I. Vores Vankundighed har maaskee anrettet større Skade i vores Embedsfø- ring, end den almindelige Qvægsyge.

12

12

Rubens.

Snart skulle de gode Herrers frimodige Til- staaelse overtale mig, at Grev Æreværd har Ret i sin Paastand.

De forrige. Frue Stoltenberg. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Hr. Rubens! bliver Stykket snart færdigt? En robe vil jeg være malet, med høytstaaende Fresur, dobbelt Perlesnoer paa den venstre Side, Aigrette, Sultane, og al den Pynt, der kan forynge et aldrende Ansigt. Det har jeg sagt dem eengang forher. Min Daatter skal males ved Siden af mig, hvad enten hun vil eller ikke. Hendes Beskedenhed er mig modbydelig. Gammel Adel, den Rang, bør glimre overalt.

Rubens.

Af Mandkiønnet har meldet sig saa mange at jeg tvivler, der bliver Rum til Damerne i Ærens Tempel.

Fruen.

Hvad! Ikke Rum! Veed I, med hvem I har at giøre?

13

13

Rubens.

Deres Naade vilde holde mig undskyldt. I Dydens og Fortienestens Tempel, - - - - torde jeg der male dem og de fleste Damer?

Fruen.

Hvad! den Leerhytte, med de nøgne kalkede Vegge - - - uden Zirat - - - den usle Dydens Tempel. - - -

Rubens.

Skulle det ikke være ærefuldt nok?

Fruen.

Nei, siger jeg, nei. Dyd og Fortieneste sætter Arbeid forud. Damerne ere frie for al Slags Arbeid. Arbeid er disse polerede Tider ledsaget med en Slags Vanære. Veed I det?

Rubens.

Jeg veed ingen bedre Raad, end at Fruen overtaler disse to Cavallerer, at overlade Damer- ne det Rum, jeg havde tiltænkt dem i Ærens- Tempel. Ørnskiold. Faa den Skam, der giør.

14

14 Palmhielm.

Og ligesaa, den der begierer.

De forrige. Grev Æreværd.

Greven.

Atter hos Maleren. I er lykkelig Rubens! Damerne kappes om at tilsee eders Konstarbeid.

Rubens.

Kunde jeg ikkuns være dem alle til Fornøielse, da - - -

Fruen.

Tænk Greve! hvilken urimelig Beskedenhed hos min Daatter. Hun vil ikke males i Ærens Tempel.

Greven.

Jeg kiender Frøkenens ædle Tænkemaade. Hun øver sig endnu i Dydens Skole. Hun bli- ver dagligen fuldkomnere. Snart tør hun vove et Skrit fra Skolen til Templet. Der hædres hun uendeligen mere i skiønsomme Folkes Øine, end om hun søgte, ukaldet at trænge ind i Ære- Templet.

15

15

Fruen.

Griller, Griller, Grev Æreværd! Hvad forstaaer De ved Dyd og Fortjeneste? Vil De maaskee sette Damerne til Arbeid? Jeg veed den Godhed, de bærer for min Daatter, denne tilskynder dem, at rose hende over Fortjeneste, maa- skee til min Fornermelse. Jeg siger dem reent ud, jeg er misfornøiet med Dem. Ja misfornøiet er jeg, Greve!

Greven.

Ville Deres Maade med Frøkenen, besee de mindre Konstmalerier, saa kan jeg ledsage demi Ga- leriet, og oplyse dem den hele Samling.

16

16 Grev Areværd. Frøkenen.

Frøkenen.

Jeg ønskede, kiere Greve! at jeg torde yt- tre mig til Deres Fornøjelse. Jeg ærer Deres Fortjenester, og De ere i alle Henseender elskværdig. Men lad Dem nøie med denne Erklæring, der maaskee røber, hvad jeg endnu for Tiden burde fortie.

Greven.

Tillad, yndige Frøken! jeg anseer denne Erklæring, som fordeelagtig for min Kierlighed. Deres Fru Moder vil maaskee modsette sig mine ønsker; men om jeg finder Raad, at fornøje hendes Ærgierrighed?

Frøkenen.

Det bliver Dem ingen let Sag. Faaer hun ikke sin Villie frem, da er hun dem stedse imod. Jeg tor derfor neppe lade dem haabe, Grev Ære- værd!

Greven.

Men om jeg finder Udveie til at fornøie deres Fru Moders Ærgierrighed, og dernæst at erhverve hendes Bifald til vores Foreening?

17

17

Frøkenen.

Da tilstaaer jeg, intet skulle afholde mig, at give dem min Haand, men uden disse Vilkaars Opfyldelse bliver Greven mig stedse fremmed.

Greven.

Lad være, deres Fru Moder ikke just fik Sted i Ærens Tempel, som jeg neppe troer - -

Frøkenen.

Lad være, jeg ikke blev deres Grevinde, som jeg i saa Fald neppe troer - -

Greven.

Lad være, deres Fru Moder maatte ad inter- rim nøies med et Sted i Fortienestens Tempel - -

Frøkenen.

Lad være, de paa Livstid maatte nøies med en anden Gemal - -

Greven.

Saa bliver Fru Stoltenberg dog æret og an- seer, som den, der er paa Fortienesters Bane - -

Frøkenen.

Saa bliver de dog æret og anseet, som en Ægtemand i Staten, skiønt uden mig.

Greven.

Frøken, de skiemter med deres Tiener.

18

18

Frøkenen.

Forlad mig, kiere Greve, jeg fandt Behag i, at modsette dem nogle Vanskeligheder. Men hiertet befaler mig, at tilstaae alvorligen: Jeg elsker dem.

Greven.

Stor er min Glæde, og end større min Taknemmelighed.

De forrige. Rubens.

Rubens.

Endelig, naadig Herre! har jeg lært den Konst, at foreene vores stridige Meeninger. Nu skal Fortjenester allene aabne Indgangen til Ærens Tempel.

Greven.

Uden Dydens Fornemmelse?

Rubens.

Greven er saa paastaaelig. Jeg venter, Frøkenen understytter mit Forslag.

Frøkenen.

Lad os høre det, Hr. Rubens.

19

19

Rubens.

En lærd Ven forsikrede mig, vi havde en stor Mængde fortjente Mænd i Landet. Det som Franskmanden kalder merite auxiliair siges i Virkningen ar være det samme som egen Fortieneste.

Frøkenen.

Ved dette Middel, Hr. Rubens, bliver de Mange Dosmeres Velgiører.

Rubens.

Skiemt ikke, Frøken. Mange af Mandkiønnet, men uendelig fleere Damer, kommer til Ære ved laante Fortjenester.

Greven.

Textens Inddeeling er ordentlig nok - - - Egen Fortjeneste - - Laant Fortjeneste - - det eene er Fortjeneste, saavelsom det andet. Men min gode Rubens? bør den sidste krones med ud- merkt borgerlig Ære? Hvad meener I?

Rubens.

Jeg, naadig Herre! Jeg meener, vi ere alle syndige Mennesker. Endog den bedste iblant os duer lidet. Til Fuldkommenhed kommer dog ingen. Den høyeste menneskelige Dyd er, som oftest, sminket. Den kommer af ureene Kilder. Og hvad vil Greven videre paastaae? I Italien, hvor jeg har lært min Konst, er det en Troens Artikel, at et

20

20 Menneskes Fortjeneste kan regnes det andet Menneske til Gode, endog paa hiin Side af Graven.

Greven.

Naar den gode Rubens kan vinde nogle Tusind Daler, ved sit Arbeid, saa lader han gierne Nationens Tænkemaade forderves. Dersom man unddrager eder den Roes, edrrs Konst-Stykker fortiener, og tilegner eders Lærlinge Æren for Arbeidet, hvad vil I da sige?

Rubens.

Det var ubilligt.

Greven.

Naar Dosmere forundes Rang og Gang over de Mænd, der arbeider vg opofrer sig for det almindelige Bedste, hvad da?

Rubens.

Jeg tilstaaer, det var ligeledes ubilligt.

Greven.

Saasnart Nationen mærker, laante Fortienester at giøre samme Virkning til Æresgraders Erhvervelse, som egen Fortjeneste: At Draaget bliver saavel et Medlem i Ærens Tempel, som den velfortjente Mand: Strax standses Dyden, Fortjenesters Bane betrædes da heel sielden, man søger, at komme i fornemme Svogerskab, man bruger nedrige Konstgreb, for at erhverve fornemme Dos-

21

21 meres Yndest, og disse sidste, af Frygt at vorde overseet af klogere Mænd, skal være gandske villige, at byde Haanden til deres Liges Forfremmelse. Endelig udtrænges de Vise, de Dydige, de Lærde af Cirkelen. Draagene bliver tilbage, og Tingene bestyres ved Draag.

Frøkenen.

Ikke alt for strenge min gode Greve. Noget Got findes hos alle Mennesker.

Greven.

De har Ret, Frøken. Men udmerkt borgerlig Ære burte ey uddeeles i Fleng. Hvo der ikke havde bidraget frem for andre sine Lige, noget betydeligt til den almindelige Velfærds Befordring, den skulle aldrig faae Høyere Rang. Om saa skeede, da ville Æresgrader og Ærestegn blive en Spore til at jage de Nedrige frem i Farten, paa Dyds og Dueligheds Vei.

De forrige. En Kammerjunker.

Kammerjunkeren.

Førsten ville om en Times Tid besee Malergalleriet. Jeg skulle anmode Greven, at alting blev sat i Orden til den Tid.

Greven.

Det skal skee, Hr. Kammerjunker. Begierer de, for deres Person intet Stæd i det nymalede Ære-Tempel?

22

22

Kammerjunkeren.

Jeg er endnu alt for langt fra Maalet, end at jeg turde hige efter saadan Ære. Der vil man- ge Aars Flid til, førend jeg tør paastaae nogen Slags udmerket borgerlig Ære.

Frøkenen.

Hvilken rar Beskedenhed!

Greven.

De ere endnu ung. Jeg glæder mig, saa ofte jeg taler med dem, i Henseende til deres saavel anvendte Tid. De ere paa Vejen, at blive en stor Mand. Anlegget har de dertil, og vedbliver de, saa skal jeg agte dem høit, om end deres Skiebne boesatte dem i en Bondehytte.

Frøkenen.

Har de endnu ikke søgt om nogen slags Befordring?

Kammerjunkeren.

Det har jeg ikke. Jeg beklager mine Lige, der ved høiere Rangs Erhvervelse sigter til, at drage et slags Skiul over deres Vankundighed.

Rubens.

Jeg har mærket, at de meest vankundige, ere de meest æresyge. Det er just de, der plager mig meest, at vorde indtegnede i Æretemplet.

23

23

De forrige. Kammerherren.

Greven.

Der kommer atter et ungt, haabefuldt Menneske.

Kammerherren.

Hr. Greve! Jeg indflyer til deres Bevaagenhed. Befri mig, jeg beder dem ydmyg, fra et Embede, Førsten vil paatrænge mig, og som jeg ikke er dristig nok til at antage.

Greven.

Feiler det dem paa Tillid til deres egne Kræfter?

Kammerherren.

Ja. Jeg veed endnu neppe den halve Deel af det, mig er tilraadet at skulle lære. Mine to betydeligste Lærere har en Tidlang været syge, hvorved jeg opholdes mod min Villie. Dersom Førsten efter fem eller sex Aars Forløb tilbyder mig det Embed, han i Dag syntes at ville paatrænge mig, da kunde det maaskee betroes mig med meere Sikkerhed for Landet.

Frøkenen.

En Kammerherre der studerer, der holder sig Lærere, der er frygtsom ved at antage et Embed! hvilket rart Syn!

24

24 Kammerherren.

Rangen skiuler ikke min Uvidenhed. Jo meer jeg lærer, jo bedre kiender jeg, hvad mig endnu feiler.

Greven.

Maaskee Uvidenhed er Aarsag, at mange i stolt Tillid paa deres egne, ukiendte og uprøvede Kræfter, tager imod vigtige Statsbetieninger.

Frøkenen.

Er der da ingen Lars eller Peer, der fra Liberi- Kiolen af, har som Fuldmægtig bestyret det Embed, som nu tilbydes Kammerherren? Denne kunde de jo bruge til Embedsforretningerne.

Kammerherren.

Der siges vel, at være saadan een. Men jeg@holder den saa kaldede esprit de laquai, uadskillelig fra slige Fuldmægtiger. Den har en stor Indflydelse i deres Forretninger.

De forrige. Fru Stoltenberg.

Fru Stoltenberg.

Hr. Greve, jeg haaber, de ikke modsiger mig. Min salig Mand, saadan som han brillerede i levende Live, med alle sine Hæderstegn, en frisk, fyrig Anseelse - - - saadan skal han males ved Siden af mig, i Ærens Tempel, til evig Amindelse, at han har været min Mand og en af Landets store Herrer.

25

25

Rubeus.

Deres Naade! Mit Stykke er kuns bestemt for de nu levende.

Fruen.

Kunde vores bedste, ægte forgyldede Eqvipa- ge, med sex Heste, Kudsk, Forrider, ro løbere, fire Laqvaier, to Haidukker og to Pager, altsammen i prægtige Galla-Liberier, ikke gierne faae Sted paa eders Stykke uden for Templet?

Rubens.

Uden for maatte det være - - - dersom ellers - - -

Fruen.

Eqvipagen bør sees paa et eller andet Sted, thi ellers kunde taablige Folk snart troe, vi var gaaet hen til Templet.

Kammerherren.

Deres Naade vil holde mig et Svar til gode. Aldrig bør deres salig Herre faae Sted i Ærens Tempel. Han var jo ikke Patriot. Han blev afsat, for hans Magelighed og Sportelsyges skyld.

26

26

Fruen,

Næsviis! hvor tør de sige mig saadant i Øynene? Med Sandhed bør man aldrig drive Skiemt.

Kammerherren.

Jeg er oprigtig.

Fruen.

De er ung og dumdristig, min Herre! (afsides:) Endnu i Dag skal min Svoger stræbe, at sette ham ud af Førstens Naade.

27

27 Rubens. Nogle Bønderfolk og deres Ridefoged.

Fogden.

Hvad vil disse halve Kroppe sige?

Rubens.

Det er Billedstytter af fornemme afdøde Personer. Jeg agter, at afskildre dem, for at giøre min Samling meere fuldstændig.

En Bonde.

Hvad er da den for een, med Forlov at spørge, den der har den krøllede Paryk paa?

Rubens.

Han var en udenlandsk Statsminister Han er død for en halv Snees Aar sidert. Der neden under, paa Fodstykket, der kan I selv læse hans Navne og Titler. Han havde hiemme i Saxen.

Fogden.

Aa, er det den Karl. Jeg har læst meget om ham i Aviserne. Hans Skielmstykker er beskreven i en heel Bog, som jeg endnu eyer. Han forstod, ved Tusinde Snedigheder at plyndre alle Stænder. Aldrig har nogen Mand meere misbrugt sin Konges Fortrolighed.

28

28 Rubens.

Man siger meget Ont om ham.

Bonden.

Kristen og Jesper, kommer hid, og slæber af med den Klump. I har en stærk beslagen Vogn, han brister ikke af det Læs.

Rubens.

Holdt! hvad vil I?

Bonden.

Jeg behøver en Afvisersteen uden for min Gadeport. Mig synes, det Skarn er ikke bedre Skiebne værd. Det har jo været en Dievel, som jeg hører af Ridefogden.

En anden Bonde.

Dersom du tør beholde Klumpen, Rasmus, til Afviser, da skulle du sette Hovedet ned i Jorden, og Stumpen op ad.

Rubens.

Hvorfor det?

Bonden.

At ingen skal see Forargelse paa denne skam- løse Karls Ansigt.

Rubens.

Lader mine Billedstytter staae, Børn. I kan besee, alt hvad her er, men I maa ikke røre ved

29

29

noget. Om end Manden har været ond, saa kan han dog behøves i Samlingen. Hans Eftermæle vil maaskee opvække Afsky hos dem, der ere paa onde Veje.

Bonden.

Fanden heller! Saa pyntet og smykket, som den Karl her forestilles i Steen, faa kunde Folk snarere faae Lyst, at giøre, som han har giort. Røve og plyndre imedens de lever, og blive æret og giort høitid af dem i Billedstytter og Malerier, naar de ere døde. - - - Smykkerne skulle af ham, og der skulle udhugges med store Bogstaver: Til evig Skam og Skiendsel. Det kunde sette Skræk i andre.

Rubens.

I taler som en Bonde. I har ingen fiin Følelse.

Bonden.

Men hvad jeg siger, er sandt. Farvel Far!

Rubens. En Proprietair og hans Skytte.

Proprietairen.

Er han den gode Mand, der har Opsyn med Førstens Galleri? Rubens. Jeg er det, min Herre!

30

30 Proprietairen.

Er det tilladt, at besee Stykkerne?

Rubens.

Meget gierne. Maaskee er min Herre en Kiender deraf.

Proprietairen.

Ikke meget. Hvo er den Mand, der har mistet sin halve Næse?

Rubens.

Det er den berømte Tyko Brahe.

Proprietairen.

Ham har jeg hørt meget om, Det skal have været en fortreffelig Herre. Men hvad vil den mindre Tavle sige?

Rubens.

Det er hans Æreminde, som efter den Ro- merske Keisers Befaling blev opsat i Prag, hvor han med største Høitidelighed blev begravet.

Proprietairen.

I Prag? Efter den Romerske Keisers Be- faling? Det var jo en skaansk Mand.

Rubens.

Ja det var han. Men man jog ham ud af

Landet.

Proprietairen.

Hvorfor? Han var jo en Ære for Landet.

31

31 Rubens.

Det var tildeels Aarsagen til hans Fald. Han drog nesten alle lærde Europæers Opmerksomhed paa sig. Konger og Førster kappedes om, at bevise ham Ære, og at omgaaes med ham. Ved denne Soel formindskedes mangen Stiernes Lys, og blev umerkeligt.

Proprietairen.

Saa meget meere synes mig, burde man have holdet paa ham.

Rubens.

Alle Landes Historier ere fulde af Exempler paa slig Medfart mod store og fortiente Mand.

Skytten.

Herre! dersom kuns ingen røber mig, at jeg er en duelig Skytte. Ugierne ville jeg undvige Fædrenelandet.

Proprietairen.

End dette Stykke, Hr. Rubens.

Rubens.

Det var en fortreffelig Søehelt. Han red- dede sit Fædreneland af en overhængende Fare.

Proprietairen.

Hvorfor er han da ikke malet i Helte-Dragt? Han seer jo ud som en gammel Skatteborger.

Rubens.

Han maatte forlade Heltenes Bane.

32

32

Proprietairen.

Maaskee, fordi han var en stor Mand i sin Konst?

Rubens.

Det er omtrændt, som de siger, min Herre! Faren var forbi for den Gang. De Store i Lan- det frygtede for Søeheltens skarpe Syn. Hans Fortienester vare alt for glimrende, end at Misundernes kunde have kommet i Ligning dermed. For nu paa engang at stoppe Misfornøielses Kilde, blev Helten afsat, og Opsyn over nogle Bønder i en langt fraliggende Provinds ham betroet, hvor Leilighed, at komme Førsten i Tale, var ham betagen. Overalt holdtes det i gamle Tider for en god Maxi- me, strax at afsette den, der giorde sine Sager vel. Bedre, en saadan Mand blev jaget ud af Landet, end at Tusinde dagligen skulle staae i Frygt for hans skarpe Syn.

Skytten.

Jeg skielver for Kone og Børn. Herre! røb mig ikke, naar I kommer til de Store. Siig heller til dem, at jeg skyder feil, hver anden Gang; At jeg endnu aldrig har kundet fange en Flok Agerhøns, og at det store Vildt løber mig overende, fordi jeg er starblind.

Proprietairen.

Du har intet at frygte. Dertil er du for ringe.

33

33

De forrige. En geistlig Mand.

Den Geistlige.

De arbeider med hele Verdens Bifald, Hr. Rubens. Tillad, jeg forlyster mit Øje med deres Konst-Stykker.

Rubens.

Gierne, min Herre!

Den Geistlige.

Man venter fra deres Haand Stykker, der kunde ophielpe Dyden.

Rubens.

Dyden ophielpes ikke synderlig ved Penselen. Mine Stykker kan ey komme i hver Mands Hænder. De kan altsaa ikke blive almindeligen seet.

Den Geistlige.

Men Fornemme kiøber dem.

Rubens.

De fleeste Fornemme har optænkt sig en be- qvem Sædelære, den viger de sielden fra. Deres Tal er og lidet, i Ligning med Almuens.

Den Geistlige.

Almuen fik vi nok forbedret, naar først endeel af de fornemmere Stænder var bleven bedre. Exemplet giør meget, om ikke alt.

34

34

Rubens.

Min Herre! har de et got Forslag, saa siig mig det. Jeg vil stræbe, at sette det i Verk.

Den Geistlige.

Saa mael da en Første, saadan som vores, af hvis Ansigt straaler Menneskekierlighed og Ret- viished. Omgiv ham med hans udvalgte Tienere der ere bereed, at fuldbyrde hans fortreffelige Hensigter. Mael saa en udvendig Cirkel af gierrige, troløse, uvidende, og til det almindelige Bedstes Befordring, uredebonne Folk, der hemmeligen modsetter sig hines ædle Bestræbelser - - -

Rubens.

Det gaaer ikke saa let an, min Herre! Lineamenter og Attitude skulle jo tilkiendegive enhver Persons Tænkemaade.

Den Geistlige.

Det skulle saa være.

Rubens.

Men Udyden er maskeret.

Den Geistlige.

Det er sandt.

Rubens.

De troløse, de gierrige - - - de har allesam- men den redeligste og uegennyttigste Mine. Jeg kan ikke maele dem anderledes, end de viser sig, og efter Synet at dømme, ere de alle gode.

35

35

De forrige. En Officeer.

Officeren.

Har Hr. Rubens Battallie-Stykker ved Haanden.

Rubens.

Kuns dette eneste.

Officeren.

Er det ikke Slaget paa Rygen?

Rubens.

Jo, men det er ikke fuldferdigt. Jeg eyer Portraiterne af nogle brave Krigsmænd, der vare med i dette Slag, og for deres Tapperheds skyld bleve hædrede med Ærestegn. Disse Portraiter vil jeg stræbe, at efterligne, og sette dem en Medaillon paa begge Sider af Kartuschen.

Officeren.

Da var det god Tid for Krigsmænd, Hr. Ru- bens. Ærestegn gaves efter at de vare fortiente. Nu tages de forud, og Modtageren glemmer som oftest, at betale denne Gield.

Rubens.

Det har vi Freden at takke for, min Herre!

Officeren.

Freden er en god Gave. Jeg ønsker Fædrenelandet Roe og Fred inden sine Grændser. Jeg

36

36 ønsker at enhver Medborger med Taknemmelighed maae skiønne paa Fredens Fordele. Men Ærestegnene kunde vi spare for uforsøgte Krigsmænd. De Store i Landet skulle have lade deres Sønner, saa mange af dem, der vare bestemte til Krigsstanden, samle Erfaring i udenlandske Krige.

Rubens.

Mange have jo giort det, og giøre det endnu.

Officeren.

Nesten ingen af høi Rang og Byrd. Men dertil ere de alt for kielne og blødagtige. Hiemme har de siddet Aar ud og Aar ind, men de har ligefuldt higet efter høiere Æresgrader og Ærestegn. De derimod af Middelstanden, der har haft mindst Raad og Leilighed, de har forsøgt sig Udenlands med megen Bifald, vovet sig yderlig, lært meget, giort Nationen Ære, men de kommer dog ikke i den Anseelse, som hine, der blev hiemme.

Rubens.

Krigen er et voveligt Haandverk. tænker dem ikke, der bliver hiemme.

Officeren.

Haandverket skal læres i Krigen selv, og vee den Krigshær, der skal bestyres af uforsøgte Mænd. Forskiellen imellem en Officeer, der efter forudgangen Studering har giort nogle Feldtog med, og en anden, der ikke har saadan Erfaring, er lige saa

37

37

stor, som Forskiellen imellem Konstmaleren Hr. Rubens, og den Maler, der viser sit Mesterstykke ved at anstryge et Plankeverk. Tænk selv, Hr. Rubens, om de ikke var gaaet i en bedre Skole.

Rubens.

Saa stor er Forskiellen dog neppe.

Officeren.

Jeg har snarere sagd for lidet, end for meget. De forrige. Kammerjunkeren.

Kammerjunkeren.

Førsten og Førstinden vil afskildres. Jeg ønsker Hr. Rubens megen Lykke til dette Arbeid. Jeg har Befaling, at hidkalde dem i Kabinettet for det samme.

Rubens.

Det har sielden villet lykkes mig, at treffe regierende Personer, naar jeg er bleven kaldet for at see og male. Bedre gaar det, naar jeg uformerkt samler, og hiemme hos mig selv udfører et Lineament efter det andet.

Kammerjunkeren.

Den høie Ærbødighed, man erindrer sig, at være kongelige og Førstelige Personer skyldig, den - - -

38

38 Rubens.

Saa er det, Hr. Kammerjunker. Men i dette førstelige Par forenes med den høie Byrd, en overordentlige Drivt til Landets sande Gavns Befordring. Et af Deelene kunde allerede være nok, at indprænte en høi Grad af Ærefrygt, hvilken i det Øieblik, den virker paa Konstnerens Hierte, giør den Haand, der skal fører Penselen, usikker.

Officeren.

Gid denne Ærefrygt maatte være saa almindelig som den virkelig, ved dette Førstelige Pars redelige Hensigter og Bestrebelser for Undersaatternes velgaaende, er fortient!

Kammerjunkeren.

Førstinden venter deres Komme, Hr. Rubens.

Førstinden. Frøken Stoltenberg.

Greve Æreverd.

Førstinden.

Denne Egensindighed havde jeg ikke ventet hos Rubens.

Greven.

Raadigste Førstinde! de største Konstnere er ofte de egensindigste Mennesker. Nu nyligen bad

39

39

han atter, om man ikke turde forudsette en liden Bagdør paa Ærens Tempel, hvor de kunde synes at være indkomne, der ikke for Dyd og Dueligheds skyld, kunde paastaae borgerlig Ære.

Frøkenen.

Kuns en liden laug Bagdør - - - Hr. Greve! - - - En gandske liden ukiendelig Bagdør - -@at de Stakler kan komme ind, om det og skulle skee krybende - - - Saa tryglede Han, naadigste Først- inde.

Førstinden.

Den Tanke maae Han have hidført udenlands fra, her i Landet har man dog sielden indført nogen giennem Bagdøren.

Greven.

En Første kan undskyldes naar det skeer, Trængselen er stor, enhver paastaar Fortrin for sine Medborgere, man erhverver sig en fornem Patron, denne forestiller Klientens Ansøgning paa det Bedste, og slipper ikke Førsten, førend Han har velsignet. Saaledes udgaar Ærens-Velsignelse efter den anden, indtil alle ere komne i høi Rang, undtagen de Arbeidende, undtagen de Undselige, undtagen de Handlende, undtagen Videnskabernes og Konsternes Dyrkere.

40

40

Førstinden.

Hvad ere alle disse undtagen?

Greve.

Hendelseviis kommer en eller anden enkelt Lærd, eller anden brav Mand til høi Ære, men da maae Han have store Venner. Bevis nok, at hidintil ikke Fortienester, men de stores Forbøn oftest, har veiledet til udmerket høi Ære - - - Min naadigste Førstinde! deres høie Bifald til min Foreening med Frøkenen - - -

Førstinden.

Det har i alt, Greve det fortiener i begge: jeg skal søge at erhverve eder Fru Stoltenbergs minde.

De forrige Lykke.

Lykke.

Naadigste Prindsesse! Nu er det ti Aar, jeg med Bifald tiener ved deres Hof. Førsten vil efter Forlydende benaade en Deel tro Mænd med Æresteign, Jeg venter ydmygst, at - - -

Førstinden.

At være med i Tallet.

Lykke.

Deres naadige Forbøn - - -

41

41

Førstinden.

Jeg ved Lykke, i har tient, men om i har Fortienester, det lader jeg staae derhen.

Lykke.

Tieneste og Fortieneste ere to Ord, men de har en og den samme Bemerkelse, det ene vil ey sige mere end det andet.

Førstinden.

Det vil vi nu ei afgiøre, men hvad tykkes

eder om to andre Ord: Løn og Belønning? Ere de ikke og eenstydige?

Lykke.

Jo, det ere de.

Førstinden.

Altsaa den, der har faaet sin Løn, kan ikke siges, at vorde behandlet ubilligen, naar man negter ham Belønning?

Lykke.

Mig synes dog nu, ved nøiere Eftertanke,

at der er Forskiel paa Løn og Belønning. Mine aarlige 1000 Daler er Løn, men de forventede Hæ-

dersteign bliver Belønningen for min lange og tro Tieneste.

Førstinden.

Og mig tykkes ligeledes, at der er Forskiel paa Tieneste og Fortieneste. For Ex. den der har

42

42

sat sin personlige Vælfært i Vove, for at tiene Fædrenelander, eller for at raade Bod paa et Onde i Staten, eller for at giøre sit Fæderneland Ære hos Udlædninger - - - den har Fortjenester.

Grev Æreværd. Rubens.

Rubens.

Her er Forteignelse paa mine Prænumeranter.

Greven.

Hjelp Himmel! hvilket Register!

Rubens.

Den indeholder 700 Personer og derover. Nu kan Greven vælge efter Behag.

Greven.

Det kan jeg ikke, det tilkommer Førsten allene, han vil begynde sine Staters Forbedring, med at Undertrykke den falske Ære, paa det Fortienesterne kan fremskinne og vorde Fædernelandet nyttige, i hvilken Person de end findes.

Rubens.

Ja, hænger det saaledes sammen, saa har jeg Uret.

43

43

Greven.

Dersom trefierdedeele af dem der staar paa denne eders Forteignelse, ville beqveme sig til, at lære Handverker eller Agerdyrkningen, saa blev de dog Fædernelandet til nogen Nytte, og de selv ville fortiene høiere borgerlig Ære, end den deres Rang giver dem, nu duer de til slet intet andet, end til at forsvinde som glændsende Smaakrøb.

De forige. Førsten. Lykke.

Førsten.

Jeg kiedes ved dette Trygleri, det er mig umueligt at udstaae.

Lykke.

Jeg og min Fetter slipper ikke vores naadigste, vores, forbarmende Første, førend han har vel- signet.

Førsten.

Udmatter mig ikke med slige Ansøgninger.

Lykke.

Foruden de Grunde, jeg allerede ydmygst har anført, maatte det end videre naadigst betænkes, at jo flere Æresteign vores godgiørende Landsherre uddeler, jo mere vinder Silkemanufakturerne og Juvelererne. Rangskatten og Folkemængden forøges - - -

44

44

Førsten.

Folkemengden med?

Lykke.

Ja, visseligen. Jeg vil gifte mig, og for min ringe Deel strebe som en god Borger at formere Verden, men Baronessen giver mig aldrig sin Haand, saa lenge jeg er uden Æresteign. Ak! Jeg ulyksalige, skal dette rige Parti nu gaa glip for mig!

Førsten.

Besidder i da slet ingen personlige Fortienester? Skal eders heele Verdi bestaae i Laanegods?

Lykke.

Verden regieres af Fordomme. Tænkemaaden er nu saa i heele Landet.

Førsten.

Jeg vil arbeide paa, at denne Tænkemaade vorder forbedret.

De forrige. En Supplikant.

Supplikanten.

(Giør Knæfald.)

Førsten.

Hvad indeholder denne Ansøgning?

45

45

Supplikanten.

At maatte naadigst forundes Sæde i et eller andet Regierings-Kollegium.

Førsten.

Hvilken Regierings-Green tiltroer i eder, bedst at kunde forrestaae?

Supplikanten.

Hvilken det naadigst behager Førsten, at bruge mig ved.

Førsten.

Har i studeret Kameral-eller andre Videnskaber.

Supplikanten.

Jeg har lært noget Fransk, og jeg hører til den Grevelig Skioldborgske Familie.

Førsten.

Hvad har i lært mere?

Supplikanten.

At danse, min salig Fru Moder og Grevinde Skioldborg vare kiødelige Sødskendebørn. Førsten.

Hvad har i lært mere?

Supplikanten.

Forskierer-Konsten, desforuden er jeg ved Giftermaal kommen i den friherlig Adelhielmske Familie.

Førsten.

Hvad har i Lært meer?

46

46

Supplikanten.

Jeg kan ridse Tøffelblade for Damerne, og disse har i ledige Timer lært mig at sye Dubbletter og Merlin saa velsom at filere stor og smaa Pynt for Damerne. Min sal. Fader forsikrede ellers, at naar han ville gaae et par hundrede Aar tilbage i sit Slegtregister, saa stoed det til at bevise, vi vare nær beslegtede med det regierende Høiførsteli- ge Huus.

Førsten.

Hvad har i end videre lært?

Supplikanten.

Sandt at siige, Spise og Drikke er i øvrigt min største Konst.

Førsten.

Og med disse Ferdigheder allene turde i vove eder i et Regierings-Kollegium?

Supplikanten.

Jeg tænker, det gaar nok an. Mange ere indkomne med mindre Videnskab, Kontorernes Betientere ved jo Beskeed med alt. Naar en eller to af dem, faar tillige Sæde i et Kollegium, saa gaar Sagerne gandske got og ordentlig.

Førsten.

Rubens! Skildrer mig denne Supplikant, jeg vil have hans Portrait: Han er saa ærlig, at han tilstaaer sin Uvidenhed. Kan jeg ikke bruge ham efter hans Ønske, saa fortiener han dog, at hvile i min Hukommelse, fordi han fremstiller sig uden Maske.

47

47

Fru Stoltenberg. Lambert.

Lambert.

Bedrøvelige Tider, min naadige Frue. Det Mindste vi kan vente er Landets yderlige Forfaldenhed. Man er i færd med at rokke paa Statsbygningen. Faldet bliver ikke ude.

Fruen.

Naar alle Stytter borttages, saa skal jeg og mit Parti staae som en Muur, og understytte den gamle gode Statsbygning, jeg og Prinds Klemens. Lambert.

Jeg frygter for Grev Æreværds foretagender, Han og Hans Parti synes at ville omstøde alt.

Fruen.

Ved de da ikke Hr. Lambert, hvad Lykke og Ære mig forestaar? Har de endnu ikke erfaret ---

Lambert.

Jeg ved det naadige Frue - - - de haaber Prinds Klemens skal gifte sig med deres Frøken Daatter - - - men dette Haab - - -

Fruen.

Jeg sverger dem til, Hr. Lambert, Sagen har

den bedste Anseelse, mit Haab har største Grund.

48

48

Lambert.

Gaar det an, da tilstaar jeg, Fruens Parti bliver det sterkeste: Thi Prindsen vindes da ved dem, og vores regierende Første vindes letteligen ved Prindsen, som han saa høiligen elsker, og stedse omgaaes med.

Fruen.

Det skal gaae an.

Lambert.

Prinds Klemens er en Dydig og vel opdragen, men fattig Prinds.

Fruen.

Det skader ikke, han er Fattig, Jeg vil absolut have den Ære, at være en Prindses Svigermoder. En Prinds skal endnu kysse paa min Haand, det kalder jeg at spille sin Rulle got. Jeg eier 36 Landsbyer. Mine tre største Gods skal Prindsen faae i Medgift. En rar Udsigt for en fattig og forlibt Prinds! jo den Sag bliver rigtig nok, det merker jeg af alle Omstendigheder.

Lambert.

Man har ofte seet det Exempel, at en fattig Prinds har giftet sig med en rig adelig Frøken.

Fruen.

Helst af saadan høi Byrd --- Naar det er skeet Hr. Lambert, da skal de see, hvorledes

49

49

jeg vil kiøre i Ring med Grev Æreværd og Hans die- velskesindede Parti. Har han haft den Dristighed, at tale haanligen om nogle Store i Landet, og om deres laante Fortienester: Har han været saa formastelig, at giøre Beslag paa Æresteigns og Titlers rundeligen Uddeling: Har han ikke undseet sig ved, at afskiere Embedsmænd deres bedste Indkomster, nemlig Sportlerne; Jeg skal vide, med Underfundighed at indlede alt i sin forige Gang.

Lambert.

Førstinden selv, maaske understytter Prind- sens Giftermaal.

Fruen.

Ja vist giør Hun, derom har jeg det største Haab: hvilken Ære for mig, at kaldes Svigermoder til en Prinds !

Lambert.

Har Førstinden ladet sig merke noget dermed?

Fruen.

I aftes, da Prindsen dansede med min Daat« ter, faldt Førstinden i Forundring over begges Skiønhed, og sagde: Det er et dejligt Par!

Lambert.

Saadanne Udtryk af Førstindens Mund, ere merkverdige. Jeg begynder selv, at haabe SagensFremgang med en slags Vished.

Fruen.

See kuns til Hr. Lambert. Inden tre Da- ge ere de Gifte med hinanden. Hvilken Ære for mig, at blive en Prindses Svigermoder!

50

50

De forrige. Palmhielm. Ørnskiold.

Palmhielm.

Frue! det kiere, det undertrykte Fædreneland, venter sin Frelse ved dem. Hielp, naadige Frue, det er den høie Tid. Følg det Raad, vi sidst gav dem, Prinds Klemens synes forelsket i deres Frøken Daatter.

Fruen.

Mener de, Førstinden skulle ønske dette Parti?

Ørnskiold

Nu nyligen hørte vi, Førstinden sige: Jeg vil befordre Frøken Stoltenberg paa et høit Æres« trin, dersom hendes Moder vil overlade Frøkenens Velfærts fremme til min Omsorg.

Fruen.

Det kalder jeg en Lykke. Kiere Venner! Lad os overlegge alting vel. Er det ikke bedst, jeg skynder mig, giør Knæfald for Førstinden, og beder Hende, hun antager sig min Daatter som en Moder?

Palmhielm.

Det er et kosteligt Indfald. Da giøres Sagen klar i et Øieblik. Partiet erklæres strax offentlig, og vores Hensigter skal intet Menneske kunde modstaae. Ak du stakkels Grev Æreværd! Jeg ynker dig! Hvor liden, hvor fornedert, hvor be- skiemmet skal du blive!

51

51

Ørnskiold.

Hvilken Lykke for Nationen! Nu kan man igien haabe det gamle kiere Systems Vedligeholdelse.

De forrige. Kammerherren.

Kammerherren.

Det gamle kiere System! - - - kiender i gode Herrer det Onde, hvormed det gamle System truede?

Ørnskiold.

Ondt? - - - Hvad Ondt var deri?

Kammerherren.

Systemet har engang været got. Men Theorien er bleven opsluget ved Praktiken. Man vi- gede dagligen fra Reglerne. Man giorde dagligen Undtagelser. Man lod disse Undtagelser, saa farligen de end vare bebreve. Man tilsneg sig Landsherrens Bevilling. I de sidste Tider har Undtagelserne nesten allene gieldet.

Palmhielm.

Hvilke dristige Udtryk!

Kammerherren.

Men de ere sande. Dersom det gamle Systems Hovedreigler ikke var bleven undertrykte, hvorledes ville i mine Herrer med edersUvidenhed, være komne i de høie Rangs- og Æresposter, hvori man har sat eder?

Ørnskiold.

Vi?

52

52

Kammerherren,

Ja just i, og mange eders Lige. Uden ald Fortieneste, fulde af Ære- og Sportelsyge - - - Ved saadanne er Almuen udsuet

Palmhielm

Det kalder jeg, at tale formastelig - - - Vi som Fædrenelandets fornemme Mænd og tro Venner?

Kammerherren.

Er i Fædrenelandts Venner, da synes i verre end den graadige Polyphem. Sin Ven ville han dog ikke opfluge førend til sidst men i ødelegger eders Ven først.

De forrige. Rubens.

Rubens

Nu kommer det førstelige Herskab, for at bestemme, hvo der skal afskildres i Æretemplet.

Fruen. Har i ikke seet Prinds Klemens og min Daatter, samlede i Førstens Forgemak?

Rubens. Jo de stode sammen, og Førstinden syntes, at tale fortroligen med dem allene.

Fruen.

Triumph! Hr. Rubens! det har jeg ventet. I skal endnu see mig spille den betydeligste Rulle ved Hoffet. Hvilken Ære for mig, ar blive Svigermoder til en Prinds.

53

53

De forrige. Førsten. Førstinden. Prinds Klemens. Grev Æreværd. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Naadigste Førstinde! Tør en aldernde Enke, udbede sig en bevaagenhed?

Førstinden.

Hvad er deres Anliggende? Fru Stoltenberg?

Fruen.

Min Daatters Velfært ligger mig paa Hiertet. Jeg er ikke selv i Stand, at befordre den, beder derfor ydmyg, Førstinden fra nu af ville staae Hende i Moders Sted.

Fyrstinden.

Dersom de uigenkaldeligen afstaar mig deres Moder-Rett, saa antager jeg mig deres Daatters Velferts Fremme.

Fruen.

Vores naadigste Første kræver jeg til Vidne. Aldrig skal jeg gienkalde min Moder-Rett, thi aldrig kan min Daatter fare lykkeligere, end naar hendes Lykke bestemmes ved Landers Moder.

Fyrstinden.

Paa disse Vilkaar modtager jeg hende.

Rubens.

Mange venter paa vores naadigste Herres Kiendelse, i Henseende til de Personer, der skulle afskildres i Æretemplet.

54

54

Førsten.

Jeg har udnevnt en Rett til fortienesterne Undersøgelse og Bedømmelse.

Palmhielm.

En Rett? Adelen i det mindste er dog vel undtagen. Dends Fortjenester fortienester altid, som beviiste og bekiendte.

Rubens.

En Rett? naadigste Første! Jeg frygter, de meste af mine Medaillons vil blive Blanke.

Førsten

Det vil de ikke. Inden kort Tid vil vi lære at kiende dem, der har sande, og dem der allene prunker med laante Fortienester. Enhver, uben Hensigt til Stand og Vilkaar, skal fra nu af, kunde paastaae, at vorde indteignet i Æretemplet, han behøver allene at bevise, paa en uvmerket Maade, at have tient sine Medborgere.

Ørnskiold

Hvilken sær Forandring!

Førsten.

Jeg tvinges til, at giøre saa. Mit Folkes Tænkemaade har hidindtil værer fordervet i Grunden. Med Pligternes Tilsidesettelse har man allene jaget efter den falske Ære, og borgerlige Dyder har faaet en heel mistydig Bemerkelse. Nationens fornemmere Klasser ere til deels bleven modløse, kielne og stolte. Arbeidet er kommen i en slags Foragt. De hidintil brugelige Raades og Æres- Bevisninger har tabt endeel af deres Verdi, fordi

55

55 de ikke altid har været en Følge af fortienesterne, men snarere af Byrd og Forbønner.

Ørnskiold.

Men jeg og andre, der dog eengang for alle aaa kiendeligen ere bleven hædrede - - Førsten.

Det allene kan ikke give nogen Rett til at faae Stæd i Æretemplet. Aldeles intet, uden beviis- lig Fortieneste - - - Grev Æreværd har Forsædet i denne Rett. Hos ham kan enhver melde sig, som agter at føre sine Fortienesters bevis. Førstinden.

Greven allene kunde letteligen blive en alt for streng Dommer. Frøken Stoltenberg vil ikke efter- lade at formilde ham ved et kierligt Egteskab, hvortil jeg hermed giver mit Minde.

Fruen.

Hvad er det? hvilket Tordenslag! Fyrstinden.

De har engang afstaaet mig deres Moder- Rett Fru Stoltenberg. De seer, jeg veed at giøre nyttig Brug deraf.

Fruen.

Men jeg ventede, Prinds Klemens skulle --Førstinden.

Forlad mig og Prindsen dette lidet Krigspuds, som vi har overlagt til deres Daatters Velferts Fremme, og til deres egen Ydmygelse. Kiert skal det være os, om Ydmyghed den Dyd, der mest er savnet hos dem, i fremtiden maatte faa Indgang hos dem.

56

56

Fruen.

Ak jeg enfoldige! Det søde Haab, at blive en Prindses Svigermoder. Førstinden.

Det har ei været ander, end en behagelig Drøm.

Fruens Ja desverre!

Palmhielm. Ørnskiold. Rubens.

Palmhielm.

Svoger! hvad skal der blive af os? Førsten har givet os begge Afskeed.

Ørnskiold.

Jeg ved ikke selv. Lært har vi lidet! eller

intet.

Palmhielm.

(Tager ham under Armen) Kom, lad os reise ud af Landet. Et Land, hvis Første er faa egensindig som Denne, er os ikke værd. Ulyksalige Fædreneland!

Ørnskiold.

Hr. Rubens! giv os et got Raad.

Rubens

Lærer noget, hvor ved i kan fortiene eders Brød i fremtiden. Laante Fortienester er en farlig Støtte. Falder en saadan Støtte saa falder den tillige som Helvede sig til den.