Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 15

Spaadom

af

den berømte Eremit

Martin Zadeck

anaaaende

hvad som skal skee i de tilkommende Tider

hvorover

hele Verden skal forundre sig,

som han

i sin Alders 106 Aar ved Solothurn i Sveitserland har aabenbaret sine Venner

den 20 Dec, 1769.

Trykt i Kiøbenhavn 1770 og sælges i No 8- paa Børsen.

2
3

Vi have her en tænkværdig Prophetie, som en Mand af 106

Aar har udladt sig med i Sveitserland ved de Alpiske Bierge. Denne Mand nemlig - som var fød i Solothurn i Sveitserland, og heed Martin Zadeck, begav sig 1739 til de Alpiske Bierge,

hvor han, som Eremit , har henbragt 30 Aar i Eensomhed iblant Biergene, unddraget sig al menneffelig Selskab, og levet af Urter og Rødder. Samme

har for sin forunderlige Afgang den 20 Decemh. 1769 givet følgende Spaadom.

4

Han sagde til sine omkringstaaende Venner, som besøgte ham: Giver Agt paa mig, mine Venner, jeg vil sige Eder hvad der skal skee i de tilkommende Tider, hvorover Verden skal overmaade forundre sig.

I hele Tydskland og, i Sveits skal komme en Tid, da Folk ingen Næring skal have. I fem samfulde Aar skal al Handel og Vandel ganske forsvinde; men naar disse fem Aar ere til Ende, skal Commercien igien florere. Vejrliget skal være langt anderledes beskaffen, end det har været tilforn. Nu skulle ogsaa Menneskene blive bestyrkede i den Meening, at Jorden gaaer og Solen staaer stille; men det

5

besynderlige Vejrlig vil komme af Vinvenes Beskaffenhed, som skulle blæse fra ganske ubekiendte Egne. I ti Aar stal Verden see langt anderledes ud, og da skal man en Tidlang, indtil dette Aar: hundrede er forløben, have de beste Tider, som Efterkommerne skulle rose. Da skal man ikke mere agte nogen Rigdom og Kostbarhed. Man skal da alene tragte efter Guds Naade og Barmhiertighed. Verden skal igien paa nye oplives af den Almægtiges Aande, den sande Religion jo meere og meere udbredes, og Guds Ord gaae i Svang iblant Menneskene. Alle Anstøds Hindringer skulle rømmes af Veien. Retfærdighed skal man handthæve. Fred og Samdrægtighed skal kysse hinanden i Europa. Da skulle meget frugtbare Aar komme; al Handel og

6

Vandel skal blomstre. Tyrkerne skulle i kort Tid miste alle deres Lande i Asia og Africa.

Conftantinopel, den Tyrkiske Kei: fers Residents, skal uden Sværdslag blive indtaget. Indvortes Oprør, hemmelig Tvedragt, og bestandige Uroligheder, skal legge det Tyrkiste Rige øde. Hunger og Pest skal giøre en Ende paa disse Uroligheder. De skulle falde i deres egne Sværd, og ynkeligen omkomme. I Aaret 1779 mister de alle deres Lande i Europa, og da skulle de retirere sig til Tunis, Fetz og Marocco i Africa. Tartarerne skulle ganske udrøddes. En saadan skrækkelig Hunger skal komme iblant dem, at de skulle opæde hinanden selv for Hunger. Republiken Venedig skal

7

erobre en stor Deel af Grækerland, og den faaer nu Kongeriget Candia igien. De urolige Polakker stulle drives ganske til Paaren; En Stormvind, som de ikke have formodet, skal komme over dem. Kongeriget Pohlen skal faae ligesom en nye Gestalt, da i en Tid af fem Aar mange Tydske Indbyggere stal sætte sig der ned. Dantzig, o du ædle Dantzig! du som er Gud og din Konge troe, du skal blive stor, og hele Europa stal beundre din Storhed. Men I, I ulykkelige Tyrker, skulle see eder nødte til at forlade Græsk-Weissenborg og hele Ungarn frivilligen. Et raslende Blad stal jage eder. I skulle ikke være sikre paa eders Liv. I skulle i evige Tider ikke mere lade eder see i Ungarn. Eders Moskeer skulle ødelegges, eders Afguds-Tieneste udrøddes,

8

og eders Alcoran giøres til intet. See Mahomet! du osterlandske Antichrist, din Tid er omme, din Grav skal forbrændes, og dine Been forvandles til Aske. Men Krigen skal i kort Tid ogsaa indfinde sig i saadanne Lande, hvor man troer sig sikker. Lilien, jeg meener Frankerige, skal strække sine Blade og Grene ud over en stor Deel af Italien. Kirkestaten skal meget svækkes. O hvilken em Tid! O hvilken en Skiebne! Tænker selv, thi jeg vil ei tale herom. De geistlige Ordener, som have staaet over tusinde Aar, de gaaer til Grunde. En Deel af Italien skal tage Fransk, og en anden Spansk Partie. — Sverrig skal blive et meget stort Rige. Man vil finde mange Guldgruber deri. Dets Stat skal blomstre, Indbyggerne deri skulle glæde sig.

9

Men Dannemark skal blive endnu større og mægtigere, og udvide sin Magt i Asien og America; mange tusinde Hedninger skulle omvendes under dets Regiering, og den sande Religion udbredes i ganske ubekiendte Lande imod Sønden formedelst sammes Omhyggelighed- Tre Nationer af Norden lader sig see med mægtige Floder ved de Africanske Kyster, og skulle i en kort Tid bringe hele Africa under deres Herredømme.

Ja Rom skal erobres af Franzoserne; men Lilien skal ikke her fatte Rod, men meget mere maa vige en anden Magt. Hele, ja hele Tydskland, glæde dig, thi Herren giver dig Freden. Rusland, Dannemark og Sverrig skal opfyldes med store Skatte, og alle østerlandske

10

Kostbarheder skal man nu finde i disse Lande. Sinatanerne skulle blive endnu eengang saa mægtige, som de ellers have været; de skulle da berømme sig og sige: de Tyrkiske Skatte have giort os til Herrer. De skulle erobre mange af de Americanske Øer, og deres Handel og Vandel og anseelige Commerce skal blive endnu vidt anseeligere. Den Sveitserske Republik skal derved faae en stor Tilgang. Men inden fem Aar skal en stor Deel af America eller den nye Verden gaae til Grunde ved Jordskielv og Vandflod. Hele Persien skal antage den christelige Religion. En stor Monark af Europa skal bringe næsten hele Asien under sit Scepter. Dør og Skaadde skal overalt oplades for ham, og ingen fiendtlig Magt hindre ham. De vantroe Mahomedaner

11

skulle ødelegges, og Lyset skal skinne paa Mørket. En klarstinnende Glands skal bryde frem i Asien, og Morgenrøden opgaae efter saa lang en mørk Nat.

De hedenske Lande skulle erøbres af de Christne. I Jerusalem skal man paa et vist Sted, imod Solens Opgang, ved en Tyrkisk Moskee, finde en fiirkantet flad Steen i en liden bruun Grav, samme skal man ville tage op, men da ingen menneskelig Arm formaaer det, saa skal man blive nødt til at sprenge denne Steen i Luften; derunder vil man treffe en stor Hvelving, og finde den vise Salomons Skat, samme vil beløbe sig til 18000 Millioner. De Kostbarheder og Oldsager, man der skal finde, skulle ikke være at tælle. De Tyrkiske Muselmænd skulle

12

for deres Undergang saaledes puste af rasende Galenskab imod de Christne, at de ei alene skulle true den ganske Christenhed med Undergang, men ogsaa ville udrødde alle og enhver Christen; men Gud i Himmelen leer derover, han har allerede ladet giøre Ringene, som han vil legge de Tyrkiske Blodhunde i Næsen; han siger: Hertil skal du komme og ikke videre, her skulle de stolte Bølger legge sig. De blodtørstige Fiender af Christenheden vil den Almægtige giøre til intet ved en ringe Hob Folk, ja de skulle nu i faa Aar ud røddes. Naar Constantinopel er erobret, skal man i et gammelt aflægs Pallads udrømme en Kielder, og deri vil man finde en flad hvid Marmorsteen, hvorpaa er hugget et Kors med Navn Sophia Imperatrix. Under denne Steen skal

13

staae en stor Sølv-Kiste, og deri vil man finde en stor Skat af Guld og Edelsteene, samme vil man vurdere til 50 Millioner. Det Romerske Keiserdømme skal nu lange til den høieste Spidse af rimelig Lyksalighed, saa at denne Lyksalighed skal langt overgaae Carl den Femte. Det Romerske

Keiserdømme skal vedvare i bestandig Flor indtil Verdens Ende. I Nazareth i det forjættede Land skal en vigtig Stad blive bygt af de Christne, den skal have 4 Tydske Mile i sin Omkreds. Christenheden

skal da staae endnu 200 Aar i fuld Blomster, og hele Asien skal antage den christelige Troe. Men efter den Tid skulle mange Tegn og Under skee. Der skulle opkomme mange nye Kietterier. Evangelii Lys skal igien efterhaanden udslukkes, og man skal af tydelige Vidnesbyrd kunne

14

mærke, at den yderste Dag et nu nær. Jeg glæder mig i Aanden derover, thi mine Been skal ikke være Jordens Skiød anbetroede i saa mange hundrede Aar, søm mine Forfædres Been; men jeg gaaer hen og hviler, at jeg kan opstaae i min Deel ved Dagenes Ende. Et beder jeg Eder, mine Venner, at I aabenbarer Verden denne mærkværdige Spaadom; jeg har ikke kundet fortie den. Men at I kunne vide, at min Spaadom er sand, saa vil jeg to Dage efter min Død endnu engang bekræfte den for eder.

Denne Christen døde derpaa Kl. 9 den 20 December 1769, da han henimod Kl. 8 havde aabenbaret sin Pro: phetie. Efterat den var fortalt, laae denne Martin Zadeck i en sagte Slum,

15

indtil han endelig efter en Stund døde salig hen. Den 22 Dec. om Aftenen Kl. 9 blev han levende igien. Han stod op af Liigsengen og kom ind i Stuen, satte sig ned og fortalte sine nærværende Venner sin hele Spaadom endnu engang. Endelig henimod Kl. 11 om Aftenen begyndte han at sukke, og efterat han havde giort en kort Bøn, faldt han igien i en Slum og sank død til Jorden.

Bevaagne Læser! Her kan man vel staae noget stille, thi det er en sandfærdig rar og mærkværdig Tildragelse, som man kan anstille en liden Betragtning over. Det er i Sandhed forunderlige Ting, og, naar man sammenligner de fremfarne Tider med den nærværende, saa kan man meget let giøre den Slutning, at denne

16

106 Aar gamle Mand ingen Usandheder har spaaet. Gud hielpe enhver iblant os, at han maa nyde den Skat, som er over alle Skatte , her saa og hisset i Rolighedens Land.

1

Mirzahs Syn i

Skiæbnens Tempel.

Kiøbenhavn 1770.

2
3

Tilskrift

til

Madame Andersen fød Hauber.

4

Madame!

Den Kierlighed, som De have til Videnskaberne og den Smag, med hvilken De dyrker dem, giver mig det Haab, at De ikke ugunstig optager den Frihed, som jeg giver mig, at sætte Deres Navn forved Oversættelsen af Das Gesicht des Mirzah.

Den tydske Mirzah har samme Øyemærke, som den franske Zadig, under Billeder at give os en lærerige Paamindelse, om denne vigtige Sandhed, at alt det som i Verden fører Navn af Hændelse er intet andet, end enten Straf, eller Belønning, eller Prøve, eller Forsyn; og til Ære for Mirzah og hans Fædreneland, ere hans Bestræbelser, ligesom Zadigs blevne belønnede med et almindeligt Biefald.

Jeg har forsøgt at indklæde ham i dansk Dragt, dersom han under denne Skikkelse maatte finde Deres Yndest, naar De, træt af Deres sædvanlige Forretninger, søger Hvile og Fornøyelse i smukke Bøgers Læsning, saa er dens Ønske opfyldt, som med al muelig Høyagtelse henlever Madame Deres ydmygste Tienere Oversætteren.

5

Jeg Mirzah, vandrede bedrøvet og ensom omkring igiennem Markene ved Bagdad, efterat jeg en Heel Dag var bleven qvælet af at see den lykkelige Ugudelige og den lidende Dydige. Naturen indsvøbt i Mørkhed og den Stilhed, som herskede i den hele Egn, opfyldte min Siel med en endnu stærkere Tungsindighed. Alle Uretfærdigheds Scener, de Nødlidendes Jammer, som skrige om Hielp, og finde ingen Redning, Daarernes Lykke og Glæde, med et Ord, enhver Ulykke, som overfalder Menneskene, og hvortil jeg saa. ofte havde været et Vidne, blev paa engang levende i min Siel, og aftvang mig Sukke. Min Græmmelse overvandt min Standhaftighed. Taare af Medlidenhed og Menneskekierlighed trillede ned paa mine Kinder, og mit Hierte flød over, af Klagemaal over den Menneskelige Skiebnes ulige Uddelelse. Jeg forglemte mig selv saavidt, at jeg begyndte ar knurre imod Forsynet. » Gud! raabte jeg, gid dog dette Øre ikke mere maatte høre den

6

Sukkendes Røst; gid dog dette Øye ikke mere maatte blive træt ved at see den Elendige! Hvorfor skabte Forsynet Skabninger til Ulykke, de, som aldrig have beder det om Livet?

Hvorfore gav det dem endog denne overflødige Fornuft, paa det de skulde føle, ar de vare ulykkelige. Hvorfor triumpherer Lasterne? Hvorfor forsmægter Dyden under Lenker? Hvorfor lider den Uskyldige, og hvorfor krones den Strafværdige?,,

Jeg vilde endnu blive ved at fortsætte mine Klagemaal, da der paa engang udbredede sig et Mørke omkring mig. Mine Fødder skielvede af Skræk, og Jorden syntes selv at synke under dem. Et huult Tordenslag gav Gienlyd fra de næste Høye tilbage i Dalene omkring Bagdad; jeg følte, at jeg havde syndet, og med en dødelig Angest faldt jeg ned paa Jorden for at bede om Naade. En Straale, klarere end et Lynild, trængte paa engang igiennem Mørket, og et Gestalt i et skinnende Klædebon stoed for mig. Jeg antog dette for en af den Eviges Engler, for Albunoh Sahareddin, ham, som udlegger de guddommelige Hemmeligheder. Følg mig Mirzah, og lad af ar dadle Forsynet, sagde han i en Tone, som indskiød mig Mod nok til at følge ham. Han bragte mig i faa Øyeblikke indtil Foden af en Rad bratte og ubestigelige Bierge, som med deres Hoveder syn-

7

res at naae op til Himmelen. Aldrig havde jeg seet Naturen i en mere forfærdelig Skikkelse. Hele Stykker af Klipper hængte ud, en over den anden, og truede ved den ringeste Rystelse, at styrte sig ned i de dybt under dem liggende Dale. Den hele yderste Side af Bierget var en øde Klippe, hvor Øyet forgieves søgte at finde en Græsplet, eller nogle grønne Træer, for at kunde udhvile sig fra de ubehagelige Udsigter, paa hvilke det maatte see sig træt. En sammenblandet Brølen af Løver og Tigre gav et Gienlyd udaf Hulerne, som Naturen havde indarbeydet i Klipperne. Dalerne imellem de udhængende Klippespidser vare store Sandørkener, hvilke af en Stormvind bleve drevne i Høyden i stedsevarende Hvirveler. Jeg kunde ikke blive en eneste Vey vaer, ved hvilken man kunde have kommet over Bierget. Desuagtet formærkede jeg adskillige Personer, der med den yderste Umage søgte at klavre op ad den steyle Klippe. De erholdte Straf for deres Forvovenhed. Jeg saae dem, en efter en anden at falde ned, deels i Sandørkene, hvor de bleve qvalte af Vindhvirvlerne, og begravne under store Sandhøye; og deels at blive et Rov for de vilde Dyr , hvis Huler de maatte krybe forbi.

Jeg spaaede mig allerede skielvende ingen bedre Skiebne. Min Selskabs Broders Smilen

8

gav mig tilkiende, at han vidste min Frygt. „Mirzah, sagde han, Forsynet straffer kuns den forfængelige Selvkloghed, der med Magt vil trænge sig ind i dets Gebeet. De Retskafne vandre under dets Beskyttelse, og byder Farerne Trods.,, Herpaa tog han mig ved Haanden og førte mig ind i en af Biergets Aabninger. Jeg erfarede, at det var en temmelig beqvem Giennemgang. Neppe havde vi ongefæhr tilbagelagt tredive Skridt i samme, førend jeg fuld af en henrykkende Glæde faae, at jeg var paa den anden Side af Bierget.

Hvilken Forskiel imellem Udsigterne af Bierget paa denne Side og den foregaaende! Denne hele Kiede af Klipper var ligesom en Muur omkring et meget behageligt anlagt Labyrinth, i hvis Midte jeg langt fra blev en prægtig Bygning vaer. Denne inderste Side af Bierget indjog ikke, ved saadant et forfærdeligt Syn, den Skræk, som den yderste. Den var gandske skiult med skyggefulde Skove og blomstrende Enge. De imellem dem igiennemløbende Bække, vandede dem og Labyrinthet, i hvilken de udgydede sig og forestillede Øyet tillige de prægtigste Vandfalde. Fuglenes Sang, Bækkenes Harmonie, Blomsternes Lugt, og en Mængde andre Naturens Skiønheder; disse saa uskatterlige og dog saa forag-

9

rede Naturens Skiønheder forenede sig med Hinanden, for at sætte Sielen i den Henrykkelse, hvilken Alkoranen har forjættet de Rettroende efter deres Død.

Jeg var endnu beskieftiget med Følelsen af alle disse Behageligheder, da min Førere opmuntrede mig til at følge ham igiennem Labyrinthet til Skiæbnens Tempel; thi det var den Bygning, som laae for os. Jeg beundrede, i det vi gik derhen, disse saa kunstig i hinanden flettede Gange. Det var umueligt, uden en mere end menneskelig Førere, at vikle sig ud af alle disse Krumveye. Den eneste Fordeel bestod imidlertid blot deri, saa lidet, som mueligt, at vige fra den lige Linie, hvis man vilde naae Tempelet. En eneste Sidevey førte hen i faa mange adskillige Sidegange, at man stedse foer vild i en bestandig Cirkel, uden at nærme sig Bygningen med et eneste Skridt.

Tempelets Dørre aabnede sig af sig selv, ved vores Ankomst, og lukkede sig og af sig selv til igien efter os. Jeg fornam hverken Laas eller Slaa for samme, og min Førere sagde mig, ar de ikke kunde aabnes ved nogen menneskelig Behændighed, men at de lukkede sig op og til efter den Guddoms Villie, som blev tilbedet i Tempelet. Oven over Tempelet stode disse Ord indgravne med gyldene Bogsta-

10

ver: Gud er retfærdig, og hans Veye ugrandskelige.

Naturen og en simpel Majestæt gjorde dette Tempel mere prægtig end Kunstens Behændighed. Hele Bygningen hvilede paa en Rad Støtter af hvidt Marmor.. Et Altar af Allabast stod i Enden af samme. I Stæden for Guddommens Billede, steeg der en Skye af Røg i Høyden fra Alteret , og opfyldte Tempelet med en Duft af det vellugtendeste Røgelse. Paa den høyre Side af Alteret hang der en sort Marmortavle, og tvers over for den et Speyl af det klareste Chrystal. Da Albunoh Sahareddin førte mig hen til Alteret, talte han endnu disse faa Ord: » Lær her Mirzah, at Forsynet aldrig giør Mennesker ulykkelige, uden for at see dem lykkelige,,, og derpaa forsvandt han for mine Øyne. Uagtet, at jeg befandt mig alene paa et saa ærværdigt Stæd, saa følte dog mit Hierte en vis ubegribelig Frimodighed. Fuld af en brændende Iver kastede jeg mig ned paa Trinnene af Alreret, og anraabte Guddommen om dets Beskyttelse. Neppe havde jeg fuldendet min Bøn, førend en majestætisk Stemme raabte til mig: Staae op, Mirzah ! see og læs!

Jeg kastede mine Øyne paa Speylet, og jeg saae min Ven, Abdallah, i samme, en

11

Mand, hvis Dyd ofte havde foraarsaget mig Beundring, og, hvis Elendighed ligesaa ofte havde aftvunget mig Taare. 'Han fad i sit elendige Værelse, hvor Mangelen udgiorde det eneste Husgeraad. Hans Arm understøttede hans af Svaghed og Græmmelse skielvende Hoved, og Taarene trillede ned af hans ærværdige Kinder. Og, havde han ikke Aarsag at græde? Fire uopdragne Børn laae for hans Fødder, og bade om Brød, og det femte, hans Yndling, laae vag et elendigt Leye af Straae, og forsmægtede af en slem Sygdom, formedelst Mangel paa Hielpemidler. Dette var kuns en liden Ulykke for den lidende Abdallah. Hans Kone, som han paa det ømmeste elskede, der ved sin Ødselhed var bleven Aarsag til hans Elendighed, forøgede hans Pine ved de smerteligste Bebreydelser. Abdallah kunde ikke længere taale at see en saa heftig Jammer. Han gik hen at søge Underholdning for sine Børn. En Ven, som han tilforn ved sine Tienester havde forskaffet et vigtigt Embede og gode Indkomster, var den første, som han anraabte om en ringe Bistand. Denne nedrige Siel skammede sig ved at kiende Abdallah. Han saae sig frygtsom omkring, om ikke nogen af hans Bekiendtere bleve vaer, at en Mand i en afslidt Kiol og af meget fartig Anseelse talte temmelig fortroelig med ham. Han affærdige sin Ven med den koldsindige

12

Høflighed, at der nu var ham umueligt at tiene ham; men han bad ham indstændig, at han ved en anden Leylighed ikke vilde søge nogen anden, end ham, om Hielp. Det var vel mere end ti Gange, at Abdallah havde faaet saadant Svar af ham. Min Ven sneg sig trøstesløs bort fra denne Utaknemmelige. Han var saa ulykkelig, at han mødte en af sine Creditorer. Denne krævede ham for en ringe Gield. Han bad ham i de bevægeligste Udtryk, at han vilde have Taalmodighed endnu en føye Tid. Denne Barbar begegnede ham paa det allergroveste, for den Velgierning, som han udbad sig, og truede ham endog med Prygl, dersom han ikke betalte. Hans Fiende var rig , han maatte altsaa tie og være glad, ar han ikke virkelig blev slagen. Med megen Møye betlede dog Abdallah nogle Asper tilsammen. For enhver Smule, som han erholdte, maatte han og tillige snart taale Skieldsord, snart Foragt, og snart Spot. Abdallah Kiøbte for den indsamlede Almisse, Brød, og takkede Forsynet for den rige Velsignelse, som der havde beskiæret ham.

Af Bedrøvelse og Forundring gav jeg et høyt Skrig fra mig, og Væmodigheden qvalte mine øvrige Klagemaal. Jeg slog af ongefær mine Øyne paa Marmortavlen, paa hvilken tilforn ikke var noget skrevet, og jeg læste

13

følgende forgyldte Skrift: See endnu en gang og døm saa Forsynet. Jeg saae endnu en Gang i Speylet og Scenen havde forandret sig. Der var ikke mere den ulykkelige, nøysomme, og menneskekierlige Abdallah. Det var Abdallah i fuld Overflødighed af Lykke, som i den støyende Glæde, der omringede ham, havde qvalt al Følelse af Menneskekierlighed. Han flog sine Slaver, var haarhierted imod de Elendige, og falsk imod sine Venner. Jeg læste med en ærbødig Forundring den Lærdom, som Skiæbnens Tavle indeholdte, der stod: Ofte lider den Dydige, fordi han skulde lade af at være dydig, hvis han ikke havde Lidelser, forsynet giver ham Elendighed og Taalmodighed, og det giver ham det eneste hvormed det kan giøre ham lykkelig.

Jeg betragtede Speylet med en større Tilfredsstillelse, da et nyt Optrin styrtede mig i min forrige Tvivl og Uvished. Jeg saae mit ulykkelige Fædreneland ødelagt af Krigen og alle de Gruesomheder, der pleye at følge den. Der hvor Dale tilforn havde blomstret og stolte Stæder sikkert opløftet sine Muure, var nu øde Stæder og Steenhobe. Strømme af Blod flød igiennem dem i Stæden for vederqvægende Bække. Millioner Mennesker faldt ned for Sværdet, Hungeren, Luen og de afskyelig-

14

ste Laster, raabte om Hævn, og raabte forgiæves. "Millioner Mennesker, raabte jeg, skal være et Offer for en Ugudelig! „ Et Land fuld af Forbrydelser, svarede Skiæbnens Tavle, fortiener en foragtet Guddoms Straf. De som endnu ikke ere gandske Lastefulde, blive tugtede, paa det de ikke gandske skulde blive det; og de som have været og ere endnu oprigtige, redder Forsynet midt udaf Farens Storm.

Bassa Mehemets Pallast, som lod sig tilsyne i Speylet, bar alt for prægtig, at det ikke skulde have draget mine Øyne til sig. Jeg havde allerede ofre maattet sukke over denne lykkelige Ugudelige. Al hans Høyhed, alle hans Rigdomme, vare Frugter af den nederdrægtigste Ondskab, fra den ringeste Betienter, som han havde været, havde han ved at udøve alle muelige Laster, svunget sig op til den Værdighed at blive en af de fornemmeste Ministre i Riget. Er heelt Land sukkede under de haardeste Undertrykkelser, hvormed de bleve qvælede af hans Rovsyge, og denne Barbar, loe af deres Taare, fom han havde giort elendige. Enhver Dag opfandt han Midler til at udføre en nye Last, og enhver Last lykkedes ham. Og dog brammede hans Paladser, som vare bygte paa de undertryktes Hytter, med en stolt Sikkerhed. Hans Agre bar rigelig Frugt

15

end andre. Hans Skibe løb ubeskadigede og med rige Ladninger ind i Havnen. Hans Lyksasalighed var bleven til et Ordsprog i Bagdad. Naar man vilde ønske sin Ven den fuidkommenste Lyksalighed, saa sagde man: Vær lykkelig som Mehemet! Jeg saae denne Strafværdige i al hans Pragt. Han sad ved et Giestebud, som han selv havde ladet anrette, tilbedet af sine Hyklere, frygtet af sine Fiender, og kuns hemmelig forbandet af dem, som sukkede over ham. Enhver enkelt Kostbarhed, som skinnede omkring ham, var er Bytte af en Uretfærdighed. Han klædede sig af de Nøgnes Nødtørftighed, drak i sin Viin Enkernes Taare og forærede til sine Hyklere de Faderløses Formue. Han gik fra Taffelet til sin Mætresse og nedlagde for hendes Fødder Indkomsterne af en heel Provints til en Foræring for hendes nederdrægtige Villighed. Derpaa traade han med hende til Vinduet og saae en Uskyldig blive henrettet, som havde talt Sandhed om ham og om hende, og just i det samme Øyeblik erholdte han Efterretning at Sultanen havde, til en Belønning for hans Fortienester, giort ham en Foræring af et anseeligt Jordegods. Jeg læste: Den Lastefulde er lykkelig, for at blive desto mere strafværdig. Mit Had til denne Tyran var alt for stor, til at Skiæbnens Tavles Dom havde kundet stille mig tilfreds.

16

Jeg var just i Begreb med ikke længere at skiule min Misfornøyelse over denne Ugudeliges Lykke, da jeg blev Mehemet vaer i hans geheime Kabinet. Hvilken Forskiel imellem ham og den Mehemet, som havde syntes at være den lyksaligste paa Jorden! Han var bleg og udtæret af en hemmelig Melankolie. Fuld af Fortvivlelse vred han de Hænder, som han saa ofte havde toet i de Uskyldiges Blod. Han rev alle de forfængelige Kiendetegn af sin Høyhed af sig, og traadde dem under sine Fødder, og midt i dette Raserie græd han som er Barn. Jeg faldt i Forundring over denne Forandring. Hans Yndling, som ved sine overmande store Laster var bleven det, traadde ind i Gemakket, og nu erfoer jeg Aarsagen til hans Fortvivlelse. En af hans Fortroelige havde skrevet ham til, at inden faae Dage skulde en pludselig Unaade giøre Ende paa hans heele Lyksaligheds Drøm, dersom han ikke besad Klogskab nok til ar afvende dette Stød. Hans Yndling gjorde ham et Forslag til at redde sig, det nedrigste, som en ærekier Mand ikke skulde have kundet anhøre uden at straske Raadgiverens Forvovenhed. Det behagede Barbaren og han befoel ham at hente sin Datter. Fatime , der var lige saa dydig, som hendes Fader var lastefuld, kom ind.

Hun hørte skielvende, at hun, for at befrie sin Fader fra en truende Unaade, var af ham be-

17

stemt til et Offer for Sultanens Begiærligheder, hvilken baade formedelst hans Laster, saa og formedelst hans naturlige Heslighed var hende i en lige Grad afskyelig. Forgiæves falt hun med grædende Taare ned for hans Fødder og bad ham at skaane hende. Et vredt Øyekast befoel hende at adlyde.! Hun adlydede, blev ulykkelig, undrog en Ugudelig endnu nogle faa Øyeblikke fra Undergang, og døde af Græmmelse over hendes Ulykke. Jeg saae at Mehemet des uagtet ikke var lykkeligere, Jeg saae ham i sit Sovekammer. Hvor angestfuld var ikke hans Søvn! Med hvilken Pine og Qval veltede han sig ikke omkring paa de rigeste persiske Tapeter! Han sov aldrig uden et Harnisk. Nu sprang han uroelig op af sit Leye, følte paa Laasene, som bevarede hans Skatte, bævede ved den ringeste Lyd, igiennemsøgte sine Gemakker, fandt sine Slaver i en roelig Søvn, ønstede sig en Deel af deres Lyksalighed, og erholdte den ikke. Dagen brød frem Mehemet var glad at den kom, og dog kom den kuns for at qvæle ham. Han skielvede naar han aad og blegnede naar han drak, uvis om han havde raget Døden eller Næring til sig. Aldrig kastede han sig i sin Mætræsses Arme, uden ar frygte for Forræderie. Omgiven af al den Pragt, der skiulte hans Elendighed for den Uerfarnes Øye, saae han en Lykkelig, som han

18

kke havde styrtet, blev bange at han maaske først skulde styrtes af ham, og følte af al sin Lyksalighed, intet andet end den Frygt at tabe samme. Jeg slog mine Øyne ærbødig ned til Jorden for Guddommens Domme, vendte mig til den venstre Side af Alteret og læste: Den sande Viisdom forblindes ey af den Ugudeliges Glands. Den seer intet uden hans Elendigheder, og savner al hans Lyksalighed.

Jeg tilbad stiltiende Forsynets Retfærdighed, da en pludselig Jordrystelse opvakte mig af min Dybsindighed. Jeg flog mine Øyne op og Mehemets Pallast og Haver, tilligemed ham selv vare forsvundne. Paa det Stæd hvor de havde staaet, saae man intet uden en ureen Pøel, og den hele Egn var forvandlet til den forfærdeligste Ørken. En skrækkelig Hylen fordoblede Skrækken, og følgende Ord paa Marmoret, tilkendegav hvad Mehemet var bleven til: Han skal udryddes af Jorden, som Støv for Vinden, og Æfterkommerne skal tvivle om han har været til.

Dette Syn var mig alt for forskrækkelig, til at jeg saa let kunde glemme det. Jeg fordybede mig i stille Betragtninger, retfærdiggiorde

19

Forsynet og troede at jeg ikke mere skulde være i Stand til at tvivle om dets Retfærdighed. Af ongefær faldt mine Øyne paa Crystallet. Jeg saae Tarik og Thirza de ømmeste og dydigste Elskere i samme. Det var just den Dag paa hvilken de havde deelagtiggiort Kierligheden alle deres Ønsker, og følgelig ogsaa al den Lyksalighed , som de kunde nyde. Thirza overgik ved hendes yndigheder alle de Kostbarheder, hvor med Orientes Overflødighed havde prydet hende, og hendes Hierte var endnu skiønnere end alle hendes Yndigheder. Maalløs af en henrykkende Glæde faldt Tarik hende om Halsen og kuns ved afbrudte Ord, kuns ved enkelte Udraab, var han i Stand til ar udtrykke hende sin Lyksalighed. Med en elskværdig Sædelighed giengeldede Thirza hendes Elskeres ømme Kierlighed ved en villig Smiil. Hun blev rød over Tariks uskyldige Friheder og rødmede gierne. Hvor sterk udtrykkede ikke hendes Stiltienhed, det som hun følte! Mit Hierte flog glædeligere end det nogen Tid havde slaget ved tvende til Kierlighed og Dyd dannede Hierters Lykke. Hvorledes kan vel og en Menneskeven virkelig føle en mere fuldkommen Fornøyelse end naar han seer en lykkelig og dydig Kiærlighed? Men hvilken Menneskeven har vel neppe mere end engang i sin hele Livs Tid følt denne Fornøyelse? De tvende Elfferes Samtale drev

20

min Glæde til den høyeste Grad, som den kunde opnaae. Hvor fuldkornmen ædel, hvor høymodig var ikke deres Hierter! Tarik og Thirza besad utallige Rigdomme. De benyttede sig af samme dertil, at de paa deres Forenings Dag, lod uddele en anseelig Summa til et Udstyr for 6 fattige og vel voxne Piger, og giftede dem med skikkelige Mandspersoner. Tarik og Thirza erindrede sig nu denne ædle Handling med den Vellyst, som er Menneskekærlighedens og Ædelmodighedens heele, men og tillige dens rigeste Belønning. Hvor stærk forestillede de sig ikke disse Personers Lykke, ved Følelsen af deres egen Lyksalighed. Taare af Glæde lod sig see i deres kierlige Øye. Nu, sagde de, vil de omfavne hinanden, og midt i deres Favnetag vil de anraabe Forsyner om Velsignelse for os. Herpaa giorde de et Udkast af en Plan til deres tilkommende Levemaade. Hvor mange Nødlidende skulde ikke giøres lykkelige! Hvor mange Dyder skulde ikke trækkes ud af Støvet og Forglemmelse. Alle Børnene af dette fortreffelige Par skulde opdrages til Dyden, skulde blive paa samme Maade deres Medmenneskers Lykke, som deres Forældre havde været det. De faldt midt i deres Henrykkelse paa Knæe, og bad Forsynet, ar det vilde give dem enten dydige, eller og flet ingen Efterkommere. Endnu bad de, da Lof-

21

tet af Værelset begyndte forfærdelig at knage, og faldt Halvparten ned. Thirza sank af Skræk ned i hendes Elskeres Arme. Tarik havde endnu kunde reddet sig; men uden Thirza var det ham umueligt. Han søgte at rive hende udaf Faren, da den anden halve Deel ligeledes styrtede sig ned, og begrov de tvende Elskere under Gruset. Paa engang tabte Verden alle de mangfoldige Lyksaligheder, som den havde at vente af det allerfuldkommenste og dydigste Par.

Jeg tildækkede mit Ansigt for Skræk, og ønskede, af Væmodighed, at være bleven begravet tillige med Tarik og Thirza under Gruset. Jeg dristede mig ikke i lang Tid til at løfte mine Øyne paa Skiæbnens Tavle. Endlig giorde jeg det, og tilbad: Jeg læste: Det daarlige Menneske seer intet uden der Nærværende. Forsynet kiender allene det Tilkommende. Døden var den herligste Belønning for Tariks og Thirzas Dyd. Den reev dem ud fra den Ulykke, som truede deres Dyder, og befriede dem fra den Græmmelse, at have avlet lastefulde Efterkommere.

Mit Hierte var nu fuldkommen roelig, i Henseende til Forsynets Veye. Jeg besluttede

22

ikke at lade mig mere forføre af noget Syn i Speylet. Jeg fandt snart Leylighed til at udføre min beslutning. Den unge Temur, det liderligste Menneske i hele Bagdad kom tilsyne i Chrystallet, som han i den heftigste bevægelse gik frem og tilbage i sit Kammer, Vrede, Fortvivlelse og hevn var malet paa hans ansigt. Efter at han nogen Tid havde syntes at være ubesluttet, drog han, fuld af en rasende Vrede, et Papir frem, og rystede udaf samme, et vist Pulver i en koppe Sorbet,

som han havde staaende for sig. „Ja, sagde han, denne Gift er der eneste Middel, som kan redde mig udaf min Fortvivlelse. Den utroe Roxane foretrækker mig den uværdige Walid. Min Fader vil ikke længere, som hidindtil, understøtte mine Fornøyelser ved fin Gavmildhed, og mine Creditorer truer mig hver Dag med Fængsel. Jeg vil paa engang hævne mig paa Roxane, paa min Fader og paa mine Creditorer.„ Han fatte allerede Koppen til Munden, og jeg var allerede glad, at Verden skulde have en Døgenikt mindre. „ Dog, raabte han, jeg skulde da døe, uden at have hævnet mig paa Walid? Ney! denne Elendige maa først føle min Hævn„ Han satte Koppen ned, tog sin Sabel paa, og gik bort. Faa Øyeblikke derefter traadde hans Fader, en ærværdig graahærdet Mand, ind i

23

Kammeret. Man kunde læse Bedrøvelsen over hans Søns Udskeyelser i hans hele Ansigt. Han understøttede sine vaklende Fødder veden Stav. Kraftesløs og udmattet sank han. ned paa en Stoel. Hans af Svaghed skielvende Hoved, hans redelige Mine, hans Gestalt, som var bleven ærværdig ved Alderdommen, havde alene fordret Ærbødighed og Medlidenhed for ham, dersom det sidste endog ikke alerede var bleven formeret, ved den Ulykke, at have en lastefuld Søn. Han var tørstig. Til al Ulykke, saae han Skaalen med Sorbet, drak, faldt med heftige Spændinger ned paa Jorden, og opgav sin Aand. Jeg ydmygede min Forundring under Forsynets Retfærdighed. Det belønnede min Lydighed derved, at det med dets usynlige Finger skrev paa Skiæbnens Tavle: Ofte bliver Forbrydelserne meget sildig en Straf, for den, der begik dem. Temurs Fader var, formedelst en strafværdig skiødesløs Opdragelse, sin egen Søns Forførere. Det var billigt, at Temur blev et Redskab, til at straffe sin Fader. Neppe havde jeg læst denne Skrift, førend den forsvandt, og en anden lod sig see i dens Sted: Betragt det hele, og døm ret. Jeg saae igien paa Speylet, og jeg blev en stor Øe vaer, igiennem hvilken flød en brusende

24

Strøm, eller langt hellere, en Arm af Havet deelte Øen i to lige Deele. Den Deel af Øen paa den høyre Side var en blomstrende Dal, som var opfyldt med de herligste Palladser og de behageligste Haver. Den anden halvø Deel var en uhørlig stor Sandørken. En Mængde smaae Floder igiennemskar begge hal« ve Dele, og løb deels i Havet, og deels i den store Strøm. Hele Øen var beboet; men i en hver Deel var Indbyggernes Skiæbne indrettet efter Jordens Beskaffenhed. Paa den høyre Side af Strømmen var Glædens og Fornøyelsens Opholdsstæd. Man kaldte det de Lyksaliges Land. Uophørlige Sange og Dantse vare Indbyggernes fornemmeste Beskæftigelser: denne fortryllende Egn. Jeg formærkede imidlertid adskilligt, som de ikke syntes at blive vaer, ellers skulde de have været mindre fornøyede. Saaledes faae jeg Folk ved de herligste og med velsmagende Giestebude at være glade indtil Udskeyelser, uden at give Agt paa visse Slanger, som krøbe op, og udspyede Gift i deres Mad og Drikke. I de kostbareste Palladser boede meget ofte Taranteler og andre urene Orme. Andre vare omgivne med al den Overflod, som er velsignet Land kunde tilbyde dem; og havde dog ingen Mund at nyde den med, men i dens Stæd havde de bekommet fire Øyne, for at beskue samme. De latterligste iblant dem alle,

25

syntes mig at være dem, som frasagde sig al Glæde, og ilede efter visse forblindende Lys, af hvilke de bleve lokkede fra et Stæd til et andet, indtil de af Mathed eller af Forseelse faldt ned i en af Floderne, hvorpaa Blindlysene strax forsvandt. En anden Galenstab, som mange begik, bestoed deri, at de med Gevalt styrtede sig i den brusende Strøm, og svømmede over til Bredden af Ørkenen, som blev kaldet de Ulyksaliges Land. I denne elendige Ørk hørte man intet andet end Lyden af dens Indbyggeres Klagemaal. Tyngselen af de store Byrder, som de bare, udpressede Sveden af dem alle, og desuden bleve deres Trængseler endnu formerede af Solens Straaler, som uophørlig skiød lige ned paa dem. Med et bedrøvet Øyekast saae de ofte over til de Lyksaliges Land, og erholdte intet andet derved, end at deres Byrde bleve dem endnu desto tungere, og, at de kunde høre den Spot, hvormed Indbyggerne paa den anden Side triumpherede over dem. Ingen sukkede mere under den Byrde, som han bar, end de, som havde været saa taabelige, at svømme over fra de Lyksaliges Land til dette. Det var saavel dem, som de øvrige Indbyggere forbuden, fra denne Side af at fare tilbage over Strømmen. Nogle faa kom dog over. Men Luften i de Lyksaliges Land bekom dem næsten aldrig godt. De sprang ofte frivillig i Strømmen

26

og svømmede igien tilbage, til deres Byrder. Enhver af disse Elendige beklagede sig for hinanden, at hans Byrde var den tungeste. Undertiden omvexlede de den med hinanden. Dette Bytte angrede dem snart, og enhver tog da sin egen igien tilbage. Det syntes mig imidlertid virkelig ikke, at disse Byrder vare saa utaalelige, som deres Bærere paastod. Jeg formærkede, at den Ubehændighed, hvormed de bleve pakkede og baarne, havde megen Deel i deres Tyngsel. Nogle, som vare behændigere end deres Kammerater, bare derfor og deres Last med mindre Besværlighed. De gik fornøyede og muntre fort, og følte neppe deres Byrde, da de øvrige imidlertid stønnede under deres, og vankede hid og did med uvisse Trin. Beboerne af de Ulyksaliges Land havde endnu en anden Fordel. De bare deres Byrder kuns faa Skridt , da de derpaa styrtede ud i den store Strøm, eller i en af Floderne, og af dem bleve drevne ud i det store Verdens Hav. Indbyggerne af de Lyksaliges Land havde just samme Skæbne, De nød deres Glæde kun kort, og bleve derpaa opslugede af de forskiellige Floder. Jeg fornam, at de stedse med megen Heftighed søgte at arbeyde sig igien udaf Vandet, da Indbyggerne derimod, paa den anden halve Deel, lode sig, uden at giøre den ringeste Bevægelse, føre fort

27

af Floden. Jeg giorde endnu en anden Anmærkning, som var denne, at de Lyksaliges Land var stærkere beboet end de Ulyksaliges Land.

Jeg var just i Begreb med at undersøge nogle andre smaa Omstændigheder, da den Heele Himmel indsvøbte sig i sorte Skyer. Tordenen buldrede igiennen Luften, stærkere end nogen Tid tilforn. Øen blev rystet af de heftigste Stød. Bølger som Bierge steege ud af Havet op til Himmelen, og opflugede Øen samt alle dens Indbyggere og i et Øyeblik var alting i Speylet en uigiennemtrængelig Nat. Et overnaturligt Lys oplyste paa samme Tid det heele Temprl. Den Skye af Røg, som hidintil var stegen op i Høyden fra Alteret, forsvandt, og i dens Stæd brændte der en Lue. Jeg laae halv død af Skræk, udstrakt paa Gulvet af Tempelet; en overnaturlig Kraft styrkede mig, at jeg igien kunde staae op. Jeg saae med langt større Bogstaver end tilforn, skreven følgende Ord paa Skiæbnens Tavle; Evigheden uddeeler alene den sande Lykke og Ulykke til de Dødelige efter deres Fortienester. Speylet var imidlertid bleven klar igien, og jeg saae paae en stor Slette, et Fruentimmer af mere end menneskelig Skiønhed siddende bag en klarskinnende Throne. Hun holdte i den ene Haand er Vaaben og i den anden et flammende Sværd.

28

Millioner Mennesker af alle Tidsaldere og Nationer vare forsamlede omkring hende. Hun afveyede meget Nøye først de Forsamledes Dyder og Laster. Derpaa veyede hun med samme Nøyagtighed, de Ulykkeliges Lidelser, som de tilforn havde udstaaet. Hun gav disse sidste, en større eller mindre Beløning ligesom de havde været mere eller mindre dydige, og ligesom de havde havt mere eller mindre Lidelser. Jeg saae med en u-udsigelig Vellyst, hvor pludselig disse Elendiges Taare bleve aftørrede, hvorledes Græmmelsen flyede bort fra deres ukiendelige Ansigter. En guddommelig Glæde straalede ud af deres Miner, og de gik med en fornøyet Tilfredsstillelse hen til de evige Boeliger, som vare blevne dem, bestemte. Kuns faa af dem, som i deres Livstid havde været lykkelige, erholdte nu Beløninger af Gudinden. De fleste bleve befundne at være for lette, og overgivne til den sorte Dødsens Engel, af hvilken de bleve pinede. Jo større deres Lyksalighed fordum havde været, jo større var nu og deres Pine. Nogle af dem beskyldte Dommerinden for Uretfærdighed. De erindrede hende, en eller anden enkelt Dyd, som de i deres Livstid havde udøvet. Retfærdigheden, svarede dem, at den sande Dyd bestaaer i Udøvelsen af alle Dyder, og at de for en eller anden enkelt god Egenskab vare noksom blevne belønnede ved de rimelige Lyksaligheder.

29

Uformodentlig forsvandt det heele Syn i Crystallet. En Røst lod sig høre: Gaae hen Mirzah og kær ar tilbede Forsynet endog naar der synes at være uretfærdig. Jeg vaagnede op ligesom af en Drøm, og fornam ar jeg laae nær ved Bagdad , under et skyggefuldt Laurbærtræe, uvis om jeg havde drømt, eller om jeg havde seet et virkeligt Syn. Jeg gik hen til min Boellg og græd ikke mere, hverken over den Ugudeliges Lykke, eller over den Dydiges Ulykke, efterdi jeg nu vidste ar der første var langt mindre end en Drøm, og det andet altid en Belønning af Forsynet.

30
31
32
1

Den

145 Aars gamle norske

Bondes * * *

Spaadomme

om forunderlige

Tildragelser

som skal skee;

og

Apocryphiske Tanker

om

høie Hemmeligheder.

— 169*.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Fortale.

Denne lille Piece er funden ligesom den her udgives. Man er ei sikker paa, om det er den bekiendte gamle norske Bondes Værk eller ikke, da ei Autors Navn etter noget rigtigt Aarstal staaer derpaa. Maaskee den kan være skrevet forhen af en anden gammel Mand, maaskee den kan være dicteret af de nu Levende, og af en anden udskreven.

Vi ville ei opholde os med Gisninger, siden Skriftet paa Titelbladet

4

4 Fortale.

var defect, der hvor en Stieme findes, kan man ei være sikker i Sagen; af de Tal 169*, som findes paa Titelbladet, skulde man let formode det var skrevet i det 17de Seculo, ifald det ei skulle være en Skrivfeil, hvilket man snart skulle troe, siden Autors Alder er 145 Aar, som just stemmer overeens med den nu Levendes Alder.

At tale lidet om Skriftet selv, da er det aldeles mystisk, uagtet man ei kan begribe Autors Meening, ei heller uddrage nogen synderlig Meening deraf, har man dog holt det Trykken værdigt, da det har en Bonde til Autor, og kan tiene til et Mønster paa saadan en

5

Fortale. 5

gammel Mands Tænke- og Udtryks-Maade.

Det første, som er en Art af en Spaadom, eller et Syn, kan Deels være en Slags stærk Indbildning hos saadan en gammel Mand, der maaskee kan have seet et eller andet Syn paa Himmelen, som i sig selv kan være naturligt; men som hans Myndighed om de himmelske Legemer og Phenomena, kan have bevæget ham at ansee for noget overnaturligt, og, som en overtroisk Indbildning kan have lært ham at ansee anderledes, end det virkelig har ladet sig syne, og derfor af ham er anseet, som en Forvarsel, .eller en Spaadom.

6

6 Fortale.

De sidste Tanker, som han kalder Apocryphiske, (et Navn han maaskee har lært af sin Børnelærdom,) indeholde en og anden god Morale, skiønt ei alle ere ret begribelige.

Imidlertid har man meddeelt denne Piece til Trykken, saaledes som den er funden, og har ikkun hist og her rettet de alt for grove Vildelser i Ortographien.

7

Aab. 16 C. 17 V.

Og den syvende Engel udøste sin Skaal i Luften, og en stor Røst udgik af Templen i Himmelen fra Staden som sagde: Det er skeet.

Skriv til den Meenigheds Engel i Epheso: Og du forsøgte dem, som sige sig at være Apostler, og ere ikke, og Haver befundet dem at være Løgnere.

8

Tael du gamle Erfarenhed, den Unge kan ei tælle dine Fied i Støvet. Høsten giver modne Frugter, og Lærdom groer med de graa haar. Jeg haver seet de fremfarne Tider jeg er til i de nærværende.

Hvo haver plukket Druerne af en nyesat Ympe, og hvo savnede modne Frugter, naar de affaldne Blade bedække de Stæder, som ere nøgne efter Høstemandens Lee?

9

Jeg haver seet de Ting, som jeg vil bevare til Efterslægten, og som skal fortælles fra Mand til Mand. Hører til I Gamle, giver nøie Agt paa I Unge, og fortælle det igien til dem, som endnu die deres Moders Bryster!

Jeg saae et Syn i min Seng om Natten. Ja, om Midnats Tider, naar den aarvaagne Alderdom tidt maa tælle de søvnløse Nætter; og see jeg saae, just da Hanens Gal delede Natten, at hele Himelen var oplyst, og der var en ubeskrivelig Klarhed, rundt om Syv-Sternen, alle taagéde dunstfulde og mørke Skyer styede til Side, som Røg for Norden-Vind.

Og see Syv-Stiernen tindrede først et lidet, og den gik bort imod Østen, men

den kom igien og indtog sit Stæd, og da blinkede rundt omkring den adskillige større og mindre Stierner.

Nogle blinkede længere og nogle kortere, og mange gave store Stierne-Skud.

10

Det varede et lidet, men atter gik Syv-Stiernen bort, Orion, Arcturus og Carls-Vogn fulgte den.

Men see imedens jeg stod og betragtede dens Stæd, hvor Veyrlyset blussede i adskillige Flammer, kom Syv-Stierner igien, og var atter endda mere skinnende, end forste gang den kom igien.

Og see, da forsvunde adskillige store og smaa Stierner, og Nordlyset blev ei mere at see, og dets Stæd blev ei hellerfundet.

Men da saae jeg underlige Ting, og see der lod sig i Syv-Stiernen tilsyne, som en Stridsmand, en vældig Kiempe, og han havde syv Kroner paa sit Hoved, og de glimrede alle, som Solen, og han uddrog sit Sverd, hvis Spidse naaede imod Norden, og see han talede, men da bævede Jorden, og de Ord han talede er ei givet noget Menneske at forstaae.

11

Og see, da forsvunde mange af de store Stierner og eendeel af de smaa nedsænkedes, men da der blev mørkt, og For mørkelse i de store og de smaa Stierner, da var der idel Lys og Glans i SYv-Stiernen.

Da saae jeg nok et Syn, og see da fremkomme Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen, og Retfærdighedens Billede stod midt imellem Biørnen og Vederen, og de Holte fast ved den, og see den vældige Kiempe i Syv-Stiernen smilede og vinkede ad dem, og de komme nær til den, fulde af Glands og Herlighed.

Og der kom atter en sælsom Hændelse, og see en stor gylden Drage flyede for Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen forfulgte den, og der var en Lyd, somraab te: Det store Rommertal er forsvunden, og Kiempen skal nedslaae de uredeliges Banere.

Og der fremkom een med en Skriveres Bog, hvorpaa der vare skrevne store og betydelige Ting, og de fleste Stiernekredser

12

vare afmalede i den Bog; men der udgik en Lyd af alle Kredserne, som raabte: Vi ere vrangelig ind og udskrevene, og Kiempent bevægede sit Sværd, og Skriveren blev borte, men der fremkom atter en Lyd fra Norden, som raabte: Uovervindelige store Kiempe! nedslaae alle Skriverens Svenne, omstød deres Blekhorne, og giv os en nye Skrivere og en nye Bog.

Og see da fremkom en utallig Hær fra Norden, og fra Østen, og Vesten, og Sønden, og de tilbade alle, og fulde ned for Kiempen paa deres Ansigter, og de opstode fulde af Glæde, og de istemmede en Lovsang, og de siunge: Kiempen er uovervindelig , Dragen, og Uglen, og Skriveren, og alle de farlige Stierner og Veierlyset og Stierne-Skuddene skulle blive borte for ham; thi Kiempen er uovervindelig, og Retfærdigheden og Biørnen og Vederen de skulle trives i Kiempens Palladser. Og see der blev lyst rundt om Syv-Stiernen, og vidt og bred omkring paa Himmelen, saavidt jeg kunde see, var der

13

saare lyst, og jeg saae en utallig Hær, som droge hid og did, ligefom deres Færd der handele, og see der vare Skibe, Seigle og allehaande Frugter at see i Overflod, og Kiempen saae det, og smilede af Glæde, og mellem hvert var en flor Bulder og Lyd af dem, som raabte: Kiempen er uovervindelig, og Dragen og Uglen og Skriveren ere borte, Lyst og Lykke skal groe hos Velstand, thi Kiempen er uovervindelig!

Og see der fremkom en Skare i Purpur og Skarlagen med Hielme og Skiolde og de neyede stadselig for Kiempen, og Kiempen glædedes ved dem, og Kiempen gav dem hver en Centner, og de sprunge alle af Fryd og raabte: Kiempen er uovervindelig, han haver, begavet og formeret os, og Satanas Geriel er borte, som vilde fortære os, Kiempen er uovervindelig, og Verdens Hiørner skal bæve for hans Sværd og mægtige Arm.

Og see der fremkom atter en utalt Skare af dem, der vare at see til, som. Maanen i sin Formørkelse, og de ginge trodselig frem til Kiempen, og Kiempen sagde: I ere Løgne-

14

re! og de skiælvede for hans Røst, men de fulde ikke, og Kiempen sagde: Jeg vil beholde eders Navn men I skal føle mit Sværd, og eders Hovmod skal blive liden!

Men da raabte hele Befæstningen: Vældige Kiempe! nedslaae dem, som fortrykke, mishandle og udsue os. Og see der aabnede sig en Døre der sadde mange trindt om de store Borde og Kiempen pægede paa dem, og de skiælvede og hviskede indbyrdes.

Og see der udgik et stort Brev fra Kiempens Haand, og det var en langt Rule, og derpaa var meget optegnet. Men det var skiult for mine Øyne, og Synet blev borte for mig, og jeg hørte en Lyd af Pauker, Harper og Trompeter, og en Røst, som sagde: bevar alt det du haver seet, betænk det du forstaaer, og gruble ei paa det, som er dig ubegribeligt. Kiempen er uovervindelig , viis og retfærdig, hannem skee Lykke og Held , og Lyksalighed skal gaae uden for Norden, og strække sig videre end Sønden.

15

Dette Syn haver jeg seet om Natten i min Seng, og jeg haver optegnet det, paa det de, som forstaae sig derpaa, kunde udgranske det; men hvo er givet at see alle Ting, og begribe det Synliges Sammenhæng.

Maaskee noget Got kan findes i det vi Stumdom mindst agter, og maaskee mange Forvarsler kan skee, som vi ofte ikke be tragte

Enten dette Syn er betydeligt, eller ei, haver jeg det dog for sin Sælsomheds Skyld optegnet. Og det var om Natten fra Klokken 12 til 2 jeg saae dette Syn.

16

Apocryphiske Tanker om høie Hemmeligheder Hvor er Sølvet, og hvor er Guldet? hvor, fra kommer Nordenvinden, og hvor blæser Søndenvinden Hen?

Opgrave den Uretfærdiges Ager, og see om ei Rigdommen er nedgravet i hans Jord!

Hvo lærte Tidsler at voxe Høyere end de ranke Eegetræer? hvorledes blev den Nøgne saa hastig prydet, og den Velklædde afført sin beste Prydelse?

Kan det i Væxt staaende Granetræes Stamme blive nøgent midt om Sommeren,

17

og en fortørret Mose bliver græsbegroed, uden det skal gaae imod Naturens almindelige Orden?

Hvo vil nedrive sine Gierder, naar der uden fore er fuldt af vilde Dyr, som kunde opæde Ageren, og nedtræde Sæden? -—

Tiener den Svend sin Herre trolig som formindsker hans Hiord, og ødelægger dens Yngel? men Hvorledes kan den eene Tiener offentlig forringe sin Herres Eyendom, uden de andre ere Medvidere deri?

Hvo vil saae sin Sæd paa Klipper, og udbryde Steene af sine fede Agrer?

Hvo kiendte den fierde Alder, og ei var fornøiet? hvo betragtede den siette og ei tænkede? hvo saae den femte, og ei elskede? men lyksalig er den, som oplever den Syvendes Frugt.

Brend ei din Haand paa Næller, og forgrib dig ei paa utilladeligt Gods, saa skal du ei føle Svie, og ei heller frygte.

18

Hvo troede, at Løvens Unger skulle knuses af Ulve, at Tidsler skulle groe -i Hvede-Agre, og Honnig fattes i Canaan? var da Vægten og Loddet i den urette Haand, og var der ingen Styrke i Magten?

Tie stille, I Orme, som længe nok have hvislet, Tiden afhugger Eders Braad og Rædsomhed skal blive langt borte fra den med Løv begroede Hytte! —

Tigeren, Ulven og Ræven legede om Sommeren, Lammene bleve opædte, men Hyrden kom, og Angsten forsvandt. —

Man opsankede alt det Blanke, man førte det over Havet, man giemte det i fremmede Busker, men hiemme blev tomt.

Man malede hele Bygninger med Vandfarver, de glimrede een Tid for Øiet, men en Støb-Regn afskyllede dem, og Eieren saae Grunden , men den var saare skrøbelig og svag.

19

Man saaede, man plantede, der kom Soelskin, og Regn, alting voxede overflødig, men der blev dog ingen Høst for Urtegaardsmanden, og Hans Sønner smagede ei Frugten, Fremmede krøb over Gierdet, og plukkede den af, før den var moden.

Øiet sagde: Jeg seer mange deilige Beeders Tanden sagde: Giv mig een at smage. Haanden sagde: Ney, og Maven knurrede af Sult, medens Kinden blev bleeg.

En stor Kugle veltedes rundt omkring, den var rundt om besadt med Navne, snart vendede det eene op, snart det andet ned, men paa Enget, hvor den væltedes, groede ikke noget Græs.

Oprigtighed kiøbte sig en Bolig midt i Skoven, de Trædske omringede den med Pallisader, og den kom hverken ud eller ind. —

Alderdommen kom midt ind i sit eget Huus, men den kiendte sig ei igien, den sagde: Her har jeg aldrig boet; Boligen

20

var dog den samme, men Tappeseriet var i gandske nyt. *)

Disse mine ringe Tanker haver jeg optegnet i min Eenfoldighed. Jeg er en gammel Mand, som har levet længe i Verden, jeg har seet og hørt meget, men Er farenhed er en god Læremesterinde.

Jeg skriver ey for de Lærde, men for de Enfoldige; thi jeg er selv en læg og ustuderet Mand.

*) De som ranede i Patan byggede Palladser i Haran, og berigede sig i Vesten, ja fik Rigdom fra Ophir.

1

Martin Zadecks

forunderlige og merkværdige

Spaadom,

om

det ottomanniske eller tyrkiske

Riges totale Undergang, og Europas eller Christenhedens florerende Tilstand i Fremtiden,

hvilken han

i sit 106 Alders Aar, efterat han i lang Tid

havde levet som en Eremit i en Hule, ikke langt fra Solothurn i Sveytserland, har aabenbaret sine Venner. Oversat efter det Baseler-nyrnbergiske exemplar og confeseret med den Danziger Copie 1770

2

Kritisk Anmærkning.

Kunde vore Bønder, der boe i Skovene, ikke forfærdige noget af den nyrnberger Kram, som her med saa stor Fordeel afsættes, og derved spare Landet aarlig en anseelig Summa? Saaledes spørger en patriotisk Forfarter, og dette Spørgsmaal har givet Anledning til nærværende Oversættelse.

Jeg har mærket at Nyrnbergerne, iblant deres andre Snorerepiberier afsætter en god Mængde af denne Chartek for 4 skl. Stykket. Denne Priis fortiener Opmerksomhed. Vahresom i Tydskland trilles omkring paa Hjulbøre og sælges efter Favnemaal, skal i Dannemark udgives efter Vægten, ja i Drachmer og Scrubler! Er det ikke ubilligt. — Her overleveres

da Liebhaberne, eftersom man dog har Lyst til at læse den, samme Spaadom paa dansk for 2 ß. og derved spares ikke allene den halve Udgift; men de skiønne danske Fiirskillinger kan endog blive i Landet. Imidlertid kan jeg forsikkre, at i hvor fordeelagtig og oekonomisk dette Foretagende enten kan synes eller være, saa var samme dog aldrig bleven oversat af mig, hvis jeg ey forud havde havt den fuldkommenste Tillid til Læserne, at de i vore oplyste Tider, ikke anseer denne Spaadom for andet end det som den virkelig er; men at de hellere ved enhver nye Sætning, som den gode Martin Zadeck fremsætter, erindrer sig Bondens Forundring da han faae Abekatten: Hvad giør ikke Tydsken for Penge. Oversætteren.

3

Gunstige Læsere!

Vi overleverer her i deres Hænder en Spaadom, som en viis Mand i sit 106 Alders Aar har propheteret. En Mand navnlig Martin Zadeck ved Staden Solothurn i Sveytserland, begav sig. 1739 ind i de alpiske Bierge. Sammesteds levede han som en Eremit i den største Eensomhed henved 30 Aar, og undrog sig fra al menneffelig Selskab; og levede af Urter og Rødder. Denne Mand, da han merkede sit Endeligt, som indfaldt den 20 December afvigte Aar, har han sammenkaldet sine Venner og aabenbaret dem følgende' Giv Agt paa min Tale og mærker hvad jeg vil sige, jeg vil fortælle Eder det som skal skee i de tilkommende Tider, hvorover hele Verden skal forundre sig. I hele Tydskland og i Sveytserland skal der i 5 Aar komme en meget slet Tid, al Handel og Vandel skal ophøre, og Pengemangelen skal blive almindelig; men naar denne Tid er forbi, da skal Handelen igien florere. Veyrliget skal i denne Tid være af en gandske anden Beskaffenhed, end det har været forhen. Nu skal Menneskene blive bestyrkede i deres Mening, at Jorden løber omkring, og Soelen staaer stille. Men Aarsagen til dette Veyrligt reyser sig blot af de indfaldende Vinde, hvilke skal komme fra gandske ubekiendte Egne. I en Tid af 10 Aar skal Verden bekomme en gandske anden Gestalt, og da skal man en Tidlang indtil Udgangen af dette Aarhundrede have de beste Aar , hvilke endog Efterkommerne skal rose. Da skal man ikke mere give Agt paa nogen Rigdom eller jordisk Kostbarhed; men blot alene

4

tragte efter den guddommelige Naade og Barmhiertighed. Verden skal da paa nye oplives igien af den Almægtiges Aande; den sande Riligion skal jo mere og mere udbredes, øg iblandt Menneskene stal Guds Ord gaae i Svang, alle Hindringer, som ere i Veyen før det Gode, skal udryddes, og alle Anstødsstene skal borttages. Retfærdighed skal haandthæves, og Fred og Endrægtighed skal trøste hinanden i Europa. Da skal der indfalde frugtbare Aar, og da skal Handel og Vandel blomstre. Tyrken skal inden kort Tid miste alle sine Lande i Asien og Afrika. Constantinopel skal indtages uden Sværdslag. Indvortes Uroeligheder, hemmelig Tvedragt og bestandig indbyrdes Oprør, skat nedbryde det tyrkiske Rige, og Pest og Hunger skal aldeles giøre Ende paa disse Uroeligheder. De skal falde i deres eget Sværd og jammerlig omkomme. Deres Lande i Europa skal de miste 1770, og da al de blive tvungne til at tage Flugten til Tunis, Fetz og Marokko i Afrika. Tartarerne skal aldeles blive udryddede. Der skal opkomme en saa afskyelig Hunger iblant dem, at de, for at stille samme, skal blive nødt til at opæde hinanden. Republikken Venedig skal igien blive Herre af en stor Deel af Grækenland, og nu skal den igien bekomme Kongeriget Candia. De uroelige Polakkere skal fuldkommen blive drevne til Forlig. Der skal komme en stærk Stormvind over dem som de ikke havde formodet. Kongeriget Polen skal bekomme en Ungdoms Deylighed, saasom mange tusinde tydske Indbyggere skal nedsætte sig der. Danzig, o du ædle Danzig, du som er Gud og din Konge tro, du skal blive stor, og din Størrelse skal hele Europa beundre. Men I, I ulyksalige Tyrker, I skal blive nødt

5

til frivillig at forlade Belgrad og Heele Ungarn. Et rystende Blad skal være i Stand til at jage Eder, I skal Dag og Nat blive tvungne til at frygte Eder, hvor der intet er at frygte, og I skal ikke være Eders Liv sikker, I skal til evig Tid ikke lade Eder see i Ungarn. Eders Moskeer skal ødelegges, Eders Afgudstjeneste udryddes, og Eders Alkoran sønderrives. See Mahomet Du orientalske Antichrist, din Tid er forbi, Dit Gravsted, skal opbrændes, og dine Been skal forvandles til Aske. Krigen skal endog bryde ind i de Lande, hvor man troede sig fuldkommen sikker. Lilien skal ubrede sine Grene og Blade over en stor Deel af Italien. Kirkestaten skal Blive meget svækket. O Tider, o Hændelse, tænker, seer, jeg tier! De geistlige Ordener, som allerede har staaet i mange Aar skal gaae til Grunde. En Deel af Italien skal gribe til fransk og en anden til spansk Partie. Sverrig skal blive et meget mægtigt Rige, man skal finde mange nye Guld-Gruber i samme. Dets Stat skal blomstre, og dets Indbyggere skal glæde sig. Men Dannemark skal endnu blive mægtigere og udbrede sin Magt i Asia og Amerika: Mange tusinde Hedninger skal omvendes under din Regiering, og i de gandske ubekiendte Lande imod Sønden skal den sande Religion ved din Omhyggelighed udbredes. Tre af de østlige Nationer lader sig see med mægtige Floder ved de afrikanske Kyste og skal i en kort Tid bringe hele Afrika under deres Lydighed. Rom! O nei! Dog ja! Rom skal erobres af de Franske; men Lilien skal ikke her fæste Rødder, men tilsidst blive nødt til at vige for en anden Magt. Glæd dig Tydskland, thi Herren giver dig Fred.

6

Rusland Sverrig og Dannemark skar blive glædede med store Rigdomme og utallige Skatte, og alle østerlandske Kostbarheder, skal man nu herefter finde i disse Lande. Venetianere skal blive endnu engang saa mægtige, som de have været forhen. Da skal de roese sig og kunde sige: De tyrkiske Skatte have giort os til Herrer. De skal erobre mange af de afrikanske Øer, og deres Handel skal blive langt anseeligere. Den Sveitserske Republik skal og bekomme en stærk Tilgang. Men inden 5 Aar skal en stor Deel af Amerika eller den nye Verden gaae til Grunde ved Jordskielv og Vandflod. Hele Persien saavelsom den store Mogol og Mohrland skal antage den christellge Religion. En stor Monark i Europa skal næsten bringe heele Asien under sit Septer. Dørre og Laase skal overalt oplukkes for ham og ingen fiendtlig Magt skal kunde modstaae hans seyerrige Vaaben. De vantroe Mahomedanere skal blive udryddede og Lyset skal skinne udaf Mørket. I Asien fal ftembryde en klarskinnende Glands, og efter en saa lang og mørk Nat skal den blide Morgenrøde opgaae. Der hellige Land og Jerusalem skal indtages af de Christne, og Saracenerne skal gandske udryddes, og da skal man i Jerusalem paa et vist Sted imod Soelens Opgang ved en tyrkisk Moske grave en nye Brønd, der skal man finde en firkantet flad sort Steen , denne vil man løfte op, men saasom ingen menneskelig Arm er i Stand til at udrette det, saa bliver man nødt til at sprænge den i Luften, under den skal man finde en stor Gevælvt, og inden i samme den vise Salomons Skat, som al udgiøre en Summa af 180000 Milioner Ducater. De Kostbarheder og Oldsager, som man sammesteds skal forefinde, bliver ikke til at tælle.

7

De tyrkiske Muselmænd skal førend deres Un dergang fnyse af en rasende Vrede imod de Christne, saa at de ikke alene skal true den hele Christenhed med Undergang, men endog ville ødelegge dem alle. Men Gud skal ikke tillade det. Han har allerede ladet den Ring forfærdige, som han vil sætte de tyrkiske Blodhunde i Næsen. Han siger: Hertil skal du komme og ikke videre, her skal din Stolthed lide Skibbrud. Chriftenhedens blodtørstige Fiender, skal den almægtige Gud, ved en gandske liden Hob giøre til intet, ja i faa Aar skal de aldeles blive udryddede.

Naar Constantinopel er indtaget, saa skal man giøre en Kielder, i et gammel afsides liggende grædsk Pallads ryddelig, deri skal man finde en flad hvid Marmorsteen, hvorpaa findes udhuggen et Kors med det Navn Sophia imperatix; under denne Steen stal der staae en stor Skat af Guld og Ædelstene, den bliver vurderet for 50 Milioner Daler.

Der rommerske Keyserdsmme skal nu ved den guddommelige Naade naae den høyeste Spidse af timelig Lyksalighed, saa at dets Magr skal langt overgaae Carl den Femtes Magt og Lyksalighed, og denne florerende Tilstand skal vare indtil Verdens Ende.

I Nazareth i det forjættede Land skal af de Christne bygges en Stad, den skal have en Miil i Omkreds.

Christenheden skal efter en Tid af 200 Aar fane i den beste Floer, og hele Asien skal antage den christelige Religion. Men naar denne Tid er forbi, da skal der skee mange Tegn og underlige Gierninger, der skal opkomme mange nye Kietterier. Evangeli Lys skal efterhaanden udslukkes, og af tydelige Vidnesbyrd skal man kunde mærke, at Herrens store Dag er nær. Jeg glæder mig allerede i Aanden derover; thi mine Been skal ikke i saa mange Aarhundrede betroes til Jordens Skiød, som mine Fædres Been.

8

Jeg gaaer hen og hviler, paa det jeg kan staae op i min Deel ved Dagenes Ende.

Et udbeder jeg mig af Eder, mine Venner! det er at I aabenbarer Verden denne merkværdige Spaadom. Jeg har ikke kundet fortie den. Enhver iblant Eder, mine Venner, søger flittig efter den forborgene hemmelige Skat, den samme Skat, i hvilken alle Viisdoms og Erkiendelses Skatte ligge skiulte. Hvem som finder den, han finder Livet og fuld Fornøyelse.

Paa det at I skulde kunde mærke at min Spaadom bærer Sandhedens Stempel , saa vil jeg endnu engang 2 Dage efter min Død igientage og bekræfte samme.

Han døde altsaa om Aftenen Klokken 9 den 20 December 1769; thi da han Klokken henimod 8 havde fuldendet sin Spaadom, saa laae denne Martin Zadeck i en stille Slum, indtil han endelig efter en Times Forløb sagde Verden god Nat. Han døde, som allerede forhen er bleven sagt, ikke langt fra Solothurn i Sweyz den 20 Dec. 1769 i en slet Hytte. Den 22 Dec. Klokken 9 om Aftenen blev han levende igien, han stod op af sin Liigsæng, kom ind i Stuen, satte sig ned og fortalte sine tilstædeværende Venner endnu en Gang den hele Spaadom. Endelig henimod 11 om Aftenen begyndte han at sukke, og efterat han endnu havde bedet nogle korte Bønner, saa faldt han ligesom i en Slum og sank ned til Jorden.

1

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høje Hemmeligheder skrevne Aar ester Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771

Kiøbenhavn. Selges i Bogladen No 8. paa Børsen.

2
3

Fortale Min Farfader Børge Olsen, som var føed til Verden 1573, og døde den 11 Maii 1697 i sit Alders 124 Aar, haver seet det følgende Syn 1692 paa sin Odels-Gaard, Børjen kaldet, i Norge, 5 Aar før han døde. - Min Farfader, som i sine yngre Aar havde tient en fornemme Herre, og med ham var reiset udenlands, forstod got at regne, læse og skrive, og foruden adskillig anden Kundskab, forstod han af Grunden det Tydske Sprog; ja han var saa vel øvet i samme, at Præsten, Mester Christen, ofte lod

4

ham hente, for at forklare ham Tydske Præken-Bøger, som den salige Guds Mand (der døde 9 Aar førend min Farfader) ei kunde til Grunde forstaae. - Min Farfader var ellers Lehnsmand i Norge, (omtrent det samme som Sognefoged i Danmark), og var han saavel formedelst sin ærlige og christelige Vandel, som formedelst sin gode Oplysning og udenlands Reiser, af alle fornemme Folk meget agtet og æret. - Min Farfader studerede flittig i Bibelen, og i Besynderlighed læste han tidt og ofte Johannis Aabenbaring, og sagde han tidt og ofte, det var en dyrebar Bog. - Jeg glemmer aldrig en Dispute, min Sal. Farfader engang havde i et Grav-Øll med Hr. Christen, om det ord Zebaoth; Ja! ja! Præsten maatte ofte tørre Sveden af sig og tilstaae min Farfader, at han var en vel oplyst Mand.

5

Aarsagen, hvorfore jeg giver dette Skrift i Trykken, er denne: at jeg erfarer, en anden har vildet udgive min Farfaders Spaadomme. Men omendskiønt den gode Mand kan have meent det ganske godt, seer jeg dog, han har ei faaet min Farfaders Skrift rigtig i Hænde.

Thi min Farfaders egenhændige Skrift har, som et Klenod, altid blevet giemt; men min yngste Broder, som blev saa fornemme, at han var Student i Kiøbenhavn, og havde sat sig fore, naar Herren hjalp ham til Præst, at udgive det i Trykken, har maaskee ladet nogen see det, som har udcopieret det, men ei retteligen; thi min Broder, som døde i Kiøbenhavn, sendte mig Afskriften igien da han blev syg, paa det den efter hans Død ei skulde falde i andres Hænder. Siden nu min Broder, som en lærd Mand, er død,

6

haver jeg ei taget i Betænkning, i mit Hiertes Eenfoldighed, at give det i Trykken, paa det den sande Sammenhæng kan komme for lyset, og lærde Folk kan see hvorlunde min Farfader haver været en vel oplyst Mand. -

Til den Ende, haver jeg formaaet vores Skolemester, som en studeret Mand, at skrive denne Fortale

i mit Navn. - Der gaves Adskillige, i den Tid min Farfader levede, som troede at dette Syn ei var andet, end en stærk Indbildning af min Farfader, som kune reise sig

deraf, at han aarle og silde læste i Johannis Aabenbaring, og havde Hovedet fuldt af de Tanker han læste. Men foruden det at min Farfader var ved en sund Fornuft og helbred, alt indtil 3 Dage for hans

Endeligt, saa var han en sandru og ædruelig Mand, som aldrig hverken

7

drak Brændeviin eller røgede Tobak, hvilket mange troværdige Mænd kan bevidne, ligesom det og af Prædikestolen blev oplæst i hans Testamente da han blev begravet. -

Jeg leverer da herved Skriftet, og vil have mig anbefalet alle Læsernes Yndest, ligesom jeg igien befaler dem i Guds trygge Varetægt. Skrevet paa Ole Børgesens Vegne, af

Conrado Aunemoen/

Skoleholder loci.

8

De Kiøbmænd med saadanne Varer, som ere blevne rige af den, skal staae langt borte, for dens Pines Frygt, og græde og sørge, sigendes: Vee! vee! det er den store Stad, som var beklæd med kosteligt Linklæde, og Purpur og Skarlagen, og forgyldt med Guld og (prydet) med dyrebare Stene og Perler; thi saa stor Rigdom er ødelagt paa en Time.

Apocalyps. XVIII., 15-16.

Og den som sad paa Stolen sagde: See jeg giør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi, disse Ord ere sande og trofaste. - ibid. XXI., 5.

9

Giv Agt paa Alderdommens Tale og ær de graae Haar. Erfarenhed er den beste Læremesterinde, og Lærdom er paa den Bedagedes Læber. Ungdommen følger ei altid Viisdoms Fied. Vellysterne giøre ham dem ofte mere ukiendelige end Skibets Vei i Havet. - Som Høsten giver modne Druer, saa giver Alderdommen sand lære. Thi foragt ei hans Røst. Daaren leer kun af de Vises Tale. -

10

Jeg haver seet de forbigangne Tider. Jeg prøver de nærværende, og længes efter de efterfølgende. -

Jeg haver seet mærkværdige Ting, som bør ihukommes fra Slægt til Slægt, og bevares til den sildigste Tid. —

Giver Agt derpå, I Gamle, hvis Forstand er moden i Alderdommens Høst. Hører nøie til, I Unge, som smage Livets Foraar. Bevarer det i Eders Hierte, fortæller det fra Mand til Mand, og lader det komme for deres Ørne, som die de ømme Mødres Bryster! —

Naar ofre Ungdommen henrykkes i den sødeste Slummer, saa viger Søvnen fra den skrøbelige Alderdoms Øienbryne, og jeg, jeg har ofte tællet Timerne i de søvnløse Nætter.

Men see, en Nat, da jeg just vaagnede ved Hanens Gal som forkyndede Midnatten, da var mit Kammer allevegne oplyset som af den fulde Maanes Skin. Og jeg hørde en Røst, som sagde: Stat op, see og hør de Ting, som mange Øine have seet men ei agtet,

11

som mange Ørne have hørt, men ei forstaaet; men bevar nøie hvad du haver seet og hørt!

Jeg hørte denne Røst tvende Gange, og en kold Gysen overkom mig, og jeg stod op as min Seng, og da saae jeg følgende.

Der var et svagt Lys over Himmelen, ligesom Dagens, naar den gaaer til Nedgang, og Aftenens Tusmørke frembryder. Lidet efter blev Himmelen ganske sort, der varede en Stund, men Mørkheden forsvandt efterhaanden, og en Klarhed, som den angenemme Morgenrødes, frembrød, og man saae Syvstiernen tindrede igiennem Morgenrøden. - Listig og herlig Var dens Glands, —

Da fremkomme mange Stierner, Hesperus, Arcturus og Carls-Vogn, nogle blinkede længe, nogle kort, og alle gave store Stierskud —

En gylden Drage saaes paa Himmelen, den var sammensat af Myriader, dens Hoved hældede, og dens hele Hale Skiælvede. —

Og see, da kom en Engel, som omfavnede Syvstiernen. Hele Himmelen blev lys,

12

idel Glæde og Fornøielse opfyldte den ganske Kreds.

Men see, en Lignelse, at see til som en Qvindes, fremkom, og udrakte sin Haand, og den gyldne Drage opløftede sit Hoved, og dens Hale frydede sig. —

Og see, der udgik en Lyd af den hele Befæstning, fom et dybt Suk, og en Røst blev hørt som sagde: Michael, Behemot, Satanas Gerion, Rama, Schiolot! O! Vee! O! Ach! —

Denne Røst blev trende Gange hørt, og jeg bevarede den nøie i min Hukommelse.

Derpaa gik Syvstiernen bort imod Sønden, og den blev borte i 8 eller 9 Minuter, men den kom igien og blev staaende paa sit Sted, og den glimrede herlig; Men der vare mange Stierner om den, og Dragen logrede for den med sin Hale. —

Og Syvstiernen blev noget staaende, og dens Straaler funklede lifligen, men dens Straaler bleve immer større, og en Røst blev

13

Hørt som sagde: nu er snart vor Tid, vor Ach og Vee skal ophøre, og den Røst blev hørt 3de Gange. —

Men Syvstiernen gik atter bort. Behemot og Hesperas fulgte den, og adskillige større og mindre Stierner.

Men nys førend Syvstiernen gik bort, blev mørkt paa den eene Kant af Himmelen. Det Mørke varede ei længe, var ei heller meget stort, og ingen forfærdedes derved. —

Og da Syvstiernen anden Gang gik bort, begyndte Michael og Rama at skiælve, og Veirliget blinkede i forundringsværdige og ulige Flammer.

Dette varede et lidet, og derpaa kom Hefperus, Aftræa og Biørnen tilbage. Hesperus forsvandt, men Astræa og Biørnen bleve,

Imidlerlertid kom Syvstiernen tilbage. Glands var overmande. Den stod noget på sit Sted, og hele firmamentet blev roligt, men den begyndte atter at bevæge sig, og da saae jeg adskillige sælsomme Luftsyn

14

Derpaa blev hørt en Bragen i Luften, som mange Tordener og Kanoners Lyd, men en Røst blev hørt, som sagde: Det burde være, men er ikke. Tordenens Kraft er svækket, og Uredelighed fører de Stoltes Banner. —

Derpaa bevægede sig Syvstiernen, og der lod sig i den tilsyne en uovervindelig Stridsmand, en vældig Kiempe, som havde tvende Kroner paa sit Hoved, og et Sværd i sin høire Haand, men i den venstre holdte han Maanen i sin halve Skikkelse, og rundt om ham vare Lynild og Tordener skræksomme at see til, —

Men en Lyd blev hørt, som raabte: Uforlignelige Kiempe! hvor er dine Tordeners Brølen? hvo svækkede Lynildens Kraft? naar skal den halve Maane forgaae?

Og en Lyd kom fra den anden Kant af Himmelen, som svarede: Uredelighed svækkede min Torden, Begierlighed dæmpede min Lynild, men min Kraft skal atter opstaae. —

See begge de Røster blev hørte 7 Gange, og jeg, jeg bevarede Ordene nøie i mit Hierte, thi jeg tænkte, den Tid kan komme, da man

15

skal forstaae deres Indhold, og efrertænke deres Værd. —

Og Kjempen blev vred, og Befæstningen bævede, og en Tordenrøst sagde: Baneren skal ei mere være i den Egennyttiges Haand.

Men see, jeg faee et forunderligt Syn: Astræa, Biørnen og Vederen fulgtes tilhobe, og Kiempen smilede af dem, og de komme nær til Kiempen, og han tog dem op og veiede dem, og de bleve befundne vigtige. —

Og Kiempen fremtog atter sin Vegtskaakl, og han begyndte at veie, og see, da fandtes Michael for tung af Uretfærdigheder, og Kiempen sagde: hvor ere mine Myriader? Og den gyldne Drage flyede, og dens hele Hale skiælvede, men Astræa, Biørnen og Vederen forfulgte den, og den udspyede allevegne Guldstrømme for at lette sin Flugt.

Men der blev hørt et Raab af den hele Befæstning, som sagde: Michael er for tung. Dragen flygter, det store Romer-Tal bør udflettes; men Astræa, Biørnen og Væderen trives i dine Palladser, uovervindelige Kiempe,

16

og Syvstiernens Glands blive større end Solens!

Og Kiempen veiede atter; men Behemor blev befundet for let, og han blev ei mere. Og Rama blev befundet udygtig, og en Lyd blev hørt: Rama! Rama! Tyrannen, den vrede, er borte, hil være dig store Kiempe. Og Kiempen smilede.

Men Schiolet blev ei veiet; men Kiempen fagde: Jeg vil bevare ham til min bestemte Dag; thi han er optegnet i min Haand, og jeg haver seet hans meget Rov.

Og Kiempen bevægede sit Sværd, Hvis Odde rekkede mod Norden, og da dalede mange store Stierner. Endeel smaa bleve aldeles Mørke, Veirlyset forsvandt og Stierneskuddene ophørede. Men i al den Tid var,idel Lys og Glands i Syvstiernen. —

Og hele Befæstningen gav en Glædes Lyd: Hil Være Kiempen. Og Kiempen Vinkede ad dem, og alle nærmede sig til Syv- stiernen. —

17

Og Kiempen opløftede sil Hoved og saae Vidt og bredt omkring, og han talede med en Tordenrøst og sagde: Hør mig ei Scepteret til alene? Hvo vil dele Magten. Viger fra mit Aasyn, I Uberettigede, og bukker Eder I Trodsige! og et lynende Brev udgik fra Kiempens Haand, og Kiempens Glands blev dobdelt klar.

Men da blev hørt en Lyd af hele Befæstningen og af Biergene og af Jorden, og er Glædes Raad fom sagde: Nu er Kiempen u-overvindelig, Uretfærdighed skal ei deele Magten med ham, de Stolte skal ei misbruge hans Sværd at nedslaae med, Undertrykkelser skal blive borte, thi Kiempen er eene stor og uovervindelig. —

Og Kiempen talede akter, og Jorden bævede ved hans Røst, men ingen er givet de Ord at forstaae, og intet Menneske kan udgrunde den Tale.

Men her blev et lidet stille, og Kiempen fremtog en Alen og maalede adskillige Ting. —

Men paa Kiempens Alen stod skrevet Retfærdighed, Erfarenhed og Eftergranskning paa den eene Side, og paa den anden stod

18

der: Selvtagen Myndighed, Egennytte og Klagemaal.

Og Kiempen begyndte at maale; og han maalede de store Ruller, og see de vare alle fal« ske; nogle vare forlængede, nogle forkortede, nogle afklippede, nogle beskaarne, nogle ud« strøgne, nogle falskelig indskrevne.

Men der udgik en Lyd af alle Stierne-Kredserne, som raabte: Vi ere falskelig ind- og udskrevne; Uovervindelige Kiempe! Nedstød Teriot, Haman, og alle de Uretfærdige! Giv os en nye Rulle, og lad ingen ind- eller udskrives uden ved din egen Haand!

Og Kiempen slog Rullen tvert over med sin Alen, og Teriot blev borte, men Haman skiælvede. —

Og da raabte den hele Befæstning: Hil vær« dig store Kiempe! Michael, Behemot, Rama, Lama og Theriot ere borte, men den falske Satanas Gerion, og Schiolet og Haman skiælve. Kiempen er eene uovervindelig, og Syvstiernens Glands skal blive større end Solens naar den er i sin Middags Høide! Men Kiempen nedlagde sin Alen, og han tog en Skieppe og begyndte atter at maale

19

Og da han maalede; befandt han, at alle Maalene vare falske, og ikke som Kiempens Maal; Ja Maalene af Ceder-Træe vare 20000 Gange større end Kiempens. Og Kiempen nedslog dem i sin Vrede og gjorde dem smaa; men Kiempen gav et nyt Maal og en nye Sekel.

Derefter opstod en Røst af Jorden, som en Kvindes, der føler Fødsels Smerter, og en Raaben lod sig høre: Frels os, uovervindelige Kiempe, vor Ret er borte, og vor Arvedeel bliver vs betagen, den flyver bort som Fiær og bliver usynlig som Nisser. —

Men Kiempen rørede med sit Sværd, og da aabnedes en stor Dør, og der inden fore sadde mange, ja alt for mange, trindt omkring de store Borde; øverst sad Dumhed, og ved dens høire Side Egennyttighed, Stolthed, Uretfærdighed og Partiskhed, men selvtagen Myndighed stod paa alles Pander. De Eenfoldige frygtede for dem, og de Fornuftige bleve forhadte af dem. Men hele Jorden raabte: fri os uovervindelige Kiempe! giv os vor ret og Arve-

20

deel, nedstaae de Uretfærdige med den hellige Skriver! Og all Befæstningen sagde: der bør, skee! og Kiempen svarede Amen!

Og da hørtes en Lyd, baade Jorden og Himmelen, ja en overvættes Glædes Lyd, og der blev tre Gange siunget: Lovet være Kiempen, den store, den uovervindelige! Han sagde, ja han, han sagde Amen, og vor Ret skal aabenbares og vor Arv skal os udbetales, Uretfærdighed skal forsvinde, Bordene skal blive tomme, og den hellige Skriver skal blive taus.

Men see! den hele Himmel blev oplyst, og der fremkom en liden Skare, iførte Kyrasser og Skarlagens Klæder, med Hielme og Skjolde, og de hældede med Hovedet, sukkede og sagde:

Store Kiempe! vor Styrke er os betaget, vor Mangfoldighed er forsvunden, Satanas Gerion haver ødelagt os og falskelig forringet os, og hvo er nu den som igien oprejser os.

Men Kiempen opløftede dem øg sagde Jeg vil være eders Haab!

21

Og de bleve alle glade og sagde: Lovet være Kiempen som vil oprette vor faldne Magt. Forbandet være Satanas Gerion, som ødelagde os. Kiempen skal vist give os en Centner. Lovet være Kiempen. Hans Magt skal blive uovervindelig, og ingen kan staae eller bestaae imod hans Arms store Styrke. —

Derefter saae jeg et andet Syn, og der fremkom en utallig Skare fra alle Verdens Hjørner, fra Norden, Sønden, Østen og Vesten, og de nærmede sig alle til Syvstiernen, og de fulde ned paa deres Ansigter og tilbade, og sagde:

Uovervindelige store Kiempe! vore faste Slæder ere ørkener, vore Havne ere øde, vore Strømme ere tomme. Hielp os, red os, og opliv os, du Uovervindelige!

Og Kiempen bevægede sin Arm, og der aabnede sig et Sted paa Himmelen, og see, der kunde man see en utalt Skare, Mennesker, Heste, Vogne, Skibe , og utallige Frugter, ligesom deres Færd der handle og vandle, og Kiempen sagde: See saaledes vil jeg mangfoldiggiøre og udbrede eder, eders Vandel skal

22

være uhindret, eders Fordeel megen; men da, da skulle I ofre Virak og Røgelse paa mit Altar! —

Men hele Skaren blev fuld af Glæde, lovede Kiempen og sagde: Lovet være Kiempen, vor Fader, Ven og Beskytter! Han, han skal mangfoldiggiore os, og vi, vi skulle ofre ham utallig Grøde, og vor Mangfoldighed skal styrke hans Haand.

Dernæst fremkom atter en Skare, som bare Viisdommens Bog i Hænderne. Men de vare alle nøgne.

Men Kiempen sagde; Jeg vil føde og klæde eder. Og de fulde ned og tilbade, og sagde: Kiempens Navn være lovet! Viisdom skal vore, og dens Frugter skulle give en rig Høst. —

Endelig fremkom en utalt Skare af dem som vare omgivne med sorte Skyer, sortere end Maanen i sin fulde Formørkelse. De fulde ikke ned og tilbade ikke, men ginge trodselig frem.

23

Da optændtes Kiempens Vrede, og han sagde: I som sige eder ar være Apostler, men ere ikke, jeg haver befundet eder at være Løgnere! Jeg haver veiet eders Fedme, den er tre Sekler for svær, jeg haver maalt eders Hovmod, den er meget for stor; men jeg skal røre eder med min Haand, og I skulle føle dens Kraft. Men jeg vil beholde eders Navn, og ikke udslette eder for mit Folkes Skyld!

Og see! de skiælvede for Kiempens Røst, men de ydmygede sig ikke, og deres Dom blev over deres Hoved. —

Men da alt dette var skeet, da kom en Lyd af den hele Himmelens Befæstning, og af Jorden, og af Biergene, og af Vandene og alle Skabte; det var en Lyd som tusende Paukers og Trompeters, fuld af Liflighed og Klang, og Ordene vare disse: Kiempen leve evindelig! den uovervindelige, den mageløse, den retfærdige, den store, for hvilken intet er skult, for hvis Øine alle Ting opdages, for hvis Vrede Uretfærdighed skiælver. Lovet være Kiempen, som er eene uovervindelig og fuld af Magtens Glands! Lovet være Kiempen! Michael den gyldne Drage, Rama, Lama, Behemot, The-

24

riot og Satanas Gerion ere borte, Schiolet, Haman, Uretfærdighedens Bolig, og den hellige Skriver skiælve! Dette er den syvende Staal: Retfærdighedens Ære, Befæstningens Styrke og Syvstiernens Glands; lovet være Kiempen, og al Lyksalighed skal boe i hans Pauluner!

Og da det var forbie, see da kom En og nærmede sig til mig, sigende:. Du er givet at see store Ting og Dybe Hemmeligheder, men du skat bevare og optegne dem til Eftertiden; og see jeg vil styrke din Hukommelse. I det samme rørede han ved min Pande, og der fløi som en Straale igiennem mit Hoved.

Men den som talede med mig, havde et hvidt skinnende Klædebon og var at see til som en Engel, og han udtog en Bog, hvorpaa var skrevet med Guldstiil, og han viiste mig den, og han rørte ved mine Øine og sagde: hvad seer du ?og jeg saae der stod skrevet følgende Bogstaver,

Mal, Bles, Tra, Rab, og han udstrøg de store Bogstaver med fin Finger, og han spurgte atter: hvad seer du nu? og jeg saae og see der stod

al - les ra - ab.

25

Men der han dette havde sagt, forsvandt Engelen for mig og Synet i Luften blev borte, og Himmelen fik sin sædvanlige Skik. —

See dette er det Syn jeg haver seet 1692, i min Alders 119 Aar, fra Midnat af og indtil Morgenen. Jeg haver optegnet det oprigtig, saaledes som jeg det ha« ver seet, —

Jeg haver derover, siden den Tid, giort mig mange Betænkninger; men jeg haver aldrig kundet forstaae dets Udtydning, som maaskee er nogen anden forbeholden. —

Jeg haver optegnet det til Eftertiden, som den største Mærkværdighed, jeg i min høie Alder haver seet og hørt.

Jeg haver ofte talt derom med lærde Mand, men ingen kan udlægge dets Bemærkning.

Dette Skrift, som jeg haver skrevet med egen Haand, formaner jeg mine Børn bestandig at bevare og lade der blive liggende paa min Odelsgaard, og ingen nogen Udskrift deraf at

26

give, paa det ingen den skal misbruge, fratage og tillægge, eller vrangelig forklare; thi det bør os at blive i Sandhed. Paa min Odelsgaard Børjen, Aar efter Guds Byrd 1692.

Børge Olsen.

P.S.

Heraf kan nu de gunstige Læsere erfare, at dette er det rette originale Manuscript, og at det forhen udgivne er defect. — Hernæst følger nogle Tanker, den gode Bonde har optegnet i sine sidste 3de Leveaar; thi siden han saae dette Syn, var han altid meget tankefuld og opregnede sine Tanker. Disse følgende ere og i den forhen udkomne Bondes Spaadom anførte; men foruden at Navnet er urettelig anført, saa ere ei heller Tankerne selv rettelig anbragte, skiønt de have nogen Lighed og Overeenstemmelse med de efterfølgende. —

27

Tanker

om

høie Hemmeligheder.

Hvor ere Demanterne og Guldet i sandet, <r og hvor er Selvet som kom fra Norden? Myriader opslugede dem, og Millioner bleve skiulte for Faderens Ansigt 1

Nedrive Moloks Altere og lad Ilden omsmelte hans Afgudsbilleder! Opgrave den Uretfærdiges Ager og spørge: hvo gav dig den Jord?

Hvo lærte dig at ploie en fremmed ager og giøre Furer i den Forladtes Jord Tornebusken blive høiere end Cedertræet? Tidslerne overgaae Rosen i Pragt ?

28

Mosen var forstørret og den blev græsbegroet, Granetræet mistede sin beste Prydelse og Naturens Orden blev forvendt. —

Misbruge ikke Fromhed, at der ei skal komme en Regnskabs-Dag; nedrive ikke eders egne Gierder og giver eder ikke selv blotte for de Fremmedes Anfald!

Forræderen skiulte sig i en fremmed Dragt; han kom ind i de befæstede Stæder, deres Sikkerhed blev borte; han gik ud paa Landet og fordrev dem som bevogtede Hjorden,

Øientieneren forringede sin Herres Eiendom; han vinkede af de andre, de taugde og hver fik sin Deel. —

Husbonden blev forarmet, Sønnen saae det med Smerte, og Døttrene skede for nær. —

Oprigtighed fnysede, men den blev ei hørt, og den maatte skiule sig; da Magten var hos den urette og Loddet i Besnærerens Haand. —

29

Hvo boer i mine Palladser, og hvo opbygger store Templer af mit Porphyr?

Hvo vil plette det kostelige Purpur, og hvo vil spilde den liflige Nardus, at han ei siden maatte betale det?

Hvo giorde Centneren saa let? hvo udtømmede Guldsanden af Floderne? hvo tog Guldet fra Børnene, og gav Tienerne det malede Løv?

O! vor Sæd ligger i Fremmedes Jord, vore Demanter glimre i andres Smykker, og Fattigdom trykker vor Slægt!

Løvens Unger bleve røvede, men det kaade Marsvin boltede sig, og Ulvene aade de spæde Lam. —

Den Fierde Alder blomstede midt i Storm og Uveir; den Siette giorde selv sin Tvang; den Femte var fuld af Elskov; men den Syvende skal give de største Frugter og hevne den Forbigangnes Uret. —

30

Vogte eder naar Løven murrer; dens Magt er stærk. —

Hvi tog du Brødet fra mine Børn, og Hvi gav du de Fremmede min Ret? meen du vel at du kan tage paa Neller, uden ar brænde dig, og troer du vel at Lynilden har tabt sin Kraft?

Hvo malede mit falmede Ansigt med Sminke? hvo bedækkede de brøstfældige Mure med Tapetserier fra Damasco, og forblindede Eierens Syn?

Træk Forhænget tilbage og meget vil blive seet; randsag de skiulte Raad og du skal grues for de Ugudeliges hemmelige Snarer! —

De gave og toge, de delede Loder; enhver fik sit, men Sønnerne stode langt borte sg græde og saae derpaa!

Frugten var moden, Høstfolkene vare tilrede, men de Fremmede aade den op; Urtegaardsmanden saae det ei, thi Sandhed blev skiult. —

31

Børnene græde; man truede dem til at tie; de store sloge de Mindre, men Faderen vidste det ei!

Tavlen blev fuldskreven, Tallene ere opregnede, hvo kan tælle Summen? Regnskabs-Dagen kommer vist!

Retfærdigheden fik en Kaabe, den fordrog den ikke; den undflyede, og Skalkhed skiulte sig deri og misbrugte dens Magt?

Tigerens Tænder blive sløve, Rævens Snedighed skal blive daarlig, Rovfuglens Kløer ere stumpede; men Lammene skulle gaae i Fred!

Hvor er Liggendefæet? ja hvor er det? Leder nøie! det kan sindes, skiønt det er trædselig Skiult.

Hevnens Aand svævede med sorte Vinger, men den Kloge forvarede sig og hans Anslag blev til Vand!

32

Løven har reiset sig, dens Unger ere vaagne, og Striden bliver snart begyndt. — Flyer, I Uretfærdige! Flyer, thi Tiden er nær! —

33
1
2

Den

Danske gamle

Nordmand

Christian Jacobsen Drackenbergs

adskillige

Syner

og underlige

Hændelser,

som

han har havt

imedens han har levet,

hvilket udgiør en Tid af

Hundrede og Syv og Fyrgetyve Aar,

samt ziret med hans Portrait.

Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist - Strædet.

3
4

Rordmanden har levet i 7 Kongers Tid, omendskiønt andre Efterretninger sige kuns 6. Det første Syn, han saae, da var han kuns 3 Aar gammel, da saae han, at Kong Frederich den Tredie vilde lide meget af Adelen, som paa den Tid vilde have Polske Adels Privilegier. Vi have ofte seet; men nu besynderlig, hvor ulykkeligt et Land er under polsk Regierings Form. Men a propos om Polen, da sige Aviserne, at man vil overtale den nærværende Konge i Polen til, godvillig selv at sige

sig af med Regieringen. Mon

troe han giør det? — Men vi vil forlade

5

4 saa høye Ting, og ikke fordybe os i Statssager, som overgaae vort Begreb. Vi vil nedlade os til smaae Ting. —- Nordmanden saae ongefær paa samme Tid, at et Stykke Blye forvandlede sig til Guld; at dets Glands strakte sig over hele Verden; at Ismaeliterne maatte vige for dets Skin; at de polerteste Nationer maatte beundre dets Herlighed og Bonitet. — Man har vildet forklare dette om Russerne. — See nu er vi i Statssager igien; men dette kommer deraf, at vi maae følge Synernes Tidspunkt. — Nu komme der nogle Bagateller. — Han saae, at nogle Abekatte af en spæd og kielen Gestalt fik Lyst til at være Mennesker. De skammede sig ved at være Aber. De lod sig skiere for Tungebaand. De lærte at fløyte, at synge, og nogle visse Talemaader. Af sig selv vidste de allerede at skiere Caprioler, at bruge Snustobak, og at giøre latterlige og naragtige Gebærder. De vare nu altsaa nesten ferdige. Den verste Pust var dog tilbage, nemlig at de skulde have Menneske-Ansigter. Han, som i Ulysses von Ithaca kan omskabe Sviin til Mennesker og Mennesker til Sviin, havde med Fornøyelse seet disse Abekattes Indfald, maatte hiertelig lee, og

6

5

for at fornøye baade dem og sig selv, gav han dem deylige Fruentimmer Ansigter. De faae med Beundring paa hinanden, sprang af Glæde og raabte idelig: Vi ere ikke alene Mennesker; men endog Kiernen af det hele menneskelige Kiøn. De besluttede alle at forføye sig til Iberiens Naboer, hvor de meente, at deres Artigheder og Skiønheder skulde giøre største Opsigt. — De bedrog sig heller ikke; thi de bleve antagne for Naturens Mesterstykker, og, som Naboerne af Iberien paa den Tid formedelst een af deres Regentere (som havde passeret en lang Levetid med at slaae Folk ihiel, skiønt han profiteerte intet derved, og havde i det øvrige et noble Gemyt,) havde erhvervet sig saadan Myndighed og Seyer over alle Nationers Gemytter, at man i alle Ting troede dem blindt hen, ligesom Bønderne troe deres Degne, saa fore disse nye Abe Mennesker hen til andre Lande; hvor de i kort Tid hvervede forskrekkelig: ligeledes reyste andre Nationer hen til dem, og gave skrekkelige Pengesummer ud for at lade sig oplære i alle deres Artigheder og Konster. I en Hast blev Allemanien og Scandinavien opfyldte med denne nye Menneske-Yngel. De andre Natio-

7

6

ner vare meget haardnakkede; dog lode de sig ogsaa hverve i god Antal. Men der var et selsomt Folk, som paa ingen Maade vilde lide disse Aber, og derfor i alle Ting opførte sig tvertimod dem, saa at naar hine pyntede sig som Dukker, saa vare disse skidne som Sviin, naar hine vare høflige og snakkede altid, vare disse grove og talte snart aldrig, naar hine roste sig af at være Kiønnets Seyerherrer, roste disse sig af at være Kiønnets Foragtere og Hadere. — Man har vildet forklare det første om de Franske Petitmaitre, og det sidste om de Engelske Misantropper. Siden i Opvexten og Manddommen har han seet nogle underlige Syn til Søes. Han saae at leve og opholde sig i Havet de saa kaldte Havfruer, som ere de skiønneste Jomfruer i deres hele Skabning, alene undtagen at de havde Fiske-Haler: de sang fortreffelig, talede alle Tungemaal, og kunde forud sige tilkommende Ting. — Man har vildet forklare dette om Skiøgerne. Deres Sang eller Stemme er liflig, sød og angenem. De kand tale alle Sprog, nemlig i forskiellige Toner og Udtryk til forskiellige Temperamenter. De kan forudsige tilkommende Ting, nemlig at deres Fanger komme

8

7

tilig eller sildig i den yderste Elendighed. Videre har de og noget ved Halen, som man kalder Fisk. — Han har seet et Dyr i Havet med et rundt Hoved, en Art af Sverd i Panden, 2 glubske Øyne- og ellers saa glat som en Aal. — De opslugede alle de andre Fisk, naar de kunde, der ikke i alle Ting vare skabte, som de. — Man har vildet forklare dette om Kietter-Støverne. — Alting gaaer rundt omkring for dem i Hovedet, saa at det stedse er svingelt og ør. I deres Pander er Sverd; det er Ryaler og Signal til Mord og Brand. Deres Øyne røbe Blodgierrighed. De ere saa glatte som Aal; thi de glide bort, naar man vil tage fat paa dem, det er: de veed saa vel at masqvere sig, at man ikke saa let kan opdage deres Tanker, og de vil opsluge alle de andre Mennesker, som ikke ere skabte som de, det er: som ikke har de samme Meninger, som de, dog er det ikke saa meget for Meningernes Skyld som for at bevare sig selve deres store Herlighed; forøge samme i det uendelige, og, ved at bringe alting i Forvirring og Uroe i Landene, fiske i rørt Vand. Luther skulde ikke brændes, saa lige for sine Meninger, som fordi hans Lære beklippede den Catholske

9

8 Geistligheds overdrevne Herligheder. Dog maae vi tilstaae, at den Danske Geistligheds Herligheder leed alt for stort et Skaar. Vi ynke ikke just Klokkerne: De har endnu (Klokkeratet være lovet) ingen Nød. Men mange Professorer og Præster ere alt for slet aflagde, og da der er føde og syge Hospitaler for alle andre indtil Selgekierlinger, saa er det artigt, at der er slet ingen af saadanne Stiftelser for Studentere og ulyksalige Lærde. Der ere vel et Par Collegier, hvor Studenterne nyde et lidet; men hverken ere disse Collegier tilstrækkelige til saa mange, og tilmed ere de kuns for unge Studentere, da vi tale om gamle, udlevede eller syge. Mangen ulyksalig Lærd kunde fra slige Hospitaler levere os ypperlige Skrifter, til største Nytte og Ziir for Fædrenelandet. — Men til Nordmanden igien. — Han saae engang paa sine Reyser (jeg veed ikke, enten virkelig eller i Syne,) et Land, deelt i mange smaa Stater, som ikke dependeerte af hinanden, men regieredes, enhver paa sin Viis, efter forskiellige Love og Skikke, og efter forskiellige Regierings Former, dog vare de alle enige i at myrde hinanden. Naar en Fyrste havde holdt en prægtig Festin, og

10

9

diverteret sig med sin Maitresse, gik han ofte roelig ind i sit Cabinet, og lod befale, at nogle hundrede tusinde Mennesker skulde hen at slagtes, og at et vist Antal Stæder og Landsbyer skulde brændes. - Hvorfor? — Fordi han vilde saa have det. — Raadet kaldte ham stor, og Fædrenelandets Fader; og det heele Folk, end og de, som skulde slagtes, kaldte ham den største, viseste og beste Fyrste paa Jorden. Denne Act kaldte de at føre Krig. Naar der nu er slagtet saa mange, som man skiøtter om, giør man en evig Fred, som, uagtet sin Evighed, strax brydes igien, saasnart man har samlet Penge til at lade flere slagte for; thi denne Slagten koster Penge. De gemeene Slagtere lade sig betale, for at slagte deres Qvæg; men disse give mange Penge til, for at faae deres slagtede. Saa ulige dømme og handle Menneskene. Ellers er her meget godt i andre Ting: hverken de Høyere eller ringere Embedsmænd tager Stikpenge; det forretter deres Koner og Domestiqver. Processer afgiøres paa en meget kort Tid, og endes, ligesaasnart begge Parterne, eller den ene er ruineret.

11

10

Den ønskeligste Eenighed og broderlige Kierlighed hersker iblandt Dommerne og Procuratorerne, hvilket end og gaaer saa vidt, at de hielpe hinanden med Raad og Daad. O ønskelige Stater, hvor Eenighed regierer! concordia resparvæ epercunt. ɔ: Et lidet bliver stort ved kierlig Eenighed. Denne Eenighed volder og, at Baade Dommerne og Procuratorerne staae sig vel. Vel lide de Sagsørende derunder. — Men alle Mennesker kan ikke være lige lykkelige, og som oftest skiendes disse Narre om en L. — De betale nogle, som idelig skal laste deres Feyl, og opmuntre dem til Moralitet og Dyd. Man skulde vel tenke, at Det var ondt, at hverken Moralisterne eller de Tilhørende vil afstaae fra de Feyl, som saa ofte og idelig lastes. — Ney saa mæn er det ikke; thi hvis alle bleve dydige med eet, saa maatte man jo reducere alle disse Moralister, som man da ikke længere behøvede, og dermed vare de vist ikke tiente. — De har nogle Huse, som De sige at være helligede og indviede til Det allerhøyeste Væsen. Imidlertid sladdre de og giør Amours inden i dem, og

12

11 uden paa giøre de snart andet. — Fy! hvilket dumt Land maae dette være! — Man handler ikke saaledes, hverken i Tyrkiet eller Barbariet. I nogle af disse Stater komme gamle udlevede Folk, som bede veres Medborgere om et Stykke Brød, og unge friske Gavtyve, som bestiele, røve, plyndre, og ofte oven i Kiøbet prygle deres Medborgere i eet og det samme Fangehuus, og som oftest behandles paa een Fod. — Selsomme og unaturlige Skik! — I nogle af disse Stater vil de Fornemme ikke raisonnere, og de Gemeene maae ikke; thi raisonnerer den Ringere, naar den Fornemmere ikke kan lide det, da, hvis han er Militair, bliver han tampet eller pidsket: Er han Civil, bliver han arresteret paa Vand og Brød i et mørkt Hul, og er han af geistlig Stand, bliver han relegeret. — Dette er vist ikke Fornuftens Land. — Naar Folk døe, saa græde de, og naar de fødes, saa lee de. — Selsomme Folk! har de Døde ikke bedre, end de Levende? — Dog ere der og nogle, som ere saa fornuftige at lee over de Døde, meest dem, som verved faae en rig Arv. — I nog-

13

12

le af disse Lande har enhver sit visse og tilforladelige at leve af; men de Studerende skal leve af Slumpelykke, eller af det blotte Navn. - Hillemænd! der maae de Studerende i Almindelighed være i en høy Priis. — I dette Land veed man ikke af Kierlighed i Ægteskab. En Mand kiøber sig en Kone, ligesom en Europæer kiøber en Neger. —Dette er smukt nok; thi saa myrder ingen sig af Kierlighed, siden man ingen har. — Fruentimmerne og Domestiqverne har Over-Commando og Regieringen, enten aabenbare eller ved List, i sær Maitresserne, hvilke har langt mere at byde og befale, end de gifte Koner. Hvad Mændene angaaer, da har de kuns at sørge for, at intet manqverer i Husene, hverken af det Unyttige eller af det Nyttige, — Nordmanden saae, at en fik Afslag i sin Ansøgning, som en Herre med Eed havde tilstaaet ham, fordi han ikke havde helset Tieneren dybt nok, og det som endda var det verste, fordi han havde glemt at gribe i Lommen: at en anden mistede sin givne BestaItning, fordi han havde kaldet Huusholdersken Lille Moer, i Steden for Madame. — De

14

13 vare begge Mændenes eller Herrernes Favoriter; men dette kunde ikke hielpe dem det ringeste. — Madame-Navnet glemt, Tieneren uden Audience-Penge- — Uforsonlige Syndere! — I sit 118 Aar, da han giorde en Reyse til Fods paa en Tid af 28 Dage, som beløb sig til 200 Tydske Mile, (hvorfor skal man her regne paa Tydsk? — jeg veed det ikke. Elskerne af alt Fremmet, har saaledes vildet have det, og om man havde vildet regne paa Tyrkisk, maatte vi vel have ladet os Nøye,) havde han og nogle Natte-Syner og Drømme. Han drømte, for Exempel, at Scandinavien var fuld af Ukrud, som var kommen fra Allemanien. Dette Ukrud var af forskiellig Art; men alle lige i at foragte de andre Dyr, bespotte og hade dem. I det øvrige havde nogle Slangelignelser; andre Dueskabning, andre befandtes uden Hierner; eller og med Hierner, fulde af Fluer. Nordmanden saae; at dette Ukrud skulde i en Hast udryddes, opbrændes og fortæres ved en nye opgaaende Soel i Nord. — Man har vildet forklare dette om Pietisterne.

- Ellers, som han kort forhen var ble-

15

14

ven gift, fik han saa meget med Huus-Sager at bestille, at han ikke havde Tid til at drømme og see Syner. Dog drømte han idelig, at han havde giort taabeligt i at gifte sig; thi, om end han kunde være duelig, uagtet sin høye Alder, saa var hans første Kone dog ganske vist uduelig; thi vi veed af sande Efterretninger, at hun heed Maren Michaels Datter, og var 60 Aar gammel. Saa ofte derfor St. Nicolai Sangverk gik, som erindrede ham om denne Ægteskabs-Act, blev han saa bister, at han var ferdig at rive sine Øyne ud. — Som Enkemand begyndte han at see Syner igien. — Han faae i Luften en Stierne af største Størrelse, og prægtigste Skin: den var i Form af et C7. med tvende Kroner over. Den glimrede lige over vores Horizont. Astrologerne bleve kaldede, som alle eenstemmig forsikrede, at Stiernen betydede Nordens Glæde og Lyksalighed, Friehed, Ære, Høyhed, og en nye Tidspunct for de Lærde, at den Tid var nu kommen, da Tvilling-Rigets Styrere skulde ansees for den største, for den viseste og beste Monarch paa Jorden, at deraf vilde flyde Friehed

16

15

for alle Stænder, end og for Bønder og Forfattere; at Handelen vilde vidt og bredt udstrekke sig; at Lærdom vilde faae en nye Anseelse, og anvendes til Rigernes sande Gavn og Nytte, at Soldaterne vilde blive forskrekkelige for Landets Fiender, og Floden til en Redsel for de mægtigste Nationer; at Raadet vilde være af Landets viseste Mænd, og alle Embeder opfyldte med de Klogeste og Redeligste; at Undertrykkelse skulde være lige saa langt fra de Fattige, som de Rige; at Præsterne skulde vide, at der hørte mere til deres Embede, end een Prædiken hver 7de eller 14de Dag: med eet Ord, at Nordens Sønner skulde blive saa lyksalige, som Menneskene kan blive det paa Jorden. Dette var hans sidste og behageligste Syn. — Nu er han blind, og kan ikke see mere, følgelig ingen flere Syner have; thi det Ord Syn kommer af at see. Dog holdt! — Han er ikke blind. Det er kuns en Caprice af

Øynelaagene, som nesten ganske bedækker Øynene. Kan ingen skaffe Raad herimod? skulde det ikke kunde være mue-

17

16

ligt? — Jeg veed ikke. I det mindste har vi Læger nok, og vi blive jo idelig besøgte af fremmede Øyen-Doctere og Markskrigere, eller Qvaksalvere, hvilke end og curere dem, som ere stokblinde født til Verden.

FINIS.

1

Bierg-Mandens

Speyl i Skaane,

Proberet og beskreven

af

Simon Skoeflikker.

Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Borsen.

2

At der er Bierg-Folk til, det veed alle Mennesker, lige indtil Børn og gamle Kierlinger; altsaa er herom ingen Trette eller Stridighed. Da jeg, Simon Skoeslikker, var udenlands i Skaane, for at øve mig i den hæderlige Profession, som jeg fra Ungdommen af med stor Flid og Vindskibelighed haver dyrket, mødte jeg paa Veyen, tre Alen fra et Bierg, en lille Mand, en stiv Alen høy, buttet og tyk, med et hvidt Skiæg tre Qvarteer lang, ganske skaldet paa Hovedet, med en nedslagen Hat, som var omhengt med skinnende Perler, i en graae Kivel og Vest, Skind Buxer, og et Par forede Støvler, med en Stok i Haanden Qvarteer lang. Min Glæde blev overmaade stor ved dette Syn; thi jeg antog denne Mand for Jerusalems Skoemager, som, til Trods for alle lærde Tvivlere, lever endnu, og opholder sig i Aar 1771 i det Landskab Phrygien, hvor min Svend, som er Tambour, har feet ham paa sin sidste Desertion; thi han har tient otte Potentater med halvanden Par Sko. Da jeg derfor kom ham nærmere, tog jeg min Skind Hue af, bukkede meget dybt, og sagde: Hil være dig, Jerusalems Skoemager! Jeg venter at faae mange

3

Hemmeligheder at vide af dig, da jeg nu saa lykkelig har truffet dig paa min Skaanske Reyse. Du, som har levet over sytten hundrede Aar, og har igiennemvandret alle Landskaber og Krinkel Kroge i hele Verden, Skaane og Tydskland, du maae endelig vide, ærværdig Fader! mangfoldige Historier, Tildragelser og Hemmeligheder, hvoraf jeg gierne vilde vide nogle med; thi jeg er meget nysgerrig, om jeg selv skal sige det. Til al Lykke har vi begge een og den samme Profession, hvorudover jeg tør haabe desto snarere at blive bønhørt- Saaledes talte jeg. Bierg-Manden loe og svarede: jeg er ikke Jerusalems Skoemager, som du taler om; men jeg er ældre end han; thi i dette Bierg, som du seer der, har jeg levet to tusinde og halvandet, hundrede Aar, hverken over eller under. Jeg har ikke reyst som Jerusalems Skoemager; men stedse opholdt mig i og ved mit Bierg. Men som vi Bierg-Folk fødes med langt større Viisdom end I andre Mennesker; og da jeg har et Speyl, ved hvis Kraft jeg hvert Øyeblik kan faae at vide, alt hvad der tildrager sig paa hele Jordens Klode: saa begriber du lettelig, Simon Skoeflikker! at jeg maae være langt klogere og langt visere end alle dine Jerusalems Skoemagere. Jeg bukkede mig gandske dybt for denne ærværdige Mand; men han loe deraf og sagde: Simon! vi Bierg-Tolk gior ingen Komplimenter, og vi belee eder andre Menne-

4

sker, som skrabe for hinanden som Høns i en Mødding. Jeg blev baade rød og bleeg paa vore Franske Komplimenters Vegne. Men som Bierg-Manden saae meget naadig ud, og jeg desuden, siden jeg i tre Aar har været Land-Soldat, har et krigsk Mod, skiød jeg strax Hiertet op i Livet igien, og bad Beirg Manden, at jeg maatte see i hans curieuse Speyl.

Det er en dristig Begiering, sagde Manden, og du er baade den første og den sidste, som jeg føyer heri, hvilket kommer deraf, at jeg veed, du er en from Mand, fom gierne vil lære rare Ting og dybe Hemmeligheder, og, i der han saaledes talede, tog han Speylet frem, som var aflangt, saa stort, at det fast reent bedekkede Manden. Rammen var af purt Guld, og Glasser sad løst deri, saa at der knude velte sig rundt omkring i Rammen. Glasset havde utallige mange Udbuklinger og Slibninger, og igiennem hver Udbukling nye Præsentationer eller Forestillinger.

Vil du nu vide, sagde Bierg-Manden, alt hvad der i dette Øyeblik tildrager sig paa hele Jordens Klode, saa kiig nu. Bierg-Manden holdt Glasset, tumlede det nu og da i Rammen, og jeg kigede ester Ordre snart igiennem en, snart igiennem en anden Udbukling, som var paa Glasset. Jeg kigede og saae et Geheim-Conseil. Durchleuchugste Fyrste, sagde Ministerne til ham, Deres Undersaattere ere

5

alle i en høyst florerende Tilstand. Der er fast ingen iblandt dem, som man kan kalde fattig. Denne Herlighed er Frugten af Deres vise og naadige Regiering. Men, da Skatkammeret nu er fattigt, og det dog er meget magtpaaliggende, at her findes Overflødighed af Penge, i Fald en uforventet Krig eller nogen anden Ulykke hastig skulde overfalde Landet, saa ville vi underdanigst raade Deres Naade at legge en maadelig Skat paa alle Deres Undersaattere, hvorfra vi ikke undtage os selv. Dette Forslag behagede Prinzen; han giorde endog disse Herrer til Skatte-Mestere. Disse fordrede Skatten rigrig nok ind; Fyrsten fik, hvad de vilde unde ham, og det udsuede Folk flød i Taarer.

Jeg kigede igiennem en anden Udbukling, og saae er Krigs-Conseil. De Gemene sagde: disse Herrer, have alt for meget at leve af. Vi vil da, sagde en af dem, give Fyrsten det tilkiende, at Hans Naade kan afkorte i deres Gold. Ney, ney, raabte Mængden med sterke Stemmer, vi skal nok afkorte den selv. Vi behøve mange Vine, prægtig Eqvipage, og smukke Maitresser; men de Gemene har nok i Vand og stimlet Brød, og hvad de behøve mere, er Stokke-Prygl.

Jeg saae videre frem og saae et gejstligt Conseil. Her var fuldt op med Bisper, Superintendenter, Prælater og Præster. Disse hun-

6

vrede fem og tyve tusinde skal brændes som Kiettere, sagde disse Herrer, ikke just fordi de ere Kiettere; men fordi de oplyse Folket og beklippe vore Indkomster. Hvilken en gruelig Synd, raabte de alle i een Mund, at ville oplyse Folket, Blindhed just er den eneste Grund til al vor Herlighed! Fordommene styrtede Mængden oplyst, hvor bliver da den Magt og Myndighed, som vi nu have, til at kunde sige, hvad vi ville?

Jeg saae videre frem, og saae Magistraten, som vare Domstiqver af de Høyere Collegier og Conseils. Disse approbeerte flittig alt hvad Høyere oppe blev forestillet, og til Borgernes sande Gavn og Beste udgav Forordning paa Forordning, hvorpaa Raadet ikke udarmede sig.

Jeg saae videre frem og saae en Mark, hvor der laae hundrede tusinde døde og lemlæstede Kroppe. O hvilket Syn! raabte jeg. Ja, sagde Bierg-Manden, saaledes gaaer det til iblant eder. I kalde os Trold-Folk, Bierg-Trolde, og give os alle Slags forhadte og foragtelige Navne. Men I skal dog aldrig kunde bevise, at en Bierg-Mand har dræbt en anden fra Verdens Begyndelse, da I andre Mennesker, alle Mennesker og Brødre af eet Blod, myrde hinanden i Million-Viis, saa snart en kaad Fyrste vil spøge, eller den falske Ærgierrighed vil røve Lande og Naboe-Riger. I myrde

7

hinanden barbarisk, uden at kiende hinanden, uden at have fortørnet hinanden, hvilket Tyrannie! I sige, ar hvis Torden ikke var til, lagde Trolde (hvormed I mene os) Verben øde. I ere nogle fede Karle, I lægge selv Verden øde med eders efterabende Lynild og Torden, og foragter den himmelske. I handle værre med hinanden indbyrdes, end Edderkopperne med Fluerne. I fortære, opfluge, pine og martre hinanden ynkelig paa mange tusinde Maader, og hvorfor? for Skygger og Intet

I det Bierg-Moralisten saaledes talede, vendte han Glasset, og jeg saae videre fire qvalte i en Strikke. Seer du disse, sagde Bierg-Manden? de har alle fire, trængte af en uimodstaaelig og voldsom Sult øg Tørst, bortstiaalet er halv Lod Guld. Dommeren, som Dagen tilforn havve understukket nogle hundrede Lod Guld, dømte dem med en myndig Mine og en roelig Samvittighed til Strikken.

Speylet tumlede sig i Rammen, og jeg saae et Huus i fuld Brand. Jeg saae en sort Kioele løbe hist og her, gansse fortvivlet. O! raabte en Stemme af den sorte Kioele, jeg begræder intet, intet af alt det jeg haver mistet, undtagen mine Papirer; thi disse var min Faders Haandskrifter, hvorefter jeg, som Professor, holdt Lektiones & Collegia for de unge Studentere. Ere disse Papirer brændte, maae jeg frasige mig Professoratet.

8

Jeg saae siden en Parforce-Jagt. Det er ubilligt, sagde jeg til Bierg-Manden, at Menneskene saaledes martre Dyrene. De ere vel skabte til vores Nytte, men ikke for at vi skal pine dem. Der er kuns lidet, sagde Bierg-Manden; men see her, sagde han, og i det samme vendte han Speylet, da saae jeg græsselige Ting, hvorledes Negrene piintes af de Blanke. Man bruger ikke den tyvende Part af Grumhed imod Skarnager-Hestene hos os, som man der bruger imod de sorte Mennesker. O hvilken Ugudelighed! raabte jeg. Hvorledes kan dette være? Det maae komme deraf, sagde Bierg-Mauden leendes, at en Hvid troer, at en Sort har ingen Siel. Ney, der kommer vel deraf, sagde jeg, at de Blanke, som der findes, ere til en stor Deel Skummet af alle Nationer, Folk uden Grundsetninger, Sædelære og Menneskelighed, og hvis hele Religion bestaaer i Gris mater, og nogle Talemaader, lærte uden ad.

Han lod mig see igiennem en anden Udbukling, og jeg saae en Skare forliebte og fortvivlede Fruentimmer. Det Spøgelse Avar! raabte Elise. Jeg elskede ham som nun Øyesteen. Han soer ligeledes, at han elskede mig tusinde Gange Høyere end sig selv. Jeg havde hundre Lod Sølv. Clarice blev meldt; hun havde hundrede og tyve Lod Sølv. Jeg blev forskudt, og den ugudelige Avar ægtede Clarice. Jeg elskede, raabte Polidora, den troe-

9

løse Vagabond. Han soer, at han agtede mig høyere end hele Verden. Jeg troede ham. I det samme forekom en Blonde. Strax blev jeg forskudt, og den Troeløse soer, at han aldrig kunde ide Brunetter. Strax derpaa forskiød han samme Blonde, friede til en anden Brunette, som han ligeledes kort derefter forkastede, og ingen i Verden veed nu, hvor den ugudelige Vagabond har taget Coursen. En ung Mands-Person stod med en dragen Kaarde i Haanden, og giorde hvert Øyeblik Mine til at ville stikke sig ihiel; men dog betænkte han sig. Troeløse Pamphilia raabte han. Jeg elskte dig høyere end min egen Siel, du snakkede for mig i samme Tone. Nasutulas kommer, og, fordi han har en Character, foretrekkes han mig strax. O ugudelige Pamphilia! — Bedre hen stod en anden Mands Person. Hans Øyne funklede af Vrede og Fortvivlelse. Han stod med en Strikke i Haanden, og det loed til, at han vilde strax qvæle sig. Men han tabte Rebet i Henrykkelse, og Fortvivlelse forbød ham at finde der igien. O forræderske Sofia! raabte han, jeg elskede dig over all det, som er til, og du foregav idelig det samme. — En rød Kioele kommer anstigendes med et Par store Støvler og glubske Knebelsbarter. Sofia faaer Lyst til der Røde. Hun sværger paa, at hun lige fra Vuggen af har havt en uovervindelig Afskye for den forte Farve. Jeg som Magister blev

10

derpaa strax forjaget, og Officieren antaget. O hvilken Troeløshed! Men hvem kan, hvem vil, hvem giver opregne denne store Mængde fortvivlede Elskere, og Aarsagerne til deres Fortvivlelse?

Speylet vendte sig igien i sin Ramme, og jeg saae en Mængde Cananiter. Vi ere Fiender af det hele menneskelige Kiøn, sagde de, og hele Verden hader og foragter os igien. Jo mere Regenterne presse os med Afgivter, jo mere snyde vi deres Undersaatter, og det kan jo ikke andet være, hvis vi skal svare de store Paalæg. Nazareerne blive aldrig saa kloge, at de kan forstaae alle vore Greeb; thi de multipliceres i det Uendelige, alt efter vore Fornødenheder og Tidernes Omstændighever. Vi veed at spotte Nazareernes klogeste Love og Anordninger. Nazareerne gaae os selv til Haande heri, forblindede af vort Guld, og de hielpe vs selv med Kneeb, ligesom de hielpe Tyrken og Barbarer med Krud og Kugler. Jeg ærgrede mig saa meget over disse Betragtninger, at jeg bad Bierg-Manden om en nye Udsigt. Han dreyede og jeg saae et stort Conseil af mange Doctores, Patres og Munke. Vi maae endelig see til, raabte en tyk phlegmatisk Pater, at vi faaer afskaffet Skrive-Frieheden. De andre sukkede; thi, da de vidste, at Fyrsten var viis, fortvivlede de om dette Forslag, hvis Fuldførelse de saa gierne alle ønskede. Bierg-Manden loe.

11

Veed du, hvoraf jeg leer? sagde han til mig. Disse ærværdige Fædre ville gierne standse Skrive Frieheden, fordi de selv tildeels ikke gider, tildeels ikke kan giøre noget. Tilmed frygte de, at nogle af de Satiriske Trek, hvormed man tegner de andre Selskabelige Lemmer, Fulde ogsaa opdage nogle af deres Feyl, og Herrerne af dette Conseil vil alle være fuldkomne uden Mangler. Allermindst kan de lide, at deres Inferieurer af Character tør see Pletter i Solen.

Strax derpaa saae jeg et af de saa kaldte lystige Selskaber. Her var en stor Sahl og mange Borde. Ved det ene Bord giorde man ikke andet end drak. Veltalenheden steeg og faldt efter Flaskens Af- og Tiltagelse. Saa længe Boureillen skummede, vare alle lige saa mange Ciceroner, og talede i Mundene paa hinanden med en beundringsværdig væmmelig Veltalenhed, som stedse tog af, og mindskede, ligesom det mindskede i Flasken; og naar heraf saaes den tørre Bund, blev ligeledes hver Tunge tør. De begyndte alle at gispe, somme at sukke, nogle at lukke Øynene. En Flaske paa nye fyldt; alle Tunger løst; en nye Virksomhed; en nye Veltalenhed over dem alle! De vare alle hinandens oprigtigste Venner, og enhver vilde vove ti Liv, den ene for den anden. Men aldrig saa snart forlod en Bordet, at jo alle de andre bagtalte ham paa det græsseligste, lige indtil der var ikke mere end een tilbage, hvil-

12

ken endog snakkede med sig selv, og bagtalte den, som sidst forlod ham. Et andet Bord var Spille-Bord. Her snød den ene dyrebare Ven den anden med de allerhesligste Kneeb, og den ene oprigtige Ven jog Dolken i den anden. Her var Frygt, Haab, Surren, Sorg, Skam, Spodskhed, Fortvivlelse, Her solgte man sin hele Salighed, og bespottede Guddommen for et Qvart-Lod Sølv. Da Bierg-Manden merkede, at jeg kunde ikke taale at see disse heslige Optog, dreyede han Speylet, og jeg saae et stort Conseil af utallige Spradebasser eller Petit-Maitres, Disse vare arrige nok ar see paa. De saae ud som Abékatte med smukke Fruentimmer-Ansigter. De vare alle vel fornøyede med dem selv, og ynkede Resten af det menneskelige Kiøn, som ikke besad deres brillante Qvaliteter, hvilke, som de sagde, vare dem medfødte, og som aldrig kunde læres. De vare just ikke egentlig onde, og gode kunde de ikke heller være, af Mangel paa Eftertanke, som er Dydens Moder. Altsaa var de slet ingen Ting, uden allene en Pest for Flane-Gederne, hvilke de drabelig kunde sange. De fløytede, sang, dandsede, speylede sig, klædte dem af og paa, probeerte Skiønpletter, og giorde mange Caprioler. De snakkede og uafladelig; men deraf kan jeg intet fortælle, saasom jeg ikke forstod uden lidet af deres Sprog.

13

Jeg saae atter igien et stort Selskab af unge Fruer. Enhver af Dem havde en Skiøde-Hund, og disse Dyr udgjorde det Væsentligste af de andre Dyrs Samtaler. Grevinden, sagde Henriette, har lovet min Mand en høyere Character, om jeg vilde forære hende min lille Perle. Nu veed Gud, at jeg har en honnet Ambition, og ønskede gierne min Mands Ascension. Men Perle gav jeg dog ikke bort for al Verdens Characterer. I det samme tog hun Perle, og kyste ham med saa heftig og brændende en Kierlighed, som to ordentlig Forliebte kan kysse hinanden i Frier-Dagene. Seer engang, sagde hun, Perle forstod nu foi hvad jeg sagde; o den rare Perle! og derpaa kyste hun ham nok engang med samme Heftighed. Min Jolie, sagde Petreia, er saa klog som et Menneske; ja jeg tør sige klogere end min kiødelige Broder. Kunde den Stakkel kuns snakke, da vilde han snart vise menneskelig Forstand. De Skabhalse, som lægge deres Hierner i Blød, for at skiære Fugle og lære dem at snakke, skulde langt bedre anvende deres Tid, i Fald de bragte det saa vidt med den elskværdige Nation de Chiens, (Det er min Troe Synd, at kalde dem Hunde) jeg vilde ma foi give en af mine beste Herregaarde bort til den, som kunde lære min Jolie at snakke, ja min Troe vilde jeg saa. Det er en allerdeyligste Chien, Jeg elsker ham langt over min hele Familie, Efter denne Hunde. Di-

14

scours, som jeg ikke gider opregne fra Ende til Ende, gave de sig allesammen til med Christen Kierlighed at bagtale deres Næste, og der smukkeste var, at de fast alle lastede deres egne Feyl

i andres Opførsel. --- --- Nu skal jeg hiem

at spise Middags-Mad, sagde Bierg-Manden. Jeg fornemmer alt paa mig, at den staaer og ryger paa Bordet, derfor kan du kuns faae eet Syn at see til. See nu! og i det samme veltede han Speylet i Rammen. Jeg kigede og saae en talrig Forsamling af Frietænkere. Vi ville, sagde de med en græsselig Stemme, udrydde af hele Jorden al Religion og Sæde-Lære. De onde Aander mider Jorden dandsede af Fryd; men Chefen havde kuns en skælvende Glæde og sagde: I Herrer Frietænkere! elskværdigste og troefaste Camerater! I har et ædelt Forsæt; men jeg frygter for dets Mulige hed. Du er en Poltrøn, Lucifer, raabte alle Frietænkerne med een Mund, og det kommer af din høye Alderdom, alle Gamle ere Cujoner, du skal see, at hvad du og alle dine Aander ikke kan giøre, det skal vi udrette. Har en eneste Epicur kundet kuldkaste al Religion, hvad kan man da ikke vente af saa talrig og lærd en Forsamling som os, og det i saa oplyste Tider, da alle, fast indtil Pøbelen, gier og taer Raison. I det de saa talede, brød Ocean sine Love, og overrumplede Jorden, Tordenen brølede i alle Himmelens Egne, Lynild løb efter Lynild, og

15

en nye Ild fra Jordens Indvolde mødte Lynilden i Skyerne med en forskrækkelig Lugt og Bragen. Midt i al den Ild syntes der ar være et Mørke, som man kunde tage fat paa. Frietænkerne vilde omvende sig; men der hørtes en Røst midt af Tordenen og Ilden, som sagde Naadens Tid er alt forbi, I have syndet imod Aanden, og i det samme aabnede sig Afgrundene, og alle Fritænkerne foere ned i samme med en græsselig Brølen og Jammer-Sang. Strax derpaa blev alting i sin Orden igien; Afgrunden lukkede sig; Ocean veeg tilbage i sit eget Rige, Ilden ophørte, og Tordenen brølede ikke mere. Mørker gav Soler, efter, som gik frem paa Himmelen, som en Brudgom af sit Sæde. Men imidlertid havde jeg faaet saadan en Skrek i mig, at jeg neppe kunde besinde mig mere, hvor jeg var. Bierg-Manden forlod mig, og smuttede ind i Bierget. Jeg gik saa sagte bag efter; men kunde ingen Dør eller Aabning see, hvilket kom mig meget underligt for. Jeg lagde mig need ved Bierget; thi jeg var meget udmattet af sidste Syn. Jeg hørte en yndig Musik, og som min Fader var Musikant i Kiøge, forstod jeg saa meget, at kunde afskrive Noderne, som enhver kan faae afskrevne hos mig igien Stykker a en Rixdaler. Efter Musiken hørte jeg en Røst af Bierget, som sagde: Pak dig, Simon Skoeflikker! der er dig ingenlunde raadeligt at blive her længere. Jeg var

16

strax lydig mod Biergets Røst. Jeg retireerte mig, gik ind i et eenligt Huus, og da jeg der havde gottet mig, og samlet alle mine Kræfter tilbage, satte jeg mig for, saa snart som mueligt, at vende tilbage til det lyksalige Dannemark, mit kiere Fæderneland, hvor slige fæle Optoge aldrig sees; men hvor Glæde og Lyksalighed har slaget sin Boepæl. Dette mit Forsæt fuldførte jeg troelig, og kom lykkelig og vel til Kiøbenhavn tilbage, ved ønskelig Helsen og Sundhed.

1

En Norsk Hyrdes Indtagelse i et Bierg.

Virg. Eclog. IV.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2
3

Paa nogle norske Fielde vogtede en ung Dreng Qvæg. Stedets

Eenlighed, og de utallige Gienstande, som Naturen forestilte

hans Sandser, opvakte hans naturlige Sindriighed. Nye Begrebe udvikledes daglig.

Han begyndte at see sig an, som en liden Monark, for hvilken alle disse Naturens Yndigheder vare dannede. Disse høie og majestætiske Bierge vare ligesaa mange Slotte for hans ærgierrige Indbildning. De hvelvede Huler vare hans Gemakker, som Naturen havde ziret med glimrende Ertse og Muskelskalle. Der sad han tit henrykt, og smagte de uskyldige Retter, som hans Hiord ydede; thi de frugtbare Dale gav hans Qvæg feede Græsgange, og dette toldede oprigtig til sin Behersker af

4

dets Fordele. En daglig Omløben med Hiorden giorde ham tidig til hans Maaltider; han aad og stod glad op fra at nyde. Indiens Urter vare ham ubekiendte, de ophidsede ikke Ædelysten til at overskride Naturens foreskrevne Grændser, derfore beholdt Siæl og Legeme fin naturlige Munterhed.

Tusende smaa Fugle udgjorde hans Bordmusik. Den stolte Tiur, der med sin Bromren sang sin Elskov, var ligesom en Pauker, der slog Takten i denne Lystighed.

Hist saae han en Mose, hvorover et guult Teppe var udbredet, der kastede han sig ned, og plukkede disse nydelige Multebær, som trodser de falerniske Druer.

En anden Tid klavrede han op paa et steilt Bierg, hvor man Aaret før havde brændt en Braate. Jorden var endnu sort og forbrændt, men indsprængt hist og her med en blodrød Farve. Indtageligt Syn for Øjet! Lugten af den brændte Gran og de vellugtende Jordbær giorde en behagelig Blanding, og var et Ambra for Næsen, og et Nektar for Ganen.

5

Rindende Aaer, der nedkastede sig med en skrækkelig Brusen over de steile Bierge, var ham et ligesaa stolt Syn, som Versailles og Marlis kunstige Vandspring for den franske Ludvig. Havguder og Gudinder, Havsviin og Hvale af Metal (kunstige Blendeverke) drillede ikke hans Øine, men han saae den modige Lax, der pukkende Klippen vover et Spring til sin Undergang, den blanke Forel, og den safrangule Aborre, som lystig sprætter i Vandet, og syntes at ville besee Landets Yndighed.

Udstrakt paa Jorden under Skyggen af en Asp, saae han Gederne, Hiordens Vovehalse, paa Pynten af en Klippe, at pukke

Døden og Afgrunden, ikke for at de jo fandt Føde nok i Dalene, men de syntes at ville forlyste deres Herre med sine Luftspring. Deres spøgefulde Unger i adskillige latterlige Stillinger prisede Ungdommen og Sommeren.

Biørnene med sine Unger lode sig og see paa Skuepladsen. Hvo skulde troe, at under denne lodne Pels boede Ømhed? De slikkede sine Unger, og omfavnede dem, de forglemte sin naturlige Haardhed, og med en halv mild

6

Smiil yttrede Fornøielse over de Unges Krumspring og Favnetag. Men dette Optog saae Hyrden an fra en høi Gran, hvorfra han ikke torde nedstige, førend det var til Ende.

Utallige saadanne Gienstande vare hans Eenligheds Tidsfordriv; men Mennesket er skabt til at omgaaeS med Mennesker, og kan best smage Selskabers Behagelighed. En længselsfuld Ild optændtes da i hans Siæl, og kom disse blussende Kinder til at falme. Ved Bredden af Aaen satte han sig tit, og spejlede sig selv for at see et Menneske. Dette Blendeverk syntes lidet at forsøde hans Længsel. Han greb tit til sin Luur og til sit Horn, og Biergene gav ham et ligesaa sørgefuldt Gienlyd tilbage. Hundene kom og slikkede ham, med deres Logren bevidnede de deres Ømhed, men forundrede over at savne den sædvanlige Munterhed, pakkede de sig bort, og syntest at tage Deel i hans Sorg.

Fordybet i disse Betragtninger hørte han en Raslen i Buskerne, og en ung velskabt Pige fremtrinede. Ungdom og Uskyldighed spillede i hendes Øine, og et stort flagrende haar nu skulle, nu blottede det yndigste

7

Bryst. Hun neiede, tog Hyrden ved Haanden, og bad ham følge sig.

Den Behagelighed, hvormed hun iverksatte dette, forædlede hendes Skiønhed; thi det skede ikke med en amasonsk Frekhed, Siælen i Bypigernes Opdragelse. En malt Rødhed over et deiligt Ansigt forekom, som det skede efter Befalning fra en Bydende.

De gik nogle Skrit, og standsede ved Foden af en Klippe. Jorden aabnede sig under deres Fødder, og med en langsom Fart saae de sig nederst i Afgrunden. Her kunde man ikke forestille sig et grueligere Syn. Løsnede Stykker af Klipper, af Slotters Størrelse, Grus og Stene slængte oven paa hinanden, viste et Billede af en Stad ødelagt af Jordskielv. En mineralsk Stank uddampedes, der forgiftede Luften, og giorde Pusten besværlig. Vandet, der siede imellem Rifterne af Bierget, gav en huul Lyd, naar det i store Bubler faldt paa Bunden, og vædede som en Støbregn. Endelig standsede de ved en Hvelving, der syntes at være en Indgang til en Bolig; men man var dog uvis, enten man havde Kunsten eller Naturen for sig.

8

De kom da ind i en Afdeling, hvor Hvelvingen og nogle Pillere, hvorpaa den hvilede, var udhuggen af et Stykke, men intet var glattet eller ziret, intet Ligemaal eller Forhold iagttaget. De nærmede sig til en anden Indgang, hvor Pigen bankede paa en Dør, som blev aabnet af en Gubbe med graat Haar og et langt Skieg, der naaede indtil Beltet. Paa hans skaldede og rynkede Pande syntes Klogskab og Sindighed udgravede, og noget, (jeg veed ikke hvad), som indpræntede Ærbødighed. Velkommen! sagde han, i det han tog Hyrden ved Haanden, velkommen til os under Jorden. I den Belevenhed, hvormed han udsagde disse Ord, kiendte Hyrden strax igien det Elskværdige hos Datteren.

Frygt betog Hyrden Svar. Min Gud! udbrød han, hvi kommer jeg her? Men den Gamle, med et venlig Smiil, klappede ham paa Kinderne, hvorved han kom noget til sig selv, og endnu mere ved at høre følgende Ord:

Det er af Medynk over din Enlighed, og for at giøre dig lykkelig, at jeg har ladet dig nedstige til mig, det skal bero paa dig selv,

9

enten du vil tage Deel i mine Skatte, eller komme tilbage til din Hiord.

Ved disse Ord kom Hyrden til sig selv, og raabte: Hvem er da I, ærværdige Gamle! som har denne forunderlige Magt, at nedsænke i Afgrunden, og hvorfor har I udvalgt eder disse underjordiske Boliger, I, som er saa vel skikket til at boe over Jorden?

Jeg er en Biergtrold, (som man kalder det hos eder), svarede den Gamle, jeg regierer en Deel af det underjordiske Norge. Mine Skatte, som du skal faae at see, skal overtyde dig om min Vælde. Det er mig, som raader for eders Biergverkers Lykke, og de Metaller, som kunde udgiøre eders Riges Herlighed, ere Gaver, som jeg langer eder af det jeg selv vrager. Jeg har altid elsket det gamle Norge, og skiønt min Lykke har ingen Forbindelse med eders, tager jeg dog Deel udi den, og vær forsikret, at jeg ikke er uvidende om, hvad som gaaer for sig over Jorden. Jeg har altid været opmærksom ved Norges Tildragelser, og æret disse store Hoveder, som har fortient Navn af Landets Fædre; men før jeg herpaa giver dig et Beviis, skal jeg først skienke dig

10

en vederqvægende Drik, da du sluttelig trænger til Forfriskelse. Han gav et Vink til Pigen, der ligesom stod forgabt i den ny Giest. Hun sprang strax til, og henrede et Beger udhuggen af en Bierg-Krystal, og ziret med Granater og Rubiner. Hun tog en Flaske, og skienkede en skummende Drik, hvis aromatiske Lugt, som opfylte det ganske Værelse, var allene nok for at oplive Geisterne. Den Gamle drak ham selv til, og bad ham atter være velkommen. Han langede ham Begeret, men Hyrden vegrede sig for at modtage den, strax den Gamle i en forhøjet Tone besvor ham at drikke. Han satte den da til Munden, og udtømmede den indtil Bunden.

Denne Drik forvandlede Hyrden ligesom til et andet Menneske, den udbredde sig i hver en Aare, og trængte sig lige til Siælen. Den fordrev alle disse tykke Dunster, der hindrede at opstige til det Høie og Ædle. Min Gud! hvilke Følelser! — raabte Hyrden, hvor er jeg ikke opløftet! — hvor brænder ikke min Siæl! — hvad er det for en ubekiendt Gud, som min Siæl øiner og tilbeder. Det er Æren, svarede den

Gamle, og Kierlighed til Fædrenelan-

11

det! og gid alle dine Landsmænd fik en Draabe af denne Skaal.

Fornøi min Begierlighed, raabte Hyrden, og lad mig see disse Kiendetegn paa eders Agt for Norges Fædre. Følg mig, svarede den Gamle, og aabnede en halv Dør til et smalt Gemak, der udgjorde et Perspektiv, hvis Ende kunde ikke øines. En Glands udbredde sig overalt, der blindede, som en Soel. Guld og Sølv var ikke det, som meest fæstede Opmærksomheden, men en Smag i Bygnings-Kunsten ubekiendt for Rom og Grækenland; thi paa saa fuldkommen en Maade at forene det Simple med det Høie og Majestætiske, havdeingen før paafundet. To Rader Piller, der gik fra Indgangen til Enden, vare af sleben Gulderts, og de rige Aarer vare af Naturen saaledes indvirkede, at de forestilte Viinranker, der ligesom med Kunst vare drejede om Pillerne. Imellem hver af disse stode Helte i fulde Postyrer, omringede med Seierstegn og Sindbilleder.

Den første med et langt Haar i fri Bukkler, røbede en høi Siæl og Tapperhed; thi Mesteren forstod i en høi Grad den Kunst,

12

at lade Malmen tale. Han holt en Løve imellem sine Arme, og ved hans Fødder laae Konger med affaldne Kroner fængslede, som saae Helten an med Frygt og Forbittrelse. Hyrden kiendte strax igien Harald Haarfager. Hans Søn, Erik, med en Øxe i Haanden, kastede forbittrede Øine til den næst staaende, som var Broderen Hagen Adelstein. Denne holt et Kors i Haanden, som Han viste til nogle nærstaaende Postyrer; men de bortvendte Øinene, og vilde ikke see det. Dernæst kom Ole Tryggesen, der med et Sverd i den ene Haand nødde nogle Postyrer at kysse et Kors, som han holt i den anden. Derefter saae man den dobbelt store Magnus. En forunderlig Blanding af Mildhed og Strenghed blinkede af hans Øine. Han havde en Krone paa Hovedet, og holt den anden i Haanden, men i den anden Haand holt han Tordenstraaler. Harald Haardraade lod sig og see. Han saae paa sin Formand, og Ærbødighed syntes at tale af hans Mund. Han holt i Haanden et Kort over Grækenland, men hans Hoved var ziret med en Skibskrone. Den gamle Hagen Hagensen, under en rynkende Pande, røbede en høi Gejst og en stor Siæl. Han rakte

13

Oliegrene til nogle, der knælede for hans Trone; men en anden, der laae udstrakt paa Jorden, syntes med en døende Mund at true Helten. Den vise Magnus Hagensen sluttede Troppen med en Vægtskaal i Haanden, hvori laae fire sammenrullede Pergamenter, han holt en Oliegreen i den anden; og en Grønlænder i en ærbødig Stilling nedlagde for ham en Knippe Fisk.

Lader os kaste et Øie til disse paa den anden Side, sagde den Gamle, og gik op til Indgangen. Den første var en bedaget Helt, tegnet med Krigens Mærker i Panden. Torden og Lynild fnysede om hans Øren, men han saae siivt, og blinkede ikke. Et i Marmor udhugget Stykke stod paa hver Side. Det ene forestilte Helten styrende et Skib, der var nær ved at opsluges af Bølgerne. Paa det andet saae man ham i Land, omarmet af tvende Børn. Ved hans Fødder laae en Løve, til hvilken han smilede.

Den næst efter ham var meget yngre, og paa ham syntes Billedhuggeren at have udtømmet al sin Kunst. Er dette en Engel? raabte Hyrden. Det er et Menneske, svarede

14

den Gamle, og en Menneske-Ven. Denne saae og mildt til Løven, men nogle Rovfugle, der flagrede om hans Trone, skiulte Løven med deres Vinger.

Den sidste var et udhuggen Anlæg til et Postyr. Man saae en Mængde af Sindbilleder, som vare fuldførte, men ikke opsatte paa sit Sted. Her laae et Stykke, der forestilte Helten, som en Hyrde, der river tvende zittrende Lam af nogle Ulves Kløer. Et andet afbildede ham med den ene Haand at vande et Rosentræ, og med den anden at oprykke nogle Ukruds Planter. Et aabent Buur med en Fugl, som sang oven paa, stod ikke langt fra. Nogle Postyrer af Mennesker stode og færdige, nogle blottede, fulde af Bylder, med hængende Hoveder, andre med side Klæder, der bare Kurve fulde af Frugter, opløftede Hovedet med frimodige Øiekast. En Løve fandtes ogsaa trivelig, og med oprejst Hale. Hyrden spurgte, hvor denne skulde sættes? Og da den Gamle svarede, at den skulde ligge op til Heltens Bryst, faldt Hyrden paa Knæ, og tilbad Støtten.

15

Naar skal denne blive færdig, spurgte Hyrden? Der skal først, svarede den Gamle, opbygges en Tempel i Norden for en Gudinde, og Helten skal have den Ære, at den skal kaldes efter hans Navn. Et stort Lys skal altid brænde i denne Tempel, og Sønnerne fra Vardehuus til Lindesnæs skal der komme, og anstikke sine Fakkler. De skal siden adspredes paa Fjeldene og i Dalene, og giøre lyst overalt. Nogle af disse skal lære at danne Hjerter, at svinge dem op til Væsernes Væsen, at forbløde dem, og indtrykke dem Dydens Stempel. Andre skal lære at holde Vægtskaalen, at rive Lammet af Voldsmandens Haand, og stikke det i Barmen paa den zittrende Hyrde. Disse skal af mølædte Pergamenter og af Stenen opdage den rette Odelsmand, og sige: Tag dette, det har været dine Fædres.

En anden Flok skal og udgaae af denne Tempel med Forstørrelses Glasse, med Hamre og Digler. Nogle skal udbrede sig langs Strandbredden, og samle Muskelskalle og Koraller, og opdage ny Beboere i Neptuni Rige. Andre skal vove sig paa Pynter af Biergene, og nedklavre i deres Huler, og de

16

skal opstige med Fade fulde af mine Skatte. Nogle skal igien samle Blomster, og opskiere de bittre Rødder, og samle Frugten af Hæggen og Eneren, og andre Træer, og udperse Olien, der skal optøe det gamle Bryst, forstørknet af Kulden, og male Rødhed paa gustne Kinder.

Tilsidst skal en stor Skare, holdende hinanden i Hænderne, udgaae af denne Tempel; nogle skal bære Stier og Vinger, og see stivt under Himmelen; andre bære Passer og Maalesnore; andre med spillende Øine skal bære Pensler. Endelig nogle forslidte Pergamenter med hængende Segl.

Hyrden, uden for sig selv, skreg i Henrykkelse: Naar skla denne Tempel oprejses? Hvortil den Gamle svarede: Helten søger alt efter Grundstenene.

O! begynd at udgrave hans Ansigt, raabte Hyrden, og lad hans øjekast blive saa skrækfulde, at de gier Avind maalløs.

Hvor skal denne Tempel oprejses, blev Hyrden ved? I en liden Stad, svarede den

17

Gamle, hvor Sirenernes Sang skal ikke fortrylle de unge Hjerter; thi Gudinden er nidkier for sin Ære, og vil med ingen dele sin Dyrkelse.

Men hvor skal disse Skatte tages, blev Hyrden ved, efter nogen Stiltienhed? Landsmændenes Ædelmodighed, svarede den Gamle, er et riigt Skatkammer, om der end ikke vare andre Udveie; men jeg veed endnu et: Skulle nogen af eders Geistlige vegre sig ved at overgive de benificerede Gaarde, som er en Torn i Øiet paa saa mange, og som dog indbringer saa ringe Fordele for Bøxelherren? Der ere jo mange af disse Gaarde, som ingen vil tage i Betænkning, at tilkiøbe sig for 3 a 4000de Rixdaler; og hvad er vel Afgivten til Præsten af en Gaard, der har saa mange Herligheder? Høit 4 a 5 Rixdaler. Bøxelmanden skulde da være den, som høster de store Fordele, men vi seer jo de fleste af dem forarmede; og hvad kan andet være, naar de tildeels hindres i at føre sig Gaarden til Nytte, deels afskrækkes fra at anvende Bekostninger paa den Jord, han ikke er sikker paa, om hans Efterkommere skal høste Frugter af. Bleve nu disse Gaarde solgte, der udgiør saa stor en Deel af Riget,

18

der vilde til visse udkomme en anseelig Sum, i sær naar de bleve Kiøberne forsikrede, som virkelige Odelsgodse. Denne Sum vilde ikke allene være nok til dette store Verks Opfyldelse, men der vilde endog blive saa stor Sum tilovers, at dens Renter kunde erstatte Præsternes Tab. Ikke at tale om disse Gaarders virkelige Forbedrelse, naar de tilhørte Selveiere og Odelsmænd, som vare forvissede, at deres Børn skulde høste, hvor de havde pløiet.

Dette Brug af de benificerede Gaarde vilde være mere overeensstemmende med Retfærdigheds Grundsætninger, og Forfædrenes Hensigter, som Givere, end om Helten vilde laane Øret til nogle despotiske Prædikantere, der raader ham til at giøre Erobring af det, som han har ingen større Ret til, end til et andet Odelsgods.

Men det var en anseelig Sum at faae hermed, skulle vel nogle sige. Desuden er det i Norge, hvor vi ere vante til at giøre Erobringer. Dette Land er, som Piletræet, jo mere det skiæres, jo mere det skyder ud. Men Helten har Hierte og Forstand nok til at blive vaer noget Afskyeligt, og for hans Ære fornærmeligt i disse Raad.

19

Det er ikke nok med denne Tempel, fortfoer den Gamle. Jeg har endnu mange Ting at fortælle dig, som vel skal erstatte den Bestyrtelse jeg har forvoldet din Siæl. Det nordiske Peru skal ikke længere blive et Rov for fremmed Begierlighed, eller eders Metaller støbes til eders egne Lænker. I har længe nok med eders Død kiøbt andres Vellyster, og seet eders Lands Fordele blive forvandlede til eders Ulykker. Nei, Sølvet skal støbes til en Trone for Helten, og blive Landets Børn til Beste. Heltens Navn og Løvens Billede skal igien graves paa Staalet, og dets stærke Slag paa de tynde Sølvplader skal igien høres i Staden, og være en behagelig Musik i Landsmænds Ørne. Paa den Tid skal mine sorte Yndlinger med Hurra kaste sig i Døden og Afgrunden, og det Dybe i Biergene skal give en huul Lyd af Viser til Heltens Ære.

Den vilde Halling og ærværdige Tællebonde skal da med brølende Skarer lade sig høre i Fieldene. Den flittige Hedemarker og hændige Hardanger skal komme at ombytte sit Lands og Flittigheds Frugter med den ny

slagne Mynt. De skal bringe den hiem til deres Hustruer, og deres smaa Børn skal ud-

20

række deres spæde Arme, for at see dem, og Mødrene skal vænne deres lallende Tunger til at nævne Heltens Navn.

De nordiske Sønner skal ligesaa lidet rives af deres Fædres Land, som deres Bierges Skatte. Und Spanien Æren af at have giort den ny Verden til en Ørken. Eders Helt har et ædlere Maal for sin Ære. Han skal snarere sætte den i at giøre Ørkener til Verdener. Disse blodgierige Læger, der altid stoler paa nyt Blod, og raader til en idelig Tapning, skal ikke høres. De skulle blive ved faa længe der var got Blod, og siden overlade et udmattet Legeme. Her vil de uden Tvivl sige: Vi sender eder jo andre i deres Sted, som gaae ned. Men hvad for andre? Europas Vanskabninger, solgte og uduelige Kroppe, oplagte til at udsaae ubekiendte Laster, og at omstøbe de beste Borgere. Saadanne skal være Erstatning for Kiernen af Folket, og Fædernelandets Elskere. Hensigten med denne Ombytning indsees ikke saa lettelig; thi ingen skulle troe, at de vare opsendte, for med Kaarden i Haanden at prædike Lydighed og Troskab, da deres Exempler ere saa lidet lærerige i denne Post.

21

Andre lade sig vel forstaae med, at Norge er af den Forfatning, at det ei behøver mange til at forsvare det. Herudi har de visselig Ret. Naturen har paataget sig at befæste dette Rige, og naar visse trange Passe bliver besatte, kan man med faa Folk holde en Fiende ude. En Fordeel, som i et andet Rige end Norge ville ansees for noget stort. Men er der og Folk nok til at dyrke eders Agre, at bruges i Biergene og paa Vandet?. Hvor mange gamle Fædre, frarøvede deres Alderdoms Støtter, har maattet lægge en skielvende Haand paa Ploven, og segnet i Furen. Hvor tit har man ikke hørt dette ynkværdige Farvel af en øm Moder: Farvel, min Søn! min Støtte! mit Liv! med Smerte bragte jeg dig til Verden; men denne er utaalelig. Jeg og din Fader gaaer hen og døer. — Vi skal aldrig see dig. — —

Bedrøvelig Skilsmisse! sagde Hyrden, jeg har selv været Vidne til mange saadanne. Men tro mig! en langt anden Tale ville denne Moder holde, naar det gik ud paa at hevne Landets og Heltens Ære. Hun skulle selv binde Sverdet om Sønnens Side, og sige: Gak og forsvar dine Fædres Arv og Heltens.

22

Din Død er mit Liv, naar du segner med Æren. Hun skulle vise sin graahærdede Husbonde dette gamle Vaaben under Taget, med disse Ord: See! dette har dine Fædre brugt under en Krabbe, en Hanibal, og en Gyldenløve. Det er endnu rustet af Fiendens Blod, tag denne kiere Arv, og viis, at der endnu er Normænd i Norge.

Nu maa jeg fortælle dig noget, som du kan viske i Øret paa den flittige Handelsmand. Jeg mener den, som med sin Handel forbinder Landets og sit eget Vel. Siger ham, at Hovedstaden skal ikke være en Afgud i Heltens Øine, til hvilken at føde alle de andre skal ofres. Den har længe nok udtømmet eders Kilde, og I har ikke været i Stand til at ledske den. Helten taaler ligesaa lidet, at en Deel af hans Børn ere Slaver, som at en anden opreiser sig som Konger. Han har indsigtsfulde Øine nok, for at indsee denne falske Statskunst, at Hovedstaden bør være en Tolk for al hans Pragt og Vælde, om det end skal skee paa Bekostning af de andres Undergang. Skulle man troe, at det var for at blinde Øinene paa de Fremmede, da er Synet af øde og forfaldne Steder, som Han har fundet paa

23

Giennemreisen, alt for tydelig malt for hans Øine, at hans Øine skulle forgabes i dette Glimmerverk? Eller skal det være en Belønning for beviist Troskab, naar Fienden har staaet for Portene? da er det vel berømmeligt, men tillige en Pligt, der paaligger alle Borgere, at forsvare sine Altere, sit Hoved, sine Hustruer og Børn. Nogle af eder har dog giort mere. Jeg mener disse, der til Tiden har godvillig opofret deres Stad og Eiendomme, at den ganske Verden skulle ved dette Lys see deres Troskab.

Det er ikke et Onde, der flyder af dette uendelige Fortrin, man giver Hovedstaden frem for de andre Stæder, men utallige. Denne skal være den store Middelpunkt, hvor alle Regieringens Drivefiedre skal være samlede. Helten har der sit Sæde, og alle hane Tienere. Krigsguden dyrkes til Lands og Vands, de 9 Gudinder ligeledes. Den skal være et Oplagsted for alle andre, og har eene Ret til at handle. Den har endog tilforpagtet sig en anseelig Deel af de øvrige Borgere, hvis Vilkaar er lidet bedre, end Slavers. Den er et Alt. Hvad for en Fiende skulle ikke beile til en Brud af saa høie Egenskaber, og vove alt?

24

Han indseer lettelig, at giore Hovedstadens Erobring, var det samme, som at giøre to Rigers, da det øvrige ville flyde af sig selv.

Dette er ikke det eneste Onde. Alle vil søge Hovedstaden, der har tusinde Tillokkelser og Næringsveje mageligere, end den tunge og uhandterlige Plov. Markerne vil blive øde for Dyrkere. Tilsidst vil det svie til Hovedstaden selv, der har mange Ædere, og faa uden for dens Volde til at stikke dem Brødet i Munden. Dette er ikke nok. Denne Statskunst er ene i Stand til at dæmpe Kierlighed til Fædernelandet, og al Lyst til at befordre dets Opkomst uden for Hovedstadens Volde. Hvo skulle være saa daarlig, at anlægge Fabriker, eller giøre andre nyttige Indretninger, naar et Tordenslag fra Hovedstaden ødelægger dem, som fornærmelige for sig? O! jeg føler mange af eders retskafne Landsmænds Græmmelse, der seer Midlerne til sit Lands Flor, og tør ikke gribe dem, der seer det altid krybe, og ikke tør tage det under Armene, for at oprejse det.

Men nu, I landselskende Børn! frygter ikke mere for saadanne Tordenslag. Nu er

25

den Tid kommen, at I ikke mere skal stiele eder til at være nyttige Borgere. Helten langt fra at oprykke eders smaa Planter, skal snarere vande dem, at de skal grønnes. Opslaaer frit eders Vævstole. Giver eders Træ og Metaller sin Dannelse. Henter de raa Varer, som eders Land ikke frembringer, om I vil i den ny Verden, og smager selv Frugterne af eders Flittighed. En begierlig Haand skal ikke mere nedrive eders Redskabe, eller omvælte eders Kiedle.

Opretter igien det gamle Venskab med disse lykkelige og fri Øebeboere, og med dem paa den anden Side, som bygger sin Lyksalighed paa Frihed og Vindskibelighed. Hugger selv de Stokke, som skal flyve med eder over alle Vande, og lad Verdens Grændser blive eders. Tager med eders Fiske, eders Metaller og Træ, alle Havne skal oplade sine Bomme, og omarme eder. De skal ikke forlade eder, før de har fyldt eders Rom med de Varer I har ikke tordet forskaffe eder selv, eller som eders Himmelegn nægter eder.

Eders Helt, som selv tør tænke, indseer lettelig, at Naturen har dannet eders Land til

26

Handel. Landets Frembringelser, den Mængde af Floder, som giennemskiære det, og giør Førselen magelig, de utallige og sikre Havne, som Naturen selv har befæstet, og i sær Folkets medfødde Lyst og Mod til at vove noget stort, alt dette raaber paa Handel og Frihed i Handel. Skal denne blomstre, da maa den giøres saa fri som muligt. Det er i den fri Luft, hvor denne Ympe skyder Spirer. Man behøver kun at kige ind i en af Europas Havne, for at see Frihed, eller Slaveri, ja vi vil finde dem tegnede i Indbyggernes Øine.

Naar I nu ikke længer bliver bundne til dem, som med en begierlig Haand foreskriver eder de Priser I skal give for Varer, der faaes saa meget ringere og bedre hos andre, da vil denne Frihed føde de ønskeligste Frugter. Eders Lands Frembringelser, og i sær den Mængde Trælast, som i fremmede Havne ere opsatte, og forældes i Mangel af Kiøbere, vil finde en vis Afsætning, naar Fremmede indseer Fordelen i at handle med eder, og kan studse Varer mod Varer. Dette er Siælen af Handelen, og det Folk, som altid skal ud med det rene Sølv, vil snart finde sine Kilder tilstoppede. Demre Frihed vil bedre end alle Fore-

27

byggelser hemme saa mange tusende Landsmænds Undvigelse af Riget, som den fri Luft og bedre Næringsveje lokker andre Steder. De maa feile, for at leve; thi Søen er deres Element, og i vores Havne vil de ikke finde mange Leiligheder til at styre denne Lyst.

Barkebrød skal blive ubekiendt, sagde den Gamle videre, i denne lykkelige Alder. Eders Land og Vande rækker eder nok, hvorimod I kan tilbytte eder deres Jords Grøde. O! raabte Hyrden, før mig ikke paa denne bedrøvelige Erindring. Mit Hierte bløder ved at forestille mig disse gruelige Billeder af blege Kinder, af indfaldne og matte Øine, af ravende Been, der ikke er i Stand til at bære et Legeme fortæret af Hunger, at see fortvivlede Mødre henkaste skrigende Børn. Denne Tid er forbi, sagde den Gamle. Eders Liv eller Død skal ikke beroe af andre, som i deres Overflødighed nøder eder til at betale det, som andre ikke vil give, og som i Mangel mætter før Fremmede, end dem, de kalder deres Brødre. Nogle af dem tør dog udbryde i disse stolte Ord: Vare ikke de, maatte I bide i eders Klipper. Men skulle man troe, at det er Menneskekierlighed, som blæser deres Seil til

28

Norge? Eders Havne ville snart blive øde for deres Seilere, om de ikke selv fandt den store Regning i denne Handel. I søger jo, som en Maade-Bevilgning, om fri Indførsel fra andre Steder, det er dog Tegn, at de ikke ere de eneste, som har frugtbare Marke, og var denne Maade eder altid forundt, de skulle selv indfinde sig, og, i en mindre bydende Tone end før, spørge eder: Om I havde Sølv at give dem for Korn? I kunde i de gode Tider oprette eder Forraadskamre, ligesaavel som andre Lande, der endnu frembringer mindre Korn for et uendelig større Tal Indbyggere, og skiønt de selv avler faa lidet, ere dog i Stand til at række de frugtbare Lande Hænder.

Tillad mig, at falde eder ind i Talen, sagde Hyrden: Synes det ikke, at Naturen har bestemt disse tvende Rigers Forening, at det ene skulle række det andet Haanden i sine Mangler. Lad Agerdyrkningen hos os komme i den høieste Flor, saa kan vi dog ikke forandre vor Himmelegn, eller afværge disse kolde Vaarnætter, saa fordervelige for den best dyrkede Ager. Vi trænger da til fremmed Hielp, og er det ikke billigt, at vi før søger den hos dem, som med os ere samlede under et Zepter,

29

end hos Fremmede. Vi kan igien opfylde deres Mangler, og give dem vore Metaller, vore Fiske og Træ, og enhver indseer en fælles Fordeel for det ganske.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at jeg skulle med skiæle Øine ansee denne for begge saa berømmelige Forening, som eders Konger med saa megen Viisdom og Mildhed har holt ved Lige. Gid den maa staae indtil Verdens Riger adsplittes, og at enhver i sær fandt deri sin Lyksalighed; men kan ikke denne Forening staae ved Magt, uden at det ene Rige skulle tvinges til en ufordelagtig Handel med det andet? Er det ikke Egennytte, som er den store Driefieder i Handel imellem enkelte Personer? og hvo vil fortænke den ene, at han ophæver den, naar han derved bliver vaer den andens Berigelse, og sin egen Forarmelse? Bør ikke det samme have Sted imellem Riger i Almindelighed, og hvad er vel et Slaveri andet, end at den ene skal arbeide, og den anden høste Frugterne?

Nu heder det vel: Maa vi ikke imodtage eders Jern, som for lettere Priser sælges hos eders Naboer? Men er eders Jern dyrere,

30

da har det og sine Fordele frem for andres, og skulle nogen troe, at alt det, som forbruges i deres Rige, var fød i eders Bierge? Her indsees strax Ubilligheden, at et Folk skal paatrænge det andet sine Varer, det har dem og været en let Sag, som ere Tronen saa meget nærmere, at udvirke Bevilgninger, og i Mangel derudaf veed de andre Udveie. Og sæt, at de ikke tog et Pund hos eder, mon det skulle være Norge saa stort et Skaar, naar ikke andre af dets Rettigheder vare beklippede, ville det føles af nogle enkelte Personer, det skulle dog ikke giøre stor Indflydelse paa det ganske.

Maa vi ikke imodtage eders Glasse, siger vel andre? Men hvor ofte udvirkes ikke ligeledes Bevilgninger, at hente hos Fremmede det, som faaes bedre og næsten for samme Priser hos eder. Desuden, om disse Hytter bleve nedlagte, Skovene ville ikke derved tabe saa meget, som visse Store, ved al savne de pommerske Vexler.

Hvo seer da ikke Norges langsomme og visse Død, om denne Handel længe skulle staae ved Magt, og hvo vil fortænke dets Børn, om de anraaber Helten om Frihed. Lader eder

31

dog nøie, I Umættelige! med de øvrige store Summer, som hvert Aar udpresses af dette Rige, og gaaer ned til eder. Regner I for intet alle ordentlige og overordentlige Skatte, Told, Consumptioner, Bevilgninger, denne Mængde af Bestikkelser saa fornødne baade til at udvirke Retten og Uretfærdighed; ja denne store Sum, som de Unge først nedlægger for at giøres dygtige til Fædernelandets Tieneste, og siden større, inden de opnaaer det forønskte Hovedmaal. Skulle ikke dette være nok, hvormed at tilkiøbe sig denne saa fornødne Frihed, og al endnu Begierlighed gaae videre? Spænder dog ikke Buen for stærkt, at den ikke engang skal briste; men udforsker Landets Tilstand, da det sluttelig er eder fremmed. Spørger ikke den unge Spradebasse, som Vellyst har sammensmeddet i en Lænke med eder. Han skulle sælge sit Fæderneland for et smukt Lystspil. Ungdommen løber altid efter Skyggen. Spørger ikke den stakkels Søgende, som hos eder maa trygle en liden Plads i sit Fæderneland. Han nødes at krybe, og for at vinde Yndest, skiule Sandheden. Spørger ikke engang denne nydende Klasse i Landet, den skal intet mangle, sfaa længe den Arbeidende har mindste Skierv tilovers. Men spørger

32

den udtærede Bonde, der stikker andre Brødet i Munden, og er Maalet for alles Plyndren. Spørger den flittige Handelsmand, som er indskrænket inden saa snevre Grændser, og fortrykt under Byrderne. Spørger disse, der eene føler Aaget, og de skal afmale eder sit Fædernelands Tilstand med tilforladelige, skiønt bedrøvelige Farver.

Men, min Søn! sagde den Gamle, med en mild og munter Mine, vent dit Fædernelands Frihed og Lyksalighed under denne Helt, som der skal staae, i det han pegede paa Stytten. Denne skal sætte sin høieste Lyksalighed i at regiere fri og lykkelige Borgere. Han skal ikke indslutte sig inden en glimrende Cirkel af krybende Hofmænd, som skiuler for hans Øine de nyttige Borgere, og deres Fortrykkelfer. Han har allerede brudt igiennem denne Forskandsning, og blevet vaer, at de paa Rigers Ruiner har oprejst Templer for Vellyst og Overflødighed. Han skal ikke engang indslutte sig inden sin Hovedstads Volde, men hans godgiørende Aand skal have Vinger, og flyve igiennem Landskaberne, ja fæste sig paa eders Bønders Straatage.

33

Tilsidst, sagde den Gamle, skal Helten Udlede nogle af sine norske Børn, der har Mod nok til at torde, og Lyst og Indsigt til at tale Landets Sag. Jeg meener saadanne, som opofrer al nedrig Egennytte for Landet og dets Fader. Og mon disse skulle findes iblant eders Fielde? Visselig, naar Kierlighed til Fædernelandet faaer igien sin gamle Borgerret, og man offentlig tør dyrke den iblant Dyderne. Disse skal Helten bevæbne med en fuldkommen Magt til at giøre sit Land lykkelig, og med en mægtig Arm forskandse dem mod avindsfulde Anfald. Til dem er det han skal sige: Jeg besværger eder ved de Pligter I skylder eders Fæderneland og mig, at giøre eders Medborgere lykkelig. Jeg betroer eder det kiereste jeg har. En anseelig Deel af mit Folk. I faaer en stor Have at dyrke, og maaskee, der vil findes dem, som søger at oprykke eders Planter; men taber ikke Modet. Jeg skal være hos eder, at I i Rolighed kan opelske disse fortrykte Spirer. Udbreder eder paa Lander og paa Vandene, stiger ned i Biergenes Huler.

34

Disse er det, som skal sige til Bonden, at Agerdyrkningen er Kilden til alle Rigdomme, og den ædelste af Menneskets Beskiæftelser. De skal pege paa den Jord han skal omvelte, og lære dem at udtappe og dyrke denne Mængde unyttige Moser, som findes i saadan Mængde hos eder, som er langt fordeelagtigere, end at nedfælde en frodig Skov, for at opbryde Agerland. Intet skal de indprænte dem mere, end at opelske de udhugne Skove; disse bør de ansee, som en gammel Gnier sin Skat, som han ikke tør røre.

Og mon det skulle være umulig endnu at ophielpe Skovene, og hæmme den fordervelige Hugst af smaa Last, som udskibes hvert Aar i saadan Mængde? Jeg meener nei. Lad en Besigtelse tages af vittige Landmænd over hver Gaards Skov og Udmarker, lad dem efter Skiønsomhed dømme, hvor meget enhver kan taale at hugges i. Naar nu Bonden j1 har forrettet sin Hugst, bør han lade øvrigheden det vide, for at efterser, om han har overskridet de foreskrevne Grændser, og paa hvert Træ hugge det sædvanlige Mærke. Al den Last, som nu ikke fandtes saaledes mærket,

35

burde confiskeres, og den halve Deel tilfalde Opdagerne. Ved denne simple Maade, er jeg forsikret, at Skovene bedre skulle fredes, end ved forrige bekostelige, og for Landmanden ødelæggende Indretning, som nu viiselig skal være ophævet. Der blev paa den Tid ikke huggen mindre, end før. Forskiellen var allene, at Bonden maatte af Skovenes Bevogtere tilkiøbe sig den forbudne Frihed, og da den skulle betales, syntes Bonden, at det var best, at hugge noget tilstrækkeligt, der kunde stoppe Udgifterne. Hvad var da Frugterne af dette? ikke andet, end Skovenes desto større Udhuggelse, Bøndernes Forarmelse, og nogle forskrevne Landeplageres Berigelse, der ikke kunde tale andet Norsk med Bonden, end spørge ham: Om han havde Penge?

Men jeg kommer igien til dette udsøgte Sælskab. Det bør ligeledes opmuntre Bonden til den fordeelagtige Havedyrkning, som de norske Bønder anseer for saa ringe og ubetydelig for en Landmand. Deres Jord er paa de fleste Stæder jo saa beqvem hertil, at den ikke kan ønskes bedre, og Norge frem for

36

andre Lande burde beflitte sig herpaa. Naar Kornet slaaer feil, veed de ingen Redning, naar andre Folk søger den i deres Forraad af Potatos, Kaal, og andre Rødder. Der ere store Familier paa andre Stæder, som næsten lever af en vel dyrket Have. Hos eder derimod maa Kornet allene holde for, og Hvor meget kunde ikke ved dette spares, naar Bonden kunde formaaes til at beflitte sig paa Havedyrkningen. Det skulle ikke være saa vanskelig, naar Præsterne og andre Betientere paa Landet gav Exempler, som mange Har giort, og man allerede har seet ønskelige Frugter af. Exempler formaaer mere, end alle udsatte Belønninger; thi hvo skulle ikke foretage et Arbeide, naar man er forvisset om Fordelen. Jeg skulle hellere see, at disse Belønninger bestode i smaa Æres Tegn, da Æren kan saa kraftig virke paa de norske Bønder, og det skulle være at opmuntre, og endnu mere at bestyrke denne ædle Lyst saa berømmelig og formaaende hos et Folk.

Dette Sælskab skal Heller ikke glemme, at formaae deres Landsmænd til endnu bedre at benytte sig af deres graahærdede Bierge.

37

De forvarer en alt for ædel Skat, at man jo skulle giøre sig Umage for at knække den haarde Skal, for at faae Kiernen. Lad Kongsberg og Røraas, disse Nordens Underverke, tale, og de mange Tusende, som overalt i Afgrunden udpikker andres Rigdomme. Det paaligger da Sælskabet, at opmuntre flittige og uforsagte Borgere, og at giøre dem Sagen let. Jeg er forsikret, at om disse skulle fordybe sig i Biergene, Helten skal række dem Haanden, og ophielpe dem. I Særdeleshed skal de see til, at forfremme Metallernes Forarbeidelse, at ikke Fremmede skal gaae af med den store Profit. Maa man ikke beundre, at et Rige, som Naturen har givet Metaller, skal sælge dem til andre, og siden igien kiøbe dem forarbejdede. Kan ikke eders flittige og opvakte Naboers Exempler oplade eders Øine der veed saa vel at føre sig sit Lands Fordele til Nytte, og at bøde paa dets Mangler. Men jeg er forsikret, at naar man ikke alleneste tør, men mere ere forvissede om Understyttelse, at jo Metallernes Forarbejdning skal komme i Flor iblant eder. Det fattes ikke paa Folkets Duelighed, de har allerede i mange Egne

38

givet uforlignelige Prøver paa deres Behændighed; ja der gives jo mange Bønder, som ingen anden Underviisning har havt, end en medfød Beqvemmelighed, der har frembragt et Arbeide, som ingen Mester skulle skammes ved at kiende for sit.

Sælskabet skal heller ikke glemme, at vise Indbyggerne hen til disse levende Rigdomme, som vrimler i deres Vande. Mere end et Folk har paa Afgrunden opfisket Grundstene til sit Lands Styrke. De bør da føre dem disse fri og flittige Hollændere til Gemyt, som paa eders gamle Ejendomme sinde de Grundvolde, hvorpaa de bygger sin Republikes varige Lyksalighed. Naturen har bestemt eder disse Fordele, men Fremmede veed at føre sig eders Lands Herligheder til Nytte.

Saa fri Hænder, som nu disse skal have til at befordre det almindelige Vel, saa uigiennemtrængelige Skranker skal Helten sætte for disse grove Udsuere, der bruger Himlens og Heltens Navn, hvormed at besmykke deres Voldsomheder. Nogle af disse med

39

Sverdet i Haanden, hvorpaa Heltens Navn er tegnet, truer Staaderen til at rive Brødet af det hungrige Barns Mund. Det er Heltens Villie, tør de sige. —- Penge maa tages, hvorfra de komme. — Men de giør sig et galt Begreb om Helten, som de anseer, som en ubarmhjertig Despot, og om Hans Børn, som de betragte, som Slaver. De seer to Fordele, hvor der er kun een, og veed ikke, at Regentens Lyksalighed er uopløselig forbunden med Undersaatternes. Men skulle man vel troe, at disse Ivrige forglemte sig selv? Jeg troer snarere, at de ligner disse tapre Soldater, der strider, for at giøre et got Bytte; thi ellers skulle ikke deres Optoge være saa glimrende.

Andre igien, der kalder sig Retfærdigheds Sønner, ere dog ikke mindre oplagte til Rov, end de forrige. Det er dem, som burde udvikle Sandheden for den Enfoldige, og give den til Eieren; men deres største Kunst bestaaer i at giøre de tydeligste Love tvetydige, og at plyndre ustraffet. Ja de tør rose sig af at drive Frekhed til den høieste Spidse, og bliver med store Øine anseede af

40

deres Stalbrødre, og som Mønstre at efterligne. Men, hvor var det ikke at ønske, at de bleve tilholte at afgiøre denne Mængde af gamle Skifter, som under adskillige falske Forevendinger bliver opholte, allene for at aagre med de Umyndiges Midler; thi disse ere ikke allene alle Afdødes Arvinger, men de tager endog den største Lod for havte Umage. —

Skulle man nu ikke troe, at Retten nogenledes blev hanthævet ved den store Sverm omflakrende Talsmænd, som vrimler overalt paa Landet, og ere saa villige til at antage sig den Fortrængtes Sag. Men Ulve æder rart Ulve, de giør snarere eet, og siden deler Rovet. Vist er det, at de Egne, der ere frugtbare paa dette Ukrud, ere og paa Strid og Uenighed. Gemytter, tilbøjelige til Kiv, finder strax Personer, der kan udføre deres Ondskab, og med Kroglove give Uretfærdighed Skin af Billighed, og hvad de ikke ere, kan disse ophidse dem til at være. Hvad var det Da ikke at ønske, at om de ikke ganske bleve Udryddede, de dog bleve indskrænkede til saa

41

lidet et Tal, at deres onde Følger skulle ikke være saa yppige, som nu.

Der gives endnu andre, som skal stride for Himmelen. De raaber kun paa Kierlighed, Selvfornægtelse og Uegennytte. De vil med Magt slide andres Hierter løs fra Verden og det Jordiske. Men da mange giver stridige Exempler, skulle man falde paa de Tanker, at de troede sig selv berettigede til Undtagelse, som en Løn for deres Arbeide. Det er langt fra mig, at jeg engang her sigter til Mængden; men ingen Stand kan nægte, at den jo seer sig vanæret med saadanne Lemmer, der fortiener at afmales med afskyelige Farver. Og hvorfor skulle de fortryde at høre sine egne Feil, da de saa gierne siger andre deres? Det er da kun de Skyldige, der aabner Munden, bedre var det, at de søgte at blive gode Borgere, at de ikke skal oprykkes, som Ukruds Planter.

Den fattige Landmand maa eene

holde for, Han er det store Maal for Forskiælliges graadige Begierlighed, der kappes om at rive til sig. Naar man

42

kun lader dem i Roe, skulle deres Medborgeres Fortrykkelse være dem ligegyldige. Ja jeg er forsikret, at om Helten var en Tyran, som han er en Lands Fader, Han skulle i nogle finde de færdigste Udførere af Voldsomheder, og i andre de ivrigste Prædikanter af en blind Lydighed, naar de kun fik en Deel af Rovet. Men eders Helt behøver ikke deres Tjenester, han udtænker snarere Midler til at lette sine Undersaatters Byrder, end at forøge dem.

Nu, min Søn! sagde tilsidst den Gamle, efter at have indblæst dig Siælen af alle Dyder, efter at have aabnet for dine Øine det Forhæng, der skiuler Eftertiden for alle Dødelige, og lader dig see et Glimt af dit Lands Lyksalighed, skulle jeg vel troe, at du fortryder paa, at jeg har ladet dig nedstige i mine mørke Boliger. O! lad disse Taarer tale, skreg Hyrden med Henrykkelse, og lad en stammende Tunge bevidne mit Hiertes Følelser. Men gid, at mine Øine maatte see denne Dag! og gid, at ikke Avind — —

Den Gamle faldt ham ind i Talen, og sagde: Heltens granskende Øine skal igiennem

43

alle Forklædelser trænge lige ind til Hiertet. Han skal snart blive vaer, naar den nedrige Egennytte tør tale Tronens Sag. Der fattes ikke for, at der jo vil blive dem, som vil sige: Fød Løven med Brød, og ikke med Kiød, at den ikke skal sønderbryde sine Tralverk. Men Heltens Dyd er Borgen for dens Troskab. Naar har Landsfaderen havt opsætsige Børn? og er det Mildhed eller Tyranni, som omkaster Troner? Troe mig, min Søn! Egennytte, denne store Drivesieder i de menneskelige Handlinger, og Undersaatternes Lyksalighed ere stærkere Forskandsninger for Troner, end alle Statskunstens sindrige Forebyggelser. Skulle Helten frygte for at giøre et Folk lykkeligt, som saa tit har skrevet deres Lydighed med Blod, ja endog, naar de har været overgivne til en mægtigere Fiende, har slidt sig løs, og ofret sig selv, som en dyrebar Gave, til een af hans berømmelige Forfædre.

Naar skal da mine Øine see Helten og mit Lands Lyksalighed, raabte Hyrden. Denne Tid at oppebie vil være mig Evigheder. Det kolde Norden, svarede den Gamle,

44

skal snart optøes af denne Soel, og om en kort Stund skal den forgylde eders Bierge. Men han har ikke villet komme, før han med egen Haand har kundet sønderbryde eders Lænker, og tage Aaget af eders Skuldre.

O! lad mig fare, sagde Hyrden, og forkynde dette glade Budskab til mine Landsmænd.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at dæmpe denne ædle Brand, som jeg selv har antændt. Far med Fred, og Hils Helten. Naar mine Bierge giver Gienlyd af eders Frydeskud over hans Ankomst, skal hans Billede staae færdigt, og han skal have den Ære, at sættes lige over for den gode og store Magnus.

Farvel! raabte Hyrden, i det han omfavnede den Gamle. Eders Billede skal altid være malt for mine Øine, og eders Ild brænde i min Siæl. I har opløftet den, og ladet den smage den rene Vellyst, Kierlighed til Fædernelandet og til dels Fader.

45

Da disse Ord vare udtalte, splittedes Biergene med en uhørlig Bragen. Den klare Himmel opfyldte de Mørke Afgrunde med sit Lys, og paa engang saae Hyrden sig opløftet, og sat paa sit forrige Sted i Midten af sin Hiord.

46

En Fortælling om tvende Halvsystre En Moder havde tvende Døttre af ulige Tænkemaade og Naturens Gaver. Den første var af de Smukheder, som strax faldt i Øinene, men i Længden ophørte at behage; thi hun vidste ikke at skiule sine Yndigheder, og komme frem med dem paa den rette Tid. Den anden med mindre fine og ordentlige Træk, indtog ikke strax, men udviklede sine Behageligheder lidt efter lidt, og ligesom man lærte at kiende hende, saae man altid ny. Desuden var den første forelsket, prægtig og glimrende, og sat altid for et Natbord, hvor hun med laante Farver forhøiede sin Smukhed. Den anden var en god Huusholder, tarvelig, og saa flittig, at hun med sine Hæn-

47

der forhvervede en Deel af den andens Stads, og Brødet til Huset. Dette uagtet var Systeren saaledes indtagen i sig selv og sin Pragt, at hun saae hende an, som een under sig, der var skabt til at gaae hende til Haande, og kunde ikke skiule en hemmelig Nag, naar Fremmede opløftede hendes gode Egenskaber. Af Kierlighed til Moderen lod den anden sig dog ikke formærke, skiønt Systeren gik stærkt ind paa hendes Arv; thi hun saae, at Moderen elskede denne sin Datter.

Endelig blev den Tarvelige syg af det meget Arbeide og Vaagen, og man tvivlede om hendes Liv. En stor Mangel føltes strax i Huset, som rak ogsaa til den anden. Herved fik hun Øinene op, og siges, at have udbrydt i disse Ord: Ach, min allerkiereste Syster! gid jeg kunde kiøbe dit Liv med alle mine Juveler. Nu mærker jeg, at jeg kan ikke leve

uden dig, men at du trænger ikke til mig.

48
1

En

meget sælsom

Begivenhed

med

en Perle- eller Corallfisker

ved Navn

Nicolay.

Hvorledes han efter Kongens af Sicilien hans Befalning, optog et Guldbæger, som var nedsenkt imellem de store Havsvælg Scylla og Charybdis, og hvad for underlige Ting han saae der. Tillige med en kort Beskrivelse over nogle Havdyr, Polypus, Havhunde og Carcharia, med videre som Historien indeholder.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongel. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske.

2
3

Paa den Tid, da Kong Friderich den Anden regierede i Sicilien, (ungefær ved Aaret Christi 1700) var der en Urinator eller Perle- og Corallfisker, navnlig Nicolay, som fra sin Ungdom op, havde opholdt sig til Søes, havde øvet sig i at svømme og dykke under Vandet, og havde søgt sin Næring med Corall- og Perlefangsten, ja havde forelsket sig saaledes udi Søelevnet, at han tidt og ofte forblev 4 til 5 Dage i Søen, og levede af raae Fiske. Han havde vendt sig saaledes fra den almindelige Levnets Maade, saa at han, baade naar han var i Vandet, som og, naar han var paa Landet, kunde leve en heel Dag igiennem, uden at trække sin Aande, saa

4

at han derudi var ligere en Amphibio, end et Menneske. Han kunde bringe Breve i en Taske hele Søen igiennem, saa at de ikke kunde beskades af Vandet, hvorudover han tidt og ofte blev brugt som et Bud. Ja Galleyerne har undertiden truffet ham i den største Storm, og meent, at han var et Havmonstrum; Men af dem, som kiendte ham, blev han taget op ind i Skibet, og bespiset, og efter en liden Samtale med dem, har han begivet sig ned i Vandet igien, og svømmet derfra.

Da Kongen i Sicilien engang opholdte sig i Messena, og havde hørt mange utrolige Ting om denne Nicolay, fik han Lyst til at see dette Menneske, hvilken, efterat han nogle Dage var bleven søgt efter baade til Lands og Vands, blev tilsidst fundet, og maatte stille sig frem for Kongen. Og da Kongen havde faaet mange sielsomme Ting at vide af ham, som befandt sig i Vandet, blev han nysgierig efter at viide, hvorledes det forholder sig ved det nærved liggende Charybdis. (Charybdis er et farlig Sted i Havet imellem Sicilien og Italien, efterdi det tyrcheniske og siciliske Hav, ved det de støder tilsammen, giør et stort Bulder), derved er og det Forbierg Scylla, en høy Klippe, som, naar Vindene støder an imod

5

den, gir formedelst nogle Huuler, som er der, en langvarig Lyd, som er skrekkelig at høre, formedelst dens adskillige ildeklingende Stemmer, og naar Skibene kommer den nær til i Stormveyr, bliver de slaget i stykker. Lige der over for er det Havsvælg Charybdis, Hvor Havet vælder ned udi, og derpaa bryder det op igien med en forskrekkelig Brusen, som er farlig for de der forbiseylende, der maae flye for dette saavelsom for det lige over for liggende Sted. Hvorudover det Ordsprog er kommen: Den som søger at undgaae Havsvælget Charybdis, han bliver dog stødt ind paa Klippen Scylla, (Incidit in Scyllam, qvi vult vitare Charybdim). For nu at udforske dette farlige Sted, befalte Kongen dette Menneske, at begive sig ned i det selvsamme Havsvælg, og at give ham Underretning derom. Og paa det han skulde vise sig villigere dertil, og man igien kunde være vis paa, at han havde været der nedre i, lod Kongen kaste en gylden Pocal ned paa samme Sted og lovte, at dersom han kunde bringe den op igien, skulde den blive ham foræret. Nicolay syntes got derom, og lovede, at giøre sit beste dertil. Begav sig derpaa fornøyet ned i Svælget, og kom efter tre Qvarters Tid op igien, holdende Pocalen i sin Haand. Derpaa

6

blev han indladt i Kongens Pallais, og efterat han, siden han var temmelig udmattet af det store Arbeyde, han havde havt, var bleven vederqvæget med et got Maaltid, blev stillet frem for Kongen, hvorpaa han svarede saaledes paa Kongens Spørsmaal:

Naadigste Konge! hvad som Eders Majestæt har befalet mig, har jeg forrettet. Men ingenlunde havde jeg vildet efterkomme deres Kongel. Befalning, dersom jeg forher har vidst, hvad jeg nu har erfaret, og det ikke engang, om de vilde have foræret mig det Halve af deres Kongerige. Thi der ere fire Ting, som giør dette Sted meget farlig, ikke allene for mig, men og for Fiskene selv. 1) Den stærke Fart, som Vandet kommer med, der farer op af Svælget, hvilket den Stærkeste ikke tør driste sig til at staae imod, altsaa har jeg heller ikke kunde formaae at trænge mig der igiennem, men maatte begive mig paa Siden ned til Grunden. 2) Er der allevegne mange spidse og skarpe Steenklipper, igiennem hvilke jeg ikke uden Livs Fare og med mit Hoveds Forliis kunde komme til Bonden. 3) Er der en stærk Strøm, som det underjordiske Vand har, der trænger igiennem Klippen, og arbeyder sig frem imod det Vand, som farer op af Svælget, og er

7

saa grusom, saa at en, der var frygtsom, maatte døe. 4) Var der mange store forskrekkelige Polypi, hvis Legeme var større end den største Mands Legeme. Disse hang ved Siden af Klipperne, med lange udstrakte Fødder, som efter al Anseelse vare mere end 10 Fødder lange. Dersom een af dem havde grebet fat paa mig, saa havde den, ved det den omfavnede mig, krystet mig til Døde. Imellem de nederste Klipper opholder sig mange forskrekkelige Havhunde, med tre Rader Tænder i Munden, som ikke er meget mindre end Delphinerne, for disse kan ingen være sikker, thi naar han bliver grebet fat af dem, tør han ikke tænke paa, at han faaer Lov til at leve længere.

Da nu Nicolay havde fortalt dette ordentligen, spurgte Kongen ham hvorledes han i saadan en Hast havde kundet finde Bægeret. Derpaa svarede han: Bægeret havde formedelst det frem og tilbage stridende Vands Strøm ikke kundet gaaet lige ned til Bunden, men at det var bleven kastet frem og tilbage til Siden, indtil det var falden i en slet, og noget udhulet Klippe, der havde han seet det ligge, og hentet det op igien. Thi dersom det var falden lige ned i Hvirvelen eller Svælget, saa havde det været umueligt for ham at kunde faae det.

8

Der var og paa samme Sted saadan en Dybhed, saa at det syntes for hans Øyne, som det var den mørkeste Nat. Kongen spurgte ham, om han endnu ikke engang vilde vove sig derned; derpaa svarede han vel Ney, men saasnart ligesaadan et Bægere, som det forrige, hvorved der tilligemed hang en Pung fuld af Ducater, var bleven kastet ned, har han strax ladet sig det gefalde, og begivet sig derned igien, men er ikke siden kommen op igien. Maaskee en Polypus eller Carcharia har faaet fat paa ham.

Denne Historie er just den samme, der findes antegnet i Kongens Protocol, og er bleven Kirchero meddeelt af Archivets Secretair

9

Her følger en Beskrivelse paa de foromtalte Havdyr, nemlig Polypus, Havhunde, og Carcharia.

1.

Angaaende Polypus: Saa er det en sælsom Art af en fremmet Fisk, som nedstammer fra Blækfisken, der har en sort Vædske ligesom Blæk hos sig, hvoraf der findes tre Slags, som f. Ex. Polypus, Sepia og Loligo. Polypus (som vel har sit Navn af mange Fødder, da dog Scal. exerc. p. 218. C. 2. siger ipfi pedes vix hac appellatione digni, det er: at han formedelst hans Fødder er neppe værd at kaldes med dette Navn) har lange Been og et kort Liv, og kan krybe ligesom en Kaalorm. Men Sepia og Loligo har et stort Legeme og korte Been, og kan allene svømme. Polypus, naar den fornemmer Uveyr, søger den til Klipperne, men Sepia og Loligo svømmer og springer op i veyret. Der fortælles og, at Polypus skal ey have nogen Snabel som Sepia og Loligo, ey heller har den saadant et haardt Rygbeen som Sepia. Disse

10

slags Fiske ere meget usædvanlige i vore kolde nordiske Lande, men opholder sig meest i den varme middellandske Søe, uden det saa er, at de ved en bestandig Storm eller ved en anden Hændelse kan blive bragt ind i vore Søer, ligesom der f. Ex. da der i Enden af Aaret 1661 blev fanget en Loligo i Holland, imellem Schevlingen og Catvig, da de engelske Skibe laae der for at afhente Hans Majestæt af Storbrittannien. Og da han blev fanget, har han stillet sig saa forunderlig til, saa at Fiskerne meente, at Diævelen var selv i Garnet, ja han gav sig heller ikke tabt, førend man havde kastet en Baadshage i Livet paa ham, og dermed holdet ham fast. Han skal have levet tre Timer efter at han var bleven fanget. Hollændernes Beretning om ham lyder saaledes: Han er ungefær 3 og 1/2 Fod lang, har et forunderlig Hoved, og oven paa Hovedet en ottekantet Stierne, som nesten er en Fod lang, hvoraf de to Spidser ere overtrukne med Hud, ligesom Vingerne paa en Flagermuus. Oven paa Stiernen staaer hist og her mange Topper med en liden Krone omfattet, og da Fisken endnu levede, saa har disse Topper skinnet ligesom et Speyl. Udaf Stiernen gaaer en Ørne Snabel (som i Scal. exerc. p. 218, beqvæmmere kalder en Papa-

11

gøye Snabel), som kan aabnes og igien tillukkes. Der neden under har han en Snude eller Mund som et Svin. Imellem Snuden og Stiernen ere Øynene, hvilke i Fiskens levende Live vare saa forskrekkelige at see, saa at man frygtede for at komme den nær. Efterat Øynene vare udtagne og skulde balsameres, har man befundet, at den inderste Kierne i Øyestenen saae ud som en Perle. Øynene i sig selv vare saa store som et stort Kalvs Øye, (saa at Fiskerne er bleven buddet for det ene Øye 100 hollandske Gylden). Under Stiernen eller Kronen, som han havde oven paa Hovedet, gik der to lange Arme ud, som ungefær vare to Finger brede. Han havde to Stæder, hvorigiennem han faaer sin Spisning, og ingen Udgang. Man har heller ikke fundet nogen Tarme i Livet paa ham, men allene Lever og Fedt. Hvorudover Physici og de Lærde, som har reyst vidt og bredt omkring, bekiender, at de ikke har fundet dens Lige paa nogen Stæder, hverken i Italien, Tyrkiet eller Indien. Derfore holdes den for en besynderlig Vandskabning, som den Allerhøyeste allene veed hvad det skal betyde. Ligeledes beretter Hamborgerne: At der i Aaret 1662 otte Dage efter Christi Himmelfartsdag blev i Elven ved Hamborg fanget en Sepia,

12

som ikke i noget eftergav, men snarere overgik den hollandske Loligo i Henseende til dens forundringsværdige Skabning; Thi dens Længde med sine Pinnæ eller Finder er 3 Fod lang, dens Corpus eller Legeme er i sig selv oval, thi den er 1 1/2 Fod lang, men kuns 3/4 Fod bred. De to Finner, som gaaer fra Hovedet af, ere ligesom to Tobakspiber, hvide og glindsende, men paa Enden seer de ud som Ørne Kløer, og er besadt med en hvidt og sort slags Coraller. Foruden disse ere der otte Pinnæ eller Fibræ, som udbreder en stor Stierne, og som seer alle lige eens marmoreret ud, og ere zirede med Coraller. Hans Mund, som er i Midten af denne Stierne, er saa stor som en Halv Daler, ud af hvilken der sees en ret Figur paa en sortbruun Ørns Snabel. Hans Øyne ere ligesaa runde som et par Øxe Øyne, med sorte Øyenstene. Huden paa hans Ryg er ret skiøn marmoreret og blød. Men Rygbenet er saa haard som paa en Skildpadde, saa at, naar man banker derpaa, saa lyder det, som paa en haard Knokkel. Paa begge Sider af Rykken har han to ledige Tasker, hvilke man med rette kan kalde Vindflasker. Han har ingen Svantz. Naar man vender den om paa den anden Side, saa har han endnu en Mund, men som er huul,

13

og lige under Hovedet. Hans Bug er som en tom Pung; thi den har ingen Tarme, er ellers neden under gandske hvidt som et slags Flynder, som Tydsken kalder Scholle. Dette er hvad Hamborgerne beretter os, om deres Havmonstrum.

Nu følger, hvad Skade saadanne deslige Dyr kan foraarsage, og da beretter Athenæus Lib. 13 cap. 6. om Polypi: naar han siger: at det hænte sig engang i Italien i den Stad Portsuolo, som ligger ved Strandkanten, at en forskrekkelig stor Polypus, snigede sig igiennem en Huule eller Svælg, hvorigiennem Stadens Ureenheed løber ud i Søen, ind i en Fiskehandlers Huus, og brød en stor Tønde, hvori der var nedsaltet Fisk, i stykker, og aad det beste der udaf. Kiøbmanden for at vide, hvem der havde tilføyet ham denne Skade, satte en Vægter paa samme Sted, hvor Tønden stod. Om Nattetide kom Polypus et forskrekkeligt stort Dyr, og slog sine Arme eller Been om en frisk Tønde, trykkede den saa haardt, at den sprang i stykker, og maatte give Fiskene af sig, og da han havde giort sig et got Maaltid, begav han sig tilbage igiennem Indgangen ud i Søen igien. Vægteren, som blev forskrekket over saa uformodentlig et Syn, stod af Angest gandske stille, lod alting skee, og for-

14

tællede tiilig om Morgenen, hvorledes det var gaaet til. Omendskiønt denne Hændelse forekom Kiøbmanden vel noget utrolig, men dog saae, en nye Skade igien, saa gik han selv med nogle bevæbnede Mænd og skarpe Instrumenter hen for at imodtage den samme uindbudne Giæst. Og saa snart som Polypus var kommen igiennem sin sædvanlige Gang igien, blev Hullet tilstoppet for ham, derpaa hans Been afhuggede, og saaledes dræbt. Hvis Legeme Felianus, som han skriver, selv har seet.

2.

Angaaende Havhunde, saa bliver de af Salvianus og Eustarius regnet iblant Valfiskene, men Aldrovandus vil ikke samtykke med Dem derudi. De skal dog alligevel have en Valfiskes Størrelse, som veyede 1000 Pund. Og Gillius fortæller, at Niceenserne har berettet ham, hvorledes de har fanget saadan en Fisk, der veyede 4000 Pund, og har fundet i ham et heelt Menneske. Ligeledes fangede Massilienserne engang een, der havde sluget en Mand med fuld Harnisk i sig. Og mener Rondeletius, at det har just været ligesaadan en Fisk, som slugede Propheten Jonas, og som ved en besynderlig Guds Bestyrelse ved Live holdte ham i tre Dage i sig

15

3.

Angaaende Carcharia, da ere de paa 20 Alens Længde, og hartad saa store som Valfiske. Den er en af de skadeligste Fiske i Havet, for hvilken Menneskene og Fiskene gruer for. Den bliver af Aristot. og Oppiano kaldet Galeus og Hustelus, af Portugiserne Tubaron, af Hollænderne Hayen, (Hundfisken). Der fortælles om den i den ostindiske Reisebeskrivelses 4 D. 4 C., hvor der tales om Hugonis Lindschotts Seylads, at da han var ved den Stad Cochin, og en Baadsmand for at hænge Roret bag fra ind i Skibet, havde ladet sig glide ved et Tov ned i Vandet, kom saadan en Fisk og beed Benet af ham, og da han vilde gribe efter det, saa snappede Hayen ogsaa Armen og et stykke af hans Lænd, uagtet de andre Baadsfolk stærk slog paa ham. Ligesaadan et Exempel fortæller ogsaa Georg Andersen i sin Skibsfart, som han giorde fra Indien til det røde Hav. Der sad, (skriver han) nogle af vore Folk i vor Baad, for at fiske, og da een af dem sad paa Kanten af Baaden med det ene Been i Vandet, kom en Hay, og beed i en Hast Benet af ham, ja han havde taget ham reent bort med sig, dersom de andre ikke vare komne ham til Hielp. Da nu dette

16

var passeret, slog vore Folk det strax af Tankerne, og to Dage derefter sprang nogle af dem i Søen for at bade sig, i det stille Veyr, men de vare neppe komne i Vandet, førend to af dem blev af saadan en Hay trukken ned under Vandet, og kom aldrig siden op igien. De andre som bleve forskrekkede, ilede til Skibet igien. Hvorudover der gik fra vores Skibspatron en Befalning ud, at ingen maatte driste sig til at bade sig i Søen, uden han vilde miste et Aars Sold.

1

Den

forunderlige og over al Verden berømte og navnkundige

Drømme-Sahl i

Nørre Skotland,

beskreven

af

Søren Mahler-Svend.

Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare, boende i Skindergaden, og er sammesteds til Kiøbs.

2
3

Jeg, Søren Mahler-Svend, var neppe kommen af min Lære, førend jeg fandt en usigelig Lyst til ar reyse udenlands. Alle Dansse reyse dog saa gierne til fremmede Lande. Det har været dem medfødt fra første Verdens Begyndelse; dog med den Forskiel, at vore Fædre reyste nøgne og fattige ud, og kom igien tunge af alle Landes Guld og Sølv, Vi derimod, som ere mere høflige, reyse fra Fædernelandet, tunge af Forældrenes Arv, og komme nøgne tilbage. Alt hvad vi erhverve paa vore Reyser nu omstunder, er at kunde med en Slags Ferdighed radbrekke det Franske Sprog, og overgaae al Verdens Petits Maitres eller Spradebasser i ødeleggende og foragtelige Daarligheder. Men at komme til mig selv igien, da

4

reyste jeg herfra til Lybek, som gierne pleyer at være den første Udflugt for Danske Haandverks-Karle. Fra Lybek vilde jeg have besøgt hele Tydskland; thi det Tydske Sprog er dog det ældste i Verden, og viel schöner end det Danske; thi man kan ret giøre Folk bange dermed; derfor bruges det og til Soldaterne, som behøve sterk Ave. Man dresserer ogsaa Hunde paa det Sprog, alt formedelst Sprogets myndige Gravitet. Jeg troer, der var umueligt at lære en Hund sine Kunster paa Dansk. Bring hier, det falder rigtig Commando-messigt; men hvor plat falder det ikke at ville sige: Bring igien. Ja vist er det Danske Sprog fattigt og plat; det Tydske derimod rigt, overflødigt, myndigt og majestetisk. Da jeg opholdt mig i Lybek, blev jeg bekiendt med en gammel graae Skotlænder, som ogsaa var Mahler paa sin Profession. Han talte saa meget prægtigt for mig om Skotland, og dets Rariteter, besynderlig om den Nørre Part deraf, hvor han var fød, at jeg fik en uovervindelig

5

Lyst til at reyse med ham hiem til Nørre Skotland. Jeg vil ikke tale om de mange Millioner Rariteter, som jeg saae paa Neysen; thi det er altsammen som intet at regne imod Drømme-Sahlen, som jeg strax vil give mig til at beskrive. Der er en tyk Skov, hvor Solens Straaler aldrig kan trække igiennem, og hvor der følgelig er en stedsevarende Kulde. Ved Enden af denne Skov er en Søe, hvis Vand giør Skoven endnu mere kold. Her er bygget et Slot paa Got hisk Maneer, som vogtes af Drager og Løver. Her skal vi ind, sagde den gamle Skotlænder. Jeg skielvede og zitterede ved Synet af disse Dyr. Den Gamle loe, og sagde: Det havet intet at betyde. Dragen ruger altid paa Guld, og er et Sindbillede paa Kornpugere og Groshandlere. Jeg har en Guld-Penge i Lommen, den kaster jeg ham i Halsen, saa har vi frie Audience. Det er jo ligesom med Tienere og Domestiqver, sagde jeg, disse vil og have Guld eller Sølv, førend de vil skaffe Audience. Ja, sagde den Gamle, gid deres

6

Herrer ikke havde samme Sind! men, saavidt jeg troer, lagde han til, betaler man Tienerne, for at faae Audience, og man betaler Herrerne, for at faae Audience rigtig og gyldig. — Hvad Løverne angaaer, sagde han, da ere de Sindbilleder paa heroiske Fyrster, naar vi ydmyge os for dem, saa giør de os ingen Fortred. Saaledes underrettet, gik jeg friemodig ind. Dragen logrede med Rumpen, da Ducaten kom ham til at sidde i Flaben, og Løven hilsede mildt og majestetisk, da vi giorde vores underdanigste Compliment. Vi gik saaledes sikre ind, og passerede mangfoldige Sahle, indtil endelig den Gamle sagde: her skal vi ind. Jeg saae op, og blev vaer med store Bogstaver visse Ord: Her er Drømme-Sahlen. Vi gik ind, den Gamle og jeg. Aldrig var jeg saa snart kommen ind, førend jeg begyndte at drømme. Hvad? vil man sige, drømmer man lysvaagen? ja Hvorfor ikke? hvor mange lysvaagne Drømmere have vi ey, Folk, som drømme deres hele Livstid, baade sovende og vaagende? Drømte

7

ikke Carl den Tolvte lysvaagen, naar han bildte sig ind, at han med den Conduite, som han brugte, kunde blevet hele Verdens Souverain? Drømme ikke Ministrene lysvaagne, naar de troe, at Folkets Armod er Regieringens og deres Ære? Drømme ikke Krigs-Officiererne lysvaagne, som tænke at Stokke og Spidsrødder giør bedre Soldater, end Forestillinger og Æren? Men, for at tale om mig selv igien, da var jeg neppe kommen ind i denne curieuse og forunderlige Sahl, at jeg jo faldt i en Art af Søvn, slingrende hen i en Lehne-Stoel, hvor jeg blev siddende og drømte. Jeg drømte, at jeg saae en Tempel, saa stor som en stor Stad. Her var ikke andet end Statuer af store og berømmelige Mænd. I Indgangen stod disse Ord: Ærens Tempel. Jeg søgte her tit forgieves om en og anden saa kaldet stor Printz, og kunde ikke finde ham, men tvertimod til min Forundring fandt en tør Philosoph, en fattig Satiricus, eller sulten Poet. Her var baade Homer, La Foutaine, den Danske

8

Spectator og Tullin; derimod var udelukt Philip den Anden, Konge af Spanien, Engellands ottende Henrich, og mange andre Fyrster, som har giort saa stor Opsigt i deres Tider. Her kom nogle Kornpugere og vilde kiøbe sig ind i Ærens Tempel: De havde mange Sekke fulde af Penge, som endnu vare vaade af Medborgernes Graad; her kom Groshandlere, som, med at ruinere Staten med Contraband, havde samlet sig hele Vogne med Sølv. Her kom ærværdige og gravitetske Magistrats-Personer, hvis Kameler sukkede under det Guld, som Stikpenge og Medborgernes Udsuelse havde opdynget: alle disse vilde ind i Ærens Tempel. De kastede mange Dynger Guld og Sølv til Dragerne, og passeerte dem lykkelig forbi; men da de vilde bruge samme Kneb imod Løverne, bleve de allesammen sønderrevne og opslugne af disse ædelmodige Skabninger, og Dragerne, som stedse var om Profilen, opaad Aadslerne.

9

Jeg drømte om Tilberedelserne af et stort Universitet, som skulde funderes. Her var mange Lærde samlede, for at lægge Planen og give Universitetet Form og Love. Det første og fornemste, sagde disse Herrer, som vi have at iagttage ved Anlægget af dette Universitet, er, at alle Studenterne maae være Slaver. Til den Ende, naar vi engang giver dem Friehed til at disputere med os, maae de efter et Par Ord bestandig raabe med en ydmyg Stemme-Cedimus Overtræder nogen Denne Regel, han vorde religeret enten publice eller privatim. Relegatio privata er, at vi alle med Hænder og Fødder til evig Tid skal sætte os imod hans Promotion, saa at han aldrig nogen Tid skal naae den allerringeste Bestilling. Vil de skrive Bøger, da skal det staae i vor Magt, om de maae trykkes eller ey. Er der jevn Pølse-Snak, som ikke kan fordunkle vores Ære, da skriver en af os: Imprimatur, og da tillades det at vorde publiceret, men skulde Skriftet være af Betydenhed, fuld af grundige Tanker, nette Udtryk, ziirlige Klygter, dyb Eftertanke, stor Læsning, da raabe vi alle i een Mund: at det er slet, gemeent og forargeligt. Saaledes maae vi holde paa vor Ære. Skrive vi selv noget engang (hvilket vi dog sielden vil) da roese vi stedse hinanden. Saaledes bleve de første to Grund-Love ved Universitetet:

10

1) Lov: En Student maae aldrig have Ret, naar han disputerer med en Professor.

2) En Student maae ikke skrive noget, som kan fordunkle en Professors Ære.

Disse to Love bleve strax skrevne med gyldne Bogstaver, og ophængt over Indgangen til Universitetet, hvortil med Tiden endnu bleve lagte følgende, nemlig 3die Lov: Professoratet skal være arveligt. 4) Studenternes beste Beneficia falde til Professorerne selv. 5) Fattige Studentere, som ingen høystvigtige og uimodstaaelige Recommendationer har, skal hede og kaldes i Academiets Sprog: L. I. D. E. R. L. I. G. E. Disse og andre Love bleve til evig Tid fastsatte, og disse Herrer vare nok saa fornøyede.

Jeg drømte om Tilberedelserne af en Krig. Siden, sagde Fyrsten, ville vi erobre alle de Lande paa hin Side af * *. Jeg har alt giort Planen, intet er lettere, jeg og mit Folk har Mod. En gammel Officier, som Dyden gav Mod at tale, sagde: Hvad nytter alle disse Erobringer, derved, og Deres Folk, langt fra at vinde, tabe, i det mindste den nu levende Generation, hvis Penge og Blod skal bane Eder Veyen til Fordeel deraf. Om I end eyede den halve Verden, blev der ligefuldt Fattige og Rige, Skatter og Udgivter bleve ligefuldt staaende. I har saa meget Land, at I kan balancere Eders

11

Naboer, det er alt nok, mere behøver I ikke; ja mere er end og skadeligt for Eders Undersaattere og Thronfølgere. — Du taler urimeligt, sagde Fyrsten, er det ikke en Ære for mine Undersaattere, for mig og for dig, at jeg kan hede den Store. — O Fyrste! sagde Officeren, at hede Stor i Historien, og være lille og foragtelig i Guds Øyne, derved er sandelig meger mere tabt end vundet. At behage den Evige, at være stor i hans Øyne, det er noget, hvorefter alle Mennesker bør stræbe; men fornemmelig Regentere. Men mener nu Deres Naade, at man kan behage Gud, ved at slagte sine Medbrødre, da Alfader er Fader til os alle, og da vi alle ere hans Børn. Mon en Fader iblant os Dødelige skulde elske dem af vore Børn, som myrdede de øvrige? Mon da han, den Evige, som er Fader til os alle, skulde ynde den Prins, som fik slagret de fleste Mennesker. Fyrsten studsede ved denne Tale, betænkte sig, gav Officieren Ret, takkede ham, og vendte med sine Armeer hiem tilbage. Hans egne Undersaattere velsignede ham for en giengiven Fred, Naboe-Fyrsterne, som hørte om hans Magt, men tillige om hans Redelighed, Rerfærdighed og Billighed, kappedes med hinanden om hans Venskab og Alliance. Man indstillede alle Ting til hans Mellemhandlinger, og han blev den halve Verdens Arbiter ved Fred og Retfærdighed, i Steden for ar blive dens Tyran og Bøddel ved Blod, Sverd og Ild.

12

O Fyrster! elsker Fred, den Gud og Folket ynder, Drag ikke Kaarden ud, før Nøden raaber: drag,

Ulykkelig den Prins som Navnet Stor tilskynder At slagte Mennesker med Glæde, Lyst og Smag. Vil end historien, og Hyklere dem ære,

De dog er Offer for Guds evig Hevn skal være.

Jeg drømte om Avancemens. Jeg faae med Forundring, at et Par Træeskoe blev til et Par Lærskoe, som først kom til at staae uden paa en Vogn, og kort derefter kom til at hvile inden i Vognen — ja alt hvad jeg drømte Denne Gang var meget confus — En børstede Skoe Kl. 10, og lod sine børste igien Kl. 11 — Nu legte en med Skiøtteler, og strax derpaa havde han Portepee — Den som nys blev reject til Examen, var kort derefter selv Professor — Mit Hoved svinglede i Drømme, jeg faae lutter Confuses og forunderlige Ting — Nu toede en Øl-Tønder, og strax derpaa blev han General — En Kullsvier blev Amtmand — Man tilkiøbte sig til sin Eyendom Mænd og Fruentimmer, og opveyede dem med Penge, faa de bleve overladte til den Høystbydende — Man gav Metal og Papir for Ære, Samvittighed, Embeder, Salighed, Lande og hele Riger — Fyrster selv neyede for denne Metal: de Lærde, de Store, Coqvetterne, de, som hver Søndag lærte hele Folket at foragte denne Metal, kort: alle og alle løbe derefter med saadan en Fureur,

13

at de ofte, for at fange den, løb Glip af Ære, Samvittighed, Dyd og Salighed. Alle havde Horatii Devise:

O cives, cives, qværenda pecunia primum

Virtus post nummos —

det er paa Dansk:

Medborger! hver og en vi først maa søge Guld

Foruden dette er den største Dyd kuns Muld, Fortienester og Dyd kuns lidet dennem gavne, Som Banco- Seddeler og reent Courant maa

savne.

Vær lærd, erfaren, viis, vær tapper, fuld af

Dyd,

Alt dette Avner er, kuns Skaller, blot en Lyd, Hvis du ey Penge har. Du dog foragtet bliver, Du liden Ære faaer; men dig fast ingen giver.

Men hvis du Penge har, skiønt de end stiaalne

er,

Da er du æret, og for bele Verden kier. Vær da kuns Skalk og Skarn, det kan det samme være,

Du faaer dog ligefuldt Bestillinger og Ære.

Efter denne Drøm drømte jeg om en stor Brønd, saa stor, som det største Torv. Der stod en ulidelig Stank op af Brønden. Her laae og flød i raadent Vand — Strids-Skrifter, som sigtede til at beklikke Personer, som Misundelse havde dicteret, og Nedrighed afskrevet — Project-Skrifter, som allene vare tjenlige for, projektmagerens egen Pung —

14

Kiettermagerie-Skrifter, hvori man har vildet forkiettre alle brave Folk, som skrev ikke alting under med paa sidste Consilio — Finans-Skrifter, som skulde bevise, at Adelen allene skulde have alt, og Folket intet — En forfærdelig Mængde Dispurater om afdøde Narioners Støvler, Slaabrokker, Fahner, Vertshuse o. s. v. — Bøger, skrevne ud af andre Bøger — Machiavellistiske, Spinosistiske Skrifter, heraf var en stor Mængde, og de stank faa forskrekkelig, at jeg ikke kunde bie længere. Jeg pikkede derfor Skotlænderen paa Skuldrene, som og strax fulgte mig. Vi gik ud, som vi gik ind. Vi hilsede Løverne, og kastede Dragerne en Guld-Penge i Snuden, som da logrede med Halerne, og lode os gaae. Da vi kom uden for, var jeg saa forvirret af disse Drømme, at jeg ikke mere vidste, hvor jeg var. Vi maatte ind i er Vertshuus, hvor vi drak en herlig Punch. Denne bragte os begge i god Stand igien. Jeg fortalte ham mine Drømme, og sagde: at jeg vilde vende tilbage igien til mit kiere Føde land, Dannemark, hvor ingen af mine fæle Drømme faae fin Opfyldelse. Han fortalte mig og sine Drømme, og sagde: ar han vilde reyse til Engelland, hvorpaa vi tog en kierlig Afsked, og skiltes ad. Men, førend jeg skilles ved Læseren, vil jeg først fortælle ham en af Skotlænderens Drømme. De øvrige vil jeg giemme til en anden Gang, naar jeg

15

først faaer seet, hvorledes mine vil blive Antagne. Siden skal udkomme Somnia Schotlandica, eller Skotlænderens Drømme. Men nu følger den ene af Skotlænderens Drømme, som jeg har lovet at fortælle Læseren, og hvormed jeg slutter mit Blad.

Jeg drømte, sagde Skotlænderen, at jeg saae et stort Hav, hvis Omfang ikke kunde bemerkes. Jeg hørte mang Stemmer, som ynkelig og græsselig udraabre: Dette Hav ere vi dømte til at udtømme Draabe for Draabe, og dog vil dette Arbeyde engang faae Ende; men vores Pine og Qval faaer aldrig Ende, O Elendige Ærgierrighed! denne Straf lide vi for vores forrige Ambition. Vi vare fordum Tid de kiekkeste Krigsmænd til Lands og Vands. Vi kastede alting omkuld, som Orcaner: Byer, Stæder, Riger, intet kunde staae imod vores Magt. Vi tordnede og lynede i alle Verdens Kandter. Vi opbrændte og sønderknuste Mennesker, Fæe, Lande og Kongeriger. Vi gik i Blod op til Belte-Stedet med dødende og opslugende Sværd i Haanden. Alle Folk skielvede for vore Navne. Vore Ærestytter stode paa alle Landeveye, behengte med Krandse; vi kaldtes Store. Nationerne beviiste os guddommelig Ære, og vi vare neppe fornøyrde dermed. Vi anlangede endelig til de Dødes Rige: vi meente, at samme Ære skulde vederfares os som det hele menneskelige Kiøns Bøddeler og Eedsvorne

16

Finder.. Alle de andre Skygger begegnede os med den største, med en ulidelig Spot, Skam og Forhaanelse. Vi grebe til vore Kaarder, og vilde revangere os; men vi havde ingen. Helvedes Stokmester tog derpaa strax, fat paa os, og satte os til dette Arbeyd. Dommerne lod udraabe, at vi skulde arbeyde og pines evig. Maar dette Arbeyd er færdigt, sagde de, da skal de sættes til et andet, og saa videre fort i det Uendelige og Evige. De have martret og piint andre; derfor bør de efter Giengieldelsens Ret pines og plages igien. De have tilkiøbt sig det Tilnavn af Stor paa Omkostning af deres Medmennedskers Blod, nu skal de i al Evighed være smaae nok. De vare fordum ikke fornøyede med guddommelig og himmelsk Ære; nu skal de være Slaver i al Evigheds Evighed. De svedte og arbeydede fordum for at ødelegge det Menneskelige Kiøn, nu skal de svede, arbeyde, pines, og martres med Art. stæftigelse af en anden Art.

1

Tilforladelig

Efterretning

om

Hexegrenen

eller den saa kaldte

Munschrelruth,

Ved hvis Krast man kan finde alt der

Sølv og Guld,

som ligger i

Jorden og Havet.

Skreven af

Thorlac Thorlacius,

Magister Chymiæ & Magiæ Naturalis.

Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2
3

Jeg Mester Thorlacius, Islands Ære, Nordens Fryd, det menneskelige Kiøns Giir, Verdens Nytte, Solens Fordunkelse, Stiernernes Formørkelse, Mester i Chymien, og de sorte Kunster. I Wittenberg er en sort Skoele, der oplæres man i 7 tusind 8 hundred og 93 forblummede Kunster. Der ere stedse tolv i Skolen, og Skoelemesteren tager den tolv. Islænderne har fra Arilds Tid havt megen Vittighed; megen Flittighed. Dem skylder man alt hvad man ved af den Danske Historie, Poesie, Ordsprog & c. Jeg reyste

4

fra Island til Kiøbenhavn: jeg havde 40 Kroner med mig, jeg fik 40 Bens. Jeg tog anden Examen. Jeg havde 50 Ducater, jeg fik 50 Bene, og der blev en stor Splid iblam Professorerne; Mængden tildømte mig, som sædvanligt, Laudabiem; men nogle, mere erkiendtlige, vilde give mig Characteer af Laudabilisfimum. Til al Ulykke var det sidste ikke Latin, og de maae dog nødvendig tale rigtig Latin, siden de ikke kan skrive gemeen Dansk. Jeg fik da det gemene Laudabilem, som saa mangen Dosmer har faaet baade for og efter min blev sat en Krone over, enten til min Berømmelse, eller som et Sindbillede paa Ducaterne. Med alt dette var jeg ikke fornøyet: jeg vilde absolut lære de sorte Kunster. Jeg reyste til Wittenberg. Det er en behagelig Reyse,

naar man har Penge. Pots Tausind hvor

5

kan man ikke leve godt i Tydskland, naar man har Ducarer! Et godt Maaltid Mad koster ikke mere end 15 Styver, og, naar man har Penge, kan man faae Viin til. Jeg indlod mig strax i en Disputats, hvis Mening jeg aldeles ikke forstod. Jeg tænkte at behielpe mig med vores Kloster-Kneeb: jeg distingveerte meget fiint, jeg raaabte idelig paa Barbara, Celarent; men alt dette kunde ikke hielpe mig, saa jeg med største Spot maatte forlade Auditorium, og Wittenbergenses spurgte med en tydsk, spodsk Mine: Was will Er Greyskopff hier? Forbittret af denne Leeg, opmuntrer af min medfødte Lyst, gav jeg mig i den sorte Stole

Vor Skoelemester faae loyerlig ud, et Par Støvler og et Ansigt udgiorde hans hele

6

Person. Jeg lærte mange, mange tusinde rare Sager; men jeg vil allene handle om wünschelruthen, hvis Virkning jeg lærte paa en nye Facon. Det er al Verden bekiendt, at man med samme kan opdage Sølv og Guld; men jeg har lært langt mere: jeg kan ved samme opdage de menneskelige Hierters Tanker, man maae dog endelig lære noget, naar man hazarderer at give sig Fanden i Vold. Jeg har stedse foragtet Sølv og Guld; men, som jeg er nysgierrig, gad jeg gierne vidst, hvad alle Folk tænkte, og derfor appliceerte Hexegrenen til dette Brug allene. Dog for at tiene dem, som elske Sølv og Guld, vil jeg giøre en udførlig Beretning om denne selsomme Green. Historien er denne:

7

I Skovenes Rige voxer et Trær, som heder vidie, Træe. Den 24 Junii er St. Hans Dag, samme Dags Nat Kl. 1. og derover 23 Minut, da tager man en Green af Træer i stærk Blæst (Blæst, Orcaner og Vind maae der være; thi ellers duer der hele Project ikke) denne Green har man allevegne med sig. Man holder den lige i Haanden, og naar man passerer er Sted, hvor der er Sølv eller Guld, Da bøyer den sig, ligesom naar en Nar iblant os vil giøre sin Compliment. Paa denne Maade fandt jeg engang 30000 Kroner i Wittenbergs Gebet — Men som jeg ingen Væsen

giør af Penge, lærte jeg i en Hast en anden Brug af denne Green. Jeg lærte at applicere den paa Menneskets Tanker. Naar jeg vilde vide, hvad nogen tænkte, bøyede Grenen sig og jeg kunde da høre, hvorledes det brummede

8

i enhvers Hierte, og hvad deres inderste Tanker var. Der mødte mig først en ung Enke-Kone: hun græd og skreg, og rev Haarene af sig i Fortvilelse. Jeg tog min Hexegreen: hendes Hierte loe, hun bandede sin forrige Mand, og jeg faae disse merkværbige Bogstaver:

Gud være lovet, at din Kieltring nu er død, Gid du Tyran, og Skurk var aldrig bleven fød! Nu tager jeg min Dreng til kierligst Ægte-Mage, Han skal, han bør, han oil forsukre mine Dage, Vel er han Dreng i Dag, i Morgen blier han Svend,

Saa meget magter jeg at giøre Svend af

Dreng.

I Overmorgen skal han vislig Mester være, Saa parres vi, som er vor fælles Fryd og Ære. De bleve rigtig nok parrede; men den

nye Mester-Dreng bankede den gamle Kierling

9

fra Elleve til Tolv, og hun sang en anden Vise, som er denne:

Naar gamle Kierlinger med Knøse parres vil, Gaa hører Skieldsord, Hug og knytter Næve

til.

Siden saae jeg en Officier: han var meget fornøyet over Krigen. Nun kann ich avanciren, sagde han, hvor er Fienden? gid jeg havde fat paa ham, jeg kunde allene nedsable et Par Tausend. Jeg appliceerre min Green, hans Hierte var langt ned i B * *, og i Linien af B * * saae jeg denne merkværdige Opskrift: I Freds-Tid er det godt en Officier at være,

Man da med Stokken kan forhverve Roes og

Ære,

Og mukker Karlen, han da Spidsrod løbe

maae,

Ney a propos, nu maae Soldaten Spidsrod

gaae.

10

Men udi Krigens Tid der heder noget andet, Vor Fiendes Kugler medvor egne samenblandet, Det Opgtog hesligt er, vor egne skyde bag, Og Fienden skyder for, saa alt er Knag og

Brag.

Bor egne hevne vil de Stokke, de har prøvet, Vi sittre for og bag, som bange og uøvet, Men see en Frelse er, jeg gaaer ad Skoven til, Og ingen finder mig, som med mig tale vil.

Jeg mødte en Præst. Religionen staaer paa Fald, sagde han, saa mange Hellige Dage afskaffede! Jeg brugte Hexegrenen. Hans Hierte —

O hvor er det tungt at være Dommer, sagde — man skal have Skiønsomhed, Oprigtighed, Samvittighed. Jeg loe og appli-

11

vierte Grenen. Jeg saae hans Hierte, og dette sagde: Jeg tager aldrig mod Stik-Penge; mm jeg viser dem ud til mm Kone. Hun kan tage dem med en god Samvittighed; thi hun er ikke sommer. Naar jeg selv skal sige Dommen af, bespørger jeg mig med en gammel drukken Underrets Procurator. Jeg giver ham en god Frokost, og han giver mig en halv Snees decisive Domme. Sandt er der, at jeg undertiden dømmes til at bøde, naar denne Krabat dommer mere efter Brændeviin, end efter Loven. Men jeg har to Udflugter: Enten ere Bøderne aldrig saa store, som det Snyderie, jeg har giort, eller og jeg skriver, eller lader skrive (thi sandt at sige, saa kan jeg hverken læse eller skrive) en Supplicatz til det høyere Raad, i sær til den Herre, hvis

12

Kudsk jeg sidst var, og da bliver paa Fruens-Forbøn alle mine Bøder skienkede.

Det er et Helvede at være Minister, sagde — Foruden alle de Hierne-brydende Forretninger, man har, skal man giøre Opvartninger, følge med Fyrsten, og stedse være alart og paa Færde. Jeg giorde Brug af min Green. Hans Minister-Hierte svømmede i Glæde. O hvor er det dog let at være Minister, sagde det. Opvartninger giør jeg gierne. Hvilken Fornøyelse, naar alle sige og pege paa mig: See der gaaer Favoriten, vor Fyrstes Elskede. Naar jeg er med Fyrsten enten paa Jagt, eller andensteds i Forsamlinger, da er min Ære den samme. Æren følger mig overalt, og Folket knæler dybere for mig, end for Fyrsten selv. Hvad mine virke-

13

lige og solide Affairer angaaer, dem overlader jeg til min Kammer-Tiener, som jeg nu kalder Secretair. Han har en gammel Magister i Baghaanden, som fordums Tid har været Legations-Secretair. De to komme artigt overeens at besvare og afgiøre alle mine Sager, og jeg har dermed intet og slet intet at bestille. Denne Magister vilde gierne have et Brød i Landet. Hvilken dum Karl! saa havde jeg jo slet ingen, der kunde hielpe min Kammer-Tiener til at forrette mit Brød. Ney aldrig skal han faae Bestilling; men være og forblive evig Hr. Magister. Jeg gav ham sidste Rye-Aar en af mine Kammer-Tieneres Klædninger, og af

min egen Lomme 4 Rdlr., hvad kan saadan en

14

sort Hund forlange meer? Han skal længe læse og pidste Børn, førend han kan fortiene saa meget, det veed jeg ogsaa, omendskiønt jeg, Gud see Lov ! aldrig har studeret.

15

Følgende Bøger selges i Bogladen

No. 8. paa Børsen:

Philopatreies trends Anmerkninger 1) Om de dyre

Tider og Handelens Svaghed 2) Om Rettergang. 3) Om Geistlighedens Indkomster 12 Sk.

- - den sammes første Forsettelse, indeholdende fire Anmerkninger, 1) Om Handelen. 2) Om Krigsstanden. 3) Om Tingsvidners Førelse. 4) Om Videnskabernes Opkomst 12 Sk.

Philoeleresias Anmerkninger over Philopatreias Anmerkninger om Geistlighedens Indkomster 6 Sk.

Den 124 Aars gamle Rorste Bondes Børge Olsens Syn, om forunderlige TiIdragelser og Tanker om høye Hemmeligheder, skrevne Aar efter Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønne-Søn Ole Børgesen 8 Sk. NB. Dette er det rette og orginale Manuscript; thi det forhen udgivne er defekt.

Ole Smede-Svends Begrædelse over Risen-Grød, af ham selv 4 Sk.

Den Tyrkiste Ræv 8 Sk.

Jeppe Vægters Betragtninger over Staten og det almindelige Beste, samlede paa hans Nattt-Vagt 4 Sk.

Bjergmandens Speyl i Skaane proberet og beskreven af Simon Skoeflikker 4 Sk

En Falsterboes Betænkninger ved at igiennemlæse de nye udgivne Skrifter af Torchild Baden og Philopatreias med flere 4 Sk.

Den Svenske Bedrager, eller Jakob Guntlaks Livs og Levnets Beskrivelse, skreven af ham selv i hans Fængsel i Stokholm 16 Sk

En saare merkværdig Tildragelse med et forhexet Drenge Barn der var en Nisse, men omskabte sig til en Skoebørste, med mere som Historien fortæller, til Trykken beordret ved Casper Ebeltoft, samt hosføyet en Lovtale over Skoebørsterne 8 Sk.

16

En liden historisk Beskrivelse om Joachim og hans kiære Hustrue Anna, as hvad Slægt de ere fødde, item om deres Datter Jomfrue Maria hendes Barndom og Levnet med mere 12 Sk.

Spaadom af den berømte Eremit Martin Zadeck angaaende hvad som skal skee i de tilkommende Tider, hvorover hele Verden skal forundre sig, som han i haas Alders 106 Aar ved Solothurn i Sveitser Land har aabenbaret sine Venner den 20 December 1769, 4 Sk.

NB. alle disse ovenanførte Piecer kan ogsaa bekommes heftede for samme Priis.

Mirzahls Syn i Skiebnens Tempel 6 Sk.

En Skrivelse fra Caroline, Mamaes eneste Datter, til Pastor Fido, hendes Skrifte-Fader 4 Sk.

Brev til Mette Corporals fra en Bekiendt i Fyen 4 Sk.

En Skrivelse fra Charlotte i Kiøbenhavn til en Provstinde paa Landet om Mandfolkets ynkelige Optøger 4 Sk.

En Skrivelse fra otte Fruentimmer til Argus, denne nyemodiqe og dristige Skribent, eller Retfærdiggiørelse for Caroline, Mette Corporals, Charlotte te og s v. 4 z.

En Skrivelse fra Dorinde til sin Fader 4 Sk.

Sandfærdig Fortælling om besynderlige Tanker ved merkværdig Samling paa den Danske Skue Plads 4 Sk.

Tanker til nøyere Eftertanke om gode Love i et Land og deres nøye Efterlevelse har sin Indflydelse paa det Almindelige? samt om Banqvens Tilstand og dens Hielpe Midler, item om den for Kongens Regning anlagde Tobaks Handel i Kiøbenhavn 6 Sk.

Tanker til Nøyere Eftertanke allene om Banqven i Kiøbenhavn og dens nærværende Tilstand 4 Sk.

1

Jeppe Vægters

Betragtninger

over

Staten

og det

almindelige Beste,

samlede paa hans

Natte-Bagt

i Aaret 1771.

Selges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2

Tilskrift.

Velædle og Høylærde Hr. Magister Vielgeschrey!

Jeg, Hr. Magister bør dem dette Blad tilskrive; Thi vi i mange Ting hinanden lige blive:

De vaage Nætterne, jeg og det samme giør; De skrige, skraale fælt, det samme jeg og bør. De Nat og Dag med Flid projecters Hob

formere,

Og jeg den hele Nat har Lyst til at studere.

Jeppe,

Vægter i Uttopia ved Professor-Gaden.

3

Da jeg gaaer vaagen den hele Nat paa Kiøbenhavns Gader, saa kan intet være mere naturligt, end at jeg tillige studerer den hele Nat, og efter min ringe Forstand giør mange Forslag eller Projecter. — Derimod kan indvendes mange Ting. Først vil man maaskee paastaae, at Vægterne sove lige saa meget som andre Folk. Kan nok være; men jeg er ikke af det Slags Vægtere. Jeg hverken boer, sover eller holder Vertshuus paa min Post. Men vil man spørge: hvorledes kan du studere, Vægter, naar du har ingen Bøger? da svarer jeg saaledes: jeg har kiendt mange saa kaldte Lærde, endog Magistrer, som med alle deres Bøger dog ere forekomne mig som Dosmere. Kan man nu blive en Dosmer med hele Stuer fulde smuk indbundne, store og tykke

4

Bøger; saa kan maaskee en Vægter blive klog og lærdt uden alle Bøger.

Saaledes kan jeg og uden Bøgers Hielp giøre Projecter eller Forslag; thi dem giør jo enhver Tosse, besynderlig de fra Persepolis. Men skal jeg vel troe, det aldrig er billigt eller tilladeligt, at giøre saadanne Forslag. Jo, jeg som Vægter tør paastaae, at Verden uden disse Projecter endnu meget skulle ligne sit første Chaos, eller sin første Raahed. Den som har opfundet Skrive-Frieheden, har jo og giort et Project, og hvor nyttigt er ikke dette, da derved tusinde Fordele aabenbares, der ellers ret som en Gnist maatte qvæles under Asken. Nu vil jeg da og til at giøre nogle Forslag. Det er mueligt, at jeg undertiden feyler; thi er intet Menneske uden Feyl, vilde det være et artigt Syn at see en Vægter fuldkommen, da end ikke den beste Magister er frie for dem. — Saa meget kan jeg sige til mit Forsvar, at jeg ingen Penge forlanger, hverken i Forskud, Mellemskud eller Efterskud som visse Franske; men at

5

jeg tvertimod maae betale Bogtrykkeren paa der dyreste, for at faae mine Indfald bekiendtgjorte- Mit første Forslag er da: man skulle skabe ferre Magistre og Studentere.

Jeg har en kiødelig Broder, som er Magister. Hele Byen sværger paa, han har lært mange rare Ting, og alle bukke meget dybt for Ham. Imidlertid maae jeg dog føde denne min Broder af min stakkels Vægter-Gage, og dette kommer mig selsomt for. Jeg har kuns lært Vægter-Versene, og kan dermed føde Kone og Børn, da min lærde Hr. Broder, som kan uden ad paa sine Fingre, jeg tør sige Ti Tusinde Bøger, ikke kan føde sig selv.

Jeg har tit tænkt herpaa om Natten paa min Post og befundet, at denne Stats-Feyl flyder deraf, at der ere for mange Studentere og mange flere end Staten kan hielpe. Hvis der vare Tyve til Tredive Reserve-Vægtere imod hver, som virkelig er antagen, saa vilde det gaae vor hæderlige Orden ligeledes; thi disse Reserve-Vægtere maatte nødvendig sulte ihiel. Da

6

der nu ere saa mange Reserve-Studentere imod hver, som virkelig er i Embede, saa kan man let begribe saa mange Studenteres Nød og Trang. Den Forskiel er der dog, at en Reserve-Vægter kan sauge og hugge Brænde; men en Student kan ikke bære Fiesk fra Stranden. Tilmed er hele Studenteriets Forfatning slet indrettet. Hvad Hielp har de vel i Fattigdom, og hvor ulykkelige ere de ikke i Sygdom, da endog de almindelige Hospitaler staae tillukte for dem, og de ingen ugentlige Syge-Penge har, som alle andre Selskabs Lemmer. Alle Mennesker ere haarde imod dem, og jeg troer, deres Egne mest. Jeg spurgte engang min lærde Spekhøker Mortensen, hvoraf det kunde komme sig, at Folk havde Medlidenhed med en blind Tigger, med en halt Tigger, en lam Tigger, men ikke med en lærd Tigger? det kommer deraf, svarede denne skarpsindige Mand, at alle frygte for, at blive blinde, halte, lamme; men de allerfleste veed tilforladelig vist, og ere fuldkommen overbeviiste om, at de aldrig blive lærde. Jeg har

7

stor Medlidenhed med forladte Lærde, og skiønt jeg som Vægter burde være haardhiertet, kan jeg dog forsikre, at jeg ikke uden inderlig Medynk kan ser en Lærd i Jammer og Elendighed. Den bekiendte Ole Smede-Svend, som har skrevet saa ziirlig og net om Risen-Grød, har forsikret mig, at den første og største Lærde i Europa, og den største Poet, maatte tigge sit Brød Dør fra Dør, Huus fra Huus. Hvad Under da, om en stakkels Student i vore Tider kunde begiere en billig Hielp, og det ofte af dem, som ere ham samme pligtige og skyldige? — Bemeldte Ole har og fortalt mig, at den lærde Plautus maatte trække Mølle som de blinde Heste; at den eneste rette Lærde i Spanien sultede ihiel; at en af Frankerigs største Zirater døde paa et Hospital, hvilket dog var en stor Lykke; thi her er ingen Hospitaler eller Klostere hverken for Magistre eller Studentere.

Sandt er det, der ere mange unyttige Lærde. Magister Skiærop, som fordriver, sin hele Livs Tid med at partere Fluer og Ed-

8

derkopper, er langt fra ikke saa nyttig som jeg, der om Natten vogter Folk fra Tyve og Voldsmænd, redder deres Huse fra Ildsvaade, siger dem hvad Klokken er, og om Dagen skiærer godt Folkes Brænde, studerer og giør Projecter. Disse ere nyttige Fordele for Staten, men hvad pokker hielper det at skiære Fluer op? Jeg veed og, at der ere mange urimelige og skadelige Lærde, alle disse Ister-Brødre, som Atheister, Deister, Naturalister, Egoister, Idealister, Materialister, Pyrronister, og en pokkers Mængde flere. Ole Smed har sagt mig, at disse Pyrronister tvivle om alle Ting. Hvis jeg var saaledes sindet, duede jeg ikke engang til at være Vægter; thi hvis jeg tvivlede paa Ild-løs, naar Husene stode i Lys-Lue, da fik Byen snart en Ulykke, og den Spanske Kappe med sin lette Hat vilde blive Jeppes visse Lod og Deel. Men i alt dette har jeg dog Medynk med de Lærde, og ønsker dem over hele Verden,- men helst i vore Nordlige Lande, en bedre Skiebne.

9

Beklageligt er det, at de fleste af dem, naar Flid og vaagne Nætter har udtæret deres Ungdoms Kraft, i en høy Alder endda maae hielpeløse bortdøe, uden at kunde opnaae deres Ønske, at tiene Gud , Kongen og Landet.

Alle disse tilkommer med Rette en og samme Gravskrift, hvilken best udtrykkes i efterfølgende Linier:

Her hviler nu ved Hipocrene En fattig og foragtet Mand,

Som ved sin Møye vandt allene,

At leve i en usel stand.

Der er beklageligt, at de Lærde ere lige saa ringe agtede i den underjordiske Verden; thi vi veed af den hæderlige og velbereyste Niels Klims bekiendte Reyse-Beskrivelse, at han som en gammel og ærværdig Philosophiæ Baccalaureus, kunde der ikke blive andet end Løber, og uagtet alle sine ypperlige Testimonia blev begegnet med stor Haanhed og Foragt. Men a propos Niels Klim, da er siden Holbergs Tider opdaget adskillige Indretninger, som han

10

giorde, medens han var underjordisk Keyser, hvoraf jeg vil meddele Læseren følgende, for at spare paa mine egne Projecter til en anden Gang:

1) Alle Slags Laug, hvad Navn de end have kunde, skulde vorde ophævede. Man forbyder Folk at brygge, brænde og bage selv. Hvorfor ikke og at koge selv, og til sidst at spise selv? Man forbyder Folk uden for Laugene at arbeyde. Hvorfor afskiærer man ikke tillige de virksomme Redskaber, og saaledes sætter dem uden for Menneskeligheden?

2) Alle Academiske Forelæsninger, Taler og Disputatzer skulle holdes i Landets eget Sprog; thi at handle anderledes, er som oftest at skiule sin Vankundighed i fremmede Sprog, og forhutle sit eget.

3) Da Folkemængden er et Riges Lyksalighed, bør alle Religioner taales, Ægteskabene paa alle muelige Maader forthielpes, alle Laug og Monopolier ophæves, ingen Forskiel giøres paa Arbeydernes Flid, Indsigt og Vind-

11

skibelighed, af den Aarsag, at de ere af forskiellig Religion og Folke-Slag.

4) Ingen maae holde stærke eller skadelige Drikke til Fals. Man forbyder og brænder Atheisternes og Deisternes Skrifter; da de dog alle fra Verdens Begyndelse neppe har giort saa stor Skade, som Brændeviin paa en eneste Dag.

NB. Denne Forordning holder jeg meget af. Havde den for været til, havde Frans Dragon ikke forhugget mit Ansigt i Fior, og jeg behøvede da ikke hvert Øyeblik at trække paa Raadstuen snart med en, snart med en anden.

5) Ingen maae studere, uden han har Midler, med mindre ham andensteds fra maatte vorde anviist en vis Penge-Sum, som er i sikre og paalidelige Hænder; thi foruden den store Skade det er for Landet, og foruden alle de Ulykker, den fattige Lærde har tilfælles med andre Fattige, har han oven i Kiøbet det smertelige Uheld, at han formedelst en forbedret Smag haardere føler sine Lidelser og Mangel

12

end andre. Desuden er hans Legeme ved Studeringer blevet svækket og ømskindet, saa han ofte mere gruer for Lidelser og ubevandt Arbeyde, end den haarde og hærdede Pøbel, som, saa at tale, har Kobber Legemer.

NB. Havde denne Forordning været, saa skulde jeg nu ikke have nødig, at sauge Brænde om Dagen, skrige paa Gaden om Natten, og udpine mit gamle Legeme, for at føde min Magister Broder, ja ofte tage Brødet fra mig selv, min Kone og Børn, for at fylde hans slunkne Tarm.

6) Ingen maae foragtes paa Grund af uægte Barn, eller derfor udelukkes fra noget Landets Gode; thi enhver maae jo nødvendig være fornøyet med de Forældre, Skiebnen giver ham, da ingen kan vælge sig Forældre, førend han selv er bleven til.

13

Men at jeg ikke med al for megen Alvorlighed skal falde mine Læsere kiedsommelig, og at jeg ved Forandringer kan fornøye dem, vil jeg anføre nogle lystige og artige Historier om Niels Klim, som ikke findes i den almindelige Beskrivelse. Og som min lærde Broder ofte har sagt mig: Variato delectat, og jeg selv af Erfarenhed har lært, at alle Mennesker ere for Forandringer, og at en Haandfuld Spøg oven paa det Alvorlige, kommer ret tilpas, saa vil jeg slutte dette mit Blad med nogle skiemtende Fortællinger om den berømte Niels Klim.

Første Historie.

Da Niels Klim var bleven Keyser, og hovmodede sig af Lykken, vilde han engang spotte en gammel Frue, som i sin Ungdom havde været meget smuk. Madame! sagde han til hende, hvor længe er det siden de kom fra Skiønheds Land ? fra dette Land kom jeg, svarede Damen, da Keyseren kom fra Kispusien; thi i dette Land var Niels Klim løbet fra

14

Armeen og havde forstukket sig i en Bagerovn. Keyseren blev baade rød og bleg; men hvad kunde han giøre andet, end tie?

Saa spotter ingen, ar I ey bespottes skal; Fordi I har Forstand, er ey en anden gal, Man haver Spotteren og stræber sig at hevne, Man mindste Ære ey en Spottere vil levne.

Anden Historie.

Da en lærd Storpraler engang forestillede Keyser Klim, at han kunde giøre Sølv af Metal, og han anholdt om et anseligt Forskud, sendte Klim ham en stor Sæk, og lod ham sige: siden han kunde giøre saa meget Sølv, som han vilde, behøvede han allene en Sæk, for at lægge det i, og i øvrigt intet.

Guldmagere! seer her, at eders Væv og Pral Just ikke mægtig er at giøre alle gal.

Tredie Historie.

Klim var engang hæftig syg; han følte det best selv, skiønt Lægerne forsikrede ham, at

15

ham feylede saa got som intet. O Regentere! udraabte Klim, hvor haard er ikke Eders Skiebne, da man endog i Eders sidste Døds Time søger at hykle og lyve for Eder. O Fyrster! hvis I kan, da tager Jer i Agt For Hykler-Tungen, som saa ofte haver bragt Saa Mangen værdig Printz i stor Fordervelse, Som elsket af sit Folk, sit Folk og elskede. Den beste Fyrste sig saa let forblinde kan, Naar Hyklerens Forgift hans Hierte griber an, Og mørkner Lyset, som var før i hans Forstand.

Fierde Historie. Der kom engang en til Keyser Klim, og gav sig ud for en stor Kunstner. Hvad Kunst kan du da? sagde Klim, jeg kan paa en Længde af tre Favne kaste Erter igiennem et Syenaals-Øye. Klim befalede, at give ham en Skieppe Erter og en Snees Syenaale, men vilde aldeles ikke see hans Kunst. See, Line-Dandsere, og Mæstre for Balletter, Klim eders kcume Spring i megen Agt ey setter,

16

Nu er der Lande nok, hvor Daler tusind viis Til eder deles ud, som eders Kunsters Priis. En nyttig Embeds-Mand, et Lands Zirat og Ære Tit med langt mindre Løn maa vel fornøyet være; Men leved Klim endnu, maaskee I neppe fik Det som fornødent var for Livet at ernære, Langt mindre nød I da til Overflod og Ære, Saa det vist anderledes gik.

I ere, siger man, til stor Fornøyelse,

Vel an, jeg under da Jer det Nødtørstige, Men ikke meer.

At I med Overflod skal fyldes og med Ære, Det kan fornuftigt ey paa nogen Maade være, Og det jeg meget nødigt seer.

1

Ole Smedesvends Begrædelse over Rissengrød

Af Ham selv.

Kiøbenhavn 1771, trykt hos Johan R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2

Dulce est desipere in loco.

Imprim. HORATIUS.

3

Det

Høibarmhiertige

Marketenter Laug

Tilskrives kierligst denne

Begrædelse.

4

S. T.

Eder ogsaa bør med Billighed beklage,

Som har saa meget tabt ved de aflagde

Dage,

Som nu ei ere meer. — Den Fordeel alt er tabt.

Som Eders Riis i Vand med Melk Har Eder skabt.

5

Intet kan smerte mig mere, end at de mange hellige Dage ere os bortkomne. Ikke just for hellig Dagenes egen Skyld; men for den deilige Risen-Grød, som vore Mestere maatte give os disse Høitids-Aftener og for den derpaa følgende Sviir og tykke Levemaade, da jeg de fleste Dage paa saadan en hellig Dag, med Fornøielse forødte et par Ugers Fortieneste. Sandt er det, at jeg endnu har Lov at holde saa mange frie Mandager, som jeg vil; men med alt dette mister jeg dog min Risen-Grød, hvilket er beklageligt! Men a propos om Risen-Gryn: da gad jeg gierne vidst baade hvorfor de kaldes Ri-

6

5

sen-Gryn i hvad Land de voxe, hvorledes de best tillaves, ogsaa videre? Maaskee nogle vil sige til mig: Ole Smed! er du gal? vi! du resonere og være Skribentmager? Men jeg svarer dristig herpaa, ja vist!

Jeg har hørt tale om mange Skriftmagere, som ikke har forstaaet mere, end at læse inden i en Bog og skrive krumme Bogstaver.

Patrollen skal have været i dette Tal og skal have fortient store Penge.

Jeg altsaa, som ikke allene kan læse og skrive, men endog regne de fire Species, maa nødvendig skrive noget Fyndigt, og samle alle Lommer fulde. Men at komme igien til vores Risen-Gryn, da har en meget lærd Mehlmand forsikret mig, at disse Gryn komme fra Hedenskabet og voxe i Tyrkiet.

Hvis dette er sandt, er jeg ret fornøiet over, at vi ikke mere saae dem at spise. — Tænk, at spise hedenske og tyrkiske Retter om hellig Aften, det var jo det samme, som at forandre sin Troe og give sig selv til Tyrken, eller Fanden i Vold. Men man kan just ikke altid troe den lærde Mehlmand; thi de Lærde lyve forbandet tidt, ligesaavel, som andre gemeene Folk.

7

Der hvr levet en forfløyen Jøde-Smaus i Holland, som man og kalder lærd. Denne Prygl har vildet bilde Folk ind, at Verden havde giort sig selv, hvilket var lige saa forbandet en Løgn, som om jeg vilde bilde Folk ind, at mine Laase giorde sig selv, og af sig selv fløy mig i Øinene. Denne Karl skal have hedt Spinat, eller Spinos.

En fransk Nar, som lod sig kalde Mette eller Metrie, og som tillige kaldes græsselig lærd, har vildet bilde Folk ind, at alle Mennesker vare af sig selv sammenblæste af flyvende Gran; hvilket var det samme som at sige (for at komme til vor Risen-Grød igien) at en god Portion Risen-Grød kunde løbe tilsammen af sig selv i een Gryde fra alle Verdens Parter, kaage sig der selv og sette sig selv ind paa Bordet af beste Smag, med beste Maimaaneds Smør, Kaneel og Sukker.

Ere da ikke mange Lærde ligesaavel Løgnere og Narre, som Smede, Skredere, Skoemagere, spradebasser og andre? Der beste er, at vi her i Dannemark ingen lærde Narre har havt, undtagen er anseligt Antal af dem, som stedse have stridet imod den ædle Skrive-Frihed, fordi de selv vare enten dovne og uvittige, eller de allene vilde have Privilegium paa at skrive slette Bøger.

8

Men a propos vor Risen-Grød! da, hvis Mehlmandens Ord ere sande at de tilbringes os fra fremmede Steder; ønskede jeg selv gierne, at denne Ret blev afskaffet. Vore lærde Politici sige vel, at Handel er nyttig, nødvendig og beriger et Land. Ja det forstaaer sig! Naar et Land ombytter nødvendige Ting med et andet. Men saadan Handel bliver latterlig og skadelig, som for Exempel: naar vi give for Chinesiske Leer-Kar og Potte-Skaar vor trofaste og dyrebare Sølv, hvoraf vi selv kunde giøre Sølv-Kar; og Sølv er dog uden Tvivl beder, end Leer Saaledes har vi ikke heller nødig ar kiøbe Risen-Gryn fra fremmede langt bortliggende Lande, saa længe vort eget Land giver os saa mange Arter af Gryn. — Ja! svarer man, Risen-Gryn ere dog de beste af alle.

Just dette er Dannemarks Ulykke, at man stedse har foragtet sit eget, æret, elsket, tilbedet og beundert alt det, som var fremmed. Saaledes, hvis dette Blad var skrevet af en forløben Udlænder, besynderlig af en Franske mand, da blev det strax anfeet og æret, som vittigt, sindrigt og grundigt. Men da det nu er skrevet paa en dansk indfød Smede-Svends Verksted, vil der ringe agtes og maaskee rent foragtes.

9

Hvor faar jeg nu mere Materie, fil at skrive om Risen-Gryn? Kan jeg som en stakkels Smed, ikke bruge den samme Frihed, som de største Høilærde tage sig, uden al Undseelse, nemlig at skrive ud efter andres Bøger? Men til al Ulykke finder jeg ikke, at nogen Høilærd har skrevet i denne saa vigtige Materie, saa at jeg har den Ære, at være den første Skriftmager i denne Post; den første, som heri har brudt Isen; den første som værdig har skrevet om Risen-Grød.

Jeg maa da see, hvordan jeg flipper lykkelig og vel ud deraf. Af Holberg veed vi tilforladelig, at Klokkerne intet Hoved har; men Ole skal vise for hele Verden, at Smedene har lige saavel stærke Hoveder, som stærke Næver. — Saaledes fødes mange Mennesker strax fuldkommen til Verden.

Jeg har kiendt mange høie Krigs Officiers, som ikke har lært andet af Krigs-Kunsten, end jammerlig at igiennemprygle Soldaterne og beklippe deres Sold; men formedelst medfødte Naturens Gaver dog have passeret for drabelige Officiers: Der har været berømmelige Raadmænd, som aldrig ret har seet Lov-Bogen: Man har havt store Versemagere, eller Poeter, som allene har lært Riim og at stoppe stridige Talemaader sammen: Vi har havt

10

Geistlige eller Theologer, som en eneste Bog, eller System har giort fuldkommen dygtige: En Professor Astronomiæ skal for mange hundrede Aar endnu have været mere lykkelig; thi han lod en siellandsk Dreng giøre alle sine Anmærkninger og Kunst-Stykker, og ved dette allene, uden ringste Fliid, Møie, eller Eftertanke, fik Navn af en stor Stierne-Kiger.

Kort sagt: enhver er en Tyv i sin Næring. Dette Ordsprog er vel gammelt og en almindelig Leve-Regel. — Lader os nu engang eftersee, om det og er billigt. Jeg paastaaer, at det er billigt og giver derpaa saadanne Exempler: En Boghandler, som neppe kan læse Tirulen paa de Bøger, som han selv forlægger, skulde i Steden for nogle Rixdaler byde mig nogle Mark, hvis jeg ikke indbildte ham, at det i mange Dage havde kostet mig sterk Sveed og stor Møie, og hvis jeg ikke fatte en latterlig Titel paa er fornuftigt og dybsindigt Skrift.

Men dog bor disse politiske Kneb, som den Skræders, om hvilken Franskmændene, som aldrig kan, eller bor lyve, har følgende smukke og opbyggelige Historie: - Der var engang, siger Historien, en Skræder, som for ei at glemme sine Kneb stial endog fra sig selv ved at tilskiære sine, sine Børns og

11

Kones Klæder. Omsider sagde Konen: er du gal Mand! Du staaer jo og stieler fra dig selv. Du er en stor Tosse, svarede han sin ellers medhielpende Kone; thi hvis jeg denne Gang gik mig selv forbi, glemte jeg maaskee siden Fremmede.

Men at komme til vor Risen-Gryn igien, hvilket er hele Indholdet af vort Skrift; da paastaa Lægerne, eller Docterne at det er sundere at kaage samme i Vand, end i Melk. — Hert Lekkermund derimod skriver og paastaaer at den, hvis den stal have Smag, unægtelig bør kaages i Rødviin, (jeg troerfordi vi have mere af den end af Melken.)

For at dømme heri, hvad der var det beste, maatte man først vide Risen-Grynens Natur, Føde og Beskaffenhed, og da sige nogle Skriftmagere, ar de feede; men føde ikke; saa at denne Spise i mange Maader ligner theologiske og philosophiske Collegier, af hvilke man kan opbælses, blive fede og tykt udseende, og dog ingen Lærdom faae, ei heller nogen sund Forstand, eller Skiønsomhed.

At kaage saadan udroy Føde i Vand, var at giøre den alt for maver, og den kom

12

til at ligne et Collegium, som holdes af en maver, tør og hierneløs Foreleser.

Jeg veed ikke, hvoraf det kommer, sagde en uvittig Professor, at man foragter mine Skrifter, da jeg dog kan bevise hvert Ord. Det er ikke nok at bevise, svarede en Student ham; man maa tillige røre.

At kaage Risen-Grød i Melk kunde foraarsage Slim. Melk er vel seed, men dog efter Lægernes Paastand, usund. Da nu Risen-Gryn og ere feede, mem udrøje; saa kunde denne Sammensætning, nemlig Risen-Gryn og Melk lignes ved de Lærde; thi passes de ikke nøie, oftes de begge.

Vindmagere, som med store Ord og opblæste Talemaader sammensnøre tykke Skrifter, fulde af Bind og udrøi Tøy som duer til intet uden eest vist Sted— Saaledes ere der Prædikantere, som som kan ophæve sig i en Prædiken, tumle og slaae i Prædike-Stolen drukne Folk i en Flod af oppussede Talemaader, og saa med alt dette dog sige slet intet.

For at vide, om Risen-Grød, kaagt i Rødvin; var tienlig, maatte man først ret kiende denne Viins Natur og Egenskaber.

13

Man paastaar, at visse Viin-Kyppere forfalske og blande denne Viin saavel, som alle de andre Sorter Viine. Hvis saa er, kan denne Spise ikke være sund. — Udrøie Gryn i forfalsket Viin seer artig ud, og er et Sindbillede paa vore mangfoldige Project-Mager, som for løse og udrøje Projecter fylde deres falske Lomme. Jeg giør det for Publici Beste, sagde den franske Project-Mager, og ikke for min egen Fordeel; dog, hvis Regieringen vil skienke mig en aarlig Pension af et par Tusende Daler, bør jeg tage imod den, deels for at vise min Ydmyghed, deels for derved at kunde bringes i den Stand, uden Huus Bekymringer allene at see paa Landets Fordele.

Men a propos! de franske Projectmagere, da have vi havt Plage nok af dem, og ønske ikke, at see mange af dem mere. Niels Klims Faver paastoed, at disse Karle skulde giøre deres Projecter med en Strikke om Halsen, midt under en Galge, og naar Projectet da befandtes at være egennyttigt for Projectmageren og skadelig for Landet; skulde denne Hert Projectmager uden Maade hænges levendes op.

Havde dette blevet til en Forordning, o hvor mange hængte Projectmagere! Endelig

14

synes den Tid nu at være kommen, da vi ikke længere lade os narre, enten af franske, eller spanske Projecter, og da vi tør tænke, tale, skrive og handle selv.

Skrive-Friheden vil giøre meget til, at vi lære at tænke og handle, vel. — Det forstaaer sig selv, Klinten voxer allevegne blant Hveden, at got og ondt ere bestandige Selskabs-Brødre, at intet Menneskeligt er fuldkomment; men dog er det stedse bedre, tusende Gange nyttigere, tusende Gange mere ærværdigt for vor Allernaadigste Konge, at have frie Borgere, end Slaver i sine Stater.

Elendige Tider, da en Professor; K. og H., som ofte ikke forstoede de Skrifter, man tilsendte dem, kunde ved et Ja og Nei regiere den heele danske lærde Verden!

Hvor meget got Skrive-Friheden har udrettet, vise de ulignelige Skrifter af Baile,

Leibnitz, Voltaire, Montesqvieu, le Clerc, Newton, Wolff ogsaa videre, hvis ypperlige Verker skulde have været, til ubodelig Skade, tabt for Verden, dersom Skrive-Friheden havde været standset af en ung, grøn doven, myndig, eller jaloux Gloebiest.

15

Men see, hvor vidt de Tanker om Risen-Gryn have ført mig! Der heder ret, at kaage Suppe paa en Lundstikke. Hvis nogen Marketenter kan tale bedre for sin Risen-Grød; vil jeg giøre ham den Ære, at spise paa Borg hos ham min hele Livstid, og oprigtig skylde ham Pengene.

Der er slemt, at være i Gield; men hør, hvad Franskmanden siger herom. Man spurgte ham, hvorledes en Gieldbunden Svend kunde sove roelig. O det begriber jeg let, sagde han; thi han har sat sig for, aldrig at betale; men jeg veed ikke, lagde han til, hvorledes en Creditor kan sove rolig, da han veed, ar han aldrig faaer sine Penge

16
1

Samtale imellem Kaffekanden og Thepotten samt Kammerpotten.

Skrevet i Fryse-Maaneden. Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

2

Disse Blade tilskrives ydmygst alle Kaffe-Elskere

af

Kammerpotten.

3

Kaffekanden.

Jeg troer, den lumpne Kammerpotte vil snakke med. Nu maa jeg ret ærgre mig. Saadan en gemeen tør knye i vort Selskab!

Kammerpotten.

Ja! I maa nok mælde jer, I, som er til slet ingen Nytte i Verden, saa vel som jer Syster, Thepotten.

Hør, hvilken fræk og næsvis Sludder! Naar vi har den Ære hver Dag at fremstille os paa Bordet, dækket med udenlandske Kar og Duge iblant de fornemmeste Folk, saa

4

maa du pakke dig om Natten under Sengen, og om Dagen faaer du neppe Tilladelse, at være blant Folk; men man kaster dig hen i en Afkrog, paa det Sted i Huset, som er mindst agtet.

Kammerpotten.

Hvad bryder jeg mig om Folkes Foragt? Det har længe været Mode iblant dem, at foragte det allernyttigste, og at sette Priis paa Narrerier og Skyggeverk. — Skoelemesteren her i Huset maa og sidde foragtet i en Afkrog, naar man beviser Haarskiæreren og Dansemesteren al optænkelig Ære; den eene, fordi han lærer Børnene at trippe, og den anden, fordi han river dem i Hovedet. Vigtige Tienester! Skolemesteren derimod, som skal danne deres Hierner og Hierter, har slet ingen Anseelse, hvis han ikke til al Lykke havde lært lidet Fransk og Musik, skulde han maaskee her i Huset neppe blive anseet for et Menneske.

Kaffekanden.

Jeg maa ret lee over denne dumme Snak. — Er det ikke ved min Hielp, at

5

alle Folk, besynderlig Fruentimmeret, faaer Munden paa Gang og lære at tale, da de ellers stedse maatte være og forblive stumme? Din Tieneste derimod kunde hele Verden meget gierne undvære. At de bruge dig, skeer kun af Magelighed.

Kammerporten.

Ja vist er det ved eders Hielp, at Folk lære at tale, bagtale og forøde sig. — Madamen her i Huset skal have sin Kaffe tvende Gange om Dagen; men derfor maae Tienestefolkene saa tit gaae med en sulten Mave, og komme ofte bort uden Løn. - For nogen Tid siden, da hun vilde jage en af sine Piger bort, for at spare hendes Løn til Kaffeen, men kunde paa ingen Maade finde Sag med hende, lukkede hun hendes Kiste op, stak sin Mands Skoespender i den, og derpaa joeg Pigen bort, uden Skudsmaal, som en Tyv. See disse ere de Slags Herligheder, som I bevise det menneskelige Kiøn!

Kaffekanden.

Naar Folk endelig vil ødelægges, behøve de just ikke mig, der ere Maskerader, O-

6

pera, Comoedier, Spilleborde, Viinkieldere, Brændeviinshuse, og tusinde ødeleggende og fortærende Ting, som vilde blive alt for vidløftige at opregne.

Kammerpotten.

Maskerade er nyttig; thi den er et Sindbillede paa Menneskets tabte Lighed, som det ved sit Fald har mistet. Comoedie er nyttig; thi den lærer Mennesket at speile sig i sig selv. Opera er nyttig for Musikkens Skyld, som aldrig nogen har lastet, undtagen Menneske-Hadere. Spillebordene ere nyttige; thi saa længe man spiller, bagtaler man ingen, og Spil er et Sindbillede paa Lykkens Ustadighed. — Viinkieldere og Brændeviinshuse opmuntre andres Aande med deres Aande, og man bliver klog hos dem, ved den megen forskiellig Snak, der høres; thi paa saadanne Steder komme vittige, forsøgte og hule Brødre.

Kaffekanden til Thepotten.

Tal nu du Syster, jeg faaer ret Hiertelig ondt af den gemene og frekke Snak; thi i de Selskaber, hvor jeg er, tales altid i de

7

fineste Modens Toner, saa at et pøbelagtigt Ord kunde skaffe mig en Svindsoet paa Halsen, hvilket var høyst skadelig, saa vel for min egen Sundhed, som for Selskabets Skyld, der ved min Indkrympning kom til at lide alt for megen Skade.

Thepotten.

Intet er lettere, end at overbevise den taabelige Kammerpotte om dens Naragtighed; men det er alt for urimeligt, at skiendes med sine Undermand — dog jeg vil lade som jeg taler for mig selv. — Nyttigere Væsener end vi to, ere der ikke i Verden, det er alle bekiendt. Ved Kaffebordet giør jeg den Tieneste, at jeg ophidser, eller rettere sagt stiller Blodets Bevægelse, som ellers let kunde blive for stille, eller for brusende. Og i de Huse, hvor ingen Kaffe er, agerer jeg selv Kaffekande, og naar man da drikker et Glas Brændeviin (jeg vilde have sagt Liqveur) paa sidste Kop, blive Folk lige saa muntre, virksomme og veltalende, som naar I selv i egen Person har tient dem.

8

Kammerpotten.

Der kommer mine Ord igien. Nu ere jo Brændevinsmændene nyttige?

Thepotten.

Det er og det eeneste sande Ord, som du i al din Dumhed har sagt.

Kaffekanden.

Og jeg siger nei! Hverken det ene, eller det andet er sandt. Alle Brændevinsbrændere burde afskaffes; saa fik fattige Folk mere i Maven, og beholdt maaskee deres Forstand. En Pægel koster 4 a 5 Sk.; dermed begynde fattige Folk, saasnart de lukke Øynene op. Det er Moden, en lang Vane og følgelig en Nødvendighed. Middagen kommer: de selv og Børnene skrige om Mad; men Brændeviins Pengene ere borte og nu grædes; men forgiæves, for det tørre Brød. Naar hundrede Mennesker giøre sig ulykkelige, bliver maaskee Regningen denne:

Hundrede Ulykkelige deraf:

10) Stiaalet, for at fylde sig med Brændeviin.

9

20) Fornærmet deres Neste, for at være ved Spillebordet.

30) Skuffet, for at sidde hos Viintapperen.

10) Ulykkelige, for i Drukkenskab at have forløbet sig imod deres Øvrighed.

10) Ulykkelige, for i Overgivenhed af Drik at have søgt Klammerie, slaget andre fordervet, eller og selv faaet Helsoet. 19) Ulykkelige, for lige frem at have dræbt sig selv ved Fylderie. Saaledes gik det N. W. — Han sad paa en Vinkielder, og raslede saa lange, til man lod hente en Vogn. Han kom levende i Vognen, men da man vilde tage mod ham i hans Huus; sad Herren død i Kareten. Med andre skeer det paa en mere fin og langsom Maade. De faae kun Vattersoet, Hypokondrie, Podagra (mest af hede Vine) Kiragra, baade i Henseende til sig selv og andre.

Lad nu Maskerade, Comoedie, Opera, længe nok være nyttige, saa er beviist, at Spille- Viin- og Brændeviins-Huse, allene giøre 99 ulykkelige af hvert Hundrede, og, naar en bliver ulykkelig ved sit onde Blod,

10

og en ugudelig Opdragelse, saa blive 99ve elendige ved Spil og overdreven Drik.

Kammerpotten.

Det kalder jeg at væve af Kaffee: kan I være saa meget efter Grumset, da er det ingen Under, at Folk blive saa veltalende, som reent udtømme Eder et par Gange. — Men at jeg ikke skal prate saa meget, som Madamen, da vil jeg kun sige Jer følgende: — Misbrug ophæve og aldrig kan og bør ophæve Tingens rette Brug. — Mange gaae i Kirke, for der at søge Kierester, og jeg har hørt sige, at nogle klavre op imellem Prædiken (maaskee og under Prædiken) paa Pulpituret, for siden at krybe paa et andet Sted.

Skulde man derfor sløyfe alle Kirker? — Kongernes beste Love blive beskuffede; skulde et Land derfor ingen Love have? Guddommens Skrifter blive fordreiede og brugte til Laster; skulde da disse opbrændes? — Hvad Baand da mere paa det menneskelige Kiøn, hvad Bolverk mod Lasterne, hvad Opmuntring til Dyden! — I eders Tanker torde jeg vel ikke engang

11

snakke om saa høye Ting; men veed I, hvad vor Skolemester har sagt, at hele Naturen og alle dens Dele vare lige rene og urene for dens Ophøv, og at det var kun Menneskenes Narrerie, eller Sandsers Skrøbelighed, som har giort Forskiel imellem Rent og Urent. — Saaledes kalde Folk mig ureen, fordi jeg tilbagebringer til deres Næser deres egen Raadenhed og Stank af Drukkenskab og Fylderie. Men er dette ikke en Virkning af deres Organer og det Materielle? Den, som nu har ingen af Delene agter mig lige saa reen, som det hele øvrige af Naturen, thi han selv sagde Bliv om det Alt, og han kunde ikke sette noget ureent i den hele Natur.

Thepotten.

Tys! tys! lad og andre snakke med: I laste Systers sindrige Tale og snakke selv hen i Veiret, som varer hele Qvarteer, uden at nogen kan faae et Ord indført. Eders hele Snak smager af slet intet men lugter ilde. — Det er Skolemester-Væv. (I sige det endelig selv). Hvad kan min Syster og jeg have at bestille med Folkes Laster! Disse Laster og det men-

12

neskelige Kiøn ere nesten lige gamle. Før enten Kaffee, eller Thee flyttede til Kiøbenhavn, sagde Politie-Mesteren og Dommeren: jeg kan ikke tage mod denne Foræring, det er mod min Samvittighed; Een Dommer bør ikke tage mod Skienk og Gave — Far vel! — Ja! I kan tale et Ord med min Kone — Konen var hverken Dommer, eller Politie-Mester — Hun tog det tilbudne, og Herren havde en reen Samvittighed.

Kaffekanden.

Ja, min Syster! der skal have været en Professor Theologiæ, som selv ingen Stik-Penge tog for Attestas; men han havde en Søn, som under Haanden sagde Studenterne, hvad Spørgsmaal han vilde give — Saaledes fik deres Hellighed dobbelt Fordeel; Sønnen den ene for sin Underviisning, og Faderen den anden for sin naadige Føyelighed, og dog havde ingen af dem handlet mod deres Samvittighed — Studenten (jeg mener Professorens Søn) føyede en Ven; Professoren vilde ikke giøre sin Søn imod. Lutter naturlig Billighed, christelig,

13

selskabelig, sønlig og faderlig Kierlighed — Fire vigtige Toner for det menneskelige Kiøn! Elskværdige Baand. — Vel kan man sige, at de tage Penge for deres Artighed; men hvem kiender nu nogen Fordeel? Det er og umueligt. Intet Menneske vil gaae et Fied omsonst, hvorfor skulde en Professor og hans Søn da tillige arbeide for intet. Det er vel sandt, at den første faaer Kongens Løn; men denne nyde jo ogsaa Sorenskrivere, Laugmænd, Dommere, Politie- og Borgemestere, Forvaltere, og flere andre, og endda skal nogle af dem, før du, min Syster og jeg kom til Byen, have forstaaet den Konst, at forbedre Kongens Kasse.

Kammerpotten.

I maae dog tilstaae begge toe, at jeg er til større Nytte i Verden, end I, og derfor burde Kaffekanden ikke strax have begegnet mig med saadan Haandhed og

Foragt. I maae dog vel bekiende, Verden kan undvære eders Tieneste. Den har jo levet eder foruden i mange hundrede Aar, og man veed jo, at I ikke endnu har væ-

14

ret hundrede Aar i Europa. Jeg derimod har været til saa længe det menneskelige Kiøn har været slebet og boet i Huse.

Thepotten.

Hvad bryde vi os om de dumme Europæer, som kalde sig de klogeste Folk paa Jorden, og har dog været de sidste, der har lært noget i Verden. — Da alle Europæerne endnu løbe nøgne omkring i Skovene, undtagen Italienerne, som boede i Straa-Hytter, og vare vilde Folk; da var jeg allerede i Ære og Anseelse hos det ældste og klogeste Folk paa Jorden, hos en Nation, som har dannet sig selv.

Kaffekanden.

Jeg kan just ikke rose mig af Ælde. — Det er jo ikke heller den Sag, vi har at handle om. Kammerpotten roser sig af Ælde; men hvortil nytter en gammel Foragt? — Er det ikke bedre, at være ung og æret, end gammel og forag-

15

tet? Ung og lykkelig, end gammel og elendig? Tilmed kan jo Folk kaste dens Fordring paa Gaderne og i Gaardene, saa at jeg ikke begriber, hvorfor Kammerpotten giør sig saa umistelig.

Kammerpotten.

Jo! Det var et artigt Syn, at see Gaderne fulde af Damer ved dette Optog! — I skulde være en Fornem, og I snakker som I nys var kommen fra Nyeboder.

Thepotten.

Ei! min Syster! klamres dog ikke med den gemene Ting! Men see! nu faaer hun noget andet at bestille, og jeg med. — Kaffebordet stal strax vækkes. — Der ere allerede kommen nogle Fremmede; men de kan aldeles ikke tale, førend hun faaer betient dem.

16

Tys! Tys! de Fremmede gik, og Kaffekanden, stolt af sin Ære, opblæst af sin nye Seier, begyndte saaledes:

Kaffekanden.

Saa du nu din gemene Kammerpotte, hvorledes jeg fløy omkring iblant de artigste Damer og største, saa kaldede, Herrer i Landet; imedens du stoed og krøb sammen i en Krog, som en anden Tigger. Selv min Syster, Thepotten blev denne Gang foragtet og udelukt af det høye Selskab.

Kammerpotten.

Ja, I maa nok mælde jer, med jer Slidder-Sladder. Hvem stoed og krøb sammen i en Afkrog! Da I havde fløyet om paa Bordet, som en almindelig Opvarterske, blev jeg siden berørt af de smukkeste Damers hvideste

17

Hænder, for hvilke at kysse de prægtigste Herrer skulle have vovet Liv og Blod, og anbragt til de Steder, for hvilke at lugte til, den deiligste Vildbasse skulle have opofret Liv og Ære.

NB. Thepotten fortørnedes og over Kaffekandens Tale, hvorved hun holdt sig fornærmet, og da hun derfor siden (som pleier at skee) slog sig til Kammerpottens Partie, begyndte at tale saaledes:

Kammerpotten har i Sandhed Ret. Madame Kaffekande bilder sig for meget ind, og vilde vel tilsidst see hele Verden over Skuldrene, eller Tuden. — I var allene i det høye Selskab, siger I; men det er jo Usandfærdighed. En Kiedel reent Vand giorde eders Selskab. Man tog mig denne Gang ikke med i Lauget, det er sandt; men det var virkelig af en forfløyen nye gal Mode, og sandt at sige, saa styttede jeg ikke meget om, at være

18

i saadant Selskab; thi det var et af de latterligste i Verden. Her sad Frue von Sprækkefuld, som aabenbarede alle skiulte Hemmeligheder, og ikke engang kunde, eller turde tie med sig selv; men temmelig tydelig forklarede, at Marquis d’O var hendes Mand behielpelig: Frue Glubsk, som med Magt vilde være Amazoninde, og, for i sine Tanker at ligne tappre og behiertede Mandfolk antog Miner, Væsen, Tale, Opførsel og Geberder, som en af Fisker Damerne ved Stranden; Frue Pæn, som for at forestille Afholdenhed, loed som hun daanede, naar mannævnede det Ord: Muus, og besvimede hver Gang, hun hørte de Ord: Blod, Kaarde, Krig, dræbt Høne, slagtet Faaer, fangen Rotte, tampet Matros. Kavelerne i dette Selskab vare lige saa ypperlige. — Der sad Hr. Wrink, som uagtet sit Hare-Hierte, giorde Miner som en Besat, og fortalte med tusinde Ceder, at han havde kastet 8 ud af Vinduerne, knækket Halsen paa andre 8, jaget 50 Officiers ud af et Biliard-Huus, allene med at løfte

19

Køen, og i egen Person, uden al Hielp, ofte indtaget hele Fæstninger — Grev-Venus Nar, som uagtet sit Misse Ansigt, sine sure Øyne, sin udtærede Krop, sine tilsatte Legge, pralede hele Folianter om sin Elskovs Seiervindinger, og paastoed, at ingen Dame kunde modstaae hans forliebte Øyekast: han foreviste endog en rødbruun falsk Tegne Bog, hvori han havde opskrevet den Seier, som han havde faaet over nogle hundrede Koner og Piger, hvilke den Æreskiender aldrig havde seet: Marquis de Snaksomhed, som, uagtet allene saae og kiendte nogle Tienere paa Slottet, dog svor og bandede med de nyeste Franske Eder, at han talte tit med Kongen under fire Øyen: (om man kan troe det) at Dronningen sidste Gang klappede ham paa Kinden, og sagde: Monsieur le Marquis, vous étes un parfait Cavallier, at alle Prinsesserne neiede sig for ham, saasnart de faae ham.

20

Jeg vil ikke tale om alle de andre Narre. — Nok er det, de have ingen Ære af, at have bivaanet dette Selskab.

Kaffekanden.

Vil I, min Syster, nu og være mig imod? Naa! det maa jeg bekiende. Jeg nødes da vel til at tie. Men, før jeg tier vil jeg dog sige et Par sande Ord. Man anseer ikke Folk efter Ord og Dale, efter Opførsel og Geberder, men efter Klæder, Rang, Familie, Midler og Karakterer; og, naar saa er, maa I tilstaae mig, at Selskabet var meget net, høyt og anseligt. Tilmed, Madame Thepotte! kan I aldrig sette eder i Ligning med mig. I gaaer alt for tit i gemene Selskaber.

Ja! I maa melde jer med gemene Selskaber. — Hvor ofte vandrer I ikke

21

i de Nye-Boder, hvor man fra øverst til nederst besmører eder med Sirup- og kaster eder oven i Kiøbet gemeent Finkel. Iokum i Hovedet?

O! hvor jeg maa ærgre mig, troer, jeg besvimer!

Kammerpotten.

Kan I besvime, som selv befaler de Sorter, der hielpe for alle Slags Sygdomme, i sær for Qvalme og Besvimelser? En Dame hørte engang, at hendes Herre var dræbt i et Feldt-Slag. Hun viste sig derover overmaade bedrøvet, fortvivlede, rev Haaret af sig, og vilde have myrdet sig selv. I det samme husker hun til al Lykke paa eder. Neppe havde hun drukket den første Kop Kaffee, før al hendes Sorg med et forsvandt. Hendes Ansigt klarede op igien,

22

Øynene tørredes, og hun blev ganske munter. Ved den anden Kop fik hun Vittighed, og betænkte sig paa en nye Mand, ved den tredie begyndte hun alt at skrive Kierligheds-Breve, hvori hun af alle Kræfter friede til Grever, Baroner, Kammerherrer; — ja endog til Gergeanter og Tienere.

Kaffekanden.

See! hvor denne Sladdertaske kan give Gloser! hvem kan vel staae for hendes hvasse Tunge? Jeg vil frafalde og forsværge nogensinde at tale med gemene Folk mere; thi det gaaer efter Ordsproget:

Hoc scio pro certo, qvoties Cum stercore certo Aut vinco, aut vincor

Semper ego maculor.

23

Det er udlagt:

Jo mere man rører ved Skarn, jo mere lugter det.

Kammerpotten.

Saa sige alle Dosmere, naar de ikke længere kan forsvare sig.

24
1

En splinter nye Samtale

imellem

Vindues-Ruden

og

Blyet,

til deres

Nytte og Fornøyelse som kan læse og tænke.

Kiøbenhavn, 1771. Sælges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2
3

Vindues-Ruden.

Naar jeg betragter alle mine store Fordele, da maae jeg sige og bekiende, at jeg er en stor Nar, som vil sidde her saa bunden. Hvad var det hele Menneskelige Kiøn, naar jeg ikke var? De maatte bestandig leve i Mørke, baade Sommer og Vinter. Jeg er Menneskenes Ambassadeur til Soel og Lysning, og uden mig kan intet forrettes. Jeg tiener dem endogsaa om Vinteren til Varme; thi gaaer der Hul paa mig, saa er deres hele Ovn til ingen Nytte. Kort sagt: jeg er det menneskelige Kiøns Velgiører, og dog estimerer man mig ikke; men det er ikke saa underligt, naar jeg betænker, at de foragte og fornegte baade deres og min Skaber.

4

Blyet.

Ja! hvad siger du da om mig. Jeg er endnu til langt større Nytte. Jeg er Grunden til dit Væsen, din Styrke og din Vedligeholdelse; thi, naar jeg ikke var, faldt du Pokker i Vold og brak din Hals i Stykker. Men Du foragter mig, ligesom de Folk, der bagtale og foragte dem, som forrette for dem alle deres Sager, og ved hvis Genie de ere, alt hvad de ere.

Du maae mælde dig. Man trænger vel meget til dig? Kan man ikke tage Træe i Stedet for dig, eller, om ikke andet var, da Guld?

Ja Folk har vel meget Guld, nu omstunder. Gid de havde kuns det tørre Brød! Nogle faa, som har Guldet, ligge og ruge derpaa som Drager, og lade intet komme ud til andre, eller og de forsvire det paa unyttige Ting af slet ingen Smag. De Fattige derimod, som kan arbeyde i Smagens Tempel, enhver

5

paa sin Maade, arbeyde forgieves, og kan intet fortiene; thi de Rige mangle paa Vittighed og Skiønsomhed. De, som har Guldet, knappe af paa alle Maader, og lade ingen fortiene noget hos dem, og komme de Fattige til Spekhøkeren, som er rigere i sin Skindpelts, end mange Herrer med store Caracterer, saa vises der en Ubarmhiertighed, som Tiger-Dyrene selv maae skielve for. Imidlertid maae de Stakler dog give Skat, hvilket er artigt nok. R.

Ingen giver Skat, Monsieur Blye, der ikke kan taale det. Men hvad du siger om de Riges Ubarmhiertighed, deri er en Slags Sandhed. Det artigste er, at man finder saadan Haardhed endog hos dem, som Regieringen og Folket lønner, for at prædike Barmhjertighed og Medlidenhed. Disse Herrer have Huse som Palæer, og store Indkomster: De prædike ypperligt om Kierlighed til Næsten; men melder sig i det samme en Trængende og Nødlidende, da er der ingen Hielp tilstæde hos

6

en Deel af dem, og han kunde heller have meldt sig hos en mindre Rig, der mere kiendte denne ædle Følelse.

B.

Alle Geistlige ere dog ikke ubarmhjertige; men giør ofte godt, besynderlig mod dem af deres egen Stand. For Resten er jeg enig med dig, at de behøvede ikke saa store Huse og saa mange Indkomster. Et heelt Regiment kunde have Baraqver i en af deres Gaarde; og hvad er mere naragtigt, end at man betaler i tusind Rixdalers Viis en, allene for at sige Amen, og være Præstens velsvingende Perpendikel.

R.

Siden vi ere komne i Tale om Mennesket, dette underlige Dyr, saa lad os blive ved. Jeg har den Fordeel, at jeg kan see; men du kan allene høre, og har ikke den gave at see, som jeg har.

7

B.

Gid du var blind, som jeg, da fik du ikke saa meget ærgerligt Kram at see. Jeg har Harme nok af Hørelsen.

R.

Hvad har du da hørt for nyelig?

B.

Først i Ugen hørte jeg, at en Magister vilde skrive en Bog ud efter en anden: Der er ingen Censur mere, sagde han, nu kan saadanne Kneeb gaae an. Jeg vil endnu giøre mere, sagde han; mit stiaalne Exemplar, det vil jeg levere 3 a 4 Boghandlere, og lade mig betale paa hvert Sted. Det har længe været Moden i Tydskland og Frankerig: Hvorfor kan det da ikke blive Moden i Dannemark?

R.

Saaledes er der Misbrug i alle Ting. Saa meget er dog vist, at Skrive-Frieheden vil tilveyebringe ønskeligste Virkninger, og at den var at ansee som Fædernelandets Fiende, der vilde afskaffe samme. Men hvad hørte du videre?

8

B.

En Professor sagde: Nu giør Studenten N. N. den Bog færdig for mig. Jeg bør dog give ham noget derfor. Den stakkels Dievel har ingen Logis, jeg vil skaffe ham Regentzen, og dermed bør og maae dan være fornøyet. Stor Kunst at jaske saadant Pladder sammen. Sandt nok er det, at jeg ikke kan giøre alt selv; men det er ikke hans Sag. R.

Det var artigt nok. Veed du hvad jeg saae? Der kom en Springfyr ind til Madame N. N., de vare koldsindige, de begyndte at mukkes saa sagte, siden skiendtes de. Madamens Mand gik ud. Monsieur Springfyr og Madamen faldt begge i een Seng. Hvad jeg saae mere, kan jeg ikke fortælle dig. De reyste sig begge. Huns-Herren kom hiem, og de mukkedes paa nye. Han glædede sig over denne Usamdrægtighed, som ikke vidste noget om Sengens Eenighed. Jeg saae, at den Tyrkiske Keyser giorde Plan til et Feldtog. Der kan

9

omkomme, sagde han, hundrede tusinde Mand. Stor Allarm! vinde de, saa faaer jeg Fæstningen N., tabe de, saa taber jeg dog slet intet af mit Middags-Maaltid. Saaledes tænker Tyrken: De Christne tænke aldrig saaledes. Jeg saae, at Paven og de Catolske Bisper og Prælater skuffede hele Dynger Guld i deres Lommer, og sagde hver Gang: vi har ingen Arvinger. Vi maae leve prægtigt, imens vi ere til. Protestanterne ere langt fra ikke af det Sind. De have Arvinger, og tænke paa dem. Siig nu du, hvad du har hørt.

B.

Jeg har hørt, at Kongen af Persien var meget eenfoldig; thi Folk sige, at hvis han nu vilde angribe Tyrken, kunde hans hele Magt blive ødelagt. Russerne kunde knibe ham i Europa og afmarschere til Asien, Perserne kunde falde ind bag fra Asien, og saa maatte Monse. Tyrk løbe sin Vey.

10

R.

I er en Nar, Monsr. Blye; men det kommer deraf, at I ikke kan see. Jeg har seet gandske andre Ting, at de Christne selv ere Tyrkens Bistand, at den ene Magt ikke under den anden Magt en Fodsbred Land mere end det, han har. Hvis denne Misundelse ikke var, havde det for længe siden været ude med Tyrken.

B.

Jeg har hørt, at denne Misundelse er billig; thi skulde en eneste Magt, for Exempel Russen, bemægtige sig hele Tyrkiet, hvad skulde der da blive af med de andre Europæer?

R.

Kunde de da ikke dele Landene?

B.

Hvorledes? kunde Sverrig faae Constantinopel?

R.

Du tossede Blye! Sverrig kunde faae noget af Tydskland, Tydskland noget af Frankerig, Frankerig noget af Italien, Italien no-

11

get af det Tyrkiske, Russer saavel som den Tydske Keyser kunde og faae noget deraf. Dannemark fik vel sin Part, og saa vare vi alle hiulpne.

B.

Den Regning er ganske gal, som bevises af al Verdens Historier, og det hele menneskelige Kiøns indbyrdes og store Misundelse. Men fra dette, siden vi tale om Krig, har du seet noget om Den Polske; jeg har hørt meget derom.

R.

Jeg har seet at den Polske Geistlighed, under Prætext af Religion, har stiftet Krig og Elendighed i Polen, at Tyrken bildte sig ind at kunde fiske i rørt Vand, og ved denne Leylighed. tilrøve sig Polen: at dette Project kunde maaskee have havt Lykke, hvis der ingen Russer havde været til: at Tyrkens Project nu ikke lykkes, at Polen er elendig; men hvor vidt dens Ulykke vil strække sig, har jeg ikke seet.

B.

Lad disse Stats-Sager fare. For hvem skrive vi dem? Pøbelen kan ikke dreye Staten,

12

Præsterne ere aandelige, og har intet med Staten at bestille, som tildeels er materiel. Professorerne disputere, og dette er nok. Skulde de tænke paa Statens Beste, da deres hele Indkomster gaae kuns til nogle 1000 Rdlr. De unge, og undertiden de gamle Herrer, tænke paa deres Caponer, Læhnestole, Maitresser, Formularer og mange vigtige Ting. Jeg har hørt, at Norden maatte forgaae, hvis en Gud ikke vaagede derover. Hans Navn er Christian den Syvende! Han er ikke Himmelens og Jordens Gud, (saa meget hykle vi ikke) men Han er vores Gud i Viisdom, Magt og Naade, i hurtig Vittighed, og munter Forstand.

Lev altid, Christian! vor Naade-Soel i Norden, Sirat, Velsignelse og Glæde for al Jorden, Kan da den Danske Pen ey føre ud din Priis, Er Frankerigs Voltaire allene vittig, viis? O ney, min Christian! jeg elsker Dig, og haver Af Kierlighedens Kraft de ønskeligste Gaver, Der ønskes allerbest af Sønners Kierlighed, Bliv Viisdom kun hos Dig! den følger Guld og Fred.

13

R.

Det er artigt: du vil ikke tale om Stats-Sager, og vikler dig dog bestandig ind i dem. Du er kuns Blye, hvorledes vil du snakke om Stats-Sager.

B.

Vi har saa viis en Monark, og Han veed, at han i sin Guddom er saa vidt et Menneske, at han tillader hele Naturen at raade sig.

O viseste Monark! som ingen Raad vil hade, Lad Ruden tale, lad det Blyer og tillade.

R.

Endnu om Guddommen? Lad os stige med til vore Egne. Guder ere Guder. Christian vogter os. Hans Vittighed, hans Viisdom er vores Alt: Lad os nu fornøye os med Bagateller! hørte du, Blinde, hvad Forpagteren sagde?

B.

Forpagteren sagde, at Herremanden var en stor Nar, at Bønderne vare Muslinger, at han var allene vittig og snu, at Kongen havde al mue-

14

lig og optænkelig Viisdom; men at han derfor ikke kunde vide alle Forpagternes Kneeb, som gaaer i det uendelige. Bønderne udsues og tampes og ride Træehest (o vise Christian! vidste Du dette) Herskabet narres og bedrages, Forpagteren bliver rig, og kiøber sig nye Herregaarde. Han er forsøgt, og biiver lykkelig. Han kiøber sig arter nye Herregaarde, disse mangfoldiggiøres og blive et Baronie. Nu er han jo Baron. Nu skal hans Børn oplæres. Den nye Forpagter-Baron bliver genereux. Min Informator, siger han, skal spise lige saa godt som mine Folk, han skal heller ikke fryse ihiel, Klæder behøver han ikke; hans Lintøy skal blive toet imellemstunder, og oven i Kiøbet skal han have 18ten rene Rixdaler om Aaret. R.

Jeg saae, at en artig Informator tog ud til ham. For 18ten rene Rixdaler vilde ingen reyse. De Rige loe. De Fattige, som var i Condition, ærgrede sig, og de, som vare overladte til Skiebnen, fnøes og soer, at

15

Se hellere vilde døe, end være Forpagterens Nar eller Slave, hvilket er det samme som Skoelemester: De havde glemt Baronen.

B.

Hvad var det da for en Informator, som tog ud til ham?

R.

Jeg har seet hans Testimonium. Han blev rejeceret to Gange til Examen Philosophicum, og tre Gange til Attestats. Nu er det sandt, at mangen Dosmer kan faae Laudabilem til disse Examina; men det maae endnu være en større Dosmer, som ikke kan faae Laudabilem.

B.

Hør hvad jeg har hørt. Man vil afskaffe Skrive-Frieheden paa det Fundament, at imellem skrives noget enfoldigt. Darius, Persiens Monark, foragtede ikke saaledes eenfoldige Raad: Hart roeste dem tvertimod, naar de vare velmeente, og sagde, at en ærlig Eenfoldighed var priisværdig. Men hvad skalman sige? En Souverain tør høre Sandhed,

16

men en Student i Forgaars, som blev Professor i Dag, bør, tør og kan ikke taale, at en anden Student i Dag, som ikke er bleven Professor, taler et sandt Ord. Men - -

See, Christian er til, vi ville roelig være, Han Nordens Opkomst er, og alle Fyrsters Ære.

1

Den

forhexede

Side Flesk,

som

efterat den var deelt i trende

Deele lærte at snakke.

Eller

Samtale

imellem

Fleske-Bøsten, Mellem-Flesket og Skinken

om

en Taxt for Spekhøkerne.

Skreven af Nihil og til Trykken befordret af Nemo.

2
3

En eenfoldig Tilegnelse til Spekhøkerne!

Til Eder, fede, I, som længe feed er bleven,

Spekhøkere, som har saa længe til Jer reven

Det som den Fattige saa ofte for har slidt,

Og som af eder er med feede Munde bidt.

Jer er det, Nihil vil saa gierne Taxten

sætte,

Men I vil vist med ham om denne høylig

trætte.

Og om en Taxt I fik, I det vel nødig

saae,

Men heller ønskede I vist at denne laae

Paa Valbye-Bakke, hvor den hastig kunde brændes. Og ey til Eder, men i Veir og Vind hensendes. Jeg dog alligevel, endskiønt I vrede blier Jer dette Forslag nu kun til en Prøve gier. Forlad mig da, om jeg deri kan feylet have, Jeg dog vil bringe Jer den som den første Gave. I vredes vel paa mig fordi jeg siger sandt, Dog troer jeg det var godt om I til denne fandt.

4

Fleske-Sidens Samtale.

Flæske Bøsten.

Nu har jeg lært at snakke, thi jeg er bleven forhæxet, havde jeg kundet snakke forhen, da skulde got Folk forlænge siden have faaet noget Nyt at viide, men det er dog got at jeg engang har lært det, og følgelig kan jeg nu som Fleske-Bøste benytte Mig af Leyligheden.

Mellemflesket.

Hvad nyt Kammerat? Vilde du fortælle; du maa vide, at du ey er, eller skal være allene om at snakke, jeg vil og snakke med, da jeg har baaret Prisen i saa mange Aar, haaber jeg ogsaa endnu at beholde den.

5

Skinken.

I ere Galne begge toe, viider at jeg vil snakke med. I tænker vel fordi I ere forved mig, saa vil I have Æren; Ney holdt I skal være saa god at Dantse efter min Pibe, jeg har Herredømmet, vil I nægte mig det, saa maa I vide, at jeg som en god Siellandsk Skinke har ofte tient paa Herskabs Borde i steden for en Vestphalisk.

F. Bøsten.

Ey kiere Skinke! I skal ey giøre Jer saa tyk af det, at man har narret got Folk med Jer, som ey har forstaaet det bedre end at alle Ting var sandt som man snakkede for dem, og det som andre med en alvorlig Mine løy for dem.

Mellemflesket.

Hvor meget faaer vel min Hr. Spekhøker for Pundet af Jeres Flesk? Jeg er forvisset om at han faaer en Skilling mere for Pundet af mit end af Eders.

Skinken.

Hør nu Praleren, nu kommer han igien han vil have Æren fordi han giælder en Skilling meere Pundet end vi, og dog ved han ey at vi ere hans Overmænd, han kan ey engang tænke saa meget, at han

6

kan indsee at For- og Bagdeelen af Siden ere de beste, og at vi forhen har baaren ham fra og til sit Hiem.

F. Bøsten.

Hvad Pokkeren ere I Galne begge toe, jeg er første Mand i eders Rang, I maae ey agte mig saa ringe fordi jeg har nogle fleere Been end I, thi I maa vide at jeg giør min Herre ligesaa god Tieneste som I giøre.

Mellemflesket.

Har du Been saa har jeg Flesk, og det er jo dog altid bedre at have Flesket end Benene, og desuden er jeg federe og bedre tienlig for den Fattige end I.

Skinken.

Men viid Mellemflesk at det feede qvalmer for Hiertet, og at dit Flæsk ey er aa Lekkert som mit.

F. Bøsten.

Ja Broer Skinke, det er vist nok sandt, lad os toe ikkun først blive enige, saa skal vi nok siden tvinge Mellemflesket til at tie med sin høye Priis og store Fordeel, som hans Hr. Spekhøker har havt af ham.

7

Mellemflesket.

Vil I tvinge mig, ja i har Tids nok, min Hr. Spekhøker veed nok at skiære Jer saa nær af, saa at I en skal beholde meget Flesk paa jer andet end Been, og hvad vil I da vel rose Jer af, thi da blive I jo begge to regnede til mig i Vægten.

Skinken.

Det var jo stor Skam om han vilde giøre det, allerhelst da du roser dig af din høye Priis, thi det kunde man jo ey kalde andet, end paa en listig Maade at narre den Fattige, nemlig baade din Hr. Spekhøkers fattige Medborgere, af hvilke i denne Tid ey ere faae som maa berige ham, saavel som den stridbare Soldat, som dog vist ey faaer mange gode Ord, men som oftest ilde Svar, ja den med som arbeyder i Dagløn og vist hetter ikke har mange Skillinger til overs, men som dog maae have noget at suule Brødet ned med; thi endskiønt de ere Fattige saa behøve de jo dog ogsaa noget til deres Brød, og da kunde man jo sige at din Hr. Spekhøker, var ey bange for at blive indstevnet for Argi Domstoel, for at høre Samvittighedens Vidnesbyrd.

8

F. Bøsten.

Du har dog vel aldrig lært at kiende Argi Vidne? siden du lærte at snakke, og ligesaa lidet troer jeg at vor Hr. Spekhøker kiender til det, ney jeg troer snarere at han siger, som hiin sagde: wen ich dir nur haben kan, det øvrige har saa længe Tiid.

Mellemflesket.

Deri har du Ret, jeg tænker det samme, nemlig at vores Hr. Spekhøker, har saa stor en Samvittighed som en Slagter Hund, thi den har ingen, men hiin har en, endskiønt den af ham siælden bruges; thi dersom han brugte den oftere, da tillod den ham ey, at udsue den Fattige saa meget som han giør, ja snart skulde jeg troe at han er bange for den skal slides op, thi han har kun en, derfore har han jo Aarsag nok til at spare paa den, ja han veed vel at naar den er opslidt, han da ey kan for alle sine Fitteskillinger, kiøbe sig en anden.

Skinken.

Her i maae jeg vel være enig med Jer, thi dersom de brugte Samvittigheden meget, kneeb de ey saa meget paa

9

Vægten som de giøre, saa at den Fattige ofte feyler nogle Lod i Vægten, og dog alligevel raaber de paa, at de paa Hvert Lispund, som de skiære ud, taber et Pund; men det maae nok være dem, som bruger Samvittigheden meget, der taber derved, eller i det mindste dog bruger noget af den. Men for at blive enige, saa lad os ey mere trættes om Rangen, men slutte et Forlig; og naar vi har troffet det, saa vil vi giøre et Forsøg paa at vise, om vores Hr. Spekhøker har større Profit, ved at udpine os, end andre Handlende; og om det ey var mueligt, at sette dem en Taxt.

F. Bøsten.

Det var ey saa galt, lad os være enige, og du Broer Mellemflesk, staaer dog vel heller ikke Feil i at bifalde vores Venskab; men du maae tillige lade Modet falde over din høye Priis, som har reyst sig hos dig, fordi den Fattige maae betale dig bedre end os.

Mellemflesket.

Jeg vil lade alt mit Mod fare; men I maa ey heller tiere lade mig høre, at I have baaret mig.

10

Skinken.

Velan! vi ere da enige; du Fleske-Bøste! du maae giøre Begyndelsen med at sige os din Mening, om Forslaget til en Taxt for vores Hr. Spekhøker.

Bøsten.

Det vil nok blive et suurt Arbeyde, allerhelst da jeg nyeligen har lært at snakke; dog det er ligemeget, jeg vil vove et Forsøg. Vi har jo, har jeg hørt, en Torve-Mester, som hver Torvedag dog bør være paa Torvet, og han har igien Betientere med sig. Disse kunde jo vel hver Torvedag høre Priserne paa Torvet, og derefter burde Taxten indrettes.

Mellemflesket.

Det gik umuelig an. Torve-Mesteren, og de Betientere som han har med sig, har jo nok at bestille med at rangere Bønderne hver til sit Sted, at de ey skal opfylde Gaderne, saa at ingen kan komme frem.

Skinken.

Ja vist nok, de har et suurt Arbeyde; men de har jo Stokke. Disse kan de meget hældig stytte sig ved om Torvedagene; men de bruge dem ikknn i Rodsfald.

11

Bøsten.

Nu da gandske vel. Har disse saa meget at forrette, saa lad Torve-Mesteren endnu faae tvende Betientere, og disses Forretning burde ey være andet end at forhore Torve-Priserne, (NB. de maatte hverken tage fra eller legge til) og derefter skulde disse rapportere det til behørige Steder, og efter deres Berætning skulde da i det mindste hver Maaned sættes min Herr Spekhøker en Taxt; thi han skulde ligesaa lidet som andre have Frihed til at raade sig selv.

Mellemflesket

Dette Indfald var ey saa galt, det var og vist høyst nødvendig for ham.

Skinken.

Det siger jeg med, det kunde vist ey skade, om noget af det feede Støv som flyver fra de Fattige hen paa ham, blev afbørstet dog alligevel vilde det koste noget at lade disse Taxter trykke, hvorfra skulde man tage disse Omkostninger? og hvorledes skulde man vel indrette den, allerhelst da han indkiøber sine fleste Vahre om Som-

12

F. Bøsten.

Nu fik du ret et herligt Indfald, og derved bragte du mig just paa den rette Vey. Han kiøber sine fleste Vahre om Sommeren, siger du, det er vist sandt, nemlig Smør, Oste og Gryn 2c. Disse Vahre ere jo dog ey saa dyre naar Skibsfarten vedvarer, som om Vinteren naar ingen er; følgelig kunde man jo for dem sætte en vis Priis fra den endtes indtil den igien begyndte; thi af Smør og Ost har de jo dog den meste Tid af Vinteren Forraad, ja jeg veed dem, som i denne haarde Vinter ey endnu har manglet disse Vahre, og da de endnu har Forraad, saa har de jo ogsaa dobbelt Profit. Naar da min Herr Spekhøker havde 2 Skilling paa et Pund Smør, i Steden for at han nu har 6 a 8 Skilling paa Pundet, burde han lade sig nøye; og naar han paa sine Holstenske Oste havde i Skilling Pundet, kunde han jo ogsaa være tilfreds, (NB. de Fynske og Lollandske burde ey at indberegnes heri.) Dog vil jeg lade denne Prises Fastsettelse hvile paa andres høyere Eftertanke, thi jeg er ikkun svag af Tænkekraft. Men endskiønt de Fynske og Lollandske ey koster

13

ham saa meget, saa sælger Han dem jo dog nu for een Priis, nemlig 6 Skilling for Pundet, dette synes mig at være for meget. Hvad Taxterne anbelanger, saa fandtes der jo vel en Bogtrykker, som trykkede dem for intet, (NB. naar hver Spekhøker under Straf Maanedlig skulde kiøbe een;) men disse skulde ey heller koste meere end 1 Skilling Stykket, og det var jo da kun 12 Skilling om Aaret som han anvendte herpaa.

Mellemflesket.

Du snakker endnu ey saa taasset, naar de kiøbe om Sommeren, saa var det jo ogsaa billigt at de solgte efter den Priis som de kiøbte det for.

Skinken.

Ja det synes mig at være gandske billigt; men burde det ogsaa at være dem tilladt at sælge Brød, Øl og andet mere, som mig synes at være dem uvedkommende. F. Bøsten Vel kunde det tillades dem at sælge Brød; men den Tilgift som de faar af Bagerne paa Brødet, burde at deeles paa deres Brød, følgelig blev det Brød, som

14

de Fattige kiøbte af dem, noget større; ja de kunde vel ogsaa gierne lade sig Nøye med deres Feede-Vahre.

Skinken.

Men vilde det ey blive Bagerne til al for stor Besværlighed; thi de maatte jo da have tvende slags Brød, et til Spekhøkerne og et andet til Ølltapperne.

Mellemflesket.

Ja, nogen Besværlighed vilde vel følge med denne Forandring for Bagerne; men denne kunde de jo gierne paatage sig, allerhelst da de intet tabte herved.

Bøsten.

Nogen Umage vilde her vel følge med, men den meste laae jo dog paa deres Folk; disse burde Nøye give Agt at Brødet ey blev forbyttet; thi i Steden for at Bageren nu giver Spekhøkeren for 3 Skilling Brød til paa Marken, fik de ingen Tilgivt; men, som jeg før har sagt, Brødet blev større, og deres Svenne havde jo ey nødig at ærgre sig derover; thi de maae jo dog veye Brød efter Taxten. Forskiellen blev da kun denne: at de Nøye passede paa at dele Brødet, saa at Spekhøkerne fik det store, og Øltapperne det mindre, hvorpaa de gave Tilgivt.

15

Mellemflesket.

Men da du ey vil tillade dem at sælge Brød, burde de da vel at sælge Øll og Brændeviin? mig synes det tilkom Øltapperne allene at udtappe disse Vahre.

Skinken.

Jeg er af samme Mening: men saa bliver jo deres Næring alt for meget indskrænket, og de kunde jo da ey samle sig saa mange Kroner, Dukater og Tomarker, paa Bunden af deres Kiste.

Bøsten.

Nogle vilde de vel tabe derved; men det kunde vist ikke skade dem noget; thi de har allerede i disse dyre Aaringer som har været, samlet brav ind af dem; Saa ikke mange mere skal bruge dem til Stats i Lommen, for at andre skulde tænke, at de vare rige; ney! de fleste ere vist sprungne til Spekhøkerne; og da de dog, hver for sig, vinder deres Borgerskab paa en særskildt Maade, saa kunde det jo ogsaa være billigt, at de, hver for sig, havde deres Næringsveye. Vel koster det Spekhøkeren mere, end Øltapperen, at vinde sit Borgerskabs-Brev; derfor skulde ogsaa den feede Handel overlades til ham allene; og de, som havde vundet det

16

paa Øltapperie, burde allene at have denne Naringsvey, nemlig, at sælge Øl og Brændeviin.

Mellemflesket.

Saa har vi da nu hørt Fleske-Bøstens Mening, om en Taxt for vores Her Spek-Høkere: nu kunde det vel ey være saa galt, om vi, hver for sig, tilkiendegav, hvad vi forhen har kostet, og hvor stor Profit, vores Hr. Spekhøker har havt paa os.

Skinken.

Ja, det er billigt; thi vil man sige det ene, bør man og sige det andet; den, som vil sige Sandhed, bør ey stikke noget under Stolen; og Bøsten maa igien giøre Begyndelsen.

F. Basten.

Jeg vil nu gandske kort fortælle Jer det: Vor Hr.Spekhøker kiøber os samlede paa Torvet for syv, ja vel sex og en hvlv Mark Lispundet; (det har i Vinter været den giængse Priis), og det i hele Skippunds Vægt: siden bliver jeg fraskaaret, og da maae de, som kiøbe mig, give 9 ß. igien. Er dette ikke en net og reen Profit?

Mellemflesket.

Got! det er sandt nok: men naar han

17

skiærer mig ud, saa har han jo dog større Profit, da han dog ey giver mere for Pundet af det ene end det andet; Han tager altid ti Skilling for Pundet af mit Flesk, og stiger det imidlertid paa Torvet, saa giør han sig vist ingen Samvittighed over, at tage den ellevte med; Thi han siger: Jeg var en Nar, naar jeg ey benyttede Mig af Leyligheden.

Skinken.

Endnu beholder jeg Prisen: Det er sielden eller aldrig at jeg bliver udskaaret; ney! man hænger mig hen paa et Kammer, til vi ere en halv Snees ja vel flere i Tallet; thi snart kommer en, snart en anden, som vil have en Skinke, og da maae de give ni, ja vel Nie og en halv Skilling for Pundet, og det i heel Vægt; altsaa tabes her intet ved Udskiæringen; og min Hr. Spekhøker giver intet til, og han borger ikke heller noget ud uden dobbelt Pant; men lader sig Pengene betale reent ud, efter dens rene Vegt.

Bøften Men er jeg ey tosset, har jeg ey sagt

for meget! køber min Hr. Spekhøker et

18

heelt Læs, eller et heelt Skippund af Gangen paa Torvet?

Mellemflesket.

Er du bange, at du alt har sagt for meget? ney! ey for meget; thi det er vist sandt, kan han ey allene paa en Gang kiøbe et heelt Læs eller Skippund, saa har han jo Kammerater nok, som kan deele det med ham; lad saa kun en anden Mand komme for at ville have noget med, da maae han vist give 4 ja vel 8 ß mere for Lispundet; Thi gaae engang paa Torvet, da skal man vist nok finde enhver Bonde-Vogn omringet af ti Spekhøkere.

Skinken.

Men jeg mærker allerede til Forandring; det er vel best, at vi tale ogsaa noget om Smørret: Herved vindes dog vist ey heller saa lidet om Vinteren.

Bøsten.

Ja, jeg burde vel ogsaa sige noget herom, siden jeg har paataget mig at forklare det andet; endskiønt det vel ey er saa fuldkommen, som det burde være.

19

Mellemflesket.

Der er jo ingen Mester fød; og det er jo en reen Følge, at den som bryder Isen, ikke kan i en kort Cirkel, og med en svag Hukommelse, erindre alle Ting.

Skinken.

Det er vist sandt: Den, som man siger der bryder Isen, giver andre Leylighed til at dadle det som dog ey kom frem, naar der ey fandtes en, som vilde Hiøre Begyndelsen dermed; Dersom han feyler, saa faaer han Modstandere nok, og siger han Sandhed, saa har han jo ikke Dadlere; og da kan Ordsproget giælde: Sandhed faaer en Braaden Pande.

Bøsten.

Nu! jeg mærker allerede til Forandring; det bliver derfor best, at jeg gandske kort taler noget om Smørret; efterdi vor Hr. Spekhøker ogsaa handler hermed: Det beste Smør, søm man almindelig har, er jo det Holsteenske; (Thi Forpagter-Smør, eller Amagernes Koppe-Smør, kan den Fattige ey faae meget af) Dette koster

20

jo dog sielden Mere end en Mark Pundet naar de kiøbe det, og dog tager de Herrer Spekhøkere 24 ß. igien for Pundet; burde han, om det er mig tilladt, saa at spørge, have denne uindskrænkede Friehed? Mig synes ney; herfor kunde vel ogsaa sættes ham nogle Skranker. Herfra kan man nu slutte til det slettere. Jeg taber Tænkekraften, men dog vil jeg endnu sige Eder noget om Eders vandblødte Oste.

Mellemflesket.

Hvad siger du? er du gal? vandblødte Oste! hvorledes skulde vel dette gaae til 2 de kiøbe friske Oste, og disse svinde jo ind, naar de ligge længe.

Skinken.

Ja det er sandt, nok troer jeg det samme; men da Bøsten har givet Underretning om det andet, saa lad ham ogsaa heri noget nøyere forklare sig.

Bøsten.

Har jeg fortalt mig, nu da om Forladelse; dog, førend jeg beder mine Hr.

21

Spekhøkere herom, maae jeg giøre et Forsøg, om jeg ey kan nærmere forklare mig i det jeg har sagt. Jeg har ligefrem sagt, at de kiøbe dem om Sommeren friske, baade de Holsteenske, Laallandske og Fyhnske; Disse svinder, naar de ligge længe. Men jeg maae først mælde om den Priis, hvorfor de have dem: Jeg er forvisset om, at de Holsteenske ey koster dem mere end fire Mark Lispundet, og de Laallandske og Fynske har de gandske vist en Mark ringere; altsaa har de, de Holsteenske for 4 Skilling Pundet, og de Laallandske og Fynske for 3 Skilling Pundet. De svinder; dette maae de have betalt, det er jo billigt. De tabe, naar de skiære der ud; dette bør ogsaa betales. Endnu maa jeg først erindre, at jeg ofte har sadt hos en Spekhøker, og med største Græmmelse hørt, hvorledes den stridbare Soldat tillige med den Fattige er bleven bortjaget, naar de har har vildet kiøbe enten for en Skilling Smør eller Ost; Er det da ikke ubilligt, at man saa ligefrem, uden den ringeste Eftertanke og Samvittigheds Følelse, bortviser dem begge? Vi har jo smaae Vægter, nemlig Lod og Qvin-

22

tinener, og et Pund holder jo 32 Lod, altsaa kunde de jo sælge dem for en Skilling; Og naar det bliver dem nægtet, mon dette da ey kan give dem Anledning til at begaae store Laster, som de vel ofte ey begik, naar de kunde faae for en Skilling Smør eller Ost at kiøbe; og faaer de det sidste, da er det vist enten blødt eller og elendig lidet; Ja, dette giver dem vist Anledning til at begaae denne Last. Tyverie som de vel ey begik, naar de kunde faae for en Skilling at kiøbe; thi disse kan jo dog en altid leve af Vand og Brød. Men jeg gaaer for vidt fra Hovedsagen. Endnu engang, jeg har sagt: vandblødte Oste; jeg vil overbevise Jer om, hvad jeg har sagt. Er det ikke sandt, I Herrer Spekhøkere! at I stedse har en vaad Klud om Eders Oste, og denne, for ey at blive tør, bliver blødt hveranden Time? Ja! I har jo ogsaa Ballier med Vand i? jeg vil just ikke sige, at I legge dem heri; Men dette troer jeg, at, naar de stedse blive blødte med vaade Klude, I da intet taber ved det, at de svinder, og da kan de vel holde Vægten, ligesaa vel naar de ere gamle, som friske; altsaa tabe I jo intet ved det,

23

der, og I tage jo desuden 6 ß. for Pundet af alle tre Sorter. Jeg vil denne Gang ey sige mere; men andre maa dømme mig, om jeg har sagt for meget. Jeg haaber, om jeg har feylet, I da, saavel som andre, bevise mig den Godhed, at undskylde mine Feyl.

24
1

Tolv

Breve,

fra

en Bonde

til sin

Herremand.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Første Brev. Jeg var nyelig i Staden, jeg faae og jeg saae mange Ting: der vare mange, som ernærede sig af at skille deres Medborgere ved Forstanden. Med al denne Tieneste kunde de dog neppe leve. Andre blandede sig i Lauget; havde Professioner. De som ingen Professioner havde, maatte svare samme Udgifter, og kunde derfor naturligviis paa ingen Maade komme saa vidt, som de

4

der baade kunde tappe og holde Profession. Jeg fortrød rigtig herpaa, og ønskede, at de som havde Profession maatte forblive derved allene; thi naar Professionister skal være Øltappere, Brændeviinsbrændere og s.v., saa flyder deraf, at de i Kraft af deres Haandværk kan undersælge deres Medbrødre, som intet har lært uden at tappe. I mine Tanker skulde det aldrig tillades Haandværkere at drive Handel. De skulde være forbundne til at blive ved deres Profession, allene: Høkerie, Øltappen, Brændeviinsbrænden, Spiseqnarterer skulde allene drives af saadanne Folk, som ingen Haandværk have lært; aftakkede Soldater, Tienere, Brygger Karle, og saa videre. Herimod kunne vel indvendes, at de aftakkede Soldater intet have, hvormed de kan indlade sig i nogen Handel, og man kunde paastaae, at ingen burde opfødes ved Tiener-Professionen; men at alle skulde tilforne have lært et Haandværk. Det er Skade nok, at Ordsproget skal være sandt, nemlig: at en gammel Soldat er en gammel Tigger. Men herpaa, bliver vel og raadet Boed med

5

Tiden. Alting er nu i en munter Virksomhed, og man har de beste Forhaabninger. Hvad Tienerne angaaer, da tilstaaer jeg, at det var meget got, om ingen dertil blev antaget, med mindre han havde lært et Haandværk; thi paa denne Maade, naar han i nogle Aar havde samlet sig Penge ved at opvarte, kunde han vende tilbage til sin Profession, og blive Mester. Men for det første er det nu ikke saa. Her ere mangfoldige Tienere, som ikke have lært andet end det samme, og da de nu ikke mere kan nyde Embeder, var det billigt, at Professionisterne bleve udlukkede fra omtalte Handel; Tienerne derimod til samme antagne, hvilke og vare vandte til Opvarniger, til en vis Slags Artighed og Høflighed, bedre vare skikkede til at omgaaes og begegne deres Giester end en Haandværks Karl. Jeg saae og i Staden, at den halve Deel, af Krigsheren nød halv Penge, og halv Proviant til Besoldning. Alle roesede denne Indretning. Jeg tilstaaer og selv, at den forekommer mig herlig. Det kommer kuns an paa, om de bekomme disse Levnets Mid-

6

ler, saa gode, som vor Fader befaler dem at være. Indtil jeg herom bliver forvisset, ønskede jeg helst, at de fik lukker rede Penge, saa kunde de see dem for, og kiøbe, som dem selv lystede.

Andet Brev.

Jeg saae er Hospital i Staden for gamle udlevede Fattige. Bygningens Herlighed røvede overflødigt, hvor stor en Siel der boede i den, der havde ladet det bygge. Men om en enfoldig Bondes Betænkninger maa høres, da synes det mig underligt at opføre Skyestødende Bygninger for udlevede Folk, som ved at opklavre de mangfoldige Trapper, ere ferdige at daane paa hver anden. Saadanne Bygninger burde have været langs med Jorden, og ikke i Luften. Det som meest giorde mig ondt, var at høre, de Fattige endog her efter Haanden døde af Hunger; thi, da mange af dem formedelst en for høi Alderdom slet intet kunde fortiene ved deres egen

7

Fliid, og deres Pension ikke allene var tilstrækkelig til at ernære dem, døde de en langsom Død af Hunger, Hentærelse og Mathed. Det heder vel, at saadanne gamle Folk behøve kuns ganske lidet til deres Fortæring; men denne Setning befindes alt for ofte falsk, da mange ældgamle Folk kan fordøie om Kap med de friske og unge. Jeg saae endnu et andet Hospital for syge af Majestetisk Bygning. Men jeg blev meget bedrøvet ved at høre, at de ganske Fattige ned saa slet en Opvartning af de foresatte Opvartersker, at der snart intet Haab var om deres tilbagekommende Helbred. Og det som ydermere meget smertede mig, var at fornemme: at Studenterne aldeles vare udelukkede fra dette Gode. Det er sandt, at denne Stand har i nogle hundrede Aar lidt alt formeget. Nu skulde man dog vist vente, at Børsternes Undergang skulde blive Bogens Opkomst og lykkelige Tidspunkt.

8

Tredie Brev. Jeg saae andre Bygninger i Staden, saa store og prægtige, at to Printser kunde gierne Boe i et af dem. Jeg spurgte, hvem der beboede disse Pallæer, og fik til Svar: en Præst eller Professor. Sandelig jeg misunder ikke de Lærde og Geistlige deres udvortes Lyksaligheder; men dog synes mig det meget selsomt at bygge saa store og vidtløftige Templer for en eneste Person, der efter sin Stand ikke engang er forbunden til Pragt. Jeg troer, at en maadelig Kiøbstæd paa Landet kunde indqvartere alle sine Indvaanere i een eeneste af disse Vaaninger. Lad Fyrster og de Vældige paa Jorden boe paa slige Slotte, for at indtrykke Ærefrygt, og for at lade deres Rigdomme løbe ud blandt de vindskibelige og trængende Haandværkere. Det begriber jeg. Men de Lærde og Geistligheden bør have en anden Vei til Folkets Ærbødighed. Gode Skrifter og et godt Levnet. De bør vinde deres Medborgeres Hierter, ved at oplyse,

9

røre, bevæge og forbedre dem; men ikke søge at tildrage sig deres Høiagtelse ved en glimrende Pragt, som udstikker Øinene, og et opblæst Væsen. Dog, da nu Skriver-Frieheden fra lykkelig og viselig er bleven indført, tør man haabe, at der vil komme saa mange nyttige og ypperlige Værker ud fra dem, at i Betragtning deraf, ingen mere vil misunde dem deres Palæer. Vel mener nogle, at det just er deres store Herligheder, som giøre dem magelige, og betage dem Lysten til at arbeide. Man har fortalt mig, at en og anden Student har skrevet ypperligt, indtil han har faaet Embede, da han med et har ophørt. Man har beviist mig, at de herligste Skrifter komme fra udenlandske Lærde, som have langt ferre Fordele. Men jeg underskriver ikke disse Betænkninger. Vel ere de Menneskelige Gemytter meget forskiellige; men i Almindelighed maa dog Friehed, Ære, Rigdom og Værdighed langt kraftigere opvække til Virksomhed, Vindskibelighed og Nidkierhed, end Fattigdom og Mangel paa Friehed. Jeg under dem da meget gierne deres prægtige Huse,

10

ønsker kuns, at de til Vederlag vil levere os gode Bøger, hvorpaa jeg har hørt, at vi, i Sammenligning med andre slebne Nationer, har største Mangel.

Fierde Brev.

Jeg hørte i Staden, at nogle beklagede sig over Extra-Skatten, som beløber sig net op til 2 Skilling om Ugen. I det samme man beklagede sig, hentede man en Pæl Brændeviin for 5 Skilling, Tobak for 2 Skilling. Det var kuns en Frokost ligefrem, derfor kunde jeg ikke begribe, at man klagede paa Extra-Skatten, som var kuns 2 Skilling hele Ugen. Omsider begreb jeg dog. Man kræver den ikke i tide, man burde kræve den ugentlig. Nu derimod kræver man hver to Maaneder, og da er det ikke altid fattige Folkes Lejlighed at komme frem med 1 Mark eller mere. For disse Penge kunde de i samme øjeblik have en god Gryde Mad. Skatten skal ud i samme Øieblik.

11

De maa sulte denne Dag. Fattige Folk har ingen Oplags-Penge. Klagemaal! her ere mange Forandringer i Byen. Pojecter giøres og til intet giøres paa en og den samme Tid. Jeg talede nyelig om de himmelstødende Bygninger, som vare tillavede for den krybende Alderdom. Nu siges der, jeg kan dog ikke fortælle det for vist: at en Herre har kiøbt dette Slot, og at Alderdommen, som før herbergerede der, skal krybe op i Soldateskens Baraqver, lige skyestødende Bygninger. Disse Elendige kommer fra en Yderlighed i en anden, og man skulle snart mene, at man bygde disse Pallæer foe dem, allene for at dræbe dem. En Herremand skal have ønsket, at alle fattige Folk vare F * * i vold. Naar nu ingen Fattige var til i Verden, saa bliver Spørsmaalet, hvorledes den Rige skulle leve? Den naadige Frøken kom da selv til at bære Vand, hendes naadige Hr. Papa maatte selv bære Flesk fra Torvet, og hendes allernaadigste Frue Mama maatte selv hugge Brænde og lave Mad.

12

Femte Brev.

Jeg har sagt at disse Elendige kom til at krybe halv døde op i Soldaternes Baraqver. Følgelig faaer Soldaterne nu ingen adskilte og visse Værelser. Jeg troer ogsaa, at de efter Statens nærværende Forfatning ingen bør have. Det er got nok at giøre Projecter, naar man kuns har een Gienstand for Øinene. Men naar man samler alle Gienstande under et Øiepunkt, saa seer man lettelig, at Baraqver for Soldater var alle til Skade og ingen til Nytte. Borgerskabet tabte paa sine Værelser og paa sin Udsælgning. Soldaterne puttede sammen i en Afkrog tabte paa deres Profession. Da de nu ere fordeelte iblant Borgerne, kan de stedse fortiene et par Skilling, men hvem ville al Tid løbe efter dem til Byens Ende. De Soldater, som ingen Haandværk havde, kunde dog stedse, saa længe de laae hos Borgerskabet, for Tienester have Gientienester. Vor Fader selv

13

Hvis Udgifter ere store nok og maaskee alt for store, ville finde her nye Udgifter: Ildebrand, Lysning, Reparation. Det er ubilligt at svare, at alt dette skulle gaae paa Borgernes Regning. Vor Faders Hierte er alt for ømt dertil, at betage Borgerskabet først Inqvaterings Penge, derpaa Næringen, som de havde af Krigsstanden, og omsider at paalegge dem nye Skatte for Soldaternes Ildebrand og Lysning, som de nu kan nyde tilfælles med deres Verter dette synes i en enfoldig Bondes Tanker, at være noget for haardt. Men nu vil jeg fortælle glade Ting

igien. Vor Fader har givet alle Friehed til

at skrive og tale. Derfor tør jeg som en Bonde ogsaa skrive. Jeg har hørt, at man her i Staden torde i forrige Tider hverken skrive eller tale, undtagen eens Naboe ville tillade det. Det forekommer mig ligesaa underligt, som at jeg intet Arbeide torde foretage mig som Bonde, med mindre min Naboe gav mig Tilladelse. Dette ville være Bondestanden til en usigelig Skade, og hünt Den lærde Verden til største Fordervelse. Jeg

14

Hørde Her forleden en artig Historie: A og B bleve Studentere i et og det samme Aar. De vare paa den Tiid lige kloge, lige duelige. A studerede flittig. B gav sig god Tiid med sine Studeringer, men han havde Patroner, Veninder, Penge, og blev i Hast P * *. Monsieur A var endnu Student, kom til ham med en Bog for at ville have den bevilget til Trykken, det var en net, artig, sindrig og klygtig Satire, som ikke angreb nogen Person i Særdeleshed, men hele Verdens Feil i Almindelighed B fandt nogle af sine Feil deri, som endskiønt han var P * * — meente, at den hele Satire var allene skreven om ham, og derfor forbød den i al Evighed at trykkes. Disse Historier skal ofte være forefaldne i Staden, hvorved saa mange nyttige og ypperlige Værker ere forraadnede. Men velsignet være vor Fader, han har givet alle sine Børn Lov til at tænke, tale og skrive. Jeg har hørt at et Folk i forrige Tider, kaldt Rommere, har saaledes lykønsket deres Fyrster: Bliv lykkeligere end en August, og bedre end en Trojan.

15

Hvorledes kan Nordens sildigste Afkom lykønske vore tilkommende velsignede Fædre; jeg troer, den vil sige:

Bliv viis, bliv lykkelig, som syvend Christian, Han udi Norden var vor største Scepter-Mand.

Siette Brev.

Jeg har hørt, at en Skribent har sagt i forrige Tider, at der var ingen Frihed til for Mennesket, undtagen for Monarkerne. Denne Skribent maa ikke have været her i Staden; thi vor Fader, som selv er frie, vil ikke see nogle af hans Børn ere Trælle, eller underkastede en slavisk Lydighed. Det er dem bekiendt, hvormeget vores høistelskende naadige Fader har giort til Bøndernes Forbedring. Han vil at vi skal være et frit Folk. Gid jeg og mine Lige maatte skiønne derpaa. Gid Kongens, Landets og vort eget Beste maatte blomstre derved! men dette Ønske kan ikke andet end opfyldes; thi Bonden maa nødvendig arbeide bedre for sig selv

16

end for andre. Jeg læste i Gaaer en artig Fabel: Ulve, Tyre, Tigere toge paa Credit hos Lam, Faar og andre svage Dyr. Naar disse forlangte deres Betaling, fik de ikke alleneste ingen, men bleve endog afviste med Skielsord, og Kløer. Det var ikke nok; disse uskyldige Faar havde igien for at redde sig giort Credit hos Rævene, og de store Hunde, og som de ikke kunde betale dem, bleve de revne i stykker. Loven hørde dette, Dyrenes ædelmodige Konge rørtes, og han gav en Forordning i Skovens Rige, at alle forgieldede Dyr skulle behandles paa en og den samme Maade, og at Elephanten, som var hans Throne nærmest skulle ligesaa lidet være frie for at betale som Soen, der var den sidste i Dyrenes Rige. Skoven gav Gienlyd af Fryd. De store og glubske Dyr kunde nu ikke mere opsluge Faarene, men alle blev paa ene og den samme Maade beskyttde af Løven. Det var et artig Syn at see, at Faarene kunde nu frit tage de store og vægtige Guldkieder af Elephanternes og Ulvenes Halse, naar de ikke vilde eller kunde

17

betale. Heraf flød: at disse mægtige Dyr aldrig gjorde Credit uden de havde i Sinde at betale; thi i Modsatte Tilfælde forestod dem Ærens Forliis, Udpantning, Foragt, Fyrstens Unaade, og undertiden i Længden deres Embeders Tab. En Elephant havde giort en anseelig Gield. Han blev anklaget for Løven og svarede: jeg kan paa ingen Maade betale. Det burde du have vist i forveien, sagde Løven, tog derpaa hans Embede fra ham, solgte det til en anden, og deraf betalte Creditoren.

Syvende Brev.

Det vil maaskee falde dem forunderligt at høre, at Løven bortsolgte Elephantens Bestilling, men jeg troer, han havde Ret, først var heri en Fornødenhed; thi han kunde jo ikke betale alle Debitorer af sin egen Kasse, og desuden har jeg Hørt, at det kunde være i alle Begivenheder meget Nyttigt, om Fyrsten bortsolgte alle Embeder. Man ville vel spørge, hvor blev da Fortienester, Fliid og Vindskibelighed,

18

Gaver og Vittighed af? Herpaa svarer jeg som en enfoldig Bonde, at de Rige ligesaavel kan Have Gaver til at forestaae et Embede, som de Fattige, at de bør troes, at være af en bedre Opdragelse, og mindre Egennyttige, siden de ikke ere forsultede. Det forstaaer sig selv, at man burde anstille nøiagtig og tilforladelig Undersøgelse om deres Dygtighed, og naar da en Rig var ligesaa duelig, oplagt, indsigtsfuld til et Embede, som en Fattig, (ellers ikke) burde han foretrækkes. Vil de see Nytten heraf, da forestil dem en Sterboe, skulle den vel saaledes behandles af en rig og vel opdraget Embedsmand, som af den martrende Hunger og Sult. Hvor skulle da de Fattige blive af, vil man spørge? Herpaa svarer jeg som Bonde: at Indretningen i Staten burde være saaledes, at fattige Folk lode deres Børn lære almindelige Haandværker, og at det blev forbødet en Sælge-Kierling at troe, at hendes Søn kunde blive Secretair eller Legations Raad. Ved denne Bortsælgning vandt Kongens Kasse Rigdom. I Embeder ferre Stikpenge. Men naar der nu befandtes ingen Rig at være dygtig, saa var man

19

nødt til, vil man sige: at antageden Fattige, men det er ikke saa. De Rige kan stedse give deres Børn en bedre Opdragelse, og naar de mærkede, de kunde tilkiøbe deres Børn Embeder, dog ikke uden foregaaende Examen, saa flød deraf, at de sparede disse Penge fra Overdaadighed, for at anvende dem paa Børnenes Opdragelse og forestaaende Bestillinger Dansemestere, Haarskierere og s.v. ville da faae mindre at fortiene ved deres Børn, derimod bleve de bedre belønnede, som skulde danne deres Forstand til de Embeder, som de i Kraft af deres Rigdomme vare visse paa. Men for ikke at blive stedse ved en Materie, hvilket er kiedsommeligt besynderlig i et Brev, saa forandrer jeg min Text igien, og begiver mig til Bøndernes Frihed. Vi have stedse ønsket den, en Deel af os har faaet den og alle burde have den. Jeg vilde gierne vide, hvorvidt Bøndernes Frihed burde strække sig? Jeg troer ikke, at den blev nyttig, naar den skulle strække sig saa vidt, som Borgernes her i Staden, hvis Sønner løbe fra en Stand til en anden. Skulde det saaledes tillades os, da vilde vore Bønder-Børn, som ere magelige og kiæde af Arbeide, i en Hast

20

forlade os, og søge Seiladsen, hvortil de har en naturlig lyst, som alle gamle Danske. Søen staaer Dem allevegne aaben. Øer overalt. Vandet, i hvor bedrageligt det end er, kan lokke inge Vovehalse. Nysgierrighed, hastig Vinding, naturlig ældgammel Drift, mageligt og ofte fortvilet Arbeide er just det, som smigrer dem. Vores muntre Ungdom vil heller sidde i en Mast, end gaae bag en Plov. De Danske ere meget for Forandringer. Vi Bønder ere ogsaa Danske, og vores Børn vil Heller see China og Vestindien end vore Fædres Agre. Omendskiønt jeg er Bonde selv, og følgelig bør ønske al Frihed for Bønderne, saavelsom for alle andre Stænder, saa ønskede jeg dog, at Bøndernes Frihed blev saaledes bestemt: først at Bonden var ligesaa frie i al sin Handel, som en Borger i Staden, og for det 2det at hans Søn maatte være og forblive en Bonde, at han hverken maatte give sig i Søe-Tieneste, eller ved Ret og Uret practiere sig herind i Byen, hvor han ved Hielp af et Par Træskoe omsider bliver til en holden Mand, Staden til Udsuelse og Fordærvelse, Bondestanden til den største Skade.

21

Ottende Brev.

Jeg har nyelig skrevet om Kongens Kasse, herom ere mange forskiellige Meeninger i Byen. Nogle meene, han burde aldrig tage Skat, men lade det komme an paa sine Undersaatters Kierlighed. Dette Forslag kunde maaskee være artig nok, naar alle Undersaatterne vare overbeviiste og oplyste om Deres Skyldigheder og Pligter; men da de nu ikke ere det, saa vilde der høres en jammerlig Klynken, naar i fornøden Tilfælde blev forlangt en liden Portion af deres Penge, som de dog har samlet sig under Regieringens Beskyttelse. Man kan see, hvilken Allarm 2 Skillings Skatten giør. Store Floder skal udrustes, store Krigs-Hærer føres i Marken, det skal skee med Et i et og det samme Øieblik. Den overhængende Fare taaler ingen Forhaling; er det en Tiid at kræve Skat

22

af de klynkende Borgere, som endog i de ønskeligste Tider, naar der er Fred og ingen Fare, naar Overflødighed regierer al Ting, tør sukke for 2 Skilling, og i det samme drikke en Flaske Viin? Jeg troer altsaa, at Kongens Kasse bør stedse være i sin behørige Tilstand; men maaskee der kunde skattes paa en anden Maade. De Fattige kunde beholde deres Gryder paa Ilden til dem deres raabende Børn. Lad Overdaadighed betynge Kassen. En Skat paa al unyttig og pralende Pragt var nok til Alt. De store Speile, de konstige Uhre, de stolte Tapetzerier, de forgyldte Vogne de yppige Klæder, lad disse betale Skatten og spar Fattigdom.

Niende Brev. Hvem skulde tænke, at her i Staden var saa stor Armod. Mandfolkene løbe omkring paa

23

Torvene, og kan intet fortiene. Fruentimmerne sulte hiemme, og kan paa ingen Maade faae deres Lives Ophold. O hvilken Sult i Hovedstaden! O hvilket ynkeligt Syn! Børnene vaagne, skrige om Brød. Konen græder over dem hiemme. Manden gaaer ud, og vil fortiene men fortiener dog intet. Konen og Børnene, forsmægtede af Sult, og denne bittre Kulde, vente paa en godgjørende Mand. Han kommer forsultet fra Gaderne, og har intet. O jammerlige Scene! Hvem kan forandre den? Gud og Christian. Jeg veed intet Raad. Denne Mangel paa at fortiene viser en almindelig Armod, som og at Handelen og Fabriquerne ikke ere i sin fulde Drift. Disse mange contrebande Vahre ødelegge og Byen. Jeg har hørt at man forskriver Karether fra Frankerig. Er dette sandt, saa gaaer det vel ligeledes med andre Ting. Vore Haandværks-Folk maa da knappe af paa alle Kanter, siden de mangle For-

24

tieneste. Naar Borgerne nu saaledes maa forrette al Ting selv, saa faaer Brendehukkeren, Last-Drageren, Vasker-Konen, Sye-Pigen, og s. v. intet at bestille. Jeg troer at Staden med et kunde reddes, hvis den aldeles ingen Tilførsel fik af det, den selv havde. — Byen er nu fuld af en Beretning om en gemeen Soldat i Helsingøer, der delede sit Commis-Brød med en fattig Borger. Hvis dette Menneske har intet at leve af, undtagen sin Sold; da er Gierningen saa heroisk at han derfor burde have en stor Belønning, og hans Navn et evigt Æreminde. Men der gives Soldater her i Staden, som har lært at forrette adskilligt med Hoved eller Hænder, og som ugentlig kan fortiene 3 á 4 Rixdaler. Hvis han er af disse Slags, bliver Gierningen ligefrem god og rosværdig; men ikke af den Art, at den kan eller bør opvække nogen Beundring, eller overordentlig Høiagtelse.

25

Tiende Brev.

Jeg har hørt, at Een har takket Gud for tre Ting: at han var fød Græker og ikke Barbar; Mand og ikke Fruentimmer,, og at han havde havt en dygtig Skolemester. Jeg har ogsaa Gud at takke for tre Ting, at jeg er fød Dansk, fød en Bonde, og at naadige Herre er bleven mit Herskab, der troer, at en Bonde ogsaa kan have en fornuftig Siel, og i Følge af den Tanke søger at oplyse deres Forstand, og forøge deres Fordele. Her i Staden er ingen Stand, som jeg vilde foretrække at være Bonde. Det

er sandt, at vor Landets Fader og Moder maa føle en sand Himmelglæde ved at kunde gavne Millioner Mennesker. Naar jeg betænker, hvad Glæde jeg smager, naar jeg kuns i en ringe Ting kan Nytte et eneste Menneske; saa begriber

jeg let, hvilken Guddoms Glæde der maa være

26

i at kunde giøre Millioner lyksalige. Men denne store Fryd maa kiøbes for mange møjsommelige Betragtninger og Bestræbelser. Jeg duede vist ikke til denne Post; og det forekommer mig underligt at høre her i Staden, at enhver Haandværks-Karl og anden gemeen Karl troer sig visere end vores Salomon. Holberg har søgt at udrydde de politiske Kandestøbere; men omsonst. Alle Haandværks-Folk ere endnu politiske, lige indtil Brændeviinsmanden og hans Dreng, ja lige indtil Spekhøkeren og hans Tjenestepige. Nyelig hørte jeg en Dreier Svend, som dreiede hele Staden om. Han skrev endog et artigt Skrift under Titul: Sandheds Elskeres Besvarelse efter Loven. De store Herrer, nær ved Fyrsten, toge Deel i hans Bekymringer, Nattevagt, Møisommelighed og Uroe, og, hvis Æren ikke vedligeholdt dem, maatte de døe under Byrden af deres udmattende Æmbeder. Krigsstanden er en hæderlig

27

Stand; men de Gemeene vorde deri alt formeget strabaserede, og deres Pleie er jammerlig.

At leve af 4 Skilling om Dagen, og, endog deraf at betale Vask, Pudder, Skoevox, at være for de ringeste Forseelser og Skrøbeligheder udsat for Stokke, Tampe, Kat, og Spidsrødder, at staae under despotisk Magt af dem, som ofte intet have lært uden at prygle: alt dette er meget haardt, og til ingen Ziir for Menneskeligheden. Hvorledes kan man vel raade Bod herpaa? Man har begyndt at sette Bønder-Børn blandt de hvervede Soldater; men heri synes mig at være en tredobbelt Feil; først taber Landvæsenet sine Arbeidere, hvorved hele Landet taber, og det alt formeget, for det andet lære saadanne Karle Selvraadighed og Liderlighed blandt de fremmede Hvervede, hvoraf saa faae have rene Sæder, og føre et got Liv og Levnet, og for det 3die give disse Stokke og Spids-Rødder dem flet ingen Følelse af Ære. Det

28

er mig derfor ubekiendt, hvorledes denne Stand best kunde og burde indrettes. Det er ingen Konst at sige: de burde have mere Sold; men det er Spørsmaal, hvor den Sold skal komme fra? Man kan dog ikke skatte Borgerskabet i det Uendelige Man kunde vel i steden for Tampe og Stokke forsøge at lede dem ved Ærens Tømme, dog er det vanskeligt nok, faalænge alle forløbne Udlændinger enrolleres, hvoraf en stor Hob er oplagt til allehaande Liderlighed, hvis Gift de igien uddampe til hele Regimentet.

Ellevte Brev.

Borgerstanden viser mig heller intet, som kan give mig Afsmag for min egen. De ere enten Haandværksfolk eller Handlende. Begge meget uvisse om deres Næring. Begge i største Bekymring for deres Børn, hvis Lykke er dem uvis. Vi Bønder derimod have ingen Bryderie med vore Børn. Vi ere Bønder, og vore Børn ere og forblive det samme uden videre Over-

29

læg og Betænkninger. Mon troe, det var at ønske, at der blev Skik her, som jeg har hørt at være i China, nemlig at Sønnen bestandig arvede Faderens Haandverk, Handel og Levemaade? To store Fordele flød heraf. Forældrene bleve mere roelige i Henseende til deres Børns Forfremmelse, og Børnene bleve nødvendig mere duelige i Professionerne, naar deres egne Forældre oplærte dem, end naar de kom under fremmedes Hænder. Vel kan man indvende, at det var at qvæle og tvinge Vittighed, og bane Veien til Dispotisme. Men herpaa kan svares: at der behøves Vittighed i alle Stænder, at Despotisme er umuelig paa Dansk Grund, at af nogle Hundrede, som forlade deres Forældres Stand, een eller to kunde blive lykkelige; da de alle kunde blive det, ved at forblive i deres Forældres Handel og Vandel. Den græd ikke for Guld, som aldrig eiede det, siger Ordsproget. I Kraft af dette: er en Soldater-Søn, som

bliver Soldat stedse lykkelig; thi han ha-

30

haver ingen Dømmekraft om bedre eller anden Stand. Han bliver og bedre Soldat end en anden, saasom han fra Barnsbeen af vorder øvet i Haarførhed og Exercice. Han vilde være mere hurtig mere bøjelig, Mere nøism, end enhver anden. Nogle mene, ar Soldaterne skulde have en Art af Byer for dem selv, for ikke mængede iblant de overdaadige Borgere, at lære Overflødighed, og faae Afsmag til deres egen Profession. De paastaaer, at Eenighed og den krigerske Aand vilde tillige regiere i denne Indretning. Det kunde have været got nok, naar det havde været en Skik fra Arilds Tid, Nu derimod lader det sig ikke giøre; thi det var at ødelegge Borgerskabet i Hovedstaden og Kiøbstæderne, og tilmed: hvor skulde man saa lige oprette de Soldater-Byer? Tolvte Brev. Vi Bønder ere derimod lykkelige. Ver Handel og Næring er vid og tilforladelig. Qvæg-

31

syge og Ufrugtbarhed kan ikke ødelegge os, saalænge vi har Friehed og et oplyst Herskab, saa viis og klog, som naadige Herre. Den geistlige Stand heri Staden haver intet, som kan opvække min Misundelse; men meget, som kan aftvinge min Medynk. De spille ongefær saadan en Rolle: en Borger drømmer baade Nat og Dag om, hvor smukt det vilde klæde hans Søn, ifald han fik Præstekrave, eller andet Smykke at bære. Han faaer en fattig Student, de fleste gange en Skole Discipel til at lære denne sin Søn de allerførste Grunde af Student-Haandværket. Sønnen kommer derpaa i latinsk Skoele. Faderen døer. Sønnen maa alt begynde at betle sit Brød blandt fremmede, Naar han nu i en halv snees Aar har betlet, og imidlertid er bleven forpryglet, bliver han Student, og prygler andre Folkes Børn igien for der tørre Brød. Uvished om sit Ophold, Ringeagtelst, Tidsspilde, Mangel paa nødvendige Bøger, hvoraf han bør blive dygtig og duelig, Bekym-

32

ringer, Sinds Besværinger, og Rynker for Tiden, en mat Siel i et fortæret legeme, en langvarig Elændighed eller en hastig Død: see dette er som oftest Følgerne af den studerende Stand. Mueligt og venteligt den nu kan blive bedre og lykkeligere, da Børsten har tabt sine Vinger, hvorved den i saa lang Tiid har giort forunderlige Sving, til Skam og Skade for Menneskeligheden. Men jeg vil nu forlade Byen igien, og agter mig hiem i Morgen til mine lyksalige Agre, hvis Erkiendtlighed min Sveed skal aftvinge. Her er Roe, Fred, Munterhed, Vindskibelighed og sund Luft. Her spiller Naturen og viser sin fulde Magt. O hvor sødt er det at være Bonde, Bonde i Dannemark, Bonde under Christian, Bonde under en Menneske-Ven, som min Herre.

Trykt og findes til Kiøbs hos T. Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

1

Konstmaleren. Oversat af det Lettiske Sprog efter en i Mietau funden Haandskrift.

Kiøbenhavn 1770. Trykt og findes tilkiøbs hos Aug. Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

2

Rubens, Konstmaler. Grev Æreværd.

En Kammerherre. En Kammerjunker. Fru Stoltenberg. Frøken Stoltenberg. Palmhielm. Ørnskiold.

Tre Bønder.

En Ridefoged.

En Proprietair.

En Skytte.

En Officeer.

En geistlig Mand. Lambert.

Førsten.

Førstinden.

Prinds Klemens. Lykke.

3

Gred Æreværd, Rubens, Kammerherren. Rubens.

Et Konstmaleri! hvilken ringe Anledning, til at unddrage mig Deres Naade!

Greven.

Anledningen er ikke ringe. I staaer paa Springet, endnu meere, end skeet er, at forderve vores Sæder: at svække Dyden: at understytte, ikke Ærekierhed, men den vemmelige Æregierrighed.

Rubens.

Andre Nationer giør jo det samme.

4

Greven.

Vores Nation helder allerede for meget til denne Side. Jeg og nogle andre Patrioter stræber af yderste Kræfter, at ophielpe den i Dydens Spor. Hvo som modsætter sig disse vores Bestræbelser, den holder jeg ikke for Fædrenelandets Ven.

Rubens.

Aldrig havde jeg ventet, at kunde tabe min Patrons Naade og Omsorg for en saa ligegyldig Tings Skyld.

Greven.

Ligegyldig? Ligegyldig, siger I? Er det ligegyldigt, hvad enten en Borger stræber efter den sande eller den falske Ære? hvad enten en Borger befordres ved egne, eller ved laante Fortienester? Rubens, Førsten har anvendt mange tusind Daler paa eder, for at have i eders Person en fortreffelig Konstmaler. I er bleven det. Eders Arbeid skal befordre, men ey hindre en ædel Tænkemaade. Alle Kienderes Øyne, saavel inden- som udenlands, ere henvendte paa eders Arbeyd. Var I en Fusker, da ville Eders Stykker ikke have megen Indflydelse. Men nu venter Fædrenelandet, at I ved Eders Konst giengielder hine betydelige Udgifter paa en saadan Maade, som befordrer Dyden.

Rubens.

Man lærer Konsten, for at ville leve vel af den; ja, om jeg tør tilstaae det, for at blive riig.

5

Antager jeg Prænumeranter til dette Stykke, saa vinder jeg ventelig nogle tusind Daler.

Greven.

Paa Dydens Bekostning bør I intet vinde.

Rubens, Kammerherren.

Kammerherren.

Hvad var det for en Strid, Hr. Rubens?

Rubens.

Det er dog en Ulykke, at en ærlig Konstner ikke tør handle efter sin bedste Indsigt. Altid i Klemme, altid i en Slags voldsom Tvang. Ville dog de Store engang for alle lade sig være sagt, at de frie Konster ikke taaler Tvang!

Kammerherren.

Greven er saa billig, at jeg neppe troer, han uden Aarsag skulle tvinge en fortreffelig Maler, en ny Rubens, en Mand, der giør Nationen Ære.

Rubens.

Jeg skulle selv have haabet det. Men det Modsatte skeer.

Kammerherren.

Hvorpaa beroer da Strideu? Tør jeg vide

den?

6

Rubens.

Mig undres, at de ikke allerede veed den, da de er denne brave Herres værdige Yndling. Har Han intet sagt dem derom?

Kammerherren.

Intet.

Rubens.

De veed, Fyrsten lod mig reise i endeel Aaringer paa Konstmaleriet. Min Videnskab, som Kiendere siger, at være bragt til stor Fuldkommenhed, koster Nationen mange Penge, og jeg tilstaaer, at Regieringen i saadan Henseende kan fordre, at jeg skal lempe mig efter dens Hensigter. Men jeg kiender Nationens Smag og min egen Tarv. Hvad der er afsetlig, hvad der indbringer mig meest, det maler jeg helst.

Kammerherren.

Oekonomisk talt, saa har de Ret, Hr. Rubens.

Rubens.

Jeg er nu færdig med dette store prægtige Stykke, bestilt og bestemt, at settes i Førstens Gemak.

Kammerherren.

Hvad forestiller Sykket?

Rubens.

Ærens Tempel.

7

Kammerherren.

Ellers intet?

Rubens.

Jo! Nogle gamle vrantne hedenske Philosopher har haft den Grille, at Ærens Tempel ey maatte bygges, uden at Dydens og Fortienestens Tempel skulle være bygt derhos, under et og det samme Tag.

Kammerherren.

Jeg erindrer mig dette. Altsaa maler de begge Templer under eet, og om jeg husker ret, saa maa Ærens Tempel ikke have anden Indgang, end igiennem Dydens Tempel.

Rubens.

Rigtig. Jeg nødes til, ar giøre saa. Stykket er paa det prægtigste anlagt, næsten færdigt. Men nu kommer Knuden. Nu kommer det, hvori Greven vil have sin Villie frem, hvis jeg ikke vil tabe hans Gunst.

Kammerherren.

Hvad er da det?

Rubens.

Mange Fornemme, i sær de, der ere benaadede med høi Rang, ønsker sig den Lykke, at hvile i Førstens Hukommelse, og som saadanne, at vorde deres Medborgere bekiendt. Her havde jeg nu

8

det Forset, at antage betydelige Pengesummer af Lysthavende, og at fylde Ærens Tempel med mange hundrede Rangs- og Stands-Personer. Jeg er meget heldig med at treffe Ansigter. Enhver skulle livagtigen skildres en Medaillon. og desforuden blive heele Verden bekiendt i Kaaberstik.

Kammerherren.

Hvad har da Greven at erindre mod dette Forsæt?

Rubens.

Greven siger saa: Eet er, at have tilsnegen sig høi Rang. Et andet er, at have fortjent den. Førsten vil gierne unde dem Sted i Ærens Tempel, hvis Dyd og Fortjeneste berettiger dem dertil. Men efter Grevens Meening forderves Nationen, dersom jeg maler Ripsraps; thi det er ikke troligt, siger han, at denne Mængde af Stands Personer skulle alle være kommen til Æresgrader paa Dyds og Fortjenestes Vei.

Kammerherren.

Førstens Hensigt er berømmelig. Jeg har hørt tale noget derom. Rangen siges hidindtil at være uddeelt i Fleng efter Gunst meer, end efter Fortjeneste. Den har altsaa tabt sin Virkning. Udmærket Borgerlig Fortjeneste skal derfor i Fremtiden hædres paa en anden Maade, nemlig ved at foruude saadanne Personer Sted i Ærens Tempel.

9

Rubens. Kammerherren. Palmhielm. Ørnskiold.

palmhielm.

Hvor nær er Stykket, Hr. Rubens?

Rubens.

Det feiler allene, at jeg indtegner Personerne paa de 500 Medaillons.

Ørnskiold.

Hvilken Ære, at see sit og sine adelige Slegt-Ninges Portraiter paa et saadant prægtigt Stykke. Et Stykke, der skal zire vores regierende Førstes Audienz-Gemak. Et Stykke der dagligen falder de fremmede Gesandter og Tusinde andre i Øinene. Et Stykke, der stedse kan minde vores gode Første om vores Forfremmelses Tuur.

palmhielm.

Ikke allene det, Svoger, men ved Kaabberstykkernes Hielp bliver vi kiendt som ærede og fortienestefulde Mænd af hele Nationen, af den hele sædelige Verden, maaskee lige til Konstantinopel. Jeg vedder, mit Ansigt, min Taille, mine store Legge, min nette Fved, mine hvide Hænder, skal foranledige Oprør i Damernes Blod, og dybe Suk i den Tyrkiske Keisers Serrail.

10

Ørnskiold.

Jeg kommer, sandt at sige, sovendes ind i Ærens Tempel. Aldrig et Skridt har jeg gaaet min høye Rang i Møde. Mine fornemme Slegtninge hialp mig til Ære, fordi de skammede sig ved en Fætter uden høy Rang.

Palmhielm.

Jeg ligesaa, Svoger. Tro mig, der findes hele Slegter, der ey besidder deres Høyhed med bedre Adkomst. Got og vel, at den brave Rubens underholder os i Førstens Minde, og giør os bekiendt i hele Europa. Hidindtil er vi neppe bleven bemærkede af vores egne Medborgere. Vi Har ikke givet noget Menneske Anledning, at kiende os fra Fortienesters Side. Jeg harmes endnu, ved at tænke paa min sidste Reise i en fraliggende Provinz. Hvo er den? spurgte man. Min høye Rang var kiendelig nok. Den faldt i Øyet, men Folk undrede sig, hvordan jeg kunde være kommen Dertil. Endelig udbrød een med disse anstødelige Ord: Dertil var han jo bestemt, førend hans Moder blev forløst med ham.

Ørnskiold.

Er jeg først kommen i Ærens Tempel, saa vil jeg lee haanligen af dem, der lumskeligen tildrister sig, at forekaste mig Vankundighed i mit Embedsføring. Indtegningen i Ærens Tempel skal være mit Skjul, mit Skiold, mit Brystværn

11

imod alle Beskyldninger. En herlig, Opfindelse, Hr. Rubens. Tillad jeg omfavner dem derfor.

Palmhielm.

Tillad mig det samme, fortreffelige Konstner. De fortiener Nationens Erkiendtlighed.

Rubens.

Jeg haaber, Nationen skal have Ære af mit Konst-Stykke. Mange hædrede Mænd i en Stat, setter megen borgerlig Dyd forud, uden hvilken, Rang og Hæderstegn ikke kan lade sig tænke.

Ørnskiold.

Megen borgerlig Dyd have vi ikke just lagt Vind paa. Jeg og min Svoger er oprigtig. Sandt er det, vi har aldrig dræbt eller plyndret vores Medborgere, vi fortiener altsaa ingen borgerlig Vanære. Men om dette er tilstrekkeligt, for at fortiene den høye Rang, hvori vi ere komne, det lader jeg staae derhen. Vores Høyhed er et dejligt Præg - - - tør jeg sige det, uden at opvekke min Svogers Vrede? - - - et dejligt Præg paa - - - en falsk Mynt.

Palmhielm.

Sandt nok, Svoger! Sandt nok. Jeg er Heller ingen hykler. Vi duer begge kuns lidet. I og jeg. Jeg og I. Vores Vankundighed har maaskee anrettet større Skade i vores Embedsføring, end den almindelige Qvægsyge.

12

Rubens.

Snart skulle de gode Herrers frimodige Tilstaaelse overtale mig, at Grev Æreværd har Ret i sin Paastand.

De forrige. Frue Stoltenberg. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Hr. Rubens! bliver Stykket snart færdigt? En robe vil jeg være malet, med høytstaaende Fresur, dobbelt Perlesnoer paa den venstre Side, Aigrette, Sultane, og al den Pynt, der kan forynge et aldrende Ansigt. Det har jeg sagt dem eengang forher. Min Daatter skal males ved Siden af mig, hvad enten hun vil eller ikke. Hendes Beskedenhed er mig modbydelig. Gammel Adel, den Rang, bør glimre overalt.

Rubens.

Af Mandkiønnet har meldet sig saa mange at jeg tvivler, der bliver Rum til Damerne i Ærens Tempel.

Fruen.

Hvad! Ikke Rum! Veed I, med hvem I har at giøre?

13

Rubens.

Deres Naade vilde holde mig undskyldt. I Dydens og Fortienestens Tempel, - - - - torde jeg der male dem og de fleste Damer?

Fruen.

Hvad! den Leerhytte, med de nøgne kalkede Vegge - - - uden Zirat - - - den usle Dydens Tempel. - - -

Rubens.

Skulle det ikke være ærefuldt nok?

Fruen.

Nei, siger jeg, nei. Dyd og Fortieneste sætter Arbeid forud. Damerne ere frie for al Slags Arbeid. Arbeid er disse polerede Tider ledsaget med en Slags Vanære. Veed I det?

Rubens.

Jeg veed ingen bedre Raad, end at Fruen overtaler disse to Cavallerer, at overlade Damerne det Rum, jeg havde tiltænkt dem i Ærens-Tempel. Ørnskiold. Faa den Skam, der giør.

14

Palmhielm.

Og ligesaa, den der begierer.

De forrige. Grev Æreværd.

Greven.

Atter hos Maleren. I er lykkelig Rubens! Damerne kappes om at tilsee eders Konstarbeid.

Rubens.

Kunde jeg ikkuns være dem alle til Fornøielse, da - - -

Fruen.

Tænk Greve! hvilken urimelig Beskedenhed hos min Daatter. Hun vil ikke males i Ærens Tempel.

Greven.

Jeg kiender Frøkenens ædle Tænkemaade. Hun øver sig endnu i Dydens Skole. Hun bliver dagligen fuldkomnere. Snart tør hun vove et Skrit fra Skolen til Templet. Der hædres hun uendeligen mere i skiønsomme Folkes Øine, end om hun søgte, ukaldet at trænge ind i Ære-Templet.

15

Fruen.

Griller, Griller, Grev Æreværd! Hvad forstaaer De ved Dyd og Fortjeneste? Vil De maaskee sette Damerne til Arbeid? Jeg veed den Godhed, de bærer for min Daatter, denne tilskynder dem, at rose hende over Fortjeneste, maaskee til min Fornermelse. Jeg siger dem reent ud, jeg er misfornøiet med Dem. Ja misfornøiet er jeg, Greve!

Greven.

Ville Deres Maade med Frøkenen, besee de mindre Konstmalerier, saa kan jeg ledsage demi Galeriet, og oplyse dem den hele Samling.

16

Grev Areværd. Frøkenen.

Frøkenen.

Jeg ønskede, kiere Greve! at jeg torde yttre mig til Deres Fornøjelse. Jeg ærer Deres Fortjenester, og De ere i alle Henseender elskværdig. Men lad Dem nøie med denne Erklæring, der maaskee røber, hvad jeg endnu for Tiden burde fortie.

Greven.

Tillad, yndige Frøken! jeg anseer denne Erklæring, som fordeelagtig for min Kierlighed. Deres Fru Moder vil maaskee modsette sig mine ønsker; men om jeg finder Raad, at fornøje hendes Ærgierrighed?

Frøkenen.

Det bliver Dem ingen let Sag. Faaer hun ikke sin Villie frem, da er hun dem stedse imod. Jeg tor derfor neppe lade dem haabe, Grev Æreværd!

Greven.

Men om jeg finder Udveie til at fornøie deres Fru Moders Ærgierrighed, og dernæst at erhverve hendes Bifald til vores Foreening?

17

Frøkenen.

Da tilstaaer jeg, intet skulle afholde mig, at give dem min Haand, men uden disse Vilkaars Opfyldelse bliver Greven mig stedse fremmed.

Greven.

Lad være, deres Fru Moder ikke just fik Sted i Ærens Tempel, som jeg neppe troer - -

Frøkenen.

Lad være, jeg ikke blev deres Grevinde, som jeg i saa Fald neppe troer - -

Greven.

Lad være, deres Fru Moder maatte ad interrim nøies med et Sted i Fortienestens Tempel - -

Frøkenen.

Lad være, de paa Livstid maatte nøies med en anden Gemal - -

Greven.

Saa bliver Fru Stoltenberg dog æret og anseer, som den, der er paa Fortienesters Bane - -

Frøkenen.

Saa bliver de dog æret og anseet, som en Ægtemand i Staten, skiønt uden mig.

Greven.

Frøken, de skiemter med deres Tiener.

18

Frøkenen.

Forlad mig, kiere Greve, jeg fandt Behag i, at modsette dem nogle Vanskeligheder. Men hiertet befaler mig, at tilstaae alvorligen: Jeg elsker dem.

Greven.

Stor er min Glæde, og end større min Taknemmelighed.

De forrige. Rubens.

Rubens.

Endelig, naadig Herre! har jeg lært den Konst, at foreene vores stridige Meeninger. Nu skal Fortjenester allene aabne Indgangen til Ærens Tempel.

Greven.

Uden Dydens Fornemmelse?

Rubens.

Greven er saa paastaaelig. Jeg venter, Frøkenen understytter mit Forslag.

Frøkenen.

Lad os høre det, Hr. Rubens.

19

Rubens.

En lærd Ven forsikrede mig, vi havde en stor Mængde fortjente Mænd i Landet. Det som Franskmanden kalder merite auxiliair siges i Virkningen ar være det samme som egen Fortieneste.

Frøkenen.

Ved dette Middel, Hr. Rubens, bliver de Mange Dosmeres Velgiører.

Rubens.

Skiemt ikke, Frøken. Mange af Mandkiønnet, men uendelig fleere Damer, kommer til Ære ved laante Fortjenester.

Greven.

Textens Inddeeling er ordentlig nok - - - Egen Fortjeneste - - Laant Fortjeneste - - det eene er Fortjeneste, saavelsom det andet. Men min gode Rubens? bør den sidste krones med udmerkt borgerlig Ære? Hvad meener I?

Rubens.

Jeg, naadig Herre! Jeg meener, vi ere alle syndige Mennesker. Endog den bedste iblant os duer lidet. Til Fuldkommenhed kommer dog ingen. Den høyeste menneskelige Dyd er, som oftest, sminket. Den kommer af ureene Kilder. Og hvad vil Greven videre paastaae? I Italien, hvor jeg har lært min Konst, er det en Troens Artikel, at et

20

Menneskes Fortjeneste kan regnes det andet Menneske til Gode, endog paa hiin Side af Graven.

Greven.

Naar den gode Rubens kan vinde nogle Tusind Daler, ved sit Arbeid, saa lader han gierne Nationens Tænkemaade forderves. Dersom man unddrager eder den Roes, edrrs Konst-Stykker fortiener, og tilegner eders Lærlinge Æren for Arbeidet, hvad vil I da sige?

Rubens.

Det var ubilligt.

Greven.

Naar Dosmere forundes Rang og Gang over de Mænd, der arbeider vg opofrer sig for det almindelige Bedste, hvad da?

Rubens.

Jeg tilstaaer, det var ligeledes ubilligt.

Greven.

Saasnart Nationen mærker, laante Fortienester at giøre samme Virkning til Æresgraders Erhvervelse, som egen Fortjeneste: At Draaget bliver saavel et Medlem i Ærens Tempel, som den velfortjente Mand: Strax standses Dyden, Fortjenesters Bane betrædes da heel sielden, man søger, at komme i fornemme Svogerskab, man bruger nedrige Konstgreb, for at erhverve fornemme Dos-

21

meres Yndest, og disse sidste, af Frygt at vorde overseet af klogere Mænd, skal være gandske villige, at byde Haanden til deres Liges Forfremmelse. Endelig udtrænges de Vise, de Dydige, de Lærde af Cirkelen. Draagene bliver tilbage, og Tingene bestyres ved Draag.

Frøkenen.

Ikke alt for strenge min gode Greve. Noget Got findes hos alle Mennesker.

Greven.

De har Ret, Frøken. Men udmerkt borgerlig Ære burte ey uddeeles i Fleng. Hvo der ikke havde bidraget frem for andre sine Lige, noget betydeligt til den almindelige Velfærds Befordring, den skulle aldrig faae Høyere Rang. Om saa skeede, da ville Æresgrader og Ærestegn blive en Spore til at jage de Nedrige frem i Farten, paa Dyds og Dueligheds Vei.

De forrige. En Kammerjunker.

Kammerjunkeren.

Førsten ville om en Times Tid besee Malergalleriet. Jeg skulle anmode Greven, at alting blev sat i Orden til den Tid.

Greven.

Det skal skee, Hr. Kammerjunker. Begierer de, for deres Person intet Stæd i det nymalede Ære-Tempel?

22

Kammerjunkeren.

Jeg er endnu alt for langt fra Maalet, end at jeg turde hige efter saadan Ære. Der vil mange Aars Flid til, førend jeg tør paastaae nogen Slags udmerket borgerlig Ære.

Frøkenen.

Hvilken rar Beskedenhed!

Greven.

De ere endnu ung. Jeg glæder mig, saa ofte jeg taler med dem, i Henseende til deres saavel anvendte Tid. De ere paa Vejen, at blive en stor Mand. Anlegget har de dertil, og vedbliver de, saa skal jeg agte dem høit, om end deres Skiebne boesatte dem i en Bondehytte.

Frøkenen.

Har de endnu ikke søgt om nogen slags Befordring?

Kammerjunkeren.

Det har jeg ikke. Jeg beklager mine Lige, der ved høiere Rangs Erhvervelse sigter til, at drage et slags Skiul over deres Vankundighed.

Rubens.

Jeg har mærket, at de meest vankundige, ere de meest æresyge. Det er just de, der plager mig meest, at vorde indtegnede i Æretemplet.

23

De forrige. Kammerherren.

Greven.

Der kommer atter et ungt, haabefuldt Menneske.

Kammerherren.

Hr. Greve! Jeg indflyer til deres Bevaagenhed. Befri mig, jeg beder dem ydmyg, fra et Embede, Førsten vil paatrænge mig, og som jeg ikke er dristig nok til at antage.

Greven.

Feiler det dem paa Tillid til deres egne Kræfter?

Kammerherren.

Ja. Jeg veed endnu neppe den halve Deel af det, mig er tilraadet at skulle lære. Mine to betydeligste Lærere har en Tidlang været syge, hvorved jeg opholdes mod min Villie. Dersom Førsten efter fem eller sex Aars Forløb tilbyder mig det Embed, han i Dag syntes at ville paatrænge mig, da kunde det maaskee betroes mig med meere Sikkerhed for Landet.

Frøkenen.

En Kammerherre der studerer, der holder sig Lærere, der er frygtsom ved at antage et Embed! hvilket rart Syn!

24

Kammerherren.

Rangen skiuler ikke min Uvidenhed. Jo meer jeg lærer, jo bedre kiender jeg, hvad mig endnu feiler.

Greven.

Maaskee Uvidenhed er Aarsag, at mange i stolt Tillid paa deres egne, ukiendte og uprøvede Kræfter, tager imod vigtige Statsbetieninger.

Frøkenen.

Er der da ingen Lars eller Peer, der fra Liberi-Kiolen af, har som Fuldmægtig bestyret det Embed, som nu tilbydes Kammerherren? Denne kunde de jo bruge til Embedsforretningerne.

Kammerherren.

Der siges vel, at være saadan een. Men jeg holder den saa kaldede esprit de laquai, uadskillelig fra slige Fuldmægtiger. Den har en stor Indflydelse i deres Forretninger.

De forrige. Fru Stoltenberg.

Fru Stoltenberg.

Hr. Greve, jeg haaber, de ikke modsiger mig. Min salig Mand, saadan som han brillerede i levende Live, med alle sine Hæderstegn, en frisk, fyrig Anseelse - - - saadan skal han males ved Siden af mig, i Ærens Tempel, til evig Amindelse, at han har været min Mand og en af Landets store Herrer.

25

Rubeus.

Deres Naade! Mit Stykke er kuns bestemt for de nu levende.

Fruen.

Kunde vores bedste, ægte forgyldede Eqvipage, med sex Heste, Kudsk, Forrider, ro løbere, fire Laqvaier, to Haidukker og to Pager, altsammen i prægtige Galla-Liberier, ikke gierne faae Sted paa eders Stykke uden for Templet?

Rubens.

Uden for maatte det være - - - dersom ellers - - -

Fruen.

Eqvipagen bør sees paa et eller andet Sted, thi ellers kunde taablige Folk snart troe, vi var gaaet hen til Templet.

Kammerherren.

Deres Naade vil holde mig et Svar til gode. Aldrig bør deres salig Herre faae Sted i Ærens Tempel. Han var jo ikke Patriot. Han blev afsat, for hans Magelighed og Sportelsyges skyld.

26

Fruen,

Næsviis! hvor tør de sige mig saadant i Øynene? Med Sandhed bør man aldrig drive Skiemt.

Kammerherren.

Jeg er oprigtig.

Fruen.

De er ung og dumdristig, min Herre! (afsides:) Endnu i Dag skal min Svoger stræbe, at sette ham ud af Førstens Naade.

27

Rubens. Nogle Bønderfolk og deres Ridefoged.

Fogden.

Hvad vil disse halve Kroppe sige?

Rubens.

Det er Billedstytter af fornemme afdøde Personer. Jeg agter, at afskildre dem, for at giøre min Samling meere fuldstændig.

En Bonde.

Hvad er da den for een, med Forlov at spørge, den der har den krøllede Paryk paa?

Rubens.

Han var en udenlandsk Statsminister Han er død for en halv Snees Aar sidert. Der neden under, paa Fodstykket, der kan I selv læse hans Navne og Titler. Han havde hiemme i Saxen.

Fogden.

Aa, er det den Karl. Jeg har læst meget om ham i Aviserne. Hans Skielmstykker er beskreven i en heel Bog, som jeg endnu eyer. Han forstod, ved Tusinde Snedigheder at plyndre alle Stænder. Aldrig har nogen Mand meere misbrugt sin Konges Fortrolighed.

28

Rubens.

Man siger meget Ont om ham.

Bonden.

Kristen og Jesper, kommer hid, og slæber af med den Klump. I har en stærk beslagen Vogn, han brister ikke af det Læs.

Rubens.

Holdt! hvad vil I?

Bonden.

Jeg behøver en Afvisersteen uden for min Gadeport. Mig synes, det Skarn er ikke bedre Skiebne værd. Det har jo været en Dievel, som jeg hører af Ridefogden.

En anden Bonde.

Dersom du tør beholde Klumpen, Rasmus, til Afviser, da skulle du sette Hovedet ned i Jorden, og Stumpen op ad.

Rubens.

Hvorfor det?

Bonden.

At ingen skal see Forargelse paa denne skamløse Karls Ansigt.

Rubens.

Lader mine Billedstytter staae, Børn. I kan besee, alt hvad her er, men I maa ikke røre ved

29

noget. Om end Manden har været ond, saa kan han dog behøves i Samlingen. Hans Eftermæle vil maaskee opvække Afsky hos dem, der ere paa onde Veje.

Bonden.

Fanden heller! Saa pyntet og smykket, som den Karl her forestilles i Steen, faa kunde Folk snarere faae Lyst, at giøre, som han har giort. Røve og plyndre imedens de lever, og blive æret og giort høitid af dem i Billedstytter og Malerier, naar de ere døde. - - - Smykkerne skulle af ham, og der skulle udhugges med store Bogstaver: Til evig Skam og Skiendsel. Det kunde sette Skræk i andre.

Rubens.

I taler som en Bonde. I har ingen fiin Følelse.

Bonden.

Men hvad jeg siger, er sandt. Farvel Far!

Rubens. En Proprietair og hans Skytte.

Proprietairen.

Er han den gode Mand, der har Opsyn med Førstens Galleri? Rubens. Jeg er det, min Herre!

30

Proprietairen.

Er det tilladt, at besee Stykkerne?

Rubens.

Meget gierne. Maaskee er min Herre en Kiender deraf.

Proprietairen.

Ikke meget. Hvo er den Mand, der har mistet sin halve Næse?

Rubens.

Det er den berømte Tyko Brahe.

Proprietairen.

Ham har jeg hørt meget om, Det skal have været en fortreffelig Herre. Men hvad vil den mindre Tavle sige?

Rubens.

Det er hans Æreminde, som efter den Romerske Keisers Befaling blev opsat i Prag, hvor han med største Høitidelighed blev begravet.

Proprietairen.

I Prag? Efter den Romerske Keisers Befaling? Det var jo en skaansk Mand.

Rubens.

Ja det var han. Men man jog ham ud af

Landet.

Proprietairen.

Hvorfor? Han var jo en Ære for Landet.

31

Rubens.

Det var tildeels Aarsagen til hans Fald. Han drog nesten alle lærde Europæers Opmerksomhed paa sig. Konger og Førster kappedes om, at bevise ham Ære, og at omgaaes med ham. Ved denne Soel formindskedes mangen Stiernes Lys, og blev umerkeligt.

Proprietairen.

Saa meget meere synes mig, burde man have holdet paa ham.

Rubens.

Alle Landes Historier ere fulde af Exempler paa slig Medfart mod store og fortiente Mand.

Skytten.

Herre! dersom kuns ingen røber mig, at jeg er en duelig Skytte. Ugierne ville jeg undvige Fædrenelandet.

Proprietairen.

End dette Stykke, Hr. Rubens.

Rubens.

Det var en fortreffelig Søehelt. Han reddede sit Fædreneland af en overhængende Fare.

Proprietairen.

Hvorfor er han da ikke malet i Helte-Dragt? Han seer jo ud som en gammel Skatteborger.

Rubens.

Han maatte forlade Heltenes Bane.

32

Proprietairen.

Maaskee, fordi han var en stor Mand i sin Konst?

Rubens.

Det er omtrændt, som de siger, min Herre! Faren var forbi for den Gang. De Store i Landet frygtede for Søeheltens skarpe Syn. Hans Fortienester vare alt for glimrende, end at Misundernes kunde have kommet i Ligning dermed. For nu paa engang at stoppe Misfornøielses Kilde, blev Helten afsat, og Opsyn over nogle Bønder i en langt fraliggende Provinds ham betroet, hvor Leilighed, at komme Førsten i Tale, var ham betagen. Overalt holdtes det i gamle Tider for en god Maxime, strax at afsette den, der giorde sine Sager vel. Bedre, en saadan Mand blev jaget ud af Landet, end at Tusinde dagligen skulle staae i Frygt for hans skarpe Syn.

Skytten.

Jeg skielver for Kone og Børn. Herre! røb mig ikke, naar I kommer til de Store. Siig heller til dem, at jeg skyder feil, hver anden Gang; At jeg endnu aldrig har kundet fange en Flok Agerhøns, og at det store Vildt løber mig overende, fordi jeg er starblind.

Proprietairen.

Du har intet at frygte. Dertil er du for ringe.

33

De forrige. En geistlig Mand.

Den Geistlige.

De arbeider med hele Verdens Bifald, Hr. Rubens. Tillad, jeg forlyster mit Øje med deres Konst-Stykker.

Rubens.

Gierne, min Herre!

Den Geistlige.

Man venter fra deres Haand Stykker, der kunde ophielpe Dyden.

Rubens.

Dyden ophielpes ikke synderlig ved Penselen. Mine Stykker kan ey komme i hver Mands Hænder. De kan altsaa ikke blive almindeligen seet.

Den Geistlige.

Men Fornemme kiøber dem.

Rubens.

De fleeste Fornemme har optænkt sig en beqvem Sædelære, den viger de sielden fra. Deres Tal er og lidet, i Ligning med Almuens.

Den Geistlige.

Almuen fik vi nok forbedret, naar først endeel af de fornemmere Stænder var bleven bedre. Exemplet giør meget, om ikke alt.

34

Rubens.

Min Herre! har de et got Forslag, saa siig mig det. Jeg vil stræbe, at sette det i Verk.

Den Geistlige.

Saa mael da en Første, saadan som vores, af hvis Ansigt straaler Menneskekierlighed og Retviished. Omgiv ham med hans udvalgte Tienere der ere bereed, at fuldbyrde hans fortreffelige Hensigter. Mael saa en udvendig Cirkel af gierrige, troløse, uvidende, og til det almindelige Bedstes Befordring, uredebonne Folk, der hemmeligen modsetter sig hines ædle Bestræbelser - - -

Rubens.

Det gaaer ikke saa let an, min Herre! Lineamenter og Attitude skulle jo tilkiendegive enhver Persons Tænkemaade.

Den Geistlige.

Det skulle saa være.

Rubens.

Men Udyden er maskeret.

Den Geistlige.

Det er sandt.

Rubens.

De troløse, de gierrige - - - de har allesammen den redeligste og uegennyttigste Mine. Jeg kan ikke maele dem anderledes, end de viser sig, og efter Synet at dømme, ere de alle gode.

35

De forrige. En Officeer.

Officeren.

Har Hr. Rubens Battallie-Stykker ved Haanden.

Rubens.

Kuns dette eneste.

Officeren.

Er det ikke Slaget paa Rygen?

Rubens.

Jo, men det er ikke fuldferdigt. Jeg eyer Portraiterne af nogle brave Krigsmænd, der vare med i dette Slag, og for deres Tapperheds skyld bleve hædrede med Ærestegn. Disse Portraiter vil jeg stræbe, at efterligne, og sette dem en Medaillon paa begge Sider af Kartuschen.

Officeren.

Da var det god Tid for Krigsmænd, Hr. Rubens. Ærestegn gaves efter at de vare fortiente. Nu tages de forud, og Modtageren glemmer som oftest, at betale denne Gield.

Rubens.

Det har vi Freden at takke for, min Herre!

Officeren.

Freden er en god Gave. Jeg ønsker Fædrenelandet Roe og Fred inden sine Grændser. Jeg

36

ønsker at enhver Medborger med Taknemmelighed maae skiønne paa Fredens Fordele. Men Ærestegnene kunde vi spare for uforsøgte Krigsmænd. De Store i Landet skulle have lade deres Sønner, saa mange af dem, der vare bestemte til Krigsstanden, samle Erfaring i udenlandske Krige.

Rubens.

Mange have jo giort det, og giøre det endnu.

Officeren.

Nesten ingen af høi Rang og Byrd. Men dertil ere de alt for kielne og blødagtige. Hiemme har de siddet Aar ud og Aar ind, men de har ligefuldt higet efter høiere Æresgrader og Ærestegn. De derimod af Middelstanden, der har haft mindst Raad og Leilighed, de har forsøgt sig Udenlands med megen Bifald, vovet sig yderlig, lært meget, giort Nationen Ære, men de kommer dog ikke i den Anseelse, som hine, der blev hiemme.

Rubens.

Krigen er et voveligt Haandverk. tænker dem ikke, der bliver hiemme.

Officeren.

Haandverket skal læres i Krigen selv, og vee den Krigshær, der skal bestyres af uforsøgte Mænd. Forskiellen imellem en Officeer, der efter forudgangen Studering har giort nogle Feldtog med, og en anden, der ikke har saadan Erfaring, er lige saa

37

stor, som Forskiellen imellem Konstmaleren Hr. Rubens, og den Maler, der viser sit Mesterstykke ved at anstryge et Plankeverk. Tænk selv, Hr. Rubens, om de ikke var gaaet i en bedre Skole.

Rubens.

Saa stor er Forskiellen dog neppe.

Officeren.

Jeg har snarere sagd for lidet, end for meget. De forrige. Kammerjunkeren.

Kammerjunkeren.

Førsten og Førstinden vil afskildres. Jeg ønsker Hr. Rubens megen Lykke til dette Arbeid. Jeg har Befaling, at hidkalde dem i Kabinettet for det samme.

Rubens.

Det har sielden villet lykkes mig, at treffe regierende Personer, naar jeg er bleven kaldet for at see og male. Bedre gaar det, naar jeg uformerkt samler, og hiemme hos mig selv udfører et Lineament efter det andet.

Kammerjunkeren.

Den høie Ærbødighed, man erindrer sig, at være kongelige og Førstelige Personer skyldig, den - - -

38

Rubens.

Saa er det, Hr. Kammerjunker. Men i dette førstelige Par forenes med den høie Byrd, en overordentlige Drivt til Landets sande Gavns Befordring. Et af Deelene kunde allerede være nok, at indprænte en høi Grad af Ærefrygt, hvilken i det Øieblik, den virker paa Konstnerens Hierte, giør den Haand, der skal fører Penselen, usikker.

Officeren.

Gid denne Ærefrygt maatte være saa almindelig som den virkelig, ved dette Førstelige Pars redelige Hensigter og Bestrebelser for Undersaatternes velgaaende, er fortient!

Kammerjunkeren.

Førstinden venter deres Komme, Hr. Rubens.

Førstinden. Frøken Stoltenberg.

Greve Æreverd.

Førstinden.

Denne Egensindighed havde jeg ikke ventet hos Rubens.

Greven.

Raadigste Førstinde! de største Konstnere er ofte de egensindigste Mennesker. Nu nyligen bad

39

han atter, om man ikke turde forudsette en liden Bagdør paa Ærens Tempel, hvor de kunde synes at være indkomne, der ikke for Dyd og Dueligheds skyld, kunde paastaae borgerlig Ære.

Frøkenen.

Kuns en liden laug Bagdør - - - Hr. Greve! - - - En gandske liden ukiendelig Bagdør - - at de Stakler kan komme ind, om det og skulle skee krybende - - - Saa tryglede Han, naadigste Førstinde.

Førstinden.

Den Tanke maae Han have hidført udenlands fra, her i Landet har man dog sielden indført nogen giennem Bagdøren.

Greven.

En Første kan undskyldes naar det skeer, Trængselen er stor, enhver paastaar Fortrin for sine Medborgere, man erhverver sig en fornem Patron, denne forestiller Klientens Ansøgning paa det Bedste, og slipper ikke Førsten, førend Han har velsignet. Saaledes udgaar Ærens-Velsignelse efter den anden, indtil alle ere komne i høi Rang, undtagen de Arbeidende, undtagen de Undselige, undtagen de Handlende, undtagen Videnskabernes og Konsternes Dyrkere.

40

Førstinden.

Hvad ere alle disse undtagen?

Greve.

Hendelseviis kommer en eller anden enkelt Lærd, eller anden brav Mand til høi Ære, men da maae Han have store Venner. Bevis nok, at hidintil ikke Fortienester, men de stores Forbøn oftest, har veiledet til udmerket høi Ære - - - Min naadigste Førstinde! deres høie Bifald til min Foreening med Frøkenen - - -

Førstinden.

Det har i alt, Greve det fortiener i begge: jeg skal søge at erhverve eder Fru Stoltenbergs minde.

De forrige Lykke.

Lykke.

Naadigste Prindsesse! Nu er det ti Aar, jeg med Bifald tiener ved deres Hof. Førsten vil efter Forlydende benaade en Deel tro Mænd med Æresteign, Jeg venter ydmygst, at - - -

Førstinden.

At være med i Tallet.

Lykke.

Deres naadige Forbøn - - -

41

Førstinden.

Jeg ved Lykke, i har tient, men om i har Fortienester, det lader jeg staae derhen.

Lykke.

Tieneste og Fortieneste ere to Ord, men de har en og den samme Bemerkelse, det ene vil ey sige mere end det andet.

Førstinden.

Det vil vi nu ei afgiøre, men hvad tykkes

eder om to andre Ord: Løn og Belønning? Ere de ikke og eenstydige?

Lykke.

Jo, det ere de.

Førstinden.

Altsaa den, der har faaet sin Løn, kan ikke siges, at vorde behandlet ubilligen, naar man negter ham Belønning?

Lykke.

Mig synes dog nu, ved nøiere Eftertanke,

at der er Forskiel paa Løn og Belønning. Mine aarlige 1000 Daler er Løn, men de forventede Hædersteign

bliver Belønningen for min lange og tro Tieneste.

Førstinden.

Og mig tykkes ligeledes, at der er Forskiel paa Tieneste og Fortieneste. For Ex. den der har

42

sat sin personlige Vælfært i Vove, for at tiene Fædrenelander, eller for at raade Bod paa et Onde i Staten, eller for at giøre sit Fæderneland Ære hos Udlædninger - - - den har Fortjenester.

Grev Æreværd. Rubens.

Rubens.

Her er Forteignelse paa mine Prænumeranter.

Greven.

Hjelp Himmel! hvilket Register!

Rubens.

Den indeholder 700 Personer og derover. Nu kan Greven vælge efter Behag.

Greven.

Det kan jeg ikke, det tilkommer Førsten allene, han vil begynde sine Staters Forbedring, med at Undertrykke den falske Ære, paa det Fortienesterne kan fremskinne og vorde Fædernelandet nyttige, i hvilken Person de end findes.

Rubens.

Ja, hænger det saaledes sammen, saa har jeg Uret.

43

Greven.

Dersom trefierdedeele af dem der staar paa denne eders Forteignelse, ville beqveme sig til, at lære Handverker eller Agerdyrkningen, saa blev de dog Fædernelandet til nogen Nytte, og de selv ville fortiene høiere borgerlig Ære, end den deres Rang giver dem, nu duer de til slet intet andet, end til at forsvinde som glændsende Smaakrøb.

De forige. Førsten. Lykke.

Førsten.

Jeg kiedes ved dette Trygleri, det er mig umueligt at udstaae.

Lykke.

Jeg og min Fetter slipper ikke vores naadigste, vores, forbarmende Første, førend han har velsignet.

Førsten.

Udmatter mig ikke med slige Ansøgninger.

Lykke.

Foruden de Grunde, jeg allerede ydmygst har anført, maatte det end videre naadigst betænkes, at jo flere Æresteign vores godgiørende Landsherre uddeler, jo mere vinder Silkemanufakturerne og Juvelererne. Rangskatten og Folkemængden forøges - - -

44

Førsten.

Folkemengden med?

Lykke.

Ja, visseligen. Jeg vil gifte mig, og for min ringe Deel strebe som en god Borger at formere Verden, men Baronessen giver mig aldrig sin Haand, saa lenge jeg er uden Æresteign. Ak! Jeg ulyksalige, skal dette rige Parti nu gaa glip for mig!

Førsten.

Besidder i da slet ingen personlige Fortienester? Skal eders heele Verdi bestaae i Laanegods?

Lykke.

Verden regieres af Fordomme. Tænkemaaden er nu saa i heele Landet.

Førsten.

Jeg vil arbeide paa, at denne Tænkemaade vorder forbedret.

De forrige. En Supplikant.

Supplikanten.

(Giør Knæfald.)

Førsten.

Hvad indeholder denne Ansøgning?

45

Supplikanten.

At maatte naadigst forundes Sæde i et eller andet Regierings-Kollegium.

Førsten.

Hvilken Regierings-Green tiltroer i eder, bedst at kunde forrestaae?

Supplikanten.

Hvilken det naadigst behager Førsten, at bruge mig ved.

Førsten.

Har i studeret Kameral-eller andre Videnskaber.

Supplikanten.

Jeg har lært noget Fransk, og jeg hører til den Grevelig Skioldborgske Familie.

Førsten.

Hvad har i lært mere?

Supplikanten.

At danse, min salig Fru Moder og Grevinde Skioldborg vare kiødelige Sødskendebørn. Førsten.

Hvad har i lært mere?

Supplikanten.

Forskierer-Konsten, desforuden er jeg ved Giftermaal kommen i den friherlig Adelhielmske Familie.

Førsten.

Hvad har i Lært meer?

46

Supplikanten.

Jeg kan ridse Tøffelblade for Damerne, og disse har i ledige Timer lært mig at sye Dubbletter og Merlin saa velsom at filere stor og smaa Pynt for Damerne. Min sal. Fader forsikrede ellers, at naar han ville gaae et par hundrede Aar tilbage i sit Slegtregister, saa stoed det til at bevise, vi vare nær beslegtede med det regierende Høiførstelige Huus.

Førsten.

Hvad har i end videre lært?

Supplikanten.

Sandt at siige, Spise og Drikke er i øvrigt min største Konst.

Førsten.

Og med disse Ferdigheder allene turde i vove eder i et Regierings-Kollegium?

Supplikanten.

Jeg tænker, det gaar nok an. Mange ere indkomne med mindre Videnskab, Kontorernes Betientere ved jo Beskeed med alt. Naar en eller to af dem, faar tillige Sæde i et Kollegium, saa gaar Sagerne gandske got og ordentlig.

Førsten.

Rubens! Skildrer mig denne Supplikant, jeg vil have hans Portrait: Han er saa ærlig, at han tilstaaer sin Uvidenhed. Kan jeg ikke bruge ham efter hans Ønske, saa fortiener han dog, at hvile i min Hukommelse, fordi han fremstiller sig uden Maske.

47

Fru Stoltenberg. Lambert.

Lambert.

Bedrøvelige Tider, min naadige Frue. Det Mindste vi kan vente er Landets yderlige Forfaldenhed. Man er i færd med at rokke paa Statsbygningen. Faldet bliver ikke ude.

Fruen.

Naar alle Stytter borttages, saa skal jeg og mit Parti staae som en Muur, og understytte den gamle gode Statsbygning, jeg og Prinds Klemens. Lambert.

Jeg frygter for Grev Æreværds foretagender, Han og Hans Parti synes at ville omstøde alt.

Fruen.

Ved de da ikke Hr. Lambert, hvad Lykke og Ære mig forestaar? Har de endnu ikke erfaret ---

Lambert.

Jeg ved det naadige Frue - - - de haaber Prinds Klemens skal gifte sig med deres Frøken Daatter - - - men dette Haab - - -

Fruen.

Jeg sverger dem til, Hr. Lambert, Sagen har

den bedste Anseelse, mit Haab har største Grund.

48

Lambert.

Gaar det an, da tilstaar jeg, Fruens Parti bliver det sterkeste: Thi Prindsen vindes da ved dem, og vores regierende Første vindes letteligen ved Prindsen, som han saa høiligen elsker, og stedse omgaaes med.

Fruen.

Det skal gaae an.

Lambert.

Prinds Klemens er en Dydig og vel opdragen, men fattig Prinds.

Fruen.

Det skader ikke, han er Fattig, Jeg vil absolut have den Ære, at være en Prindses Svigermoder. En Prinds skal endnu kysse paa min Haand, det kalder jeg at spille sin Rulle got. Jeg eier 36 Landsbyer. Mine tre største Gods skal Prindsen faae i Medgift. En rar Udsigt for en fattig og forlibt Prinds! jo den Sag bliver rigtig nok, det merker jeg af alle Omstendigheder.

Lambert.

Man har ofte seet det Exempel, at en fattig Prinds har giftet sig med en rig adelig Frøken.

Fruen.

Helst af saadan høi Byrd --- Naar det er skeet Hr. Lambert, da skal de see, hvorledes

49

jeg vil kiøre i Ring med Grev Æreværd og Hans dievelskesindede Parti. Har han haft den Dristighed, at tale haanligen om nogle Store i Landet, og om deres laante Fortienester: Har han været saa formastelig, at giøre Beslag paa Æresteigns og Titlers rundeligen Uddeling: Har han ikke undseet sig ved, at afskiere Embedsmænd deres bedste Indkomster, nemlig Sportlerne; Jeg skal vide, med Underfundighed at indlede alt i sin forige Gang.

Lambert.

Førstinden selv, maaske understytter Prindsens Giftermaal.

Fruen.

Ja vist giør Hun, derom har jeg det største Haab: hvilken Ære for mig, at kaldes Svigermoder til en Prinds !

Lambert.

Har Førstinden ladet sig merke noget dermed?

Fruen.

I aftes, da Prindsen dansede med min Daat« ter, faldt Førstinden i Forundring over begges Skiønhed, og sagde: Det er et dejligt Par!

Lambert.

Saadanne Udtryk af Førstindens Mund, ere merkverdige. Jeg begynder selv, at haabe Sagens-Fremgang med en slags Vished.

Fruen.

See kuns til Hr. Lambert. Inden tre Dage ere de Gifte med hinanden. Hvilken Ære for mig, at blive en Prindses Svigermoder!

50

De forrige. Palmhielm. Ørnskiold.

Palmhielm.

Frue! det kiere, det undertrykte Fædreneland, venter sin Frelse ved dem. Hielp, naadige Frue, det er den høie Tid. Følg det Raad, vi sidst gav dem, Prinds Klemens synes forelsket i deres Frøken Daatter.

Fruen.

Mener de, Førstinden skulle ønske dette Parti?

Ørnskiold

Nu nyligen hørte vi, Førstinden sige: Jeg vil befordre Frøken Stoltenberg paa et høit Æres« trin, dersom hendes Moder vil overlade Frøkenens Velfærts fremme til min Omsorg.

Fruen.

Det kalder jeg en Lykke. Kiere Venner! Lad os overlegge alting vel. Er det ikke bedst, jeg skynder mig, giør Knæfald for Førstinden, og beder Hende, hun antager sig min Daatter som en Moder?

Palmhielm.

Det er et kosteligt Indfald. Da giøres Sagen klar i et Øieblik. Partiet erklæres strax offentlig, og vores Hensigter skal intet Menneske kunde modstaae. Ak du stakkels Grev Æreværd! Jeg ynker dig! Hvor liden, hvor fornedert, hvor beskiemmet skal du blive!

51

Ørnskiold.

Hvilken Lykke for Nationen! Nu kan man igien haabe det gamle kiere Systems Vedligeholdelse.

De forrige. Kammerherren.

Kammerherren.

Det gamle kiere System! - - - kiender i gode Herrer det Onde, hvormed det gamle System truede?

Ørnskiold.

Ondt? - - - Hvad Ondt var deri?

Kammerherren.

Systemet har engang været got. Men Theorien er bleven opsluget ved Praktiken. Man vigede dagligen fra Reglerne. Man giorde dagligen Undtagelser. Man lod disse Undtagelser, saa farligen de end vare bebreve. Man tilsneg sig Landsherrens Bevilling. I de sidste Tider har Undtagelserne nesten allene gieldet.

Palmhielm.

Hvilke dristige Udtryk!

Kammerherren.

Men de ere sande. Dersom det gamle Systems Hovedreigler ikke var bleven undertrykte, hvorledes ville i mine Herrer med edersUvidenhed, være komne i de høie Rangs- og Æresposter, hvori man har sat eder?

Ørnskiold.

Vi?

52

Kammerherren,

Ja just i, og mange eders Lige. Uden ald Fortieneste, fulde af Ære- og Sportelsyge - - - Ved saadanne er Almuen udsuet

Palmhielm

Det kalder jeg, at tale formastelig - - - Vi som Fædrenelandets fornemme Mænd og tro Venner?

Kammerherren.

Er i Fædrenelandts Venner, da synes i verre end den graadige Polyphem. Sin Ven ville han dog ikke opfluge førend til sidst men i ødelegger eders Ven først.

De forrige. Rubens.

Rubens

Nu kommer det førstelige Herskab, for at bestemme, hvo der skal afskildres i Æretemplet.

Fruen. Har i ikke seet Prinds Klemens og min Daatter, samlede i Førstens Forgemak?

Rubens. Jo de stode sammen, og Førstinden syntes, at tale fortroligen med dem allene.

Fruen.

Triumph! Hr. Rubens! det har jeg ventet. I skal endnu see mig spille den betydeligste Rulle ved Hoffet. Hvilken Ære for mig, ar blive Svigermoder til en Prinds.

53

De forrige. Førsten. Førstinden. Prinds Klemens. Grev Æreværd. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Naadigste Førstinde! Tør en aldernde Enke, udbede sig en bevaagenhed?

Førstinden.

Hvad er deres Anliggende? Fru Stoltenberg?

Fruen.

Min Daatters Velfært ligger mig paa Hiertet. Jeg er ikke selv i Stand, at befordre den, beder derfor ydmyg, Førstinden fra nu af ville staae Hende i Moders Sted.

Fyrstinden.

Dersom de uigenkaldeligen afstaar mig deres Moder-Rett, saa antager jeg mig deres Daatters Velferts Fremme.

Fruen.

Vores naadigste Første kræver jeg til Vidne. Aldrig skal jeg gienkalde min Moder-Rett, thi aldrig kan min Daatter fare lykkeligere, end naar hendes Lykke bestemmes ved Landers Moder.

Fyrstinden.

Paa disse Vilkaar modtager jeg hende.

Rubens.

Mange venter paa vores naadigste Herres Kiendelse, i Henseende til de Personer, der skulle afskildres i Æretemplet.

54

Førsten.

Jeg har udnevnt en Rett til fortienesterne Undersøgelse og Bedømmelse.

Palmhielm.

En Rett? Adelen i det mindste er dog vel undtagen. Dends Fortjenester fortienester altid, som beviiste og bekiendte.

Rubens.

En Rett? naadigste Første! Jeg frygter, de meste af mine Medaillons vil blive Blanke.

Førsten

Det vil de ikke. Inden kort Tid vil vi lære at kiende dem, der har sande, og dem der allene prunker med laante Fortienester. Enhver, uben Hensigt til Stand og Vilkaar, skal fra nu af, kunde paastaae, at vorde indteignet i Æretemplet, han behøver allene at bevise, paa en uvmerket Maade, at have tient sine Medborgere.

Ørnskiold

Hvilken sær Forandring!

Førsten.

Jeg tvinges til, at giøre saa. Mit Folkes Tænkemaade har hidindtil værer fordervet i Grunden. Med Pligternes Tilsidesettelse har man allene jaget efter den falske Ære, og borgerlige Dyder har faaet en heel mistydig Bemerkelse. Nationens fornemmere Klasser ere til deels bleven modløse, kielne og stolte. Arbeidet er kommen i en slags Foragt. De hidintil brugelige Raades og Æres-Bevisninger har tabt endeel af deres Verdi, fordi

55

de ikke altid har været en Følge af fortienesterne, men snarere af Byrd og Forbønner.

Ørnskiold.

Men jeg og andre, der dog eengang for alle saa kiendeligen ere bleven hædrede - - Førsten.

Det allene kan ikke give nogen Rett til at faae Stæd i Æretemplet. Aldeles intet, uden beviislig Fortieneste - - - Grev Æreværd har Forsædet i denne Rett. Hos ham kan enhver melde sig, som agter at føre sine Fortienesters bevis. Førstinden.

Greven allene kunde letteligen blive en alt for streng Dommer. Frøken Stoltenberg vil ikke efterlade at formilde ham ved et kierligt Egteskab, hvortil jeg hermed giver mit Minde.

Fruen.

Hvad er det? hvilket Tordenslag! Fyrstinden.

De har engang afstaaet mig deres Moder-Rett Fru Stoltenberg. De seer, jeg veed at giøre nyttig Brug deraf.

Fruen.

Men jeg ventede, Prinds Klemens skulle -- Førstinden.

Forlad mig og Prindsen dette lidet Krigspuds, som vi har overlagt til deres Daatters Velferts Fremme, og til deres egen Ydmygelse. Kiert skal det være os, om Ydmyghed den Dyd, der mest er savnet hos dem, i fremtiden maatte faa Indgang hos dem.

56

Fruen.

Ak jeg enfoldige! Det søde Haab, at blive en Prindses Svigermoder. Førstinden.

Det har ei været ander, end en behagelig Drøm.

Fruens Ja desverre!

Palmhielm. Ørnskiold. Rubens.

Palmhielm.

Svoger! hvad skal der blive af os? Førsten har givet os begge Afskeed.

Ørnskiold.

Jeg ved ikke selv. Lært har vi lidet! eller

intet.

Palmhielm.

(Tager ham under Armen) Kom, lad os reise ud af Landet. Et Land, hvis Første er faa egensindig som Denne, er os ikke værd. Ulyksalige Fædreneland!

Ørnskiold.

Hr. Rubens! giv os et got Raad.

Rubens

Lærer noget, hvor ved i kan fortiene eders Brød i fremtiden. Laante Fortienester er en farlig Støtte. Falder en saadan Støtte saa falder den tillige som Helvede sig til den.

1

En

Patriotisk

Samtale

imellem

en reisende Engelskmand

og

en Kiøbenhavnsk Borger.

Holdt paa

det Engelske Caffe-Huus

paa

Christianshavn.

Kiøbenhavn, 1771.

Sælges hos Johan Gottlob Rothe i No. 8 paa Børsen.

2
3

Denne Samtale er virkelig holden i et anseeligt og nøygranskende Selskab. Engelskmanden begyndte saaledes:

Engelænderen.

Alle Lande have sine visse Grader af Lyksalighed; men ingen Herlighed kan lignes med Engelskmandens. Man reise, hvor man vil i Verden, saa er intet at ligne imod Storbritanien. Lader os igiennemvandre alle 4re Verdens Parter, og vi vil see. Vi vil ikke engang tale om Amerika, som er en ulyksalig og ynkværdig Slave af Europa. — O Himmel! hvad tænkte du, da du

4

gav en Haandfuld graadige, barbariske og overtroiske Spanier Forlov og Fuldmagt, at ødelegge, pine og martre saa elskværdig en Deel af Verden? — Vilde du give Epinozisterne Seier ? — Vi bør tie. — Al Ting er ikke got; men vi haabe, det bliver. Du straffede den gang Amerikanernes Synder, og maaskee disse skal snart igien udføre din Hævn over Europeerne. I det mindste tegner det dertil. — Om Forladelse, min Herre! for denne liden Afvigelse. Jeg tænker aldrig paa Amerika, uden med de voldsomste Følelser. Vi ville reise Afrika forbi, som er vild og barbarisk, og hvor det menneskelige Kiøn har fornedret sig langt under Dyrene, Lader os derimod fæste vort Syn paa det stolte Asien, som har saa store naturlige Fordele, og dog med alt dette ingen Lyksalighed. Det er bekiendt nok, at Regieringen overalt er despotisk, og alle Undersaatterne Slaver, lige fra

5

den, der følger Ploven, indtil den ynkværdige, som følger Despoten. — Man har vildet undtage Kina; men forgieves. Hvor Stokken er Drive-Fieren, er Regieringen ganske vist despotisk. Alt hvad man kan sige er, at det Viisdoms Lys, som skinner i Kina, frem for de andre Asiens Dele, betager Hos get af den despotiske Gift, som hersker med sine fulde Kræfter, hvor Vankundighed tillige har Septeret. — Nu vil vi reise hiem ad til vores Europa. — Italien — hvilket ynkeligt Syn! En Deel under en Præst, der, som Christi foregivne Statholder, berøver dem alle Ting, lige indtil Tænke-Kraften. Cæsar, August, Trajan vaagne op, og beskuer eders mægtige Rom! Den yderste Feighed er kommen i Stedet for den mest heroiske Tapperhed; Overtroe har efterfulgt de skiønne Videnskaber; talrige Munke-Kors i Stedet for uovervindelige Legioner. En anden

6

Deel af Italien er under smaae Fyrster, som ikke kan forsvare dem, og andre igien under fremmede Magter, af hvilke de ansees som Stedbørn. Spanien er fattig, doven, stolt, overtroisk og en Slave af Inqvisitionen, og i Følge deraf, dum og vanvittig. Man burde tænke, Amerikanernes Guld og Sølv skulde hielpe dem og giøre dem bestandig rige. Men lige som det gaaer med borgerlige og smaae Husholdninger, at Penge forslaae intet, naar Kiøkkenet holdes galt, og Tænkekraften er borte, saaledes gaaer det og med store og vitløftige Riger, hvilke stedse, uagtet alle naturlige Fordeele og Slumpe-Lykke, ere og forblive fattige og elendige, saa længe en slet Aand besieler og regierer dem, og hele Landets Politik er falsk. Portugal, en lige Slave af den tyraniske Geistlighed kan, uagtet sin Handel og Flittighed, sin Venlighed og Menneske.Kierlighed, dog aldrig være ret lyksalig, saa længe Spa-

7

niens Magt truer dem, og deres falske Geistlighed forraader dem. Den Tydske sig saakaldende Rommerske Keiser har en ganske forvirret Regierings-Maade. Han er Herre over Kuhrfyrsterne, og dog fik han allevegne Hug af Brandenborg paa en Tiid, da han havde saa overflødig Hielp. Pohlen, hvilken forvirret Skueplads! Her raabes paa Friehed og sees kun Blod. Her tales om Regiering og mærkes kun Forvirring. Andre Magter tvinge dem Konger paa. Elendigt! — Vi vil ikke engang tale om de smaae Fyrster i Tydskland, deres Jammer er tydelig nok til Bytte for enhver førstkommende, uden Forsvar for sig og deres Undersaatter. Franskmanden er vittig, det er sandt, men hvad hielper det, saa længe han er ufrie, og formedelst de store Paalæg og Skatte i yderste Armoed? Til med behandles han ilde af Geistligheden, som saa ofte der opvækker de bedrøveligste Sce-

8

ner, — Nyelig en Damien — Træk Dekket need for denne fæle Scene! — Ruslands Slaverie er enhver bekiendt. Den nu berømmelige, elskværdigste og beundringsværdigste Rusiske Kejserinde, som skulde overgaae Peter Czar selv, om det var mueligt, søger paa alle muelige Maader, at afskaffe Slaveriet; men forgieves. Landenes Udstrækning forbyder det. — Saaledes er det ofte en Ulykke, at have formeget, lige som det stedse er ynkeligt, at have for lidet, Hollænderne Har vel nogen Friehed; men hvilket uselt Land, som nu er nær ved, at falde tilbage i sit første Chaos, da alle Nationer øve sig i Handelen. Der var en Tids Punkt i Europa, da Kongerne vare Adelens Fulmægtige; da Adelens hele Konst bestoed i at slaaes, og det øvrige Folk, enten vare Trælle eller Soldater. Paa denne Tid vare Kloster-Klygter vort hele Vid, og udgiorde alle vore Videnskaber,

9

saavel de grundige som de skiønne. Da var Handelen foragtet og forhadt. Jøderne allene dreve hele Verdens Handel og øvede sig i Lægekonsten. Hollænderne, tvungne af Nøden, og fødte uden Stolthed, stial sig lidet til af den jødiske Handel, gik videre og videre, og bleve endelig fuldkommen Handelsmænd, da den Spanske Inqvisition tilsente dem de allerrigeste Jøder i Tusind Viis. Lykke og Ulykke komme ikke allene. De vandt siden usigelig meget, ved at modtage de Franske Hugonotter tillige med alle deres Konster, Videnskaber, Fabriker, og Manufakturer, hvilket tilhobe var blevet fordervet af Frankerig ved overilede Stats-Greb, som endnu smerte de Franske. De Svenske har vel en Art af Friehed. Vi ere, sige de: et frit Folk; men Lahgbundne. — Men, o hvilket ubarmhiertigt Land! Dannemark har store naturlige Fordele; men

10

Den Danske Borger.

Med Tilladelse min Hr. Engelskmand! hvad vil dette lange Men sige? Jeg kunde vel giøre Dem adskillige Indvendinger Deres hele Tale angaaende, men alt dette rører mig ikke faa meget, som naar De i Deres Tale om Dannemark, mit høistelskede Fædreneland, afbryder med et langtdraget Men, som gierne betyder en hemmelig Bebreidelse.

Engelskmanden.

Vi Engelskmand har alt for meget Moed, at vi skulle kunde hykle og fortie vor Meening. Som ætge Engelænder maa jeg da tale, og da vil jeg sige: at I Danske, med alle Eders Herligheder dog have tabt Frieheden, den eneste sande Herlighed paa Jorden, uden hvilken al anden Lyksalighed er Skygger og Avner.

11

Den Danske Borger.

De bedrager Dem, min Herre! vi har ingen Friehed tabt, hverken ved Regieringens Underfundighed eller Vold. Historien er Dem maaskee ikke bekiendt nok? Jeg skal have den Ære, at fortælle den. Vi vare ufrie under en stolt Adel, der snart tilegnede sig Pohlske Rettigheder. Der kom Krig, og de uovervindelige Danske tabte; thi Tapperhed er ikke Slavernes Deel. Midt i vore dybeste Elendigheder, da toe Riger skulde opofres, sendte Dannemarks Skyts-Engel det tabte Danske Moed tilbage. Vi overvandt vore Fiender og vi forlangte til Belønning, at vi ingen vilde adlyde, ingen følge, uden den 3die Frederich, paa hvis Viisdom, Heltemod, Ømhed og faderlig Kierlighed vi havde havt saa skinnende Prøver. Vi overlode os ligeledes til hans værdige Afkom, og paastode Adelen lige saavel skulde være blotte Undersaat-

12

ter, som de øvrige i Landet. Vi have endnu ikke fortrydt det, allermindst under vor 7de Christian, hvis Viisdom og Naade, geleidet af Carolinæ Mathildes Godgiørenhed, vil bringe os til den høieste Lyksaligheds Spidse. Kongerne ere vore Fædre og hele Resten af Undersaatter, lige fra Premier-Ministeren til Bonden, hans elskede Børn. Vi har selv forlangt, selv paastaaet, at Kongernes Villie skulde være vor Lov. Vi har følgelig ikke tabt vor Friehed, som De behager at sige. Vi have fundet den igien, da den var tabt. Da Adelen havde berøvet os den og vi havde faaet den tilbage, vilde vi ikke beholde den selv, men godvillig overgave den i vore Kongers værdigste Hænder. De vaage over den, som over deres Øienstene og til den Ende have givet de herligste Love, som de endog underkaste sig selv, nemlig Kongeloven. Aldrig sige vore Konger: vi vil; men

13

Loven har sagt det og det, og altfaa. — Vi ere derfor ingen Slaver af Kongen. Vi have vore Love, dem følge vi, dem vide vi og Monarken er vor Tilflugt, naar Ugudelighed, ellér Egennytte vil fordreie disse Love. Med et Ord: Dannemarks Forfatning er denne. Kongen forestiller en Fader, alle vi andre Adlede og Uadlede hans Børn, Loven det Forskrift, som vi alle har at leve efter. Naar Børnene komme i nogen Uenighed, viser Faderen dem Loven, som opklarer alt. Han siger ikke: den og den skal have Ret, sic volo, sic jubeo: stat pro ratione voluntas dvs. det er saa vor Ville; men han siger Loven tilkiender den og den Ret, følgelig bør det saa at være. Vi Danske Borgere har desuden adelige Fordele og i fornøden Tilfælde altid kan erhverve dem, hvilket Privileg neppe er tilstaaet nogen Nation saaledes som os. Vores egen Tapperhed har plantet det; Regieringen har vandet det, og vor egen Lykke vil give det

14

Væxten. Min Herre seer saaledes, at vi paa. ingen Maade ere Slaver; men et ganske frit Folk, beskyttede af Lovene, som handthæves ved vore store Kongers Myndighed. Og det, som opvækker mest Beundring og tydeligst viser, at vore Konger hverken ere eller vil være Despoter, er dette at alle kappes med hinanden om at give tabte Frieheder tilbage. Friderich den 3die, som var den første, til hvilken vi overdroge vor Friehed, satte strax et uovervindeligt Bolverk for den. Hans værdigste Søn udgav i et Corps alle de Love og Anordninger, som tiene til at beskytte vor Friehed og forøge vor Lyksalighed! — Hvilken høi Lyksalighed! endnu mangler Corpus Juris, eller en ordentlig Lov-Bog hos de vittige Franskmænd, i det hellige Rommerske Rige og flere Steder. Det beundrede Preusen og det forunderlige Rusland have ganske nylig faaet skrevne Love, indbragt i et ordent-, lig Corps; altsaa ere vi Originale i den fald lyk-

15

kelige Originale; thi gode Love, hvilken Herlighed ! — Deres Landsmand, den paa Dannemark faa høit forbitrede Molesvort, har selv maattet tilstaae, at disse love vare skrevne med Billigheds Fingre. Den 4de Frederich gav Bønderne Friehed. Den 6te Christian og 5te Frederich udvidede den og søgte, at give dem al Eiendoms Ret. Hvilken Nytte for Fædrenelandet! Den 7de Christian, som tegner til at vilde overgaae alle sine store Forfædre, ved Hielp af det store Lys, som nu skinner overalt i Europa, og til deels ved Raad af sin godgiørende og ømme Mathilde, hvis Deilighed er stor, hvis Visdom beundringsværdig, hvis Kierlighed til Dannemark brændende, gaaer endnu videre i, at forøge Danskens Lyksalighed. Vi har ganske nyelig havt en mærkelig Prøve derpaa, da han indførdte Skriver-Frieheden. Hvori ere vi nu Slaver? Alle har sine Love at følge. Ingen er den andens Egensindigheder underkastet; Bor-

16

gerne ere ikke Magistratens Slaver; de vide deres Love og naar de følge dem, har Magistraten lige saa lidet at byde over dem som over Kineserne. Mueligt der hos dem har indsneget sig Misbruge; men en Viis Christian vil hæve dem alle. Det gaaer vel ikke med Magistratens Brød for 4 a 8 Sk., som med deres Brænde; det sidste udmaales og det første turde maaskee have en liden Feil i Vægt og Smag. Man har Ulykke nok med de smaae Betientere. — Magistrasten kunde være ærlig; men deres Betientere. — Bønderne paa samme Foed, saa mange som kan være det. At de ikke alle ere det endnu, nemlig frie, er en gammel Feil, langt ældre, end Enevolds-Regieringen, som just paa alle Maader har søgt og bestandig søger, at afskaffe al Slags Ufriehed. Krigs-Standen kan ikke herske over de andre, som paa nogle Steder er brugeligt. Her ere alle Ting i den ønskeligste Ligevægt. Sønner af Borger-Stan-

17

den kan lige saavel, som Adelens, komme til anseelige Embeder og Bestillinger, naar de kun ikke har smurt sig paa Børsten. Almægtige Bør ste! — Fordum, nu afmægtige! — Nu er der overalt Ligevægt for saa vidt den i sin Muelighed kan og bør være til. Adelen er Monarkens Sende-Bud til Folket og ikke dets Slave-Fogeder. Den har for Landets eget Beste visse Rettigheder, men ingen til at undertrykke deres Brødre, de øvrige Stænder. Geistligheden kan Her ingen Uroelighed opvække. De indsættes til, at forklare Guds Ord og ikke videre. De have ingen Magt over Samvittighederne. Professorerne, som indtil denne Tiid havde hersket over Folkets Tænkemaade, har tabt den nu utaalelige og faa høist skadelige Myndighed. Den 7de C. vil, at alle Folk maa tale; (enhver taler dog tilbørlig) Siig nu een eneste Post, min Herre: hvori vi Danske ere Slaver. Vor Handels mærkelige og øiensyn-

18

lige Forbedring er og et stort Tegn paa vor Friehed; thi Slaver handle aldrig vel.

Engelskmanden Det er dog stedse en høist farlig Sag, at betroe al sin Lyksalighed i en Mands Hænder. I kan være lyksalige nu, jeg tilstaaer det, saa meget destomere, da I selv tilstaae, at I skylde en Deel af eders Lyksalighed til vores elskværdigste Prinsesse og eders Dronning; Men Hvem gaaer Borgen for Eftertiden? Kunde ikke Vespatianer, Trajaner og Aurelier have til Thronfølgere - - - Ak jeg skiælver ved at nævne det! - -

Den Danske Borger.

Man maa ikke paa en feig Maade sørge for Eftertiden. Dette vilde udrydde al Lyksalighed af Jorden. Nordens Skyts-Engel vogte over Eftertiden! men for at svare Dem Stykkeviis paa Deres Tale! da ere Lovene vor Borgen for Eftertiden, og hvad de tale om Efterkommerne af en Trajan, en Vespatian og en Aurelius & c.,

19

passer sig aldeles intet paa vor Forfatning. Erindre Dem Historien, som er denne: De Rommerske havde med Ild og Sværd berøvet Borgerne deres Frieheder. De store og vise Keisere frygtede for intet; thi deres modige Regiering var Borgen for deres Sikkerhed; derfor behandlede de deres Undersaatter med Retfærdighed og Mildhed. De uduelige Keisere derimod, som frygtede og havde en sandfærdig Aarsag dertil, at en voldtagen Despotisme maatte igien med Vold rives dem af Hænderne, gik stedse tyrannisk vg voldsom frem mod deres Undersaatter, som det eneste Middel for at forsikre deres egne Personer-. Deraf Caligulæ Valsprog: orderint, dum metuant: deraf saa mange Tyranner. — Vor Forfatning derimod ere de ganske modsatte; vore Konger har hverken i Slange, eller i Løvehuden frarevet eller til lumsket sig vor Friehed. Vi have, som jeg engang har sagt, selv nedlagt den i deres Hænder til evig Forvaring. Vi have den endnu, og de vaage derover. Vor Friehed er ikke borte, den er hos dem, og jeg har viist Dem Prøver nok derpaa, min Herre! De have intet at fryg-

20

te og det er dog Regentens Frygt allene, som volder Haardhed. De ere visse paa vor Kierlighed, Fortroelighed og Hengivenhed. Hvorfor skulde de da frygte, hvorfor skulde de da hade? Frygter man den, hader man den, om hvis Kierlighed man er fuldkommen forsikret? Nei! det er aldeles imod den menneskelige Natur og dette Billede kan ikke engang være til i Indbildningen. Vi paa vor Side have heller intet at frygte for Monarker, der ikke har undertvunget os; men til hvilke vi godvillig have opofret os selv, og hvis Gienkierlighed til os derfor maa være ubeskrivelig. Den er det ogsaa. Vor Christian er Borgernes Ven. Hvad mener De; han har selv i egen allerhøieste Per» son nyelig været paa Torvet, erkyndiget sig om den høie Kornpriis , og talt ubekiendt med Bønderne derom. Brændeviin maa ikke brændes mere af Rug. Hvilken Lettelse for de Fattige! har de nogen Tid i alle Verdens Historier hørt, at en Regent har havt saa brændende en Kierlighed for Almuen, at han endog har ladet bage Brød for dem, som de kunde nyde i de Mindste Qvantiteter, paa det Bagerne ikke skal

21

falde dem besværlige, og de rige Borgere fornærme de fattigste ved Magazinets allernaadigste Aabning. Vi haabe, at vores allerdyrebareste Monark gaaer endnu videre og afskaffer al Brændeviins Drik, hvilket paa 1000 Mader er til Skade for den Danske Almue. En Patriot har ønsket, at, siden der endelig skal drikkes, der da maatte komme Rom fra vor egen Vestindien i Stedet for Brændeviin. Vestindien hører Monarken til. De tabte altsaa ikke. Og vi, som beholdt vor Rug, vor Hvede, og maa skee vor sunde Forstand tabte heller ikke. Videre har Monarken nyelig afskaffet et Conseill, som ikke passede sig paa den monarkiske Aand. Med et Ord: Han viser os i alt Friehed og Maade,

Engelskmanden.

Got nok, min Herre! al dette udgiør ikke Sagen. Jeg vil og jeg bør tilstaae, at de Danske Konger, efter den Aand, som besieler Regieringen, aldrig kan andet, end til Verdens Ende Hiertelig elske deres Undersaatter: men en Fyrste er dog kun et Menneske. Kan andre ikke give ham slette Raad, som han udfører,

22

og dermed mene, at gavne sine Undersaatter? Han kan meget gierne elske sit Folk, og dog, forført, giøre dem største Skade, just naar han tænker, at være dem til allerstørste Nytte. Der kan være unge Hofmænd, som troe, hele Landets Lyksalighed bestaaer i deres Lommers Fylde, hvilken de bruge til Pragt, Sviir og for at vise deres Høihed for Kiønnet. Disse kunde komme eders Monark til at troe, der var Rigdom, naar der er Fattigdom, at Borgerne svømmede i Overflødighed, naar mange af dem sukkede for Brød; naar mange honette Folk sad i det tredie Stokværk, frøs og sultede, og Bønderne selv manglede Jordens Frugter. Monarken kunde troe dem, og uden selv at undersøge Sagen, paalægge disse indbildte Rige Skatter, som de ikke kunde svare, uden at sulte dobbelt. Det verste er, at Fyrsterne vide ikke engang hvad Sult er. Derom have vi en artig Historie, som er denne: I et vist Land klagede hele Folket over Hungers Nød. Fyrstinden hørte Lette, og som hun hverken vidste, hvad Overflødighed eller Mangel var; sagde hun til sin Gemahl, med et roeligt Hierte og en ligegyldig

23

Mine: Almuen klager over sult; hvorfor spise de ikke Sukker-Tvebakker med Koldsteeg? Fyrsten taug ; tog Hende med paa Jagt, og med Villie blev forvildet. Dronningen hungrede; thi hun var et Menneske. Hun beklagede sig for sin Herre, og han svarede: spiis Sukker-Tvebakker med Koldsteeg. Vi har jo ingen, sagde Dronningen. Mine Undersaatter, svarede Fyrsten, har heller ingen og kan lige saa lidet faae i Landet, som vi i den vilde Skov. Dronningen sultede denne første Gang i sit hele Liv, taug vi og forstoed. —

Den Danske Borger

Mange Ting, min Herre! forbyde denne sørgelige Tidspunkt. Her er Religionensom oplyser, Opdragelsen, som tilig retter og lærer, et heelt Folkes opløftede Stemmer imod en Achitophel. Hvis vore Konger indsluttede sig, som Asiens Prinser, og lode en Visir afgiøre alt, saa kunde deres Frygt væte grundet. Men her ere Love. Merker Folket ak disse voldtages, klage de for Fyrsten. Han hører dem. og giver dem alle Lov. at tale frit. Han

24

dømmer ikke: Lovene dømme, vg disse, grundede paa de guddommelige, maa altid dømme efter Ret og Retfærdighed. Her er ingen Visir, som allene raadføres, som allene virker. Her er det hele Folk Kongens Raad. Han hører dem alle lige vel. Retfærdighed og Billighed allene give Overvægten. Skulde Egennytte ville give et skadeligt Raad. Skulde Fyrsten vilde følge det; strax ere alle Patrioter færdige med deres underdanigste Forestillinger. Monarken tager dem alle i Betragtning. Han seer, han skiønner, han vælger. Egennytte maa flye for hans Ansigt. Den redelige Borger vinder, og intet kan enten med Vold, eller List udøves mod Landets sande Velfærd.

Engelskmanden.

Men hvis der nu nogen Tid skulde komme en Fyrste, som ikke havde Skiønsomhed nok, til at vælge? — I ere nu høist lyksalige. — Jeg tilstaaer det. — De har overbeviist mig derom, under deres Himmelske Christian og godgiørende Mathilde. Hun har mere Indflydelse i Regieringen, end nogen

25

skulde tænke. Hun dølger sine Godheder og overlader det til Tiden, at forklare dem. — Alt dette veed jeg og beundrer; men det kan dog ikke forsikre de tilkommende Tiders Lyksalighed.

Den Danske Borger.

De Herrer Engelænder, med Deres Tilladelse at sige det: ere misten alle meget hengivne til Tungsindighed, og i Følge deraf drives af en utidig Frygt for Eftertiden, og det, som aldrig skeer. Den monarkiske Regierings Maade er den fuldkomneste af alle.) man sige, hvad man vil. En Uskiønsom Monark kunde komme paa Thronen, sige De. — Ja! saa var det en Straf af Forsynet, en Lande-Plage. Alle Ting ere for saavidt muelige. Men hvem frygter for alle muelige Ulykker, uden Tungsindige og Hypokondrister? Kaster op i Historien, og de skal finde, at man kan blive ulykkelige under alle Regierings-Former. Lige saavel, som Himlen kan i en monarkisk Regiering, for at straffe Landet, slaae Fyrsten med Blindhed; lige saavel kan den forblinde Raadet i Aristokratier, det hele Folk i Demokratier og i de

26

blandede Regieringer baade den ene og den anden. Hvor forblindet var ikke Engeland under den 8de Henrich? — Mord paa Mord endog imod Husets egne, og dog var Engeland frie. Hvor blind var det ikke i Cromvels Tider? — Uagtet begge eders Parlamenter og eders idelig paaraabte Friehed, maatte I dog tillade, at en Cromvel, en Vertshusmand, en forrykt Student — — Himmel! eders Konge. Hvilke Sørgespil har ikke Frankerig opført under deres Henricher? Den største af dem, som var den 4de, maatte døe for Morder-Kniven. Gage derimod den Danske Historie igiennem og De skal, Gud være lovet, aldrig see een eeneste Scene af slige ynkelige Sørgespil. Intet mere naturligt, end den monarkiske Regiering. Her er intet konstlet, intet paa Stylter. Et heelt Folk sørger, vaager over deres eget Beste. Monarken seer deres allerunderdanigste Forestillinger, veier, slutter. Det er Monarkiets Aand. I de andre saa kaldte frie Regieringer, hvilke Stridigheder, hvilken stedsevarende og evig Modsigelses Aand, den ene stridende imod den anden, som avler idelig Tummel og Allarm! — Nu nyelig en Wilcke. —

27

Engelskmanden.

De overtale mig nesten, og hvis nogen Tid var mueligt, at en ægte Engelskmand kunde for et Øieblik glemme sit Fædreneland; saa troer jeg, at jeg nedloed mig under det Danske Septer, for at smage de Herligheder, som de kommer til at føle, og som de nyde under Christian og Mathilde. Men mig synes dog stedse, med Deres Tilladelse, at det i det mindste er en Skygge af Slaverie, at de Danske endnu ikke har bragt det saa vidt i nyttige og skiønne Videnstaber og Konster, som vi Engelænder og andre slebne Nationer; thi det er Friehed, som avler Videnskaber og Konster, og bringer dem til deres mueligste Høide.

Den Danske Borger.

Alle Ting har sin visse Tidspunkt, og Naturen selv, denne mægtige Natuur overiler sig ikke. Et Egetræ opvoxer ikke paa en Nat, og Soelens hele Majestet viser sig ikke paa engang. Men jeg vil besvare dem Stykkeviis. De Herrer Engelænder kalde jo Franskmændene Slaver.

28

82 (28)

Hvorfor har de da, som frie Folk lært saa meget af dem? Hvorfor har de endnu ikke opnaaet dem i alle Ting? Den Franske Fortrykkelse gav os Bailer og Clercer, som den Engelske Friehed aldrig har avlet. Det frie Rom gav os hverken Virgiler, Ovides, eller Horazer. August gav os dem. Lader os igiennemvandre Historien, og da vil De see de uendelige, de mangfoldige, de herlige og ubeskrivelige Fordele, som Danmark har havt under Enevolds Regieringen. Strax under den 3die Friderich, den første Enevolds Herre, blev iblant mangfoldige andre nyttige Ting hele Krigsstanden sat paa en for Fienden forskrækkelig Foed. Alt hvad der i denne Stand var uordentlig blev ordentlig. Troupperne, hvis Antal var af ingen Betydenhed, saa. som den Danske, Pohlske Adel hvervede til deres Lommer, i Stedet for at hverve til Armeen, fik nu deres fulde Anseelse, og bleve forøgede, som de burde. Vi saae nogle faae Aar efter Frugterne deraf. Vore Fordele havde blevet store; men Franskmanden var os imod og G—F. * havde ingen Pen. — Christian den 5te iblant utallige andre herli-

29

ge Ting udgav alle landets love i en Samling,

som er en af de største Herligheder for et Rige. den 4de Friderich giorde Ende paa de Holsteenske Elendigheder og oprettede land Militien, et originalt Indfald, som de andre Magter i Europa siden have fulgt: — — Bønderne

paa engang frie og stridbare. — Christian

den 6te og Friderich den 5te iblant 1000 nyttige Ting indførte Fabriker og Manufakturer, gave Handelen en opmærksom Forøgelse, zirede hele Riget med Bygninger, forøgede Floden og Landmagten, udvidede Bondestandens Frieheder. Og hvad vores nu værende Salomon allerede i saa kort Tid har giort, er ikke at fortælle, men at beundre, Landenes fælles Munterhed, Glæde- og Fryde-Raab ere Beviis nok paa vor Friehed og Christians Visdom. — Børnene i Vuggen smile ved hans Navn. De Unge raabe: længe, længe leve Christian og Mathilde!! 1 De Gamle, som neppe kan tale mere, udøse Glædes Taarer og udtone i hinandens Munde: O! hvor herlig en Regent! O hvor godgiørende en Dronning!

30

<m

Engelskmanden.

Uagtet min ædle Engelske Stolthed maa jeg snart vige for deres Beviser. Mueligt jeg opslaaer min Boepæl i Kiøbenhavn, og lader mine Engelske Been hvile i Dansk Jord,

Den Kiøbenhavnske Borger.

Længe leve Christian, Vores store Sceptermand!

Wiseste Monark paa Jorden,

Ømmest Fader for vort Norden.

Længe leve Christian,

Han, som baade vil og kan Sine Rigers Fryd formere;

Saa det evig skal florere;

Han vor Friehed vil forøge.

Han i alle Ting vil søge Landets sande Floer og Hel.

31

Denne Sang blev istemmet og igientaget af hele Selskabet. — Engelffmanden sang med. Efter dette blev følgende fremført af en anden tilstædeværende Dansk Borger:

Til Lykke ædle Britt, at du blant os vil boe!

Her styrer Visdom os med Lykke, Fred og Roe. Naar man vil Lovene, og det er billigt, ære;

Kan hver i Sikkerhed sin egen Herre være,

See Christians Scepter os bestyrer udi Fred,

Og sand Lyksalighed Ham følger i Hans Fied.

Nu Land-Etaten meer og mere mægtig bliver.

Nu Floden al sin Magt til største Høide driver. Landmanden glæder sig, og raaber Christian Forbedrer Dag fra Dag med Naade Bondens Stand. Det hele Borgerskab, som sig i Glæde taber. Udtoner: Christian nye Lykke for os Skaber See Adelskabets Fryd! See hvor den yttrer sig Saa herlig, mægtig, stor de andre Stænder liig.

See Geistligheden, som Hans luttred Gudsfrygt

priser,

Hvorpå man haver de oprigtigste Beviser.

32

En anden Skiald i Selskabet sluttede saaledes:

Vi Skialdre ogsaa bør Hans Visdom høist berømme;

Inqvisitores nu os mere ei skal dømme.

Vor Geist er bleven frie, som i nys Lænker laae.

Og Sandhed al sin Magt i vores Nord kan faae.

O ædle Friehed! vi dig knælende tilbede.

Du skal til Sandhed, Den til sikker Lykke lede.

Nu kan man vente sund og sand Philosophie?

Nu kan der haabes en opløftet Poesie;

Nu kan der skrives frit til Borgerskabets Nytte,

Til Adlens sande Gavn vort Riges Ziir og Stytte; Nu kan man tale hvad, man veed om Floderne, Som før al Verden har sin Tapperhed ladt see. Man vores Landmagts Gavn ei heller skal forglemme; Og Bonden Frieheds Kraft skal i sin Stand fornemme; Kort: Alle Stænders Sag man ømt sig tager an.

Hvem takke vi for det? Vor Gud og Christian.

1

En Samtale holden i Niels Klims Rige, imellem Keiser Klim selv, nogle af Ministerne, en Borger, en Bonde og Klims Hofnar.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Hof-Narren.

Hvor ere alle Vore Guld- og Sølv-Mynter fleiet hen? Har vi aldeles mistet dem, eller maaskee ere der Ministre ved det keiserlige Hof, som eie dette Sølv og Guld endnu, men som for Sikkerheds skyld, og adskillige andre Aarsager give det til fremmede Banqver at forvares? Den gamle Børste Patron, som har omskabt saa mange Børster til Toldere, Taxadeurs, Postmestere, Organister, Raad og Adel, mon vi skal troe, at han ikke har udfeiet vore Metaler til fremmede Steder for at give os got Papir igien?

Vi ere forpiinte nok med dette Papir i Kiøb og Salg. Forleden fik jeg to blaa Øine af Milicen, fordi jeg paa Papir-Kammeret vilde have Metal for Papir. Dette Papir-Kammer var forsynet med en Mængde bevæbnede

4

Folk, ligesom man var bange for, at man skulle stiele deres Penge, og jeg Tosse kroer, at de havde ingen.

Hof-Narren.

Du er en tossed Bonde; men taler dog artig nok. — Hvem kiender den berømte Organistes og Taxadeurens Kneb ved Strandboden?

Ja men! de vare Børster. — Hvorledes kom de til disse Embeder? — Man siger, Herren beholdt deres løn, og for Qviterings skyld gav dem slige Bestillinger, hvormed de begge vare vel tiente. — Herren sparede paa Lønnen, og Tieneren havde allerede stiaalet nok til sin Løn. Toldboder! hvilket skrækkende Syn; helst for en ømfindtlig Patriot. Hersker Falskhed her, da er den hele Stat undermineret, og sin Ødeleggelse nær. Da indføres der Vahre og forarbeidede Sager, som vore egne kan giøre ligesaa got og ofte bedre. Nogle Løsgiengere, Udsuere, Bedragere og Fiender af Fædrenelandet omføre disse Vahre i Riget, imens vore egne Landets Børn sulte for Arbeid og Nærings-Vei, og fulde af Vindskibelighed, intet have at fortiene. Hvad flyder heraf? Konstnerne og Haandværksfolk af vore egne Medborgere ødelegges, og naar disse intet have, hvad taber da ikke Keiseren i sine billigste og paa Statens sande Velfærd grundede Rettigheder og Fordringer. Her maa det jo da hede; wo nichts ist, hatt der Keisersein

5

verlohren. Keiseren taber altsaa i sin Kasse, Folkemængden hindres ved Mangel paa Fortienester, Ungdommens Opdragelse vorder elendig formedelst Forældrenes Armod. Keiseren og hans Formænd have strengelig forbudet Indførsel i Riget af alle forarbeidede Vahre, som vore egne Professionister og Konstnere kan giøre. Imidlertid tage ofte Opsynsmændene, saavel de store som de smaae Stikpenge, og man siger: at de vorde understøttede af nogle upatriotiske Ministre, som have giort sig til deres Troes Artikul, at alt fremmed, besynderligt det Martinianske absolute bør foretrækkes og være bedre end alt det Indenlandske. Saaledes forskrive de fra Martinien Slæbeæsker, Lugte-Bytter, Skueglas, og tusinde andre Ting, (hvo gider, hvo kan opregne dem alle?) som vore egne Hiulmagere, Tobaks Daasemagere og Speilmagere kan giøre ligesaa got, ja ofte meget bedre. Bernstenen trak engang herind fra Martinien nogle Hoved-Dekkemagere. Disse skulde nu have tredobbelt Betalning for deres Arbeide, og deres Arbeide skulde være syv Fold dobbelt saa got og saa ziirligt, som det Landets Børn giorde. En fremmet Minister ved Keiserens Hof, mere patriotisk en Bernstenen selv, tog sig paa at forsvare vores Sag. Han brugte følgende artige Indfald. Han kiøbte Hoved-Dekker, eet af en af vore indfødte Borgere for den sædvanlige Priis, og et andet af en Mar-

6

tinianer for tre dobbelt saa meget. Han viiste dem begge til Bernstenen, og spurgte, hvilket Dekke ham best anstoed? Denne, som endnu kunde see og føle ret, skiønt hans Fornuft og Indbildning havde lidt Skribbrud, sagde strax det, som alle Seende og følende Væsener sagde baade før og siden, nemlig at vor egen Hattemagers Hat var den beste; hvilket gav Hoffet og Byen en rig Anledning til Latter, da alle vidste, at han troede, at den af ham, saa høit berømte Hat, var Martiniansk Arbeid. Man bragte ham ud af Drømmen. Han rødmede vel lidt i Begyndelsen; men han blev snart den samme igien. Bernstenen er en haard Steen, og blodgiøres ikke saa let. Det er nu den ene Ulykke af Toldbod-Pest, nemlig Contrabandes Indførsel, hvorved en forfængelig Minister fornøier en forvirret Indbildning, Indspecteurerne deres Lommer, hvorunder Landets Borgerskab sukker og ved hvis Armod de keiserlige Kasser og hele Staten lider saa meget. Nu er der en anden Slags Toldsvig, hvorved Keiserens Kasse er den første Toldsvig, hvorved Keiserens Kasse er den første Lidende, og hvis Tomhed siden vorder Statens Byrde. Denne Historie henger saaledes sammen. A har 1000 Pund at tolde. Han tolder kun lidt over 100 Pund, og gier derfor, hm retfærdigt og billigt er, en Douceur til Under- og Ober-Opsynsmænd. De levere denne radbiekkede Told op paa Skriverstuerne, hvor

7

de fornemmere Told Indspecteurer sidde. Saa dumme ere de, at de holde denne radbrekkede Told for ganske heel og holden, og saa snue ere de tillige, at de begynde at lemlæste og sønderslide Tolden paa nye. Saaledes to gange radbrekket, kommer den først til at paradere for de keiserlige Dørre, hvor der siges: at denne arme Told faaer nye Puf og Knek, førende den kommer til at hvile som et Scheleton i de Keiserlige Kasser. Er det da megen Under, at Keiseren maa kræve Skat og Extra-Skat? Burde da ikke alle Toldbodtyve straffes med en haard Straf, og ofte med den skiendeligste Død, da jeg har viist en Deel af de Ulykker, som de forvolde Staten, jeg siger en Deel; thi hvor skulde man faae Papir nok til at beskrive dem alle?

For ikke at glemme denne gode Vane, blev Børste Taxadeuren ved at stiele; men det lykkedes ham ikke indtil Enden. Det gaaer Spillemanden bedre. Han tuder i Dom-Kirken, og lever herlig og vel. Hvem kiender ikke Kloen, som stræber, som ønsker, at Borgerne maatte komme til at binde deres Skoe med Bast? Hans Stats-Konst er artig. Han vil ødelegge Borgerne, og disse ødelagde, hvilket prægtigt Syn i Klims Rige! hvoraf skal da Adelen, hvoraf skal Keiseren leve?

Hvad skal man sige om Bernstenen? Den trækker Fremmede ind i Riget, giver Landets

8

Skatte til dem, som løbe pokker i Vold, da Landets egne maa sulte. Hvor kommer vel den store Hunger fra? Muggen Manden er over den almindelige Skat. Han er ærlig — Give vi Skat i denne Hunger og Kulde? Ja! man giver den, og der er hverken Rug eller Klid hos Bageren. Men der er Brød hos de Ældste. Gud velsigne Keiseren derfor! give Gud, at det ikke gaaer med dette kiere Brød, som det er gaaet med deres Brænde! man skulde eftersee, ifald man gad, Laane-Huset, Told-Stuen, Forsendelse- og Føde-Stuen, de Ældstes Kasser og Skifterettens Behandling; man brænder al Ting op, naar man ikke kan giøre Regnskab, og dette er en kort Maade at afgiøre Prosesser paa. — Al Ting brændt. Regnskaberne med, og strax er al Ting færdigt. — Men hvor kommer den dyre Tid fra? Det begriber jeg ikke.

Bonden.

Da er du en dum Hof-Nar. Jeg begriber det meget vel. De store Bønder tager vores Fødevahre, og feie dem Udenlands ud for stor og utroelig Gevinst, og derpaa lade de os sulte hiemme. Her i Hoved Staden er stor Jammer for al Ting endog for det tørre Brød, som man endog maa slaae sig til for sine egne Penge, (jeg vil her ikke tale om Papir) men paa Landet, ude hos os er det endnu værre: der maae de Fattige sulte ihiel med Skillingen i Haanden; thi al

9

Ting er udfeiet til udenlandske Steder, og man vil sige til Keiserens Stad. Himlen har velsignet vort Land med fede Vahre og Rug frem for noget andet paa Jorden, og dog har vi hverken Flesk eller Rugbrød. Hvem kan begribe dette?

Keiseren.

Det gaaer artig nok til. Jeg sørger for Landets Beste, som en Fader, og dog siges mine kiere Børn at sulte. Hvem kan have Skylden? Mine Ministre, som jeg betroer, at udføre og udrette min Villie?

En af Ministerne.

Keiserens Villie bliver i alle Ting efterlevet; men de kiende ikke Almuen. Den klager altid, da den imidlertid indsvøber sig i Fløiel og Silke.

Borgeren.

Jeg tilstaaer der ere nogle Narre og Spradebasser, som udklæde sig saaledes, imedens vi andre sukke for det Brød, som disse har laant eller borget os fra. Aldrig har i Niels Klims Rige været bedrøveligere Syn end nu. Det fryser og sneer. Herrerne med deres lange Pelse giør en Kane-Dans, og fornøier sig paa Veirets Regning. Vi an-

10

dre derimod sidde hiemme, sulte og fryse saaledes, at endog Sielen fryser med. —- Fløilet gaaer paa Laanehuuset, og al Ting er i god Stand. —

Keiseren leve længe! — Han er vores Fader, vores Elskende og Elskede. Han vil vores Vel. Vi har seet det paa mange Forordninger og Forandringer. Men hans Undermænd lege Blindebuk, og hvorledes skal denne Leeg hemmes?

Hof-Narren.

Jeg har frit Sprog, og derfor kan jeg best sige det. Keiseren skulle først lade undersøge hvem der havde malket mest og af Melken taget den beste Fløde, og siden lade disse tilstrækkelig malkes igien. Derefter maatte nøie eftersees, om han fra alle Kammere fik de Penge, som ham virkelig tilhøre, eller om Vedkommende benyttede sig af Subtractio og Divisio. Ligeledes var det høist nødvendig at efterses, om de som tiene Keiseren, saae alt det rigtigt og nøiagtigt, som en gang for deres Tieneste er dem tilstaaet, for Exempel: om Milicien til Lands og Vands faaer deres rigtige Sold, og om den Kost, som han tilstaaer sine Søefolk leveres dem saa god, og saa meget som Keiserens Villie er. Den almindelige Skat kunde vel falde,

11

eller og i det mindste forflyttes paa Rigdom, Pragt, Forfængelighed og Overdaadighed, sag at Fattigdom beholt sine Potter og usle Pialter i Roe og Fred.

Ministeren. Pøbelen vil stedse have, at Adelen skal betale, Alt, og har ikke Forstand til at indsee, ak en stor Herre er paa sin Maade ofte mere fattig og trængende end en Høker eller anden jevn Borger, ja at en Bonde, som denne her staaer, vilde ofte ikke bytte med en af de første Ministre.

Bonden.

Det vilde jeg min Troe ikke heller; thi jeg kan ogsaa begribe, at mangen Adelsmand har det slettere end en Haandværkskarl. Men der er ingen, som taler herom. Narrens Meening er ikke, ak Adelen allene skal skatte, og de øvrige Stænder være frie. Han vil kun at yderlig Fattigdom skal undtages, enten den saa findes hos Adel eller Uadel, og at derimod Rigdom og Pragt bør betale i alle Stænder.

Er denne ikke din Meening, min gode Nar?

Hof-Narren.

Du har ret Bonde! og det er artigt, at du bedre kan forstaae got Folk, end en

12

Minister, hvis Pligt det er at kunde giette og lugte Folkets Tilstand. Men der ere mange Ting bagvendte i denne Verden. Den gaaer ofte bag Ploven, som værdig kunde sidde i et Colleg, og den er ofte Minister, med hvilken Naturen synes at have haft langt ringere Hensigter.

Ministeren.

Deres Keiserlige Majestet taale vel ikke Ord, som ere saa ærerørige for min Person?

Keiseren.

Jeg seer intet i denne Tale, som rører Eders Ære. Jeg taaler selv langt friere Tale af ham, derfor er han Hofnar.

Borgeren.

Da er en stor Landeplage, at de Høie hverken kan taale andres Sandheder, og ikke heller selv vil tale Sandhed for Keiseren. Fik vores Klim alle Sandheder at vide, hvor lykkeligt vilde Landet da ikke blive!

Keiseren.

Jeg elsker Sandhed min kiere Borger! sig mig den. Jeg har jo af Lyst til Sandhed tilladt en fuldkommen Skrive- og Tale-Friehed.

13

Borgeren.

Et Menneske allene kan ikke sige Majesteten alle Sandheder; thi et eneste Menneske kan ikke oversee dem alle. Borgeren veed noget. Bonden noget andet, og enhver veed sit. Alle Stænder foreenede kunde opdage Alt. Adelen og de Lærde burde vide det meste; men de have saa sielden Leilighed at saae Tingenes minste Omstændigheder at vide, og de, som veed dem, ere gemeenlig dem allene, som sukke der under, almindelig saa kaldet Pøbel og gemene Folk, som hverken kan læse, skrive eller tale. — Hvor mange Sukke komme der vel ikke over Proviant-Huuset; men de blive borte i Støvet, og de Sukkende veed ikke at tale deres Ret for Monarkens Throne. Bedre syntes det, at Søefolket fik alt i rede Penge, saa kunde Proviant-Kammeret hverken faae Ord for eller virkelig giøre Underslæb, og da sparede Keiseren oven i Kiebet at lønne saa mange store Hanser.

Bonden.

Det vil gavne Landet meget, at Herskabernes Drenge ere udelukte fra Embeder. Det var et Mesterstykke af Majesteten. Naar Borgernes ældste har Studeringer og Oplysninger, saa begribe de Borgerskabets sande Velfært, og da kan det aldrig feile, at jo

14

Keiseren undertiden faaer rigtige og tilforladelige Efterretninger om en og anden magtpaaliggende høist nødvendig Sag. — Det samme kan siges om Bøndestanden. — Gid Krigs Officierne havde i Almindelighed flere Studia og meer Oplysning som kunde veilede dem tii større Menneskelighed efter Ordsproget: Videnskaber og Studeringer formilde Sæderne og tillade ikke Vildskab. Vare Officiererne mere oplyste, da vilde Tampen og Stokken tabe Meget af deres Virksomhed.

Hof-Narren.

Ja maaskee deres hele Virksomhed; men da maatte man ikke hverve hos Naboerne alt det forløbne og forfløine Johan Hagel, som allevegne fra komme springende. Disse trænge til Tampe og Stokke. Var Milicien derimod af Landets egne Børn, som fra Vuggen af dertil vare opdragne tillige med deres Officiers og disse sidste vel oplyste; saa kunde Tampen og Stokken synge Svane-Sang tillimed Børsterne; thi da vilde al Ting komme an paa en god Opdragelse. —— Hvorfor kan ikke et Matros- og Soldater-Barn ved en god Opdragelse ligesaa vel faae Følelse af Ære, som andre saa kaldede fornemme Folk? De ere jo dog Mennesker. Hvorfor kan Liv-Vagten leve foruden Spids-Rødder? De ere

15

jo af samme Slags som de andre. (Den forløbne Johan Hagel undtagen,) Man har indpræntet dem Ære. — Den hele Aarsag, og den er tilstrækkelig nok for en naturlig Egenkierlighed. Et daarligt Anslag at blande Bønderkarle iblant de forfløjne Hvervede. Man kunde frygte, de skulde lære Liderlighed, Selvraadighed, Fylderie og meget andet Ont. — Agrene miste de stræbsomme og velgiørende Hænder. Liderlighed læres imedens Markene sukke.

Keiseren.

Jeg skal tage der altsammen til nøiere

Eftertanke.

Borgeren.

Lev store Keiser! lev da mange Aar og Dage.

Gid Du i Lykke, Held og Visdom man tiltage! Du elsker Borgerne, og disse dig igien;

Du er hver Borgers Ven, hver Borger er din Ven.

Bonden.

Du Bondens sande Ven, Regenters Speil Paa

Jorden!

Dræb al Udsuerie ved Majestetisk Torden,

Lad Sceptret, som du bær i Afgrund knuse hver, Som Landet Skade giør ved sin Udførseler.

16

Hof-Narren. Tag Svolsten bort fra dem, som alt for hovne ere, Lad muelig Lighed her i Rigerne regiere, Lad Frost og Hungers Nød ei felde Hytterne, Naar Taarned-Huuse er af Guld opsvolmede. Ministerne.

O store Keiser! vi alt got af dig kan vente;

En naadig Himmel dig som vor Regent tilsendte,

Vort Adel kan saavel din store Naade see,

Som Krigsmand, Geistlighed, som Bonde, Borgere. Hvis det var Muelighed, vi vilde gierne bede,

At du i Norden blev til evig Tid tilstede;

Saa naadig viis eg stor Regenter som du er,

Du faaer af Himmelen og gier Velsignelser.

Keiseren.

Jeg stedse ønske vil mit Folkets Vel at fremme;

Jeg ei skal Stræbsomhed, ei Flid ei Vid forglemme;

Gid ikkun alt mit Folk saa ædelsindet var,

Mit Land da ved Guds Hielp slet ingen Mangel

har.

1

Samtale

imellem

en ejegod, viis og stor Fyrste

og

en Minister, Borger, Bonde, Philosoph, Professor, Kiøbmand og Krigsmand

angaaende

Finantserne, Handelen, Laugene, Krigsmagten til Lands og Vands, Lærdommens Udbredelse, Agerdyrkningen og de dyre Tider.

Til alle Stænders fælles Velfærd og Lyksalighed.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Fyrsten.

Ære I her forsamlede, alle mine Børn! Jeg vil høre alle Eders Betænkninger, og derefter indrette Statens Velfærd. Jeg er vel Fyrste, og jeg troer og, at Himmelen paa en særdeles Maade vaager over mig, da jeg bør være Millioners Skyts-Engel. Men med alt dette er jeg dog kuns en Dødelig, uden Almagt, uden Alvidenhed. Jeg bør derfor høre mit hele Folkes Raad, og jeg bør være lærvillig. — En Regent, som har Lærvillighed, Flittighed, og Virksomheds Lyst, maae endelig engang blive stor. Thi at jeg, som et eneste Menneske, kan begribe alle Ting, uden nogens Forestillinger, det vilde være umueligt. Jeg har tilladt Eder alle, mine Børn! Skrive- og Tale-Friehed. Benytter Eder heraf til Fædrenelandets felles Beste.

4

Den patriotiske Minister.

Naadigste Fyrste! Vi, som Deres Fyrstelige høye Naade har overvældet med saa mange store Naades Beviisninger, fra os bør Begyndelsen skee. Lad noget af vores Overflødighed løbe tilbage i Deres Kasse igien. — Vel bør Adelen til sin Værdighed have noget forud for Almuen; men den behøver just ikke Keyserlige Skatte og Rigdomme. Lad den yderlige Armod koge og spise i Roe den slette Tractemente, som den Svedende og Sukkende fortiener. Lad derimod dem betale Skatte, som have og føre en Pragt over deres Stand: Tienestepigernes Polonoiser, Haandværks-Karlenes Fløyel, Borgernes Karosser, som bidrage saa meget til Gadernes Ureenlighed, og som overstenke got Folks Klæder, der suurt have fortient dem, de unge Messieurs og Spradebassers Ride-Heste og Belle-Vüe-Reyser, lad alt dette skatte. Visse Procento af anseelig Arv efter denne Arvs Proportion kunde og hielpe paa den Fyrstelige Casse, og aldeles ikke skade eller mangle den Arvende.

5

Skatte-Commissarierne skulde de ikke have forseet sig i Regningen. At tage Feyl, er jo menneskeligt?

Bonden.

Jeg har hørt tale om en stakkels Mand, som saaledes forløb sig i sine Regninger, at han gik tre Gange Krebsgang; men tilsidst blev han dog en rig og naadig Herre. Man vil sige, at han stedse glemte noget Sølv og Guld, naar hans Creditorer kom, og at, saasnart de vare borte, erindrede han sig det lykkeligt igien. Saadan lykkelig Erindring burde belønnes med en Lykke.

Borgeren.

Uskyldigheden er tiere udsat for Eftertale end for Berømmelse; en Kiøbmand kan let blive nødt til at bedrage imod sin Villie, og dog være en ærlig Mand. For Exempel: Naar en Fisker bragte Fisk ind i Eders Park, vilde I da hindre ham fra at fiske. Jeg troer Ney. Det er Fiskenes Natur at yngle. Hans Parker burde da vel ikke tillukkes; men vel eftersees. — Men kunde den

6

gamle Snyderop, Børsternes eedsorne Ven, Fortienestens Løfte-Givere, Hoffets snue og snedige Hyklere, sine Kassers vindskibeligste Opvartere, kunde han ikke komme til at skatre engang? Hvad mon troe, at det er for Ministre, hvoraf den ene paastaaer, at pialtede og forsultne Borgere ere en Stats Flor og Zirat, og den anden, at en heel fremmed Nation skal fødes og beriges paa vor Jord, og at vi Landets Indfødte skal intet have; men være Steed-Børn.

Philosophen.

Vi maae vel blive anseet, som Steed-Børn, naar en udenlandsk Minister efter en anden bliver sat over os. Skulde vores Land ikke have Folk nok, saavel til høye Ministre, som til alle andre Stænder at opfylde? Kunde ingen have anført vore Krigshære uden en Gallicaner? Artigt nok er det, at vor Nation, den tapperste, modigste og koldsindigste af alle, aldrig tør udruste nogen Hær, uden at faae et Par Udlændninge i Spidsen. Jeg skulde aldrig fottryde derpaa, hvis nogen Tiders Historie havde

7

viist os den mindste Nytte af disse Fremmedes Tjenester. Dog, om Forladelse, den sidste, vi havde, sløyfede Fæstningerne i Fredstider, uden at vi behøvede udvortes Fiender, og casseerte et Regiment efter et andet, uden at Fienden behøvede at myrde dem. Dette var Oeconomie og Sparsommelighed. — Ja jeg troer, at han sparede artigt nok til sin egen Lomme.— Skade, at Fyrsten blev glemt, og at saa mange flere glemme ham.

Den Patriotiske Minister.

Philosophen raisonerer vel, og i vel indrettede Stater bør Ministre og Philosopher kappes med hinanden om at give Oplysning fra sig. Det er egentlig deres Skyldighed. Spraderbasserne, de intet sigende Opvartere ved Hoffet, Borger og Bonde, Krigsmanden, som for sin meste Levetid kuns tænker paa Stokken, og Borgernes Forstandere, som i en Hast vil være rige, ere ikke i Almindelighed saavel dannede til at sige og oplyse Sandheden, som en Philosoph, der ikke forlanger andet af Verden med sig, end en god Samvittighed, og ikke andet i Ver-

8

den end Fred og det daglige Brød; som en Minister, der alene lader sig nøye med Æren, som Rigdommen, Værdighed og Anseelse i Staten, en ædel Opdragelse har betaget al endog Egennytte, for at lade hans gandske Siel og Hierte drives og føres af den sande Ære alene.

Fyrsten.

Gid alle Ministerne lignede Dig! Ædelmodigste!

Ministeren.

Gid alle Fyrster i Verden lignede Deres Majestæt, og da vilde Jorden give Gienlyds Gienlyd af Fryd og Glæde. Men med Deres allernaadigste Tilladelse at gaae videre, siden os er forundt fuldkommen Friehed at tale. — Der er ingen anden Redning for Staten, end at nogle af vore høye Herrer faae en Aareladen, og til dette Bad kunde og indbydes de alt for opsvolmede, udsuende og udtærende i de andre Stænder. — Fik Fyrsten alle sine tilbørlige Indkomster af alle Kammere og Collegier, da var det en stor Lykke for Staten. Barmhiertigheds-Huuset,

Breve-Huuset,

9

Proviant-Huuset, Skatte-Contoirerne, Toldboderne: O! give her altid gik rigtigt til!

Borgeren.

Barmhiertigheds Huuset seer artigt ud. Her maa man give Smause-Rente, og kan dog intet faae uden paa 4 a 5 dobbelt Pandt. — Har Fyrsten nogen Capital deri, da glemmer man vel hans Renter. —- Skal vores Regent have noget af Breve-Huuset, da skeer der vel ogsaa en forfløyen Subtrahe og Divide.

-— Proviant-Huuset! Ja her er vel

mange bedrøvede Scener. — Fyrsten betaler for gode og forsvarlige Vahre. — Maaskee der haves kun slette. —- Hvem veed, hvad den Gemeene maae spise, naar Regenten har tilstaaet ham de beste

Føde-Vahre. --- Hvem veed alle de løyerlige

Indfald, som Ober- og Under-Inspecteurer kan have, tillige med en stor Deel af de gemeene selv.

Fyrsten.

Jeg faaer at eftersee disse og flere Ting.

10

Philosophen.

Skatte-Contoirerne! — ja jeg frygter meget for dette Navn. — Armod burde aldrig betynges med Skatte: Den er i sig selv en haard Skat nok. — Nu er det ikke nok, at den yderligste Fattigdom betaler Skat; men det er oven i Kiøbet et stort Spørsmaal, om det skeer til Fyrsten eller til Ober- og Under-Cassererne.

Ministeren.

Rigtigt min ærlige Philosoph! — og Toldboderne — hvilket ynkeligt Syn forestille ikke disse! — Her er alt det contrebande Kram som ødelegger Fabriqver, Manufacturer, Professionister, Konstnere og Handelsmænd. Det er i kort Begreb heele Staten. — Hvilken Toldsvig til Fyrstens Fornærmelse! — Hvorledes skal dette afhielpes?

Borgeren.

Naar nu Børsterne see deres totale Undergang, saa maaskee Visiteur- Controleur- og Taxadeur-Embeder vorde og overdragne til retsindige og oplyste Mennesker. Naar dette skeer, vil der findes

11

større Nøyagtighed, Nidkierhed, Duelighed og Forstand i denne Scene, og deraf kan man haabe meget godt. — Skulde nu de oplyste med frie Forsæt og Villie forraade Landets Velfærd, saa byg Gallier. Vi har jo Brende.

Ministeren.

Jeg billiger ellers aldrig voldsomme Midler. Dog ønskede jeg nok med vores ærlige Borger en Galge for dem, som vil ødelegge vores Fædreneland, udhungre og forpine vores Landsmænd, og giøre en Røver-Kule af Staten, af en Stat, som vor store, vise og beste Fyrste saa inderlig elsker, og hvis brænde Gienkierlighed han har igien. — Naar vores Handel efter vores vise Fyrstes Hensigt blev indrettet, det er at sige at vi allene skildte os ved vores overflødige, og allene tog tilbage igien det for os absolute Nødvendige, da vilde Staten vinde en beundringsværdig Lyksalighed.

Borgeren.

Men nu føre vi vores Nødvendigheder bort, og faae Snorepiberie igien; i det mindste saadanne Ting, som vi ha-

12

ve og kan forarbeyde selv: Dette ødelegler os Borgere strax, og i Længden baade Adelen og Fyrsten.

Fyrsten.

Kiere, oplyste og patriotiske Borger! jeg vil eftersee alle vore Toldboder, og den mindste Uretfærdighed, i Henseende til at ødelegge vore Lande, skal betales af mig med de allerhaardeste Straffe.

Den patriotiske Professor.

Naadigste Fyrste! tillad mig, jeg beder, at tale lidet for Studenterne. Man har stedse sagt, at der var for mange af dem. Dette var nu en uryggelig Sandhed, saa længe de ikke bleve brugte til ander end til at synge, prædike og pidske Børn. Men nu, da Børsternes Nedstyrtelse synes at overlade dem alle Slags civile Embeder, til hvilke de ved deres Studeringer vil giøre sig duelige og beqvemme, saa skulde man vel mene, at Tallet ikke kunde voxe for høyt. Jeg mener dog jo. Thi da Fyrsten uden Tvivl vil have, at der skal Studia til alle Embeder, saa flyder nødvendigt deraf, at alle Rige og

13

Fornemme lade deres Børn opvoxe i grundige Studeringer. Da Rigdom nu gierne altid pleyer at foretrekkes, og virkelig bør, cæceris paribus, foretrekkes Fattigdom, saa kunde der let i en Hast opspire en Mængde nødlidende Studentere. Man kan vel svare herpaa, at fattige Børn, som skulle antages i de offentlige Skoler, burde have overflødige Naturens Gaver, ellers ikke vorde indlemmede. Men herimod kan meget indvendes. Jeg vil nu ikke tale om, at der ere de Lærere i de offentlige Skoler, som selv mangle paa Skiønsomhed, og derfor vanskeligt kan skiønne paa andres. Jeg vil ikke engang heller tale om, at nogle af Lærerne kunde befindes parthiske, egennyttige og særsindede, som til vedkommende skulde indgive Testimonier, opsatte efter Caprice og Skienk. Alt dette vil jeg gaae forbi. Lad være, at lutter dygtige og uegennyttige Lærere allevegne vare at finde i de offentlige Skoler, det giør dog ikke Sagen klar endnu. Lærerne kunde vel bedømme, at een havde Skiønsomhed; men ikke altid, om han havde

14

Vittighed, langt mindre, hvor længe hans Flittighed vilde fortvare, eller hvor længe hans Forældre skulde leve med ham. Jeg tilstaaer og maa tilstaae, at den allerfattigste kunde og burde indlemmes i de offentlige Skoler, naar det var mueligt, at nogen kunde være Borgen for, at Naturen hos ham havde forenet Vittighed og Skiønsomhed, at han stedse vilde løbe Flittigheds og Vindskibeligheds Bane, og at han indtil sit akademiske Borgerskab kunde nyde en honet Soutien. — Jeg siger med velberaad Hue honet; thi det at betle Kosten omkring i Byen hos Borgerne, vil saa gierne efterlade en Nedrigheds Aand, hvorpaa vi have alt for mange sørgelige Exempler. Den Studerende derimod maae have en høy, opløftet og mandig Siel. Ellers er den rette Lyst og Studeringers Aand borte. Ellers tør han ikke i Fremtiden tale og skrive Sandhed. Jeg vilde derfor ønske, at man endnu i de offentlige Skoler reduceerte et Par af de nederste Classer; thi at man har ødelagt een eneste, eller og lade sig nøye med, at den, som søger

15

om at vorde antaget, kan recitere sin Donat og Aurora (ofte som en Papegøye) har aldeles intet at betyde, og siger slet intet; thi den fattigste Prakker kan let give sit Barn saadan Opdragelse, allerhelst saa længe der er saa mange nødlidende Informatorer iblant Studenterne, som der nu omstunder gives. Efter mine Tanker skulde derfor ingen antages, førend han færdigt kunde udtyde og forklare en jevn, let og simpel Rommersk Forfattere, oversætte en Periode paa Latin uden grammaticalske Feyl, og tillige desuden med en slags Skiønsomhed, og videre burde han vide de første Begyndelses-Grunde i det Grædske Sprog. Heraf flød to vigtige Fordele: den ene, at man strax deraf kunde bedømme Barnets Gaver til Bogen; den anden, at man dog nogenledes kunde være forsikret om, at Forældrene havde en Slags Formue. Hertil kunde jeg endnu legge dette til: at, hvis Forsynet kort efter bortkaldte Forældrene, sligt et Barn da alerede var avanceret saa vidt, at man snart kunde vente en Student af ham, naar han kuns i gand-

16

ske kort Tid nød Fyrstelige og andre offentlige Beneficier til fine Studeringers Fortsættelse. Endda burde man have vaagent Øye med, at fattige Studenteres Antal ikke kom til at yngle for stærk, at det ikke for ofte skulde skee, som hiin Skiold beklager, naar han saaledes synger:

Her hviler nu ved Hypocrene En fattig og foragtet Mand,

Som ved sin Møye fandt allene At leve i en usel Stand.

Derfor udfordredes der (saa vidt mueligt skee kunde efter menneskelig Fuldkommenhed) nøyagtige Calculationer, for at beregne Studenternes Antal i Forhold med Tallet af de Embeder, som de havde at vente sig, og denne Regning er hverken urimelig eller umuelig; men giørlig.

Grossereren.

Allernaadigste Fyrste! Naar jeg tænker paa disse mange Falliter iblandt os, da smerter det mig mangfoldigt; de ere til Spot og stor Ødeleggelse for vor Stand og og for hele Staten. Et nøgent,

17

forsulten og forhungret Menneske, som trykket og presset af sin ubeskrivelige Nød, forgriber sig paa en Bagatel af den Riges Gods, som denne neppe kan savne, maae døe, eller og lide en Straf, som ofte er værre end en skiændig Død. En frivillig Banquerouterer derimod, uden at have ringeste Mangel, ikke engang paa Livets Magelighed, Vellyst og Beqvemmeligheder, filouteerer i mange tusind Rigsdalers Viis, og siden maae hele Byen bukke og neye for ham til. Kunde der ikke giøres saadanne Anstalter, at disse rige Tyve nød den Ære at hænge jevnsides ved de fattige Tyve, de kunde dog selv betale baade Galge og Bøddel. Jeg mener, at en, som gik Fallit, burde bevise, at sligt skede ved ulykkelige Hendelser, som den menneskelige Skrøbelighed ikke kan undgaae, og, naar han ikke kunde bevise dette; men ham blev overbeviist, at han enten maatte have tilbageholdet Rigdommen, eller og have ødelagt Creditorernes betroede Penge ved alt, hvad man kalder et liderligt Levnet, at han da burde straffes med haard Fæst-

18

nings-Arbeyde, undertiden miste Æren oven i Kiøbet, ja vel endog (ligesom Omstændighederne og Retfærdighed udfordrede det) lide en skiændig Død. — Hvorimod kan allene indvendes, at ikke alle Fallit-Magere giøre falske Absenter; men at nogle virkelig søge fremmede Lande, og da, for ikke at tabe alt og alt, er man nødt og tvungen til at accordere med disse Spidsbubere, og tage imod, hvad de vil unde en. Men kunde i saa oplyste Tider, som disse, hvilke synes at beherskes af Humanitet og Menneske-Kierlighed, Staterne ikke blive eenige om at udlevere denne Cannaille, ligesaavel som andre Mordere. De ere jo Mordere, skiønt de som oftest dræbe ved en langsom Død: jeg siger som oftest; thi mange Gange dræbe de og ved en pludselig Død. Det er ikke mange Aar siden, at A faldt om, og døde paa Stedet, da han fik at høre, at B havde giort en Banqueroute, hvorved han i Bund og Grund var bleven ødelagt.

19

Krigsmanden.

Tillad mig, naadigste Fyrste! at jeg og taler noget om min Stand. Den kan vel og have sine Ufuldkommenheder og Mangler. Land Etaten er efter mine Tanker i en gandste forvirret Tilstand, sammensat af liderlige Indlendiger, af endnu mere liderlige Udlendinger, og endelig af Bønder-Karle til Skade for Landet og Agrene, som igien har en beklagelig Indflydelse paa hele Staten. Vi have Mangel paa Agerdyrkere; Vi forskrive dem endog fra fremmede Steder, og midt i denne store Mangel betage vi Agrene friske, muntre og duelige Arbeydere, hvis Sæder oven i Kiøbet vorde fordervede iblandt den selvraadige Militze. Med Søe-Etaten seer det meget bedre ud. Her ere alle Landets Børn, og det som er det nyttigste deraf, Matroser af Matroser, bestemte dertil fra Vuggen af. En fuldkommen Militze maa voxe op i Haandverket fra de spædeste Aar, og ikke smeltes sammen af dem, som Liderlighed viser denne eeneste Udvey, for ikke at døe af Hunger og Nøgenhed.

20

Philosophen.

De har ganske Ret, min Hr. Krigsmand! De taler fortreffelig om en u-overvindelig Militzes Indretning; men har de iagttaget og overveyet alle de Vanskeligheder, jeg tør sige Umueligheder, som møde disse Deres Anslag. Saa længe man hverken kan tvinge Soldater eller Matroser til at lade deres Børn forblive ved Haandverket, fordi vi leve i en frie Stat, skiønt under Eenevolds Regiering, hvorledes skal man da faae denne evig staaende Militz, hvori Sønnerne stedse betræde Fædrenes Pladse? En Soldat kan ikke engang føde sig selv, langt mindre Kone og Børn. Mon den Fyrstelige Casse kan føde dem alle? Det er og et stort Spørsmaal i Statens værende Indretning, saaledes som den er grundet og stiftet.

Ministeren.

De ræsonere som en Philosoph. For at faae slig en Militze oprettet, som den Officeren har talet om, behøves store Betragtninger. Himlen veed, at jeg hader alle Tvangsmidler, under saa from og mild en Regiering, som vor allernaa-

21

digste Fyrstes. Men jeg troer dog ikke, at det var Voldsomhed, om den ældste af Soldatens og Matrosens Sønner blev tilholdt at følge Faderens Profession. Men hvorledes og ved hvad Penge disse Familier skulde ernæres, er i mine Tanker langt vanskeligere at afgiøre. Fyrstens Casse, understyttet af formuende Patrioters frievillige Gaver, kunde vel ernære den ældste Søn; men her kunde jo blive mange Børn, som tillige med Konen skulde forsørges. — Jeg ved ikke engang, hvorledes den ældste Søn skulde opdrages. Nogle meene vel, at man kunde lade ham lære et Haandværk. Men mon det ikke var til Skade igien for Laugene, Professionister og Haandværks-Karle? — Nu ere der andre igien, som ønskede alle Lauge ophævede. — Men mon dette Ønske ikke er fremfusende?

Borgeren.

Saa store Vandskeligheder ere der ved alle Reformationer. Paa Krigs-Konsten har jeg nu kuns liden Forstand. Men Laugenes Ophævelse vilde i mine Tanker være skadelig.

22

Philosophen.

Det begriber jeg dog ikke, hvorledes det kunde være skadeligt, om alle Mennesker fik frie og fuldkommen Forlov at arbeyde og fortiene Brødet med Hoved og Hænder. Jeg synes, at det er at handle mod Folke-Retten og Naturens Ret at forbyde et Menneske at ernære sig paa alle ærlige og lovlige Maader.

Borgeren.

De forlade mig, Her. Philosoph! — Philosopherne, med Deres Tilladelse at sige, ræsonere undertiden efter blotte Forestillinger, og har ikke øyet noksom fæstet paa det praktiske. Den Sætning klinger philosophisk nok, naturlig og billig nok, at ingen burde formeenes at søge sit Brød paa alle ærlige Maader. Men Spørsmaal, om Fyrsten og hele Staten ikke tabte derved? --- Man kan vel indvende, at der ere florerende Stater, hvor der ingen Lang ere. Men saa have de heller aldrig været der; og disse Stater have da i slige Tilfælde andre Sæder, Skikke og Indretninger. Her derimod

23

ere Laugene indstiftede fra de ældste Tider, og Ophævelsen vilde blive skadelig. Lad os engang see dens Følger. — Naar alle skulde nu begynde hos os at fuske paa alle Slags Professioner, kunde man del undertiden faae bedre Kiøb; men tillige og stedse slettere Arbeyd; man var i idelig Bekymring og Frygt for at blive bedragne, og hvad kunde disse Fuskere vel biedrage til Fyrstens Casse? De vilde ikke allene i alle Tilfælde være skatte frie; men vel endog supplicere allevegne om Fyrstens og det høye Herskabs Naade-Penge. Hvem skulde man betroe store Leverancer paa nogle Tusind, naar sluttede Lauge ikke gav Forsikring derfor, og hvor skulde Fyrsten i en Hast faae en fornøden Hielpe-Penge i en eller anden Trang og Landefare? I steden for et hæderlig Borgerskab, forenet ved Laug, og som derfor baade Fyrsten og Folket kan stoele paa, vilde vi faae en Mængde flyvende Mercurer, som løb omkring og rev hinanden Brødet af Munden, og vare dog alle Prakkere. De skulde hverken kunde svare Fyrsten sine

24

Rettigheder, eller vedligeholde Folkets Tilforladenhed, eller give deres Børn en sømmelig Opdragelse. Nogle faa, som tiltrods for alle Hindringer, endda kunde vorde Formuende, vilde dog ved denne Levemaade tabe en vis Art af Ære, patriotiske og fine Fornemmelser, som man nu ofte bemerker hos en anseet Laugs-Broder. De kunde ogsaa midt i Rigdom klynke og hyle som Fattige, naar Statens uforbigiengelige Nødvendigheder udfordrede et lidet af deres Overflødighed.

Fyrsten.

Hvor tungt er det dog ikke ofte for en Fyrste at vælge med Viisdom, naar han hører saa mange stridige Raad og Anslag! Men jeg vil stræbe og haabe, at alle Ting skal gaae godt. Jeg vil stedse afbede Viisdom af det Væsen, som har giort mig til Eders Fyrste. Jeg selv vil have et vaagent Øye med alle og alt, og høre alle mine Undersaatters Raad. Resten maa jeg da overlade til Forsynet, af hvis Hielp jeg bør vente det meste.

25

Bonden.

Jeg taler saa lit, da den naadigste Fyrste dog ogsaa har forundt mig Frihed til at tale. Jeg er maaskee og af alle Stænder Fyrsten mest forbunden; thi vi Bønder have paa nogle Aar ved Fyrstens Vise Omsorg seet vore Omstændigheder saaledes forbedrede, at vi føle den heftigste Glæde og helligste Taksigelse. Eyendoms Ret med andre Herligheder er Frugten af disse sildigste Tider. Men der ere dog Ting nok, som kan opvække Klagemaal. Jeg beklager med Krigsmanden, at man betager vore Agre saa mange virksomme og frugtbringende Hænder. Jeg beklager den dyre Tid, som hersker hos os, og i Hovedstaden, da man hverken kan faae Rug-Brød eller Klide-Brød for reede Penge. Hvis Fyrsten ikke selv allernaadigst havde paataget sig i dette Tilfælde at sørge for de fattige, havde Hungeren blevet ulidelig. Med andre Føde-Vahre er det ligesaa dyrt. Hvor er ikke dette beklageligt, allerhelst i saa haard en Vinter og ulidelig Kulde! Lam og Kalve, som man aftager saa spæde,

26

hvad giør ikke dette meget til Kiødets og Smørrets høye Priser og Qvægets Formindskelse? Hvorfor skal Rugen og andre Føde-Vahre bortføres til fremmede Steder, og vort eget Land sulte? Kan paa dette aldrig raades Bod?

Fyrsten.

Min kiere Bonde, og samtlig elskede Undersaatter! jeg vil stræbe at raade Bod paa alle Misbruge; men jeg behøver Eftertanke, Tid og Forsynets Hielp og Bistand.

Ministeren.

Velsignet Fyrste! lev i mange glade Aar, En høy Lyksalighed dit Rige da vist

naaer,

Du Fyrsternes Model! kan mangen Fyrste lære,

Hvori han sætte bør sin Glæde og sin

Ære.

Naar andre Printser vil tilkiøbe sig for

Blod

Det Navn af Stor: Du! ved at være

eyegod,

Vil vinde dette Navn. — Dit ømme

Faders Hierte

27

Er lidende ved hver en Undersaatters

Smerte.

O hvis det mueligt var, o gik det Ønske

frem!

Da ønskede Dit Folk, Du evig blev

hos dem!

Bonden.

Store Fyrste, Landets Fader,

Som ey vores Stand forlader,

Men den hielper kierligen!

Lev i mange Aar og Dage,

Glæde, Sundhed, Lykke smage,

Guds og Folkets elsked' Ven!

Borgeren.

Dit Folks Lyksalighed, o Fyrste! er din

Ære,

Du vaager over dem, og Folket fryder sig:

Bliv stedse, Fyrste! ved saaledes at regiere,

Saa er du og dit Folk bestandig lykkelig.

Philosophen.

De gyldne Tider skal findes paa Jorden, Dit Scepter, o Fyrste! skal kalde dem

frem,

28

Du Fyrsternes Mønster ved Maade er

vorden,

Din virksomste Viisdom skal lyse for dem. Monarkernes Ære! Du Jorden skal vise Ret Kongelig Dyd.

De sildigste Slægter dig ære og prise, Du Himmelens Fryd!

O lev da de talrigste Dage!

I Viisdom og Lykke tiltage!

Den patriotiske professor. Velsignede Fyrste af værdigste Stamme! Bliv stedse Fortienesters troefaste Ven, Lad Dyderne æres, og Udyd sig skamme, Det gavner dit Rige manfoldigt igien. Dit Navn. — Det skal blomste til sildigste Tider

Med Ære og Ziir.

For Soele og Stierner selv Undergang

lider,

Tilintetgiort blîr,

Før skal man ey glemme at sige,

At du var en Gud for dit Rige.

Grossereren.

Retfærdigst, viisest Printz! Vi haabe bør

om dig,

At du giør vores Stand fuldkommen

lykkelig,

29

At Falskheds Banquerout ey nogen meer

giør Ære,

Og at en Rigdom dens Belønning meer

skal være.

De store Tyve nu skal lide med de smaa,

Al Uretfærdighed de visse Straffe faae;

Saa blomstrer Handelen, naar Ærlighed

regierer,

Og naar vor Handelsmand sig patriotisk

nærer.

Krigsmanden.

Dit Mod opliver os, din Viisdom os

veyleder,

Imidlertid vi Gud for Statens Velfærd

beder,

At vores Kugler, Krud, forkynde sielden

Krig;

Thi Staten bedre har, som lever fredelig.

Fyrsten.

Hvis det mig mueligt er, vil jeg i Fred

regiere,

Jeg heller stor ved Fred, end stor ved Sverd vil være;

30

Men tvinges jeg først til at øse Folkets Blod,

Saa vil jeg vise og, jeg haver Konge-Mod.

For Resten takker jeg Jer, som her samled' ere,

At I med Nidkierhed vil Byrden med

mig bære,

Og give gode Raad med sand Friemodighed;

Thi mine Staters Vel er just mit

Øyemeed.

Minister, Philosoph med Krigsmand, Borger, Bonde!

Gud frie selv Staterne fra al Slags mueligt Onde!

Paa min Aarvaagenhed det aldrig mangle vil,

Saalænge varmed Blod er i min Aare til.

Alle Undersaatterne paa engang. Lenge leve vores Fader,

Vores store Scepter-Mand!

31

Ingen, Intet Riget skader;

Thi hans Øye paa vort Land.

Gid han evig maatte blive Styrere af vores Stat!

Han den sikkert vilde give Al Lyksalighedens Skat.

32
1

Følelser

ved

at betragte Kongens Valgsprog

i Anledning af

Landets Tilstand

og

de forefaldne Forandringer i Staten i Særdeleshed den i Raadstuen

i en Samtale

imellem

en Borger og en af hans Naboer.

Kiøbenhavn 1771.

2

A.

Hvad synes Eder om de Forandringer, som paa en kort Tid ere forefaldne i Staten, og i Særdeleshed om den i Raadstuen.

B. Meget got, saaledes som man kan vente sig af en Monark, der sætter Æren i Kierlighed til Fædrenelandet; der, for at undersøge Aarsagerne til Landets almindelige Elendighed, har befalet Embedsmændene at indgive en Liste over deres Forretningers Forvaltning. Et Foretagende, som vil bringe et Land, der er underkastet den monarkiske Regiering, til den allerhøyeste Spidse af Lyksalighed, og ved hvilket vi kan vente, at see vores elendige Tilstand forbedret, og de Ringere befriede fra de Mægtiges Undertrykkelser.

A. Jeg synes selv, at de Store have hidindtil raadet for meget.

B. Det er en almindelig Følge af de monarkiske Regieringer, siger en stor Philosoph og kyndig Statsmand. Hoffolkene og nogle private Personer, mestendeels deres Klientere og Kreature, besidde alle Landets Rigdomme, imedens de øvrige

3

sukke i en yderlig Fattigdom; Og Philopatreias i hans Anmærkninger tilskriver den Indflydelse, som de mægtige Ministre, der har besiddet betydelige og samlede Jordegodse, i lang Tid har havt paa Regieringen, en stor Aarsag til de dyre Tider; og jeg troer, at denne Forfatter fortiener Navn af Patriot, for denne Oplysning, og at derfor Hr. Lytken i Friheds Magazinet No. 3 har sat ham ved Siden af Philodan. I øvrigt bifalder jeg ingen af hans Sætninger; han har alt for tydelig yttret sine Passioner imod adskillige Stænder, og søgt at undertrykke en, for at ophøye en anden, hvilket er gandske stridigt med en Patriots Caracteer; men dette siger jeg reent ud, thi en Patriot bør tale Sandhed, at nogle af de Store have havt en alt for stærk Magt; og at vores Fædreneland er derved bleven sat i saadan en Forfatning, at der seer ud i Landet, som det nyelig kunde have været hiemsøgt af Krig, Pest, eller Misvext. Vi have seet fattige Adelsmænd at blive Yndlinger; vi have seet dem under prægtige og glimrende Forslage, til Landets Gavn og Beste, at tiltrække sig Rigets Arv, og derved at svække

4

dets Indkomster; de have forenet sig ved Ægteskab, eller andre Forbindelser, med hinanden; og der har snart ikke været et Colleg, hvori de enten ikke selv have præsideret, eller og nogle af deres Anhang. Deres Klientere ere blevne satte i Embeder. Ære og Dyd var sielden Drivefiederen til Embeders Ansøgning. Alle Embeder erholdtes

ved Patroner. Vi have seet Embedsmænd

at voxe i Høyden, ligesom deres Patroner, og ligesaa ofte og forskiellig at forandre Embeder, som en Chameleon forandrer sin Farve. For at komme til deres Besiddelse, betiente man sig af de nedrigste Hyklerier. Ministernes Fødsels- og Navnedage satte Poeterne stærkere i Arbeyde, end Monarkens; og jeg har seet saadanne Lykønskninger, endog trykte, som har overstegen Sømmelighedens Grændser. Endog deres Dommestikker bleve satte paa Domstoelene, og betroede Landets Finantsers Forvaltning. Vigtige Embeder, hvor der foruden Indsigt endog behøvedes Samvittighed, bleve betroede til ukyndige og nedrige Siele. Disse, for at skaffe sig en Glands, som deres Embede, af Mangel paa egne sande Fortienester, ikke kunde give dem, erhver-

5

de sig, ved deres Patroners Anseelse, en Rang, som opløftede dem over deres Ligemænd, og, for at giøre deres Anseelse arvelig, erholdte de lettelig Expectance-Breve for deres Børn fra den spæde Ungdom af. Borgerne forblindede af denne glimrende men falske Zirat, søgte at giøre deres egen og deres Børns Lykke paa samme Maade; De Fattige gjorde deres Børn til Betientere, og unddroge dem fra de nyttige borgerlige Haandteringer; og de Rige, for ikke at gaae paa den venstre Side af dem, som de for kort Tid siden havde havt Medynk med, søgte en Karakteer, og derved giorde sig selv og deres Børn ligesaa uskikkede til at gavne Staten, som de Fattige. Andre, som just ikke vare saa forfængelige, forskaffede sig ved Patroner et Monopol, der giorde deres Lykke solid, men derimod undertrykte deres andre Medborgeres. Herved forsvandt den Lighed iblandt Borgerne, som er Kilden til Velstand og Overflødighed. De sine Følelser af Ære, som tilforn udgjorde den Danske Nations elskværdige Karakteer, bleve næsten udslukkede; og naar man undertiden saae samme, ligesom en Gnist, at lodre ud af Asken, saa var det

6

gemeenlig hos den ringe Almue, saasom den Bonde i Bergens Stift, der frivilligen betalte en anseelig Sum Penge paa engang til Extra-Skatten, og hiin Soldat, der ikke vilde modtage Belønning af sin Officier, fordi han havde efterkommet sin Pligt, at skyde en af sine Kammerater ihiel, der vilde undvige. I Almindelighed saae man intet andet, end fordervede Borgere. Overdaadighed, Vellyst og Pragt var Maalet for vore Bestræbelser. Man anlagde Fabriker, et nyttigt Foretagende; men Anlægget var galt; og de fabrikerede Vahre bleve fortærede af Møl paa Kongens Regning, imedens vi pyntede os med de Fremmedes. Vi lode rede Penge gaae ud af Landet, for at ernære de Fattige udenlands, og derved bleve vi tvungne til at give Almisser til friske og stærke Folk; En Medlidenhed, som vel var ingen Dyd, men som blev os naturlig, fordi vi ikke kunde vide, hvor snart vi selv kunde blive bragte til denne ynkelige Nødvendighed. Begierligheden til det Fremmede var lige stærk hos Tienere og Tjenestepiger, og hos de naadige Herrer og deres Fruer. Toldsviig og Snighandel blev ikke betragtet, som nogen Synd eller

7

skammelig Gierning. Tvertimod, en Contrebandier blev betragtet som en Mand af Genie. Lovene bleve ikke efterlevede; en Følge af slette Embedsmænd og fordærvede Sæder. Enhver Stand arbeydede paa sin egen Undergang. Monarken udtømmede sig ved nyttige Anlæg; ved at giøre Velgierninger, og ved at give Pensioner. Gielden voxede. For at bestride Udgifterne, forhøyede man Tolden, og for at betale Gielden, blev man tvungen til at paalægge Skat. Den blev i Begyndelsen slet ligned; men endnu slettere inddreven. Dette Hielpemiddel var for svagt. Man solgte Monarkens Godser. Halvdelen af Kiøbe-Summen gik ind i Kongens Kasse, og dog var dette Middel ey tilstrækkeligt. Døm nu selv, om en Forandring i Forfatningen ikke var nødvendig.

A. Til visse nøvendig, og vi maa takke Gud, at han har givet os en Monark, som tager sig Landets Velfærdt saa nær til Hierte.

B. Og I maa lægge til: som har erholdet Forstand til at forbedre dets elendige Tilstand. Han saae Landets almindelige Nød og Elendighed. Han søgte efter

8

Kilden dertil, og han fandt den. Han, som var født til at regiere Millioner Mennesker uindskrænket, vilde og udgiøre deres Lyksalighed. Til den Ende tillod han dem Skriver-Frieheden offentlig, uden Persons Anseelse, at angribe Uordener, skadelige Fordomme og Misbruge. Han vilde vise De Statskyndige, at Friehed kan bestaae i det Danske Monarkie; og at følgelig Dyden, ligesaavel som Æren, kan blive en Drivefiær til patriotiske Handlinger. Han vilde opfylde vore Forfædres Ønsker og Øyemærke, ved at regiere os paa den Maade, som de havde overleveret hans Forfædre Regieringen. Vores Regieringsform skulde have sin naturlige og væsentlige Reenhed: At befordre meenige Mands Beste og Lyksalighed var Monarkens Hensigt; derfor ophævede han det Geheime-Conseil, og lagde Regieringens tunge Byrde paa sine Skuldre. Forestillinger skulde ikke være nok, han vilde selv prøve, skiønne, og dømme, paa der at der ey engang skulde være et Skin tilovers, at han vilde vige fra den Mening og Hensigt, udi hvilken Undersaatterne havde overgivet sig til hans Forfædre. Sandelig, den 27 December 1770 bør være li-

9

gesaa hellig i vores Ihukommelse, som den 16 October 1660. Jeg skal lade den male med forgyldte Bogstaver, under Monarkens Portrait, tillige med hans Valgsprog; og med en taknemmelig Ærbødighed skal jeg vise mine Børn den, og derved indprente dem den Lydighed, som de ere Fædrenelandets Fader skyldige, samt give dem saadanne Indskydelser, som kan giøre dem til værdige Undersaatter af saa værdig en Konge.

A. Siden den Dag har vi og havt mange Forandringer, baade ved Collegierne og ved Hoffet. Jeg har fornøyet mig derover, ligesom vore andre Naboer, dog af ingen anden Grund, end at jeg undte de Store det; men I har giort mig gandske opmærksom. Jeg begynder nu at indsee deres Fornødenhed og Nytte; og jeg beder Eder, at fortsætte Eders Betragtninger, over samme.

B. At vi siden den Dag have habt mange Forandringer, er gandske naturligt. Monarken, igiennem hvis Hænder nu Rigets Sager gaaer, lærer at kiende Embeder og Embedsmændene: De Unødvendige og de Nøvendige; de Redelige og de Uredelige; de Kloge og de Vankundige. Uretfærdighed

10

og Dumhed maa skielve for hans Ansigt; men Retfærdighed, Forstand og Indsigt kan med en glad Tillid nærme sig til hans Throne. Denne store Hær af Embedsmænd, som vel var stikker til at give Hoffet en glimrende Anseelse, ved viste Høytideligheder, men i øvrigt ikke tiente til andet, end til at drage Sagerne i Langdrag, har han tildeels indstrænket, og tildeels reent afstaffer. Hvilken Velgierning for Fædrenelandet! Sagerne kan nu hurtigere blive befordrede, og aarligen anseelige Beholdninger spares. Monarken vil, at sande Fortienester skal belønnes. Embederne skal i Fremtiden ære Manden, og ikke Manden Embederne. Den Rang, som en kan have erholdet, stal ikke give ham noget Fortrin, naar han kommer til at sidde i noget Colleg eller Departement. Der skal Embedsmandens Alder og mange Aars Flid og Møye komme i Betragtning, agres, æres og paaskiønnes. Desuden lod Kongen bekiendtgiøre, at da Rangspersonernes Antal var voxen til saadan en umaadelig Høyde, at man ikke mere kunde see, om en Karakteer skulde være et Kiendetegn paa Fortienester, saa skulde i Fremtiden ingen erholde nogen

11

Karakteer, med mindre han ved besynderlige Fortienester havde giort sig værdig dertil. Hvo kan ander, end fornøye sig over saadanne Forandringer? Ikke af besynderlig Had til nogen. Det er os uanstændigt; men fordi det er den Grundvold, hvorpå Fædrenelandets Fader vil bygge Fædrenelanders Velfærdt. Sandelig, jeg synes, ligesom vores Enevolds Herre hermed vil sige til enhver af os: Børn! følg mit Exempel: Elsk Eders Fædreneland, saa skal I blive ærede.

A. Jo mere I taler, jo mere bliver jeg overbeviist om Forandringernes Nytte og Nødvendighed; men jeg havde dog ikke tænkt, at de saa snart skulde have rammet vor Magistrat.

B. Kunde I ikke have tænkt det? Har I ikke iagttaget, at vores Monarks Omhue strækker sig fra den Største til den Ringeste. Enhver Stand ligger ham paa Hiertet. Han veed, at til alle Undersaatternes fælles Lyksalighed bør enhver Stand have sit rette Forhold med hinanden. Bondestandens, paa hvis Opkomst Dannemarks Lyksalighed uimodsigelig, i Særdeleshed, beroer, har han selv taget under sin egen høye Omsorg.

12

Fra hans eget Kabiner udstædes nu de fornødne Ordres til deres Velfærdts Befordring. Først tillod han Jordegods-Eyerne at bestemme Bondens Hoverie; men da denne Bestemmelse ikke var efterrettelig; saa satte han den selv tilbørlige Grændser. Ved dette Middel vil Bonden erholde en vis Friehed, og blive befriet fra den Trældom, som hidindtil har været en stor Forhindring i Agerdyrkningens Fuldkommenhed; og derved vil Levnetsmidlerne bringes til sin rette Priis. Borgerstanden har han og viist Prøver paa sit faderlige Hiertelav. Dersom han ikke havde havt Omsorg for os, hvorledes vilde det da have seer ud med os i denne Vinter? Vi, som har havt Penge til at kiøbe for, har jo neppe kundet bekomme Rug, eller Brød? og hvorledes skulde den Fattige være bleven reddet fra at omkomme af Hunger, hvis ikke Kongen havde aabnet sine Magaziner. Sandelig, det har ret været et rørende Syn, at see denne Vrimmel Mennesker at slaaes og trænges om det kiere Brød, baade paa de offentlige Steder, hvor det blev solgt for en moderat Priis, saa og uden for Bagernes Dørre. Hvo kunde være Tilskuere af disse Scener,

13

uden at blive rørt af Taknemmelighed, og at sende Sukke til Himmelen for vores Monarks Velgaaende, som i alle sine Foretagender viser sig at være sit Folkes Fader og Velgiørere. End videre: Ret og Skiel skal haandthæves; Borgerne skal ikke mere blive bedraget af den Mægtige. Intet skal frietage en Debitor fra at betale sin Gield, hverken Rang, Embeder eller Fødsel. Et Lands Lyksalighed beroer paa Lovenes Efterlevelse, og disse igien paa gode oplyste og retskafne Embedsmand. Saadanne Egenskaber erhverves ikke, hverken bag paa Karethen, ey heller i Forgemakket. Derpaa har vi desværre havt alt for tydelige Beviis. Denne skadelige Uorden vil Kongen hæmme; derfor bekiendtgiorde han, at ingen, som havde giort personlig Opvartning hos nogen Herre, skulde blive betroet noget offentlig Embede. Efter denne og foregaaende Anordninger, synes jeg, man meget let kunde formode en Forandring i Stadens Magistratur.

A. Siden I forhen talte om Brød-Mangelen, saa vil jeg spørge Eder, om det ikke havde været Magistratens Pligt i Tide at see denne Mangel forekommet.

14

B. Jo visselig burde de i Tide have forekommet den. I en Stad, som Kiøbenhavn der rummer saa mange tusinde Mennesker, der burde Brødet aldrig feyle. Desuden har jo Kiøbenhavn mange tusinde fattige Mennesker, som lever af Fabriqver og Haandværker, naar disse skal betale Brødet dyre, saa kan de jo ikke giøre deres Arbeyde for let Kiøb.

A. Gandske Ret Naboer Nul fra Nul kommer Nul. I har Ret at I forhen sagde, enhver Stand arbeyde de paa sin egen Undergang. At udregne hvor stort et Forraad af Ruug der behøvedes til at befrie Byen fra Mangel Vinteren over, var vel ikke storre Konst end at giøre saadan en lige Repartition, som den Magistraten giorde i Fior over Sneens Udførsel. Vi har betalt Skatte nok til Byens Beste, men Gud veed, hvorledes de ere blevne anvendte.

B. Man beregner samme til en 90, 000 Rdlr. aarlig, det er gandske vist en stor Summa for et Borgerskab, der har adelige Frieheder. Kongen har indseet dette, han vil alle Stænder vel, han elsker os som sine Børn, og derfor har han befriet os fra en Øvrighed, som ved sin alt for store

15

Myndighed og Anseelse undertrykte os. I Stæden for et Antal af 22 Magistrats Personer, skal der nu kuns være 11; og i Stæden for at de tilforn (i det ringeste nogle af dem) bestoed af Ministernes Klientere og Yndlinger, saa skal de nu bestaae af Borgere, udvælges af Borgerskadet, afgaae hver Aar. Hvilke Herligheder for Kiøbenhavns Borgerstab. Nu herefter, vil det Borgerlige Væsen faae en gandske anden Anseelse.

A. Indkomsterne af Magistratens Gods, og alle Sportlerne skal jo nu gaae i Stadens Casse, til Hielp at bestride de borgerlige Udgifter, det vil nok og lette en Deel af vore Byrder.

B. Hidindtil har man kaldet det Magistratens Gods. Dette Navn er gandske ubeqvemt, det er Kiøbenhavns Indbyggeres Gods, hvilket Høylovlig Kong Friderich den 3die gav vores Forfædre som en Belønning for deres Troeskab i Beleyringen, og deres Hengivenhed til det Kongelige Huus. Magistraten blev ikke sat til andet end til dets Forvaltere, og Indkomsterne af samme skulde anvendes saaledes, at den halve Deel deraf skulde anvendes til Stadens

16

Raadstue, og Magistratens reputeerlige Underholdning; og den anden halve Deel til Stadens Politiers og Meenighedens Forbedring.

A. At dette ikke er bleven efterlevet, kan man let slutte sig til af den Proces, som Stadens 32 Mænd havde med Magistraten, angaaende smaae Rædseler af dette Gods. Hvordan faldt dette ud?

B. Vi vil ikke oprippe et lægt Saar igien. Det maa være nok, at Høyeste Ret tiikiendte Borgerskabet Ret. Formedelst vor Viise Monarks Indretning kan saadant ikke meere existere: Thi da Sportler nu ikke meere skal have Sted, men disse tillige med Indkomsterne af Godset skal falde i Cassen, og Raadmændene hvert Aar træder tilbage til deres forrige Stand igien; saa er det en naturlig Følge, at de vil sørge for den Casses Beste, af hvilken de selv og deres Børn kan vente Lettelse i Udgifterne i Fremtiden.

A. Men de 32 Mænd ere jo ogsaa afskaffede, de fik jo dog ingen Besoldning.

B. I Stæden for dem, har vi nu kuns 2 Repræsentantere. Men endog deri har den sidste Indretning et Fortrin for

17

77

den Første, thi dette maa I lægge Mærke til, at disse to sidde daglig med i Raadet, da derimod de 32 kom kuns sielden sammen, og dertil for sig selv i en egen Sahl. Desuden, kunde enhver af dem have Haab at blive Raadmand, og da de yngste Raadmænd fik ingen anden Løn end deres Andeel af Sportlerne, saa kan man let slutte, at der er en stor Forskiel imellem hines og disses Tænkemaade.

A. Nu skal jo heller ingen Sager afgiøres meere i Raadstuen. Hvad synes Eder derom?

B. Meget godt. Raadet bestaaer nu af Borgere, de have fra deres Ungdom af opofret sig til borgerlige Handteringer, de have erhvervet sig Indsigt i de Ting, som have Indflydelse paa det borgerlige Væsen, at see paa Stadens og Medborgernes Beste, dertil kan de være skikkede; men til at være Dommere behøves andre Egenskaber. Det er ikke nok at kiøbe sig en Lov-Bog, ja ey engang nok, at man kiender Loven. En Dommer bør kiende Formalitæterne, og vide at vogte sig for de lovkyndiges Chikaner. Til at erhverve denne Indsigt, hører man-

18

ge Aars Studia og Erfarenhed; at forlange samme af en Borger var urimeligt, og det er et Beviis paa Kongens Viisdom, at Han har frietaget dem fra denne møysommelige Forretning. Imidlertid er det dem tilladt ar forlige Stridigheder, og I skal see, at der skal flere Sager blive bielagte nu end forhen paa Kiøbenhavns Raadstue.

A. Jeg er nu vel fornøyet med Eders Overbeviisninger; men et staaer mig for Hovedet, det kan jeg ikke troe, at det kan være godt. Det er de mange Mennesker, som bliver Brødløse, ikke allene de Fornemme, men endog de Ringere, jeg mener deres Domestiker og Tieneste-Folk. De, som have tilforn sadt i Embeder og nydt store Lønninger, have holdt mange Folk; men nu, da de ikke meere have dem, blive de nødte til at give deres Folk Afskeed, hvor skal de hen? de have ikke lært noget, hvormed de kan fortiene Livets Ophold.

B. Det er en Dyd at være medlidende; men en overdreven Medlidenhed er en Last. Vi vil undersøge denne Sag noget Nøyere. Det er da de Fornemmes Betientere, vi skal tale om. Vi vil dele dem i to

19

Casser, nemlig de, som ere gangne udaf Bondestanden, og de, som ere tagne udaf Borgerstanden. Til de første regner jeg Kudske, Staldfolk &c. Mon disse kunde kaldes brødløse? Ere de ikke i deres Ungdom vante til ar arbeyde. Skulde deres nærværende magelige Tilstands Forandring fortiene vores Medlidenhed. Jeg troer, at det var Lastværdig at ynke dem, vi mangler Folk i Bondestanden, lad disse Flygtninge gaae tilbage til den Stand, hvorfra de ere komne. Lad dem lægge Haanden paa Ploven, som har ernæret deres Fader og dem i deres Ungdom. De skal da i steden for unyttige blive nyttige Lemmer i Staten, og ved deres Flittighed skal de kunde giøre sig værdige til den Omhue, som Mouarken Viiser at have for den Stand, hvorudi de ere fødte. De andre af den borgerlige Stand, hvorunder jeg forstaaer Laqveyer &c. ere ey heller værd at ynke. Mange af dem har lært et Haandværk; men for at have et mageligt Liv, og i sin Tiid at blive en Bestillingsmand have de forladt samme. Lad dem nu øve det igien. Andre, som slet intet har lært, kan snart sinde en Nærings-

20

Vey. Vi have Handel og Søefart. Vi mangle Søefolk, her er en reputeerlig Nærings-Vey for disse magelige Herrer. Vil de ikke gribe dertil, saa kan jeg ikke ynke dem: Apostelen Paulus siger jo selv, hvo der ikke vil arbeyde, bør ey heller æde.

A. Sandelig, jeg maa give Eder Bifald. Men en Indvendning endnu: Mange af de Fornemme kan ey heller taale denne Forandring.

B. Kongen har jo været retfærdig: Enhver, som har forrettet sit Embede ret, har jo ved forefaldne Forandring erholdet Pension. F. Ex. Magistraten, de nyder jo 1/3 Deel af deres havte Gage. Er det ikke en retfærdig Behandling?

A. Denne Besvarelse ventede jeg. Men I maa vide, at denne Pension er ikke tilstrækkelig hos alle. I veed selv, at det er dyre og vanskelige Tider.

B. Got, Naboe ? Det er og dyre og vanskelige Tider for Kongen, ja maaskee vanskeligere, end vi kan tænke eller indsee. Han har ellers i denne Tid givet os et herligt Exempel, til at kunde overvinde Tidernes Vanskelighed.

A. Hvordan da?

21

B. Hvilket Spørsmaal! Veed I ikke, at han, for at betale en Gield, som han ikke har sat Landet i, har indskrænket sig selv, næsten som en privat Person? Kan der vel være noget tydeligere Beviis paa, at han anseer allene Kierligheden til Fædrenelandet for sin Ære? Vi vare ikke værdt, at være Undersaatter af saadan en Konge, hvis vi ikke vilde følge hans Exempel; og den Embedsmand, som saaledes vil indskrænke sig, kan gandske vist komme ud med sin Pension. Desuden har mange af dem havt store Indkomster tilforn; de burde have holdt bedre Huus. F.Ex. En Magistrats-Person burde ikke holde 10 Heste paa Stald, han kunde gierne leve, foruden et Par Hengster af 1000 Rigsdalers Værdie; han behøvede ellers en halv Snees Vogne, langt mindre havde han nødig, at forandre dem hvert Aar efter Moden. Denne Levemaade er for prægtig, og kunde snarere passe sig paa en Rigsfyrste, end van en Øvrigheds Person, som Borgerne skal lønne. Hvorledes skulde jeg kunde ynke dem? De fortiener ingen Medlidenhed. Lad dem indskrænke sig, og sælge disse Overdaadigheds

22

Kiendetegn, samt i Fremtiden leve tarvelige; saa skal de og deres Børn blive nyttige Lemmer i Staten. Lad dem følge Monarkens Exempel. Jeg igientager dette endnu engang: Kongens Ædelmodighed fortiener vores Høyagtelse, Kierlighed og Beundring. Kiere Naboe, hvilket Exempel! Vores Enevolds Herre indskrænker sin Hofholdning for at betale en Gield, som han ikke har sat Lander i; for at befris sine Undersaatter fra en Skat, der er dem til Byrde. Betænk dette, og siig mig da oprigtig, om ikke enhver Undersaat bør takke ham, og tillige enhver i sin Zirkel af yderste Formue stræbe at befordre hans Hensigt og Øyemeed.

A. Sandelig, I giør mig gandske opmærksom; jeg skammer mig ved mit sidste Spørsmaal. Jeg maa tilstaae reent ud, at jeg ikke har betragtet disse Forandringer paa saadan Maade. Jeg har tænkt, at det stede af en Slags Misfornøyelse; men nu indseer jeg deres Nytte og Nødvendighed, og tillige Monarkens Ædelmodighed. Fra dette Øyeblik af, vil jeg af alle Kræfter stræbe at opfylde min Konges Hensigter. Jeg beder Eder at sige mig de tjenligste Midler dertil.

23

25

B. Dette kan skee allerbest, ved, ligesom Monarken, at sætte Æren i Kierlighed til Fædrenelandet. Kongen har, ved Forandringen med Magistraten, sat os ret i Besiddelse af vore adelig borgerlige Privilegier. Lad os nu herefter soge Æren i vores egen Stand, lad os indskiærpe vore Børn de samme Begreb, vise dem Æren paa ven rette Kant, ved borgerlige Pligters og Dyders Efterlevelse. Lad os indskrænke os baade i Klædedragt og Levemaade. Lad os behielpe os med vore egne Manufacturer, og aldrig uden den høyeste Nødvendighed bruge noget fremmet. Lad os hielpe de Fattige. Den syge og skrøbelige med Almisser, og den stærke og føre med Arbeyde. Lav os efterleve Lovene, og ved vores Handel søge at forene vores privat Fordeel med Statens, og altid have vores Guddommelige Læremesters Regel for Øynene: Giver Gud det Guds er, og Keyseren det Keyserens er. Ved denne Opførsel følge vi Monarkens Exempel, og paa denne Maade kan vi best opfylde hans priselige Øyemærke

A. Jeg Eder forbunden for Eders Underretninger; Fra dette Øyeblik af skal

24

jeg søge at sætte dem i Værk. Min Søn, som ved denne Leylighed er kommen af sin Tieneste, skal jeg strax sætte paa et Kiøbmands Contoir. Mite andre Sønner skal lære Haandværker, eller andre nyttige borgerlige Haandteringer. Mine Døttre skal endnu i denne Dag forandre deres Levemaade. Deres Top skal nedklemmes med et Strygbaand. Disse Filerpinde, som tilforn vare deres daglige Amusement, skal jeg kaste bort, og i deres Sted skaffe dem hver en Spinderok. Jeg skal give den Flittigste af dem en Præmie. Jeg stal klæde dem med vor indenlandske Tøy; Duelighed og Flittighed skal æres i mit Huus. Mine Maaltider skal være tarveligere, og min Handel og Vandel redeligere. Med et Ord: Jeg skal søge Æren i min egen Stand, og ved alle Leyligheder lade see, at jeg elsker mit Fædreneland.

B. Paa denne Maade opfyldes Kongens Hensigter. Vi vil for denne Gang ende vores Samtale med et Ønske: Gud velsigne Kongen og de Redelige i Landet!

A. Ja, Gud velsigne Ham og dem!

1

Triumph, Glæde og Seyer

i

Skovens Rige/

eller

De uskyldige, retsindige og philosylvanske

Dyrs Fryd og Glæde over de overmodige og ildestindede Vanskabningers billigste Undertrykkelse. Fortælning om nogle af de vederstyggelige Dyrs Ondskab og Straf. Og endelig tilsidst en eenstemmig Lovsang af alle de gode og ærkiere Dyr, for at prise Lovens store og beundringsværdige Viisdom.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Alle Ting tegne sig til Flor og Herlighed i Skovens Rige, og de gyldene Tider, som der vise sig i deres Morgenrøde, vil snart skinne med den fulde Middags Soel. Gedebukker og Aber maae ikke mere antages til Borgernes Fædre, Ældste og Forstandere, og Løven har ladet udfeye af Fædrenes Forsamlings-Huus, de, som handlede med Børster og Træskoe, Ræve, Ulve, Trold-Dyr og Nisser, hvilke havde paataget sig Skikkelse og Skabning af Dyr, og saaledes indsneget sig ved Nisse-Konster i Yndest og Naade, at de fik anseelige Embeder i Skoven. Et mistænkt Dyr fik saadan en Skræk ved denne Forandring, at Hornene sprang af ham, ligesom Qvinten af en Violin: Dog maatte dette Dyr siden have vundet sin Sag, siden han har fundet Vey til Lovens Naade igien.

4

Maaske nogle andre afsatte Dyr, hvis Sag bevises uskyldig, kan og nyde deres forrige Anseelse; thi Loven er viis, ædelmodig og retfærdig. Nu er der, som fortælles for vist, oprettet nye Forstandere og Ældste for Almuen eller Borgerskabet af Dyrene, i hvilken Forsamling kuns nogle faae af de gamle ere forblevne, derimod ere i Steden for de afsatte, tillagt ærlige, oplyste og philosylvanske Dyr. Dyrene elske dem og alle inderlig; men, da det i mange Tilfælde gaaer Dyrene som Menneskene, at man ikke kan giøre dem til Pas i alle Ting, saa findes der nogle Skumlere i Skoven, som ikke ere saavel tilfreds med physikalske Forstandere, som med de øvrige Ældste. Disse melancholske Dyr befrygte, at Skovens fattige Syge ikke herefter vil nyde den tilbørlige og udfordrende Opvartning; at saa mange forskiellige Tincturer let kunde forstoppe eller fordreye Hovedet paa nogle af Dyrenes Ældste, som nu allesammen have Navn og Gavn af oplyste Philosylvanister; at Physiqven, hvormed gierne foreenes den Videnskab at Hexe Naturlig (Studium Magiæ Naturalis) kunde faae Lyst til formange Ex-

5

perimenter eller Forsøg, hvilke da vel ikke alle vilde blive Dyre-Almuen til Fordeel. - Saavidt den melancholske Frygtagtighed. De andre Dyr af Sangvinisk Complexion, giøre sig ikke saadanne Skrupler for Fremtiden; men lade sig nøye med, at de nærværende Aspecter ere behagelige. Da ingen af de Dyr, som tilforn have været andre Dyrs Slaver, maa herefter komme til nogen offentlig Bestilling, saa siges der af mange, at civile Embeder tildeels skal vorde bortgivne til Krigs-Dyr, der for Alderdom ikke mere kan være i en Tieneste, der udfordrer et hurtigt, bøyeligt og hærdet Legeme. I det mindste var det rimeligt, om saadanne Dyr, naar de formedelst Videnskab og Indsigt vare beqvemme og duelige Subjecter, blev i deres Alderdom aflagte med et eller andet civil Embede, hvorved de mange Pensioner tillige bleve tilbage holdte i Løvens Casse, hvilket vel uden Tvivl var en stor Fordeel. Nogle af de subalterne Krigs Dyr, som just ikke vare saa oplyste, kunde og nyde visse Betieninger, af den Art, nemlig, som ikke just ufordrer Videnskab; men kuns Ærlighed, Nøyagtighed, Flittighed og

6

Opsigt, som for Exempel Betientere ved Politien, og Opsyns-Mænd ved fremmede Vahres Ind- og Udførsel. Foruden dette, at Løvens Casse, som sagt er, blev spart, flød endog andre Fordeele heraf, nemlig at Krigs Dyrene (de Commanderende nemlig i deres frie Timer, hvilke i Freds Tiider ere overflødige mange) lagde Vind paa Videnskaber og Studeringer, og disse vilde igien giøre dem meere skikkede til at commandere, end Kieppe, Tamper og Ceder. Videnskab og Studeringer vilde tiene meget til at blande deres saa ofte fornødne Strenghed med behagelig og Hierter vindende Venlighed og Humanitet, efter det gl. antagne Sprog:

Ars.

Emollitmores, nec finit esse fero: ɔ:

En Officier, som har Studeringerne inde Ey stedse bander, slaaer i Utid og i Blinde, Hans Stok er ey hans Alt; hans Levnet,

Ord og Raad

Giør mangen en Soldot, som ikke var

det, god.

Haandgrebene for ham er en den største Lære, Han ogsaa Omsorg for Soldatens Vel vil

bære,

7

Indprente Troeskab, Mod, forbedre Sæderne

Hos de Gemeene, ham er anbetroede.

Nogle spodske Dyr, opblæste af deres Glose-Bøger, af et mavert Systeme i Theologie eller Jura, lært papegøyisk udenad, tør offentlig sige, at en Krigs-Officier er til ingen synderlig eller betydelig Nytte i Freds-Tider. Denne eenfoldige Tanke kommer deraf, at disse Skumle-Dyr meener, at Konsten af det heele Krigs-Officierskab bestaaer allene i at kunde raabe paa Tempo, ein, zwey, drey. De begribe ikke, hvor stor Konst en Officier behøver for at forbedre sine Soldaters Opførsel og Velfærd, og for at give baade sig og dem Mod, Patriotisme og Ærelyst, da saa mange af dem ere trokne lige fra Liderlighed og Debauche hen til Musqvetten eller Carabinen.

Jo! slig en Officeer, som udi Fredens-Tider

Forbedrer kiendelig sit havte Compagnie, Jeg meer beundrer Ham, og Ham langt bedre lider

En mangen en, som gaaer i Musers Liberie

8

Hvad hielper Glosers Hob, og Phrasers

bundløs Mængde, Hvad hielper Termitti, som lærers uden ad, Hvad vinder Skoven vel Nu og i Tidens

Længde

Ved slige Øvelser, jeg gierne vide gad.

I Skovens Rige, ligesaavel som iblandt Menneskene, forældes Sproget, saa at en Nye Grammaticalsk Gedebuk ikke uden ved Hielp af Grammaire og Ordbøger kan forstaae noget af det, som en af hans Formænd for ham haver skrevet, nogle Aarhundrede for hans Levetid. Hvem skulde vel saa lige have troet dette? Nu ere der Professorer og Studentere i Dyrenes Rige, som enhver veed. Disse Studentere skal, som naturligt er, lære Videnskaber, og disse blive saavel i Skolerne, som paa Academierne afhandlede paa det gamle Dyre-Sprog (saa forskiellig, som sagt er) fra det Moderne: Det gamle Sprog maae altsaa læres i Skoelerne; men, da det er meget vanskeligt lære, kan en ung Dyre-Student ofte kuns gandske lidet deraf. Imidlertid saavel i Skoelen, som siden indlemmet ved Academiet, faaer han ikke andet end dette

9

Sprog at see og høre, hvoraf han dog saa godt som slet intet forstaaer. Nogle sige, at Professorerne forstaae sig ikke heller altid selv, naar de tale eller skrive dette Sprog. Men denne Sigelse er vel kuns Væv? For at raade Bod paa denne Uhæld skal Loven, som mange udgive for vist og tilforladeligt, have befalet, at alle Videnskaber, saavel for Disciplerne i Skoelen, som for Studenterne ved Academiet, skal afhandles af Skoelemesterne og Professorerne paa Skovens moderne og allernyeste Sprog, saa at de baade altid kan forstaae sig selv, og vorde forstaaelige og nyttige for vedkommende. Desuden skal være forordned, at alle Bøger, Academiske Taler, Disputatzer og s. v. skal forrettes paa det moderne Sprog, saa at ikke allene de Studerende, men endog mee-Dyr, som har Forstand og Lærelyst, kan profitere ved alle slige Leyligheder, dem selv og Riget til Nytte. Ja, for at faae alle slags Oplysninger og Kundskaber mere almindelige i Skoven, har Løven tilladt alle Dyr Tale- og Skrive-Friehed, et stort, herligt og umisteligt Gode for Skoven. Nogle ønske denne Friehed ophævet. Den av-

10

ler, sige de, Misbrug, ligesom der var nogen Ting blandt Dyr eller Mennesker, som var befriet derfra. De Dyr, som lade sig kalde Mennesker og Dyr med Fornuft, hvorfra de udelukke alle andre, giøre jo saa ofte og saa mange Misbruge af deres allerhelligste Opfindelser, Indretninger og Stiftelser. Deres Templer, bygte og indviede til Deres Guds Ære, tiene alt for ofte til en Sladder og Elskovs-Skoele, ofte til en Sove-Stue, meget tit til en Bygning for Gloebisterie og Hoffærdighed. Deres Retter og Raadhuuse, bygte og indviede til et Forsvar for Undertrykkelse og den ægte Retfærdigheds Pleye, tiene dog undertiden til den modsatte Virkning, naar Guld og Partiskhed blinder vedkommende. Deres Physik og Mathematik har iblandt mangfoldigt godt dog havt det Uheld at lære Menneskene at slagte hinanden indbyrdes i langt større Mængde og med langt større Hurtighed, end tilforne er skeet. Vi maae ogsaa noksom sittre og skielve for deres Krud og Kugler, og det er ved dem, at America, saa stor, saa herlig en Deel af Verden, er forvandlet til en Chaos lignende Ørken, allerhelst i Sam-

11

menligning med det, som den før var. De forvandle alt for ofte deres Fornuft-Lære (Logik) til Spillefægterie, deres Theologie til Uenighed og Myrden, deres Metaphysik til Luft Distinctioner og uforstaaelig Galimathia, og deres, Stats-Konst til Landes og Folkers Ødeleggelse. Toldboederne, saa herlig en Stiftelse, anlagde til Landenes Beste og de Fyrstelige Kassers Forøgelse, hvor mange Uretfærdigheder gaae vel ikke her undertiden i Svang! Fornødne og umistelige Vahre føres bort, Pragt, Overdaadighed, Ødselhed, eller ogsaa det, som haves, voxer og kan forarbeydes i Landet selv, vorder indført, alt til en ubodelig Skade for Rigerne, til Jammer, Fattigdom, Graad og Hylen for meenig Mand, og med alt dette blive de Fyrstelige Kasser lige tomme; thi Tolden kan just ikke altid finde Vey op til den, den er som oftest for doven, og forbliver paa det første Sted, den er kommen. Hvis undertiden en og anden uretferdig og upatriotisk Told-Betient, saa vel af de Høyere, som af de nedrigere, fik Lenken eller Strikken at lugte, da maaskee de alle vilde kappes om at lære. Tolden den rette Vey, og

12

troelig angive alle Contrabandeurer. Nu derimod, da de have saa godt som intet at befrygte, favorisere de Contraband og all Slags Underslæb, for selv at kunde slæbe hiem med.

Ja der siges, at de endog undertiden er selv de første, som lokke og forføre de Handlende til Underslæb, for selv at være med paa Slæbetovet. Saaledes skal en T. X. deur for nogle Aar siden selv have lokket en Cananit, som er let at lokke til slige Ting, at han skulde lade indføre en heel Deel Contraband: Da dette Cananit forskrevne Kram kom nu til Toldboden, forstod Betienten uret, og, for retskaffent at meele sin Kage, confisqveerte han alle Vahrene, ved hvilket Syn Jøden syv gange udbrølede et saa hesligt Ak vai mir, at heele Toldboden svarede ham igien. Denne troeløse Handel blev aabenbaret og overbevist Betienten; men som han før havde børstet sig frem til Credit og Medhold, slap han med ligefrem at miste Embedet; derimod blev ham tilladt at beholde alle sine Juxerier, som siges at have været glubske og feede, for derved at indtræde i den ærværdige Handels Stand,

13

en Stand, som saa meget behøver ærekiere og ærlige Patrioter. Nu kan han i denne Stand (Knebene har han jo lært) perfas & nefas forøge og opdynge sine forrige Juxerier. Mon vel saadan en Karl skulde have sluppet saaledes? Jeg veed ikke, men dette veed jeg, at en Ræv, en Ulv eller Tiger, som torde nu omstunder vove saadan en Streeg i Skoven, kom til at betale Leegen langt dyrere. En Tiger, som var bleven Skifte-Forvalter i Skoven, fandt paa ved Forhalinger, Opsettelser, Regula falsi og Ting-Stude Kneeb, saaledes at beklippe Stervog Fallit-Boer, at meere end de 2/3 Deele deraf stedse forblev hans. Sagen kom for Løven, blev giort haandgribelig og beviislig, og Msr. Tiger, uagtet sine Titler, som dog vare anseelige nok, uagtet hans meget Guld, de Stikpenge, han vilde have givet, og nogle af de mest formuende Dyrs kiøbte Yndest og Bevaagenhed, kom til at bære Bøylen, da der i hans Sted igien blev udvalgt tolv retsindige, ærlige og veltænkende Dyr, som formedelst deres Mængde nu ikke kunde beraabe sig mere, eller længere give Skylden paa fornøden Opsettelse og Langdrag for-

14

medelst de indløbende Skifter i Mængdeviis, og som tillige nu, da de vare saa mange, ikke saa lige og let kunde blive eenige om Juxen. Man maae dog vente og haabe, at tolv retsindige Dyr ikke paa eengang og med et tabe al deres Ærlighed, og, naar nogle af dem kuns forblive retfærdige, saa er deres (disse faaes) ja ofte en eenestes Retsindighed tilstrekkelig til at qvæle all Uretfærdighed i Fødselen, ifald nogen skulde gaae frugtsommelig med den forrige Tigers Kneeb og Streeger. En Leoparder, som i Skovens Rige havde nedbrudt Fæstninger og casseret Regimenter, for ved slige Indfald at samle sig fyrstelige Rigdomme, blev for disse og andre Juxerier dømt til Kuglen, saa at han ikke slap, som Taxadeuren, med simpel Afskeedigelse, der undertiden iblandt Menneskene vorder geleydet af Pension og Reysepenge, naar nogen giør Uretfærdigheder af denne eller anden Art.

Nogle Skatte-Mestere i Dyre Riget, som havde taget feyl af Løvens Kasser, og anseet deres egne for at være det, maatte først pompe af sig igien de opslugede Skatte, og det med dygtig pro Cento Rente, siden

15

bleve de in totum casserede, og med samme offentlig omførte i Skoven til Spot og Spektakel med den opskrift paa Ryggen: Billig Straf for Land-Forræderie. Saaledes seer man, at man nu omstunder ikke skertser i Skovens Rige, naar man opdager Uretferdighed og Forræderie hos Dyrene. Et MOnstrum, som var en Blanding af en Ræv og en Abe, havde ved Embeders Bortsælgning og mange Slags Kneeb, tillagt sig Fyrstelige Indkomster og Herligheder. Han blev greben, overbeviist, og fik samme Straf som Skatte-Mesteren. En Ræv mistede forleden sin Kloe, det er at sige all sin Magt, Herligheder og Embeder, allene fordi han havde ønsket, at de u-ædle Dyr i Skoven maatte mangle baade paa Foder og Skind, omendskiønt man ikke saa lige kunde overbevise ham, at han i Virkelighed havde juxet. Saa strengt gaaer det til i Skoven. Snart sees heele Raad at gaae reent af, snart at forvandles og formindskes i Antal, alt sammen til Nytte og Lettelse for Rigets meenig Dyr. Saa retfærdig, viis og naadig er vores Løve. Gid Han længe, længe level Nogle af det gemeeneste Slags politiske

16

Ræve havde faaet i Commission at eftersee, at Drikfældige, Hoeragtige og Splllekiere Dyr ikke fik Lov til at henbringe Nætterne i Skienke-Hytterne. Hvad skeede? Rævene fik Stikpenge, Nytaarsgaver, Douceurer, frie Fortæring, udvalgte Smauser, kostbare Drikke af Beboerne i de rige Skienke-Hytter, og af deres Giester, som derfor stedse bleve u-tiltalte og u-angivne, naar derimod paa det strengeste blev efterseet i de fattige Hytter, hvis Eyere tillige med Giesterne strax bleve mulcterede, dog saaledes, at Rævene fast altid beholdt Mulcten for dem selv. Rige Horer bleve ikke eftersøgte; men kuns de fattige Skiøger. En taabelig Lambæ, som kunde dryppe en taar Vand paa Veyen, og en Stakkels Høne som kunde sparke lidt Sand frem paa Jorden, maatte strax miste noget af deres Uld og Korn, hvorved Rævene ret Hiertelig loe. Lumske Dyr derimod, som havde lært Smøre-Kunsten, gik ikke allene i deres Uretfærdigheder frie for al Efterforskning; men blev endog assisterede, ja undertiden forførte og anviste af disse Ræve selv. Skovens Monark kom i nøyagtigste Erfaring om alt dette. Han

17

har for det første befalet, at alle Skienke-Hytter, saavel fattige, som rige, skal Natten med Dagen være utiltalte af disse lumske Ræve, hvilke derfor allerede, i Mangel af deres forrige feede Smauser, begynde at see noget mavre og affaldne ud. Hvad videre vorder foretaget med dem, om nogle eller alle vorder reducerede, det veed man endnu ikke. Veyenes Renovation er nu og sat paa en anden Fod: Hvert Dyr feyer for sin egen Hytte, sparer sine Penge, og alting gaaer heri vel og godt. Man havde tilforn havt publiqve Feyere; men denne Indretning kom Loven mistænkelig for, og blev casseret, hvorved det meenige Dyr meget glæder sig.

Post-Contoirerne, Told- og Accise-Væsenet, Stiftelserne for stemplet Papiir og andre Brevskaber, vorde nu og nøye efterseete, saa at man haaber, at disse Indtrader med andre fleere ubeskaarne og ubeklippede skal løbe ind i Lovens Kasse, som deres rette Hjemstavn. Hvilken Lettelse for det meenige Dyr? thi, naar Lovens Kasse først faaer sine fornødne og behørige Kræfter, saa vil det ikke mangle, at hans Naade og

18

Viisdom jo eftergiver et og andet nu høyst fornødent Paalæg, som bebyrder meenigt Dyr. Maaskee Lovens Kasse desuden kunde naae en Tilvext ved flere andre Ting, ex. g. det stepmlede Papiirs Anvendelse til overflødigere Brug, ved en billig decourtering i nogle Dyrs alt for store Sold og Gage, og ved Paaleg paa Yppighed og Pragt. Hvem siger, at en Stud skal have saa overflødige Indkomster for at brøle eengang eller toe hver Kirke-Dag i Templerne, eller at en Gedebuk skal saaledes mæskes for at stange eller stange lade med andres Horn en Grav til de døde Dyr? Hvem siger, at en gemeen Soe eller Koe skal have Lov at overtrekke sig med Hermelins Skind, uden at skatte for dette Overmod? Kunde en anden Buk, hvis Formand var en Skade, som vel har Navn for at oplære de unge Dyr i alle Videnskaber; men som dog fast ikke lærer dem andet end grammaticalia, ikke lade sig nøye med ongefehr den siette Deel af de Indkomster, som han nu nyder, og derpaa i all Stilhed kalde sig Skolemester i Steden for Rector.

19

En Regiments Chef har ikke saa megen Gage, som Endeel af disse Rectoralske Bukke og brølende Stude, som for et par Brøls skyld saaledes mæske sig. — Burde dette vel saaledes at være. Det er sandt, hvad Giedebukkene med Grammatica angaaer, da elsker jeg dem meget som Lærere, og under dem og meget vel; men der er dog Maade med alting, og alt for meget er usundt, ligesaavel som alt for lidet. De Latinske Mennesker have derfore sagt:

Eft modus in rebus, Sunt certi denique

fines,

Quos ultra, citraqve nequit consistere rectum:

(item) omne nimium nocet, og de Franske Mennesker have for Ordsprog: Trop & troppeu (Gate) Rompt fete & jeu. & c.

For meget og for lidt er udi alt til Skade, Best, naar man Middel-Vey i alting holde kan,

Best, naar hver faaer den Løn, som fordres til hans Stand, Saa at Enhver kuns faaer en sømmelig

Intrade.

20

Men det lidt bagvendt er, om jeg saa reent

tør sige,

Naar et par Brølen giør en Stud saa

meget rig,

Da knap en General standmæs kan føde sig,

Som dog skal vove Liv og Helsen for vort

Rige.

Der fortælles og, at et Dyr fra en fremmed Skov, som efter at have faaet anseelige Embeder i vores, af pure Dumhed og Foragt for vore egne indfødte Skov-Dyr, fyldte vor heele Skov op med Dyr fra fremmede Skove, med fremmede Rovdyr, langt mere forsultne, graadige og slugende end vore egne, med fremmede Ræve, langt fiinere og falskere end vore egne, med fremmede Stude, langt grovere end vores, og endelig bragte han ind en gandske nye Art af høystskadelige, forgiftige og ødeleggende Dyr, som vores Skov aldrig haver avlet, og derfor ikke engang kiendte dem. Denne sælsomme og for os gandske ubekiendte Art af Dyr lod sig kalde NET-NAKIR-BAF. Vi andre kaldte dem

21

Vindbøytler, Marskrigere, Landløbere og saadant noget. Disse nød anseelige For-Mellem- og Efterskud, saa at det svier endnu i Løvens Casse og i Undersaatternes med. De havde aldrig saasnart spist deres dem i Overflødighed givne Foder op, eller og lade det borttransportere til fremmede Skove, at de jo løb bort bag efter, og begrinede os. Løven saae disse Løyer, bevægedes til en billig Vrede, afsatte disse saa underlige Dyrs underlige Patron og Befordrere, og foer ved sit retfærdige Septer, at slige Scener aldrig i hans Tid skulde vorde opførte i vor Skov. For end ydermere at spare, da hans Sparsommelighed i slige Ting just forvolder meenige Dyrs Rigdom, har den vise Løve forandret meget i sin Oeconomie ved Hoffet. Nu skal ikke Kiøkken- og Kielder-Dyrene saaledes mæskes og forgyldes som forhen. Nu vaage alt for mange Øyne over dem, og de maae giøre Regnskab for Huusholdningen, saa at et Hof Kiøkken-Dyr, endog af dem, som var de ringeste ved Kiedelen og Speedene, der før til deres Geilheds Brug kunde give og forskaf-

22

fe overflødigt og lekkert Foder til 3 a 4 Geder eller kaade Duer, samt udstaffere og forsølve dem, haver nu intet mere selv end sømmelig og anstændig Underholdning. Andre formuende og adelige Dyr behøvede virkelig at giøre en lige Reformation *) deres Huus-Secretærer, Huusholdersker, Kammer-Tiener, Frøken-Piger og samtlige Domestiquer. Man kan haabe, at de giør det; thi

Regis ad Exemplum totus componitur orbis, ɔ:

Er Løven viis og from, vil alle Dyr det være, Af hans Exempler kan de Dyden hastigst lære, All Skovens Lærdom har for dem ey

saadan Klem, Som Løvens Levnet, naar han gaaer med

Viisdom frem.

Gid vores Løve da maae længe, længe leve, I Sundhed, Lykke, Held, bestandig sees

at sveve,

Ja hvis det mueligt var, at Pan os

gav Gehør

Kom

*) eller betale en Afgivt til en Stiftelse; ligesom af

deres Stats-Heste.

23

Kom Døden aldrig for at røre ved hans

Dør.

Men da nu alle Dyr maae friste Dødens

Komme,

Saavel Monarkerne, de vise, gode, fromme, Som de, der ørkesløs beklæde Thronerne, Saa see vi vel (ak ja!) det Ønske ey

kan skee.

Men vi da bede vil, at naar Han, mæt

af Dage,

Og sildig, tages bort, vi da den Trøst

maa smage,

At Den Udaf hans Sæd, som arver

Rigerne,

Og arver Faders Dyd, os til Velsignelse.

Ja, Pan! Skov-Rigers Gud, som haver

alt at sige,

Lad denne Løvens Æt beherske vores Rige, Til Skove er ey meer, ey Dyr ey Mennesker,

Til Soele slukke sig, og dræbe Verdens

Hær.

Lad hans Velsignet Æt udvise lige Dyder,

Det dig jo, store Pan! og hele Skoven

fryder,

24

Vor Løve er saa stor, saa virksom, naadig,

viis,

At langt bortliggend Skov og synger

til hans Priis.

Vi som ham høre til, hans Undersaatter ere,

Ey ene Vidne om hans store Statskonst bære,

Ney fremmed Skove, som er langt bortliggende,

Istemme og med os til Hans Berømmelse.

Den fremmed Lerke, som i Vittighedens Rige,

Ey kiender Overmand, og knap vil finde Lige,

Saa yndig er hans Sang, saa fuld af

Harmonie,

Giør ved sin søde Røst os andre Compagnie.

Han Løvens Ædelmod, som Han mod alle viser,

Den Friehed, Han os gav, harmoniskt ziirligt

priser,

Den Friehed, at vi nu kan tale, skrive det,

Som vi med Ydmyghed formeene være

ret.

1

Iste Brev

til

Løven,

fra Cameleon,

2det Brev

til en

Storvizir,

fra en Muselmand,

og

3die Brev

til den

Tyrkiske Mufti,

fra en Christen Slave,

alle 3 oversat af Tyrkisk.

Saa og trende

Fabler.

1) Om Løven og Ræven.

2) Om Hoppen og Koen.

3) Om Hyrderne og Faarene.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Erindring.

Følgende har jeg blant en Deel gamle Bøger fundet i gammel Tydsk at være oversat af Tyrkisk. Ved Igiennemlæsning syntes mig at fin-

4

de adskillige gode Tanker deri, hvorfore jeg igien har oversat det i Dansk; kan det behage mine Landsmænd, skal det være mig en Fornøyelse, og saa er den paa Oversættelsen anvendte Møye belønnet.

Oversætteren.

.

5

1. Brev

til

den stormægtigste

Skovens Beherskere!

Det er ey Deres Mod, som overgaaer alle Helters; man allene beundrer, man frygter ey blot for Deres Styrke, og ærer ey allene Deres Mægtighed. Ney! Deres Viisdom, som giver Modet den fornødne Sindighed, den Forstand, som bestemmer Bruget af Deres Styrke, den Kierlighed,

6

som aldrig misbruger Magten, giør Dem beundret uden Hykleri, frygtet uden Skræk, æret af Fortienester, og tilbedet i Kierlighed. Hyrkanien Skove og alle afrikanske Enge ere ey allene opfyldte med Løvens Berømmelse, men Nattergalen i Tempe synger tit dens Ære. Man glemmer Ørnen, som for kort Tid opsvingede sig, og imellem nogle Velfortiente fik mange overdrevne Lovsange. Røgen og Dampen af andres Blod giør os ey Luftkredsen tyk og ubehagelig, synge Lærkerne, og Nattergalerne fortælle hverandre om Natten, at Løvens Regimente giør Skoven lyksalig. Mægtigste Skovens Regenter! De er langt over alle Lovtaler, men man troer dog De tillader alle Dyr at tale til Dem; thi De har selv givet den længe forønskede Frihed, og brækket den Lænke, som giorde Ærlighed tungebunden, men Ondskab betrygget for de Fornærmedes Klage. Tillad, store Løve! at Dyrene i Skoven sige sine Tanker, og klage sine Mangeler. Vel har Løven raadet Bod paa mange Uheld, vel regierer den selv med den uindskrænkede Ret, som egentlig tilkommer den, og nu see Dyrene, at de have kun en Enevolds Regenter, da de nylig i enhver Elephant og Tiger taalede en

7

Despot i den Deel af Myndigheden, som enhver havde revet til sig. Vel skiønne Dyrene paa, at mange Hindringer ere ryddede af Veyen, hvis Opregnelse ville blive vidtløftig og unødvendig. Vel prise Dyrene Løven, som viser sig en sparsom Regent, som endog ved sin egen Indskrænkelse vil spare sine egne og i Længden, fine undergivne Dyrs, Udgifter.

Ligesaa ulyksalig, som dumdristig, burde, og fortienede den at blive, som blot vilde troe, at ey et hvert Løvens Anlæg er priseligt, grundigt og retfærdigt; men en Hykler og Uværdig er den, som ey taler om de uheldige Følger, det viseste Anlæg kan tilfældigvis bringe med sig.

Mægtigste Skovens Beherskere! alle dine Bestræbelser sigte til Skovens almindelige Lyksalighed; men da denne Lyksalighed ey strax kan blive virksom, og dens væsentligste Frugter først vil smages i det Tilkommende i mange Dele, saa tillad os at tale om det, som trykker i det Nærværende.

Du veed, ja Du veed selv, mægtigste Løve! at en stor Mangel har hersket i Dine

8

Skove, Du stræber just at afværge den, Du seer Overdaadighed er dens Hovedkilde, Du vil stoppe den, og Du begynder paa Dig selv.

Du er den Beundringsværdige, som besidder Styrke nok til at foragte den Glands, som er Gienflkinnet af Majestæten i det udvortes og sandselige. Du vil skinne af dine Egenskaber, og skiøtter ikke at glimre af Din Hofpragt.

Men, Mægtigste! tillad de! ringere Dyr at tale: Mon vel Hofpragt kan kaldes ødselhed, faa længe Pragtens Midler ey hentes fra fremmede Egne? Mon ey Hoffet er en Hovedkilde, hvorfra mange Aaer udflyde til de smaa arbeydsomme Dyr? Tilstoppes Kilden strax fortørres Aaerne, og saa vansmægte de Dyr, som vederqvægedes af dem.

Dette, vor Beherskere! dette er en Aarsag til Mangel, og giør mange Dyr mistrøstige; dog Løven vil nok vife dem andre Nærings Veye, som herved tabe.

9

Videre: Vi prise Din Retfærdighed, Viished og Omhu, i det Du har afskediget mange Dyr, som vare Dig til større Byrde, end Nytte.

Eftertiden vil blomstre ved Dine herlige Indretninger; men hør, hvorvidt den nærværende Tid lider derved, og hvorledes man troer, at dens Mangel nogenledes kunde afhielpes.

De Dyr, som Din Retviished og de allerbilligste Aarsager afskediger, beholde tildeels noget, tildeels lidet, tildeels intet til Underholdning.

De, som beholde noget, og tillige af sig selv eye store og anseelige Eyendomme i Enge og Skove, de flytte bort fra den Skov, hvor Du residerer, de som beholde lider indskrænke sin Levemaade, (det er billigt), de som beholde intet lide selv Mangel; men de andre virksomme Dyr i Din Residense tabe de Fortjenester, som de forhen havde baade af disses og hines Udgifter.

10

Mægtigste Løve! hvorledes skal ud disse Dyr leve, som af de andre smaa Dyr, (hvis Vilkaar i lang Tid have været ringe), intet kunde fortiene, og tillige miste den Fortjeneste de skulle have af de mægtigere Dyr?

Mon det ey skulle være gavnligt for Din Skov, om Du allernaadigst befalede: At de afskedigede Elephanter, Tigrer eg Losser, som selv eye anseelige Enge, i det mindste 6 Maaneder af Aaret, skulle opholde sig i Din Residense? Deres Fortæring og det de lader forarbeyde (skiønt indskrænket imod forhen) vilde dog bidrage noget til de andre virksomme Dyrs Næring, ligeledes burde de, som af Løven endnu underholdes, bestandig leve i Din Residense, og der fortære den dem tillagde Underholdning, eller i Mangel deraf miste den.

Retfærdigste Beherskere! vi vide meget vel, at intet Saar kan læges uden Svie; vi kysse Støvet af Dine Fodspor, fordi Du med saa megen Kierlighed og Viisdom vaager for os, men vi fortælle Dig tillige de Mangler, som trykke os, og ere forsikrede om, at Du i mueligste Maader forebygger dem.

11

Mangel paa: Nærings veye giør, at mange Dyr hælde med Hovedet, i en Tid, da Du saa naadig stræber, ey allene at befordre vor væsentlige Lyksalighed, men tillige under osalle de muelige Fornøyelser, som burde giøre alle Ting til Liv og Lyst i Din Skov, og virkelig giorde det, hvis en Mangel paa Nærlngs Veye og Fortjenester optrækkede en fæl Skye for mange Ansigter, som forhindrer at beskue og mætte sig i Betragtningen af den Lyksalighed, hvormed Du i en viis Regiering stræber at overgyde enhver.

Vi vide, vi tilstaae, vi bekiende, at Skylden er ey Din. Vi see, at al Din Forstand og Styrke er fornøden til at bestride de Uordener, afværge de Uheld, og oprette de Feyler, som en lang Formaals Tid har indfort, og Tidens Længde haver bestyrket.

Men da vi tillige see, Du er den Helt, som har dræbt Fordommenes, Egenraadigheds og Vanens Hydrer, saa troe vi, at alle Ting ere muelige for Din uovervindelige Styrke; thi aabenbare vi vor Nød for Dig, og allerunderdanigst bede i Naade at tænke paa Dine virk-

12

somme Dyr, hvis Nærings Veye daglig formindskes.

Uforlignelige Løve! hvor vil en Eftertiden beundre Dig, naar man i Skovens Krøniker skal læse, at under Din Regiering var Lyksaligheden paa den høyeste Spidse, og som et mægtigt Beviis derpaa, indrykket dette:

Dyrenes Fortrolighed til Løven var saa stor, at de frimodigen torde klage over fine formeente Mangeler; thi de vidste, at Løven elskede dem, og naar man ønskede Fordele, behøvede man ey meere, end at lade sine Ønsker komme for Løvens Ørne, thi saa vare de strax opfyldte, naar allene Muelighed og Billighed var deres Grund.

O! et herligt Beviis, et Beviis, som med gyldene Bogstaver bør præntes i Skovens Krønike. Saaledes regierer den Vise, saaledes elskes den Kierlige, og saadan en Regent er Løven.

I allerdybeste Underdanighed d. 2 i Ormem. 1693. af

Cameleon.

13

2. Brev

til

den tyrkiske

Storvizir.

Din Glands blive som Solens, og Din

Herlighed langt overgaae Maanens, Dine Fied lugte af Muscus og Ambra, og vor Prophetes Naade komme Dig tilforn! Jeg har hørt, at vor store Sultan har indsat Dig til sin Storvizir. Du er betroet et vigtigt Embede, Fortrædeligheds Tidsler groe yppigst paa Ærens Bane, og Høyhed optaarner Møyer, ligesom Solen optrækker Dug.

Tillad Din ringeste Slave at kysse Støvet for Dine Fødder, og at lykønske til Din ny Værdighed.

Du har altid beæret mig med Din Fortrolighed, og giort Din ringeste Slave tillidsfuld; tillad derfore, at jeg fremsætter Dig nogle

14

ringe Regler, som Din egen Viisdom veed langt bedre, men Din Eftertanke ey vil fortørnes ved at høre, og som ved Din Forbedring først ville faae en retskaffen Glands.

Intet er betydeligere, men tillige vanskeligere, end at være Monarkers Raadgivere.

Et heelt Folkes Lyksalighed hænger af en Fyrstes Nik; men vee Folket, naar han nikker ad den skieve Side, og vinker af den urette Kant.

Sparsommelighed er en Grundsætning i Statskunsten, men den kan tillige anvendes urettelig. Ville vi allene klæde os i Persiens Silke, da berige vi vore Naboer, og ere ødsle Daarer; men ville vi spare paa Ottomanniens egne Producter, og udhungre Constantinopels Kunstnere og Arbeydere, da dræbe vi vore egne Medborgere, for at udøve en Sparsommelighed, der er ligesaa skadelig for Virksomhed og Cirkulationen af Velstand, som idel Stille er for Luften; thi denne foraarsagec Forraadnelse, og hine en politisk Sovesyge, men hvo som sover idelig føler Armod, men den Aarvaagne

15

og Arbeydsomme ernærer sig. I Mad og Drikke er Overdaadighed skadelig og strafværdig; thi den rige og vellystige Ødere fortærer i et Maaltid, hvad 10 Fattige kunde leve af i mange Dage, og hans Ødselhed er just deri skadelig, at han fordøyer det, som den Fattige ey kan miste, nemlig Fødevarene, og deres umaadelige Fortæring volder, at den Fattige maa kiøbe dem dyrt.

Derimod naar den Rige vil være ødsel i Klæder er det ingen Skade, lad hans Turban koste 10000 og hans Kiortel 100000 Zechiner, naar begge ere giorte i Landet, og af Landets Tøye; saa, i Fald han med sin Overdaadighed ødelægger sig selv, ernærer han dog Snese arbeydsomme Medborgere, hvis Hænder hans Overdaadighed fætter i Bevægelse, og hvis Fortienester giver dem igien Evner at betale noget af andre Medborgeres Flid.

Den er en voldsom Læge, som ey forsøger alle muelige Midler førend han afskierer et Lem, og den er ingen retskaffen Statsmand, som strax raader til Haardhed, Mildhed er som en vederqvægende Regn, den opelsker efterhaanden,

16

men Haardhed er en Støbregn, som nedflaaer med et.

En heel Stat er i det store, hvad en Familie er i det smaa, utro Tienere bør afstraffes, og utro Embedsmænd afskaffes, men trofaste Tienere nyde Naadebrød, naar man ey meere kan bruge dem.

Uforligneligste Storvizir! siig tit vor allernaadigste Sultan, at han borttager deres Monopolier, som brygge Sorbetter i Constantinopel; thi hvorfore skal de foreskrive en heel Stad Love, maa ey enhver have Frihed at vælge hvor han vil, det han kiøber for sine Penge, og hvi skal enhver Muselmands Tunge være en Slave af deres Drik?

Beed Sultanen befale fine Cadis, at de have Omsorg for at Fødevarene ey meere skal blive saa kostbare.

Fortæl vor Sultan, at den store Mufti er en Hyklere, han hader og forfølger enhver, som ey hver Dag besøger Mosqveerne, og raaber hundrede gange Abdalah om Dagen; men hans

17

Forfølgelse er som oftest ikke for vor Prophetes Ære, men for at mætte sin verslige Hensigt. Constantinopel kunde bestaae uden nogen Mufti, thi han mænger sig for meget i det Verslige.

Vore Faqvirs ere dovne, og vore eenøyede Calendere skalkagtige.

Vore Emirs ere tildeels for mægtige, og der findes vel den, som sidder inde med Storsultanens Skat.

Mægtige Fyrste! Du veed vi har for nærværende Tid en Sultan, hvis Lige i Forstand og Omhyggelighed aldrig har siddet paa den ottomanniske Stoel, Du veed hans Skarpsindighed er saa stor, at den igiennemtrænger alle Ting endog i Øyeblikker, raad derfor alle dem, som ere i det store Divan, at de nøye overveye alt hvad de forestille, og ey af Ubetænksomhed lade sig forlede til at bifalde et udvortes Skin. Lovet være vor store Prophete, som har givet vor Sultan den Viisdom, og besiælet hans Divan med Redelighed.

18

Naadigste Herre! Du fortørnes ikke over Din ringe Slaves Ord, værdiges at eftertænke dem, og troe, at Oprigtighed er deres Moder!

Vedbliv at udøve den Forstand, som er Dig medfød, og følg de gode Egenskaber, som ere i Din Lod; hør nøye Sultanens Underdanere, og vær trolig deres Tolk, hold ey med den Mægtigere, og foragt ey den Ringere, tænk heller, at Magten har meest Leylighed til at fornærme, og Uselhed maa oftest taale.

Saaledes skal Du blive den berømmeligste Vizir hos den ypperligste Sultan, og hele Verden skal, næst efter vor Sultan, beundre og berømme Dig; den Berømmelse skal blive varig, række høyere end Stiernerne, og være meere uudtømmelig end Havet.

Velsignet være vor Sultan! alle Muselmænd bede got for ham, og deres Bønner ere kraftigere, end alle Muftis Velsignelser.

19

Jeg lykønsker Dig uforlignelige store Vizir! Din Lykke gaae videre, end fra Solens Opgang til dens Nedgang. Vor Prophetes Velsignelse være over Dig.

Ibrahim,

Muselmand.

20

3. Brev

til den

tyrkiske Mufti.

Du herskede over mig, ikke fom et Menneske, men som den vredeste Barbar, den gang Skiebnen havde giort mig til din Slave, og blant Slaver var jeg den ulykkeligste, just fordi jeg var falden i din Lod. Jeg laster dig ikke fordi du vilde henvende mig til din falske Prophete, men fordi du begiegnede mig med Baand og Fængsel, da jeg ey ville erkiende en Religion, som du selv hver Dag vanærede. Nederdrægtigste Hyklere! forbyder ey din Alcoran at drikke Viin, men var du ey hver Dag drukken? laae du ey hver Middag paa din Sofa, for at udsove den Ruus du om Formiddagen havde drukket i Brændeviin, og maatte du ey hver Aften med kiølende Sorbetter dæmpe den Hede, som den overflødige Viin ved dine Aftens Maaltider havde forvoldet i Blodet?

21

I Fastedagene, da din Alcoran paabyder Afholdenhed og Faste, levede du da ikke ligesaa yppig og vellystig inden dine Dørre, som den kaadeste Muselmand i Bairams Festen? drev du ey daglig Aager med dine Penge, og vare ey Jøderne dine Gierigheds Redskaber? naar Jøderne ynkedes over en fattig Muselmand, og bad dig have Taalmodighed, da fnysede du af Vrede, og tvang dem imod deres Villie at tage den sidste Skierv? maatte ikke ofte een og anden Jøde hen til Cadis, som var angivet for Aager; men vare ey Pengene dine, og gik ey Renterne i din Pung? øvede du ikke saaledes hemmelig det, som du lastede aabenbare, og bespottede du ey ved dit Levnet den Religion du bekiendte med din Mund, og dog vilde du Tyran tvinge mig til at antage en Religion, hvis Grundsætninger du ey selv troede; thi det var umueligt du kunde handle saaledes, i Fald dit Hierte troede Hvad din Mund bekiendte. Vanvittige Hykler! din falske Prophete bedrager ingen opklaret Fornuft, og allerminst kan saadan en Apostel, som du, tilvende ham Tilhængere. Nævn mig een Last i nogen Religion afskyelig, uden du begaaer den! Drukkenskab, Gierighed, Hovmodighed, Fraadseri,

22

Vellyst, Hevngierighed og Løsagtighed ere dine Skiødesynder; ere de ustraffelige efter din Alcoran, da behold din Troe for dig selv; men ere de forbudne, da skam dig, at du, som en Ypperstepræst, ey lever efter Budene i en Religion, som du vil paatvinge andre, og for hvis skyld du forfølger andre, ja for hvis skyld du bagtaler din egen Herre og Sultan, da en forstilt Nidkierhed maa tiene til et Skiul for dine verslige Hensigter, da det ingenlunde er din Troes Ære, men din Hovmodigheds og Myndigheds Orm, som nager dig.

Tag denne Erindring, og læs den med Eftertanke. Jeg veed nok du læser dine vigtigste Breve, og overlægger dine betydeligste Forretninger i dit Serail; men glem ey at fortælle din Hovmesterinde, din elskelige Dinarzade, at den, som skriver dig dette Brev i sin Frihed, beloe dig som en Træl, og midt i sine Slavelænker ansaae sig langt friere, end du, som er alle Lidenskabers nedrigste Slave.

Don Juan de Alphonso,

en Christen Slave.

23

I. Fabel

om

Løven og Ræven.

En Løve, som var ganske ung, Engang blant Dyrene regierte,

Regierings Byrden vel er tung, Men Klogskab vores Løve lærte,

At lette den i mange Ting;

Thi den, som har Fornuftens Gaver, Giør eene meer, end tusend Slaver,

Som trælle blindt i Statens Ring.

24

Vor Løve mynstrer alle Dyr,

Men fandt en Hoben ubeqvemme;

Thi naar en Rigsraad er en Tyr,

Og Æsler har i Raadet Stemme,

Naar Ulvene er Øvrighed,

Og Biørne, Tigre dem beskytte,

Hvad mon da Faarets Brægen nytte,

Og lever Lammet da med Fred?

Vor Løve i sit Rige faae Kamelerne for mange vare;

Men Rævene var alt for faae,

Og Hestene en utalt Skare,

Den tænkte saa: Hvo duer mest,

Hvo kan mit Rige høyligst gavne,

Hvem kan jeg minst i Riget favne,

En Ræv, Kamelet, eller Hest?

25

Kamelet meget slæbe kand,

En Hest har baade Mod og Kræfter,

En Ræv har Snedighed, Forstand:

Den tænkte Sagen Nøye efter,

Og endelig besluttet saa:

Hvad Ræven kan med List opdage,

Deraf skal Hesten noget drage,

Kamelet lægges Resten paa.

Hun saae den lille Ræv var klog,

Men intet blev til Ophold rækket,

Hun saae at Æslet var et Drog,

Men blev af Løvens Bytte spækket.

Sligt Løven Eftertanke gav,

En Flok med Ulve blev afskedet,

Som tusend Faar har aarlig ædet,

Nu blev kun tyve brugt deraf.

26

Som Løven gav til Underhold,

For fire Ræve hun opleder,

De aarlig fik sin visse Sold,

Men komme aldrig i Embeder,

En Biørn, som Løvens Kanzler var, Sig engang Frihed tog at spørge:

Hvi hun de Ræve vil forsørge,

Som ingen Embeds Byrde bar?

Jo, sagde Løven, der er sandt,

En ledig Ræv giør ofte meere,

End en belæsset Elephant,

End tyve Æseler og flere;

Thi just fordi Embeders Tal,

Og deres Løn mit Rige krænke,

Maa jeg og Rævene udtænke,

Hvortil I bruges, og hvormed I fødes skal.

27

2. Fabel

om

Hoppen og Koen.

En Hoppe modig, stolt og vrinsk, Meer hidsig, end en Spradebasse,

Som er sin utroe Cloris fiendsk,

Og en Medbeyler vil oppasse,

Løb engang giennem Marken hen,

Der gik en Koe, og Græsset gnaver,

Med oprakt Hoved Hoppen traver,

Og Sadel, Bidsel laae paa den.

28

Det Ridetøy var meget smukt,

Thi det en Adelsmand tilhørte,

Og blev til Stads allene brugt,

En Top i Panden Hoppen førte,

Hun nærmed den enfoldig Koe, Som ikkun agted Hoppen Føye,

Men vedblev længe ganske Nøye

Paa det forgyldte Tøy at gloe.

Sig Hoppen bryster, som en Tøs, Der i sin fulde Puds spadserer,

Der blir beundret af hver Knøs, Forfulgt af pudrede smaa Herrer;

Hun sagde: Lille Moer! jeg seer, At du min Deylighed betragter;

Ja, svarte Koen: Vor Forpagter Ey nær faa pyntet, som du er.

29

Men en Ting kan jeg ey forstaae,

Det seer jeg ey paa nogen anden,

Hvorfore har man sat dig paa Det blanke Horn, du bær i Panden?

Det troer jeg nok, var Hoppens Svar: Du seer ey andre saadant forer;

Thi det kun Adelen tilhører,

Og er ey Horn, men Top, jeg har.

Koen:

Du er saa feed og trivelig,

Du sikkert haver gode Dage.

Hoppen:

Ja vist, du skille ønske dig Det Foder, jeg ey gider smage.

30

Koen:

Men malkes du saa stærkt, som jeg?

Hoppen:

Hvad Snak? jeg aldrig malket bliver, Kun Faar og Kiør har Malke-Yver, Men ey en Adelig, som jeg.

Koen:

Hvad giør du vel til Tieneste For Høe og Havre, som du æder?

Hvad? svarte Hoppen: Nedrige, Spørg aldrig om de Stores Sæder;

En lumpen Koe, som du, den bør At yde Melk, og Kalve bære,

Men ikke faa dumdristig være,

At spørge, hvad vi Store giør.

31

En Rideknægt just derpaa kom,

Og sig i Sadelen opsvinger,

Han Hoppen lystig tumler om,

Og med det gyldne Bidsel tvinger;

O! raabte Koen, med din Slægt, Med al din Stads og gyldne Toppe,

Saa er du dog en Ridehoppe,

Saavel for Herren, som hans Knægt.

32

3. Fabel

om

Hyrderne og Faarene.

Uid Land Arkadien Var nogle Hyrder fordum Dage,

Som brugte sine Faar at rage,

Aarsagen dertil var just den,

De plagedes af Gierighed,

Og vilde intet lade glippe,

Naar de med Saxen skulle klippe,

Lidt Uld dog hængte Skindet ved.

33

De brugte dette mange Aar,

Først paa de varme Aarets Tider,

Men Gierighed tildrev omsider,

I Vinteren at rage Faar,

Hvad skeer? den strenge Vinters Kuld De unge Lam og Faar bortriver,

De Gamle alle svage bliver,

Og mistede sin beste Uld.

De lumpne Hyrders Gierighed Blev herved større og ey mindre;

Men da de saae de kunde hindre Sin Egennyttighed derved,

Saa lode de det hele Aar Sin ganske Hiord uklippet være,

Hvorfor? jo intet var at skiære,

Thi Hjorden svag og nøgen gaaer.

34

De passede og flittig paa Hvert Gierde og hvert Led at lukke,

At ikke andres Giedebukke

I deres Græsgang skulle gaae,

De lode Faarene i Roe,

De giemte sine Ragekniver,

De smurte deres ømme Yver,

Just fordi Ulden skulle groe.

Den stakkels Flok blev haabefuld, Og sagde: Hyrderne ey mere Vil klippe, mindre os barbere,

Om vi endnu engang faae Uld;

O! sagde Væderen, o ney!

Vor Uld vil Hyrderne ey spare,

Gid ikke Skindet med stod Fare,

Hvis Ulden snart nok voxer ey.

35

Hvad skeer? de gamle Hyrder døer, Og Faarene blev uden Herre,

De sagde: Vi i Frihed ere,

Og ingen mere frygte tør;

Kort Flokken fik sin Frihed, men Hver anden blev af Ulve ædet,

Og Resten, for at blive reddet,

Løb til en fremmed Hyrde hen.

Den Hyrde meget daarlig er, Som vil sin Hiord aldeles rage, Han vil paa engang meget tage, Men mister derfor desto meer; Thi hvorfra faaer han siden Uld, Naar Faarene bortdøe af Kuld?

36

Ynkværdig er den Faareflok, Som af en gierig Hyrde plages, Men endda mere den, som tages Og rives af en Ulveskok; Man ønsker tit at bytte Kaar, Men for et Ont, et Verre faaer.

1

Den

Grønlandske Professors

og

virkelig constitueret Ober-Land-Rabbiners

Astronomiske, Metaphysiske, Moralske, Politiske og Oeconomiske

velgrundede

Betragtninger

over

Maanen.

Oversat af det Grønlandske i det Danske Sprog ved Peer Gronlandsfahrer.

Kiøbenhavn 1771.

2

Over Maanen have været og ere endnu mangfoldige forskiellige Beskrivelser. Hos nogle Folke-Skaber har det været Solens Dronning, og Solen igien Gudernes Øverste. Derfor er Maanen i alle Sprog af Hun-Slaget (Gen. Fæm.) og Solen af Han-Slaget (Gen. Masc) undtagen i det Tydske, hvilket saavel heri, som i mangfoldige andre Ting, er der modsatte af alle andre Sprog, besynderlig i Henseende til Ordenes Sammensetning efter Tankernes Følger. Mine Landsmænds egentlige Troe om Maanen i alle Henseender er mig uvitterlig, saasom de, angaaende saadanne Ting, formedelst Mangel paa Metaphysiske Begreber og Udtryk, aldrig forklare sig tydelig nok. Saa meget veed jeg dog, at mine Landsmænd troe, at Maanen haver en evig Proces med Hvalfiskene; hvorfore, saa tit den ikke lader sig tilsyne paa Himmelen, mene de, at en eller anden Hvalfisk har sluget den. Nogle Nationer har holdt Maanen for e lidet Lys paa Himmelen, af Størrelse ong-

3

fær som en Lyse-Plade i en Urtebod; andre, at der er en Kaal-Tyv, som til Straf er omdannet til dette Corper; og andre igien, at det er en grøn Ost. Derfor siger man om meger kloge Folk: Man kan bilde dem ind, at Maanen er giort af en grøn Ost. -— Da Maanen er saa langt borte fra os, hvad Under, ar man da, den angaaende, kan bilde Folk ind, hvad man vil? Naar man kan fordreye for dem de Gienstande, som svæve lige for Øyet, og som falde under Følelsen; naar man kan faae dem til at troe det, som aabenbare strider imod al menneskelig Fornuft og Forstand?— Naar man kan bilde Folk ind, at Guddommen er partisk, eller at der er ingen til, eller at den er ligegyldig angaaende sit Skabte; Naar man kan faae Folk til at troe, at der er Steene, Metal, Titler, og ikke Dyd, som giver et Menneske sin sande Ære og Værdighed; Naar man kan bringe Folk i den Tanke, at blodsuende Kneebe er Vittighed; at Stik-Penges Modtagelse er Oeconomie; at Tyrannie er Veyen til den sande Høyagtelse; og at lykkelige Laster er en fiin og dybsindig Politik, hvad Under da, at man kan overtale dem, at Maanen er af grøn Ost. — Nu troer man, at Maanen er en Klode eller mørk Kugle, som vores egen Jordklode, hvilke begge tillige med de øvrige Planeter oplyses og leve ved Solens Ild og Varme. Da man

4

nu kan tage fat paa denne Menings Rimelighed, hvad er da mere urimeligt, end at de ferreste Mennesker antage den? Men det pleyer saaledes stedse at gage til i Verden. Den enfoldige Sandhed bliver beleet, foragret, forhadt, straffet. De allerdummeste Løgne høres med største Lyst og Biefaid, og Øret kildres derved; ja Hiertet i os hopper ret af Glæde. De elskes, belønnes, tilbedes. Endog i den almindelige daglige Omgang seer man, at Sandhed er forhadt, at Løgneren derimod, Smiger-Broderen eller Flatteuren bliver elsket; endog saa høyt, at han ved sit Flatterie allene kan fortiene mange prægtige Maaltider, og ofte derved giøre sin heele timelige Velfærd. Besynderlig er det ved Hofferne, at Løgn (eller nyemodens talt) Flatterie holder sit altformuende Septer, og hvorfra Sandhed er jaget i en evig Landflygtighed. Derfor siger Poeten:

Exeat ex aula, qui volet esse pius. & c.

Den, som har Dyden kier, fra Hofferne

maa gaae;

Thi Hoffets Væsen kan med Dyden ey

bestaae.

Dog bør man haabe, at Hofferne nu omstunder (jeg mener de Europæiske) i Betragtning af det høye Morale, som nu overalt lyser i Europa, i sit fulde Middags Skin, kan forene Hof-Væsenet og Dyden, Sandhed og Monar-

5

kens Naade. — I det mindste veed jeg, at vores Beherskere er Dydens, Frieheds og Sandheds Ven. Han befaler endog offentlig, at man skal tale og skrive Sandheder med Frimodighed.

O store Christian! lev da med Held og Fryd,

Høst Frugter mange Aar udaf din Konge-Dyd!

Monarkernes Model, vor Skytte-Gud i

Norden,

Hør, hvor dit ædle Navn tilbedes paa al

Jorden.

Maanen er af alle Planeter nærmest vores Jordkugle, og dog mindre end denne. De Lærde med de bevæbnede Øyne have for lang Tid siden seet i Maanen Floder og Bierge, Lynild og Torden. Man har Landkort over Maanen, mere nøyagtige end vores. Vi kan engang komme til at reyse til Maanen, ligesom man nu paa vores Klode reyser fra et Land til er andet. Der ere fornuftige Skabninger i Maanen. Man veed, hvor store de ere; men for Resten veed man ikke saa accurat, hvorledes de see ud, om Øyet er midt i Panden, som forhen paa Poliphem, eller om de sidde, som paa os. De Lysthavende ville herom adressere sig til den tørre Hugenius, og til hans behagelige Plagiær Fontenelle. Maanen er i sig selv meget foranderlig. Dens

6

Af- og Tiltagelse sees af alle. Altsaa er det ikke forunderligt, at der om et saadan foranderligt Væsen ere saa mange foranderlige Domme. — Maanen er en Gudinde, en Lyse-Pros, en Kaaltyv, en grøn Ost, og endelig en Verden som vores. — Men ere der ikke ligesaa stridige Domme over alle Ting Naturen, ja endog over Naturens Herre selv? Asien paastaaer, at han er Europæ uforsonlige Fiende, og at alle dens Indbyggere (de maa giøre, hvad de vil) skal til evig Tid brændes i Helvedes Luer. Epicur holder for, at Guddommen har hverken Salighed eller Fordømmelse for Dyder og Lyder; at Gud med fuldkommen Ligegyldighed anseer alle menneskelige Gierninger, og at han som en Deserteur har løbet bort fra hele Skabningen, saasnart han fik Atomerne hiulpet til Rette. Spinosa negtede al Guddom, og nogle sige det samme om nysbemeldte Epicur. Nogle giorde ham aandelig, andre legemlig. Og er der ikke meget længe siden, at R. troede, det var en gammel ærværdig Mand med et langt Skiæg. — Disse og mange flere stridige Domme fældes om Naturens Herre. Hvad Under, at det gaaer Naturen og Menneskene ligeledes! — For de fleste er hele Naturen kuns den Jord, vi betræde, og ikke engang den i al sin Omfang; oven over Skyerne og Luft-Dunsterne er noget, som de kalde

7

Himmel; her har de indsluttet Gud med alle de Salige. Solen er for dem som et af de store Altar-Lys, og Maanen som et Skillings-Lys, man kiøber hos Spekhøkerne; de andre Stierner holde de for noget smaat Dukke-Tøy, som vor Herre har naglet fast til Himmelen for ar forlyste deres Øyne, og tiene dem til en Promenade. De selv, nemlig Menneskene, er Naturens Alt og Alt, og de andre levende Dyr paa Jorden kuns Offere for deres Graadighed og Tyrannie. — Men hvad Under, at det stolte Menneske kan troe, at de umælende Dyr ere hans Ofre, naar han kan troe, at alle hans Inserieurer ere hans Slagte-Nød? Monarkerne har alt for ofte troet, at de havde Rettighed til at lade slagte Millioner, allene for at fornøye noget, som de kalde Ambition. Premier-Ministerne har alt for længe holdt for, at det var deres Skyldighed at opdynge Guld-Skatte paa Folkets Ødeleggelse; Magistraten, at den var indsat, for at udsue Borgerne; Geistligheden, at deres Embede bestod i at forkættre, giøre Oprør i Staterne, og lede Folket til Baalet; Krigs-Officiererne, at en stor og væsentlig Deel af deres Point d’ honneur bestod i at prygle og tampe; Rectorerne, at en retskaffen Skoele-Mand skulde kiedes og vurderes eforer de meest forpryglede Discipler; Advocaterne, ar deres Ære bestod i at forlænge Sa-

8

gerne, indtil begge Parterne i Bund og Grund bleve ødelagte. — Almagten være lovet! Det store Lys, som nu allevegne er antændt i Europa, synes at have indbragt Fromhed, Menneskelighed, Billighed og Retfærdighed i alle Stænder; i det mindste i dem, hvor en god Opdragelse er almindelig — Og skulde der endnu i Norden gaae sukkepressende Uretfærdigheder i Svang, som maaskee allerhelst skulde findes blandt de Subalterne i hver

Stand, da har den i Christian en mægtig Kiempe, som snart skal sønderknuse disse Uhyrer. Af hans Viisdom, af hans Godhed,som af hans Godhed,

af hans Mandighed kan man haabe at De Gyldne Tider skal inksaliggiøre Norden, At der Retfærdighed med Kierlighed skal boe At al Slags Tyrannie ved Christians Ild og Torden

Fortæres, give Plads for Friehed, Held og Roe.

Saa lev, vor Fyrste! da, lev mange Aar og

Dage,

Tag til Minute-Viis i sand Lyksalighed! Dit folk skal Strømme Fryd, og største Glæde smage,

Saa længe Du blandt dem paa Jorden haver Sted.

9

Men hvor mange stridige Domme fælde ikke Nationer over Nationer, og enkelte Mennesker over enkelte Mennesker? Italienere og Spanier kalde Fransmændene for Fusentaster, og disse elskværdige Fusentaster ansee Spanioler for Snegle, og Italienerne for Ræve. Engelsmanden beklager de Danskes Middelvey i alle Ting; Tydsken forundrer sig over deres Træghed og Magelighed i alle Ting. De Danske derimod laste de Engelske Yderligheder, og haanligen bespotte Tydsklands Pralerie, Ophævelser og stive Væsen.

Midt paa Theatret løbe en Truppe Cananiter som belee og belees af det hele menneskelige Kiøn. Tyrken anseer dem allesammen med den allerøverste Foragt, og forundre sig hvert Øyeblik, at Mahomet ikke udvirker et pludseligt Jordskielv, hvorved hele Christendommen maa fare lukt ned i Helvede. Imens Tyrken saaledes hovmoder sig, kan Vartovianerne ikke faae i deres gamle Hoveder, at Gud vil spare en eneste Tyrk Livet: De synes alt at see, hvorledes Fanden slæber af med en Tyrk efter en anden, og de bande Fanden saa smaar, dog med devote Miner, fordi han ikke paa engang river hele Tyrkiet løs, og slæber det paa Ryggen ned i Afgrunden, ligesom Brændetyvene, naar de løbe bort med afrykkede Stakit-Verk og Vindues-Skodder. Der ældgamle China, som ikke

10

er meget for at fordømme Folk, troer imidlertid, at alle Nationer ere Bester imod dem at regne; og at Europæerne, deres egne Skolemestere i mange Ting, ere kuns Halv-Mennesker mod dem at ligne. — Kort sagt: de ansee kuns sig selv allene for rigtige Mennesker, Europæerne for Aber af en god Art, og Resten af det menneskelige Kiøn for Muldvarpe. Saaledes dadler og foragter der ene Folkeskab der andet: De Danske ville være mere fornuftige, mere skiønsomme. Det synes, som om de ville forene deres Skiønsomhed med Fransmandens vittighed. Det synes, ar de snart ville efterfølge Engelands Patriotisme, Tydsklands Vindskibelighed, det ældre Hollands Tarvelighed, Italiens Dybsindighed og Chinesernes Tolerance. Jeg veed nok, at de Danske i forrige Tider vare mere for at efterabe de fremmede Nationers Feyl, end at følge deres Dyder; Men under syvende Christian skal Scenen forandre sig. Hans Viisdom skal føre den Danske Imitations Lyst paa den rette Vey; saa at de skal søge de Fremmedes Dyder, og flye deres Feyl: En stor Monark kan føre sit Folk, hvor han vil.

Regis ad exempum totus componitur orbis: ɔ:

Som Fyrsten er, saa vil hans Folk og

gierne være,

Hans Levnet er den Bog, hvorefter de vil

lære.

11

Imens at Naboe-Nationerne laste hinanden, roeses de ofte af langtbortliggende. Det ældre Spanien har anseet Fransmændene for lutter Spirivipper paa en Tid, da hele Europa tilbad deres Fortienester, saavel de virkelige som de indbildte (leur merite réel & apparent) — Saaledes renses og lastes og enkelte paa engang, efter dette gamle:

Culpatur ab his, Landatur ab illis ɔ:

En roeser meget A, og ham høyhiertet kalder, En anden siger, at hans Hovmod bitter falder, En siger, at hos A er stor Forsigtighed, En anden, at hos ham kuns Falskhed haver Sted.

En priser meget A for Gudsfrygts høye

Gaver,

En anden raaber strax: Han Hykle-Kneeb

kuns haver,

Sig nu, hvem er da A, hvad er hans

Caracter:

— Jeg af Fortælningen, min Kires

der ey seer.

— Ja, min kiere Ven! saaledes som det gaaer A, saaledes gaaer det mangfoldige andre Mennesker. Cajus er en Engel paa det ene Hiørne, og afmales som en levendes Dievel paa det andet Hiørne af en og den samme Gade, som er kun nogle faa Favne lang. Derfor gid F** troe Sludder. Vil du dømme om et Menneske, saa giør det al-

12

drig, førend du selv har spiist en Skieppe Salt med ham. Døm saa siden, om du ogsaa NB. har Forstand dertil. — Men at komme tilbage igien til Maanen: Skulde der da vel være fornuftige Skabninger? Ja; hvorfor ikke, jeg seer allerstørste Rimelighed deri. Hvorfor skulde vores Jordklode have fornuftige Skabninger til dens Beherskere, og Væsener, som kunde tilbede Skaberen, og Maanen, som i alle Ting ligner vores Klode (undtagen at den er mindre) være blottet og nøgen for disse Herligheder? Hvorledes skulde Naturens allerviiseste Herre have opreyst saa prægtigt et Systeme, en Soel med saa mange Planerer, saa mangfoldige Gange større end vores Jord, og allene paa denne lille ukiendelige Prik af Systemer, sat tænkende Væsener? Hvad vilde man tænke om den Bygmester, som byggede store, vidtløftige Slotte, zirede med tusinde Gemakker, det ene prægtigere end det ander, naar han lod alle disse Pragtens Værelser staae øde, unyttige og ubrugbare, paa en eneste lille Afkrog nær, som han, med Udelukkelse af alle de andre prægtige Sahle og Gemakker, allene vilde have brugbar, og til et Opholdssted for sine tænkende og elskede Venner? At bygge 999 store og prægtige Slotte, uden al Raison, og allene for ar bygge, og endelig tilsidst at reyse en Fiele-Hytte op til Logis

13

for sine gode Venner, var det ikke artigt nok, og Kiendttegn, saavel paa Bygherrens Viisdom, som Godhed? Vi Mnnesker bør vel ikke hovmode os, vi have alt for mange Feyl og Skrøbeligheder dertil, naar vi kuns have Kræfter nok til at see dem. Saa meget tør vi dog sige (thi det see vi) at den hele materielle Verden var intet, naar der ikke vare fornuftige Væsener til, som deraf kunde tage Anledning til at prise, elske og tilbede Skaberen. Maanen var og altsaa en ørkesløs og unyttig Bygning, hvis den ikke indsluttede fornuftige Skabninger, som kunde dømme saavel om Maanens, som om det øvrige Systemes Majestæt, Herligheder og Orden, og deraf tage Anledning til nærmere og nærmere at forene sig med Skaberen ved Lydighed, Æbødighed, Hengivenhed, og ved en kierlig og brændende Beundring. — Vel an, kiere Venner! Mig synes, at I nu tilstaae, at der ere fornuftige Skabninger i Maanen; men I vil vide, hvorledes de see ud, ja det veed jeg ikke. Maaskee de gaae paa alle fire, som vore Svire- og Sauser-Brødre, Maaskee de gaae paa et Been, som vores phlegmatiske Spradebasser; maner de gaae med Næsen i Veyret, som vore stolte Snuushaner og Luft-Secretairer; maaskee at de har Øyne i Nakken, saa at de med vores dybsindige Philosopher kan see alt, hvad der

14

er bag til; det er at sige: alt hvad der skal skee i Eftertiden; men som af Mangel paa For-Øyne ikke kan see det nærværende, og derfor ofte spille en Abe-Rolle for de nærværende Tider. Maaske de ikke kan see uden Briller, mærkelige Sindbilleder paa mange af vores Opsynsmænd, Inspecteurer og Ældste. — Ebbe og Flod: have alle ikke hørt tale noget herom? De gamle Philosopher (jeg havde nær sagt: Narre) druknede sig selv af Ærgelse, fordi de kunde ikke begribe Aarsag hertil: Denne Ebbe og Flod (thi nu vide vi alle Aarsag hertil, i der mindste troe vi at vide det) er en Virkning af den kiere Maane. Naar denne trykker Ocean op imod sig, saa kommer Ebbe, og naar den skyder Ocean, sin Kiereste, fra sig igien, saa kommer Flod. Denne Meening er sandsynlig og rimelig, og derfor bør den jo troes. Mon troe, at vore Coquetters Oeconomie heri ligner Maanens Opførsel? Hine, naar de trykke Ocean, alle rige Narre op til sig, foraarsage ogsaa en ynkværdig Ebbe i deres Lommer. Oven paa denne Ebbe forskyde de deres nys tilbeedte Elskere; men drukne i Guld-Floder deres a parte Matadorer, som de have udkaaret sig til deres Forlystelser, og som de virkelig elske; at forstaae, saavidt, som det er mueligt, at en Coqvette kan elske virkelig. Speyler Eder da i Maanen, I

15

kiere Huusholdere! giører Floder hos Eder selv, og Ebbe trindt omkring hos alle Eders Naboer. Værer ikke saa galne som Maanen, at I skyde Floderne fra Jer igien — de gyldne Floder — ney, kiere Børn! vogter over dem, som Dragerne i Historien vogte og bevare Guldet. Med dette Metal kan I udvirke alle Ting. Hører derom Poetens Ord saaledes:

Al Lykke aaben staaer for den, som Guldet eyer, Fornuft, Mod, Viisdom, Dyd mod dette ey

opveyer;

Saa søgercGulder først; dernæst en Smule Dyd, Skiønt Dydens Haandverk gier ey mere nogen

Fryd.

O cives, cives! qværenda pecunia primum. Post nummos virtus. —— ——

Om Forladelse, kiere Børn! en Grønlænder kan feyle, ligesaa vel som et andet Menneske, jeg har mærket dette paa mine Riim. De to første Linier ere gandske galne, i det mindste finde de ingen Sted her i Norden, hvor — Fornuft, Mod, Viisdom, Dyd gier ene Kongens Naade,

Hvor Hyklerie, Metal ey noget har at raade.

Den tredie Linie duer heller ikke meget; thi en Smule Dyd er ingen Dyd, ligesom tt Par Skilling er ingen Rigdom. — Man man begribe, elske og følge Dyden i al dens Omfang, førend man kan kaldes dydig. Jeg

16

siger med Villie: begribe Dyden; thi det er gandske vist, hvad den dobbelt kronede Poet har sagt:

La vertu doit fon être à la reflexion ɔ:

Det Eftertanke er, og Viisdoms Kierlighed, Som giør, vi Dyden faae til vores Øyemeed.

— Den fierde Linie er meget taabelig; thi det gaaer, hvor det vil, saa er Dyden det høyeste Gode paa Jorden, ligesom der er umueligt, at et Skarn kan være lyksalig efter disse den kronede Antimachiavells Ord:

11 n’y a point dans la nature, qu’un Scelerat puiske ête heureux. ɔ:

Et Uhyr aldrig kan den sande Glæde have, Thi den var Dydens; men blev aldrig Udyds

Gave.

Saaledes see I, kiere Børn! at en Grønlænder ikke skammer sig ved at tage sine Ord i sig igien, naar han mærker, at han feyler. Gid alle Mennesker, gid de Lærde vare ligeledes sindede! Med dette mit Ønske vil jeg ende denne Afhandling, som er den første og sidste, jeg har skrevet.

1

Den

Danske

Halte - Fandenshistoriske Beretning,

om

alle de forunderlige

Syner og Opdagelser,

som han ved Hielp af

en Messing-Kugle

har seet.

Tilligemed

et rart Vers,

som blev funden inden i Kuglen, med mere Historien indeholder.

Qvid juvat enumeros scire & evolvere cafus, Si fugienda facis, & facienda fugis?

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Stræde,

2
3

Første Kapitel.

Om Halte-Fandens ynkelige Skiebne.

Hvorfore skulde jeg ikke ogsaa meddeele den nysgierrige Verden, en fuldkommen Beskrivelse paa alt det jeg paa saa behændig en Maade har faaet at see, og som jeg uden stor Vanskelighed kan lade komme for Lyset.

En Hændelse, som vil sætte mine Læsere i Forundring, og som giør mig, saa at sige, gael i Hovedet, hver Gang jeg tænker derpaa: Jeg vil forklare tydelig, hvorledes jeg er kommet til det Navn, jeg fører paa min Tittel, nemlig, den danske Halte-Fanden.

4

Jeg er ganske halt paa det ene Been, og som man pleier altid at sige, naar der er skeet noget Ont: Hvad har Fanden ikke at bestille? saa har jeg giver mig selv dette Navn. Halte-Fanden.

Dette er oprindelsen til mit Navn. Men nu skal jeg forklare Anledningen: Jeg var en lille Herre, som i mit nærværende Sprog kaldes: en Straae-Junker.

Jeg hoppede paa Tæerne langs ad Gaden, for ikke at giøre mine røde Hæle skidne, og besudle mine hvide Silke-Strømper. Jeg satte min lille snolede Hat tæt need under det eene Øye, hævede den Høyere Skulder lit mere i Veyret end den venstre, tittede alle Folk, og i sær de skumle Solhatte, lige ind i Øynene, deels af en Modens Nysgierrighed, og deels efter en brugelig Sædvane. Bliv ikke vred, gunstige Læsere at jeg er lit vitløftig, det er nødvendig til ar oplyse mine Hændelser. NB. Jeg gik engang ved høy Sommers Tid paa Volden, deels for at fornøye mig selv, og deels for at fornøye andre. Jeg begyndte med at strøyfe den Philosophiske-Gang igiennem, mine Læsere, lige indtil de gamle Matroner og Patroner i Vartou, kiender jo nok denne Gang? Jeg vil derfor ikke tale mere om den, havde jeg blevet der, saa havde jeg giort klog; thi der kan man uden Fare, gaae

5

langt ud paa Siderne; men jeg skulde op paa det høye af Volden, der mødte jeg en heel Rekke af Fruentimmer, som naaede fra den ene Side af Volden lige over til den anden. Jeg var nu bleven sfaa vant til at titte, at jeg troede selv at være Starblind. Jeg fik derfore et Forstørrelses-Glas op af min Lomme, og vilde oversee alle disse Skiønne, men i sær hende, som sluttede Troppen, ved det skakke af Volden. Hun gik meget nær ud ved Hældningen, og jeg, som var alt for nysgjerrig, og tillige alt for høflig, vilde ikke tillade hende at vige for mig, men tænkte at snoe mig saa næt om ved Hende, for tillige derved at see desto nøyere paa hende. Men jeg som saae mere paa hende end paa Jorden, giorde et saa forbandet Jord-Spring, at jeg trummlede langs need af Volden, og fik derved er Mærke, af at være halt min Livs Tid.

Jeg følede ikke saa meget til Smerten og Skaden, som til Skammen. Jeg kunde høre, i det jeg dalede, at disse Fruentimmer Skøgergrinede af mig; thi min Læser maa viide, at jeg i de faa Øyeblik jeg bekikkede dem, kunde see paa deres Ansigter, at de vare af det lærde Slags, og Lærdom hos det smukke Kiøn pleyer gierne at være befængt med Spodskhed. Desuden samledes der endeel andre om mig, nogle ynkede mig, men de fleeste loe af mig, og svor paa, at det skade mig slet intet, for jeg kun-

6

de lade være, at gaae og kigge got Folk ind under Øynene. Men til min Lykke, kom der en Mand med en Krykke, han forbarmede sig over mig, og skaffede mig en Karet, til at kiøre hiem i.

De fleeste af Pøbelen kiente ham, en sagde, ham spiller got Kegler, den anden raabteat han kunde bedre flaaes, han kierte sig ikke om al deres Snak, men sagde til mig, da vi kom i Vognen, at Dyden blev forfulgte alle Vegne. Nu kom jeg da hiem, og faae tydelig at Skaden var større end Skammen.

En Feltskiær blev hendtet, han talede saa meget til mig, paa halv Tydsk og halv Latin at det blev sort for mine Øyne, og ringede for mine Øren, sommed den største Storm-Klokke. Endelig begyndte han med en Engle Færdighed, som kom mig til at hue-skrige, paa at forbinde mig, jeg skreeg og bandede, endelig blev han færdig. Han tog sin Hat, og med en Mine som den alvorligste Docter gik bort. Han besøgte mig nogle Gange, og til sidst overleverede mig en lille Regning paa 35 Rdlr. 3 mk. 8 skl. med de Ord: Nun bin ich fertig. Jeg læste Regningen igiennem, og spurgte om der ikke var noget at aftinge? Han forsikrede mig per Osculapium, at det var saa billig som muligt. Jeg vilde endnu ikke troe ham; men da han havde længe leet i sit Kal-

7

lun, saa han blev rød i Hovedet, om en høytydsk Eed, saa maatte jeg troe ham. Jeg reyste mig da af Sengen, for at vilde gaae hen til mit Chatol efter Pengene, men mærkede at det ene Been var kortere end det andet. Jeg blev meget forundret, og spurgte, hvad det skulde betyde? Han demonstrerede mig da tydelig, at naar man har to Stykker Klæde, hver lige lange, og skiærer et Stykke af det ene, saa bliver det kortere end det andet, han sluttede denne Tale med et gravitetisk & c.

Jeg blev herover meget ærgerlig, dette rørte den stakkels Mand, som raabte at han let kunde ændre det, jeg blev glad, og spurgte, hvorledes? Han sagde da, det andet Laar skulde slaaes over med, og siden cureres; saa skulde jeg see, at de bleve lige lange. Aber, det koster noch meer als daß forrige; thi først: Umagen med at slaae Laaret over, und so ---- Jeg raabte da, at han skulde ingen Umage have, men leverede ham, bandende hans Penge, han bukkede dybt, og sagde: Nach befehl.'

Saaledes blev jeg halt, nu veed min gunstige Læser det, og det kan tiene alle unge Fættere at vogte dem om Sommeren, for at gaae for langt ud paa det skakke af Volden.

Jeg var nu gandske kied af mig selv. Jeg spaaede, at min Lykke vilde herefter blive ligesaa halt, som mit Legeme. Jeg forbandede Vol-

8

den, Feltskiæren og mine Øine. Jeg vilde begynde at philosophere lidet, med mig selv. Men Der fant jeg kun liden Trøst.

Min Philosophie havde jeg lært hos min Skræder og Haarskiærer, og ladet mig Examinere i den, af Fruentimerne. Dens Grunde stemmede ikke overeens med min nærværende Tilstand. Og jeg, som selv havde været Magister Docens i den før, kunde nu ikke engang blive Pedel ved Facultetet.

Min hielpsomme Ven, den anden halte, søgte at trøste mig og lovede mig, at føre mig i saadanne Sælskaber, hvor man ikke brød sig om at man var halt paa Beenet, naaer man kun ikke var halt paa Pungen.

Han foralte mig, om de med Piecee og Rixorte rigelig besatte Keglebaner, og de af Basser, Violer, og Hakkebrætter velklingende Huuse paa Vesterbroe. Hvor han forsikkrede mig til, at en halt kunde ligesaa godt stryge en Menuette ud, som den rankeste. Og i det han talede derom, begynte han endogsaa at seile af med en forunderlig Færdighed. Jeg kunde neppe bare mig for at lee af hans Ophævelser og Den rare Maade paa hvilken han holt Cadencen. Men lod ham dog vide, at jeg ingen Behag fandt i denne Levemaade. Han ynke-

9

des over mig, og forsikkrede mig, at jeg nu var paa Veien til Hospitalet. Efter den Tid, at jeg afslog ham denne Levemaade, har han ingen Omgang haft med mig, og jeg har kun sielden seet denne halte Ven siden. Jeg var nu næsten kied af mit Liv, jeg skammede mig ved at gaae ud iblant Folk, og var alt for utaalmodig til at blive hiemme.

Men den medlidende Natur ynkedes omsider over mig og i en Drøm meddeelede mig den Kraft, at kunde see i Husene og paa Gaden hvad Folk foretog dem, og tillige viide hvad enhver tænkte ved sine Foretagender, uden at gaae ud af mit Kammer.

En sielden Gave, som jeg tit har fornøiet mig med i min Eenlighed, og af hvis Frugter jeg her vil meddeele min Læsere nogle.

Jeg leiede mig et lidet Kammer, øverst oppe i Qvisten, af det høieste Huus jeg kunde finde for at have frie Udsigt til alle Sider, og lod mig bestille en rund Kugle af blank Messing, som jeg hengte over mit Bord i mit Kammer, og saa tit jeg gneed paa den, saa tit forestillede sig paa bemelte Kugle, hvad jeg forlangede at see. Saaledes havde jeg lært i Drømmen.

10

Andet Kapitel.

Hvad Autor saae i sin Kugle.

Det var just en Søndag Eftermiddag, jeg fik Kuglen. Jeg var nysgierrig for at blive overbeviist om dens Kraft, og det falt mig just ind, at vilde vilde hvad min halte Ven bestilte. Jeg gneed paa Kuglen, og med lige saa stor Forundring som Fornøielse, saae at han traf 8te om Kongen, og fik Durkstikkere hver Gang han slog, paa en Keglebane paa Vesterbroe. Derpaa saae jeg ham staae op til en Væg, og med sin Krykke slaae for Fode hvem der kom til ham, ligesaa frisk, som han bandede med Tungen. Trætten var om, at han havde bestukket Opreiseren. Han svor paa, ar det var Løgn, og Drengen ligeledes. Men jeg kunde see ind i deres Hjerter, at Drengen svor af Frygt for Hug, og den Halte for en anden Gang Skyld. Endelig saae jeg at Trætten blev bielagt, og han gik ind i Stuen, hvor han feiede en Minuette af, som han kalte det.

Jeg glædede mig ret inderlig over min Kugles Kraft, og her vil jeg give en historisk

11

Fortælling om de fleeste og betydeligste Opdagelser, som jeg har giort ved dens Hiælp. Først var jeg nysgierrig for at see mit eget Hierte, jeg gneed, og gneed, men det kostede mig forstrækkelig Umage at faae det at see. Endelig saae jeg det.

Jeg vidste vel forud hvad jeg selv tænkte, men jeg opdagede dog nogle fine og hemmelige Tanker, som jeg før aldrig kiendte. Jeg saae en stærk Strid imellem 2 Vegierligheder, hvoraf den ene trak til den store Verden, og den anden til Eenlighed. Og jeg blev en Hoben falske Forestillinger vaer, som stod paa den førstes Side, hvilke kalte sig Fornuftens Overbeviisninger. Jo meere jeg gneed, jo meere rystede de svage Støtter som de Heldede sig til.

Jeg saae en skindmager Mand, som rystede af Svindsoet. Denne holt med Eenlighed, og kalte sig Fornuften, jo mere jeg gneed, jo Meere kom han sig, og blev omsider baade seed og stærk.

Jeg fik derpaa Lyst at see hvad man foretog sig i Kongens Hauge.

Det var Søndag, som jeg har sagt før, og alsaa en almindelig Spadsere-Dag. Jeg gneed, og Kongens Hauge, med alle sine Her-

12

ligheder forestillede sig paa Kuglen. Jeg saae den fra Indgangen i Gothers-Gaden.

Jeg blev utallige Mennesker vaer. Den som først drog min Opmærksomhed, var en lærd Mand i en sort Kiole, fattig klædt, jeg gneed, og saae at han tænkte at fornøye sig i Haugen, under et Træe, med al læse i sin Bog.

Portvogteren lod sin Hat sidde paa, for ham. Ham fulgte en Straae-Junker i Hælene. Saadan en, min Læser! som jeg har værer. I det han kom i Porten, greb han høytideligen i Lommen, Portvogteren fik Hatten af, den anden saae hvad Kloken var, Portvogteren fik Hatten i største Hast paa igien. Jeg gneed, og saae, at han havde ventet sig en Drikkeskilling.

Jeg havde nok ogsaa Lyst, at see hvad Straae-Junkeren tænkte, hans Hierte saae forunderligt ud. Det var næsten kogt i bare rinsk Viin, og omgivet med en mørkebrun Souce. For Resten havde det ingen ordentlig Skikkelse, og sad ikke heller paa det rette Sted. Han tænkte: Min hviide Fieder-Hatt, min store Staalkaarde & c. & c. og min nette Positur, vil vist faae en Hoben Fruentimmers Øine til sig. Jeg lod ham gaae, og tænkte: Du skulde være ligesaa ydmygget som jeg er blevet.

13

Jeg gneed mig længere frem i Haugen. Der saae jeg alle Slags Folk..

Jeg blev en høitalende Officier vaer. Hans støre Pariser-Kaarde, hans lille franske Hat, og hans Undermondering som var af Atlask, gav mig store Tanker om ham. Jeg havde Lyst, at see hvad han tænkte, — Jeg gneed, men - - - ja her vil min Læser neppe tro mig - jeg kunde ingen Hierte finde. Endelig saa jeg Tippen af et lille bitte et, som Pigerne bruger at lugte til i Aftensang, det sad needen i det tynde af Livet.

Min Læser kan selv begribe, at der ikke kunde faae mange Tanker Rum i sligt et Hierte. Men NB., Tungen var desto større. Han mødte en gammelagtig Officier, de hilste hinanden, den første tog Hatten af med en uforlignelig Færdighed. Og jeg saae at alle tænkte at han endelig maatte forstaae sin Exercicie. Den anden derimod tog til Hatten, med en seendrægtig Ubeqvemhed. Jeg havde Lyst at see hans Hierte, det kostede mig ingen Umage: der var stort, og sad paa sit rette Sted, der var indfattet i Tapperhed, og hvilede paa en fornuftig Ædelmodighed.

Nu saae jeg, hvorfore han tog saa ubeqvem til Hatten. En Kugle lige i Bøyningen af Armen giorde den stiv og tung.

14

jeg forlod disse 2de forskiellige Species ejusdem generis, og blev vaer et artigt Optog.

Tvende Fruentimmer, prægtig indklædte, spadserede med en galoneret Herre. De fløy frem med en Fart, som naar Soldaten løber Storm.

I det samme hørte jeg en gammel ærbar Mand, klædt som en Borger, at raabe paa den galonerede Herre, og kaldede ham: Johan, min Søn, hør et Ord! Jeg saae at den galonerede bandede Faderen hos sig selv, og Faderen ynkedes over Sønnens Daarlighed, men de havde begge Ret.

Den første havde bildet de 2de Fruentimmer en heel hoben Løgn ind om sin store Stand, og stod nu paa Springet at giøre sin Lykke i det første Krat, og nu var han bange, at det skulde gaae over Styr. Den sidste derimod ynkedes over Sønnen, som ved Moderens Ømhed var forført, til alle disse Ophævelser.

Det var heller ikke vel betænkt af Faderen, som nok kunde slutte, at Sønnen kunde ikke være ham bekiendt der. Det hedder nok Venskab, men ingen se.

Jeg gneed derpaa min Kugle igien, og saae den Rundeel, med Bænkene. Der sad

15

saa mange som der kunde faae Rum. Paa den ene Fløy lige ved Indgangen, sad iblant andre, en ung Ruß, som var oplagt i dette Aar. NB. det var ved St. Hansdags Tider. Han lod sig kalde den unge Lærde, han var det virkelig ogsaa. Han kunde latin, grædsk, hebraisk, (i det mindste svor han hans Sidemand til, han havde faaet Bene for det til Examen,) han forstod Astronomien, Physikken, Mathematik, Philosophie, Poesie, & c. & c. & c. og hans unge Hierte fløod hen i en artig sammenløben Velling af alt dette, jeg kunde nok see at det skulde have været Grød, men den som skulde kogt den, havde ikke forstaaet sig ret paa det, og til al Ulykke, var den blevet sveden.

Enhver begriber, at alt dette som løb saa hyppig omkring Hiertet, foraarsagede Qvalmer, og kom den unge Lærde til at kaste op. Disse Opkastelser, bestod i heele Remser af Virgilio og Horatzio, som hængte ved Siidebeenene som Meel-Pap, jeg kunde ret see, at han blev lættet, naar han fik saadan en Stump op.

Lidet fra ham, sadde 2de Fruentimmer,. Den ene var meget ærbar af Udseende, men den anden meget flygtig.

Cecilia, vil jeg kalde den første, og Eugenia

den anden. Jeg var meget Nysgierrig for at

viide deres Tanker.

16

Cecilia holt sin store Skov-Vifte for Ansigtet, naar en Straae-Junker ester en anden frisk Fætter, hilsede hende. Men Eugenia betalte dem med en smilende Gienhilsen. Jeg gneed paa min Kugle, og saae deres Hierter. De vare eens store, og nesten lige dannede, allene Cecilias var vanskeligere at finde Bund i.

Endelig fandt jeg, nederst i Hiertet, et lille Afluk, hvori der laae skiult en Bylt med Løsagtighed, og en med Forestillelse. Det var min Lykke, at Solen begyndte at gaae need, eller havde jeg neppe faaet dette at see. Eugeniæ Hierter derimod var opfylt med uskyldig Spøg, og lignede i alle Maader hendes Ansigt.

Noget fra disse 2 Skiønne, sad et aldrende Fruentimmer. Hun saae meget vreed og melancolist ud. Hun ærgrede sig over Verden, og bandede Tiden, som var løbet fra hende.

Jeg saae derforuden mange andre, meget forskiellige Slags Folk. En gammel Mand, løb meget hastig, for at komme ud af Haugen. Han var faldet paa den Tanke, at nogen rørte ved hans Penge Skriin.

Jeg gneed min Kugle, og forestillede mig hans Skatkammer, der saae jeg en filtes Marthe, med et Knippe Nøgler ved Siden, og en

17

stor Taske-Pung, at rage i hans Poser. Jeg tænkte, denne Mand maa vist have haft en blank Messing-Kugle i Livet.

En anden gammel Mand gik rolig og spadserede med en ung Officier, Officieren tog Afskeed, og Manden satte sig i et Lyst-Huus. Jeg fulgte Officeren med min Kugle, som satte lige til Mandens Huus. Giv jeg kunde have rækket den stakkels Mand, min Kugle.

Jeg var nu træt af at gnie længer paa min Kugle denne Gang, loed derfore af, og gjorde mine egne Reflexcioner over alt dette?

Hvor lyksalig, raabte jeg, er dog ikke det Menneske, som i sin Eenlighed, kan betragte den heele Verdens daarlige Tummel. Saalænge man har Deel i den, saa behager den, om man endog imellem faaer nogle ubehagelige Tilfælde, saa ønsker man dog at kunde blive bestandig i denne behagelige Ubehagelighed. Men neppe faaer Fornuften Lov til at aabne Øynene, og en eller anden Omstændighed giør at Verven vender vs Ryggen, før vi fuldkommen seer og kiender, at dens Daarligheder er et Børneleeg.

18

81

Tredie Kapitel.

Indeholder mange forunderlige Ting som Autor saae, Tid efter anden ved Hielp af sin Kugle.

Det vil blive alt for vitløftig, her at optegne Stykkeviis, og efter Orden, alle de store og forunderlige Ting, som jeg siden har faaet at see, ved Hielp af min Kugle. Jeg vil kun meddeele den gunstige Læser de betydeligste efter Haanden, som jeg kan selv erindre mig dem.

Jeg faae gamle Koner, som giftede sig med unge Drengebørn, og gamle Mænd som giftede sig med unge Piger. Hiine giorde det, for at leve længe, og disse for at leve kort.

En Liig-Procession, som jeg just falt paa at vilde betragte, drog i Særdeleshed min Opmærksomhed til sig.

19

Den bestod af en stor og anseelig Skare. Det første Par udgiorte tvende næsten lige gamle Personer, en Fader og en Søn. De holte begge Tørklæder for Øynene. Jeg gneed dygtig, og saae, , at den ene var en ung Enke-Mand, som bilte Verden ind, at han begræd sin 80 Aars gamle Koene, som havde efterladt 2000 Rdlr. for hver Aar, og den anden var en vittig Søn, som græd af Glæde, over at han nu kunde viite Verden at han vidste hvad Penge duede til.

Engang saae jeg en hoybedrøvet Enke paa 22 Aar, som umuelig kunde taale at see paa, at Snedkeren slog hendes 60 Aars gamle Mands Kiste til.

En god Ven af Sørgehuuset, trøstede den bedrøvede Enke, imedens man leedsagede Liiget til Kirken, og viste sig der i som en oprigtig Ven, hvis Pligt er, at trøste den Bedrøvede.

Jeg saae i hendes Hierte, at hun ikke græd saa meget fordi Manden var død, som fordi han ikke var død tidlig nko.

Jeg saae engang, i min Kugle, er høyt Huus, som syntes at staae i lys Lue, af bare Lyst. Violernes Lyd dæmmede Glassenes Klang, og de lystige Giester dansede rask.

20

Værten selv dansede meest, og 8te Dage efter gik han dansende til Slutteriet. Han tænkte, jeg bør aagre med mit Pund; han var ellers høfligt imod 2de især. Jeg kunde see, at det var hans Creditores. De tænkte at deres Penge vare sikkre. Og han tænkte lad dem sørge for Resten.

En Morgen falt jeg paa, at gnie paa mm Kugle, og tillige forestillede mig den store Herres Forgemak.

Det var opfylt med mange Mennesker, de bleve ofte foruroeligede af et par anseelige Laqveier, og en læt Løber.

Alle Supplicanterne reyste sig, hver Gang en af dem kom ind; nogle meente det, og nogle ikke. De Lærdeste bukkede dem dybest, men meente mindst med det. Laqveierne tog imod det med en tækkelig Gravitet. Iblant Mængden saae jeg en, som hemmelig leverede sin Memorial til Monsieur Lars, og trykkede ham tillige en Tut i Haanden. Han recomenderede sig med en krum Ryg, og Lars meddelede ham et naadigt Smiil. Men han tænkte: der bliver intet af denne Gang; thi jeg har Bestallingen i Loca; men Suplicanten tørre Sveden af Panden, af den Umage han havde giort sig med sin Recomendation, og gik skottende fra de andre, meget

21

roelig bort. De andre biede saa længe, indtil de omsider blev kiæde deraf. En iblant dem alle, havde allene Taalmodighed nok.

Jeg blev nysgierrig for at see om jeg havde giættet rigtig, og gneed derfor paa Kuglen, hvorpaa jeg kunde tydelig see, at han tænkte: Gid jeg dog kunde faae den Regning betalt i Dag! men han havde neppe tænkt dette, førend Lars kom ud, og trøstede ham med disse Ord: Til Nye-Aar, skal min Herre betale Eder Regningen. Han maatte derpaa gaae, jeg vil vædde, at han var ligesaa roelig, som den der trykkede Lars en Tut i Næven.

Fra Audiens-Gemakket gneed jeg mig ind ved et Natbord, hvor jeg saae et ungt Fruentimmer, med megen Umage at pynte sig; Kloken var allerede over 11. Chocoladen blev baaret ind. Hun drak med megen Misfornøyelse. Hun tænkte, den unge Herr *** har holt slet Ord i Dag, han vidste dog, at det var den behagelige Tid.

Jeg var nysgierrig for at vide, hvad det var for en ung Herre. Jeg gneed paa min Kugel, og saae ham ligge paa Knæ, for en aldrende Enke, som leverede ham en deylig spækket Pung. Han tænkte: du bør betale mig den Tid jeg spilder hos min Deylige.

22

Han meente hende ved Natbordet. Han skynte sig det beste han kunde, for at komme til hende. Men ved Porten hørte han med Forskrækkelse, at Herren alt var kommet hiem. Han gik derpaa hen paa et Caffehuus, hvor han slog Grillerne bort, med et Partie Billiard, og drak den betæksomme Enkes Skaal.

Jeg fik Lyst til at opholde mig lidt i dette Caffehuus. Der begynte allerede at samles en anseelig Mængde unge Mennesker, nogle for at forsøge Lyken, og andre for at fordrive Tiden. Spille-Bordene bleve lavede til, Verten vexlede 2de 10 Rdlr. Sedler, for en ung Person, som bar en tyk Brev-Taske hos sig; han satte sig need at spille. Han tabte, i Førstningen bandede han lidt, siden mere, og tilsidst græsselig.

Jo mere han bandede, jo mere tabte han, og jo mere han tabte, jo tiere maatte han tage til Brev-Tasken: Endelig var den ganske tum.

Nu hørte Spillet op: Han regnede over hvor meget han havde tabt, og Skaden var dog ikke høyre end 60 Rdlr. Til hans Lykke fant han nogle Smaapenge, til at betale sin Fortæring med; thi Værten var nu ligesaa ledig for Høflighed som Brevtasken for Banco- Sædler.

23

Det var en Fuldmægtig hos en stor Regnskabs-Betient. Han gik hiem og tænkte: Min Principal, som sover i sin Lennestoel hele Dagen, og seer sielden efter Kaffen, mærker ikke dette saa let.

Je var nysgierrig for at see denne Principal, jeg blev ham vaer, rekkende sig i sin Lennestoel: Han drømte om en stegt Capun, og kunde aldrig drømme om sin utroe Fuldmægtige.

Fierde Kapitel. Hvad Autor videre har seet, og hvorleedes han mistede sin Kugle.

Jeg brugte min Kugle med ligesaa stor Fornøyelse, som Færdighed. Saasnart jeg erindrede mig, at jeg ikke kunde nyde Omgang med den store Verden for min Lamhed, saa gneed jeg strax paa min Kugle, jeg kunde da see alle Folk i deres rette Skikelse. Jeg saae Doctoren, naar han ikke havde sin Doctor-Habit paa, han tænkte Forstanden hænger paa Knagen, og Hielpemidlerne i de Syges Indbildnings-Kraft.

24

Dommeren, som hyldede sit Hoved i en stor Peruque, kiørte til Domhuset, og lod sin Kone tage mod Beskeed hiemme.

Præsten, som prædikede imod Drukkenskab, Løsagtighed, Vrede o. s. v. blev jeg ofte vaer i sit Huus, at giøre tvertimod Det han prædikede for Folket.

Advocaten, saae jeg, tog med den ene Haand sin Principals Papierer til at udføre hans Sag, og med den anden Haand en Pung med Penge af sin Contrapart Han tænkte: Man maa være om sig. Formynderen stræbte for sin Myndling, og tænkte: Det tiener ikke Ungdommen at have Penge.

Skifteforvalteren lod en særdeles Iver tilkiende, for at faae bragt Skifter til Endelighed, hans Valsprog var: Sat cito si sat bene, som han forklarede, efter sin Samvittighed. Forvalterne og Huusfogederne, stræbte af alle Kræfter efter at blive Herrer, og Herrerne brød sig aldrig om, at blive saa kloge som Forvalterne.

De første tænkte det de sidste burde tænkt, og de sidste maatte aldrig tænke efter Moden. Kort sagt: hver Gang jeg gneed paa min Kugle opdagede jeg nye Hemmeligheder. Jeg brug-

25

te den ligesaa villig som flittig, og dersom jeg

vilde give en ganske Nøye Optegnelse paa alle

de Opdagelser jeg har giort ved Hielp af min

Kugle, saa vilde berte Skrift, blive et meget

vitløftig Værk. Men jeg havde nu længe nok

betient mig af min Kugle.

Den samme Magt, som havde meddeelet mig den, betog mig den i en Drøm. Den

lod mig viide: At de allerfleeste Ting, som jeg

havde seet ved Hielp af Kuglen, og som havde forarget mig saa meget, var nu, ved de allerbeste Anstalter, ryddede af Veyen.

Og at jeg nu herefter, kunde lade mig see iblant Folk, uden at nogen skulde holde sig op over at jeg var halt, naar jeg kun alleene lagde mig efter at være fornuftig; thi de Fornuftige havde nu faaet Luft, og Daarene laae i Dvale. - - - Her vognede jeg ved en stærk Allarm, som opfyldede mit Kammer. Og da jeg skulde see hvad det var, saa laae min Kugle paa Gulvet, og var slaget i 1000de Stykker, Jeg blev vel noget bedrøvet herover, men trøstede mig ved min Drøm.

Jeg besluttede at leve herefter saa fornuftig, som jeg havde haft Leylighed til at Iære af min Kugle, og jeg fornam Tid efter anden, at baade jeg, og mange andre, som vare hal-

26

te oppe ved Laaret, blev ligesaa meget anseet som den der gik aller færdigst.

Jeg kunde kiende mange af dem igien, som min Kugle havde lært mig at kiende, og nu saae de ikke nær saa fornøyede ud som før.

Lars, hvis Actier vare faldne, travede ikke nær saa topnaket igiennem Herrens Forgemak. Solicitanten havde hverken nødig at bie efter Larses Naade, ikke heller belægge sin Memorial med et forgylt NB.

Men om den stakkels Mand med Regningen var bleven lykkelig, veed jeg ikke, dog, det er ikke Nye-Aar endnu.

Kort sagt: Viisdom hialp Dyden frem, og Fornuften ledsagede Flittighed og Vindskibelighed, til den sande Ære. Og saaledes var det en gylden Tid.

NB. Jeg vil tillige her levere den gunstige Læser, et Vers, som var sammenviklet, og laae inden i den sønderslagne Kugele, og lyder sandfærdig efter Originalen saaledes.

27

Den

sande

Æres Valg

eller

Videnskaberne

en Søn af Flittighed, understøttet af Visdom,

dens Fortrin for Dumhed, Rigdoms Søn oplært af Pralerie.

En liden Afhandling

i bunden Stil Tilegnet

Nordens Viiseste.

28
29

Da Dyden Moder til den sande Ære, Hun denne Datter vilde gifte hen,

Tillod hun alle Hende at begiere;

Men Valget lod hun staae til Datteren.

Den ædle Flittighed (blant mange andre) Som Fader er til Videnskaberne,

Sin Søn, da raadte til, sig at forandre Og af sligt Tilbud, sig benyttede.

Han sagde: kiere Søn! stræb efter Ære Hun krone vil dit Haab, for af din Fllid; Men Sønnen turde aldrig sligt begiere,

Hans Armod, ham betog slig Tanke-Tid.

30

Den stolte Rigdom, som blank sine Sønner Meest elsker Dumhed som sin ældste Søn;

En fæstede sit Haab, paa blotte Bønner,

Han vidste, hvad der trak det smukke Kiøn.

Med ægte Guld og Sølv, han fylte Poser, Hvori han vidste, der var slig en Magt,

Hvortil den største Bog, med gamle Gloser Endnu i Verden, det har aldrig bragt.

Han Sønnen lod desuden underviise,

I Levemaade, udaf Pralerie

Som skulde ham den Artighed anprise Som kaldes nu: Modern Philosophie.

Han fremfor andre, tænkte vist at vinde Den sande Ære, for sin kiere Søn.

Han minst sig forestillede ar finde For Videnskaberne faa stor en Løn.

31

Men Viisdom, som er Dydens Ven og Broder, Hvis Raad er altid Dydens Rettesnoer

Ey kunde lide Dumheds galne Noder,

Udi hvis Snak ey mindste Klogskab bor.

Den talte derfor med den sande Ære,

(Som hørte den) om Flittighedens Søn;

At den undseelig var, for at begiere Den sande Ære, som sit Ønskes Løn.

Hun, som vel havde hørt paa Dumheds Løfte, Hvori han var udlært af Pralerie;

Ved Hielp af Viisdoms-Kraft, nu vilde drøfte Dens Snak og gale Maade til at frie.

Hun snart da lærte tydelig at kiende,

At al dens Snak var kun en opblæst Vind;

Og at den, hvor man den end vilde vende, Var ikkun Praleriets Hierne-Spind.

32

Men Flittigheden, som selv Viisdom førte, Med Videnskaberne til Æren hen,

ved deres Usselhed strax Dyden rørte Den ædle Dyd, som er Fortrængtes Ven.

Den sande Ære villig var at give Sin Haand og Ja til Videnskaberne:

Et Baand, som ingens Magt kan søndderive, De da ved Hielp af Viisdom knyttede.

Tak Nordens Viseste som stedse rækker Din milde Haand , til Videnstaberne:

Og ved slig herlig Løn, dens Lyst opvækker, Som. Rigdom før, med Dumhed trykkede.

1

Lucifers

Begrædelse

over

Helvedes Forstyrrelse

og

de onde Aanders Udryddelse.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Man har længe giort sig Umage for at faae at vide, hvor Helvede laae. Mange har meent, at det var i det ildsprudende Bierg i Island, andre i Vesuvius. Men som de fleste troe, at vor Jord skal forgaae, Helvede derimod være evig, saa har man fundet nye Vanskeligheder, uden at kunde bestemme, hvor de Fordømtes Boeliger ere. Nogle har sadt Helvede i So-

4

len, som en brændende Materie. Andre har troet, at Solen var de Saliges Opholdssted. Saa stridige ere de menneskelige Meeninger og Smagen. Det som er Helvede for een, er Himmerig for en anden, og saaledes bagvendt om igien. At løbe hver Dag paa Næsen, sove Rusen ud fem a sex Gange om Dagen, det er et Himmerig for Biberius; men Ædrue seer ikke andet i denne Levemaade end det bare gloende Helvede. Amators Himmel er opreyst i G. Fr. Huusene; men Prudentius troer, at det rette Helvede gnistrer her. Avars Himmel sidder i hans Iern-Skriin; Pedantii Himmerig er hans Skole-Bog. Militentius har en Himmel-Glæde af sin Stok, ligesom en Rus af sine Bene, en Forpagter af dyr Tid, en Pater af Folkets Dumhed, en Indcasserer af Skatte-Bogen, en Procurator af Opsættelser, en Skifte-Forvalter

5

af Forhalinger, en Spekhøker af langvarig haard Frost, en Skoeflikker og Hyre-Kudsk af Regn og Slud. — Men for at komme til vor à propos igien, da kan Helvede ikke heller være i Solen, da de fleste meene, at den tillige med vores Jord skal forgaae. Helvede maa altsaa være paa et vist Sted, uden for det hele Soelsystem, hvor til evig Tid stal brænde og pines Fyrster, som ligne Neroner og Caligaler; Ministrissimi, som er Regenten, Folket og Fædrenelandet utroe; Geistlige, som har brugt Orthodoxien for at faae Folk stegt og opbrændt; Magistrater, som har udsuet Borgerskabet; Toldbetientere, store og smaa, som har skuffet Fyrstens Casser, og ved at indlade Contreband har ødelagt Borgerne og Staten; Kornpugere og Børste-Patroner for Stikpenge. — Men hvor er nu dette Sted uden for deres Soelsysteme, som er bleven en Boepæl for de Fordømte? — Ja, det kan

6

jeg ikke saa nøyagtig bestemme. Det er maaskee et af Fandens Hoved-Projecter, at han holder sit Opholdssted forborgen, saa at ingen, der har Sag imod ham, kan lade ham stævne og indfordre for nogen Ret. Maaskee Banqverotteurerne har lært Knebene af ham, hvilke ere løbne bort til fremmede Steder, saa ingen kan finde dem, da de dog ligge hiemme i deres egne Huse i en eller anden utilgiengelig Afkrog, hvor de lee Gotfolk ud, og stræbe siden med at tømme en god Flaske Viin efter en anden. Saaledes holder Røverne ogsaa deres Kuler forborgene; Ministrissimi deres Rigdomme; Magisteren sin Phrase-Bog; Plagiæren sin Forfatter; Præsten sin Postil; Professoren fik skrevne Collegium fra Halle eller Göttingen; Magistraten sine Regninger; Kornpugeren sit Proviant; Conqvetterne deres Amours; og Smauserne deres Skakre Kneb. — Hvoraf, vil man spør-

7

ge, veed man da, at Helvede er forstyrret, naar ingen veed, hvor det er. Herpaa svares til Tjeneste, at, naar her paa Titulen læses Helvedes Forstyrrelse, da forstaaes ikke det rette og originale Helvede uden for vor Jord; men kuns de Helveder i Migniatur, som Fanden hist og her har oprettet paa vores Jord-Klode, og hvortil han har taget Modellen af sit eget rette Helvedes Ondskab, Jammer og Elendighed. Saaledes lod han sin Hof-Bygmester, der tilforn boede i Rom, opbygge to Helveder, et i Lissabon og et andet i Madrid, som begge førte Navn af Inqvisitioner. Begge disse to Helveder ere nu sløyfede og forstyrrede, og Hof-Bygmesteren har spillet Banqverot paa sine Matrialier og Verktøy, saa at han aldrig kan bygge noget meere af denne Smag og Art. Saaledes havde han og engang opbygt et Helvede af bare Børster, hvori præsiderede Biørne, Ulve, Gie-

8

debukke og en stor Mængde Træeskoe-Yngel. Dette er nu og omstyrtet. Fanden leer, siger man, naar det gaaer ilde til, hvor maa han da ikke græde nu, da alting tegner sig saa godt. Fuldkommen Friehed for Borgerne, under en Eenevolds-Regiering, er at tale og skrive som de meene. — Lættelse paa Skatter og Udgifter for Byen og Landet. — Vise og ædeltænkende Magistraters Oprettelse. — Fortienesters Høyagtelse og Belønninger. — Alt dette: hvor maa det ikke smerte Fanden? — Men hvor vil han ikke blive forbittret, naar frie Indførsel for nogen Tiid paa alle Slags Levnets-Midler bliver tilladt, for at hemme denne haarde og dyre Tid, hvorover Folket saa billigen sukker! — Naar Kiød, Smør og Melk falder i godt Kiøb igien, som snart lader sig giøre, ved at forbyde Slagtning af spæ-

9

de Kalve og Lam. — Naar Sterv- og Fallit-Boer nyder deres rigtige Behandling, som i en Hast kan skee ved Skifte-Forvalternes Formerelse, og en bestemt Termin til hver Boes fuldkomne Declarering. — Naar det offentlige Feyerskab faaer Ende, saa at enhver, som forhen, skal feye eller feye lade sin egen Gade, uden Forskiel paa Rang og Stand. — Naar Toldboederne bliver renset fra al Contraband og al Underslæb, saa at de Kongelige Casser nyde deres fuldkomne Rettighed paa samme Tid, da alt Contraband bliver usynligt. — Naar de contraherende Parthier i Handelen, begge tilholdes, saavel den Kiøbende, som den Selgende, at føre deres Regnskabs-Bøger paa stemplet Papiir, autoriserede af hver Stads Øvrighed, hvorved Fyrstens Casse beriges, og saa megen Bedragerie i Handelen taber sine Kræfter og

10

Magt. — Naar hver Stads Øvrighed skal engang om Aaret være pligtig at aflegge Regnskab for Indkomster og Udgifter i Borgerskabets Overværelse. — Naar Extra-Skatte, som Fyrsterne paa visse Tider kan behøve, forflyttes fra Armod og Leer-Potter til Forfængelighed, Pragt og Overdaadighed. — Naar Armeen til Lands og Vands kommer til at bestaae af lutter Landets Børn, uden at Agrene derved tabe deres Opelskere eller Borgerskabet viorenteret. — Naar Præsteskabet faaer deres visse og bestemte Indkomster. — Naar de offentlige Lærere blive tilholdte at oplyse Landet ved nyttige Skrifter for den store Løn, som de bruge til Pragt, Magelighed og Overdaadighed. - Naar Krigs-Officererne komme til at troe, at Persvasioner, Oplysninger, Overbeviisning, Honetitet og Ære bedre kan styre og regiere de Gemeene end Pryglen og

11

Lampen. — Naar Laugene ophæves, saa at enhver kan nære sig paa hvad ærlig Maade han vil, hvoraf flyder bedre Kiøb hos Haandverks Folk, og af deres fælles Kamp og Bestræbelser, bedre Vahre.

— Naar alle Skatter og Indtrader fra alle Kongelige Stiftelser og Indretninger løbe ubeklippede ind i Majestætens Kasser, som deres rette tilbørlige Hiem og Fædreneland. — Naar baade jødiske Jøder, og Christne Jøder, enten reent forjages af Landet, som skadelige Insecter og Ukrud, eller og tilholdes at ernære sig ved ærlige Professioner og Haandteringer, paa lovlige og anstændige Maader.— Naar de Gemene ved Krigshærerne nyde alt det, og smage alle de Rettigheder og Fordele, som Regenterne tilstaae dem.

— Naar det samme kan siges om alle Hospitaler, og om dem, som have Fordringer paa offentlige Beneficier og Stipendier. — Naar alle de Vahre giøres reent contreband, som vi enken selv her

12

i Landet have nok af in natura, eller selv kan forarbeyde, og naar Yppigheds Vahre, som vi mangle, sparsom indføres med høy Told. — Naar Rug og Hvede bliver brugt til andet, end til galgiørende Vandflode, hvori saa mange tusinde Mennesker tabe deres timelige og evige Velfærd, for at berige Destilleren, og skaffe ham en Vom, som Ole Peers det guule Øg. — Naar der bliver holdt en rigtig Ligning og Balance-Regning imellem fattige Studenteres Antal, og Tallet, paa de Embeder, hvorpaa de kan giøre deres visse og sikkre Facit; saa at ingen Jeppe Vægter mere skal besværge sig over, at han maa føde sin lærde Magister-Broder af sin stakkels Vægter-Gage, da han desuden er betynget med Kone og Børn. — Naar man engang faaer sat en Bom for Spekhøkernes og Spise-Qvarteerernes Selvraadigheder, der udpresse saa mange

13

Strømme Taarer af de Fattiges Øyne. — Hillemænd! naar alt dette engang bliver iverksat, hvor vil Fanden da ikke blive ravgal; han vil blive bister, og gloe, ligesom en Coquette, der har tabt en riig og ødsel Elskere; en Professor, der har tabt sit Imprimatur; en Præst, man har stiaalet Huus-Postillen fra; en Officier, som har tabt den sidste Exerceer- og Commando-Bog, Sergeanten skrev ud for ham; en Procurator, naar Parterne vil forliges; en Indcasserer, naar de offentlige Skatte ophæves; en Kræmmere, naar alt Contreband vorder usynlige; og en Medicus, naar hans Patient ikke vil være sag længe syg, som han vil have det. Da vil mange og mange Slags Helveder forstyrres og sløyfes, og i mange mange Huuse, hvor der nu sultes, grædes, klages og hyles, vil komme til at regiere Fred, Munterhed og Glæde. — Fanden, den

14

stakkels Fanden har faaet meget at græde over i disse Tider. Hvor maa han ikke som Mørkhedens Fyrste og sorne Ven beklage det store Lys, som nu allevegne skinner i Europa! Heele Norden er lykkelig, skiønt under forskiellige Regieringsarter. Russland gaaer frem med stærke og hurtige Skridt til Oplysning, Kundskaber og sand Lyksalighed. Tydskland arbeyder af alle Kræfter paa sin Tiltagelse i Velstand og Herlighed. Engellænderne synes nu gandske at have tabt deres Uroeligheds Lyst, for ved deres store naturlige Dybsindighed og ægte Patriotisme at giøre Englernes Land af Engelland. De Catolske Magter vil sette Paven og Munkene de rette Grændser. Guldet skal bortføres fra de ørkesløse Steder, for at løbe hen, hvor det har hiemme, nemlig i de Kongel. Kasser. Munke-Klosternes Reformation vil blive betydelig og nyttig; Pavens

15

Bandsættelser til Spot og Latter; og Overtroen martret og dræbt. Hvor herlige og nyttige Forandringer ere ikke skeet i Spanien og Portugal under disse tvende sidste Konger! Fanden har vel opægget Overtroe og Fanatisme til at skille sig af med Portugals Monarch; men Alfader har ladet en Seraph vogte ham, og vil fremdeles blive ved at lade sine Engle leyre sig rundt omkring ham. De smaa Stater i Italien selv byde Paven Trods; At jeg ikke skal tale om det store og mægtige Frankerige, hvis Monarch nu paa alle Maader søger at giøre det fuldkommen lyksaligt. Kort sagt: overalt i Europa, hvor Fanden seer sig om, er kuns for ham lutter Aarsag til Ærgelse; Og det er denne Fandens store Ærgelse, som man har kaldet Helvedes Forstyrrelse. Der ere ikke andre end Polakkerne, som i Europa divertere Fanden endnu lit; men man

16

haaber fuldt og fast, at denne hans Polske Triumph snart stal ophøre. — Saa far Fanden i Vold, Satan! slut dig i dine Lænker, begrav dig i dit Mørke, og kom aldrig mere at besøge vores Jordklode.

1

Fandens Tale

til

Smauserne.

2
3

Æreværdigt Folk! tillader mig engang at tale til Eder. I ere den ældste Nation paa Jorden; men jeg er dog en Dag ældre end I. Nogle vil vel paastaae, at Chineserne ere ældere, og de har artige Skin-Grunde nok. Men der er dog ikke noget om. I mine kiere Jøder! ere virkelig det ældste Folke-Slag i

Verden. Det maae jeg forstaae. Vi ere altsaa begge æreværdige af Ælde, og man bør staae op for os, i hvad Selskab vi komme: Saaledes var en ældgammel Skik iblandt de forrige slebne Nationer, at man ærede de graae Haar, og reyste sig af sit Sæde for Alderdommen.

Jeg har just ikke noget i denne Post at klage. Jeg har Ære nok i Verden; men i stakkels Jøder forekomme mig noget foragtede. Der er sandt, I have endelig lært af mig at hade og foragte det Menneskelige Kiøn; men man burde derfor ikke betale Jer med Giengieldelses Ret. Jeg selv fører Had og

4

Spodskhed med mig over alle Nationer, og dog er jeg elsket og æret nok. Almagten har udgiven ti Bud. Jeg har udgivet ti Contra-Bud, som holdes meger bedre. Almagten vil alene dyrkes; og jeg bliver dog Nationernes Gud. Man ærer mig, og alt, hvad som hører mig til. Fyrsterne ære mig, o naar, de kiøbe Seyer-Grene for Undersaatternes Blod, naar de som en Vespasian skatte Folk for at p **. Ministrissimi tilbede mig, naar de udsue Folket, og indbilde Regenten, at han er den lyksaligste Fyrste for det lyksaligste Folk. Krigs-Officererne ere under min Standart, naar de snyde de Ge meene paa Lehningen, og martre deres Legemer til Unytte. Magistraten ofrer paa mit Alter, naar Borgerne sende retfærdige Sukke over dem, som igiennemvandre Skyen, og svæve omkring min Fiendes Throne. Geistlighedens sønderrivende og ødeleggende Tvedragt har tusind og tusind Gange fornøyet mig. Kiøbmandens utallige Renker, i sær den nye Mode at spille Fallit paa, da man det ene Øyeblik agerer Tigger, og strax derpaa Naadige Herre, har og diverteret mig i Overflødighed. Og som I Jøder temmelig vel forstaaer disse Handels-Kneeb, saa begribe I lettelig, at I er mig meget kiere og dyrebare. Jeg elsker Eder og frem for nogen anden Nation. Der er flor Lighed imellem Eder og mig. Vi ere begge ældgamle; vi have begge ingen blivende Sted

5

paa Jorden; men flakke og fare al Verden omkring. Vi ere begge store Handelsmænd. Men I snyde, det giør jeg dog ikke. Jeg holder mine Contracter uryggelig, som Faustus, Luxemborg og flere bevise. I Jøder derimod have nogle Fandens Kneeb (havde jeg nær sagt) til at skakre og skuffe med. I tage pro Cento baade for og bag. I kiøbe og udlaane paa engang, og i trodse Lovene eller skuffe dem paa tusinde Maader. — Men at komme igien til min egen Værdighed; da har vel Almagten forbudet at tage ,hans Navn forfængelig; men imidlertid nævnes hans Navn sielden med Ærbodighed; mit Navn derimod bliver idelig paaraabt, og, saasnart nogen vil lyve eller bedrage, bruger han mit Navn med en synderlig Høyagtelse. Tosserne troe paa mit Navn; og min Fryd er da ubeskrivelig. Det tredie Bud er ikke for de Christne. Det har jeg aldeles faaet dem til at slaae en Streg over. I Jøder holde det vel; men formedelst mit Koglerie temmelig naragtig. Det fierde, femte, siette og syvende Bud ere udflettede baade af Eders og de Christnes Cathechismus; at forstaae, naar det femte Bud skal forklares noget efter det syvendes Mening; thi offentlig dræbe I langt fra ikke saa mange som de Christne; men ved Snyderie, Bedragerie og lumsk Tyverie myrde I vel ligesaa mange. Med det ottende Bud giør I Jøder mig største Ære da en falsk Eed imod

6

et andet Folkeslag, besynderlig mod dem, som have forladt Eders Sect, koster Eder intet. Jeg veed ikke, hvor jeg skal faae de Christne i denne berømmelige Vane. Havde mine kiere og troefaste Jesuiter beholdt deres fulde Herlighed, da havde Sagen vel været giørlig; thi ved disse Karle har jeg kundet udrette de allermeest fortvivlede Ting; men den Franske Vittighed har ødelagt for mig denne udvalgte Krigshær. Jeg veed snart ikke, om jeg skal ansee Voltaire og hans Corps for mine Venner eller Fiender. De ere vel mine Venner, for saavidt de søge at udrydde al Religion af Jorden; men dette deres Venskab kan ikke gavne mig meget; da deres Forsæt aldrig kan lykkes. Men i det de saaledes stræbe at giøre al Religion landflygtig, giør de mig en vis og betydelig Skade; thi en Mængde, som ellers aldrig skulde have tænkt, faaer herved Hiernen aaben, begynde at tænke og raisonere, og som de ofte have bedre Hierrer og meer sund Skiønsomhed end deres Lærere, blive de faste ved det Væsentlige af Religionen, og give alene Afsked til Overtroens Opfindelser og Fortælninger. De Franske Skiønne-Aander have oplyst de Store, de Høye, de Mægtige og Fyrsterne selv. Disse har ikke vildet gaae saa vidt, som en La Merrie eller anden stærk Aand ønskede. De have ladet sig Nøye med ar døde Pavens Magt, at udrydde det, som var for meget af

7

Munke-Mængden, at anvende Kirke- og Kloster-Rigdomme til Landenes sande Flor og Velstand, med mere andet. Havde Voltairianerne stedse taugt stille, saa havde jeg vel havt et Par Snese Frietænkere mindre; det tilstaaer jeg. Men saa havde jeg uden al Tvivl havt til Vederlag mine to rare Inquisitioner i Spanien og Portugal, Hvilke vare min største Fryd paa hele Jordkloden. Mine Munke skulde vel have staaet sig endnu; og Roms Anseelse var ikke saa forfalden. —- Kiere Jøder! I troe endnu, at I skal blive heele Verdens Herrer og Regentere, og jeg er det allerede; samt haver været der fast saa længe Verden har staaet. Da det nu er langt herligere at være Herre i Virkelighed. end ar være Herre i Haabet: saa see, I Jøder! lættelig, at jeg i denne Post har er stort Fortrin frem for Eder. — Dog er jeg at beklage, da min Myndighed paa Jorden er faa temmelig bleven klippet paa nogen Tid. I Asien, Africa og America er jeg endnu temmelig fast ; men Europa synes at rebellere. Videnskaber og den sunde Philosophie er mig en Gift. O Europa! hvor var du mig er yndigt Syn for Luthers Tider! men denne min Erts-Fiende lærte først ret for Alvor at trodse Paven og mig. Da nu Luthers Reformation tillige fik indbragt Friehed i at philosophere; da Videnskaberne begyndte efterhaanden at skinne frem igien af Graven, da har siden min

8

Herlighed, Magt og Myndighed taget af Tid efter Tid. Dog er jeg fornøyet, at jeg stedse beholder Eder, mine kiere Cananiter! Jeg beundrer og roeser Eders Bestandighed. I kiere Eder hverken om Videnskaber eller Philosophie. Eders Talmud er Jeres Alt, og saa længe denne regierer Jer, er jeg vis nok paa, at I aldrig undløbe mig. Men ere i mig troe indtil Enden; saa forekomme de Christne i Europa mig nu omstunder meget utroe. Philosophien, en oplyst Statskunst, Menneske-Kierllghed, og en luttret Religion, alt dette smerter og ærgrer mig. I hvad for et Hiørne i Europa jeg seer mig om, lutter Scener, som eve smertende og nagende for mig. Det er nu ikke mere Syndflodens Dage, da jeg paa engang fik en hel Verden, paa otte nær. Dette var en anseeligt Coup paa engang. — Men nu omstunder giør jeg langt fra ikke saa store Erobringer. Kunde jeg kuns beholde dem, jeg nu har! — Men see! lutter oplyste og Menneske-Elskende Fyrster paa Thronen; og dette Syn er mig til yderste Forskrækkelse. Uagtet hans Ungdom og korte Regimente, har Nordens Christian allerede giort mig mangen suur og opædende Tanke. Den Skriver-Friéhed, han har givet, foraarsager mig megen Bekymring. Nu vil alle Stænder stræbe at oplyse hinanden om deres sande Fordeele; og siger jeg endnu engang, at jeg ingen Elsker er af Oplysninger.

9

Det er mig ingen Fornøyelse at see, hvorledes de Høyere og Mægtigere ere hielpsomme, milde, kærlige og belevne imod de Ringere, at disse ere troe imod, og nidkiere for hine, at de alle samtlig kiende deres Pligter af Grunde, og derfor elske dem, samt den Religion, som lærer dem. — Vel er jeg en tusind Konstner, og kan endnu mange flere Kneeb, end I allesammen, saa mange som I ere, mine Jøder! Men min Magt er dog mange pro Cento ringere i en almindelig Oplysning, end i en almindelig Vankundighed og Mørke. Man fører bedre en blind Mand, hvorhen man vil, end den, som haver sit fulde Syn. — Børsternes Svanesang er mig og en bitter Smerte. — Nu skal lutter Kyndige, og oplyste Mænd til Embeder. Hvilken Lyksalighed vil det ikke stifte i Staten! og jeg er og bør være en uforsonlig Erts-Fiende af det heele Menneskelige Kiøns Lyksalighed. Ja! jeg kan sagte unde Folk en Flyve-Fornøyelse; nogle forvirrede Forlystelser og et adspredt Liv og Levnet, naar jeg for Resten kuns er forsikret om, at de ere mine i denne og den anden Verden. Men at see paa, at Menneskene , store Selskaber, heele Staten have her en sand Lyksalighed, det er, efter den menneskelige Natur, en virksom Oplysning, der giør mig forskrækkelig ondt; thi deraf flyder, at jeg ikke heller saa lige kan faae fat paa dem, naar de forlade Jorden. — O

10

da mine elskede Børster regierede Spillet, hvilket Mørke, hvilken Nedrighed, hvilken Stolthed og Ubarmhiertighed, hvilken Snyden og Ophævelser saaes da ikke saa mange Steder, lutter Seyers-Tegn for min høye Person! — O Jøder! kiere Jøder, som jeg elsker saa meget, ældgamle, omflakkende, fulde af Kneeb, Hadere af det øvrige menneskelige Kiøn, Haardnakkene eller bestandige, med et Ord: I ligne mig meget i alle Ting. Kiere Jøder! I har tabt meget ved Børsternes Endeligt. Disse Børster vare fra alle Tider af vandt til Audience-Penge, og kunde derfor best, naar de vare opløftede, omgaaes mine kiere Jøder, samt Christne Jøder. Nu skal Æmbederne overleveres i Folkes Hænder, som i Kraft af Oplysning, Fødsel og Ære foragte Stik-Penge og grue for det blotte Navn af en ond Samvittighed. — Hvad skal jeg arme Lucifer sige om Caracterernes Indskrænkelse? — Nu skal kuns velfortiente Folk nyde Caracterer. — Hillemænd! der vil da ikke alt for mange nyde dem. — Herefter Dags vil man faae Klæde til en Klædning, uden at kysse Fruen paa Haanden, og spørge: om Herren, hendes caracteriserede Mand, befinder sig ved naadigt Velgaaende.—Skal der nu Fortienester til Caracterer? Nyt Tab for mig; thi nu vil Folk stræbe efter at oplyses og blive duelige; da man kuns før, ligesom I, mine kiere Jøder! lagde sig efter at skakre,

11

ved hvilken Konst der vandtes Caracterer. Nu kan I let begribe, Cananiter! at jeg heller seer Folk skakre og snyde, end at de legge sig efter Forrienester og Duelighed. — Hvad er det vel, at jeg elsker Eder saa meget for? Er der ikke Eders indsigtsfulde Kneeb i Skakre-Konsten, hvoraf flyder, at I endnu ere , samlede en Corps, den rigeste Nation paa Jorden. — Provincial-Kammeres Indretning; Geheime-Conseils Afskaffelse, Cabinets-Ordren til det Tydske Cancellie i Slutningen af forrige Aar; ja mange tusinde og tusinde Ting vidne og bevise, at Norden nu nærmer sig til Høyden af sin lyksaligste Periode. Alt dette maae jeg taale, alt dette maae jeg arme Dievel lide. — Kaster jeg mit Syn andre Steder, da er overalt stor ærgrelse. S. ** har ved stor Viisdom og Patriotisme i et halvt Seculo forandret Udørkener til et got og elsket Land. — R ** seer nu Viisdom, Menneskelighed, Politesse, Love, Tapperhed og en stor Friehed at herske der, hvor man for et halv Seculum saae ikke andet end Dumhed, Feighed og Tampe.

Hverken Stor-B * * * *, eller Frankerig vil mere opføre deres Enthousiatiske Roller. Alt klares op. Alt bliver stille. Svermerie, Mytterie og Overlast synes allevegne at vige for det store Lys, der allerede skinner, eller er i færd med at komme i Brand. Kiere Jøder!

12

hvad skal jeg da giøre, hvad skal vi alle begge giøre? — I ere foragtede som jeg. I ere forhadte, som jeg. I har Penge; jeg ogsaa. I har Kneeb, jeg tusinde gange meere. I ere ældgamle, jeg endnu ældere. I ere haarnakkede; jeg ogsaa. I løbe rundt omkring i Verden; jeg ogsaa. I snyde Folk for deres Penges Skyld; jeg snyder dem for deres arme Sieles Skyld. — Kort sagt: der er saa megen Lighed imellem Eder mine Jøder! og mig, at vi bør holde fælles Sag, hielpe hinanden med Raad og Daad, og elske hverandre som Brødre. — Jeg ønskede Eder gierne heele Verdens Herredom, som i have det fasteste og uryggeligste Haab om. — Eders ædle og stolte Menneskehad, og In tolerance mod alle Nationer og Religioner, skulde da snart giøre heele Verden til en Ørk, og jeg med mine elskede Smauser skulde alene bestyre Jorden. Men jeg seer ikke, kiere Smauser ! hvorledes vi skal komme til Ende med vore Erobringer, og dette nye almindelige Monarchie. Jeg er bange, vi tænke alt for sildigt paa vor Lykke. Havde vi hiulpet Barbarerne i at sønderrive det gamle Rom, Saracenerne i at udplyndre Asien, Spanierne i at ødelegge America, saa havde vi vel i denne Skynding kundet faae et Stykke med, og Foden først et Steds fast; da kunde vi stedse have grebet videre om os, da vi begge kan skaffe Kneeb og Penge. Maaskee det halve Asien, maaskee det heele A-

13

merica kunde have hørt mine Jøder til, hvis i og jeg ikke saa skammeligt havde forsømt os, da der var rørt Vand at fiske udi.— Saaledes kan Jøder og være dumme; ja gar en Dievel selv. — Man siger derfor maaskee undertiden med Rette: Du dumme Dievel. — Dog fortryder jeg ikke saa lige paa den Spanske Erobring af America. Spanierne spillede her en Tragoedie, som ret fornøyede mig og Helvedes heele Hær. At ødelegge den største og folkerigeste Part af Verden ved en haandfuld Folk, nogle faa Canoner og Jagthunde, at prædike en Gud fuld af Naade og Barmhiertighed, at udgive sig for hans Gesandtere og Tienere, og med alt dette at opfylde alle Ting med Blod og fortærende Ildsluer, at vilde omvende til Naadens og Fredens Herre Folk ved barbariske Krige, og et Tyrannie, som ikke for er hørt, ja ikke engang imagineret paa Jorden: Alt dette var mig en prægtig Oepra. Aldrig har noget Syn, næst Syndfloden, været mig behageligere og yndigere, end da et vidtløftigt og nys blomstrende America dampede af levret Blod, som raabte op til Himmelen om Hævn. Her laae Byer paa Byer, utallige, og ulmede i deres Aske, som for et Øyeblik siden havde opløftet Hovedet imod Skyerne, og kneyser med al optenkelig Konst og Pragt. Her blev i største hast poleerte Nationer i Millioner-viis udrottede og de faa

14

overblevne nødtes til at vorde Barbarer, da de strax bleve behandlede, som Fæe, frarøvet Opdragelse, Sædelære , Konster og Menneskelighed. — Jeg troer ikke, at mine kiere Jøder selv skulde have fornøyet mig bedre i lige Tilfælde; thi Spanierne fremviiste ved denne Leylighed den alleryderste Grad af Ondskab, som Mennesker kan naae, understyttede af mine Helvedes Furier. Men mon America ikke engang kan komme til at hevne det, jeg som en gammel forsøgt Dievel, mener jo! — Jeg slutter det 1) af Verdens, og dens Nationers almindelige Foranderlighed: 2) af den Giengielses Ret, som gierne altid haver Sted i Naturen 3) af de mange Engelsmænds Nedsettelse i America. Disse meddeele Americanerne Oplysning og Frieheds Aand. Handelen kommer til ar florere i denne nye Verden. Handel, Rigdomme, Friehed, Konster, Oplysninger, Tapperhed, saa stor og saa blomstrende en Deel af Verden, naar Engelsmanden drager den udaf sit Chaos igien, alle disse Forestillinger bør komme til at troe, at America engang igiennemtræng af Engelsmandens Humeur ogTænkemaade, ligesom det heede Jern af den heedende og iboende Ild, vil maaskee giøre underlige Figurer i Europa. — Da der blev skudt med Buer, ventede man ingen Canoner. — Nu ere der Canoner. Der kan endnu opfindes en nye Art ødeleggende Dievelskab (om jeg Dievel saa skal tale) som kan dræ-

15

be tusinde imod hver een, som der brugelige Skyt un kan dræbe. Denne Pest kan opfindes i America, og være ligesaa forskrækkende for de chaconerende Spanier, som disse vare det forhen for det buedragende America. — Nu, kiere Jøder! jeg maae giøre Ende paa min Tale. Jeg har meget at bestille, som jeg ikke kan forsømme, og vi see dog lettelig, at jeg kan ikke redde Eder, I ikke heller mig; men at vi alle bør lure efter en bedre Leylighed.

16
1

Forsvars-Skrift, for Fanden og Jøderne.

Skrevet af Anne Blyetækkers.

Kiøbenhan 1771.

Trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet

2
3

Alle bande Jøderne. Alle bande Fanden, endog Jøderne selv. Jeg vil forsvare dem begge. Vel er jeg kuns en Kierling. Men tager Ederi Vare fordenne Sammenhæng. Gamle Kierlinger kan udrette utroelige Ting, og overgaae Lusifer selv i Knebs Mangfoldighed. Dog vil jeg slet ingen Kneeb bruge; men ligefrem i al Tydelighed og Enfoldighed forsvare Satans og Jødernes Sag. Satan er meget gammel, og Jøderne paastaae at de er den ældste Nation paa Jorden. — Store Herligheder! Alderdommen er hæderlig hos enhver. De graae Haar bør æres allevegne. — Sandt er det, at vores forfløiene Ungdom og Spradebasser foragte

4

en dydig Alderdom, i sær, naar den er fattig. Nogle Fyrster pleie og at foragte en udtient Alderdom, som ikke mere er virksom. Men i hvordan det end er, bør Alderdommen. æres. Det har været en Lov hos alle Nationer. I Kraft af denne almindelige og alle Nationers Lov bør man ære Fanden og tilbede Jøderne for Alderdommens Skyld. Der ere jo ogsaa nok, som tilbede Jøderne. Fyrsterne selv knæle for dem, naar deres Armeer udfordre den allerhastigste Udstyr. — Hvor faaer Jøderne de mange Penge fra? — Spørg Fyrsterne, som tillade dem at narre baade sig selv og alle deres Undersaatter, fra Throneos nærmeste lige indtil Vadmelet. — Hvad Raad for disse Jøder? — Giør dem til Slaver, send dem til Kolonierne, og lad dem ikke leve af at bedrage Folk. Saaledes giorde De kloge Græker og Romere. Lader os følge deres Exempel heri. Vi ere jo ellers forelskede nok i dem; ja vor Kierlighed gaaer saa vidt at vi endog holde offentlige Disputationes over deres gamle Skoe, Støvler, maaskee og F * * — Lad dem arbeide i Indierne, lad dem giøre Volde i Stand, tilføre Jord i Hiulbøre, og s. v. Dette maatte jo de ærlige, de tapre, de modige, de stærke Jyder giøre til Tieneste

5

for de spæde Romere, da Marius havde faaet Seier. De vare Romernes Broeleggere og Strandkadetter. Der er mangen Gade endnu i Rom, bygt i Cimbrers Sved. Skulde Jøderne da vel være bedre? Skulde de blive Kapitalister allene ved at have den Umage at bedrage bag en gloende Ovn? Men hvad er det jeg giør. Jeg skulde rose og forsvare Jøderne, og jeg synes at være kommen af Veien. — Altsaa til Materien igien. — Men nu først til Fanden; thi han er ældst. — Hans Alderdom er ham til Ære. Det er beviist. Nu vil man beskylde ham; ja de stakkels Jøder selv for Hovmod. — En Fyrste hovmoder sig af sit store Slot, en Premier-Minister af at være Fyrstens Slave. En Spradebasse hovmoder sig af Haaskiererens laante Bukler, en Skomagersvend af sin Kaarde, en Matros af sin Kobberpande. Hvorfor skulde det da ikke være Lucifer tilladt at hovmode sig af sin gamle og nye ubeskrivelige Værdighed. Hans gamle Herlighed er bekiendt for enhver. Den nye er det ikke mindre. Tænk, hvilke Herligheder han har. Hele Asien hører ham til; thi de ere jo kuns Tyrker og Afgudsdyrkere. Humanitet og Dyd hielper dem ikke. De skal dog høre ham til

6

Hvorfor? Hvad veed jeg det? Fordi Asien er Assien. Det meeste af Amerika og Afrika er hans; ja fast altsammen. Saaledes Herre over tre Parter af Verden, giør han billig Pretension paa Europa. Alle Catholiker og Reformerte, med en utallig Hob Dissendentere høre ham og evindelig til pleno Sc plenisfimo jure (Tænk hvilket Herredom.) Nu komme vi til de kiere Lutheraner, som kuns er en Haandfuld Folk, og af dem skal han endda have de fleste, saa at man med Rette kan kalde ham Verdens Monark. — Stolthed og billigere Stolthed, end naar Spradebassen giør sig tyk af sit Geheng, Cathecheten af sin Cathechismus, Klokkeren af sine Skriver-Penge, Graveren af sin skuffe, Professoren af sit kiøbte og fortyggede Collegium, Jomfruen af sin Viste, Sergeanten af sin Kiep, Studenten af sine Bene, Contoir-Svenden af sin Pen, Fyrsten af en unyttig blodkiøbt Seier, Magistraten af en forpiint Borgers Sukke, Gnieren af sit Jernbundne Skrin. — Alt Dette veier endnu ikke op imod at være fast hele Jordens Herre og Regent. — Jøderne har og billigst Aarsag til Hovmod. — Adspredede iblant alle Nationer paa Jorden uden Scepter, uden Fædreneland, ere de dog

7

den rigeste og tillige talrigeste Nation paa Jorden. Ingen Nation i Verden overgaaer dem i Folkemængde og Guld. Vare de samlede, havde de Canoner; hele Verden skulde i en Hast være deres. Billig Aarsag til Hovmod, langt billigere, end naar vore Officierer hovmode sig af at kunde flaae Huden af de Gemene ved Tamp og Rødder; langt billigere, end naar en Fyrste hovmoder sig af den forsukkede Borgers Skatte, Premier-Ministeren af sin Coquettes Ansigt og yndige Miner; Coquetten af den Myndighed, hun har over Ministrissimus; Politiemesteren af sit Raadstue-Hul, Procuratoren af sine dumme Indfald, som han kalder Klygter, og som passere derfor, naar Dommeren har mere Kapunsteeg i Maven end Hierne i Hovedet. — Begge ere store Negotiantere, begge, nemlig Fanden og Jøderne. Disse giøre alle Ting i Penge. Hiin giver sine rede Penge ud for at vinde Mennesker. Fanden holder sine Kontrakter troe og ærlig, og oppebier endog det sidste Minut, som vi tilforladelig kan læse os til i Fausti, Luxenborgs Liv og Levnet & c.

Jøderne holde ogsaa deres Contrakter troe og ærlig, og drive deres Negotie

8

uden al Sviig. —- Nei holdt. Nu er jeg bange, at jeg lyver. —- En ærlig Jøde! hvordan mon han skulde see ud? Men har Jøderne Ord for at snyde? Jeg troer, at der ere flere, som bruge dette Haandverk. Skulde de christne Kiøbmænd ikke ogsaa forstaae denne Konst? Er det ikke sandt, at de christne Jøder ere de verste Jøder? Jøderne hos os maa ingen Haandverker lære eller øve. De maae betale til vore Fattige og deres Fattige. Deres Borgerskab koster dem meget mere, end andre Nationer. Aarsager nok til Snyderie. Mazarin maa have været af jødisk Blod. Han forstoed den Konst at snyde, og overgik alle Israels Børn i dette Haandverk. Mueligt der kunde være flere Ministrissimi, som forstoed Konsten. Vore Coquetter snyde ogsaa artig nok. De snyde endog Jøderne, i hvorvel disse Karle lage sig temmelig vel i Agt for dem. Vore Kiøbmænd, som spille saa længe Banqueroute, indtil de blive Excellencer og Monseigneurs forstaae vel ogsaa noget af Jødernes Haandværk. Vespatian, skiønt Fyrste, og hele Verdens Fyrste, maa og have været en stor Snydere, da han lagde Skat paa Kammerpotter. Men endelig Vespasian var en Jøde; i det mindste

9

maa Jøderne have troet det, siden de holdt ham for deres Messias. Kan saa store Regentere være saa nedrige, hvad Under da, at en Jøde, avler, sammensmeltet, fød og opdragen i Nedrighed, kan være nedrig. Den store Fyrste Vespasian (og maaskee han haver mange Lige) var nedrig omsonst (at jeg saaledes skal forklare mig) men Kananæeren maae være det, for at fortiene det daglige Brød. -— Jeg forstaaer mig ellers ikke paa denne Kammer-Potte-Skat. Mig synes, at saadan en Anordning kunde stedse blive eluderet. — Men hvad gaae os de romerske Sager an? — Skulde en Professor af en sær Hendelse komme til ar kige paa disse Blade, og forstaae dem, da fik vi mueligt en Disputation pro Loco, under Titul:

Celeberrimi & Doftisfimi Domini Professoris differtatio publica de vectigali, urinæ fub Vespafiano imperito. ——

Snyde nu Vespasianer, Mazariner; lad da en stakkels Jøde snyde lidt med. Man har svoret paa, ar der ere de Lande, hvor Magistraten og Skifte-Forvalterne snyde ogsaa. Fy! det maa være fæle Lande, Himlen være lovet, at de ligge langt fra vores. — Men hvem kan opregne

10

alle Slags Snyderier. — Sergeanten snyder Soldaten. -— Matrosen snydes; alle Mennesker snydes. — Hvorfor maa Jøden da ikke ogsaa snyde?

saa snyd da, Jøde! snyd, det er bit Gavn og

ære,

Du ingen ærlig Ting, et Haandverksbrug maa

lære,

Hvad Under, at du da maa snyde hvem du:

kan,

Som Kone, præst og Ovn bor holde udi

Stand!

Men jeg er bange, at jeg bliver for vidtløftig. Lad nu Snyderierne

vidtløftig. Lad nu Snyderierne fare. Fanden og Jødernes Navn er i sig selv berømt, og tiene i alle Tilfælde, som Epitheton. Han seer ud som en Smaus, siger man, naar en har sorte Haar, sorte Øine, og lidt for meget Skieg. — Det er ret en Jøde, siger man, naar en tager skikkelig Spekhøkker-Profit. Han er snue som Fanden, siger man om en Minister, som har Keiserens Skat i sine Giemmer, pg som prægtig har bedraget Almuen. Der er en Fandens Karl, siger man om en

11

Matros, som bander og flaaes i Fnldkommenhed. Det var Fanden af Student, siger man, naar han kan desputere langs op og langs need af Veggene, og raabe med en løbende, flyvende og taabelig Tunge: Diftingvendum! — Videre vil man laste Fanden for sine mange Omskabninger. Snart giør han sig til Engel, snart til Menneske, snart til Best. Men omskabe vi andre os ikke ligesaa ofte? Snart krybe vi paa alle Fire, naar vi intet Brød have. Ere vi forfyldte, og har en smuk og forgyldt Kiole paa, da gaae vi paa et Been, og vilde gierne flyve i Luften. Ulve imod vore Undermand, Ræve imod vore Ligemænd, Camæleons imod vore Overmand. Ere disse ikke Omskabninger nok? Vi danne os i alle Former, naar vi kuns haabe Metal. Vi kan tage alle masker paa, og Fanden selv kan ikke saa hastig forvandle sig, som vi. A er Frietænker med Frietenkerne, Pietist med Pietisterne, Svirebroder med Svirebrodrene, og indgetogen med de indgetogne. Foruden laante Masker, forvandle vi os i Virkelighed. Vi tabe ofte med Aarene vor hele Karakter. B var en Gnier i sin Ungdom, i sin Mandom blev han ødsel, og i sin Alderdom en Gnier igien. Hele Nationer forvandle

12

sig saaledes, at ingen kan Tiende dem igien. Hvor ere vore gamle Romere bleven af? Hvor er den grædske Vittighed, Tappperhed og Philosophie?—- Spanien og Portugal lade af fra deres Overtroe, slibes og blive menneskelige. — Jeg veed ikke, om Frankerig har vundet eller råbt i disse sidste Tider; dog troer jeg snarere det sid ste, Jøderne og Polakkerne ere nesten uforandrede. Begge uroelige, fulde af Kneeb og Hofmod. Jødeland saae ud i Vespatianernes Tider, ligesom Polen seer ud nu omstunder. Jeg kan ikke forudsige Polens Skiebne. Jødeland blev totaliter ødelagt; men de havde ingen Russer til Forsvarer. Rusland, hvilken Scene af Forandringer! Cujoner ere blevne Helte. Barbarer Philosopher. Grovhed er forandret til Vittighed, og det største Slaverie paa Jorden synes forvandlet til en almindelig Friehed. Love regiere i freden for Stokken og Tampen. En Menneske- Bens inde sidder paa den Throne, som før sukkede under Ild og Sverd. Hele Tyrkens Magt er nu kuns lidet imod de Armeer, som en Haandfuld Svenske før har kundet forjage ved første Øiekast. — Preussen, hvilket mægtigt Rige! de gamle churfyrster Drømte aldrig om saadan en Herlighed,

13

Magt og Vælde. — Hvilket yndigt Syn! en Konge paa Thronen, som philosopherer, som elsker Videnskaberne, og selv dyrker dem. Hvad skal man sige om Engelsmændene? For alle Nationers Slaver: nu Søens og Handelens Herrer, frie, rige og mægtige. Men lader os betragte vort eget i Norden. Hvilke Seier-Scener skues ikke

i her! en Salomon paa Thronen, som forener

en virksom Ungdom med menneskekierlighed og Viisdom. En elsket Regent, et elsket Folk! Norden bør forvandle sig under der saa stor en Styrere. Den erkiendtlige efterslegt vil sette en nye Tids regning fra Christian den Syvendes Alder.

Hans Levedage (gid de vorde mangfoldige i Tallet) skal see Søerne vrimle af Dansk Handel! Ocean skal sukke under Byrden

af kneisende Krigskibe, hvis Kanoner og mandskab skal være en Redsel før den, som torde være Nordens Fiende. Krigs-Hærene til Lands vil komme i den Forfatning,

at den gamle grædske Phalanx

selv vil ikke være at ligne derimod. Videnskaberne, Studeringer og Konster vil svinge sig høiere, end under Roms August og Frankerigs 14de Ludevig. Vi have Skrive - Friehed, og af denne kan man vente store Ting — Uden denne havde

14

vi hverken havt Virgiler, Horazer, Nasoner, Ciceroner, Lucrecer, Bailer, Clercer, eller nogen anden skinnende Forfatter. Nei! vi Danske har Lov til at feile, lige saavel som disse have feilet. Men, saa have vi og Friehed til at opløfte os imod deres Fuldkommenheder. O kommer alle Stænder, og takke knælende den 7de Christian, Christian den Store!

Thronens Nærmeste.

Vi elske Christian; Hans Liv er vores Vel, Han os for Venner har; ei nogen til sin Træl; Vi ei ved Hyklerie skal slide vore Dage;

Men Sandheds, Troeskabs Frugt i fulde Friehed

smage.

Borgeren.

Lev længe, Christian, lev udi Held og Fryd, Vi skue Virkningen udas din Konge-Dyd,

Din Omsorg er for os med Viisdom og med Naade, Gid du til evig Tid for Norden maatte raade!

Bonden.

Lev længe, Bonde-Ven! vi Friehed har ved dig, Du haver giort vor Stand fuldkommen lykkelig.

15

Krigsmanden.

See Christian! dit Moed os giver Moed og

Kræfter,

I Disciplin og Moed vi ingen give efter.

Den Studerende.

Nu er den gyldne Tid for os Studerende,

Vi tale, det vi veed og er lyksalige,

Vi ved Studeringer nu giøre kan vor Lykke;

Thi Børsten fløiten er, som pleied før at trykke.

Den Geistlige.

Den Syvend' Christian vor Nordisk Salomon,-Er en ømsindtlig Ven af vor Religion,

Ved den begyndte han de første Konge-Dage,

Ved den sit hele Liv han nidkier vil fremdrage.

Seraphers Fader! Du! som kan alt, hvad du vil, Hvis naadigst Forsyn er paa Jorden virksom til Vaag over Christian, og lad ham længe leve Hos os, før han hos Dig blant Seraphim skal sveve! !

16
1

Fandens Liv og Levnet første gang til Trykken befordret ved Doctor Faust.

Venedig 1771.

2
3

Jeg Fanden, Satan, Dievel eller Lucifer er meget gammel. Jeg kan ikke saa nøiagtig sige min Alder; thi i den Tid jeg var i Himmelen, bleve der ingen Aars eller Tids-Regninger giorte; thi druknet i et evigt og bundløst glædes Hav, var alle Tider eens for mig. Jeg var den fornemste Kerub, og jeg hofmodede mig saa meget deraf, at jeg vilde opløste mig over Alfader selv.

Men aldrig kom saa snart den Gift udi

min Siel,

Før strax en evig Qval kom for et evigt Vel. Alfader raabte Hævn, og Helvede stoed aaben, Jeg sank fortvilet ned med Hylen, Suk og

Raaben

4

Den Engle-Hær, som nys toeg modigt

mit Partie,

Blev for min Straf, og Qval og Lue ikke

frie:

De Aander derimod, som hadede min Grille, Fra Dem al Aanders Aand sig aldrig meer vil

skille.

De faae friemodige paa min Nedstyrtelse, Og sang en Takke Sang for deres Skabere. De nu i Himmelfryd uryggelige ere,

Ey nogen Synde-Gift kan Almagts Mynster tære.

Da jeg nu saaledes af en Lysens Engel var bleven Mørkhedens Dievel, af en mægtig Kerub en Helved-Fange kan enhver vel begribe, hvor fortumlet jeg blev, hvor forvirret, bedrøvet, birker, fortvilet. Jeg forbandede mig, min og Naturens Dannere, og udspyede imod Almagten de afskyeligste Bespottelser. -— Nu bleve Adam og Eva skabte. Jeg hørte deres Lyksaligheds Vilkaar, og var strax betænkt paa at styrte dem. Jeg forvandlede mig til en af de Slags Slanger, som have en behagelig Skabning, en Slags Glans og Skin hos sig, og som den gang gik med oprakte Halse paa to Been. Eva blev ikke bestyrtset derover, at en Slange kunde tale; thi Adam og Eva vidste vel meget; men de vare dog ikke

5

alvidende: ingen af dem vidste alle Dyrenes Ævner, og hvorvit alle deres Gaver strakte sig, de vidste derfor ikke saa lige, enten Slanger kunde tale eller ikke. Ikke heller kunde Eva blive bange for mig; thi Skræk og Banghed er et Foster af Synd, som ikke avles hos Syndefrie Skabninger, ikke engang hos det syndige Menneske nu omstunder, saalænge han troelig hader Synden, og forlader sig paa Jehova. Nei saa er han ikke bange, saa trodser han mig og alle mine Med-Brødre, saavel dem, som ere i Helvede med mig, som Kiød-Dievlene, der flakke omkring paa Jorden. Jeg fangede Adam og Eva ved min egen Synd, Hofmod.. De vilde, ligesom jeg nys tilforn, være lige med Gud. De styrtedes og faldt, og jeg saae deres Fald med en bitter Glæde, som dog strax derpaa blev forvandlet til Fortvilelse, da min Fiende tilsagde dem Naade og Frelse ved sin førstefødte Søn. Jeg blev dog ikke ørkesløs. Jeg mærkede, at Mennesket, uagtet den tilsagde Frelse, dog beholdt Træets og Syndens Gift. Jeg saae Kain og Abel. Jeg kunde ikke lide Abels Retfærdighed. Jeg ophidsede den onde Kain imod ham ved at indblæse Misundelses Gift i hans Hierte. Han reiste sig op imod sin Broder, og slog ham ihiel. Da dette lykkedes mig saavel, fik jeg alt mere og mere Virksomheds Lyst. Folkemængden blev stor

6

og utællelig paa Jorden. Jeg fløi hele Verden om med utroelig hastig Fart, og overalt plantede Vantroe, Overtroe, Gudsfornægtelse, Overdaadighed, Hoer, Mord, Fylderie, Hofmod, Gierrighed, Lyst til Stikpenge, for at bøie Retten, at give uværdige Subjectis Embeder og Bestillinger: kort sagt jeg forgiftede fra Roden af hele Jorden med Synd og Ondskab, og fik Nationer til at tilbede mig, i steden for at tilbede Almagten. Menneskene vidste ikke mere af Skaberen at sige: de oprettede Altere og Templer for mig; knælede for mig tilbade, velsignede og priste, ja udtonede Lovsange for mig: med et Ord: al den Ære, som tilkom Jehova, blev min, og jeg vandt allevegne Seier. Alfaders Hierte rørres til Hævn. Han sendte Vandfloder, som druknede det hele Menneskelige Kiøn, saanær som Noah selv ottende. — Jeg smagte en forgiftet Glæde ved dette Syn, og nest Adams Fald var dette min største Seier.— Kort efter Floden formeredes Menneskene igien i en talrig Mængde. Jeg forsømte mig ikke heller. Samme Kneeb af Satan, samme Synder paa Jorden. Imidlertid kom en Abraham frem; han stod op imod mig og mit hele Rige; han foragtede og trodsede mig, han kuldkastede Afguderiet. Alfader saae Abraham, afsondrede hans Sæd sig til et Eien-

7

doms Folk, lovede hans Troe og Dyder, at min Synderknusere skulde fødes af hans Æt. Han toeg sig Abrahamiterne an, som en Fader, var selv deres Gud, Konge Lovgiver og Veileder, ja mægtige Forsvarer. Jeg tabte dog ikke Modet. — Jeg vedligeholdt Afguderie og Ondskab blandt alle de andre Nationer, og var endog baade saa dristig og saa lykkelig, at jeg mange, mange gangs fik Abrahamiterne selv i mine Snarer og Strikker. — Nu lakkede det ad Tiden, at min Bane-Mand vilde lade sig føde. Jeg og hele Helvede fnøes og skiælvede af Forbitrrelse. I min Fortvilelse tænkte jeg paa at forføre den Førstefødte selv. Er meget dumt Anslag Men hvad giør ikke Fortvilelse, Bitterhed, Had og Galenskab? Forsonings-Verket blev fuldført. Guds rene Ord blev forkyndet alle Slægter paa Jorden. Mange, mange Tusinde omvendtes og bleve min Fiende troe i Liv og Død, i Med- og Modgang, igiennem Ild og Sverd, den græsseligste Marter og Pine. Jeg fnøes ved dette Syn, saa hele Helvede gav Gienlyd af min græsselige Brølen og Hylen. — Jeg kom endelig til mig selv igien. Mine Med-Brødre i Helvede og paa Jorden bebreidede mig mit forsagte Moed. Jeg blev skamfuld, vreed og optent. Vel an, Kamerater! sagde jeg. Jeg skal fare Jorden omkring, (og I maa staae mig troeligen bie)

8

for at sløife og ødelegge den hele nazareiske Slægt og Afkom. Men da jeg ikke kunde faae Sekten reent udryddet, fik jeg dog i det mindste Splid, og Kietterie nok iblant dem, udvortes og indvortes Forfølgelser i Mængde, og min Seier blev fuldkommen, da jeg og Roms Præst fik al Magt og alt Herredom paa Jorden. Vi forbød Menneskene at see og læse Guds Bog, vi hialp hinanden som kiødelige Brødre i at sammensmede Fabler, den ene paa den anden, den ene grovere end den anden, alt Jehova til Bespottelse, Mennesket til Fordømmelse, mig, Paven og Helvede til Forlystelse. — Jeg var imidlertid ikke heller seen i de andre Verdens Parter. — Jeg bildte Mahomed ind, at han var Prophet, eller maaskee han bildte sig det selv ind, eller maaskee andre, som han ikke selv troede. - Jeg siger: maaskee; thi hvor stor Dievel jeg end er, saa kan jeg dog ikke alle Tider vide, hvad det meneskelige Hierte tænker. Denne Mahomed var en snorrig Fyhr. Der ere mange Skribentere, som have vildet give hans Karakterer; men, som ingen har truffet dem ret, vil jeg, som kiendte Karlen best, giøre hans oprigtige Portrait. Han var af en høist anseelig Stamme i Arabien; men blev sød i de allerfattigste Omstændigheder. I Betragtning af hans Fattigdom og adskillige andre Om-

9

stændigheder fik han saa slet en Opdragelse, at han hverken lærte at læse eller skrive. Men denne dybe Vankundighed erstattede han ved Virksomhed, Ærelyst, Skiønsomhed, Vittighed, Hurtighed i Forstanden, og et af Naturen ømt Legeme, hærdet af Æresyge og en virksom og utrettet Aand. Desuden havde han overmaade store Gaver til at overtale alle Mennesker; især Kiønnet, som han i høieste Grad kunde fornøie baade ved Tale og Arbeid. Han var insinuant og inperieux paa engang, tapper og listig Løve, og Ræv; Kort sagt: det var det rette Subjectum for mig. Nogle mene, at det var en stor Regneog Skrive-Mester, siden han forestoed en Heel vidtløftig og overmaande riig Kiøbmands-Boed; men der er ikke meget om. Han var endog af de artige Hoveder, som, uagtet mange store naturlige Fordeele, aldrig kan lære at føre en Pen (Richelieu og Cromwell vare omtrent i lige Tilfælde) Han forrettede hele Handelen (ligesom mange andre) ved Virksomhed, et Snue-Hoved, nogle Krage-Tæer, og ved at være sin Principalinde til Tieneste Nat og Dag. — Jeg kunde ikke lide, at et for mig saa høist nyttigt Subject skulde løbe i en Handels-Boed. —Jeg trak ham ud derfra, for at giøre ham til Prophet, og han spillede sin Rolle mesterlig og herlig vel. Han saae strax, at han behøvede Hielp-

10

naar det galt Pennen. For Resten stoelede han overflødigt paa sig selv, og min hielv. Jeg søgte ham en en Skriver ud, en Person, som førte den prægtigste Stiil i Verden, for Resten uduelig til alle de mandige Gierninger. (Saaledes deler Naturen sins Gaver underlig og ulige ud) Mahomed, bestyrket af denne nye Selskabs Broder, torde nu vove alt. Han brugte Kaarden og Munden, og hans Compagnon førte Pennen, hvorved alle Ting lykkedes mig og Mahomed fortreffelig vel.

Mange have anseet mig for en Daare, og dum Dievel, fordi jeg tillov Mahomed at kuldkaste Afguderiet, omvende Afiater og Afrikaner til den sande Gud, og ved sin Al-Coran at oplære dem i mange moralske Dyder; men Fanden var ikke dog saadan en Nar, som I tænke Jeg giorde dog saa meget (og det var mit Hoved Øiemeed) at Mahomedanerne ikke komme til den sande Kundskab om Forsoneren, og dermed har jeg vundet mit største Spil. Hvad gaaer mig deres Ceremonie