Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 15

Spaadom

af

den berømte Eremit

Martin Zadeck

anaaaende

hvad som skal skee i de tilkommende Tider

hvorover

hele Verden skal forundre sig,

som han

i sin Alders 106 Aar ved Solothurn i Sveitserland har aabenbaret sine Venner

den 20 Dec, 1769.

Trykt i Kiøbenhavn 1770 og sælges i No 8- paa Børsen.

2

        

3

Vi have her en tænkværdig Prophetie, som en Mand af 106

Aar har udladt sig med i Sveitserland ved de Alpiske Bierge. Denne Mand nemlig - som var fød i Solothurn i Sveitserland, og heed Martin Zadeck, begav sig 1739 til de Alpiske Bierge,

hvor han, som Eremit , har henbragt 30 Aar i Eensomhed iblant Biergene, unddraget sig al menneffelig Selskab, og levet af Urter og Rødder. Samme

har for sin forunderlige Afgang den 20 Decemh. 1769 givet følgende Spaadom.

4

4 Han sagde til sine omkringstaaende Venner, som besøgte ham: Giver Agt paa mig, mine Venner, jeg vil sige Eder hvad der skal skee i de tilkommende Tider, hvorover Verden skal overmaade forundre sig.

I hele Tydskland og, i Sveits skal komme en Tid, da Folk ingen Næring skal have. I fem samfulde Aar skal al Handel og Vandel ganske forsvinde; men naar disse fem Aar ere til Ende, skal Commercien igien florere. Vejrliget skal være langt anderledes beskaffen, end det har været tilforn. Nu skulle ogsaa Menneskene blive bestyrkede i den Meening, at Jorden gaaer og Solen staaer stille; men det

5

5

besynderlige Vejrlig vil komme af Vinvenes Beskaffenhed, som skulle blæse fra ganske ubekiendte Egne. I ti Aar stal Verden see langt anderledes ud, og da skal man en Tidlang, indtil dette Aar: hundrede er forløben, have de beste Tider, som Efterkommerne skulle rose. Da skal man ikke mere agte nogen Rigdom og Kostbarhed. Man skal da alene tragte efter Guds Naade og Barmhiertighed. Verden skal igien paa nye oplives af den Almægtiges Aande, den sande Religion jo meere og meere udbredes, og Guds Ord gaae i Svang iblant Menneskene. Alle Anstøds Hindringer skulle rømmes af Veien. Retfærdighed skal man handthæve. Fred og Samdrægtighed skal kysse hinanden i Europa. Da skulle meget frugtbare Aar komme; al Handel og

6

6

Vandel skal blomstre. Tyrkerne skulle i kort Tid miste alle deres Lande i Asia og Africa.

Conftantinopel, den Tyrkiske Kei: fers Residents, skal uden Sværdslag blive indtaget. Indvortes Oprør, hemmelig Tvedragt, og bestandige Uroligheder, skal legge det Tyrkiste Rige øde. Hunger og Pest skal giøre en Ende paa disse Uroligheder. De skulle falde i deres egne Sværd, og ynkeligen omkomme. I Aaret 1779 mister de alle deres Lande i Europa, og da skulle de retirere sig til Tunis, Fetz og Marocco i Africa. Tartarerne skulle ganske udrøddes. En saa- dan skrækkelig Hunger skal komme iblant dem, at de skulle opæde hinanden selv for Hunger. Republiken Venedig skal

7

7

erobre en stor Deel af Grækerland, og den faaer nu Kongeriget Candia igien. De urolige Polakker stulle drives ganske til Paaren; En Stormvind, som de ikke have formodet, skal komme over dem. Kongeriget Pohlen skal faae ligesom en nye Gestalt, da i en Tid af fem Aar mange Tydske Indbyggere stal sætte sig der ned. Dantzig, o du ædle Dantzig! du som er Gud og din Konge troe, du skal blive stor, og hele Europa stal beundre din Storhed. Men I, I ulykkelige Tyrker, skulle see eder nødte til at forlade Græsk-Weissenborg og hele Ungarn frivilligen. Et raslende Blad stal jage eder. I skulle ikke være sikre paa eders Liv. I skulle i evige Tider ikke mere lade eder see i Ungarn. Eders Moskeer skulle ødelegges, eders Afguds-Tieneste udrøddes,

8

8

og eders Alcoran giøres til intet. See Mahomet! du osterlandske Antichrist, din Tid er omme, din Grav skal forbrændes, og dine Been forvandles til Aske. Men Krigen skal i kort Tid ogsaa indfinde sig i saadanne Lande, hvor man troer sig sikker. Lilien, jeg meener Frankerige, skal strække sine Blade og Grene ud over en stor Deel af Italien. Kirke- staten skal meget svækkes. O hvilken em Tid! O hvilken en Skiebne! Tænker selv, thi jeg vil ei tale herom. De geistlige Ordener, som have staaet over tusinde Aar, de gaaer til Grunde. En Deel af Italien skal tage Fransk, og en anden Spansk Partie. — Sverrig skal blive et meget stort Rige. Man vil finde mange Guldgruber deri. Dets Stat skal blom- stre, Indbyggerne deri skulle glæde sig.

9

9 Men Dannemark skal blive endnu større og mægtigere, og udvide sin Magt i Asien og America; mange tusinde Hedninger skulle omvendes under dets Regiering, og den sande Religion udbredes i ganske ubekiendte Lande imod Sønden formedelst sammes Omhyggelighed- Tre Nationer af Norden lader sig see med mægtige Floder ved de Africanske Kyster, og skulle i en kort Tid bringe hele Africa under de- res Herredømme.

Ja Rom skal erobres af Franzoserne; men Lilien skal ikke her fatte Rod, men meget mere maa vige en anden Magt. Hele, ja hele Tydskland, glæde dig, thi Herren giver dig Freden. Rusland, Dannemark og Sverrig skal opfyldes med store Skatte, og alle østerlandske

10

10

Kostbarheder skal man nu finde i disse Lande. Sinatanerne skulle blive endnu eengang saa mægtige, som de ellers have været; de skulle da berømme sig og sige: de Tyrkiske Skatte have giort os til Herrer. De skulle erobre mange af de Americanske Øer, og deres Handel og Vandel og anseelige Commerce skal blive endnu vidt anseeligere. Den Sveitserske Republik skal derved faae en stor Tilgang. Men inden fem Aar skal en stor Deel af America eller den nye Verden gaae til Grunde ved Jordskielv og Vandflod. Hele Persien skal antage den christelige Religion. En stor Monark af Europa skal bringe næsten hele Asien under sit Scepter. Dør og Skaadde skal overalt oplades for ham, og ingen fiendtlig Magt hindre ham. De vantroe Mahomedaner

11

11

skulle ødelegges, og Lyset skal skinne paa Mørket. En klarstinnende Glands skal bryde frem i Asien, og Morgenrøden op- gaae efter saa lang en mørk Nat.

De hedenske Lande skulle erøbres af de Christne. I Jerusalem skal man paa et vist Sted, imod Solens Opgang, ved en Tyrkisk Moskee, finde en fiirkantet flad Steen i en liden bruun Grav, samme skal man ville tage op, men da ingen menneskelig Arm formaaer det, saa skal man blive nødt til at sprenge denne Steen i Luften; derunder vil man treffe en stor Hvelving, og finde den vise Salomons Skat, samme vil beløbe sig til 18000 Millioner. De Kostbarheder og Oldsager, man der skal finde, skulle ikke være at tælle. De Tyrkiske Muselmænd skulle

12

12

for deres Undergang saaledes puste af rasende Galenskab imod de Christne, at de ei alene skulle true den ganske Christenhed med Undergang, men ogsaa ville udrødde alle og enhver Christen; men Gud i Himmelen leer derover, han har allerede ladet giøre Ringene, som han vil legge de Tyrkiske Blodhunde i Næsen; han siger: Hertil skal du komme og ikke videre, her skulle de stolte Bølger legge sig. De blodtørstige Fiender af Christenheden vil den Almægtige giøre til intet ved en ringe Hob Folk, ja de skulle nu i faa Aar ud røddes. Naar Constantinopel er erobret, skal man i et gammelt aflægs Pallads udrømme en Kielder, og deri vil man finde en flad hvid Marmorsteen, hvorpaa er hugget et Kors med Navn Sophia Imperatrix. Under denne Steen skal

13

13 staae en stor Sølv-Kiste, og deri vil man finde en stor Skat af Guld og Edelsteene, samme vil man vurdere til 50 Millioner. Det Romerske Keiserdømme skal nu lange til den høieste Spidse af rimelig Lyksalig- hed, saa at denne Lyksalighed skal langt overgaae Carl den Femte. Det Romer-

ske Keiserdømme skal vedvare i bestandig Flor indtil Verdens Ende. I Nazareth i det forjættede Land skal en vigtig Stad blive bygt af de Christne, den skal have 4 Tydske Mile i sin Omkreds. Christen-

heden skal da staae endnu 200 Aar i fuld Blomster, og hele Asien skal antage den christelige Troe. Men efter den Tid skulle mange Tegn og Under skee. Der skulle opkomme mange nye Kietterier. Evangelii Lys skal igien efterhaanden udslukkes, og man skal af tydelige Vidnesbyrd kunne

14

14

mærke, at den yderste Dag et nu nær. Jeg glæder mig i Aanden derover, thi mine Been skal ikke være Jordens Skiød anbetroede i saa mange hundrede Aar, søm mine Forfædres Been; men jeg gaaer hen og hviler, at jeg kan opstaae i min Deel ved Dagenes Ende. Et beder jeg Eder, mine Venner, at I aabenbarer Verden denne mærkværdige Spaadom; jeg har ikke kundet fortie den. Men at I kunne vide, at min Spaadom er sand, saa vil jeg to Dage efter min Død endnu engang bekræfte den for eder.

Denne Christen døde derpaa Kl. 9 den 20 December 1769, da han hen- imod Kl. 8 havde aabenbaret sin Pro: phetie. Efterat den var fortalt, laae denne Martin Zadeck i en sagte Slum,

15

15 indtil han endelig efter en Stund døde salig hen. Den 22 Dec. om Aftenen Kl. 9 blev han levende igien. Han stod op af Liigsengen og kom ind i Stuen, satte sig ned og fortalte sine nærværende Venner sin hele Spaadom endnu engang. Endelig henimod Kl. 11 om Aftenen begyndte han at sukke, og efterat han havde giort en kort Bøn, faldt han igien i en Slum og sank død til Jorden.

Bevaagne Læser! Her kan man vel staae noget stille, thi det er en sandfærdig rar og mærkværdig Tildragelse, som man kan anstille en liden Betragtning over. Det er i Sandhed forunderlige Ting, og, naar man sammenligner de fremfarne Tider med den nærværende, saa kan man meget let giøre den Slutning, at denne

16

16

106 Aar gamle Mand ingen Usandheder har spaaet. Gud hielpe enhver iblant os, at han maa nyde den Skat, som er over alle Skatte , her saa og hisset i Rolighedens Land.

1

Mirzahs Syn i

Skiæbnens Tempel.

Kiøbenhavn 1770.

2

        

3

Tilskrift

til

Madame Andersen fød Hauber.

4

Madame!

Den Kierlighed, som De have til Videnskaberne og den Smag, med hvilken De dyrker dem, giver mig det Haab, at De ikke ugunstig optager den Frihed, som jeg giver mig, at sætte Deres Navn forved Oversættelsen af Das Gesicht des Mirzah.

Den tydske Mirzah har samme Øyemærke, som den franske Zadig, under Billeder at give os en lærerige Paa- mindelse, om denne vigtige Sandhed, at alt det som i Verden fører Navn af Hændelse er intet andet, end enten Straf, eller Belønning, eller Prøve, eller Forsyn; og til Ære for Mirzah og hans Fædreneland, ere hans Bestræbelser, ligesom Zadigs blevne belønnede med et almindeligt Biefald.

Jeg har forsøgt at indklæde ham i dansk Dragt, dersom han under denne Skikkelse maatte finde Deres Yndest, naar De, træt af Deres sædvanlige Forretninger, søger Hvile og Fornøyelse i smukke Bøgers Læsning, saa er dens Ønske opfyldt, som med al muelig Høyagtelse henlever Madame Deres ydmygste Tienere Oversætteren.

5

Jeg Mirzah, vandrede bedrøvet og ensom omkring igiennem Markene ved Bagdad, efterat jeg en Heel Dag var bleven qvælet af at see den lykkelige Ugudelige og den lidende Dydige. Naturen indsvøbt i Mørkhed og den Stilhed, som herskede i den hele Egn, opfyldte min Siel med en endnu stærkere Tungsindighed. Alle Uretfærdigheds Scener, de Nødlidendes Jammer, som skrige om Hielp, og finde ingen Redning, Daarernes Lykke og Glæde, med et Ord, enhver Ulykke, som overfalder Menneskene, og hvortil jeg saa. ofte havde været et Vidne, blev paa engang levende i min Siel, og aftvang mig Sukke. Min Græmmelse overvandt min Standhaftighed. Taare af Medlidenhed og Menneskekierlighed trillede ned paa mine Kinder, og mit Hierte flød over, af Klagemaal over den Menneskelige Skiebnes ulige Uddelelse. Jeg forglemte mig selv saavidt, at jeg begyndte ar knurre imod Forsynet. » Gud! raabte jeg, gid dog dette Øre ikke mere maatte høre den

6

6

Sukkendes Røst; gid dog dette Øye ikke mere maatte blive træt ved at see den Elendige! Hvorfor skabte Forsynet Skabninger til Ulykke, de, som aldrig have beder det om Livet?

Hvorfore gav det dem endog denne overflødige Fornuft, paa det de skulde føle, ar de vare ulykkelige. Hvorfor triumpherer Lasterne? Hvorfor forsmægter Dyden under Lenker? Hvorfor lider den Uskyldige, og hvorfor krones den Strafværdige?,,

Jeg vilde endnu blive ved at fortsætte mine Klagemaal, da der paa engang udbredede sig et Mørke omkring mig. Mine Fødder skielvede af Skræk, og Jorden syntes selv at synke under dem. Et huult Tordenslag gav Gienlyd fra de næste Høye tilbage i Dalene omkring Bagdad; jeg følte, at jeg havde syndet, og med en dødelig Angest faldt jeg ned paa Jorden for at bede om Naade. En Straale, klarere end et Lynild, trængte paa engang igiennem Mørket, og et Gestalt i et skinnende Klædebon stoed for mig. Jeg antog dette for en af den Eviges Engler, for Albunoh Sahareddin, ham, som udlegger de guddommelige Hemmeligheder. Følg mig Mirzah, og lad af ar dadle Forsynet, sagde han i en Tone, som indskiød mig Mod nok til at følge ham. Han bragte mig i faa Øyeblikke indtil Foden af en Rad bratte og ubestigelige Bierge, som med deres Hoveder syn

7

7

res at naae op til Himmelen. Aldrig havde jeg seet Naturen i en mere forfærdelig Skikkelse. Hele Stykker af Klipper hængte ud, en over den anden, og truede ved den ringeste Rystelse, at styrte sig ned i de dybt under dem liggende Dale. Den hele yderste Side af Bierget var en øde Klippe, hvor Øyet forgieves søgte at finde en Græsplet, eller nogle grønne Træer, for at kunde udhvile sig fra de ubehagelige Udsigter, paa hvilke det maatte see sig træt. En sammenblandet Brølen af Løver og Tigre gav et Gienlyd udaf Hulerne, som Naturen havde indarbeydet i Klipperne. Dalerne imellem de udhængende Klippespidser vare store Sandørkener, hvilke af en Stormvind bleve drevne i Høyden i stedsevarende Hvirveler. Jeg kunde ikke blive en eneste Vey vaer, ved hvilken man kunde have kommet over Bierget. Desuagtet formærkede jeg adskillige Personer, der med den yderste Umage søgte at klavre op ad den steyle Klippe. De erholdte Straf for deres Forvovenhed. Jeg saae dem, en efter en anden at falde ned, deels i Sandørkene, hvor de bleve qvalte af Vindhvirvlerne, og begravne under store Sandhøye; og deels at blive et Rov for de vilde Dyr , hvis Huler de maatte krybe forbi.

Jeg spaaede mig allerede skielvende ingen bedre Skiebne. Min Selskabs Broders Smilen

8

8

gav mig tilkiende, at han vidste min Frygt. „Mirzah, sagde han, Forsynet straffer kuns den forfængelige Selvkloghed, der med Magt vil trænge sig ind i dets Gebeet. De Ret- skafne vandre under dets Beskyttelse, og byder Farerne Trods.,, Herpaa tog han mig ved Haanden og førte mig ind i en af Biergets Aabninger. Jeg erfarede, at det var en temmelig beqvem Giennemgang. Neppe havde vi ongefæhr tilbagelagt tredive Skridt i samme, førend jeg fuld af en henrykkende Glæde faae, at jeg var paa den anden Side af Bierget.

Hvilken Forskiel imellem Udsigterne af Bierget paa denne Side og den foregaaende! Denne hele Kiede af Klipper var ligesom en Muur omkring et meget behageligt anlagt Labyrinth, i hvis Midte jeg langt fra blev en prægtig Bygning vaer. Denne inderste Side af Bierget indjog ikke, ved saadant et forfærdeligt Syn, den Skræk, som den yderste. Den var gandske skiult med skyggefulde Skove og blomstrende Enge. De imellem dem igiennemløbende Bække, vandede dem og Labyrinthet, i hvilken de udgydede sig og forestillede Øyet tillige de prægtigste Vandfalde. Fuglenes Sang, Bækkenes Harmonie, Blomsternes Lugt, og en Mængde andre Naturens Skiønheder; disse saa uskatterlige og dog saa forag-

9

9

rede Naturens Skiønheder forenede sig med Hinanden, for at sætte Sielen i den Henrykkelse, hvilken Alkoranen har forjættet de Rettroende efter deres Død.

Jeg var endnu beskieftiget med Følelsen af alle disse Behageligheder, da min Førere opmuntrede mig til at følge ham igiennem Labyrinthet til Skiæbnens Tempel; thi det var den Bygning, som laae for os. Jeg beundrede, i det vi gik derhen, disse saa kunstig i hinanden flettede Gange. Det var umueligt, uden en mere end menneskelig Førere, at vikle sig ud af alle disse Krumveye. Den eneste Fordeel bestod imidlertid blot deri, saa lidet, som mueligt, at vige fra den lige Linie, hvis man vilde naae Tempelet. En eneste Sidevey førte hen i faa mange adskillige Sidegange, at man stedse foer vild i en bestandig Cirkel, uden at nærme sig Bygningen med et eneste Skridt.

Tempelets Dørre aabnede sig af sig selv, ved vores Ankomst, og lukkede sig og af sig selv til igien efter os. Jeg fornam hverken Laas eller Slaa for samme, og min Førere sagde mig, ar de ikke kunde aabnes ved nogen menneskelig Behændighed, men at de lukkede sig op og til efter den Guddoms Villie, som blev tilbedet i Tempelet. Oven over Tempelet stode disse Ord indgravne med gyldene Bogsta

10

10

ver: Gud er retfærdig, og hans Veye ugrandskelige.

Naturen og en simpel Majestæt gjorde dette Tempel mere prægtig end Kunstens Behændighed. Hele Bygningen hvilede paa en Rad Støtter af hvidt Marmor.. Et Altar af Allabast stod i Enden af samme. I Stæden for Guddommens Billede, steeg der en Skye af Røg i Høyden fra Alteret , og opfyldte Tempelet med en Duft af det vellugtendeste Røgelse. Paa den høyre Side af Alteret hang der en sort Marmortavle, og tvers over for den et Speyl af det klareste Chrystal. Da Albunoh Sahareddin førte mig hen til Alteret, talte han endnu disse faa Ord: » Lær her Mirzah, at Forsynet aldrig giør Mennesker ulykkelige, uden for at see dem lykkelige,,, og derpaa forsvandt han for mine Øyne. Uagtet, at jeg befandt mig alene paa et saa ærværdigt Stæd, saa følte dog mit Hierte en vis ubegribelig Frimodighed. Fuld af en brændende Iver kastede jeg mig ned paa Trinnene af Alreret, og anraabte Guddommen om dets Beskyttelse. Neppe havde jeg fuldendet min Bøn, førend en majestætisk Stemme raabte til mig: Staae op, Mirzah ! see og læs!

Jeg kastede mine Øyne paa Speylet, og jeg saae min Ven, Abdallah, i samme, en

11

11

Mand, hvis Dyd ofte havde foraarsaget mig Beundring, og, hvis Elendighed ligesaa ofte havde aftvunget mig Taare. 'Han fad i sit elendige Værelse, hvor Mangelen udgiorde det eneste Husgeraad. Hans Arm understøttede hans af Svaghed og Græmmelse skielvende Hoved, og Taarene trillede ned af hans ærværdige Kinder. Og, havde han ikke Aarsag at græde? Fire uopdragne Børn laae for hans Fødder, og bade om Brød, og det femte, hans Yndling, laae vag et elendigt Leye af Straae, og forsmægtede af en slem Sygdom, formedelst Mangel paa Hielpemidler. Dette var kuns en liden Ulykke for den lidende Abdallah. Hans Kone, som han paa det ømmeste elskede, der ved sin Ødselhed var bleven Aarsag til hans Elendighed, forøgede hans Pine ved de smerteligste Bebreydelser. Abdallah kunde ikke længere taale at see en saa heftig Jammer. Han gik hen at søge Underholdning for sine Børn. En Ven, som han tilforn ved sine Tienester havde forskaffet et vigtigt Embede og gode Indkomster, var den første, som han anraabte om en ringe Bistand. Denne nedrige Siel skammede sig ved at kien- de Abdallah. Han saae sig frygtsom omkring, om ikke nogen af hans Bekiendtere bleve vaer, at en Mand i en afslidt Kiol og af meget fartig Anseelse talte temmelig fortroelig med ham. Han affærdige sin Ven med den koldsindige

12

12

Høflighed, at der nu var ham umueligt at tiene ham; men han bad ham indstændig, at han ved en anden Leylighed ikke vilde søge nogen anden, end ham, om Hielp. Det var vel mere end ti Gange, at Abdallah havde faaet saadant Svar af ham. Min Ven sneg sig trøstesløs bort fra denne Utaknemmelige. Han var saa ulykkelig, at han mødte en af sine Creditorer. Denne krævede ham for en ringe Gield. Han bad ham i de bevægeligste Udtryk, at han vilde have Taalmodighed end- nu en føye Tid. Denne Barbar begegnede ham paa det allergroveste, for den Velgierning, som han udbad sig, og truede ham endog med Prygl, dersom han ikke betalte. Hans Fiende var rig , han maatte altsaa tie og være glad, ar han ikke virkelig blev slagen. Med megen Møye betlede dog Abdallah nogle Asper tilsammen. For enhver Smule, som han erholdte, maatte han og tillige snart taale Skieldsord, snart Foragt, og snart Spot. Abdallah Kiøbte for den indsamlede Almisse, Brød, og takkede Forsynet for den rige Velsignelse, som der havde beskiæret ham.

Af Bedrøvelse og Forundring gav jeg et høyt Skrig fra mig, og Væmodigheden qval- te mine øvrige Klagemaal. Jeg slog af ongefær mine Øyne paa Marmortavlen, paa hvilken tilforn ikke var noget skrevet, og jeg læste

13

13

følgende forgyldte Skrift: See endnu en gang og døm saa Forsynet. Jeg saae endnu en Gang i Speylet og Scenen havde forandret sig. Der var ikke mere den ulykkelige, nøysomme, og menneskekierlige Abdallah. Det var Abdallah i fuld Overflødighed af Lykke, som i den støyende Glæde, der omringede ham, havde qvalt al Følelse af Menneskekierlighed. Han flog sine Slaver, var haar- hierted imod de Elendige, og falsk imod sine Venner. Jeg læste med en ærbødig Forundring den Lærdom, som Skiæbnens Tavle indeholdte, der stod: Ofte lider den Dydige, fordi han skulde lade af at være dydig, hvis han ikke havde Lidelser, forsynet giver ham Elendighed og Taalmodighed, og det giver ham det eneste hvormed det kan giøre ham lykkelig.

Jeg betragtede Speylet med en større Tilfredsstillelse, da et nyt Optrin styrtede mig i min forrige Tvivl og Uvished. Jeg saae mit ulykkelige Fædreneland ødelagt af Krigen og alle de Gruesomheder, der pleye at følge den. Der hvor Dale tilforn havde blomstret og stolte Stæder sikkert opløftet sine Muure, var nu øde Stæder og Steenhobe. Strømme af Blod flød igiennem dem i Stæden for vederqvægende Bække. Millioner Mennesker faldt ned for Sværdet, Hungeren, Luen og de afskyelig-

14

14

ste Laster, raabte om Hævn, og raabte forgiæves. "Millioner Mennesker, raabte jeg, skal være et Offer for en Ugudelig! „ Et Land fuld af Forbrydelser, svarede Skiæbnens Tavle, fortiener en foragtet Guddoms Straf. De som endnu ikke ere gandske Lastefulde, blive tugtede, paa det de ikke gandske skulde blive det; og de som have været og ere endnu oprigtige, redder Forsynet midt udaf Farens Storm.

Bassa Mehemets Pallast, som lod sig tilsyne i Speylet, bar alt for prægtig, at det ikke skulde have draget mine Øyne til sig. Jeg havde allerede ofre maattet sukke over denne lykkelige Ugudelige. Al hans Høyhed, alle hans Rigdomme, vare Frugter af den nederdrægtigste Ondskab, fra den ringeste Betienter, som han havde været, havde han ved at udøve alle muelige Laster, svunget sig op til den Værdighed at blive en af de fornemmeste Ministre i Riget. Er heelt Land sukkede under de haardeste Undertrykkelser, hvormed de bleve qvælede af hans Rovsyge, og denne Barbar, loe af deres Taare, fom han havde giort elendige. Enhver Dag opfandt han Midler til at udføre en nye Last, og enhver Last lykkedes ham. Og dog brammede hans Paladser, som vare bygte paa de undertryktes Hytter, med en stolt Sikkerhed. Hans Agre bar rigelig Frugt

15

15

end andre. Hans Skibe løb ubeskadigede og med rige Ladninger ind i Havnen. Hans Lyksasalighed var bleven til et Ordsprog i Bagdad. Naar man vilde ønske sin Ven den fuidkommenste Lyksalighed, saa sagde man: Vær lykkelig som Mehemet! Jeg saae denne Strafværdige i al hans Pragt. Han sad ved et Giestebud, som han selv havde ladet anrette, tilbedet af sine Hyklere, frygtet af sine Fiender, og kuns hemmelig forbandet af dem, som sukkede over ham. Enhver enkelt Kostbarhed, som skinnede omkring ham, var er Bytte af en Uretfærdighed. Han klædede sig af de Nøgnes Nødtørftighed, drak i sin Viin Enkernes Taare og forærede til sine Hyklere de Faderløses Formue. Han gik fra Taffelet til sin Mætresse og nedlagde for hendes Fødder Indkomsterne af en heel Provints til en Foræring for hendes nederdrægtige Villighed. Derpaa traade han med hende til Vinduet og saae en Uskyldig blive henrettet, som havde talt Sandhed om ham og om hende, og just i det samme Øyeblik erholdte han Efterretning at Sultanen havde, til en Belønning for hans Fortienester, giort ham en Foræring af et anseeligt Jordegods. Jeg læste: Den Lastefulde er lykkelig, for at blive desto mere strafværdig. Mit Had til denne Tyran var alt for stor, til at Skiæbnens Tavles Dom havde kundet stille mig tilfreds.

16

16

Jeg var just i Begreb med ikke længere at skiule min Misfornøyelse over denne Ugudeliges Lykke, da jeg blev Mehemet vaer i hans geheime Kabinet. Hvilken Forskiel imellem ham og den Mehemet, som havde syntes at være den lyksaligste paa Jorden! Han var bleg og udtæret af en hemmelig Melankolie. Fuld af Fortvivlelse vred han de Hænder, som han saa ofte havde toet i de Uskyldiges Blod. Han rev alle de forfængelige Kiendetegn af sin Høyhed af sig, og traadde dem under sine Fødder, og midt i dette Raserie græd han som er Barn. Jeg faldt i Forundring o- ver denne Forandring. Hans Yndling, som ved sine overmande store Laster var bleven det, traadde ind i Gemakket, og nu erfoer jeg Aarsagen til hans Fortvivlelse. En af hans Fortroelige havde skrevet ham til, at inden faae Dage skulde en pludselig Unaade giøre Ende paa hans heele Lyksaligheds Drøm, dersom han ikke besad Klogskab nok til ar afvende dette Stød. Hans Yndling gjorde ham et Forslag til at redde sig, det nedrigste, som en ærekier Mand ikke skulde have kundet anhøre uden at straske Raadgiverens Forvovenhed. Det behagede Barbaren og han befoel ham at hente sin Datter. Fatime , der var lige saa dydig, som hendes Fader var lastefuld, kom ind.

Hun hørte skielvende, at hun, for at befrie sin Fader fra en truende Unaade, var af ham be

17

17

stemt til et Offer for Sultanens Begiærligheder, hvilken baade formedelst hans Laster, saa og formedelst hans naturlige Heslighed var hende i en lige Grad afskyelig. Forgiæves falt hun med grædende Taare ned for hans Fødder og bad ham at skaane hende. Et vredt Øyekast befoel hende at adlyde.! Hun adlydede, blev ulykkelig, undrog en Ugudelig endnu nogle faa Øyeblikke fra Undergang, og døde af Græmmelse over hendes Ulykke. Jeg saae at Me- hemet des uagtet ikke var lykkeligere, Jeg saae ham i sit Sovekammer. Hvor angestfuld var ikke hans Søvn! Med hvilken Pine og Qval veltede han sig ikke omkring paa de rigeste per- siske Tapeter! Han sov aldrig uden et Harnisk. Nu sprang han uroelig op af sit Leye, følte paa Laasene, som bevarede hans Skatte, bævede ved den ringeste Lyd, igiennemsøgte sine Gemakker, fandt sine Slaver i en roelig Søvn, ønstede sig en Deel af deres Lyksalighed, og er- holdte den ikke. Dagen brød frem Mehemet var glad at den kom, og dog kom den kuns for at qvæle ham. Han skielvede naar han aad og blegnede naar han drak, uvis om han havde raget Døden eller Næring til sig. Aldrig kastede han sig i sin Mætræsses Arme, uden ar frygte for Forræderie. Omgiven af al den Pragt, der skiulte hans Elendighed for den U- erfarnes Øye, saae han en Lykkelig, som han

18

18

kke havde styrtet, blev bange at han maaske først skulde styrtes af ham, og følte af al sin Lyksalighed, intet andet end den Frygt at tabe samme. Jeg slog mine Øyne ærbødig ned til Jorden for Guddommens Domme, vendte mig til den venstre Side af Alteret og læste: Den sande Viisdom forblindes ey af den Ugudeliges Glands. Den seer intet uden hans Elendigheder, og savner al hans Lyksalighed.

Jeg tilbad stiltiende Forsynets Retfærdighed, da en pludselig Jordrystelse opvakte mig af min Dybsindighed. Jeg flog mine Øyne op og Mehemets Pallast og Haver, tilligemed ham selv vare forsvundne. Paa det Stæd hvor de havde staaet, saae man intet uden en ureen Pøel, og den hele Egn var forvandlet til den forfærdeligste Ørken. En skrækkelig Hylen fordoblede Skrækken, og følgende Ord paa Marmoret, tilkendegav hvad Mehemet var bleven til: Han skal udryddes af Jorden, som Støv for Vinden, og Æfterkommerne skal tvivle om han har været til.

Dette Syn var mig alt for forskrækkelig, til at jeg saa let kunde glemme det. Jeg fordybede mig i stille Betragtninger, retfærdiggiorde

19

19

Forsynet og troede at jeg ikke mere skulde være i Stand til at tvivle om dets Retfærdighed. Af ongefær faldt mine Øyne paa Crystallet. Jeg saae Tarik og Thirza de ømmeste og dydigste Elskere i samme. Det var just den Dag paa hvilken de havde deelagtiggiort Kierligheden alle deres Ønsker, og følgelig ogsaa al den Lyksalighed , som de kunde nyde. Thirza overgik ved hendes yndigheder alle de Kostbarheder, hvor med Orientes Overflødighed havde prydet hende, og hendes Hierte var endnu skiønnere end alle hendes Yndigheder. Maalløs af en henrykkende Glæde faldt Tarik hende om Halsen og kuns ved afbrudte Ord, kuns ved enkelte Udraab, var han i Stand til ar udtrykke hende sin Lyksalighed. Med en elskværdig Sædelighed giengeldede Thirza hendes Elskeres ømme Kierlighed ved en villig Smiil. Hun blev rød over Tariks uskyldige Friheder og rødmede gierne. Hvor sterk udtrykkede ikke hendes Stiltienhed, det som hun følte! Mit Hierte flog glædeligere end det nogen Tid havde slaget ved tvende til Kierlighed og Dyd dannede Hierters Lykke. Hvorledes kan vel og en Menneskeven virkelig føle en mere fuldkommen Fornøyelse end naar han seer en lykkelig og dydig Kiærlighed? Men hvilken Menneskeven har vel neppe mere end engang i sin hele Livs Tid følt denne Fornøyelse? De tvende Elfferes Samtale drev

20

20

min Glæde til den høyeste Grad, som den kunde opnaae. Hvor fuldkornmen ædel, hvor høymodig var ikke deres Hierter! Tarik og Thirza besad utallige Rigdomme. De benyttede sig af samme dertil, at de paa deres Forenings Dag, lod uddele en anseelig Summa til et Udstyr for 6 fattige og vel voxne Piger, og giftede dem med skikkelige Mandspersoner. Tarik og Thirza erindrede sig nu denne ædle Handling med den Vellyst, som er Menneskekærlighedens og Ædelmodighedens heele, men og tillige dens rigeste Belønning. Hvor stærk forestillede de sig ikke disse Personers Lykke, ved Følelsen af deres egen Lyksalighed. Taare af Glæde lod sig see i deres kierlige Øye. Nu, sagde de, vil de omfavne hinanden, og midt i deres Favnetag vil de anraabe Forsyner om Velsignelse for os. Herpaa giorde de et Udkast af en Plan til deres tilkommende Leve- maade. Hvor mange Nødlidende skulde ikke giøres lykkelige! Hvor mange Dyder skulde ikke trækkes ud af Støvet og Forglemmelse. Alle Børnene af dette fortreffelige Par skulde opdrages til Dyden, skulde blive paa samme Maade deres Medmenneskers Lykke, som deres Forældre havde været det. De faldt midt i deres Henrykkelse paa Knæe, og bad Forsynet, ar det vilde give dem enten dydige, eller og flet ingen Efterkommere. Endnu bad de, da Lof

21

21

tet af Værelset begyndte forfærdelig at knage, og faldt Halvparten ned. Thirza sank af Skræk ned i hendes Elskeres Arme. Tarik havde endnu kunde reddet sig; men uden Thirza var det ham umueligt. Han søgte at rive hende udaf Faren, da den anden halve Deel ligeledes styrtede sig ned, og begrov de tvende Elskere under Gruset. Paa engang tabte Verden alle de mangfoldige Lyksaligheder, som den havde at vente af det allerfuldkommenste og dydigste Par.

Jeg tildækkede mit Ansigt for Skræk, og ønskede, af Væmodighed, at være bleven begravet tillige med Tarik og Thirza under Gruset. Jeg dristede mig ikke i lang Tid til at løfte mine Øyne paa Skiæbnens Tavle. Endlig giorde jeg det, og tilbad: Jeg læste: Det daarlige Menneske seer intet uden der Nærværende. Forsynet kiender allene det Tilkommende. Døden var den herligste Belønning for Tariks og Thirzas Dyd. Den reev dem ud fra den Ulykke, som truede deres Dyder, og befriede dem fra den Græmmelse, at have avlet lastefulde Efterkommere.

Mit Hierte var nu fuldkommen roelig, i Henseende til Forsynets Veye. Jeg besluttede

22

22 ikke at lade mig mere forføre af noget Syn i Speylet. Jeg fandt snart Leylighed til at udføre min beslutning. Den unge Temur, det liderligste Menneske i hele Bagdad kom tilsyne i Chrystallet, som han i den heftigste bevægelse gik frem og tilbage i sit Kammer, Vrede, Fortvivlelse og hevn var malet paa hans ansigt. Efter at han nogen Tid havde syntes at være ubesluttet, drog han, fuld af en rasende Vrede, et Papir frem, og rystede udaf samme, et vist Pulver i en koppe Sor-

bet, som han havde staaende for sig. „Ja, sagde han, denne Gift er der eneste Middel, som kan redde mig udaf min Fortvivlelse. Den utroe Roxane foretrækker mig den uværdige Walid. Min Fader vil ikke længere, som hidindtil, understøtte mine Fornøyelser ved fin Gavmildhed, og mine Creditorer truer mig hver Dag med Fængsel. Jeg vil paa engang hævne mig paa Roxane, paa min Fader og paa mine Creditorer.„ Han fatte allerede Koppen til Munden, og jeg var allerede glad, at Verden skulde have en Døgenikt mindre. „ Dog, raabte han, jeg skulde da døe, uden at have hævnet mig paa Walid? Ney! denne Elendige maa først føle min Hævn„ Han satte Koppen ned, tog sin Sabel paa, og gik bort. Faa Øyeblikke derefter traadde hans Fader, en ærværdig graahærdet Mand, ind i

23

23 Kammeret. Man kunde læse Bedrøvelsen over hans Søns Udskeyelser i hans hele Ansigt. Han understøttede sine vaklende Fødder veden Stav. Kraftesløs og udmattet sank han. ned paa en Stoel. Hans af Svaghed skielvende Hoved, hans redelige Mine, hans Gestalt, som var bleven ærværdig ved Alderdommen, havde alene fordret Ærbødighed og Medlidenhed for ham, dersom det sidste endog ikke alerede var bleven formeret, ved den Ulykke, at have en lastefuld Søn. Han var tørstig. Til al Ulykke, saae han Skaalen med Sorbet, drak, faldt med heftige Spændinger ned paa Jorden, og opgav sin Aand. Jeg ydmygede min Forundring under Forsynets Retfærdighed. Det belønnede min Lydighed derved, at det med dets usynlige Finger skrev paa Skiæbnens Tavle: Ofte bliver Forbrydelserne meget sildig en Straf, for den, der begik dem. Temurs Fader var, formedelst en strafværdig skiødesløs Opdragelse, sin egen Søns Forførere. Det var billigt, at Temur blev et Redskab, til at straffe sin Fader. Neppe havde jeg læst denne Skrift, fø- rend den forsvandt, og en anden lod sig see i dens Sted: Betragt det hele, og døm ret. Jeg saae igien paa Speylet, og jeg blev en stor Øe vaer, igiennem hvilken flød en brusende

24

24 Strøm, eller langt hellere, en Arm af Havet deelte Øen i to lige Deele. Den Deel af Øen paa den høyre Side var en blomstrende Dal, som var opfyldt med de herligste Palladser og de behageligste Haver. Den anden halvø Deel var en uhørlig stor Sandørken. En Mængde smaae Floder igiennemskar begge hal« ve Dele, og løb deels i Havet, og deels i den store Strøm. Hele Øen var beboet; men i en hver Deel var Indbyggernes Skiæbne indrettet efter Jordens Beskaffenhed. Paa den høyre Side af Strømmen var Glædens og Fornøyelsens Opholdsstæd. Man kaldte det de Lyksaliges Land. Uophørlige Sange og Dantse vare Indbyggernes fornemmeste Beskæftigelser: denne fortryllende Egn. Jeg formærkede imidlertid adskilligt, som de ikke syntes at blive vaer, ellers skulde de have været mindre fornøyede. Saaledes faae jeg Folk ved de herligste og med velsmagende Giestebude at være glade indtil Udskeyelser, uden at give Agt paa visse Slanger, som krøbe op, og udspyede Gift i deres Mad og Drikke. I de kostbareste Palladser boede meget ofte Taranteler og andre urene Orme. Andre vare omgivne med al den Overflod, som er velsignet Land kunde tilbyde dem; og havde dog ingen Mund at nyde den med, men i dens Stæd havde de bekommet fire Øyne, for at beskue samme. De latterligste iblant dem alle,

25

25

syntes mig at være dem, som frasagde sig al Glæde, og ilede efter visse forblindende Lys, af hvilke de bleve lokkede fra et Stæd til et andet, indtil de af Mathed eller af Forseelse faldt ned i en af Floderne, hvorpaa Blindlysene strax forsvandt. En anden Galenstab, som mange begik, bestoed deri, at de med Gevalt styrtede sig i den brusende Strøm, og svømmede over til Bredden af Ørkenen, som blev kaldet de U- lyksaliges Land. I denne elendige Ørk hørte man intet andet end Lyden af dens Indbyggeres Klagemaal. Tyngselen af de store Byrder, som de bare, udpressede Sveden af dem alle, og desuden bleve deres Trængseler endnu formerede af Solens Straaler, som uophørlig skiød lige ned paa dem. Med et bedrøvet Øyekast saae de ofte over til de Lyksaliges Land, og erholdte intet andet derved, end at deres Byrde bleve dem endnu desto tungere, og, at de kunde høre den Spot, hvormed Indbyg- gerne paa den anden Side triumpherede over dem. Ingen sukkede mere under den Byrde, som han bar, end de, som havde været saa taabelige, at svømme over fra de Lyksaliges Land til dette. Det var saavel dem, som de øvrige Indbyggere forbuden, fra denne Side af at fare tilbage over Strømmen. Nogle faa kom dog over. Men Luften i de Lyksaliges Land bekom dem næsten aldrig godt. De sprang ofte frivillig i Strømmen

26

26

og svømmede igien tilbage, til deres Byrder. Enhver af disse Elendige beklagede sig for hinanden, at hans Byrde var den tungeste. Undertiden omvexlede de den med hinanden. Dette Bytte angrede dem snart, og enhver tog da sin egen igien tilbage. Det syntes mig imidlertid virkelig ikke, at disse Byrder vare saa utaalelige, som deres Bærere paastod. Jeg formærkede, at den Ubehændighed, hvormed de bleve pakkede og baarne, havde megen Deel i deres Tyngsel. Nogle, som vare behændigere end deres Kammerater, bare derfor og deres Last med mindre Besværlighed. De gik fornøyede og muntre fort, og følte neppe deres Byrde, da de øvrige imidlertid stønnede under deres, og vankede hid og did med uvisse Trin. Beboerne af de Ulyksaliges Land havde endnu en anden Fordel. De bare deres Byrder kuns faa Skridt , da de derpaa styrtede ud i den store Strøm, eller i en af Floderne, og af dem bleve drevne ud i det store Verdens Hav. Indbyggerne af de Lyksaliges Land havde just samme Skæbne, De nød deres Glæde kun kort, og bleve derpaa opslugede af de forskiellige Floder. Jeg fornam, at de stedse med megen Heftighed søgte at arbeyde sig igien udaf Vandet, da Indbyggerne derimod, paa den anden halve Deel, lode sig, uden at giøre den ringeste Bevægelse, føre fort

27

27

af Floden. Jeg giorde endnu en anden Anmærkning, som var denne, at de Lyksaliges Land var stærkere beboet end de Ulyksaliges Land.

Jeg var just i Begreb med at undersøge nogle andre smaa Omstændigheder, da den Heele Himmel indsvøbte sig i sorte Skyer. Tordenen buldrede igiennen Luften, stærkere end nogen Tid tilforn. Øen blev rystet af de heftigste Stød. Bølger som Bierge steege ud af Havet op til Himmelen, og opflugede Øen samt alle dens Indbyggere og i et Øyeblik var alting i Speylet en uigiennemtrængelig Nat. Et overnaturligt Lys oplyste paa samme Tid det heele Temprl. Den Skye af Røg, som hidintil var stegen op i Høyden fra Alteret, forsvandt, og i dens Stæd brændte der en Lue. Jeg laae halv død af Skræk, udstrakt paa Gulvet af Tempelet; en overnaturlig Kraft styrkede mig, at jeg igien kunde staae op. Jeg saae med langt større Bogstaver end tilforn, skreven følgende Ord paa Skiæbnens Tavle; Evigheden uddeeler alene den sande Lykke og Ulykke til de Dødelige efter deres Fortienester. Speylet var imidlertid bleven klar igien, og jeg saae paae en stor Slette, et Fruentimmer af mere end menneskelig Skiønhed siddende bag en klarskinnende Throne. Hun holdte i den ene Haand er Vaaben og i den anden et flammende Sværd.

28

28

Millioner Mennesker af alle Tidsaldere og Nationer vare forsamlede omkring hende. Hun afveyede meget Nøye først de Forsamledes Dyder og Laster. Derpaa veyede hun med samme Nøyagtighed, de Ulykkeliges Lidelser, som de tilforn havde udstaaet. Hun gav disse sidste, en større eller mindre Beløning ligesom de havde været mere eller mindre dydige, og ligesom de havde havt mere eller mindre Lidelser. Jeg saae med en u-udsigelig Vellyst, hvor pludselig disse Elendiges Taare bleve aftørrede, hvorledes Græmmelsen flyede bort fra deres ukiendelige Ansigter. En guddommelig Glæde straalede ud af deres Miner, og de gik med en fornøyet Tilfredsstillelse hen til de evige Boeliger, som vare blevne dem, bestemte. Kuns faa af dem, som i deres Livstid havde været lykkelige, erholdte nu Beløninger af Gudinden. De fleste bleve befundne at være for lette, og overgivne til den sorte Dødsens Engel, af hvilken de bleve pinede. Jo større deres Lyksalighed fordum havde været, jo større var nu og deres Pine. Nogle af dem beskyldte Dommerinden for Uretfærdighed. De erindrede hende, en eller anden enkelt Dyd, som de i deres Livstid havde udøvet. Retfærdigheden, svarede dem, at den sande Dyd bestaaer i Udøvelsen af alle Dyder, og at de for en eller anden enkelt god Egenskab vare noksom blevne belønnede ved de rimelige Lyksaligheder.

29

29

Uformodentlig forsvandt det heele Syn i Crystallet. En Røst lod sig høre: Gaae hen Mirzah og kær ar tilbede Forsynet endog naar der synes at være uretfærdig. Jeg vaagnede op ligesom af en Drøm, og fornam ar jeg laae nær ved Bagdad , under et skyggefuldt Laurbærtræe, uvis om jeg havde drømt, eller om jeg havde seet et virkeligt Syn. Jeg gik hen til min Boellg og græd ikke mere, hverken over den Ugudeliges Lykke, eller over den Dydiges Ulykke, efterdi jeg nu vidste ar der første var langt mindre end en Drøm, og det andet altid en Belønning af Forsynet.

30

        

31

        

32

        

1

Den

145 Aars gamle norske

Bondes * * *

Spaadomme

om forunderlige

Tildragelser

som skal skee;

og

Apocryphiske Tanker

om

høie Hemmeligheder.

— 169*.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts- Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale.

Denne lille Piece er funden ligesom den her udgives. Man er ei sikker paa, om det er den bekiendte gamle norske Bondes Værk eller ikke, da ei Autors Navn etter noget rigtigt Aarstal staaer derpaa. Maaskee den kan være skrevet forhen af en anden gammel Mand, maaskee den kan være dicteret af de nu Levende, og af en anden udskreven.

Vi ville ei opholde os med Gisninger, siden Skriftet paa Titelbladet

4

4 Fortale.

var defect, der hvor en Stieme findes, kan man ei være sikker i Sa- gen; af de Tal 169*, som findes paa Titelbladet, skulde man let formode det var skrevet i det 17de Seculo, ifald det ei skulle være en Skrivfeil, hvilket man snart skulle troe, siden Autors Alder er 145 Aar, som just stemmer overeens med den nu Levendes Alder.

At tale lidet om Skriftet selv, da er det aldeles mystisk, uagtet man ei kan begribe Autors Meening, ei heller uddrage nogen synderlig Meening deraf, har man dog holt det Trykken værdigt, da det har en Bonde til Autor, og kan tiene til et Mønster paa saadan en

5

Fortale. 5

gammel Mands Tænke- og UdtryksMaade.

Det første, som er en Art af en Spaadom, eller et Syn, kan Deels være en Slags stærk Indbildning hos saadan en gammel Mand, der maaskee kan have seet et eller andet Syn paa Himmelen, som i sig selv kan være naturligt; men som hans Myndighed om de himmelske Legemer og Phenomena, kan have bevæget ham at ansee for noget overnaturligt, og, som en overtroisk Indbildning kan have lært ham at ansee anderledes, end det virkelig har ladet sig syne, og derfor af ham er anseet, som en Forvarsel, .eller en Spaadom.

6

6 Fortale.

De sidste Tanker, som han kalder Apocryphiske, (et Navn han maaskee har lært af sin Børnelærdom,) indeholde en og anden god Morale, skiønt ei alle ere ret begribelige.

Imidlertid har man meddeelt denne Piece til Trykken, saaledes som den er funden, og har ikkun hist og her rettet de alt for grove Vil- delser i Ortographien.

7

Aab. 16 C. 17 V.

Og den syvende Engel udøste sin Skaal i Luften, og en stor Røst udgik af Templen i Himmelen fra Staden som sagde: Det er skeet.

Skriv til den Meenigheds Engel i Epheso: Og du forsøgte dem, som sige sig at være Apostler, og ere ikke, og Haver befundet dem at være Løgnere.

8

Tael du gamle Erfarenhed, den Unge kan ei tælle dine Fied i Støvet. Høsten giver mod- ne Frugter, og Lærdom groer med de graa haar. Jeg haver seet de fremfarne Tider jeg er til i de nærværende.

Hvo haver plukket Druerne af en nyesat Ympe, og hvo savnede modne Frugter, naar de affaldne Blade bedække de Stæder, som ere nøgne efter Høstemandens Lee?

9

9

Jeg haver seet de Ting, som jeg vil bevare til Efterslægten, og som skal fortælles fra Mand til Mand. Hører til I Gamle, giver nøie Agt paa I Unge, og fortælle det igien til dem, som endnu die deres Moders Bryster!

Jeg saae et Syn i min Seng om Natten. Ja, om Midnats Tider, naar den aarvaagne Alderdom tidt maa tælle de søvnløse Nætter; og see jeg saae, just da Hanens Gal delede Natten, at hele Himelen var oplyst, og der var en ubeskrivelig Klarhed, rundt om Syv-Sternen, alle taagéde dunstfulde og mørke Skyer styede til Side, som Røg for Norden-Vind.

Og see Syv-Stiernen tindrede først et lidet, og den gik bort imod Østen, men

den kom igien og indtog sit Stæd, og da blinkede rundt omkring den adskillige større og mindre Stierner.

Nogle blinkede længere og nogle kortere, og mange gave store Stierne-Skud.

10

10

Det varede et lidet, men atter gik Syv-Stiernen bort, Orion, Arcturus og Carls-Vogn fulgte den.

Men see imedens jeg stod og betragtede dens Stæd, hvor Veyrlyset blussede i adskillige Flammer, kom Syv-Stierner igien, og var atter endda mere skinnende, end forste gang den kom igien.

Og see, da forsvunde adskillige store og smaa Stierner, og Nordlyset blev ei mere at see, og dets Stæd blev ei hellerfundet.

Men da saae jeg underlige Ting, og see der lod sig i Syv-Stiernen tilsyne, som en Stridsmand, en vældig Kiempe, og han havde syv Kroner paa sit Hoved, og de glimrede alle, som Solen, og han uddrog sit Sverd, hvis Spidse naaede imod Norden, og see han talede, men da bævede Jorden, og de Ord han talede er ei givet noget Menneske at forstaae.

11

11 Og see, da forsvunde mange af de store Stierner og eendeel af de smaa nedsænkedes, men da der blev mørkt, og For mørkelse i de store og de smaa Stierner, da var der idel Lys og Glans i SYv-Stiernen.

Da saae jeg nok et Syn, og see da fremkomme Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen, og Retfærdighedens Billede stod midt imellem Biørnen og Vederen, og de Holte fast ved den, og see den vældige Kiempe i Syv-Stiernen smilede og vinkede ad dem, og de komme nær til den, fulde af Glands og Herlighed.

Og der kom atter en sælsom Hændelse, og see en stor gylden Drage flyede for Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen forfulgte den, og der var en Lyd, somraab te: Det store Rommertal er forsvunden, og Kiempen skal nedslaae de uredeliges Banere.

Og der fremkom een med en Skriveres Bog, hvorpaa der vare skrevne store og betydelige Ting, og de fleste Stiernekredser

12

12 vare afmalede i den Bog; men der udgik en Lyd af alle Kredserne, som raabte: Vi ere vrangelig ind og udskrevene, og Kiempent bevægede sit Sværd, og Skriveren blev borte, men der fremkom atter en Lyd fra Norden, som raabte: Uovervindelige store Kiempe! nedslaae alle Skriverens Svenne, omstød deres Blekhorne, og giv os en nye Skrivere og en nye Bog.

Og see da fremkom en utallig Hær fra Norden, og fra Østen, og Vesten, og Sønden, og de tilbade alle, og fulde ned for Kiempen paa deres Ansigter, og de opstode fulde af Glæde, og de istemmede en Lovsang, og de siunge: Kiempen er uovervindelig , Dragen, og Uglen, og Skriveren, og alle de farlige Stierner og Veierlyset og Stierne-Skuddene skulle blive borte for ham; thi Kiempen er uovervindelig, og Retfærdigheden og Biørnen og Vederen de skulle trives i Kiempens Palladser. Og see der blev lyst rundt om Syv- Stiernen, og vidt og bred omkring paa Himmelen, saavidt jeg kunde see, var der

13

13

saare lyst, og jeg saae en utallig Hær, som droge hid og did, ligefom deres Færd der handele, og see der vare Skibe, Seigle og allehaande Frugter at see i Overflod, og Kiempen saae det, og smilede af Glæde, og mellem hvert var en flor Bulder og Lyd af dem, som raabte: Kiempen er uovervindelig, og Dragen og Uglen og Skriveren ere borte, Lyst og Lykke skal groe hos Velstand, thi Kiempen er uovervindelig!

Og see der fremkom en Skare i Purpur og Skarlagen med Hielme og Skiolde og de neyede stadselig for Kiempen, og Kiempen glædedes ved dem, og Kiempen gav dem hver en Centner, og de sprunge alle af Fryd og raabte: Kiempen er uovervindelig, han haver, begavet og formeret os, og Satanas Geriel er borte, som vilde fortære os, Kiempen er uovervindelig, og Verdens Hiørner skal bæve for hans Sværd og mægtige Arm.

Og see der fremkom atter en utalt Skare af dem, der vare at see til, som. Maanen i sin Formørkelse, og de ginge trodselig frem til Kiempen, og Kiempen sagde: I ere Løgne-

14

14

re! og de skiælvede for hans Røst, men de fulde ikke, og Kiempen sagde: Jeg vil beholde eders Navn men I skal føle mit Sværd, og eders Hovmod skal blive liden!

Men da raabte hele Befæstningen: Vældige Kiempe! nedslaae dem, som fortrykke, mishandle og udsue os. Og see der aabnede sig en Døre der sadde mange trindt om de store Borde og Kiempen pægede paa dem, og de skiælvede og hviskede indbyrdes.

Og see der udgik et stort Brev fra Kiempens Haand, og det var en langt Rule, og derpaa var meget optegnet. Men det var skiult for mine Øyne, og Synet blev borte for mig, og jeg hørte en Lyd af Pauker, Harper og Trompeter, og en Røst, som sagde: bevar alt det du haver seet, betænk det du forstaaer, og gruble ei paa det, som er dig ubegribeligt. Kiempen er uovervindelig , viis og retfærdig, hannem skee Lykke og Held , og Lyksalighed skal gaae uden for Norden, og strække sig videre end Søn- den.

15

15 Dette Syn haver jeg seet om Natten i min Seng, og jeg haver optegnet det, paa det de, som forstaae sig derpaa, kunde udgranske det; men hvo er givet at see alle Ting, og begribe det Synliges Sammenhæng.

Maaskee noget Got kan findes i det vi Stumdom mindst agter, og maaskee mange Forvarsler kan skee, som vi ofte ikke be tragte

Enten dette Syn er betydeligt, eller ei, haver jeg det dog for sin Sælsomheds Skyld optegnet. Og det var om Natten fra Klokken 12 til 2 jeg saae dette Syn.

16

16 Apocryphiske Tanker om høie Hemmeligheder Hvor er Sølvet, og hvor er Guldet? hvor, fra kommer Nordenvinden, og hvor blæser Søndenvinden Hen?

Opgrave den Uretfærdiges Ager, og see om ei Rigdommen er nedgravet i hans Jord!

Hvo lærte Tidsler at voxe Høyere end de ranke Eegetræer? hvorledes blev den Nøgne saa hastig prydet, og den Velklædde afført sin beste Prydelse?

Kan det i Væxt staaende Granetræes Stamme blive nøgent midt om Sommeren,

17

17 og en fortørret Mose bliver græsbegroed, uden det skal gaae imod Naturens almindelige Orden?

Hvo vil nedrive sine Gierder, naar der uden fore er fuldt af vilde Dyr, som kunde opæde Ageren, og nedtræde Sæden? -—

Tiener den Svend sin Herre trolig som formindsker hans Hiord, og ødelægger dens Yngel? men Hvorledes kan den eene Tiener offentlig forringe sin Herres Eyendom, uden de andre ere Medvidere deri?

Hvo vil saae sin Sæd paa Klipper, og udbryde Steene af sine fede Agrer?

Hvo kiendte den fierde Alder, og ei var fornøiet? hvo betragtede den siette og ei tænkede? hvo saae den femte, og ei elskede? men lyksalig er den, som oplever den Syvendes Frugt.

Brend ei din Haand paa Næller, og forgrib dig ei paa utilladeligt Gods, saa skal du ei føle Svie, og ei heller frygte.

18

18

Hvo troede, at Løvens Unger skulle knuses af Ulve, at Tidsler skulle groe -i Hvede-Agre, og Honnig fattes i Canaan? var da Vægten og Loddet i den urette Haand, og var der ingen Styrke i Magten?

Tie stille, I Orme, som længe nok have hvislet, Tiden afhugger Eders Braad og Rædsomhed skal blive langt borte fra den med Løv begroede Hytte! —

Tigeren, Ulven og Ræven legede om Sommeren, Lammene bleve opædte, men Hyrden kom, og Angsten forsvandt. —

Man opsankede alt det Blanke, man førte det over Havet, man giemte det i fremmede Busker, men hiemme blev tomt.

Man malede hele Bygninger med Vandfarver, de glimrede een Tid for Øiet, men en Støb-Regn afskyllede dem, og Eieren saae Grunden , men den var saare skrøbelig og svag.

19

19 Man saaede, man plantede, der kom Soelskin, og Regn, alting voxede overflødig, men der blev dog ingen Høst for Urtegaardsmanden, og Hans Sønner smagede ei Frugten, Fremmede krøb over Gierdet, og plukkede den af, før den var moden.

Øiet sagde: Jeg seer mange deilige Bee- ders Tanden sagde: Giv mig een at smage. Haanden sagde: Ney, og Maven knurrede af Sult, medens Kinden blev bleeg.

En stor Kugle veltedes rundt omkring, den var rundt om besadt med Navne, snart vendede det eene op, snart det andet ned, men paa Enget, hvor den væltedes, groede ikke noget Græs.

Oprigtighed kiøbte sig en Bolig midt i Skoven, de Trædske omringede den med Pallisader, og den kom hverken ud eller ind. —

Alderdommen kom midt ind i sit eget Huus, men den kiendte sig ei igien, den sagde: Her har jeg aldrig boet; Boligen

20

20 var dog den samme, men Tappeseriet var i gandske nyt. *)

Disse mine ringe Tanker haver jeg optegnet i min Eenfoldighed. Jeg er en gammel Mand, som har levet længe i Ver- den, jeg har seet og hørt meget, men Er farenhed er en god Læremesterinde.

Jeg skriver ey for de Lærde, men for de Enfoldige; thi jeg er selv en læg og ustuderet Mand.

*) De som ranede i Patan byggede Palladser i Haran, og berigede sig i Vesten, ja fik Rigdom fra Ophir.

1

Martin Zadecks

forunderlige og merkværdige

Spaadom,

om

det ottomanniske eller tyrkiske

Riges totale Undergang, og Europas eller Christenhedens florerende Tilstand i Fremtiden,

hvilken han

i sit 106 Alders Aar, efterat han i lang Tid

havde levet som en Eremit i en Hule, ikke langt fra Solothurn i Sveytserland, har aabenbaret sine Venner. Oversat efter det Baseler-nyrnbergiske exemplar og confeseret med den Danziger Copie 1770

2

Kritisk Anmærkning.

Kunde vore Bønder, der boe i Skovene, ikke forfær- dige noget af den nyrnberger Kram, som her med saa stor Fordeel afsættes, og derved spare Landet aarlig en anseelig Summa? Saaledes spørger en patriotisk Forfarter, og dette Spørgsmaal har givet Anledning til nærværende Oversættelse.

Jeg har mærket at Nyrnbergerne, iblant deres andre Snorerepiberier afsætter en god Mængde af denne Chartek for 4 skl. Stykket. Denne Priis fortiener Opmerksomhed. Vahresom i Tydskland trilles omkring paa Hjulbøre og sælges efter Favnemaal, skal i Dannemark udgives efter Vægten, ja i Drachmer og Scrubler! Er det ikke ubilligt. — Her overle-

veres da Liebhaberne, eftersom man dog har Lyst til at læse den, samme Spaadom paa dansk for 2 ß. og derved spares ikke allene den halve Udgift; men de skiønne danske Fiirskillinger kan endog blive i Landet. Imidlertid kan jeg forsikkre, at i hvor fordeelagtig og oekonomisk dette Foretagende enten kan synes eller være, saa var samme dog aldrig bleven oversat af mig, hvis jeg ey forud havde havt den fuldkommenste Tillid til Læserne, at de i vore oplyste Tider, ikke anseer denne Spaadom for andet end det som den virkelig er; men at de hellere ved enhver nye Sætning, som den gode Martin Zadeck fremsætter, erindrer sig Bondens Forundring da han faae Abekatten: Hvad giør ikke Tydsken for Penge. Oversætteren.

3

Gunstige Læsere!

Vi overleverer her i deres Hænder en Spaadom, som en viis Mand i sit 106 Alders Aar har propheteret. En Mand navnlig Martin Zadeck ved Staden Solothurn i Sveytserland, begav sig. 1739 ind i de alpiske Bierge. Sammesteds levede han som en Eremit i den største Eensomhed henved 30 Aar, og undrog sig fra al menneffelig Selskab; og levede af Urter og Rødder. Denne Mand, da han merkede sit Endeligt, som indfaldt den 20 December afvigte Aar, har han sammenkaldet sine Venner og aabenbaret dem følgende' Giv Agt paa min Tale og mærker hvad jeg vil sige, jeg vil fortælle Eder det som skal skee i de tilkommende Tider, hvorover hele Verden skal forundre sig. I hele Tydskland og i Sveytserland skal der i 5 Aar komme en meget slet Tid, al Handel og Vandel skal ophøre, og Pengemangelen skal blive almindelig; men naar denne Tid er forbi, da skal Handelen igien florere. Veyrliget skal i denne Tid være af en gandske anden Beskaffenhed, end det har været forhen. Nu skal Menneskene blive bestyrkede i deres Mening, at Jorden løber omkring, og Soelen staaer stille. Men Aarsagen til dette Veyrligt reyser sig blot af de indfaldende Vinde, hvilke skal komme fra gandske ubekiendte Egne. I en Tid af 10 Aar skal Verden bekomme en gandske anden Gestalt, og da skal man en Tidlang indtil Udgangen af dette Aarhundrede have de beste Aar , hvilke endog Efterkommerne skal rose. Da skal man ikke mere give Agt paa nogen Rigdom eller jordisk Kostbarhed; men blot alene

4

tragte efter den guddommelige Naade og Barmhiertighed. Verden skal da paa nye oplives igien af den Almægtiges Aande; den sande Riligion skal jo mere og mere udbredes, øg iblandt Menneskene stal Guds Ord gaae i Svang, alle Hindringer, som ere i Veyen før det Gode, skal udryddes, og alle Anstødsstene skal borttages. Retfærdighed skal haandthæves, og Fred og Endrægtighed skal trøste hinanden i Europa. Da skal der indfalde frugtbare Aar, og da skal Handel og Vandel blomstre. Tyrken skal inden kort Tid miste alle sine Lande i Asien og Afrika. Constantinopel skal indtages uden Sværdslag. Indvortes Uroeligheder, hemmelig Tvedragt og bestandig indbyrdes Oprør, skat nedbryde det tyrkiske Rige, og Pest og Hunger skal aldeles giøre Ende paa disse Uroeligheder. De skal falde i deres eget Sværd og jammerlig omkomme. Deres Lande i Europa skal de miste 1770, og da al de blive tvungne til at tage Flugten til Tunis, Fetz og Marokko i Afrika. Tartarerne skal aldeles blive udryddede. Der skal opkomme en saa afskyelig Hunger iblant dem, at de, for at stille samme, skal blive nødt til at opæde hinanden. Republikken Venedig skal igien blive Herre af en stor Deel af Grækenland, og nu skal den igien bekomme Kongeriget Candia. De uroelige Polakkere skal fuldkommen blive drevne til Forlig. Der skal komme en stærk Stormvind over dem som de ikke havde formodet. Kongeriget Polen skal bekomme en Ungdoms Deylighed, saasom mange tusinde tydske Indbyggere skal nedsætte sig der. Danzig, o du ædle Danzig, du som er Gud og din Konge tro, du skal blive stor, og din Størrelse skal hele Europa beundre. Men I, I ulyksalige Tyrker, I skal blive nødt

5

til frivillig at forlade Belgrad og Heele Ungarn. Et rystende Blad skal være i Stand til at jage Eder, I skal Dag og Nat blive tvungne til at frygte Eder, hvor der intet er at frygte, og I skal ikke være Eders Liv sikker, I skal til evig Tid ikke lade Eder see i Ungarn. Eders Moskeer skal ødelegges, Eders Af- gudstjeneste udryddes, og Eders Alkoran sønderrives. See Mahomet Du orientalske Antichrist, din Tid er forbi, Dit Gravsted, skal opbrændes, og dine Been skal forvandles til Aske. Krigen skal endog bryde ind i de Lande, hvor man troede sig fuldkommen sikker. Lilien skal ubrede sine Grene og Blade over en stor Deel af Italien. Kirkestaten skal Blive meget svækket. O Tider, o Hændelse, tænker, seer, jeg tier! De geistlige Ordener, som allerede har staaet i mange Aar skal gaae til Grunde. En Deel af Italien skal gribe til fransk og en anden til spansk Partie. Sverrig skal blive et meget mægtigt Rige, man skal finde mange nye Guld-Gruber i samme. Dets Stat skal blomstre, og dets Indbyggere skal glæde sig. Men Dannemark skal endnu blive mægtigere og udbrede sin Magt i Asia og Amerika: Mange tusinde Hedninger skal omvendes under din Regiering, og i de gandske ubekiendte Lande imod Sønden skal den sande Religion ved din Omhyggelighed udbredes. Tre af de østlige Nationer lader sig see med mægtige Floder ved de afrikanske Kyste og skal i en kort Tid bringe hele Afrika under deres Lydighed. Rom! O nei! Dog ja! Rom skal erobres af de Franske; men Lilien skal ikke her fæste Rødder, men tilsidst blive nødt til at vige for en anden Magt. Glæd dig Tydskland, thi Herren giver dig Fred.

6

Rusland Sverrig og Dannemark skar blive glædede med store Rigdomme og utallige Skatte, og alle ø- sterlandske Kostbarheder, skal man nu herefter finde i disse Lande. Venetianere skal blive endnu engang saa mægtige, som de have været forhen. Da skal de roese sig og kunde sige: De tyrkiske Skatte have giort os til Herrer. De skal erobre mange af de afrikanske Øer, og deres Handel skal blive langt anseeligere. Den Sveitserske Republik skal og bekomme en stærk Tilgang. Men inden 5 Aar skal en stor Deel af Amerika eller den nye Verden gaae til Grunde ved Jordskielv og Vandflod. Hele Persien saavelsom den store Mogol og Mohrland skal antage den christellge Religion. En stor Monark i Europa skal næsten bringe heele Asien under sit Septer. Dørre og Laase skal overalt oplukkes for ham og ingen fiendtlig Magt skal kunde modstaae hans seyerrige Vaaben. De vantroe Mahomedanere skal blive udryddede og Lyset skal skinne udaf Mørket. I Asien fal ftembryde en klarskinnende Glands, og efter en saa lang og mørk Nat skal den blide Morgenrøde opgaae. Der hellige Land og Jerusalem skal indtages af de Christne, og Saracenerne skal gandske udryddes, og da skal man i Jerusalem paa et vist Sted imod Soelens Opgang ved en tyrkisk Moske grave en nye Brønd, der skal man finde en firkantet flad sort Steen , denne vil man løfte op, men saasom ingen menneskelig Arm er i Stand til at udrette det, saa bliver man nødt til at sprænge den i Luften, under den skal man finde en stor Gevælvt, og inden i samme den vise Salomons Skat, som al udgiøre en Summa af 180000 Milioner Ducater. De Kostbarheder og Oldsager, som man sammesteds skal forefinde, bliver ikke til at tælle.

7

De tyrkiske Muselmænd skal førend deres Un dergang fnyse af en rasende Vrede imod de Christne, saa at de ikke alene skal true den hele Christenhed med Undergang, men endog ville ødelegge dem alle. Men Gud skal ikke tillade det. Han har allerede ladet den Ring forfærdige, som han vil sætte de tyrkiske Blodhunde i Næsen. Han siger: Hertil skal du komme og ikke videre, her skal din Stolthed lide Skibbrud. Chriftenhedens blodtørstige Fiender, skal den almægtige Gud, ved en gandske liden Hob giøre til intet, ja i faa Aar skal de aldeles blive udryddede.

Naar Constantinopel er indtaget, saa skal man giøre en Kielder, i et gammel afsides liggende grædsk Pallads ryddelig, deri skal man finde en flad hvid Marmorsteen, hvorpaa findes udhuggen et Kors med det Navn Sophia imperatix; under denne Steen stal der staae en stor Skat af Guld og Ædelstene, den bliver vurderet for 50 Milioner Daler.

Der rommerske Keyserdsmme skal nu ved den guddommelige Naade naae den høyeste Spidse af timelig Lyksalighed, saa at dets Magr skal langt overgaae Carl den Femtes Magt og Lyksalighed, og denne florerende Tilstand skal vare indtil Verdens Ende.

I Nazareth i det forjættede Land skal af de Christne bygges en Stad, den skal have en Miil i Omkreds.

Christenheden skal efter en Tid af 200 Aar fane i den beste Floer, og hele Asien skal antage den chri- stelige Religion. Men naar denne Tid er forbi, da skal der skee mange Tegn og underlige Gierninger, der skal opkomme mange nye Kietterier. Evangeli Lys skal efterhaanden udslukkes, og af tydelige Vidnesbyrd skal man kunde mærke, at Herrens store Dag er nær. Jeg glæder mig allerede i Aanden derover; thi mine Been skal ikke i saa mange Aarhundrede betroes til Jordens Skiød, som mine Fædres Been.

8

Jeg gaaer hen og hviler, paa det jeg kan staae op i min Deel ved Dagenes Ende.

Et udbeder jeg mig af Eder, mine Venner! det er at I aabenbarer Verden denne merkværdige Spaadom. Jeg har ikke kundet fortie den. Enhver iblant Eder, mine Venner, søger flittig efter den forborgene hemmelige Skat, den samme Skat, i hvilken alle Viisdoms og Erkiendelses Skatte ligge skiulte. Hvem som finder den, han finder Livet og fuld Fornøyelse.

Paa det at I skulde kunde mærke at min Spaadom bærer Sandhedens Stempel , saa vil jeg endnu engang 2 Dage efter min Død igientage og bekræfte samme.

Han døde altsaa om Aftenen Klokken 9 den 20 December 1769; thi da han Klokken henimod 8 havde fuldendet sin Spaadom, saa laae denne Martin Zadeck i en stille Slum, indtil han endelig efter en Times Forløb sagde Verden god Nat. Han døde, som allerede forhen er bleven sagt, ikke langt fra Solothurn i Sweyz den 20 Dec. 1769 i en slet Hytte. Den 22 Dec. Klokken 9 om Aftenen blev han levende igien, han stod op af sin Liigsæng, kom ind i Stuen, satte sig ned og fortalte sine tilstædeværende Venner endnu en Gang den hele Spaadom. Endelig henimod 11 om Aftenen begyndte han at sukke, og efterat han endnu havde bedet nogle korte Bønner, saa faldt han ligesom i en Slum og sank ned til Jorden.

1

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høje Hemmeligheder skrevne Aar ester Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771

Kiøbenhavn. Selges i Bogladen No 8. paa Børsen.

2

        

3

Fortale Min Farfader Børge Olsen, som var føed til Verden 1573, og døde den 11 Maii 1697 i sit Alders 124 Aar, haver seet det følgende Syn 1692 paa sin OdelsGaard, Børjen kaldet, i Norge, 5 Aar før han døde. - Min Farfader, som i sine yngre Aar havde tient en fornemme Herre, og med ham var reiset udenlands, forstod got at regne, læse og skrive, og foruden adskillig anden Kundskab, forstod han af Grunden det Tydske Sprog; ja han var saa vel øvet i samme, at Præsten, Mester Christen, ofte lod

4

ham hente, for at forklare ham Tydske Præken-Bøger, som den salige Guds Mand (der døde 9 Aar førend min Farfader) ei kunde til Grunde forstaae. - Min Farfader var ellers Lehnsmand i Norge, (omtrent det samme som Sognefoged i Danmark), og var han saavel formedelst sin ærlige og christelige Vandel, som formedelst sin gode Oplysning og udenlands Reiser, af alle fornemme Folk meget agtet og æret. - Min Farfader studerede flittig i Bibelen, og i Besynderlighed læste han tidt og ofte Johannis Aabenbaring, og sagde han tidt og ofte, det var en dyrebar Bog. - Jeg glemmer aldrig en Dispute, min Sal. Farfader engang havde i et Grav-Øll med Hr. Christen, om det ord Zebaoth; Ja! ja! Præsten maatte ofte tørre Sveden af sig og tilstaae min Farfader, at han var en vel oplyst Mand.

5

Aarsagen, hvorfore jeg giver dette Skrift i Trykken, er denne: at jeg erfarer, en anden har vildet udgive min Farfaders Spaadomme. Men omendskiønt den gode Mand kan have meent det ganske godt, seer jeg dog, han har ei faaet min Farfaders Skrift rigtig i Hænde.

Thi min Farfaders egenhændige Skrift har, som et Klenod, altid blevet giemt; men min yngste Broder, som blev saa fornemme, at han var Student i Kiøbenhavn, og havde sat sig fore, naar Herren hjalp ham til Præst, at udgive det i Trykken, har maaskee ladet nogen see det, som har udcopieret det, men ei retteligen; thi min Broder, som døde i Kiøbenhavn, sendte mig Afskriften igien da han blev syg, paa det den efter hans Død ei skulde falde i andres Hænder. Siden nu min Broder, som en lærd Mand, er død,

6

haver jeg ei taget i Betænkning, i mit Hiertes Eenfoldighed, at give det i Trykken, paa det den sande Sammenhæng kan komme for lyset, og lærde Folk kan see hvorlunde min Farfader haver været en vel oplyst Mand. -

Til den Ende, haver jeg formaaet vores Skolemester, som en studeret Mand, at skrive denne For-

tale i mit Navn. - Der gaves Adskillige, i den Tid min Farfader levede, som troede at dette Syn ei var andet, end en stærk Indbildning af min Farfader, som kune reise sig

deraf, at han aarle og silde læste i Johannis Aabenbaring, og havde Hovedet fuldt af de Tanker han læ- ste. Men foruden det at min Far- fader var ved en sund Fornuft og helbred, alt indtil 3 Dage for hans

Endeligt, saa var han en sandru og ædruelig Mand, som aldrig hverken

7

drak Brændeviin eller røgede Tobak, hvilket mange troværdige Mænd kan bevidne, ligesom det og af Prædikestolen blev oplæst i hans Testamente da han blev begravet. -

Jeg leverer da herved Skriftet, og vil have mig anbefalet alle Læsernes Yndest, ligesom jeg igien befaler dem i Guds trygge Varetægt. Skrevet paa Ole Børgesens Vegne, af

Conrado Aunemoen/

Skoleholder loci.

8

De Kiøbmænd med saadanne Varer, som ere blevne rige af den, skal staae langt borte, for dens Pines Frygt, og græde og sørge, sigendes: Vee! vee! det er den store Stad, som var beklæd med kosteligt Linklæde, og Purpur og Skarlagen, og forgyldt med Guld og (prydet) med dyrebare Stene og Perler; thi saa stor Rig- dom er ødelagt paa en Time.

Apocalyps. XVIII., 15-16.

Og den som sad paa Stolen sagde: See jeg giør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi, disse Ord ere sande og trofaste. - ibid. XXI., 5.

9

Giv Agt paa Alderdommens Tale og ær de graae Haar. Erfarenhed er den beste Læremesterinde, og Lærdom er paa den Bedagedes Læber. Ungdommen følger ei altid Viisdoms Fied. Vellysterne giøre ham dem ofte mere ukiendelige end Skibets Vei i Havet. - Som Høsten giver modne Druer, saa giver Alderdommen sand lære. Thi foragt ei hans Røst. Daaren leer kun af de Vises Tale. -

10

10

Jeg haver seet de forbigangne Tider. Jeg prøver de nærværende, og længes efter de efterfølgende. -

Jeg haver seet mærkværdige Ting, som bør ihukommes fra Slægt til Slægt, og bevares til den sildigste Tid. —

Giver Agt derpå, I Gamle, hvis Forstand er moden i Alderdommens Høst. Hører nøie til, I Unge, som smage Livets Foraar. Bevarer det i Eders Hierte, fortæller det fra Mand til Mand, og lader det komme for deres Ørne, som die de ømme Mødres Bryster! —

Naar ofre Ungdommen henrykkes i den sødeste Slummer, saa viger Søvnen fra den skrøbelige Alderdoms Øienbryne, og jeg, jeg har ofte tællet Timerne i de søvnløse Nætter.

Men see, en Nat, da jeg just vaagnede ved Hanens Gal som forkyndede Midnatten, da var mit Kammer allevegne oplyset som af den fulde Maanes Skin. Og jeg hørde en Røst, som sagde: Stat op, see og hør de Ting, som mange Øine have seet men ei agtet,

11

11

som mange Ørne have hørt, men ei forstaaet; men bevar nøie hvad du haver seet og hørt!

Jeg hørte denne Røst tvende Gange, og en kold Gysen overkom mig, og jeg stod op as min Seng, og da saae jeg følgende.

Der var et svagt Lys over Himmelen, ligesom Dagens, naar den gaaer til Nedgang, og Aftenens Tusmørke frembryder. Lidet efter blev Himmelen ganske sort, der varede en Stund, men Mørkheden forsvandt efterhaanden, og en Klarhed, som den angenemme Morgenrødes, frembrød, og man saae Syvstiernen tindrede igiennem Morgenrøden. - Listig og herlig Var dens Glands, —

Da fremkomme mange Stierner, Hesperus, Arcturus og Carls-Vogn, nogle blinkede længe, nogle kort, og alle gave store Stier- skud —

En gylden Drage saaes paa Himmelen, den var sammensat af Myriader, dens Hoved hældede, og dens hele Hale Skiælvede. —

Og see, da kom en Engel, som omfavnede Syvstiernen. Hele Himmelen blev lys,

12

12

idel Glæde og Fornøielse opfyldte den ganske Kreds.

Men see, en Lignelse, at see til som en Qvindes, fremkom, og udrakte sin Haand, og den gyldne Drage opløftede sit Hoved, og dens Hale frydede sig. —

Og see, der udgik en Lyd af den hele Befæstning, fom et dybt Suk, og en Røst blev hørt som sagde: Michael, Behemot, Sata- nas Gerion, Rama, Schiolot! O! Vee! O! Ach! —

Denne Røst blev trende Gange hørt, og jeg bevarede den nøie i min Hukommelse.

Derpaa gik Syvstiernen bort imod Sønden, og den blev borte i 8 eller 9 Minuter, men den kom igien og blev staaende paa sit Sted, og den glimrede herlig; Men der vare mange Stierner om den, og Dragen logrede for den med sin Hale. —

Og Syvstiernen blev noget staaende, og dens Straaler funklede lifligen, men dens Straaler bleve immer større, og en Røst blev

13

13

Hørt som sagde: nu er snart vor Tid, vor Ach og Vee skal ophøre, og den Røst blev hørt 3de Gange. —-

Men Syvstiernen gik atter bort. Behe- mot og Hesperas fulgte den, og adskillige større og mindre Stierner.

Men nys førend Syvstiernen gik bort, blev mørkt paa den eene Kant af Himmelen. Det Mørke varede ei længe, var ei heller meget stort, og ingen forfærdedes derved. —

Og da Syvstiernen anden Gang gik bort, begyndte Michael og Rama at skiælve, og Veirliget blinkede i forundringsværdige og ulige Flammer.

Dette varede et lidet, og derpaa kom Hefperus, Aftræa og Biørnen tilbage. Hespe- rus forsvandt, men Astræa og Biørnen bleve,

Imidlerlertid kom Syvstiernen tilbage. Glands var overmande. Den stod no- get på sit Sted, og hele firmamentet blev ro- ligt, men den begyndte atter at bevæge sig, og da saae jeg adskillige sælsomme Luftsyn

14

14

Derpaa blev hørt en Bragen i Luften, som mange Tordener og Kanoners Lyd, men en Røst blev hørt, som sagde: Det burde være, men er ikke. Tordenens Kraft er svækket, og Uredelighed fører de Stoltes Banner. —

Derpaa bevægede sig Syvstiernen, og der lod sig i den tilsyne en uovervindelig Stridsmand, en vældig Kiempe, som havde tvende Kroner paa sit Hoved, og et Sværd i sin høire Haand, men i den venstre holdte han Maanen i sin halve Skikkelse, og rundt om ham vare Lynild og Tordener skræksomme at see til, —

Men en Lyd blev hørt, som raabte: U- forlignelige Kiempe! hvor er dine Tordeners Brølen? hvo svækkede Lynildens Kraft? naar skal den halve Maane forgaae?

Og en Lyd kom fra den anden Kant af Himmelen, som svarede: Uredelighed svækkede min Torden, Begierlighed dæmpede min Lynild, men min Kraft skal atter opstaae. —

See begge de Røster blev hørte 7 Gange, og jeg, jeg bevarede Ordene nøie i mit Hierte, thi jeg tænkte, den Tid kan komme, da man

15

15 skal forstaae deres Indhold, og efrertænke deres Værd. —

Og Kjempen blev vred, og Befæstningen bævede, og en Tordenrøst sagde: Baneren skal ei mere være i den Egennyttiges Haand.

Men see, jeg faee et forunderligt Syn: Astræa, Biørnen og Vederen fulgtes tilhobe, og Kiempen smilede af dem, og de komme nær til Kiempen, og han tog dem op og veiede dem, og de bleve befundne vigtige. —

Og Kiempen fremtog atter sin Vegtskaakl, og han begyndte at veie, og see, da fandtes Michael for tung af Uretfærdigheder, og Kiempen sagde: hvor ere mine Myriader? Og den gyldne Drage flyede, og dens hele Hale skiælvede, men Astræa, Biørnen og Vederen forfulgte den, og den udspyede allevegne Guldstrømme for at lette sin Flugt.

Men der blev hørt et Raab af den hele Befæstning, som sagde: Michael er for tung. Dragen flygter, det store Romer-Tal bør udflettes; men Astræa, Biørnen og Væderen trives i dine Palladser, uovervindelige Kiempe,

16

16

og Syvstiernens Glands blive større end Solens!

Og Kiempen veiede atter; men Behemor blev befundet for let, og han blev ei mere. Og Rama blev befundet udygtig, og en Lyd blev hørt: Rama! Rama! Tyrannen, den vrede, er borte, hil være dig store Kiempe. Og Kiem- pen smilede.

Men Schiolet blev ei veiet; men Kiempen fagde: Jeg vil bevare ham til min bestemte Dag; thi han er optegnet i min Haand, og jeg haver seet hans meget Rov.

Og Kiempen bevægede sit Sværd, Hvis Odde rekkede mod Norden, og da dalede mange store Stierner. Endeel smaa bleve aldeles Mørke, Veirlyset forsvandt og Stierneskuddene ophørede. Men i al den Tid var,idel Lys og Glands i Syvstiernen. —

Og hele Befæstningen gav en Glædes lyd: Hil Være Kiempen. Og Kiempen Vin- kede ad dem, og alle nærmede sig til Syv- stiernen. —

17

17 Og Kiempen opløftede sil Hoved og saae Vidt og bredt omkring, og han talede med en Tordenrøst og sagde: Hør mig ei Scepteret til alene? Hvo vil dele Magten. Viger fra mit Aasyn, I Uberettigede, og bukker Eder I Trodsige! og et lynende Brev udgik fra Kiempens Haand, og Kiempens Glands blev dobdelt klar.

Men da blev hørt en Lyd af hele Befæstningen og af Biergene og af Jorden, og er Glædes Raad fom sagde: Nu er Kiempen u-over- vindelig, Uretfærdighed skal ei deele Magten med ham, de Stolte skal ei misbruge hans Sværd at nedslaae med, Undertrykkelser skal blive borte, thi Kiempen er eene stor og uovervindelig. —

Og Kiempen talede akter, og Jorden bævede ved hans Røst, men ingen er givet de Ord at forstaae, og intet Menneske kan udgrunde den Tale.

Men her blev et lidet stille, og Kiempen fremtog en Alen og maalede adskillige Ting. —

Men paa Kiempens Alen stod skrevet Retfærdighed, Erfarenhed og Eftergranskning paa den eene Side, og paa den anden stod

18

18 der: Selvtagen Myndighed, Egennytte og Klagemaal.

Og Kiempen begyndte at maale; og han maalede de store Ruller, og see de vare alle fal« ske; nogle vare forlængede, nogle forkortede, nogle afklippede, nogle beskaarne, nogle ud« strøgne, nogle falskelig indskrevne.

Men der udgik en Lyd af alle Stierne- Kredserne, som raabte: Vi ere falskelig ind- og udskrevne; Uovervindelige Kiempe! Nedstød Teriot, Haman, og alle de Uretfærdige! Giv os en nye Rulle, og lad ingen ind- eller udskrives uden ved din egen Haand!

Og Kiempen slog Rullen tvert over med sin Alen, og Teriot blev borte, men Haman skiælvede. —

Og da raabte den hele Befæstning: Hil vær« dig store Kiempe! Michael, Behemot, Rama, Lama og Theriot ere borte, men den falske Satanas Gerion, og Schiolet og Haman skiælve. Kiempen er eene uovervindelig, og Syvstiernens Glands skal blive større end Solens naar den er i sin Middags Høide! Men Kiempen nedlagde sin Alen, og han tog en Skieppe og begyndte atter at maale

19

19

Og da han maalede; befandt han, at alle Maalene vare falske, og ikke som Kiem-pens Maal; Ja Maalene af Ceder-Træe vare 20000 Gange større end Kiempens. Og Kiempen nedslog dem i sin Vrede og gjorde dem smaa; men Kiempen gav et nyt Maal og en nye Sekel.

Derefter opstod en Røst af Jorden, som en Kvindes, der føler Fødsels Smerter, og en Raaben lod sig høre: Frels os, uovervindelige Kiempe, vor Ret er borte, og vor Arvedeel bliver vs betagen, den flyver bort som Fiær og bliver usynlig som Nisser. —

Men Kiempen rørede med sit Sværd, og da aabnedes en stor Dør, og der inden fore sadde mange, ja alt for mange, trindt omkring de store Borde; øverst sad Dumhed, og ved dens høire Side Egennyttighed, Stolthed, Uretfærdighed og Partiskhed, men selvtagen Myndighed stod paa alles Pander. De Eenfoldige frygtede for dem, og de Fornuftige bleve forhadte af dem. Men hele Jorden raabte: fri os uover- vindelige Kiempe! giv os vor ret og Arve-

20

20 deel, nedstaae de Uretfærdige med den hellige Skriver! Og all Befæstningen sagde: der bør, skee! og Kiempen svarede Amen!

Og da hørtes en Lyd, baade Jorden og Himmelen, ja en overvættes Glædes Lyd, og der blev tre Gange siunget: Lovet være Kiempen, den store, den uovervindelige! Han sagde, ja han, han sagde Amen, og vor Ret skal aabenbares og vor Arv skal os udbetales, Uret- færdighed skal forsvinde, Bordene skal blive tomme, og den hellige Skriver skal blive taus.

Men see! den hele Himmel blev oplyst, og der fremkom en liden Skare, iførte Kyrasser og Skarlagens Klæder, med Hielme og Skjolde, og de hældede med Hovedet, sukkede og sagde:

Store Kiempe! vor Styrke er os betaget, vor Mangfoldighed er forsvunden, Satanas Gerion haver ødelagt os og falskelig forringet os, og hvo er nu den som igien oprejser os.

Men Kiempen opløftede dem øg sagde Jeg vil være eders Haab!

21

21 Og de bleve alle glade og sagde: Lovet være Kiempen som vil oprette vor faldne Magt. Forbandet være Satanas Gerion, som ødelagde os. Kiempen skal vist give os en Centner. Lovet være Kiempen. Hans Magt skal blive uovervindelig, og ingen kan staae eller bestaae imod hans Arms store Styrke. —

Derefter saae jeg et andet Syn, og der fremkom en utallig Skare fra alle Verdens Hjørner, fra Norden, Sønden, Østen og Vesten, og de nærmede sig alle til Syvstiernen, og de fulde ned paa deres Ansigter og tilbade, og sagde:

Uovervindelige store Kiempe! vore faste Slæder ere ørkener, vore Havne ere øde, vore Strømme ere tomme. Hielp os, red os, og opliv os, du Uovervindelige!

Og Kiempen bevægede sin Arm, og der aabnede sig et Sted paa Himmelen, og see, der kunde man see en utalt Skare, Mennesker, Heste, Vogne, Skibe , og utallige Frugter, ligesom deres Færd der handle og vandle, og Kiempen sagde: See saaledes vil jeg mangfoldiggiøre og udbrede eder, eders Vandel skal

22

22

være uhindret, eders Fordeel megen; men da, da skulle I ofre Virak og Røgelse paa mit Altar! —

Men hele Skaren blev fuld af Glæde, lovede Kiempen og sagde: Lovet være Kiempen, vor Fader, Ven og Beskytter! Han, han skal mangfoldiggiore os, og vi, vi skulle ofre ham utallig Grøde, og vor Mangfoldighed skal styrke hans Haand.

Dernæst fremkom atter en Skare, som bare Viisdommens Bog i Hænderne. Men de vare alle nøgne.

Men Kiempen sagde; Jeg vil føde og klæde eder. Og de fulde ned og tilbade, og sagde: Kiempens Navn være lovet! Viisdom skal vore, og dens Frugter skulle give en rig Høst. —

Endelig fremkom en utalt Skare af dem som vare omgivne med sorte Skyer, sortere end Maanen i sin fulde Formørkelse. De fulde ikke ned og tilbade ikke, men ginge trodselig frem.

23

23 Da optændtes Kiempens Vrede, og han sagde: I som sige eder ar være Apostler, men ere ikke, jeg haver befundet eder at være Løgnere! Jeg haver veiet eders Fedme, den er tre Sekler for svær, jeg haver maalt eders Hovmod, den er meget for stor; men jeg skal røre eder med min Haand, og I skulle føle dens Kraft. Men jeg vil beholde eders Navn, og ikke udslette eder for mit Folkes Skyld!

Og see! de skiælvede for Kiempens Røst, men de ydmygede sig ikke, og deres Dom blev over deres Hoved. —

Men da alt dette var skeet, da kom en Lyd af den hele Himmelens Befæstning, og af Jorden, og af Biergene, og af Vandene og alle Skabte; det var en Lyd som tusende Paukers og Trompeters, fuld af Liflighed og Klang, og Ordene vare disse: Kiempen leve evindelig! den uovervindelige, den mageløse, den retfærdige, den store, for hvilken intet er skult, for hvis Øine alle Ting opdages, for hvis Vrede Uretfærdighed skiælver. Lovet være Kiempen, som er eene uovervindelig og fuld af Magtens Glands! Lovet være Kiempen! Michael den gyldne Drage, Rama, Lama, Behemot, The-

24

24 riot og Satanas Gerion ere borte, Schiolet, Haman, Uretfærdighedens Bolig, og den hellige Skriver skiælve! Dette er den syvende Staal: Retfærdighedens Ære, Befæstningens Styrke og Syvstiernens Glands; lovet være Kiempen, og al Lyksalighed skal boe i hans Pauluner!

Og da det var forbie, see da kom En og nærmede sig til mig, sigende:. Du er givet at see store Ting og Dybe Hemmeligheder, men du skat bevare og optegne dem til Eftertiden; og see jeg vil styrke din Hukommelse. I det samme rørede han ved min Pande, og der fløi som en Straale igiennem mit Hoved.

Men den som talede med mig, havde et hvidt skinnende Klædebon og var at see til som en Engel, og han udtog en Bog, hvorpaa var skrevet med Guldstiil, og han viiste mig den, og han rørte ved mine Øine og sagde: hvad seer du ?og jeg saae der stod skrevet følgende Bogstaver,

Mal, Bles, Tra, Rab, og han udstrøg de store Bogstaver med fin Fin- ger, og han spurgte atter: hvad seer du nu? og jeg saae og see der stod

al - les ra - ab.

25

25 Men der han dette havde sagt, forsvandt Engelen for mig og Synet i Luften blev borte, og Himmelen fik sin sædvanlige Skik. —

See dette er det Syn jeg haver seet 1692, i min Alders 119 Aar, fra Midnat af og indtil Morgenen. Jeg haver optegnet det oprigtig, saaledes som jeg det ha« ver seet, —

Jeg haver derover, siden den Tid, giort mig mange Betænkninger; men jeg haver aldrig kundet forstaae dets Udtydning, som maa- skee er nogen anden forbeholden. —

Jeg haver optegnet det til Eftertiden, som den største Mærkværdighed, jeg i min høie Alder haver seet og hørt.

Jeg haver ofte talt derom med lærde Mand, men ingen kan udlægge dets Bemærkning.

Dette Skrift, som jeg haver skrevet med egen Haand, formaner jeg mine Børn bestandig at bevare og lade der blive liggende paa min Odelsgaard, og ingen nogen Udskrift deraf at

26

26 give, paa det ingen den skal misbruge, fratage og tillægge, eller vrangelig forklare; thi det bør os at blive i Sandhed. Paa min Odelsgaard Børjen, Aar efter Guds Byrd 1692.

Børge Olsen.

P.S.

Heraf kan nu de gunstige Læsere erfare, at dette er det rette originale Manuscript, og at det forhen udgivne er defect. — Hernæst følger nogle Tanker, den gode Bonde har optegnet i sine sidste 3de Leveaar; thi siden han saae dette Syn, var han altid meget tankefuld og opregnede sine Tanker. Disse følgende ere og i den forhen udkomne Bondes Spaadom anførte; men foruden at Navnet er urettelig anført, saa ere ei heller Tankerne selv rettelig anbragte, skiønt de have nogen Lighed og Over- eenstemmelse med de efterfølgende. —

27

27

Tanker

om

høie Hemmeligheder.

Hvor ere Demanterne og Guldet i sandet, <r og hvor er Selvet som kom fra Norden? Myriader opslugede dem, og Millioner bleve skiulte for Faderens Ansigt 1

Nedrive Moloks Altere og lad Ilden omsmelte hans Afgudsbilleder! Opgrave den Uretfærdiges Ager og spørge: hvo gav dig den Jord?

Hvo lærte dig at ploie en fremmed ager og giøre Furer i den Forladtes Jord Tornebusken blive høiere end Cedertræet? Tidslerne overgaae Rosen i Pragt ?

28

28

Mosen var forstørret og den blev græs- begroet, Granetræet mistede sin beste Prydelse og Naturens Orden blev forvendt. —

Misbruge ikke Fromhed, at der ei skal komme en Regnskabs-Dag; nedrive ikke eders egne Gierder og giver eder ikke selv blotte for de Fremmedes Anfald!

Forræderen skiulte sig i en fremmed Dragt; han kom ind i de befæstede Stæder, deres Sikkerhed blev borte; han gik ud paa Landet og fordrev dem som bevogtede Hjorden,

Øientieneren forringede sin Herres Eiendom; han vinkede af de andre, de taugde og hver fik sin Deel. —

Husbonden blev forarmet, Sønnen saae det med Smerte, og Døttrene skede for nær. —

Oprigtighed fnysede, men den blev ei hørt, og den maatte skiule sig; da Magten var hos den urette og Loddet i Besnærerens Haand. —

29

29

Hvo boer i mine Palladser, og hvo opbygger store Templer af mit Porphyr?

Hvo vil plette det kostelige Purpur, og hvo vil spilde den liflige Nardus, at han ei siden maatte betale det?

Hvo giorde Centneren saa let? hvo udtømmede Guldsanden af Floderne? hvo tog Guldet fra Børnene, og gav Tienerne det malede Løv?

O! vor Sæd ligger i Fremmedes Jord, vore Demanter glimre i andres Smykker, og Fattigdom trykker vor Slægt!

Løvens Unger bleve røvede, men det kaade Marsvin boltede sig, og Ulvene aade de spæde Lam. —

Den Fierde Alder blomstede midt i Storm og Uveir; den Siette giorde selv sin Tvang; den Femte var fuld af Elskov; men den Syvende skal give de største Frugter og hevne den Forbigangnes Uret. —

30

30

Vogte eder naar Løven murrer; dens Magt er stærk. —

Hvi tog du Brødet fra mine Børn, og Hvi gav du de Fremmede min Ret? meen du vel at du kan tage paa Neller, uden ar brænde dig, og troer du vel at Lynilden har tabt sin Kraft?

Hvo malede mit falmede Ansigt med Sminke? hvo bedækkede de brøstfældige Mure med Tapetserier fra Damasco, og forblindede Eierens Syn?

Træk Forhænget tilbage og meget vil blive seet; randsag de skiulte Raad og du skal grues for de Ugudeliges hemmelige Snarer! —

De gave og toge, de delede Loder; enhver fik sit, men Sønnerne stode langt borte sg græde og saae derpaa!

Frugten var moden, Høstfolkene vare tilrede, men de Fremmede aade den op; Urte- gaardsmanden saae det ei, thi Sandhed blev skiult. —

31

31

Børnene græde; man truede dem til at tie; de store sloge de Mindre, men Faderen vidste det ei!

Tavlen blev fuldskreven, Tallene ere opregnede, hvo kan tælle Summen? Regnskabs-Dagen kommer vist!

Retfærdigheden fik en Kaabe, den fordrog den ikke; den undflyede, og Skalkhed skiulte sig deri og misbrugte dens Magt?

Tigerens Tænder blive sløve, Rævens Snedighed skal blive daarlig, Rovfuglens Kløer ere stumpede; men Lammene skulle gaae i Fred!

Hvor er Liggendefæet? ja hvor er det? Leder nøie! det kan sindes, skiønt det er trædselig Skiult.

Hevnens Aand svævede med sorte Vinger, men den Kloge forvarede sig og hans Anslag blev til Vand!

32

32 Løven har reiset sig, dens Unger ere vaagne, og Striden bliver snart begyndt. — Flyer, I Uretfærdige! Flyer, thi Tiden er nær! —

33

        

1

        

2

Den

Danske gamle

Nordmand

Christian Jacobsen Drackenbergs

adskillige

Syner

og underlige

Hændelser,

som

han har havt

imedens han har levet,

hvilket udgiør en Tid af

Hundrede og Syv og Fyrgetyve Aar,

samt ziret med hans Portrait.

Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist - Strædet.

3

        

4

Rordmanden har levet i 7 Kongers Tid, omendskiønt andre Efterretninger sige kuns 6. Det første Syn, han saae, da var han kuns 3 Aar gammel, da saae han, at Kong Frederich den Tredie vilde lide meget af Adelen, som paa den Tid vilde have Polske Adels Privilegier. Vi have ofte seet; men nu besynderlig, hvor ulykkeligt et Land er under polsk Regierings Form. Men a propos om Polen, da sige Aviserne, at man vil overtale den nærværende Konge i Polen til, godvillig selv at sige

sig af med Regieringen. Mon

troe han giør det? — Men vi vil forlade

5

4 saa høye Ting, og ikke fordybe os i Statssager, som overgaae vort Begreb. Vi vil nedlade os til smaae Ting. —- Nordmanden saae ongefær paa samme Tid, at et Stykke Blye forvandlede sig til Guld; at dets Glands strakte sig over hele Verden; at Ismaeliterne maatte vige for dets Skin; at de poler- teste Nationer maatte beundre dets Herlighed og Bonitet. — Man har vildet forklare dette om Russerne. — See nu er vi i Statssager igien; men dette kommer deraf, at vi maae følge Synernes Tidspunkt. — Nu komme der nogle Bagateller. — Han saae, at nogle Abekatte af en spæd og kielen Gestalt fik Lyst til at være Mennesker. De skammede sig ved at være Aber. De lod sig skiere for Tungebaand. De lærte at fløyte, at synge, og nogle visse Talemaader. Af sig selv vidste de allerede at skiere Caprioler, at bruge Snustobak, og at giøre latterlige og naragtige Gebærder. De vare nu altsaa nesten ferdige. Den verste Pust var dog tilbage, nemlig at de skulde have Menneske-Ansigter. Han, som i Ulysses von Ithaca kan omskabe Sviin til Mennesker og Mennesker til Sviin, havde med Fornøyelse seet disse Abekattes Indfald, maatte hiertelig lee, og

6

5

for at fornøye baade dem og sig selv, gav han dem deylige Fruentimmer Ansigter. De faae med Beundring paa hinanden, sprang af Glæde og raabte idelig: Vi ere ikke alene Mennesker; men endog Kiernen af det hele menneskelige Kiøn. De besluttede alle at forføye sig til Iberiens Naboer, hvor de meente, at deres Artigheder og Skiønheder skulde giøre største Opsigt. — De bedrog sig heller ikke; thi de bleve antagne for Naturens Mesterstykker, og, som Naboerne af Iberien paa den Tid formedelst een af deres Regentere (som havde passeret en lang Levetid med at slaae Folk ihiel, skiønt han profiteerte intet derved, og havde i det øvrige et noble Gemyt,) havde erhvervet sig saadan Myndighed og Seyer over alle Nationers Gemytter, at man i alle Ting troede dem blindt hen, ligesom Bønderne troe deres Degne, saa fore disse nye Abe Mennesker hen til andre Lande; hvor de i kort Tid hvervede forskrekkelig: ligeledes reyste andre Nationer hen til dem, og gave skrekkelige Pengesum- mer ud for at lade sig oplære i alle deres Artigheder og Konster. I en Hast blev Allemanien og Scandinavien opfyldte med denne nye Menneske-Yngel. De andre Natio-

7

6

ner vare meget haardnakkede; dog lode de sig ogsaa hverve i god Antal. Men der var et selsomt Folk, som paa ingen Maade vilde lide disse Aber, og derfor i alle Ting opførte sig tvertimod dem, saa at naar hine pyntede sig som Dukker, saa vare disse skidne som Sviin, naar hine vare høflige og snakkede altid, vare disse grove og talte snart aldrig, naar hine roste sig af at være Kiønnets Seyerherrer, roste disse sig af at være Kiønnets Foragtere og Hadere. — Man har vildet forklare det første om de Franske Petit- maitre, og det sidste om de Engelske Misantropper. Siden i Opvexten og Manddommen har han seet nogle underlige Syn til Søes. Han saae at leve og opholde sig i Havet de saa kaldte Havfruer, som ere de skiønneste Jomfruer i deres hele Skabning, alene undtagen at de havde Fiske-Haler: de sang fortreffelig, talede alle Tungemaal, og kunde forud sige tilkommende Ting. — Man har vildet forklare dette om Skiøgerne. Deres Sang eller Stemme er liflig, sød og angenem. De kand tale alle Sprog, nemlig i forskiellige Toner og Udtryk til forskiellige Temperamenter. De kan forudsige tilkommende Ting, nemlig at deres Fanger komme

8

7

tilig eller sildig i den yderste Elendighed. Videre har de og noget ved Halen, som man kalder Fisk. — Han har seet et Dyr i Havet med et rundt Hoved, en Art af Sverd i Panden, 2 glubske Øyne- og ellers saa glat som en Aal. — De opslugede alle de andre Fisk, naar de kunde, der ikke i alle Ting vare skabte, som de. — Man har vildet forklare dette om Kietter-Støverne. — Alting gaaer rundt omkring for dem i Hovedet, saa at det stedse er svingelt og ør. I deres Pander er Sverd; det er Ryaler og Signal til Mord og Brand. Deres Øyne røbe Blodgierrighed. De ere saa glatte som Aal; thi de glide bort, naar man vil tage fat paa dem, det er: de veed saa vel at masqvere sig, at man ikke saa let kan opdage deres Tanker, og de vil opsluge alle de andre Mennesker, som ikke ere skabte som de, det er: som ikke har de samme Meninger, som de, dog er det ikke saa meget for Meningernes Skyld som for at bevare sig selve deres store Herlighed; forøge samme i det uendelige, og, ved at bringe alting i Forvirring og Uroe i Landene, fiske i rørt Vand. Luther skulde ikke brændes, saa lige for sine Meninger, som fordi hans Lære beklippede den Catholske

9

8 Geistligheds overdrevne Herligheder. Dog maae vi tilstaae, at den Danske Geistligheds Herligheder leed alt for stort et Skaar. Vi ynke ikke just Klokkerne: De har endnu (Klokkeratet være lovet) ingen Nød. Men mange Professorer og Præster ere alt for slet aflagde, og da der er føde og syge Hospitaler for alle andre indtil Selgekierlinger, saa er det artigt, at der er slet ingen af saadanne Stiftelser for Studentere og ulyksalige Lærde. Der ere vel et Par Collegier, hvor Studenterne nyde et lidet; men hverken ere disse Collegier tilstrækkelige til saa mange, og tilmed ere de kuns for unge Studentere, da vi tale om gamle, udlevede eller syge. Mangen ulyksalig Lærd kunde fra slige Hospitaler levere os ypperlige Skrifter, til stor- ste Nytte og Ziir for Fædrenelandet. — Men til Nordmanden igien. — Han saae engang paa sine Reyser (jeg veed ikke, enten virkelig eller i Syne,) et Land, deelt i mange smaa Stater, som ikke dependeerte af hinanden, men regieredes, enhver paa sin Viis, efter forskiellige Love og Skikke, og efter forskiellige Regierings Former, dog vare de alle enige i at myrde hinanden. Naar en Fyrste havde holdt en prægtig Festin, og

10

9

diverteret sig med sin Maitresse, gik han ofte roelig ind i sit Cabinet, og lod befale, at nogle hundrede tusinde Mennesker skulde hen at slagtes, og at et vist Antal Stæder og Landsbyer skulde brændes. - Hvorfor? — Fordi han vilde saa have det. — Raadet kaldte ham stor, og Fædrenelandets Fader; og det heele Folk, end og de, som skulde slagtes, kaldte ham den største, viseste og beste Fyrste paa Jorden. Denne Act kaldte de at føre Krig. Naar der nu er slagtet saa mange, som man skiøtter om, giør man en evig Fred, som, uagtet sin Evighed, strax brydes igien, saasnart man har samlet Penge til at lade flere slagte for; thi denne Slagten koster Penge. De gemeene Slagtere lade sig betale, for at slagte deres Qvæg; men disse give mange Penge til, for at faae deres slagtede. Saa ulige dømme og handle Menneskene. Ellers er her meget godt i andre Ting: hverken de Høyere eller ringere Embedsmænd tager Stikpenge; det forretter deres Koner og Domestiqver. Processer afgiøres paa en meget kort Tid, og endes, ligesaasnart begge Parterne, eller den ene er ruineret.

11

10

Den ønskeligste Eenighed og broderlige Kierlighed hersker iblandt Dommerne og Procuratorerne, hvilket end og gaaer saa vidt, at de hielpe hinanden med Raad og Daad. O ønskelige Stater, hvor Eenighed regierer! concordia resparvæ epercunt. ɔ: Et lidet bliver stort ved kierlig Eenighed. Denne Eenighed volder og, at Baade Dommerne og Procuratorerne staae sig vel. Vel lide de Sagsørende derunder. — Men alle Mennesker kan ikke være lige lykkelige, og som oftest skiendes disse Narre om en L. — De betale nogle, som idelig skal laste deres Feyl, og opmuntre dem til Moralitet og Dyd. Man skulde vel tenke, at Det var ondt, at hverken Moralisterne eller de Tilhørende vil afstaae fra de Feyl, som saa ofte og idelig lastes. — Ney saa mæn er det ikke; thi hvis alle bleve dydige med eet, saa maatte man jo reducere alle disse Moralister, som man da ikke længere behøvede, og dermed vare de vist ikke tiente. — De har nogle Huse, som De sige at være helligede og indviede til Det allerhøyeste Væsen. Imidlertid slad- dre de og giør Amours inden i dem, og

12

11 uden paa giøre de snart andet. — Fy! hvilket dumt Land maae dette være! — Man handler ikke saaledes, hverken i Tyrkiet eller Barbariet. I nogle af disse Stater komme gamle udlevede Folk, som bede veres Medborgere om et Stykke Brød, og unge friske Gavtyve, som bestiele, røve, plyndre, og ofte oven i Kiøbet prygle deres Medborgere i eet og det samme Fangehuus, og som oftest behandles paa een Fod. — Selsomme og unaturlige Skik! — I nogle af disse Stater vil de Fornemme ikke raisonnere, og de Gemeene maae ikke; thi raisonnerer den Ringere, naar den Fornemmere ikke kan lide det, da, hvis han er Militair, bliver han tampet eller pidsket: Er han Civil, bliver han arresteret paa Vand og Brød i et mørkt Hul, og er han af geistlig Stand, bliver han relegeret. — Dette er vist ikke Fornuftens Land. — Naar Folk døe, saa græde de, og naar de fødes, saa lee de. — Selsomme Folk! har de Døde ikke bedre, end de Levende? — Dog ere der og nogle, som ere saa fornuftige at lee over de Døde, meest dem, som verved faae en rig Arv. — I nog-

13

12

le af disse Lande har enhver sit visse og tilforladelige at leve af; men de Studerende skal leve af Slumpelykke, eller af det blotte Navn. - Hillemænd! der maae de Studerende i Almindelighed være i en høy Priis. — I dette Land veed man ikke af Kierlighed i Ægteskab. En Mand kiøber sig en Kone, ligesom en Europæer kiøber en Neger. —Dette er smukt nok; thi saa myrder ingen sig af Kierlighed, siden man ingen har. — Fruentimmerne og Domestiqverne har Over-Commando og Regieringen, enten aabenbare eller ved List, i sær Maitresserne, hvilke har langt mere at byde og befale, end de gifte Koner. Hvad Mændene angaaer, da har de kuns at sørge for, at intet manqverer i Husene, hverken af det Unyttige eller af det Nyttige, — Nordmanden saae, at en fik Afslag i sin Ansøgning, som en Herre med Eed havde tilstaaet ham, fordi han ikke havde helset Tieneren dybt nok, og det som endda var det verste, fordi han havde glemt at gribe i Lommen: at en anden mistede sin givne BestaItning, fordi han havde kaldet Huusholdersken Lille Moer, i Steden for Madame. — De

14

13 vare begge Mændenes eller Herrernes Favoriter; men dette kunde ikke hielpe dem det ringeste. — Madame-Navnet glemt, Tieneren uden Audience-Penge- — Uforsonlige Syndere! — I sit 118 Aar, da han giorde en Reyse til Fods paa en Tid af 28 Dage, som beløb sig til 200 Tydske Mile, (hvorfor skal man her regne paa Tydsk? — jeg veed det ikke. Elskerne af alt Fremmet, har saaledes vildet have det, og om man havde vildet regne paa Tyrkisk, maatte vi vel have ladet os Nøye,) havde han og nogle NatteSyner og Drømme. Han drømte, for Exempel, at Scandinavien var fuld af Ukrud, som var kommen fra Allemanien. Dette Ukrud var af forskiellig Art; men alle lige i at foragte de andre Dyr, bespotte og hade dem. I det øvrige havde nogle Slangelignelser; andre Dueskabning, andre befandtes uden Hierner; eller og med Hierner, fulde af Fluer. Nordmanden saae; at dette Ukrud skulde i en Hast udryddes, opbrændes og fortæres ved en nye opgaaende Soel i Nord. — Man har vildet forklare dette om Pietisterne.

- Ellers, som han kort forhen var ble-

15

14

ven gift, fik han saa meget med HuusSager at bestille, at han ikke havde Tid til at drømme og see Syner. Dog drømte han idelig, at han havde giort taabeligt i at gifte sig; thi, om end han kunde være duelig, uagtet sin høye Alder, saa var hans første Kone dog ganske vist uduelig; thi vi veed af sande Efterretninger, at hun heed Maren Michaels Datter, og var 60 Aar gammel. Saa ofte derfor St. Nicolai Sangverk gik, som erindrede ham om denne Ægteskabs-Act, blev han saa bister, at han var ferdig at rive sine Øyne ud. — Som Enkemand begyndte han at see Syner igien. — Han faae i Luften en Stierne af største Størrelse, og prægtigste Skin: den var i Form af et C7. med tvende Kroner over. Den glimrede lige over vores Horizont. Astrologerne bleve kaldede, som alle eenstemmig forsikrede, at Stiernen betydede Nordens Glæde og Lyksalighed, Friehed, Ære, Høyhed, og en nye Tidspunct for de Lærde, at den Tid var nu kommen, da Tvilling-Rigets Styrere skulde ansees for den største, for den viseste og beste Monarch paa Jorden, at deraf vilde flyde Friehed

16

15

for alle Stænder, end og for Bønder og Forfattere; at Handelen vilde vidt og bredt udstrekke sig; at Lærdom vilde faae en nye Anseelse, og anvendes til Riger- nes sande Gavn og Nytte, at Soldater- ne vilde blive forskrekkelige for Landets Fiender, og Floden til en Redsel for de mægtigste Nationer; at Raadet vilde være af Landets viseste Mænd, og alle Embeder opfyldte med de Klogeste og Redeligste; at Undertrykkelse skulde være lige saa langt fra de Fattige, som de Rige; at Præsterne skulde vide, at der hørte mere til deres Embede, end een Prædiken hver 7de eller 14de Dag: med eet Ord, at Nordens Sønner skulde blive saa lyksalige, som Menneskene kan blive det paa Jorden. Dette var hans sidste og behageligste Syn. — Nu er han blind, og kan ikke see mere, følgelig ingen flere Syner have; thi det Ord Syn kommer af at see. Dog holdt! — Han er ikke blind. Det er kuns en Caprice af

Øynelaagene, som nesten ganske bedækker Øynene. Kan ingen skaffe Raad herimod? skulde det ikke kunde være mue-

17

16

ligt? — Jeg veed ikke. I det mindste har vi Læger nok, og vi blive jo idelig besøgte af fremmede Øyen-Doctere og Markskrigere, eller Qvaksalvere, hvilke end og curere dem, som ere stokblinde født til Verden.

FINIS.

1

Bierg-Mandens

Speyl i Skaane,

Proberet og beskreven

af

Simon Skoeflikker.

Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Borsen.

2

At der er Bierg-Folk til, det veed alle Men- nesker, lige indtil Børn og gamle Kier- linger; altsaa er herom ingen Trette eller Stridighed. Da jeg, Simon Skoeslikker, var udenlands i Skaane, for at øve mig i den hæderlige Profession, som jeg fra Ungdommen af med stor Flid og Vindskibelighed haver dyr- ket, mødte jeg paa Veyen, tre Alen fra et Bierg, en lille Mand, en stiv Alen høy, buttet og tyk, med et hvidt Skiæg tre Qvarteer lang, ganske skaldet paa Hovedet, med en nedslagen Hat, som var omhengt med skinnende Perler, i en graae Kivel og Vest, Skind Buxer, og et Par forede Støv- ler, med en Stok i Haanden Qvarteer lang. Min Glæde blev overmaade stor ved dette Syn; thi jeg antog denne Mand for Jerusalems Skoemager, som, til Trods for alle lærde Tvivlere, lever endnu, og opholder sig i Aar 1771 i det Landskab Phrygien, hvor min Svend, som er Tambour, har feet ham paa sin sidste Desertion; thi han har tient otte Potentater med halvanden Par Sko. Da jeg derfor kom ham nærmere, tog jeg min Skind Hue af, bukkede meget dybt, og sagde: Hil være dig, Jerusalems Skoemager! Jeg venter at faae mange

3

3

Hemmeligheder at vide af dig, da jeg nu saa lykkelig har truffet dig paa min Skaanske Reyse. Du, som har levet over sytten hundrede Aar, og har igiennemvandret alle Landskaber og Krinkel Kroge i hele Verden, Skaane og Tydskland, du maae endelig vide, ærværdig Fader! mang- foldige Historier, Tildragelser og Hemmeligheder, hvoraf jeg gierne vilde vide nogle med; thi jeg er meget nysgerrig, om jeg selv skal sige det. Til al Lykke har vi begge een og den samme Profession, hvorudover jeg tør haabe desto snarere at blive bønhørt- Saaledes talte jeg. Bierg-Manden loe og svarede: jeg er ikke Jerusalems Skoemager, som du taler om; men jeg er ældre end han; thi i dette Bierg, som du seer der, har jeg levet to tusinde og halvandet, hundrede Aar, hverken over eller under. Jeg har ikke reyst som Jerusalems Skoemager; men stedse opholdt mig i og ved mit Bierg. Men som vi Bierg-Folk fødes med langt større Viisdom end I andre Mennesker; og da jeg har et Speyl, ved hvis Kraft jeg hvert Øyeblik kan faae at vide, alt hvad der tildrager sig paa hele Jordens Klode: saa begriber du lettelig, Simon Skoeflikker! at jeg maae være langt klogere og langt visere end alle dine Jerusalems Skoemagere. Jeg bukkede mig gandske dybt for denne ærværdige Mand; men han loe deraf og sagde: Simon! vi Bierg-Tolk gior ingen Komplimenter, og vi belee eder andre Menne-

4

4 sker, som skrabe for hinanden som Høns i en Mødding. Jeg blev baade rød og bleeg paa vore Franske Komplimenters Vegne. Men som Bierg-Manden saae meget naadig ud, og jeg desuden, siden jeg i tre Aar har været Land- Soldat, har et krigsk Mod, skiød jeg strax Hiertet op i Livet igien, og bad Beirg Manden, at jeg maatte see i hans curieuse Speyl.

Det er en dristig Begiering, sagde Manden, og du er baade den første og den sidste, som jeg føyer heri, hvilket kommer deraf, at jeg veed, du er en from Mand, fom gierne vil lære rare Ting og dybe Hemmeligheder, og, i der han saaledes talede, tog han Speylet frem, som var aflangt, saa stort, at det fast reent bedekkede Manden. Rammen var af purt Guld, og Glasser sad løst deri, saa at der knude velte sig rundt omkring i Rammen. Glasset havde utallige mange Udbuklinger og Slibninger, og igiennem hver Udbukling nye Præsentationer eller Forestillinger.

Vil du nu vide, sagde Bierg-Manden, alt hvad der i dette Øyeblik tildrager sig paa hele Jordens Klode, saa kiig nu. Bierg-Man- den holdt Glasset, tumlede det nu og da i Rammen, og jeg kigede ester Ordre snart igiennem en, snart igiennem en anden Udbukling, som var paa Glasset. Jeg kigede og saae et Ge- heim-Conseil. Durchleuchugste Fyrste, sagde Ministerne til ham, Deres Undersaattere ere

5

5

alle i en høyst florerende Tilstand. Der er fast ingen iblandt dem, som man kan kalde fattig. Denne Herlighed er Frugten af Deres vise og naadige Regiering. Men, da Skatkammeret nu er fattigt, og det dog er meget magtpaaliggende, at her findes Overflødighed af Penge, i Fald en uforventet Krig eller nogen anden Ulykke hastig skulde overfalde Landet, saa ville vi underdanigst raade Deres Naade at legge en maadelig Skat paa alle Deres Undersaattere, hvorfra vi ikke undtage os selv. Dette Forslag behagede Prinzen; han giorde endog disse Herrer til Skatte-Mestere. Disse fordrede Skatten rigrig nok ind; Fyrsten fik, hvad de vilde unde ham, og det udsuede Folk flød i Taarer.

Jeg kigede igiennem en anden Udbukling, og saae er Krigs-Conseil. De Gemene sagde: disse Herrer, have alt for meget at leve af. Vi vil da, sagde en af dem, give Fyrsten det tilkiende, at Hans Naade kan afkorte i deres Gold. Ney, ney, raabte Mængden med sterke Stemmer, vi skal nok afkorte den selv. Vi behøve mange Vine, prægtig Eqvipage, og smukke Maitresser; men de Gemene har nok i Vand og stimlet Brød, og hvad de behøve mere, er Stokke-Prygl.

Jeg saae videre frem og saae et gejstligt Conseil. Her var fuldt op med Bisper, Superintendenter, Prælater og Præster. Disse hun

6

6 vrede fem og tyve tusinde skal brændes som Kiettere, sagde disse Herrer, ikke just fordi de ere Kiettere; men fordi de oplyse Folket og beklippe vore Indkomster. Hvilken en gruelig Synd, raabte de alle i een Mund, at ville oplyse Folket, Blindhed just er den eneste Grund til al vor Herlighed! Fordommene styrtede Mængden oplyst, hvor bliver da den Magt og Myndighed, som vi nu have, til at kunde sige, hvad vi ville?

Jeg saae videre frem, og saae Magistraten, som vare Domstiqver af de Høyere Collegier og Conseils. Disse approbeerte flittig alt hvad Høyere oppe blev forestillet, og til Borgernes sande Gavn og Beste udgav Forordning paa Forordning, hvorpaa Raadet ikke udarmede sig.

Jeg saae videre frem og saae en Mark, hvor der laae hundrede tusinde døde og lemlæstede Kroppe. O hvilket Syn! raabte jeg. Ja, sagde Bierg-Manden, saaledes gaaer det til iblant eder. I kalde os Trold-Folk, BiergTrolde, og give os alle Slags forhadte og foragtelige Navne. Men I skal dog aldrig kunde bevise, at en Bierg-Mand har dræbt en anden fra Verdens Begyndelse, da I andre Mennesker, alle Mennesker og Brødre af eet Blod, myrde hinanden i Million-Viis, saa snart en kaad Fyrste vil spøge, eller den falske Ærgierrighed vil røve Lande og Naboe-Riger. I myrde

7

7 hinanden barbarisk, uden at kiende hinanden, uden at have fortørnet hinanden, hvilket Tyrannie! I sige, ar hvis Torden ikke var til, lagde Trolde (hvormed I mene os) Verben øde. I ere nogle fede Karle, I lægge selv Verden øde med eders efterabende Lynild og Torden, og foragter den himmelske. I handle værre med hinanden indbyrdes, end Edderkopperne med Fluerne. I fortære, opfluge, pine og martre hinanden ynkelig paa mange tusinde Maader, og hvorfor? for Skygger og Intet

I det Bierg-Moralisten saaledes talede, vendte han Glasset, og jeg saae videre fire qvalte i en Strikke. Seer du disse, sagde BiergManden? de har alle fire, trængte af en uimodstaaelig og voldsom Sult øg Tørst, bortstiaalet er halv Lod Guld. Dommeren, som Dagen tilforn havve understukket nogle hundrede Lod Guld, dømte dem med en myndig Mine og en roelig Samvittighed til Strikken.

Speylet tumlede sig i Rammen, og jeg saae et Huus i fuld Brand. Jeg saae en sort Kioele løbe hist og her, gansse fortvivlet. O! raabte en Stemme af den sorte Kioele, jeg begræder intet, intet af alt det jeg haver mistet, undtagen mine Papirer; thi disse var min Faders Haandskrifter, hvorefter jeg, som Professor, holdt Lektiones & Collegia for de unge Studentere. Ere disse Papirer brændte, maae jeg frasige mig Professoratet.

8

8

Jeg saae siden en Parforce-Jagt. Det er ubilligt, sagde jeg til Bierg-Manden, at Menneskene saaledes martre Dyrene. De ere vel skabte til vores Nytte, men ikke for at vi skal pine dem. Der er kuns lidet, sagde BiergManden; men see her, sagde han, og i det samme vendte han Speylet, da saae jeg græsselige Ting, hvorledes Negrene piintes af de Blanke. Man bruger ikke den tyvende Part af Grumhed imod Skarnager-Hestene hos os, som man der bruger imod de sorte Mennesker. O hvilken Ugudelighed! raabte jeg. Hvorledes kan dette være? Det maae komme deraf, sagde Bierg-Mauden leendes, at en Hvid troer, at en Sort har ingen Siel. Ney, der kommer vel deraf, sagde jeg, at de Blanke, som der findes, ere til en stor Deel Skummet af alle Nationer, Folk uden Grundsetninger, Sædelære og Menneskelighed, og hvis hele Religion bestaaer i Gris mater, og nogle Talemaader, lærte uden ad.

Han lod mig see igiennem en anden Ud- bukling, og jeg saae en Skare forliebte og fortvivlede Fruentimmer. Det Spøgelse Avar! raabte Elise. Jeg elskede ham som nun Øyesteen. Han soer ligeledes, at han elskede mig tusinde Gange Høyere end sig selv. Jeg havde hundre Lod Sølv. Clarice blev meldt; hun havde hundrede og tyve Lod Sølv. Jeg blev forskudt, og den ugudelige Avar ægtede Clari- ce. Jeg elskede, raabte Polidora, den troe-

9

9

løse Vagabond. Han soer, at han agtede mig høyere end hele Verden. Jeg troede ham. I det samme forekom en Blonde. Strax blev jeg forskudt, og den Troeløse soer, at han aldrig kunde ide Brunetter. Strax derpaa forskiød han samme Blonde, friede til en anden Brunette, som han ligeledes kort derefter forkastede, og ingen i Verden veed nu, hvor den ugudelige Vagabond har taget Coursen. En ung Mands-Person stod med en dragen Kaarde i Haanden, og giorde hvert Øyeblik Mine til at ville stikke sig ihiel; men dog betænkte han sig. Troeløse Pamphilia raabte han. Jeg elskte dig høyere end min egen Siel, du snakkede for mig i samme Tone. Nasutulas kommer, og, fordi han har en Character, foretrekkes han mig strax. O ugudelige Pamphilia! — Bedre hen stod en anden Mands Person. Hans Øyne funklede af Vrede og Fortvivlelse. Han stod med en Strikke i Haanden, og det loed til, at han vilde strax qvæle sig. Men han tabte Rebet i Henrykkelse, og Fortvivlelse forbød ham at finde der igien. O forræderske Sofia! raabte han, jeg elskede dig over all det, som er til, og du foregav idelig det samme. — En rød Kioele kommer anstigendes med et Par store Støvler og glubske Knebelsbarter. Sofia faaer Lyst til der Røde. Hun sværger paa, at hun lige fra Vuggen af har havt en uovervindelig Afskye for den forte Farve. Jeg som Magister blev

10

10

derpaa strax forjaget, og Officieren antaget. O hvilken Troeløshed! Men hvem kan, hvem vil, hvem giver opregne denne store Mængde fortvivlede Elskere, og Aarsagerne til deres For- tvivlelse?

Speylet vendte sig igien i sin Ramme, og jeg saae en Mængde Cananiter. Vi ere Fiender af det hele menneskelige Kiøn, sagde de, og hele Verden hader og foragter os igien. Jo mere Regenterne presse os med Afgivter, jo mere snyde vi deres Undersaatter, og det kan jo ikke andet være, hvis vi skal svare de store Paalæg. Nazareerne blive aldrig saa kloge, at de kan forstaae alle vore Greeb; thi de multipliceres i det Uendelige, alt efter vore Fornødenheder og Tidernes Omstændighever. Vi veed at spotte Nazareernes klogeste Love og Anordninger. Nazareerne gaae os selv til Haande heri, forblindede af vort Guld, og de hielpe vs selv med Kneeb, ligesom de hielpe Tyrken og Barbarer med Krud og Kugler. Jeg ærgrede mig saa meget over disse Betragtninger, at jeg bad Bierg-Manden om en nye Udsigt. Han dreyede og jeg saae et stort Conseil af mange Doctores, Patres og Munke. Vi maae endelig see til, raabte en tyk phlegmatisk Pater, at vi faaer afskaffet Skrive-Frieheden. De andre sukkede; thi, da de vidste, at Fyrsten var viis, fortvivlede de om dette Forslag, hvis Fuldførelse de saa gierne alle ønskede. Bierg-Manden loe.

11

11

Veed du, hvoraf jeg leer? sagde han til mig. Disse ærværdige Fædre ville gierne standse Skri- ve Frieheden, fordi de selv tildeels ikke gider, til- deels ikke kan giøre noget. Tilmed frygte de, at nogle af de Satiriske Trek, hvormed man tegner de andre Selskabelige Lemmer, Fulde og- saa opdage nogle af deres Feyl, og Herrerne af dette Conseil vil alle være fuldkomne uden Mangler. Allermindst kan de lide, at deres Inferieurer af Character tør see Pletter i Solen.

Strax derpaa saae jeg et af de saa kaldte lystige Selskaber. Her var en stor Sahl og mange Borde. Ved det ene Bord giorde man ikke andet end drak. Veltalenheden steeg og faldt efter Flaskens Af- og Tiltagelse. Saa længe Boureillen skummede, vare alle lige saa mange Ciceroner, og talede i Mundene paa hinanden med en beundringsværdig væmmelig Veltalenhed, som stedse tog af, og mindskede, ligesom det mindskede i Flasken; og naar heraf saaes den tørre Bund, blev ligeledes hver Tunge tør. De begyndte alle at gispe, somme at sukke, nogle at lukke Øynene. En Flaske paa nye fyldt; alle Tunger løst; en nye Virksomhed; en nye Veltalenhed over dem alle! De vare alle hinandens oprigtigste Venner, og enhver vilde vove ti Liv, den ene for den anden. Men aldrig saa snart forlod en Bordet, at jo alle de andre bagtalte ham paa det græsseligste, lige indtil der var ikke mere end een tilbage, hvil

12

12

ken endog snakkede med sig selv, og bagtalte den, som sidst forlod ham. Et andet Bord var Spille-Bord. Her snød den ene dyrebare Ven den anden med de allerhesligste Kneeb, og den ene oprigtige Ven jog Dolken i den anden. Her var Frygt, Haab, Surren, Sorg, Skam, Spodskhed, Fortvivlelse, Her solgte man sin hele Salighed, og bespottede Guddommen for et Qvart-Lod Sølv. Da Bierg-Manden merkede, at jeg kunde ikke taale at see disse heslige Optog, dreyede han Speylet, og jeg saae et stort Conseil af utallige Spradebasser eller Petit-Maitres, Disse vare arrige nok ar see paa. De saae ud som Abékatte med smukke Fruentimmer-Ansigter. De vare alle vel fornøyede med dem selv, og ynkede Resten af det menneskelige Kiøn, som ikke besad deres brillante Qvaliteter, hvilke, som de sagde, vare dem medfødte, og som aldrig kunde læres. De vare just ikke egentlig onde, og gode kunde de ikke heller være, af Mangel paa Eftertanke, som er Dydens Moder. Altsaa var de slet ingen Ting, uden allene en Pest for Flane-Gederne, hvilke de drabelig kunde sange. De fløytede, sang, dandsede, speylede sig, klædte dem af og paa, probeerte Skiønpletter, og giorde mange Caprioler. De snakkede og uafladelig; men deraf kan jeg intet fortælle, saasom jeg ikke forstod uden lidet af deres Sprog.

13

13

Jeg saae atter igien et stort Selskab af unge Fruer. Enhver af Dem havde en Skiøde- Hund, og disse Dyr udgjorde det Væsentligste af de andre Dyrs Samtaler. Grevinden, sagde Henriette, har lovet min Mand en høyere Character, om jeg vilde forære hende min lille Per- le. Nu veed Gud, at jeg har en honnet Ambition, og ønskede gierne min Mands Ascension. Men Perle gav jeg dog ikke bort for al Ver- dens Characterer. I det samme tog hun Per- le, og kyste ham med saa heftig og brændende en Kierlighed, som to ordentlig Forliebte kan kysse hinanden i Frier-Dagene. Seer engang, sagde hun, Perle forstod nu foi hvad jeg sagde; o den rare Perle! og derpaa kyste hun ham nok engang med samme Heftighed. Min Jolie, sagde Petreia, er saa klog som et Menneske; ja jeg tør sige klogere end min kiødelige Broder. Kunde den Stakkel kuns snakke, da vilde han snart vise menneskelig Forstand. De Skabhalse, som lægge deres Hierner i Blød, for at skiære Fugle og lære dem at snakke, skulde langt bedre anvende deres Tid, i Fald de bragte det saa vidt med den elskværdige Nation de Chiens, (Det er min Troe Synd, at kalde dem Hunde) jeg vilde ma foi give en af mine beste Herregaarde bort til den, som kunde lære min Jolie at snakke, ja min Troe vilde jeg saa. Det er en allerdeyligste Chien, Jeg elsker ham langt over min hele Familie, Efter denne Hunde. Di-

14

14

scours, som jeg ikke gider opregne fra Ende til Ende, gave de sig allesammen til med Christen Kierlighed at bagtale deres Næste, og der smuk- keste var, at de fast alle lastede deres egne Feyl

i andres Opførsel. --- --- Nu skal jeg hiem

at spise Middags-Mad, sagde Bierg-Manden. Jeg fornemmer alt paa mig, at den staaer og ryger paa Bordet, derfor kan du kuns faae eet Syn at see til. See nu! og i det samme vel- tede han Speylet i Rammen. Jeg kigede og saae en talrig Forsamling af Frietænkere. Vi ville, sagde de med en græsselig Stemme, udrydde af hele Jorden al Religion og Sæde-Lære. De onde Aander mider Jorden dandsede af Fryd; men Chefen havde kuns en skælvende Glæde og sagde: I Herrer Frietænkere! elskværdigste og troefaste Camerater! I har et ædelt Forsæt; men jeg frygter for dets Mulige hed. Du er en Poltrøn, Lucifer, raabte alle Frietænkerne med een Mund, og det kommer af din høye Alderdom, alle Gamle ere Cujoner, du skal see, at hvad du og alle dine Aander ikke kan giøre, det skal vi udrette. Har en eneste Epicur kundet kuldkaste al Religion, hvad kan man da ikke vente af saa talrig og lærd en Forsamling som os, og det i saa oplyste Tider, da alle, fast indtil Pøbelen, gier og taer Raison. I det de saa talede, brød Ocean sine Love, og overrumplede Jorden, Tordenen brølede i alle Himmelens Egne, Lynild løb efter Lynild, og

15

15

en nye Ild fra Jordens Indvolde mødte Lynil- den i Skyerne med en forskrækkelig Lugt og Bragen. Midt i al den Ild syntes der ar være et Mørke, som man kunde tage fat paa. Frietænkerne vilde omvende sig; men der hørtes en Røst midt af Tordenen og Ilden, som sagde Naadens Tid er alt forbi, I have syndet imod Aanden, og i det samme aabnede sig Afgrunde- ne, og alle Fritænkerne foere ned i samme med en græsselig Brølen og Jammer-Sang. Strax derpaa blev alting i sin Orden igien; Afgrunden lukkede sig; Ocean veeg tilbage i sit eget Rige, Ilden ophørte, og Tordenen brølede ikke mere. Mørker gav Soler, efter, som gik frem paa Himmelen, som en Brudgom af sit Sæde. Men imidlertid havde jeg faaet saadan en Skrek i mig, at jeg neppe kunde besinde mig mere, hvor jeg var. Bierg-Manden forlod mig, og smuttede ind i Bierget. Jeg gik saa sagte bag efter; men kunde ingen Dør eller Aabning see, hvilket kom mig meget underligt for. Jeg lagde mig need ved Bierget; thi jeg var meget udmattet af sidste Syn. Jeg hørte en yndig Musik, og som min Fader var Musikant i Kiøge, forstod jeg saa meget, at kunde afskrive Noderne, som enhver kan faae afskrevne hos mig igien Stykker a en Rixdaler. Efter Musiken hørte jeg en Røst af Bierget, som sagde: Pak dig, Simon Skoeflikker! der er dig ingenlunde raadeligt at blive her længere. Jeg var

16

16

strax lydig mod Biergets Røst. Jeg retireerte mig, gik ind i et eenligt Huus, og da jeg der havde gottet mig, og samlet alle mine Kræfter tilbage, satte jeg mig for, saa snart som mueligt, at vende tilbage til det lyksalige Dannemark, mit kiere Fæderneland, hvor slige fæle Optoge aldrig sees; men hvor Glæde og Lyksalighed har slaget sin Boepæl. Dette mit Forsæt fuldførte jeg troelig, og kom lykkelig og vel til Kiøbenhavn tilbage, ved ønskelig Helsen og Sundhed.

1

En Norsk Hyrdes Indtagelse i et Bierg.

Virg. Eclog. IV.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2

        

3

Paa nogle norske Fielde vogtede en ung Dreng Qvæg. Stedets

Eenlighed, og de utallige Gienstande, som Naturen forestilte

hans Sandser, opvakte hans naturlige Sind- riighed. Nye Begrebe udvikledes daglig.

Han begyndte at see sig an, som en liden Monark, for hvilken alle disse Naturens Yndigheder vare dannede. Disse høie og majestætiske Bierge vare ligesaa mange Slotte for hans ærgierrige Indbildning. De hvelvede Huler vare hans Gemakker, som Naturen havde ziret med glimrende Ertse og Muskelskalle. Der sad han tit henrykt, og smagte de uskyldige Retter, som hans Hiord ydede; thi de frugtbare Dale gav hans Qvæg feede Græsgange, og dette toldede oprigtig til sin Behersker af

4

4

dets Fordele. En daglig Omløben med Hior- giorde ham tidig til hans Maaltider; han aad og stod glad op fra at nyde. Indiens Urter vare ham ubekiendte, de ophidsede ikke Ædelysten til at overskride Naturens foreskrevne Grændser, derfore beholdt Siæl og Legeme fin naturlige Munterhed.

Tusende smaa Fugle udgjorde hans Bordmusik. Den stolte Tiur, der med sin Bromren sang sin Elskov, var ligesom en Pauker, der slog Takten i denne Lystighed.

Hist saae han en Mose, hvorover et guult Teppe var udbredet, der kastede han sig ned, og plukkede disse nydelige Multebær, som trodser de falerniske Druer.

En anden Tid klavrede han op paa et steilt Bierg, hvor man Aaret før havde brændt en Braate. Jorden var endnu sort og forbrændt, men indsprængt hist og her med en blodrød Farve. Indtageligt Syn for Øjet! Lugten af den brændte Gran og de vellugtende Jordbær giorde en behagelig Blanding, og var et Ambra for Næsen, og et Nektar for Ganen.

5

5

Rindende Aaer, der nedkastede sig med en skrækkelig Brusen over de steile Bierge, var ham et ligesaa stolt Syn, som Versailles og Marlis kunstige Vandspring for den franske Ludvig. Havguder og Gudinder, Havsviin og Hvale af Metal (kunstige Blendeverke) drillede ikke hans Øine, men han saae den modige Lax, der pukkende Klippen vover et Spring til sin Undergang, den blanke Forel, og den safrangule Aborre, som lystig sprætter i Vandet, og syntes at ville besee Landets Yndighed.

Udstrakt paa Jorden under Skyggen af en Asp, saae han Gederne, Hiordens Vovehalse, paa Pynten af en Klippe, at pukke

Døden og Afgrunden, ikke for at de jo fandt Føde nok i Dalene, men de syntes at ville forlyste deres Herre med sine Luftspring. Deres spøgefulde Unger i adskillige latterlige Stillinger prisede Ungdommen og Sommeren.

Biørnene med sine Unger lode sig og see paa Skuepladsen. Hvo skulde troe, at under denne lodne Pels boede Ømhed? De slikkede sine Unger, og omfavnede dem, de forglemte sin naturlige Haardhed, og med en halv mild

6

6 Smiil yttrede Fornøielse over de Unges Krumspring og Favnetag. Men dette Optog saae Hyrden an fra en høi Gran, hvorfra han ikke torde nedstige, førend det var til Ende.

Utallige saadanne Gienstande vare hans Eenligheds Tidsfordriv; men Mennesket er skabt til at omgaaeS med Mennesker, og kan best smage Selskabers Behagelighed. En længselsfuld Ild optændtes da i hans Siæl, og kom disse blussende Kinder til at falme. Ved Bredden af Aaen satte han sig tit, og spejlede sig selv for at see et Menneske. Dette Blendeverk syntes lidet at forsøde hans Længsel. Han greb tit til sin Luur og til sit Horn, og Biergene gav ham et ligesaa sørgefuldt Gienlyd tilbage. Hundene kom og slikkede ham, med deres Logren bevidnede de deres Ømhed, men forundrede over at savne den sædvanlige Munterhed, pakkede de sig bort, og syntest at tage Deel i hans Sorg.

Fordybet i disse Betragtninger hørte han en Raslen i Buskerne, og en ung velskabt Pige fremtrinede. Ungdom og Uskyldighed spillede i hendes Øine, og et stort flagrende haar nu skulle, nu blottede det yndigste

7

7

Bryst. Hun neiede, tog Hyrden ved Haanden, og bad ham følge sig.

Den Behagelighed, hvormed hun iverksatte dette, forædlede hendes Skiønhed; thi det skede ikke med en amasonsk Frekhed, Siælen i Bypigernes Opdragelse. En malt Rødhed over et deiligt Ansigt forekom, som det skede efter Befalning fra en Bydende.

De gik nogle Skrit, og standsede ved Foden af en Klippe. Jorden aabnede sig under deres Fødder, og med en langsom Fart saae de sig nederst i Afgrunden. Her kunde man ikke forestille sig et grueligere Syn. Løsnede Stykker af Klipper, af Slotters Størrelse, Grus og Stene slængte oven paa hinanden, viste et Billede af en Stad ødelagt af Jordskielv. En mineralsk Stank uddampedes, der forgiftede Luften, og giorde Pusten besværlig. Vandet, der siede imellem Rifterne af Bierget, gav en huul Lyd, naar det i store Bubler faldt paa Bunden, og vædede som en Støbregn. Endelig standsede de ved en Hvelving, der syntes at være en Indgang til en Bolig; men man var dog uvis, enten man havde Kunsten eller Naturen for sig.

8

8 De kom da ind i en Afdeling, hvor Hvelvingen og nogle Pillere, hvorpaa den hvilede, var udhuggen af et Stykke, men intet var glattet eller ziret, intet Ligemaal eller Forhold iagttaget. De nærmede sig til en anden Indgang, hvor Pigen bankede paa en Dør, som blev aabnet af en Gubbe med graat Haar og et langt Skieg, der naaede indtil Beltet. Paa hans skaldede og rynkede Pande syntes Klogskab og Sindighed udgravede, og noget, (jeg veed ikke hvad), som indpræntede Ærbødighed. Velkommen! sagde han, i det han tog Hyrden ved Haanden, velkommen til os under Jorden. I den Belevenhed, hvormed han udsagde disse Ord, kiendte Hyrden strax igien det Elskværdige hos Datteren.

Frygt betog Hyrden Svar. Min Gud! udbrød han, hvi kommer jeg her? Men den Gamle, med et venlig Smiil, klappede ham paa Kinderne, hvorved han kom noget til sig selv, og endnu mere ved at høre følgende Ord:

Det er af Medynk over din Enlighed, og for at giøre dig lykkelig, at jeg har ladet dig nedstige til mig, det skal bero paa dig selv,

9

9 enten du vil tage Deel i mine Skatte, eller komme tilbage til din Hiord.

Ved disse Ord kom Hyrden til sig selv, og raabte: Hvem er da I, ærværdige Gamle! som har denne forunderlige Magt, at nedsænke i Afgrunden, og hvorfor har I udvalgt eder disse underjordiske Boliger, I, som er saa vel skikket til at boe over Jorden?

Jeg er en Biergtrold, (som man kalder det hos eder), svarede den Gamle, jeg regierer en Deel af det underjordiske Norge. Mine Skatte, som du skal faae at see, skal overtyde dig om min Vælde. Det er mig, som raader for eders Biergverkers Lykke, og de Metaller, som kunde udgiøre eders Riges Herlighed, ere Gaver, som jeg langer eder af det jeg selv vrager. Jeg har altid elsket det gamle Norge, og skiønt min Lykke har ingen Forbindelse med eders, tager jeg dog Deel udi den, og vær forsikret, at jeg ikke er uvidende om, hvad som gaaer for sig over Jorden. Jeg har altid været opmærksom ved Norges Tildragelser, og æret disse store Hoveder, som har fortient Navn af Landets Fædre; men før jeg herpaa giver dig et Beviis, skal jeg først skienke dig

10

10

en vederqvægende Drik, da du sluttelig trænger til Forfriskelse. Han gav et Vink til Pigen, der ligesom stod forgabt i den ny Giest. Hun sprang strax til, og henrede et Beger udhug- gen af en Bierg-Krystal, og ziret med Grana- ter og Rubiner. Hun tog en Flaske, og skienkede en skummende Drik, hvis aromatiske Lugt, som opfylte det ganske Værelse, var allene nok for at oplive Geisterne. Den Gamle drak ham selv til, og bad ham atter være velkommen. Han langede ham Begeret, men Hyrden vegrede sig for at modtage den, strax den Gamle i en forhøjet Tone besvor ham at drikke. Han satte den da til Munden, og udtømmede den indtil Bunden.

Denne Drik forvandlede Hyrden ligesom til et andet Menneske, den udbredde sig i hver en Aare, og trængte sig lige til Siælen. Den fordrev alle disse tykke Dunster, der hin- drede at opstige til det Høie og Ædle. Min Gud! hvilke Følelser! — raabte Hyrden, hvor er jeg ikke opløftet! — hvor brænder ikke min Siæl! — hvad er det for en ubekiendt Gud, som min Siæl øiner og tilbeder. Det er Æren, svarede den

Gamle, og Kierlighed til Fædrenelan-

11

11

det! og gid alle dine Landsmænd fik en Draabe af denne Skaal.

Fornøi min Begierlighed, raabte Hyrden, og lad mig see disse Kiendetegn paa eders Agt for Norges Fædre. Følg mig, svarede den Gamle, og aabnede en halv Dør til et smalt Gemak, der udgjorde et Perspektiv, hvis Ende kunde ikke øines. En Glands udbredde sig overalt, der blindede, som en Soel. Guld og Sølv var ikke det, som meest fæstede Opmærksomheden, men en Smag i BygningsKunsten ubekiendt for Rom og Grækenland; thi paa saa fuldkommen en Maade at forene det Simple med det Høie og Majestætiske, havdeingen før paafundet. To Rader Piller, der gik fra Indgangen til Enden, vare af sleben Gulderts, og de rige Aarer vare af Naturen saaledes indvirkede, at de forestilte Viinranker, der ligesom med Kunst vare drejede om Pillerne. Imellem hver af disse stode Helte i fulde Postyrer, omringede med Seierstegn og Sindbilleder.

Den første med et langt Haar i fri Bukkler, røbede en høi Siæl og Tapperhed; thi Mesteren forstod i en høi Grad den Kunst,

12

12

at lade Malmen tale. Han holt en Løve imellem sine Arme, og ved hans Fødder laae Konger med affaldne Kroner fængslede, som saae Helten an med Frygt og Forbittrelse. Hyrden kiendte strax igien Harald Haarfager. Hans Søn, Erik, med en Øxe i Haanden, kastede forbittrede Øine til den næst staaende, som var Broderen Hagen Adel- stein. Denne holt et Kors i Haanden, som Han viste til nogle nærstaaende Postyrer; men de bortvendte Øinene, og vilde ikke see det. Dernæst kom Ole Tryggesen, der med et Sverd i den ene Haand nødde nogle Postyrer at kysse et Kors, som han holt i den anden. Derefter saae man den dobbelt store Magnus. En forunderlig Blanding af Mildhed og Strenghed blinkede af hans Øine. Han havde en Krone paa Hovedet, og holt den anden i Haanden, men i den anden Haand holt han Tordenstraaler. Harald Haardraade lod sig og see. Han saae paa sin Formand, og Ærbødighed syntes at tale af hans Mund. Han holt i Haanden et Kort over Grækenland, men hans Hoved var ziret med en Skibskrone. Den gamle Hagen Hagensen, under en rynkende Pande, røbede en høi Gejst og en stor Siæl. Han rakte

13

13 Oliegrene til nogle, der knælede for hans Trone; men en anden, der laae udstrakt paa Jorden, syntes med en døende Mund at true Helten. Den vise Magnus Hagensen sluttede Troppen med en Vægtskaal i Haanden, hvori laae fire sammenrullede Pergamenter, han holt en Oliegreen i den anden; og en Grønlænder i en ærbødig Stilling nedlagde for ham en Knippe Fisk.

Lader os kaste et Øie til disse paa den anden Side, sagde den Gamle, og gik op til Indgangen. Den første var en bedaget Helt, tegnet med Krigens Mærker i Panden. Torden og Lynild fnysede om hans Øren, men han saae siivt, og blinkede ikke. Et i Marmor udhugget Stykke stod paa hver Side. Det ene forestilte Helten styrende et Skib, der var nær ved at opsluges af Bølgerne. Paa det andet saae man ham i Land, omarmet af tvende Børn. Ved hans Fødder laae en Løve, til hvilken han smilede.

Den næst efter ham var meget yngre, og paa ham syntes Billedhuggeren at have udtømmet al sin Kunst. Er dette en Engel? raabte Hyrden. Det er et Menneske, svarede

14

14

den Gamle, og en Menneske-Ven. Denne saae og mildt til Løven, men nogle Rovfugle, der flagrede om hans Trone, skiulte Løven med deres Vinger.

Den sidste var et udhuggen Anlæg til et Postyr. Man saae en Mængde af Sindbilleder, som vare fuldførte, men ikke opsatte paa sit Sted. Her laae et Stykke, der forestilte Helten, som en Hyrde, der river tvende zit- trende Lam af nogle Ulves Kløer. Et andet afbildede ham med den ene Haand at vande et Rosentræ, og med den anden at oprykke nogle Ukruds Planter. Et aabent Buur med en Fugl, som sang oven paa, stod ikke langt fra. Nogle Postyrer af Mennesker stode og færdige, nogle blottede, fulde af Bylder, med hængende Hoveder, andre med side Klæder, der bare Kurve fulde af Frugter, opløftede Hovedet med frimodige Øiekast. En Løve fandtes ogsaa trivelig, og med oprejst Hale. Hyrden spurgte, hvor denne skulde sættes? Og da den Gamle svarede, at den skulde ligge op til Heltens Bryst, faldt Hyrden paa Knæ, og tilbad Støtten.

15

15 Naar skal denne blive færdig, spurgte Hyrden? Der skal først, svarede den Gamle, opbygges en Tempel i Norden for en Gudinde, og Helten skal have den Ære, at den skal kaldes efter hans Navn. Et stort Lys skal altid brænde i denne Tempel, og Sønnerne fra Vardehuus til Lindesnæs skal der komme, og anstikke sine Fakkler. De skal siden adspredes paa Fjeldene og i Dalene, og giøre lyst overalt. Nogle af disse skal lære at danne Hjerter, at svinge dem op til Væsernes Væsen, at forbløde dem, og indtrykke dem Dydens Stempel. Andre skal lære at holde Vægtskaalen, at rive Lammet af Voldsmandens Haand, og stikke det i Barmen paa den zittrende Hyrde. Disse skal af mølædte Pergamenter og af Stenen opdage den rette Odelsmand, og sige: Tag dette, det har været dine Fædres.

En anden Flok skal og udgaae af denne Tempel med Forstørrelses Glasse, med Hamre og Digler. Nogle skal udbrede sig langs Strandbredden, og samle Muskelskalle og Koraller, og opdage ny Beboere i Neptuni Rige. Andre skal vove sig paa Pynter af Biergene, og nedklavre i deres Huler, og de

16

16

skal opstige med Fade fulde af mine Skatte. Nogle skal igien samle Blomster, og opskiere de bittre Rødder, og samle Frugten af Hæg- gen og Eneren, og andre Træer, og udperse Olien, der skal optøe det gamle Bryst, forstørknet af Kulden, og male Rødhed paa gustne Kinder.

Tilsidst skal en stor Skare, holdende hinanden i Hænderne, udgaae af denne Tempel; nogle skal bære Stier og Vinger, og see stivt under Himmelen; andre bære Passer og Maalesnore; andre med spillende Øine skal bære Pensler. Endelig nogle forslidte Pergamenter med hængende Segl.

Hyrden, uden for sig selv, skreg i Henrykkelse: Naar skla denne Tempel oprejses? Hvortil den Gamle svarede: Helten søger alt efter Grundstenene.

O! begynd at udgrave hans Ansigt, raabte Hyrden, og lad hans øjekast blive saa skrækfulde, at de gier Avind maalløs.

Hvor skal denne Tempel oprejses, blev Hyrden ved? I en liden Stad, svarede den

17

17

Gamle, hvor Sirenernes Sang skal ikke fortrylle de unge Hjerter; thi Gudinden er nidkier for sin Ære, og vil med ingen dele sin Dyrkelse.

Men hvor skal disse Skatte tages, blev Hyrden ved, efter nogen Stiltienhed? Landsmændenes Ædelmodighed, svarede den Gamle, er et riigt Skatkammer, om der end ikke vare andre Udveie; men jeg veed endnu et: Skulle nogen af eders Geistlige vegre sig ved at overgive de benificerede Gaarde, som er en Torn i Øiet paa saa mange, og som dog indbringer saa ringe Fordele for Bøxelherren? Der ere jo mange af disse Gaarde, som ingen vil tage i Betænkning, at tilkiøbe sig for 3 a 4000de Rixdaler; og hvad er vel Afgivten til Præsten af en Gaard, der har saa mange Herligheder? Høit 4 a 5 Rixdaler. Bøxelmanden skulde da være den, som høster de store Fordele, men vi seer jo de fleste af dem forarmede; og hvad kan andet være, naar de tildeels hindres i at føre sig Gaarden til Nytte, deels afskrækkes fra at anvende Bekostninger paa den Jord, han ikke er sikker paa, om hans Efterkommere skal høste Frugter af. Bleve nu disse Gaarde solgte, der udgiør saa stor en Deel af Riget,

18

18 der vilde til visse udkomme en anseelig Sum, i sær naar de bleve Kiøberne forsikrede, som virkelige Odelsgodse. Denne Sum vilde ikke allene være nok til dette store Verks Opfyldelse, men der vilde endog blive saa stor Sum tilovers, at dens Renter kunde erstatte Præsternes Tab. Ikke at tale om disse Gaarders virkelige Forbedrelse, naar de tilhørte Selveiere og Odelsmænd, som vare forvissede, at deres Børn skulde høste, hvor de havde pløiet.

Dette Brug af de benificerede Gaarde vilde være mere overeensstemmende med Retfærdigheds Grundsætninger, og Forfædrenes Hensigter, som Givere, end om Helten vilde laane Øret til nogle despotiske Prædikantere, der raader ham til at giøre Erobring af det, som han har ingen større Ret til, end til et andet Odelsgods.

Men det var en anseelig Sum at faae hermed, skulle vel nogle sige. Desuden er det i Norge, hvor vi ere vante til at giøre Erobringer. Dette Land er, som Piletræet, jo mere det skiæres, jo mere det skyder ud. Men Helten har Hierte og Forstand nok til at blive vaer noget Afskyeligt, og for hans Ære fornærmeligt i disse Raad.

19

19

Det er ikke nok med denne Tempel, fortfoer den Gamle. Jeg har endnu mange Ting at fortælle dig, som vel skal erstatte den Bestyrtelse jeg har forvoldet din Siæl. Det nordiske Peru skal ikke længere blive et Rov for fremmed Begierlighed, eller eders Metaller støbes til eders egne Lænker. I har længe nok med eders Død kiøbt andres Vellyster, og seet eders Lands Fordele blive forvandlede til eders Ulykker. Nei, Sølvet skal støbes til en Trone for Helten, og blive Landets Børn til Beste. Heltens Navn og Løvens Billede skal igien graves paa Staalet, og dets stærke Slag paa de tynde Sølvplader skal igien høres i Staden, og være en behagelig Musik i Landsmænds Ørne. Paa den Tid skal mine sorte Yndlinger med Hurra kaste sig i Døden og Afgrunden, og det Dybe i Biergene skal give en huul Lyd af Viser til Heltens Ære.

Den vilde Halling og ærværdige Tællebonde skal da med brølende Skarer lade sig høre i Fieldene. Den flittige Hedemarker og hændige Hardanger skal komme at ombytte sit Lands og Flittigheds Frugter med den ny

slagne Mynt. De skal bringe den hiem til deres Hustruer, og deres smaa Børn skal ud-

20

20

række deres spæde Arme, for at see dem, og Mødrene skal vænne deres lallende Tunger til at nævne Heltens Navn.

De nordiske Sønner skal ligesaa lidet rives af deres Fædres Land, som deres Bierges Skatte. Und Spanien Æren af at have giort den ny Verden til en Ørken. Eders Helt har et ædlere Maal for sin Ære. Han skal snarere sætte den i at giøre Ørkener til Verdener. Disse blodgierige Læger, der altid stoler paa nyt Blod, og raader til en idelig Tapning, skal ikke høres. De skulle blive ved faa længe der var got Blod, og siden overlade et udmattet Legeme. Her vil de uden Tvivl sige: Vi sender eder jo andre i deres Sted, som gaae ned. Men hvad for andre? Europas Van- skabninger, solgte og uduelige Kroppe, oplagte til at udsaae ubekiendte Laster, og at omstøbe de beste Borgere. Saadanne skal være Erstatning for Kiernen af Folket, og Fædernelandets Elskere. Hensigten med denne Ombytning indsees ikke saa lettelig; thi ingen skulle troe, at de vare opsendte, for med Kaarden i Haanden at prædike Lydighed og Troskab, da deres Exempler ere saa lidet lærerige i denne Post.

21

21

Andre lade sig vel forstaae med, at Norge er af den Forfatning, at det ei behøver mange til at forsvare det. Herudi har de visselig Ret. Naturen har paataget sig at befæste dette Rige, og naar visse trange Passe bliver besatte, kan man med faa Folk holde en Fiende ude. En Fordeel, som i et andet Rige end Norge ville ansees for noget stort. Men er der og Folk nok til at dyrke eders Agre, at bruges i Biergene og paa Vandet?. Hvor mange gamle Fædre, frarøvede deres Alderdoms Støtter, har maattet lægge en skielvende Haand paa Ploven, og segnet i Furen. Hvor tit har man ikke hørt dette ynkværdige Farvel af en øm Moder: Farvel, min Søn! min Støtte! mit Liv! med Smerte bragte jeg dig til Verden; men denne er utaalelig. Jeg og din Fader gaaer hen og døer. — Vi skal aldrig see dig. — —

Bedrøvelig Skilsmisse! sagde Hyrden, jeg har selv været Vidne til mange saadanne. Men tro mig! en langt anden Tale ville denne Moder holde, naar det gik ud paa at hevne Landets og Heltens Ære. Hun skulle selv binde Sverdet om Sønnens Side, og sige: Gak og forsvar dine Fædres Arv og Heltens.

22

22

Din Død er mit Liv, naar du segner med Æren. Hun skulle vise sin graahærdede Husbonde dette gamle Vaaben under Taget, med disse Ord: See! dette har dine Fædre brugt under en Krabbe, en Hanibal, og en Gyldenløve. Det er endnu rustet af Fiendens Blod, tag denne kiere Arv, og viis, at der endnu er Normænd i Norge.

Nu maa jeg fortælle dig noget, som du kan viske i Øret paa den flittige Handelsmand. Jeg mener den, som med sin Handel forbinder Landets og sit eget Vel. Siger ham, at Hovedstaden skal ikke være en Afgud i Heltens Øine, til hvilken at føde alle de andre skal ofres. Den har længe nok udtømmet eders Kilde, og I har ikke været i Stand til at ledske den. Helten taaler ligesaa lidet, at en Deel af hans Børn ere Slaver, som at en anden opreiser sig som Konger. Han har indsigtsfulde Øine nok, for at indsee denne falske Statskunst, at Hovedstaden bør være en Tolk for al hans Pragt og Vælde, om det end skal skee paa Bekostning af de andres Undergang. Skulle man troe, at det var for at blinde Øinene paa de Fremmede, da er Synet af øde og forfaldne Steder, som Han har fundet paa

23

23

Giennemreisen, alt for tydelig malt for hans Øine, at hans Øine skulle forgabes i dette Glimmerverk? Eller skal det være en Belønning for beviist Troskab, naar Fienden har staaet for Portene? da er det vel berømmeligt, men tillige en Pligt, der paaligger alle Borgere, at forsvare sine Altere, sit Hoved, sine Hustruer og Børn. Nogle af eder har dog giort mere. Jeg mener disse, der til Tiden har godvillig opofret deres Stad og Eiendomme, at den ganske Verden skulle ved dette Lys see deres Troskab.

Det er ikke et Onde, der flyder af dette uendelige Fortrin, man giver Hovedstaden frem for de andre Stæder, men utallige. Denne skal være den store Middelpunkt, hvor alle Regieringens Drivefiedre skal være samlede. Helten har der sit Sæde, og alle hane Tienere. Krigsguden dyrkes til Lands og Vands, de 9 Gudinder ligeledes. Den skal være et Oplagsted for alle andre, og har eene Ret til at handle. Den har endog tilforpagtet sig en anseelig Deel af de øvrige Borgere, hvis Vilkaar er lidet bedre, end Slavers. Den er et Alt. Hvad for en Fiende skulle ikke beile til en Brud af saa høie Egenskaber, og vove alt?

24

24

Han indseer lettelig, at giore Hovedstadens Erobring, var det samme, som at giøre to Rigers, da det øvrige ville flyde af sig selv.

Dette er ikke det eneste Onde. Alle vil søge Hovedstaden, der har tusinde Tillokkelser og Næringsveje mageligere, end den tunge og uhandterlige Plov. Markerne vil blive øde for Dyrkere. Tilsidst vil det svie til Hovedstaden selv, der har mange Ædere, og faa uden for dens Volde til at stikke dem Brødet i Munden. Dette er ikke nok. Denne Statskunst er ene i Stand til at dæmpe Kierlighed til Fædernelandet, og al Lyst til at befordre dets Opkomst uden for Hovedstadens Volde. Hvo skulle være saa daarlig, at anlægge Fabriker, eller giøre andre nyttige Indretninger, naar et Tordenslag fra Hovedstaden ødelægger dem, som fornærmelige for sig? O! jeg føler mange af eders retskafne Landsmænds Græmmelse, der seer Midlerne til sit Lands Flor, og tør ikke gribe dem, der seer det altid krybe, og ikke tør tage det under Armene, for at oprejse det.

Men nu, I landselskende Børn! frygter ikke mere for saadanne Tordenslag. Nu er

25

25

den Tid kommen, at I ikke mere skal stiele eder til at være nyttige Borgere. Helten langt fra at oprykke eders smaa Planter, skal snarere vande dem, at de skal grønnes. Op- slaaer frit eders Vævstole. Giver eders Træ og Metaller sin Dannelse. Henter de raa Varer, som eders Land ikke frembringer, om I vil i den ny Verden, og smager selv Frugterne af eders Flittighed. En begierlig Haand skal ikke mere nedrive eders Redskabe, eller omvælte eders Kiedle.

Opretter igien det gamle Venskab med disse lykkelige og fri Øebeboere, og med dem paa den anden Side, som bygger sin Lyksalighed paa Frihed og Vindskibelighed. Hugger selv de Stokke, som skal flyve med eder over alle Vande, og lad Verdens Grændser blive eders. Tager med eders Fiske, eders Metaller og Træ, alle Havne skal oplade sine Bomme, og omarme eder. De skal ikke forlade eder, før de har fyldt eders Rom med de Varer I har ikke tordet forskaffe eder selv, eller som eders Himmelegn nægter eder.

Eders Helt, som selv tør tænke, indseer lettelig, at Naturen har dannet eders Land til

26

26

Handel. Landets Frembringelser, den Mæng- de af Floder, som giennemskiære det, og giør Førselen magelig, de utallige og sikre Havne, som Naturen selv har befæstet, og i sær Folkets medfødde Lyst og Mod til at vove noget stort, alt dette raaber paa Handel og Frihed i Handel. Skal denne blomstre, da maa den giøres saa fri som muligt. Det er i den fri Luft, hvor denne Ympe skyder Spirer. Man behøver kun at kige ind i en af Europas Havne, for at see Frihed, eller Slaveri, ja vi vil finde dem tegnede i Indbyggernes Øine.

Naar I nu ikke længer bliver bundne til dem, som med en begierlig Haand foreskriver eder de Priser I skal give for Varer, der faaes saa meget ringere og bedre hos andre, da vil denne Frihed føde de ønskeligste Frugter. Eders Lands Frembringelser, og i sær den Mængde Trælast, som i fremmede Havne ere opsatte, og forældes i Mangel af Kiøbere, vil finde en vis Afsætning, naar Fremmede indseer Fordelen i at handle med eder, og kan studse Varer mod Varer. Dette er Siælen af Handelen, og det Folk, som altid skal ud med det rene Sølv, vil snart finde sine Kilder tilstoppede. Demre Frihed vil bedre end alle Fore

27

27 byggelser hemme saa mange tusende Landsmænds Undvigelse af Riget, som den fri Luft og bedre Næringsveje lokker andre Steder. De maa feile, for at leve; thi Søen er deres Element, og i vores Havne vil de ikke finde mange Leiligheder til at styre denne Lyst.

Barkebrød skal blive ubekiendt, sagde den Gamle videre, i denne lykkelige Alder. Eders Land og Vande rækker eder nok, hvorimod I kan tilbytte eder deres Jords Grøde. O! raabte Hyrden, før mig ikke paa denne bedrøvelige Erindring. Mit Hierte bløder ved at forestille mig disse gruelige Billeder af blege Kinder, af indfaldne og matte Øine, af ravende Been, der ikke er i Stand til at bære et Legeme fortæret af Hunger, at see fortvivlede Mødre henkaste skrigende Børn. Denne Tid er forbi, sagde den Gamle. Eders Liv eller Død skal ikke beroe af andre, som i deres Overflødighed nøder eder til at betale det, som andre ikke vil give, og som i Mangel mætter før Fremmede, end dem, de kalder deres Brødre. Nogle af dem tør dog udbryde i disse stolte Ord: Vare ikke de, maatte I bide i eders Klipper. Men skulle man troe, at det er Menneskekierlighed, som blæser deres Seil til

28

28

Norge? Eders Havne ville snart blive øde for deres Seilere, om de ikke selv fandt den store Regning i denne Handel. I søger jo, som en Maade-Bevilgning, om fri Indførsel fra andre Steder, det er dog Tegn, at de ikke ere de eneste, som har frugtbare Marke, og var denne Maade eder altid forundt, de skulle selv indfinde sig, og, i en mindre bydende Tone end før, spørge eder: Om I havde Sølv at give dem for Korn? I kunde i de gode Tider oprette eder Forraadskamre, ligesaavel som andre Lande, der endnu frembringer mindre Korn for et uendelig større Tal Indbyggere, og skiønt de selv avler faa lidet, ere dog i Stand til at række de frugtbare Lande Hænder.

Tillad mig, at falde eder ind i Talen, sagde Hyrden: Synes det ikke, at Naturen har bestemt disse tvende Rigers Forening, at det ene skulle række det andet Haanden i sine Mangler. Lad Agerdyrkningen hos os komme i den høieste Flor, saa kan vi dog ikke forandre vor Himmelegn, eller afværge disse kolde Vaarnætter, saa fordervelige for den best dyrkede Ager. Vi trænger da til fremmed Hielp, og er det ikke billigt, at vi før søger den hos dem, som med os ere samlede under et Zepter,

29

29

end hos Fremmede. Vi kan igien opfylde deres Mangler, og give dem vore Metaller, vore Fiske og Træ, og enhver indseer en fælles Fordeel for det ganske.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at jeg skulle med skiæle Øine ansee denne for begge saa berømmelige Forening, som eders Konger med saa megen Viisdom og Mildhed har holt ved Lige. Gid den maa staae indtil Verdens Riger adsplittes, og at enhver i sær fandt deri sin Lyksalighed; men kan ikke denne Forening staae ved Magt, uden at det ene Rige skulle tvinges til en ufordelagtig Handel med det andet? Er det ikke Egennytte, som er den store Driefieder i Handel imellem enkelte Personer? og hvo vil fortænke den ene, at han ophæver den, naar han derved bliver vaer den andens Berigelse, og sin egen Forarmelse? Bør ikke det samme have Sted imellem Riger i Almindelighed, og hvad er vel et Slaveri andet, end at den ene skal arbeide, og den anden høste Frugterne?

Nu heder det vel: Maa vi ikke imodtage eders Jern, som for lettere Priser sælges hos eders Naboer? Men er eders Jern dyrere,

30

30

da har det og sine Fordele frem for andres, og skulle nogen troe, at alt det, som forbruges i deres Rige, var fød i eders Bierge? Her indsees strax Ubilligheden, at et Folk skal paatrænge det andet sine Varer, det har dem og været en let Sag, som ere Tronen saa meget nærmere, at udvirke Bevilgninger, og i Mangel derudaf veed de andre Udveie. Og sæt, at de ikke tog et Pund hos eder, mon det skulle være Norge saa stort et Skaar, naar ikke andre af dets Rettigheder vare beklippede, ville det føles af nogle enkelte Personer, det skulle dog ikke giøre stor Indflydelse paa det ganske.

Maa vi ikke imodtage eders Glasse, siger vel andre? Men hvor ofte udvirkes ikke ligeledes Bevilgninger, at hente hos Fremmede det, som faaes bedre og næsten for samme Priser hos eder. Desuden, om disse Hytter bleve nedlagte, Skovene ville ikke derved tabe saa meget, som visse Store, ved al savne de pommerske Vexler.

Hvo seer da ikke Norges langsomme og visse Død, om denne Handel længe skulle staae ved Magt, og hvo vil fortænke dets Børn, om de anraaber Helten om Frihed. Lader eder

31

31

dog nøie, I Umættelige! med de øvrige store Summer, som hvert Aar udpresses af dette Rige, og gaaer ned til eder. Regner I for intet alle ordentlige og overordentlige Skatte, Told, Consumptioner, Bevilgninger, denne Mængde af Bestikkelser saa fornødne baade til at udvirke Retten og Uretfærdighed; ja denne store Sum, som de Unge først nedlægger for at giøres dygtige til Fædernelandets Tieneste, og siden større, inden de opnaaer det forønskte Hovedmaal. Skulle ikke dette være nok, hvormed at tilkiøbe sig denne saa fornødne Frihed, og al endnu Begierlighed gaae videre? Spænder dog ikke Buen for stærkt, at den ikke engang skal briste; men udforsker Landets Tilstand, da det sluttelig er eder fremmed. Spørger ikke den unge Spradebasse, som Vellyst har sammensmeddet i en Lænke med eder. Han skulle sælge sit Fæderneland for et smukt Lystspil. Ungdommen løber altid efter Skyggen. Spørger ikke den stakkels Søgende, som hos eder maa trygle en liden Plads i sit Fæderneland. Han nødes at krybe, og for at vinde Yndest, skiule Sandheden. Spørger ikke engang denne nydende Klasse i Landet, den skal intet mangle, sfaa længe den Arbeidende har mindste Skierv tilovers. Men spørger

32

32

den udtærede Bonde, der stikker andre Brødet i Munden, og er Maalet for alles Plyndren. Spørger den flittige Handelsmand, som er indskrænket inden saa snevre Grændser, og fortrykt under Byrderne. Spørger disse, der eene føler Aaget, og de skal afmale eder sit Fædernelands Tilstand med tilforladelige, skiønt bedrøvelige Farver.

Men, min Søn! sagde den Gamle, med en mild og munter Mine, vent dit Fædernelands Frihed og Lyksalighed under denne Helt, som der skal staae, i det han pegede paa Stytten. Denne skal sætte sin høieste Lyksalighed i at regiere fri og lykkelige Borgere. Han skal ikke indslutte sig inden en glimrende Cirkel af krybende Hofmænd, som skiuler for hans Øine de nyttige Borgere, og deres Fortrykkelfer. Han har allerede brudt igiennem denne Forskandsning, og blevet vaer, at de paa Rigers Ruiner har oprejst Templer for Vellyst og Overflødighed. Han skal ikke engang indslutte sig inden sin Hovedstads Volde, men hans godgiørende Aand skal have Vinger, og flyve igiennem Landskaberne, ja fæste sig paa eders Bønders Straatage.

33

33

Tilsidst, sagde den Gamle, skal Helten Udlede nogle af sine norske Børn, der har Mod nok til at torde, og Lyst og Indsigt til at tale Landets Sag. Jeg meener saadanne, som opofrer al nedrig Egennytte for Landet og dets Fader. Og mon disse skulle findes iblant eders Fielde? Visselig, naar Kierlighed til Fædernelandet faaer igien sin gamle Borgerret, og man offentlig tør dyrke den iblant Dyderne. Disse skal Helten bevæbne med en fuldkommen Magt til at giøre sit Land lykkelig, og med en mægtig Arm forskandse dem mod avindsfulde Anfald. Til dem er det han skal sige: Jeg besværger eder ved de Pligter I skylder eders Fæderneland og mig, at giøre eders Medborgere lykkelig. Jeg betroer eder det kiereste jeg har. En anseelig Deel af mit Folk. I faaer en stor Have at dyrke, og maaskee, der vil findes dem, som søger at oprykke eders Planter; men taber ikke Modet. Jeg skal være hos eder, at I i Rolighed kan opelske disse fortrykte Spirer. Udbreder eder paa Lander og paa Vandene, stiger ned i Biergenes Huler.

34

34

Disse er det, som skal sige til Bonden, at Agerdyrkningen er Kilden til alle Rigdomme, og den ædelste af Menneskets Beskiæftelser. De skal pege paa den Jord han skal omvelte, og lære dem at udtappe og dyrke denne Mængde unyttige Moser, som findes i saadan Mængde hos eder, som er langt fordeelagtigere, end at nedfælde en frodig Skov, for at opbryde Agerland. Intet skal de indprænte dem mere, end at opelske de udhugne Skove; disse bør de ansee, som en gammel Gnier sin Skat, som han ikke tør røre.

Og mon det skulle være umulig endnu at ophielpe Skovene, og hæmme den fordervelige Hugst af smaa Last, som udskibes hvert Aar i saadan Mængde? Jeg meener nei. Lad en Besigtelse tages af vittige Landmænd over hver Gaards Skov og Udmarker, lad dem efter Skiønsomhed dømme, hvor meget enhver kan taale at hugges i. Naar nu Bonden j1 har forrettet sin Hugst, bør han lade øvrigheden det vide, for at efterser, om han har overskridet de foreskrevne Grændser, og paa hvert Træ hugge det sædvanlige Mærke. Al den Last, som nu ikke fandtes saaledes mærket,

35

35

burde confiskeres, og den halve Deel tilfalde Opdagerne. Ved denne simple Maade, er jeg forsikret, at Skovene bedre skulle fredes, end ved forrige bekostelige, og for Landmanden ødelæggende Indretning, som nu viiselig skal være ophævet. Der blev paa den Tid ikke huggen mindre, end før. Forskiellen var allene, at Bonden maatte af Skovenes Bevogtere tilkiøbe sig den forbudne Frihed, og da den skulle betales, syntes Bonden, at det var best, at hugge noget tilstrækkeligt, der kunde stoppe Udgifterne. Hvad var da Frugterne af dette? ikke andet, end Skovenes desto større Udhuggelse, Bøndernes Forarmelse, og nogle forskrevne Landeplageres Berigelse, der ikke kunde tale andet Norsk med Bonden, end spørge ham: Om han havde Penge?

Men jeg kommer igien til dette udsøgte Sælskab. Det bør ligeledes opmuntre Bonden til den fordeelagtige Havedyrkning, som de norske Bønder anseer for saa ringe og ubetydelig for en Landmand. Deres Jord er paa de fleste Stæder jo saa beqvem hertil, at den ikke kan ønskes bedre, og Norge frem for

36

36

andre Lande burde beflitte sig herpaa. Naar Kornet slaaer feil, veed de ingen Redning, naar andre Folk søger den i deres Forraad af Potatos, Kaal, og andre Rødder. Der ere store Familier paa andre Stæder, som næsten lever af en vel dyrket Have. Hos eder derimod maa Kornet allene holde for, og Hvor meget kunde ikke ved dette spares, naar Bonden kunde formaaes til at beflitte sig paa Havedyrkningen. Det skulle ikke være saa vanskelig, naar Præsterne og andre Betientere paa Landet gav Exempler, som mange Har giort, og man allerede har seet ønskelige Frugter af. Exempler formaaer mere, end alle udsatte Belønninger; thi hvo skulle ikke foretage et Arbeide, naar man er forvisset om Fordelen. Jeg skulle hellere see, at disse Belønninger bestode i smaa Æres Tegn, da Æren kan saa kraftig virke paa de norske Bønder, og det skulle være at opmuntre, og endnu mere at bestyrke denne ædle Lyst saa berømmelig og formaaende hos et Folk.

Dette Sælskab skal Heller ikke glemme, at formaae deres Landsmænd til endnu bedre at benytte sig af deres graahærdede Bierge.

37

37 De forvarer en alt for ædel Skat, at man jo skulle giøre sig Umage for at knække den haarde Skal, for at faae Kiernen. Lad Kongsberg og Røraas, disse Nordens Underverke, tale, og de mange Tusende, som overalt i Afgrunden udpikker andres Rigdomme. Det paaligger da Sælskabet, at opmuntre flittige og uforsagte Borgere, og at giøre dem Sagen let. Jeg er forsikret, at om disse skulle fordybe sig i Biergene, Helten skal række dem Haanden, og ophielpe dem. I Særdeleshed skal de see til, at forfremme Metallernes Forarbeidelse, at ikke Fremmede skal gaae af med den store Profit. Maa man ikke beundre, at et Rige, som Naturen har givet Metaller, skal sælge dem til andre, og siden igien kiøbe dem forarbejdede. Kan ikke eders flittige og opvakte Naboers Exempler oplade eders Øine der veed saa vel at føre sig sit Lands Fordele til Nytte, og at bøde paa dets Mangler. Men jeg er forsikret, at naar man ikke alleneste tør, men mere ere forvissede om Understyttelse, at jo Metallernes Forarbejdning skal komme i Flor iblant eder. Det fattes ikke paa Folkets Duelighed, de har allerede i mange Egne

38

38

givet uforlignelige Prøver paa deres Behændighed; ja der gives jo mange Bønder, som ingen anden Underviisning har havt, end en medfød Beqvemmelighed, der har frembragt et Arbeide, som ingen Mester skulle skammes ved at kiende for sit.

Sælskabet skal heller ikke glemme, at vise Indbyggerne hen til disse levende Rigdomme, som vrimler i deres Vande. Mere end et Folk har paa Afgrunden opfisket Grundstene til sit Lands Styrke. De bør da føre dem disse fri og flittige Hollændere til Gemyt, som paa eders gamle Ejendomme sinde de Grundvolde, hvorpaa de bygger sin Republikes varige Lyksalighed. Naturen har bestemt eder disse Fordele, men Fremmede veed at føre sig eders Lands Herligheder til Nytte.

Saa fri Hænder, som nu disse skal have til at befordre det almindelige Vel, saa uigiennemtrængelige Skranker skal Helten sætte for disse grove Udsuere, der bruger Himlens og Heltens Navn, hvormed at besmykke deres Voldsomheder. Nogle af disse med

39

39

Sverdet i Haanden, hvorpaa Heltens Navn er tegnet, truer Staaderen til at rive Brødet af det hungrige Barns Mund. Det er Heltens Villie, tør de sige. —- Penge maa tages, hvorfra de komme. — Men de giør sig et galt Begreb om Helten, som de anseer, som en ubarmhjertig Despot, og om Hans Børn, som de betragte, som Slaver. De seer to Fordele, hvor der er kun een, og veed ikke, at Regentens Lyksalighed er uopløselig forbunden med Undersaatternes. Men skulle man vel troe, at disse Ivrige forglemte sig selv? Jeg troer snarere, at de ligner disse tapre Soldater, der strider, for at giøre et got Bytte; thi ellers skulle ikke deres Optoge være saa glimrende.

Andre igien, der kalder sig Retfærdigheds Sønner, ere dog ikke mindre oplagte til Rov, end de forrige. Det er dem, som burde udvikle Sandheden for den Enfoldige, og give den til Eieren; men deres største Kunst bestaaer i at giøre de tydeligste Love tvetydige, og at plyndre ustraffet. Ja de tør rose sig af at drive Frekhed til den høieste Spidse, og bliver med store Øine anseede af

40

40 deres Stalbrødre, og som Mønstre at efter- ligne. Men, hvor var det ikke at ønske, at de bleve tilholte at afgiøre denne Mængde af gamle Skifter, som under adskillige falske Forevendinger bliver opholte, allene for at aagre med de Umyndiges Midler; thi disse ere ikke allene alle Afdødes Arvinger, men de tager endog den største Lod for havte Umage. —

Skulle man nu ikke troe, at Retten nogenledes blev hanthævet ved den store Sverm omflakrende Talsmænd, som vrimler overalt paa Landet, og ere saa villige til at antage sig den Fortrængtes Sag. Men Ulve æder rart Ulve, de giør snarere eet, og siden deler Rovet. Vist er det, at de Egne, der ere frugt- bare paa dette Ukrud, ere og paa Strid og Uenighed. Gemytter, tilbøjelige til Kiv, finder strax Personer, der kan udføre deres Ondskab, og med Kroglove give Uretfærdighed Skin af Billighed, og hvad de ikke ere, kan disse ophidse dem til at være. Hvad var det Da ikke at ønske, at om de ikke ganske bleve Udryddede, de dog bleve indskrænkede til saa

41

41

lidet et Tal, at deres onde Følger skulle ikke være saa yppige, som nu.

Der gives endnu andre, som skal stride for Himmelen. De raaber kun paa Kierlighed, Selvfornægtelse og Uegennytte. De vil med Magt slide andres Hierter løs fra Verden og det Jordiske. Men da mange giver stridige Exempler, skulle man falde paa de Tanker, at de troede sig selv berettigede til Undtagelse, som en Løn for deres Arbeide. Det er langt fra mig, at jeg engang her sigter til Mængden; men ingen Stand kan nægte, at den jo seer sig vanæret med saadanne Lemmer, der fortiener at afmales med afskyelige Farver. Og hvorfor skulle de fortryde at høre sine egne Feil, da de saa gierne siger andre deres? Det er da kun de Skyldige, der aabner Munden, bedre var det, at de søgte at blive gode Borgere, at de ikke skal oprykkes, som Ukruds Planter.

Den fattige Landmand maa eene

holde for, Han er det store Maal for Forskiælliges graadige Begierlighed, der kappes om at rive til sig. Naar man

42

42 kun lader dem i Roe, skulle deres Medborgeres Fortrykkelse være dem ligegyldige. Ja jeg er forsikret, at om Helten var en Tyran, som han er en Lands Fader, Han skulle i nogle finde de færdigste Udførere af Voldsomheder, og i andre de ivrigste Prædikanter af en blind Lydighed, naar de kun fik en Deel af Rovet. Men eders Helt behøver ikke deres Tjenester, han udtænker snarere Midler til at lette sine Undersaatters Byrder, end at forøge dem.

Nu, min Søn! sagde tilsidst den Gamle, efter at have indblæst dig Siælen af alle Dyder, efter at have aabnet for dine Øine det Forhæng, der skiuler Eftertiden for alle Dødelige, og lader dig see et Glimt af dit Lands Lyksalighed, skulle jeg vel troe, at du fortryder paa, at jeg har ladet dig nedstige i mine mørke Boliger. O! lad disse Taarer tale, skreg Hyrden med Henrykkelse, og lad en stammende Tunge bevidne mit Hiertes Følelser. Men gid, at mine Øine maatte see denne Dag! og gid, at ikke Avind — —

Den Gamle faldt ham ind i Talen, og sagde: Heltens granskende Øine skal igiennem

43

43

alle Forklædelser trænge lige ind til Hiertet. Han skal snart blive vaer, naar den nedrige Egennytte tør tale Tronens Sag. Der fattes ikke for, at der jo vil blive dem, som vil sige: Fød Løven med Brød, og ikke med Kiød, at den ikke skal sønderbryde sine Tralverk. Men Heltens Dyd er Borgen for dens Troskab. Naar har Landsfaderen havt opsætsige Børn? og er det Mildhed eller Tyranni, som omkaster Troner? Troe mig, min Søn! Egennytte, denne store Drivesieder i de menneskelige Handlinger, og Undersaatternes Lyksalighed ere stærkere Forskandsninger for Troner, end alle Statskunstens sindrige Forebyggelser. Skulle Helten frygte for at giøre et Folk lykkeligt, som saa tit har skrevet deres Lydighed med Blod, ja endog, naar de har været overgivne til en mægtigere Fiende, har slidt sig løs, og ofret sig selv, som en dyrebar Gave, til een af hans berømmelige Forfædre.

Naar skal da mine Øine see Helten og mit Lands Lyksalighed, raabte Hyrden. Denne Tid at oppebie vil være mig Evigheder. Det kolde Norden, svarede den Gamle,

44

44 skal snart optøes af denne Soel, og om en kort Stund skal den forgylde eders Bierge. Men han har ikke villet komme, før han med egen Haand har kundet sønderbryde eders Lænker, og tage Aaget af eders Skuldre.

O! lad mig fare, sagde Hyrden, og forkynde dette glade Budskab til mine Landsmænd.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at dæmpe denne ædle Brand, som jeg selv har antændt. Far med Fred, og Hils Helten. Naar mine Bierge giver Gienlyd af eders Frydeskud over hans Ankomst, skal hans Billede staae færdigt, og han skal have den Ære, at sættes lige over for den gode og store Magnus.

Farvel! raabte Hyrden, i det han omfavnede den Gamle. Eders Billede skal altid være malt for mine Øine, og eders Ild brænde i min Siæl. I har opløftet den, og ladet den smage den rene Vellyst, Kierlighed til Fædernelandet og til dels Fader.

45

45

Da disse Ord vare udtalte, splittedes Biergene med en uhørlig Bragen. Den klare Himmel opfyldte de Mørke Afgrunde med sit Lys, og paa engang saae Hyrden sig opløftet, og sat paa sit forrige Sted i Midten af sin Hiord.

46

En Fortælling om tvende Halvsystre En Moder havde tvende Døttre af ulige Tænkemaade og Naturens Gaver. Den første var af de Smukheder, som strax faldt i Øinene, men i Længden ophørte at behage; thi hun vidste ikke at skiule sine Yndigheder, og komme frem med dem paa den rette Tid. Den anden med mindre fine og ordentlige Træk, indtog ikke strax, men udviklede sine Behageligheder lidt efter lidt, og ligesom man lærte at kiende hende, saae man altid ny. Desuden var den første forelsket, prægtig og glimrende, og sat altid for et Natbord, hvor hun med laante Farver forhøiede sin Smukhed. Den anden var en god Huusholder, tarvelig, og saa flittig, at hun med sine Hæn-

47

47 der forhvervede en Deel af den andens Stads, og Brødet til Huset. Dette uagtet var Systeren saaledes indtagen i sig selv og sin Pragt, at hun saae hende an, som een under sig, der var skabt til at gaae hende til Haande, og kunde ikke skiule en hemmelig Nag, naar Fremmede opløftede hendes gode Egenskaber. Af Kierlighed til Moderen lod den anden sig dog ikke formærke, skiønt Systeren gik stærkt ind paa hendes Arv; thi hun saae, at Moderen elskede denne sin Datter.

Endelig blev den Tarvelige syg af det meget Arbeide og Vaagen, og man tvivlede om hendes Liv. En stor Mangel føltes strax i Huset, som rak ogsaa til den anden. Herved fik hun Øinene op, og siges, at have udbrydt i disse Ord: Ach, min allerkiereste Syster! gid jeg kunde kiøbe dit Liv med alle mine Juveler. Nu mærker jeg, at jeg kan ikke leve

uden dig, men at du trænger ikke til mig.

48

        

1

En

meget sælsom

Begivenhed

med

en Perle- eller Corallfisker

ved Navn

Nicolay.

Hvorledes han efter Kongens af Sicilien hans Befalning, optog et Guldbæger, som var nedsenkt imellem de store Havsvælg Scylla og Charybdis, og hvad for underlige Ting han saae der. Tillige med en kort Beskrivelse over nogle Havdyr, Polypus, Havhunde og Carcharia, med videre som Historien indeholder.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongel. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske.

2

        

3

Paa den Tid, da Kong Friderich den Anden regierede i Sicilien, (un- gefær ved Aaret Christi 1700) var der en Urinator eller Perle- og Corallfisker, navnlig Nicolay, som fra sin Ungdom op, havde opholdt sig til Søes, havde øvet sig i at svømme og dykke under Vandet, og havde søgt sin Næring med Corall- og Perlefangsten, ja havde forelsket sig saaledes udi Søelevnet, at han tidt og ofte forblev 4 til 5 Dage i Søen, og levede af raae Fiske. Han havde vendt sig saaledes fra den almindelige Levnets Maade, saa at han, baade naar han var i Vandet, som og, naar han var paa Landet, kunde leve en heel Dag igiennem, uden at trække sin Aande, saa

4

4 at han derudi var ligere en Amphibio, end et Menneske. Han kunde bringe Breve i en Taske hele Søen igiennem, saa at de ikke kunde beskades af Vandet, hvorudover han tidt og ofte blev brugt som et Bud. Ja Galleyerne har undertiden truffet ham i den største Storm, og meent, at han var et Havmonstrum; Men af dem, som kiendte ham, blev han taget op ind i Skibet, og bespiset, og efter en liden Samtale med dem, har han begivet sig ned i Vandet igien, og svømmet derfra.

Da Kongen i Sicilien engang opholdte sig i Messena, og havde hørt mange utrolige Ting om denne Nicolay, fik han Lyst til at see dette Menneske, hvilken, efterat han nogle Dage var bleven søgt efter baade til Lands og Vands, blev tilsidst fundet, og maatte stille sig frem for Kongen. Og da Kongen havde faaet mange sielsomme Ting at vide af ham, som befandt sig i Vandet, blev han nysgierig efter at viide, hvorledes det forholder sig ved det nærved liggende Charybdis. (Charybdis er et farlig Sted i Havet imellem Sicilien og Ita- lien, efterdi det tyrcheniske og siciliske Hav, ved det de støder tilsammen, giør et stort Bulder), derved er og det Forbierg Scylla, en høy Klippe, som, naar Vindene støder an imod

5

5 den, gir formedelst nogle Huuler, som er der, en langvarig Lyd, som er skrekkelig at høre, formedelst dens adskillige ildeklingende Stemmer, og naar Skibene kommer den nær til i Storm- veyr, bliver de slaget i stykker. Lige der over for er det Havsvælg Charybdis, Hvor Havet vælder ned udi, og derpaa bryder det op igien med en forskrekkelig Brusen, som er farlig for de der forbiseylende, der maae flye for dette saavelsom for det lige over for liggende Sted. Hvorudover det Ordsprog er kommen: Den som søger at undgaae Havsvælget Charybdis, han bliver dog stødt ind paa Klippen Scylla, (Incidit in Scyllam, qvi vult vitare Charybdim). For nu at udforske dette farlige Sted, befalte Kongen dette Menneske, at begive sig ned i det selvsamme Havsvælg, og at give ham Underretning derom. Og paa det han skulde vise sig villigere dertil, og man igien kunde være vis paa, at han havde været der nedre i, lod Kongen kaste en gylden Pocal ned paa samme Sted og lovte, at dersom han kunde bringe den op igien, skulde den blive ham foræret. Nico- lay syntes got derom, og lovede, at giøre sit beste dertil. Begav sig derpaa fornøyet ned i Svælget, og kom efter tre Qvarters Tid op igien, holdende Pocalen i sin Haand. Derpaa

6

6

blev han indladt i Kongens Pallais, og efterat han, siden han var temmelig udmattet af det store Arbeyde, han havde havt, var bleven ve- derqvæget med et got Maaltid, blev stillet frem for Kongen, hvorpaa han svarede saaledes paa Kongens Spørsmaal:

Naadigste Konge! hvad som Eders Majestæt har befalet mig, har jeg forrettet. Men ingenlunde havde jeg vildet efterkomme deres Kongel. Befalning, dersom jeg forher har vidst, hvad jeg nu har erfaret, og det ikke engang, om de vilde have foræret mig det Halve af deres Kongerige. Thi der ere fire Ting, som giør dette Sted meget farlig, ikke allene for mig, men og for Fiskene selv. 1) Den stærke Fart, som Vandet kommer med, der farer op af Svælget, hvilket den Stærkeste ikke tør driste sig til at staae imod, altsaa har jeg heller ikke kunde formaae at trænge mig der igiennem, men maatte begive mig paa Siden ned til Grunden. 2) Er der allevegne mange spidse og skarpe Steenklipper, igiennem hvilke jeg ikke uden Livs Fare og med mit Hoveds Forliis kunde komme til Bonden. 3) Er der en stærk Strøm, som det underjordiske Vand har, der trænger igiennem Klippen, og arbeyder sig frem imod det Vand, som farer op af Svælget, og er

7

7 saa grusom, saa at en, der var frygtsom, maatte døe. 4) Var der mange store forskrekkelige Polypi, hvis Legeme var større end den største Mands Legeme. Disse hang ved Siden af Klipperne, med lange udstrakte Fødder, som efter al Anseelse vare mere end 10 Fødder lange. Dersom een af dem havde grebet fat paa mig, saa havde den, ved det den omfavnede mig, krystet mig til Døde. Imellem de nederste Klipper opholder sig mange forskrekkelige Hav- hunde, med tre Rader Tænder i Munden, som ikke er meget mindre end Delphinerne, for disse kan ingen være sikker, thi naar han bliver grebet fat af dem, tør han ikke tænke paa, at han faaer Lov til at leve længere.

Da nu Nicolay havde fortalt dette ordentligen, spurgte Kongen ham hvorledes han i saadan en Hast havde kundet finde Bægeret. Derpaa svarede han: Bægeret havde formedelst det frem og tilbage stridende Vands Strøm ikke kundet gaaet lige ned til Bunden, men at det var bleven kastet frem og tilbage til Siden, indtil det var falden i en slet, og noget udhulet Klippe, der havde han seet det ligge, og hentet det op igien. Thi dersom det var falden lige ned i Hvirvelen eller Svælget, saa havde det været umueligt for ham at kunde faae det.

8

8 Der var og paa samme Sted saadan en Dybhed, saa at det syntes for hans Øyne, som det var den mørkeste Nat. Kongen spurgte ham, om han endnu ikke engang vilde vove sig derned; derpaa svarede han vel Ney, men saa- snart ligesaadan et Bægere, som det forrige, hvorved der tilligemed hang en Pung fuld af Ducater, var bleven kastet ned, har han strax ladet sig det gefalde, og begivet sig derned igien, men er ikke siden kommen op igien. Maaskee en Polypus eller Carcharia har faaet fat paa ham.

Denne Historie er just den samme, der findes antegnet i Kongens Protocol, og er bleven Kirchero meddeelt af Archivets Secretair

9

9

Her følger en Beskrivelse paa de foromtalte Havdyr, nemlig Polypus, Havhunde, og Carcharia.

1.

Angaaende Polypus: Saa er det en sæl- som Art af en fremmet Fisk, som nedstammer fra Blækfisken, der har en sort Vædske ligesom Blæk hos sig, hvoraf der findes tre Slags, som f. Ex. Polypus, Sepia og Loligo. Polypus (som vel har sit Navn af mange Fødder, da dog Scal. exerc. p. 218. C. 2. siger ipfi pedes vix hac appellatione digni, det er: at han formedelst hans Fødder er neppe værd at kaldes med dette Navn) har lange Been og et kort Liv, og kan krybe ligesom en Kaalorm. Men Sepia og Loligo har et stort Legeme og korte Been, og kan allene svømme. Polypus, naar den fornemmer Uveyr, søger den til Klipperne, men Sepia og Loligo svømmer og springer op i veyret. Der fortælles og, at Polypus skal ey have nogen Snabel som Sepia og Loligo, ey heller har den saadant et haardt Rygbeen som Sepia. Disse

10

10

slags Fiske ere meget usædvanlige i vore kolde nordiske Lande, men opholder sig meest i den varme middellandske Søe, uden det saa er, at de ved en bestandig Storm eller ved en anden Hændelse kan blive bragt ind i vore Søer, ligesom der f. Ex. da der i Enden af Aaret 1661 blev fanget en Loligo i Holland, imellem Schevlingen og Catvig, da de engelske Skibe laae der for at afhente Hans Majestæt af Stor- brittannien. Og da han blev fanget, har han stillet sig saa forunderlig til, saa at Fiskerne meente, at Diævelen var selv i Garnet, ja han gav sig heller ikke tabt, førend man havde kastet en Baadshage i Livet paa ham, og dermed holdet ham fast. Han skal have levet tre Timer efter at han var bleven fanget. Hollændernes Beretning om ham lyder saaledes: Han er ungefær 3 og 1/2 Fod lang, har et forunderlig Hoved, og oven paa Hovedet en ottekantet Stierne, som nesten er en Fod lang, hvoraf de to Spidser ere overtrukne med Hud, ligesom Vingerne paa en Flagermuus. Oven paa Stiernen staaer hist og her mange Topper med en liden Krone omfattet, og da Fisken endnu levede, saa har disse Topper skinnet ligesom et Speyl. Udaf Stiernen gaaer en Ørne Snabel (som i Scal. exerc. p. 218, beqvæmmere kalder en Papa-

11

11

gøye Snabel), som kan aabnes og igien tillukkes. Der neden under har han en Snude eller Mund som et Svin. Imellem Snuden og Stiernen ere Øynene, hvilke i Fiskens levende Live vare saa forskrekkelige at see, saa at man frygtede for at komme den nær. Efterat Øynene vare udtagne og skulde balsameres, har man befundet, at den inderste Kierne i Øyestenen saae ud som en Perle. Øynene i sig selv vare saa store som et stort Kalvs Øye, (saa at Fiskerne er bleven buddet for det ene Øye 100 hollandske Gylden). Under Stiernen eller Kronen, som han havde oven paa Hovedet, gik der to lange Arme ud, som ungefær vare to Finger brede. Han havde to Stæder, hvorigiennem han faaer sin Spisning, og ingen Udgang. Man har heller ikke fundet nogen Tarme i Livet paa ham, men allene Lever og Fedt. Hvorudover Physici og de Lærde, som har reyst vidt og bredt omkring, bekiender, at de ikke har fundet dens Lige paa nogen Stæder, hverken i Italien, Tyrkiet eller Indien. Derfore holdes den for en besynderlig Vandskabning, som den Aller- høyeste allene veed hvad det skal betyde. Ligeledes beretter Hamborgerne: At der i Aaret 1662 otte Dage efter Christi Himmelfartsdag blev i Elven ved Hamborg fanget en Sepia,

12

12

som ikke i noget eftergav, men snarere overgik den hollandske Loligo i Henseende til dens forundringsværdige Skabning; Thi dens Længde med sine Pinnæ eller Finder er 3 Fod lang, dens Corpus eller Legeme er i sig selv oval, thi den er 1 1/2 Fod lang, men kuns 3/4 Fod bred. De to Finner, som gaaer fra Hovedet af, ere ligesom to Tobakspiber, hvide og glindsende, men paa Enden seer de ud som Ørne Kløer, og er besadt med en hvidt og sort slags Coraller. Foruden disse ere der otte Pinnæ eller Fibræ, som udbreder en stor Stierne, og som seer alle lige eens marmoreret ud, og ere zirede med Coraller. Hans Mund, som er i Midten af denne Stierne, er saa stor som en Halv Daler, ud af hvilken der sees en ret Figur paa en sortbruun Ørns Snabel. Hans Øyne ere ligesaa runde som et par Øxe Øyne, med sorte Øyen- stene. Huden paa hans Ryg er ret skiøn marmoreret og blød. Men Rygbenet er saa haard som paa en Skildpadde, saa at, naar man banker derpaa, saa lyder det, som paa en haard Knokkel. Paa begge Sider af Rykken har han to ledige Tasker, hvilke man med rette kan kalde Vindflasker. Han har ingen Svantz. Naar man vender den om paa den anden Side, saa har han endnu en Mund, men som er huul,

13

13

og lige under Hovedet. Hans Bug er som en tom Pung; thi den har ingen Tarme, er ellers neden under gandske hvidt som et slags Flynder, som Tydsken kalder Scholle. Dette er hvad Hamborgerne beretter os, om deres Havmonstrum.

Nu følger, hvad Skade saadanne deslige Dyr kan foraarsage, og da beretter Athenæus Lib. 13 cap. 6. om Polypi: naar han siger: at det hænte sig engang i Italien i den Stad Portsuolo, som ligger ved Strandkanten, at en forskrekkelig stor Polypus, snigede sig igiennem en Huule eller Svælg, hvorigiennem Stadens Ureenheed løber ud i Søen, ind i en Fiskehandlers Huus, og brød en stor Tønde, hvori der var nedsaltet Fisk, i stykker, og aad det beste der udaf. Kiøbmanden for at vide, hvem der havde tilføyet ham denne Skade, satte en Vægter paa samme Sted, hvor Tønden stod. Om Nattetide kom Polypus et forskrekkeligt stort Dyr, og slog sine Arme eller Been om en frisk Tønde, trykkede den saa haardt, at den sprang i stykker, og maatte give Fiskene af sig, og da han havde giort sig et got Maaltid, begav han sig tilbage igiennem Indgangen ud i Søen igien. Vægteren, som blev forskrekket over saa uformodentlig et Syn, stod af Angest gandske stille, lod alting skee, og for-

14

14

tællede tiilig om Morgenen, hvorledes det var gaaet til. Omendskiønt denne Hændelse forekom Kiøbmanden vel noget utrolig, men dog saae, en nye Skade igien, saa gik han selv med nogle bevæbnede Mænd og skarpe Instrumenter hen for at imodtage den samme uindbudne Giæst. Og saa snart som Polypus var kommen igiennem sin sædvanlige Gang igien, blev Hullet tilstoppet for ham, derpaa hans Been afhuggede, og saaledes dræbt. Hvis Legeme Felianus, som han skriver, selv har seet.

2.

Angaaende Havhunde, saa bliver de af Salvianus og Eustarius regnet iblant Valfiskene, men Aldrovandus vil ikke samtykke med Dem derudi. De skal dog alligevel have en Valfiskes Størrelse, som veyede 1000 Pund. Og Gillius fortæller, at Niceenserne har berettet ham, hvorledes de har fanget saadan en Fisk, der veyede 4000 Pund, og har fundet i ham et heelt Menneske. Ligeledes fangede Massilienserne engang een, der havde sluget en Mand med fuld Harnisk i sig. Og mener Rondeletius, at det har just været ligesaadan en Fisk, som slugede Propheten Jonas, og som ved en besynderlig Guds Bestyrelse ved Live holdte ham i tre Dage i sig

15

15

3.

Angaaende Carcharia, da ere de paa 20 Alens Længde, og hartad saa store som Valfiske. Den er en af de skadeligste Fiske i Havet, for hvilken Menneskene og Fiskene gruer for. Den bliver af Aristot. og Oppiano kaldet Galeus og Hustelus, af Portugiserne Tubaron, af Hollænderne Hayen, (Hundfisken). Der fortælles om den i den ostindiske Reisebeskrivelses 4 D. 4 C., hvor der tales om Hugonis Lindschotts Seylads, at da han var ved den Stad Cochin, og en Baadsmand for at hænge Roret bag fra ind i Skibet, havde ladet sig glide ved et Tov ned i Vandet, kom saadan en Fisk og beed Benet af ham, og da han vilde gribe efter det, saa snappede Hayen ogsaa Armen og et stykke af hans Lænd, uagtet de andre Baadsfolk stærk slog paa ham. Ligesaadan et Exempel fortæller ogsaa Georg Andersen i sin Skibsfart, som han giorde fra Indien til det røde Hav. Der sad, (skriver han) nogle af vore Folk i vor Baad, for at fiske, og da een af dem sad paa Kanten af Baaden med det ene Been i Vandet, kom en Hay, og beed i en Hast Benet af ham, ja han havde taget ham reent bort med sig, dersom de andre ikke vare komne ham til Hielp. Da nu dette

16

16

var passeret, slog vore Folk det strax af Tankerne, og to Dage derefter sprang nogle af dem i Søen for at bade sig, i det stille Veyr, men de vare neppe komne i Vandet, førend to af dem blev af saadan en Hay trukken ned under Vandet, og kom aldrig siden op igien. De andre som bleve forskrekkede, ilede til Skibet igien. Hvorudover der gik fra vores Skibspatron en Befalning ud, at ingen maatte driste sig til at bade sig i Søen, uden han vilde miste et Aars Sold.

1

Den

forunderlige og over al Verden berømte og navnkundige

Drømme-Sahl i

Nørre Skotland,

beskreven

af

Søren Mahler-Svend.

Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare, boende i Skindergaden, og er sammesteds til Kiøbs.

2

        

3

Jeg, Søren Mahler-Svend, var neppe kommen af min Lære, førend jeg fandt en usigelig Lyst til ar reyse udenlands. Alle Dansse reyse dog saa gierne til fremmede Lande. Det har været dem medfødt fra første Verdens Begyndelse; dog med den Forskiel, at vore Fædre reyste nøgne og fattige ud, og kom igien tunge af alle Landes Guld og Sølv, Vi derimod, som ere mere høflige, reyse fra Fæder- nelandet, tunge af Forældrenes Arv, og komme nøgne tilbage. Alt hvad vi erhverve paa vore Reyser nu omstunder, er at kunde med en Slags Ferdighed radbrekke det Franske Sprog, og overgaae al Verdens Petits Maitres eller Spradebasser i ødeleggende og foragtelige Daar- ligheder. Men at komme til mig selv igien, da

4

4 reyste jeg herfra til Lybek, som gierne pleyer at være den første Udflugt for Danske Haand- verks-Karle. Fra Lybek vilde jeg have besøgt hele Tydskland; thi det Tydske Sprog er dog det ældste i Verden, og viel schöner end det Danske; thi man kan ret giøre Folk bange dermed; derfor bruges det og til Soldaterne, som behøve sterk Ave. Man dresserer ogsaa Hunde paa det Sprog, alt formedelst Sprogets myndige Gravitet. Jeg troer, der var umue- ligt at lære en Hund sine Kunster paa Dansk. Bring hier, det falder rigtig Commando-messigt; men hvor plat falder det ikke at ville sige:@Bring igien. Ja vist er det Danske Sprog fattigt og plat; det Tydske derimod rigt, overflødigt, myndigt og majestetisk. Da jeg opholdt mig i Lybek, blev jeg bekiendt med en gammel graae Skotlænder, som ogsaa var Mahler paa sin Profession. Han talte saa meget prægtigt for mig om Skotland, og dets Rariteter, besynderlig om den Nørre Part deraf, hvor han var fød, at jeg fik en uovervindelig

5

5

Lyst til at reyse med ham hiem til Nørre Skotland. Jeg vil ikke tale om de mange Millioner Rariteter, som jeg saae paa Neysen; thi det er altsammen som intet at regne imod Drømme- Sahlen, som jeg strax vil give mig til at beskrive.@Der er en tyk Skov, hvor Solens Straaler aldrig kan trække igiennem, og hvor der følgelig er en stedsevarende Kulde. Ved Enden af denne Skov er en Søe, hvis Vand giør Skoven endnu mere kold. Her er bygget et Slot paa Got hisk Maneer, som vogtes af Drager og Løver. Her skal vi ind, sagde den gamle Skotlænder. Jeg skielvede og zitterede ved Synet af disse Dyr. Den Gamle loe, og sagde: Det havet intet at betyde. Dragen ruger altid paa Guld, og er et Sindbillede paa Kornpugere og Groshandlere. Jeg har en GuldPenge i Lommen, den kaster jeg ham i Halsen, saa har vi frie Audience. Det er jo ligesom med Tienere og Domestiqver, sagde jeg, disse vil og have Guld eller Sølv, førend de vil skaffe Audience. Ja, sagde den Gamle, gid deres

6

6 Herrer ikke havde samme Sind! men, saavidt jeg troer, lagde han til, betaler man Tienerne, for at faae Audience, og man betaler Herrerne, for at faae Audience rigtig og gyldig. — Hvad Løverne angaaer, sagde han, da ere de Sind- billeder paa heroiske Fyrster, naar vi ydmyge os for dem, saa giør de os ingen Fortred. Saaledes underrettet, gik jeg friemodig ind. Dragen logrede med Rumpen, da Ducaten kom ham til at sidde i Flaben, og Løven hilsede mildt og majestetisk, da vi giorde vores underdanigste Compliment. Vi gik saaledes sikre ind, og passerede mangfoldige Sahle, indtil endelig den Gamle sagde: her skal vi ind. Jeg saae op, og blev vaer med store Bogstaver visse Ord: Her er Drømme-Sahlen. Vi gik ind, den Gamle og jeg. Aldrig var jeg saa snart kommen ind, førend jeg begyndte at drømme. Hvad? vil man sige, drømmer man lysvaagen? ja Hvorfor ikke? hvor mange lysvaagne Drømmere have vi ey, Folk, som drømme deres hele Livstid, baade sovende og vaagende? Drømte

7

7

ikke Carl den Tolvte lysvaagen, naar han bildte sig ind, at han med den Conduite, som han brugte, kunde blevet hele Verdens Souverain? Drømme ikke Ministrene lysvaagne, naar de troe, at Folkets Armod er Regierin- gens og deres Ære? Drømme ikke Krigs-Offi- ciererne lysvaagne, som tænke at Stokke og Spidsrødder giør bedre Soldater, end Fore- stillinger og Æren? Men, for at tale om mig selv igien, da var jeg neppe kommen ind i denne curieuse og forunderlige Sahl, at jeg jo faldt i en Art af Søvn, slingrende hen i en Lehne-Stoel, hvor jeg blev siddende og drømte. Jeg drømte, at jeg saae en Tempel, saa stor som en stor Stad. Her var ikke andet end Statuer af store og berømmelige Mænd. I Indgangen stod disse Ord: Ærens Tempel. Jeg søgte her tit forgieves om en og anden saa kaldet stor Printz, og kunde ikke finde ham, men tvertimod til min Forundring fandt en tør Philosoph, en fattig Satiricus, eller sulten Poet. Her var baade Homer, La Foutaine, den Danske

8

8 Spectator og Tullin; derimod var udelukt Philip den Anden, Konge af Spanien, Engellands ottende Henrich, og mange andre Fyrster, som har giort saa stor Opsigt i deres Tider. Her kom nogle Kornpugere og vilde kiøbe sig ind i Ærens Tempel: De havde mange Sekke fulde af Penge, som endnu vare vaade af Medborgernes Graad; her kom Groshand- lere, som, med at ruinere Staten med Contra- band, havde samlet sig hele Vogne med Sølv. Her kom ærværdige og gravitetske MagistratsPersoner, hvis Kameler sukkede under det Guld, som Stikpenge og Medborgernes Udsuelse havde opdynget: alle disse vilde ind i Ærens Tempel. De kastede mange Dynger Guld og Sølv til Dragerne, og passeerte dem lykkelig forbi; men da de vilde bruge samme Kneb imod Løverne, bleve de allesammen sønderrevne og opslugne af disse ædelmodige Skabninger, og Dragerne, som stedse var om Profilen, opaad Aadslerne.

9

9

Jeg drømte om Tilberedelserne af et stort Universitet, som skulde funderes. Her var mange Lærde samlede, for at lægge Planen og give Universitetet Form og Love. Det første og fornemste, sagde disse Herrer, som vi have at iagttage ved Anlægget af dette Universitet, er, at alle Studenterne maae være Slaver. Til den Ende, naar vi engang giver dem Friehed til at disputere med os, maae de efter et Par Ord bestandig raabe med en ydmyg Stemme- Cedimus Overtræder nogen Denne Regel, han vorde religeret enten publice eller privatim. Relegatio privata er, at vi alle med Hænder og Fødder til evig Tid skal sætte os imod hans Promotion, saa at han aldrig nogen Tid skal naae den allerringeste Bestilling. Vil de skrive Bøger, da skal det staae i vor Magt, om de maae trykkes eller ey. Er der jevn Pølse-Snak, som ikke kan fordunkle vores Ære, da skriver en af os: Imprimatur, og da tillades det at vorde publiceret, men skulde Skriftet være af Betydenhed, fuld af grundige Tanker, nette Udtryk, ziirlige Klygter, dyb Eftertanke, stor Læsning, da raabe vi alle i een Mund: at det er slet, gemeent og forargeligt. Saaledes maae vi holde paa vor Ære. Skrive vi selv noget engang (hvilket vi dog sielden vil) da roese vi stedse hinanden. Saaledes bleve de første to Grund-Love ved Universitetet:

10

10 1) Lov: En Student maae aldrig have Ret, naar han disputerer med en Professor.

2) En Student maae ikke skrive noget, som kan fordunkle en Professors Ære.

Disse to Love bleve strax skrevne med gyld- ne Bogstaver, og ophængt over Indgangen til Universitetet, hvortil med Tiden endnu bleve lagte følgende, nemlig 3die Lov: Professoratet skal være arveligt. 4) Studenternes beste Be- neficia falde til Professorerne selv. 5) Fattige Studentere, som ingen høystvigtige og uimodstaaelige Recommendationer har, skal hede og kaldes i Academiets Sprog: L. I. D. E. R. L. I. G. E. Disse og andre Love bleve til evig Tid fastsatte, og disse Herrer vare nok saa fornøyede.

Jeg drømte om Tilberedelserne af en Krig. Siden, sagde Fyrsten, ville vi erobre alle de Lande paa hin Side af * *. Jeg har alt giort Planen, intet er lettere, jeg og mit Folk har Mod. En gammel Officier, som Dyden gav Mod at tale, sagde: Hvad nytter alle disse Er- Mod at tale, sagde: Hvad nytter alle disse Erobringer, derved, og Deres Folk, langt fra at vinde, tabe, i det mindste den nu levende Generation, hvis Penge og Blod skal bane Eder Veyen til Fordeel deraf. Om I end eyede den halve Verden, blev der ligefuldt Fattige og Rige, Skatter og Udgivter bleve ligefuldt staaende. I har saa meget Land, at I kan balancere Eders

11

11 Naboer, det er alt nok, mere behøver I ikke; ja mere er end og skadeligt for Eders Undersaattere og Thronfølgere. — Du taler urimeligt, sagde Fyrsten, er det ikke en Ære for mine Undersaattere, for mig og for dig, at jeg kan hede den Store. — O Fyrste! sagde Officeren, at hede Stor i Historien, og være lille og foragtelig i Guds Øyne, derved er sandelig meger mere tabt end vundet. At behage den Evige, at være stor i hans Øyne, det er noget, hvorefter alle Mennesker bør stræbe; men fornemmelig Regentere. Men mener nu Deres Naade, at man kan behage Gud, ved at slagte sine Medbrødre, da Alfader er Fader til os alle, og da vi alle ere hans Børn. Mon en Fader iblant os Dødelige skulde elske dem af vore Børn, som myrdede de øvrige? Mon da han, den Evige, som er Fader til os alle, skulde ynde den Prins, som fik slagret de fleste Mennesker. Fyrsten studsede ved denne Tale, betænkte sig, gav Officieren Ret, takkede ham, og vendte med sine Armeer hiem tilbage. Hans egne Undersaattere velsignede ham for en giengiven Fred, Na- boe-Fyrsterne, som hørte om hans Magt, men tillige om hans Redelighed, Rerfærdighed og Billighed, kappedes med hinanden om hans Venskab og Alliance. Man indstillede alle Ting til hans Mellemhandlinger, og han blev den halve Verdens Arbiter ved Fred og Retfærdighed, i Steden for ar blive dens Tyran og Bøddel ved Blod, Sverd og Ild.

12

12

O Fyrster! elsker Fred, den Gud og Folket ynder, Drag ikke Kaarden ud, før Nøden raaber: drag,

Ulykkelig den Prins som Navnet Stor tilskynder At slagte Mennesker med Glæde, Lyst og Smag- Vil end historien, og Hyklere dem ære,

De dog er Offer for Guds evig Hevn skal være.

Jeg drømte om Avancemens. Jeg faae med Forundring, at et Par Træeskoe blev til et Par Lærskoe, som først kom til at staae uden paa en Vogn, og kort derefter kom til at hvile inden i Vognen — ja alt hvad jeg drømte Den- ne Gang var meget confus — En børstede Skoe Kl. 10, og lod sine børste igien Kl. 11 — Nu legte en med Skiøtteler, og strax derpaa havde han Portepee — Den som nys blev reject til Examen, var kort derefter selv Professor — Mit Hoved svinglede i Drømme, jeg faae lutter Confuses og forunderlige Ting — Nu toede en Øl-Tønder, og strax derpaa blev han General — En Kullsvier blev Amtmand — Man tilkiøbte sig til sin Eyendom Mænd og Fruentimmer, og opveyede dem med Penge, faa de bleve overladte til den Høystbydende — Man gav Metal og Papir for Ære, Samvittighed, Embeder, Salighed, Lande og hele Riger — Fyrster selv neyede for denne Metal: de Lærde, de Store, Coqvetterne, de, som hver Søndag lærte hele Folket at foragte denne Metal, kort: alle og alle løbe derefter med saadan en Fureur,

13

13 at de ofte, for at fange den, løb Glip af Ære, Samvittighed, Dyd og Salighed. Alle havde Horatii Devise:

O cives, cives, qværenda pecunia primum

Virtus post nummos —-

det er paa Dansk:

Medborger! hver og en vi først maa søge Guld

Foruden dette er den største Dyd kuns Muld, Fortienester og Dyd kuns lidet dennem gavne, Som Banco- Seddeler og reent Courant maa

savne.

Vær lærd, erfaren, viis, vær tapper, fuld af

Dyd,

Alt dette Avner er, kuns Skaller, blot en Lyd, Hvis du ey Penge har. Du dog foragtet bliver, Du liden Ære faaer; men dig fast ingen giver.

Men hvis du Penge har, skiønt de end stiaal-

ne er,

Da er du æret, og for bele Verden kier.@Vær da kuns Skalk og Skarn, det kan det samme være,

Du faaer dog ligefuldt Bestillinger og Ære.

Efter denne Drøm drømte jeg om en stor Brønd, saa stor, som det største Torv. Der stod en ulidelig Stank op af Brønden. Her laae og flød i raadent Vand — Strids-Skrifter, som sigtede til at beklikke Personer, som Misundelse havde dicteret, og Nedrighed af- skrevet — Project-Skrifter, som allene vare tjenlige for, projektmagerens egen Pung —

14

14 Kiettermagerie-Skrifter, hvori man har vildet forkiettre alle brave Folk, som skrev ikke alting under med paa sidste Consilio — Finans-Skrifter, som skulde bevise, at Adelen allene skulde have alt, og Folket intet — En forfærdelig Mængde Dispurater om afdøde Narioners Støvler, Slaabrokker, Fahner, Vertshuse o. s. v. — Bøger, skrevne ud af andre Bøger — Machiavellistiske, Spinosistiske Skrifter, heraf var en stor Mængde, og de stank faa for- skrekkelig, at jeg ikke kunde bie længere. Jeg pikkede derfor Skotlænderen paa Skuldrene, som og strax fulgte mig. Vi gik ud, som vi gik ind. Vi hilsede Løverne, og kastede Dragerne en Guld-Penge i Snuden, som da logrede med Halerne, og lode os gaae. Da vi kom uden for, var jeg saa forvirret af disse Drømme, at jeg ikke mere vidste, hvor jeg var. Vi maatte ind i er Vertshuus, hvor vi drak en herlig Punch. Denne bragte os begge i god Stand igien. Jeg fortalte ham mine Drømme, og sagde: at jeg vilde vende tilbage igien til mit kiere Føde land, Dannemark, hvor ingen af mine fæle Drømme faae fin Opfyldelse. Han fortalte mig og sine Drømme, og sagde: ar han vilde reyse til Engelland, hvorpaa vi tog en kierlig Afsked, og skiltes ad. Men, førend jeg skilles ved Læseren, vil jeg først fortælle ham en af Skotlænderens Drømme. De øvrige vil jeg giemme til en anden Gang, naar jeg

15

15

først faaer seet, hvorledes mine vil blive Antag- ne. Siden skal udkomme Somnia Schotlandica, eller Skotlænderens Drømme. Men nu følger den ene af Skotlænderens Drømme, som jeg har lovet at fortælle Læseren, og hvormed jeg slutter mit Blad.

Jeg drømte, sagde Skotlænderen, at jeg saae et stort Hav, hvis Omfang ikke kunde bemerkes. Jeg hørte mang Stemmer, som ynkelig og græs- selig udraabre: Dette Hav ere vi dømte til at udtømme Draabe for Draabe, og dog vil dette Arbeyde engang faae Ende; men vores Pine og Qval faaer aldrig Ende, O Elendige Ærgierrighed! denne Straf lide vi for vores forrige Ambition. Vi vare fordum Tid de kiekkeste Krigsmænd til Lands og Vands. Vi kastede alting omkuld, som Orcaner: Byer, Stæder, Riger, intet kunde staae imod vores Magt. Vi tordnede og lynede i alle Verdens Kandter. Vi opbrændte og sønderknuste Mennesker, Fæe, Lande og Kongeriger. Vi gik i Blod op til Belte-Stedet med dødende og opslugende Sværd i Haanden. Alle Folk skielvede for vore Navne. Vore Ærestytter stode paa alle Lan- deveye, behengte med Krandse; vi kaldtes Store. Nationerne beviiste os guddommelig Ære, og vi vare neppe fornøyrde dermed. Vi anlangede endelig til de Dødes Rige: vi meente, at samme Ære skulde vederfares os som det hele menneskelige Kiøns Bøddeler og Eedsvorne

16

16

Finder.. Alle de andre Skygger begegnede os med den største, med en ulidelig Spot, Skam og Forhaanelse. Vi grebe til vore Kaarder, og vilde revangere os; men vi havde ingen. Hel- vedes Stokmester tog derpaa strax, fat paa os, og satte os til dette Arbeyd. Dommerne lod udraabe, at vi skulde arbeyde og pines evig. Maar dette Arbeyd er færdigt, sagde de, da skal de sættes til et andet, og saa videre fort i det Uendelige og Evige. De have martret og piint andre; derfor bør de efter Giengieldelsens Ret pines og plages igien. De have tilkiøbt sig det Tilnavn af Stor paa Omkostning af deres Medmennedskers Blod, nu skal de i al Evighed være smaae nok. De vare fordum ikke fornøye- de med guddommelig og himmelsk Ære; nu skal de være Slaver i al Evigheds Evighed. De svedte og arbeydede fordum for at ødelegge det Menneskelige Kiøn, nu skal de svede, ar- beyde, pines, og martres med Art. stæftigelse af en anden Art.

1

Tilforladelig

Efterretning

om

Hexegrenen

eller den saa kaldte

Munschrelruth,

Ved hvis Krast man kan finde alt der

Sølv og Guld,

som ligger i

Jorden og Havet.

Skreven af

Thorlac Thorlacius,

Magister Chymiæ & Magiæ Naturalis.

Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Jeg Mester Thorlacius, Islands Ære, Nordens Fryd, det menneskelige Kiøns Giir, Verdens Nytte, Solens Fordunkelse, Stiernernes Formørkelse, Mester i Chymien, og de sorte Kunster. I Wittenberg er en sort Skoele, der oplæres man i 7 tusind 8 hundred og 93 forblummede Kunster. Der ere stedse tolv i Skolen, og Skoelemesteren tager den tolv. Islænderne har fra Arilds Tid havt megen Vittighed; megen Flittighed. Dem skylder man alt hvad man ved af den Danske Historie, Poesie, Ordsprog & c. Jeg reyste

4

4 fra Island til Kiøbenhavn: jeg havde 40 Kroner med mig, jeg fik 40 Bens. Jeg tog anden Examen. Jeg havde 50 Ducater, jeg fik 50 Bene, og der blev en stor Splid iblam Professorerne; Mængden tildømte mig, som sædvanligt, Laudabiem; men nogle, mere erkiendtlige, vilde give mig Characteer af Laudabilisfimum. Til al Ulykke var det sidste ikke Latin, og de maae dog nødvendig tale rigtig Latin, siden de ikke kan skrive gemeen Dansk. Jeg fik da det gemene Laudabilem, som saa mangen Dosmer har faaet baade for og efter min blev sat en Krone over, enten til min Berømmelse, eller som et Sindbillede paa Ducaterne. Med alt dette var jeg ikke fornøyet: jeg vilde absolut lære de sorte Kunster. Jeg reyste til Wittenberg. Det er en behagelig Reyse,

naar man har Penge. Pots Tausind hvor

5

5

kan man ikke leve godt i Tydskland, naar man har Ducarer! Et godt Maaltid Mad koster ikke mere end 15 Styver, og, naar man har Penge, kan man faae Viin til. Jeg indlod mig strax i en Disputats, hvis Mening jeg aldeles ikke forstod. Jeg tænkte at behielpe mig med vores Kloster-Kneeb: jeg distingveerte me- get fiint, jeg raaabte idelig paa Barbara, Celarent; men alt dette kunde ikke hielpe mig, saa jeg med største Spot maatte forlade Auditorium, og Wittenbergenses spurgte med en tydsk, spodsk Mine: Was will Er Greys- kopff hier? Forbittret af denne Leeg, opmuntrer af min medfødte Lyst, gav jeg mig i den sorte Stole

Vor Skoelemester faae loyerlig ud, et Par Støvler og et Ansigt udgiorde hans hele

6

6 Person. Jeg lærte mange, mange tusinde rare Sager; men jeg vil allene handle om wünschelruthen, hvis Virkning jeg lærte paa en nye Facon. Det er al Verden bekiendt, at man med samme kan opdage Sølv og Guld; men jeg har lært langt mere: jeg kan ved samme opdage de menneskelige Hierters Tanker, man maae dog endelig lære noget, naar man hazarderer at give sig Fanden i Vold. Jeg har stedse foragtet Sølv og Guld; men, som jeg er nysgierrig, gad jeg gierne vidst, hvad alle Folk tænkte, og derfor appliceerte Hexe- grenen til dette Brug allene. Dog for at tiene dem, som elske Sølv og Guld, vil jeg giøre en udførlig Beretning om denne selsom- me Green. Historien er denne:

7

7

I Skovenes Rige voxer et Trær, som heder vidie, Træe. Den 24 Junii er St. Hans Dag, samme Dags Nat Kl. 1. og derover 23 Minut, da tager man en Green af Træer i stærk Blæst (Blæst, Orcaner og Vind maae der være; thi ellers duer der hele Project ikke) denne Green har man allevegne med sig. Man holder den lige i Haanden, og naar man passerer er Sted, hvor der er Sølv eller Guld, Da bøyer den sig, ligesom naar en Nar iblant os vil giøre sin Compliment. Paa denne Maade fandt jeg engang 30000 Kroner i Wittenbergs Gebet — Men som jeg ingen Væ-

sen giør af Penge, lærte jeg i en Hast en anden Brug af denne Green. Jeg lærte at applicere den paa Menneskets Tanker. Naar jeg vilde vide, hvad nogen tænkte, bøyede Grenen sig og jeg kunde da høre, hvorledes det brummede

8

8

i enhvers Hierte, og hvad deres inderste Tanker var. Der mødte mig først en ung Enke-Kone: hun græd og skreg, og rev Haarene af sig i Fortvilelse. Jeg tog min Hexegreen: hendes Hierte loe, hun bandede sin forrige Mand, og jeg faae disse merkværbige Bogstaver:

Gud være lovet, at din Kieltring nu er død, Gid du Tyran, og Skurk var aldrig bleven fød! Nu tager jeg min Dreng til kierligst Ægte-Mage, Han skal, han bør, han oil forsukre mine Dage, Vel er han Dreng i Dag, i Morgen blier han Svend,

Saa meget magter jeg at giøre Svend af

Dreng.

I Overmorgen skal han vislig Mester være, Saa parres vi, som er vor fælles Fryd og Ære. De bleve rigtig nok parrede; men den

nye Mester-Dreng bankede den gamle Kierling

9

9

fra Elleve til Tolv, og hun sang en anden Vise, som er denne:

Naar gamle Kierlinger med Knøse parres vil, Gaa hører Skieldsord, Hug og knytter Næ-

ve til.

Siden saae jeg en Officier: han var meget fornøyet over Krigen. Nun kann ich avanciren, sagde han, hvor er Fienden? gid jeg havde fat paa ham, jeg kunde allene nedsable et Par Tausend. Jeg appliceerre min Green, hans Hierte var langt ned i B * *, og i Linien af B * * saae jeg denne merkværdige Opskrift: I Freds-Tid er det godt en Officier at være,

Man da med Stokken kan forhverve Roes og

Ære,

Og mukker Karlen, han da Spidsrod løbe

maae,

Ney a propos, nu maae Soldaten Spidsrod

gaae.

10

10 Men udi Krigens Tid der heder noget andet, Vor Fiendes Kugler medvor egne samenblandet, Det Opgtog hesligt er, vor egne skyde bag, Og Fienden skyder for, saa alt er Knag og

Brag.

Bor egne hevne vil de Stokke, de har prøvet, Vi sittre for og bag, som bange og uøvet, Men see en Frelse er, jeg gaaer ad Skoven til, Og ingen finder mig, som med mig tale vil.

Jeg mødte en Præst. Religionen staaer paa Fald, sagde han, saa mange Hellige Dage afskaffede! Jeg brugte Hexegrenen. Hans Hierte —-

O hvor er det tungt at være Dommer, sagde — man skal have Skiønsomhed, Oprigtighed, Samvittighed. Jeg loe og appli-

11

11

vierte Grenen. Jeg saae hans Hierte, og dette sagde: Jeg tager aldrig mod StikPenge; mm jeg viser dem ud til mm Kone. Hun kan tage dem med en god Samvittighed; thi hun er ikke sommer. Naar jeg selv skal sige Dommen af, bespørger jeg mig med en gammel drukken Underrets Procurator. Jeg giver ham en god Frokost, og han giver mig en halv Snees decisive Domme. Sandt er der, at jeg undertiden dømmes til at bøde, naar denne Krabat dommer mere efter Bræn- deviin, end efter Loven. Men jeg har to Ud- flugter: Enten ere Bøderne aldrig saa store, som det Snyderie, jeg har giort, eller og jeg skriver, eller lader skrive (thi sandt at sige, saa kan jeg hverken læse eller skrive) en Supplicatz til det høyere Raad, i sær til den Herre, hvis

12

12

Kudsk jeg sidst var, og da bliver paa FruensForbøn alle mine Bøder skienkede.

Det er et Helvede at være Minister, sag- de — Foruden alle de Hierne-brydende Forretninger, man har, skal man giøre Opvartninger, følge med Fyrsten, og stedse være alart og paa Færde. Jeg giorde Brug af min Green. Hans Minister-Hierte svømmede i Glæde. O hvor er det dog let at være Minister, sagde det. Opvartninger giør jeg gierne. Hvilken Fornøyelse, naar alle sige og pege paa mig: See der gaaer Favoriten, vor Fyrstes Elskede. Naar jeg er med Fyrsten enten paa Jagt, eller andensteds i Forsamlinger, da er min Ære den samme. Æren følger mig overalt, og Folket knæler dybere for mig, end for Fyrsten selv. Hvad mine virke

13

13 lige og solide Affairer angaaer, dem overlader jeg til min Kammer-Tiener, som jeg nu kalder Secretair. Han har en gammel Magister i Baghaanden, som fordums Tid har været Le- gations-Secretair. De to komme artigt overeens at besvare og afgiøre alle mine Sager, og jeg har dermed intet og slet intet at bestille. Denne Magister vilde gierne have et Brød i Landet. Hvilken dum Karl! saa havde jeg jo slet ingen, der kunde hielpe min Kammer-Tie- ner til at forrette mit Brød. Ney aldrig skal han faae Bestilling; men være og forblive evig Hr. Magister. Jeg gav ham sidste Rye-Aar en af mine Kammer-Tieneres Klædninger, og af

min egen Lomme 4 Rdlr., hvad kan saadan en

14

14

sort Hund forlange meer? Han skal længe læse og pidste Børn, førend han kan fortiene saa meget, det veed jeg ogsaa, omendskiønt jeg, Gud see Lov ! aldrig har studeret.

15

Følgende Bøger selges i Bogladen

No. 8. paa Børsen:

Philopatreies trends Anmerkninger 1) Om de dyre

Tider og Handelens Svaghed 2) Qm Retter- ging. 3) Om Geistlighedens Indkomster 12 Sk.

- - den sammes første Forsettelse, indeholdende fire Anmerkninger, 1) Om Handelen. 2) Om Krigsstanden. 3) Om Tingsvidners Førelse. 4) Om Videnskabernes Opkomst 12 Sk.

Philoeleresias Anmerkninger over Philopatreias An- merkninger om Geistlighedens Indkomster 6 Sk.

Den 124 Aars gamle Rorste Bondes Børge Olsens Syn, om forunderlige TiIdragelser og Tanker om høye Hemmeligheder, skrevne Aar efter Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønne-Søn Ole Børgesen 8 Sk. NB. Dette er det rette og orginale Manuscript; thi det forhen udgivne er defekt.

Ole Smede-Svends Begrædelse over Risen-Grød, af ham selv 4 Sk.

Den Tyrkiste Ræv 8 Sk.

Jeppe Vægters Betragtninger over Staten og det almindelige Beste, samlede paa hans Nattt-Vagt 4 Sk.

Bjergmandens Speyl i Skaane proberet og beskreven af Simon Skoeflikker 4 Sk

En Falsterboes Betænkninger ved at igiennemlæse de nye udgivne Skrifter af Torchild Baden og Philopatreias med flere 4 Sk.

Den Svenske Bedrager, eller Jakob Guntlaks Livs og Levnets Beskrivelse, skreven af ham selv i hans Fængsel i Stokholm 16 Sk

En saare merkværdig Tildragelse med et forhexet Drenge Barn der var en Nisse, men omskabte sig til en Skoebørste, med mere som Historien fortæller, til Tryk- ken beordret ved Casper Ebeltoft, samt hosføyet en Lovtale over Skoebørsterne 8 Sk.

16

En liden historisk Beskrivelse om Joachim og hans kiære Hustrue Anna, as hvad Slægt de ere fødde, item om deres Datter Jomfrue Maria hendes Barndom og Levnet med mere 12 Sk.

Spaadom af den berømte Eremit Martin Zadeck an- gaaende hvad som skal skee i de tilkommende Tider, hvorover hele Verden skal forundre sig, som han i haas Alders 106 Aar ved Solothurn i Sveitser Land har aabenbaret sine Venner den 20 December 1769, 4 Sk.

NB. alle disse ovenanførte Piecer kan ogsaa bekom- mes heftede for samme Priis.

Mirzahls Syn i Skiebnens Tempel 6 Sk.

En Skrivelse fra Caroline, Mamaes eneste Datter, til Pastor Fido, hendes Skrifte-Fader 4 Sk.

Brev til Mette Corporals fra en Bekiendt i Fyen 4 Sk.

En Skrivelse fra Charlotte i Kiøbenhavn til en Provstinde paa Landet om Mandfolkets ynkelige Optøger 4 Sk.

En Skrivelse fra otte Fruentimmer til Argus, denne nyemodiqe og dristige Skribent, eller Retfærdiggiørelse for Caroline, Mette Corporals, Charlotte te og s v. 4 z.

En Skrivelse fra Dorinde til sin Fader 4 Sk.

Sandfærdig Fortælling om besynderlige Tanker ved merkværdig Samling paa den Danske Skue Plads 4 Sk.

Tanker til nøyere Eftertanke om gode Love i et Land og deres nøye Efterlevelse har sin Indflydelse paa det Almindelige? samt om Banqvens Tilstand og dens Hielpe Midler, item om den for Kongens Regning anlagde Tobaks Handel i Kiøbenhavn 6 Sk.

Tanker til Nøyere Eftertanke allene om Banqven i Kiøbenhavn og dens nærværende Tilstand 4 Sk.

1

Jeppe Vægters

Betragtninger

over

Staten

og det

almindelige Beste,

samlede paa hans

Natte-Bagt

i Aaret 1771.

Selges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2

Tilskrift.

Velædle og Høylærde Hr. Magister Vielgeschrey!

Jeg, Hr. Magister bør dem dette Blad tilskrive; Thi vi i mange Ting hinanden lige blive:

De vaage Nætterne, jeg og det samme giør; De skrige, skraale fælt, det samme jeg og bør. De Nat og Dag med Flid projecters Hob

formere,

Og jeg den hele Nat har Lyst til at studere.

Jeppe,

Vægter i Uttopia ved Professor-Gaden.

3

Da jeg gaaer vaagen den hele Nat paa Kiøbenhavns Gader, saa kan intet være mere naturligt, end at jeg tillige studerer den hele Nat, og efter min ringe Forstand giør mange Forslag eller Projecter. — Derimod kan indvendes mange Ting. Først vil man maaskee paastaae, at Vægterne sove lige saa meget som andre Folk. Kan nok være; men jeg er ikke af det Slags Vægtere. Jeg hverken boer, sover eller holder Vertshuus paa min Post. Men vil man spørge: hvorledes kan du studere, Vægter, naar du har ingen Bøger? da svarer jeg saaledes: jeg har kiendt mange saa kaldte Lærde, endog Magistrer, som med alle deres Bøger dog ere forekomne mig som Dosmere. Kan man nu blive en Dosmer med hele Stuer fulde smuk indbundne, store og tykke

4

4

Bøger; saa kan maaskee en Vægter blive klog og lærdt uden alle Bøger.

Saaledes kan jeg og uden Bøgers Hielp giøre Projecter eller Forslag; thi dem giør jo enhver Tosse, besynderlig de fra Persepolis. Men skal jeg vel troe, det aldrig er billigt eller tilladeligt, at giøre saadanne Forslag. Jo, jeg som Vægter tør paastaae, at Verden uden disse Projecter endnu meget skulle ligne sit første Chaos, eller sin første Raahed. Den som har opfundet Skrive-Frieheden, har jo og giort et Project, og hvor nyttigt er ikke dette, da derved tusinde Fordele aabenbares, der ellers ret som en Gnist maatte qvæles under Asken. Nu vil jeg da og til at giøre nogle Forslag. Det er mueligt, at jeg undertiden feyler; thi er intet Menneske uden Feyl, vilde det være et artigt Syn at see en Vægter fuldkommen, da end ikke den beste Magister er frie for dem. — Saa meget kan jeg sige til mit Forsvar, at jeg ingen Penge forlanger, hverken i Forskud, Mellemskud eller Efterskud som visse Franske; men at

5

5

jeg tvertimod maae betale Bogtrykkeren paa der dyreste, for at faae mine Indfald bekiendtgjorte- Mit første Forslag er da: man skulle skabe ferre Magistre og Studentere.

Jeg har en kiødelig Broder, som er Ma- gister. Hele Byen sværger paa, han har lært mange rare Ting, og alle bukke meget dybt for Ham. Imidlertid maae jeg dog føde denne min Broder af min stakkels Vægter-Gage, og dette kommer mig selsomt for. Jeg har kuns lært Vægter-Versene, og kan dermed føde Kone og Børn, da min lærde Hr. Broder, som kan uden ad paa sine Fingre, jeg tør sige Ti Tusinde Bøger, ikke kan føde sig selv.

Jeg har tit tænkt herpaa om Natten paa min Post og befundet, at denne Stats-Feyl flyder deraf, at der ere for mange Studentere og mange flere end Staten kan hielpe. Hvis der vare Tyve til Tredive Reserve-Vægtere imod hver, som virkelig er antagen, saa vilde det gaae vor hæderlige Orden ligeledes; thi disse ReserveVægtere maatte nødvendig sulte ihiel. Da

6

der nu ere saa mange Reserve-Studentere imod hver, som virkelig er i Embede, saa kan man let begribe saa mange Studenteres Nød og Trang. Den Forskiel er der dog, at en Reserve-Vægter kan sauge og hugge Brænde; men en Student kan ikke bære Fiesk fra Stranden. Tilmed er hele Studenteriets Forfatning slet indrettet. Hvad Hielp har de vel i Fattigdom, og hvor ulykkelige ere de ikke i Sygdom, da endog de almindelige Hospitaler staae tillukte for dem, og de ingen ugentlige Syge-Penge har, som alle andre Selskabs Lemmer. Alle Mennesker ere haarde imod dem, og jeg troer, deres Egne mest. Jeg spurgte engang min lærde Spekhøker Mortensen, hvoraf det kunde komme sig, at Folk havde Medlidenhed med en blind Tigger, med en halt Tigger, en lam Tigger, men ikke med en lærd Tigger? det kommer deraf, svarede denne skarpsindige Mand, at alle frygte for, at blive blinde, halte, lamme; men de allerfleste veed tilforladelig vist, og ere fuldkommen overbe- viiste om, at de aldrig blive lærde. Jeg har

7

7

stor Medlidenhed med forladte Lærde, og skiønt jeg som Vægter burde være haardhiertet, kan jeg dog forsikre, at jeg ikke uden inderlig Medynk kan ser en Lærd i Jammer og Elendighed. @Den bekiendte Ole Smede-Svend, som har skrevet saa ziirlig og net om Risen-Grød, har forsikret mig, at den første og største Lærde i Europa, og den største Poet, maatte tigge sit Brød Dør fra Dør, Huus fra Huus. Hvad Under da, om en stakkels Student i vore Tider kunde begiere en billig Hielp, og det ofte af dem, som ere ham samme pligtige og skyldige? — Bemeldte Ole har og fortalt mig, at den lærde Plautus maatte trække Mølle som de blinde Heste; at den eneste rette Lærde i Spanien sul- tede ihiel; at en af Frankerigs største Zirater døde paa et Hospital, hvilket dog var en stor Lykke; thi her er ingen Hospitaler eller Klostere hverken for Magistre eller Studentere.

Sandt er det, der ere mange unyttige Lærde. Magister Skiærop, som fordriver, sin hele Livs Tid med at partere Fluer og Ed-

8

8 derkopper, er langt fra ikke saa nyttig som jeg, der om Natten vogter Folk fra Tyve og Voldsmænd, redder deres Huse fra Ilds- vaade, siger dem hvad Klokken er, og om Dagen skiærer godt Folkes Brænde, studerer og giør Projecter. Disse ere nyttige Fordele for Staten, men hvad pokker hielper det at skiære Fluer op? Jeg veed og, at der ere man- ge urimelige og skadelige Lærde, alle disse Ister- Brødre, som Atheister, Deister, Naturalister, Egoister, Idealister, Materialister, Pyrronister, og en pokkers Mængde flere. Ole Smed har sagt mig, at disse Pyrronister tvivle om alle Ting. Hvis jeg var saaledes sindet, duede jeg ikke engang til at være Vægter; thi hvis jeg tvivlede paa Ild-løs, naar Husene stode i LysLue, da fik Byen snart en Ulykke, og den Spanske Kappe med sin lette Hat vilde blive Jeppes visse Lod og Deel. Men i alt dette har jeg dog Med- ynk med de Lærde, og ønsker dem over hele Verden,- men helst i vore Nordlige Lande, en bedre Skiebne.

9

9

Beklageligt er det, at de fleste af dem, naar Flid og vaagne Nætter har udtæret deres Ungdoms Kraft, i en høy Alder endda maae hielpeløse bortdøe, uden at kunde opnaae deres Ønske, at tiene Gud , Kongen og Landet.

Alle disse tilkommer med Rette en og samme Gravskrift, hvilken best udtrykkes i efterfølgende Linier:

Her hviler nu ved Hipocrene En fattig og foragtet Mand,

Som ved sin Møye vandt allene,

At leve i en usel stand.

Der er beklageligt, at de Lærde ere lige saa ringe agtede i den underjordiske Verden; thi vi veed af den hæderlige og velbereyste Niels Klims bekiendte Reyse-Beskrivelse, at han som en gammel og ærværdig Philosophiæ Baccalaureus, kunde der ikke blive andet end Løber, og uagtet alle sine ypperlige Testimonia blev begegnet med stor Haanhed og Foragt. Men a propos Niels Klim, da er siden Holbergs Tider opdaget adskillige Indretninger, som han

10

10

giorde, medens han var underjordisk Keyser, hvoraf jeg vil meddele Læseren følgende, for at spare paa mine egne Projecter til en anden Gang:

1) Alle Slags Laug, hvad Navn de end have kunde, skulde vorde ophævede. Man forbyder Folk at brygge, brænde og bage selv. Hvorfor ikke og at koge selv, og til sidst at spise selv? Man forbyder Folk uden for Laugene at arbeyde. Hvorfor afskiærer man ikke tillige de virksomme Redskaber, og saaledes sætter dem uden for Menneskeligheden?

2) Alle Academiske Forelæsninger, Taler og Disputatzer skulle holdes i Landets eget Sprog; thi at handle anderledes, er som oftest at skiule sin Vankundighed i fremmede Sprog, og forhutle sit eget.

3) Da Folkemængden er et Riges Lyksalighed, bør alle Religioner taales, Ægteska- bene paa alle muelige Maader forthielpes, alle Laug og Monopolier ophæves, ingen Forskiel giøres paa Arbeydernes Flid, Indsigt og Vind-

11

11

skibelighed, af den Aarsag, at de ere af forskiellig Religion og Folke-Slag.

4) Ingen maae holde stærke eller skadelige Drikke til Fals. Man forbyder og brænder Atheisternes og Deisternes Skrifter; da de dog alle fra Verdens Begyndelse neppe har giort saa stor Skade, som Brændeviin paa en eneste Dag.

NB. Denne Forordning holder jeg meget af. Havde den for været til, havde Frans Dragon ikke forhugget mit Ansigt i Fior, og jeg behøvede da ikke hvert Øyeblik at trække paa Raadstuen snart med en, snart med en anden.

5) Ingen maae studere, uden han har Midler, med mindre ham andensteds fra maatte vorde anviist en vis Penge-Sum, som er i sikre og paalidelige Hænder; thi foruden den store Skade det er for Landet, og foruden alle de Ulykker, den fattige Lærde har tilfælles med andre Fattige, har han oven i Kiøbet det smertelige Uheld, at han formedelst en forbedret Smag haardere føler sine Lidelser og Mangel

12

12

end andre. Desuden er hans Legeme ved Studeringer blevet svækket og ømskindet, saa han ofte mere gruer for Lidelser og ubevandt Arbeyde, end den haarde og hærdede Pøbel, som, saa at tale, har Kobber Legemer.

NB. Havde denne Forordning været, saa skulde jeg nu ikke have nødig, at sauge Brænde om Dagen, skrige paa Gaden om Natten, og udpine mit gamle Legeme, for at føde min Ma- gister Broder, ja ofte tage Brødet fra mig selv, min Kone og Børn, for at fylde hans slunkne Tarm.

6) Ingen maae foragtes paa Grund af uægte Barn, eller derfor udelukkes fra noget Landets Gode; thi enhver maae jo nødvendig være fornøyet med de Forældre, Skiebnen giver ham, da ingen kan vælge sig Forældre, førend han selv er bleven til.

13

13

Men at jeg ikke med al for megen Alvorlighed skal falde mine Læsere kiedsommelig, og at jeg ved Forandringer kan fornøye dem, vil jeg anføre nogle lystige og artige Historier om Niels Klim, som ikke findes i den almindelige Beskrivelse. Og som min lærde Broder ofte har sagt mig: Variato delectat, og jeg selv af Erfarenhed har lært, at alle Mennesker ere for Forandringer, og at en Haandfuld Spøg oven paa det Alvorlige, kommer ret tilpas, saa vil jeg slutte dette mit Blad med nogle skiemtende Fortællinger om den berømte Niels Klim.

Første Historie.

Da Niels Klim var bleven Keyser, og hovmodede sig af Lykken, vilde han engang spotte en gammel Frue, som i sin Ungdom havde været meget smuk. Madame! sagde han til hende, hvor længe er det siden de kom fra Skiønheds Land ? fra dette Land kom jeg, svarede Damen, da Keyseren kom fra Kispusien; thi i dette Land var Niels Klim løbet fra

14

14 Armeen og havde forstukket sig i en Bagerovn. Keyseren blev baade rød og bleg; men hvad kunde han giøre andet, end tie?

Saa spotter ingen, ar I ey bespottes skal; Fordi I har Forstand, er ey en anden gal, Man haver Spotteren og stræber sig at hevne, Man mindste Ære ey en Spottere vil levne.

Anden Historie.

Da en lærd Storpraler engang forestillede Keyser Klim, at han kunde giøre Sølv af Metal, og han anholdt om et anseligt Forskud, sendte Klim ham en stor Sæk, og lod ham sige: siden han kunde giøre saa meget Sølv, som han vilde, behøvede han allene en Sæk, for at lægge det i, og i øvrigt intet.

Guldmagere! seer her, at eders Væv og Pral Just ikke mægtig er at giøre alle gal.

Tredie Historie.

Klim var engang hæftig syg; han følte det best selv, skiønt Lægerne forsikrede ham, at

15

15

ham feylede saa got som intet. O Regentere! udraabte Klim, hvor haard er ikke Eders Skiebne, da man endog i Eders sidste Døds Time søger at hykle og lyve for Eder.@O Fyrster! hvis I kan, da tager Jer i Agt For Hykler-Tungen, som saa ofte haver bragt Saa Mangen værdig Printz i stor Fordervelse, Som elsket af sit Folk, sit Folk og elskede. Den beste Fyrste sig saa let forblinde kan, Naar Hyklerens Forgift hans Hierte griber an, Og mørkner Lyset, som var før i hans Forstand.

Fierde Historie. Der kom engang en til Keyser Klim, og gav sig ud for en stor Kunstner. Hvad Kunst kan du da? sagde Klim, jeg kan paa en Længde af tre Favne kaste Erter igiennem et Syenaals- Øye. Klim befalede, at give ham en Skieppe Erter og en Snees Syenaale, men vilde aldeles ikke see hans Kunst. See, Line-Dandsere, og Mæstre for Balletter, Klim eders kcume Spring i megen Agt ey setter,

16

16 Nu er der Lande nok, hvor Daler tusind viis Til eder deles ud, som eders Kunsters Priis. En nyttig Embeds-Mand, et Lands Zirat og Ære Tit med langt mindre Løn maa vel fornøyet være; Men leved Klim endnu, maaskee I neppe fik Det som fornødent var for Livet at ernære, Langt mindre nød I da til Overflod og Ære, Saa det vist anderledes gik.

I ere, siger man, til stor Fornøyelse,

Vel an, jeg under da Jer det Nødtørstige, Men ikke meer.

At I med Overflod skal fyldes og med Ære, Det kan fornuftigt ey paa nogen Maade være, Og det jeg meget nødigt seer.

1

Ole Smedesvends Begrædelse over Rissengrød

Af Ham selv.

Kiøbenhavn 1771, trykt hos Johan R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2

Dulce est desipere in loco.

Imprim. HORATIUS.

3

Det

Høibarmhiertige

Marketenter Laug

Tilskrives kierligst denne

Begrædelse.

4

S. T.

Eder ogsaa bør med Billighed beklage,

Som har saa meget tabt ved de aflagde

Dage,

Som nu ei ere meer. — Den Fordeel alt er tabt.

Som Eders Riis i Vand med Melk Har Eder skabt.

5

Intet kan smerte mig mere, end at de mange hellige Dage ere os bortkom- ne. Ikke just for hellig Dagenes egen Skyld; men for den deilige Risen-Grød, som vore Mestere maatte give os disse HøitidsAftener og for den derpaa følgende Sviir og tykke Levemaade, da jeg de fleste Dage paa saadan en hellig Dag, med Fornøielse forødte et par Ugers Fortieneste. Sandt er det, at jeg endnu har Lov at holde saa mange frie Mandager, som jeg vil; men med alt dette mister jeg dog min Risen-Grød, hvilket er beklageligt! Men a propos om Risen-Gryn: da gad jeg gierne vidst baade hvorfor de kaldes Ri-

6

5

sen-Gryn i hvad Land de voxe, hvorledes de best tillaves, ogsaa videre? Maaskee nogle vil sige til mig: Ole Smed! er du gal? vi! du resonere og være Skribentmager? Men jeg svarer dristig herpaa, ja vist!

Jeg har hørt tale om mange Skriftmagere, som ikke har forstaaet mere, end at læse inden i en Bog og skrive krumme Bogstaver.

Patrollen skal have været i dette Tal og skal have fortient store Penge.

Jeg altsaa, som ikke allene kan læse og skrive, men endog regne de fire Species, maa nødvendig skrive noget Fyndigt, og samle alle Lommer fulde. Men at komme igien til vores Risen-Gryn, da har en meget lærd Mehlmand forsikret mig, at disse Gryn komme fra Hedenskabet og voxe i Tyrkiet.

Hvis dette er sandt, er jeg ret fornøiet over, at vi ikke mere saae dem at spise. — Tænk, at spise hedenske og tyrkiske Retter om hellig Aften, det var jo det samme, som at forandre sin Troe og give sig selv til Tyrken, eller Fanden i Vold. Men man kan just ikke altid troe den lærde Mehlmand; thi de Lærde lyve forbandet tidt, ligesaavel, som andre gemeene Folk.

7

7

Der hvr levet en forfløyen Jøde-Smaus i Holland, som man og kalder lærd. Denne Prygl har vildet bilde Folk ind, at Verden havde giort sig selv, hvilket var lige saa for- bandet en Løgn, som om jeg vilde bilde Folk ind, at mine Laase giorde sig selv, og af sig selv fløy mig i Øinene. Denne Karl skal have hedt Spinat, eller Spinos.

En fransk Nar, som lod sig kalde Mette eller Metrie, og som tillige kaldes græsselig lærd, har vildet bilde Folk ind, at alle Mennesker vare af sig selv sammenblæste af flyvende Gran; hvilket var det samme som at sige (for at komme til vor Risen-Grød igien) at en god Portion Risen-Grød kunde løbe tilsammen af sig selv i een Gryde fra alle Verdens Parter, kaage sig der selv og sette sig selv ind paa Bordet af beste Smag, med beste Maimaaneds Smør, Kaneel og Sukker.

Ere da ikke mange Lærde ligesaavel Løgnere og Narre, som Smede, Skredere, Skoemagere, spradebasser og andre? Der beste er, at vi her i Dannemark ingen lærde Narre har havt, undtagen er anseligt Antal af dem, som stedse have stridet imod den ædle SkriveFrihed, fordi de selv vare enten dovne og uvittige, eller de allene vilde have Privilegium paa at skrive slette Bøger.

8

8 Men a propos vor Risen-Grød! da, hvis Mehlmandens Ord ere sande at de tilbringes os fra fremmede Steder; ønskede jeg selv gierne, at denne Ret blev afskaffet. Vore lærde Politici sige vel, at Handel er nyttig, nødvendig og beriger et Land. Ja det forstaaer sig! Naar et Land ombytter nødvendige Ting med et andet. Men saadan Handel bliver latterlig og skadelig, som for Exempel: naar vi give for Chinesiske Leer-Kar og Potte-Skaar vor trofaste og dyrebare Sølv, hvoraf vi selv kunde giøre Sølv-Kar; og Sølv er dog uden Tvivl beder, end Leer Saaledes har vi ikke heller nødig ar kiøbe Risen-Gryn fra fremmede langt bortliggende Lande, saa længe vort eget Land giver os saa mange Arter af Gryn. — Ja! svarer man, Risen-Gryn ere dog de beste af alle.

Just dette er Dannemarks Ulykke, at man stedse har foragtet sit eget, æret, elsket, tilbedet og beundert alt det, som var fremmed. Saaledes, hvis dette Blad var skrevet af en forløben Udlænder, besynderlig af en Franske mand, da blev det strax anfeet og æret, som vittigt, sindrigt og grundigt. Men da det nu er skrevet paa en dansk indfød Smede-Svends Verksted, vil der ringe agtes og maaskee rent foragtes.

9

9

Hvor faar jeg nu mere Materie, fil at skrive om Risen-Gryn? Kan jeg som en stakkels Smed, ikke bruge den samme Frihed, som de største Høilærde tage sig, uden al Undseelse, nemlig at skrive ud efter andres Bøger? Men til al Ulykke finder jeg ikke, at nogen Høilærd har skrevet i denne saa vigtige Materie, saa at jeg har den Ære, at være den første Skriftmager i denne Post; den første, som heri har brudt Isen; den første som værdig har skrevet om Risen-Grød.

Jeg maa da see, hvordan jeg flipper lykkelig og vel ud deraf. Af Holberg veed vi tilforladelig, at Klokkerne intet Hoved har; men Ole skal vise for hele Verden, at Smedene har lige saavel stærke Hoveder, som stærke Næver. — Saaledes fødes mange Mennesker strax fuldkommen til Verden.

Jeg har kiendt mange høie Krigs Officiers, som ikke har lært andet af Krigs-Kunsten, end jammerlig at igiennemprygle Soldaterne og beklippe deres Sold; men formedelst medfødte Naturens Gaver dog have passeret for drabelige Officiers: Der har været berømmelige Raadmænd, som aldrig ret har seet Lov-Bogen: Man har havt store Versemagere, eller Poeter, som allene har lært Riim og at stoppe stridige Talemaader sammen: Vi har havt

10

10

Geistlige eller Theologer, som en eneste Bog, eller System har giort fuldkommen dygtige: En Professor Astronomiæ skal for mange hundrede Aar endnu have været mere lykkelig; thi han lod en siellandsk Dreng giøre alle sine Anmærkninger og Kunst-Stykker, og ved dette allene, uden ringste Fliid, Møie, eller Eftertanke, fik Navn af en stor Stierne-Kiger.

Kort sagt: enhver er en Tyv i sin Næring. Dette Ordsprog er vel gammelt og en almindelig Leve-Regel. — Lader os nu engang eftersee, om det og er billigt. Jeg paastaaer, at det er billigt og giver derpaa saadanne Exempler: En Boghandler, som neppe kan læse Tirulen paa de Bøger, som han selv forlægger, skulde i Steden for nogle Rixdaler byde mig nogle Mark, hvis jeg ikke indbildte ham, at det i mange Dage havde kostet mig sterk Sveed og stor Møie, og hvis jeg ikke fatte en latterlig Titel paa er fornuftigt og dybsindigt Skrift.

Men dog bor disse politiske Kneb, som den Skræders, om hvilken Franskmændene, som aldrig kan, eller bor lyve, har følgende smukke og opbyggelige Historie: - Der var engang, siger Historien, en Skræder, som for ei at glemme sine Kneb stial endog fra sig selv ved at tilskiære sine, sine Børns og

11

11 Kones Klæder. Omsider sagde Konen: er du gal Mand! Du staaer jo og stieler fra dig selv. Du er en stor Tosse, svarede han sin ellers medhielpende Kone; thi hvis jeg denne Gang gik mig selv forbi, glemte jeg maaskee siden Fremmede.

Men at komme til vor Risen-Gryn igien, hvilket er hele Indholdet af vort Skrift; da paastaa Lægerne, eller Docterne at det er sundere at kaage samme i Vand, end i Melk. — Hert Lekkermund derimod skriver og paastaaer at den, hvis den stal have Smag, unægtelig bør kaages i Rødviin, (jeg troerfordi vi have mere af den end af Melken.)

For at dømme heri, hvad der var det beste, maatte man først vide Risen-Grynens Natur, Føde og Beskaffenhed, og da sige nogle Skriftmagere, ar de feede; men føde ikke; saa at denne Spise i mange Maader ligner theologiske og philosophiske Collegier, af hvilke man kan opbælses, blive fede og tykt udseende, og dog ingen Lærdom faae, ei heller nogen sund Forstand, eller Skiønsomhed.

At kaage saadan udroy Føde i Vand, var at giøre den alt for maver, og den kom

12

12

til at ligne et Collegium, som holdes af en maver, tør og hierneløs Foreleser.

Jeg veed ikke, hvoraf det kommer, sagde en uvittig Professor, at man foragter mine Skrifter, da jeg dog kan bevise hvert Ord. Det er ikke nok at bevise, svarede en Student ham; man maa tillige røre.

At kaage Risen-Grød i Melk kunde foraarsage Slim. Melk er vel seed, men dog efter Lægernes Paastand, usund. Da nu Risen-Gryn og ere feede, mem udrøje; saa kunde denne Sammensætning, nemlig RisenGryn og Melk lignes ved de Lærde; thi passes de ikke nøie, oftes de begge.

Vindmagere, som med store Ord og opblæste Talemaader sammensnøre tykke Skrifter, fulde af Bind og udrøi Tøy som duer til intet uden eest vist Sted— Saaledes ere der Prædikantere, som som kan ophæve sig i en Prædiken, tumle og slaae i Prædike-Stolen drukne Folk i en Flod af oppussede Tale- maader, og saa med alt dette dog sige slet intet.

For at vide, om Risen-Grød, kaagt i Rødvin; var tienlig, maatte man først ret kiende denne Viins Natur og Egenskaber.

13

13

Man paastaar, at visse Viin-Kyppere forfalske og blande denne Viin saavel, som alle de andre Sorter Viine. Hvis saa er, kan denne Spise ikke være sund. — Udrøie Gryn i forfalsket Viin seer artig ud, og er et Sindbillede paa vore mangfoldige Project-Mager, som for løse og udrøje Projecter fylde deres falske Lomme. Jeg giør det for Publici Beste, sagde den franske Project-Mager, og ikke for min egen Fordeel; dog, hvis Regieringen vil skienke mig en aarlig Pension af et par Tusende Daler, bør jeg tage imod den, deels for at vise min Ydmyghed, deels for derved at kunde bringes i den Stand, uden Huus Bekymringer allene at see paa Landets Fordele.

Men a propos! de franske Projectmagere, da have vi havt Plage nok af dem, og ønske ikke, at see mange af dem mere. Niels Klims Faver paastoed, at disse Karle skulde giøre deres Projecter med en Strikke om Halsen, midt under en Galge, og naar Projectet da befandtes at være egennyttigt for Projectmageren og skadelig for Landet; skulde denne Hert Projectmager uden Maade hænges levendes op.

Havde dette blevet til en Forordning, o hvor mange hængte Projectmagere! Endelig

14

14

synes den Tid nu at være kommen, da vi ikke længere lade os narre, enten af franske, eller spanske Projecter, og da vi tør tænke, tale, skrive og handle selv.

Skrive-Friheden vil giøre meget til, at vi lære at tænke og handle, vel. — Det forstaaer sig selv, Klinten voxer allevegne blant Hveden, at got og ondt ere bestandige Selskabs-Brødre, at intet Menneskeligt er fuldkomment; men dog er det stedse bedre, tusende Gange nyttigere, tusende Gange mere ærværdigt for vor Allernaadigste Konge, at have frie Borgere, end Slaver i sine Stater.

Elendige Tider, da en Professor; K. og H., som ofte ikke forstoede de Skrifter, man tilsendte dem, kunde ved et Ja og Nei regiere den heele danske lærde Verden!

Hvor meget got Skrive-Friheden har udrettet, vise de ulignelige Skrifter af Baile,

Leibnitz, Voltaire, Montesqvieu, le Clerc, Newton, Wolff ogsaa videre, hvis ypperlige Verker skulde have været, til ubodelig Skade, tabt for Verden, dersom SkriveFriheden havde været standset af en ung, grøn doven, myndig, eller jaloux Gloebiest.

15

15 Men see, hvor vidt de Tanker om RisenGryn have ført mig! Der heder ret, at kaa- ge Suppe paa en Lundstikke. Hvis nogen Marketenter kan tale bedre for sin RisenGrød; vil jeg giøre ham den Ære, at spise paa Borg hos ham min hele Livstid, og oprigtig skylde ham Pengene.

Der er slemt, at være i Gield; men hør, hvad Franskmanden siger herom. Man spurgte ham, hvorledes en Gieldbunden Svend kunde sove roelig. O det begriber jeg let, sagde han; thi han har sat sig for, aldrig at betale; men jeg veed ikke, lagde han til, hvorledes en Creditor kan sove rolig, da han veed, ar han aldrig faaer sine Penge

16

        

1

Samtale imellem Kaffekanden og Thepotten samt Kammerpotten.

Skrevet i Fryse-Maaneden. Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

2

Disse Blade tilskrives yd- mygst alle Kaffe-Elskere

af

Kammerpotten.

3

Kaffekanden.

Jeg troer, den lumpne Kammerpotte vil snakke med. Nu maa jeg ret ærgre mig. Saadan en gemeen tør knye i vort Selskab!

Kammerpotten.

Ja! I maa nok mælde jer, I, som er til slet ingen Nytte i Verden, saa vel som jer Syster, Thepotten.

Hør, hvilken fræk og næsvis Sludder! Naar vi har den Ære hver Dag at fremstille os paa Bordet, dækket med udenlandske Kar og Duge iblant de fornemmeste Folk, saa

4

4 maa du pakke dig om Natten under Sengen, og om Dagen faaer du neppe Tilladelse, at være blant Folk; men man kaster dig hen i en Afkrog, paa det Sted i Huset, som er mindst agtet.

Kammerpotten.

Hvad bryder jeg mig om Folkes Foragt? Det har længe været Mode iblant dem, at foragte det allernyttigste, og at sette Priis paa Narrerier og Skyggeverk. — Skoelemesteren her i Huset maa og sidde foragtet i en Afkrog, naar man beviser Haarskiæreren og Dansemesteren al optænkelig Ære; den eene, fordi han lærer Børnene at trippe, og den anden, fordi han river dem i Hovedet. Vigtige Tienester! Skolemesteren derimod, som skal danne deres Hierner og Hierter, har slet ingen Anseelse, hvis han ikke til al Lykke havde lært lidet Fransk og Musik, skulde han maaskee her i Huset neppe blive anseet for et Menneske.

Kaffekanden.

Jeg maa ret lee over denne dumme Snak. — Er det ikke ved min Hielp, at

5

5

alle Folk, besynderlig Fruentimmeret, faaer Munden paa Gang og lære at tale, da de ellers stedse maatte være og forblive stumme? Din Tieneste derimod kunde hele Verden meget gierne undvære. At de bruge dig, skeer kun af Magelighed.

Kammerporten.

Ja vist er det ved eders Hielp, at Folk lære at tale, bagtale og forøde sig. — Madamen her i Huset skal have sin Kaffe tvende Gange om Dagen; men derfor maae Tienestefolkene saa tit gaae med en sulten Mave, og komme ofte bort uden Løn. - For nogen Tid siden, da hun vilde jage en af sine Piger bort, for at spare hendes Løn til Kaffeen, men kunde paa ingen Maa- de finde Sag med hende, lukkede hun hendes Kiste op, stak sin Mands Skoespender i den, og derpaa joeg Pigen bort, uden Skudsmaal, som en Tyv. See disse ere de Slags Herligheder, som I bevise det menneskelige Kiøn!

Kaffekanden.

Naar Folk endelig vil ødelægges, behøve de just ikke mig, der ere Maskerader, O-

6

6

pera, Comoedier, Spilleborde, Viinkielde- re, Brændeviinshuse, og tusinde ødeleggende og fortærende Ting, som vilde blive alt for vidløftige at opregne.

Kammerpotten.

Maskerade er nyttig; thi den er et Sindbillede paa Menneskets tabte Lighed, som det ved sit Fald har mistet. Comoedie er nyttig; thi den lærer Mennesket at speile sig i sig selv. Opera er nyttig for Musikkens Skyld, som aldrig nogen har lastet, undtagen Menneske-Hadere. Spillebordene ere nyttige; thi saa længe man spiller, bagtaler man ingen, og Spil er et Sindbillede paa Lykkens Ustadighed. — Viinkieldere og Brændeviinshuse opmuntre andres Aande med deres Aande, og man bliver klog hos dem, ved den megen forskiellig Snak, der høres; thi paa saadanne Steder komme vittige, forsøgte og hule Brødre.

Kaffekanden til Thepotten.

Tal nu du Syster, jeg faaer ret Hiertelig ondt af den gemene og frekke Snak; thi i de Selskaber, hvor jeg er, tales altid i de

7

7

fineste Modens Toner, saa at et pøbelagtigt Ord kunde skaffe mig en Svindsoet paa Halsen, hvilket var høyst skadelig, saa vel for min egen Sundhed, som for Selskabets Skyld, der ved min Indkrympning kom til at lide alt for megen Skade.

Thepotten.

Intet er lettere, end at overbevise den taabelige Kammerpotte om dens Naragtighed; men det er alt for urimeligt, at skiendes med sine Undermand — dog jeg vil lade som jeg taler for mig selv. — Nyttigere Væsener end vi to, ere der ikke i Verden, det er alle bekiendt. Ved Kaffebordet giør jeg den Tieneste, at jeg ophidser, eller rettere sagt stiller Blodets Bevægelse, som ellers let kunde blive for stille, eller for brusende. Og i de Huse, hvor ingen Kaffe er, agerer jeg selv Kaffekande, og naar man da drikker et Glas Brændeviin (jeg vilde have sagt Liqveur) paa sidste Kop, blive Folk lige saa muntre, virksomme og veltalende, som naar I selv i egen Person har tient dem.

8

8

Kammerpotten.

Der kommer mine Ord igien. Nu ere jo Brændevinsmændene nyttige?

Thepotten.

Det er og det eeneste sande Ord, som du i al din Dumhed har sagt.

Kaffekanden.

Og jeg siger nei! Hverken det ene, eller det andet er sandt. Alle Brændevinsbrændere burde afskaffes; saa fik fattige Folk mere i Maven, og beholdt maaskee deres Forstand. En Pægel koster 4 a 5 Sk.; dermed begynde fattige Folk, saasnart de lukke Øynene op. Det er Moden, en lang Vane og følgelig en Nødvendighed. Middagen kommer: de selv og Børnene skrige om Mad; men Brændeviins Pengene ere borte og nu grædes; men forgiæves, for det tørre Brød. Naar hundrede Mennesker giøre sig ulykkelige, bliver maaskee Regningen denne:

Hundrede Ulykkelige deraf:

10) Stiaalet, for at fylde sig med Brændeviin.

9

9

20) Fornærmet deres Neste, for at være ved Spillebordet.

30) Skuffet, for at sidde hos Viintapperen.

10) Ulykkelige, for i Drukkenskab at have forløbet sig imod deres Øvrighed.

10) Ulykkelige, for i Overgivenhed af Drik at have søgt Klammerie, slaget andre fordervet, eller og selv faaet Helsoet. 19) Ulykkelige, for lige frem at have dræbt sig selv ved Fylderie. Saaledes gik det N. W. — Han sad paa en Vinkielder, og raslede saa lange, til man lod hente en Vogn. Han kom levende i Vognen, men da man vilde tage mod ham i hans Huus; sad Herren død i Kareten. Med andre skeer det paa en mere fin og langsom Maade. De faae kun Vattersoet, Hypokondrie, Podagra (mest af hede Vine) Kiragra, baade i Henseende til sig selv og andre.

Lad nu Maskerade, Comoedie, Opera, længe nok være nyttige, saa er beviist, at Spille- Viin- og Brændeviins-Huse, allene giøre 99 ulykkelige af hvert Hundrede, og, naar en bliver ulykkelig ved sit onde Blod,

10

10

og en ugudelig Opdragelse, saa blive 99ve elendige ved Spil og overdreven Drik.

Kammerpotten.

Det kalder jeg at væve af Kaffee: kan I være saa meget efter Grumset, da er det ingen Under, at Folk blive saa veltalende, som reent udtømme Eder et par Gange. — Men at jeg ikke skal prate saa meget, som Madamen, da vil jeg kun sige Jer følgen- de: — Misbrug ophæve og aldrig kan og bør ophæve Tingens rette Brug. — Mange gaae i Kirke, for der at søge Kierester, og jeg har hørt sige, at nogle klavre op imellem Prædiken (maaskee og under Prædiken) paa Pulpituret, for siden at krybe paa et andet Sted.

Skulde man derfor sløyfe alle Kirker? — Kongernes beste Love blive beskuffede; skulde et Land derfor ingen Love have? Guddommens Skrifter blive fordreiede og brugte til Laster; skulde da disse opbrændes? — Hvad Baand da mere paa det menneskelige Kiøn, hvad Bolverk mod Lasterne, hvad Opmuntring til Dyden! — I eders Tanker torde jeg vel ikke engang

11

11

snakke om saa høye Ting; men veed I, hvad vor Skolemester har sagt, at hele Naturen og alle dens Dele vare lige rene og u- rene for dens Ophøv, og at det var kun Menneskenes Narrerie, eller Sandsers Skrøbelighed, som har giort Forskiel imellem Rent og Urent. — Saaledes kalde Folk mig ureen, fordi jeg tilbagebringer til deres Næser deres egen Raadenhed og Stank af Drukkenskab og Fylderie. Men er dette ikke en Virkning af deres Organer og det Materielle? Den, som nu har ingen af Delene agter mig lige saa reen, som det hele øvrige af Naturen, thi han selv sagde Bliv om det Alt, og han kunde ikke sette noget ureent i den hele Natur.

Thepotten.

Tys! tys! lad og andre snakke med: I laste Systers sindrige Tale og snakke selv hen i Veiret, som varer hele Qvarteer, uden at nogen kan faae et Ord indført. Eders hele Snak smager af slet intet men lugter ilde. — Det er Skolemester-Væv. (I sige det endelig selv). Hvad kan min Syster og jeg have at bestille med Folkes Laster! Disse Laster og det men-

12

12

neskelige Kiøn ere nesten lige gamle. Før enten Kaffee, eller Thee flyttede til Kiøben- havn, sagde Politie-Mesteren og Domme- ren: jeg kan ikke tage mod denne Foræring, det er mod min Samvittighed; Een Dommer bør ikke tage mod Skienk og Gave — Far vel! — Ja! I kan tale et Ord med min Kone — Konen var hverken Dommer, eller Politie-Mester — Hun tog det tilbudne, og Herren havde en reen Samvittighed.

Kaffekanden.

Ja, min Syster! der skal have været en Professor Theologiæ, som selv ingen StikPenge tog for Attestas; men han havde en Søn, som under Haanden sagde Studenterne, hvad Spørgsmaal han vilde give — Saaledes fik deres Hellighed dobbelt Fordeel; Sønnen den ene for sin Underviisning, og Faderen den anden for sin naadige Føyelighed, og dog havde ingen af dem handlet mod deres Samvittighed — Studenten (jeg mener Professorens Søn) føyede en Ven; Professoren vilde ikke giøre sin Søn imod. Lutter naturlig Billighed, christelig,

13

13 selskabelig, sønlig og faderlig Kierlighed — Fire vigtige Toner for det menneskelige Kiøn! Elskværdige Baand. — Vel kan man sige, at de tage Penge for deres Artig- hed; men hvem kiender nu nogen Fordeel? Det er og umueligt. Intet Menneske vil gaae et Fied omsonst, hvorfor skulde en Professor og hans Søn da tillige arbeide for intet. Det er vel sandt, at den første faaer Kongens Løn; men denne nyde jo ogsaa Sorenskrivere, Laugmænd, Dommere, Politie- og Borgemestere, Forvaltere, og flere andre, og endda skal nogle af dem, før du, min Syster og jeg kom til Byen, have for- staaet den Konst, at forbedre Kongens Kasse.

Kammerpotten.

I maae dog tilstaae begge toe, at jeg er til større Nytte i Verden, end I, og der- for burde Kaffekanden ikke strax ha ve begegnet mig med saadan Haandhed og

Foragt. I maae dog vel bekiende, Verden kan undvære eders Tieneste. Den har jo levet eder foruden i mange hundrede Aar, og man veed jo, at I ikke endnu har væ

14

14 ret hundrede Aar i Europa. Jeg derimod har været til saa længe det menneskelige Kiøn har været slebet og boet i Huse.

Thepotten.

Hvad bryde vi os om de dumme Europæer, som kalde sig de klogeste Folk paa Jorden, og har dog været de sidste, der har lært noget i Verden. — Da alle Europæerne endnu løbe nøgne omkring i Skovene, undtagen Italienerne, som boede i Straa-Hytter, og vare vilde Folk; da var jeg allerede i Ære og Anseelse hos det ældste og klogeste Folk paa Jorden, hos en Nation, som har dannet sig selv.

Kaffekanden.

Jeg kan just ikke rose mig af Ælde. — Det er jo ikke heller den Sag, vi har at handle om. Kammerpotten roser sig af Ælde; men hvortil nytter en gammel Foragt? — Er det ikke bedre, at være ung og æret, end gammel og forag-

15

15

tet? Ung og lykkelig, end gammel og elendig? Tilmed kan jo Folk kaste dens Fordring paa Gaderne og i Gaardene, saa at jeg ikke begriber, hvorfor Kammerpotten giør sig saa umistelig.

Kammerpotten.

Jo! Det var et artigt Syn, at see Gaderne fulde af Damer ved dette Optog! — I skulde være en Fornem, og I snakker som I nys var kommen fra Nyeboder.

Thepotten.

Ei! min Syster! klamres dog ikke med den gemene Ting! Men see! nu faaer hun noget andet at bestille, og jeg med. — Kaffebordet stal strax vækkes. — Der ere allerede kommen nogle Fremmede; men de kan aldeles ikke tale, førend hun faaer betient dem.

16

16

Tys! Tys! de Fremmede gik, og Kaffekanden, stolt af sin Ære, opblæst af sin nye Seier, begyndte saaledes:

Kaffekanden.

Saa du nu din gemene Kammerpotte, hvorledes jeg fløy omkring iblant de artigste Damer og største, saa kaldede, Herrer i Landet; imedens du stoed og krøb sammen i en Krog, som en anden Tigger. Selv min Syster, Thepotten blev denne Gang foragtet og udelukt af det høye Selskab.

Kammerpotten.

Ja, I maa nok mælde jer, med jer Slidder-Sladder. Hvem stoed og krøb sammen i en Afkrog! Da I havde fløyet om paa Bordet, som en almindelig Opvarterske, blev jeg siden berørt af de smukkeste Damers hvideste

17

17

Hænder, for hvilke at kysse de prægtigste Herrer skulle have vovet Liv og Blod, og anbragt til de Steder, for hvilke at lugte til, den deiligste Vildbasse skulle have opofret Liv og Ære.

NB. Thepotten fortørnedes og over Kaffekandens Tale, hvorved hun holdt sig fornærmet, og da hun derfor siden (som pleier at skee) slog sig til Kammerpottens Partie, begyndte at tale saaledes:

Kammerpotten har i Sandhed Ret. Madame Kaffekande bilder sig for meget ind, og vilde vel tilsidst see hele Verden over Skuldrene, eller Tuden. — I var allene i det høye Selskab, siger I; men det er jo Usandfærdighed. En Kiedel reent Vand giorde eders Selskab. Man tog mig denne Gang ikke med i Lauget, det er sandt; men det var virkelig af en forfløyen nye gal Mode, og sandt at sige, saa styttede jeg ikke meget om, at være

18

18 i saadant Selskab; thi det var et af de latterligste i Verden. Her sad Frue von Sprækkefuld, som aabenbarede alle skiulte Hemmeligheder, og ikke engang kunde, eller turde tie med sig selv; men temmelig tydelig forklarede, at Marquis d’O var hendes Mand behielpelig: Frue Glubsk, som med Magt vilde være Amazoninde, og, for i sine Tanker at ligne tappre og behiertede Mandfolk antog Miner, Væsen, Tale, Opførsel og Geberder, som en af Fisker Damerne ved Stranden; Frue Pæn, som for at forestille Afholdenhed, loed som hun daanede, naar mannævnede det Ord: Muus, og besvimede hver Gang, hun hørte de Ord: Blod, Kaarde, Krig, dræbt Høne, slagtet Faaer, fangen Rotte, tampet Matros. Kavelerne i dette Selskab vare lige saa ypperlige. — Der sad Hr. Wrink, som uagtet sit HareHierte, giorde Miner som en Besat, og fortalte med tusinde Ceder, at han havde kastet 8 ud af Vinduerne, knækket Halsen paa andre 8, jaget 50 Officiers ud af et Biliard-Huus, allene med at løfte

19

19 Køen, og i egen Person, uden al Hielp, ofte indtaget hele Fæstninger — Grev- Venus Nar, som uagtet sit Misse Ansigt, sine sure Øyne, sin udtærede Krop, sine tilsatte Legge, pralede hele Folianter om sin Elskovs Seiervindinger, og paastoed, at ingen Dame kunde modstaae hans forliebte Øyekast: han foreviste endog en rødbruun falsk Tegne Bog, hvori han havde opskrevet den Seier, som han havde faaet over nogle hundrede Koner og Piger, hvilke den Æreskiender aldrig havde seet: Marquis de Snaksomhed, som, uagtet allene saae og kiendte nogle Tienere paa Slottet, dog svor og bandede med de nyeste Franske Eder, at han talte tit med Kongen under fire Øyen: (om man kan troe det) at Dronningen sidste Gang klappede ham paa Kinden, og sagde: Monsieur le Marquis, vous étes un parfait Cavallier, at alle Prinsesserne neiede sig for ham, saasnart de faae ham.

20

20 Jeg vil ikke tale om alle de andre Narre. — Nok er det, de have ingen Ære af, at have bivaanet dette Selskab.

Kaffekanden.

Vil I, min Syster, nu og være mig imod? Naa! det maa jeg bekiende. Jeg nødes da vel til at tie. Men, før jeg tier vil jeg dog sige et Par sande Ord. Man anseer ikke Folk efter Ord og Dale, efter Opførsel og Geberder, men efter Klæder, Rang, Familie, Midler og Karakterer; og, naar saa er, maa I tilstaae mig, at Selskabet var meget net, høyt og anseligt. Tilmed, Madame Thepotte! kan I aldrig sette eder i Ligning med mig. I gaaer alt for tit i gemene Selskaber.

Ja! I maa melde jer med gemene Selskaber. — Hvor ofte vandrer I ikke

21

21 i de Nye-Boder, hvor man fra øverst til nederst besmører eder med Sirup- og kaster eder oven i Kiøbet gemeent Finkel. Iokum i Hovedet?

O! hvor jeg maa ærgre mig, troer, jeg besvimer!

Kammerpotten.

Kan I besvime, som selv befaler de Sorter, der hielpe for alle Slags Sygdomme, i sær for Qvalme og Besvimelser? En Dame hørte engang, at hendes Herre var dræbt i et Feldt-Slag. Hun viste sig derover overmaade bedrøvet, fortvivlede, rev Haaret af sig, og vilde have myrdet sig selv. I det samme husker hun til al Lykke paa eder. Neppe havde hun drukket den første Kop Kaffee, før al hendes Sorg med et forsvandt. Hendes Ansigt klarede op igien,

22

22 Øynene tørredes, og hun blev ganske munter. Ved den anden Kop fik hun Vittighed, og betænkte sig paa en nye Mand, ved den tredie begyndte hun alt at skrive Kierligheds-Breve, hvori hun af alle Kræfter friede til Grever, Baroner, Kammerherrer; — ja endog til Ger- geanter og Tienere.

Kaffekanden.

See! hvor denne Sladdertaske kan give Gloser! hvem kan vel staae for hendes hvasse Tunge? Jeg vil frafalde og forsværge nogensinde at tale med gemene Folk mere; thi det gaaer efter Ordsproget:

Hoc scio pro certo, qvoties Cum stercore certo Aut vinco, aut vincor

Semper ego maculor.

23

23

Det er udlagt:

Jo mere man rører ved Skarn, jo mere lugter det.

Kammerpotten.

Saa sige alle Dosmere, naar de ikke længere kan forsvare sig.

24

        

1

En splinter nye Samtale

imellem

Vindues-Ruden

og

Blyet,

til deres

Nytte og Fornøyelse som kan læse og tænke.

Kiøbenhavn, 1771. Sælges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Vindues-Ruden.

Naar jeg betragter alle mine store Fordele, da maae jeg sige og bekiende, at jeg er en stor Nar, som vil sidde her saa bunden. Hvad var det hele Menneskelige Kiøn, naar jeg ikke var? De maatte bestandig leve i Mørke, baade Sommer og Vinter. Jeg er Menneskenes Ambassadeur til Soel og Lysning, og uden mig kan intet forrettes. Jeg tiener dem endogsaa om Vinteren til Varme; thi gaaer der Hul paa mig, saa er deres hele Ovn til ingen Nytte. Kort sagt: jeg er det menneskelige Kiøns Velgiører, og dog estimerer man mig ikke; men det er ikke saa underligt, naar jeg betænker, at de foragte og fornegte baade deres og min Skaber.

4

4

Blyet.

Ja! hvad siger du da om mig. Jeg er endnu til langt større Nytte. Jeg er Grunden til dit Væsen, din Styrke og din Vedligeholdelse; thi, naar jeg ikke var, faldt du Pokker i Vold og brak din Hals i Stykker. Men Du foragter mig, ligesom de Folk, der bagtale og foragte dem, som forrette for dem alle deres Sager, og ved hvis Genie de ere, alt hvad de ere.

Du maae mælde dig. Man trænger vel meget til dig? Kan man ikke tage Træe i Stedet for dig, eller, om ikke andet var, da Guld?

Ja Folk har vel meget Guld, nu omstunder. Gid de havde kuns det tørre Brød! Nogle faa, som har Guldet, ligge og ruge der- paa som Drager, og lade intet komme ud til andre, eller og de forsvire det paa unyttige Ting af slet ingen Smag. De Fattige derimod, som kan arbeyde i Smagens Tempel, enhver

5

5

paa sin Maade, arbeyde forgieves, og kan intet fortiene; thi de Rige mangle paa Vittighed og Skiønsomhed. De, som har Guldet, knappe af paa alle Maader, og lade ingen fortiene noget hos dem, og komme de Fattige til Spekhøkeren, som er rigere i sin Skindpelts, end mange Herrer med store Caracterer, saa vises der en Ubarmhiertighed, som Tiger-Dyrene selv maae skielve for. Imidlertid maae de Stakler dog give Skat, hvilket er artigt nok.@R.

Ingen giver Skat, Monsieur Blye, der ikke kan taale det. Men hvad du siger om de Riges Ubarmhiertighed, deri er en Slags Sandhed. Det artigste er, at man finder saa- dan Haardhed endog hos dem, som Regieringen og Folket lønner, for at prædike Barmhjertighed og Medlidenhed. Disse Herrer have Huse som Palæer, og store Indkomster: De prædike ypperligt om Kierlighed til Næsten; men melder sig i det samme en Trængende og Nødlidende, da er der ingen Hielp tilstæde hos

6

6

en Deel af dem, og han kunde heller have meldt sig hos en mindre Rig, der mere kiendte denne ædle Følelse.

B.

Alle Geistlige ere dog ikke ubarmhjertige; men giør ofte godt, besynderlig mod dem af deres egen Stand. For Resten er jeg enig med dig, at de behøvede ikke saa store Huse og saa mange Indkomster. Et heelt Regiment kunde have Baraqver i en af deres Gaarde; og hvad er mere naragtigt, end at man betaler i tusind Rixdalers Viis en, allene for at sige Amen, og være Præstens velsvingende Perpendikel.

R.

Siden vi ere komne i Tale om Mennesket, dette underlige Dyr, saa lad os blive ved. Jeg har den Fordeel, at jeg kan see; men du kan allene høre, og har ikke den gave at see, som jeg har.

7

7

B.

Gid du var blind, som jeg, da fik du ikke saa meget ærgerligt Kram at see. Jeg har Harme nok af Hørelsen.

R.

Hvad har du da hørt for nyelig?

B.

Først i Ugen hørte jeg, at en Magister vilde skrive en Bog ud efter en anden: Der er ingen Censur mere, sagde han, nu kan saadanne Kneeb gaae an. Jeg vil endnu giøre mere, sagde han; mit stiaalne Exemplar, det vil jeg levere 3 a 4 Boghandlere, og lade mig betale paa hvert Sted. Det har længe været Moden i Tydskland og Frankerig: Hvorfor kan det da ikke blive Moden i Dannemark?

R.

Saaledes er der Misbrug i alle Ting. Saa meget er dog vist, at Skrive-Frieheden vil tilveyebringe ønskeligste Virkninger, og at den var at ansee som Fædernelandets Fiende, der vilde afskaffe samme. Men hvad hørte du videre?

8

8 B.

En Professor sagde: Nu giør Studenten N. N. den Bog færdig for mig. Jeg bør dog give ham noget derfor. Den stakkels Dievel har ingen Logis, jeg vil skaffe ham Regentzen, og dermed bør og maae dan være fornøyet. Stor Kunst at jaske saadant Pladder sammen. Sandt nok er det, at jeg ikke kan giøre alt selv; men det er ikke hans Sag.@R.

Det var artigt nok. Veed du hvad jeg saae? Der kom en Springfyr ind til Madame N. N., de vare koldsindige, de begyndte at mukkes saa sagte, siden skiendtes de. Madamens Mand gik ud. Monsieur Springfyr og Madamen faldt begge i een Seng. Hvad jeg saae mere, kan jeg ikke fortælle dig. De reyste sig begge. Huns-Herren kom hiem, og de mukkedes paa nye. Han glædede sig over denne Usamdrægtighed, som ikke vidste noget om Sengens Eenighed. Jeg saae, at den Tyrkiske Keyser giorde Plan til et Feldtog. Der kan

9

9

omkomme, sagde han, hundrede tusinde Mand. Stor Allarm! vinde de, saa faaer jeg Fæstningen N., tabe de, saa taber jeg dog slet intet af mit Middags-Maaltid. Saaledes tænker Tyrken: De Christne tænke aldrig saaledes. Jeg saae, at Paven og de Catolske Bisper og Prælater skuffede hele Dynger Guld i deres Lommer, og sagde hver Gang: vi har ingen Arvinger. Vi maae leve prægtigt, imens vi ere til. Protestanterne ere langt fra ikke af det Sind. De have Arvinger, og tænke paa dem. Siig nu du, hvad du har hørt.

B.

Jeg har hørt, at Kongen af Persien var meget eenfoldig; thi Folk sige, at hvis han nu vilde angribe Tyrken, kunde hans hele Magt blive ødelagt. Russerne kunde knibe ham i Europa og afmarschere til Asien, Perserne kunde falde ind bag fra Asien, og saa maatte Monse. Tyrk løbe sin Vey.

10

10

R.

I er en Nar, Monsr. Blye; men det kommer deraf, at I ikke kan see. Jeg har seet gandske andre Ting, at de Christne selv ere Tyrkens Bistand, at den ene Magt ikke under den anden Magt en Fodsbred Land mere end det, han har. Hvis denne Misundelse ikke var, havde det for længe siden været ude med Tyrken.

B.

Jeg har hørt, at denne Misundelse er billig; thi skulde en eneste Magt, for Exempel Russen, bemægtige sig hele Tyrkiet, hvad skulde der da blive af med de andre Europæer?

R.

Kunde de da ikke dele Landene?

B.

Hvorledes? kunde Sverrig faae Constan- tinopel?

R.

Du tossede Blye! Sverrig kunde faae noget af Tydskland, Tydskland noget af Fran- kerig, Frankerig noget af Italien, Italien no-

11

11

get af det Tyrkiske, Russer saavel som den Tydske Keyser kunde og faae noget deraf. Dannemark fik vel sin Part, og saa vare vi alle hiulpne.

B.

Den Regning er ganske gal, som bevises af al Verdens Historier, og det hele menneskelige Kiøns indbyrdes og store Misundelse. Men fra dette, siden vi tale om Krig, har du seet noget om Den Polske; jeg har hørt meget derom.

R.

Jeg har seet at den Polske Geistlighed, under Prætext af Religion, har stiftet Krig og Elendighed i Polen, at Tyrken bildte sig ind at kunde fiske i rørt Vand, og ved denne Leylighed. tilrøve sig Polen: at dette Project kunde maaskee have havt Lykke, hvis der ingen Russer havde været til: at Tyrkens Project nu ikke lykkes, at Polen er elendig; men hvor vidt dens Ulykke vil strække sig, har jeg ikke seet.

B.

Lad disse Stats-Sager fare. For hvem skrive vi dem? Pøbelen kan ikke dreye Staten,

12

12 Præsterne ere aandelige, og har intet med Sta- ten at bestille, som tildeels er materiel. Professorerne disputere, og dette er nok. Skulde de tænke paa Statens Beste, da deres hele Indkomster gaae kuns til nogle 1000 Rdlr. De unge, og undertiden de gamle Herrer, tænke paa deres Caponer, Læhnestole, Maitresser, Formularer og mange vigtige Ting. Jeg har hørt, at Norden maatte forgaae, hvis en Gud ikke vaa- gede derover. Hans Navn er Christian den Syvende! Han er ikke Himmelens og Jordens Gud, (saa meget hykle vi ikke) men Han er vores Gud i Viisdom, Magt og Naade, i hurtig Vittighed, og munter Forstand.

Lev altid, Christian! vor Naade-Soel i Norden, Sirat, Velsignelse og Glæde for al Jorden, Kan da den Danske Pen ey føre ud din Priis, Er Frankerigs Voltaire allene vittig, viis? O ney, min Christian! jeg elsker Dig, og haver Af Kierlighedens Kraft de ønskeligste Gaver, Der ønskes allerbest af Sønners Kierlighed, Bliv Viisdom kun hos Dig! den følger Guld og Fred.

13

13

R.

Det er artigt: du vil ikke tale om Stats- Sager, og vikler dig dog bestandig ind i dem. Du er kuns Blye, hvorledes vil du snakke om Stats-Sager.

B.

Vi har saa viis en Monark, og Han veed, at han i sin Guddom er saa vidt et Menneske, at han tillader hele Naturen at raade sig.

O viseste Monark! som ingen Raad vil hade, Lad Ruden tale, lad det Blyer og tillade.

R.

Endnu om Guddommen? Lad os stige med til vore Egne. Guder ere Guder. Christian vogter os. Hans Vittighed, hans Viisdom er vores Alt: Lad os nu fornøye os med Bagateller! hørte du, Blinde, hvad Forpagteren sagde?

B.

Forpagteren sagde, at Herremanden var en stor Nar, at Bønderne vare Muslinger, at han var allene vittig og snu, at Kongen havde al mue-

14

14

lig og optænkelig Viisdom; men at han derfor ikke kunde vide alle Forpagternes Kneeb, som gaaer i det uendelige. Bønderne udsues og tampes og ride Træehest (o vise Christian! vid- ste Du dette) Herskabet narres og bedrages, Forpagteren bliver rig, og kiøber sig nye Her- regaarde. Han er forsøgt, og biiver lykkelig. Han kiøber sig arter nye Herregaarde, disse mang- foldiggiøres og blive et Baronie. Nu er han jo Baron. Nu skal hans Børn oplæres. Den nye Forpagter-Baron bliver genereux. Min Informator, siger han, skal spise lige saa godt som mine Folk, han skal heller ikke fryse ihiel, Klæder behøver han ikke; hans Lintøy skal blive toet imellemstunder, og oven i Kiøbet skal han have 18ten rene Rixdaler om AaretR.

Jeg saae, at en artig Informator tog ud til ham. For 18ten rene Rixdaler vilde ingen reyse. De Rige loe. De Fattige, som var i Condition, ærgrede sig, og de, som vare overladte til Skiebnen, fnøes og soer, at

15

15

Se hellere vilde døe, end være Forpagterens Nar eller Slave, hvilket er det samme som Skoelemester: De havde glemt Baronen.

B.

Hvad var det da for en Informator, som tog ud til ham?

R.

Jeg har seet hans Testimonium. Han blev rejeceret to Gange til Examen Philosophicum, og tre Gange til Attestats. Nu er det sandt, at mangen Dosmer kan faae Laudabilem til disse Examina; men det maae endnu være en større Dosmer, som ikke kan faae Laudabilem.

B.

Hør hvad jeg har hørt. Man vil afskaffe Skrive-Frieheden paa det Fundament, at imellem skrives noget enfoldigt. Darius,@Persiens Monark, foragtede ikke saaledes eenfoldige Raad: Hart roeste dem tvertimod, naar@de vare velmeente, og sagde, at en ærlig Eenfoldighed var priisværdig. Men hvad skalman sige? En Souverain tør høre Sandhed,

16

16

men en Student i Forgaars, som blev Professor i Dag, bør, tør og kan ikke taale, at en anden Student i Dag, som ikke er bleven Professor, taler et sandt Ord. Men - -

See, Christian er til, vi ville roelig være, Han Nordens Opkomst er, og alle Fyrsters Ære.

1

Den

forhexede

Side Flesk,

som

efterat den var deelt i trende

Deele lærte at snakke.

Eller

Samtale

imellem

Fleske-Bøsten, Mellem-Flesket og Skinken

om

en Taxt for Spekhøkerne.

Skreven af Nihil og til Trykken befordret af Nemo.

2

        

3

En eenfoldig Tilegnelse til Spekhøkerne!

Til Eder, fede, I, som længe feed er bleven,

Spekhøkere, som har saa længe til Jer reven

Det som den Fattige saa ofte for har slidt,

Og som af eder er med feede Munde bidt.

Jer er det, Nihil vil saa gierne Taxten

sætte,

Men I vil vist med ham om denne høylig

trætte.

Og om en Taxt I fik, I det vel nødig

saae,

Men heller ønskede I vist at denne laae

Paa Valbye-Bakke, hvor den hastig kunde brændes. Og ey til Eder, men i Veir og Vind hensendes. Jeg dog alligevel, endskiønt I vrede blier Jer dette Forslag nu kun til en Prøve gier. Forlad mig da, om jeg deri kan feylet have, Jeg dog vil bringe Jer den som den første Gave. I vredes vel paa mig fordi jeg siger sandt, Dog troer jeg det var godt om I til denne fandt.

4

Fleske-Sidens Samtale.

Flæske Bøsten.

Nu har jeg lært at snakke, thi jeg er bleven forhæxet, havde jeg kundet snakke forhen, da skulde got Folk forlænge siden have faaet noget Nyt at viide, men det er dog got at jeg engang har lært det, og følgelig kan jeg nu som Fleske-Bøste benytte Mig af Leyligheden.

Mellemflesket.

Hvad nyt Kammerat? Vilde du fortælle; du maa vide, at du ey er, eller skal være allene om at snakke, jeg vil og snakke med, da jeg har baaret Prisen i saa mange Aar, haaber jeg ogsaa endnu at beholde den.

5

5

Skinken.

I ere Galne begge toe, viider at jeg vil snakke med. I tænker vel fordi I ere forved mig, saa vil I have Æren; Ney holdt I skal være saa god at Dantse efter min Pibe, jeg har Herredømmet, vil I nægte mig det, saa maa I vide, at jeg som en god Siellandsk Skinke har ofte tient paa Herskabs Borde i steden for en Vestphalisk.

F. Bøsten.

Ey kiere Skinke! I skal ey giøre Jer saa tyk af det, at man har narret got Folk med Jer, som ey har forstaaet det bedre end at alle Ting var sandt som man snakkede for dem, og det som andre med en alvorlig Mine løy for dem.

Mellemflesket.

Hvor meget faaer vel min Hr. Spekhøker for Pundet af Jeres Flesk? Jeg er forvisset om at han faaer en Skilling mere for Pundet af mit end af Eders.

Skinken.

Hør nu Praleren, nu kommer han igien han vil have Æren fordi han giælder en Skilling meere Pundet end vi, og dog ved han ey at vi ere hans Overmænd, han kan ey engang tænke saa meget, at han

6

6

kan indsee at For- og Bagdeelen af Siden ere de beste, og at vi forhen har baaren ham fra og til sit Hiem.

F. Bøsten.

Hvad Pokkeren ere I Galne begge toe, jeg er første Mand i eders Rang, I maae ey agte mig saa ringe fordi jeg har nogle fleere Been end I, thi I maa vide at jeg giør min Herre ligesaa god Tieneste som I giøre.

Mellemflesket.

Har du Been saa har jeg Flesk, og det er jo dog altid bedre at have Flesket end Benene, og desuden er jeg federe og bedre tienlig for den Fattige end I.

Skinken.

Men viid Mellemflesk at det feede qvalmer for Hiertet, og at dit Flæsk ey er aa Lekkert som mit.

F. Bøsten.

Ja Broer Skinke, det er vist nok sandt, lad os toe ikkun først blive enige, saa skal vi nok siden tvinge Mellemflesket til at tie med sin høye Priis og store Fordeel, som hans Hr. Spekhøker har havt af ham.

7

7

Mellemflesket.

Vil I tvinge mig, ja i har Tids nok, min Hr. Spekhøker veed nok at skiære Jer saa nær af, saa at I en skal beholde meget Flesk paa jer andet end Been, og hvad vil I da vel rose Jer af, thi da blive I jo begge to regnede til mig i Vægten.

Skinken.

Det var jo stor Skam om han vilde giøre det, allerhelst da du roser dig af din høye Priis, thi det kunde man jo ey kalde andet, end paa en listig Maade at narre den Fattige, nemlig baade din Hr. Spekhøkers fattige Medborgere, af hvilke i denne Tid ey ere faae som maa berige ham, saavel som den stridbare Soldat, som dog vist ey faaer mange gode Ord, men som oftest ilde Svar, ja den med som arbeyder i Dagløn og vist hetter ikke har mange Skillinger til overs, men som dog maae have noget at suule Brødet ned med; thi end- skiønt de ere Fattige saa behøve de jo dog ogsaa noget til deres Brød, og da kunde man jo sige at din Hr. Spekhøker, var ey bange for at blive indstevnet for Argi Dom- stoel, for at høre Samvittighedens Vidnesbyrd.

8

8 F. Bøsten.

Du har dog vel aldrig lært at kiende Argi Vidne? siden du lærte at snakke, og ligesaa lidet troer jeg at vor Hr. Spekhøker kiender til det, ney jeg troer snarere at han siger, som hiin sagde: wen ich dir nur haben kan, det øvrige har saa længe Tiid.

Mellemflesket.

Deri har du Ret, jeg tænker det samme, nemlig at vores Hr. Spekhøker, har saa stor en Samvittighed som en Slagter Hund, thi den har ingen, men hiin har en, endskiønt den af ham siælden bruges; thi dersom han brugte den oftere, da tillod den ham ey, at udsue den Fattige saa meget som han giør, ja snart skulde jeg troe at han er bange for den skal slides op, thi han har kun en, derfore har han jo Aarsag nok til at spare paa den, ja han veed vel at naar den er opslidt, han da ey kan for alle sine Fitteskillinger, kiøbe sig en anden.

Skinken.

Her i maae jeg vel være enig med Jer, thi dersom de brugte Samvittigheden meget, kneeb de ey saa meget paa

9

9

Vægten som de giøre, saa at den Fattige ofte feyler nogle Lod i Vægten, og dog alligevel raaber de paa, at de paa Hvert Lispund, som de skiære ud, taber et Pund; men det maae nok være dem, som bruger Samvittigheden meget, der taber derved, eller i det mindste dog bruger noget af den. Men for at blive enige, saa lad os ey mere trættes om Rangen, men slutte et Forlig; og naar vi har troffet det, saa vil vi giøre et Forsøg paa at vise, om vores Hr. Spekhøker har større Profit, ved at udpine os, end andre Handlende; og om det ey var mueligt, at sette dem en Taxt.

F. Bøsten.

Det var ey saa galt, lad os være enige, og du Broer Mellemflesk, staaer dog vel heller ikke Feil i at bifalde vores Venskab; men du maae tillige lade Modet falde over din høye Priis, som har reyst sig hos dig, fordi den Fattige maae betale dig bedre end os.

Mellemflesket.

Jeg vil lade alt mit Mod fare; men I maa ey heller tiere lade mig høre, at I have baaret mig.

10

10

Skinken.

Velan! vi ere da enige; du FleskeBøste! du maae giøre Begyndelsen med at sige os din Mening, om Forslaget til en Taxt for vores Hr. Spekhøker.

Bøsten.

Det vil nok blive et suurt Arbeyde, allerhelst da jeg nyeligen har lært at snakke; dog det er ligemeget, jeg vil vove et Forsøg. Vi har jo, har jeg hørt, en TorveMester, som hver Torvedag dog bør være paa Torvet, og han har igien Betientere med sig. Disse kunde jo vel hver Torvedag høre Priserne paa Torvet, og derefter burde Taxten indrettes.

Mellemflesket.

Det gik umuelig an. Torve-Meste- ren, og de Betientere som han har med sig, har jo nok at bestille med at rangere Bønderne hver til sit Sted, at de ey skal opfylde Gaderne, saa at ingen kan komme frem.

Skinken.

Ja vist nok, de har et suurt Ar- beyde; men de har jo Stokke. Disse kan de meget hældig stytte sig ved om Torvedagene; men de bruge dem ikknn i Rodsfald.

11

11

Bøsten.

Nu da gandske vel. Har disse saa meget at forrette, saa lad Torve-Mesteren endnu faae tvende Betientere, og disses Forretning burde ey være andet end at forhore Torve-Priserne, (NB. de maatte hverken tage fra eller legge til) og derefter skulde disse rapportere det til behørige Steder, og efter deres Berætning skulde da i det mindste hver Maaned sættes min Herr Spekhøker en Taxt; thi han skulde ligesaa lidet som andre have Frihed til at raade sig selv.

Mellemflesket

Dette Indfald var ey saa galt, det var og vist høyst nødvendig for ham.

Skinken.

Det siger jeg med, det kunde vist ey skade, om noget af det feede Støv som flyver fra de Fattige hen paa ham, blev af- børstet dog alligevel vilde det koste noget at lade disse Taxter trykke, hvorfra skulde man tage disse Omkostninger? og hvorledes skulde man vel indrette den, allerhelst da han indkiøber sine fleste Vahre om Som

12

12 F. Bøsten.

Nu fik du ret et herligt Indfald, og derved bragte du mig just paa den rette Vey. Han kiøber sine fleste Vahre om Sommeren, siger du, det er vist sandt, nemlig Smør, Oste og Gryn 2c. Disse Vahre ere jo dog ey saa dyre naar Skibsfarten vedvarer, som om Vinteren naar ingen er; følgelig kunde man jo for dem sætte en vis Priis fra den endtes indtil den igien begyndte; thi af Smør og Ost har de jo dog den meste Tid af Vinteren Forraad, ja jeg veed dem, som i denne haarde Vinter ey endnu har manglet disse Vahre, og da de endnu har Forraad, saa har de jo ogsaa dobbelt Profit. Naar da min Herr Spekhøker havde 2 Skilling paa et Pund Smør, i Steden for at han nu har 6 a 8 Skilling paa Pundet, burde han lade sig nøye; og naar han paa sine Holstenske Oste havde i Skilling Pundet, kunde han jo ogsaa være tilfreds, (NB. de Fynske og Lollandske burde ey at indberegnes heri.) Dog vil jeg lade denne Prises Fastsettelse hvile paa andres høyere Eftertanke, thi jeg er ikkun svag af Tænkekraft. Men end- skiønt de Fynske og Lollandske ey koster

13

13

ham saa meget, saa sælger Han dem jo dog nu for een Priis, nemlig 6 Skilling for Pundet, dette synes mig at være for meget. Hvad Taxterne anbelanger, saa fandtes der jo vel en Bogtrykker, som trykkede dem for intet, (NB. naar hver Spekhøker under Straf Maanedlig skulde kiøbe een;) men disse skulde ey heller koste meere end 1 Skilling Stykket, og det var jo da kun 12 Skilling om Aaret som han anvendte herpaa.

Mellemflesket.

Du snakker endnu ey saa taasset, naar de kiøbe om Sommeren, saa var det jo og- saa billigt at de solgte efter den Priis som de kiøbte det for.

Skinken.

Ja det synes mig at være gandske billigt; men burde det ogsaa at være dem tilladt at sælge Brød, Øl og andet mere, som mig synes at være dem uvedkommen- de. F. Bøsten Vel kunde det tillades dem at sælge Brød; men den Tilgift som faar af Bagerne paa Brødet, burde at deeles paa deres Brød, følgelig blev det Brød, som

14

14

de Fattige kiøbte af dem, noget større; ja de kunde vel ogsaa gierne lade sig Nøye med deres Feede-Vahre.

Skinken.

Men vilde det ey blive Bagerne til al for stor Besværlighed; thi de maatte jo da have tvende slags Brød, et til Spekhøkerne og et andet til Ølltapperne.

Mellemflesket.

Ja, nogen Besværlighed vilde vel følge med denne Forandring for Bagerne; men denne kunde de jo gierne paatage sig, allerhelst da de intet tabte herved.

Bøsten.

Nogen Umage vilde her vel følge med, men den meste laae jo dog paa deres Folk; disse burde Nøye give Agt at Brødet ey blev forbyttet; thi i Steden for at Bageren nu giver Spekhøkeren for 3 Skilling Brød til paa Marken, fik de ingen Tilgivt; men, som jeg før har sagt, Brødet blev større, og deres Svenne havde jo ey nødig at ærgre sig derover; thi de maae jo dog veye Brød efter Taxten. Forskiellen blev da kun denne: at de Nøye passede paa at dele Brødet, saa at Spekhøkerne fik det store, og Øltapperne det mindre, hvorpaa de gave Tilgivt.

15

15 Mellemflesket.

Men da du ey vil tillade dem at sælge Brød, burde de da vel at sælge Øll og Brændeviin? mig synes det tilkom Øltapperne allene at udtappe disse Vahre.

Skinken.

Jeg er af samme Mening: men saa bliver jo deres Næring alt for meget indskrænket, og de kunde jo da ey samle sig saa mange Kroner, Dukater og Tomarker, paa Bunden af deres Kiste.

Bøsten.

Nogle vilde de vel tabe derved; men det kunde vist ikke skade dem noget; thi de har allerede i disse dyre Aaringer som har været, samlet brav ind af dem; Saa ikke mange mere skal bruge dem til Stats i Lommen, for at andre skulde tænke, at de vare rige; ney! de fleste ere vist sprungne til Spekhøkerne; og da de dog, hver for sig, vinder deres Borgerskab paa en særskildt Maade, saa kunde det jo ogsaa være billigt, at de, hver for sig, havde deres Næringsveye. Vel koster det Spekhøkeren mere, end Øltapperen, at vinde sit Borgerskabs-Brev; derfor skulde ogsaa den feede Handel overlades til ham allene; og de, som havde vundet det

16

16

paa Øltapperie, burde allene at have denne Naringsvey, nemlig, at sælge Øl og Brændeviin.

Mellemflesket.

Saa har vi da nu hørt Fleske-Bøstens Mening, om en Taxt for vores Her SpekHøkere: nu kunde det vel ey være saa galt, om vi, hver for sig, tilkiendegav, hvad vi forhen har kostet, og hvor stor Profit, vores Hr. Spekhøker har havt paa os.

Skinken.

Ja, det er billigt; thi vil man sige det ene, bør man og sige det andet; den, som vil sige Sandhed, bør ey stikke noget under Stolen; og Bøsten maa igien giøre Begyndelsen.

F. Basten.

Jeg vil nu gandske kort fortælle Jer det: Vor Hr.Spekhøker kiøber os samlede paa Torvet for syv, ja vel sex og en hvlv Mark Lispundet; (det har i Vinter været den giængse Priis), og det i hele Skippunds Vægt: siden bliver jeg fraskaaret, og da maae de, som kiøbe mig, give 9 ß. igien. Er dette ikke en net og reen Profit?

Mellemflesket.

Got! det er sandt nok: men naar han

17

17

skiærer mig ud, saa har han jo dog større Profit, da han dog ey giver mere for Pundet af det ene end det andet; Han tager altid ti Skilling for Pundet af mit Flesk, og stiger det imidlertid paa Torvet, saa giør han sig vist ingen Samvittighed over, at tage den ellevte med; Thi han siger: Jeg var en Nar, naar jeg ey benyttede Mig af Leyligheden.

Skinken.

Endnu beholder jeg Prisen: Det er sielden eller aldrig at jeg bliver udskaaret; ney! man hænger mig hen paa et Kammer, til vi ere en halv Snees ja vel flere i Tallet; thi snart kommer en, snart en anden, som vil have en Skinke, og da maae de give ni, ja vel Nie og en halv Skilling for Pundet, og det i heel Vægt; altsaa tabes her intet ved Udskiæringen; og min Hr. Spekhøker giver intet til, og han borger ikke heller noget ud uden dobbelt Pant; men lader sig Pen- gene betale reent ud, efter dens rene Vegt.

Bøften Men er jeg ey tosset, har jeg ey sagt

for meget! køber min Hr. Spekhøker et

18

18 heelt Læs, eller et heelt Skippund af Gan- gen paa Torvet?

Mellemflesket.

Er du bange, at du alt har sagt for meget? ney! ey for meget; thi det er vist sandt, kan han ey allene paa en Gang kiøbe et heelt Læs eller Skippund, saa har han jo Kammerater nok, som kan deele det med ham; lad saa kun en anden Mand komme for at ville have noget med, da maae han vist give 4 ja vel 8 ß mere for Lispundet; Thi gaae engang paa Torvet, da skal man vist nok finde enhver Bonde- Vogn omringet af ti Spekhøkere.

Skinken.

Men jeg mærker allerede til Forandring; det er vel best, at vi tale ogsaa noget om Smørret: Herved vindes dog vist ey heller saa lidet om Vinteren.

Bøsten.

Ja, jeg burde vel ogsaa sige noget herom, siden jeg har paataget mig at forklare det andet; endskiønt det vel ey er saa fuldkommen, som det burde være.

19

19

Mellemflesket.

Der er jo ingen Mester fød; og det er jo en reen Følge, at den som bryder Isen, ikke kan i en kort Cirkel, og med en svag Hukommelse, erindre alle Ting.

Skinken.

Det er vist sandt: Den, som man siger der bryder Isen, giver andre Leylighed til at dadle det som dog ey kom frem, naar der ey fandtes en, som vilde Hiøre Begyndelsen dermed; Dersom han feyler, saa faaer han Modstandere nok, og siger han Sandhed, saa har han jo ikke Dadlere; og da kan Ordsproget giælde: Sandhed faaer en Braaden Pande.

Bøsten.

Nu! jeg mærker allerede til Forandring; det bliver derfor best, at jeg gandske kort taler noget om Smørret; efterdi vor Hr. Spekhøker ogsaa handler hermed: Det beste Smør, søm man almindelig har, er jo det Holsteenske; (Thi ForpagterSmør, eller Amagernes Koppe-Smør, kan den Fattige ey faae meget af) Dette koster

20

20 jo dog sielden Mere end en Mark Pundet naar de kiøbe det, og dog tager de Herrer Spekhøkere 24 ß. igien for Pundet; burde han, om det er mig tilladt, saa at spørge, have denne uindskrænkede Friehed? Mig synes ney; herfor kunde vel ogsaa sættes ham nogle Skranker. Herfra kan man nu slutte til det slettere. Jeg taber Tænkekraften, men dog vil jeg endnu sige Eder noget om Eders vandblødte Oste.

Mellemflesket.

Hvad siger du? er du gal? vandblødte Oste! hvorledes skulde vel dette gaae til 2 de kiøbe friske Oste, og disse svinde jo ind, naar de ligge længe.

Skinken.

Ja det er sandt, nok troer jeg det samme; men da Bøsten har givet Underretning om det andet, saa lad ham ogsaa heri noget nøyere forklare sig.

Bøsten.

Har jeg fortalt mig, nu da om Forladelse; dog, førend jeg beder mine Hr.

21

21 Spekhøkere herom, maae jeg giøre et Forsøg, om jeg ey kan nærmere forklare mig i det jeg har sagt. Jeg har ligefrem sagt, at de kiøbe dem om Sommeren friske, baade de Holsteenske, Laallandske og Fyhnske; Disse svinder, naar de ligge længe. Men jeg maae først mælde om den Priis, hvorfor de have dem: Jeg er forvisset om, at de Holsteenske ey koster dem mere end fire Mark Lispundet, og de Laallandske og Fynske har de gandske vist en Mark ringere; altsaa har de, de Holsteenske for 4 Skilling Pundet, og de Laallandske og Fynske for 3 Skilling Pundet. De svinder; dette maae de have betalt, det er jo billigt. De tabe, naar de skiære der ud; dette bør og- saa betales. Endnu maa jeg først erindre, at jeg ofte har sadt hos en Spekhøker, og med største Græmmelse hørt, hvorledes den stridbare Soldat tillige med den Fattige er bleven bortjaget, naar de har har vildet kiøbe enten for en Skilling Smør eller Ost; Er det da ikke ubilligt, at man saa ligefrem, uden den ringeste Eftertanke og Samvittigheds Følelse, bortviser dem begge? Vi har jo smaae Vægter, nemlig Lod og Qvin-

22

22 tinener, og et Pund holder jo 32 Lod, altsaa kunde de jo sælge dem for en Skilling; Og naar det bliver dem nægtet, mon dette da ey kan give dem Anledning til at begaae store Laster, som de vel ofte ey begik, naar de kunde faae for en Skilling Smør eller Ost at kiøbe; og faaer de det sidste, da er det vist enten blødt eller og elendig lidet; Ja, dette giver dem vist Anledning til at begaae denne Last. Tyverie som de vel ey begik, naar de kunde faae for en Skilling at kiøbe; thi disse kan jo dog en altid leve af Vand og Brød. Men jeg gaaer for vidt fra Hovedsagen. Endnu engang, jeg har sagt: vandblødte Oste; jeg vil overbevise Jer om, hvad jeg har sagt. Er det ikke sandt, I Herrer Spekhøkere! at I stedse har en vaad Klud om Eders Oste, og denne, for ey at blive tør, bliver blødt hveranden Time? Ja! I har jo ogsaa Ballier med Vand i? jeg vil just ikke sige, at I legge dem heri; Men dette troer jeg, at, naar de stedse blive blødte med vaade Klude, I da intet taber ved det, at de svinder, og da kan de vel holde Vægten, ligesaa vel naar de ere gamle, som friske; altsaa tabe I jo intet ved det,

23

23

der, og I tage jo desuden 6 ß. for Pundet af alle tre Sorter. Jeg vil denne Gang ey sige mere; men andre maa dømme mig, om jeg har sagt for meget. Jeg haaber, om jeg har feylet, I da, saavel som andre, bevise mig den Godhed, at undskylde mine Feyl.

24

        

1

Tolv

Breve,

fra

en Bonde

til sin

Herremand.

Kiøbenhavn, 1771.

2

        

3

Første Brev. Jeg var nyelig i Staden, jeg faae og jeg saae mange Ting: der vare mange, som ernærede sig af at skille deres Medborgere ved Forstanden. Med al denne Tie- neste kunde de dog neppe leve. Andre blandede sig i Lauget; havde Professioner. De som ingen Professioner havde, maatte svare samme Udgifter, og kunde derfor naturligviis paa ingen Maade komme saa vidt, som de

4

4

der baade kunde tappe og holde Profession. Jeg fortrød rigtig herpaa, og ønskede, at de som havde Profession maatte forblive derved allene; thi naar Professionister skal være Øl- tappere, Brændeviinsbrændere og s.v., saa flyder deraf, at de i Kraft af deres Haand- værk kan undersælge deres Medbrødre, som intet har lært uden at tappe. I mine Tanker skulde det aldrig tillades Haandværkere at drive Handel. De skulde være forbundne til at blive ved deres Profession, allene: Høkerie, Øltappen, Brændeviinsbrænden, Spiseqnarterer skulde allene drives af saadanne Folk, som ingen Haandværk have lært; aftakkede Soldater, Tienere, Brygger Karle, og saa videre. Herimod kunne vel indvendes, at de aftakkede Soldater intet have, hvormed de kan indlade sig i nogen Handel, og man kunde paastaae, at ingen burde opfødes ved Tiener-Professionen; men at alle skulde tilforne have lært et Haandværk. Det er Skade nok, at Ordsproget skal være sandt, nemlig: at en gammel Soldat er en gammel Tigger. Men herpaa, bliver vel og raadet Boed med

5

5 Tiden. Alting er nu i en munter Virksomhed, og man har de beste Forhaabninger. Hvad Tienerne angaaer, da tilstaaer jeg, at det var meget got, om ingen dertil blev antaget, med mindre han havde lært et Haandværk; thi paa denne Maade, naar han i nogle Aar havde samlet sig Penge ved at opvarte, kunde han vende tilbage til sin Profession, og blive Mester. Men for det første er det nu ikke saa. Her ere mangfoldige Tienere, som ikke have lært andet end det samme, og da de nu ikke mere kan nyde Embeder, var det billigt, at Professionisterne bleve udlukkede fra omtalte Handel; Tienerne derimod til samme antagne, hvilke og vare vandte til Opvarniger, til en vis Slags Artighed og Høflighed, bedre vare skikkede til at om- gaaes og begegne deres Giester end en Haandværks Karl. Jeg saae og i Staden, at den halve Deel, af Krigsheren nød halv Penge, og halv Proviant til Besoldning. Alle roe- sede denne Indretning. Jeg tilstaaer og selv, at den forekommer mig herlig. Det kommer kuns an paa, om de bekomme disse Levnets Mid-

6

6 ler, saa gode, som vor Fader befaler dem at være. Indtil jeg herom bliver forvisset, ønskede jeg helst, at de fik lukker rede Penge, saa kunde de see dem for, og kiøbe, som dem selv lystede.

Andet Brev.

Jeg saae er Hospital i Staden for gamle udlevede Fattige. Bygningens Herlighed røvede overflødigt, hvor stor en Siel der boede i den, der havde ladet det bygge. Men om en enfoldig Bondes Betænkninger maa høres, da synes det mig underligt at opføre Skyestødende Bygninger for udlevede Folk, som ved at opklavre de mangfoldige Trapper, ere ferdige at daane paa hver anden. Saadanne Bygninger burde have været langs med Jorden, og ikke i Luften. Det som meest giorde mig ondt, var at høre, de Fattige endog her efter Haanden døde af Hunger; thi, da mange af dem formedelst en for høi Alderdom slet intet kunde fortiene ved deres egen

7

7

Fliid, og deres Pension ikke allene var tilstrækkelig til at ernære dem, døde de en lang- som Død af Hunger, Hentærelse og Mathed. Det heder vel, at saadanne gamle Folk behøve kuns ganske lidet til deres Fortæring; men denne Setning befindes alt for ofte falsk, da mange ældgamle Folk kan fordøie om Kap med de friske og unge. Jeg saae endnu et andet Hospital for syge af Majestetisk Bygning. Men jeg blev meget bedrøvet ved at høre, at de ganske Fattige ned saa slet en Opvartning af de foresatte Opvartersker, at der snart intet Haab var om deres tilbagekommende Helbred. Og det som ydermere meget smertede mig, var at fornemme: at Studenterne aldeles vare udelukkede fra dette Gode. Det er sandt, at denne Stand har i nogle hundrede Aar lidt alt formeget. Nu skulde man dog vist vente, at Børsternes Undergang skulde blive Bo- gens Opkomst og lykkelige Tidspunkt.

8

8 Tredie Brev. Jeg saae andre Bygninger i Staden, saa store og prægtige, at to Printser kunde gierne Boe i et af dem. Jeg spurgte, hvem der beboe- de disse Pallæer, og fik til Svar: en Præst eller Professor. Sandelig jeg misunder ikke de Lærde og Geistlige deres udvortes Lyksaligheder; men dog synes mig det meget selsomt at bygge saa store og vidtløftige Templer for en eneste Person, der efter sin Stand ikke engang er forbunden til Pragt. Jeg troer, at en maadelig Kiøbstæd paa Landet kunde indqvartere alle sine Indvaanere i een eeneste af disse Vaaninger. Lad Fyrster og de Vældige paa Jorden boe paa slige Slotte, for at indtrykke Ærefrygt, og for at lade deres Rigdomme løbe ud blandt de vind- skibelige og trængende Haandværkere. Det begriber jeg. Men de Lærde og Geistligheden bør have en anden Vei til Folkets Ærbødighed. Gode Skrifter og et godt Levnet. De bør vinde deres Medborgeres Hierter, ved at oplyse,

9

9 røre, bevæge og forbedre dem; men ikke søge at tildrage sig deres Høiagtelse ved en glimrende Pragt, som udstikker Øinene, og et opblæst Væsen. Dog, da nu Skriver-Frieheden fra lykkelig og viselig er bleven indført, tør man haabe, at der vil komme saa mange nyttige og ypperlige Værker ud fra dem, at i Betragtning deraf, ingen mere vil misunde dem deres Palæer. Vel mener nogle, at det just er deres store Herligheder, som giøre dem magelige, og betage dem Lysten til at arbeide. Man har fortalt mig, at en og anden Student har skrevet ypperligt, indtil han har faaet Embede, da han med et har ophørt. Man har beviist mig, at de herligste Skrifter komme fra udenlandske Lærde, som have langt ferre Fordele. Men jeg underskriver ikke disse Betænkninger. Vel ere de Menneskelige Gemytter meget forskiellige; men i Almindelighed maa dog Friehed, Ære, Rigdom og Værdighed langt kraftigere opvække til Virksomhed, Vindskibelighed og Nidkierhed, end Fattigdom og Mangel paa Friehed. Jeg under dem da meget gierne deres prægtige Huse,

10

10 ønsker kuns, at de til Vederlag vil levere os gode Bøger, hvorpaa jeg har hørt, at vi, i Sammenligning med andre slebne Na- tioner, har største Mangel.

Fierde Brev.

Jeg hørte i Staden, at nogle beklagede sig over Extra-Skatten, som beløber sig net op til 2 Skilling om Ugen. I det samme man beklagede sig, hentede man en Pæl Brændeviin for 5 Skilling, Tobak for 2 Skilling. Det var kuns en Frokost ligefrem, derfor kunde jeg ikke begribe, at man klagede paa Extra-Skatten, som var kuns 2 Skilling hele Ugen. Omsider begreb jeg dog. Man kræver den ikke i tide, man burde kræve den ugentlig. Nu derimod kræver man hver to Maaneder, og da er det ikke altid fattige Folkes Lejlighed at komme frem med 1 Mark eller mere. For disse Penge kun- de de i samme øjeblik have en god Gryde Mad. Skatten skal ud i samme Øieblik.

11

11

De maa sulte denne Dag. Fattige Folk har ingen Oplags-Penge. Klagemaal! her ere mange Forandringer i Byen. Pojecter giøres og til intet giøres paa en og den samme Tid. Jeg talede nyelig om de himmelstø- dende Bygninger, som vare tillavede for den krybende Alderdom. Nu siges der, jeg kan dog ikke fortælle det for vist: at en Herre har kiøbt dette Slot, og at Alderdommen, som før herbergerede der, skal krybe op i Soldateskens Baraqver, lige skyestødende Bygninger. Disse Elendige kommer fra en Yder- lighed i en anden, og man skulle snart mene, at man bygde disse Pallæer foe dem, allene for at dræbe dem. En Herremand skal have ønsket, at alle fattige Folk vare F * * i vold. Naar nu ingen Fattige var til i Verden, saa bliver Spørsmaalet, hvorledes den Rige skulle leve? Den naadige Frøken kom da selv til at bære Vand, hendes naadige Hr. Papa maatte selv bære Flesk fra Torvet, og hendes aller- naadigste Frue Mama maatte selv hugge Brænde og lave Mad.

12

12 Femte Brev.

Jeg har sagt at disse Elendige kom til at krybe halv døde op i Soldaternes Baraqver. Følgelig faaer Soldaterne nu ingen adskilte og visse Værelser. Jeg troer ogsaa, at de efter Statens nærværende Forfatning ingen bør have. Det er got nok at giøre Projecter, naar man kuns har een Gienstand for Øinene. Men naar man samler alle Gien- stande under et Øiepunkt, saa seer man lette- lig, at Baraqver for Soldater var alle til Skade og ingen til Nytte. Borgerskabet tabte paa sine Værelser og paa sin Udsælgning. Soldaterne puttede sammen i en Afkrog tabte paa deres Profession. Da de nu ere fordeelte iblant Borgerne, kan de stedse fortiene et par Skilling, men hvem ville al Tid løbe efter dem til Byens Ende. De Soldater, som ingen Haandværk havde, kunde dog stedse, saa længe de laae hos Borgerskabet, for Tie- nefter have Gientienester. Vor Fader selv

13

13

Hvis Udgifter ere store nok og maaskee alt for store, ville finde her nye Udgifter: Ildebrand, Lysning, Reparation. Det er ubilligt at svare, at alt dette skulle gaae paa Borgernes Regning. Vor Faders Hierte er alt for ømt dertil, at betage Borgerskabet først Inqvaterings Penge, derpaa Næringen, som de havde af Krigsstanden, og omsider at paa- legge dem nye Skatte for Soldaternes Ildebrand og Lysning, som de nu kan nyde tilfælles med deres Verter dette synes i en enfoldig Bondes Tanker, at være noget for haardt. Men nu vil jeg fortælle glade Ting

igien. Vor Fader har givet alle Friehed til

at skrive og tale. Derfor tør jeg som en Bonde ogsaa skrive. Jeg har hørt, at man her i Staden torde i forrige Tider hverken skrive eller tale, undtagen eens Naboe ville tillade det. Det forekommer mig ligesaa underligt, som at jeg intet Arbeide torde foretage mig som Bonde, med mindre min Naboe gav mig Tilladelse. Dette ville være Bondestanden til en usigelig Skade, og hünt Den lærde Verden til største Fordervelse. Jeg

14

14

Hørde Her forleden en artig Historie: A og B bleve Studentere i et og det samme Aar. De vare paa den Tiid lige kloge, lige duelige. A studerede flittig. B gav sig god Tiid med sine Studeringer, men han havde Patroner, Veninder, Penge, og blev i Hast P * *. Monsieur A var endnu Student, kom til ham med en Bog for at ville have den bevilget til Trykken, det var en net, artig, sindrig og klygtig Satire, som ikke angreb nogen Person i Særdeleshed, men hele Verdens Feil i Almindelighed B fandt nogle af sine Feil deri, som endskiønt han var P * * — meente, at den hele Satire var allene skreven om ham, og derfor forbød den i al Evighed at trykkes. Disse Historier skal ofte være forefaldne i Staden, hvorved saa mange nyttige og ypperlige Værker ere forraadnede. Men velsignet være vor Fader, han har givet alle sine Børn Lov til at tænke, tale og skrive. Jeg har hørt at et Folk i forrige Tider, kaldt Rommere, har saaledes lykønsket deres Fyrster: Bliv lykkeligere end en August, og bedre end en Trojan.

15

15

Hvorledes kan Nordens sildigste Afkom lykønske vore tilkommende velsignede Fædre; jeg troer, den vil sige:

Bliv viis, bliv lykkelig, som syvend Christian, Han udi Norden var vor største Scepter-Mand.

Siette Brev.

Jeg har hørt, at en Skribent har sagt i forrige Tider, at der var ingen Frihed til for Mennesket, undtagen for Monarkerne. Denne Skribent maa ikke have været her i Staden; thi vor Fader, som selv er frie, vil ikke see nogle af hans Børn ere Trælle, eller underkastede en slavisk Lydighed. Det er dem bekiendt, hvormeget vores høistelskende naadige Fader har giort til Bøndernes Forbedring. Han vil at vi skal være et frit Folk. Gid jeg og mine Lige maatte skiønne derpaa. Gid Kongens, Landets og vort eget Beste maatte blomstre derved! men dette Ønske kan ikke andet end opfyldes; thi Bonden maa nødvendig arbeide bedre for sig selv

16

16 end for andre. Jeg læste i Gaaer en artig Fabel: Ulve, Tyre, Tigere toge paa Credit hos Lam, Faar og andre svage Dyr. Naar disse forlangte deres Betaling, fik de ikke alleneste ingen, men bleve endog afviste med Skielsord, og Kløer. Det var ikke nok; disse uskyldige Faar havde igien for at redde sig giort Credit hos Rævene, og de store Hunde, og som de ikke kunde betale dem, bleve de revne i stykker. Loven hørde dette, Dyrenes ædelmodige Konge rørtes, og han gav en Forordning i Skovens Rige, at alle forgieldede Dyr skulle behandles paa en og den samme Maade, og at Elephanten, som var hans Throne nærmest skulle ligesaa lidet være frie for at betale som Soen, der var den sidste i Dyrenes Rige. Skoven gav Gienlyd af Fryd. De store og glubske Dyr kunde nu ikke mere opsluge Faarene, men alle blev paa ene og den samme Maade be- skyttde af Løven. Det var et artig Syn at see, at Faarene kunde nu frit tage de store og vægtige Guldkieder af Elephanternes og Ulvenes Halse, naar de ikke vilde eller kunde

17

17

betale. Heraf flød: at disse mægtige Dyr aldrig gjorde Credit uden de havde i Sinde at betale; thi i Modsatte Tilfælde forestod dem Ærens Forliis, Udpantning, Foragt, Fyrstens Unaade, og undertiden i Længden deres Embeders Tab. En Elephant havde giort en anseelig Gield. Han blev anklaget for Løven og svarede: jeg kan paa ingen Maade betale. Det burde du have vist i forveien, sagde Løven, tog derpaa hans Embede fra ham, solgte det til en anden, og deraf betalte Creditoren.

Syvende Brev.

Det vil maaskee falde dem forunderligt at høre, at Løven bortsolgte Elephantens Bestilling, men jeg troer, han havde Ret, først var heri en Fornødenhed; thi han kunde jo ikke be- tale alle Debitorer af sin egen Kasse, og desuden har jeg Hørt, at det kunde være i alle Begivenheder meget Nyttigt, om Fyrsten bortsolgte alle Embeder. Man ville vel spørge, hvor blev da Fortienester, Fliid og Vindskibelighed,

18

18

Gaver og Vittighed af? Herpaa svarer jeg som en enfoldig Bonde, at de Rige ligesaavel kan Have Gaver til at forestaae et Embede, som de Fattige, at de bør troes, at være af en bedre Opdragelse, og mindre Egennyttige, siden de ikke ere forsultede. Det forstaaer sig selv, at man burde anstille nøiagtig og tilforladelig Undersøgelse om deres Dygtighed, og naar da en Rig var ligesaa duelig, oplagt, indsigtsfuld til et Embede, som en Fattig, (ellers ikke) burde han foretrækkes. Vil de see Nytten heraf, da forestil dem en Sterboe, skulle den vel saaledes behandles af en rig og vel opdraget Embedsmand, som af den martrende Hunger og Sult. Hvor skulle da de Fattige blive af, vil man spørge? Herpaa svarer jeg som Bonde: at Indretningen i Staten burde være saaledes, at fattige Folk lode deres Børn lære almindelige Haandværker, og at det blev forbødet en Sælge-Kierling at troe, at hendes Søn kunde blive Secretair eller Legations Raad. Ved denne Bortsælgning vandt Kongens Kasse Rigdom. I Embeder ferre Stikpenge. Men naar der nu be- fandtes ingen Rig at være dygtig, saa var man

19

19 nødt til, vil man sige: at antageden Fattige, men det er ikke saa. De Rige kan stedse give deres Børn en bedre Opdragelse, og naar de mær- kede, de kunde tilkiøbe deres Børn Embeder, dog ikke uden foregaaende Examen, saa flød deraf, at de sparede disse Penge fra Overdaadighed, for at anvende dem paa Børnenes Opdragelse og forestaaende Bestillinger Dansemestere, Haarskierere og s.v. ville da faae mindre at fortiene ved deres Børn, derimod bleve de bedre belønnede, som skulde danne deres Forstand til de Embeder, som de i Kraft af deres Rigdomme vare visse paa. Men for ikke at blive stedse ved en Materie, hvilket er kiedsommeligt besynderlig i et Brev, saa forandrer jeg min Text igien, og begiver mig til Bøndernes Frihed. Vi have stedse ønsket den, en Deel af os har faaet den og alle burde have den. Jeg vilde gierne vide, hvorvidt Bøndernes Frihed burde strække sig? Jeg troer ikke, at den blev nyttig, naar den skulle strække sig saa vidt, som Borgernes her i Staden, hvis Sønner løbe fra en Stand til en anden. Skulde det saaledes tillades os, da vilde vore Bønder-Børn, som ere magelige og kiæde af Arbeide, i en Hast

20

20 forlade os, og søge Seiladsen, hvortil de har en naturlig lyst, som alle gamle Danske. Søen staaer Dem allevegne aaben. Øer overalt. Vandet, i hvor bedrageligt det end er, kan lokke inge Vovehalse. Nysgierrighed, hastig Vin- ding, naturlig ældgammel Drift, mageligt og ofte fortvilet Arbeide er just det, som smigrer dem. Vores muntre Ungdom vil heller sidde i en Mast, end gaae bag en Plov. De Danske ere meget for Forandringer. Vi Bønder ere ogsaa Dan- ske, og vores Børn vil Heller see China og Vestindien end vore Fædres Agre. Omendskiønt jeg er Bonde selv, og følgelig bør ønske al Frihed for Bønderne, saavelsom for alle andre Stænder, saa ønskede jeg dog, at Bøndernes Frihed blev saaledes bestemt: først at Bonden var ligesaa frie i al sin Handel, som en Borger i Staden, og for det 2det at hans Søn maatte være og forblive en Bonde, at han hverken maatte give sig i Søe-Tieneste, eller ved Ret og Uret practiere sig herind i Byen, hvor han ved Hielp af et Par Træskoe omsider bliver til en holden Mand, Staden til Udsuelse og Fordærvelse, Bondestanden til den største Skade.

21

21

Ottende Brev.

Jeg har nyelig skrevet om Kongens Kasse, herom ere mange forskiellige Meeninger i Byen. Nogle meene, han burde aldrig tage Skat, men lade det komme an paa sine Undersaatters Kierlighed. Dette Forslag kunde maaskee være artig nok, naar alle Undersaatterne vare overbeviiste og oplyste om Deres Skyldigheder og Pligter; men da de nu ikke ere det, saa vilde der høres en jammerlig Klynken, naar i fornøden Tilfælde blev forlangt en liden Portion af deres Penge, som de dog har samlet sig under Re- gieringens Beskyttelse. Man kan see, hvilken Allarm 2 Skillings Skatten giør. Store Floder skal udrustes, store Krigs-Hærer føres i Marken, det skal skee med Et i et og det samme Øieblik. Den overhængende Fare taaler ingen Forhaling; er det en Tiid at kræve Skat

22

22 af de klynkende Borgere, som endog i de ønske- ligste Tider, naar der er Fred og ingen Fare, naar Overflødighed regierer al Ting, tør sukke for 2 Skilling, og i det samme drikke en Flaske Viin? Jeg troer altsaa, at Kongens Kasse bør stedse være i sin behørige Tilstand; men maaskee der kunde skattes paa en anden Maade. De Fattige kunde beholde deres Gryder paa Ilden til dem deres raabende Børn. Lad Overdaadighed betynge Kassen. En Skat paa al unyttig og pralende Pragt var nok til Alt. De store Speile, de konstige Uhre, de stolte Tapetzerier, de forgyldte Vogne de yppige Klæder, lad disse betale Skatten og spar Fattigdom.

Niende Brev. Hvem skulde tænke, at her i Staden var saa stor Armod. Mandfolkene løbe omkring paa

23

23

Torvene, og kan intet fortiene. Fruentimmerne sulte hiemme, og kan paa ingen Maade faae deres Lives Ophold. O hvilken Sult i Hovedstaden! O hvilket ynkeligt Syn! Børnene vaag- ne, skrige om Brød. Konen græder over dem hiemme. Manden gaaer ud, og vil fortiene men fortiener dog intet. Konen og Børnene, forsmægtede af Sult, og denne bittre Kulde, vente paa en godgjørende Mand. Han kommer forsultet fra Gaderne, og har intet. O jammer- lige Scene! Hvem kan forandre den? Gud og Christian. Jeg veed intet Raad. Denne Mangel paa at fortiene viser en almindelig Armod, som og at Handelen og Fabriquerne ikke ere i sin fulde Drift. Disse mange contrebande Vahre ødelegge og Byen. Jeg har hørt at man forskriver Karether fra Frankerig. Er dette sandt, saa gaaer det vel ligeledes med andre Ting. Vore Haandværks-Folk maa da knappe af paa alle Kanter, siden de mangle For-

24

24 tieneste. Naar Borgerne nu saaledes maa for- rette al Ting selv, saa faaer Brendehukkeren, Last-Drageren, Vasker-Konen, Sye-Pigen, og s. v. intet at bestille. Jeg troer at Staden med et kunde reddes, hvis den aldeles ingen Tilførsel fik af det, den selv havde. — Byen er nu fuld af en Beretning om en gemeen Soldat i Helsingøer, der delede sit Commis-Brød med en fattig Borger. Hvis dette Menneske har intet at leve af, undtagen sin Sold; da er Gierningen saa heroisk at han derfor burde have en stor Belønning, og hans Navn et evigt Æreminde. Men der gives Soldater her i Staden, som har lært at forrette adskilligt med Hoved eller Hænder, og som ugentlig kan fortiene 3 á 4 Rixdaler. Hvis han er af disse Slags, bliver Gierningen ligefrem god og rosværdig; men ikke af den Art, at den kan eller bør opvække nogen Beundring, eller overordentlig Høiagtelse.

25

25

Tiende Brev.

Jeg har hørt, at Een har takket Gud for tre Ting: at han var fød Græker og ikke Barbar; Mand og ikke Fruentimmer,, og at han havde havt en dygtig Skolemester. Jeg har ogsaa Gud at takke for tre Ting, at jeg er fød Dansk, fød en Bonde, og at naadige Herre er bleven mit Herskab, der troer, at en Bonde ogsaa kan have en fornuftig Siel, og i Følge af den Tan- ke søger at oplyse deres Forstand, og forøge de- res Fordele. Her i Staden er ingen Stand, som jeg vilde foretrække at være Bonde. Det

er sandt, at vor Landets Fader og Moder maa føle en sand Himmelglæde ved at kunde gavne Millioner Mennesker. Naar jeg betænker, hvad Glæde jeg smager, naar jeg kuns i en ringe Ting kan Nytte et eneste Menneske; saa begriber

jeg let, hvilken Guddoms Glæde der maa være

26

26 i at kunde giøre Millioner lyksalige. Men denne store Fryd maa kiøbes for mange møjsommelige Betragtninger og Bestræbelser. Jeg duede vist ikke til denne Post; og det forekommer mig underligt at høre her i Staden, at enhver Haandværks-Karl og anden gemeen Karl troer sig visere end vores Salomon. Holberg har søgt at udrydde de politiske Kandestøbere; men omsonst. Alle Haandværks-Folk ere endnu politiske, lige indtil Brændeviinsmanden og hans Dreng, ja lige indtil Spekhøkeren og hans Tjenestepige. Nyelig hørte jeg en Dreier Svend, som dreiede hele Staden om. Han skrev endog et artigt Skrift under Titul: Sandheds Elske- res Besvarelse efter Loven. De store Herrer, nær ved Fyrsten, toge Deel i hans Bekymringer, Nattevagt, Møisommelighed og Uroe, og, hvis Æren ikke vedligeholdt dem, maatte de døe under Byrden af deres udmattende Æmbeder. Krigsstanden er en hæderlig

27

27

Stand; men de Gemeene vorde deri alt formeget strabaserede, og deres Pleie er jammerlig.

At leve af 4 Skilling om Dagen, og, endog deraf at betale Vask, Pudder, Skoevox, at være for de ringeste Forseelser og Skrøbeligheder udsat for Stokke, Tampe, Kat, og Spidsrødder, at staae under despotisk Magt af dem, som ofte intet have lært uden at prygle: alt dette er meget haardt, og til ingen Ziir for Menneskeligheden. Hvorledes kan man vel raade Bod herpaa? Man har begyndt at sette Bønder- Børn blandt de hvervede Soldater; men heri synes mig at være en tredobbelt Feil; først taber Landvæsenet sine Arbeidere, hvorved hele Landet taber, og det alt formeget, for det andet lære saadanne Karle Selvraadighed og Liderlig- blandt de fremmede Hvervede, hvoraf saa faae have rene Sæder, og føre et got Liv og Levnet, og for det 3die give disse Stokke og SpidsRødder dem flet ingen Følelse af Ære. Det

28

28 er mig derfor ubekiendt, hvorledes denne Stand best kunde og burde indrettes. Det er ingen Konst at sige: de burde have mere Sold; men det er Spørsmaal, hvor den Sold skal komme fra? Man kan dog ikke skatte Borgerskabet i det Uendelige Man kunde vel i steden for Tampe og Stokke forsøge at lede dem ved Ærens Tømme, dog er det vanskeligt nok, faalænge alle forløbne Udlæn- dinger enrolleres, hvoraf en stor Hob er oplagt til allehaande Liderlighed, hvis Gift de igien uddam- pe til hele Regimentet.

Ellevte Brev.

Borgerstanden viser mig heller intet, som kan give mig Afsmag for min egen. De ere enten Haandværksfolk eller Handlende. Begge meget uvisse om deres Næring. Begge i største Bekymring for deres Børn, hvis Lykke er dem uvis. Vi Bønder derimod have ingen Bryderie med vore Børn. Vi ere Bønder, og vore Børn ere og forblive det samme uden videre Over-

29

29

læg og Betænkninger. Mon troe, det var at ønske, at der blev Skik her, som jeg har hørt at være i China, nemlig at Sønnen bestandig arvede Faderens Haandverk, Handel og Levemaade? To store Fordele flød heraf. Forældrene bleve mere roelige i Henseende til deres Børns Forfremmelse, og Børnene bleve nødvendig mere duelige i Professionerne, naar deres egne Forældre oplærte dem, end naar de kom under fremmedes Hænder. Vel kan man indvende, at det var at qvæle og tvinge Vittighed, og bane Veien til Dispotisme. Men herpaa kan svares: at der behøves Vittighed i alle Stænder, at Despotisme er umuelig paa Dansk Grund, at af nogle Hundrede, som forlade deres Forældres Stand, een eller to kunde blive lykkelige; da de alle kunde blive det, ved at forblive i deres Forældres Handel og Vandel. Den græd ikke for Guld, som aldrig eiede det, siger Ordsproget. I Kraft af dette: er en Soldater-Søn, som

bliver Soldat stedse lykkelig; thi han ha-

30

30

haver ingen Dømmekraft om bedre eller anden Stand. Han bliver og bedre Soldat end en anden, saasom han fra Barnsbeen af vorder øvet i Haarførhed og Exercice. Han vilde være mere hurtig mere bøjelig, Mere nøism, end enhver anden. Nogle mene, ar Soldaterne skulde have en Art af Byer for dem selv, for ikke mængede iblant de overdaadige Borgere, at lære Overflødighed, og faae Afsmag til deres egen Profession. De paastaaer, at Eenighed og den krigerske Aand vilde tillige regiere i denne Indretning. Det kunde have været got nok, naar det havde været en Skik fra Arilds Tid, Nu derimod lader det sig ikke giøre; thi det var at ødelegge Borgerskabet i Hovedstaden og Kiøbstæderne, og tilmed: hvor skulde man saa lige oprette de Soldater-Byer? Tolvte Brev. Vi Bønder ere derimod lykkelige. Ver Handel og Næring er vid og tilforladelig. Qvæg-

31

31

syge og Ufrugtbarhed kan ikke ødelegge os, saa- længe vi har Friehed og et oplyst Herskab, saa viis og klog, som naadige Herre. Den geistlige Stand heri Staden haver intet, som kan op- vække min Misundelse; men meget, som kan aftvinge min Medynk. De spille ongefær saa- dan en Rolle: en Borger drømmer baade Nat og Dag om, hvor smukt det vilde klæde hans Søn, ifald han fik Præstekrave, eller andet Smykke at bære. Han faaer en fattig Student, de fleste gange en Skole Discipel til at lære denne sin Søn de allerførste Grunde af Student- Haandværket. Sønnen kommer derpaa i latinsk Skoele. Faderen døer. Sønnen maa alt begynde at betle sit Brød blandt fremmede, Naar han nu i en halv snees Aar har betlet, og imid- lertid er bleven forpryglet, bliver han Student, og prygler andre Folkes Børn igien for der tørre Brød. Uvished om sit Ophold, Ringeagtelst, Tidsspilde, Mangel paa nødvendige Bøger, hvoraf han bør blive dygtig og duelig, Bekym-

32

32 ringer, Sinds Besværinger, og Rynker for Tiden, en mat Siel i et fortæret legeme, en langvarig Elændighed eller en hastig Død: see dette er som oftest Følgerne af den studerende Stand. Mueligt og venteligt den nu kan blive bedre og lykkeligere, da Børsten har tabt sine Vinger, hvorved den i saa lang Tiid har giort forunderlige Sving, til Skam og Skade for Menneskeligheden. Men jeg vil nu forlade Byen igien, og agter mig hiem i Morgen til mine lyksalige Agre, hvis Erkiendtlighed min Sveed skal aftvinge. Her er Roe, Fred, Mun- terhed, Vindskibelighed og sund Luft. Her spiller Naturen og viser sin fulde Magt. O hvor sødt er det at være Bonde, Bonde i Dannemark, Bonde under Christian, Bonde under en Menneske-Ven, som min Herre.

Trykt og findes til Kiøbs hos T. Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

1

Konstmaleren. Oversat af det Lettiske Sprog efter en i Mietau funden Haandskrift.

Kiøbenhavn 1770. Trykt og findes tilkiøbs hos Aug. Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

2

Rubens, Konstmaler. Grev Æreværd.

En Kammerherre. En Kammerjunker. Fru Stoltenberg. Frøken Stoltenberg. Palmhielm. Ørnskiold.

Tre Bønder.

En Ridefoged.

En Proprietair.

En Skytte.

En Officeer.

En geistlig Mand. Lambert.

Førsten.

Førstinden.

Prinds Klemens. Lykke.

3

Gred Æreværd, Rubens, Kammerherren. Rubens.

Et Konstmaleri! hvilken ringe Anledning, til at unddrage mig Deres Naade!

Greven.

Anledningen er ikke ringe. I staaer paa Springet, endnu meere, end skeet er, at forderve vores Sæder: at svække Dyden: at understytte, ikke Ærekierhed, men den vemmelige Æregierrighed.

Rubens.

Andre Nationer giør jo det samme.

4

4

Greven.

Vores Nation helder allerede for meget til denne Side. Jeg og nogle andre Patrioter stræber af yderste Kræfter, at ophielpe den i Dydens Spor. Hvo som modsætter sig disse vores Bestræbelser, den holder jeg ikke for Fædrenelandets Ven.

Rubens.

Aldrig havde jeg ventet, at kunde tabe min Patrons Naade og Omsorg for en saa ligegyldig Tings Skyld.

Greven.

Ligegyldig? Ligegyldig, siger I? Er det ligegyldigt, hvad enten en Borger stræber efter den sande eller den falske Ære? hvad enten en Borger befordres ved egne, eller ved laante Fortienester? Rubens, Førsten har anvendt mange tusind Daler paa eder, for at have i eders Person en fortreffelig Konstmaler. I er bleven det. Eders Arbeid skal befordre, men ey hindre en ædel Tænkemaade. Alle Kienderes Øyne, saavel inden- som uden- lands, ere henvendte paa eders Arbeyd. Var I en Fusker, da ville Eders Stykker ikke have megen Indflydelse. Men nu venter Fædrenelan- det, at I ved Eders Konst giengielder hine betydelige Udgifter paa en saadan Maade, som befordrer Dyden.

Rubens.

Man lærer Konsten, for at ville leve vel af den; ja, om jeg tør tilstaae det, for at blive riig.

5

5

Antager jeg Prænumeranter til dette Stykke, saa vinder jeg ventelig nogle tusind Daler.

Greven.

Paa Dydens Bekostning bør I intet vinde.

Rubens, Kammerherren.

Kammerherren.

Hvad var det for en Strid, Hr. Rubens?

Rubens.

Det er dog en Ulykke, at en ærlig Konstner ikke tør handle efter sin bedste Indsigt. Altid i Klemme, altid i en Slags voldsom Tvang. Ville dog de Store engang for alle lade sig være sagt, at de frie Konster ikke taaler Tvang!

Kammerherren.

Greven er saa billig, at jeg neppe troer, han uden Aarsag skulle tvinge en fortreffelig Maler, en ny Rubens, en Mand, der giør Nationen Ære.

Rubens.

Jeg skulle selv have haabet det. Men det Modsatte skeer.

Kammerherren.

Hvorpaa beroer da Strideu? Tør jeg vide

den?

6

6 Rubens.

Mig undres, at de ikke allerede veed den, da de er denne brave Herres værdige Yndling. Har Han intet sagt dem derom?

Kammerherren.

Intet.

Rubens.

De veed, Fyrsten lod mig reise i endeel Aarin- ger paa Konstmaleriet. Min Videnskab, som Kiendere siger, at være bragt til stor Fuldkommenhed, koster Nationen mange Penge, og jeg tilstaaer, at Regieringen i saadan Henseende kan fordre, at jeg skal lempe mig efter dens Hensigter. Men jeg kiender Nationens Smag og min egen Tarv. Hvad der er afsetlig, hvad der indbringer mig meest, det maler jeg helst.

Kammerherren.

Oekonomisk talt, saa har de Ret, Hr. Rubens.

Rubens.

Jeg er nu færdig med dette store prægtige Stykke, bestilt og bestemt, at settes i Førstens Gemak.

Kammerherren.

Hvad forestiller Sykket?

Rubens.

Ærens Tempel.

7

7

Kammerherren.

Ellers intet?

Rubens.

Jo! Nogle gamle vrantne hedenske Philo- sopher har haft den Grille, at Ærens Tempel ey maatte bygges, uden at Dydens og Fortienestens Tempel skulle være bygt derhos, under et og det samme Tag.

Kammerherren.

Jeg erindrer mig dette. Altsaa maler de begge Templer under eet, og om jeg husker ret, saa maa Ærens Tempel ikke have anden Indgang, end igiennem Dydens Tempel.

Rubens.

Rigtig. Jeg nødes til, ar giøre saa. Stykket er paa det prægtigste anlagt, næsten færdigt. Men nu kommer Knuden. Nu kommer det, hvori Greven vil have sin Villie frem, hvis jeg ikke vil tabe hans Gunst.

Kammerherren.

Hvad er da det?

Rubens.

Mange Fornemme, i sær de, der ere benaa- dede med høi Rang, ønsker sig den Lykke, at hvile i Førstens Hukommelse, og som saadanne, at vorde deres Medborgere bekiendt. Her havde jeg nu

8

8

det Forset, at antage betydelige Pengesummer af Lysthavende, og at fylde Ærens Tempel med mange hundrede Rangs- og Stands-Personer. Jeg er meget heldig med at treffe Ansigter. Enhver skulle livagtigen skildres en Medaillon. og desforuden blive heele Verden bekiendt i Kaaberstik.

Kammerherren.

Hvad har da Greven at erindre mod dette Forsæt?

Rubens.

Greven siger saa: Eet er, at have tilsnegen sig høi Rang. Et andet er, at have fortjent den. Førsten vil gierne unde dem Sted i Ærens Tempel, hvis Dyd og Fortjeneste berettiger dem dertil. Men efter Grevens Meening forderves Nationen, dersom jeg maler Ripsraps; thi det er ikke troligt, siger han, at denne Mængde af Stands Personer skulle alle være kommen til Æres- grader paa Dyds og Fortjenestes Vei.

Kammerherren.

Førstens Hensigt er berømmelig. Jeg har hørt tale noget derom. Rangen siges hidindtil at være uddeelt i Fleng efter Gunst meer, end efter Fortjeneste. Den har altsaa tabt sin Virkning. Udmærket Borgerlig Fortjeneste skal derfor i Fremtiden hædres paa en anden Maade, nemlig ved at foruude saadanne Personer Sted i Ærens Tempel.

9

9

Rubens. Kammerherren. Palmhielm. Ørnskiold.

palmhielm.

Hvor nær er Stykket, Hr. Rubens?

Rubens.

Det feiler allene, at jeg indtegner Personerne paa de 500 Medaillons.

Ørnskiold.

Hvilken Ære, at see sit og sine adelige SlegtNinges Portraiter paa et saadant prægtigt Stykke. Et Stykke, der skal zire vores regierende Førstes Audienz-Gemak. Et Stykke der dagligen falder de fremmede Gesandter og Tusinde andre i Øinene. Et Stykke, der stedse kan minde vores gode Første om vores Forfremmelses Tuur.

palmhielm.

Ikke allene det, Svoger, men ved Kaabber- stykkernes Hielp bliver vi kiendt som ærede og fortienestefulde Mænd af hele Nationen, af den hele sædelige Verden, maaskee lige til Konstantinopel. Jeg vedder, mit Ansigt, min Taille, mine store Legge, min nette Fved, mine hvide Hænder, skal foranledige Oprør i Damernes Blod, og dybe Suk i den Tyrkiske Keisers Serrail.

10

10

Ørnskiold.

Jeg kommer, sandt at sige, sovendes ind i Ærens Tempel. Aldrig et Skridt har jeg gaaet min høye Rang i Møde. Mine fornemme Slegtninge hialp mig til Ære, fordi de skammede sig ved en Fætter uden høy Rang.

Palmhielm.

Jeg ligesaa, Svoger. Tro mig, der findes hele Slegter, der ey besidder deres Høyhed med bedre Adkomst. Got og vel, at den brave Rubens underholder os i Førstens Minde, og giør os be- kiendt i hele Europa. Hidindtil er vi neppe bleven bemærkede af vores egne Medborgere. Vi Har ikke givet noget Menneske Anledning, at kiende os fra Fortienesters Side. Jeg harmes endnu, ved at tænke paa min sidste Reise i en fraliggende Provinz. Hvo er den? spurgte man. Min høye Rang var kiendelig nok. Den faldt i Øyet, men Folk undrede sig, hvordan jeg kunde være kommen Dertil. Endelig udbrød een med disse anstødelige Ord: Dertil var han jo bestemt, førend hans Moder blev forløst med ham.

Ørnskiold.

Er jeg først kommen i Ærens Tempel, saa vil jeg lee haanligen af dem, der lumskeligen til- Drister sig, at forekaste mig Vankundighed i mit Embedsføring. Indtegningen i Ærens Tempel skal være mit Skjul, mit Skiold, mit Brystværn

11

11 imod alle Beskyldninger. En herlig, Opfindelse, Hr. Rubens. Tillad jeg omfavner dem derfor.

Palmhielm.

Tillad mig det samme, fortreffelige Konstner. De fortiener Nationens Erkiendtlighed.

Rubens.

Jeg haaber, Nationen skal have Ære af mit Konst-Stykke. Mange hædrede Mænd i en Stat, setter megen borgerlig Dyd forud, uden hvilken, Rang og Hæderstegn ikke kan lade sig tænke.

Ørnskiold.

Megen borgerlig Dyd have vi ikke just lagt Vind paa. Jeg og min Svoger er oprigtig. Sandt er det, vi har aldrig dræbt eller plyndret vores Medborgere, vi fortiener altsaa ingen borgerlig Vanære. Men om dette er tilstrekkeligt, for at fortiene den høye Rang, hvori vi ere kom- ne, det lader jeg staae derhen. Vores Høyhed er et dejligt Præg - - - tør jeg sige det, uden at op- vekke min Svogers Vrede? - - - et dejligt Præg paa - - - en falsk Mynt.

Palmhielm.

Sandt nok, Svoger! Sandt nok. Jeg er@Heller ingen hykler. Vi duer begge kuns lidet. I og jeg. Jeg og I. Vores Vankundighed har maaskee anrettet større Skade i vores Embedsfø- ring, end den almindelige Qvægsyge.

12

12

Rubens.

Snart skulle de gode Herrers frimodige Til- staaelse overtale mig, at Grev Æreværd har Ret i sin Paastand.

De forrige. Frue Stoltenberg. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Hr. Rubens! bliver Stykket snart færdigt? En robe vil jeg være malet, med høytstaaende Fresur, dobbelt Perlesnoer paa den venstre Side, Aigrette, Sultane, og al den Pynt, der kan forynge et aldrende Ansigt. Det har jeg sagt dem eengang forher. Min Daatter skal males ved Siden af mig, hvad enten hun vil eller ikke. Hendes Beskedenhed er mig modbydelig. Gammel Adel, den Rang, bør glimre overalt.

Rubens.

Af Mandkiønnet har meldet sig saa mange at jeg tvivler, der bliver Rum til Damerne i Ærens Tempel.

Fruen.

Hvad! Ikke Rum! Veed I, med hvem I har at giøre?

13

13

Rubens.

Deres Naade vilde holde mig undskyldt. I Dydens og Fortienestens Tempel, - - - - torde jeg der male dem og de fleste Damer?

Fruen.

Hvad! den Leerhytte, med de nøgne kalkede Vegge - - - uden Zirat - - - den usle Dydens Tempel. - - -

Rubens.

Skulle det ikke være ærefuldt nok?

Fruen.

Nei, siger jeg, nei. Dyd og Fortieneste sætter Arbeid forud. Damerne ere frie for al Slags Arbeid. Arbeid er disse polerede Tider ledsaget med en Slags Vanære. Veed I det?

Rubens.

Jeg veed ingen bedre Raad, end at Fruen overtaler disse to Cavallerer, at overlade Damer- ne det Rum, jeg havde tiltænkt dem i Ærens- Tempel. Ørnskiold. Faa den Skam, der giør.

14

14 Palmhielm.

Og ligesaa, den der begierer.

De forrige. Grev Æreværd.

Greven.

Atter hos Maleren. I er lykkelig Rubens! Damerne kappes om at tilsee eders Konstarbeid.

Rubens.

Kunde jeg ikkuns være dem alle til Fornøielse, da - - -

Fruen.

Tænk Greve! hvilken urimelig Beskedenhed hos min Daatter. Hun vil ikke males i Ærens Tempel.

Greven.

Jeg kiender Frøkenens ædle Tænkemaade. Hun øver sig endnu i Dydens Skole. Hun bli- ver dagligen fuldkomnere. Snart tør hun vove et Skrit fra Skolen til Templet. Der hædres hun uendeligen mere i skiønsomme Folkes Øine, end om hun søgte, ukaldet at trænge ind i Ære- Templet.

15

15

Fruen.

Griller, Griller, Grev Æreværd! Hvad forstaaer De ved Dyd og Fortjeneste? Vil De maaskee sette Damerne til Arbeid? Jeg veed den Godhed, de bærer for min Daatter, denne tilskynder dem, at rose hende over Fortjeneste, maa- skee til min Fornermelse. Jeg siger dem reent ud, jeg er misfornøiet med Dem. Ja misfornøiet er jeg, Greve!

Greven.

Ville Deres Maade med Frøkenen, besee de mindre Konstmalerier, saa kan jeg ledsage demi Ga- leriet, og oplyse dem den hele Samling.

16

16 Grev Areværd. Frøkenen.

Frøkenen.

Jeg ønskede, kiere Greve! at jeg torde yt- tre mig til Deres Fornøjelse. Jeg ærer Deres Fortjenester, og De ere i alle Henseender elskværdig. Men lad Dem nøie med denne Erklæring, der maaskee røber, hvad jeg endnu for Tiden burde fortie.

Greven.

Tillad, yndige Frøken! jeg anseer denne Erklæring, som fordeelagtig for min Kierlighed. Deres Fru Moder vil maaskee modsette sig mine ønsker; men om jeg finder Raad, at fornøje hendes Ærgierrighed?

Frøkenen.

Det bliver Dem ingen let Sag. Faaer hun ikke sin Villie frem, da er hun dem stedse imod. Jeg tor derfor neppe lade dem haabe, Grev Ære- værd!

Greven.

Men om jeg finder Udveie til at fornøie deres Fru Moders Ærgierrighed, og dernæst at erhverve hendes Bifald til vores Foreening?

17

17

Frøkenen.

Da tilstaaer jeg, intet skulle afholde mig, at give dem min Haand, men uden disse Vilkaars Opfyldelse bliver Greven mig stedse fremmed.

Greven.

Lad være, deres Fru Moder ikke just fik Sted i Ærens Tempel, som jeg neppe troer - -

Frøkenen.

Lad være, jeg ikke blev deres Grevinde, som jeg i saa Fald neppe troer - -

Greven.

Lad være, deres Fru Moder maatte ad inter- rim nøies med et Sted i Fortienestens Tempel - -

Frøkenen.

Lad være, de paa Livstid maatte nøies med en anden Gemal - -

Greven.

Saa bliver Fru Stoltenberg dog æret og an- seer, som den, der er paa Fortienesters Bane - -

Frøkenen.

Saa bliver de dog æret og anseet, som en Ægtemand i Staten, skiønt uden mig.

Greven.

Frøken, de skiemter med deres Tiener.

18

18

Frøkenen.

Forlad mig, kiere Greve, jeg fandt Behag i, at modsette dem nogle Vanskeligheder. Men hiertet befaler mig, at tilstaae alvorligen: Jeg elsker dem.

Greven.

Stor er min Glæde, og end større min Taknemmelighed.

De forrige. Rubens.

Rubens.

Endelig, naadig Herre! har jeg lært den Konst, at foreene vores stridige Meeninger. Nu skal Fortjenester allene aabne Indgangen til Ærens Tempel.

Greven.

Uden Dydens Fornemmelse?

Rubens.

Greven er saa paastaaelig. Jeg venter, Frøkenen understytter mit Forslag.

Frøkenen.

Lad os høre det, Hr. Rubens.

19

19

Rubens.

En lærd Ven forsikrede mig, vi havde en stor Mængde fortjente Mænd i Landet. Det som Franskmanden kalder merite auxiliair siges i Virkningen ar være det samme som egen Fortieneste.

Frøkenen.

Ved dette Middel, Hr. Rubens, bliver de Mange Dosmeres Velgiører.

Rubens.

Skiemt ikke, Frøken. Mange af Mandkiønnet, men uendelig fleere Damer, kommer til Ære ved laante Fortjenester.

Greven.

Textens Inddeeling er ordentlig nok - - - Egen Fortjeneste - - Laant Fortjeneste - - det eene er Fortjeneste, saavelsom det andet. Men min gode Rubens? bør den sidste krones med ud- merkt borgerlig Ære? Hvad meener I?

Rubens.

Jeg, naadig Herre! Jeg meener, vi ere alle syndige Mennesker. Endog den bedste iblant os duer lidet. Til Fuldkommenhed kommer dog ingen. Den høyeste menneskelige Dyd er, som oftest, sminket. Den kommer af ureene Kilder. Og hvad vil Greven videre paastaae? I Italien, hvor jeg har lært min Konst, er det en Troens Artikel, at et

20

20 Menneskes Fortjeneste kan regnes det andet Menneske til Gode, endog paa hiin Side af Graven.

Greven.

Naar den gode Rubens kan vinde nogle Tusind Daler, ved sit Arbeid, saa lader han gierne Nationens Tænkemaade forderves. Dersom man unddrager eder den Roes, edrrs Konst-Stykker fortiener, og tilegner eders Lærlinge Æren for Arbeidet, hvad vil I da sige?

Rubens.

Det var ubilligt.

Greven.

Naar Dosmere forundes Rang og Gang over de Mænd, der arbeider vg opofrer sig for det almindelige Bedste, hvad da?

Rubens.

Jeg tilstaaer, det var ligeledes ubilligt.

Greven.

Saasnart Nationen mærker, laante Fortienester at giøre samme Virkning til Æresgraders Erhvervelse, som egen Fortjeneste: At Draaget bliver saavel et Medlem i Ærens Tempel, som den velfortjente Mand: Strax standses Dyden, Fortjenesters Bane betrædes da heel sielden, man søger, at komme i fornemme Svogerskab, man bruger nedrige Konstgreb, for at erhverve fornemme Dos-

21

21 meres Yndest, og disse sidste, af Frygt at vorde overseet af klogere Mænd, skal være gandske villige, at byde Haanden til deres Liges Forfremmelse. Endelig udtrænges de Vise, de Dydige, de Lærde af Cirkelen. Draagene bliver tilbage, og Tingene bestyres ved Draag.

Frøkenen.

Ikke alt for strenge min gode Greve. Noget Got findes hos alle Mennesker.

Greven.

De har Ret, Frøken. Men udmerkt borgerlig Ære burte ey uddeeles i Fleng. Hvo der ikke havde bidraget frem for andre sine Lige, noget betydeligt til den almindelige Velfærds Befordring, den skulle aldrig faae Høyere Rang. Om saa skeede, da ville Æresgrader og Ærestegn blive en Spore til at jage de Nedrige frem i Farten, paa Dyds og Dueligheds Vei.

De forrige. En Kammerjunker.

Kammerjunkeren.

Førsten ville om en Times Tid besee Malergalleriet. Jeg skulle anmode Greven, at alting blev sat i Orden til den Tid.

Greven.

Det skal skee, Hr. Kammerjunker. Begierer de, for deres Person intet Stæd i det nymalede Ære-Tempel?

22

22

Kammerjunkeren.

Jeg er endnu alt for langt fra Maalet, end at jeg turde hige efter saadan Ære. Der vil man- ge Aars Flid til, førend jeg tør paastaae nogen Slags udmerket borgerlig Ære.

Frøkenen.

Hvilken rar Beskedenhed!

Greven.

De ere endnu ung. Jeg glæder mig, saa ofte jeg taler med dem, i Henseende til deres saavel anvendte Tid. De ere paa Vejen, at blive en stor Mand. Anlegget har de dertil, og vedbliver de, saa skal jeg agte dem høit, om end deres Skiebne boesatte dem i en Bondehytte.

Frøkenen.

Har de endnu ikke søgt om nogen slags Befordring?

Kammerjunkeren.

Det har jeg ikke. Jeg beklager mine Lige, der ved høiere Rangs Erhvervelse sigter til, at drage et slags Skiul over deres Vankundighed.

Rubens.

Jeg har mærket, at de meest vankundige, ere de meest æresyge. Det er just de, der plager mig meest, at vorde indtegnede i Æretemplet.

23

23

De forrige. Kammerherren.

Greven.

Der kommer atter et ungt, haabefuldt Menneske.

Kammerherren.

Hr. Greve! Jeg indflyer til deres Bevaagenhed. Befri mig, jeg beder dem ydmyg, fra et Embede, Førsten vil paatrænge mig, og som jeg ikke er dristig nok til at antage.

Greven.

Feiler det dem paa Tillid til deres egne Kræfter?

Kammerherren.

Ja. Jeg veed endnu neppe den halve Deel af det, mig er tilraadet at skulle lære. Mine to betydeligste Lærere har en Tidlang været syge, hvorved jeg opholdes mod min Villie. Dersom Førsten efter fem eller sex Aars Forløb tilbyder mig det Embed, han i Dag syntes at ville paatrænge mig, da kunde det maaskee betroes mig med meere Sikkerhed for Landet.

Frøkenen.

En Kammerherre der studerer, der holder sig Lærere, der er frygtsom ved at antage et Embed! hvilket rart Syn!

24

24 Kammerherren.

Rangen skiuler ikke min Uvidenhed. Jo meer jeg lærer, jo bedre kiender jeg, hvad mig endnu feiler.

Greven.

Maaskee Uvidenhed er Aarsag, at mange i stolt Tillid paa deres egne, ukiendte og uprøvede Kræfter, tager imod vigtige Statsbetieninger.

Frøkenen.

Er der da ingen Lars eller Peer, der fra Liberi- Kiolen af, har som Fuldmægtig bestyret det Embed, som nu tilbydes Kammerherren? Denne kunde de jo bruge til Embedsforretningerne.

Kammerherren.

Der siges vel, at være saadan een. Men jeg@holder den saa kaldede esprit de laquai, uadskillelig fra slige Fuldmægtiger. Den har en stor Indflydelse i deres Forretninger.

De forrige. Fru Stoltenberg.

Fru Stoltenberg.

Hr. Greve, jeg haaber, de ikke modsiger mig. Min salig Mand, saadan som han brillerede i levende Live, med alle sine Hæderstegn, en frisk, fyrig Anseelse - - - saadan skal han males ved Siden af mig, i Ærens Tempel, til evig Amindelse, at han har været min Mand og en af Landets store Herrer.

25

25

Rubeus.

Deres Naade! Mit Stykke er kuns bestemt for de nu levende.

Fruen.

Kunde vores bedste, ægte forgyldede Eqvipa- ge, med sex Heste, Kudsk, Forrider, ro løbere, fire Laqvaier, to Haidukker og to Pager, altsammen i prægtige Galla-Liberier, ikke gierne faae Sted paa eders Stykke uden for Templet?

Rubens.

Uden for maatte det være - - - dersom ellers - - -

Fruen.

Eqvipagen bør sees paa et eller andet Sted, thi ellers kunde taablige Folk snart troe, vi var gaaet hen til Templet.

Kammerherren.

Deres Naade vil holde mig et Svar til gode. Aldrig bør deres salig Herre faae Sted i Ærens Tempel. Han var jo ikke Patriot. Han blev afsat, for hans Magelighed og Sportelsyges skyld.

26

26

Fruen,

Næsviis! hvor tør de sige mig saadant i Øynene? Med Sandhed bør man aldrig drive Skiemt.

Kammerherren.

Jeg er oprigtig.

Fruen.

De er ung og dumdristig, min Herre! (afsides:) Endnu i Dag skal min Svoger stræbe, at sette ham ud af Førstens Naade.

27

27 Rubens. Nogle Bønderfolk og deres Ridefoged.

Fogden.

Hvad vil disse halve Kroppe sige?

Rubens.

Det er Billedstytter af fornemme afdøde Personer. Jeg agter, at afskildre dem, for at giøre min Samling meere fuldstændig.

En Bonde.

Hvad er da den for een, med Forlov at spørge, den der har den krøllede Paryk paa?

Rubens.

Han var en udenlandsk Statsminister Han er død for en halv Snees Aar sidert. Der neden under, paa Fodstykket, der kan I selv læse hans Navne og Titler. Han havde hiemme i Saxen.

Fogden.

Aa, er det den Karl. Jeg har læst meget om ham i Aviserne. Hans Skielmstykker er beskreven i en heel Bog, som jeg endnu eyer. Han forstod, ved Tusinde Snedigheder at plyndre alle Stænder. Aldrig har nogen Mand meere misbrugt sin Konges Fortrolighed.

28

28 Rubens.

Man siger meget Ont om ham.

Bonden.

Kristen og Jesper, kommer hid, og slæber af med den Klump. I har en stærk beslagen Vogn, han brister ikke af det Læs.

Rubens.

Holdt! hvad vil I?

Bonden.

Jeg behøver en Afvisersteen uden for min Gadeport. Mig synes, det Skarn er ikke bedre Skiebne værd. Det har jo været en Dievel, som jeg hører af Ridefogden.

En anden Bonde.

Dersom du tør beholde Klumpen, Rasmus, til Afviser, da skulle du sette Hovedet ned i Jorden, og Stumpen op ad.

Rubens.

Hvorfor det?

Bonden.

At ingen skal see Forargelse paa denne skam- løse Karls Ansigt.

Rubens.

Lader mine Billedstytter staae, Børn. I kan besee, alt hvad her er, men I maa ikke røre ved

29

29

noget. Om end Manden har været ond, saa kan han dog behøves i Samlingen. Hans Eftermæle vil maaskee opvække Afsky hos dem, der ere paa onde Veje.

Bonden.

Fanden heller! Saa pyntet og smykket, som den Karl her forestilles i Steen, faa kunde Folk snarere faae Lyst, at giøre, som han har giort. Røve og plyndre imedens de lever, og blive æret og giort høitid af dem i Billedstytter og Malerier, naar de ere døde. - - - Smykkerne skulle af ham, og der skulle udhugges med store Bogstaver: Til evig Skam og Skiendsel. Det kunde sette Skræk i andre.

Rubens.

I taler som en Bonde. I har ingen fiin Følelse.

Bonden.

Men hvad jeg siger, er sandt. Farvel Far!

Rubens. En Proprietair og hans Skytte.

Proprietairen.

Er han den gode Mand, der har Opsyn med Førstens Galleri? Rubens. Jeg er det, min Herre!

30

30 Proprietairen.

Er det tilladt, at besee Stykkerne?

Rubens.

Meget gierne. Maaskee er min Herre en Kiender deraf.

Proprietairen.

Ikke meget. Hvo er den Mand, der har mistet sin halve Næse?

Rubens.

Det er den berømte Tyko Brahe.

Proprietairen.

Ham har jeg hørt meget om, Det skal have været en fortreffelig Herre. Men hvad vil den mindre Tavle sige?

Rubens.

Det er hans Æreminde, som efter den Ro- merske Keisers Befaling blev opsat i Prag, hvor han med største Høitidelighed blev begravet.

Proprietairen.

I Prag? Efter den Romerske Keisers Be- faling? Det var jo en skaansk Mand.

Rubens.

Ja det var han. Men man jog ham ud af

Landet.

Proprietairen.

Hvorfor? Han var jo en Ære for Landet.

31

31 Rubens.

Det var tildeels Aarsagen til hans Fald. Han drog nesten alle lærde Europæers Opmerksomhed paa sig. Konger og Førster kappedes om, at bevise ham Ære, og at omgaaes med ham. Ved denne Soel formindskedes mangen Stiernes Lys, og blev umerkeligt.

Proprietairen.

Saa meget meere synes mig, burde man have holdet paa ham.

Rubens.

Alle Landes Historier ere fulde af Exempler paa slig Medfart mod store og fortiente Mand.

Skytten.

Herre! dersom kuns ingen røber mig, at jeg er en duelig Skytte. Ugierne ville jeg undvige Fædrenelandet.

Proprietairen.

End dette Stykke, Hr. Rubens.

Rubens.

Det var en fortreffelig Søehelt. Han red- dede sit Fædreneland af en overhængende Fare.

Proprietairen.

Hvorfor er han da ikke malet i Helte-Dragt? Han seer jo ud som en gammel Skatteborger.

Rubens.

Han maatte forlade Heltenes Bane.

32

32

Proprietairen.

Maaskee, fordi han var en stor Mand i sin Konst?