✂

Spaadom

af

den berømte Eremit

Martin Zadeck

anaaaende

hvad som skal skee i de tilkommende Tider

hvorover

hele Verden skal forundre sig,

som han

i sin Alders 106 Aar ved Solothurn i Sveitserland har aabenbaret sine Venner

den 20 Dec, 1769.

Trykt i Kiøbenhavn 1770 og sælges i No 8- paa Børsen.

2
3

Vi have her en tænkværdig Prophetie, som en Mand af 106

Aar har udladt sig med i Sveitserland ved de Alpiske Bierge. Denne Mand nemlig - som var fød i Solothurn i Sveitserland, og heed Martin Zadeck, begav sig 1739 til de Alpiske Bierge,

hvor han, som Eremit , har henbragt 30 Aar i Eensomhed iblant Biergene, unddraget sig al menneffelig Selskab, og levet af Urter og Rødder. Samme

har for sin forunderlige Afgang den 20 Decemh. 1769 givet følgende Spaadom.

Han sagde til sine omkringstaaende Venner, som besøgte ham: Giver Agt paa mig, mine Venner, jeg vil sige Eder hvad der skal skee i de tilkommende Tider, hvorover Verden skal overmaade forundre sig.

I hele Tydskland og, i Sveits skal komme en Tid, da Folk ingen Næring skal have. I fem samfulde Aar skal al Handel og Vandel ganske forsvinde; men naar disse fem Aar ere til Ende, skal Commercien igien florere. Vejrliget skal være langt anderledes beskaffen, end det har været tilforn. Nu skulle ogsaa Menneskene blive bestyrkede i den Meening, at Jorden gaaer og Solen staaer stille; men det

besynderlige Vejrlig vil komme af Vinvenes Beskaffenhed, som skulle blæse fra ganske ubekiendte Egne. I ti Aar stal Verden see langt anderledes ud, og da skal man en Tidlang, indtil dette Aar: hundrede er forløben, have de beste Tider, som Efterkommerne skulle rose. Da skal man ikke mere agte nogen Rigdom og Kostbarhed. Man skal da alene tragte efter Guds Naade og Barmhiertighed. Verden skal igien paa nye oplives af den Almægtiges Aande, den sande Religion jo meere og meere udbredes, og Guds Ord gaae i Svang iblant Menneskene. Alle Anstøds Hindringer skulle rømmes af Veien. Retfærdighed skal man handthæve. Fred og Samdrægtighed skal kysse hinanden i Europa. Da skulle meget frugtbare Aar komme; al Handel og

Vandel skal blomstre. Tyrkerne skulle i kort Tid miste alle deres Lande i Asia og Africa.

Conftantinopel, den Tyrkiske Kei: fers Residents, skal uden Sværdslag blive indtaget. Indvortes Oprør, hemmelig Tvedragt, og bestandige Uroligheder, skal legge det Tyrkiste Rige øde. Hunger og Pest skal giøre en Ende paa disse Uroligheder. De skulle falde i deres egne Sværd, og ynkeligen omkomme. I Aaret 1779 mister de alle deres Lande i Europa, og da skulle de retirere sig til Tunis, Fetz og Marocco i Africa. Tartarerne skulle ganske udrøddes. En saadan skrækkelig Hunger skal komme iblant dem, at de skulle opæde hinanden selv for Hunger. Republiken Venedig skal

erobre en stor Deel af Grækerland, og den faaer nu Kongeriget Candia igien. De urolige Polakker stulle drives ganske til Paaren; En Stormvind, som de ikke have formodet, skal komme over dem. Kongeriget Pohlen skal faae ligesom en nye Gestalt, da i en Tid af fem Aar mange Tydske Indbyggere stal sætte sig der ned. Dantzig, o du ædle Dantzig! du som er Gud og din Konge troe, du skal blive stor, og hele Europa stal beundre din Storhed. Men I, I ulykkelige Tyrker, skulle see eder nødte til at forlade Græsk-Weissenborg og hele Ungarn frivilligen. Et raslende Blad stal jage eder. I skulle ikke være sikre paa eders Liv. I skulle i evige Tider ikke mere lade eder see i Ungarn. Eders Moskeer skulle ødelegges, eders Afguds-Tieneste udrøddes,

og eders Alcoran giøres til intet. See Mahomet! du osterlandske Antichrist, din Tid er omme, din Grav skal forbrændes, og dine Been forvandles til Aske. Men Krigen skal i kort Tid ogsaa indfinde sig i saadanne Lande, hvor man troer sig sikker. Lilien, jeg meener Frankerige, skal strække sine Blade og Grene ud over en stor Deel af Italien. Kirkestaten skal meget svækkes. O hvilken em Tid! O hvilken en Skiebne! Tænker selv, thi jeg vil ei tale herom. De geistlige Ordener, som have staaet over tusinde Aar, de gaaer til Grunde. En Deel af Italien skal tage Fransk, og en anden Spansk Partie. — Sverrig skal blive et meget stort Rige. Man vil finde mange Guldgruber deri. Dets Stat skal blomstre, Indbyggerne deri skulle glæde sig.

Men Dannemark skal blive endnu større og mægtigere, og udvide sin Magt i Asien og America; mange tusinde Hedninger skulle omvendes under dets Regiering, og den sande Religion udbredes i ganske ubekiendte Lande imod Sønden formedelst sammes Omhyggelighed- Tre Nationer af Norden lader sig see med mægtige Floder ved de Africanske Kyster, og skulle i en kort Tid bringe hele Africa under deres Herredømme.

Ja Rom skal erobres af Franzoserne; men Lilien skal ikke her fatte Rod, men meget mere maa vige en anden Magt. Hele, ja hele Tydskland, glæde dig, thi Herren giver dig Freden. Rusland, Dannemark og Sverrig skal opfyldes med store Skatte, og alle østerlandske

Kostbarheder skal man nu finde i disse Lande. Sinatanerne skulle blive endnu eengang saa mægtige, som de ellers have været; de skulle da berømme sig og sige: de Tyrkiske Skatte have giort os til Herrer. De skulle erobre mange af de Americanske Øer, og deres Handel og Vandel og anseelige Commerce skal blive endnu vidt anseeligere. Den Sveitserske Republik skal derved faae en stor Tilgang. Men inden fem Aar skal en stor Deel af America eller den nye Verden gaae til Grunde ved Jordskielv og Vandflod. Hele Persien skal antage den christelige Religion. En stor Monark af Europa skal bringe næsten hele Asien under sit Scepter. Dør og Skaadde skal overalt oplades for ham, og ingen fiendtlig Magt hindre ham. De vantroe Mahomedaner

skulle ødelegges, og Lyset skal skinne paa Mørket. En klarstinnende Glands skal bryde frem i Asien, og Morgenrøden opgaae efter saa lang en mørk Nat.

De hedenske Lande skulle erøbres af de Christne. I Jerusalem skal man paa et vist Sted, imod Solens Opgang, ved en Tyrkisk Moskee, finde en fiirkantet flad Steen i en liden bruun Grav, samme skal man ville tage op, men da ingen menneskelig Arm formaaer det, saa skal man blive nødt til at sprenge denne Steen i Luften; derunder vil man treffe en stor Hvelving, og finde den vise Salomons Skat, samme vil beløbe sig til 18000 Millioner. De Kostbarheder og Oldsager, man der skal finde, skulle ikke være at tælle. De Tyrkiske Muselmænd skulle

for deres Undergang saaledes puste af rasende Galenskab imod de Christne, at de ei alene skulle true den ganske Christenhed med Undergang, men ogsaa ville udrødde alle og enhver Christen; men Gud i Himmelen leer derover, han har allerede ladet giøre Ringene, som han vil legge de Tyrkiske Blodhunde i Næsen; han siger: Hertil skal du komme og ikke videre, her skulle de stolte Bølger legge sig. De blodtørstige Fiender af Christenheden vil den Almægtige giøre til intet ved en ringe Hob Folk, ja de skulle nu i faa Aar ud røddes. Naar Constantinopel er erobret, skal man i et gammelt aflægs Pallads udrømme en Kielder, og deri vil man finde en flad hvid Marmorsteen, hvorpaa er hugget et Kors med Navn Sophia Imperatrix. Under denne Steen skal

staae en stor Sølv-Kiste, og deri vil man finde en stor Skat af Guld og Edelsteene, samme vil man vurdere til 50 Millioner. Det Romerske Keiserdømme skal nu lange til den høieste Spidse af rimelig Lyksalighed, saa at denne Lyksalighed skal langt overgaae Carl den Femte. Det Romerske

Keiserdømme skal vedvare i bestandig Flor indtil Verdens Ende. I Nazareth i det forjættede Land skal en vigtig Stad blive bygt af de Christne, den skal have 4 Tydske Mile i sin Omkreds. Christenheden

skal da staae endnu 200 Aar i fuld Blomster, og hele Asien skal antage den christelige Troe. Men efter den Tid skulle mange Tegn og Under skee. Der skulle opkomme mange nye Kietterier. Evangelii Lys skal igien efterhaanden udslukkes, og man skal af tydelige Vidnesbyrd kunne

mærke, at den yderste Dag et nu nær. Jeg glæder mig i Aanden derover, thi mine Been skal ikke være Jordens Skiød anbetroede i saa mange hundrede Aar, søm mine Forfædres Been; men jeg gaaer hen og hviler, at jeg kan opstaae i min Deel ved Dagenes Ende. Et beder jeg Eder, mine Venner, at I aabenbarer Verden denne mærkværdige Spaadom; jeg har ikke kundet fortie den. Men at I kunne vide, at min Spaadom er sand, saa vil jeg to Dage efter min Død endnu engang bekræfte den for eder.

Denne Christen døde derpaa Kl. 9 den 20 December 1769, da han henimod Kl. 8 havde aabenbaret sin Pro: phetie. Efterat den var fortalt, laae denne Martin Zadeck i en sagte Slum,

indtil han endelig efter en Stund døde salig hen. Den 22 Dec. om Aftenen Kl. 9 blev han levende igien. Han stod op af Liigsengen og kom ind i Stuen, satte sig ned og fortalte sine nærværende Venner sin hele Spaadom endnu engang. Endelig henimod Kl. 11 om Aftenen begyndte han at sukke, og efterat han havde giort en kort Bøn, faldt han igien i en Slum og sank død til Jorden.

Bevaagne Læser! Her kan man vel staae noget stille, thi det er en sandfærdig rar og mærkværdig Tildragelse, som man kan anstille en liden Betragtning over. Det er i Sandhed forunderlige Ting, og, naar man sammenligner de fremfarne Tider med den nærværende, saa kan man meget let giøre den Slutning, at denne

106 Aar gamle Mand ingen Usandheder har spaaet. Gud hielpe enhver iblant os, at han maa nyde den Skat, som er over alle Skatte , her saa og hisset i Rolighedens Land.

✂

Mirzahs Syn i

Skiæbnens Tempel.

Kiøbenhavn 1770.

2
3

Tilskrift

til

Madame Andersen fød Hauber.

Madame!

Den Kierlighed, som De have til Videnskaberne og den Smag, med hvilken De dyrker dem, giver mig det Haab, at De ikke ugunstig optager den Frihed, som jeg giver mig, at sætte Deres Navn forved Oversættelsen af Das Gesicht des Mirzah.

Den tydske Mirzah har samme Øyemærke, som den franske Zadig, under Billeder at give os en lærerige Paamindelse, om denne vigtige Sandhed, at alt det som i Verden fører Navn af Hændelse er intet andet, end enten Straf, eller Belønning, eller Prøve, eller Forsyn; og til Ære for Mirzah og hans Fædreneland, ere hans Bestræbelser, ligesom Zadigs blevne belønnede med et almindeligt Biefald.

Jeg har forsøgt at indklæde ham i dansk Dragt, dersom han under denne Skikkelse maatte finde Deres Yndest, naar De, træt af Deres sædvanlige Forretninger, søger Hvile og Fornøyelse i smukke Bøgers Læsning, saa er dens Ønske opfyldt, som med al muelig Høyagtelse henlever Madame Deres ydmygste Tienere Oversætteren.

Jeg Mirzah, vandrede bedrøvet og ensom omkring igiennem Markene ved Bagdad, efterat jeg en Heel Dag var bleven qvælet af at see den lykkelige Ugudelige og den lidende Dydige. Naturen indsvøbt i Mørkhed og den Stilhed, som herskede i den hele Egn, opfyldte min Siel med en endnu stærkere Tungsindighed. Alle Uretfærdigheds Scener, de Nødlidendes Jammer, som skrige om Hielp, og finde ingen Redning, Daarernes Lykke og Glæde, med et Ord, enhver Ulykke, som overfalder Menneskene, og hvortil jeg saa. ofte havde været et Vidne, blev paa engang levende i min Siel, og aftvang mig Sukke. Min Græmmelse overvandt min Standhaftighed. Taare af Medlidenhed og Menneskekierlighed trillede ned paa mine Kinder, og mit Hierte flød over, af Klagemaal over den Menneskelige Skiebnes ulige Uddelelse. Jeg forglemte mig selv saavidt, at jeg begyndte ar knurre imod Forsynet. » Gud! raabte jeg, gid dog dette Øre ikke mere maatte høre den

Sukkendes Røst; gid dog dette Øye ikke mere maatte blive træt ved at see den Elendige! Hvorfor skabte Forsynet Skabninger til Ulykke, de, som aldrig have beder det om Livet?

Hvorfore gav det dem endog denne overflødige Fornuft, paa det de skulde føle, ar de vare ulykkelige. Hvorfor triumpherer Lasterne? Hvorfor forsmægter Dyden under Lenker? Hvorfor lider den Uskyldige, og hvorfor krones den Strafværdige?,,

Jeg vilde endnu blive ved at fortsætte mine Klagemaal, da der paa engang udbredede sig et Mørke omkring mig. Mine Fødder skielvede af Skræk, og Jorden syntes selv at synke under dem. Et huult Tordenslag gav Gienlyd fra de næste Høye tilbage i Dalene omkring Bagdad; jeg følte, at jeg havde syndet, og med en dødelig Angest faldt jeg ned paa Jorden for at bede om Naade. En Straale, klarere end et Lynild, trængte paa engang igiennem Mørket, og et Gestalt i et skinnende Klædebon stoed for mig. Jeg antog dette for en af den Eviges Engler, for Albunoh Sahareddin, ham, som udlegger de guddommelige Hemmeligheder. Følg mig Mirzah, og lad af ar dadle Forsynet, sagde han i en Tone, som indskiød mig Mod nok til at følge ham. Han bragte mig i faa Øyeblikke indtil Foden af en Rad bratte og ubestigelige Bierge, som med deres Hoveder syn-

res at naae op til Himmelen. Aldrig havde jeg seet Naturen i en mere forfærdelig Skikkelse. Hele Stykker af Klipper hængte ud, en over den anden, og truede ved den ringeste Rystelse, at styrte sig ned i de dybt under dem liggende Dale. Den hele yderste Side af Bierget var en øde Klippe, hvor Øyet forgieves søgte at finde en Græsplet, eller nogle grønne Træer, for at kunde udhvile sig fra de ubehagelige Udsigter, paa hvilke det maatte see sig træt. En sammenblandet Brølen af Løver og Tigre gav et Gienlyd udaf Hulerne, som Naturen havde indarbeydet i Klipperne. Dalerne imellem de udhængende Klippespidser vare store Sandørkener, hvilke af en Stormvind bleve drevne i Høyden i stedsevarende Hvirveler. Jeg kunde ikke blive en eneste Vey vaer, ved hvilken man kunde have kommet over Bierget. Desuagtet formærkede jeg adskillige Personer, der med den yderste Umage søgte at klavre op ad den steyle Klippe. De erholdte Straf for deres Forvovenhed. Jeg saae dem, en efter en anden at falde ned, deels i Sandørkene, hvor de bleve qvalte af Vindhvirvlerne, og begravne under store Sandhøye; og deels at blive et Rov for de vilde Dyr , hvis Huler de maatte krybe forbi.

Jeg spaaede mig allerede skielvende ingen bedre Skiebne. Min Selskabs Broders Smilen

gav mig tilkiende, at han vidste min Frygt. „Mirzah, sagde han, Forsynet straffer kuns den forfængelige Selvkloghed, der med Magt vil trænge sig ind i dets Gebeet. De Retskafne vandre under dets Beskyttelse, og byder Farerne Trods.,, Herpaa tog han mig ved Haanden og førte mig ind i en af Biergets Aabninger. Jeg erfarede, at det var en temmelig beqvem Giennemgang. Neppe havde vi ongefæhr tilbagelagt tredive Skridt i samme, førend jeg fuld af en henrykkende Glæde faae, at jeg var paa den anden Side af Bierget.

Hvilken Forskiel imellem Udsigterne af Bierget paa denne Side og den foregaaende! Denne hele Kiede af Klipper var ligesom en Muur omkring et meget behageligt anlagt Labyrinth, i hvis Midte jeg langt fra blev en prægtig Bygning vaer. Denne inderste Side af Bierget indjog ikke, ved saadant et forfærdeligt Syn, den Skræk, som den yderste. Den var gandske skiult med skyggefulde Skove og blomstrende Enge. De imellem dem igiennemløbende Bække, vandede dem og Labyrinthet, i hvilken de udgydede sig og forestillede Øyet tillige de prægtigste Vandfalde. Fuglenes Sang, Bækkenes Harmonie, Blomsternes Lugt, og en Mængde andre Naturens Skiønheder; disse saa uskatterlige og dog saa forag-

rede Naturens Skiønheder forenede sig med Hinanden, for at sætte Sielen i den Henrykkelse, hvilken Alkoranen har forjættet de Rettroende efter deres Død.

Jeg var endnu beskieftiget med Følelsen af alle disse Behageligheder, da min Førere opmuntrede mig til at følge ham igiennem Labyrinthet til Skiæbnens Tempel; thi det var den Bygning, som laae for os. Jeg beundrede, i det vi gik derhen, disse saa kunstig i hinanden flettede Gange. Det var umueligt, uden en mere end menneskelig Førere, at vikle sig ud af alle disse Krumveye. Den eneste Fordeel bestod imidlertid blot deri, saa lidet, som mueligt, at vige fra den lige Linie, hvis man vilde naae Tempelet. En eneste Sidevey førte hen i faa mange adskillige Sidegange, at man stedse foer vild i en bestandig Cirkel, uden at nærme sig Bygningen med et eneste Skridt.

Tempelets Dørre aabnede sig af sig selv, ved vores Ankomst, og lukkede sig og af sig selv til igien efter os. Jeg fornam hverken Laas eller Slaa for samme, og min Førere sagde mig, ar de ikke kunde aabnes ved nogen menneskelig Behændighed, men at de lukkede sig op og til efter den Guddoms Villie, som blev tilbedet i Tempelet. Oven over Tempelet stode disse Ord indgravne med gyldene Bogsta-

ver: Gud er retfærdig, og hans Veye ugrandskelige.

Naturen og en simpel Majestæt gjorde dette Tempel mere prægtig end Kunstens Behændighed. Hele Bygningen hvilede paa en Rad Støtter af hvidt Marmor.. Et Altar af Allabast stod i Enden af samme. I Stæden for Guddommens Billede, steeg der en Skye af Røg i Høyden fra Alteret , og opfyldte Tempelet med en Duft af det vellugtendeste Røgelse. Paa den høyre Side af Alteret hang der en sort Marmortavle, og tvers over for den et Speyl af det klareste Chrystal. Da Albunoh Sahareddin førte mig hen til Alteret, talte han endnu disse faa Ord: » Lær her Mirzah, at Forsynet aldrig giør Mennesker ulykkelige, uden for at see dem lykkelige,,, og derpaa forsvandt han for mine Øyne. Uagtet, at jeg befandt mig alene paa et saa ærværdigt Stæd, saa følte dog mit Hierte en vis ubegribelig Frimodighed. Fuld af en brændende Iver kastede jeg mig ned paa Trinnene af Alreret, og anraabte Guddommen om dets Beskyttelse. Neppe havde jeg fuldendet min Bøn, førend en majestætisk Stemme raabte til mig: Staae op, Mirzah ! see og læs!

Jeg kastede mine Øyne paa Speylet, og jeg saae min Ven, Abdallah, i samme, en

Mand, hvis Dyd ofte havde foraarsaget mig Beundring, og, hvis Elendighed ligesaa ofte havde aftvunget mig Taare. 'Han fad i sit elendige Værelse, hvor Mangelen udgiorde det eneste Husgeraad. Hans Arm understøttede hans af Svaghed og Græmmelse skielvende Hoved, og Taarene trillede ned af hans ærværdige Kinder. Og, havde han ikke Aarsag at græde? Fire uopdragne Børn laae for hans Fødder, og bade om Brød, og det femte, hans Yndling, laae vag et elendigt Leye af Straae, og forsmægtede af en slem Sygdom, formedelst Mangel paa Hielpemidler. Dette var kuns en liden Ulykke for den lidende Abdallah. Hans Kone, som han paa det ømmeste elskede, der ved sin Ødselhed var bleven Aarsag til hans Elendighed, forøgede hans Pine ved de smerteligste Bebreydelser. Abdallah kunde ikke længere taale at see en saa heftig Jammer. Han gik hen at søge Underholdning for sine Børn. En Ven, som han tilforn ved sine Tienester havde forskaffet et vigtigt Embede og gode Indkomster, var den første, som han anraabte om en ringe Bistand. Denne nedrige Siel skammede sig ved at kiende Abdallah. Han saae sig frygtsom omkring, om ikke nogen af hans Bekiendtere bleve vaer, at en Mand i en afslidt Kiol og af meget fartig Anseelse talte temmelig fortroelig med ham. Han affærdige sin Ven med den koldsindige

Høflighed, at der nu var ham umueligt at tiene ham; men han bad ham indstændig, at han ved en anden Leylighed ikke vilde søge nogen anden, end ham, om Hielp. Det var vel mere end ti Gange, at Abdallah havde faaet saadant Svar af ham. Min Ven sneg sig trøstesløs bort fra denne Utaknemmelige. Han var saa ulykkelig, at han mødte en af sine Creditorer. Denne krævede ham for en ringe Gield. Han bad ham i de bevægeligste Udtryk, at han vilde have Taalmodighed endnu en føye Tid. Denne Barbar begegnede ham paa det allergroveste, for den Velgierning, som han udbad sig, og truede ham endog med Prygl, dersom han ikke betalte. Hans Fiende var rig , han maatte altsaa tie og være glad, ar han ikke virkelig blev slagen. Med megen Møye betlede dog Abdallah nogle Asper tilsammen. For enhver Smule, som han erholdte, maatte han og tillige snart taale Skieldsord, snart Foragt, og snart Spot. Abdallah Kiøbte for den indsamlede Almisse, Brød, og takkede Forsynet for den rige Velsignelse, som der havde beskiæret ham.

Af Bedrøvelse og Forundring gav jeg et høyt Skrig fra mig, og Væmodigheden qvalte mine øvrige Klagemaal. Jeg slog af ongefær mine Øyne paa Marmortavlen, paa hvilken tilforn ikke var noget skrevet, og jeg læste

følgende forgyldte Skrift: See endnu en gang og døm saa Forsynet. Jeg saae endnu en Gang i Speylet og Scenen havde forandret sig. Der var ikke mere den ulykkelige, nøysomme, og menneskekierlige Abdallah. Det var Abdallah i fuld Overflødighed af Lykke, som i den støyende Glæde, der omringede ham, havde qvalt al Følelse af Menneskekierlighed. Han flog sine Slaver, var haarhierted imod de Elendige, og falsk imod sine Venner. Jeg læste med en ærbødig Forundring den Lærdom, som Skiæbnens Tavle indeholdte, der stod: Ofte lider den Dydige, fordi han skulde lade af at være dydig, hvis han ikke havde Lidelser, forsynet giver ham Elendighed og Taalmodighed, og det giver ham det eneste hvormed det kan giøre ham lykkelig.

Jeg betragtede Speylet med en større Tilfredsstillelse, da et nyt Optrin styrtede mig i min forrige Tvivl og Uvished. Jeg saae mit ulykkelige Fædreneland ødelagt af Krigen og alle de Gruesomheder, der pleye at følge den. Der hvor Dale tilforn havde blomstret og stolte Stæder sikkert opløftet sine Muure, var nu øde Stæder og Steenhobe. Strømme af Blod flød igiennem dem i Stæden for vederqvægende Bække. Millioner Mennesker faldt ned for Sværdet, Hungeren, Luen og de afskyelig-

ste Laster, raabte om Hævn, og raabte forgiæves. "Millioner Mennesker, raabte jeg, skal være et Offer for en Ugudelig! „ Et Land fuld af Forbrydelser, svarede Skiæbnens Tavle, fortiener en foragtet Guddoms Straf. De som endnu ikke ere gandske Lastefulde, blive tugtede, paa det de ikke gandske skulde blive det; og de som have været og ere endnu oprigtige, redder Forsynet midt udaf Farens Storm.

Bassa Mehemets Pallast, som lod sig tilsyne i Speylet, bar alt for prægtig, at det ikke skulde have draget mine Øyne til sig. Jeg havde allerede ofre maattet sukke over denne lykkelige Ugudelige. Al hans Høyhed, alle hans Rigdomme, vare Frugter af den nederdrægtigste Ondskab, fra den ringeste Betienter, som han havde været, havde han ved at udøve alle muelige Laster, svunget sig op til den Værdighed at blive en af de fornemmeste Ministre i Riget. Er heelt Land sukkede under de haardeste Undertrykkelser, hvormed de bleve qvælede af hans Rovsyge, og denne Barbar, loe af deres Taare, fom han havde giort elendige. Enhver Dag opfandt han Midler til at udføre en nye Last, og enhver Last lykkedes ham. Og dog brammede hans Paladser, som vare bygte paa de undertryktes Hytter, med en stolt Sikkerhed. Hans Agre bar rigelig Frugt

end andre. Hans Skibe løb ubeskadigede og med rige Ladninger ind i Havnen. Hans Lyksasalighed var bleven til et Ordsprog i Bagdad. Naar man vilde ønske sin Ven den fuidkommenste Lyksalighed, saa sagde man: Vær lykkelig som Mehemet! Jeg saae denne Strafværdige i al hans Pragt. Han sad ved et Giestebud, som han selv havde ladet anrette, tilbedet af sine Hyklere, frygtet af sine Fiender, og kuns hemmelig forbandet af dem, som sukkede over ham. Enhver enkelt Kostbarhed, som skinnede omkring ham, var er Bytte af en Uretfærdighed. Han klædede sig af de Nøgnes Nødtørftighed, drak i sin Viin Enkernes Taare og forærede til sine Hyklere de Faderløses Formue. Han gik fra Taffelet til sin Mætresse og nedlagde for hendes Fødder Indkomsterne af en heel Provints til en Foræring for hendes nederdrægtige Villighed. Derpaa traade han med hende til Vinduet og saae en Uskyldig blive henrettet, som havde talt Sandhed om ham og om hende, og just i det samme Øyeblik erholdte han Efterretning at Sultanen havde, til en Belønning for hans Fortienester, giort ham en Foræring af et anseeligt Jordegods. Jeg læste: Den Lastefulde er lykkelig, for at blive desto mere strafværdig. Mit Had til denne Tyran var alt for stor, til at Skiæbnens Tavles Dom havde kundet stille mig tilfreds.

Jeg var just i Begreb med ikke længere at skiule min Misfornøyelse over denne Ugudeliges Lykke, da jeg blev Mehemet vaer i hans geheime Kabinet. Hvilken Forskiel imellem ham og den Mehemet, som havde syntes at være den lyksaligste paa Jorden! Han var bleg og udtæret af en hemmelig Melankolie. Fuld af Fortvivlelse vred han de Hænder, som han saa ofte havde toet i de Uskyldiges Blod. Han rev alle de forfængelige Kiendetegn af sin Høyhed af sig, og traadde dem under sine Fødder, og midt i dette Raserie græd han som er Barn. Jeg faldt i Forundring over denne Forandring. Hans Yndling, som ved sine overmande store Laster var bleven det, traadde ind i Gemakket, og nu erfoer jeg Aarsagen til hans Fortvivlelse. En af hans Fortroelige havde skrevet ham til, at inden faae Dage skulde en pludselig Unaade giøre Ende paa hans heele Lyksaligheds Drøm, dersom han ikke besad Klogskab nok til ar afvende dette Stød. Hans Yndling gjorde ham et Forslag til at redde sig, det nedrigste, som en ærekier Mand ikke skulde have kundet anhøre uden at straske Raadgiverens Forvovenhed. Det behagede Barbaren og han befoel ham at hente sin Datter. Fatime , der var lige saa dydig, som hendes Fader var lastefuld, kom ind.

Hun hørte skielvende, at hun, for at befrie sin Fader fra en truende Unaade, var af ham be-

stemt til et Offer for Sultanens Begiærligheder, hvilken baade formedelst hans Laster, saa og formedelst hans naturlige Heslighed var hende i en lige Grad afskyelig. Forgiæves falt hun med grædende Taare ned for hans Fødder og bad ham at skaane hende. Et vredt Øyekast befoel hende at adlyde.! Hun adlydede, blev ulykkelig, undrog en Ugudelig endnu nogle faa Øyeblikke fra Undergang, og døde af Græmmelse over hendes Ulykke. Jeg saae at Mehemet des uagtet ikke var lykkeligere, Jeg saae ham i sit Sovekammer. Hvor angestfuld var ikke hans Søvn! Med hvilken Pine og Qval veltede han sig ikke omkring paa de rigeste persiske Tapeter! Han sov aldrig uden et Harnisk. Nu sprang han uroelig op af sit Leye, følte paa Laasene, som bevarede hans Skatte, bævede ved den ringeste Lyd, igiennemsøgte sine Gemakker, fandt sine Slaver i en roelig Søvn, ønstede sig en Deel af deres Lyksalighed, og erholdte den ikke. Dagen brød frem Mehemet var glad at den kom, og dog kom den kuns for at qvæle ham. Han skielvede naar han aad og blegnede naar han drak, uvis om han havde raget Døden eller Næring til sig. Aldrig kastede han sig i sin Mætræsses Arme, uden ar frygte for Forræderie. Omgiven af al den Pragt, der skiulte hans Elendighed for den Uerfarnes Øye, saae han en Lykkelig, som han

kke havde styrtet, blev bange at han maaske først skulde styrtes af ham, og følte af al sin Lyksalighed, intet andet end den Frygt at tabe samme. Jeg slog mine Øyne ærbødig ned til Jorden for Guddommens Domme, vendte mig til den venstre Side af Alteret og læste: Den sande Viisdom forblindes ey af den Ugudeliges Glands. Den seer intet uden hans Elendigheder, og savner al hans Lyksalighed.

Jeg tilbad stiltiende Forsynets Retfærdighed, da en pludselig Jordrystelse opvakte mig af min Dybsindighed. Jeg flog mine Øyne op og Mehemets Pallast og Haver, tilligemed ham selv vare forsvundne. Paa det Stæd hvor de havde staaet, saae man intet uden en ureen Pøel, og den hele Egn var forvandlet til den forfærdeligste Ørken. En skrækkelig Hylen fordoblede Skrækken, og følgende Ord paa Marmoret, tilkendegav hvad Mehemet var bleven til: Han skal udryddes af Jorden, som Støv for Vinden, og Æfterkommerne skal tvivle om han har været til.

Dette Syn var mig alt for forskrækkelig, til at jeg saa let kunde glemme det. Jeg fordybede mig i stille Betragtninger, retfærdiggiorde

Forsynet og troede at jeg ikke mere skulde være i Stand til at tvivle om dets Retfærdighed. Af ongefær faldt mine Øyne paa Crystallet. Jeg saae Tarik og Thirza de ømmeste og dydigste Elskere i samme. Det var just den Dag paa hvilken de havde deelagtiggiort Kierligheden alle deres Ønsker, og følgelig ogsaa al den Lyksalighed , som de kunde nyde. Thirza overgik ved hendes yndigheder alle de Kostbarheder, hvor med Orientes Overflødighed havde prydet hende, og hendes Hierte var endnu skiønnere end alle hendes Yndigheder. Maalløs af en henrykkende Glæde faldt Tarik hende om Halsen og kuns ved afbrudte Ord, kuns ved enkelte Udraab, var han i Stand til ar udtrykke hende sin Lyksalighed. Med en elskværdig Sædelighed giengeldede Thirza hendes Elskeres ømme Kierlighed ved en villig Smiil. Hun blev rød over Tariks uskyldige Friheder og rødmede gierne. Hvor sterk udtrykkede ikke hendes Stiltienhed, det som hun følte! Mit Hierte flog glædeligere end det nogen Tid havde slaget ved tvende til Kierlighed og Dyd dannede Hierters Lykke. Hvorledes kan vel og en Menneskeven virkelig føle en mere fuldkommen Fornøyelse end naar han seer en lykkelig og dydig Kiærlighed? Men hvilken Menneskeven har vel neppe mere end engang i sin hele Livs Tid følt denne Fornøyelse? De tvende Elfferes Samtale drev

min Glæde til den høyeste Grad, som den kunde opnaae. Hvor fuldkornmen ædel, hvor høymodig var ikke deres Hierter! Tarik og Thirza besad utallige Rigdomme. De benyttede sig af samme dertil, at de paa deres Forenings Dag, lod uddele en anseelig Summa til et Udstyr for 6 fattige og vel voxne Piger, og giftede dem med skikkelige Mandspersoner. Tarik og Thirza erindrede sig nu denne ædle Handling med den Vellyst, som er Menneskekærlighedens og Ædelmodighedens heele, men og tillige dens rigeste Belønning. Hvor stærk forestillede de sig ikke disse Personers Lykke, ved Følelsen af deres egen Lyksalighed. Taare af Glæde lod sig see i deres kierlige Øye. Nu, sagde de, vil de omfavne hinanden, og midt i deres Favnetag vil de anraabe Forsyner om Velsignelse for os. Herpaa giorde de et Udkast af en Plan til deres tilkommende Levemaade. Hvor mange Nødlidende skulde ikke giøres lykkelige! Hvor mange Dyder skulde ikke trækkes ud af Støvet og Forglemmelse. Alle Børnene af dette fortreffelige Par skulde opdrages til Dyden, skulde blive paa samme Maade deres Medmenneskers Lykke, som deres Forældre havde været det. De faldt midt i deres Henrykkelse paa Knæe, og bad Forsynet, ar det vilde give dem enten dydige, eller og flet ingen Efterkommere. Endnu bad de, da Lof-

tet af Værelset begyndte forfærdelig at knage, og faldt Halvparten ned. Thirza sank af Skræk ned i hendes Elskeres Arme. Tarik havde endnu kunde reddet sig; men uden Thirza var det ham umueligt. Han søgte at rive hende udaf Faren, da den anden halve Deel ligeledes styrtede sig ned, og begrov de tvende Elskere under Gruset. Paa engang tabte Verden alle de mangfoldige Lyksaligheder, som den havde at vente af det allerfuldkommenste og dydigste Par.

Jeg tildækkede mit Ansigt for Skræk, og ønskede, af Væmodighed, at være bleven begravet tillige med Tarik og Thirza under Gruset. Jeg dristede mig ikke i lang Tid til at løfte mine Øyne paa Skiæbnens Tavle. Endlig giorde jeg det, og tilbad: Jeg læste: Det daarlige Menneske seer intet uden der Nærværende. Forsynet kiender allene det Tilkommende. Døden var den herligste Belønning for Tariks og Thirzas Dyd. Den reev dem ud fra den Ulykke, som truede deres Dyder, og befriede dem fra den Græmmelse, at have avlet lastefulde Efterkommere.

Mit Hierte var nu fuldkommen roelig, i Henseende til Forsynets Veye. Jeg besluttede

ikke at lade mig mere forføre af noget Syn i Speylet. Jeg fandt snart Leylighed til at udføre min beslutning. Den unge Temur, det liderligste Menneske i hele Bagdad kom tilsyne i Chrystallet, som han i den heftigste bevægelse gik frem og tilbage i sit Kammer, Vrede, Fortvivlelse og hevn var malet paa hans ansigt. Efter at han nogen Tid havde syntes at være ubesluttet, drog han, fuld af en rasende Vrede, et Papir frem, og rystede udaf samme, et vist Pulver i en koppe Sorbet,

som han havde staaende for sig. „Ja, sagde han, denne Gift er der eneste Middel, som kan redde mig udaf min Fortvivlelse. Den utroe Roxane foretrækker mig den uværdige Walid. Min Fader vil ikke længere, som hidindtil, understøtte mine Fornøyelser ved fin Gavmildhed, og mine Creditorer truer mig hver Dag med Fængsel. Jeg vil paa engang hævne mig paa Roxane, paa min Fader og paa mine Creditorer.„ Han fatte allerede Koppen til Munden, og jeg var allerede glad, at Verden skulde have en Døgenikt mindre. „ Dog, raabte han, jeg skulde da døe, uden at have hævnet mig paa Walid? Ney! denne Elendige maa først føle min Hævn„ Han satte Koppen ned, tog sin Sabel paa, og gik bort. Faa Øyeblikke derefter traadde hans Fader, en ærværdig graahærdet Mand, ind i

Kammeret. Man kunde læse Bedrøvelsen over hans Søns Udskeyelser i hans hele Ansigt. Han understøttede sine vaklende Fødder veden Stav. Kraftesløs og udmattet sank han. ned paa en Stoel. Hans af Svaghed skielvende Hoved, hans redelige Mine, hans Gestalt, som var bleven ærværdig ved Alderdommen, havde alene fordret Ærbødighed og Medlidenhed for ham, dersom det sidste endog ikke alerede var bleven formeret, ved den Ulykke, at have en lastefuld Søn. Han var tørstig. Til al Ulykke, saae han Skaalen med Sorbet, drak, faldt med heftige Spændinger ned paa Jorden, og opgav sin Aand. Jeg ydmygede min Forundring under Forsynets Retfærdighed. Det belønnede min Lydighed derved, at det med dets usynlige Finger skrev paa Skiæbnens Tavle: Ofte bliver Forbrydelserne meget sildig en Straf, for den, der begik dem. Temurs Fader var, formedelst en strafværdig skiødesløs Opdragelse, sin egen Søns Forførere. Det var billigt, at Temur blev et Redskab, til at straffe sin Fader. Neppe havde jeg læst denne Skrift, førend den forsvandt, og en anden lod sig see i dens Sted: Betragt det hele, og døm ret. Jeg saae igien paa Speylet, og jeg blev en stor Øe vaer, igiennem hvilken flød en brusende

Strøm, eller langt hellere, en Arm af Havet deelte Øen i to lige Deele. Den Deel af Øen paa den høyre Side var en blomstrende Dal, som var opfyldt med de herligste Palladser og de behageligste Haver. Den anden halvø Deel var en uhørlig stor Sandørken. En Mængde smaae Floder igiennemskar begge hal« ve Dele, og løb deels i Havet, og deels i den store Strøm. Hele Øen var beboet; men i en hver Deel var Indbyggernes Skiæbne indrettet efter Jordens Beskaffenhed. Paa den høyre Side af Strømmen var Glædens og Fornøyelsens Opholdsstæd. Man kaldte det de Lyksaliges Land. Uophørlige Sange og Dantse vare Indbyggernes fornemmeste Beskæftigelser: denne fortryllende Egn. Jeg formærkede imidlertid adskilligt, som de ikke syntes at blive vaer, ellers skulde de have været mindre fornøyede. Saaledes faae jeg Folk ved de herligste og med velsmagende Giestebude at være glade indtil Udskeyelser, uden at give Agt paa visse Slanger, som krøbe op, og udspyede Gift i deres Mad og Drikke. I de kostbareste Palladser boede meget ofte Taranteler og andre urene Orme. Andre vare omgivne med al den Overflod, som er velsignet Land kunde tilbyde dem; og havde dog ingen Mund at nyde den med, men i dens Stæd havde de bekommet fire Øyne, for at beskue samme. De latterligste iblant dem alle,

syntes mig at være dem, som frasagde sig al Glæde, og ilede efter visse forblindende Lys, af hvilke de bleve lokkede fra et Stæd til et andet, indtil de af Mathed eller af Forseelse faldt ned i en af Floderne, hvorpaa Blindlysene strax forsvandt. En anden Galenstab, som mange begik, bestoed deri, at de med Gevalt styrtede sig i den brusende Strøm, og svømmede over til Bredden af Ørkenen, som blev kaldet de Ulyksaliges Land. I denne elendige Ørk hørte man intet andet end Lyden af dens Indbyggeres Klagemaal. Tyngselen af de store Byrder, som de bare, udpressede Sveden af dem alle, og desuden bleve deres Trængseler endnu formerede af Solens Straaler, som uophørlig skiød lige ned paa dem. Med et bedrøvet Øyekast saae de ofte over til de Lyksaliges Land, og erholdte intet andet derved, end at deres Byrde bleve dem endnu desto tungere, og, at de kunde høre den Spot, hvormed Indbyggerne paa den anden Side triumpherede over dem. Ingen sukkede mere under den Byrde, som han bar, end de, som havde været saa taabelige, at svømme over fra de Lyksaliges Land til dette. Det var saavel dem, som de øvrige Indbyggere forbuden, fra denne Side af at fare tilbage over Strømmen. Nogle faa kom dog over. Men Luften i de Lyksaliges Land bekom dem næsten aldrig godt. De sprang ofte frivillig i Strømmen

og svømmede igien tilbage, til deres Byrder. Enhver af disse Elendige beklagede sig for hinanden, at hans Byrde var den tungeste. Undertiden omvexlede de den med hinanden. Dette Bytte angrede dem snart, og enhver tog da sin egen igien tilbage. Det syntes mig imidlertid virkelig ikke, at disse Byrder vare saa utaalelige, som deres Bærere paastod. Jeg formærkede, at den Ubehændighed, hvormed de bleve pakkede og baarne, havde megen Deel i deres Tyngsel. Nogle, som vare behændigere end deres Kammerater, bare derfor og deres Last med mindre Besværlighed. De gik fornøyede og muntre fort, og følte neppe deres Byrde, da de øvrige imidlertid stønnede under deres, og vankede hid og did med uvisse Trin. Beboerne af de Ulyksaliges Land havde endnu en anden Fordel. De bare deres Byrder kuns faa Skridt , da de derpaa styrtede ud i den store Strøm, eller i en af Floderne, og af dem bleve drevne ud i det store Verdens Hav. Indbyggerne af de Lyksaliges Land havde just samme Skæbne, De nød deres Glæde kun kort, og bleve derpaa opslugede af de forskiellige Floder. Jeg fornam, at de stedse med megen Heftighed søgte at arbeyde sig igien udaf Vandet, da Indbyggerne derimod, paa den anden halve Deel, lode sig, uden at giøre den ringeste Bevægelse, føre fort

af Floden. Jeg giorde endnu en anden Anmærkning, som var denne, at de Lyksaliges Land var stærkere beboet end de Ulyksaliges Land.

Jeg var just i Begreb med at undersøge nogle andre smaa Omstændigheder, da den Heele Himmel indsvøbte sig i sorte Skyer. Tordenen buldrede igiennen Luften, stærkere end nogen Tid tilforn. Øen blev rystet af de heftigste Stød. Bølger som Bierge steege ud af Havet op til Himmelen, og opflugede Øen samt alle dens Indbyggere og i et Øyeblik var alting i Speylet en uigiennemtrængelig Nat. Et overnaturligt Lys oplyste paa samme Tid det heele Temprl. Den Skye af Røg, som hidintil var stegen op i Høyden fra Alteret, forsvandt, og i dens Stæd brændte der en Lue. Jeg laae halv død af Skræk, udstrakt paa Gulvet af Tempelet; en overnaturlig Kraft styrkede mig, at jeg igien kunde staae op. Jeg saae med langt større Bogstaver end tilforn, skreven følgende Ord paa Skiæbnens Tavle; Evigheden uddeeler alene den sande Lykke og Ulykke til de Dødelige efter deres Fortienester. Speylet var imidlertid bleven klar igien, og jeg saae paae en stor Slette, et Fruentimmer af mere end menneskelig Skiønhed siddende bag en klarskinnende Throne. Hun holdte i den ene Haand er Vaaben og i den anden et flammende Sværd.

Millioner Mennesker af alle Tidsaldere og Nationer vare forsamlede omkring hende. Hun afveyede meget Nøye først de Forsamledes Dyder og Laster. Derpaa veyede hun med samme Nøyagtighed, de Ulykkeliges Lidelser, som de tilforn havde udstaaet. Hun gav disse sidste, en større eller mindre Beløning ligesom de havde været mere eller mindre dydige, og ligesom de havde havt mere eller mindre Lidelser. Jeg saae med en u-udsigelig Vellyst, hvor pludselig disse Elendiges Taare bleve aftørrede, hvorledes Græmmelsen flyede bort fra deres ukiendelige Ansigter. En guddommelig Glæde straalede ud af deres Miner, og de gik med en fornøyet Tilfredsstillelse hen til de evige Boeliger, som vare blevne dem, bestemte. Kuns faa af dem, som i deres Livstid havde været lykkelige, erholdte nu Beløninger af Gudinden. De fleste bleve befundne at være for lette, og overgivne til den sorte Dødsens Engel, af hvilken de bleve pinede. Jo større deres Lyksalighed fordum havde været, jo større var nu og deres Pine. Nogle af dem beskyldte Dommerinden for Uretfærdighed. De erindrede hende, en eller anden enkelt Dyd, som de i deres Livstid havde udøvet. Retfærdigheden, svarede dem, at den sande Dyd bestaaer i Udøvelsen af alle Dyder, og at de for en eller anden enkelt god Egenskab vare noksom blevne belønnede ved de rimelige Lyksaligheder.

Uformodentlig forsvandt det heele Syn i Crystallet. En Røst lod sig høre: Gaae hen Mirzah og kær ar tilbede Forsynet endog naar der synes at være uretfærdig. Jeg vaagnede op ligesom af en Drøm, og fornam ar jeg laae nær ved Bagdad , under et skyggefuldt Laurbærtræe, uvis om jeg havde drømt, eller om jeg havde seet et virkeligt Syn. Jeg gik hen til min Boellg og græd ikke mere, hverken over den Ugudeliges Lykke, eller over den Dydiges Ulykke, efterdi jeg nu vidste ar der første var langt mindre end en Drøm, og det andet altid en Belønning af Forsynet.

30
31
32

✂

Den

145 Aars gamle norske

Bondes * * *

Spaadomme

om forunderlige

Tildragelser

som skal skee;

Apocryphiske Tanker

høie Hemmeligheder.

— 169*.

Kiøbenhavn 1771. Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Fortale.

Denne lille Piece er funden ligesom den her udgives. Man er ei sikker paa, om det er den bekiendte gamle norske Bondes Værk eller ikke, da ei Autors Navn etter noget rigtigt Aarstal staaer derpaa. Maaskee den kan være skrevet forhen af en anden gammel Mand, maaskee den kan være dicteret af de nu Levende, og af en anden udskreven.

Vi ville ei opholde os med Gisninger, siden Skriftet paa Titelbladet

4 Fortale.

var defect, der hvor en Stieme findes, kan man ei være sikker i Sagen; af de Tal 169*, som findes paa Titelbladet, skulde man let formode det var skrevet i det 17de Seculo, ifald det ei skulle være en Skrivfeil, hvilket man snart skulle troe, siden Autors Alder er 145 Aar, som just stemmer overeens med den nu Levendes Alder.

At tale lidet om Skriftet selv, da er det aldeles mystisk, uagtet man ei kan begribe Autors Meening, ei heller uddrage nogen synderlig Meening deraf, har man dog holt det Trykken værdigt, da det har en Bonde til Autor, og kan tiene til et Mønster paa saadan en

Fortale. 5

gammel Mands Tænke- og Udtryks-Maade.

Det første, som er en Art af en Spaadom, eller et Syn, kan Deels være en Slags stærk Indbildning hos saadan en gammel Mand, der maaskee kan have seet et eller andet Syn paa Himmelen, som i sig selv kan være naturligt; men som hans Myndighed om de himmelske Legemer og Phenomena, kan have bevæget ham at ansee for noget overnaturligt, og, som en overtroisk Indbildning kan have lært ham at ansee anderledes, end det virkelig har ladet sig syne, og derfor af ham er anseet, som en Forvarsel, .eller en Spaadom.

6 Fortale.

De sidste Tanker, som han kalder Apocryphiske, (et Navn han maaskee har lært af sin Børnelærdom,) indeholde en og anden god Morale, skiønt ei alle ere ret begribelige.

Imidlertid har man meddeelt denne Piece til Trykken, saaledes som den er funden, og har ikkun hist og her rettet de alt for grove Vildelser i Ortographien.

Aab. 16 C. 17 V.

Og den syvende Engel udøste sin Skaal i Luften, og en stor Røst udgik af Templen i Himmelen fra Staden som sagde: Det er skeet.

Skriv til den Meenigheds Engel i Epheso: Og du forsøgte dem, som sige sig at være Apostler, og ere ikke, og Haver befundet dem at være Løgnere.

Tael du gamle Erfarenhed, den Unge kan ei tælle dine Fied i Støvet. Høsten giver modne Frugter, og Lærdom groer med de graa haar. Jeg haver seet de fremfarne Tider jeg er til i de nærværende.

Hvo haver plukket Druerne af en nyesat Ympe, og hvo savnede modne Frugter, naar de affaldne Blade bedække de Stæder, som ere nøgne efter Høstemandens Lee?

Jeg haver seet de Ting, som jeg vil bevare til Efterslægten, og som skal fortælles fra Mand til Mand. Hører til I Gamle, giver nøie Agt paa I Unge, og fortælle det igien til dem, som endnu die deres Moders Bryster!

Jeg saae et Syn i min Seng om Natten. Ja, om Midnats Tider, naar den aarvaagne Alderdom tidt maa tælle de søvnløse Nætter; og see jeg saae, just da Hanens Gal delede Natten, at hele Himelen var oplyst, og der var en ubeskrivelig Klarhed, rundt om Syv-Sternen, alle taagéde dunstfulde og mørke Skyer styede til Side, som Røg for Norden-Vind.

Og see Syv-Stiernen tindrede først et lidet, og den gik bort imod Østen, men

den kom igien og indtog sit Stæd, og da blinkede rundt omkring den adskillige større og mindre Stierner.

Nogle blinkede længere og nogle kortere, og mange gave store Stierne-Skud.

Det varede et lidet, men atter gik Syv-Stiernen bort, Orion, Arcturus og Carls-Vogn fulgte den.

Men see imedens jeg stod og betragtede dens Stæd, hvor Veyrlyset blussede i adskillige Flammer, kom Syv-Stierner igien, og var atter endda mere skinnende, end forste gang den kom igien.

Og see, da forsvunde adskillige store og smaa Stierner, og Nordlyset blev ei mere at see, og dets Stæd blev ei hellerfundet.

Men da saae jeg underlige Ting, og see der lod sig i Syv-Stiernen tilsyne, som en Stridsmand, en vældig Kiempe, og han havde syv Kroner paa sit Hoved, og de glimrede alle, som Solen, og han uddrog sit Sverd, hvis Spidse naaede imod Norden, og see han talede, men da bævede Jorden, og de Ord han talede er ei givet noget Menneske at forstaae.

Og see, da forsvunde mange af de store Stierner og eendeel af de smaa nedsænkedes, men da der blev mørkt, og For mørkelse i de store og de smaa Stierner, da var der idel Lys og Glans i SYv-Stiernen.

Da saae jeg nok et Syn, og see da fremkomme Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen, og Retfærdighedens Billede stod midt imellem Biørnen og Vederen, og de Holte fast ved den, og see den vældige Kiempe i Syv-Stiernen smilede og vinkede ad dem, og de komme nær til den, fulde af Glands og Herlighed.

Og der kom atter en sælsom Hændelse, og see en stor gylden Drage flyede for Retfærdighedens Billede, og Biørnen og Vederen forfulgte den, og der var en Lyd, somraab te: Det store Rommertal er forsvunden, og Kiempen skal nedslaae de uredeliges Banere.

Og der fremkom een med en Skriveres Bog, hvorpaa der vare skrevne store og betydelige Ting, og de fleste Stiernekredser

vare afmalede i den Bog; men der udgik en Lyd af alle Kredserne, som raabte: Vi ere vrangelig ind og udskrevene, og Kiempent bevægede sit Sværd, og Skriveren blev borte, men der fremkom atter en Lyd fra Norden, som raabte: Uovervindelige store Kiempe! nedslaae alle Skriverens Svenne, omstød deres Blekhorne, og giv os en nye Skrivere og en nye Bog.

Og see da fremkom en utallig Hær fra Norden, og fra Østen, og Vesten, og Sønden, og de tilbade alle, og fulde ned for Kiempen paa deres Ansigter, og de opstode fulde af Glæde, og de istemmede en Lovsang, og de siunge: Kiempen er uovervindelig , Dragen, og Uglen, og Skriveren, og alle de farlige Stierner og Veierlyset og Stierne-Skuddene skulle blive borte for ham; thi Kiempen er uovervindelig, og Retfærdigheden og Biørnen og Vederen de skulle trives i Kiempens Palladser. Og see der blev lyst rundt om Syv-Stiernen, og vidt og bred omkring paa Himmelen, saavidt jeg kunde see, var der

saare lyst, og jeg saae en utallig Hær, som droge hid og did, ligefom deres Færd der handele, og see der vare Skibe, Seigle og allehaande Frugter at see i Overflod, og Kiempen saae det, og smilede af Glæde, og mellem hvert var en flor Bulder og Lyd af dem, som raabte: Kiempen er uovervindelig, og Dragen og Uglen og Skriveren ere borte, Lyst og Lykke skal groe hos Velstand, thi Kiempen er uovervindelig!

Og see der fremkom en Skare i Purpur og Skarlagen med Hielme og Skiolde og de neyede stadselig for Kiempen, og Kiempen glædedes ved dem, og Kiempen gav dem hver en Centner, og de sprunge alle af Fryd og raabte: Kiempen er uovervindelig, han haver, begavet og formeret os, og Satanas Geriel er borte, som vilde fortære os, Kiempen er uovervindelig, og Verdens Hiørner skal bæve for hans Sværd og mægtige Arm.

Og see der fremkom atter en utalt Skare af dem, der vare at see til, som. Maanen i sin Formørkelse, og de ginge trodselig frem til Kiempen, og Kiempen sagde: I ere Løgne-

re! og de skiælvede for hans Røst, men de fulde ikke, og Kiempen sagde: Jeg vil beholde eders Navn men I skal føle mit Sværd, og eders Hovmod skal blive liden!

Men da raabte hele Befæstningen: Vældige Kiempe! nedslaae dem, som fortrykke, mishandle og udsue os. Og see der aabnede sig en Døre der sadde mange trindt om de store Borde og Kiempen pægede paa dem, og de skiælvede og hviskede indbyrdes.

Og see der udgik et stort Brev fra Kiempens Haand, og det var en langt Rule, og derpaa var meget optegnet. Men det var skiult for mine Øyne, og Synet blev borte for mig, og jeg hørte en Lyd af Pauker, Harper og Trompeter, og en Røst, som sagde: bevar alt det du haver seet, betænk det du forstaaer, og gruble ei paa det, som er dig ubegribeligt. Kiempen er uovervindelig , viis og retfærdig, hannem skee Lykke og Held , og Lyksalighed skal gaae uden for Norden, og strække sig videre end Sønden.

Dette Syn haver jeg seet om Natten i min Seng, og jeg haver optegnet det, paa det de, som forstaae sig derpaa, kunde udgranske det; men hvo er givet at see alle Ting, og begribe det Synliges Sammenhæng.

Maaskee noget Got kan findes i det vi Stumdom mindst agter, og maaskee mange Forvarsler kan skee, som vi ofte ikke be tragte

Enten dette Syn er betydeligt, eller ei, haver jeg det dog for sin Sælsomheds Skyld optegnet. Og det var om Natten fra Klokken 12 til 2 jeg saae dette Syn.

Apocryphiske Tanker om høie Hemmeligheder Hvor er Sølvet, og hvor er Guldet? hvor, fra kommer Nordenvinden, og hvor blæser Søndenvinden Hen?

Opgrave den Uretfærdiges Ager, og see om ei Rigdommen er nedgravet i hans Jord!

Hvo lærte Tidsler at voxe Høyere end de ranke Eegetræer? hvorledes blev den Nøgne saa hastig prydet, og den Velklædde afført sin beste Prydelse?

Kan det i Væxt staaende Granetræes Stamme blive nøgent midt om Sommeren,

og en fortørret Mose bliver græsbegroed, uden det skal gaae imod Naturens almindelige Orden?

Hvo vil nedrive sine Gierder, naar der uden fore er fuldt af vilde Dyr, som kunde opæde Ageren, og nedtræde Sæden? -—

Tiener den Svend sin Herre trolig som formindsker hans Hiord, og ødelægger dens Yngel? men Hvorledes kan den eene Tiener offentlig forringe sin Herres Eyendom, uden de andre ere Medvidere deri?

Hvo vil saae sin Sæd paa Klipper, og udbryde Steene af sine fede Agrer?

Hvo kiendte den fierde Alder, og ei var fornøiet? hvo betragtede den siette og ei tænkede? hvo saae den femte, og ei elskede? men lyksalig er den, som oplever den Syvendes Frugt.

Brend ei din Haand paa Næller, og forgrib dig ei paa utilladeligt Gods, saa skal du ei føle Svie, og ei heller frygte.

Hvo troede, at Løvens Unger skulle knuses af Ulve, at Tidsler skulle groe -i Hvede-Agre, og Honnig fattes i Canaan? var da Vægten og Loddet i den urette Haand, og var der ingen Styrke i Magten?

Tie stille, I Orme, som længe nok have hvislet, Tiden afhugger Eders Braad og Rædsomhed skal blive langt borte fra den med Løv begroede Hytte! —

Tigeren, Ulven og Ræven legede om Sommeren, Lammene bleve opædte, men Hyrden kom, og Angsten forsvandt. —

Man opsankede alt det Blanke, man førte det over Havet, man giemte det i fremmede Busker, men hiemme blev tomt.

Man malede hele Bygninger med Vandfarver, de glimrede een Tid for Øiet, men en Støb-Regn afskyllede dem, og Eieren saae Grunden , men den var saare skrøbelig og svag.

Man saaede, man plantede, der kom Soelskin, og Regn, alting voxede overflødig, men der blev dog ingen Høst for Urtegaardsmanden, og Hans Sønner smagede ei Frugten, Fremmede krøb over Gierdet, og plukkede den af, før den var moden.

Øiet sagde: Jeg seer mange deilige Beeders Tanden sagde: Giv mig een at smage. Haanden sagde: Ney, og Maven knurrede af Sult, medens Kinden blev bleeg.

En stor Kugle veltedes rundt omkring, den var rundt om besadt med Navne, snart vendede det eene op, snart det andet ned, men paa Enget, hvor den væltedes, groede ikke noget Græs.

Oprigtighed kiøbte sig en Bolig midt i Skoven, de Trædske omringede den med Pallisader, og den kom hverken ud eller ind. —

Alderdommen kom midt ind i sit eget Huus, men den kiendte sig ei igien, den sagde: Her har jeg aldrig boet; Boligen

var dog den samme, men Tappeseriet var i gandske nyt. *)

Disse mine ringe Tanker haver jeg optegnet i min Eenfoldighed. Jeg er en gammel Mand, som har levet længe i Verden, jeg har seet og hørt meget, men Er farenhed er en god Læremesterinde.

Jeg skriver ey for de Lærde, men for de Enfoldige; thi jeg er selv en læg og ustuderet Mand.

*) De som ranede i Patan byggede Palladser i Haran, og berigede sig i Vesten, ja fik Rigdom fra Ophir.

✂

Martin Zadecks

forunderlige og merkværdige

Spaadom,

om

det ottomanniske eller tyrkiske

Riges totale Undergang, og Europas eller Christenhedens florerende Tilstand i Fremtiden,

hvilken han

i sit 106 Alders Aar, efterat han i lang Tid

havde levet som en Eremit i en Hule, ikke langt fra Solothurn i Sveytserland, har aabenbaret sine Venner. Oversat efter det Baseler-nyrnbergiske exemplar og confeseret med den Danziger Copie 1770

Kritisk Anmærkning.

Kunde vore Bønder, der boe i Skovene, ikke forfærdige noget af den nyrnberger Kram, som her med saa stor Fordeel afsættes, og derved spare Landet aarlig en anseelig Summa? Saaledes spørger en patriotisk Forfarter, og dette Spørgsmaal har givet Anledning til nærværende Oversættelse.

Jeg har mærket at Nyrnbergerne, iblant deres andre Snorerepiberier afsætter en god Mængde af denne Chartek for 4 skl. Stykket. Denne Priis fortiener Opmerksomhed. Vahresom i Tydskland trilles omkring paa Hjulbøre og sælges efter Favnemaal, skal i Dannemark udgives efter Vægten, ja i Drachmer og Scrubler! Er det ikke ubilligt. — Her overleveres

da Liebhaberne, eftersom man dog har Lyst til at læse den, samme Spaadom paa dansk for 2 ß. og derved spares ikke allene den halve Udgift; men de skiønne danske Fiirskillinger kan endog blive i Landet. Imidlertid kan jeg forsikkre, at i hvor fordeelagtig og oekonomisk dette Foretagende enten kan synes eller være, saa var samme dog aldrig bleven oversat af mig, hvis jeg ey forud havde havt den fuldkommenste Tillid til Læserne, at de i vore oplyste Tider, ikke anseer denne Spaadom for andet end det som den virkelig er; men at de hellere ved enhver nye Sætning, som den gode Martin Zadeck fremsætter, erindrer sig Bondens Forundring da han faae Abekatten: Hvad giør ikke Tydsken for Penge. Oversætteren.

Gunstige Læsere!

Vi overleverer her i deres Hænder en Spaadom, som en viis Mand i sit 106 Alders Aar har propheteret. En Mand navnlig Martin Zadeck ved Staden Solothurn i Sveytserland, begav sig. 1739 ind i de alpiske Bierge. Sammesteds levede han som en Eremit i den største Eensomhed henved 30 Aar, og undrog sig fra al menneffelig Selskab; og levede af Urter og Rødder. Denne Mand, da han merkede sit Endeligt, som indfaldt den 20 December afvigte Aar, har han sammenkaldet sine Venner og aabenbaret dem følgende' Giv Agt paa min Tale og mærker hvad jeg vil sige, jeg vil fortælle Eder det som skal skee i de tilkommende Tider, hvorover hele Verden skal forundre sig. I hele Tydskland og i Sveytserland skal der i 5 Aar komme en meget slet Tid, al Handel og Vandel skal ophøre, og Pengemangelen skal blive almindelig; men naar denne Tid er forbi, da skal Handelen igien florere. Veyrliget skal i denne Tid være af en gandske anden Beskaffenhed, end det har været forhen. Nu skal Menneskene blive bestyrkede i deres Mening, at Jorden løber omkring, og Soelen staaer stille. Men Aarsagen til dette Veyrligt reyser sig blot af de indfaldende Vinde, hvilke skal komme fra gandske ubekiendte Egne. I en Tid af 10 Aar skal Verden bekomme en gandske anden Gestalt, og da skal man en Tidlang indtil Udgangen af dette Aarhundrede have de beste Aar , hvilke endog Efterkommerne skal rose. Da skal man ikke mere give Agt paa nogen Rigdom eller jordisk Kostbarhed; men blot alene

tragte efter den guddommelige Naade og Barmhiertighed. Verden skal da paa nye oplives igien af den Almægtiges Aande; den sande Riligion skal jo mere og mere udbredes, øg iblandt Menneskene stal Guds Ord gaae i Svang, alle Hindringer, som ere i Veyen før det Gode, skal udryddes, og alle Anstødsstene skal borttages. Retfærdighed skal haandthæves, og Fred og Endrægtighed skal trøste hinanden i Europa. Da skal der indfalde frugtbare Aar, og da skal Handel og Vandel blomstre. Tyrken skal inden kort Tid miste alle sine Lande i Asien og Afrika. Constantinopel skal indtages uden Sværdslag. Indvortes Uroeligheder, hemmelig Tvedragt og bestandig indbyrdes Oprør, skat nedbryde det tyrkiske Rige, og Pest og Hunger skal aldeles giøre Ende paa disse Uroeligheder. De skal falde i deres eget Sværd og jammerlig omkomme. Deres Lande i Europa skal de miste 1770, og da al de blive tvungne til at tage Flugten til Tunis, Fetz og Marokko i Afrika. Tartarerne skal aldeles blive udryddede. Der skal opkomme en saa afskyelig Hunger iblant dem, at de, for at stille samme, skal blive nødt til at opæde hinanden. Republikken Venedig skal igien blive Herre af en stor Deel af Grækenland, og nu skal den igien bekomme Kongeriget Candia. De uroelige Polakkere skal fuldkommen blive drevne til Forlig. Der skal komme en stærk Stormvind over dem som de ikke havde formodet. Kongeriget Polen skal bekomme en Ungdoms Deylighed, saasom mange tusinde tydske Indbyggere skal nedsætte sig der. Danzig, o du ædle Danzig, du som er Gud og din Konge tro, du skal blive stor, og din Størrelse skal hele Europa beundre. Men I, I ulyksalige Tyrker, I skal blive nødt

til frivillig at forlade Belgrad og Heele Ungarn. Et rystende Blad skal være i Stand til at jage Eder, I skal Dag og Nat blive tvungne til at frygte Eder, hvor der intet er at frygte, og I skal ikke være Eders Liv sikker, I skal til evig Tid ikke lade Eder see i Ungarn. Eders Moskeer skal ødelegges, Eders Afgudstjeneste udryddes, og Eders Alkoran sønderrives. See Mahomet Du orientalske Antichrist, din Tid er forbi, Dit Gravsted, skal opbrændes, og dine Been skal forvandles til Aske. Krigen skal endog bryde ind i de Lande, hvor man troede sig fuldkommen sikker. Lilien skal ubrede sine Grene og Blade over en stor Deel af Italien. Kirkestaten skal Blive meget svækket. O Tider, o Hændelse, tænker, seer, jeg tier! De geistlige Ordener, som allerede har staaet i mange Aar skal gaae til Grunde. En Deel af Italien skal gribe til fransk og en anden til spansk Partie. Sverrig skal blive et meget mægtigt Rige, man skal finde mange nye Guld-Gruber i samme. Dets Stat skal blomstre, og dets Indbyggere skal glæde sig. Men Dannemark skal endnu blive mægtigere og udbrede sin Magt i Asia og Amerika: Mange tusinde Hedninger skal omvendes under din Regiering, og i de gandske ubekiendte Lande imod Sønden skal den sande Religion ved din Omhyggelighed udbredes. Tre af de østlige Nationer lader sig see med mægtige Floder ved de afrikanske Kyste og skal i en kort Tid bringe hele Afrika under deres Lydighed. Rom! O nei! Dog ja! Rom skal erobres af de Franske; men Lilien skal ikke her fæste Rødder, men tilsidst blive nødt til at vige for en anden Magt. Glæd dig Tydskland, thi Herren giver dig Fred.

Rusland Sverrig og Dannemark skar blive glædede med store Rigdomme og utallige Skatte, og alle østerlandske Kostbarheder, skal man nu herefter finde i disse Lande. Venetianere skal blive endnu engang saa mægtige, som de have været forhen. Da skal de roese sig og kunde sige: De tyrkiske Skatte have giort os til Herrer. De skal erobre mange af de afrikanske Øer, og deres Handel skal blive langt anseeligere. Den Sveitserske Republik skal og bekomme en stærk Tilgang. Men inden 5 Aar skal en stor Deel af Amerika eller den nye Verden gaae til Grunde ved Jordskielv og Vandflod. Hele Persien saavelsom den store Mogol og Mohrland skal antage den christellge Religion. En stor Monark i Europa skal næsten bringe heele Asien under sit Septer. Dørre og Laase skal overalt oplukkes for ham og ingen fiendtlig Magt skal kunde modstaae hans seyerrige Vaaben. De vantroe Mahomedanere skal blive udryddede og Lyset skal skinne udaf Mørket. I Asien fal ftembryde en klarskinnende Glands, og efter en saa lang og mørk Nat skal den blide Morgenrøde opgaae. Der hellige Land og Jerusalem skal indtages af de Christne, og Saracenerne skal gandske udryddes, og da skal man i Jerusalem paa et vist Sted imod Soelens Opgang ved en tyrkisk Moske grave en nye Brønd, der skal man finde en firkantet flad sort Steen , denne vil man løfte op, men saasom ingen menneskelig Arm er i Stand til at udrette det, saa bliver man nødt til at sprænge den i Luften, under den skal man finde en stor Gevælvt, og inden i samme den vise Salomons Skat, som al udgiøre en Summa af 180000 Milioner Ducater. De Kostbarheder og Oldsager, som man sammesteds skal forefinde, bliver ikke til at tælle.

De tyrkiske Muselmænd skal førend deres Un dergang fnyse af en rasende Vrede imod de Christne, saa at de ikke alene skal true den hele Christenhed med Undergang, men endog ville ødelegge dem alle. Men Gud skal ikke tillade det. Han har allerede ladet den Ring forfærdige, som han vil sætte de tyrkiske Blodhunde i Næsen. Han siger: Hertil skal du komme og ikke videre, her skal din Stolthed lide Skibbrud. Chriftenhedens blodtørstige Fiender, skal den almægtige Gud, ved en gandske liden Hob giøre til intet, ja i faa Aar skal de aldeles blive udryddede.

Naar Constantinopel er indtaget, saa skal man giøre en Kielder, i et gammel afsides liggende grædsk Pallads ryddelig, deri skal man finde en flad hvid Marmorsteen, hvorpaa findes udhuggen et Kors med det Navn Sophia imperatix; under denne Steen stal der staae en stor Skat af Guld og Ædelstene, den bliver vurderet for 50 Milioner Daler.

Der rommerske Keyserdsmme skal nu ved den guddommelige Naade naae den høyeste Spidse af timelig Lyksalighed, saa at dets Magr skal langt overgaae Carl den Femtes Magt og Lyksalighed, og denne florerende Tilstand skal vare indtil Verdens Ende.

I Nazareth i det forjættede Land skal af de Christne bygges en Stad, den skal have en Miil i Omkreds.

Christenheden skal efter en Tid af 200 Aar fane i den beste Floer, og hele Asien skal antage den christelige Religion. Men naar denne Tid er forbi, da skal der skee mange Tegn og underlige Gierninger, der skal opkomme mange nye Kietterier. Evangeli Lys skal efterhaanden udslukkes, og af tydelige Vidnesbyrd skal man kunde mærke, at Herrens store Dag er nær. Jeg glæder mig allerede i Aanden derover; thi mine Been skal ikke i saa mange Aarhundrede betroes til Jordens Skiød, som mine Fædres Been.

Jeg gaaer hen og hviler, paa det jeg kan staae op i min Deel ved Dagenes Ende.

Et udbeder jeg mig af Eder, mine Venner! det er at I aabenbarer Verden denne merkværdige Spaadom. Jeg har ikke kundet fortie den. Enhver iblant Eder, mine Venner, søger flittig efter den forborgene hemmelige Skat, den samme Skat, i hvilken alle Viisdoms og Erkiendelses Skatte ligge skiulte. Hvem som finder den, han finder Livet og fuld Fornøyelse.

Paa det at I skulde kunde mærke at min Spaadom bærer Sandhedens Stempel , saa vil jeg endnu engang 2 Dage efter min Død igientage og bekræfte samme.

Han døde altsaa om Aftenen Klokken 9 den 20 December 1769; thi da han Klokken henimod 8 havde fuldendet sin Spaadom, saa laae denne Martin Zadeck i en stille Slum, indtil han endelig efter en Times Forløb sagde Verden god Nat. Han døde, som allerede forhen er bleven sagt, ikke langt fra Solothurn i Sweyz den 20 Dec. 1769 i en slet Hytte. Den 22 Dec. Klokken 9 om Aftenen blev han levende igien, han stod op af sin Liigsæng, kom ind i Stuen, satte sig ned og fortalte sine tilstædeværende Venner endnu en Gang den hele Spaadom. Endelig henimod 11 om Aftenen begyndte han at sukke, og efterat han endnu havde bedet nogle korte Bønner, saa faldt han ligesom i en Slum og sank ned til Jorden.

✂

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høje Hemmeligheder skrevne Aar ester Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771

Kiøbenhavn. Selges i Bogladen No 8. paa Børsen.

2
3

Fortale Min Farfader Børge Olsen, som var føed til Verden 1573, og døde den 11 Maii 1697 i sit Alders 124 Aar, haver seet det følgende Syn 1692 paa sin Odels-Gaard, Børjen kaldet, i Norge, 5 Aar før han døde. - Min Farfader, som i sine yngre Aar havde tient en fornemme Herre, og med ham var reiset udenlands, forstod got at regne, læse og skrive, og foruden adskillig anden Kundskab, forstod han af Grunden det Tydske Sprog; ja han var saa vel øvet i samme, at Præsten, Mester Christen, ofte lod

ham hente, for at forklare ham Tydske Præken-Bøger, som den salige Guds Mand (der døde 9 Aar førend min Farfader) ei kunde til Grunde forstaae. - Min Farfader var ellers Lehnsmand i Norge, (omtrent det samme som Sognefoged i Danmark), og var han saavel formedelst sin ærlige og christelige Vandel, som formedelst sin gode Oplysning og udenlands Reiser, af alle fornemme Folk meget agtet og æret. - Min Farfader studerede flittig i Bibelen, og i Besynderlighed læste han tidt og ofte Johannis Aabenbaring, og sagde han tidt og ofte, det var en dyrebar Bog. - Jeg glemmer aldrig en Dispute, min Sal. Farfader engang havde i et Grav-Øll med Hr. Christen, om det ord Zebaoth; Ja! ja! Præsten maatte ofte tørre Sveden af sig og tilstaae min Farfader, at han var en vel oplyst Mand.

Aarsagen, hvorfore jeg giver dette Skrift i Trykken, er denne: at jeg erfarer, en anden har vildet udgive min Farfaders Spaadomme. Men omendskiønt den gode Mand kan have meent det ganske godt, seer jeg dog, han har ei faaet min Farfaders Skrift rigtig i Hænde.

Thi min Farfaders egenhændige Skrift har, som et Klenod, altid blevet giemt; men min yngste Broder, som blev saa fornemme, at han var Student i Kiøbenhavn, og havde sat sig fore, naar Herren hjalp ham til Præst, at udgive det i Trykken, har maaskee ladet nogen see det, som har udcopieret det, men ei retteligen; thi min Broder, som døde i Kiøbenhavn, sendte mig Afskriften igien da han blev syg, paa det den efter hans Død ei skulde falde i andres Hænder. Siden nu min Broder, som en lærd Mand, er død,

haver jeg ei taget i Betænkning, i mit Hiertes Eenfoldighed, at give det i Trykken, paa det den sande Sammenhæng kan komme for lyset, og lærde Folk kan see hvorlunde min Farfader haver været en vel oplyst Mand. -

Til den Ende, haver jeg formaaet vores Skolemester, som en studeret Mand, at skrive denne Fortale

i mit Navn. - Der gaves Adskillige, i den Tid min Farfader levede, som troede at dette Syn ei var andet, end en stærk Indbildning af min Farfader, som kune reise sig

deraf, at han aarle og silde læste i Johannis Aabenbaring, og havde Hovedet fuldt af de Tanker han læste. Men foruden det at min Farfader var ved en sund Fornuft og helbred, alt indtil 3 Dage for hans

Endeligt, saa var han en sandru og ædruelig Mand, som aldrig hverken

drak Brændeviin eller røgede Tobak, hvilket mange troværdige Mænd kan bevidne, ligesom det og af Prædikestolen blev oplæst i hans Testamente da han blev begravet. -

Jeg leverer da herved Skriftet, og vil have mig anbefalet alle Læsernes Yndest, ligesom jeg igien befaler dem i Guds trygge Varetægt. Skrevet paa Ole Børgesens Vegne, af

Conrado Aunemoen/

Skoleholder loci.

De Kiøbmænd med saadanne Varer, som ere blevne rige af den, skal staae langt borte, for dens Pines Frygt, og græde og sørge, sigendes: Vee! vee! det er den store Stad, som var beklæd med kosteligt Linklæde, og Purpur og Skarlagen, og forgyldt med Guld og (prydet) med dyrebare Stene og Perler; thi saa stor Rigdom er ødelagt paa en Time.

Apocalyps. XVIII., 15-16.

Og den som sad paa Stolen sagde: See jeg giør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi, disse Ord ere sande og trofaste. - ibid. XXI., 5.

Giv Agt paa Alderdommens Tale og ær de graae Haar. Erfarenhed er den beste Læremesterinde, og Lærdom er paa den Bedagedes Læber. Ungdommen følger ei altid Viisdoms Fied. Vellysterne giøre ham dem ofte mere ukiendelige end Skibets Vei i Havet. - Som Høsten giver modne Druer, saa giver Alderdommen sand lære. Thi foragt ei hans Røst. Daaren leer kun af de Vises Tale. -

Jeg haver seet de forbigangne Tider. Jeg prøver de nærværende, og længes efter de efterfølgende. -

Jeg haver seet mærkværdige Ting, som bør ihukommes fra Slægt til Slægt, og bevares til den sildigste Tid. —

Giver Agt derpå, I Gamle, hvis Forstand er moden i Alderdommens Høst. Hører nøie til, I Unge, som smage Livets Foraar. Bevarer det i Eders Hierte, fortæller det fra Mand til Mand, og lader det komme for deres Ørne, som die de ømme Mødres Bryster! —

Naar ofre Ungdommen henrykkes i den sødeste Slummer, saa viger Søvnen fra den skrøbelige Alderdoms Øienbryne, og jeg, jeg har ofte tællet Timerne i de søvnløse Nætter.

Men see, en Nat, da jeg just vaagnede ved Hanens Gal som forkyndede Midnatten, da var mit Kammer allevegne oplyset som af den fulde Maanes Skin. Og jeg hørde en Røst, som sagde: Stat op, see og hør de Ting, som mange Øine have seet men ei agtet,

som mange Ørne have hørt, men ei forstaaet; men bevar nøie hvad du haver seet og hørt!

Jeg hørte denne Røst tvende Gange, og en kold Gysen overkom mig, og jeg stod op as min Seng, og da saae jeg følgende.

Der var et svagt Lys over Himmelen, ligesom Dagens, naar den gaaer til Nedgang, og Aftenens Tusmørke frembryder. Lidet efter blev Himmelen ganske sort, der varede en Stund, men Mørkheden forsvandt efterhaanden, og en Klarhed, som den angenemme Morgenrødes, frembrød, og man saae Syvstiernen tindrede igiennem Morgenrøden. - Listig og herlig Var dens Glands, —

Da fremkomme mange Stierner, Hesperus, Arcturus og Carls-Vogn, nogle blinkede længe, nogle kort, og alle gave store Stierskud —

En gylden Drage saaes paa Himmelen, den var sammensat af Myriader, dens Hoved hældede, og dens hele Hale Skiælvede. —

Og see, da kom en Engel, som omfavnede Syvstiernen. Hele Himmelen blev lys,

idel Glæde og Fornøielse opfyldte den ganske Kreds.

Men see, en Lignelse, at see til som en Qvindes, fremkom, og udrakte sin Haand, og den gyldne Drage opløftede sit Hoved, og dens Hale frydede sig. —

Og see, der udgik en Lyd af den hele Befæstning, fom et dybt Suk, og en Røst blev hørt som sagde: Michael, Behemot, Satanas Gerion, Rama, Schiolot! O! Vee! O! Ach! —

Denne Røst blev trende Gange hørt, og jeg bevarede den nøie i min Hukommelse.

Derpaa gik Syvstiernen bort imod Sønden, og den blev borte i 8 eller 9 Minuter, men den kom igien og blev staaende paa sit Sted, og den glimrede herlig; Men der vare mange Stierner om den, og Dragen logrede for den med sin Hale. —

Og Syvstiernen blev noget staaende, og dens Straaler funklede lifligen, men dens Straaler bleve immer større, og en Røst blev

Hørt som sagde: nu er snart vor Tid, vor Ach og Vee skal ophøre, og den Røst blev hørt 3de Gange. —

Men Syvstiernen gik atter bort. Behemot og Hesperas fulgte den, og adskillige større og mindre Stierner.

Men nys førend Syvstiernen gik bort, blev mørkt paa den eene Kant af Himmelen. Det Mørke varede ei længe, var ei heller meget stort, og ingen forfærdedes derved. —

Og da Syvstiernen anden Gang gik bort, begyndte Michael og Rama at skiælve, og Veirliget blinkede i forundringsværdige og ulige Flammer.

Dette varede et lidet, og derpaa kom Hefperus, Aftræa og Biørnen tilbage. Hesperus forsvandt, men Astræa og Biørnen bleve,

Imidlerlertid kom Syvstiernen tilbage. Glands var overmande. Den stod noget på sit Sted, og hele firmamentet blev roligt, men den begyndte atter at bevæge sig, og da saae jeg adskillige sælsomme Luftsyn

Derpaa blev hørt en Bragen i Luften, som mange Tordener og Kanoners Lyd, men en Røst blev hørt, som sagde: Det burde være, men er ikke. Tordenens Kraft er svækket, og Uredelighed fører de Stoltes Banner. —

Derpaa bevægede sig Syvstiernen, og der lod sig i den tilsyne en uovervindelig Stridsmand, en vældig Kiempe, som havde tvende Kroner paa sit Hoved, og et Sværd i sin høire Haand, men i den venstre holdte han Maanen i sin halve Skikkelse, og rundt om ham vare Lynild og Tordener skræksomme at see til, —

Men en Lyd blev hørt, som raabte: Uforlignelige Kiempe! hvor er dine Tordeners Brølen? hvo svækkede Lynildens Kraft? naar skal den halve Maane forgaae?

Og en Lyd kom fra den anden Kant af Himmelen, som svarede: Uredelighed svækkede min Torden, Begierlighed dæmpede min Lynild, men min Kraft skal atter opstaae. —

See begge de Røster blev hørte 7 Gange, og jeg, jeg bevarede Ordene nøie i mit Hierte, thi jeg tænkte, den Tid kan komme, da man

skal forstaae deres Indhold, og efrertænke deres Værd. —

Og Kjempen blev vred, og Befæstningen bævede, og en Tordenrøst sagde: Baneren skal ei mere være i den Egennyttiges Haand.

Men see, jeg faee et forunderligt Syn: Astræa, Biørnen og Vederen fulgtes tilhobe, og Kiempen smilede af dem, og de komme nær til Kiempen, og han tog dem op og veiede dem, og de bleve befundne vigtige. —

Og Kiempen fremtog atter sin Vegtskaakl, og han begyndte at veie, og see, da fandtes Michael for tung af Uretfærdigheder, og Kiempen sagde: hvor ere mine Myriader? Og den gyldne Drage flyede, og dens hele Hale skiælvede, men Astræa, Biørnen og Vederen forfulgte den, og den udspyede allevegne Guldstrømme for at lette sin Flugt.

Men der blev hørt et Raab af den hele Befæstning, som sagde: Michael er for tung. Dragen flygter, det store Romer-Tal bør udflettes; men Astræa, Biørnen og Væderen trives i dine Palladser, uovervindelige Kiempe,

og Syvstiernens Glands blive større end Solens!

Og Kiempen veiede atter; men Behemor blev befundet for let, og han blev ei mere. Og Rama blev befundet udygtig, og en Lyd blev hørt: Rama! Rama! Tyrannen, den vrede, er borte, hil være dig store Kiempe. Og Kiempen smilede.

Men Schiolet blev ei veiet; men Kiempen fagde: Jeg vil bevare ham til min bestemte Dag; thi han er optegnet i min Haand, og jeg haver seet hans meget Rov.

Og Kiempen bevægede sit Sværd, Hvis Odde rekkede mod Norden, og da dalede mange store Stierner. Endeel smaa bleve aldeles Mørke, Veirlyset forsvandt og Stierneskuddene ophørede. Men i al den Tid var,idel Lys og Glands i Syvstiernen. —

Og hele Befæstningen gav en Glædes Lyd: Hil Være Kiempen. Og Kiempen Vinkede ad dem, og alle nærmede sig til Syv- stiernen. —

Og Kiempen opløftede sil Hoved og saae Vidt og bredt omkring, og han talede med en Tordenrøst og sagde: Hør mig ei Scepteret til alene? Hvo vil dele Magten. Viger fra mit Aasyn, I Uberettigede, og bukker Eder I Trodsige! og et lynende Brev udgik fra Kiempens Haand, og Kiempens Glands blev dobdelt klar.

Men da blev hørt en Lyd af hele Befæstningen og af Biergene og af Jorden, og er Glædes Raad fom sagde: Nu er Kiempen u-overvindelig, Uretfærdighed skal ei deele Magten med ham, de Stolte skal ei misbruge hans Sværd at nedslaae med, Undertrykkelser skal blive borte, thi Kiempen er eene stor og uovervindelig. —

Og Kiempen talede akter, og Jorden bævede ved hans Røst, men ingen er givet de Ord at forstaae, og intet Menneske kan udgrunde den Tale.

Men her blev et lidet stille, og Kiempen fremtog en Alen og maalede adskillige Ting. —

Men paa Kiempens Alen stod skrevet Retfærdighed, Erfarenhed og Eftergranskning paa den eene Side, og paa den anden stod

der: Selvtagen Myndighed, Egennytte og Klagemaal.

Og Kiempen begyndte at maale; og han maalede de store Ruller, og see de vare alle fal« ske; nogle vare forlængede, nogle forkortede, nogle afklippede, nogle beskaarne, nogle ud« strøgne, nogle falskelig indskrevne.

Men der udgik en Lyd af alle Stierne-Kredserne, som raabte: Vi ere falskelig ind- og udskrevne; Uovervindelige Kiempe! Nedstød Teriot, Haman, og alle de Uretfærdige! Giv os en nye Rulle, og lad ingen ind- eller udskrives uden ved din egen Haand!

Og Kiempen slog Rullen tvert over med sin Alen, og Teriot blev borte, men Haman skiælvede. —

Og da raabte den hele Befæstning: Hil vær« dig store Kiempe! Michael, Behemot, Rama, Lama og Theriot ere borte, men den falske Satanas Gerion, og Schiolet og Haman skiælve. Kiempen er eene uovervindelig, og Syvstiernens Glands skal blive større end Solens naar den er i sin Middags Høide! Men Kiempen nedlagde sin Alen, og han tog en Skieppe og begyndte atter at maale

Og da han maalede; befandt han, at alle Maalene vare falske, og ikke som Kiempens Maal; Ja Maalene af Ceder-Træe vare 20000 Gange større end Kiempens. Og Kiempen nedslog dem i sin Vrede og gjorde dem smaa; men Kiempen gav et nyt Maal og en nye Sekel.

Derefter opstod en Røst af Jorden, som en Kvindes, der føler Fødsels Smerter, og en Raaben lod sig høre: Frels os, uovervindelige Kiempe, vor Ret er borte, og vor Arvedeel bliver vs betagen, den flyver bort som Fiær og bliver usynlig som Nisser. —

Men Kiempen rørede med sit Sværd, og da aabnedes en stor Dør, og der inden fore sadde mange, ja alt for mange, trindt omkring de store Borde; øverst sad Dumhed, og ved dens høire Side Egennyttighed, Stolthed, Uretfærdighed og Partiskhed, men selvtagen Myndighed stod paa alles Pander. De Eenfoldige frygtede for dem, og de Fornuftige bleve forhadte af dem. Men hele Jorden raabte: fri os uovervindelige Kiempe! giv os vor ret og Arve-

deel, nedstaae de Uretfærdige med den hellige Skriver! Og all Befæstningen sagde: der bør, skee! og Kiempen svarede Amen!

Og da hørtes en Lyd, baade Jorden og Himmelen, ja en overvættes Glædes Lyd, og der blev tre Gange siunget: Lovet være Kiempen, den store, den uovervindelige! Han sagde, ja han, han sagde Amen, og vor Ret skal aabenbares og vor Arv skal os udbetales, Uretfærdighed skal forsvinde, Bordene skal blive tomme, og den hellige Skriver skal blive taus.

Men see! den hele Himmel blev oplyst, og der fremkom en liden Skare, iførte Kyrasser og Skarlagens Klæder, med Hielme og Skjolde, og de hældede med Hovedet, sukkede og sagde:

Store Kiempe! vor Styrke er os betaget, vor Mangfoldighed er forsvunden, Satanas Gerion haver ødelagt os og falskelig forringet os, og hvo er nu den som igien oprejser os.

Men Kiempen opløftede dem øg sagde Jeg vil være eders Haab!

Og de bleve alle glade og sagde: Lovet være Kiempen som vil oprette vor faldne Magt. Forbandet være Satanas Gerion, som ødelagde os. Kiempen skal vist give os en Centner. Lovet være Kiempen. Hans Magt skal blive uovervindelig, og ingen kan staae eller bestaae imod hans Arms store Styrke. —

Derefter saae jeg et andet Syn, og der fremkom en utallig Skare fra alle Verdens Hjørner, fra Norden, Sønden, Østen og Vesten, og de nærmede sig alle til Syvstiernen, og de fulde ned paa deres Ansigter og tilbade, og sagde:

Uovervindelige store Kiempe! vore faste Slæder ere ørkener, vore Havne ere øde, vore Strømme ere tomme. Hielp os, red os, og opliv os, du Uovervindelige!

Og Kiempen bevægede sin Arm, og der aabnede sig et Sted paa Himmelen, og see, der kunde man see en utalt Skare, Mennesker, Heste, Vogne, Skibe , og utallige Frugter, ligesom deres Færd der handle og vandle, og Kiempen sagde: See saaledes vil jeg mangfoldiggiøre og udbrede eder, eders Vandel skal

være uhindret, eders Fordeel megen; men da, da skulle I ofre Virak og Røgelse paa mit Altar! —

Men hele Skaren blev fuld af Glæde, lovede Kiempen og sagde: Lovet være Kiempen, vor Fader, Ven og Beskytter! Han, han skal mangfoldiggiore os, og vi, vi skulle ofre ham utallig Grøde, og vor Mangfoldighed skal styrke hans Haand.

Dernæst fremkom atter en Skare, som bare Viisdommens Bog i Hænderne. Men de vare alle nøgne.

Men Kiempen sagde; Jeg vil føde og klæde eder. Og de fulde ned og tilbade, og sagde: Kiempens Navn være lovet! Viisdom skal vore, og dens Frugter skulle give en rig Høst. —

Endelig fremkom en utalt Skare af dem som vare omgivne med sorte Skyer, sortere end Maanen i sin fulde Formørkelse. De fulde ikke ned og tilbade ikke, men ginge trodselig frem.

Da optændtes Kiempens Vrede, og han sagde: I som sige eder ar være Apostler, men ere ikke, jeg haver befundet eder at være Løgnere! Jeg haver veiet eders Fedme, den er tre Sekler for svær, jeg haver maalt eders Hovmod, den er meget for stor; men jeg skal røre eder med min Haand, og I skulle føle dens Kraft. Men jeg vil beholde eders Navn, og ikke udslette eder for mit Folkes Skyld!

Og see! de skiælvede for Kiempens Røst, men de ydmygede sig ikke, og deres Dom blev over deres Hoved. —

Men da alt dette var skeet, da kom en Lyd af den hele Himmelens Befæstning, og af Jorden, og af Biergene, og af Vandene og alle Skabte; det var en Lyd som tusende Paukers og Trompeters, fuld af Liflighed og Klang, og Ordene vare disse: Kiempen leve evindelig! den uovervindelige, den mageløse, den retfærdige, den store, for hvilken intet er skult, for hvis Øine alle Ting opdages, for hvis Vrede Uretfærdighed skiælver. Lovet være Kiempen, som er eene uovervindelig og fuld af Magtens Glands! Lovet være Kiempen! Michael den gyldne Drage, Rama, Lama, Behemot, The-

riot og Satanas Gerion ere borte, Schiolet, Haman, Uretfærdighedens Bolig, og den hellige Skriver skiælve! Dette er den syvende Staal: Retfærdighedens Ære, Befæstningens Styrke og Syvstiernens Glands; lovet være Kiempen, og al Lyksalighed skal boe i hans Pauluner!

Og da det var forbie, see da kom En og nærmede sig til mig, sigende:. Du er givet at see store Ting og Dybe Hemmeligheder, men du skat bevare og optegne dem til Eftertiden; og see jeg vil styrke din Hukommelse. I det samme rørede han ved min Pande, og der fløi som en Straale igiennem mit Hoved.

Men den som talede med mig, havde et hvidt skinnende Klædebon og var at see til som en Engel, og han udtog en Bog, hvorpaa var skrevet med Guldstiil, og han viiste mig den, og han rørte ved mine Øine og sagde: hvad seer du ?og jeg saae der stod skrevet følgende Bogstaver,

Mal, Bles, Tra, Rab, og han udstrøg de store Bogstaver med fin Finger, og han spurgte atter: hvad seer du nu? og jeg saae og see der stod

al - les ra - ab.

Men der han dette havde sagt, forsvandt Engelen for mig og Synet i Luften blev borte, og Himmelen fik sin sædvanlige Skik. —

See dette er det Syn jeg haver seet 1692, i min Alders 119 Aar, fra Midnat af og indtil Morgenen. Jeg haver optegnet det oprigtig, saaledes som jeg det ha« ver seet, —

Jeg haver derover, siden den Tid, giort mig mange Betænkninger; men jeg haver aldrig kundet forstaae dets Udtydning, som maaskee er nogen anden forbeholden. —

Jeg haver optegnet det til Eftertiden, som den største Mærkværdighed, jeg i min høie Alder haver seet og hørt.

Jeg haver ofte talt derom med lærde Mand, men ingen kan udlægge dets Bemærkning.

Dette Skrift, som jeg haver skrevet med egen Haand, formaner jeg mine Børn bestandig at bevare og lade der blive liggende paa min Odelsgaard, og ingen nogen Udskrift deraf at

give, paa det ingen den skal misbruge, fratage og tillægge, eller vrangelig forklare; thi det bør os at blive i Sandhed. Paa min Odelsgaard Børjen, Aar efter Guds Byrd 1692.

Børge Olsen.

P.S.

Heraf kan nu de gunstige Læsere erfare, at dette er det rette originale Manuscript, og at det forhen udgivne er defect. — Hernæst følger nogle Tanker, den gode Bonde har optegnet i sine sidste 3de Leveaar; thi siden han saae dette Syn, var han altid meget tankefuld og opregnede sine Tanker. Disse følgende ere og i den forhen udkomne Bondes Spaadom anførte; men foruden at Navnet er urettelig anført, saa ere ei heller Tankerne selv rettelig anbragte, skiønt de have nogen Lighed og Overeenstemmelse med de efterfølgende. —

Tanker

høie Hemmeligheder.

Hvor ere Demanterne og Guldet i sandet, <r og hvor er Selvet som kom fra Norden? Myriader opslugede dem, og Millioner bleve skiulte for Faderens Ansigt 1

Nedrive Moloks Altere og lad Ilden omsmelte hans Afgudsbilleder! Opgrave den Uretfærdiges Ager og spørge: hvo gav dig den Jord?

Hvo lærte dig at ploie en fremmed ager og giøre Furer i den Forladtes Jord Tornebusken blive høiere end Cedertræet? Tidslerne overgaae Rosen i Pragt ?

Mosen var forstørret og den blev græsbegroet, Granetræet mistede sin beste Prydelse og Naturens Orden blev forvendt. —

Misbruge ikke Fromhed, at der ei skal komme en Regnskabs-Dag; nedrive ikke eders egne Gierder og giver eder ikke selv blotte for de Fremmedes Anfald!

Forræderen skiulte sig i en fremmed Dragt; han kom ind i de befæstede Stæder, deres Sikkerhed blev borte; han gik ud paa Landet og fordrev dem som bevogtede Hjorden,

Øientieneren forringede sin Herres Eiendom; han vinkede af de andre, de taugde og hver fik sin Deel. —

Husbonden blev forarmet, Sønnen saae det med Smerte, og Døttrene skede for nær. —

Oprigtighed fnysede, men den blev ei hørt, og den maatte skiule sig; da Magten var hos den urette og Loddet i Besnærerens Haand. —

Hvo boer i mine Palladser, og hvo opbygger store Templer af mit Porphyr?

Hvo vil plette det kostelige Purpur, og hvo vil spilde den liflige Nardus, at han ei siden maatte betale det?

Hvo giorde Centneren saa let? hvo udtømmede Guldsanden af Floderne? hvo tog Guldet fra Børnene, og gav Tienerne det malede Løv?

O! vor Sæd ligger i Fremmedes Jord, vore Demanter glimre i andres Smykker, og Fattigdom trykker vor Slægt!

Løvens Unger bleve røvede, men det kaade Marsvin boltede sig, og Ulvene aade de spæde Lam. —

Den Fierde Alder blomstede midt i Storm og Uveir; den Siette giorde selv sin Tvang; den Femte var fuld af Elskov; men den Syvende skal give de største Frugter og hevne den Forbigangnes Uret. —

Vogte eder naar Løven murrer; dens Magt er stærk. —

Hvi tog du Brødet fra mine Børn, og Hvi gav du de Fremmede min Ret? meen du vel at du kan tage paa Neller, uden ar brænde dig, og troer du vel at Lynilden har tabt sin Kraft?

Hvo malede mit falmede Ansigt med Sminke? hvo bedækkede de brøstfældige Mure med Tapetserier fra Damasco, og forblindede Eierens Syn?

Træk Forhænget tilbage og meget vil blive seet; randsag de skiulte Raad og du skal grues for de Ugudeliges hemmelige Snarer! —

De gave og toge, de delede Loder; enhver fik sit, men Sønnerne stode langt borte sg græde og saae derpaa!

Frugten var moden, Høstfolkene vare tilrede, men de Fremmede aade den op; Urtegaardsmanden saae det ei, thi Sandhed blev skiult. —

Børnene græde; man truede dem til at tie; de store sloge de Mindre, men Faderen vidste det ei!

Tavlen blev fuldskreven, Tallene ere opregnede, hvo kan tælle Summen? Regnskabs-Dagen kommer vist!

Retfærdigheden fik en Kaabe, den fordrog den ikke; den undflyede, og Skalkhed skiulte sig deri og misbrugte dens Magt?

Tigerens Tænder blive sløve, Rævens Snedighed skal blive daarlig, Rovfuglens Kløer ere stumpede; men Lammene skulle gaae i Fred!

Hvor er Liggendefæet? ja hvor er det? Leder nøie! det kan sindes, skiønt det er trædselig Skiult.

Hevnens Aand svævede med sorte Vinger, men den Kloge forvarede sig og hans Anslag blev til Vand!

Løven har reiset sig, dens Unger ere vaagne, og Striden bliver snart begyndt. — Flyer, I Uretfærdige! Flyer, thi Tiden er nær! —

✂ 2

Den

Danske gamle

Nordmand

Christian Jacobsen Drackenbergs

adskillige

Syner

og underlige

Hændelser,

som

han har havt

imedens han har levet,

hvilket udgiør en Tid af

Hundrede og Syv og Fyrgetyve Aar,

samt ziret med hans Portrait.

Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist - Strædet.

3
4

Rordmanden har levet i 7 Kongers Tid, omendskiønt andre Efterretninger sige kuns 6. Det første Syn, han saae, da var han kuns 3 Aar gammel, da saae han, at Kong Frederich den Tredie vilde lide meget af Adelen, som paa den Tid vilde have Polske Adels Privilegier. Vi have ofte seet; men nu besynderlig, hvor ulykkeligt et Land er under polsk Regierings Form. Men a propos om Polen, da sige Aviserne, at man vil overtale den nærværende Konge i Polen til, godvillig selv at sige

sig af med Regieringen. Mon

troe han giør det? — Men vi vil forlade

4 saa høye Ting, og ikke fordybe os i Statssager, som overgaae vort Begreb. Vi vil nedlade os til smaae Ting. —- Nordmanden saae ongefær paa samme Tid, at et Stykke Blye forvandlede sig til Guld; at dets Glands strakte sig over hele Verden; at Ismaeliterne maatte vige for dets Skin; at de polerteste Nationer maatte beundre dets Herlighed og Bonitet. — Man har vildet forklare dette om Russerne. — See nu er vi i Statssager igien; men dette kommer deraf, at vi maae følge Synernes Tidspunkt. — Nu komme der nogle Bagateller. — Han saae, at nogle Abekatte af en spæd og kielen Gestalt fik Lyst til at være Mennesker. De skammede sig ved at være Aber. De lod sig skiere for Tungebaand. De lærte at fløyte, at synge, og nogle visse Talemaader. Af sig selv vidste de allerede at skiere Caprioler, at bruge Snustobak, og at giøre latterlige og naragtige Gebærder. De vare nu altsaa nesten ferdige. Den verste Pust var dog tilbage, nemlig at de skulde have Menneske-Ansigter. Han, som i Ulysses von Ithaca kan omskabe Sviin til Mennesker og Mennesker til Sviin, havde med Fornøyelse seet disse Abekattes Indfald, maatte hiertelig lee, og

for at fornøye baade dem og sig selv, gav han dem deylige Fruentimmer Ansigter. De faae med Beundring paa hinanden, sprang af Glæde og raabte idelig: Vi ere ikke alene Mennesker; men endog Kiernen af det hele menneskelige Kiøn. De besluttede alle at forføye sig til Iberiens Naboer, hvor de meente, at deres Artigheder og Skiønheder skulde giøre største Opsigt. — De bedrog sig heller ikke; thi de bleve antagne for Naturens Mesterstykker, og, som Naboerne af Iberien paa den Tid formedelst een af deres Regentere (som havde passeret en lang Levetid med at slaae Folk ihiel, skiønt han profiteerte intet derved, og havde i det øvrige et noble Gemyt,) havde erhvervet sig saadan Myndighed og Seyer over alle Nationers Gemytter, at man i alle Ting troede dem blindt hen, ligesom Bønderne troe deres Degne, saa fore disse nye Abe Mennesker hen til andre Lande; hvor de i kort Tid hvervede forskrekkelig: ligeledes reyste andre Nationer hen til dem, og gave skrekkelige Pengesummer ud for at lade sig oplære i alle deres Artigheder og Konster. I en Hast blev Allemanien og Scandinavien opfyldte med denne nye Menneske-Yngel. De andre Natio-

ner vare meget haardnakkede; dog lode de sig ogsaa hverve i god Antal. Men der var et selsomt Folk, som paa ingen Maade vilde lide disse Aber, og derfor i alle Ting opførte sig tvertimod dem, saa at naar hine pyntede sig som Dukker, saa vare disse skidne som Sviin, naar hine vare høflige og snakkede altid, vare disse grove og talte snart aldrig, naar hine roste sig af at være Kiønnets Seyerherrer, roste disse sig af at være Kiønnets Foragtere og Hadere. — Man har vildet forklare det første om de Franske Petitmaitre, og det sidste om de Engelske Misantropper. Siden i Opvexten og Manddommen har han seet nogle underlige Syn til Søes. Han saae at leve og opholde sig i Havet de saa kaldte Havfruer, som ere de skiønneste Jomfruer i deres hele Skabning, alene undtagen at de havde Fiske-Haler: de sang fortreffelig, talede alle Tungemaal, og kunde forud sige tilkommende Ting. — Man har vildet forklare dette om Skiøgerne. Deres Sang eller Stemme er liflig, sød og angenem. De kand tale alle Sprog, nemlig i forskiellige Toner og Udtryk til forskiellige Temperamenter. De kan forudsige tilkommende Ting, nemlig at deres Fanger komme

tilig eller sildig i den yderste Elendighed. Videre har de og noget ved Halen, som man kalder Fisk. — Han har seet et Dyr i Havet med et rundt Hoved, en Art af Sverd i Panden, 2 glubske Øyne- og ellers saa glat som en Aal. — De opslugede alle de andre Fisk, naar de kunde, der ikke i alle Ting vare skabte, som de. — Man har vildet forklare dette om Kietter-Støverne. — Alting gaaer rundt omkring for dem i Hovedet, saa at det stedse er svingelt og ør. I deres Pander er Sverd; det er Ryaler og Signal til Mord og Brand. Deres Øyne røbe Blodgierrighed. De ere saa glatte som Aal; thi de glide bort, naar man vil tage fat paa dem, det er: de veed saa vel at masqvere sig, at man ikke saa let kan opdage deres Tanker, og de vil opsluge alle de andre Mennesker, som ikke ere skabte som de, det er: som ikke har de samme Meninger, som de, dog er det ikke saa meget for Meningernes Skyld som for at bevare sig selve deres store Herlighed; forøge samme i det uendelige, og, ved at bringe alting i Forvirring og Uroe i Landene, fiske i rørt Vand. Luther skulde ikke brændes, saa lige for sine Meninger, som fordi hans Lære beklippede den Catholske

8 Geistligheds overdrevne Herligheder. Dog maae vi tilstaae, at den Danske Geistligheds Herligheder leed alt for stort et Skaar. Vi ynke ikke just Klokkerne: De har endnu (Klokkeratet være lovet) ingen Nød. Men mange Professorer og Præster ere alt for slet aflagde, og da der er føde og syge Hospitaler for alle andre indtil Selgekierlinger, saa er det artigt, at der er slet ingen af saadanne Stiftelser for Studentere og ulyksalige Lærde. Der ere vel et Par Collegier, hvor Studenterne nyde et lidet; men hverken ere disse Collegier tilstrækkelige til saa mange, og tilmed ere de kuns for unge Studentere, da vi tale om gamle, udlevede eller syge. Mangen ulyksalig Lærd kunde fra slige Hospitaler levere os ypperlige Skrifter, til største Nytte og Ziir for Fædrenelandet. — Men til Nordmanden igien. — Han saae engang paa sine Reyser (jeg veed ikke, enten virkelig eller i Syne,) et Land, deelt i mange smaa Stater, som ikke dependeerte af hinanden, men regieredes, enhver paa sin Viis, efter forskiellige Love og Skikke, og efter forskiellige Regierings Former, dog vare de alle enige i at myrde hinanden. Naar en Fyrste havde holdt en prægtig Festin, og

diverteret sig med sin Maitresse, gik han ofte roelig ind i sit Cabinet, og lod befale, at nogle hundrede tusinde Mennesker skulde hen at slagtes, og at et vist Antal Stæder og Landsbyer skulde brændes. - Hvorfor? — Fordi han vilde saa have det. — Raadet kaldte ham stor, og Fædrenelandets Fader; og det heele Folk, end og de, som skulde slagtes, kaldte ham den største, viseste og beste Fyrste paa Jorden. Denne Act kaldte de at føre Krig. Naar der nu er slagtet saa mange, som man skiøtter om, giør man en evig Fred, som, uagtet sin Evighed, strax brydes igien, saasnart man har samlet Penge til at lade flere slagte for; thi denne Slagten koster Penge. De gemeene Slagtere lade sig betale, for at slagte deres Qvæg; men disse give mange Penge til, for at faae deres slagtede. Saa ulige dømme og handle Menneskene. Ellers er her meget godt i andre Ting: hverken de Høyere eller ringere Embedsmænd tager Stikpenge; det forretter deres Koner og Domestiqver. Processer afgiøres paa en meget kort Tid, og endes, ligesaasnart begge Parterne, eller den ene er ruineret.

Den ønskeligste Eenighed og broderlige Kierlighed hersker iblandt Dommerne og Procuratorerne, hvilket end og gaaer saa vidt, at de hielpe hinanden med Raad og Daad. O ønskelige Stater, hvor Eenighed regierer! concordia resparvæ epercunt. ɔ: Et lidet bliver stort ved kierlig Eenighed. Denne Eenighed volder og, at Baade Dommerne og Procuratorerne staae sig vel. Vel lide de Sagsørende derunder. — Men alle Mennesker kan ikke være lige lykkelige, og som oftest skiendes disse Narre om en L. — De betale nogle, som idelig skal laste deres Feyl, og opmuntre dem til Moralitet og Dyd. Man skulde vel tenke, at Det var ondt, at hverken Moralisterne eller de Tilhørende vil afstaae fra de Feyl, som saa ofte og idelig lastes. — Ney saa mæn er det ikke; thi hvis alle bleve dydige med eet, saa maatte man jo reducere alle disse Moralister, som man da ikke længere behøvede, og dermed vare de vist ikke tiente. — De har nogle Huse, som De sige at være helligede og indviede til Det allerhøyeste Væsen. Imidlertid sladdre de og giør Amours inden i dem, og

11 uden paa giøre de snart andet. — Fy! hvilket dumt Land maae dette være! — Man handler ikke saaledes, hverken i Tyrkiet eller Barbariet. I nogle af disse Stater komme gamle udlevede Folk, som bede veres Medborgere om et Stykke Brød, og unge friske Gavtyve, som bestiele, røve, plyndre, og ofte oven i Kiøbet prygle deres Medborgere i eet og det samme Fangehuus, og som oftest behandles paa een Fod. — Selsomme og unaturlige Skik! — I nogle af disse Stater vil de Fornemme ikke raisonnere, og de Gemeene maae ikke; thi raisonnerer den Ringere, naar den Fornemmere ikke kan lide det, da, hvis han er Militair, bliver han tampet eller pidsket: Er han Civil, bliver han arresteret paa Vand og Brød i et mørkt Hul, og er han af geistlig Stand, bliver han relegeret. — Dette er vist ikke Fornuftens Land. — Naar Folk døe, saa græde de, og naar de fødes, saa lee de. — Selsomme Folk! har de Døde ikke bedre, end de Levende? — Dog ere der og nogle, som ere saa fornuftige at lee over de Døde, meest dem, som verved faae en rig Arv. — I nog-

le af disse Lande har enhver sit visse og tilforladelige at leve af; men de Studerende skal leve af Slumpelykke, eller af det blotte Navn. - Hillemænd! der maae de Studerende i Almindelighed være i en høy Priis. — I dette Land veed man ikke af Kierlighed i Ægteskab. En Mand kiøber sig en Kone, ligesom en Europæer kiøber en Neger. —Dette er smukt nok; thi saa myrder ingen sig af Kierlighed, siden man ingen har. — Fruentimmerne og Domestiqverne har Over-Commando og Regieringen, enten aabenbare eller ved List, i sær Maitresserne, hvilke har langt mere at byde og befale, end de gifte Koner. Hvad Mændene angaaer, da har de kuns at sørge for, at intet manqverer i Husene, hverken af det Unyttige eller af det Nyttige, — Nordmanden saae, at en fik Afslag i sin Ansøgning, som en Herre med Eed havde tilstaaet ham, fordi han ikke havde helset Tieneren dybt nok, og det som endda var det verste, fordi han havde glemt at gribe i Lommen: at en anden mistede sin givne BestaItning, fordi han havde kaldet Huusholdersken Lille Moer, i Steden for Madame. — De

13 vare begge Mændenes eller Herrernes Favoriter; men dette kunde ikke hielpe dem det ringeste. — Madame-Navnet glemt, Tieneren uden Audience-Penge- — Uforsonlige Syndere! — I sit 118 Aar, da han giorde en Reyse til Fods paa en Tid af 28 Dage, som beløb sig til 200 Tydske Mile, (hvorfor skal man her regne paa Tydsk? — jeg veed det ikke. Elskerne af alt Fremmet, har saaledes vildet have det, og om man havde vildet regne paa Tyrkisk, maatte vi vel have ladet os Nøye,) havde han og nogle Natte-Syner og Drømme. Han drømte, for Exempel, at Scandinavien var fuld af Ukrud, som var kommen fra Allemanien. Dette Ukrud var af forskiellig Art; men alle lige i at foragte de andre Dyr, bespotte og hade dem. I det øvrige havde nogle Slangelignelser; andre Dueskabning, andre befandtes uden Hierner; eller og med Hierner, fulde af Fluer. Nordmanden saae; at dette Ukrud skulde i en Hast udryddes, opbrændes og fortæres ved en nye opgaaende Soel i Nord. — Man har vildet forklare dette om Pietisterne.

- Ellers, som han kort forhen var ble-

ven gift, fik han saa meget med Huus-Sager at bestille, at han ikke havde Tid til at drømme og see Syner. Dog drømte han idelig, at han havde giort taabeligt i at gifte sig; thi, om end han kunde være duelig, uagtet sin høye Alder, saa var hans første Kone dog ganske vist uduelig; thi vi veed af sande Efterretninger, at hun heed Maren Michaels Datter, og var 60 Aar gammel. Saa ofte derfor St. Nicolai Sangverk gik, som erindrede ham om denne Ægteskabs-Act, blev han saa bister, at han var ferdig at rive sine Øyne ud. — Som Enkemand begyndte han at see Syner igien. — Han faae i Luften en Stierne af største Størrelse, og prægtigste Skin: den var i Form af et C7. med tvende Kroner over. Den glimrede lige over vores Horizont. Astrologerne bleve kaldede, som alle eenstemmig forsikrede, at Stiernen betydede Nordens Glæde og Lyksalighed, Friehed, Ære, Høyhed, og en nye Tidspunct for de Lærde, at den Tid var nu kommen, da Tvilling-Rigets Styrere skulde ansees for den største, for den viseste og beste Monarch paa Jorden, at deraf vilde flyde Friehed

for alle Stænder, end og for Bønder og Forfattere; at Handelen vilde vidt og bredt udstrekke sig; at Lærdom vilde faae en nye Anseelse, og anvendes til Rigernes sande Gavn og Nytte, at Soldaterne vilde blive forskrekkelige for Landets Fiender, og Floden til en Redsel for de mægtigste Nationer; at Raadet vilde være af Landets viseste Mænd, og alle Embeder opfyldte med de Klogeste og Redeligste; at Undertrykkelse skulde være lige saa langt fra de Fattige, som de Rige; at Præsterne skulde vide, at der hørte mere til deres Embede, end een Prædiken hver 7de eller 14de Dag: med eet Ord, at Nordens Sønner skulde blive saa lyksalige, som Menneskene kan blive det paa Jorden. Dette var hans sidste og behageligste Syn. — Nu er han blind, og kan ikke see mere, følgelig ingen flere Syner have; thi det Ord Syn kommer af at see. Dog holdt! — Han er ikke blind. Det er kuns en Caprice af

Øynelaagene, som nesten ganske bedækker Øynene. Kan ingen skaffe Raad herimod? skulde det ikke kunde være mue-

ligt? — Jeg veed ikke. I det mindste har vi Læger nok, og vi blive jo idelig besøgte af fremmede Øyen-Doctere og Markskrigere, eller Qvaksalvere, hvilke end og curere dem, som ere stokblinde født til Verden.

FINIS.

✂

Bierg-Mandens

Speyl i Skaane,

Proberet og beskreven

af

Simon Skoeflikker.

Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Borsen.

At der er Bierg-Folk til, det veed alle Mennesker, lige indtil Børn og gamle Kierlinger; altsaa er herom ingen Trette eller Stridighed. Da jeg, Simon Skoeslikker, var udenlands i Skaane, for at øve mig i den hæderlige Profession, som jeg fra Ungdommen af med stor Flid og Vindskibelighed haver dyrket, mødte jeg paa Veyen, tre Alen fra et Bierg, en lille Mand, en stiv Alen høy, buttet og tyk, med et hvidt Skiæg tre Qvarteer lang, ganske skaldet paa Hovedet, med en nedslagen Hat, som var omhengt med skinnende Perler, i en graae Kivel og Vest, Skind Buxer, og et Par forede Støvler, med en Stok i Haanden Qvarteer lang. Min Glæde blev overmaade stor ved dette Syn; thi jeg antog denne Mand for Jerusalems Skoemager, som, til Trods for alle lærde Tvivlere, lever endnu, og opholder sig i Aar 1771 i det Landskab Phrygien, hvor min Svend, som er Tambour, har feet ham paa sin sidste Desertion; thi han har tient otte Potentater med halvanden Par Sko. Da jeg derfor kom ham nærmere, tog jeg min Skind Hue af, bukkede meget dybt, og sagde: Hil være dig, Jerusalems Skoemager! Jeg venter at faae mange

Hemmeligheder at vide af dig, da jeg nu saa lykkelig har truffet dig paa min Skaanske Reyse. Du, som har levet over sytten hundrede Aar, og har igiennemvandret alle Landskaber og Krinkel Kroge i hele Verden, Skaane og Tydskland, du maae endelig vide, ærværdig Fader! mangfoldige Historier, Tildragelser og Hemmeligheder, hvoraf jeg gierne vilde vide nogle med; thi jeg er meget nysgerrig, om jeg selv skal sige det. Til al Lykke har vi begge een og den samme Profession, hvorudover jeg tør haabe desto snarere at blive bønhørt- Saaledes talte jeg. Bierg-Manden loe og svarede: jeg er ikke Jerusalems Skoemager, som du taler om; men jeg er ældre end han; thi i dette Bierg, som du seer der, har jeg levet to tusinde og halvandet, hundrede Aar, hverken over eller under. Jeg har ikke reyst som Jerusalems Skoemager; men stedse opholdt mig i og ved mit Bierg. Men som vi Bierg-Folk fødes med langt større Viisdom end I andre Mennesker; og da jeg har et Speyl, ved hvis Kraft jeg hvert Øyeblik kan faae at vide, alt hvad der tildrager sig paa hele Jordens Klode: saa begriber du lettelig, Simon Skoeflikker! at jeg maae være langt klogere og langt visere end alle dine Jerusalems Skoemagere. Jeg bukkede mig gandske dybt for denne ærværdige Mand; men han loe deraf og sagde: Simon! vi Bierg-Tolk gior ingen Komplimenter, og vi belee eder andre Menne-

sker, som skrabe for hinanden som Høns i en Mødding. Jeg blev baade rød og bleeg paa vore Franske Komplimenters Vegne. Men som Bierg-Manden saae meget naadig ud, og jeg desuden, siden jeg i tre Aar har været Land-Soldat, har et krigsk Mod, skiød jeg strax Hiertet op i Livet igien, og bad Beirg Manden, at jeg maatte see i hans curieuse Speyl.

Det er en dristig Begiering, sagde Manden, og du er baade den første og den sidste, som jeg føyer heri, hvilket kommer deraf, at jeg veed, du er en from Mand, fom gierne vil lære rare Ting og dybe Hemmeligheder, og, i der han saaledes talede, tog han Speylet frem, som var aflangt, saa stort, at det fast reent bedekkede Manden. Rammen var af purt Guld, og Glasser sad løst deri, saa at der knude velte sig rundt omkring i Rammen. Glasset havde utallige mange Udbuklinger og Slibninger, og igiennem hver Udbukling nye Præsentationer eller Forestillinger.

Vil du nu vide, sagde Bierg-Manden, alt hvad der i dette Øyeblik tildrager sig paa hele Jordens Klode, saa kiig nu. Bierg-Manden holdt Glasset, tumlede det nu og da i Rammen, og jeg kigede ester Ordre snart igiennem en, snart igiennem en anden Udbukling, som var paa Glasset. Jeg kigede og saae et Geheim-Conseil. Durchleuchugste Fyrste, sagde Ministerne til ham, Deres Undersaattere ere

alle i en høyst florerende Tilstand. Der er fast ingen iblandt dem, som man kan kalde fattig. Denne Herlighed er Frugten af Deres vise og naadige Regiering. Men, da Skatkammeret nu er fattigt, og det dog er meget magtpaaliggende, at her findes Overflødighed af Penge, i Fald en uforventet Krig eller nogen anden Ulykke hastig skulde overfalde Landet, saa ville vi underdanigst raade Deres Naade at legge en maadelig Skat paa alle Deres Undersaattere, hvorfra vi ikke undtage os selv. Dette Forslag behagede Prinzen; han giorde endog disse Herrer til Skatte-Mestere. Disse fordrede Skatten rigrig nok ind; Fyrsten fik, hvad de vilde unde ham, og det udsuede Folk flød i Taarer.

Jeg kigede igiennem en anden Udbukling, og saae er Krigs-Conseil. De Gemene sagde: disse Herrer, have alt for meget at leve af. Vi vil da, sagde en af dem, give Fyrsten det tilkiende, at Hans Naade kan afkorte i deres Gold. Ney, ney, raabte Mængden med sterke Stemmer, vi skal nok afkorte den selv. Vi behøve mange Vine, prægtig Eqvipage, og smukke Maitresser; men de Gemene har nok i Vand og stimlet Brød, og hvad de behøve mere, er Stokke-Prygl.

Jeg saae videre frem og saae et gejstligt Conseil. Her var fuldt op med Bisper, Superintendenter, Prælater og Præster. Disse hun-

vrede fem og tyve tusinde skal brændes som Kiettere, sagde disse Herrer, ikke just fordi de ere Kiettere; men fordi de oplyse Folket og beklippe vore Indkomster. Hvilken en gruelig Synd, raabte de alle i een Mund, at ville oplyse Folket, Blindhed just er den eneste Grund til al vor Herlighed! Fordommene styrtede Mængden oplyst, hvor bliver da den Magt og Myndighed, som vi nu have, til at kunde sige, hvad vi ville?

Jeg saae videre frem, og saae Magistraten, som vare Domstiqver af de Høyere Collegier og Conseils. Disse approbeerte flittig alt hvad Høyere oppe blev forestillet, og til Borgernes sande Gavn og Beste udgav Forordning paa Forordning, hvorpaa Raadet ikke udarmede sig.

Jeg saae videre frem og saae en Mark, hvor der laae hundrede tusinde døde og lemlæstede Kroppe. O hvilket Syn! raabte jeg. Ja, sagde Bierg-Manden, saaledes gaaer det til iblant eder. I kalde os Trold-Folk, Bierg-Trolde, og give os alle Slags forhadte og foragtelige Navne. Men I skal dog aldrig kunde bevise, at en Bierg-Mand har dræbt en anden fra Verdens Begyndelse, da I andre Mennesker, alle Mennesker og Brødre af eet Blod, myrde hinanden i Million-Viis, saa snart en kaad Fyrste vil spøge, eller den falske Ærgierrighed vil røve Lande og Naboe-Riger. I myrde

hinanden barbarisk, uden at kiende hinanden, uden at have fortørnet hinanden, hvilket Tyrannie! I sige, ar hvis Torden ikke var til, lagde Trolde (hvormed I mene os) Verben øde. I ere nogle fede Karle, I lægge selv Verden øde med eders efterabende Lynild og Torden, og foragter den himmelske. I handle værre med hinanden indbyrdes, end Edderkopperne med Fluerne. I fortære, opfluge, pine og martre hinanden ynkelig paa mange tusinde Maader, og hvorfor? for Skygger og Intet

I det Bierg-Moralisten saaledes talede, vendte han Glasset, og jeg saae videre fire qvalte i en Strikke. Seer du disse, sagde Bierg-Manden? de har alle fire, trængte af en uimodstaaelig og voldsom Sult øg Tørst, bortstiaalet er halv Lod Guld. Dommeren, som Dagen tilforn havve understukket nogle hundrede Lod Guld, dømte dem med en myndig Mine og en roelig Samvittighed til Strikken.

Speylet tumlede sig i Rammen, og jeg saae et Huus i fuld Brand. Jeg saae en sort Kioele løbe hist og her, gansse fortvivlet. O! raabte en Stemme af den sorte Kioele, jeg begræder intet, intet af alt det jeg haver mistet, undtagen mine Papirer; thi disse var min Faders Haandskrifter, hvorefter jeg, som Professor, holdt Lektiones & Collegia for de unge Studentere. Ere disse Papirer brændte, maae jeg frasige mig Professoratet.

Jeg saae siden en Parforce-Jagt. Det er ubilligt, sagde jeg til Bierg-Manden, at Menneskene saaledes martre Dyrene. De ere vel skabte til vores Nytte, men ikke for at vi skal pine dem. Der er kuns lidet, sagde Bierg-Manden; men see her, sagde han, og i det samme vendte han Speylet, da saae jeg græsselige Ting, hvorledes Negrene piintes af de Blanke. Man bruger ikke den tyvende Part af Grumhed imod Skarnager-Hestene hos os, som man der bruger imod de sorte Mennesker. O hvilken Ugudelighed! raabte jeg. Hvorledes kan dette være? Det maae komme deraf, sagde Bierg-Mauden leendes, at en Hvid troer, at en Sort har ingen Siel. Ney, der kommer vel deraf, sagde jeg, at de Blanke, som der findes, ere til en stor Deel Skummet af alle Nationer, Folk uden Grundsetninger, Sædelære og Menneskelighed, og hvis hele Religion bestaaer i Gris mater, og nogle Talemaader, lærte uden ad.

Han lod mig see igiennem en anden Udbukling, og jeg saae en Skare forliebte og fortvivlede Fruentimmer. Det Spøgelse Avar! raabte Elise. Jeg elskede ham som nun Øyesteen. Han soer ligeledes, at han elskede mig tusinde Gange Høyere end sig selv. Jeg havde hundre Lod Sølv. Clarice blev meldt; hun havde hundrede og tyve Lod Sølv. Jeg blev forskudt, og den ugudelige Avar ægtede Clarice. Jeg elskede, raabte Polidora, den troe-

løse Vagabond. Han soer, at han agtede mig høyere end hele Verden. Jeg troede ham. I det samme forekom en Blonde. Strax blev jeg forskudt, og den Troeløse soer, at han aldrig kunde ide Brunetter. Strax derpaa forskiød han samme Blonde, friede til en anden Brunette, som han ligeledes kort derefter forkastede, og ingen i Verden veed nu, hvor den ugudelige Vagabond har taget Coursen. En ung Mands-Person stod med en dragen Kaarde i Haanden, og giorde hvert Øyeblik Mine til at ville stikke sig ihiel; men dog betænkte han sig. Troeløse Pamphilia raabte han. Jeg elskte dig høyere end min egen Siel, du snakkede for mig i samme Tone. Nasutulas kommer, og, fordi han har en Character, foretrekkes han mig strax. O ugudelige Pamphilia! — Bedre hen stod en anden Mands Person. Hans Øyne funklede af Vrede og Fortvivlelse. Han stod med en Strikke i Haanden, og det loed til, at han vilde strax qvæle sig. Men han tabte Rebet i Henrykkelse, og Fortvivlelse forbød ham at finde der igien. O forræderske Sofia! raabte han, jeg elskede dig over all det, som er til, og du foregav idelig det samme. — En rød Kioele kommer anstigendes med et Par store Støvler og glubske Knebelsbarter. Sofia faaer Lyst til der Røde. Hun sværger paa, at hun lige fra Vuggen af har havt en uovervindelig Afskye for den forte Farve. Jeg som Magister blev

derpaa strax forjaget, og Officieren antaget. O hvilken Troeløshed! Men hvem kan, hvem vil, hvem giver opregne denne store Mængde fortvivlede Elskere, og Aarsagerne til deres Fortvivlelse?

Speylet vendte sig igien i sin Ramme, og jeg saae en Mængde Cananiter. Vi ere Fiender af det hele menneskelige Kiøn, sagde de, og hele Verden hader og foragter os igien. Jo mere Regenterne presse os med Afgivter, jo mere snyde vi deres Undersaatter, og det kan jo ikke andet være, hvis vi skal svare de store Paalæg. Nazareerne blive aldrig saa kloge, at de kan forstaae alle vore Greeb; thi de multipliceres i det Uendelige, alt efter vore Fornødenheder og Tidernes Omstændighever. Vi veed at spotte Nazareernes klogeste Love og Anordninger. Nazareerne gaae os selv til Haande heri, forblindede af vort Guld, og de hielpe vs selv med Kneeb, ligesom de hielpe Tyrken og Barbarer med Krud og Kugler. Jeg ærgrede mig saa meget over disse Betragtninger, at jeg bad Bierg-Manden om en nye Udsigt. Han dreyede og jeg saae et stort Conseil af mange Doctores, Patres og Munke. Vi maae endelig see til, raabte en tyk phlegmatisk Pater, at vi faaer afskaffet Skrive-Frieheden. De andre sukkede; thi, da de vidste, at Fyrsten var viis, fortvivlede de om dette Forslag, hvis Fuldførelse de saa gierne alle ønskede. Bierg-Manden loe.

Veed du, hvoraf jeg leer? sagde han til mig. Disse ærværdige Fædre ville gierne standse Skrive Frieheden, fordi de selv tildeels ikke gider, tildeels ikke kan giøre noget. Tilmed frygte de, at nogle af de Satiriske Trek, hvormed man tegner de andre Selskabelige Lemmer, Fulde ogsaa opdage nogle af deres Feyl, og Herrerne af dette Conseil vil alle være fuldkomne uden Mangler. Allermindst kan de lide, at deres Inferieurer af Character tør see Pletter i Solen.

Strax derpaa saae jeg et af de saa kaldte lystige Selskaber. Her var en stor Sahl og mange Borde. Ved det ene Bord giorde man ikke andet end drak. Veltalenheden steeg og faldt efter Flaskens Af- og Tiltagelse. Saa længe Boureillen skummede, vare alle lige saa mange Ciceroner, og talede i Mundene paa hinanden med en beundringsværdig væmmelig Veltalenhed, som stedse tog af, og mindskede, ligesom det mindskede i Flasken; og naar heraf saaes den tørre Bund, blev ligeledes hver Tunge tør. De begyndte alle at gispe, somme at sukke, nogle at lukke Øynene. En Flaske paa nye fyldt; alle Tunger løst; en nye Virksomhed; en nye Veltalenhed over dem alle! De vare alle hinandens oprigtigste Venner, og enhver vilde vove ti Liv, den ene for den anden. Men aldrig saa snart forlod en Bordet, at jo alle de andre bagtalte ham paa det græsseligste, lige indtil der var ikke mere end een tilbage, hvil-

ken endog snakkede med sig selv, og bagtalte den, som sidst forlod ham. Et andet Bord var Spille-Bord. Her snød den ene dyrebare Ven den anden med de allerhesligste Kneeb, og den ene oprigtige Ven jog Dolken i den anden. Her var Frygt, Haab, Surren, Sorg, Skam, Spodskhed, Fortvivlelse, Her solgte man sin hele Salighed, og bespottede Guddommen for et Qvart-Lod Sølv. Da Bierg-Manden merkede, at jeg kunde ikke taale at see disse heslige Optog, dreyede han Speylet, og jeg saae et stort Conseil af utallige Spradebasser eller Petit-Maitres, Disse vare arrige nok ar see paa. De saae ud som Abékatte med smukke Fruentimmer-Ansigter. De vare alle vel fornøyede med dem selv, og ynkede Resten af det menneskelige Kiøn, som ikke besad deres brillante Qvaliteter, hvilke, som de sagde, vare dem medfødte, og som aldrig kunde læres. De vare just ikke egentlig onde, og gode kunde de ikke heller være, af Mangel paa Eftertanke, som er Dydens Moder. Altsaa var de slet ingen Ting, uden allene en Pest for Flane-Gederne, hvilke de drabelig kunde sange. De fløytede, sang, dandsede, speylede sig, klædte dem af og paa, probeerte Skiønpletter, og giorde mange Caprioler. De snakkede og uafladelig; men deraf kan jeg intet fortælle, saasom jeg ikke forstod uden lidet af deres Sprog.

Jeg saae atter igien et stort Selskab af unge Fruer. Enhver af Dem havde en Skiøde-Hund, og disse Dyr udgjorde det Væsentligste af de andre Dyrs Samtaler. Grevinden, sagde Henriette, har lovet min Mand en høyere Character, om jeg vilde forære hende min lille Perle. Nu veed Gud, at jeg har en honnet Ambition, og ønskede gierne min Mands Ascension. Men Perle gav jeg dog ikke bort for al Verdens Characterer. I det samme tog hun Perle, og kyste ham med saa heftig og brændende en Kierlighed, som to ordentlig Forliebte kan kysse hinanden i Frier-Dagene. Seer engang, sagde hun, Perle forstod nu foi hvad jeg sagde; o den rare Perle! og derpaa kyste hun ham nok engang med samme Heftighed. Min Jolie, sagde Petreia, er saa klog som et Menneske; ja jeg tør sige klogere end min kiødelige Broder. Kunde den Stakkel kuns snakke, da vilde han snart vise menneskelig Forstand. De Skabhalse, som lægge deres Hierner i Blød, for at skiære Fugle og lære dem at snakke, skulde langt bedre anvende deres Tid, i Fald de bragte det saa vidt med den elskværdige Nation de Chiens, (Det er min Troe Synd, at kalde dem Hunde) jeg vilde ma foi give en af mine beste Herregaarde bort til den, som kunde lære min Jolie at snakke, ja min Troe vilde jeg saa. Det er en allerdeyligste Chien, Jeg elsker ham langt over min hele Familie, Efter denne Hunde. Di-

scours, som jeg ikke gider opregne fra Ende til Ende, gave de sig allesammen til med Christen Kierlighed at bagtale deres Næste, og der smukkeste var, at de fast alle lastede deres egne Feyl

i andres Opførsel. --- --- Nu skal jeg hiem

at spise Middags-Mad, sagde Bierg-Manden. Jeg fornemmer alt paa mig, at den staaer og ryger paa Bordet, derfor kan du kuns faae eet Syn at see til. See nu! og i det samme veltede han Speylet i Rammen. Jeg kigede og saae en talrig Forsamling af Frietænkere. Vi ville, sagde de med en græsselig Stemme, udrydde af hele Jorden al Religion og Sæde-Lære. De onde Aander mider Jorden dandsede af Fryd; men Chefen havde kuns en skælvende Glæde og sagde: I Herrer Frietænkere! elskværdigste og troefaste Camerater! I har et ædelt Forsæt; men jeg frygter for dets Mulige hed. Du er en Poltrøn, Lucifer, raabte alle Frietænkerne med een Mund, og det kommer af din høye Alderdom, alle Gamle ere Cujoner, du skal see, at hvad du og alle dine Aander ikke kan giøre, det skal vi udrette. Har en eneste Epicur kundet kuldkaste al Religion, hvad kan man da ikke vente af saa talrig og lærd en Forsamling som os, og det i saa oplyste Tider, da alle, fast indtil Pøbelen, gier og taer Raison. I det de saa talede, brød Ocean sine Love, og overrumplede Jorden, Tordenen brølede i alle Himmelens Egne, Lynild løb efter Lynild, og

en nye Ild fra Jordens Indvolde mødte Lynilden i Skyerne med en forskrækkelig Lugt og Bragen. Midt i al den Ild syntes der ar være et Mørke, som man kunde tage fat paa. Frietænkerne vilde omvende sig; men der hørtes en Røst midt af Tordenen og Ilden, som sagde Naadens Tid er alt forbi, I have syndet imod Aanden, og i det samme aabnede sig Afgrundene, og alle Fritænkerne foere ned i samme med en græsselig Brølen og Jammer-Sang. Strax derpaa blev alting i sin Orden igien; Afgrunden lukkede sig; Ocean veeg tilbage i sit eget Rige, Ilden ophørte, og Tordenen brølede ikke mere. Mørker gav Soler, efter, som gik frem paa Himmelen, som en Brudgom af sit Sæde. Men imidlertid havde jeg faaet saadan en Skrek i mig, at jeg neppe kunde besinde mig mere, hvor jeg var. Bierg-Manden forlod mig, og smuttede ind i Bierget. Jeg gik saa sagte bag efter; men kunde ingen Dør eller Aabning see, hvilket kom mig meget underligt for. Jeg lagde mig need ved Bierget; thi jeg var meget udmattet af sidste Syn. Jeg hørte en yndig Musik, og som min Fader var Musikant i Kiøge, forstod jeg saa meget, at kunde afskrive Noderne, som enhver kan faae afskrevne hos mig igien Stykker a en Rixdaler. Efter Musiken hørte jeg en Røst af Bierget, som sagde: Pak dig, Simon Skoeflikker! der er dig ingenlunde raadeligt at blive her længere. Jeg var

strax lydig mod Biergets Røst. Jeg retireerte mig, gik ind i et eenligt Huus, og da jeg der havde gottet mig, og samlet alle mine Kræfter tilbage, satte jeg mig for, saa snart som mueligt, at vende tilbage til det lyksalige Dannemark, mit kiere Fæderneland, hvor slige fæle Optoge aldrig sees; men hvor Glæde og Lyksalighed har slaget sin Boepæl. Dette mit Forsæt fuldførte jeg troelig, og kom lykkelig og vel til Kiøbenhavn tilbage, ved ønskelig Helsen og Sundhed.

✂

En Norsk Hyrdes Indtagelse i et Bierg.

Virg. Eclog. IV.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2
3

Paa nogle norske Fielde vogtede en ung Dreng Qvæg. Stedets

Eenlighed, og de utallige Gienstande, som Naturen forestilte

hans Sandser, opvakte hans naturlige Sindriighed. Nye Begrebe udvikledes daglig.

Han begyndte at see sig an, som en liden Monark, for hvilken alle disse Naturens Yndigheder vare dannede. Disse høie og majestætiske Bierge vare ligesaa mange Slotte for hans ærgierrige Indbildning. De hvelvede Huler vare hans Gemakker, som Naturen havde ziret med glimrende Ertse og Muskelskalle. Der sad han tit henrykt, og smagte de uskyldige Retter, som hans Hiord ydede; thi de frugtbare Dale gav hans Qvæg feede Græsgange, og dette toldede oprigtig til sin Behersker af

dets Fordele. En daglig Omløben med Hiorden giorde ham tidig til hans Maaltider; han aad og stod glad op fra at nyde. Indiens Urter vare ham ubekiendte, de ophidsede ikke Ædelysten til at overskride Naturens foreskrevne Grændser, derfore beholdt Siæl og Legeme fin naturlige Munterhed.

Tusende smaa Fugle udgjorde hans Bordmusik. Den stolte Tiur, der med sin Bromren sang sin Elskov, var ligesom en Pauker, der slog Takten i denne Lystighed.

Hist saae han en Mose, hvorover et guult Teppe var udbredet, der kastede han sig ned, og plukkede disse nydelige Multebær, som trodser de falerniske Druer.

En anden Tid klavrede han op paa et steilt Bierg, hvor man Aaret før havde brændt en Braate. Jorden var endnu sort og forbrændt, men indsprængt hist og her med en blodrød Farve. Indtageligt Syn for Øjet! Lugten af den brændte Gran og de vellugtende Jordbær giorde en behagelig Blanding, og var et Ambra for Næsen, og et Nektar for Ganen.

Rindende Aaer, der nedkastede sig med en skrækkelig Brusen over de steile Bierge, var ham et ligesaa stolt Syn, som Versailles og Marlis kunstige Vandspring for den franske Ludvig. Havguder og Gudinder, Havsviin og Hvale af Metal (kunstige Blendeverke) drillede ikke hans Øine, men han saae den modige Lax, der pukkende Klippen vover et Spring til sin Undergang, den blanke Forel, og den safrangule Aborre, som lystig sprætter i Vandet, og syntes at ville besee Landets Yndighed.

Udstrakt paa Jorden under Skyggen af en Asp, saae han Gederne, Hiordens Vovehalse, paa Pynten af en Klippe, at pukke

Døden og Afgrunden, ikke for at de jo fandt Føde nok i Dalene, men de syntes at ville forlyste deres Herre med sine Luftspring. Deres spøgefulde Unger i adskillige latterlige Stillinger prisede Ungdommen og Sommeren.

Biørnene med sine Unger lode sig og see paa Skuepladsen. Hvo skulde troe, at under denne lodne Pels boede Ømhed? De slikkede sine Unger, og omfavnede dem, de forglemte sin naturlige Haardhed, og med en halv mild

Smiil yttrede Fornøielse over de Unges Krumspring og Favnetag. Men dette Optog saae Hyrden an fra en høi Gran, hvorfra han ikke torde nedstige, førend det var til Ende.

Utallige saadanne Gienstande vare hans Eenligheds Tidsfordriv; men Mennesket er skabt til at omgaaeS med Mennesker, og kan best smage Selskabers Behagelighed. En længselsfuld Ild optændtes da i hans Siæl, og kom disse blussende Kinder til at falme. Ved Bredden af Aaen satte han sig tit, og spejlede sig selv for at see et Menneske. Dette Blendeverk syntes lidet at forsøde hans Længsel. Han greb tit til sin Luur og til sit Horn, og Biergene gav ham et ligesaa sørgefuldt Gienlyd tilbage. Hundene kom og slikkede ham, med deres Logren bevidnede de deres Ømhed, men forundrede over at savne den sædvanlige Munterhed, pakkede de sig bort, og syntest at tage Deel i hans Sorg.

Fordybet i disse Betragtninger hørte han en Raslen i Buskerne, og en ung velskabt Pige fremtrinede. Ungdom og Uskyldighed spillede i hendes Øine, og et stort flagrende haar nu skulle, nu blottede det yndigste

Bryst. Hun neiede, tog Hyrden ved Haanden, og bad ham følge sig.

Den Behagelighed, hvormed hun iverksatte dette, forædlede hendes Skiønhed; thi det skede ikke med en amasonsk Frekhed, Siælen i Bypigernes Opdragelse. En malt Rødhed over et deiligt Ansigt forekom, som det skede efter Befalning fra en Bydende.

De gik nogle Skrit, og standsede ved Foden af en Klippe. Jorden aabnede sig under deres Fødder, og med en langsom Fart saae de sig nederst i Afgrunden. Her kunde man ikke forestille sig et grueligere Syn. Løsnede Stykker af Klipper, af Slotters Størrelse, Grus og Stene slængte oven paa hinanden, viste et Billede af en Stad ødelagt af Jordskielv. En mineralsk Stank uddampedes, der forgiftede Luften, og giorde Pusten besværlig. Vandet, der siede imellem Rifterne af Bierget, gav en huul Lyd, naar det i store Bubler faldt paa Bunden, og vædede som en Støbregn. Endelig standsede de ved en Hvelving, der syntes at være en Indgang til en Bolig; men man var dog uvis, enten man havde Kunsten eller Naturen for sig.

De kom da ind i en Afdeling, hvor Hvelvingen og nogle Pillere, hvorpaa den hvilede, var udhuggen af et Stykke, men intet var glattet eller ziret, intet Ligemaal eller Forhold iagttaget. De nærmede sig til en anden Indgang, hvor Pigen bankede paa en Dør, som blev aabnet af en Gubbe med graat Haar og et langt Skieg, der naaede indtil Beltet. Paa hans skaldede og rynkede Pande syntes Klogskab og Sindighed udgravede, og noget, (jeg veed ikke hvad), som indpræntede Ærbødighed. Velkommen! sagde han, i det han tog Hyrden ved Haanden, velkommen til os under Jorden. I den Belevenhed, hvormed han udsagde disse Ord, kiendte Hyrden strax igien det Elskværdige hos Datteren.

Frygt betog Hyrden Svar. Min Gud! udbrød han, hvi kommer jeg her? Men den Gamle, med et venlig Smiil, klappede ham paa Kinderne, hvorved han kom noget til sig selv, og endnu mere ved at høre følgende Ord:

Det er af Medynk over din Enlighed, og for at giøre dig lykkelig, at jeg har ladet dig nedstige til mig, det skal bero paa dig selv,

enten du vil tage Deel i mine Skatte, eller komme tilbage til din Hiord.

Ved disse Ord kom Hyrden til sig selv, og raabte: Hvem er da I, ærværdige Gamle! som har denne forunderlige Magt, at nedsænke i Afgrunden, og hvorfor har I udvalgt eder disse underjordiske Boliger, I, som er saa vel skikket til at boe over Jorden?

Jeg er en Biergtrold, (som man kalder det hos eder), svarede den Gamle, jeg regierer en Deel af det underjordiske Norge. Mine Skatte, som du skal faae at see, skal overtyde dig om min Vælde. Det er mig, som raader for eders Biergverkers Lykke, og de Metaller, som kunde udgiøre eders Riges Herlighed, ere Gaver, som jeg langer eder af det jeg selv vrager. Jeg har altid elsket det gamle Norge, og skiønt min Lykke har ingen Forbindelse med eders, tager jeg dog Deel udi den, og vær forsikret, at jeg ikke er uvidende om, hvad som gaaer for sig over Jorden. Jeg har altid været opmærksom ved Norges Tildragelser, og æret disse store Hoveder, som har fortient Navn af Landets Fædre; men før jeg herpaa giver dig et Beviis, skal jeg først skienke dig

en vederqvægende Drik, da du sluttelig trænger til Forfriskelse. Han gav et Vink til Pigen, der ligesom stod forgabt i den ny Giest. Hun sprang strax til, og henrede et Beger udhuggen af en Bierg-Krystal, og ziret med Granater og Rubiner. Hun tog en Flaske, og skienkede en skummende Drik, hvis aromatiske Lugt, som opfylte det ganske Værelse, var allene nok for at oplive Geisterne. Den Gamle drak ham selv til, og bad ham atter være velkommen. Han langede ham Begeret, men Hyrden vegrede sig for at modtage den, strax den Gamle i en forhøjet Tone besvor ham at drikke. Han satte den da til Munden, og udtømmede den indtil Bunden.

Denne Drik forvandlede Hyrden ligesom til et andet Menneske, den udbredde sig i hver en Aare, og trængte sig lige til Siælen. Den fordrev alle disse tykke Dunster, der hindrede at opstige til det Høie og Ædle. Min Gud! hvilke Følelser! — raabte Hyrden, hvor er jeg ikke opløftet! — hvor brænder ikke min Siæl! — hvad er det for en ubekiendt Gud, som min Siæl øiner og tilbeder. Det er Æren, svarede den

Gamle, og Kierlighed til Fædrenelan-

det! og gid alle dine Landsmænd fik en Draabe af denne Skaal.

Fornøi min Begierlighed, raabte Hyrden, og lad mig see disse Kiendetegn paa eders Agt for Norges Fædre. Følg mig, svarede den Gamle, og aabnede en halv Dør til et smalt Gemak, der udgjorde et Perspektiv, hvis Ende kunde ikke øines. En Glands udbredde sig overalt, der blindede, som en Soel. Guld og Sølv var ikke det, som meest fæstede Opmærksomheden, men en Smag i Bygnings-Kunsten ubekiendt for Rom og Grækenland; thi paa saa fuldkommen en Maade at forene det Simple med det Høie og Majestætiske, havdeingen før paafundet. To Rader Piller, der gik fra Indgangen til Enden, vare af sleben Gulderts, og de rige Aarer vare af Naturen saaledes indvirkede, at de forestilte Viinranker, der ligesom med Kunst vare drejede om Pillerne. Imellem hver af disse stode Helte i fulde Postyrer, omringede med Seierstegn og Sindbilleder.

Den første med et langt Haar i fri Bukkler, røbede en høi Siæl og Tapperhed; thi Mesteren forstod i en høi Grad den Kunst,

at lade Malmen tale. Han holt en Løve imellem sine Arme, og ved hans Fødder laae Konger med affaldne Kroner fængslede, som saae Helten an med Frygt og Forbittrelse. Hyrden kiendte strax igien Harald Haarfager. Hans Søn, Erik, med en Øxe i Haanden, kastede forbittrede Øine til den næst staaende, som var Broderen Hagen Adelstein. Denne holt et Kors i Haanden, som Han viste til nogle nærstaaende Postyrer; men de bortvendte Øinene, og vilde ikke see det. Dernæst kom Ole Tryggesen, der med et Sverd i den ene Haand nødde nogle Postyrer at kysse et Kors, som han holt i den anden. Derefter saae man den dobbelt store Magnus. En forunderlig Blanding af Mildhed og Strenghed blinkede af hans Øine. Han havde en Krone paa Hovedet, og holt den anden i Haanden, men i den anden Haand holt han Tordenstraaler. Harald Haardraade lod sig og see. Han saae paa sin Formand, og Ærbødighed syntes at tale af hans Mund. Han holt i Haanden et Kort over Grækenland, men hans Hoved var ziret med en Skibskrone. Den gamle Hagen Hagensen, under en rynkende Pande, røbede en høi Gejst og en stor Siæl. Han rakte

Oliegrene til nogle, der knælede for hans Trone; men en anden, der laae udstrakt paa Jorden, syntes med en døende Mund at true Helten. Den vise Magnus Hagensen sluttede Troppen med en Vægtskaal i Haanden, hvori laae fire sammenrullede Pergamenter, han holt en Oliegreen i den anden; og en Grønlænder i en ærbødig Stilling nedlagde for ham en Knippe Fisk.

Lader os kaste et Øie til disse paa den anden Side, sagde den Gamle, og gik op til Indgangen. Den første var en bedaget Helt, tegnet med Krigens Mærker i Panden. Torden og Lynild fnysede om hans Øren, men han saae siivt, og blinkede ikke. Et i Marmor udhugget Stykke stod paa hver Side. Det ene forestilte Helten styrende et Skib, der var nær ved at opsluges af Bølgerne. Paa det andet saae man ham i Land, omarmet af tvende Børn. Ved hans Fødder laae en Løve, til hvilken han smilede.

Den næst efter ham var meget yngre, og paa ham syntes Billedhuggeren at have udtømmet al sin Kunst. Er dette en Engel? raabte Hyrden. Det er et Menneske, svarede

den Gamle, og en Menneske-Ven. Denne saae og mildt til Løven, men nogle Rovfugle, der flagrede om hans Trone, skiulte Løven med deres Vinger.

Den sidste var et udhuggen Anlæg til et Postyr. Man saae en Mængde af Sindbilleder, som vare fuldførte, men ikke opsatte paa sit Sted. Her laae et Stykke, der forestilte Helten, som en Hyrde, der river tvende zittrende Lam af nogle Ulves Kløer. Et andet afbildede ham med den ene Haand at vande et Rosentræ, og med den anden at oprykke nogle Ukruds Planter. Et aabent Buur med en Fugl, som sang oven paa, stod ikke langt fra. Nogle Postyrer af Mennesker stode og færdige, nogle blottede, fulde af Bylder, med hængende Hoveder, andre med side Klæder, der bare Kurve fulde af Frugter, opløftede Hovedet med frimodige Øiekast. En Løve fandtes ogsaa trivelig, og med oprejst Hale. Hyrden spurgte, hvor denne skulde sættes? Og da den Gamle svarede, at den skulde ligge op til Heltens Bryst, faldt Hyrden paa Knæ, og tilbad Støtten.

Naar skal denne blive færdig, spurgte Hyrden? Der skal først, svarede den Gamle, opbygges en Tempel i Norden for en Gudinde, og Helten skal have den Ære, at den skal kaldes efter hans Navn. Et stort Lys skal altid brænde i denne Tempel, og Sønnerne fra Vardehuus til Lindesnæs skal der komme, og anstikke sine Fakkler. De skal siden adspredes paa Fjeldene og i Dalene, og giøre lyst overalt. Nogle af disse skal lære at danne Hjerter, at svinge dem op til Væsernes Væsen, at forbløde dem, og indtrykke dem Dydens Stempel. Andre skal lære at holde Vægtskaalen, at rive Lammet af Voldsmandens Haand, og stikke det i Barmen paa den zittrende Hyrde. Disse skal af mølædte Pergamenter og af Stenen opdage den rette Odelsmand, og sige: Tag dette, det har været dine Fædres.

En anden Flok skal og udgaae af denne Tempel med Forstørrelses Glasse, med Hamre og Digler. Nogle skal udbrede sig langs Strandbredden, og samle Muskelskalle og Koraller, og opdage ny Beboere i Neptuni Rige. Andre skal vove sig paa Pynter af Biergene, og nedklavre i deres Huler, og de

skal opstige med Fade fulde af mine Skatte. Nogle skal igien samle Blomster, og opskiere de bittre Rødder, og samle Frugten af Hæggen og Eneren, og andre Træer, og udperse Olien, der skal optøe det gamle Bryst, forstørknet af Kulden, og male Rødhed paa gustne Kinder.

Tilsidst skal en stor Skare, holdende hinanden i Hænderne, udgaae af denne Tempel; nogle skal bære Stier og Vinger, og see stivt under Himmelen; andre bære Passer og Maalesnore; andre med spillende Øine skal bære Pensler. Endelig nogle forslidte Pergamenter med hængende Segl.

Hyrden, uden for sig selv, skreg i Henrykkelse: Naar skla denne Tempel oprejses? Hvortil den Gamle svarede: Helten søger alt efter Grundstenene.

O! begynd at udgrave hans Ansigt, raabte Hyrden, og lad hans øjekast blive saa skrækfulde, at de gier Avind maalløs.

Hvor skal denne Tempel oprejses, blev Hyrden ved? I en liden Stad, svarede den

Gamle, hvor Sirenernes Sang skal ikke fortrylle de unge Hjerter; thi Gudinden er nidkier for sin Ære, og vil med ingen dele sin Dyrkelse.

Men hvor skal disse Skatte tages, blev Hyrden ved, efter nogen Stiltienhed? Landsmændenes Ædelmodighed, svarede den Gamle, er et riigt Skatkammer, om der end ikke vare andre Udveie; men jeg veed endnu et: Skulle nogen af eders Geistlige vegre sig ved at overgive de benificerede Gaarde, som er en Torn i Øiet paa saa mange, og som dog indbringer saa ringe Fordele for Bøxelherren? Der ere jo mange af disse Gaarde, som ingen vil tage i Betænkning, at tilkiøbe sig for 3 a 4000de Rixdaler; og hvad er vel Afgivten til Præsten af en Gaard, der har saa mange Herligheder? Høit 4 a 5 Rixdaler. Bøxelmanden skulde da være den, som høster de store Fordele, men vi seer jo de fleste af dem forarmede; og hvad kan andet være, naar de tildeels hindres i at føre sig Gaarden til Nytte, deels afskrækkes fra at anvende Bekostninger paa den Jord, han ikke er sikker paa, om hans Efterkommere skal høste Frugter af. Bleve nu disse Gaarde solgte, der udgiør saa stor en Deel af Riget,

der vilde til visse udkomme en anseelig Sum, i sær naar de bleve Kiøberne forsikrede, som virkelige Odelsgodse. Denne Sum vilde ikke allene være nok til dette store Verks Opfyldelse, men der vilde endog blive saa stor Sum tilovers, at dens Renter kunde erstatte Præsternes Tab. Ikke at tale om disse Gaarders virkelige Forbedrelse, naar de tilhørte Selveiere og Odelsmænd, som vare forvissede, at deres Børn skulde høste, hvor de havde pløiet.

Dette Brug af de benificerede Gaarde vilde være mere overeensstemmende med Retfærdigheds Grundsætninger, og Forfædrenes Hensigter, som Givere, end om Helten vilde laane Øret til nogle despotiske Prædikantere, der raader ham til at giøre Erobring af det, som han har ingen større Ret til, end til et andet Odelsgods.

Men det var en anseelig Sum at faae hermed, skulle vel nogle sige. Desuden er det i Norge, hvor vi ere vante til at giøre Erobringer. Dette Land er, som Piletræet, jo mere det skiæres, jo mere det skyder ud. Men Helten har Hierte og Forstand nok til at blive vaer noget Afskyeligt, og for hans Ære fornærmeligt i disse Raad.

Det er ikke nok med denne Tempel, fortfoer den Gamle. Jeg har endnu mange Ting at fortælle dig, som vel skal erstatte den Bestyrtelse jeg har forvoldet din Siæl. Det nordiske Peru skal ikke længere blive et Rov for fremmed Begierlighed, eller eders Metaller støbes til eders egne Lænker. I har længe nok med eders Død kiøbt andres Vellyster, og seet eders Lands Fordele blive forvandlede til eders Ulykker. Nei, Sølvet skal støbes til en Trone for Helten, og blive Landets Børn til Beste. Heltens Navn og Løvens Billede skal igien graves paa Staalet, og dets stærke Slag paa de tynde Sølvplader skal igien høres i Staden, og være en behagelig Musik i Landsmænds Ørne. Paa den Tid skal mine sorte Yndlinger med Hurra kaste sig i Døden og Afgrunden, og det Dybe i Biergene skal give en huul Lyd af Viser til Heltens Ære.

Den vilde Halling og ærværdige Tællebonde skal da med brølende Skarer lade sig høre i Fieldene. Den flittige Hedemarker og hændige Hardanger skal komme at ombytte sit Lands og Flittigheds Frugter med den ny

slagne Mynt. De skal bringe den hiem til deres Hustruer, og deres smaa Børn skal ud-

række deres spæde Arme, for at see dem, og Mødrene skal vænne deres lallende Tunger til at nævne Heltens Navn.

De nordiske Sønner skal ligesaa lidet rives af deres Fædres Land, som deres Bierges Skatte. Und Spanien Æren af at have giort den ny Verden til en Ørken. Eders Helt har et ædlere Maal for sin Ære. Han skal snarere sætte den i at giøre Ørkener til Verdener. Disse blodgierige Læger, der altid stoler paa nyt Blod, og raader til en idelig Tapning, skal ikke høres. De skulle blive ved faa længe der var got Blod, og siden overlade et udmattet Legeme. Her vil de uden Tvivl sige: Vi sender eder jo andre i deres Sted, som gaae ned. Men hvad for andre? Europas Vanskabninger, solgte og uduelige Kroppe, oplagte til at udsaae ubekiendte Laster, og at omstøbe de beste Borgere. Saadanne skal være Erstatning for Kiernen af Folket, og Fædernelandets Elskere. Hensigten med denne Ombytning indsees ikke saa lettelig; thi ingen skulle troe, at de vare opsendte, for med Kaarden i Haanden at prædike Lydighed og Troskab, da deres Exempler ere saa lidet lærerige i denne Post.

Andre lade sig vel forstaae med, at Norge er af den Forfatning, at det ei behøver mange til at forsvare det. Herudi har de visselig Ret. Naturen har paataget sig at befæste dette Rige, og naar visse trange Passe bliver besatte, kan man med faa Folk holde en Fiende ude. En Fordeel, som i et andet Rige end Norge ville ansees for noget stort. Men er der og Folk nok til at dyrke eders Agre, at bruges i Biergene og paa Vandet?. Hvor mange gamle Fædre, frarøvede deres Alderdoms Støtter, har maattet lægge en skielvende Haand paa Ploven, og segnet i Furen. Hvor tit har man ikke hørt dette ynkværdige Farvel af en øm Moder: Farvel, min Søn! min Støtte! mit Liv! med Smerte bragte jeg dig til Verden; men denne er utaalelig. Jeg og din Fader gaaer hen og døer. — Vi skal aldrig see dig. — —

Bedrøvelig Skilsmisse! sagde Hyrden, jeg har selv været Vidne til mange saadanne. Men tro mig! en langt anden Tale ville denne Moder holde, naar det gik ud paa at hevne Landets og Heltens Ære. Hun skulle selv binde Sverdet om Sønnens Side, og sige: Gak og forsvar dine Fædres Arv og Heltens.

Din Død er mit Liv, naar du segner med Æren. Hun skulle vise sin graahærdede Husbonde dette gamle Vaaben under Taget, med disse Ord: See! dette har dine Fædre brugt under en Krabbe, en Hanibal, og en Gyldenløve. Det er endnu rustet af Fiendens Blod, tag denne kiere Arv, og viis, at der endnu er Normænd i Norge.

Nu maa jeg fortælle dig noget, som du kan viske i Øret paa den flittige Handelsmand. Jeg mener den, som med sin Handel forbinder Landets og sit eget Vel. Siger ham, at Hovedstaden skal ikke være en Afgud i Heltens Øine, til hvilken at føde alle de andre skal ofres. Den har længe nok udtømmet eders Kilde, og I har ikke været i Stand til at ledske den. Helten taaler ligesaa lidet, at en Deel af hans Børn ere Slaver, som at en anden opreiser sig som Konger. Han har indsigtsfulde Øine nok, for at indsee denne falske Statskunst, at Hovedstaden bør være en Tolk for al hans Pragt og Vælde, om det end skal skee paa Bekostning af de andres Undergang. Skulle man troe, at det var for at blinde Øinene paa de Fremmede, da er Synet af øde og forfaldne Steder, som Han har fundet paa

Giennemreisen, alt for tydelig malt for hans Øine, at hans Øine skulle forgabes i dette Glimmerverk? Eller skal det være en Belønning for beviist Troskab, naar Fienden har staaet for Portene? da er det vel berømmeligt, men tillige en Pligt, der paaligger alle Borgere, at forsvare sine Altere, sit Hoved, sine Hustruer og Børn. Nogle af eder har dog giort mere. Jeg mener disse, der til Tiden har godvillig opofret deres Stad og Eiendomme, at den ganske Verden skulle ved dette Lys see deres Troskab.

Det er ikke et Onde, der flyder af dette uendelige Fortrin, man giver Hovedstaden frem for de andre Stæder, men utallige. Denne skal være den store Middelpunkt, hvor alle Regieringens Drivefiedre skal være samlede. Helten har der sit Sæde, og alle hane Tienere. Krigsguden dyrkes til Lands og Vands, de 9 Gudinder ligeledes. Den skal være et Oplagsted for alle andre, og har eene Ret til at handle. Den har endog tilforpagtet sig en anseelig Deel af de øvrige Borgere, hvis Vilkaar er lidet bedre, end Slavers. Den er et Alt. Hvad for en Fiende skulle ikke beile til en Brud af saa høie Egenskaber, og vove alt?

Han indseer lettelig, at giore Hovedstadens Erobring, var det samme, som at giøre to Rigers, da det øvrige ville flyde af sig selv.

Dette er ikke det eneste Onde. Alle vil søge Hovedstaden, der har tusinde Tillokkelser og Næringsveje mageligere, end den tunge og uhandterlige Plov. Markerne vil blive øde for Dyrkere. Tilsidst vil det svie til Hovedstaden selv, der har mange Ædere, og faa uden for dens Volde til at stikke dem Brødet i Munden. Dette er ikke nok. Denne Statskunst er ene i Stand til at dæmpe Kierlighed til Fædernelandet, og al Lyst til at befordre dets Opkomst uden for Hovedstadens Volde. Hvo skulle være saa daarlig, at anlægge Fabriker, eller giøre andre nyttige Indretninger, naar et Tordenslag fra Hovedstaden ødelægger dem, som fornærmelige for sig? O! jeg føler mange af eders retskafne Landsmænds Græmmelse, der seer Midlerne til sit Lands Flor, og tør ikke gribe dem, der seer det altid krybe, og ikke tør tage det under Armene, for at oprejse det.

Men nu, I landselskende Børn! frygter ikke mere for saadanne Tordenslag. Nu er

den Tid kommen, at I ikke mere skal stiele eder til at være nyttige Borgere. Helten langt fra at oprykke eders smaa Planter, skal snarere vande dem, at de skal grønnes. Opslaaer frit eders Vævstole. Giver eders Træ og Metaller sin Dannelse. Henter de raa Varer, som eders Land ikke frembringer, om I vil i den ny Verden, og smager selv Frugterne af eders Flittighed. En begierlig Haand skal ikke mere nedrive eders Redskabe, eller omvælte eders Kiedle.

Opretter igien det gamle Venskab med disse lykkelige og fri Øebeboere, og med dem paa den anden Side, som bygger sin Lyksalighed paa Frihed og Vindskibelighed. Hugger selv de Stokke, som skal flyve med eder over alle Vande, og lad Verdens Grændser blive eders. Tager med eders Fiske, eders Metaller og Træ, alle Havne skal oplade sine Bomme, og omarme eder. De skal ikke forlade eder, før de har fyldt eders Rom med de Varer I har ikke tordet forskaffe eder selv, eller som eders Himmelegn nægter eder.

Eders Helt, som selv tør tænke, indseer lettelig, at Naturen har dannet eders Land til

Handel. Landets Frembringelser, den Mængde af Floder, som giennemskiære det, og giør Førselen magelig, de utallige og sikre Havne, som Naturen selv har befæstet, og i sær Folkets medfødde Lyst og Mod til at vove noget stort, alt dette raaber paa Handel og Frihed i Handel. Skal denne blomstre, da maa den giøres saa fri som muligt. Det er i den fri Luft, hvor denne Ympe skyder Spirer. Man behøver kun at kige ind i en af Europas Havne, for at see Frihed, eller Slaveri, ja vi vil finde dem tegnede i Indbyggernes Øine.

Naar I nu ikke længer bliver bundne til dem, som med en begierlig Haand foreskriver eder de Priser I skal give for Varer, der faaes saa meget ringere og bedre hos andre, da vil denne Frihed føde de ønskeligste Frugter. Eders Lands Frembringelser, og i sær den Mængde Trælast, som i fremmede Havne ere opsatte, og forældes i Mangel af Kiøbere, vil finde en vis Afsætning, naar Fremmede indseer Fordelen i at handle med eder, og kan studse Varer mod Varer. Dette er Siælen af Handelen, og det Folk, som altid skal ud med det rene Sølv, vil snart finde sine Kilder tilstoppede. Demre Frihed vil bedre end alle Fore-

byggelser hemme saa mange tusende Landsmænds Undvigelse af Riget, som den fri Luft og bedre Næringsveje lokker andre Steder. De maa feile, for at leve; thi Søen er deres Element, og i vores Havne vil de ikke finde mange Leiligheder til at styre denne Lyst.

Barkebrød skal blive ubekiendt, sagde den Gamle videre, i denne lykkelige Alder. Eders Land og Vande rækker eder nok, hvorimod I kan tilbytte eder deres Jords Grøde. O! raabte Hyrden, før mig ikke paa denne bedrøvelige Erindring. Mit Hierte bløder ved at forestille mig disse gruelige Billeder af blege Kinder, af indfaldne og matte Øine, af ravende Been, der ikke er i Stand til at bære et Legeme fortæret af Hunger, at see fortvivlede Mødre henkaste skrigende Børn. Denne Tid er forbi, sagde den Gamle. Eders Liv eller Død skal ikke beroe af andre, som i deres Overflødighed nøder eder til at betale det, som andre ikke vil give, og som i Mangel mætter før Fremmede, end dem, de kalder deres Brødre. Nogle af dem tør dog udbryde i disse stolte Ord: Vare ikke de, maatte I bide i eders Klipper. Men skulle man troe, at det er Menneskekierlighed, som blæser deres Seil til

Norge? Eders Havne ville snart blive øde for deres Seilere, om de ikke selv fandt den store Regning i denne Handel. I søger jo, som en Maade-Bevilgning, om fri Indførsel fra andre Steder, det er dog Tegn, at de ikke ere de eneste, som har frugtbare Marke, og var denne Maade eder altid forundt, de skulle selv indfinde sig, og, i en mindre bydende Tone end før, spørge eder: Om I havde Sølv at give dem for Korn? I kunde i de gode Tider oprette eder Forraadskamre, ligesaavel som andre Lande, der endnu frembringer mindre Korn for et uendelig større Tal Indbyggere, og skiønt de selv avler faa lidet, ere dog i Stand til at række de frugtbare Lande Hænder.

Tillad mig, at falde eder ind i Talen, sagde Hyrden: Synes det ikke, at Naturen har bestemt disse tvende Rigers Forening, at det ene skulle række det andet Haanden i sine Mangler. Lad Agerdyrkningen hos os komme i den høieste Flor, saa kan vi dog ikke forandre vor Himmelegn, eller afværge disse kolde Vaarnætter, saa fordervelige for den best dyrkede Ager. Vi trænger da til fremmed Hielp, og er det ikke billigt, at vi før søger den hos dem, som med os ere samlede under et Zepter,

end hos Fremmede. Vi kan igien opfylde deres Mangler, og give dem vore Metaller, vore Fiske og Træ, og enhver indseer en fælles Fordeel for det ganske.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at jeg skulle med skiæle Øine ansee denne for begge saa berømmelige Forening, som eders Konger med saa megen Viisdom og Mildhed har holt ved Lige. Gid den maa staae indtil Verdens Riger adsplittes, og at enhver i sær fandt deri sin Lyksalighed; men kan ikke denne Forening staae ved Magt, uden at det ene Rige skulle tvinges til en ufordelagtig Handel med det andet? Er det ikke Egennytte, som er den store Driefieder i Handel imellem enkelte Personer? og hvo vil fortænke den ene, at han ophæver den, naar han derved bliver vaer den andens Berigelse, og sin egen Forarmelse? Bør ikke det samme have Sted imellem Riger i Almindelighed, og hvad er vel et Slaveri andet, end at den ene skal arbeide, og den anden høste Frugterne?

Nu heder det vel: Maa vi ikke imodtage eders Jern, som for lettere Priser sælges hos eders Naboer? Men er eders Jern dyrere,

da har det og sine Fordele frem for andres, og skulle nogen troe, at alt det, som forbruges i deres Rige, var fød i eders Bierge? Her indsees strax Ubilligheden, at et Folk skal paatrænge det andet sine Varer, det har dem og været en let Sag, som ere Tronen saa meget nærmere, at udvirke Bevilgninger, og i Mangel derudaf veed de andre Udveie. Og sæt, at de ikke tog et Pund hos eder, mon det skulle være Norge saa stort et Skaar, naar ikke andre af dets Rettigheder vare beklippede, ville det føles af nogle enkelte Personer, det skulle dog ikke giøre stor Indflydelse paa det ganske.

Maa vi ikke imodtage eders Glasse, siger vel andre? Men hvor ofte udvirkes ikke ligeledes Bevilgninger, at hente hos Fremmede det, som faaes bedre og næsten for samme Priser hos eder. Desuden, om disse Hytter bleve nedlagte, Skovene ville ikke derved tabe saa meget, som visse Store, ved al savne de pommerske Vexler.

Hvo seer da ikke Norges langsomme og visse Død, om denne Handel længe skulle staae ved Magt, og hvo vil fortænke dets Børn, om de anraaber Helten om Frihed. Lader eder

dog nøie, I Umættelige! med de øvrige store Summer, som hvert Aar udpresses af dette Rige, og gaaer ned til eder. Regner I for intet alle ordentlige og overordentlige Skatte, Told, Consumptioner, Bevilgninger, denne Mængde af Bestikkelser saa fornødne baade til at udvirke Retten og Uretfærdighed; ja denne store Sum, som de Unge først nedlægger for at giøres dygtige til Fædernelandets Tieneste, og siden større, inden de opnaaer det forønskte Hovedmaal. Skulle ikke dette være nok, hvormed at tilkiøbe sig denne saa fornødne Frihed, og al endnu Begierlighed gaae videre? Spænder dog ikke Buen for stærkt, at den ikke engang skal briste; men udforsker Landets Tilstand, da det sluttelig er eder fremmed. Spørger ikke den unge Spradebasse, som Vellyst har sammensmeddet i en Lænke med eder. Han skulle sælge sit Fæderneland for et smukt Lystspil. Ungdommen løber altid efter Skyggen. Spørger ikke den stakkels Søgende, som hos eder maa trygle en liden Plads i sit Fæderneland. Han nødes at krybe, og for at vinde Yndest, skiule Sandheden. Spørger ikke engang denne nydende Klasse i Landet, den skal intet mangle, sfaa længe den Arbeidende har mindste Skierv tilovers. Men spørger

den udtærede Bonde, der stikker andre Brødet i Munden, og er Maalet for alles Plyndren. Spørger den flittige Handelsmand, som er indskrænket inden saa snevre Grændser, og fortrykt under Byrderne. Spørger disse, der eene føler Aaget, og de skal afmale eder sit Fædernelands Tilstand med tilforladelige, skiønt bedrøvelige Farver.

Men, min Søn! sagde den Gamle, med en mild og munter Mine, vent dit Fædernelands Frihed og Lyksalighed under denne Helt, som der skal staae, i det han pegede paa Stytten. Denne skal sætte sin høieste Lyksalighed i at regiere fri og lykkelige Borgere. Han skal ikke indslutte sig inden en glimrende Cirkel af krybende Hofmænd, som skiuler for hans Øine de nyttige Borgere, og deres Fortrykkelfer. Han har allerede brudt igiennem denne Forskandsning, og blevet vaer, at de paa Rigers Ruiner har oprejst Templer for Vellyst og Overflødighed. Han skal ikke engang indslutte sig inden sin Hovedstads Volde, men hans godgiørende Aand skal have Vinger, og flyve igiennem Landskaberne, ja fæste sig paa eders Bønders Straatage.

Tilsidst, sagde den Gamle, skal Helten Udlede nogle af sine norske Børn, der har Mod nok til at torde, og Lyst og Indsigt til at tale Landets Sag. Jeg meener saadanne, som opofrer al nedrig Egennytte for Landet og dets Fader. Og mon disse skulle findes iblant eders Fielde? Visselig, naar Kierlighed til Fædernelandet faaer igien sin gamle Borgerret, og man offentlig tør dyrke den iblant Dyderne. Disse skal Helten bevæbne med en fuldkommen Magt til at giøre sit Land lykkelig, og med en mægtig Arm forskandse dem mod avindsfulde Anfald. Til dem er det han skal sige: Jeg besværger eder ved de Pligter I skylder eders Fæderneland og mig, at giøre eders Medborgere lykkelig. Jeg betroer eder det kiereste jeg har. En anseelig Deel af mit Folk. I faaer en stor Have at dyrke, og maaskee, der vil findes dem, som søger at oprykke eders Planter; men taber ikke Modet. Jeg skal være hos eder, at I i Rolighed kan opelske disse fortrykte Spirer. Udbreder eder paa Lander og paa Vandene, stiger ned i Biergenes Huler.

Disse er det, som skal sige til Bonden, at Agerdyrkningen er Kilden til alle Rigdomme, og den ædelste af Menneskets Beskiæftelser. De skal pege paa den Jord han skal omvelte, og lære dem at udtappe og dyrke denne Mængde unyttige Moser, som findes i saadan Mængde hos eder, som er langt fordeelagtigere, end at nedfælde en frodig Skov, for at opbryde Agerland. Intet skal de indprænte dem mere, end at opelske de udhugne Skove; disse bør de ansee, som en gammel Gnier sin Skat, som han ikke tør røre.

Og mon det skulle være umulig endnu at ophielpe Skovene, og hæmme den fordervelige Hugst af smaa Last, som udskibes hvert Aar i saadan Mængde? Jeg meener nei. Lad en Besigtelse tages af vittige Landmænd over hver Gaards Skov og Udmarker, lad dem efter Skiønsomhed dømme, hvor meget enhver kan taale at hugges i. Naar nu Bonden j1 har forrettet sin Hugst, bør han lade øvrigheden det vide, for at efterser, om han har overskridet de foreskrevne Grændser, og paa hvert Træ hugge det sædvanlige Mærke. Al den Last, som nu ikke fandtes saaledes mærket,

burde confiskeres, og den halve Deel tilfalde Opdagerne. Ved denne simple Maade, er jeg forsikret, at Skovene bedre skulle fredes, end ved forrige bekostelige, og for Landmanden ødelæggende Indretning, som nu viiselig skal være ophævet. Der blev paa den Tid ikke huggen mindre, end før. Forskiellen var allene, at Bonden maatte af Skovenes Bevogtere tilkiøbe sig den forbudne Frihed, og da den skulle betales, syntes Bonden, at det var best, at hugge noget tilstrækkeligt, der kunde stoppe Udgifterne. Hvad var da Frugterne af dette? ikke andet, end Skovenes desto større Udhuggelse, Bøndernes Forarmelse, og nogle forskrevne Landeplageres Berigelse, der ikke kunde tale andet Norsk med Bonden, end spørge ham: Om han havde Penge?

Men jeg kommer igien til dette udsøgte Sælskab. Det bør ligeledes opmuntre Bonden til den fordeelagtige Havedyrkning, som de norske Bønder anseer for saa ringe og ubetydelig for en Landmand. Deres Jord er paa de fleste Stæder jo saa beqvem hertil, at den ikke kan ønskes bedre, og Norge frem for

andre Lande burde beflitte sig herpaa. Naar Kornet slaaer feil, veed de ingen Redning, naar andre Folk søger den i deres Forraad af Potatos, Kaal, og andre Rødder. Der ere store Familier paa andre Stæder, som næsten lever af en vel dyrket Have. Hos eder derimod maa Kornet allene holde for, og Hvor meget kunde ikke ved dette spares, naar Bonden kunde formaaes til at beflitte sig paa Havedyrkningen. Det skulle ikke være saa vanskelig, naar Præsterne og andre Betientere paa Landet gav Exempler, som mange Har giort, og man allerede har seet ønskelige Frugter af. Exempler formaaer mere, end alle udsatte Belønninger; thi hvo skulle ikke foretage et Arbeide, naar man er forvisset om Fordelen. Jeg skulle hellere see, at disse Belønninger bestode i smaa Æres Tegn, da Æren kan saa kraftig virke paa de norske Bønder, og det skulle være at opmuntre, og endnu mere at bestyrke denne ædle Lyst saa berømmelig og formaaende hos et Folk.

Dette Sælskab skal Heller ikke glemme, at formaae deres Landsmænd til endnu bedre at benytte sig af deres graahærdede Bierge.

De forvarer en alt for ædel Skat, at man jo skulle giøre sig Umage for at knække den haarde Skal, for at faae Kiernen. Lad Kongsberg og Røraas, disse Nordens Underverke, tale, og de mange Tusende, som overalt i Afgrunden udpikker andres Rigdomme. Det paaligger da Sælskabet, at opmuntre flittige og uforsagte Borgere, og at giøre dem Sagen let. Jeg er forsikret, at om disse skulle fordybe sig i Biergene, Helten skal række dem Haanden, og ophielpe dem. I Særdeleshed skal de see til, at forfremme Metallernes Forarbeidelse, at ikke Fremmede skal gaae af med den store Profit. Maa man ikke beundre, at et Rige, som Naturen har givet Metaller, skal sælge dem til andre, og siden igien kiøbe dem forarbejdede. Kan ikke eders flittige og opvakte Naboers Exempler oplade eders Øine der veed saa vel at føre sig sit Lands Fordele til Nytte, og at bøde paa dets Mangler. Men jeg er forsikret, at naar man ikke alleneste tør, men mere ere forvissede om Understyttelse, at jo Metallernes Forarbejdning skal komme i Flor iblant eder. Det fattes ikke paa Folkets Duelighed, de har allerede i mange Egne

givet uforlignelige Prøver paa deres Behændighed; ja der gives jo mange Bønder, som ingen anden Underviisning har havt, end en medfød Beqvemmelighed, der har frembragt et Arbeide, som ingen Mester skulle skammes ved at kiende for sit.

Sælskabet skal heller ikke glemme, at vise Indbyggerne hen til disse levende Rigdomme, som vrimler i deres Vande. Mere end et Folk har paa Afgrunden opfisket Grundstene til sit Lands Styrke. De bør da føre dem disse fri og flittige Hollændere til Gemyt, som paa eders gamle Ejendomme sinde de Grundvolde, hvorpaa de bygger sin Republikes varige Lyksalighed. Naturen har bestemt eder disse Fordele, men Fremmede veed at føre sig eders Lands Herligheder til Nytte.

Saa fri Hænder, som nu disse skal have til at befordre det almindelige Vel, saa uigiennemtrængelige Skranker skal Helten sætte for disse grove Udsuere, der bruger Himlens og Heltens Navn, hvormed at besmykke deres Voldsomheder. Nogle af disse med

Sverdet i Haanden, hvorpaa Heltens Navn er tegnet, truer Staaderen til at rive Brødet af det hungrige Barns Mund. Det er Heltens Villie, tør de sige. —- Penge maa tages, hvorfra de komme. — Men de giør sig et galt Begreb om Helten, som de anseer, som en ubarmhjertig Despot, og om Hans Børn, som de betragte, som Slaver. De seer to Fordele, hvor der er kun een, og veed ikke, at Regentens Lyksalighed er uopløselig forbunden med Undersaatternes. Men skulle man vel troe, at disse Ivrige forglemte sig selv? Jeg troer snarere, at de ligner disse tapre Soldater, der strider, for at giøre et got Bytte; thi ellers skulle ikke deres Optoge være saa glimrende.

Andre igien, der kalder sig Retfærdigheds Sønner, ere dog ikke mindre oplagte til Rov, end de forrige. Det er dem, som burde udvikle Sandheden for den Enfoldige, og give den til Eieren; men deres største Kunst bestaaer i at giøre de tydeligste Love tvetydige, og at plyndre ustraffet. Ja de tør rose sig af at drive Frekhed til den høieste Spidse, og bliver med store Øine anseede af

deres Stalbrødre, og som Mønstre at efterligne. Men, hvor var det ikke at ønske, at de bleve tilholte at afgiøre denne Mængde af gamle Skifter, som under adskillige falske Forevendinger bliver opholte, allene for at aagre med de Umyndiges Midler; thi disse ere ikke allene alle Afdødes Arvinger, men de tager endog den største Lod for havte Umage. —

Skulle man nu ikke troe, at Retten nogenledes blev hanthævet ved den store Sverm omflakrende Talsmænd, som vrimler overalt paa Landet, og ere saa villige til at antage sig den Fortrængtes Sag. Men Ulve æder rart Ulve, de giør snarere eet, og siden deler Rovet. Vist er det, at de Egne, der ere frugtbare paa dette Ukrud, ere og paa Strid og Uenighed. Gemytter, tilbøjelige til Kiv, finder strax Personer, der kan udføre deres Ondskab, og med Kroglove give Uretfærdighed Skin af Billighed, og hvad de ikke ere, kan disse ophidse dem til at være. Hvad var det Da ikke at ønske, at om de ikke ganske bleve Udryddede, de dog bleve indskrænkede til saa

lidet et Tal, at deres onde Følger skulle ikke være saa yppige, som nu.

Der gives endnu andre, som skal stride for Himmelen. De raaber kun paa Kierlighed, Selvfornægtelse og Uegennytte. De vil med Magt slide andres Hierter løs fra Verden og det Jordiske. Men da mange giver stridige Exempler, skulle man falde paa de Tanker, at de troede sig selv berettigede til Undtagelse, som en Løn for deres Arbeide. Det er langt fra mig, at jeg engang her sigter til Mængden; men ingen Stand kan nægte, at den jo seer sig vanæret med saadanne Lemmer, der fortiener at afmales med afskyelige Farver. Og hvorfor skulle de fortryde at høre sine egne Feil, da de saa gierne siger andre deres? Det er da kun de Skyldige, der aabner Munden, bedre var det, at de søgte at blive gode Borgere, at de ikke skal oprykkes, som Ukruds Planter.

Den fattige Landmand maa eene

holde for, Han er det store Maal for Forskiælliges graadige Begierlighed, der kappes om at rive til sig. Naar man

kun lader dem i Roe, skulle deres Medborgeres Fortrykkelse være dem ligegyldige. Ja jeg er forsikret, at om Helten var en Tyran, som han er en Lands Fader, Han skulle i nogle finde de færdigste Udførere af Voldsomheder, og i andre de ivrigste Prædikanter af en blind Lydighed, naar de kun fik en Deel af Rovet. Men eders Helt behøver ikke deres Tjenester, han udtænker snarere Midler til at lette sine Undersaatters Byrder, end at forøge dem.

Nu, min Søn! sagde tilsidst den Gamle, efter at have indblæst dig Siælen af alle Dyder, efter at have aabnet for dine Øine det Forhæng, der skiuler Eftertiden for alle Dødelige, og lader dig see et Glimt af dit Lands Lyksalighed, skulle jeg vel troe, at du fortryder paa, at jeg har ladet dig nedstige i mine mørke Boliger. O! lad disse Taarer tale, skreg Hyrden med Henrykkelse, og lad en stammende Tunge bevidne mit Hiertes Følelser. Men gid, at mine Øine maatte see denne Dag! og gid, at ikke Avind — —

Den Gamle faldt ham ind i Talen, og sagde: Heltens granskende Øine skal igiennem

alle Forklædelser trænge lige ind til Hiertet. Han skal snart blive vaer, naar den nedrige Egennytte tør tale Tronens Sag. Der fattes ikke for, at der jo vil blive dem, som vil sige: Fød Løven med Brød, og ikke med Kiød, at den ikke skal sønderbryde sine Tralverk. Men Heltens Dyd er Borgen for dens Troskab. Naar har Landsfaderen havt opsætsige Børn? og er det Mildhed eller Tyranni, som omkaster Troner? Troe mig, min Søn! Egennytte, denne store Drivesieder i de menneskelige Handlinger, og Undersaatternes Lyksalighed ere stærkere Forskandsninger for Troner, end alle Statskunstens sindrige Forebyggelser. Skulle Helten frygte for at giøre et Folk lykkeligt, som saa tit har skrevet deres Lydighed med Blod, ja endog, naar de har været overgivne til en mægtigere Fiende, har slidt sig løs, og ofret sig selv, som en dyrebar Gave, til een af hans berømmelige Forfædre.

Naar skal da mine Øine see Helten og mit Lands Lyksalighed, raabte Hyrden. Denne Tid at oppebie vil være mig Evigheder. Det kolde Norden, svarede den Gamle,

skal snart optøes af denne Soel, og om en kort Stund skal den forgylde eders Bierge. Men han har ikke villet komme, før han med egen Haand har kundet sønderbryde eders Lænker, og tage Aaget af eders Skuldre.

O! lad mig fare, sagde Hyrden, og forkynde dette glade Budskab til mine Landsmænd.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at dæmpe denne ædle Brand, som jeg selv har antændt. Far med Fred, og Hils Helten. Naar mine Bierge giver Gienlyd af eders Frydeskud over hans Ankomst, skal hans Billede staae færdigt, og han skal have den Ære, at sættes lige over for den gode og store Magnus.

Farvel! raabte Hyrden, i det han omfavnede den Gamle. Eders Billede skal altid være malt for mine Øine, og eders Ild brænde i min Siæl. I har opløftet den, og ladet den smage den rene Vellyst, Kierlighed til Fædernelandet og til dels Fader.

Da disse Ord vare udtalte, splittedes Biergene med en uhørlig Bragen. Den klare Himmel opfyldte de Mørke Afgrunde med sit Lys, og paa engang saae Hyrden sig opløftet, og sat paa sit forrige Sted i Midten af sin Hiord.

En Fortælling om tvende Halvsystre En Moder havde tvende Døttre af ulige Tænkemaade og Naturens Gaver. Den første var af de Smukheder, som strax faldt i Øinene, men i Længden ophørte at behage; thi hun vidste ikke at skiule sine Yndigheder, og komme frem med dem paa den rette Tid. Den anden med mindre fine og ordentlige Træk, indtog ikke strax, men udviklede sine Behageligheder lidt efter lidt, og ligesom man lærte at kiende hende, saae man altid ny. Desuden var den første forelsket, prægtig og glimrende, og sat altid for et Natbord, hvor hun med laante Farver forhøiede sin Smukhed. Den anden var en god Huusholder, tarvelig, og saa flittig, at hun med sine Hæn-

der forhvervede en Deel af den andens Stads, og Brødet til Huset. Dette uagtet var Systeren saaledes indtagen i sig selv og sin Pragt, at hun saae hende an, som een under sig, der var skabt til at gaae hende til Haande, og kunde ikke skiule en hemmelig Nag, naar Fremmede opløftede hendes gode Egenskaber. Af Kierlighed til Moderen lod den anden sig dog ikke formærke, skiønt Systeren gik stærkt ind paa hendes Arv; thi hun saae, at Moderen elskede denne sin Datter.

Endelig blev den Tarvelige syg af det meget Arbeide og Vaagen, og man tvivlede om hendes Liv. En stor Mangel føltes strax i Huset, som rak ogsaa til den anden. Herved fik hun Øinene op, og siges, at have udbrydt i disse Ord: Ach, min allerkiereste Syster! gid jeg kunde kiøbe dit Liv med alle mine Juveler. Nu mærker jeg, at jeg kan ikke leve

uden dig, men at du trænger ikke til mig.

✂

En

meget sælsom

Begivenhed

med

en Perle- eller Corallfisker

ved Navn

Nicolay.

Hvorledes han efter Kongens af Sicilien hans Befalning, optog et Guldbæger, som var nedsenkt imellem de store Havsvælg Scylla og Charybdis, og hvad for underlige Ting han saae der. Tillige med en kort Beskrivelse over nogle Havdyr, Polypus, Havhunde og Carcharia, med videre som Historien indeholder.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongel. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske.

2
3

Paa den Tid, da Kong Friderich den Anden regierede i Sicilien, (ungefær ved Aaret Christi 1700) var der en Urinator eller Perle- og Corallfisker, navnlig Nicolay, som fra sin Ungdom op, havde opholdt sig til Søes, havde øvet sig i at svømme og dykke under Vandet, og havde søgt sin Næring med Corall- og Perlefangsten, ja havde forelsket sig saaledes udi Søelevnet, at han tidt og ofte forblev 4 til 5 Dage i Søen, og levede af raae Fiske. Han havde vendt sig saaledes fra den almindelige Levnets Maade, saa at han, baade naar han var i Vandet, som og, naar han var paa Landet, kunde leve en heel Dag igiennem, uden at trække sin Aande, saa

at han derudi var ligere en Amphibio, end et Menneske. Han kunde bringe Breve i en Taske hele Søen igiennem, saa at de ikke kunde beskades af Vandet, hvorudover han tidt og ofte blev brugt som et Bud. Ja Galleyerne har undertiden truffet ham i den største Storm, og meent, at han var et Havmonstrum; Men af dem, som kiendte ham, blev han taget op ind i Skibet, og bespiset, og efter en liden Samtale med dem, har han begivet sig ned i Vandet igien, og svømmet derfra.

Da Kongen i Sicilien engang opholdte sig i Messena, og havde hørt mange utrolige Ting om denne Nicolay, fik han Lyst til at see dette Menneske, hvilken, efterat han nogle Dage var bleven søgt efter baade til Lands og Vands, blev tilsidst fundet, og maatte stille sig frem for Kongen. Og da Kongen havde faaet mange sielsomme Ting at vide af ham, som befandt sig i Vandet, blev han nysgierig efter at viide, hvorledes det forholder sig ved det nærved liggende Charybdis. (Charybdis er et farlig Sted i Havet imellem Sicilien og Italien, efterdi det tyrcheniske og siciliske Hav, ved det de støder tilsammen, giør et stort Bulder), derved er og det Forbierg Scylla, en høy Klippe, som, naar Vindene støder an imod

den, gir formedelst nogle Huuler, som er der, en langvarig Lyd, som er skrekkelig at høre, formedelst dens adskillige ildeklingende Stemmer, og naar Skibene kommer den nær til i Stormveyr, bliver de slaget i stykker. Lige der over for er det Havsvælg Charybdis, Hvor Havet vælder ned udi, og derpaa bryder det op igien med en forskrekkelig Brusen, som er farlig for de der forbiseylende, der maae flye for dette saavelsom for det lige over for liggende Sted. Hvorudover det Ordsprog er kommen: Den som søger at undgaae Havsvælget Charybdis, han bliver dog stødt ind paa Klippen Scylla, (Incidit in Scyllam, qvi vult vitare Charybdim). For nu at udforske dette farlige Sted, befalte Kongen dette Menneske, at begive sig ned i det selvsamme Havsvælg, og at give ham Underretning derom. Og paa det han skulde vise sig villigere dertil, og man igien kunde være vis paa, at han havde været der nedre i, lod Kongen kaste en gylden Pocal ned paa samme Sted og lovte, at dersom han kunde bringe den op igien, skulde den blive ham foræret. Nicolay syntes got derom, og lovede, at giøre sit beste dertil. Begav sig derpaa fornøyet ned i Svælget, og kom efter tre Qvarters Tid op igien, holdende Pocalen i sin Haand. Derpaa

blev han indladt i Kongens Pallais, og efterat han, siden han var temmelig udmattet af det store Arbeyde, han havde havt, var bleven vederqvæget med et got Maaltid, blev stillet frem for Kongen, hvorpaa han svarede saaledes paa Kongens Spørsmaal:

Naadigste Konge! hvad som Eders Majestæt har befalet mig, har jeg forrettet. Men ingenlunde havde jeg vildet efterkomme deres Kongel. Befalning, dersom jeg forher har vidst, hvad jeg nu har erfaret, og det ikke engang, om de vilde have foræret mig det Halve af deres Kongerige. Thi der ere fire Ting, som giør dette Sted meget farlig, ikke allene for mig, men og for Fiskene selv. 1) Den stærke Fart, som Vandet kommer med, der farer op af Svælget, hvilket den Stærkeste ikke tør driste sig til at staae imod, altsaa har jeg heller ikke kunde formaae at trænge mig der igiennem, men maatte begive mig paa Siden ned til Grunden. 2) Er der allevegne mange spidse og skarpe Steenklipper, igiennem hvilke jeg ikke uden Livs Fare og med mit Hoveds Forliis kunde komme til Bonden. 3) Er der en stærk Strøm, som det underjordiske Vand har, der trænger igiennem Klippen, og arbeyder sig frem imod det Vand, som farer op af Svælget, og er

saa grusom, saa at en, der var frygtsom, maatte døe. 4) Var der mange store forskrekkelige Polypi, hvis Legeme var større end den største Mands Legeme. Disse hang ved Siden af Klipperne, med lange udstrakte Fødder, som efter al Anseelse vare mere end 10 Fødder lange. Dersom een af dem havde grebet fat paa mig, saa havde den, ved det den omfavnede mig, krystet mig til Døde. Imellem de nederste Klipper opholder sig mange forskrekkelige Havhunde, med tre Rader Tænder i Munden, som ikke er meget mindre end Delphinerne, for disse kan ingen være sikker, thi naar han bliver grebet fat af dem, tør han ikke tænke paa, at han faaer Lov til at leve længere.

Da nu Nicolay havde fortalt dette ordentligen, spurgte Kongen ham hvorledes han i saadan en Hast havde kundet finde Bægeret. Derpaa svarede han: Bægeret havde formedelst det frem og tilbage stridende Vands Strøm ikke kundet gaaet lige ned til Bunden, men at det var bleven kastet frem og tilbage til Siden, indtil det var falden i en slet, og noget udhulet Klippe, der havde han seet det ligge, og hentet det op igien. Thi dersom det var falden lige ned i Hvirvelen eller Svælget, saa havde det været umueligt for ham at kunde faae det.

Der var og paa samme Sted saadan en Dybhed, saa at det syntes for hans Øyne, som det var den mørkeste Nat. Kongen spurgte ham, om han endnu ikke engang vilde vove sig derned; derpaa svarede han vel Ney, men saasnart ligesaadan et Bægere, som det forrige, hvorved der tilligemed hang en Pung fuld af Ducater, var bleven kastet ned, har han strax ladet sig det gefalde, og begivet sig derned igien, men er ikke siden kommen op igien. Maaskee en Polypus eller Carcharia har faaet fat paa ham.

Denne Historie er just den samme, der findes antegnet i Kongens Protocol, og er bleven Kirchero meddeelt af Archivets Secretair

Her følger en Beskrivelse paa de foromtalte Havdyr, nemlig Polypus, Havhunde, og Carcharia.

Angaaende Polypus: Saa er det en sælsom Art af en fremmet Fisk, som nedstammer fra Blækfisken, der har en sort Vædske ligesom Blæk hos sig, hvoraf der findes tre Slags, som f. Ex. Polypus, Sepia og Loligo. Polypus (som vel har sit Navn af mange Fødder, da dog Scal. exerc. p. 218. C. 2. siger ipfi pedes vix hac appellatione digni, det er: at han formedelst hans Fødder er neppe værd at kaldes med dette Navn) har lange Been og et kort Liv, og kan krybe ligesom en Kaalorm. Men Sepia og Loligo har et stort Legeme og korte Been, og kan allene svømme. Polypus, naar den fornemmer Uveyr, søger den til Klipperne, men Sepia og Loligo svømmer og springer op i veyret. Der fortælles og, at Polypus skal ey have nogen Snabel som Sepia og Loligo, ey heller har den saadant et haardt Rygbeen som Sepia. Disse

slags Fiske ere meget usædvanlige i vore kolde nordiske Lande, men opholder sig meest i den varme middellandske Søe, uden det saa er, at de ved en bestandig Storm eller ved en anden Hændelse kan blive bragt ind i vore Søer, ligesom der f. Ex. da der i Enden af Aaret 1661 blev fanget en Loligo i Holland, imellem Schevlingen og Catvig, da de engelske Skibe laae der for at afhente Hans Majestæt af Storbrittannien. Og da han blev fanget, har han stillet sig saa forunderlig til, saa at Fiskerne meente, at Diævelen var selv i Garnet, ja han gav sig heller ikke tabt, førend man havde kastet en Baadshage i Livet paa ham, og dermed holdet ham fast. Han skal have levet tre Timer efter at han var bleven fanget. Hollændernes Beretning om ham lyder saaledes: Han er ungefær 3 og 1/2 Fod lang, har et forunderlig Hoved, og oven paa Hovedet en ottekantet Stierne, som nesten er en Fod lang, hvoraf de to Spidser ere overtrukne med Hud, ligesom Vingerne paa en Flagermuus. Oven paa Stiernen staaer hist og her mange Topper med en liden Krone omfattet, og da Fisken endnu levede, saa har disse Topper skinnet ligesom et Speyl. Udaf Stiernen gaaer en Ørne Snabel (som i Scal. exerc. p. 218, beqvæmmere kalder en Papa-

gøye Snabel), som kan aabnes og igien tillukkes. Der neden under har han en Snude eller Mund som et Svin. Imellem Snuden og Stiernen ere Øynene, hvilke i Fiskens levende Live vare saa forskrekkelige at see, saa at man frygtede for at komme den nær. Efterat Øynene vare udtagne og skulde balsameres, har man befundet, at den inderste Kierne i Øyestenen saae ud som en Perle. Øynene i sig selv vare saa store som et stort Kalvs Øye, (saa at Fiskerne er bleven buddet for det ene Øye 100 hollandske Gylden). Under Stiernen eller Kronen, som han havde oven paa Hovedet, gik der to lange Arme ud, som ungefær vare to Finger brede. Han havde to Stæder, hvorigiennem han faaer sin Spisning, og ingen Udgang. Man har heller ikke fundet nogen Tarme i Livet paa ham, men allene Lever og Fedt. Hvorudover Physici og de Lærde, som har reyst vidt og bredt omkring, bekiender, at de ikke har fundet dens Lige paa nogen Stæder, hverken i Italien, Tyrkiet eller Indien. Derfore holdes den for en besynderlig Vandskabning, som den Allerhøyeste allene veed hvad det skal betyde. Ligeledes beretter Hamborgerne: At der i Aaret 1662 otte Dage efter Christi Himmelfartsdag blev i Elven ved Hamborg fanget en Sepia,

som ikke i noget eftergav, men snarere overgik den hollandske Loligo i Henseende til dens forundringsværdige Skabning; Thi dens Længde med sine Pinnæ eller Finder er 3 Fod lang, dens Corpus eller Legeme er i sig selv oval, thi den er 1 1/2 Fod lang, men kuns 3/4 Fod bred. De to Finner, som gaaer fra Hovedet af, ere ligesom to Tobakspiber, hvide og glindsende, men paa Enden seer de ud som Ørne Kløer, og er besadt med en hvidt og sort slags Coraller. Foruden disse ere der otte Pinnæ eller Fibræ, som udbreder en stor Stierne, og som seer alle lige eens marmoreret ud, og ere zirede med Coraller. Hans Mund, som er i Midten af denne Stierne, er saa stor som en Halv Daler, ud af hvilken der sees en ret Figur paa en sortbruun Ørns Snabel. Hans Øyne ere ligesaa runde som et par Øxe Øyne, med sorte Øyenstene. Huden paa hans Ryg er ret skiøn marmoreret og blød. Men Rygbenet er saa haard som paa en Skildpadde, saa at, naar man banker derpaa, saa lyder det, som paa en haard Knokkel. Paa begge Sider af Rykken har han to ledige Tasker, hvilke man med rette kan kalde Vindflasker. Han har ingen Svantz. Naar man vender den om paa den anden Side, saa har han endnu en Mund, men som er huul,

og lige under Hovedet. Hans Bug er som en tom Pung; thi den har ingen Tarme, er ellers neden under gandske hvidt som et slags Flynder, som Tydsken kalder Scholle. Dette er hvad Hamborgerne beretter os, om deres Havmonstrum.

Nu følger, hvad Skade saadanne deslige Dyr kan foraarsage, og da beretter Athenæus Lib. 13 cap. 6. om Polypi: naar han siger: at det hænte sig engang i Italien i den Stad Portsuolo, som ligger ved Strandkanten, at en forskrekkelig stor Polypus, snigede sig igiennem en Huule eller Svælg, hvorigiennem Stadens Ureenheed løber ud i Søen, ind i en Fiskehandlers Huus, og brød en stor Tønde, hvori der var nedsaltet Fisk, i stykker, og aad det beste der udaf. Kiøbmanden for at vide, hvem der havde tilføyet ham denne Skade, satte en Vægter paa samme Sted, hvor Tønden stod. Om Nattetide kom Polypus et forskrekkeligt stort Dyr, og slog sine Arme eller Been om en frisk Tønde, trykkede den saa haardt, at den sprang i stykker, og maatte give Fiskene af sig, og da han havde giort sig et got Maaltid, begav han sig tilbage igiennem Indgangen ud i Søen igien. Vægteren, som blev forskrekket over saa uformodentlig et Syn, stod af Angest gandske stille, lod alting skee, og for-

tællede tiilig om Morgenen, hvorledes det var gaaet til. Omendskiønt denne Hændelse forekom Kiøbmanden vel noget utrolig, men dog saae, en nye Skade igien, saa gik han selv med nogle bevæbnede Mænd og skarpe Instrumenter hen for at imodtage den samme uindbudne Giæst. Og saa snart som Polypus var kommen igiennem sin sædvanlige Gang igien, blev Hullet tilstoppet for ham, derpaa hans Been afhuggede, og saaledes dræbt. Hvis Legeme Felianus, som han skriver, selv har seet.

Angaaende Havhunde, saa bliver de af Salvianus og Eustarius regnet iblant Valfiskene, men Aldrovandus vil ikke samtykke med Dem derudi. De skal dog alligevel have en Valfiskes Størrelse, som veyede 1000 Pund. Og Gillius fortæller, at Niceenserne har berettet ham, hvorledes de har fanget saadan en Fisk, der veyede 4000 Pund, og har fundet i ham et heelt Menneske. Ligeledes fangede Massilienserne engang een, der havde sluget en Mand med fuld Harnisk i sig. Og mener Rondeletius, at det har just været ligesaadan en Fisk, som slugede Propheten Jonas, og som ved en besynderlig Guds Bestyrelse ved Live holdte ham i tre Dage i sig

Angaaende Carcharia, da ere de paa 20 Alens Længde, og hartad saa store som Valfiske. Den er en af de skadeligste Fiske i Havet, for hvilken Menneskene og Fiskene gruer for. Den bliver af Aristot. og Oppiano kaldet Galeus og Hustelus, af Portugiserne Tubaron, af Hollænderne Hayen, (Hundfisken). Der fortælles om den i den ostindiske Reisebeskrivelses 4 D. 4 C., hvor der tales om Hugonis Lindschotts Seylads, at da han var ved den Stad Cochin, og en Baadsmand for at hænge Roret bag fra ind i Skibet, havde ladet sig glide ved et Tov ned i Vandet, kom saadan en Fisk og beed Benet af ham, og da han vilde gribe efter det, saa snappede Hayen ogsaa Armen og et stykke af hans Lænd, uagtet de andre Baadsfolk stærk slog paa ham. Ligesaadan et Exempel fortæller ogsaa Georg Andersen i sin Skibsfart, som han giorde fra Indien til det røde Hav. Der sad, (skriver han) nogle af vore Folk i vor Baad, for at fiske, og da een af dem sad paa Kanten af Baaden med det ene Been i Vandet, kom en Hay, og beed i en Hast Benet af ham, ja han havde taget ham reent bort med sig, dersom de andre ikke vare komne ham til Hielp. Da nu dette

var passeret, slog vore Folk det strax af Tankerne, og to Dage derefter sprang nogle af dem i Søen for at bade sig, i det stille Veyr, men de vare neppe komne i Vandet, førend to af dem blev af saadan en Hay trukken ned under Vandet, og kom aldrig siden op igien. De andre som bleve forskrekkede, ilede til Skibet igien. Hvorudover der gik fra vores Skibspatron en Befalning ud, at ingen maatte driste sig til at bade sig i Søen, uden han vilde miste et Aars Sold.

✂

Den

forunderlige og over al Verden berømte og navnkundige

Drømme-Sahl i

Nørre Skotland,

beskreven

Søren Mahler-Svend.

Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare, boende i Skindergaden, og er sammesteds til Kiøbs.

2
3

Jeg, Søren Mahler-Svend, var neppe kommen af min Lære, førend jeg fandt en usigelig Lyst til ar reyse udenlands. Alle Dansse reyse dog saa gierne til fremmede Lande. Det har været dem medfødt fra første Verdens Begyndelse; dog med den Forskiel, at vore Fædre reyste nøgne og fattige ud, og kom igien tunge af alle Landes Guld og Sølv, Vi derimod, som ere mere høflige, reyse fra Fædernelandet, tunge af Forældrenes Arv, og komme nøgne tilbage. Alt hvad vi erhverve paa vore Reyser nu omstunder, er at kunde med en Slags Ferdighed radbrekke det Franske Sprog, og overgaae al Verdens Petits Maitres eller Spradebasser i ødeleggende og foragtelige Daarligheder. Men at komme til mig selv igien, da

reyste jeg herfra til Lybek, som gierne pleyer at være den første Udflugt for Danske Haandverks-Karle. Fra Lybek vilde jeg have besøgt hele Tydskland; thi det Tydske Sprog er dog det ældste i Verden, og viel schöner end det Danske; thi man kan ret giøre Folk bange dermed; derfor bruges det og til Soldaterne, som behøve sterk Ave. Man dresserer ogsaa Hunde paa det Sprog, alt formedelst Sprogets myndige Gravitet. Jeg troer, der var umueligt at lære en Hund sine Kunster paa Dansk. Bring hier, det falder rigtig Commando-messigt; men hvor plat falder det ikke at ville sige: Bring igien. Ja vist er det Danske Sprog fattigt og plat; det Tydske derimod rigt, overflødigt, myndigt og majestetisk. Da jeg opholdt mig i Lybek, blev jeg bekiendt med en gammel graae Skotlænder, som ogsaa var Mahler paa sin Profession. Han talte saa meget prægtigt for mig om Skotland, og dets Rariteter, besynderlig om den Nørre Part deraf, hvor han var fød, at jeg fik en uovervindelig

Lyst til at reyse med ham hiem til Nørre Skotland. Jeg vil ikke tale om de mange Millioner Rariteter, som jeg saae paa Neysen; thi det er altsammen som intet at regne imod Drømme-Sahlen, som jeg strax vil give mig til at beskrive. Der er en tyk Skov, hvor Solens Straaler aldrig kan trække igiennem, og hvor der følgelig er en stedsevarende Kulde. Ved Enden af denne Skov er en Søe, hvis Vand giør Skoven endnu mere kold. Her er bygget et Slot paa Got hisk Maneer, som vogtes af Drager og Løver. Her skal vi ind, sagde den gamle Skotlænder. Jeg skielvede og zitterede ved Synet af disse Dyr. Den Gamle loe, og sagde: Det havet intet at betyde. Dragen ruger altid paa Guld, og er et Sindbillede paa Kornpugere og Groshandlere. Jeg har en Guld-Penge i Lommen, den kaster jeg ham i Halsen, saa har vi frie Audience. Det er jo ligesom med Tienere og Domestiqver, sagde jeg, disse vil og have Guld eller Sølv, førend de vil skaffe Audience. Ja, sagde den Gamle, gid deres

Herrer ikke havde samme Sind! men, saavidt jeg troer, lagde han til, betaler man Tienerne, for at faae Audience, og man betaler Herrerne, for at faae Audience rigtig og gyldig. — Hvad Løverne angaaer, sagde han, da ere de Sindbilleder paa heroiske Fyrster, naar vi ydmyge os for dem, saa giør de os ingen Fortred. Saaledes underrettet, gik jeg friemodig ind. Dragen logrede med Rumpen, da Ducaten kom ham til at sidde i Flaben, og Løven hilsede mildt og majestetisk, da vi giorde vores underdanigste Compliment. Vi gik saaledes sikre ind, og passerede mangfoldige Sahle, indtil endelig den Gamle sagde: her skal vi ind. Jeg saae op, og blev vaer med store Bogstaver visse Ord: Her er Drømme-Sahlen. Vi gik ind, den Gamle og jeg. Aldrig var jeg saa snart kommen ind, førend jeg begyndte at drømme. Hvad? vil man sige, drømmer man lysvaagen? ja Hvorfor ikke? hvor mange lysvaagne Drømmere have vi ey, Folk, som drømme deres hele Livstid, baade sovende og vaagende? Drømte

ikke Carl den Tolvte lysvaagen, naar han bildte sig ind, at han med den Conduite, som han brugte, kunde blevet hele Verdens Souverain? Drømme ikke Ministrene lysvaagne, naar de troe, at Folkets Armod er Regieringens og deres Ære? Drømme ikke Krigs-Officiererne lysvaagne, som tænke at Stokke og Spidsrødder giør bedre Soldater, end Forestillinger og Æren? Men, for at tale om mig selv igien, da var jeg neppe kommen ind i denne curieuse og forunderlige Sahl, at jeg jo faldt i en Art af Søvn, slingrende hen i en Lehne-Stoel, hvor jeg blev siddende og drømte. Jeg drømte, at jeg saae en Tempel, saa stor som en stor Stad. Her var ikke andet end Statuer af store og berømmelige Mænd. I Indgangen stod disse Ord: Ærens Tempel. Jeg søgte her tit forgieves om en og anden saa kaldet stor Printz, og kunde ikke finde ham, men tvertimod til min Forundring fandt en tør Philosoph, en fattig Satiricus, eller sulten Poet. Her var baade Homer, La Foutaine, den Danske

Spectator og Tullin; derimod var udelukt Philip den Anden, Konge af Spanien, Engellands ottende Henrich, og mange andre Fyrster, som har giort saa stor Opsigt i deres Tider. Her kom nogle Kornpugere og vilde kiøbe sig ind i Ærens Tempel: De havde mange Sekke fulde af Penge, som endnu vare vaade af Medborgernes Graad; her kom Groshandlere, som, med at ruinere Staten med Contraband, havde samlet sig hele Vogne med Sølv. Her kom ærværdige og gravitetske Magistrats-Personer, hvis Kameler sukkede under det Guld, som Stikpenge og Medborgernes Udsuelse havde opdynget: alle disse vilde ind i Ærens Tempel. De kastede mange Dynger Guld og Sølv til Dragerne, og passeerte dem lykkelig forbi; men da de vilde bruge samme Kneb imod Løverne, bleve de allesammen sønderrevne og opslugne af disse ædelmodige Skabninger, og Dragerne, som stedse var om Profilen, opaad Aadslerne.

Jeg drømte om Tilberedelserne af et stort Universitet, som skulde funderes. Her var mange Lærde samlede, for at lægge Planen og give Universitetet Form og Love. Det første og fornemste, sagde disse Herrer, som vi have at iagttage ved Anlægget af dette Universitet, er, at alle Studenterne maae være Slaver. Til den Ende, naar vi engang giver dem Friehed til at disputere med os, maae de efter et Par Ord bestandig raabe med en ydmyg Stemme-Cedimus Overtræder nogen Denne Regel, han vorde religeret enten publice eller privatim. Relegatio privata er, at vi alle med Hænder og Fødder til evig Tid skal sætte os imod hans Promotion, saa at han aldrig nogen Tid skal naae den allerringeste Bestilling. Vil de skrive Bøger, da skal det staae i vor Magt, om de maae trykkes eller ey. Er der jevn Pølse-Snak, som ikke kan fordunkle vores Ære, da skriver en af os: Imprimatur, og da tillades det at vorde publiceret, men skulde Skriftet være af Betydenhed, fuld af grundige Tanker, nette Udtryk, ziirlige Klygter, dyb Eftertanke, stor Læsning, da raabe vi alle i een Mund: at det er slet, gemeent og forargeligt. Saaledes maae vi holde paa vor Ære. Skrive vi selv noget engang (hvilket vi dog sielden vil) da roese vi stedse hinanden. Saaledes bleve de første to Grund-Love ved Universitetet:

1) Lov: En Student maae aldrig have Ret, naar han disputerer med en Professor.

2) En Student maae ikke skrive noget, som kan fordunkle en Professors Ære.

Disse to Love bleve strax skrevne med gyldne Bogstaver, og ophængt over Indgangen til Universitetet, hvortil med Tiden endnu bleve lagte følgende, nemlig 3die Lov: Professoratet skal være arveligt. 4) Studenternes beste Beneficia falde til Professorerne selv. 5) Fattige Studentere, som ingen høystvigtige og uimodstaaelige Recommendationer har, skal hede og kaldes i Academiets Sprog: L. I. D. E. R. L. I. G. E. Disse og andre Love bleve til evig Tid fastsatte, og disse Herrer vare nok saa fornøyede.

Jeg drømte om Tilberedelserne af en Krig. Siden, sagde Fyrsten, ville vi erobre alle de Lande paa hin Side af * *. Jeg har alt giort Planen, intet er lettere, jeg og mit Folk har Mod. En gammel Officier, som Dyden gav Mod at tale, sagde: Hvad nytter alle disse Erobringer, derved, og Deres Folk, langt fra at vinde, tabe, i det mindste den nu levende Generation, hvis Penge og Blod skal bane Eder Veyen til Fordeel deraf. Om I end eyede den halve Verden, blev der ligefuldt Fattige og Rige, Skatter og Udgivter bleve ligefuldt staaende. I har saa meget Land, at I kan balancere Eders

Naboer, det er alt nok, mere behøver I ikke; ja mere er end og skadeligt for Eders Undersaattere og Thronfølgere. — Du taler urimeligt, sagde Fyrsten, er det ikke en Ære for mine Undersaattere, for mig og for dig, at jeg kan hede den Store. — O Fyrste! sagde Officeren, at hede Stor i Historien, og være lille og foragtelig i Guds Øyne, derved er sandelig meger mere tabt end vundet. At behage den Evige, at være stor i hans Øyne, det er noget, hvorefter alle Mennesker bør stræbe; men fornemmelig Regentere. Men mener nu Deres Naade, at man kan behage Gud, ved at slagte sine Medbrødre, da Alfader er Fader til os alle, og da vi alle ere hans Børn. Mon en Fader iblant os Dødelige skulde elske dem af vore Børn, som myrdede de øvrige? Mon da han, den Evige, som er Fader til os alle, skulde ynde den Prins, som fik slagret de fleste Mennesker. Fyrsten studsede ved denne Tale, betænkte sig, gav Officieren Ret, takkede ham, og vendte med sine Armeer hiem tilbage. Hans egne Undersaattere velsignede ham for en giengiven Fred, Naboe-Fyrsterne, som hørte om hans Magt, men tillige om hans Redelighed, Rerfærdighed og Billighed, kappedes med hinanden om hans Venskab og Alliance. Man indstillede alle Ting til hans Mellemhandlinger, og han blev den halve Verdens Arbiter ved Fred og Retfærdighed, i Steden for ar blive dens Tyran og Bøddel ved Blod, Sverd og Ild.

O Fyrster! elsker Fred, den Gud og Folket ynder, Drag ikke Kaarden ud, før Nøden raaber: drag,

Ulykkelig den Prins som Navnet Stor tilskynder At slagte Mennesker med Glæde, Lyst og Smag. Vil end historien, og Hyklere dem ære,

De dog er Offer for Guds evig Hevn skal være.

Jeg drømte om Avancemens. Jeg faae med Forundring, at et Par Træeskoe blev til et Par Lærskoe, som først kom til at staae uden paa en Vogn, og kort derefter kom til at hvile inden i Vognen — ja alt hvad jeg drømte Denne Gang var meget confus — En børstede Skoe Kl. 10, og lod sine børste igien Kl. 11 — Nu legte en med Skiøtteler, og strax derpaa havde han Portepee — Den som nys blev reject til Examen, var kort derefter selv Professor — Mit Hoved svinglede i Drømme, jeg faae lutter Confuses og forunderlige Ting — Nu toede en Øl-Tønder, og strax derpaa blev han General — En Kullsvier blev Amtmand — Man tilkiøbte sig til sin Eyendom Mænd og Fruentimmer, og opveyede dem med Penge, faa de bleve overladte til den Høystbydende — Man gav Metal og Papir for Ære, Samvittighed, Embeder, Salighed, Lande og hele Riger — Fyrster selv neyede for denne Metal: de Lærde, de Store, Coqvetterne, de, som hver Søndag lærte hele Folket at foragte denne Metal, kort: alle og alle løbe derefter med saadan en Fureur,

at de ofte, for at fange den, løb Glip af Ære, Samvittighed, Dyd og Salighed. Alle havde Horatii Devise:

O cives, cives, qværenda pecunia primum

Virtus post nummos —

det er paa Dansk:

Medborger! hver og en vi først maa søge Guld

Foruden dette er den største Dyd kuns Muld, Fortienester og Dyd kuns lidet dennem gavne, Som Banco- Seddeler og reent Courant maa

savne.

Vær lærd, erfaren, viis, vær tapper, fuld af

Dyd,

Alt dette Avner er, kuns Skaller, blot en Lyd, Hvis du ey Penge har. Du dog foragtet bliver, Du liden Ære faaer; men dig fast ingen giver.

Men hvis du Penge har, skiønt de end stiaalne

er,

Da er du æret, og for bele Verden kier. Vær da kuns Skalk og Skarn, det kan det samme være,

Du faaer dog ligefuldt Bestillinger og Ære.

Efter denne Drøm drømte jeg om en stor Brønd, saa stor, som det største Torv. Der stod en ulidelig Stank op af Brønden. Her laae og flød i raadent Vand — Strids-Skrifter, som sigtede til at beklikke Personer, som Misundelse havde dicteret, og Nedrighed afskrevet — Project-Skrifter, som allene vare tjenlige for, projektmagerens egen Pung —

Kiettermagerie-Skrifter, hvori man har vildet forkiettre alle brave Folk, som skrev ikke alting under med paa sidste Consilio — Finans-Skrifter, som skulde bevise, at Adelen allene skulde have alt, og Folket intet — En forfærdelig Mængde Dispurater om afdøde Narioners Støvler, Slaabrokker, Fahner, Vertshuse o. s. v. — Bøger, skrevne ud af andre Bøger — Machiavellistiske, Spinosistiske Skrifter, heraf var en stor Mængde, og de stank faa forskrekkelig, at jeg ikke kunde bie længere. Jeg pikkede derfor Skotlænderen paa Skuldrene, som og strax fulgte mig. Vi gik ud, som vi gik ind. Vi hilsede Løverne, og kastede Dragerne en Guld-Penge i Snuden, som da logrede med Halerne, og lode os gaae. Da vi kom uden for, var jeg saa forvirret af disse Drømme, at jeg ikke mere vidste, hvor jeg var. Vi maatte ind i er Vertshuus, hvor vi drak en herlig Punch. Denne bragte os begge i god Stand igien. Jeg fortalte ham mine Drømme, og sagde: at jeg vilde vende tilbage igien til mit kiere Føde land, Dannemark, hvor ingen af mine fæle Drømme faae fin Opfyldelse. Han fortalte mig og sine Drømme, og sagde: ar han vilde reyse til Engelland, hvorpaa vi tog en kierlig Afsked, og skiltes ad. Men, førend jeg skilles ved Læseren, vil jeg først fortælle ham en af Skotlænderens Drømme. De øvrige vil jeg giemme til en anden Gang, naar jeg

først faaer seet, hvorledes mine vil blive Antagne. Siden skal udkomme Somnia Schotlandica, eller Skotlænderens Drømme. Men nu følger den ene af Skotlænderens Drømme, som jeg har lovet at fortælle Læseren, og hvormed jeg slutter mit Blad.

Jeg drømte, sagde Skotlænderen, at jeg saae et stort Hav, hvis Omfang ikke kunde bemerkes. Jeg hørte mang Stemmer, som ynkelig og græsselig udraabre: Dette Hav ere vi dømte til at udtømme Draabe for Draabe, og dog vil dette Arbeyde engang faae Ende; men vores Pine og Qval faaer aldrig Ende, O Elendige Ærgierrighed! denne Straf lide vi for vores forrige Ambition. Vi vare fordum Tid de kiekkeste Krigsmænd til Lands og Vands. Vi kastede alting omkuld, som Orcaner: Byer, Stæder, Riger, intet kunde staae imod vores Magt. Vi tordnede og lynede i alle Verdens Kandter. Vi opbrændte og sønderknuste Mennesker, Fæe, Lande og Kongeriger. Vi gik i Blod op til Belte-Stedet med dødende og opslugende Sværd i Haanden. Alle Folk skielvede for vore Navne. Vore Ærestytter stode paa alle Landeveye, behengte med Krandse; vi kaldtes Store. Nationerne beviiste os guddommelig Ære, og vi vare neppe fornøyrde dermed. Vi anlangede endelig til de Dødes Rige: vi meente, at samme Ære skulde vederfares os som det hele menneskelige Kiøns Bøddeler og Eedsvorne

Finder.. Alle de andre Skygger begegnede os med den største, med en ulidelig Spot, Skam og Forhaanelse. Vi grebe til vore Kaarder, og vilde revangere os; men vi havde ingen. Helvedes Stokmester tog derpaa strax, fat paa os, og satte os til dette Arbeyd. Dommerne lod udraabe, at vi skulde arbeyde og pines evig. Maar dette Arbeyd er færdigt, sagde de, da skal de sættes til et andet, og saa videre fort i det Uendelige og Evige. De have martret og piint andre; derfor bør de efter Giengieldelsens Ret pines og plages igien. De have tilkiøbt sig det Tilnavn af Stor paa Omkostning af deres Medmennedskers Blod, nu skal de i al Evighed være smaae nok. De vare fordum ikke fornøyede med guddommelig og himmelsk Ære; nu skal de være Slaver i al Evigheds Evighed. De svedte og arbeydede fordum for at ødelegge det Menneskelige Kiøn, nu skal de svede, arbeyde, pines, og martres med Art. stæftigelse af en anden Art.

✂

Tilforladelig

Efterretning

om

Hexegrenen

eller den saa kaldte

Munschrelruth,

Ved hvis Krast man kan finde alt der

Sølv og Guld,

som ligger i

Jorden og Havet.

Skreven af

Thorlac Thorlacius,

Magister Chymiæ & Magiæ Naturalis.

Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2
3

Jeg Mester Thorlacius, Islands Ære, Nordens Fryd, det menneskelige Kiøns Giir, Verdens Nytte, Solens Fordunkelse, Stiernernes Formørkelse, Mester i Chymien, og de sorte Kunster. I Wittenberg er en sort Skoele, der oplæres man i 7 tusind 8 hundred og 93 forblummede Kunster. Der ere stedse tolv i Skolen, og Skoelemesteren tager den tolv. Islænderne har fra Arilds Tid havt megen Vittighed; megen Flittighed. Dem skylder man alt hvad man ved af den Danske Historie, Poesie, Ordsprog & c. Jeg reyste

fra Island til Kiøbenhavn: jeg havde 40 Kroner med mig, jeg fik 40 Bens. Jeg tog anden Examen. Jeg havde 50 Ducater, jeg fik 50 Bene, og der blev en stor Splid iblam Professorerne; Mængden tildømte mig, som sædvanligt, Laudabiem; men nogle, mere erkiendtlige, vilde give mig Characteer af Laudabilisfimum. Til al Ulykke var det sidste ikke Latin, og de maae dog nødvendig tale rigtig Latin, siden de ikke kan skrive gemeen Dansk. Jeg fik da det gemene Laudabilem, som saa mangen Dosmer har faaet baade for og efter min blev sat en Krone over, enten til min Berømmelse, eller som et Sindbillede paa Ducaterne. Med alt dette var jeg ikke fornøyet: jeg vilde absolut lære de sorte Kunster. Jeg reyste til Wittenberg. Det er en behagelig Reyse,

naar man har Penge. Pots Tausind hvor

kan man ikke leve godt i Tydskland, naar man har Ducarer! Et godt Maaltid Mad koster ikke mere end 15 Styver, og, naar man har Penge, kan man faae Viin til. Jeg indlod mig strax i en Disputats, hvis Mening jeg aldeles ikke forstod. Jeg tænkte at behielpe mig med vores Kloster-Kneeb: jeg distingveerte meget fiint, jeg raaabte idelig paa Barbara, Celarent; men alt dette kunde ikke hielpe mig, saa jeg med største Spot maatte forlade Auditorium, og Wittenbergenses spurgte med en tydsk, spodsk Mine: Was will Er Greyskopff hier? Forbittret af denne Leeg, opmuntrer af min medfødte Lyst, gav jeg mig i den sorte Stole

Vor Skoelemester faae loyerlig ud, et Par Støvler og et Ansigt udgiorde hans hele

Person. Jeg lærte mange, mange tusinde rare Sager; men jeg vil allene handle om wünschelruthen, hvis Virkning jeg lærte paa en nye Facon. Det er al Verden bekiendt, at man med samme kan opdage Sølv og Guld; men jeg har lært langt mere: jeg kan ved samme opdage de menneskelige Hierters Tanker, man maae dog endelig lære noget, naar man hazarderer at give sig Fanden i Vold. Jeg har stedse foragtet Sølv og Guld; men, som jeg er nysgierrig, gad jeg gierne vidst, hvad alle Folk tænkte, og derfor appliceerte Hexegrenen til dette Brug allene. Dog for at tiene dem, som elske Sølv og Guld, vil jeg giøre en udførlig Beretning om denne selsomme Green. Historien er denne:

I Skovenes Rige voxer et Trær, som heder vidie, Træe. Den 24 Junii er St. Hans Dag, samme Dags Nat Kl. 1. og derover 23 Minut, da tager man en Green af Træer i stærk Blæst (Blæst, Orcaner og Vind maae der være; thi ellers duer der hele Project ikke) denne Green har man allevegne med sig. Man holder den lige i Haanden, og naar man passerer er Sted, hvor der er Sølv eller Guld, Da bøyer den sig, ligesom naar en Nar iblant os vil giøre sin Compliment. Paa denne Maade fandt jeg engang 30000 Kroner i Wittenbergs Gebet — Men som jeg ingen Væsen

giør af Penge, lærte jeg i en Hast en anden Brug af denne Green. Jeg lærte at applicere den paa Menneskets Tanker. Naar jeg vilde vide, hvad nogen tænkte, bøyede Grenen sig og jeg kunde da høre, hvorledes det brummede

i enhvers Hierte, og hvad deres inderste Tanker var. Der mødte mig først en ung Enke-Kone: hun græd og skreg, og rev Haarene af sig i Fortvilelse. Jeg tog min Hexegreen: hendes Hierte loe, hun bandede sin forrige Mand, og jeg faae disse merkværbige Bogstaver:

Gud være lovet, at din Kieltring nu er død, Gid du Tyran, og Skurk var aldrig bleven fød! Nu tager jeg min Dreng til kierligst Ægte-Mage, Han skal, han bør, han oil forsukre mine Dage, Vel er han Dreng i Dag, i Morgen blier han Svend,

Saa meget magter jeg at giøre Svend af

Dreng.

I Overmorgen skal han vislig Mester være, Saa parres vi, som er vor fælles Fryd og Ære. De bleve rigtig nok parrede; men den

nye Mester-Dreng bankede den gamle Kierling

fra Elleve til Tolv, og hun sang en anden Vise, som er denne:

Naar gamle Kierlinger med Knøse parres vil, Gaa hører Skieldsord, Hug og knytter Næve

til.

Siden saae jeg en Officier: han var meget fornøyet over Krigen. Nun kann ich avanciren, sagde han, hvor er Fienden? gid jeg havde fat paa ham, jeg kunde allene nedsable et Par Tausend. Jeg appliceerre min Green, hans Hierte var langt ned i B * *, og i Linien af B * * saae jeg denne merkværdige Opskrift: I Freds-Tid er det godt en Officier at være,

Man da med Stokken kan forhverve Roes og

Ære,

Og mukker Karlen, han da Spidsrod løbe

maae,

Ney a propos, nu maae Soldaten Spidsrod

gaae.

Men udi Krigens Tid der heder noget andet, Vor Fiendes Kugler medvor egne samenblandet, Det Opgtog hesligt er, vor egne skyde bag, Og Fienden skyder for, saa alt er Knag og

Brag.

Bor egne hevne vil de Stokke, de har prøvet, Vi sittre for og bag, som bange og uøvet, Men see en Frelse er, jeg gaaer ad Skoven til, Og ingen finder mig, som med mig tale vil.

Jeg mødte en Præst. Religionen staaer paa Fald, sagde han, saa mange Hellige Dage afskaffede! Jeg brugte Hexegrenen. Hans Hierte —

O hvor er det tungt at være Dommer, sagde — man skal have Skiønsomhed, Oprigtighed, Samvittighed. Jeg loe og appli-

vierte Grenen. Jeg saae hans Hierte, og dette sagde: Jeg tager aldrig mod Stik-Penge; mm jeg viser dem ud til mm Kone. Hun kan tage dem med en god Samvittighed; thi hun er ikke sommer. Naar jeg selv skal sige Dommen af, bespørger jeg mig med en gammel drukken Underrets Procurator. Jeg giver ham en god Frokost, og han giver mig en halv Snees decisive Domme. Sandt er der, at jeg undertiden dømmes til at bøde, naar denne Krabat dommer mere efter Brændeviin, end efter Loven. Men jeg har to Udflugter: Enten ere Bøderne aldrig saa store, som det Snyderie, jeg har giort, eller og jeg skriver, eller lader skrive (thi sandt at sige, saa kan jeg hverken læse eller skrive) en Supplicatz til det høyere Raad, i sær til den Herre, hvis

Kudsk jeg sidst var, og da bliver paa Fruens-Forbøn alle mine Bøder skienkede.

Det er et Helvede at være Minister, sagde — Foruden alle de Hierne-brydende Forretninger, man har, skal man giøre Opvartninger, følge med Fyrsten, og stedse være alart og paa Færde. Jeg giorde Brug af min Green. Hans Minister-Hierte svømmede i Glæde. O hvor er det dog let at være Minister, sagde det. Opvartninger giør jeg gierne. Hvilken Fornøyelse, naar alle sige og pege paa mig: See der gaaer Favoriten, vor Fyrstes Elskede. Naar jeg er med Fyrsten enten paa Jagt, eller andensteds i Forsamlinger, da er min Ære den samme. Æren følger mig overalt, og Folket knæler dybere for mig, end for Fyrsten selv. Hvad mine virke-

lige og solide Affairer angaaer, dem overlader jeg til min Kammer-Tiener, som jeg nu kalder Secretair. Han har en gammel Magister i Baghaanden, som fordums Tid har været Legations-Secretair. De to komme artigt overeens at besvare og afgiøre alle mine Sager, og jeg har dermed intet og slet intet at bestille. Denne Magister vilde gierne have et Brød i Landet. Hvilken dum Karl! saa havde jeg jo slet ingen, der kunde hielpe min Kammer-Tiener til at forrette mit Brød. Ney aldrig skal han faae Bestilling; men være og forblive evig Hr. Magister. Jeg gav ham sidste Rye-Aar en af mine Kammer-Tieneres Klædninger, og af

min egen Lomme 4 Rdlr., hvad kan saadan en

sort Hund forlange meer? Han skal længe læse og pidste Børn, førend han kan fortiene saa meget, det veed jeg ogsaa, omendskiønt jeg, Gud see Lov ! aldrig har studeret.

Følgende Bøger selges i Bogladen

No. 8. paa Børsen:

Philopatreies trends Anmerkninger 1) Om de dyre

Tider og Handelens Svaghed 2) Om Rettergang. 3) Om Geistlighedens Indkomster 12 Sk.

- - den sammes første Forsettelse, indeholdende fire Anmerkninger, 1) Om Handelen. 2) Om Krigsstanden. 3) Om Tingsvidners Førelse. 4) Om Videnskabernes Opkomst 12 Sk.

Philoeleresias Anmerkninger over Philopatreias Anmerkninger om Geistlighedens Indkomster 6 Sk.

Den 124 Aars gamle Rorste Bondes Børge Olsens Syn, om forunderlige TiIdragelser og Tanker om høye Hemmeligheder, skrevne Aar efter Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønne-Søn Ole Børgesen 8 Sk. NB. Dette er det rette og orginale Manuscript; thi det forhen udgivne er defekt.

Ole Smede-Svends Begrædelse over Risen-Grød, af ham selv 4 Sk.

Den Tyrkiste Ræv 8 Sk.

Jeppe Vægters Betragtninger over Staten og det almindelige Beste, samlede paa hans Nattt-Vagt 4 Sk.

Bjergmandens Speyl i Skaane proberet og beskreven af Simon Skoeflikker 4 Sk

En Falsterboes Betænkninger ved at igiennemlæse de nye udgivne Skrifter af Torchild Baden og Philopatreias med flere 4 Sk.

Den Svenske Bedrager, eller Jakob Guntlaks Livs og Levnets Beskrivelse, skreven af ham selv i hans Fængsel i Stokholm 16 Sk

En saare merkværdig Tildragelse med et forhexet Drenge Barn der var en Nisse, men omskabte sig til en Skoebørste, med mere som Historien fortæller, til Trykken beordret ved Casper Ebeltoft, samt hosføyet en Lovtale over Skoebørsterne 8 Sk.

En liden historisk Beskrivelse om Joachim og hans kiære Hustrue Anna, as hvad Slægt de ere fødde, item om deres Datter Jomfrue Maria hendes Barndom og Levnet med mere 12 Sk.

Spaadom af den berømte Eremit Martin Zadeck angaaende hvad som skal skee i de tilkommende Tider, hvorover hele Verden skal forundre sig, som han i haas Alders 106 Aar ved Solothurn i Sveitser Land har aabenbaret sine Venner den 20 December 1769, 4 Sk.

NB. alle disse ovenanførte Piecer kan ogsaa bekommes heftede for samme Priis.

Mirzahls Syn i Skiebnens Tempel 6 Sk.

En Skrivelse fra Caroline, Mamaes eneste Datter, til Pastor Fido, hendes Skrifte-Fader 4 Sk.

Brev til Mette Corporals fra en Bekiendt i Fyen 4 Sk.

En Skrivelse fra Charlotte i Kiøbenhavn til en Provstinde paa Landet om Mandfolkets ynkelige Optøger 4 Sk.

En Skrivelse fra otte Fruentimmer til Argus, denne nyemodiqe og dristige Skribent, eller Retfærdiggiørelse for Caroline, Mette Corporals, Charlotte te og s v. 4 z.

En Skrivelse fra Dorinde til sin Fader 4 Sk.

Sandfærdig Fortælling om besynderlige Tanker ved merkværdig Samling paa den Danske Skue Plads 4 Sk.

Tanker til nøyere Eftertanke om gode Love i et Land og deres nøye Efterlevelse har sin Indflydelse paa det Almindelige? samt om Banqvens Tilstand og dens Hielpe Midler, item om den for Kongens Regning anlagde Tobaks Handel i Kiøbenhavn 6 Sk.

Tanker til Nøyere Eftertanke allene om Banqven i Kiøbenhavn og dens nærværende Tilstand 4 Sk.

✂

Jeppe Vægters

Betragtninger

over

Staten

og det

almindelige Beste,

samlede paa hans

Natte-Bagt

i Aaret 1771.

Selges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

Tilskrift.

Velædle og Høylærde Hr. Magister Vielgeschrey!

Jeg, Hr. Magister bør dem dette Blad tilskrive; Thi vi i mange Ting hinanden lige blive:

De vaage Nætterne, jeg og det samme giør; De skrige, skraale fælt, det samme jeg og bør. De Nat og Dag med Flid projecters Hob

formere,

Og jeg den hele Nat har Lyst til at studere.

Jeppe,

Vægter i Uttopia ved Professor-Gaden.

Da jeg gaaer vaagen den hele Nat paa Kiøbenhavns Gader, saa kan intet være mere naturligt, end at jeg tillige studerer den hele Nat, og efter min ringe Forstand giør mange Forslag eller Projecter. — Derimod kan indvendes mange Ting. Først vil man maaskee paastaae, at Vægterne sove lige saa meget som andre Folk. Kan nok være; men jeg er ikke af det Slags Vægtere. Jeg hverken boer, sover eller holder Vertshuus paa min Post. Men vil man spørge: hvorledes kan du studere, Vægter, naar du har ingen Bøger? da svarer jeg saaledes: jeg har kiendt mange saa kaldte Lærde, endog Magistrer, som med alle deres Bøger dog ere forekomne mig som Dosmere. Kan man nu blive en Dosmer med hele Stuer fulde smuk indbundne, store og tykke

Bøger; saa kan maaskee en Vægter blive klog og lærdt uden alle Bøger.

Saaledes kan jeg og uden Bøgers Hielp giøre Projecter eller Forslag; thi dem giør jo enhver Tosse, besynderlig de fra Persepolis. Men skal jeg vel troe, det aldrig er billigt eller tilladeligt, at giøre saadanne Forslag. Jo, jeg som Vægter tør paastaae, at Verden uden disse Projecter endnu meget skulle ligne sit første Chaos, eller sin første Raahed. Den som har opfundet Skrive-Frieheden, har jo og giort et Project, og hvor nyttigt er ikke dette, da derved tusinde Fordele aabenbares, der ellers ret som en Gnist maatte qvæles under Asken. Nu vil jeg da og til at giøre nogle Forslag. Det er mueligt, at jeg undertiden feyler; thi er intet Menneske uden Feyl, vilde det være et artigt Syn at see en Vægter fuldkommen, da end ikke den beste Magister er frie for dem. — Saa meget kan jeg sige til mit Forsvar, at jeg ingen Penge forlanger, hverken i Forskud, Mellemskud eller Efterskud som visse Franske; men at

jeg tvertimod maae betale Bogtrykkeren paa der dyreste, for at faae mine Indfald bekiendtgjorte- Mit første Forslag er da: man skulle skabe ferre Magistre og Studentere.

Jeg har en kiødelig Broder, som er Magister. Hele Byen sværger paa, han har lært mange rare Ting, og alle bukke meget dybt for Ham. Imidlertid maae jeg dog føde denne min Broder af min stakkels Vægter-Gage, og dette kommer mig selsomt for. Jeg har kuns lært Vægter-Versene, og kan dermed føde Kone og Børn, da min lærde Hr. Broder, som kan uden ad paa sine Fingre, jeg tør sige Ti Tusinde Bøger, ikke kan føde sig selv.

Jeg har tit tænkt herpaa om Natten paa min Post og befundet, at denne Stats-Feyl flyder deraf, at der ere for mange Studentere og mange flere end Staten kan hielpe. Hvis der vare Tyve til Tredive Reserve-Vægtere imod hver, som virkelig er antagen, saa vilde det gaae vor hæderlige Orden ligeledes; thi disse Reserve-Vægtere maatte nødvendig sulte ihiel. Da

der nu ere saa mange Reserve-Studentere imod hver, som virkelig er i Embede, saa kan man let begribe saa mange Studenteres Nød og Trang. Den Forskiel er der dog, at en Reserve-Vægter kan sauge og hugge Brænde; men en Student kan ikke bære Fiesk fra Stranden. Tilmed er hele Studenteriets Forfatning slet indrettet. Hvad Hielp har de vel i Fattigdom, og hvor ulykkelige ere de ikke i Sygdom, da endog de almindelige Hospitaler staae tillukte for dem, og de ingen ugentlige Syge-Penge har, som alle andre Selskabs Lemmer. Alle Mennesker ere haarde imod dem, og jeg troer, deres Egne mest. Jeg spurgte engang min lærde Spekhøker Mortensen, hvoraf det kunde komme sig, at Folk havde Medlidenhed med en blind Tigger, med en halt Tigger, en lam Tigger, men ikke med en lærd Tigger? det kommer deraf, svarede denne skarpsindige Mand, at alle frygte for, at blive blinde, halte, lamme; men de allerfleste veed tilforladelig vist, og ere fuldkommen overbeviiste om, at de aldrig blive lærde. Jeg har

stor Medlidenhed med forladte Lærde, og skiønt jeg som Vægter burde være haardhiertet, kan jeg dog forsikre, at jeg ikke uden inderlig Medynk kan ser en Lærd i Jammer og Elendighed. Den bekiendte Ole Smede-Svend, som har skrevet saa ziirlig og net om Risen-Grød, har forsikret mig, at den første og største Lærde i Europa, og den største Poet, maatte tigge sit Brød Dør fra Dør, Huus fra Huus. Hvad Under da, om en stakkels Student i vore Tider kunde begiere en billig Hielp, og det ofte af dem, som ere ham samme pligtige og skyldige? — Bemeldte Ole har og fortalt mig, at den lærde Plautus maatte trække Mølle som de blinde Heste; at den eneste rette Lærde i Spanien sultede ihiel; at en af Frankerigs største Zirater døde paa et Hospital, hvilket dog var en stor Lykke; thi her er ingen Hospitaler eller Klostere hverken for Magistre eller Studentere.

Sandt er det, der ere mange unyttige Lærde. Magister Skiærop, som fordriver, sin hele Livs Tid med at partere Fluer og Ed-

derkopper, er langt fra ikke saa nyttig som jeg, der om Natten vogter Folk fra Tyve og Voldsmænd, redder deres Huse fra Ildsvaade, siger dem hvad Klokken er, og om Dagen skiærer godt Folkes Brænde, studerer og giør Projecter. Disse ere nyttige Fordele for Staten, men hvad pokker hielper det at skiære Fluer op? Jeg veed og, at der ere mange urimelige og skadelige Lærde, alle disse Ister-Brødre, som Atheister, Deister, Naturalister, Egoister, Idealister, Materialister, Pyrronister, og en pokkers Mængde flere. Ole Smed har sagt mig, at disse Pyrronister tvivle om alle Ting. Hvis jeg var saaledes sindet, duede jeg ikke engang til at være Vægter; thi hvis jeg tvivlede paa Ild-løs, naar Husene stode i Lys-Lue, da fik Byen snart en Ulykke, og den Spanske Kappe med sin lette Hat vilde blive Jeppes visse Lod og Deel. Men i alt dette har jeg dog Medynk med de Lærde, og ønsker dem over hele Verden,- men helst i vore Nordlige Lande, en bedre Skiebne.

Beklageligt er det, at de fleste af dem, naar Flid og vaagne Nætter har udtæret deres Ungdoms Kraft, i en høy Alder endda maae hielpeløse bortdøe, uden at kunde opnaae deres Ønske, at tiene Gud , Kongen og Landet.

Alle disse tilkommer med Rette en og samme Gravskrift, hvilken best udtrykkes i efterfølgende Linier:

Her hviler nu ved Hipocrene En fattig og foragtet Mand,

Som ved sin Møye vandt allene,

At leve i en usel stand.

Der er beklageligt, at de Lærde ere lige saa ringe agtede i den underjordiske Verden; thi vi veed af den hæderlige og velbereyste Niels Klims bekiendte Reyse-Beskrivelse, at han som en gammel og ærværdig Philosophiæ Baccalaureus, kunde der ikke blive andet end Løber, og uagtet alle sine ypperlige Testimonia blev begegnet med stor Haanhed og Foragt. Men a propos Niels Klim, da er siden Holbergs Tider opdaget adskillige Indretninger, som han

giorde, medens han var underjordisk Keyser, hvoraf jeg vil meddele Læseren følgende, for at spare paa mine egne Projecter til en anden Gang:

1) Alle Slags Laug, hvad Navn de end have kunde, skulde vorde ophævede. Man forbyder Folk at brygge, brænde og bage selv. Hvorfor ikke og at koge selv, og til sidst at spise selv? Man forbyder Folk uden for Laugene at arbeyde. Hvorfor afskiærer man ikke tillige de virksomme Redskaber, og saaledes sætter dem uden for Menneskeligheden?

2) Alle Academiske Forelæsninger, Taler og Disputatzer skulle holdes i Landets eget Sprog; thi at handle anderledes, er som oftest at skiule sin Vankundighed i fremmede Sprog, og forhutle sit eget.

3) Da Folkemængden er et Riges Lyksalighed, bør alle Religioner taales, Ægteskabene paa alle muelige Maader forthielpes, alle Laug og Monopolier ophæves, ingen Forskiel giøres paa Arbeydernes Flid, Indsigt og Vind-

skibelighed, af den Aarsag, at de ere af forskiellig Religion og Folke-Slag.

4) Ingen maae holde stærke eller skadelige Drikke til Fals. Man forbyder og brænder Atheisternes og Deisternes Skrifter; da de dog alle fra Verdens Begyndelse neppe har giort saa stor Skade, som Brændeviin paa en eneste Dag.

NB. Denne Forordning holder jeg meget af. Havde den for været til, havde Frans Dragon ikke forhugget mit Ansigt i Fior, og jeg behøvede da ikke hvert Øyeblik at trække paa Raadstuen snart med en, snart med en anden.

5) Ingen maae studere, uden han har Midler, med mindre ham andensteds fra maatte vorde anviist en vis Penge-Sum, som er i sikre og paalidelige Hænder; thi foruden den store Skade det er for Landet, og foruden alle de Ulykker, den fattige Lærde har tilfælles med andre Fattige, har han oven i Kiøbet det smertelige Uheld, at han formedelst en forbedret Smag haardere føler sine Lidelser og Mangel

end andre. Desuden er hans Legeme ved Studeringer blevet svækket og ømskindet, saa han ofte mere gruer for Lidelser og ubevandt Arbeyde, end den haarde og hærdede Pøbel, som, saa at tale, har Kobber Legemer.

NB. Havde denne Forordning været, saa skulde jeg nu ikke have nødig, at sauge Brænde om Dagen, skrige paa Gaden om Natten, og udpine mit gamle Legeme, for at føde min Magister Broder, ja ofte tage Brødet fra mig selv, min Kone og Børn, for at fylde hans slunkne Tarm.

6) Ingen maae foragtes paa Grund af uægte Barn, eller derfor udelukkes fra noget Landets Gode; thi enhver maae jo nødvendig være fornøyet med de Forældre, Skiebnen giver ham, da ingen kan vælge sig Forældre, førend han selv er bleven til.

Men at jeg ikke med al for megen Alvorlighed skal falde mine Læsere kiedsommelig, og at jeg ved Forandringer kan fornøye dem, vil jeg anføre nogle lystige og artige Historier om Niels Klim, som ikke findes i den almindelige Beskrivelse. Og som min lærde Broder ofte har sagt mig: Variato delectat, og jeg selv af Erfarenhed har lært, at alle Mennesker ere for Forandringer, og at en Haandfuld Spøg oven paa det Alvorlige, kommer ret tilpas, saa vil jeg slutte dette mit Blad med nogle skiemtende Fortællinger om den berømte Niels Klim.

Første Historie.

Da Niels Klim var bleven Keyser, og hovmodede sig af Lykken, vilde han engang spotte en gammel Frue, som i sin Ungdom havde været meget smuk. Madame! sagde han til hende, hvor længe er det siden de kom fra Skiønheds Land ? fra dette Land kom jeg, svarede Damen, da Keyseren kom fra Kispusien; thi i dette Land var Niels Klim løbet fra

Armeen og havde forstukket sig i en Bagerovn. Keyseren blev baade rød og bleg; men hvad kunde han giøre andet, end tie?

Saa spotter ingen, ar I ey bespottes skal; Fordi I har Forstand, er ey en anden gal, Man haver Spotteren og stræber sig at hevne, Man mindste Ære ey en Spottere vil levne.

Anden Historie.

Da en lærd Storpraler engang forestillede Keyser Klim, at han kunde giøre Sølv af Metal, og han anholdt om et anseligt Forskud, sendte Klim ham en stor Sæk, og lod ham sige: siden han kunde giøre saa meget Sølv, som han vilde, behøvede han allene en Sæk, for at lægge det i, og i øvrigt intet.

Guldmagere! seer her, at eders Væv og Pral Just ikke mægtig er at giøre alle gal.

Tredie Historie.

Klim var engang hæftig syg; han følte det best selv, skiønt Lægerne forsikrede ham, at

ham feylede saa got som intet. O Regentere! udraabte Klim, hvor haard er ikke Eders Skiebne, da man endog i Eders sidste Døds Time søger at hykle og lyve for Eder. O Fyrster! hvis I kan, da tager Jer i Agt For Hykler-Tungen, som saa ofte haver bragt Saa Mangen værdig Printz i stor Fordervelse, Som elsket af sit Folk, sit Folk og elskede. Den beste Fyrste sig saa let forblinde kan, Naar Hyklerens Forgift hans Hierte griber an, Og mørkner Lyset, som var før i hans Forstand.

Fierde Historie. Der kom engang en til Keyser Klim, og gav sig ud for en stor Kunstner. Hvad Kunst kan du da? sagde Klim, jeg kan paa en Længde af tre Favne kaste Erter igiennem et Syenaals-Øye. Klim befalede, at give ham en Skieppe Erter og en Snees Syenaale, men vilde aldeles ikke see hans Kunst. See, Line-Dandsere, og Mæstre for Balletter, Klim eders kcume Spring i megen Agt ey setter,

Nu er der Lande nok, hvor Daler tusind viis Til eder deles ud, som eders Kunsters Priis. En nyttig Embeds-Mand, et Lands Zirat og Ære Tit med langt mindre Løn maa vel fornøyet være; Men leved Klim endnu, maaskee I neppe fik Det som fornødent var for Livet at ernære, Langt mindre nød I da til Overflod og Ære, Saa det vist anderledes gik.

I ere, siger man, til stor Fornøyelse,

Vel an, jeg under da Jer det Nødtørstige, Men ikke meer.

At I med Overflod skal fyldes og med Ære, Det kan fornuftigt ey paa nogen Maade være, Og det jeg meget nødigt seer.

✂

Ole Smedesvends Begrædelse over Rissengrød

Af Ham selv.

Kiøbenhavn 1771, trykt hos Johan R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

Dulce est desipere in loco.

Imprim. HORATIUS.

Det

Høibarmhiertige

Marketenter Laug

Tilskrives kierligst denne

Begrædelse.

S. T.

Eder ogsaa bør med Billighed beklage,

Som har saa meget tabt ved de aflagde

Dage,

Som nu ei ere meer. — Den Fordeel alt er tabt.

Som Eders Riis i Vand med Melk Har Eder skabt.

Intet kan smerte mig mere, end at de mange hellige Dage ere os bortkomne. Ikke just for hellig Dagenes egen Skyld; men for den deilige Risen-Grød, som vore Mestere maatte give os disse Høitids-Aftener og for den derpaa følgende Sviir og tykke Levemaade, da jeg de fleste Dage paa saadan en hellig Dag, med Fornøielse forødte et par Ugers Fortieneste. Sandt er det, at jeg endnu har Lov at holde saa mange frie Mandager, som jeg vil; men med alt dette mister jeg dog min Risen-Grød, hvilket er beklageligt! Men a propos om Risen-Gryn: da gad jeg gierne vidst baade hvorfor de kaldes Ri-

sen-Gryn i hvad Land de voxe, hvorledes de best tillaves, ogsaa videre? Maaskee nogle vil sige til mig: Ole Smed! er du gal? vi! du resonere og være Skribentmager? Men jeg svarer dristig herpaa, ja vist!

Jeg har hørt tale om mange Skriftmagere, som ikke har forstaaet mere, end at læse inden i en Bog og skrive krumme Bogstaver.

Patrollen skal have været i dette Tal og skal have fortient store Penge.

Jeg altsaa, som ikke allene kan læse og skrive, men endog regne de fire Species, maa nødvendig skrive noget Fyndigt, og samle alle Lommer fulde. Men at komme igien til vores Risen-Gryn, da har en meget lærd Mehlmand forsikret mig, at disse Gryn komme fra Hedenskabet og voxe i Tyrkiet.

Hvis dette er sandt, er jeg ret fornøiet over, at vi ikke mere saae dem at spise. — Tænk, at spise hedenske og tyrkiske Retter om hellig Aften, det var jo det samme, som at forandre sin Troe og give sig selv til Tyrken, eller Fanden i Vold. Men man kan just ikke altid troe den lærde Mehlmand; thi de Lærde lyve forbandet tidt, ligesaavel, som andre gemeene Folk.

Der hvr levet en forfløyen Jøde-Smaus i Holland, som man og kalder lærd. Denne Prygl har vildet bilde Folk ind, at Verden havde giort sig selv, hvilket var lige saa forbandet en Løgn, som om jeg vilde bilde Folk ind, at mine Laase giorde sig selv, og af sig selv fløy mig i Øinene. Denne Karl skal have hedt Spinat, eller Spinos.

En fransk Nar, som lod sig kalde Mette eller Metrie, og som tillige kaldes græsselig lærd, har vildet bilde Folk ind, at alle Mennesker vare af sig selv sammenblæste af flyvende Gran; hvilket var det samme som at sige (for at komme til vor Risen-Grød igien) at en god Portion Risen-Grød kunde løbe tilsammen af sig selv i een Gryde fra alle Verdens Parter, kaage sig der selv og sette sig selv ind paa Bordet af beste Smag, med beste Maimaaneds Smør, Kaneel og Sukker.

Ere da ikke mange Lærde ligesaavel Løgnere og Narre, som Smede, Skredere, Skoemagere, spradebasser og andre? Der beste er, at vi her i Dannemark ingen lærde Narre har havt, undtagen er anseligt Antal af dem, som stedse have stridet imod den ædle Skrive-Frihed, fordi de selv vare enten dovne og uvittige, eller de allene vilde have Privilegium paa at skrive slette Bøger.

Men a propos vor Risen-Grød! da, hvis Mehlmandens Ord ere sande at de tilbringes os fra fremmede Steder; ønskede jeg selv gierne, at denne Ret blev afskaffet. Vore lærde Politici sige vel, at Handel er nyttig, nødvendig og beriger et Land. Ja det forstaaer sig! Naar et Land ombytter nødvendige Ting med et andet. Men saadan Handel bliver latterlig og skadelig, som for Exempel: naar vi give for Chinesiske Leer-Kar og Potte-Skaar vor trofaste og dyrebare Sølv, hvoraf vi selv kunde giøre Sølv-Kar; og Sølv er dog uden Tvivl beder, end Leer Saaledes har vi ikke heller nødig ar kiøbe Risen-Gryn fra fremmede langt bortliggende Lande, saa længe vort eget Land giver os saa mange Arter af Gryn. — Ja! svarer man, Risen-Gryn ere dog de beste af alle.

Just dette er Dannemarks Ulykke, at man stedse har foragtet sit eget, æret, elsket, tilbedet og beundert alt det, som var fremmed. Saaledes, hvis dette Blad var skrevet af en forløben Udlænder, besynderlig af en Franske mand, da blev det strax anfeet og æret, som vittigt, sindrigt og grundigt. Men da det nu er skrevet paa en dansk indfød Smede-Svends Verksted, vil der ringe agtes og maaskee rent foragtes.

Hvor faar jeg nu mere Materie, fil at skrive om Risen-Gryn? Kan jeg som en stakkels Smed, ikke bruge den samme Frihed, som de største Høilærde tage sig, uden al Undseelse, nemlig at skrive ud efter andres Bøger? Men til al Ulykke finder jeg ikke, at nogen Høilærd har skrevet i denne saa vigtige Materie, saa at jeg har den Ære, at være den første Skriftmager i denne Post; den første, som heri har brudt Isen; den første som værdig har skrevet om Risen-Grød.

Jeg maa da see, hvordan jeg flipper lykkelig og vel ud deraf. Af Holberg veed vi tilforladelig, at Klokkerne intet Hoved har; men Ole skal vise for hele Verden, at Smedene har lige saavel stærke Hoveder, som stærke Næver. — Saaledes fødes mange Mennesker strax fuldkommen til Verden.

Jeg har kiendt mange høie Krigs Officiers, som ikke har lært andet af Krigs-Kunsten, end jammerlig at igiennemprygle Soldaterne og beklippe deres Sold; men formedelst medfødte Naturens Gaver dog have passeret for drabelige Officiers: Der har været berømmelige Raadmænd, som aldrig ret har seet Lov-Bogen: Man har havt store Versemagere, eller Poeter, som allene har lært Riim og at stoppe stridige Talemaader sammen: Vi har havt

Geistlige eller Theologer, som en eneste Bog, eller System har giort fuldkommen dygtige: En Professor Astronomiæ skal for mange hundrede Aar endnu have været mere lykkelig; thi han lod en siellandsk Dreng giøre alle sine Anmærkninger og Kunst-Stykker, og ved dette allene, uden ringste Fliid, Møie, eller Eftertanke, fik Navn af en stor Stierne-Kiger.

Kort sagt: enhver er en Tyv i sin Næring. Dette Ordsprog er vel gammelt og en almindelig Leve-Regel. — Lader os nu engang eftersee, om det og er billigt. Jeg paastaaer, at det er billigt og giver derpaa saadanne Exempler: En Boghandler, som neppe kan læse Tirulen paa de Bøger, som han selv forlægger, skulde i Steden for nogle Rixdaler byde mig nogle Mark, hvis jeg ikke indbildte ham, at det i mange Dage havde kostet mig sterk Sveed og stor Møie, og hvis jeg ikke fatte en latterlig Titel paa er fornuftigt og dybsindigt Skrift.

Men dog bor disse politiske Kneb, som den Skræders, om hvilken Franskmændene, som aldrig kan, eller bor lyve, har følgende smukke og opbyggelige Historie: - Der var engang, siger Historien, en Skræder, som for ei at glemme sine Kneb stial endog fra sig selv ved at tilskiære sine, sine Børns og

Kones Klæder. Omsider sagde Konen: er du gal Mand! Du staaer jo og stieler fra dig selv. Du er en stor Tosse, svarede han sin ellers medhielpende Kone; thi hvis jeg denne Gang gik mig selv forbi, glemte jeg maaskee siden Fremmede.

Men at komme til vor Risen-Gryn igien, hvilket er hele Indholdet af vort Skrift; da paastaa Lægerne, eller Docterne at det er sundere at kaage samme i Vand, end i Melk. — Hert Lekkermund derimod skriver og paastaaer at den, hvis den stal have Smag, unægtelig bør kaages i Rødviin, (jeg troerfordi vi have mere af den end af Melken.)

For at dømme heri, hvad der var det beste, maatte man først vide Risen-Grynens Natur, Føde og Beskaffenhed, og da sige nogle Skriftmagere, ar de feede; men føde ikke; saa at denne Spise i mange Maader ligner theologiske og philosophiske Collegier, af hvilke man kan opbælses, blive fede og tykt udseende, og dog ingen Lærdom faae, ei heller nogen sund Forstand, eller Skiønsomhed.

At kaage saadan udroy Føde i Vand, var at giøre den alt for maver, og den kom

til at ligne et Collegium, som holdes af en maver, tør og hierneløs Foreleser.

Jeg veed ikke, hvoraf det kommer, sagde en uvittig Professor, at man foragter mine Skrifter, da jeg dog kan bevise hvert Ord. Det er ikke nok at bevise, svarede en Student ham; man maa tillige røre.

At kaage Risen-Grød i Melk kunde foraarsage Slim. Melk er vel seed, men dog efter Lægernes Paastand, usund. Da nu Risen-Gryn og ere feede, mem udrøje; saa kunde denne Sammensætning, nemlig Risen-Gryn og Melk lignes ved de Lærde; thi passes de ikke nøie, oftes de begge.

Vindmagere, som med store Ord og opblæste Talemaader sammensnøre tykke Skrifter, fulde af Bind og udrøi Tøy som duer til intet uden eest vist Sted— Saaledes ere der Prædikantere, som som kan ophæve sig i en Prædiken, tumle og slaae i Prædike-Stolen drukne Folk i en Flod af oppussede Talemaader, og saa med alt dette dog sige slet intet.

For at vide, om Risen-Grød, kaagt i Rødvin; var tienlig, maatte man først ret kiende denne Viins Natur og Egenskaber.

Man paastaar, at visse Viin-Kyppere forfalske og blande denne Viin saavel, som alle de andre Sorter Viine. Hvis saa er, kan denne Spise ikke være sund. — Udrøie Gryn i forfalsket Viin seer artig ud, og er et Sindbillede paa vore mangfoldige Project-Mager, som for løse og udrøje Projecter fylde deres falske Lomme. Jeg giør det for Publici Beste, sagde den franske Project-Mager, og ikke for min egen Fordeel; dog, hvis Regieringen vil skienke mig en aarlig Pension af et par Tusende Daler, bør jeg tage imod den, deels for at vise min Ydmyghed, deels for derved at kunde bringes i den Stand, uden Huus Bekymringer allene at see paa Landets Fordele.

Men a propos! de franske Projectmagere, da have vi havt Plage nok af dem, og ønske ikke, at see mange af dem mere. Niels Klims Faver paastoed, at disse Karle skulde giøre deres Projecter med en Strikke om Halsen, midt under en Galge, og naar Projectet da befandtes at være egennyttigt for Projectmageren og skadelig for Landet; skulde denne Hert Projectmager uden Maade hænges levendes op.

Havde dette blevet til en Forordning, o hvor mange hængte Projectmagere! Endelig

synes den Tid nu at være kommen, da vi ikke længere lade os narre, enten af franske, eller spanske Projecter, og da vi tør tænke, tale, skrive og handle selv.

Skrive-Friheden vil giøre meget til, at vi lære at tænke og handle, vel. — Det forstaaer sig selv, Klinten voxer allevegne blant Hveden, at got og ondt ere bestandige Selskabs-Brødre, at intet Menneskeligt er fuldkomment; men dog er det stedse bedre, tusende Gange nyttigere, tusende Gange mere ærværdigt for vor Allernaadigste Konge, at have frie Borgere, end Slaver i sine Stater.

Elendige Tider, da en Professor; K. og H., som ofte ikke forstoede de Skrifter, man tilsendte dem, kunde ved et Ja og Nei regiere den heele danske lærde Verden!

Hvor meget got Skrive-Friheden har udrettet, vise de ulignelige Skrifter af Baile,

Leibnitz, Voltaire, Montesqvieu, le Clerc, Newton, Wolff ogsaa videre, hvis ypperlige Verker skulde have været, til ubodelig Skade, tabt for Verden, dersom Skrive-Friheden havde været standset af en ung, grøn doven, myndig, eller jaloux Gloebiest.

Men see, hvor vidt de Tanker om Risen-Gryn have ført mig! Der heder ret, at kaage Suppe paa en Lundstikke. Hvis nogen Marketenter kan tale bedre for sin Risen-Grød; vil jeg giøre ham den Ære, at spise paa Borg hos ham min hele Livstid, og oprigtig skylde ham Pengene.

Der er slemt, at være i Gield; men hør, hvad Franskmanden siger herom. Man spurgte ham, hvorledes en Gieldbunden Svend kunde sove roelig. O det begriber jeg let, sagde han; thi han har sat sig for, aldrig at betale; men jeg veed ikke, lagde han til, hvorledes en Creditor kan sove rolig, da han veed, ar han aldrig faaer sine Penge

✂

Samtale imellem Kaffekanden og Thepotten samt Kammerpotten.

Skrevet i Fryse-Maaneden. Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

Disse Blade tilskrives ydmygst alle Kaffe-Elskere

Kammerpotten.

Kaffekanden.

Jeg troer, den lumpne Kammerpotte vil snakke med. Nu maa jeg ret ærgre mig. Saadan en gemeen tør knye i vort Selskab!

Kammerpotten.

Ja! I maa nok mælde jer, I, som er til slet ingen Nytte i Verden, saa vel som jer Syster, Thepotten.

Hør, hvilken fræk og næsvis Sludder! Naar vi har den Ære hver Dag at fremstille os paa Bordet, dækket med udenlandske Kar og Duge iblant de fornemmeste Folk, saa

maa du pakke dig om Natten under Sengen, og om Dagen faaer du neppe Tilladelse, at være blant Folk; men man kaster dig hen i en Afkrog, paa det Sted i Huset, som er mindst agtet.

Kammerpotten.

Hvad bryder jeg mig om Folkes Foragt? Det har længe været Mode iblant dem, at foragte det allernyttigste, og at sette Priis paa Narrerier og Skyggeverk. — Skoelemesteren her i Huset maa og sidde foragtet i en Afkrog, naar man beviser Haarskiæreren og Dansemesteren al optænkelig Ære; den eene, fordi han lærer Børnene at trippe, og den anden, fordi han river dem i Hovedet. Vigtige Tienester! Skolemesteren derimod, som skal danne deres Hierner og Hierter, har slet ingen Anseelse, hvis han ikke til al Lykke havde lært lidet Fransk og Musik, skulde han maaskee her i Huset neppe blive anseet for et Menneske.

Kaffekanden.

Jeg maa ret lee over denne dumme Snak. — Er det ikke ved min Hielp, at

alle Folk, besynderlig Fruentimmeret, faaer Munden paa Gang og lære at tale, da de ellers stedse maatte være og forblive stumme? Din Tieneste derimod kunde hele Verden meget gierne undvære. At de bruge dig, skeer kun af Magelighed.

Kammerporten.

Ja vist er det ved eders Hielp, at Folk lære at tale, bagtale og forøde sig. — Madamen her i Huset skal have sin Kaffe tvende Gange om Dagen; men derfor maae Tienestefolkene saa tit gaae med en sulten Mave, og komme ofte bort uden Løn. - For nogen Tid siden, da hun vilde jage en af sine Piger bort, for at spare hendes Løn til Kaffeen, men kunde paa ingen Maade finde Sag med hende, lukkede hun hendes Kiste op, stak sin Mands Skoespender i den, og derpaa joeg Pigen bort, uden Skudsmaal, som en Tyv. See disse ere de Slags Herligheder, som I bevise det menneskelige Kiøn!

Kaffekanden.

Naar Folk endelig vil ødelægges, behøve de just ikke mig, der ere Maskerader, O-

pera, Comoedier, Spilleborde, Viinkieldere, Brændeviinshuse, og tusinde ødeleggende og fortærende Ting, som vilde blive alt for vidløftige at opregne.

Kammerpotten.

Maskerade er nyttig; thi den er et Sindbillede paa Menneskets tabte Lighed, som det ved sit Fald har mistet. Comoedie er nyttig; thi den lærer Mennesket at speile sig i sig selv. Opera er nyttig for Musikkens Skyld, som aldrig nogen har lastet, undtagen Menneske-Hadere. Spillebordene ere nyttige; thi saa længe man spiller, bagtaler man ingen, og Spil er et Sindbillede paa Lykkens Ustadighed. — Viinkieldere og Brændeviinshuse opmuntre andres Aande med deres Aande, og man bliver klog hos dem, ved den megen forskiellig Snak, der høres; thi paa saadanne Steder komme vittige, forsøgte og hule Brødre.

Kaffekanden til Thepotten.

Tal nu du Syster, jeg faaer ret Hiertelig ondt af den gemene og frekke Snak; thi i de Selskaber, hvor jeg er, tales altid i de

fineste Modens Toner, saa at et pøbelagtigt Ord kunde skaffe mig en Svindsoet paa Halsen, hvilket var høyst skadelig, saa vel for min egen Sundhed, som for Selskabets Skyld, der ved min Indkrympning kom til at lide alt for megen Skade.

Thepotten.

Intet er lettere, end at overbevise den taabelige Kammerpotte om dens Naragtighed; men det er alt for urimeligt, at skiendes med sine Undermand — dog jeg vil lade som jeg taler for mig selv. — Nyttigere Væsener end vi to, ere der ikke i Verden, det er alle bekiendt. Ved Kaffebordet giør jeg den Tieneste, at jeg ophidser, eller rettere sagt stiller Blodets Bevægelse, som ellers let kunde blive for stille, eller for brusende. Og i de Huse, hvor ingen Kaffe er, agerer jeg selv Kaffekande, og naar man da drikker et Glas Brændeviin (jeg vilde have sagt Liqveur) paa sidste Kop, blive Folk lige saa muntre, virksomme og veltalende, som naar I selv i egen Person har tient dem.

Kammerpotten.

Der kommer mine Ord igien. Nu ere jo Brændevinsmændene nyttige?

Thepotten.

Det er og det eeneste sande Ord, som du i al din Dumhed har sagt.

Kaffekanden.

Og jeg siger nei! Hverken det ene, eller det andet er sandt. Alle Brændevinsbrændere burde afskaffes; saa fik fattige Folk mere i Maven, og beholdt maaskee deres Forstand. En Pægel koster 4 a 5 Sk.; dermed begynde fattige Folk, saasnart de lukke Øynene op. Det er Moden, en lang Vane og følgelig en Nødvendighed. Middagen kommer: de selv og Børnene skrige om Mad; men Brændeviins Pengene ere borte og nu grædes; men forgiæves, for det tørre Brød. Naar hundrede Mennesker giøre sig ulykkelige, bliver maaskee Regningen denne:

Hundrede Ulykkelige deraf:

10) Stiaalet, for at fylde sig med Brændeviin.

20) Fornærmet deres Neste, for at være ved Spillebordet.

30) Skuffet, for at sidde hos Viintapperen.

10) Ulykkelige, for i Drukkenskab at have forløbet sig imod deres Øvrighed.

10) Ulykkelige, for i Overgivenhed af Drik at have søgt Klammerie, slaget andre fordervet, eller og selv faaet Helsoet. 19) Ulykkelige, for lige frem at have dræbt sig selv ved Fylderie. Saaledes gik det N. W. — Han sad paa en Vinkielder, og raslede saa lange, til man lod hente en Vogn. Han kom levende i Vognen, men da man vilde tage mod ham i hans Huus; sad Herren død i Kareten. Med andre skeer det paa en mere fin og langsom Maade. De faae kun Vattersoet, Hypokondrie, Podagra (mest af hede Vine) Kiragra, baade i Henseende til sig selv og andre.

Lad nu Maskerade, Comoedie, Opera, længe nok være nyttige, saa er beviist, at Spille- Viin- og Brændeviins-Huse, allene giøre 99 ulykkelige af hvert Hundrede, og, naar en bliver ulykkelig ved sit onde Blod,

og en ugudelig Opdragelse, saa blive 99ve elendige ved Spil og overdreven Drik.

Kammerpotten.

Det kalder jeg at væve af Kaffee: kan I være saa meget efter Grumset, da er det ingen Under, at Folk blive saa veltalende, som reent udtømme Eder et par Gange. — Men at jeg ikke skal prate saa meget, som Madamen, da vil jeg kun sige Jer følgende: — Misbrug ophæve og aldrig kan og bør ophæve Tingens rette Brug. — Mange gaae i Kirke, for der at søge Kierester, og jeg har hørt sige, at nogle klavre op imellem Prædiken (maaskee og under Prædiken) paa Pulpituret, for siden at krybe paa et andet Sted.

Skulde man derfor sløyfe alle Kirker? — Kongernes beste Love blive beskuffede; skulde et Land derfor ingen Love have? Guddommens Skrifter blive fordreiede og brugte til Laster; skulde da disse opbrændes? — Hvad Baand da mere paa det menneskelige Kiøn, hvad Bolverk mod Lasterne, hvad Opmuntring til Dyden! — I eders Tanker torde jeg vel ikke engang

snakke om saa høye Ting; men veed I, hvad vor Skolemester har sagt, at hele Naturen og alle dens Dele vare lige rene og urene for dens Ophøv, og at det var kun Menneskenes Narrerie, eller Sandsers Skrøbelighed, som har giort Forskiel imellem Rent og Urent. — Saaledes kalde Folk mig ureen, fordi jeg tilbagebringer til deres Næser deres egen Raadenhed og Stank af Drukkenskab og Fylderie. Men er dette ikke en Virkning af deres Organer og det Materielle? Den, som nu har ingen af Delene agter mig lige saa reen, som det hele øvrige af Naturen, thi han selv sagde Bliv om det Alt, og han kunde ikke sette noget ureent i den hele Natur.

Thepotten.

Tys! tys! lad og andre snakke med: I laste Systers sindrige Tale og snakke selv hen i Veiret, som varer hele Qvarteer, uden at nogen kan faae et Ord indført. Eders hele Snak smager af slet intet men lugter ilde. — Det er Skolemester-Væv. (I sige det endelig selv). Hvad kan min Syster og jeg have at bestille med Folkes Laster! Disse Laster og det men-

neskelige Kiøn ere nesten lige gamle. Før enten Kaffee, eller Thee flyttede til Kiøbenhavn, sagde Politie-Mesteren og Dommeren: jeg kan ikke tage mod denne Foræring, det er mod min Samvittighed; Een Dommer bør ikke tage mod Skienk og Gave — Far vel! — Ja! I kan tale et Ord med min Kone — Konen var hverken Dommer, eller Politie-Mester — Hun tog det tilbudne, og Herren havde en reen Samvittighed.

Kaffekanden.

Ja, min Syster! der skal have været en Professor Theologiæ, som selv ingen Stik-Penge tog for Attestas; men han havde en Søn, som under Haanden sagde Studenterne, hvad Spørgsmaal han vilde give — Saaledes fik deres Hellighed dobbelt Fordeel; Sønnen den ene for sin Underviisning, og Faderen den anden for sin naadige Føyelighed, og dog havde ingen af dem handlet mod deres Samvittighed — Studenten (jeg mener Professorens Søn) føyede en Ven; Professoren vilde ikke giøre sin Søn imod. Lutter naturlig Billighed, christelig,

selskabelig, sønlig og faderlig Kierlighed — Fire vigtige Toner for det menneskelige Kiøn! Elskværdige Baand. — Vel kan man sige, at de tage Penge for deres Artighed; men hvem kiender nu nogen Fordeel? Det er og umueligt. Intet Menneske vil gaae et Fied omsonst, hvorfor skulde en Professor og hans Søn da tillige arbeide for intet. Det er vel sandt, at den første faaer Kongens Løn; men denne nyde jo ogsaa Sorenskrivere, Laugmænd, Dommere, Politie- og Borgemestere, Forvaltere, og flere andre, og endda skal nogle af dem, før du, min Syster og jeg kom til Byen, have forstaaet den Konst, at forbedre Kongens Kasse.

Kammerpotten.

I maae dog tilstaae begge toe, at jeg er til større Nytte i Verden, end I, og derfor burde Kaffekanden ikke strax have begegnet mig med saadan Haandhed og

Foragt. I maae dog vel bekiende, Verden kan undvære eders Tieneste. Den har jo levet eder foruden i mange hundrede Aar, og man veed jo, at I ikke endnu har væ-

ret hundrede Aar i Europa. Jeg derimod har været til saa længe det menneskelige Kiøn har været slebet og boet i Huse.

Thepotten.

Hvad bryde vi os om de dumme Europæer, som kalde sig de klogeste Folk paa Jorden, og har dog været de sidste, der har lært noget i Verden. — Da alle Europæerne endnu løbe nøgne omkring i Skovene, undtagen Italienerne, som boede i Straa-Hytter, og vare vilde Folk; da var jeg allerede i Ære og Anseelse hos det ældste og klogeste Folk paa Jorden, hos en Nation, som har dannet sig selv.

Kaffekanden.

Jeg kan just ikke rose mig af Ælde. — Det er jo ikke heller den Sag, vi har at handle om. Kammerpotten roser sig af Ælde; men hvortil nytter en gammel Foragt? — Er det ikke bedre, at være ung og æret, end gammel og forag-

tet? Ung og lykkelig, end gammel og elendig? Tilmed kan jo Folk kaste dens Fordring paa Gaderne og i Gaardene, saa at jeg ikke begriber, hvorfor Kammerpotten giør sig saa umistelig.

Kammerpotten.

Jo! Det var et artigt Syn, at see Gaderne fulde af Damer ved dette Optog! — I skulde være en Fornem, og I snakker som I nys var kommen fra Nyeboder.

Thepotten.

Ei! min Syster! klamres dog ikke med den gemene Ting! Men see! nu faaer hun noget andet at bestille, og jeg med. — Kaffebordet stal strax vækkes. — Der ere allerede kommen nogle Fremmede; men de kan aldeles ikke tale, førend hun faaer betient dem.

Tys! Tys! de Fremmede gik, og Kaffekanden, stolt af sin Ære, opblæst af sin nye Seier, begyndte saaledes:

Kaffekanden.

Saa du nu din gemene Kammerpotte, hvorledes jeg fløy omkring iblant de artigste Damer og største, saa kaldede, Herrer i Landet; imedens du stoed og krøb sammen i en Krog, som en anden Tigger. Selv min Syster, Thepotten blev denne Gang foragtet og udelukt af det høye Selskab.

Kammerpotten.

Ja, I maa nok mælde jer, med jer Slidder-Sladder. Hvem stoed og krøb sammen i en Afkrog! Da I havde fløyet om paa Bordet, som en almindelig Opvarterske, blev jeg siden berørt af de smukkeste Damers hvideste

Hænder, for hvilke at kysse de prægtigste Herrer skulle have vovet Liv og Blod, og anbragt til de Steder, for hvilke at lugte til, den deiligste Vildbasse skulle have opofret Liv og Ære.

NB. Thepotten fortørnedes og over Kaffekandens Tale, hvorved hun holdt sig fornærmet, og da hun derfor siden (som pleier at skee) slog sig til Kammerpottens Partie, begyndte at tale saaledes:

Kammerpotten har i Sandhed Ret. Madame Kaffekande bilder sig for meget ind, og vilde vel tilsidst see hele Verden over Skuldrene, eller Tuden. — I var allene i det høye Selskab, siger I; men det er jo Usandfærdighed. En Kiedel reent Vand giorde eders Selskab. Man tog mig denne Gang ikke med i Lauget, det er sandt; men det var virkelig af en forfløyen nye gal Mode, og sandt at sige, saa styttede jeg ikke meget om, at være

i saadant Selskab; thi det var et af de latterligste i Verden. Her sad Frue von Sprækkefuld, som aabenbarede alle skiulte Hemmeligheder, og ikke engang kunde, eller turde tie med sig selv; men temmelig tydelig forklarede, at Marquis d’O var hendes Mand behielpelig: Frue Glubsk, som med Magt vilde være Amazoninde, og, for i sine Tanker at ligne tappre og behiertede Mandfolk antog Miner, Væsen, Tale, Opførsel og Geberder, som en af Fisker Damerne ved Stranden; Frue Pæn, som for at forestille Afholdenhed, loed som hun daanede, naar mannævnede det Ord: Muus, og besvimede hver Gang, hun hørte de Ord: Blod, Kaarde, Krig, dræbt Høne, slagtet Faaer, fangen Rotte, tampet Matros. Kavelerne i dette Selskab vare lige saa ypperlige. — Der sad Hr. Wrink, som uagtet sit Hare-Hierte, giorde Miner som en Besat, og fortalte med tusinde Ceder, at han havde kastet 8 ud af Vinduerne, knækket Halsen paa andre 8, jaget 50 Officiers ud af et Biliard-Huus, allene med at løfte

Køen, og i egen Person, uden al Hielp, ofte indtaget hele Fæstninger — Grev-Venus Nar, som uagtet sit Misse Ansigt, sine sure Øyne, sin udtærede Krop, sine tilsatte Legge, pralede hele Folianter om sin Elskovs Seiervindinger, og paastoed, at ingen Dame kunde modstaae hans forliebte Øyekast: han foreviste endog en rødbruun falsk Tegne Bog, hvori han havde opskrevet den Seier, som han havde faaet over nogle hundrede Koner og Piger, hvilke den Æreskiender aldrig havde seet: Marquis de Snaksomhed, som, uagtet allene saae og kiendte nogle Tienere paa Slottet, dog svor og bandede med de nyeste Franske Eder, at han talte tit med Kongen under fire Øyen: (om man kan troe det) at Dronningen sidste Gang klappede ham paa Kinden, og sagde: Monsieur le Marquis, vous étes un parfait Cavallier, at alle Prinsesserne neiede sig for ham, saasnart de faae ham.

Jeg vil ikke tale om alle de andre Narre. — Nok er det, de have ingen Ære af, at have bivaanet dette Selskab.

Kaffekanden.

Vil I, min Syster, nu og være mig imod? Naa! det maa jeg bekiende. Jeg nødes da vel til at tie. Men, før jeg tier vil jeg dog sige et Par sande Ord. Man anseer ikke Folk efter Ord og Dale, efter Opførsel og Geberder, men efter Klæder, Rang, Familie, Midler og Karakterer; og, naar saa er, maa I tilstaae mig, at Selskabet var meget net, høyt og anseligt. Tilmed, Madame Thepotte! kan I aldrig sette eder i Ligning med mig. I gaaer alt for tit i gemene Selskaber.

Ja! I maa melde jer med gemene Selskaber. — Hvor ofte vandrer I ikke

i de Nye-Boder, hvor man fra øverst til nederst besmører eder med Sirup- og kaster eder oven i Kiøbet gemeent Finkel. Iokum i Hovedet?

O! hvor jeg maa ærgre mig, troer, jeg besvimer!

Kammerpotten.

Kan I besvime, som selv befaler de Sorter, der hielpe for alle Slags Sygdomme, i sær for Qvalme og Besvimelser? En Dame hørte engang, at hendes Herre var dræbt i et Feldt-Slag. Hun viste sig derover overmaade bedrøvet, fortvivlede, rev Haaret af sig, og vilde have myrdet sig selv. I det samme husker hun til al Lykke paa eder. Neppe havde hun drukket den første Kop Kaffee, før al hendes Sorg med et forsvandt. Hendes Ansigt klarede op igien,

Øynene tørredes, og hun blev ganske munter. Ved den anden Kop fik hun Vittighed, og betænkte sig paa en nye Mand, ved den tredie begyndte hun alt at skrive Kierligheds-Breve, hvori hun af alle Kræfter friede til Grever, Baroner, Kammerherrer; — ja endog til Gergeanter og Tienere.

Kaffekanden.

See! hvor denne Sladdertaske kan give Gloser! hvem kan vel staae for hendes hvasse Tunge? Jeg vil frafalde og forsværge nogensinde at tale med gemene Folk mere; thi det gaaer efter Ordsproget:

Hoc scio pro certo, qvoties Cum stercore certo Aut vinco, aut vincor

Semper ego maculor.

Det er udlagt:

Jo mere man rører ved Skarn, jo mere lugter det.

Kammerpotten.

Saa sige alle Dosmere, naar de ikke længere kan forsvare sig.

✂

En splinter nye Samtale

imellem

Vindues-Ruden

og

Blyet,

til deres

Nytte og Fornøyelse som kan læse og tænke.

Kiøbenhavn, 1771. Sælges i Bogladen No. 8. paa Børsen.

2
3

Vindues-Ruden.

Naar jeg betragter alle mine store Fordele, da maae jeg sige og bekiende, at jeg er en stor Nar, som vil sidde her saa bunden. Hvad var det hele Menneskelige Kiøn, naar jeg ikke var? De maatte bestandig leve i Mørke, baade Sommer og Vinter. Jeg er Menneskenes Ambassadeur til Soel og Lysning, og uden mig kan intet forrettes. Jeg tiener dem endogsaa om Vinteren til Varme; thi gaaer der Hul paa mig, saa er deres hele Ovn til ingen Nytte. Kort sagt: jeg er det menneskelige Kiøns Velgiører, og dog estimerer man mig ikke; men det er ikke saa underligt, naar jeg betænker, at de foragte og fornegte baade deres og min Skaber.

Blyet.

Ja! hvad siger du da om mig. Jeg er endnu til langt større Nytte. Jeg er Grunden til dit Væsen, din Styrke og din Vedligeholdelse; thi, naar jeg ikke var, faldt du Pokker i Vold og brak din Hals i Stykker. Men Du foragter mig, ligesom de Folk, der bagtale og foragte dem, som forrette for dem alle deres Sager, og ved hvis Genie de ere, alt hvad de ere.

Du maae mælde dig. Man trænger vel meget til dig? Kan man ikke tage Træe i Stedet for dig, eller, om ikke andet var, da Guld?

Ja Folk har vel meget Guld, nu omstunder. Gid de havde kuns det tørre Brød! Nogle faa, som har Guldet, ligge og ruge derpaa som Drager, og lade intet komme ud til andre, eller og de forsvire det paa unyttige Ting af slet ingen Smag. De Fattige derimod, som kan arbeyde i Smagens Tempel, enhver

paa sin Maade, arbeyde forgieves, og kan intet fortiene; thi de Rige mangle paa Vittighed og Skiønsomhed. De, som har Guldet, knappe af paa alle Maader, og lade ingen fortiene noget hos dem, og komme de Fattige til Spekhøkeren, som er rigere i sin Skindpelts, end mange Herrer med store Caracterer, saa vises der en Ubarmhiertighed, som Tiger-Dyrene selv maae skielve for. Imidlertid maae de Stakler dog give Skat, hvilket er artigt nok. R.

Ingen giver Skat, Monsieur Blye, der ikke kan taale det. Men hvad du siger om de Riges Ubarmhiertighed, deri er en Slags Sandhed. Det artigste er, at man finder saadan Haardhed endog hos dem, som Regieringen og Folket lønner, for at prædike Barmhjertighed og Medlidenhed. Disse Herrer have Huse som Palæer, og store Indkomster: De prædike ypperligt om Kierlighed til Næsten; men melder sig i det samme en Trængende og Nødlidende, da er der ingen Hielp tilstæde hos

en Deel af dem, og han kunde heller have meldt sig hos en mindre Rig, der mere kiendte denne ædle Følelse.

Alle Geistlige ere dog ikke ubarmhjertige; men giør ofte godt, besynderlig mod dem af deres egen Stand. For Resten er jeg enig med dig, at de behøvede ikke saa store Huse og saa mange Indkomster. Et heelt Regiment kunde have Baraqver i en af deres Gaarde; og hvad er mere naragtigt, end at man betaler i tusind Rixdalers Viis en, allene for at sige Amen, og være Præstens velsvingende Perpendikel.

Siden vi ere komne i Tale om Mennesket, dette underlige Dyr, saa lad os blive ved. Jeg har den Fordeel, at jeg kan see; men du kan allene høre, og har ikke den gave at see, som jeg har.

Gid du var blind, som jeg, da fik du ikke saa meget ærgerligt Kram at see. Jeg har Harme nok af Hørelsen.

Hvad har du da hørt for nyelig?

Først i Ugen hørte jeg, at en Magister vilde skrive en Bog ud efter en anden: Der er ingen Censur mere, sagde han, nu kan saadanne Kneeb gaae an. Jeg vil endnu giøre mere, sagde han; mit stiaalne Exemplar, det vil jeg levere 3 a 4 Boghandlere, og lade mig betale paa hvert Sted. Det har længe været Moden i Tydskland og Frankerig: Hvorfor kan det da ikke blive Moden i Dannemark?

Saaledes er der Misbrug i alle Ting. Saa meget er dog vist, at Skrive-Frieheden vil tilveyebringe ønskeligste Virkninger, og at den var at ansee som Fædernelandets Fiende, der vilde afskaffe samme. Men hvad hørte du videre?

En Professor sagde: Nu giør Studenten N. N. den Bog færdig for mig. Jeg bør dog give ham noget derfor. Den stakkels Dievel har ingen Logis, jeg vil skaffe ham Regentzen, og dermed bør og maae dan være fornøyet. Stor Kunst at jaske saadant Pladder sammen. Sandt nok er det, at jeg ikke kan giøre alt selv; men det er ikke hans Sag. R.

Det var artigt nok. Veed du hvad jeg saae? Der kom en Springfyr ind til Madame N. N., de vare koldsindige, de begyndte at mukkes saa sagte, siden skiendtes de. Madamens Mand gik ud. Monsieur Springfyr og Madamen faldt begge i een Seng. Hvad jeg saae mere, kan jeg ikke fortælle dig. De reyste sig begge. Huns-Herren kom hiem, og de mukkedes paa nye. Han glædede sig over denne Usamdrægtighed, som ikke vidste noget om Sengens Eenighed. Jeg saae, at den Tyrkiske Keyser giorde Plan til et Feldtog. Der kan

omkomme, sagde han, hundrede tusinde Mand. Stor Allarm! vinde de, saa faaer jeg Fæstningen N., tabe de, saa taber jeg dog slet intet af mit Middags-Maaltid. Saaledes tænker Tyrken: De Christne tænke aldrig saaledes. Jeg saae, at Paven og de Catolske Bisper og Prælater skuffede hele Dynger Guld i deres Lommer, og sagde hver Gang: vi har ingen Arvinger. Vi maae leve prægtigt, imens vi ere til. Protestanterne ere langt fra ikke af det Sind. De have Arvinger, og tænke paa dem. Siig nu du, hvad du har hørt.

Jeg har hørt, at Kongen af Persien var meget eenfoldig; thi Folk sige, at hvis han nu vilde angribe Tyrken, kunde hans hele Magt blive ødelagt. Russerne kunde knibe ham i Europa og afmarschere til Asien, Perserne kunde falde ind bag fra Asien, og saa maatte Monse. Tyrk løbe sin Vey.

I er en Nar, Monsr. Blye; men det kommer deraf, at I ikke kan see. Jeg har seet gandske andre Ting, at de Christne selv ere Tyrkens Bistand, at den ene Magt ikke under den anden Magt en Fodsbred Land mere end det, han har. Hvis denne Misundelse ikke var, havde det for længe siden været ude med Tyrken.

Jeg har hørt, at denne Misundelse er billig; thi skulde en eneste Magt, for Exempel Russen, bemægtige sig hele Tyrkiet, hvad skulde der da blive af med de andre Europæer?

Kunde de da ikke dele Landene?

Hvorledes? kunde Sverrig faae Constantinopel?

Du tossede Blye! Sverrig kunde faae noget af Tydskland, Tydskland noget af Frankerig, Frankerig noget af Italien, Italien no-

get af det Tyrkiske, Russer saavel som den Tydske Keyser kunde og faae noget deraf. Dannemark fik vel sin Part, og saa vare vi alle hiulpne.

Den Regning er ganske gal, som bevises af al Verdens Historier, og det hele menneskelige Kiøns indbyrdes og store Misundelse. Men fra dette, siden vi tale om Krig, har du seet noget om Den Polske; jeg har hørt meget derom.

Jeg har seet at den Polske Geistlighed, under Prætext af Religion, har stiftet Krig og Elendighed i Polen, at Tyrken bildte sig ind at kunde fiske i rørt Vand, og ved denne Leylighed. tilrøve sig Polen: at dette Project kunde maaskee have havt Lykke, hvis der ingen Russer havde været til: at Tyrkens Project nu ikke lykkes, at Polen er elendig; men hvor vidt dens Ulykke vil strække sig, har jeg ikke seet.

Lad disse Stats-Sager fare. For hvem skrive vi dem? Pøbelen kan ikke dreye Staten,

Præsterne ere aandelige, og har intet med Staten at bestille, som tildeels er materiel. Professorerne disputere, og dette er nok. Skulde de tænke paa Statens Beste, da deres hele Indkomster gaae kuns til nogle 1000 Rdlr. De unge, og undertiden de gamle Herrer, tænke paa deres Caponer, Læhnestole, Maitresser, Formularer og mange vigtige Ting. Jeg har hørt, at Norden maatte forgaae, hvis en Gud ikke vaagede derover. Hans Navn er Christian den Syvende! Han er ikke Himmelens og Jordens Gud, (saa meget hykle vi ikke) men Han er vores Gud i Viisdom, Magt og Naade, i hurtig Vittighed, og munter Forstand.

Lev altid, Christian! vor Naade-Soel i Norden, Sirat, Velsignelse og Glæde for al Jorden, Kan da den Danske Pen ey føre ud din Priis, Er Frankerigs Voltaire allene vittig, viis? O ney, min Christian! jeg elsker Dig, og haver Af Kierlighedens Kraft de ønskeligste Gaver, Der ønskes allerbest af Sønners Kierlighed, Bliv Viisdom kun hos Dig! den følger Guld og Fred.

Det er artigt: du vil ikke tale om Stats-Sager, og vikler dig dog bestandig ind i dem. Du er kuns Blye, hvorledes vil du snakke om Stats-Sager.

Vi har saa viis en Monark, og Han veed, at han i sin Guddom er saa vidt et Menneske, at han tillader hele Naturen at raade sig.

O viseste Monark! som ingen Raad vil hade, Lad Ruden tale, lad det Blyer og tillade.

Endnu om Guddommen? Lad os stige med til vore Egne. Guder ere Guder. Christian vogter os. Hans Vittighed, hans Viisdom er vores Alt: Lad os nu fornøye os med Bagateller! hørte du, Blinde, hvad Forpagteren sagde?

Forpagteren sagde, at Herremanden var en stor Nar, at Bønderne vare Muslinger, at han var allene vittig og snu, at Kongen havde al mue-

lig og optænkelig Viisdom; men at han derfor ikke kunde vide alle Forpagternes Kneeb, som gaaer i det uendelige. Bønderne udsues og tampes og ride Træehest (o vise Christian! vidste Du dette) Herskabet narres og bedrages, Forpagteren bliver rig, og kiøber sig nye Herregaarde. Han er forsøgt, og biiver lykkelig. Han kiøber sig arter nye Herregaarde, disse mangfoldiggiøres og blive et Baronie. Nu er han jo Baron. Nu skal hans Børn oplæres. Den nye Forpagter-Baron bliver genereux. Min Informator, siger han, skal spise lige saa godt som mine Folk, han skal heller ikke fryse ihiel, Klæder behøver han ikke; hans Lintøy skal blive toet imellemstunder, og oven i Kiøbet skal han have 18ten rene Rixdaler om Aaret. R.

Jeg saae, at en artig Informator tog ud til ham. For 18ten rene Rixdaler vilde ingen reyse. De Rige loe. De Fattige, som var i Condition, ærgrede sig, og de, som vare overladte til Skiebnen, fnøes og soer, at

Se hellere vilde døe, end være Forpagterens Nar eller Slave, hvilket er det samme som Skoelemester: De havde glemt Baronen.

Hvad var det da for en Informator, som tog ud til ham?

Jeg har seet hans Testimonium. Han blev rejeceret to Gange til Examen Philosophicum, og tre Gange til Attestats. Nu er det sandt, at mangen Dosmer kan faae Laudabilem til disse Examina; men det maae endnu være en større Dosmer, som ikke kan faae Laudabilem.

Hør hvad jeg har hørt. Man vil afskaffe Skrive-Frieheden paa det Fundament, at imellem skrives noget enfoldigt. Darius, Persiens Monark, foragtede ikke saaledes eenfoldige Raad: Hart roeste dem tvertimod, naar de vare velmeente, og sagde, at en ærlig Eenfoldighed var priisværdig. Men hvad skalman sige? En Souverain tør høre Sandhed,

men en Student i Forgaars, som blev Professor i Dag, bør, tør og kan ikke taale, at en anden Student i Dag, som ikke er bleven Professor, taler et sandt Ord. Men - -

See, Christian er til, vi ville roelig være, Han Nordens Opkomst er, og alle Fyrsters Ære.

✂

Den

forhexede

Side Flesk,

som

efterat den var deelt i trende

Deele lærte at snakke.

Eller

Samtale

imellem

Fleske-Bøsten, Mellem-Flesket og Skinken

en Taxt for Spekhøkerne.

Skreven af Nihil og til Trykken befordret af Nemo.

2
3

En eenfoldig Tilegnelse til Spekhøkerne!

Til Eder, fede, I, som længe feed er bleven,

Spekhøkere, som har saa længe til Jer reven

Det som den Fattige saa ofte for har slidt,

Og som af eder er med feede Munde bidt.

Jer er det, Nihil vil saa gierne Taxten

sætte,

Men I vil vist med ham om denne høylig

trætte.

Og om en Taxt I fik, I det vel nødig

saae,

Men heller ønskede I vist at denne laae

Paa Valbye-Bakke, hvor den hastig kunde brændes. Og ey til Eder, men i Veir og Vind hensendes. Jeg dog alligevel, endskiønt I vrede blier Jer dette Forslag nu kun til en Prøve gier. Forlad mig da, om jeg deri kan feylet have, Jeg dog vil bringe Jer den som den første Gave. I vredes vel paa mig fordi jeg siger sandt, Dog troer jeg det var godt om I til denne fandt.

Fleske-Sidens Samtale.

Flæske Bøsten.

Nu har jeg lært at snakke, thi jeg er bleven forhæxet, havde jeg kundet snakke forhen, da skulde got Folk forlænge siden have faaet noget Nyt at viide, men det er dog got at jeg engang har lært det, og følgelig kan jeg nu som Fleske-Bøste benytte Mig af Leyligheden.

Mellemflesket.

Hvad nyt Kammerat? Vilde du fortælle; du maa vide, at du ey er, eller skal være allene om at snakke, jeg vil og snakke med, da jeg har baaret Prisen i saa mange Aar, haaber jeg ogsaa endnu at beholde den.

Skinken.

I ere Galne begge toe, viider at jeg vil snakke med. I tænker vel fordi I ere forved mig, saa vil I have Æren; Ney holdt I skal være saa god at Dantse efter min Pibe, jeg har Herredømmet, vil I nægte mig det, saa maa I vide, at jeg som en god Siellandsk Skinke har ofte tient paa Herskabs Borde i steden for en Vestphalisk.

F. Bøsten.

Ey kiere Skinke! I skal ey giøre Jer saa tyk af det, at man har narret got Folk med Jer, som ey har forstaaet det bedre end at alle Ting var sandt som man snakkede for dem, og det som andre med en alvorlig Mine løy for dem.

Mellemflesket.

Hvor meget faaer vel min Hr. Spekhøker for Pundet af Jeres Flesk? Jeg er forvisset om at han faaer en Skilling mere for Pundet af mit end af Eders.

Skinken.

Hør nu Praleren, nu kommer han igien han vil have Æren fordi han giælder en Skilling meere Pundet end vi, og dog ved han ey at vi ere hans Overmænd, han kan ey engang tænke saa meget, at han

kan indsee at For- og Bagdeelen af Siden ere de beste, og at vi forhen har baaren ham fra og til sit Hiem.

F. Bøsten.

Hvad Pokkeren ere I Galne begge toe, jeg er første Mand i eders Rang, I maae ey agte mig saa ringe fordi jeg har nogle fleere Been end I, thi I maa vide at jeg giør min Herre ligesaa god Tieneste som I giøre.

Mellemflesket.

Har du Been saa har jeg Flesk, og det er jo dog altid bedre at have Flesket end Benene, og desuden er jeg federe og bedre tienlig for den Fattige end I.

Skinken.

Men viid Mellemflesk at det feede qvalmer for Hiertet, og at dit Flæsk ey er aa Lekkert som mit.

F. Bøsten.

Ja Broer Skinke, det er vist nok sandt, lad os toe ikkun først blive enige, saa skal vi nok siden tvinge Mellemflesket til at tie med sin høye Priis og store Fordeel, som hans Hr. Spekhøker har havt af ham.

Mellemflesket.

Vil I tvinge mig, ja i har Tids nok, min Hr. Spekhøker veed nok at skiære Jer saa nær af, saa at I en skal beholde meget Flesk paa jer andet end Been, og hvad vil I da vel rose Jer af, thi da blive I jo begge to regnede til mig i Vægten.

Skinken.

Det var jo stor Skam om han vilde giøre det, allerhelst da du roser dig af din høye Priis, thi det kunde man jo ey kalde andet, end paa en listig Maade at narre den Fattige, nemlig baade din Hr. Spekhøkers fattige Medborgere, af hvilke i denne Tid ey ere faae som maa berige ham, saavel som den stridbare Soldat, som dog vist ey faaer mange gode Ord, men som oftest ilde Svar, ja den med som arbeyder i Dagløn og vist hetter ikke har mange Skillinger til overs, men som dog maae have noget at suule Brødet ned med; thi endskiønt de ere Fattige saa behøve de jo dog ogsaa noget til deres Brød, og da kunde man jo sige at din Hr. Spekhøker, var ey bange for at blive indstevnet for Argi Domstoel, for at høre Samvittighedens Vidnesbyrd.

F. Bøsten.

Du har dog vel aldrig lært at kiende Argi Vidne? siden du lærte at snakke, og ligesaa lidet troer jeg at vor Hr. Spekhøker kiender til det, ney jeg troer snarere at han siger, som hiin sagde: wen ich dir nur haben kan, det øvrige har saa længe Tiid.

Mellemflesket.

Deri har du Ret, jeg tænker det samme, nemlig at vores Hr. Spekhøker, har saa stor en Samvittighed som en Slagter Hund, thi den har ingen, men hiin har en, endskiønt den af ham siælden bruges; thi dersom han brugte den oftere, da tillod den ham ey, at udsue den Fattige saa meget som han giør, ja snart skulde jeg troe at han er bange for den skal slides op, thi han har kun en, derfore har han jo Aarsag nok til at spare paa den, ja han veed vel at naar den er opslidt, han da ey kan for alle sine Fitteskillinger, kiøbe sig en anden.

Skinken.

Her i maae jeg vel være enig med Jer, thi dersom de brugte Samvittigheden meget, kneeb de ey saa meget paa

Vægten som de giøre, saa at den Fattige ofte feyler nogle Lod i Vægten, og dog alligevel raaber de paa, at de paa Hvert Lispund, som de skiære ud, taber et Pund; men det maae nok være dem, som bruger Samvittigheden meget, der taber derved, eller i det mindste dog bruger noget af den. Men for at blive enige, saa lad os ey mere trættes om Rangen, men slutte et Forlig; og naar vi har troffet det, saa vil vi giøre et Forsøg paa at vise, om vores Hr. Spekhøker har større Profit, ved at udpine os, end andre Handlende; og om det ey var mueligt, at sette dem en Taxt.

F. Bøsten.

Det var ey saa galt, lad os være enige, og du Broer Mellemflesk, staaer dog vel heller ikke Feil i at bifalde vores Venskab; men du maae tillige lade Modet falde over din høye Priis, som har reyst sig hos dig, fordi den Fattige maae betale dig bedre end os.

Mellemflesket.

Jeg vil lade alt mit Mod fare; men I maa ey heller tiere lade mig høre, at I have baaret mig.

Skinken.

Velan! vi ere da enige; du Fleske-Bøste! du maae giøre Begyndelsen med at sige os din Mening, om Forslaget til en Taxt for vores Hr. Spekhøker.

Bøsten.

Det vil nok blive et suurt Arbeyde, allerhelst da jeg nyeligen har lært at snakke; dog det er ligemeget, jeg vil vove et Forsøg. Vi har jo, har jeg hørt, en Torve-Mester, som hver Torvedag dog bør være paa Torvet, og han har igien Betientere med sig. Disse kunde jo vel hver Torvedag høre Priserne paa Torvet, og derefter burde Taxten indrettes.

Mellemflesket.

Det gik umuelig an. Torve-Mesteren, og de Betientere som han har med sig, har jo nok at bestille med at rangere Bønderne hver til sit Sted, at de ey skal opfylde Gaderne, saa at ingen kan komme frem.

Skinken.

Ja vist nok, de har et suurt Arbeyde; men de har jo Stokke. Disse kan de meget hældig stytte sig ved om Torvedagene; men de bruge dem ikknn i Rodsfald.

Bøsten.

Nu da gandske vel. Har disse saa meget at forrette, saa lad Torve-Mesteren endnu faae tvende Betientere, og disses Forretning burde ey være andet end at forhore Torve-Priserne, (NB. de maatte hverken tage fra eller legge til) og derefter skulde disse rapportere det til behørige Steder, og efter deres Berætning skulde da i det mindste hver Maaned sættes min Herr Spekhøker en Taxt; thi han skulde ligesaa lidet som andre have Frihed til at raade sig selv.

Mellemflesket

Dette Indfald var ey saa galt, det var og vist høyst nødvendig for ham.

Skinken.

Det siger jeg med, det kunde vist ey skade, om noget af det feede Støv som flyver fra de Fattige hen paa ham, blev afbørstet dog alligevel vilde det koste noget at lade disse Taxter trykke, hvorfra skulde man tage disse Omkostninger? og hvorledes skulde man vel indrette den, allerhelst da han indkiøber sine fleste Vahre om Som-

F. Bøsten.

Nu fik du ret et herligt Indfald, og derved bragte du mig just paa den rette Vey. Han kiøber sine fleste Vahre om Sommeren, siger du, det er vist sandt, nemlig Smør, Oste og Gryn 2c. Disse Vahre ere jo dog ey saa dyre naar Skibsfarten vedvarer, som om Vinteren naar ingen er; følgelig kunde man jo for dem sætte en vis Priis fra den endtes indtil den igien begyndte; thi af Smør og Ost har de jo dog den meste Tid af Vinteren Forraad, ja jeg veed dem, som i denne haarde Vinter ey endnu har manglet disse Vahre, og da de endnu har Forraad, saa har de jo ogsaa dobbelt Profit. Naar da min Herr Spekhøker havde 2 Skilling paa et Pund Smør, i Steden for at han nu har 6 a 8 Skilling paa Pundet, burde han lade sig nøye; og naar han paa sine Holstenske Oste havde i Skilling Pundet, kunde han jo ogsaa være tilfreds, (NB. de Fynske og Lollandske burde ey at indberegnes heri.) Dog vil jeg lade denne Prises Fastsettelse hvile paa andres høyere Eftertanke, thi jeg er ikkun svag af Tænkekraft. Men endskiønt de Fynske og Lollandske ey koster

ham saa meget, saa sælger Han dem jo dog nu for een Priis, nemlig 6 Skilling for Pundet, dette synes mig at være for meget. Hvad Taxterne anbelanger, saa fandtes der jo vel en Bogtrykker, som trykkede dem for intet, (NB. naar hver Spekhøker under Straf Maanedlig skulde kiøbe een;) men disse skulde ey heller koste meere end 1 Skilling Stykket, og det var jo da kun 12 Skilling om Aaret som han anvendte herpaa.

Mellemflesket.

Du snakker endnu ey saa taasset, naar de kiøbe om Sommeren, saa var det jo ogsaa billigt at de solgte efter den Priis som de kiøbte det for.

Skinken.

Ja det synes mig at være gandske billigt; men burde det ogsaa at være dem tilladt at sælge Brød, Øl og andet mere, som mig synes at være dem uvedkommende. F. Bøsten Vel kunde det tillades dem at sælge Brød; men den Tilgift som de faar af Bagerne paa Brødet, burde at deeles paa deres Brød, følgelig blev det Brød, som

de Fattige kiøbte af dem, noget større; ja de kunde vel ogsaa gierne lade sig Nøye med deres Feede-Vahre.

Skinken.

Men vilde det ey blive Bagerne til al for stor Besværlighed; thi de maatte jo da have tvende slags Brød, et til Spekhøkerne og et andet til Ølltapperne.

Mellemflesket.

Ja, nogen Besværlighed vilde vel følge med denne Forandring for Bagerne; men denne kunde de jo gierne paatage sig, allerhelst da de intet tabte herved.

Bøsten.

Nogen Umage vilde her vel følge med, men den meste laae jo dog paa deres Folk; disse burde Nøye give Agt at Brødet ey blev forbyttet; thi i Steden for at Bageren nu giver Spekhøkeren for 3 Skilling Brød til paa Marken, fik de ingen Tilgivt; men, som jeg før har sagt, Brødet blev større, og deres Svenne havde jo ey nødig at ærgre sig derover; thi de maae jo dog veye Brød efter Taxten. Forskiellen blev da kun denne: at de Nøye passede paa at dele Brødet, saa at Spekhøkerne fik det store, og Øltapperne det mindre, hvorpaa de gave Tilgivt.

Mellemflesket.

Men da du ey vil tillade dem at sælge Brød, burde de da vel at sælge Øll og Brændeviin? mig synes det tilkom Øltapperne allene at udtappe disse Vahre.

Skinken.

Jeg er af samme Mening: men saa bliver jo deres Næring alt for meget indskrænket, og de kunde jo da ey samle sig saa mange Kroner, Dukater og Tomarker, paa Bunden af deres Kiste.

Bøsten.

Nogle vilde de vel tabe derved; men det kunde vist ikke skade dem noget; thi de har allerede i disse dyre Aaringer som har været, samlet brav ind af dem; Saa ikke mange mere skal bruge dem til Stats i Lommen, for at andre skulde tænke, at de vare rige; ney! de fleste ere vist sprungne til Spekhøkerne; og da de dog, hver for sig, vinder deres Borgerskab paa en særskildt Maade, saa kunde det jo ogsaa være billigt, at de, hver for sig, havde deres Næringsveye. Vel koster det Spekhøkeren mere, end Øltapperen, at vinde sit Borgerskabs-Brev; derfor skulde ogsaa den feede Handel overlades til ham allene; og de, som havde vundet det

paa Øltapperie, burde allene at have denne Naringsvey, nemlig, at sælge Øl og Brændeviin.

Mellemflesket.

Saa har vi da nu hørt Fleske-Bøstens Mening, om en Taxt for vores Her Spek-Høkere: nu kunde det vel ey være saa galt, om vi, hver for sig, tilkiendegav, hvad vi forhen har kostet, og hvor stor Profit, vores Hr. Spekhøker har havt paa os.

Skinken.

Ja, det er billigt; thi vil man sige det ene, bør man og sige det andet; den, som vil sige Sandhed, bør ey stikke noget under Stolen; og Bøsten maa igien giøre Begyndelsen.

F. Basten.

Jeg vil nu gandske kort fortælle Jer det: Vor Hr.Spekhøker kiøber os samlede paa Torvet for syv, ja vel sex og en hvlv Mark Lispundet; (det har i Vinter været den giængse Priis), og det i hele Skippunds Vægt: siden bliver jeg fraskaaret, og da maae de, som kiøbe mig, give 9 ß. igien. Er dette ikke en net og reen Profit?

Mellemflesket.

Got! det er sandt nok: men naar han

skiærer mig ud, saa har han jo dog større Profit, da han dog ey giver mere for Pundet af det ene end det andet; Han tager altid ti Skilling for Pundet af mit Flesk, og stiger det imidlertid paa Torvet, saa giør han sig vist ingen Samvittighed over, at tage den ellevte med; Thi han siger: Jeg var en Nar, naar jeg ey benyttede Mig af Leyligheden.

Skinken.

Endnu beholder jeg Prisen: Det er sielden eller aldrig at jeg bliver udskaaret; ney! man hænger mig hen paa et Kammer, til vi ere en halv Snees ja vel flere i Tallet; thi snart kommer en, snart en anden, som vil have en Skinke, og da maae de give ni, ja vel Nie og en halv Skilling for Pundet, og det i heel Vægt; altsaa tabes her intet ved Udskiæringen; og min Hr. Spekhøker giver intet til, og han borger ikke heller noget ud uden dobbelt Pant; men lader sig Pengene betale reent ud, efter dens rene Vegt.

Bøften Men er jeg ey tosset, har jeg ey sagt

for meget! køber min Hr. Spekhøker et

heelt Læs, eller et heelt Skippund af Gangen paa Torvet?

Mellemflesket.

Er du bange, at du alt har sagt for meget? ney! ey for meget; thi det er vist sandt, kan han ey allene paa en Gang kiøbe et heelt Læs eller Skippund, saa har han jo Kammerater nok, som kan deele det med ham; lad saa kun en anden Mand komme for at ville have noget med, da maae han vist give 4 ja vel 8 ß mere for Lispundet; Thi gaae engang paa Torvet, da skal man vist nok finde enhver Bonde-Vogn omringet af ti Spekhøkere.

Skinken.

Men jeg mærker allerede til Forandring; det er vel best, at vi tale ogsaa noget om Smørret: Herved vindes dog vist ey heller saa lidet om Vinteren.

Bøsten.

Ja, jeg burde vel ogsaa sige noget herom, siden jeg har paataget mig at forklare det andet; endskiønt det vel ey er saa fuldkommen, som det burde være.

Mellemflesket.

Der er jo ingen Mester fød; og det er jo en reen Følge, at den som bryder Isen, ikke kan i en kort Cirkel, og med en svag Hukommelse, erindre alle Ting.

Skinken.

Det er vist sandt: Den, som man siger der bryder Isen, giver andre Leylighed til at dadle det som dog ey kom frem, naar der ey fandtes en, som vilde Hiøre Begyndelsen dermed; Dersom han feyler, saa faaer han Modstandere nok, og siger han Sandhed, saa har han jo ikke Dadlere; og da kan Ordsproget giælde: Sandhed faaer en Braaden Pande.

Bøsten.

Nu! jeg mærker allerede til Forandring; det bliver derfor best, at jeg gandske kort taler noget om Smørret; efterdi vor Hr. Spekhøker ogsaa handler hermed: Det beste Smør, søm man almindelig har, er jo det Holsteenske; (Thi Forpagter-Smør, eller Amagernes Koppe-Smør, kan den Fattige ey faae meget af) Dette koster

jo dog sielden Mere end en Mark Pundet naar de kiøbe det, og dog tager de Herrer Spekhøkere 24 ß. igien for Pundet; burde han, om det er mig tilladt, saa at spørge, have denne uindskrænkede Friehed? Mig synes ney; herfor kunde vel ogsaa sættes ham nogle Skranker. Herfra kan man nu slutte til det slettere. Jeg taber Tænkekraften, men dog vil jeg endnu sige Eder noget om Eders vandblødte Oste.

Mellemflesket.

Hvad siger du? er du gal? vandblødte Oste! hvorledes skulde vel dette gaae til 2 de kiøbe friske Oste, og disse svinde jo ind, naar de ligge længe.

Skinken.

Ja det er sandt, nok troer jeg det samme; men da Bøsten har givet Underretning om det andet, saa lad ham ogsaa heri noget nøyere forklare sig.

Bøsten.

Har jeg fortalt mig, nu da om Forladelse; dog, førend jeg beder mine Hr.

Spekhøkere herom, maae jeg giøre et Forsøg, om jeg ey kan nærmere forklare mig i det jeg har sagt. Jeg har ligefrem sagt, at de kiøbe dem om Sommeren friske, baade de Holsteenske, Laallandske og Fyhnske; Disse svinder, naar de ligge længe. Men jeg maae først mælde om den Priis, hvorfor de have dem: Jeg er forvisset om, at de Holsteenske ey koster dem mere end fire Mark Lispundet, og de Laallandske og Fynske har de gandske vist en Mark ringere; altsaa har de, de Holsteenske for 4 Skilling Pundet, og de Laallandske og Fynske for 3 Skilling Pundet. De svinder; dette maae de have betalt, det er jo billigt. De tabe, naar de skiære der ud; dette bør ogsaa betales. Endnu maa jeg først erindre, at jeg ofte har sadt hos en Spekhøker, og med største Græmmelse hørt, hvorledes den stridbare Soldat tillige med den Fattige er bleven bortjaget, naar de har har vildet kiøbe enten for en Skilling Smør eller Ost; Er det da ikke ubilligt, at man saa ligefrem, uden den ringeste Eftertanke og Samvittigheds Følelse, bortviser dem begge? Vi har jo smaae Vægter, nemlig Lod og Qvin-

tinener, og et Pund holder jo 32 Lod, altsaa kunde de jo sælge dem for en Skilling; Og naar det bliver dem nægtet, mon dette da ey kan give dem Anledning til at begaae store Laster, som de vel ofte ey begik, naar de kunde faae for en Skilling Smør eller Ost at kiøbe; og faaer de det sidste, da er det vist enten blødt eller og elendig lidet; Ja, dette giver dem vist Anledning til at begaae denne Last. Tyverie som de vel ey begik, naar de kunde faae for en Skilling at kiøbe; thi disse kan jo dog en altid leve af Vand og Brød. Men jeg gaaer for vidt fra Hovedsagen. Endnu engang, jeg har sagt: vandblødte Oste; jeg vil overbevise Jer om, hvad jeg har sagt. Er det ikke sandt, I Herrer Spekhøkere! at I stedse har en vaad Klud om Eders Oste, og denne, for ey at blive tør, bliver blødt hveranden Time? Ja! I har jo ogsaa Ballier med Vand i? jeg vil just ikke sige, at I legge dem heri; Men dette troer jeg, at, naar de stedse blive blødte med vaade Klude, I da intet taber ved det, at de svinder, og da kan de vel holde Vægten, ligesaa vel naar de ere gamle, som friske; altsaa tabe I jo intet ved det,

der, og I tage jo desuden 6 ß. for Pundet af alle tre Sorter. Jeg vil denne Gang ey sige mere; men andre maa dømme mig, om jeg har sagt for meget. Jeg haaber, om jeg har feylet, I da, saavel som andre, bevise mig den Godhed, at undskylde mine Feyl.

✂

Tolv

Breve,

fra

en Bonde

til sin

Herremand.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Første Brev. Jeg var nyelig i Staden, jeg faae og jeg saae mange Ting: der vare mange, som ernærede sig af at skille deres Medborgere ved Forstanden. Med al denne Tieneste kunde de dog neppe leve. Andre blandede sig i Lauget; havde Professioner. De som ingen Professioner havde, maatte svare samme Udgifter, og kunde derfor naturligviis paa ingen Maade komme saa vidt, som de

der baade kunde tappe og holde Profession. Jeg fortrød rigtig herpaa, og ønskede, at de som havde Profession maatte forblive derved allene; thi naar Professionister skal være Øltappere, Brændeviinsbrændere og s.v., saa flyder deraf, at de i Kraft af deres Haandværk kan undersælge deres Medbrødre, som intet har lært uden at tappe. I mine Tanker skulde det aldrig tillades Haandværkere at drive Handel. De skulde være forbundne til at blive ved deres Profession, allene: Høkerie, Øltappen, Brændeviinsbrænden, Spiseqnarterer skulde allene drives af saadanne Folk, som ingen Haandværk have lært; aftakkede Soldater, Tienere, Brygger Karle, og saa videre. Herimod kunne vel indvendes, at de aftakkede Soldater intet have, hvormed de kan indlade sig i nogen Handel, og man kunde paastaae, at ingen burde opfødes ved Tiener-Professionen; men at alle skulde tilforne have lært et Haandværk. Det er Skade nok, at Ordsproget skal være sandt, nemlig: at en gammel Soldat er en gammel Tigger. Men herpaa, bliver vel og raadet Boed med

Tiden. Alting er nu i en munter Virksomhed, og man har de beste Forhaabninger. Hvad Tienerne angaaer, da tilstaaer jeg, at det var meget got, om ingen dertil blev antaget, med mindre han havde lært et Haandværk; thi paa denne Maade, naar han i nogle Aar havde samlet sig Penge ved at opvarte, kunde han vende tilbage til sin Profession, og blive Mester. Men for det første er det nu ikke saa. Her ere mangfoldige Tienere, som ikke have lært andet end det samme, og da de nu ikke mere kan nyde Embeder, var det billigt, at Professionisterne bleve udlukkede fra omtalte Handel; Tienerne derimod til samme antagne, hvilke og vare vandte til Opvarniger, til en vis Slags Artighed og Høflighed, bedre vare skikkede til at omgaaes og begegne deres Giester end en Haandværks Karl. Jeg saae og i Staden, at den halve Deel, af Krigsheren nød halv Penge, og halv Proviant til Besoldning. Alle roesede denne Indretning. Jeg tilstaaer og selv, at den forekommer mig herlig. Det kommer kuns an paa, om de bekomme disse Levnets Mid-

ler, saa gode, som vor Fader befaler dem at være. Indtil jeg herom bliver forvisset, ønskede jeg helst, at de fik lukker rede Penge, saa kunde de see dem for, og kiøbe, som dem selv lystede.

Andet Brev.

Jeg saae er Hospital i Staden for gamle udlevede Fattige. Bygningens Herlighed røvede overflødigt, hvor stor en Siel der boede i den, der havde ladet det bygge. Men om en enfoldig Bondes Betænkninger maa høres, da synes det mig underligt at opføre Skyestødende Bygninger for udlevede Folk, som ved at opklavre de mangfoldige Trapper, ere ferdige at daane paa hver anden. Saadanne Bygninger burde have været langs med Jorden, og ikke i Luften. Det som meest giorde mig ondt, var at høre, de Fattige endog her efter Haanden døde af Hunger; thi, da mange af dem formedelst en for høi Alderdom slet intet kunde fortiene ved deres egen

Fliid, og deres Pension ikke allene var tilstrækkelig til at ernære dem, døde de en langsom Død af Hunger, Hentærelse og Mathed. Det heder vel, at saadanne gamle Folk behøve kuns ganske lidet til deres Fortæring; men denne Setning befindes alt for ofte falsk, da mange ældgamle Folk kan fordøie om Kap med de friske og unge. Jeg saae endnu et andet Hospital for syge af Majestetisk Bygning. Men jeg blev meget bedrøvet ved at høre, at de ganske Fattige ned saa slet en Opvartning af de foresatte Opvartersker, at der snart intet Haab var om deres tilbagekommende Helbred. Og det som ydermere meget smertede mig, var at fornemme: at Studenterne aldeles vare udelukkede fra dette Gode. Det er sandt, at denne Stand har i nogle hundrede Aar lidt alt formeget. Nu skulde man dog vist vente, at Børsternes Undergang skulde blive Bogens Opkomst og lykkelige Tidspunkt.

Tredie Brev. Jeg saae andre Bygninger i Staden, saa store og prægtige, at to Printser kunde gierne Boe i et af dem. Jeg spurgte, hvem der beboede disse Pallæer, og fik til Svar: en Præst eller Professor. Sandelig jeg misunder ikke de Lærde og Geistlige deres udvortes Lyksaligheder; men dog synes mig det meget selsomt at bygge saa store og vidtløftige Templer for en eneste Person, der efter sin Stand ikke engang er forbunden til Pragt. Jeg troer, at en maadelig Kiøbstæd paa Landet kunde indqvartere alle sine Indvaanere i een eeneste af disse Vaaninger. Lad Fyrster og de Vældige paa Jorden boe paa slige Slotte, for at indtrykke Ærefrygt, og for at lade deres Rigdomme løbe ud blandt de vindskibelige og trængende Haandværkere. Det begriber jeg. Men de Lærde og Geistligheden bør have en anden Vei til Folkets Ærbødighed. Gode Skrifter og et godt Levnet. De bør vinde deres Medborgeres Hierter, ved at oplyse,

røre, bevæge og forbedre dem; men ikke søge at tildrage sig deres Høiagtelse ved en glimrende Pragt, som udstikker Øinene, og et opblæst Væsen. Dog, da nu Skriver-Frieheden fra lykkelig og viselig er bleven indført, tør man haabe, at der vil komme saa mange nyttige og ypperlige Værker ud fra dem, at i Betragtning deraf, ingen mere vil misunde dem deres Palæer. Vel mener nogle, at det just er deres store Herligheder, som giøre dem magelige, og betage dem Lysten til at arbeide. Man har fortalt mig, at en og anden Student har skrevet ypperligt, indtil han har faaet Embede, da han med et har ophørt. Man har beviist mig, at de herligste Skrifter komme fra udenlandske Lærde, som have langt ferre Fordele. Men jeg underskriver ikke disse Betænkninger. Vel ere de Menneskelige Gemytter meget forskiellige; men i Almindelighed maa dog Friehed, Ære, Rigdom og Værdighed langt kraftigere opvække til Virksomhed, Vindskibelighed og Nidkierhed, end Fattigdom og Mangel paa Friehed. Jeg under dem da meget gierne deres prægtige Huse,

ønsker kuns, at de til Vederlag vil levere os gode Bøger, hvorpaa jeg har hørt, at vi, i Sammenligning med andre slebne Nationer, har største Mangel.

Fierde Brev.

Jeg hørte i Staden, at nogle beklagede sig over Extra-Skatten, som beløber sig net op til 2 Skilling om Ugen. I det samme man beklagede sig, hentede man en Pæl Brændeviin for 5 Skilling, Tobak for 2 Skilling. Det var kuns en Frokost ligefrem, derfor kunde jeg ikke begribe, at man klagede paa Extra-Skatten, som var kuns 2 Skilling hele Ugen. Omsider begreb jeg dog. Man kræver den ikke i tide, man burde kræve den ugentlig. Nu derimod kræver man hver to Maaneder, og da er det ikke altid fattige Folkes Lejlighed at komme frem med 1 Mark eller mere. For disse Penge kunde de i samme øjeblik have en god Gryde Mad. Skatten skal ud i samme Øieblik.

De maa sulte denne Dag. Fattige Folk har ingen Oplags-Penge. Klagemaal! her ere mange Forandringer i Byen. Pojecter giøres og til intet giøres paa en og den samme Tid. Jeg talede nyelig om de himmelstødende Bygninger, som vare tillavede for den krybende Alderdom. Nu siges der, jeg kan dog ikke fortælle det for vist: at en Herre har kiøbt dette Slot, og at Alderdommen, som før herbergerede der, skal krybe op i Soldateskens Baraqver, lige skyestødende Bygninger. Disse Elendige kommer fra en Yderlighed i en anden, og man skulle snart mene, at man bygde disse Pallæer foe dem, allene for at dræbe dem. En Herremand skal have ønsket, at alle fattige Folk vare F * * i vold. Naar nu ingen Fattige var til i Verden, saa bliver Spørsmaalet, hvorledes den Rige skulle leve? Den naadige Frøken kom da selv til at bære Vand, hendes naadige Hr. Papa maatte selv bære Flesk fra Torvet, og hendes allernaadigste Frue Mama maatte selv hugge Brænde og lave Mad.

Femte Brev.

Jeg har sagt at disse Elendige kom til at krybe halv døde op i Soldaternes Baraqver. Følgelig faaer Soldaterne nu ingen adskilte og visse Værelser. Jeg troer ogsaa, at de efter Statens nærværende Forfatning ingen bør have. Det er got nok at giøre Projecter, naar man kuns har een Gienstand for Øinene. Men naar man samler alle Gienstande under et Øiepunkt, saa seer man lettelig, at Baraqver for Soldater var alle til Skade og ingen til Nytte. Borgerskabet tabte paa sine Værelser og paa sin Udsælgning. Soldaterne puttede sammen i en Afkrog tabte paa deres Profession. Da de nu ere fordeelte iblant Borgerne, kan de stedse fortiene et par Skilling, men hvem ville al Tid løbe efter dem til Byens Ende. De Soldater, som ingen Haandværk havde, kunde dog stedse, saa længe de laae hos Borgerskabet, for Tienester have Gientienester. Vor Fader selv

Hvis Udgifter ere store nok og maaskee alt for store, ville finde her nye Udgifter: Ildebrand, Lysning, Reparation. Det er ubilligt at svare, at alt dette skulle gaae paa Borgernes Regning. Vor Faders Hierte er alt for ømt dertil, at betage Borgerskabet først Inqvaterings Penge, derpaa Næringen, som de havde af Krigsstanden, og omsider at paalegge dem nye Skatte for Soldaternes Ildebrand og Lysning, som de nu kan nyde tilfælles med deres Verter dette synes i en enfoldig Bondes Tanker, at være noget for haardt. Men nu vil jeg fortælle glade Ting

igien. Vor Fader har givet alle Friehed til

at skrive og tale. Derfor tør jeg som en Bonde ogsaa skrive. Jeg har hørt, at man her i Staden torde i forrige Tider hverken skrive eller tale, undtagen eens Naboe ville tillade det. Det forekommer mig ligesaa underligt, som at jeg intet Arbeide torde foretage mig som Bonde, med mindre min Naboe gav mig Tilladelse. Dette ville være Bondestanden til en usigelig Skade, og hünt Den lærde Verden til største Fordervelse. Jeg

Hørde Her forleden en artig Historie: A og B bleve Studentere i et og det samme Aar. De vare paa den Tiid lige kloge, lige duelige. A studerede flittig. B gav sig god Tiid med sine Studeringer, men han havde Patroner, Veninder, Penge, og blev i Hast P * *. Monsieur A var endnu Student, kom til ham med en Bog for at ville have den bevilget til Trykken, det var en net, artig, sindrig og klygtig Satire, som ikke angreb nogen Person i Særdeleshed, men hele Verdens Feil i Almindelighed B fandt nogle af sine Feil deri, som endskiønt han var P * * — meente, at den hele Satire var allene skreven om ham, og derfor forbød den i al Evighed at trykkes. Disse Historier skal ofte være forefaldne i Staden, hvorved saa mange nyttige og ypperlige Værker ere forraadnede. Men velsignet være vor Fader, han har givet alle sine Børn Lov til at tænke, tale og skrive. Jeg har hørt at et Folk i forrige Tider, kaldt Rommere, har saaledes lykønsket deres Fyrster: Bliv lykkeligere end en August, og bedre end en Trojan.

Hvorledes kan Nordens sildigste Afkom lykønske vore tilkommende velsignede Fædre; jeg troer, den vil sige:

Bliv viis, bliv lykkelig, som syvend Christian, Han udi Norden var vor største Scepter-Mand.

Siette Brev.

Jeg har hørt, at en Skribent har sagt i forrige Tider, at der var ingen Frihed til for Mennesket, undtagen for Monarkerne. Denne Skribent maa ikke have været her i Staden; thi vor Fader, som selv er frie, vil ikke see nogle af hans Børn ere Trælle, eller underkastede en slavisk Lydighed. Det er dem bekiendt, hvormeget vores høistelskende naadige Fader har giort til Bøndernes Forbedring. Han vil at vi skal være et frit Folk. Gid jeg og mine Lige maatte skiønne derpaa. Gid Kongens, Landets og vort eget Beste maatte blomstre derved! men dette Ønske kan ikke andet end opfyldes; thi Bonden maa nødvendig arbeide bedre for sig selv

end for andre. Jeg læste i Gaaer en artig Fabel: Ulve, Tyre, Tigere toge paa Credit hos Lam, Faar og andre svage Dyr. Naar disse forlangte deres Betaling, fik de ikke alleneste ingen, men bleve endog afviste med Skielsord, og Kløer. Det var ikke nok; disse uskyldige Faar havde igien for at redde sig giort Credit hos Rævene, og de store Hunde, og som de ikke kunde betale dem, bleve de revne i stykker. Loven hørde dette, Dyrenes ædelmodige Konge rørtes, og han gav en Forordning i Skovens Rige, at alle forgieldede Dyr skulle behandles paa en og den samme Maade, og at Elephanten, som var hans Throne nærmest skulle ligesaa lidet være frie for at betale som Soen, der var den sidste i Dyrenes Rige. Skoven gav Gienlyd af Fryd. De store og glubske Dyr kunde nu ikke mere opsluge Faarene, men alle blev paa ene og den samme Maade beskyttde af Løven. Det var et artig Syn at see, at Faarene kunde nu frit tage de store og vægtige Guldkieder af Elephanternes og Ulvenes Halse, naar de ikke vilde eller kunde

betale. Heraf flød: at disse mægtige Dyr aldrig gjorde Credit uden de havde i Sinde at betale; thi i Modsatte Tilfælde forestod dem Ærens Forliis, Udpantning, Foragt, Fyrstens Unaade, og undertiden i Længden deres Embeders Tab. En Elephant havde giort en anseelig Gield. Han blev anklaget for Løven og svarede: jeg kan paa ingen Maade betale. Det burde du have vist i forveien, sagde Løven, tog derpaa hans Embede fra ham, solgte det til en anden, og deraf betalte Creditoren.

Syvende Brev.

Det vil maaskee falde dem forunderligt at høre, at Løven bortsolgte Elephantens Bestilling, men jeg troer, han havde Ret, først var heri en Fornødenhed; thi han kunde jo ikke betale alle Debitorer af sin egen Kasse, og desuden har jeg Hørt, at det kunde være i alle Begivenheder meget Nyttigt, om Fyrsten bortsolgte alle Embeder. Man ville vel spørge, hvor blev da Fortienester, Fliid og Vindskibelighed,

Gaver og Vittighed af? Herpaa svarer jeg som en enfoldig Bonde, at de Rige ligesaavel kan Have Gaver til at forestaae et Embede, som de Fattige, at de bør troes, at være af en bedre Opdragelse, og mindre Egennyttige, siden de ikke ere forsultede. Det forstaaer sig selv, at man burde anstille nøiagtig og tilforladelig Undersøgelse om deres Dygtighed, og naar da en Rig var ligesaa duelig, oplagt, indsigtsfuld til et Embede, som en Fattig, (ellers ikke) burde han foretrækkes. Vil de see Nytten heraf, da forestil dem en Sterboe, skulle den vel saaledes behandles af en rig og vel opdraget Embedsmand, som af den martrende Hunger og Sult. Hvor skulle da de Fattige blive af, vil man spørge? Herpaa svarer jeg som Bonde: at Indretningen i Staten burde være saaledes, at fattige Folk lode deres Børn lære almindelige Haandværker, og at det blev forbødet en Sælge-Kierling at troe, at hendes Søn kunde blive Secretair eller Legations Raad. Ved denne Bortsælgning vandt Kongens Kasse Rigdom. I Embeder ferre Stikpenge. Men naar der nu befandtes ingen Rig at være dygtig, saa var man

nødt til, vil man sige: at antageden Fattige, men det er ikke saa. De Rige kan stedse give deres Børn en bedre Opdragelse, og naar de mærkede, de kunde tilkiøbe deres Børn Embeder, dog ikke uden foregaaende Examen, saa flød deraf, at de sparede disse Penge fra Overdaadighed, for at anvende dem paa Børnenes Opdragelse og forestaaende Bestillinger Dansemestere, Haarskierere og s.v. ville da faae mindre at fortiene ved deres Børn, derimod bleve de bedre belønnede, som skulde danne deres Forstand til de Embeder, som de i Kraft af deres Rigdomme vare visse paa. Men for ikke at blive stedse ved en Materie, hvilket er kiedsommeligt besynderlig i et Brev, saa forandrer jeg min Text igien, og begiver mig til Bøndernes Frihed. Vi have stedse ønsket den, en Deel af os har faaet den og alle burde have den. Jeg vilde gierne vide, hvorvidt Bøndernes Frihed burde strække sig? Jeg troer ikke, at den blev nyttig, naar den skulle strække sig saa vidt, som Borgernes her i Staden, hvis Sønner løbe fra en Stand til en anden. Skulde det saaledes tillades os, da vilde vore Bønder-Børn, som ere magelige og kiæde af Arbeide, i en Hast

forlade os, og søge Seiladsen, hvortil de har en naturlig lyst, som alle gamle Danske. Søen staaer Dem allevegne aaben. Øer overalt. Vandet, i hvor bedrageligt det end er, kan lokke inge Vovehalse. Nysgierrighed, hastig Vinding, naturlig ældgammel Drift, mageligt og ofte fortvilet Arbeide er just det, som smigrer dem. Vores muntre Ungdom vil heller sidde i en Mast, end gaae bag en Plov. De Danske ere meget for Forandringer. Vi Bønder ere ogsaa Danske, og vores Børn vil Heller see China og Vestindien end vore Fædres Agre. Omendskiønt jeg er Bonde selv, og følgelig bør ønske al Frihed for Bønderne, saavelsom for alle andre Stænder, saa ønskede jeg dog, at Bøndernes Frihed blev saaledes bestemt: først at Bonden var ligesaa frie i al sin Handel, som en Borger i Staden, og for det 2det at hans Søn maatte være og forblive en Bonde, at han hverken maatte give sig i Søe-Tieneste, eller ved Ret og Uret practiere sig herind i Byen, hvor han ved Hielp af et Par Træskoe omsider bliver til en holden Mand, Staden til Udsuelse og Fordærvelse, Bondestanden til den største Skade.

Ottende Brev.

Jeg har nyelig skrevet om Kongens Kasse, herom ere mange forskiellige Meeninger i Byen. Nogle meene, han burde aldrig tage Skat, men lade det komme an paa sine Undersaatters Kierlighed. Dette Forslag kunde maaskee være artig nok, naar alle Undersaatterne vare overbeviiste og oplyste om Deres Skyldigheder og Pligter; men da de nu ikke ere det, saa vilde der høres en jammerlig Klynken, naar i fornøden Tilfælde blev forlangt en liden Portion af deres Penge, som de dog har samlet sig under Regieringens Beskyttelse. Man kan see, hvilken Allarm 2 Skillings Skatten giør. Store Floder skal udrustes, store Krigs-Hærer føres i Marken, det skal skee med Et i et og det samme Øieblik. Den overhængende Fare taaler ingen Forhaling; er det en Tiid at kræve Skat

af de klynkende Borgere, som endog i de ønskeligste Tider, naar der er Fred og ingen Fare, naar Overflødighed regierer al Ting, tør sukke for 2 Skilling, og i det samme drikke en Flaske Viin? Jeg troer altsaa, at Kongens Kasse bør stedse være i sin behørige Tilstand; men maaskee der kunde skattes paa en anden Maade. De Fattige kunde beholde deres Gryder paa Ilden til dem deres raabende Børn. Lad Overdaadighed betynge Kassen. En Skat paa al unyttig og pralende Pragt var nok til Alt. De store Speile, de konstige Uhre, de stolte Tapetzerier, de forgyldte Vogne de yppige Klæder, lad disse betale Skatten og spar Fattigdom.

Niende Brev. Hvem skulde tænke, at her i Staden var saa stor Armod. Mandfolkene løbe omkring paa

Torvene, og kan intet fortiene. Fruentimmerne sulte hiemme, og kan paa ingen Maade faae deres Lives Ophold. O hvilken Sult i Hovedstaden! O hvilket ynkeligt Syn! Børnene vaagne, skrige om Brød. Konen græder over dem hiemme. Manden gaaer ud, og vil fortiene men fortiener dog intet. Konen og Børnene, forsmægtede af Sult, og denne bittre Kulde, vente paa en godgjørende Mand. Han kommer forsultet fra Gaderne, og har intet. O jammerlige Scene! Hvem kan forandre den? Gud og Christian. Jeg veed intet Raad. Denne Mangel paa at fortiene viser en almindelig Armod, som og at Handelen og Fabriquerne ikke ere i sin fulde Drift. Disse mange contrebande Vahre ødelegge og Byen. Jeg har hørt at man forskriver Karether fra Frankerig. Er dette sandt, saa gaaer det vel ligeledes med andre Ting. Vore Haandværks-Folk maa da knappe af paa alle Kanter, siden de mangle For-

tieneste. Naar Borgerne nu saaledes maa forrette al Ting selv, saa faaer Brendehukkeren, Last-Drageren, Vasker-Konen, Sye-Pigen, og s. v. intet at bestille. Jeg troer at Staden med et kunde reddes, hvis den aldeles ingen Tilførsel fik af det, den selv havde. — Byen er nu fuld af en Beretning om en gemeen Soldat i Helsingøer, der delede sit Commis-Brød med en fattig Borger. Hvis dette Menneske har intet at leve af, undtagen sin Sold; da er Gierningen saa heroisk at han derfor burde have en stor Belønning, og hans Navn et evigt Æreminde. Men der gives Soldater her i Staden, som har lært at forrette adskilligt med Hoved eller Hænder, og som ugentlig kan fortiene 3 á 4 Rixdaler. Hvis han er af disse Slags, bliver Gierningen ligefrem god og rosværdig; men ikke af den Art, at den kan eller bør opvække nogen Beundring, eller overordentlig Høiagtelse.

Tiende Brev.

Jeg har hørt, at Een har takket Gud for tre Ting: at han var fød Græker og ikke Barbar; Mand og ikke Fruentimmer,, og at han havde havt en dygtig Skolemester. Jeg har ogsaa Gud at takke for tre Ting, at jeg er fød Dansk, fød en Bonde, og at naadige Herre er bleven mit Herskab, der troer, at en Bonde ogsaa kan have en fornuftig Siel, og i Følge af den Tanke søger at oplyse deres Forstand, og forøge deres Fordele. Her i Staden er ingen Stand, som jeg vilde foretrække at være Bonde. Det

er sandt, at vor Landets Fader og Moder maa føle en sand Himmelglæde ved at kunde gavne Millioner Mennesker. Naar jeg betænker, hvad Glæde jeg smager, naar jeg kuns i en ringe Ting kan Nytte et eneste Menneske; saa begriber

jeg let, hvilken Guddoms Glæde der maa være

i at kunde giøre Millioner lyksalige. Men denne store Fryd maa kiøbes for mange møjsommelige Betragtninger og Bestræbelser. Jeg duede vist ikke til denne Post; og det forekommer mig underligt at høre her i Staden, at enhver Haandværks-Karl og anden gemeen Karl troer sig visere end vores Salomon. Holberg har søgt at udrydde de politiske Kandestøbere; men omsonst. Alle Haandværks-Folk ere endnu politiske, lige indtil Brændeviinsmanden og hans Dreng, ja lige indtil Spekhøkeren og hans Tjenestepige. Nyelig hørte jeg en Dreier Svend, som dreiede hele Staden om. Han skrev endog et artigt Skrift under Titul: Sandheds Elskeres Besvarelse efter Loven. De store Herrer, nær ved Fyrsten, toge Deel i hans Bekymringer, Nattevagt, Møisommelighed og Uroe, og, hvis Æren ikke vedligeholdt dem, maatte de døe under Byrden af deres udmattende Æmbeder. Krigsstanden er en hæderlig

Stand; men de Gemeene vorde deri alt formeget strabaserede, og deres Pleie er jammerlig.

At leve af 4 Skilling om Dagen, og, endog deraf at betale Vask, Pudder, Skoevox, at være for de ringeste Forseelser og Skrøbeligheder udsat for Stokke, Tampe, Kat, og Spidsrødder, at staae under despotisk Magt af dem, som ofte intet have lært uden at prygle: alt dette er meget haardt, og til ingen Ziir for Menneskeligheden. Hvorledes kan man vel raade Bod herpaa? Man har begyndt at sette Bønder-Børn blandt de hvervede Soldater; men heri synes mig at være en tredobbelt Feil; først taber Landvæsenet sine Arbeidere, hvorved hele Landet taber, og det alt formeget, for det andet lære saadanne Karle Selvraadighed og Liderlighed blandt de fremmede Hvervede, hvoraf saa faae have rene Sæder, og føre et got Liv og Levnet, og for det 3die give disse Stokke og Spids-Rødder dem flet ingen Følelse af Ære. Det

er mig derfor ubekiendt, hvorledes denne Stand best kunde og burde indrettes. Det er ingen Konst at sige: de burde have mere Sold; men det er Spørsmaal, hvor den Sold skal komme fra? Man kan dog ikke skatte Borgerskabet i det Uendelige Man kunde vel i steden for Tampe og Stokke forsøge at lede dem ved Ærens Tømme, dog er det vanskeligt nok, faalænge alle forløbne Udlændinger enrolleres, hvoraf en stor Hob er oplagt til allehaande Liderlighed, hvis Gift de igien uddampe til hele Regimentet.

Ellevte Brev.

Borgerstanden viser mig heller intet, som kan give mig Afsmag for min egen. De ere enten Haandværksfolk eller Handlende. Begge meget uvisse om deres Næring. Begge i største Bekymring for deres Børn, hvis Lykke er dem uvis. Vi Bønder derimod have ingen Bryderie med vore Børn. Vi ere Bønder, og vore Børn ere og forblive det samme uden videre Over-

læg og Betænkninger. Mon troe, det var at ønske, at der blev Skik her, som jeg har hørt at være i China, nemlig at Sønnen bestandig arvede Faderens Haandverk, Handel og Levemaade? To store Fordele flød heraf. Forældrene bleve mere roelige i Henseende til deres Børns Forfremmelse, og Børnene bleve nødvendig mere duelige i Professionerne, naar deres egne Forældre oplærte dem, end naar de kom under fremmedes Hænder. Vel kan man indvende, at det var at qvæle og tvinge Vittighed, og bane Veien til Dispotisme. Men herpaa kan svares: at der behøves Vittighed i alle Stænder, at Despotisme er umuelig paa Dansk Grund, at af nogle Hundrede, som forlade deres Forældres Stand, een eller to kunde blive lykkelige; da de alle kunde blive det, ved at forblive i deres Forældres Handel og Vandel. Den græd ikke for Guld, som aldrig eiede det, siger Ordsproget. I Kraft af dette: er en Soldater-Søn, som

bliver Soldat stedse lykkelig; thi han ha-

haver ingen Dømmekraft om bedre eller anden Stand. Han bliver og bedre Soldat end en anden, saasom han fra Barnsbeen af vorder øvet i Haarførhed og Exercice. Han vilde være mere hurtig mere bøjelig, Mere nøism, end enhver anden. Nogle mene, ar Soldaterne skulde have en Art af Byer for dem selv, for ikke mængede iblant de overdaadige Borgere, at lære Overflødighed, og faae Afsmag til deres egen Profession. De paastaaer, at Eenighed og den krigerske Aand vilde tillige regiere i denne Indretning. Det kunde have været got nok, naar det havde været en Skik fra Arilds Tid, Nu derimod lader det sig ikke giøre; thi det var at ødelegge Borgerskabet i Hovedstaden og Kiøbstæderne, og tilmed: hvor skulde man saa lige oprette de Soldater-Byer? Tolvte Brev. Vi Bønder ere derimod lykkelige. Ver Handel og Næring er vid og tilforladelig. Qvæg-

syge og Ufrugtbarhed kan ikke ødelegge os, saalænge vi har Friehed og et oplyst Herskab, saa viis og klog, som naadige Herre. Den geistlige Stand heri Staden haver intet, som kan opvække min Misundelse; men meget, som kan aftvinge min Medynk. De spille ongefær saadan en Rolle: en Borger drømmer baade Nat og Dag om, hvor smukt det vilde klæde hans Søn, ifald han fik Præstekrave, eller andet Smykke at bære. Han faaer en fattig Student, de fleste gange en Skole Discipel til at lære denne sin Søn de allerførste Grunde af Student-Haandværket. Sønnen kommer derpaa i latinsk Skoele. Faderen døer. Sønnen maa alt begynde at betle sit Brød blandt fremmede, Naar han nu i en halv snees Aar har betlet, og imidlertid er bleven forpryglet, bliver han Student, og prygler andre Folkes Børn igien for der tørre Brød. Uvished om sit Ophold, Ringeagtelst, Tidsspilde, Mangel paa nødvendige Bøger, hvoraf han bør blive dygtig og duelig, Bekym-

ringer, Sinds Besværinger, og Rynker for Tiden, en mat Siel i et fortæret legeme, en langvarig Elændighed eller en hastig Død: see dette er som oftest Følgerne af den studerende Stand. Mueligt og venteligt den nu kan blive bedre og lykkeligere, da Børsten har tabt sine Vinger, hvorved den i saa lang Tiid har giort forunderlige Sving, til Skam og Skade for Menneskeligheden. Men jeg vil nu forlade Byen igien, og agter mig hiem i Morgen til mine lyksalige Agre, hvis Erkiendtlighed min Sveed skal aftvinge. Her er Roe, Fred, Munterhed, Vindskibelighed og sund Luft. Her spiller Naturen og viser sin fulde Magt. O hvor sødt er det at være Bonde, Bonde i Dannemark, Bonde under Christian, Bonde under en Menneske-Ven, som min Herre.

Trykt og findes til Kiøbs hos T. Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

✂

Konstmaleren. Oversat af det Lettiske Sprog efter en i Mietau funden Haandskrift.

Kiøbenhavn 1770. Trykt og findes tilkiøbs hos Aug. Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

Rubens, Konstmaler. Grev Æreværd.

En Kammerherre. En Kammerjunker. Fru Stoltenberg. Frøken Stoltenberg. Palmhielm. Ørnskiold.

Tre Bønder.

En Ridefoged.

En Proprietair.

En Skytte.

En Officeer.

En geistlig Mand. Lambert.

Førsten.

Førstinden.

Prinds Klemens. Lykke.

Gred Æreværd, Rubens, Kammerherren. Rubens.

Et Konstmaleri! hvilken ringe Anledning, til at unddrage mig Deres Naade!

Greven.

Anledningen er ikke ringe. I staaer paa Springet, endnu meere, end skeet er, at forderve vores Sæder: at svække Dyden: at understytte, ikke Ærekierhed, men den vemmelige Æregierrighed.

Rubens.

Andre Nationer giør jo det samme.

Greven.

Vores Nation helder allerede for meget til denne Side. Jeg og nogle andre Patrioter stræber af yderste Kræfter, at ophielpe den i Dydens Spor. Hvo som modsætter sig disse vores Bestræbelser, den holder jeg ikke for Fædrenelandets Ven.

Rubens.

Aldrig havde jeg ventet, at kunde tabe min Patrons Naade og Omsorg for en saa ligegyldig Tings Skyld.

Greven.

Ligegyldig? Ligegyldig, siger I? Er det ligegyldigt, hvad enten en Borger stræber efter den sande eller den falske Ære? hvad enten en Borger befordres ved egne, eller ved laante Fortienester? Rubens, Førsten har anvendt mange tusind Daler paa eder, for at have i eders Person en fortreffelig Konstmaler. I er bleven det. Eders Arbeid skal befordre, men ey hindre en ædel Tænkemaade. Alle Kienderes Øyne, saavel inden- som udenlands, ere henvendte paa eders Arbeyd. Var I en Fusker, da ville Eders Stykker ikke have megen Indflydelse. Men nu venter Fædrenelandet, at I ved Eders Konst giengielder hine betydelige Udgifter paa en saadan Maade, som befordrer Dyden.

Rubens.

Man lærer Konsten, for at ville leve vel af den; ja, om jeg tør tilstaae det, for at blive riig.

Antager jeg Prænumeranter til dette Stykke, saa vinder jeg ventelig nogle tusind Daler.

Greven.

Paa Dydens Bekostning bør I intet vinde.

Rubens, Kammerherren.

Kammerherren.

Hvad var det for en Strid, Hr. Rubens?

Rubens.

Det er dog en Ulykke, at en ærlig Konstner ikke tør handle efter sin bedste Indsigt. Altid i Klemme, altid i en Slags voldsom Tvang. Ville dog de Store engang for alle lade sig være sagt, at de frie Konster ikke taaler Tvang!

Kammerherren.

Greven er saa billig, at jeg neppe troer, han uden Aarsag skulle tvinge en fortreffelig Maler, en ny Rubens, en Mand, der giør Nationen Ære.

Rubens.

Jeg skulle selv have haabet det. Men det Modsatte skeer.

Kammerherren.

Hvorpaa beroer da Strideu? Tør jeg vide

den?

Rubens.

Mig undres, at de ikke allerede veed den, da de er denne brave Herres værdige Yndling. Har Han intet sagt dem derom?

Kammerherren.

Intet.

Rubens.

De veed, Fyrsten lod mig reise i endeel Aaringer paa Konstmaleriet. Min Videnskab, som Kiendere siger, at være bragt til stor Fuldkommenhed, koster Nationen mange Penge, og jeg tilstaaer, at Regieringen i saadan Henseende kan fordre, at jeg skal lempe mig efter dens Hensigter. Men jeg kiender Nationens Smag og min egen Tarv. Hvad der er afsetlig, hvad der indbringer mig meest, det maler jeg helst.

Kammerherren.

Oekonomisk talt, saa har de Ret, Hr. Rubens.

Rubens.

Jeg er nu færdig med dette store prægtige Stykke, bestilt og bestemt, at settes i Førstens Gemak.

Kammerherren.

Hvad forestiller Sykket?

Rubens.

Ærens Tempel.

Kammerherren.

Ellers intet?

Rubens.

Jo! Nogle gamle vrantne hedenske Philosopher har haft den Grille, at Ærens Tempel ey maatte bygges, uden at Dydens og Fortienestens Tempel skulle være bygt derhos, under et og det samme Tag.

Kammerherren.

Jeg erindrer mig dette. Altsaa maler de begge Templer under eet, og om jeg husker ret, saa maa Ærens Tempel ikke have anden Indgang, end igiennem Dydens Tempel.

Rubens.

Rigtig. Jeg nødes til, ar giøre saa. Stykket er paa det prægtigste anlagt, næsten færdigt. Men nu kommer Knuden. Nu kommer det, hvori Greven vil have sin Villie frem, hvis jeg ikke vil tabe hans Gunst.

Kammerherren.

Hvad er da det?

Rubens.

Mange Fornemme, i sær de, der ere benaadede med høi Rang, ønsker sig den Lykke, at hvile i Førstens Hukommelse, og som saadanne, at vorde deres Medborgere bekiendt. Her havde jeg nu

det Forset, at antage betydelige Pengesummer af Lysthavende, og at fylde Ærens Tempel med mange hundrede Rangs- og Stands-Personer. Jeg er meget heldig med at treffe Ansigter. Enhver skulle livagtigen skildres en Medaillon. og desforuden blive heele Verden bekiendt i Kaaberstik.

Kammerherren.

Hvad har da Greven at erindre mod dette Forsæt?

Rubens.

Greven siger saa: Eet er, at have tilsnegen sig høi Rang. Et andet er, at have fortjent den. Førsten vil gierne unde dem Sted i Ærens Tempel, hvis Dyd og Fortjeneste berettiger dem dertil. Men efter Grevens Meening forderves Nationen, dersom jeg maler Ripsraps; thi det er ikke troligt, siger han, at denne Mængde af Stands Personer skulle alle være kommen til Æresgrader paa Dyds og Fortjenestes Vei.

Kammerherren.

Førstens Hensigt er berømmelig. Jeg har hørt tale noget derom. Rangen siges hidindtil at være uddeelt i Fleng efter Gunst meer, end efter Fortjeneste. Den har altsaa tabt sin Virkning. Udmærket Borgerlig Fortjeneste skal derfor i Fremtiden hædres paa en anden Maade, nemlig ved at foruude saadanne Personer Sted i Ærens Tempel.

Rubens. Kammerherren. Palmhielm. Ørnskiold.

palmhielm.

Hvor nær er Stykket, Hr. Rubens?

Rubens.

Det feiler allene, at jeg indtegner Personerne paa de 500 Medaillons.

Ørnskiold.

Hvilken Ære, at see sit og sine adelige Slegt-Ninges Portraiter paa et saadant prægtigt Stykke. Et Stykke, der skal zire vores regierende Førstes Audienz-Gemak. Et Stykke der dagligen falder de fremmede Gesandter og Tusinde andre i Øinene. Et Stykke, der stedse kan minde vores gode Første om vores Forfremmelses Tuur.

palmhielm.

Ikke allene det, Svoger, men ved Kaabberstykkernes Hielp bliver vi kiendt som ærede og fortienestefulde Mænd af hele Nationen, af den hele sædelige Verden, maaskee lige til Konstantinopel. Jeg vedder, mit Ansigt, min Taille, mine store Legge, min nette Fved, mine hvide Hænder, skal foranledige Oprør i Damernes Blod, og dybe Suk i den Tyrkiske Keisers Serrail.

Ørnskiold.

Jeg kommer, sandt at sige, sovendes ind i Ærens Tempel. Aldrig et Skridt har jeg gaaet min høye Rang i Møde. Mine fornemme Slegtninge hialp mig til Ære, fordi de skammede sig ved en Fætter uden høy Rang.

Palmhielm.

Jeg ligesaa, Svoger. Tro mig, der findes hele Slegter, der ey besidder deres Høyhed med bedre Adkomst. Got og vel, at den brave Rubens underholder os i Førstens Minde, og giør os bekiendt i hele Europa. Hidindtil er vi neppe bleven bemærkede af vores egne Medborgere. Vi Har ikke givet noget Menneske Anledning, at kiende os fra Fortienesters Side. Jeg harmes endnu, ved at tænke paa min sidste Reise i en fraliggende Provinz. Hvo er den? spurgte man. Min høye Rang var kiendelig nok. Den faldt i Øyet, men Folk undrede sig, hvordan jeg kunde være kommen Dertil. Endelig udbrød een med disse anstødelige Ord: Dertil var han jo bestemt, førend hans Moder blev forløst med ham.

Ørnskiold.

Er jeg først kommen i Ærens Tempel, saa vil jeg lee haanligen af dem, der lumskeligen tildrister sig, at forekaste mig Vankundighed i mit Embedsføring. Indtegningen i Ærens Tempel skal være mit Skjul, mit Skiold, mit Brystværn

imod alle Beskyldninger. En herlig, Opfindelse, Hr. Rubens. Tillad jeg omfavner dem derfor.

Palmhielm.

Tillad mig det samme, fortreffelige Konstner. De fortiener Nationens Erkiendtlighed.

Rubens.

Jeg haaber, Nationen skal have Ære af mit Konst-Stykke. Mange hædrede Mænd i en Stat, setter megen borgerlig Dyd forud, uden hvilken, Rang og Hæderstegn ikke kan lade sig tænke.

Ørnskiold.

Megen borgerlig Dyd have vi ikke just lagt Vind paa. Jeg og min Svoger er oprigtig. Sandt er det, vi har aldrig dræbt eller plyndret vores Medborgere, vi fortiener altsaa ingen borgerlig Vanære. Men om dette er tilstrekkeligt, for at fortiene den høye Rang, hvori vi ere komne, det lader jeg staae derhen. Vores Høyhed er et dejligt Præg - - - tør jeg sige det, uden at opvekke min Svogers Vrede? - - - et dejligt Præg paa - - - en falsk Mynt.

Palmhielm.

Sandt nok, Svoger! Sandt nok. Jeg er Heller ingen hykler. Vi duer begge kuns lidet. I og jeg. Jeg og I. Vores Vankundighed har maaskee anrettet større Skade i vores Embedsføring, end den almindelige Qvægsyge.

Rubens.

Snart skulle de gode Herrers frimodige Tilstaaelse overtale mig, at Grev Æreværd har Ret i sin Paastand.

De forrige. Frue Stoltenberg. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Hr. Rubens! bliver Stykket snart færdigt? En robe vil jeg være malet, med høytstaaende Fresur, dobbelt Perlesnoer paa den venstre Side, Aigrette, Sultane, og al den Pynt, der kan forynge et aldrende Ansigt. Det har jeg sagt dem eengang forher. Min Daatter skal males ved Siden af mig, hvad enten hun vil eller ikke. Hendes Beskedenhed er mig modbydelig. Gammel Adel, den Rang, bør glimre overalt.

Rubens.

Af Mandkiønnet har meldet sig saa mange at jeg tvivler, der bliver Rum til Damerne i Ærens Tempel.

Fruen.

Hvad! Ikke Rum! Veed I, med hvem I har at giøre?

Rubens.

Deres Naade vilde holde mig undskyldt. I Dydens og Fortienestens Tempel, - - - - torde jeg der male dem og de fleste Damer?

Fruen.

Hvad! den Leerhytte, med de nøgne kalkede Vegge - - - uden Zirat - - - den usle Dydens Tempel. - - -

Rubens.

Skulle det ikke være ærefuldt nok?

Fruen.

Nei, siger jeg, nei. Dyd og Fortieneste sætter Arbeid forud. Damerne ere frie for al Slags Arbeid. Arbeid er disse polerede Tider ledsaget med en Slags Vanære. Veed I det?

Rubens.

Jeg veed ingen bedre Raad, end at Fruen overtaler disse to Cavallerer, at overlade Damerne det Rum, jeg havde tiltænkt dem i Ærens-Tempel. Ørnskiold. Faa den Skam, der giør.

Palmhielm.

Og ligesaa, den der begierer.

De forrige. Grev Æreværd.

Greven.

Atter hos Maleren. I er lykkelig Rubens! Damerne kappes om at tilsee eders Konstarbeid.

Rubens.

Kunde jeg ikkuns være dem alle til Fornøielse, da - - -

Fruen.

Tænk Greve! hvilken urimelig Beskedenhed hos min Daatter. Hun vil ikke males i Ærens Tempel.

Greven.

Jeg kiender Frøkenens ædle Tænkemaade. Hun øver sig endnu i Dydens Skole. Hun bliver dagligen fuldkomnere. Snart tør hun vove et Skrit fra Skolen til Templet. Der hædres hun uendeligen mere i skiønsomme Folkes Øine, end om hun søgte, ukaldet at trænge ind i Ære-Templet.

Fruen.

Griller, Griller, Grev Æreværd! Hvad forstaaer De ved Dyd og Fortjeneste? Vil De maaskee sette Damerne til Arbeid? Jeg veed den Godhed, de bærer for min Daatter, denne tilskynder dem, at rose hende over Fortjeneste, maaskee til min Fornermelse. Jeg siger dem reent ud, jeg er misfornøiet med Dem. Ja misfornøiet er jeg, Greve!

Greven.

Ville Deres Maade med Frøkenen, besee de mindre Konstmalerier, saa kan jeg ledsage demi Galeriet, og oplyse dem den hele Samling.

Grev Areværd. Frøkenen.

Frøkenen.

Jeg ønskede, kiere Greve! at jeg torde yttre mig til Deres Fornøjelse. Jeg ærer Deres Fortjenester, og De ere i alle Henseender elskværdig. Men lad Dem nøie med denne Erklæring, der maaskee røber, hvad jeg endnu for Tiden burde fortie.

Greven.

Tillad, yndige Frøken! jeg anseer denne Erklæring, som fordeelagtig for min Kierlighed. Deres Fru Moder vil maaskee modsette sig mine ønsker; men om jeg finder Raad, at fornøje hendes Ærgierrighed?

Frøkenen.

Det bliver Dem ingen let Sag. Faaer hun ikke sin Villie frem, da er hun dem stedse imod. Jeg tor derfor neppe lade dem haabe, Grev Æreværd!

Greven.

Men om jeg finder Udveie til at fornøie deres Fru Moders Ærgierrighed, og dernæst at erhverve hendes Bifald til vores Foreening?

Frøkenen.

Da tilstaaer jeg, intet skulle afholde mig, at give dem min Haand, men uden disse Vilkaars Opfyldelse bliver Greven mig stedse fremmed.

Greven.

Lad være, deres Fru Moder ikke just fik Sted i Ærens Tempel, som jeg neppe troer - -

Frøkenen.

Lad være, jeg ikke blev deres Grevinde, som jeg i saa Fald neppe troer - -

Greven.

Lad være, deres Fru Moder maatte ad interrim nøies med et Sted i Fortienestens Tempel - -

Frøkenen.

Lad være, de paa Livstid maatte nøies med en anden Gemal - -

Greven.

Saa bliver Fru Stoltenberg dog æret og anseer, som den, der er paa Fortienesters Bane - -

Frøkenen.

Saa bliver de dog æret og anseet, som en Ægtemand i Staten, skiønt uden mig.

Greven.

Frøken, de skiemter med deres Tiener.

Frøkenen.

Forlad mig, kiere Greve, jeg fandt Behag i, at modsette dem nogle Vanskeligheder. Men hiertet befaler mig, at tilstaae alvorligen: Jeg elsker dem.

Greven.

Stor er min Glæde, og end større min Taknemmelighed.

De forrige. Rubens.

Rubens.

Endelig, naadig Herre! har jeg lært den Konst, at foreene vores stridige Meeninger. Nu skal Fortjenester allene aabne Indgangen til Ærens Tempel.

Greven.

Uden Dydens Fornemmelse?

Rubens.

Greven er saa paastaaelig. Jeg venter, Frøkenen understytter mit Forslag.

Frøkenen.

Lad os høre det, Hr. Rubens.

Rubens.

En lærd Ven forsikrede mig, vi havde en stor Mængde fortjente Mænd i Landet. Det som Franskmanden kalder merite auxiliair siges i Virkningen ar være det samme som egen Fortieneste.

Frøkenen.

Ved dette Middel, Hr. Rubens, bliver de Mange Dosmeres Velgiører.

Rubens.

Skiemt ikke, Frøken. Mange af Mandkiønnet, men uendelig fleere Damer, kommer til Ære ved laante Fortjenester.

Greven.

Textens Inddeeling er ordentlig nok - - - Egen Fortjeneste - - Laant Fortjeneste - - det eene er Fortjeneste, saavelsom det andet. Men min gode Rubens? bør den sidste krones med udmerkt borgerlig Ære? Hvad meener I?

Rubens.

Jeg, naadig Herre! Jeg meener, vi ere alle syndige Mennesker. Endog den bedste iblant os duer lidet. Til Fuldkommenhed kommer dog ingen. Den høyeste menneskelige Dyd er, som oftest, sminket. Den kommer af ureene Kilder. Og hvad vil Greven videre paastaae? I Italien, hvor jeg har lært min Konst, er det en Troens Artikel, at et

Menneskes Fortjeneste kan regnes det andet Menneske til Gode, endog paa hiin Side af Graven.

Greven.

Naar den gode Rubens kan vinde nogle Tusind Daler, ved sit Arbeid, saa lader han gierne Nationens Tænkemaade forderves. Dersom man unddrager eder den Roes, edrrs Konst-Stykker fortiener, og tilegner eders Lærlinge Æren for Arbeidet, hvad vil I da sige?

Rubens.

Det var ubilligt.

Greven.

Naar Dosmere forundes Rang og Gang over de Mænd, der arbeider vg opofrer sig for det almindelige Bedste, hvad da?

Rubens.

Jeg tilstaaer, det var ligeledes ubilligt.

Greven.

Saasnart Nationen mærker, laante Fortienester at giøre samme Virkning til Æresgraders Erhvervelse, som egen Fortjeneste: At Draaget bliver saavel et Medlem i Ærens Tempel, som den velfortjente Mand: Strax standses Dyden, Fortjenesters Bane betrædes da heel sielden, man søger, at komme i fornemme Svogerskab, man bruger nedrige Konstgreb, for at erhverve fornemme Dos-

meres Yndest, og disse sidste, af Frygt at vorde overseet af klogere Mænd, skal være gandske villige, at byde Haanden til deres Liges Forfremmelse. Endelig udtrænges de Vise, de Dydige, de Lærde af Cirkelen. Draagene bliver tilbage, og Tingene bestyres ved Draag.

Frøkenen.

Ikke alt for strenge min gode Greve. Noget Got findes hos alle Mennesker.

Greven.

De har Ret, Frøken. Men udmerkt borgerlig Ære burte ey uddeeles i Fleng. Hvo der ikke havde bidraget frem for andre sine Lige, noget betydeligt til den almindelige Velfærds Befordring, den skulle aldrig faae Høyere Rang. Om saa skeede, da ville Æresgrader og Ærestegn blive en Spore til at jage de Nedrige frem i Farten, paa Dyds og Dueligheds Vei.

De forrige. En Kammerjunker.

Kammerjunkeren.

Førsten ville om en Times Tid besee Malergalleriet. Jeg skulle anmode Greven, at alting blev sat i Orden til den Tid.

Greven.

Det skal skee, Hr. Kammerjunker. Begierer de, for deres Person intet Stæd i det nymalede Ære-Tempel?

Kammerjunkeren.

Jeg er endnu alt for langt fra Maalet, end at jeg turde hige efter saadan Ære. Der vil mange Aars Flid til, førend jeg tør paastaae nogen Slags udmerket borgerlig Ære.

Frøkenen.

Hvilken rar Beskedenhed!

Greven.

De ere endnu ung. Jeg glæder mig, saa ofte jeg taler med dem, i Henseende til deres saavel anvendte Tid. De ere paa Vejen, at blive en stor Mand. Anlegget har de dertil, og vedbliver de, saa skal jeg agte dem høit, om end deres Skiebne boesatte dem i en Bondehytte.

Frøkenen.

Har de endnu ikke søgt om nogen slags Befordring?

Kammerjunkeren.

Det har jeg ikke. Jeg beklager mine Lige, der ved høiere Rangs Erhvervelse sigter til, at drage et slags Skiul over deres Vankundighed.

Rubens.

Jeg har mærket, at de meest vankundige, ere de meest æresyge. Det er just de, der plager mig meest, at vorde indtegnede i Æretemplet.

De forrige. Kammerherren.

Greven.

Der kommer atter et ungt, haabefuldt Menneske.

Kammerherren.

Hr. Greve! Jeg indflyer til deres Bevaagenhed. Befri mig, jeg beder dem ydmyg, fra et Embede, Førsten vil paatrænge mig, og som jeg ikke er dristig nok til at antage.

Greven.

Feiler det dem paa Tillid til deres egne Kræfter?

Kammerherren.

Ja. Jeg veed endnu neppe den halve Deel af det, mig er tilraadet at skulle lære. Mine to betydeligste Lærere har en Tidlang været syge, hvorved jeg opholdes mod min Villie. Dersom Førsten efter fem eller sex Aars Forløb tilbyder mig det Embed, han i Dag syntes at ville paatrænge mig, da kunde det maaskee betroes mig med meere Sikkerhed for Landet.

Frøkenen.

En Kammerherre der studerer, der holder sig Lærere, der er frygtsom ved at antage et Embed! hvilket rart Syn!

Kammerherren.

Rangen skiuler ikke min Uvidenhed. Jo meer jeg lærer, jo bedre kiender jeg, hvad mig endnu feiler.

Greven.

Maaskee Uvidenhed er Aarsag, at mange i stolt Tillid paa deres egne, ukiendte og uprøvede Kræfter, tager imod vigtige Statsbetieninger.

Frøkenen.

Er der da ingen Lars eller Peer, der fra Liberi-Kiolen af, har som Fuldmægtig bestyret det Embed, som nu tilbydes Kammerherren? Denne kunde de jo bruge til Embedsforretningerne.

Kammerherren.

Der siges vel, at være saadan een. Men jeg holder den saa kaldede esprit de laquai, uadskillelig fra slige Fuldmægtiger. Den har en stor Indflydelse i deres Forretninger.

De forrige. Fru Stoltenberg.

Fru Stoltenberg.

Hr. Greve, jeg haaber, de ikke modsiger mig. Min salig Mand, saadan som han brillerede i levende Live, med alle sine Hæderstegn, en frisk, fyrig Anseelse - - - saadan skal han males ved Siden af mig, i Ærens Tempel, til evig Amindelse, at han har været min Mand og en af Landets store Herrer.

Rubeus.

Deres Naade! Mit Stykke er kuns bestemt for de nu levende.

Fruen.

Kunde vores bedste, ægte forgyldede Eqvipage, med sex Heste, Kudsk, Forrider, ro løbere, fire Laqvaier, to Haidukker og to Pager, altsammen i prægtige Galla-Liberier, ikke gierne faae Sted paa eders Stykke uden for Templet?

Rubens.

Uden for maatte det være - - - dersom ellers - - -

Fruen.

Eqvipagen bør sees paa et eller andet Sted, thi ellers kunde taablige Folk snart troe, vi var gaaet hen til Templet.

Kammerherren.

Deres Naade vil holde mig et Svar til gode. Aldrig bør deres salig Herre faae Sted i Ærens Tempel. Han var jo ikke Patriot. Han blev afsat, for hans Magelighed og Sportelsyges skyld.

Fruen,

Næsviis! hvor tør de sige mig saadant i Øynene? Med Sandhed bør man aldrig drive Skiemt.

Kammerherren.

Jeg er oprigtig.

Fruen.

De er ung og dumdristig, min Herre! (afsides:) Endnu i Dag skal min Svoger stræbe, at sette ham ud af Førstens Naade.

Rubens. Nogle Bønderfolk og deres Ridefoged.

Fogden.

Hvad vil disse halve Kroppe sige?

Rubens.

Det er Billedstytter af fornemme afdøde Personer. Jeg agter, at afskildre dem, for at giøre min Samling meere fuldstændig.

En Bonde.

Hvad er da den for een, med Forlov at spørge, den der har den krøllede Paryk paa?

Rubens.

Han var en udenlandsk Statsminister Han er død for en halv Snees Aar sidert. Der neden under, paa Fodstykket, der kan I selv læse hans Navne og Titler. Han havde hiemme i Saxen.

Fogden.

Aa, er det den Karl. Jeg har læst meget om ham i Aviserne. Hans Skielmstykker er beskreven i en heel Bog, som jeg endnu eyer. Han forstod, ved Tusinde Snedigheder at plyndre alle Stænder. Aldrig har nogen Mand meere misbrugt sin Konges Fortrolighed.

Rubens.

Man siger meget Ont om ham.

Bonden.

Kristen og Jesper, kommer hid, og slæber af med den Klump. I har en stærk beslagen Vogn, han brister ikke af det Læs.

Rubens.

Holdt! hvad vil I?

Bonden.

Jeg behøver en Afvisersteen uden for min Gadeport. Mig synes, det Skarn er ikke bedre Skiebne værd. Det har jo været en Dievel, som jeg hører af Ridefogden.

En anden Bonde.

Dersom du tør beholde Klumpen, Rasmus, til Afviser, da skulle du sette Hovedet ned i Jorden, og Stumpen op ad.

Rubens.

Hvorfor det?

Bonden.

At ingen skal see Forargelse paa denne skamløse Karls Ansigt.

Rubens.

Lader mine Billedstytter staae, Børn. I kan besee, alt hvad her er, men I maa ikke røre ved

noget. Om end Manden har været ond, saa kan han dog behøves i Samlingen. Hans Eftermæle vil maaskee opvække Afsky hos dem, der ere paa onde Veje.

Bonden.

Fanden heller! Saa pyntet og smykket, som den Karl her forestilles i Steen, faa kunde Folk snarere faae Lyst, at giøre, som han har giort. Røve og plyndre imedens de lever, og blive æret og giort høitid af dem i Billedstytter og Malerier, naar de ere døde. - - - Smykkerne skulle af ham, og der skulle udhugges med store Bogstaver: Til evig Skam og Skiendsel. Det kunde sette Skræk i andre.

Rubens.

I taler som en Bonde. I har ingen fiin Følelse.

Bonden.

Men hvad jeg siger, er sandt. Farvel Far!

Rubens. En Proprietair og hans Skytte.

Proprietairen.

Er han den gode Mand, der har Opsyn med Førstens Galleri? Rubens. Jeg er det, min Herre!

Proprietairen.

Er det tilladt, at besee Stykkerne?

Rubens.

Meget gierne. Maaskee er min Herre en Kiender deraf.

Proprietairen.

Ikke meget. Hvo er den Mand, der har mistet sin halve Næse?

Rubens.

Det er den berømte Tyko Brahe.

Proprietairen.

Ham har jeg hørt meget om, Det skal have været en fortreffelig Herre. Men hvad vil den mindre Tavle sige?

Rubens.

Det er hans Æreminde, som efter den Romerske Keisers Befaling blev opsat i Prag, hvor han med største Høitidelighed blev begravet.

Proprietairen.

I Prag? Efter den Romerske Keisers Befaling? Det var jo en skaansk Mand.

Rubens.

Ja det var han. Men man jog ham ud af

Landet.

Proprietairen.

Hvorfor? Han var jo en Ære for Landet.

Rubens.

Det var tildeels Aarsagen til hans Fald. Han drog nesten alle lærde Europæers Opmerksomhed paa sig. Konger og Førster kappedes om, at bevise ham Ære, og at omgaaes med ham. Ved denne Soel formindskedes mangen Stiernes Lys, og blev umerkeligt.

Proprietairen.

Saa meget meere synes mig, burde man have holdet paa ham.

Rubens.

Alle Landes Historier ere fulde af Exempler paa slig Medfart mod store og fortiente Mand.

Skytten.

Herre! dersom kuns ingen røber mig, at jeg er en duelig Skytte. Ugierne ville jeg undvige Fædrenelandet.

Proprietairen.

End dette Stykke, Hr. Rubens.

Rubens.

Det var en fortreffelig Søehelt. Han reddede sit Fædreneland af en overhængende Fare.

Proprietairen.

Hvorfor er han da ikke malet i Helte-Dragt? Han seer jo ud som en gammel Skatteborger.

Rubens.

Han maatte forlade Heltenes Bane.

Proprietairen.

Maaskee, fordi han var en stor Mand i sin Konst?

Rubens.

Det er omtrændt, som de siger, min Herre! Faren var forbi for den Gang. De Store i Landet frygtede for Søeheltens skarpe Syn. Hans Fortienester vare alt for glimrende, end at Misundernes kunde have kommet i Ligning dermed. For nu paa engang at stoppe Misfornøielses Kilde, blev Helten afsat, og Opsyn over nogle Bønder i en langt fraliggende Provinds ham betroet, hvor Leilighed, at komme Førsten i Tale, var ham betagen. Overalt holdtes det i gamle Tider for en god Maxime, strax at afsette den, der giorde sine Sager vel. Bedre, en saadan Mand blev jaget ud af Landet, end at Tusinde dagligen skulle staae i Frygt for hans skarpe Syn.

Skytten.

Jeg skielver for Kone og Børn. Herre! røb mig ikke, naar I kommer til de Store. Siig heller til dem, at jeg skyder feil, hver anden Gang; At jeg endnu aldrig har kundet fange en Flok Agerhøns, og at det store Vildt løber mig overende, fordi jeg er starblind.

Proprietairen.

Du har intet at frygte. Dertil er du for ringe.

De forrige. En geistlig Mand.

Den Geistlige.

De arbeider med hele Verdens Bifald, Hr. Rubens. Tillad, jeg forlyster mit Øje med deres Konst-Stykker.

Rubens.

Gierne, min Herre!

Den Geistlige.

Man venter fra deres Haand Stykker, der kunde ophielpe Dyden.

Rubens.

Dyden ophielpes ikke synderlig ved Penselen. Mine Stykker kan ey komme i hver Mands Hænder. De kan altsaa ikke blive almindeligen seet.

Den Geistlige.

Men Fornemme kiøber dem.

Rubens.

De fleeste Fornemme har optænkt sig en beqvem Sædelære, den viger de sielden fra. Deres Tal er og lidet, i Ligning med Almuens.

Den Geistlige.

Almuen fik vi nok forbedret, naar først endeel af de fornemmere Stænder var bleven bedre. Exemplet giør meget, om ikke alt.

Rubens.

Min Herre! har de et got Forslag, saa siig mig det. Jeg vil stræbe, at sette det i Verk.

Den Geistlige.

Saa mael da en Første, saadan som vores, af hvis Ansigt straaler Menneskekierlighed og Retviished. Omgiv ham med hans udvalgte Tienere der ere bereed, at fuldbyrde hans fortreffelige Hensigter. Mael saa en udvendig Cirkel af gierrige, troløse, uvidende, og til det almindelige Bedstes Befordring, uredebonne Folk, der hemmeligen modsetter sig hines ædle Bestræbelser - - -

Rubens.

Det gaaer ikke saa let an, min Herre! Lineamenter og Attitude skulle jo tilkiendegive enhver Persons Tænkemaade.

Den Geistlige.

Det skulle saa være.

Rubens.

Men Udyden er maskeret.

Den Geistlige.

Det er sandt.

Rubens.

De troløse, de gierrige - - - de har allesammen den redeligste og uegennyttigste Mine. Jeg kan ikke maele dem anderledes, end de viser sig, og efter Synet at dømme, ere de alle gode.

De forrige. En Officeer.

Officeren.

Har Hr. Rubens Battallie-Stykker ved Haanden.

Rubens.

Kuns dette eneste.

Officeren.

Er det ikke Slaget paa Rygen?

Rubens.

Jo, men det er ikke fuldferdigt. Jeg eyer Portraiterne af nogle brave Krigsmænd, der vare med i dette Slag, og for deres Tapperheds skyld bleve hædrede med Ærestegn. Disse Portraiter vil jeg stræbe, at efterligne, og sette dem en Medaillon paa begge Sider af Kartuschen.

Officeren.

Da var det god Tid for Krigsmænd, Hr. Rubens. Ærestegn gaves efter at de vare fortiente. Nu tages de forud, og Modtageren glemmer som oftest, at betale denne Gield.

Rubens.

Det har vi Freden at takke for, min Herre!

Officeren.

Freden er en god Gave. Jeg ønsker Fædrenelandet Roe og Fred inden sine Grændser. Jeg

ønsker at enhver Medborger med Taknemmelighed maae skiønne paa Fredens Fordele. Men Ærestegnene kunde vi spare for uforsøgte Krigsmænd. De Store i Landet skulle have lade deres Sønner, saa mange af dem, der vare bestemte til Krigsstanden, samle Erfaring i udenlandske Krige.

Rubens.

Mange have jo giort det, og giøre det endnu.

Officeren.

Nesten ingen af høi Rang og Byrd. Men dertil ere de alt for kielne og blødagtige. Hiemme har de siddet Aar ud og Aar ind, men de har ligefuldt higet efter høiere Æresgrader og Ærestegn. De derimod af Middelstanden, der har haft mindst Raad og Leilighed, de har forsøgt sig Udenlands med megen Bifald, vovet sig yderlig, lært meget, giort Nationen Ære, men de kommer dog ikke i den Anseelse, som hine, der blev hiemme.

Rubens.

Krigen er et voveligt Haandverk. tænker dem ikke, der bliver hiemme.

Officeren.

Haandverket skal læres i Krigen selv, og vee den Krigshær, der skal bestyres af uforsøgte Mænd. Forskiellen imellem en Officeer, der efter forudgangen Studering har giort nogle Feldtog med, og en anden, der ikke har saadan Erfaring, er lige saa

stor, som Forskiellen imellem Konstmaleren Hr. Rubens, og den Maler, der viser sit Mesterstykke ved at anstryge et Plankeverk. Tænk selv, Hr. Rubens, om de ikke var gaaet i en bedre Skole.

Rubens.

Saa stor er Forskiellen dog neppe.

Officeren.

Jeg har snarere sagd for lidet, end for meget. De forrige. Kammerjunkeren.

Kammerjunkeren.

Førsten og Førstinden vil afskildres. Jeg ønsker Hr. Rubens megen Lykke til dette Arbeid. Jeg har Befaling, at hidkalde dem i Kabinettet for det samme.

Rubens.

Det har sielden villet lykkes mig, at treffe regierende Personer, naar jeg er bleven kaldet for at see og male. Bedre gaar det, naar jeg uformerkt samler, og hiemme hos mig selv udfører et Lineament efter det andet.

Kammerjunkeren.

Den høie Ærbødighed, man erindrer sig, at være kongelige og Førstelige Personer skyldig, den - - -

Rubens.

Saa er det, Hr. Kammerjunker. Men i dette førstelige Par forenes med den høie Byrd, en overordentlige Drivt til Landets sande Gavns Befordring. Et af Deelene kunde allerede være nok, at indprænte en høi Grad af Ærefrygt, hvilken i det Øieblik, den virker paa Konstnerens Hierte, giør den Haand, der skal fører Penselen, usikker.

Officeren.

Gid denne Ærefrygt maatte være saa almindelig som den virkelig, ved dette Førstelige Pars redelige Hensigter og Bestrebelser for Undersaatternes velgaaende, er fortient!

Kammerjunkeren.

Førstinden venter deres Komme, Hr. Rubens.

Førstinden. Frøken Stoltenberg.

Greve Æreverd.

Førstinden.

Denne Egensindighed havde jeg ikke ventet hos Rubens.

Greven.

Raadigste Førstinde! de største Konstnere er ofte de egensindigste Mennesker. Nu nyligen bad

han atter, om man ikke turde forudsette en liden Bagdør paa Ærens Tempel, hvor de kunde synes at være indkomne, der ikke for Dyd og Dueligheds skyld, kunde paastaae borgerlig Ære.

Frøkenen.

Kuns en liden laug Bagdør - - - Hr. Greve! - - - En gandske liden ukiendelig Bagdør - - at de Stakler kan komme ind, om det og skulle skee krybende - - - Saa tryglede Han, naadigste Førstinde.

Førstinden.

Den Tanke maae Han have hidført udenlands fra, her i Landet har man dog sielden indført nogen giennem Bagdøren.

Greven.

En Første kan undskyldes naar det skeer, Trængselen er stor, enhver paastaar Fortrin for sine Medborgere, man erhverver sig en fornem Patron, denne forestiller Klientens Ansøgning paa det Bedste, og slipper ikke Førsten, førend Han har velsignet. Saaledes udgaar Ærens-Velsignelse efter den anden, indtil alle ere komne i høi Rang, undtagen de Arbeidende, undtagen de Undselige, undtagen de Handlende, undtagen Videnskabernes og Konsternes Dyrkere.

Førstinden.

Hvad ere alle disse undtagen?

Greve.

Hendelseviis kommer en eller anden enkelt Lærd, eller anden brav Mand til høi Ære, men da maae Han have store Venner. Bevis nok, at hidintil ikke Fortienester, men de stores Forbøn oftest, har veiledet til udmerket høi Ære - - - Min naadigste Førstinde! deres høie Bifald til min Foreening med Frøkenen - - -

Førstinden.

Det har i alt, Greve det fortiener i begge: jeg skal søge at erhverve eder Fru Stoltenbergs minde.

De forrige Lykke.

Lykke.

Naadigste Prindsesse! Nu er det ti Aar, jeg med Bifald tiener ved deres Hof. Førsten vil efter Forlydende benaade en Deel tro Mænd med Æresteign, Jeg venter ydmygst, at - - -

Førstinden.

At være med i Tallet.

Lykke.

Deres naadige Forbøn - - -

Førstinden.

Jeg ved Lykke, i har tient, men om i har Fortienester, det lader jeg staae derhen.

Lykke.

Tieneste og Fortieneste ere to Ord, men de har en og den samme Bemerkelse, det ene vil ey sige mere end det andet.

Førstinden.

Det vil vi nu ei afgiøre, men hvad tykkes

eder om to andre Ord: Løn og Belønning? Ere de ikke og eenstydige?

Lykke.

Jo, det ere de.

Førstinden.

Altsaa den, der har faaet sin Løn, kan ikke siges, at vorde behandlet ubilligen, naar man negter ham Belønning?

Lykke.

Mig synes dog nu, ved nøiere Eftertanke,

at der er Forskiel paa Løn og Belønning. Mine aarlige 1000 Daler er Løn, men de forventede Hædersteign

bliver Belønningen for min lange og tro Tieneste.

Førstinden.

Og mig tykkes ligeledes, at der er Forskiel paa Tieneste og Fortieneste. For Ex. den der har

sat sin personlige Vælfært i Vove, for at tiene Fædrenelander, eller for at raade Bod paa et Onde i Staten, eller for at giøre sit Fæderneland Ære hos Udlædninger - - - den har Fortjenester.

Grev Æreværd. Rubens.

Rubens.

Her er Forteignelse paa mine Prænumeranter.

Greven.

Hjelp Himmel! hvilket Register!

Rubens.

Den indeholder 700 Personer og derover. Nu kan Greven vælge efter Behag.

Greven.

Det kan jeg ikke, det tilkommer Førsten allene, han vil begynde sine Staters Forbedring, med at Undertrykke den falske Ære, paa det Fortienesterne kan fremskinne og vorde Fædernelandet nyttige, i hvilken Person de end findes.

Rubens.

Ja, hænger det saaledes sammen, saa har jeg Uret.

Greven.

Dersom trefierdedeele af dem der staar paa denne eders Forteignelse, ville beqveme sig til, at lære Handverker eller Agerdyrkningen, saa blev de dog Fædernelandet til nogen Nytte, og de selv ville fortiene høiere borgerlig Ære, end den deres Rang giver dem, nu duer de til slet intet andet, end til at forsvinde som glændsende Smaakrøb.

De forige. Førsten. Lykke.

Førsten.

Jeg kiedes ved dette Trygleri, det er mig umueligt at udstaae.

Lykke.

Jeg og min Fetter slipper ikke vores naadigste, vores, forbarmende Første, førend han har velsignet.

Førsten.

Udmatter mig ikke med slige Ansøgninger.

Lykke.

Foruden de Grunde, jeg allerede ydmygst har anført, maatte det end videre naadigst betænkes, at jo flere Æresteign vores godgiørende Landsherre uddeler, jo mere vinder Silkemanufakturerne og Juvelererne. Rangskatten og Folkemængden forøges - - -

Førsten.

Folkemengden med?

Lykke.

Ja, visseligen. Jeg vil gifte mig, og for min ringe Deel strebe som en god Borger at formere Verden, men Baronessen giver mig aldrig sin Haand, saa lenge jeg er uden Æresteign. Ak! Jeg ulyksalige, skal dette rige Parti nu gaa glip for mig!

Førsten.

Besidder i da slet ingen personlige Fortienester? Skal eders heele Verdi bestaae i Laanegods?

Lykke.

Verden regieres af Fordomme. Tænkemaaden er nu saa i heele Landet.

Førsten.

Jeg vil arbeide paa, at denne Tænkemaade vorder forbedret.

De forrige. En Supplikant.

Supplikanten.

(Giør Knæfald.)

Førsten.

Hvad indeholder denne Ansøgning?

Supplikanten.

At maatte naadigst forundes Sæde i et eller andet Regierings-Kollegium.

Førsten.

Hvilken Regierings-Green tiltroer i eder, bedst at kunde forrestaae?

Supplikanten.

Hvilken det naadigst behager Førsten, at bruge mig ved.

Førsten.

Har i studeret Kameral-eller andre Videnskaber.

Supplikanten.

Jeg har lært noget Fransk, og jeg hører til den Grevelig Skioldborgske Familie.

Førsten.

Hvad har i lært mere?

Supplikanten.

At danse, min salig Fru Moder og Grevinde Skioldborg vare kiødelige Sødskendebørn. Førsten.

Hvad har i lært mere?

Supplikanten.

Forskierer-Konsten, desforuden er jeg ved Giftermaal kommen i den friherlig Adelhielmske Familie.

Førsten.

Hvad har i Lært meer?

Supplikanten.

Jeg kan ridse Tøffelblade for Damerne, og disse har i ledige Timer lært mig at sye Dubbletter og Merlin saa velsom at filere stor og smaa Pynt for Damerne. Min sal. Fader forsikrede ellers, at naar han ville gaae et par hundrede Aar tilbage i sit Slegtregister, saa stoed det til at bevise, vi vare nær beslegtede med det regierende Høiførstelige Huus.

Førsten.

Hvad har i end videre lært?

Supplikanten.

Sandt at siige, Spise og Drikke er i øvrigt min største Konst.

Førsten.

Og med disse Ferdigheder allene turde i vove eder i et Regierings-Kollegium?

Supplikanten.

Jeg tænker, det gaar nok an. Mange ere indkomne med mindre Videnskab, Kontorernes Betientere ved jo Beskeed med alt. Naar en eller to af dem, faar tillige Sæde i et Kollegium, saa gaar Sagerne gandske got og ordentlig.

Førsten.

Rubens! Skildrer mig denne Supplikant, jeg vil have hans Portrait: Han er saa ærlig, at han tilstaaer sin Uvidenhed. Kan jeg ikke bruge ham efter hans Ønske, saa fortiener han dog, at hvile i min Hukommelse, fordi han fremstiller sig uden Maske.

Fru Stoltenberg. Lambert.

Lambert.

Bedrøvelige Tider, min naadige Frue. Det Mindste vi kan vente er Landets yderlige Forfaldenhed. Man er i færd med at rokke paa Statsbygningen. Faldet bliver ikke ude.

Fruen.

Naar alle Stytter borttages, saa skal jeg og mit Parti staae som en Muur, og understytte den gamle gode Statsbygning, jeg og Prinds Klemens. Lambert.

Jeg frygter for Grev Æreværds foretagender, Han og Hans Parti synes at ville omstøde alt.

Fruen.

Ved de da ikke Hr. Lambert, hvad Lykke og Ære mig forestaar? Har de endnu ikke erfaret ---

Lambert.

Jeg ved det naadige Frue - - - de haaber Prinds Klemens skal gifte sig med deres Frøken Daatter - - - men dette Haab - - -

Fruen.

Jeg sverger dem til, Hr. Lambert, Sagen har

den bedste Anseelse, mit Haab har største Grund.

Lambert.

Gaar det an, da tilstaar jeg, Fruens Parti bliver det sterkeste: Thi Prindsen vindes da ved dem, og vores regierende Første vindes letteligen ved Prindsen, som han saa høiligen elsker, og stedse omgaaes med.

Fruen.

Det skal gaae an.

Lambert.

Prinds Klemens er en Dydig og vel opdragen, men fattig Prinds.

Fruen.

Det skader ikke, han er Fattig, Jeg vil absolut have den Ære, at være en Prindses Svigermoder. En Prinds skal endnu kysse paa min Haand, det kalder jeg at spille sin Rulle got. Jeg eier 36 Landsbyer. Mine tre største Gods skal Prindsen faae i Medgift. En rar Udsigt for en fattig og forlibt Prinds! jo den Sag bliver rigtig nok, det merker jeg af alle Omstendigheder.

Lambert.

Man har ofte seet det Exempel, at en fattig Prinds har giftet sig med en rig adelig Frøken.

Fruen.

Helst af saadan høi Byrd --- Naar det er skeet Hr. Lambert, da skal de see, hvorledes

jeg vil kiøre i Ring med Grev Æreværd og Hans dievelskesindede Parti. Har han haft den Dristighed, at tale haanligen om nogle Store i Landet, og om deres laante Fortienester: Har han været saa formastelig, at giøre Beslag paa Æresteigns og Titlers rundeligen Uddeling: Har han ikke undseet sig ved, at afskiere Embedsmænd deres bedste Indkomster, nemlig Sportlerne; Jeg skal vide, med Underfundighed at indlede alt i sin forige Gang.

Lambert.

Førstinden selv, maaske understytter Prindsens Giftermaal.

Fruen.

Ja vist giør Hun, derom har jeg det største Haab: hvilken Ære for mig, at kaldes Svigermoder til en Prinds !

Lambert.

Har Førstinden ladet sig merke noget dermed?

Fruen.

I aftes, da Prindsen dansede med min Daat« ter, faldt Førstinden i Forundring over begges Skiønhed, og sagde: Det er et dejligt Par!

Lambert.

Saadanne Udtryk af Førstindens Mund, ere merkverdige. Jeg begynder selv, at haabe Sagens-Fremgang med en slags Vished.

Fruen.

See kuns til Hr. Lambert. Inden tre Dage ere de Gifte med hinanden. Hvilken Ære for mig, at blive en Prindses Svigermoder!

De forrige. Palmhielm. Ørnskiold.

Palmhielm.

Frue! det kiere, det undertrykte Fædreneland, venter sin Frelse ved dem. Hielp, naadige Frue, det er den høie Tid. Følg det Raad, vi sidst gav dem, Prinds Klemens synes forelsket i deres Frøken Daatter.

Fruen.

Mener de, Førstinden skulle ønske dette Parti?

Ørnskiold

Nu nyligen hørte vi, Førstinden sige: Jeg vil befordre Frøken Stoltenberg paa et høit Æres« trin, dersom hendes Moder vil overlade Frøkenens Velfærts fremme til min Omsorg.

Fruen.

Det kalder jeg en Lykke. Kiere Venner! Lad os overlegge alting vel. Er det ikke bedst, jeg skynder mig, giør Knæfald for Førstinden, og beder Hende, hun antager sig min Daatter som en Moder?

Palmhielm.

Det er et kosteligt Indfald. Da giøres Sagen klar i et Øieblik. Partiet erklæres strax offentlig, og vores Hensigter skal intet Menneske kunde modstaae. Ak du stakkels Grev Æreværd! Jeg ynker dig! Hvor liden, hvor fornedert, hvor beskiemmet skal du blive!

Ørnskiold.

Hvilken Lykke for Nationen! Nu kan man igien haabe det gamle kiere Systems Vedligeholdelse.

De forrige. Kammerherren.

Kammerherren.

Det gamle kiere System! - - - kiender i gode Herrer det Onde, hvormed det gamle System truede?

Ørnskiold.

Ondt? - - - Hvad Ondt var deri?

Kammerherren.

Systemet har engang været got. Men Theorien er bleven opsluget ved Praktiken. Man vigede dagligen fra Reglerne. Man giorde dagligen Undtagelser. Man lod disse Undtagelser, saa farligen de end vare bebreve. Man tilsneg sig Landsherrens Bevilling. I de sidste Tider har Undtagelserne nesten allene gieldet.

Palmhielm.

Hvilke dristige Udtryk!

Kammerherren.

Men de ere sande. Dersom det gamle Systems Hovedreigler ikke var bleven undertrykte, hvorledes ville i mine Herrer med edersUvidenhed, være komne i de høie Rangs- og Æresposter, hvori man har sat eder?

Ørnskiold.

Vi?

Kammerherren,

Ja just i, og mange eders Lige. Uden ald Fortieneste, fulde af Ære- og Sportelsyge - - - Ved saadanne er Almuen udsuet

Palmhielm

Det kalder jeg, at tale formastelig - - - Vi som Fædrenelandets fornemme Mænd og tro Venner?

Kammerherren.

Er i Fædrenelandts Venner, da synes i verre end den graadige Polyphem. Sin Ven ville han dog ikke opfluge førend til sidst men i ødelegger eders Ven først.

De forrige. Rubens.

Rubens

Nu kommer det førstelige Herskab, for at bestemme, hvo der skal afskildres i Æretemplet.

Fruen. Har i ikke seet Prinds Klemens og min Daatter, samlede i Førstens Forgemak?

Rubens. Jo de stode sammen, og Førstinden syntes, at tale fortroligen med dem allene.

Fruen.

Triumph! Hr. Rubens! det har jeg ventet. I skal endnu see mig spille den betydeligste Rulle ved Hoffet. Hvilken Ære for mig, ar blive Svigermoder til en Prinds.

De forrige. Førsten. Førstinden. Prinds Klemens. Grev Æreværd. Frøken Stoltenberg.

Fruen.

Naadigste Førstinde! Tør en aldernde Enke, udbede sig en bevaagenhed?

Førstinden.

Hvad er deres Anliggende? Fru Stoltenberg?

Fruen.

Min Daatters Velfært ligger mig paa Hiertet. Jeg er ikke selv i Stand, at befordre den, beder derfor ydmyg, Førstinden fra nu af ville staae Hende i Moders Sted.

Fyrstinden.

Dersom de uigenkaldeligen afstaar mig deres Moder-Rett, saa antager jeg mig deres Daatters Velferts Fremme.

Fruen.

Vores naadigste Første kræver jeg til Vidne. Aldrig skal jeg gienkalde min Moder-Rett, thi aldrig kan min Daatter fare lykkeligere, end naar hendes Lykke bestemmes ved Landers Moder.

Fyrstinden.

Paa disse Vilkaar modtager jeg hende.

Rubens.

Mange venter paa vores naadigste Herres Kiendelse, i Henseende til de Personer, der skulle afskildres i Æretemplet.

Førsten.

Jeg har udnevnt en Rett til fortienesterne Undersøgelse og Bedømmelse.

Palmhielm.

En Rett? Adelen i det mindste er dog vel undtagen. Dends Fortjenester fortienester altid, som beviiste og bekiendte.

Rubens.

En Rett? naadigste Første! Jeg frygter, de meste af mine Medaillons vil blive Blanke.

Førsten

Det vil de ikke. Inden kort Tid vil vi lære at kiende dem, der har sande, og dem der allene prunker med laante Fortienester. Enhver, uben Hensigt til Stand og Vilkaar, skal fra nu af, kunde paastaae, at vorde indteignet i Æretemplet, han behøver allene at bevise, paa en uvmerket Maade, at have tient sine Medborgere.

Ørnskiold

Hvilken sær Forandring!

Førsten.

Jeg tvinges til, at giøre saa. Mit Folkes Tænkemaade har hidindtil værer fordervet i Grunden. Med Pligternes Tilsidesettelse har man allene jaget efter den falske Ære, og borgerlige Dyder har faaet en heel mistydig Bemerkelse. Nationens fornemmere Klasser ere til deels bleven modløse, kielne og stolte. Arbeidet er kommen i en slags Foragt. De hidintil brugelige Raades og Æres-Bevisninger har tabt endeel af deres Verdi, fordi

de ikke altid har været en Følge af fortienesterne, men snarere af Byrd og Forbønner.

Ørnskiold.

Men jeg og andre, der dog eengang for alle saa kiendeligen ere bleven hædrede - - Førsten.

Det allene kan ikke give nogen Rett til at faae Stæd i Æretemplet. Aldeles intet, uden beviislig Fortieneste - - - Grev Æreværd har Forsædet i denne Rett. Hos ham kan enhver melde sig, som agter at føre sine Fortienesters bevis. Førstinden.

Greven allene kunde letteligen blive en alt for streng Dommer. Frøken Stoltenberg vil ikke efterlade at formilde ham ved et kierligt Egteskab, hvortil jeg hermed giver mit Minde.

Fruen.

Hvad er det? hvilket Tordenslag! Fyrstinden.

De har engang afstaaet mig deres Moder-Rett Fru Stoltenberg. De seer, jeg veed at giøre nyttig Brug deraf.

Fruen.

Men jeg ventede, Prinds Klemens skulle -- Førstinden.

Forlad mig og Prindsen dette lidet Krigspuds, som vi har overlagt til deres Daatters Velferts Fremme, og til deres egen Ydmygelse. Kiert skal det være os, om Ydmyghed den Dyd, der mest er savnet hos dem, i fremtiden maatte faa Indgang hos dem.

Fruen.

Ak jeg enfoldige! Det søde Haab, at blive en Prindses Svigermoder. Førstinden.

Det har ei været ander, end en behagelig Drøm.

Fruens Ja desverre!

Palmhielm. Ørnskiold. Rubens.

Palmhielm.

Svoger! hvad skal der blive af os? Førsten har givet os begge Afskeed.

Ørnskiold.

Jeg ved ikke selv. Lært har vi lidet! eller

intet.

Palmhielm.

(Tager ham under Armen) Kom, lad os reise ud af Landet. Et Land, hvis Første er faa egensindig som Denne, er os ikke værd. Ulyksalige Fædreneland!

Ørnskiold.

Hr. Rubens! giv os et got Raad.

Rubens

Lærer noget, hvor ved i kan fortiene eders Brød i fremtiden. Laante Fortienester er en farlig Støtte. Falder en saadan Støtte saa falder den tillige som Helvede sig til den.

✂

En

Patriotisk

Samtale

imellem

en reisende Engelskmand

en Kiøbenhavnsk Borger.

Holdt paa

det Engelske Caffe-Huus

paa

Christianshavn.

Kiøbenhavn, 1771.

Sælges hos Johan Gottlob Rothe i No. 8 paa Børsen.

2
3

Denne Samtale er virkelig holden i et anseeligt og nøygranskende Selskab. Engelskmanden begyndte saaledes:

Engelænderen.

Alle Lande have sine visse Grader af Lyksalighed; men ingen Herlighed kan lignes med Engelskmandens. Man reise, hvor man vil i Verden, saa er intet at ligne imod Storbritanien. Lader os igiennemvandre alle 4re Verdens Parter, og vi vil see. Vi vil ikke engang tale om Amerika, som er en ulyksalig og ynkværdig Slave af Europa. — O Himmel! hvad tænkte du, da du

gav en Haandfuld graadige, barbariske og overtroiske Spanier Forlov og Fuldmagt, at ødelegge, pine og martre saa elskværdig en Deel af Verden? — Vilde du give Epinozisterne Seier ? — Vi bør tie. — Al Ting er ikke got; men vi haabe, det bliver. Du straffede den gang Amerikanernes Synder, og maaskee disse skal snart igien udføre din Hævn over Europeerne. I det mindste tegner det dertil. — Om Forladelse, min Herre! for denne liden Afvigelse. Jeg tænker aldrig paa Amerika, uden med de voldsomste Følelser. Vi ville reise Afrika forbi, som er vild og barbarisk, og hvor det menneskelige Kiøn har fornedret sig langt under Dyrene, Lader os derimod fæste vort Syn paa det stolte Asien, som har saa store naturlige Fordele, og dog med alt dette ingen Lyksalighed. Det er bekiendt nok, at Regieringen overalt er despotisk, og alle Undersaatterne Slaver, lige fra

den, der følger Ploven, indtil den ynkværdige, som følger Despoten. — Man har vildet undtage Kina; men forgieves. Hvor Stokken er Drive-Fieren, er Regieringen ganske vist despotisk. Alt hvad man kan sige er, at det Viisdoms Lys, som skinner i Kina, frem for de andre Asiens Dele, betager Hos get af den despotiske Gift, som hersker med sine fulde Kræfter, hvor Vankundighed tillige har Septeret. — Nu vil vi reise hiem ad til vores Europa. — Italien — hvilket ynkeligt Syn! En Deel under en Præst, der, som Christi foregivne Statholder, berøver dem alle Ting, lige indtil Tænke-Kraften. Cæsar, August, Trajan vaagne op, og beskuer eders mægtige Rom! Den yderste Feighed er kommen i Stedet for den mest heroiske Tapperhed; Overtroe har efterfulgt de skiønne Videnskaber; talrige Munke-Kors i Stedet for uovervindelige Legioner. En anden

Deel af Italien er under smaae Fyrster, som ikke kan forsvare dem, og andre igien under fremmede Magter, af hvilke de ansees som Stedbørn. Spanien er fattig, doven, stolt, overtroisk og en Slave af Inqvisitionen, og i Følge deraf, dum og vanvittig. Man burde tænke, Amerikanernes Guld og Sølv skulde hielpe dem og giøre dem bestandig rige. Men lige som det gaaer med borgerlige og smaae Husholdninger, at Penge forslaae intet, naar Kiøkkenet holdes galt, og Tænkekraften er borte, saaledes gaaer det og med store og vitløftige Riger, hvilke stedse, uagtet alle naturlige Fordeele og Slumpe-Lykke, ere og forblive fattige og elendige, saa længe en slet Aand besieler og regierer dem, og hele Landets Politik er falsk. Portugal, en lige Slave af den tyraniske Geistlighed kan, uagtet sin Handel og Flittighed, sin Venlighed og Menneske.Kierlighed, dog aldrig være ret lyksalig, saa længe Spa-

niens Magt truer dem, og deres falske Geistlighed forraader dem. Den Tydske sig saakaldende Rommerske Keiser har en ganske forvirret Regierings-Maade. Han er Herre over Kuhrfyrsterne, og dog fik han allevegne Hug af Brandenborg paa en Tiid, da han havde saa overflødig Hielp. Pohlen, hvilken forvirret Skueplads! Her raabes paa Friehed og sees kun Blod. Her tales om Regiering og mærkes kun Forvirring. Andre Magter tvinge dem Konger paa. Elendigt! — Vi vil ikke engang tale om de smaae Fyrster i Tydskland, deres Jammer er tydelig nok til Bytte for enhver førstkommende, uden Forsvar for sig og deres Undersaatter. Franskmanden er vittig, det er sandt, men hvad hielper det, saa længe han er ufrie, og formedelst de store Paalæg og Skatte i yderste Armoed? Til med behandles han ilde af Geistligheden, som saa ofte der opvækker de bedrøveligste Sce-

ner, — Nyelig en Damien — Træk Dekket need for denne fæle Scene! — Ruslands Slaverie er enhver bekiendt. Den nu berømmelige, elskværdigste og beundringsværdigste Rusiske Kejserinde, som skulde overgaae Peter Czar selv, om det var mueligt, søger paa alle muelige Maader, at afskaffe Slaveriet; men forgieves. Landenes Udstrækning forbyder det. — Saaledes er det ofte en Ulykke, at have formeget, lige som det stedse er ynkeligt, at have for lidet, Hollænderne Har vel nogen Friehed; men hvilket uselt Land, som nu er nær ved, at falde tilbage i sit første Chaos, da alle Nationer øve sig i Handelen. Der var en Tids Punkt i Europa, da Kongerne vare Adelens Fulmægtige; da Adelens hele Konst bestoed i at slaaes, og det øvrige Folk, enten vare Trælle eller Soldater. Paa denne Tid vare Kloster-Klygter vort hele Vid, og udgiorde alle vore Videnskaber,

saavel de grundige som de skiønne. Da var Handelen foragtet og forhadt. Jøderne allene dreve hele Verdens Handel og øvede sig i Lægekonsten. Hollænderne, tvungne af Nøden, og fødte uden Stolthed, stial sig lidet til af den jødiske Handel, gik videre og videre, og bleve endelig fuldkommen Handelsmænd, da den Spanske Inqvisition tilsente dem de allerrigeste Jøder i Tusind Viis. Lykke og Ulykke komme ikke allene. De vandt siden usigelig meget, ved at modtage de Franske Hugonotter tillige med alle deres Konster, Videnskaber, Fabriker, og Manufakturer, hvilket tilhobe var blevet fordervet af Frankerig ved overilede Stats-Greb, som endnu smerte de Franske. De Svenske har vel en Art af Friehed. Vi ere, sige de: et frit Folk; men Lahgbundne. — Men, o hvilket ubarmhiertigt Land! Dannemark har store naturlige Fordele; men

Den Danske Borger.

Med Tilladelse min Hr. Engelskmand! hvad vil dette lange Men sige? Jeg kunde vel giøre Dem adskillige Indvendinger Deres hele Tale angaaende, men alt dette rører mig ikke faa meget, som naar De i Deres Tale om Dannemark, mit høistelskede Fædreneland, afbryder med et langtdraget Men, som gierne betyder en hemmelig Bebreidelse.

Engelskmanden.

Vi Engelskmand har alt for meget Moed, at vi skulle kunde hykle og fortie vor Meening. Som ætge Engelænder maa jeg da tale, og da vil jeg sige: at I Danske, med alle Eders Herligheder dog have tabt Frieheden, den eneste sande Herlighed paa Jorden, uden hvilken al anden Lyksalighed er Skygger og Avner.

Den Danske Borger.

De bedrager Dem, min Herre! vi har ingen Friehed tabt, hverken ved Regieringens Underfundighed eller Vold. Historien er Dem maaskee ikke bekiendt nok? Jeg skal have den Ære, at fortælle den. Vi vare ufrie under en stolt Adel, der snart tilegnede sig Pohlske Rettigheder. Der kom Krig, og de uovervindelige Danske tabte; thi Tapperhed er ikke Slavernes Deel. Midt i vore dybeste Elendigheder, da toe Riger skulde opofres, sendte Dannemarks Skyts-Engel det tabte Danske Moed tilbage. Vi overvandt vore Fiender og vi forlangte til Belønning, at vi ingen vilde adlyde, ingen følge, uden den 3die Frederich, paa hvis Viisdom, Heltemod, Ømhed og faderlig Kierlighed vi havde havt saa skinnende Prøver. Vi overlode os ligeledes til hans værdige Afkom, og paastode Adelen lige saavel skulde være blotte Undersaat-

ter, som de øvrige i Landet. Vi have endnu ikke fortrydt det, allermindst under vor 7de Christian, hvis Viisdom og Naade, geleidet af Carolinæ Mathildes Godgiørenhed, vil bringe os til den høieste Lyksaligheds Spidse. Kongerne ere vore Fædre og hele Resten af Undersaatter, lige fra Premier-Ministeren til Bonden, hans elskede Børn. Vi har selv forlangt, selv paastaaet, at Kongernes Villie skulde være vor Lov. Vi har følgelig ikke tabt vor Friehed, som De behager at sige. Vi have fundet den igien, da den var tabt. Da Adelen havde berøvet os den og vi havde faaet den tilbage, vilde vi ikke beholde den selv, men godvillig overgave den i vore Kongers værdigste Hænder. De vaage over den, som over deres Øienstene og til den Ende have givet de herligste Love, som de endog underkaste sig selv, nemlig Kongeloven. Aldrig sige vore Konger: vi vil; men

Loven har sagt det og det, og altfaa. — Vi ere derfor ingen Slaver af Kongen. Vi have vore Love, dem følge vi, dem vide vi og Monarken er vor Tilflugt, naar Ugudelighed, ellér Egennytte vil fordreie disse Love. Med et Ord: Dannemarks Forfatning er denne. Kongen forestiller en Fader, alle vi andre Adlede og Uadlede hans Børn, Loven det Forskrift, som vi alle har at leve efter. Naar Børnene komme i nogen Uenighed, viser Faderen dem Loven, som opklarer alt. Han siger ikke: den og den skal have Ret, sic volo, sic jubeo: stat pro ratione voluntas dvs. det er saa vor Ville; men han siger Loven tilkiender den og den Ret, følgelig bør det saa at være. Vi Danske Borgere har desuden adelige Fordele og i fornøden Tilfælde altid kan erhverve dem, hvilket Privileg neppe er tilstaaet nogen Nation saaledes som os. Vores egen Tapperhed har plantet det; Regieringen har vandet det, og vor egen Lykke vil give det

Væxten. Min Herre seer saaledes, at vi paa. ingen Maade ere Slaver; men et ganske frit Folk, beskyttede af Lovene, som handthæves ved vore store Kongers Myndighed. Og det, som opvækker mest Beundring og tydeligst viser, at vore Konger hverken ere eller vil være Despoter, er dette at alle kappes med hinanden om at give tabte Frieheder tilbage. Friderich den 3die, som var den første, til hvilken vi overdroge vor Friehed, satte strax et uovervindeligt Bolverk for den. Hans værdigste Søn udgav i et Corps alle de Love og Anordninger, som tiene til at beskytte vor Friehed og forøge vor Lyksalighed! — Hvilken høi Lyksalighed! endnu mangler Corpus Juris, eller en ordentlig Lov-Bog hos de vittige Franskmænd, i det hellige Rommerske Rige og flere Steder. Det beundrede Preusen og det forunderlige Rusland have ganske nylig faaet skrevne Love, indbragt i et ordent-, lig Corps; altsaa ere vi Originale i den fald lyk-

kelige Originale; thi gode Love, hvilken Herlighed ! — Deres Landsmand, den paa Dannemark faa høit forbitrede Molesvort, har selv maattet tilstaae, at disse love vare skrevne med Billigheds Fingre. Den 4de Frederich gav Bønderne Friehed. Den 6te Christian og 5te Frederich udvidede den og søgte, at give dem al Eiendoms Ret. Hvilken Nytte for Fædrenelandet! Den 7de Christian, som tegner til at vilde overgaae alle sine store Forfædre, ved Hielp af det store Lys, som nu skinner overalt i Europa, og til deels ved Raad af sin godgiørende og ømme Mathilde, hvis Deilighed er stor, hvis Visdom beundringsværdig, hvis Kierlighed til Dannemark brændende, gaaer endnu videre i, at forøge Danskens Lyksalighed. Vi har ganske nyelig havt en mærkelig Prøve derpaa, da han indførdte Skriver-Frieheden. Hvori ere vi nu Slaver? Alle har sine Love at følge. Ingen er den andens Egensindigheder underkastet; Bor-

gerne ere ikke Magistratens Slaver; de vide deres Love og naar de følge dem, har Magistraten lige saa lidet at byde over dem som over Kineserne. Mueligt der hos dem har indsneget sig Misbruge; men en Viis Christian vil hæve dem alle. Det gaaer vel ikke med Magistratens Brød for 4 a 8 Sk., som med deres Brænde; det sidste udmaales og det første turde maaskee have en liden Feil i Vægt og Smag. Man har Ulykke nok med de smaae Betientere. — Magistrasten kunde være ærlig; men deres Betientere. — Bønderne paa samme Foed, saa mange som kan være det. At de ikke alle ere det endnu, nemlig frie, er en gammel Feil, langt ældre, end Enevolds-Regieringen, som just paa alle Maader har søgt og bestandig søger, at afskaffe al Slags Ufriehed. Krigs-Standen kan ikke herske over de andre, som paa nogle Steder er brugeligt. Her ere alle Ting i den ønskeligste Ligevægt. Sønner af Borger-Stan-

den kan lige saavel, som Adelens, komme til anseelige Embeder og Bestillinger, naar de kun ikke har smurt sig paa Børsten. Almægtige Bør ste! — Fordum, nu afmægtige! — Nu er der overalt Ligevægt for saa vidt den i sin Muelighed kan og bør være til. Adelen er Monarkens Sende-Bud til Folket og ikke dets Slave-Fogeder. Den har for Landets eget Beste visse Rettigheder, men ingen til at undertrykke deres Brødre, de øvrige Stænder. Geistligheden kan Her ingen Uroelighed opvække. De indsættes til, at forklare Guds Ord og ikke videre. De have ingen Magt over Samvittighederne. Professorerne, som indtil denne Tiid havde hersket over Folkets Tænkemaade, har tabt den nu utaalelige og faa høist skadelige Myndighed. Den 7de C. vil, at alle Folk maa tale; (enhver taler dog tilbørlig) Siig nu een eneste Post, min Herre: hvori vi Danske ere Slaver. Vor Handels mærkelige og øiensyn-

lige Forbedring er og et stort Tegn paa vor Friehed; thi Slaver handle aldrig vel.

Engelskmanden Det er dog stedse en høist farlig Sag, at betroe al sin Lyksalighed i en Mands Hænder. I kan være lyksalige nu, jeg tilstaaer det, saa meget destomere, da I selv tilstaae, at I skylde en Deel af eders Lyksalighed til vores elskværdigste Prinsesse og eders Dronning; Men Hvem gaaer Borgen for Eftertiden? Kunde ikke Vespatianer, Trajaner og Aurelier have til Thronfølgere - - - Ak jeg skiælver ved at nævne det! - -

Den Danske Borger.

Man maa ikke paa en feig Maade sørge for Eftertiden. Dette vilde udrydde al Lyksalighed af Jorden. Nordens Skyts-Engel vogte over Eftertiden! men for at svare Dem Stykkeviis paa Deres Tale! da ere Lovene vor Borgen for Eftertiden, og hvad de tale om Efterkommerne af en Trajan, en Vespatian og en Aurelius & c.,

passer sig aldeles intet paa vor Forfatning. Erindre Dem Historien, som er denne: De Rommerske havde med Ild og Sværd berøvet Borgerne deres Frieheder. De store og vise Keisere frygtede for intet; thi deres modige Regiering var Borgen for deres Sikkerhed; derfor behandlede de deres Undersaatter med Retfærdighed og Mildhed. De uduelige Keisere derimod, som frygtede og havde en sandfærdig Aarsag dertil, at en voldtagen Despotisme maatte igien med Vold rives dem af Hænderne, gik stedse tyrannisk vg voldsom frem mod deres Undersaatter, som det eneste Middel for at forsikre deres egne Personer-. Deraf Caligulæ Valsprog: orderint, dum metuant: deraf saa mange Tyranner. — Vor Forfatning derimod ere de ganske modsatte; vore Konger har hverken i Slange, eller i Løvehuden frarevet eller til lumsket sig vor Friehed. Vi have, som jeg engang har sagt, selv nedlagt den i deres Hænder til evig Forvaring. Vi have den endnu, og de vaage derover. Vor Friehed er ikke borte, den er hos dem, og jeg har viist Dem Prøver nok derpaa, min Herre! De have intet at fryg-

te og det er dog Regentens Frygt allene, som volder Haardhed. De ere visse paa vor Kierlighed, Fortroelighed og Hengivenhed. Hvorfor skulde de da frygte, hvorfor skulde de da hade? Frygter man den, hader man den, om hvis Kierlighed man er fuldkommen forsikret? Nei! det er aldeles imod den menneskelige Natur og dette Billede kan ikke engang være til i Indbildningen. Vi paa vor Side have heller intet at frygte for Monarker, der ikke har undertvunget os; men til hvilke vi godvillig have opofret os selv, og hvis Gienkierlighed til os derfor maa være ubeskrivelig. Den er det ogsaa. Vor Christian er Borgernes Ven. Hvad mener De; han har selv i egen allerhøieste Per» son nyelig været paa Torvet, erkyndiget sig om den høie Kornpriis , og talt ubekiendt med Bønderne derom. Brændeviin maa ikke brændes mere af Rug. Hvilken Lettelse for de Fattige! har de nogen Tid i alle Verdens Historier hørt, at en Regent har havt saa brændende en Kierlighed for Almuen, at han endog har ladet bage Brød for dem, som de kunde nyde i de Mindste Qvantiteter, paa det Bagerne ikke skal

falde dem besværlige, og de rige Borgere fornærme de fattigste ved Magazinets allernaadigste Aabning. Vi haabe, at vores allerdyrebareste Monark gaaer endnu videre og afskaffer al Brændeviins Drik, hvilket paa 1000 Mader er til Skade for den Danske Almue. En Patriot har ønsket, at, siden der endelig skal drikkes, der da maatte komme Rom fra vor egen Vestindien i Stedet for Brændeviin. Vestindien hører Monarken til. De tabte altsaa ikke. Og vi, som beholdt vor Rug, vor Hvede, og maa skee vor sunde Forstand tabte heller ikke. Videre har Monarken nyelig afskaffet et Conseill, som ikke passede sig paa den monarkiske Aand. Med et Ord: Han viser os i alt Friehed og Maade,

Engelskmanden.

Got nok, min Herre! al dette udgiør ikke Sagen. Jeg vil og jeg bør tilstaae, at de Danske Konger, efter den Aand, som besieler Regieringen, aldrig kan andet, end til Verdens Ende Hiertelig elske deres Undersaatter: men en Fyrste er dog kun et Menneske. Kan andre ikke give ham slette Raad, som han udfører,

og dermed mene, at gavne sine Undersaatter? Han kan meget gierne elske sit Folk, og dog, forført, giøre dem største Skade, just naar han tænker, at være dem til allerstørste Nytte. Der kan være unge Hofmænd, som troe, hele Landets Lyksalighed bestaaer i deres Lommers Fylde, hvilken de bruge til Pragt, Sviir og for at vise deres Høihed for Kiønnet. Disse kunde komme eders Monark til at troe, der var Rigdom, naar der er Fattigdom, at Borgerne svømmede i Overflødighed, naar mange af dem sukkede for Brød; naar mange honette Folk sad i det tredie Stokværk, frøs og sultede, og Bønderne selv manglede Jordens Frugter. Monarken kunde troe dem, og uden selv at undersøge Sagen, paalægge disse indbildte Rige Skatter, som de ikke kunde svare, uden at sulte dobbelt. Det verste er, at Fyrsterne vide ikke engang hvad Sult er. Derom have vi en artig Historie, som er denne: I et vist Land klagede hele Folket over Hungers Nød. Fyrstinden hørte Lette, og som hun hverken vidste, hvad Overflødighed eller Mangel var; sagde hun til sin Gemahl, med et roeligt Hierte og en ligegyldig

Mine: Almuen klager over sult; hvorfor spise de ikke Sukker-Tvebakker med Koldsteeg? Fyrsten taug ; tog Hende med paa Jagt, og med Villie blev forvildet. Dronningen hungrede; thi hun var et Menneske. Hun beklagede sig for sin Herre, og han svarede: spiis Sukker-Tvebakker med Koldsteeg. Vi har jo ingen, sagde Dronningen. Mine Undersaatter, svarede Fyrsten, har heller ingen og kan lige saa lidet faae i Landet, som vi i den vilde Skov. Dronningen sultede denne første Gang i sit hele Liv, taug vi og forstoed. —

Den Danske Borger

Mange Ting, min Herre! forbyde denne sørgelige Tidspunkt. Her er Religionensom oplyser, Opdragelsen, som tilig retter og lærer, et heelt Folkes opløftede Stemmer imod en Achitophel. Hvis vore Konger indsluttede sig, som Asiens Prinser, og lode en Visir afgiøre alt, saa kunde deres Frygt væte grundet. Men her ere Love. Merker Folket ak disse voldtages, klage de for Fyrsten. Han hører dem. og giver dem alle Lov. at tale frit. Han

dømmer ikke: Lovene dømme, vg disse, grundede paa de guddommelige, maa altid dømme efter Ret og Retfærdighed. Her er ingen Visir, som allene raadføres, som allene virker. Her er det hele Folk Kongens Raad. Han hører dem alle lige vel. Retfærdighed og Billighed allene give Overvægten. Skulde Egennytte ville give et skadeligt Raad. Skulde Fyrsten vilde følge det; strax ere alle Patrioter færdige med deres underdanigste Forestillinger. Monarken tager dem alle i Betragtning. Han seer, han skiønner, han vælger. Egennytte maa flye for hans Ansigt. Den redelige Borger vinder, og intet kan enten med Vold, eller List udøves mod Landets sande Velfærd.

Engelskmanden.

Men hvis der nu nogen Tid skulde komme en Fyrste, som ikke havde Skiønsomhed nok, til at vælge? — I ere nu høist lyksalige. — Jeg tilstaaer det. — De har overbeviist mig derom, under deres Himmelske Christian og godgiørende Mathilde. Hun har mere Indflydelse i Regieringen, end nogen

skulde tænke. Hun dølger sine Godheder og overlader det til Tiden, at forklare dem. — Alt dette veed jeg og beundrer; men det kan dog ikke forsikre de tilkommende Tiders Lyksalighed.

Den Danske Borger.

De Herrer Engelænder, med Deres Tilladelse at sige det: ere misten alle meget hengivne til Tungsindighed, og i Følge deraf drives af en utidig Frygt for Eftertiden, og det, som aldrig skeer. Den monarkiske Regierings Maade er den fuldkomneste af alle.) man sige, hvad man vil. En Uskiønsom Monark kunde komme paa Thronen, sige De. — Ja! saa var det en Straf af Forsynet, en Lande-Plage. Alle Ting ere for saavidt muelige. Men hvem frygter for alle muelige Ulykker, uden Tungsindige og Hypokondrister? Kaster op i Historien, og de skal finde, at man kan blive ulykkelige under alle Regierings-Former. Lige saavel, som Himlen kan i en monarkisk Regiering, for at straffe Landet, slaae Fyrsten med Blindhed; lige saavel kan den forblinde Raadet i Aristokratier, det hele Folk i Demokratier og i de

blandede Regieringer baade den ene og den anden. Hvor forblindet var ikke Engeland under den 8de Henrich? — Mord paa Mord endog imod Husets egne, og dog var Engeland frie. Hvor blind var det ikke i Cromvels Tider? — Uagtet begge eders Parlamenter og eders idelig paaraabte Friehed, maatte I dog tillade, at en Cromvel, en Vertshusmand, en forrykt Student — — Himmel! eders Konge. Hvilke Sørgespil har ikke Frankerig opført under deres Henricher? Den største af dem, som var den 4de, maatte døe for Morder-Kniven. Gage derimod den Danske Historie igiennem og De skal, Gud være lovet, aldrig see een eeneste Scene af slige ynkelige Sørgespil. Intet mere naturligt, end den monarkiske Regiering. Her er intet konstlet, intet paa Stylter. Et heelt Folk sørger, vaager over deres eget Beste. Monarken seer deres allerunderdanigste Forestillinger, veier, slutter. Det er Monarkiets Aand. I de andre saa kaldte frie Regieringer, hvilke Stridigheder, hvilken stedsevarende og evig Modsigelses Aand, den ene stridende imod den anden, som avler idelig Tummel og Allarm! — Nu nyelig en Wilcke. —

Engelskmanden.

De overtale mig nesten, og hvis nogen Tid var mueligt, at en ægte Engelskmand kunde for et Øieblik glemme sit Fædreneland; saa troer jeg, at jeg nedloed mig under det Danske Septer, for at smage de Herligheder, som de kommer til at føle, og som de nyde under Christian og Mathilde. Men mig synes dog stedse, med Deres Tilladelse, at det i det mindste er en Skygge af Slaverie, at de Danske endnu ikke har bragt det saa vidt i nyttige og skiønne Videnstaber og Konster, som vi Engelænder og andre slebne Nationer; thi det er Friehed, som avler Videnskaber og Konster, og bringer dem til deres mueligste Høide.

Den Danske Borger.

Alle Ting har sin visse Tidspunkt, og Naturen selv, denne mægtige Natuur overiler sig ikke. Et Egetræ opvoxer ikke paa en Nat, og Soelens hele Majestet viser sig ikke paa engang. Men jeg vil besvare dem Stykkeviis. De Herrer Engelænder kalde jo Franskmændene Slaver.

82 (28)

Hvorfor har de da, som frie Folk lært saa meget af dem? Hvorfor har de endnu ikke opnaaet dem i alle Ting? Den Franske Fortrykkelse gav os Bailer og Clercer, som den Engelske Friehed aldrig har avlet. Det frie Rom gav os hverken Virgiler, Ovides, eller Horazer. August gav os dem. Lader os igiennemvandre Historien, og da vil De see de uendelige, de mangfoldige, de herlige og ubeskrivelige Fordele, som Danmark har havt under Enevolds Regieringen. Strax under den 3die Friderich, den første Enevolds Herre, blev iblant mangfoldige andre nyttige Ting hele Krigsstanden sat paa en for Fienden forskrækkelig Foed. Alt hvad der i denne Stand var uordentlig blev ordentlig. Troupperne, hvis Antal var af ingen Betydenhed, saa. som den Danske, Pohlske Adel hvervede til deres Lommer, i Stedet for at hverve til Armeen, fik nu deres fulde Anseelse, og bleve forøgede, som de burde. Vi saae nogle faae Aar efter Frugterne deraf. Vore Fordele havde blevet store; men Franskmanden var os imod og G—F. * havde ingen Pen. — Christian den 5te iblant utallige andre herli-

ge Ting udgav alle landets love i en Samling,

som er en af de største Herligheder for et Rige. den 4de Friderich giorde Ende paa de Holsteenske Elendigheder og oprettede land Militien, et originalt Indfald, som de andre Magter i Europa siden have fulgt: — — Bønderne

paa engang frie og stridbare. — Christian

den 6te og Friderich den 5te iblant 1000 nyttige Ting indførte Fabriker og Manufakturer, gave Handelen en opmærksom Forøgelse, zirede hele Riget med Bygninger, forøgede Floden og Landmagten, udvidede Bondestandens Frieheder. Og hvad vores nu værende Salomon allerede i saa kort Tid har giort, er ikke at fortælle, men at beundre, Landenes fælles Munterhed, Glæde- og Fryde-Raab ere Beviis nok paa vor Friehed og Christians Visdom. — Børnene i Vuggen smile ved hans Navn. De Unge raabe: længe, længe leve Christian og Mathilde!! 1 De Gamle, som neppe kan tale mere, udøse Glædes Taarer og udtone i hinandens Munde: O! hvor herlig en Regent! O hvor godgiørende en Dronning!

Engelskmanden.

Uagtet min ædle Engelske Stolthed maa jeg snart vige for deres Beviser. Mueligt jeg opslaaer min Boepæl i Kiøbenhavn, og lader mine Engelske Been hvile i Dansk Jord,

Den Kiøbenhavnske Borger.

Længe leve Christian, Vores store Sceptermand!

Wiseste Monark paa Jorden,

Ømmest Fader for vort Norden.

Længe leve Christian,

Han, som baade vil og kan Sine Rigers Fryd formere;

Saa det evig skal florere;

Han vor Friehed vil forøge.

Han i alle Ting vil søge Landets sande Floer og Hel.

Denne Sang blev istemmet og igientaget af hele Selskabet. — Engelffmanden sang med. Efter dette blev følgende fremført af en anden tilstædeværende Dansk Borger:

Til Lykke ædle Britt, at du blant os vil boe!

Her styrer Visdom os med Lykke, Fred og Roe. Naar man vil Lovene, og det er billigt, ære;

Kan hver i Sikkerhed sin egen Herre være,

See Christians Scepter os bestyrer udi Fred,

Og sand Lyksalighed Ham følger i Hans Fied.

Nu Land-Etaten meer og mere mægtig bliver.

Nu Floden al sin Magt til største Høide driver. Landmanden glæder sig, og raaber Christian Forbedrer Dag fra Dag med Naade Bondens Stand. Det hele Borgerskab, som sig i Glæde taber. Udtoner: Christian nye Lykke for os Skaber See Adelskabets Fryd! See hvor den yttrer sig Saa herlig, mægtig, stor de andre Stænder liig.

See Geistligheden, som Hans luttred Gudsfrygt

priser,

Hvorpå man haver de oprigtigste Beviser.

En anden Skiald i Selskabet sluttede saaledes:

Vi Skialdre ogsaa bør Hans Visdom høist berømme;

Inqvisitores nu os mere ei skal dømme.

Vor Geist er bleven frie, som i nys Lænker laae.

Og Sandhed al sin Magt i vores Nord kan faae.

O ædle Friehed! vi dig knælende tilbede.

Du skal til Sandhed, Den til sikker Lykke lede.

Nu kan man vente sund og sand Philosophie?

Nu kan der haabes en opløftet Poesie;

Nu kan der skrives frit til Borgerskabets Nytte,

Til Adlens sande Gavn vort Riges Ziir og Stytte; Nu kan man tale hvad, man veed om Floderne, Som før al Verden har sin Tapperhed ladt see. Man vores Landmagts Gavn ei heller skal forglemme; Og Bonden Frieheds Kraft skal i sin Stand fornemme; Kort: Alle Stænders Sag man ømt sig tager an.

Hvem takke vi for det? Vor Gud og Christian.

✂

En Samtale holden i Niels Klims Rige, imellem Keiser Klim selv, nogle af Ministerne, en Borger, en Bonde og Klims Hofnar.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Hof-Narren.

Hvor ere alle Vore Guld- og Sølv-Mynter fleiet hen? Har vi aldeles mistet dem, eller maaskee ere der Ministre ved det keiserlige Hof, som eie dette Sølv og Guld endnu, men som for Sikkerheds skyld, og adskillige andre Aarsager give det til fremmede Banqver at forvares? Den gamle Børste Patron, som har omskabt saa mange Børster til Toldere, Taxadeurs, Postmestere, Organister, Raad og Adel, mon vi skal troe, at han ikke har udfeiet vore Metaler til fremmede Steder for at give os got Papir igien?

Vi ere forpiinte nok med dette Papir i Kiøb og Salg. Forleden fik jeg to blaa Øine af Milicen, fordi jeg paa Papir-Kammeret vilde have Metal for Papir. Dette Papir-Kammer var forsynet med en Mængde bevæbnede

Folk, ligesom man var bange for, at man skulle stiele deres Penge, og jeg Tosse kroer, at de havde ingen.

Hof-Narren.

Du er en tossed Bonde; men taler dog artig nok. — Hvem kiender den berømte Organistes og Taxadeurens Kneb ved Strandboden?

Ja men! de vare Børster. — Hvorledes kom de til disse Embeder? — Man siger, Herren beholdt deres løn, og for Qviterings skyld gav dem slige Bestillinger, hvormed de begge vare vel tiente. — Herren sparede paa Lønnen, og Tieneren havde allerede stiaalet nok til sin Løn. Toldboder! hvilket skrækkende Syn; helst for en ømfindtlig Patriot. Hersker Falskhed her, da er den hele Stat undermineret, og sin Ødeleggelse nær. Da indføres der Vahre og forarbeidede Sager, som vore egne kan giøre ligesaa got og ofte bedre. Nogle Løsgiengere, Udsuere, Bedragere og Fiender af Fædrenelandet omføre disse Vahre i Riget, imens vore egne Landets Børn sulte for Arbeid og Nærings-Vei, og fulde af Vindskibelighed, intet have at fortiene. Hvad flyder heraf? Konstnerne og Haandværksfolk af vore egne Medborgere ødelegges, og naar disse intet have, hvad taber da ikke Keiseren i sine billigste og paa Statens sande Velfærd grundede Rettigheder og Fordringer. Her maa det jo da hede; wo nichts ist, hatt der Keisersein

verlohren. Keiseren taber altsaa i sin Kasse, Folkemængden hindres ved Mangel paa Fortienester, Ungdommens Opdragelse vorder elendig formedelst Forældrenes Armod. Keiseren og hans Formænd have strengelig forbudet Indførsel i Riget af alle forarbeidede Vahre, som vore egne Professionister og Konstnere kan giøre. Imidlertid tage ofte Opsynsmændene, saavel de store som de smaae Stikpenge, og man siger: at de vorde understøttede af nogle upatriotiske Ministre, som have giort sig til deres Troes Artikul, at alt fremmed, besynderligt det Martinianske absolute bør foretrækkes og være bedre end alt det Indenlandske. Saaledes forskrive de fra Martinien Slæbeæsker, Lugte-Bytter, Skueglas, og tusinde andre Ting, (hvo gider, hvo kan opregne dem alle?) som vore egne Hiulmagere, Tobaks Daasemagere og Speilmagere kan giøre ligesaa got, ja ofte meget bedre. Bernstenen trak engang herind fra Martinien nogle Hoved-Dekkemagere. Disse skulde nu have tredobbelt Betalning for deres Arbeide, og deres Arbeide skulde være syv Fold dobbelt saa got og saa ziirligt, som det Landets Børn giorde. En fremmet Minister ved Keiserens Hof, mere patriotisk en Bernstenen selv, tog sig paa at forsvare vores Sag. Han brugte følgende artige Indfald. Han kiøbte Hoved-Dekker, eet af en af vore indfødte Borgere for den sædvanlige Priis, og et andet af en Mar-

tinianer for tre dobbelt saa meget. Han viiste dem begge til Bernstenen, og spurgte, hvilket Dekke ham best anstoed? Denne, som endnu kunde see og føle ret, skiønt hans Fornuft og Indbildning havde lidt Skribbrud, sagde strax det, som alle Seende og følende Væsener sagde baade før og siden, nemlig at vor egen Hattemagers Hat var den beste; hvilket gav Hoffet og Byen en rig Anledning til Latter, da alle vidste, at han troede, at den af ham, saa høit berømte Hat, var Martiniansk Arbeid. Man bragte ham ud af Drømmen. Han rødmede vel lidt i Begyndelsen; men han blev snart den samme igien. Bernstenen er en haard Steen, og blodgiøres ikke saa let. Det er nu den ene Ulykke af Toldbod-Pest, nemlig Contrabandes Indførsel, hvorved en forfængelig Minister fornøier en forvirret Indbildning, Indspecteurerne deres Lommer, hvorunder Landets Borgerskab sukker og ved hvis Armod de keiserlige Kasser og hele Staten lider saa meget. Nu er der en anden Slags Toldsvig, hvorved Keiserens Kasse er den første Toldsvig, hvorved Keiserens Kasse er den første Lidende, og hvis Tomhed siden vorder Statens Byrde. Denne Historie henger saaledes sammen. A har 1000 Pund at tolde. Han tolder kun lidt over 100 Pund, og gier derfor, hm retfærdigt og billigt er, en Douceur til Under- og Ober-Opsynsmænd. De levere denne radbiekkede Told op paa Skriverstuerne, hvor

de fornemmere Told Indspecteurer sidde. Saa dumme ere de, at de holde denne radbrekkede Told for ganske heel og holden, og saa snue ere de tillige, at de begynde at lemlæste og sønderslide Tolden paa nye. Saaledes to gange radbrekket, kommer den først til at paradere for de keiserlige Dørre, hvor der siges: at denne arme Told faaer nye Puf og Knek, førende den kommer til at hvile som et Scheleton i de Keiserlige Kasser. Er det da megen Under, at Keiseren maa kræve Skat og Extra-Skat? Burde da ikke alle Toldbodtyve straffes med en haard Straf, og ofte med den skiendeligste Død, da jeg har viist en Deel af de Ulykker, som de forvolde Staten, jeg siger en Deel; thi hvor skulde man faae Papir nok til at beskrive dem alle?

For ikke at glemme denne gode Vane, blev Børste Taxadeuren ved at stiele; men det lykkedes ham ikke indtil Enden. Det gaaer Spillemanden bedre. Han tuder i Dom-Kirken, og lever herlig og vel. Hvem kiender ikke Kloen, som stræber, som ønsker, at Borgerne maatte komme til at binde deres Skoe med Bast? Hans Stats-Konst er artig. Han vil ødelegge Borgerne, og disse ødelagde, hvilket prægtigt Syn i Klims Rige! hvoraf skal da Adelen, hvoraf skal Keiseren leve?

Hvad skal man sige om Bernstenen? Den trækker Fremmede ind i Riget, giver Landets

Skatte til dem, som løbe pokker i Vold, da Landets egne maa sulte. Hvor kommer vel den store Hunger fra? Muggen Manden er over den almindelige Skat. Han er ærlig — Give vi Skat i denne Hunger og Kulde? Ja! man giver den, og der er hverken Rug eller Klid hos Bageren. Men der er Brød hos de Ældste. Gud velsigne Keiseren derfor! give Gud, at det ikke gaaer med dette kiere Brød, som det er gaaet med deres Brænde! man skulde eftersee, ifald man gad, Laane-Huset, Told-Stuen, Forsendelse- og Føde-Stuen, de Ældstes Kasser og Skifterettens Behandling; man brænder al Ting op, naar man ikke kan giøre Regnskab, og dette er en kort Maade at afgiøre Prosesser paa. — Al Ting brændt. Regnskaberne med, og strax er al Ting færdigt. — Men hvor kommer den dyre Tid fra? Det begriber jeg ikke.

Bonden.

Da er du en dum Hof-Nar. Jeg begriber det meget vel. De store Bønder tager vores Fødevahre, og feie dem Udenlands ud for stor og utroelig Gevinst, og derpaa lade de os sulte hiemme. Her i Hoved Staden er stor Jammer for al Ting endog for det tørre Brød, som man endog maa slaae sig til for sine egne Penge, (jeg vil her ikke tale om Papir) men paa Landet, ude hos os er det endnu værre: der maae de Fattige sulte ihiel med Skillingen i Haanden; thi al

Ting er udfeiet til udenlandske Steder, og man vil sige til Keiserens Stad. Himlen har velsignet vort Land med fede Vahre og Rug frem for noget andet paa Jorden, og dog har vi hverken Flesk eller Rugbrød. Hvem kan begribe dette?

Keiseren.

Det gaaer artig nok til. Jeg sørger for Landets Beste, som en Fader, og dog siges mine kiere Børn at sulte. Hvem kan have Skylden? Mine Ministre, som jeg betroer, at udføre og udrette min Villie?

En af Ministerne.

Keiserens Villie bliver i alle Ting efterlevet; men de kiende ikke Almuen. Den klager altid, da den imidlertid indsvøber sig i Fløiel og Silke.

Borgeren.

Jeg tilstaaer der ere nogle Narre og Spradebasser, som udklæde sig saaledes, imedens vi andre sukke for det Brød, som disse har laant eller borget os fra. Aldrig har i Niels Klims Rige været bedrøveligere Syn end nu. Det fryser og sneer. Herrerne med deres lange Pelse giør en Kane-Dans, og fornøier sig paa Veirets Regning. Vi an-

dre derimod sidde hiemme, sulte og fryse saaledes, at endog Sielen fryser med. —- Fløilet gaaer paa Laanehuuset, og al Ting er i god Stand. —

Keiseren leve længe! — Han er vores Fader, vores Elskende og Elskede. Han vil vores Vel. Vi har seet det paa mange Forordninger og Forandringer. Men hans Undermænd lege Blindebuk, og hvorledes skal denne Leeg hemmes?

Hof-Narren.

Jeg har frit Sprog, og derfor kan jeg best sige det. Keiseren skulle først lade undersøge hvem der havde malket mest og af Melken taget den beste Fløde, og siden lade disse tilstrækkelig malkes igien. Derefter maatte nøie eftersees, om han fra alle Kammere fik de Penge, som ham virkelig tilhøre, eller om Vedkommende benyttede sig af Subtractio og Divisio. Ligeledes var det høist nødvendig at efterses, om de som tiene Keiseren, saae alt det rigtigt og nøiagtigt, som en gang for deres Tieneste er dem tilstaaet, for Exempel: om Milicien til Lands og Vands faaer deres rigtige Sold, og om den Kost, som han tilstaaer sine Søefolk leveres dem saa god, og saa meget som Keiserens Villie er. Den almindelige Skat kunde vel falde,

eller og i det mindste forflyttes paa Rigdom, Pragt, Forfængelighed og Overdaadighed, sag at Fattigdom beholt sine Potter og usle Pialter i Roe og Fred.

Ministeren. Pøbelen vil stedse have, at Adelen skal betale, Alt, og har ikke Forstand til at indsee, ak en stor Herre er paa sin Maade ofte mere fattig og trængende end en Høker eller anden jevn Borger, ja at en Bonde, som denne her staaer, vilde ofte ikke bytte med en af de første Ministre.

Bonden.

Det vilde jeg min Troe ikke heller; thi jeg kan ogsaa begribe, at mangen Adelsmand har det slettere end en Haandværkskarl. Men der er ingen, som taler herom. Narrens Meening er ikke, ak Adelen allene skal skatte, og de øvrige Stænder være frie. Han vil kun at yderlig Fattigdom skal undtages, enten den saa findes hos Adel eller Uadel, og at derimod Rigdom og Pragt bør betale i alle Stænder.

Er denne ikke din Meening, min gode Nar?

Hof-Narren.

Du har ret Bonde! og det er artigt, at du bedre kan forstaae got Folk, end en

Minister, hvis Pligt det er at kunde giette og lugte Folkets Tilstand. Men der ere mange Ting bagvendte i denne Verden. Den gaaer ofte bag Ploven, som værdig kunde sidde i et Colleg, og den er ofte Minister, med hvilken Naturen synes at have haft langt ringere Hensigter.

Ministeren.

Deres Keiserlige Majestet taale vel ikke Ord, som ere saa ærerørige for min Person?

Keiseren.

Jeg seer intet i denne Tale, som rører Eders Ære. Jeg taaler selv langt friere Tale af ham, derfor er han Hofnar.

Borgeren.

Da er en stor Landeplage, at de Høie hverken kan taale andres Sandheder, og ikke heller selv vil tale Sandhed for Keiseren. Fik vores Klim alle Sandheder at vide, hvor lykkeligt vilde Landet da ikke blive!

Keiseren.

Jeg elsker Sandhed min kiere Borger! sig mig den. Jeg har jo af Lyst til Sandhed tilladt en fuldkommen Skrive- og Tale-Friehed.

Borgeren.

Et Menneske allene kan ikke sige Majesteten alle Sandheder; thi et eneste Menneske kan ikke oversee dem alle. Borgeren veed noget. Bonden noget andet, og enhver veed sit. Alle Stænder foreenede kunde opdage Alt. Adelen og de Lærde burde vide det meste; men de have saa sielden Leilighed at saae Tingenes minste Omstændigheder at vide, og de, som veed dem, ere gemeenlig dem allene, som sukke der under, almindelig saa kaldet Pøbel og gemene Folk, som hverken kan læse, skrive eller tale. — Hvor mange Sukke komme der vel ikke over Proviant-Huuset; men de blive borte i Støvet, og de Sukkende veed ikke at tale deres Ret for Monarkens Throne. Bedre syntes det, at Søefolket fik alt i rede Penge, saa kunde Proviant-Kammeret hverken faae Ord for eller virkelig giøre Underslæb, og da sparede Keiseren oven i Kiebet at lønne saa mange store Hanser.

Bonden.

Det vil gavne Landet meget, at Herskabernes Drenge ere udelukte fra Embeder. Det var et Mesterstykke af Majesteten. Naar Borgernes ældste har Studeringer og Oplysninger, saa begribe de Borgerskabets sande Velfært, og da kan det aldrig feile, at jo

Keiseren undertiden faaer rigtige og tilforladelige Efterretninger om en og anden magtpaaliggende høist nødvendig Sag. — Det samme kan siges om Bøndestanden. — Gid Krigs Officierne havde i Almindelighed flere Studia og meer Oplysning som kunde veilede dem tii større Menneskelighed efter Ordsproget: Videnskaber og Studeringer formilde Sæderne og tillade ikke Vildskab. Vare Officiererne mere oplyste, da vilde Tampen og Stokken tabe Meget af deres Virksomhed.

Hof-Narren.

Ja maaskee deres hele Virksomhed; men da maatte man ikke hverve hos Naboerne alt det forløbne og forfløine Johan Hagel, som allevegne fra komme springende. Disse trænge til Tampe og Stokke. Var Milicien derimod af Landets egne Børn, som fra Vuggen af dertil vare opdragne tillige med deres Officiers og disse sidste vel oplyste; saa kunde Tampen og Stokken synge Svane-Sang tillimed Børsterne; thi da vilde al Ting komme an paa en god Opdragelse. —— Hvorfor kan ikke et Matros- og Soldater-Barn ved en god Opdragelse ligesaa vel faae Følelse af Ære, som andre saa kaldede fornemme Folk? De ere jo dog Mennesker. Hvorfor kan Liv-Vagten leve foruden Spids-Rødder? De ere

jo af samme Slags som de andre. (Den forløbne Johan Hagel undtagen,) Man har indpræntet dem Ære. — Den hele Aarsag, og den er tilstrækkelig nok for en naturlig Egenkierlighed. Et daarligt Anslag at blande Bønderkarle iblant de forfløjne Hvervede. Man kunde frygte, de skulde lære Liderlighed, Selvraadighed, Fylderie og meget andet Ont. — Agrene miste de stræbsomme og velgiørende Hænder. Liderlighed læres imedens Markene sukke.

Keiseren.

Jeg skal tage der altsammen til nøiere

Eftertanke.

Borgeren.

Lev store Keiser! lev da mange Aar og Dage.

Gid Du i Lykke, Held og Visdom man tiltage! Du elsker Borgerne, og disse dig igien;

Du er hver Borgers Ven, hver Borger er din Ven.

Bonden.

Du Bondens sande Ven, Regenters Speil Paa

Jorden!

Dræb al Udsuerie ved Majestetisk Torden,

Lad Sceptret, som du bær i Afgrund knuse hver, Som Landet Skade giør ved sin Udførseler.

Hof-Narren. Tag Svolsten bort fra dem, som alt for hovne ere, Lad muelig Lighed her i Rigerne regiere, Lad Frost og Hungers Nød ei felde Hytterne, Naar Taarned-Huuse er af Guld opsvolmede. Ministerne.

O store Keiser! vi alt got af dig kan vente;

En naadig Himmel dig som vor Regent tilsendte,

Vort Adel kan saavel din store Naade see,

Som Krigsmand, Geistlighed, som Bonde, Borgere. Hvis det var Muelighed, vi vilde gierne bede,

At du i Norden blev til evig Tid tilstede;

Saa naadig viis eg stor Regenter som du er,

Du faaer af Himmelen og gier Velsignelser.

Keiseren.

Jeg stedse ønske vil mit Folkets Vel at fremme;

Jeg ei skal Stræbsomhed, ei Flid ei Vid forglemme;

Gid ikkun alt mit Folk saa ædelsindet var,

Mit Land da ved Guds Hielp slet ingen Mangel

har.

✂

Samtale

imellem

en ejegod, viis og stor Fyrste

og

en Minister, Borger, Bonde, Philosoph, Professor, Kiøbmand og Krigsmand

angaaende

Finantserne, Handelen, Laugene, Krigsmagten til Lands og Vands, Lærdommens Udbredelse, Agerdyrkningen og de dyre Tider.

Til alle Stænders fælles Velfærd og Lyksalighed.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Fyrsten.

Ære I her forsamlede, alle mine Børn! Jeg vil høre alle Eders Betænkninger, og derefter indrette Statens Velfærd. Jeg er vel Fyrste, og jeg troer og, at Himmelen paa en særdeles Maade vaager over mig, da jeg bør være Millioners Skyts-Engel. Men med alt dette er jeg dog kuns en Dødelig, uden Almagt, uden Alvidenhed. Jeg bør derfor høre mit hele Folkes Raad, og jeg bør være lærvillig. — En Regent, som har Lærvillighed, Flittighed, og Virksomheds Lyst, maae endelig engang blive stor. Thi at jeg, som et eneste Menneske, kan begribe alle Ting, uden nogens Forestillinger, det vilde være umueligt. Jeg har tilladt Eder alle, mine Børn! Skrive- og Tale-Friehed. Benytter Eder heraf til Fædrenelandets felles Beste.

Den patriotiske Minister.

Naadigste Fyrste! Vi, som Deres Fyrstelige høye Naade har overvældet med saa mange store Naades Beviisninger, fra os bør Begyndelsen skee. Lad noget af vores Overflødighed løbe tilbage i Deres Kasse igien. — Vel bør Adelen til sin Værdighed have noget forud for Almuen; men den behøver just ikke Keyserlige Skatte og Rigdomme. Lad den yderlige Armod koge og spise i Roe den slette Tractemente, som den Svedende og Sukkende fortiener. Lad derimod dem betale Skatte, som have og føre en Pragt over deres Stand: Tienestepigernes Polonoiser, Haandværks-Karlenes Fløyel, Borgernes Karosser, som bidrage saa meget til Gadernes Ureenlighed, og som overstenke got Folks Klæder, der suurt have fortient dem, de unge Messieurs og Spradebassers Ride-Heste og Belle-Vüe-Reyser, lad alt dette skatte. Visse Procento af anseelig Arv efter denne Arvs Proportion kunde og hielpe paa den Fyrstelige Casse, og aldeles ikke skade eller mangle den Arvende.

Skatte-Commissarierne skulde de ikke have forseet sig i Regningen. At tage Feyl, er jo menneskeligt?

Bonden.

Jeg har hørt tale om en stakkels Mand, som saaledes forløb sig i sine Regninger, at han gik tre Gange Krebsgang; men tilsidst blev han dog en rig og naadig Herre. Man vil sige, at han stedse glemte noget Sølv og Guld, naar hans Creditorer kom, og at, saasnart de vare borte, erindrede han sig det lykkeligt igien. Saadan lykkelig Erindring burde belønnes med en Lykke.

Borgeren.

Uskyldigheden er tiere udsat for Eftertale end for Berømmelse; en Kiøbmand kan let blive nødt til at bedrage imod sin Villie, og dog være en ærlig Mand. For Exempel: Naar en Fisker bragte Fisk ind i Eders Park, vilde I da hindre ham fra at fiske. Jeg troer Ney. Det er Fiskenes Natur at yngle. Hans Parker burde da vel ikke tillukkes; men vel eftersees. — Men kunde den

gamle Snyderop, Børsternes eedsorne Ven, Fortienestens Løfte-Givere, Hoffets snue og snedige Hyklere, sine Kassers vindskibeligste Opvartere, kunde han ikke komme til at skatre engang? Hvad mon troe, at det er for Ministre, hvoraf den ene paastaaer, at pialtede og forsultne Borgere ere en Stats Flor og Zirat, og den anden, at en heel fremmed Nation skal fødes og beriges paa vor Jord, og at vi Landets Indfødte skal intet have; men være Steed-Børn.

Philosophen.

Vi maae vel blive anseet, som Steed-Børn, naar en udenlandsk Minister efter en anden bliver sat over os. Skulde vores Land ikke have Folk nok, saavel til høye Ministre, som til alle andre Stænder at opfylde? Kunde ingen have anført vore Krigshære uden en Gallicaner? Artigt nok er det, at vor Nation, den tapperste, modigste og koldsindigste af alle, aldrig tør udruste nogen Hær, uden at faae et Par Udlændninge i Spidsen. Jeg skulde aldrig fottryde derpaa, hvis nogen Tiders Historie havde

viist os den mindste Nytte af disse Fremmedes Tjenester. Dog, om Forladelse, den sidste, vi havde, sløyfede Fæstningerne i Fredstider, uden at vi behøvede udvortes Fiender, og casseerte et Regiment efter et andet, uden at Fienden behøvede at myrde dem. Dette var Oeconomie og Sparsommelighed. — Ja jeg troer, at han sparede artigt nok til sin egen Lomme.— Skade, at Fyrsten blev glemt, og at saa mange flere glemme ham.

Den Patriotiske Minister.

Philosophen raisonerer vel, og i vel indrettede Stater bør Ministre og Philosopher kappes med hinanden om at give Oplysning fra sig. Det er egentlig deres Skyldighed. Spraderbasserne, de intet sigende Opvartere ved Hoffet, Borger og Bonde, Krigsmanden, som for sin meste Levetid kuns tænker paa Stokken, og Borgernes Forstandere, som i en Hast vil være rige, ere ikke i Almindelighed saavel dannede til at sige og oplyse Sandheden, som en Philosoph, der ikke forlanger andet af Verden med sig, end en god Samvittighed, og ikke andet i Ver-

den end Fred og det daglige Brød; som en Minister, der alene lader sig nøye med Æren, som Rigdommen, Værdighed og Anseelse i Staten, en ædel Opdragelse har betaget al endog Egennytte, for at lade hans gandske Siel og Hierte drives og føres af den sande Ære alene.

Fyrsten.

Gid alle Ministerne lignede Dig! Ædelmodigste!

Ministeren.

Gid alle Fyrster i Verden lignede Deres Majestæt, og da vilde Jorden give Gienlyds Gienlyd af Fryd og Glæde. Men med Deres allernaadigste Tilladelse at gaae videre, siden os er forundt fuldkommen Friehed at tale. — Der er ingen anden Redning for Staten, end at nogle af vore høye Herrer faae en Aareladen, og til dette Bad kunde og indbydes de alt for opsvolmede, udsuende og udtærende i de andre Stænder. — Fik Fyrsten alle sine tilbørlige Indkomster af alle Kammere og Collegier, da var det en stor Lykke for Staten. Barmhiertigheds-Huuset,

Breve-Huuset,

Proviant-Huuset, Skatte-Contoirerne, Toldboderne: O! give her altid gik rigtigt til!

Borgeren.

Barmhiertigheds Huuset seer artigt ud. Her maa man give Smause-Rente, og kan dog intet faae uden paa 4 a 5 dobbelt Pandt. — Har Fyrsten nogen Capital deri, da glemmer man vel hans Renter. —- Skal vores Regent have noget af Breve-Huuset, da skeer der vel ogsaa en forfløyen Subtrahe og Divide.

-— Proviant-Huuset! Ja her er vel

mange bedrøvede Scener. — Fyrsten betaler for gode og forsvarlige Vahre. — Maaskee der haves kun slette. —- Hvem veed, hvad den Gemeene maae spise, naar Regenten har tilstaaet ham de beste

Føde-Vahre. --- Hvem veed alle de løyerlige

Indfald, som Ober- og Under-Inspecteurer kan have, tillige med en stor Deel af de gemeene selv.

Fyrsten.

Jeg faaer at eftersee disse og flere Ting.

Philosophen.

Skatte-Contoirerne! — ja jeg frygter meget for dette Navn. — Armod burde aldrig betynges med Skatte: Den er i sig selv en haard Skat nok. — Nu er det ikke nok, at den yderligste Fattigdom betaler Skat; men det er oven i Kiøbet et stort Spørsmaal, om det skeer til Fyrsten eller til Ober- og Under-Cassererne.

Ministeren.

Rigtigt min ærlige Philosoph! — og Toldboderne — hvilket ynkeligt Syn forestille ikke disse! — Her er alt det contrebande Kram som ødelegger Fabriqver, Manufacturer, Professionister, Konstnere og Handelsmænd. Det er i kort Begreb heele Staten. — Hvilken Toldsvig til Fyrstens Fornærmelse! — Hvorledes skal dette afhielpes?

Borgeren.

Naar nu Børsterne see deres totale Undergang, saa maaskee Visiteur- Controleur- og Taxadeur-Embeder vorde og overdragne til retsindige og oplyste Mennesker. Naar dette skeer, vil der findes

større Nøyagtighed, Nidkierhed, Duelighed og Forstand i denne Scene, og deraf kan man haabe meget godt. — Skulde nu de oplyste med frie Forsæt og Villie forraade Landets Velfærd, saa byg Gallier. Vi har jo Brende.

Ministeren.

Jeg billiger ellers aldrig voldsomme Midler. Dog ønskede jeg nok med vores ærlige Borger en Galge for dem, som vil ødelegge vores Fædreneland, udhungre og forpine vores Landsmænd, og giøre en Røver-Kule af Staten, af en Stat, som vor store, vise og beste Fyrste saa inderlig elsker, og hvis brænde Gienkierlighed han har igien. — Naar vores Handel efter vores vise Fyrstes Hensigt blev indrettet, det er at sige at vi allene skildte os ved vores overflødige, og allene tog tilbage igien det for os absolute Nødvendige, da vilde Staten vinde en beundringsværdig Lyksalighed.

Borgeren.

Men nu føre vi vores Nødvendigheder bort, og faae Snorepiberie igien; i det mindste saadanne Ting, som vi ha-

ve og kan forarbeyde selv: Dette ødelegler os Borgere strax, og i Længden baade Adelen og Fyrsten.

Fyrsten.

Kiere, oplyste og patriotiske Borger! jeg vil eftersee alle vore Toldboder, og den mindste Uretfærdighed, i Henseende til at ødelegge vore Lande, skal betales af mig med de allerhaardeste Straffe.

Den patriotiske Professor.

Naadigste Fyrste! tillad mig, jeg beder, at tale lidet for Studenterne. Man har stedse sagt, at der var for mange af dem. Dette var nu en uryggelig Sandhed, saa længe de ikke bleve brugte til ander end til at synge, prædike og pidske Børn. Men nu, da Børsternes Nedstyrtelse synes at overlade dem alle Slags civile Embeder, til hvilke de ved deres Studeringer vil giøre sig duelige og beqvemme, saa skulde man vel mene, at Tallet ikke kunde voxe for høyt. Jeg mener dog jo. Thi da Fyrsten uden Tvivl vil have, at der skal Studia til alle Embeder, saa flyder nødvendigt deraf, at alle Rige og

Fornemme lade deres Børn opvoxe i grundige Studeringer. Da Rigdom nu gierne altid pleyer at foretrekkes, og virkelig bør, cæceris paribus, foretrekkes Fattigdom, saa kunde der let i en Hast opspire en Mængde nødlidende Studentere. Man kan vel svare herpaa, at fattige Børn, som skulle antages i de offentlige Skoler, burde have overflødige Naturens Gaver, ellers ikke vorde indlemmede. Men herimod kan meget indvendes. Jeg vil nu ikke tale om, at der ere de Lærere i de offentlige Skoler, som selv mangle paa Skiønsomhed, og derfor vanskeligt kan skiønne paa andres. Jeg vil ikke engang heller tale om, at nogle af Lærerne kunde befindes parthiske, egennyttige og særsindede, som til vedkommende skulde indgive Testimonier, opsatte efter Caprice og Skienk. Alt dette vil jeg gaae forbi. Lad være, at lutter dygtige og uegennyttige Lærere allevegne vare at finde i de offentlige Skoler, det giør dog ikke Sagen klar endnu. Lærerne kunde vel bedømme, at een havde Skiønsomhed; men ikke altid, om han havde

Vittighed, langt mindre, hvor længe hans Flittighed vilde fortvare, eller hvor længe hans Forældre skulde leve med ham. Jeg tilstaaer og maa tilstaae, at den allerfattigste kunde og burde indlemmes i de offentlige Skoler, naar det var mueligt, at nogen kunde være Borgen for, at Naturen hos ham havde forenet Vittighed og Skiønsomhed, at han stedse vilde løbe Flittigheds og Vindskibeligheds Bane, og at han indtil sit akademiske Borgerskab kunde nyde en honet Soutien. — Jeg siger med velberaad Hue honet; thi det at betle Kosten omkring i Byen hos Borgerne, vil saa gierne efterlade en Nedrigheds Aand, hvorpaa vi have alt for mange sørgelige Exempler. Den Studerende derimod maae have en høy, opløftet og mandig Siel. Ellers er den rette Lyst og Studeringers Aand borte. Ellers tør han ikke i Fremtiden tale og skrive Sandhed. Jeg vilde derfor ønske, at man endnu i de offentlige Skoler reduceerte et Par af de nederste Classer; thi at man har ødelagt een eneste, eller og lade sig nøye med, at den, som søger

om at vorde antaget, kan recitere sin Donat og Aurora (ofte som en Papegøye) har aldeles intet at betyde, og siger slet intet; thi den fattigste Prakker kan let give sit Barn saadan Opdragelse, allerhelst saa længe der er saa mange nødlidende Informatorer iblant Studenterne, som der nu omstunder gives. Efter mine Tanker skulde derfor ingen antages, førend han færdigt kunde udtyde og forklare en jevn, let og simpel Rommersk Forfattere, oversætte en Periode paa Latin uden grammaticalske Feyl, og tillige desuden med en slags Skiønsomhed, og videre burde han vide de første Begyndelses-Grunde i det Grædske Sprog. Heraf flød to vigtige Fordele: den ene, at man strax deraf kunde bedømme Barnets Gaver til Bogen; den anden, at man dog nogenledes kunde være forsikret om, at Forældrene havde en Slags Formue. Hertil kunde jeg endnu legge dette til: at, hvis Forsynet kort efter bortkaldte Forældrene, sligt et Barn da alerede var avanceret saa vidt, at man snart kunde vente en Student af ham, naar han kuns i gand-

ske kort Tid nød Fyrstelige og andre offentlige Beneficier til fine Studeringers Fortsættelse. Endda burde man have vaagent Øye med, at fattige Studenteres Antal ikke kom til at yngle for stærk, at det ikke for ofte skulde skee, som hiin Skiold beklager, naar han saaledes synger:

Her hviler nu ved Hypocrene En fattig og foragtet Mand,

Som ved sin Møye fandt allene At leve i en usel Stand.

Derfor udfordredes der (saa vidt mueligt skee kunde efter menneskelig Fuldkommenhed) nøyagtige Calculationer, for at beregne Studenternes Antal i Forhold med Tallet af de Embeder, som de havde at vente sig, og denne Regning er hverken urimelig eller umuelig; men giørlig.

Grossereren.

Allernaadigste Fyrste! Naar jeg tænker paa disse mange Falliter iblandt os, da smerter det mig mangfoldigt; de ere til Spot og stor Ødeleggelse for vor Stand og og for hele Staten. Et nøgent,

forsulten og forhungret Menneske, som trykket og presset af sin ubeskrivelige Nød, forgriber sig paa en Bagatel af den Riges Gods, som denne neppe kan savne, maae døe, eller og lide en Straf, som ofte er værre end en skiændig Død. En frivillig Banquerouterer derimod, uden at have ringeste Mangel, ikke engang paa Livets Magelighed, Vellyst og Beqvemmeligheder, filouteerer i mange tusind Rigsdalers Viis, og siden maae hele Byen bukke og neye for ham til. Kunde der ikke giøres saadanne Anstalter, at disse rige Tyve nød den Ære at hænge jevnsides ved de fattige Tyve, de kunde dog selv betale baade Galge og Bøddel. Jeg mener, at en, som gik Fallit, burde bevise, at sligt skede ved ulykkelige Hendelser, som den menneskelige Skrøbelighed ikke kan undgaae, og, naar han ikke kunde bevise dette; men ham blev overbeviist, at han enten maatte have tilbageholdet Rigdommen, eller og have ødelagt Creditorernes betroede Penge ved alt, hvad man kalder et liderligt Levnet, at han da burde straffes med haard Fæst-

nings-Arbeyde, undertiden miste Æren oven i Kiøbet, ja vel endog (ligesom Omstændighederne og Retfærdighed udfordrede det) lide en skiændig Død. — Hvorimod kan allene indvendes, at ikke alle Fallit-Magere giøre falske Absenter; men at nogle virkelig søge fremmede Lande, og da, for ikke at tabe alt og alt, er man nødt og tvungen til at accordere med disse Spidsbubere, og tage imod, hvad de vil unde en. Men kunde i saa oplyste Tider, som disse, hvilke synes at beherskes af Humanitet og Menneske-Kierlighed, Staterne ikke blive eenige om at udlevere denne Cannaille, ligesaavel som andre Mordere. De ere jo Mordere, skiønt de som oftest dræbe ved en langsom Død: jeg siger som oftest; thi mange Gange dræbe de og ved en pludselig Død. Det er ikke mange Aar siden, at A faldt om, og døde paa Stedet, da han fik at høre, at B havde giort en Banqueroute, hvorved han i Bund og Grund var bleven ødelagt.

Krigsmanden.

Tillad mig, naadigste Fyrste! at jeg og taler noget om min Stand. Den kan vel og have sine Ufuldkommenheder og Mangler. Land Etaten er efter mine Tanker i en gandste forvirret Tilstand, sammensat af liderlige Indlendiger, af endnu mere liderlige Udlendinger, og endelig af Bønder-Karle til Skade for Landet og Agrene, som igien har en beklagelig Indflydelse paa hele Staten. Vi have Mangel paa Agerdyrkere; Vi forskrive dem endog fra fremmede Steder, og midt i denne store Mangel betage vi Agrene friske, muntre og duelige Arbeydere, hvis Sæder oven i Kiøbet vorde fordervede iblandt den selvraadige Militze. Med Søe-Etaten seer det meget bedre ud. Her ere alle Landets Børn, og det som er det nyttigste deraf, Matroser af Matroser, bestemte dertil fra Vuggen af. En fuldkommen Militze maa voxe op i Haandverket fra de spædeste Aar, og ikke smeltes sammen af dem, som Liderlighed viser denne eeneste Udvey, for ikke at døe af Hunger og Nøgenhed.

Philosophen.

De har ganske Ret, min Hr. Krigsmand! De taler fortreffelig om en u-overvindelig Militzes Indretning; men har de iagttaget og overveyet alle de Vanskeligheder, jeg tør sige Umueligheder, som møde disse Deres Anslag. Saa længe man hverken kan tvinge Soldater eller Matroser til at lade deres Børn forblive ved Haandverket, fordi vi leve i en frie Stat, skiønt under Eenevolds Regiering, hvorledes skal man da faae denne evig staaende Militz, hvori Sønnerne stedse betræde Fædrenes Pladse? En Soldat kan ikke engang føde sig selv, langt mindre Kone og Børn. Mon den Fyrstelige Casse kan føde dem alle? Det er og et stort Spørsmaal i Statens værende Indretning, saaledes som den er grundet og stiftet.

Ministeren.

De ræsonere som en Philosoph. For at faae slig en Militze oprettet, som den Officeren har talet om, behøves store Betragtninger. Himlen veed, at jeg hader alle Tvangsmidler, under saa from og mild en Regiering, som vor allernaa-

digste Fyrstes. Men jeg troer dog ikke, at det var Voldsomhed, om den ældste af Soldatens og Matrosens Sønner blev tilholdt at følge Faderens Profession. Men hvorledes og ved hvad Penge disse Familier skulde ernæres, er i mine Tanker langt vanskeligere at afgiøre. Fyrstens Casse, understyttet af formuende Patrioters frievillige Gaver, kunde vel ernære den ældste Søn; men her kunde jo blive mange Børn, som tillige med Konen skulde forsørges. — Jeg ved ikke engang, hvorledes den ældste Søn skulde opdrages. Nogle meene vel, at man kunde lade ham lære et Haandværk. Men mon det ikke var til Skade igien for Laugene, Professionister og Haandværks-Karle? — Nu ere der andre igien, som ønskede alle Lauge ophævede. — Men mon dette Ønske ikke er fremfusende?

Borgeren.

Saa store Vandskeligheder ere der ved alle Reformationer. Paa Krigs-Konsten har jeg nu kuns liden Forstand. Men Laugenes Ophævelse vilde i mine Tanker være skadelig.

Philosophen.

Det begriber jeg dog ikke, hvorledes det kunde være skadeligt, om alle Mennesker fik frie og fuldkommen Forlov at arbeyde og fortiene Brødet med Hoved og Hænder. Jeg synes, at det er at handle mod Folke-Retten og Naturens Ret at forbyde et Menneske at ernære sig paa alle ærlige og lovlige Maader.

Borgeren.

De forlade mig, Her. Philosoph! — Philosopherne, med Deres Tilladelse at sige, ræsonere undertiden efter blotte Forestillinger, og har ikke øyet noksom fæstet paa det praktiske. Den Sætning klinger philosophisk nok, naturlig og billig nok, at ingen burde formeenes at søge sit Brød paa alle ærlige Maader. Men Spørsmaal, om Fyrsten og hele Staten ikke tabte derved? --- Man kan vel indvende, at der ere florerende Stater, hvor der ingen Lang ere. Men saa have de heller aldrig været der; og disse Stater have da i slige Tilfælde andre Sæder, Skikke og Indretninger. Her derimod

ere Laugene indstiftede fra de ældste Tider, og Ophævelsen vilde blive skadelig. Lad os engang see dens Følger. — Naar alle skulde nu begynde hos os at fuske paa alle Slags Professioner, kunde man del undertiden faae bedre Kiøb; men tillige og stedse slettere Arbeyd; man var i idelig Bekymring og Frygt for at blive bedragne, og hvad kunde disse Fuskere vel biedrage til Fyrstens Casse? De vilde ikke allene i alle Tilfælde være skatte frie; men vel endog supplicere allevegne om Fyrstens og det høye Herskabs Naade-Penge. Hvem skulde man betroe store Leverancer paa nogle Tusind, naar sluttede Lauge ikke gav Forsikring derfor, og hvor skulde Fyrsten i en Hast faae en fornøden Hielpe-Penge i en eller anden Trang og Landefare? I steden for et hæderlig Borgerskab, forenet ved Laug, og som derfor baade Fyrsten og Folket kan stoele paa, vilde vi faae en Mængde flyvende Mercurer, som løb omkring og rev hinanden Brødet af Munden, og vare dog alle Prakkere. De skulde hverken kunde svare Fyrsten sine

Rettigheder, eller vedligeholde Folkets Tilforladenhed, eller give deres Børn en sømmelig Opdragelse. Nogle faa, som tiltrods for alle Hindringer, endda kunde vorde Formuende, vilde dog ved denne Levemaade tabe en vis Art af Ære, patriotiske og fine Fornemmelser, som man nu ofte bemerker hos en anseet Laugs-Broder. De kunde ogsaa midt i Rigdom klynke og hyle som Fattige, naar Statens uforbigiengelige Nødvendigheder udfordrede et lidet af deres Overflødighed.

Fyrsten.

Hvor tungt er det dog ikke ofte for en Fyrste at vælge med Viisdom, naar han hører saa mange stridige Raad og Anslag! Men jeg vil stræbe og haabe, at alle Ting skal gaae godt. Jeg vil stedse afbede Viisdom af det Væsen, som har giort mig til Eders Fyrste. Jeg selv vil have et vaagent Øye med alle og alt, og høre alle mine Undersaatters Raad. Resten maa jeg da overlade til Forsynet, af hvis Hielp jeg bør vente det meste.

Bonden.

Jeg taler saa lit, da den naadigste Fyrste dog ogsaa har forundt mig Frihed til at tale. Jeg er maaskee og af alle Stænder Fyrsten mest forbunden; thi vi Bønder have paa nogle Aar ved Fyrstens Vise Omsorg seet vore Omstændigheder saaledes forbedrede, at vi føle den heftigste Glæde og helligste Taksigelse. Eyendoms Ret med andre Herligheder er Frugten af disse sildigste Tider. Men der ere dog Ting nok, som kan opvække Klagemaal. Jeg beklager med Krigsmanden, at man betager vore Agre saa mange virksomme og frugtbringende Hænder. Jeg beklager den dyre Tid, som hersker hos os, og i Hovedstaden, da man hverken kan faae Rug-Brød eller Klide-Brød for reede Penge. Hvis Fyrsten ikke selv allernaadigst havde paataget sig i dette Tilfælde at sørge for de fattige, havde Hungeren blevet ulidelig. Med andre Føde-Vahre er det ligesaa dyrt. Hvor er ikke dette beklageligt, allerhelst i saa haard en Vinter og ulidelig Kulde! Lam og Kalve, som man aftager saa spæde,

hvad giør ikke dette meget til Kiødets og Smørrets høye Priser og Qvægets Formindskelse? Hvorfor skal Rugen og andre Føde-Vahre bortføres til fremmede Steder, og vort eget Land sulte? Kan paa dette aldrig raades Bod?

Fyrsten.

Min kiere Bonde, og samtlig elskede Undersaatter! jeg vil stræbe at raade Bod paa alle Misbruge; men jeg behøver Eftertanke, Tid og Forsynets Hielp og Bistand.

Ministeren.

Velsignet Fyrste! lev i mange glade Aar, En høy Lyksalighed dit Rige da vist

naaer,

Du Fyrsternes Model! kan mangen Fyrste lære,

Hvori han sætte bør sin Glæde og sin

Ære.

Naar andre Printser vil tilkiøbe sig for

Blod

Det Navn af Stor: Du! ved at være

eyegod,

Vil vinde dette Navn. — Dit ømme

Faders Hierte

Er lidende ved hver en Undersaatters

Smerte.

O hvis det mueligt var, o gik det Ønske

frem!

Da ønskede Dit Folk, Du evig blev

hos dem!

Bonden.

Store Fyrste, Landets Fader,

Som ey vores Stand forlader,

Men den hielper kierligen!

Lev i mange Aar og Dage,

Glæde, Sundhed, Lykke smage,

Guds og Folkets elsked' Ven!

Borgeren.

Dit Folks Lyksalighed, o Fyrste! er din

Ære,

Du vaager over dem, og Folket fryder sig:

Bliv stedse, Fyrste! ved saaledes at regiere,

Saa er du og dit Folk bestandig lykkelig.

Philosophen.

De gyldne Tider skal findes paa Jorden, Dit Scepter, o Fyrste! skal kalde dem

frem,

Du Fyrsternes Mønster ved Maade er

vorden,

Din virksomste Viisdom skal lyse for dem. Monarkernes Ære! Du Jorden skal vise Ret Kongelig Dyd.

De sildigste Slægter dig ære og prise, Du Himmelens Fryd!

O lev da de talrigste Dage!

I Viisdom og Lykke tiltage!

Den patriotiske professor. Velsignede Fyrste af værdigste Stamme! Bliv stedse Fortienesters troefaste Ven, Lad Dyderne æres, og Udyd sig skamme, Det gavner dit Rige manfoldigt igien. Dit Navn. — Det skal blomste til sildigste Tider

Med Ære og Ziir.

For Soele og Stierner selv Undergang

lider,

Tilintetgiort blîr,

Før skal man ey glemme at sige,

At du var en Gud for dit Rige.

Grossereren.

Retfærdigst, viisest Printz! Vi haabe bør

om dig,

At du giør vores Stand fuldkommen

lykkelig,

At Falskheds Banquerout ey nogen meer

giør Ære,

Og at en Rigdom dens Belønning meer

skal være.

De store Tyve nu skal lide med de smaa,

Al Uretfærdighed de visse Straffe faae;

Saa blomstrer Handelen, naar Ærlighed

regierer,

Og naar vor Handelsmand sig patriotisk

nærer.

Krigsmanden.

Dit Mod opliver os, din Viisdom os

veyleder,

Imidlertid vi Gud for Statens Velfærd

beder,

At vores Kugler, Krud, forkynde sielden

Krig;

Thi Staten bedre har, som lever fredelig.

Fyrsten.

Hvis det mig mueligt er, vil jeg i Fred

regiere,

Jeg heller stor ved Fred, end stor ved Sverd vil være;

Men tvinges jeg først til at øse Folkets Blod,

Saa vil jeg vise og, jeg haver Konge-Mod.

For Resten takker jeg Jer, som her samled' ere,

At I med Nidkierhed vil Byrden med

mig bære,

Og give gode Raad med sand Friemodighed;

Thi mine Staters Vel er just mit

Øyemeed.

Minister, Philosoph med Krigsmand, Borger, Bonde!

Gud frie selv Staterne fra al Slags mueligt Onde!

Paa min Aarvaagenhed det aldrig mangle vil,

Saalænge varmed Blod er i min Aare til.

Alle Undersaatterne paa engang. Lenge leve vores Fader,

Vores store Scepter-Mand!

Ingen, Intet Riget skader;

Thi hans Øye paa vort Land.

Gid han evig maatte blive Styrere af vores Stat!

Han den sikkert vilde give Al Lyksalighedens Skat.

✂

Følelser

ved

at betragte Kongens Valgsprog

i Anledning af

Landets Tilstand

de forefaldne Forandringer i Staten i Særdeleshed den i Raadstuen

i en Samtale

imellem

en Borger og en af hans Naboer.

Kiøbenhavn 1771.

Hvad synes Eder om de Forandringer, som paa en kort Tid ere forefaldne i Staten, og i Særdeleshed om den i Raadstuen.

B. Meget got, saaledes som man kan vente sig af en Monark, der sætter Æren i Kierlighed til Fædrenelandet; der, for at undersøge Aarsagerne til Landets almindelige Elendighed, har befalet Embedsmændene at indgive en Liste over deres Forretningers Forvaltning. Et Foretagende, som vil bringe et Land, der er underkastet den monarkiske Regiering, til den allerhøyeste Spidse af Lyksalighed, og ved hvilket vi kan vente, at see vores elendige Tilstand forbedret, og de Ringere befriede fra de Mægtiges Undertrykkelser.

A. Jeg synes selv, at de Store have hidindtil raadet for meget.

B. Det er en almindelig Følge af de monarkiske Regieringer, siger en stor Philosoph og kyndig Statsmand. Hoffolkene og nogle private Personer, mestendeels deres Klientere og Kreature, besidde alle Landets Rigdomme, imedens de øvrige

sukke i en yderlig Fattigdom; Og Philopatreias i hans Anmærkninger tilskriver den Indflydelse, som de mægtige Ministre, der har besiddet betydelige og samlede Jordegodse, i lang Tid har havt paa Regieringen, en stor Aarsag til de dyre Tider; og jeg troer, at denne Forfatter fortiener Navn af Patriot, for denne Oplysning, og at derfor Hr. Lytken i Friheds Magazinet No. 3 har sat ham ved Siden af Philodan. I øvrigt bifalder jeg ingen af hans Sætninger; han har alt for tydelig yttret sine Passioner imod adskillige Stænder, og søgt at undertrykke en, for at ophøye en anden, hvilket er gandske stridigt med en Patriots Caracteer; men dette siger jeg reent ud, thi en Patriot bør tale Sandhed, at nogle af de Store have havt en alt for stærk Magt; og at vores Fædreneland er derved bleven sat i saadan en Forfatning, at der seer ud i Landet, som det nyelig kunde have været hiemsøgt af Krig, Pest, eller Misvext. Vi have seet fattige Adelsmænd at blive Yndlinger; vi have seet dem under prægtige og glimrende Forslage, til Landets Gavn og Beste, at tiltrække sig Rigets Arv, og derved at svække

dets Indkomster; de have forenet sig ved Ægteskab, eller andre Forbindelser, med hinanden; og der har snart ikke været et Colleg, hvori de enten ikke selv have præsideret, eller og nogle af deres Anhang. Deres Klientere ere blevne satte i Embeder. Ære og Dyd var sielden Drivefiederen til Embeders Ansøgning. Alle Embeder erholdtes

ved Patroner. Vi have seet Embedsmænd

at voxe i Høyden, ligesom deres Patroner, og ligesaa ofte og forskiellig at forandre Embeder, som en Chameleon forandrer sin Farve. For at komme til deres Besiddelse, betiente man sig af de nedrigste Hyklerier. Ministernes Fødsels- og Navnedage satte Poeterne stærkere i Arbeyde, end Monarkens; og jeg har seet saadanne Lykønskninger, endog trykte, som har overstegen Sømmelighedens Grændser. Endog deres Dommestikker bleve satte paa Domstoelene, og betroede Landets Finantsers Forvaltning. Vigtige Embeder, hvor der foruden Indsigt endog behøvedes Samvittighed, bleve betroede til ukyndige og nedrige Siele. Disse, for at skaffe sig en Glands, som deres Embede, af Mangel paa egne sande Fortienester, ikke kunde give dem, erhver-

de sig, ved deres Patroners Anseelse, en Rang, som opløftede dem over deres Ligemænd, og, for at giøre deres Anseelse arvelig, erholdte de lettelig Expectance-Breve for deres Børn fra den spæde Ungdom af. Borgerne forblindede af denne glimrende men falske Zirat, søgte at giøre deres egen og deres Børns Lykke paa samme Maade; De Fattige gjorde deres Børn til Betientere, og unddroge dem fra de nyttige borgerlige Haandteringer; og de Rige, for ikke at gaae paa den venstre Side af dem, som de for kort Tid siden havde havt Medynk med, søgte en Karakteer, og derved giorde sig selv og deres Børn ligesaa uskikkede til at gavne Staten, som de Fattige. Andre, som just ikke vare saa forfængelige, forskaffede sig ved Patroner et Monopol, der giorde deres Lykke solid, men derimod undertrykte deres andre Medborgeres. Herved forsvandt den Lighed iblandt Borgerne, som er Kilden til Velstand og Overflødighed. De sine Følelser af Ære, som tilforn udgjorde den Danske Nations elskværdige Karakteer, bleve næsten udslukkede; og naar man undertiden saae samme, ligesom en Gnist, at lodre ud af Asken, saa var det

gemeenlig hos den ringe Almue, saasom den Bonde i Bergens Stift, der frivilligen betalte en anseelig Sum Penge paa engang til Extra-Skatten, og hiin Soldat, der ikke vilde modtage Belønning af sin Officier, fordi han havde efterkommet sin Pligt, at skyde en af sine Kammerater ihiel, der vilde undvige. I Almindelighed saae man intet andet, end fordervede Borgere. Overdaadighed, Vellyst og Pragt var Maalet for vore Bestræbelser. Man anlagde Fabriker, et nyttigt Foretagende; men Anlægget var galt; og de fabrikerede Vahre bleve fortærede af Møl paa Kongens Regning, imedens vi pyntede os med de Fremmedes. Vi lode rede Penge gaae ud af Landet, for at ernære de Fattige udenlands, og derved bleve vi tvungne til at give Almisser til friske og stærke Folk; En Medlidenhed, som vel var ingen Dyd, men som blev os naturlig, fordi vi ikke kunde vide, hvor snart vi selv kunde blive bragte til denne ynkelige Nødvendighed. Begierligheden til det Fremmede var lige stærk hos Tienere og Tjenestepiger, og hos de naadige Herrer og deres Fruer. Toldsviig og Snighandel blev ikke betragtet, som nogen Synd eller

skammelig Gierning. Tvertimod, en Contrebandier blev betragtet som en Mand af Genie. Lovene bleve ikke efterlevede; en Følge af slette Embedsmænd og fordærvede Sæder. Enhver Stand arbeydede paa sin egen Undergang. Monarken udtømmede sig ved nyttige Anlæg; ved at giøre Velgierninger, og ved at give Pensioner. Gielden voxede. For at bestride Udgifterne, forhøyede man Tolden, og for at betale Gielden, blev man tvungen til at paalægge Skat. Den blev i Begyndelsen slet ligned; men endnu slettere inddreven. Dette Hielpemiddel var for svagt. Man solgte Monarkens Godser. Halvdelen af Kiøbe-Summen gik ind i Kongens Kasse, og dog var dette Middel ey tilstrækkeligt. Døm nu selv, om en Forandring i Forfatningen ikke var nødvendig.

A. Til visse nøvendig, og vi maa takke Gud, at han har givet os en Monark, som tager sig Landets Velfærdt saa nær til Hierte.

B. Og I maa lægge til: som har erholdet Forstand til at forbedre dets elendige Tilstand. Han saae Landets almindelige Nød og Elendighed. Han søgte efter

Kilden dertil, og han fandt den. Han, som var født til at regiere Millioner Mennesker uindskrænket, vilde og udgiøre deres Lyksalighed. Til den Ende tillod han dem Skriver-Frieheden offentlig, uden Persons Anseelse, at angribe Uordener, skadelige Fordomme og Misbruge. Han vilde vise De Statskyndige, at Friehed kan bestaae i det Danske Monarkie; og at følgelig Dyden, ligesaavel som Æren, kan blive en Drivefiær til patriotiske Handlinger. Han vilde opfylde vore Forfædres Ønsker og Øyemærke, ved at regiere os paa den Maade, som de havde overleveret hans Forfædre Regieringen. Vores Regieringsform skulde have sin naturlige og væsentlige Reenhed: At befordre meenige Mands Beste og Lyksalighed var Monarkens Hensigt; derfor ophævede han det Geheime-Conseil, og lagde Regieringens tunge Byrde paa sine Skuldre. Forestillinger skulde ikke være nok, han vilde selv prøve, skiønne, og dømme, paa der at der ey engang skulde være et Skin tilovers, at han vilde vige fra den Mening og Hensigt, udi hvilken Undersaatterne havde overgivet sig til hans Forfædre. Sandelig, den 27 December 1770 bør være li-

gesaa hellig i vores Ihukommelse, som den 16 October 1660. Jeg skal lade den male med forgyldte Bogstaver, under Monarkens Portrait, tillige med hans Valgsprog; og med en taknemmelig Ærbødighed skal jeg vise mine Børn den, og derved indprente dem den Lydighed, som de ere Fædrenelandets Fader skyldige, samt give dem saadanne Indskydelser, som kan giøre dem til værdige Undersaatter af saa værdig en Konge.

A. Siden den Dag har vi og havt mange Forandringer, baade ved Collegierne og ved Hoffet. Jeg har fornøyet mig derover, ligesom vore andre Naboer, dog af ingen anden Grund, end at jeg undte de Store det; men I har giort mig gandske opmærksom. Jeg begynder nu at indsee deres Fornødenhed og Nytte; og jeg beder Eder, at fortsætte Eders Betragtninger, over samme.

B. At vi siden den Dag have habt mange Forandringer, er gandske naturligt. Monarken, igiennem hvis Hænder nu Rigets Sager gaaer, lærer at kiende Embeder og Embedsmændene: De Unødvendige og de Nøvendige; de Redelige og de Uredelige; de Kloge og de Vankundige. Uretfærdighed

og Dumhed maa skielve for hans Ansigt; men Retfærdighed, Forstand og Indsigt kan med en glad Tillid nærme sig til hans Throne. Denne store Hær af Embedsmænd, som vel var stikker til at give Hoffet en glimrende Anseelse, ved viste Høytideligheder, men i øvrigt ikke tiente til andet, end til at drage Sagerne i Langdrag, har han tildeels indstrænket, og tildeels reent afstaffer. Hvilken Velgierning for Fædrenelandet! Sagerne kan nu hurtigere blive befordrede, og aarligen anseelige Beholdninger spares. Monarken vil, at sande Fortienester skal belønnes. Embederne skal i Fremtiden ære Manden, og ikke Manden Embederne. Den Rang, som en kan have erholdet, stal ikke give ham noget Fortrin, naar han kommer til at sidde i noget Colleg eller Departement. Der skal Embedsmandens Alder og mange Aars Flid og Møye komme i Betragtning, agres, æres og paaskiønnes. Desuden lod Kongen bekiendtgiøre, at da Rangspersonernes Antal var voxen til saadan en umaadelig Høyde, at man ikke mere kunde see, om en Karakteer skulde være et Kiendetegn paa Fortienester, saa skulde i Fremtiden ingen erholde nogen

Karakteer, med mindre han ved besynderlige Fortienester havde giort sig værdig dertil. Hvo kan ander, end fornøye sig over saadanne Forandringer? Ikke af besynderlig Had til nogen. Det er os uanstændigt; men fordi det er den Grundvold, hvorpå Fædrenelandets Fader vil bygge Fædrenelanders Velfærdt. Sandelig, jeg synes, ligesom vores Enevolds Herre hermed vil sige til enhver af os: Børn! følg mit Exempel: Elsk Eders Fædreneland, saa skal I blive ærede.

A. Jo mere I taler, jo mere bliver jeg overbeviist om Forandringernes Nytte og Nødvendighed; men jeg havde dog ikke tænkt, at de saa snart skulde have rammet vor Magistrat.

B. Kunde I ikke have tænkt det? Har I ikke iagttaget, at vores Monarks Omhue strækker sig fra den Største til den Ringeste. Enhver Stand ligger ham paa Hiertet. Han veed, at til alle Undersaatternes fælles Lyksalighed bør enhver Stand have sit rette Forhold med hinanden. Bondestandens, paa hvis Opkomst Dannemarks Lyksalighed uimodsigelig, i Særdeleshed, beroer, har han selv taget under sin egen høye Omsorg.

Fra hans eget Kabiner udstædes nu de fornødne Ordres til deres Velfærdts Befordring. Først tillod han Jordegods-Eyerne at bestemme Bondens Hoverie; men da denne Bestemmelse ikke var efterrettelig; saa satte han den selv tilbørlige Grændser. Ved dette Middel vil Bonden erholde en vis Friehed, og blive befriet fra den Trældom, som hidindtil har været en stor Forhindring i Agerdyrkningens Fuldkommenhed; og derved vil Levnetsmidlerne bringes til sin rette Priis. Borgerstanden har han og viist Prøver paa sit faderlige Hiertelav. Dersom han ikke havde havt Omsorg for os, hvorledes vilde det da have seer ud med os i denne Vinter? Vi, som har havt Penge til at kiøbe for, har jo neppe kundet bekomme Rug, eller Brød? og hvorledes skulde den Fattige være bleven reddet fra at omkomme af Hunger, hvis ikke Kongen havde aabnet sine Magaziner. Sandelig, det har ret været et rørende Syn, at see denne Vrimmel Mennesker at slaaes og trænges om det kiere Brød, baade paa de offentlige Steder, hvor det blev solgt for en moderat Priis, saa og uden for Bagernes Dørre. Hvo kunde være Tilskuere af disse Scener,

uden at blive rørt af Taknemmelighed, og at sende Sukke til Himmelen for vores Monarks Velgaaende, som i alle sine Foretagender viser sig at være sit Folkes Fader og Velgiørere. End videre: Ret og Skiel skal haandthæves; Borgerne skal ikke mere blive bedraget af den Mægtige. Intet skal frietage en Debitor fra at betale sin Gield, hverken Rang, Embeder eller Fødsel. Et Lands Lyksalighed beroer paa Lovenes Efterlevelse, og disse igien paa gode oplyste og retskafne Embedsmand. Saadanne Egenskaber erhverves ikke, hverken bag paa Karethen, ey heller i Forgemakket. Derpaa har vi desværre havt alt for tydelige Beviis. Denne skadelige Uorden vil Kongen hæmme; derfor bekiendtgiorde han, at ingen, som havde giort personlig Opvartning hos nogen Herre, skulde blive betroet noget offentlig Embede. Efter denne og foregaaende Anordninger, synes jeg, man meget let kunde formode en Forandring i Stadens Magistratur.

A. Siden I forhen talte om Brød-Mangelen, saa vil jeg spørge Eder, om det ikke havde været Magistratens Pligt i Tide at see denne Mangel forekommet.

B. Jo visselig burde de i Tide have forekommet den. I en Stad, som Kiøbenhavn der rummer saa mange tusinde Mennesker, der burde Brødet aldrig feyle. Desuden har jo Kiøbenhavn mange tusinde fattige Mennesker, som lever af Fabriqver og Haandværker, naar disse skal betale Brødet dyre, saa kan de jo ikke giøre deres Arbeyde for let Kiøb.

A. Gandske Ret Naboer Nul fra Nul kommer Nul. I har Ret at I forhen sagde, enhver Stand arbeyde de paa sin egen Undergang. At udregne hvor stort et Forraad af Ruug der behøvedes til at befrie Byen fra Mangel Vinteren over, var vel ikke storre Konst end at giøre saadan en lige Repartition, som den Magistraten giorde i Fior over Sneens Udførsel. Vi har betalt Skatte nok til Byens Beste, men Gud veed, hvorledes de ere blevne anvendte.

B. Man beregner samme til en 90, 000 Rdlr. aarlig, det er gandske vist en stor Summa for et Borgerskab, der har adelige Frieheder. Kongen har indseet dette, han vil alle Stænder vel, han elsker os som sine Børn, og derfor har han befriet os fra en Øvrighed, som ved sin alt for store

Myndighed og Anseelse undertrykte os. I Stæden for et Antal af 22 Magistrats Personer, skal der nu kuns være 11; og i Stæden for at de tilforn (i det ringeste nogle af dem) bestoed af Ministernes Klientere og Yndlinger, saa skal de nu bestaae af Borgere, udvælges af Borgerskadet, afgaae hver Aar. Hvilke Herligheder for Kiøbenhavns Borgerstab. Nu herefter, vil det Borgerlige Væsen faae en gandske anden Anseelse.

A. Indkomsterne af Magistratens Gods, og alle Sportlerne skal jo nu gaae i Stadens Casse, til Hielp at bestride de borgerlige Udgifter, det vil nok og lette en Deel af vore Byrder.

B. Hidindtil har man kaldet det Magistratens Gods. Dette Navn er gandske ubeqvemt, det er Kiøbenhavns Indbyggeres Gods, hvilket Høylovlig Kong Friderich den 3die gav vores Forfædre som en Belønning for deres Troeskab i Beleyringen, og deres Hengivenhed til det Kongelige Huus. Magistraten blev ikke sat til andet end til dets Forvaltere, og Indkomsterne af samme skulde anvendes saaledes, at den halve Deel deraf skulde anvendes til Stadens

Raadstue, og Magistratens reputeerlige Underholdning; og den anden halve Deel til Stadens Politiers og Meenighedens Forbedring.

A. At dette ikke er bleven efterlevet, kan man let slutte sig til af den Proces, som Stadens 32 Mænd havde med Magistraten, angaaende smaae Rædseler af dette Gods. Hvordan faldt dette ud?

B. Vi vil ikke oprippe et lægt Saar igien. Det maa være nok, at Høyeste Ret tiikiendte Borgerskabet Ret. Formedelst vor Viise Monarks Indretning kan saadant ikke meere existere: Thi da Sportler nu ikke meere skal have Sted, men disse tillige med Indkomsterne af Godset skal falde i Cassen, og Raadmændene hvert Aar træder tilbage til deres forrige Stand igien; saa er det en naturlig Følge, at de vil sørge for den Casses Beste, af hvilken de selv og deres Børn kan vente Lettelse i Udgifterne i Fremtiden.

A. Men de 32 Mænd ere jo ogsaa afskaffede, de fik jo dog ingen Besoldning.

B. I Stæden for dem, har vi nu kuns 2 Repræsentantere. Men endog deri har den sidste Indretning et Fortrin for

den Første, thi dette maa I lægge Mærke til, at disse to sidde daglig med i Raadet, da derimod de 32 kom kuns sielden sammen, og dertil for sig selv i en egen Sahl. Desuden, kunde enhver af dem have Haab at blive Raadmand, og da de yngste Raadmænd fik ingen anden Løn end deres Andeel af Sportlerne, saa kan man let slutte, at der er en stor Forskiel imellem hines og disses Tænkemaade.

A. Nu skal jo heller ingen Sager afgiøres meere i Raadstuen. Hvad synes Eder derom?

B. Meget godt. Raadet bestaaer nu af Borgere, de have fra deres Ungdom af opofret sig til borgerlige Handteringer, de have erhvervet sig Indsigt i de Ting, som have Indflydelse paa det borgerlige Væsen, at see paa Stadens og Medborgernes Beste, dertil kan de være skikkede; men til at være Dommere behøves andre Egenskaber. Det er ikke nok at kiøbe sig en Lov-Bog, ja ey engang nok, at man kiender Loven. En Dommer bør kiende Formalitæterne, og vide at vogte sig for de lovkyndiges Chikaner. Til at erhverve denne Indsigt, hører man-

ge Aars Studia og Erfarenhed; at forlange samme af en Borger var urimeligt, og det er et Beviis paa Kongens Viisdom, at Han har frietaget dem fra denne møysommelige Forretning. Imidlertid er det dem tilladt ar forlige Stridigheder, og I skal see, at der skal flere Sager blive bielagte nu end forhen paa Kiøbenhavns Raadstue.

A. Jeg er nu vel fornøyet med Eders Overbeviisninger; men et staaer mig for Hovedet, det kan jeg ikke troe, at det kan være godt. Det er de mange Mennesker, som bliver Brødløse, ikke allene de Fornemme, men endog de Ringere, jeg mener deres Domestiker og Tieneste-Folk. De, som have tilforn sadt i Embeder og nydt store Lønninger, have holdt mange Folk; men nu, da de ikke meere have dem, blive de nødte til at give deres Folk Afskeed, hvor skal de hen? de have ikke lært noget, hvormed de kan fortiene Livets Ophold.

B. Det er en Dyd at være medlidende; men en overdreven Medlidenhed er en Last. Vi vil undersøge denne Sag noget Nøyere. Det er da de Fornemmes Betientere, vi skal tale om. Vi vil dele dem i to

Casser, nemlig de, som ere gangne udaf Bondestanden, og de, som ere tagne udaf Borgerstanden. Til de første regner jeg Kudske, Staldfolk &c. Mon disse kunde kaldes brødløse? Ere de ikke i deres Ungdom vante til ar arbeyde. Skulde deres nærværende magelige Tilstands Forandring fortiene vores Medlidenhed. Jeg troer, at det var Lastværdig at ynke dem, vi mangler Folk i Bondestanden, lad disse Flygtninge gaae tilbage til den Stand, hvorfra de ere komne. Lad dem lægge Haanden paa Ploven, som har ernæret deres Fader og dem i deres Ungdom. De skal da i steden for unyttige blive nyttige Lemmer i Staten, og ved deres Flittighed skal de kunde giøre sig værdige til den Omhue, som Mouarken Viiser at have for den Stand, hvorudi de ere fødte. De andre af den borgerlige Stand, hvorunder jeg forstaaer Laqveyer &c. ere ey heller værd at ynke. Mange af dem har lært et Haandværk; men for at have et mageligt Liv, og i sin Tiid at blive en Bestillingsmand have de forladt samme. Lad dem nu øve det igien. Andre, som slet intet har lært, kan snart sinde en Nærings-

Vey. Vi have Handel og Søefart. Vi mangle Søefolk, her er en reputeerlig Nærings-Vey for disse magelige Herrer. Vil de ikke gribe dertil, saa kan jeg ikke ynke dem: Apostelen Paulus siger jo selv, hvo der ikke vil arbeyde, bør ey heller æde.

A. Sandelig, jeg maa give Eder Bifald. Men en Indvendning endnu: Mange af de Fornemme kan ey heller taale denne Forandring.

B. Kongen har jo været retfærdig: Enhver, som har forrettet sit Embede ret, har jo ved forefaldne Forandring erholdet Pension. F. Ex. Magistraten, de nyder jo 1/3 Deel af deres havte Gage. Er det ikke en retfærdig Behandling?

A. Denne Besvarelse ventede jeg. Men I maa vide, at denne Pension er ikke tilstrækkelig hos alle. I veed selv, at det er dyre og vanskelige Tider.

B. Got, Naboe ? Det er og dyre og vanskelige Tider for Kongen, ja maaskee vanskeligere, end vi kan tænke eller indsee. Han har ellers i denne Tid givet os et herligt Exempel, til at kunde overvinde Tidernes Vanskelighed.

A. Hvordan da?

B. Hvilket Spørsmaal! Veed I ikke, at han, for at betale en Gield, som han ikke har sat Landet i, har indskrænket sig selv, næsten som en privat Person? Kan der vel være noget tydeligere Beviis paa, at han anseer allene Kierligheden til Fædrenelandet for sin Ære? Vi vare ikke værdt, at være Undersaatter af saadan en Konge, hvis vi ikke vilde følge hans Exempel; og den Embedsmand, som saaledes vil indskrænke sig, kan gandske vist komme ud med sin Pension. Desuden har mange af dem havt store Indkomster tilforn; de burde have holdt bedre Huus. F.Ex. En Magistrats-Person burde ikke holde 10 Heste paa Stald, han kunde gierne leve, foruden et Par Hengster af 1000 Rigsdalers Værdie; han behøvede ellers en halv Snees Vogne, langt mindre havde han nødig, at forandre dem hvert Aar efter Moden. Denne Levemaade er for prægtig, og kunde snarere passe sig paa en Rigsfyrste, end van en Øvrigheds Person, som Borgerne skal lønne. Hvorledes skulde jeg kunde ynke dem? De fortiener ingen Medlidenhed. Lad dem indskrænke sig, og sælge disse Overdaadigheds

Kiendetegn, samt i Fremtiden leve tarvelige; saa skal de og deres Børn blive nyttige Lemmer i Staten. Lad dem følge Monarkens Exempel. Jeg igientager dette endnu engang: Kongens Ædelmodighed fortiener vores Høyagtelse, Kierlighed og Beundring. Kiere Naboe, hvilket Exempel! Vores Enevolds Herre indskrænker sin Hofholdning for at betale en Gield, som han ikke har sat Lander i; for at befris sine Undersaatter fra en Skat, der er dem til Byrde. Betænk dette, og siig mig da oprigtig, om ikke enhver Undersaat bør takke ham, og tillige enhver i sin Zirkel af yderste Formue stræbe at befordre hans Hensigt og Øyemeed.

A. Sandelig, I giør mig gandske opmærksom; jeg skammer mig ved mit sidste Spørsmaal. Jeg maa tilstaae reent ud, at jeg ikke har betragtet disse Forandringer paa saadan Maade. Jeg har tænkt, at det stede af en Slags Misfornøyelse; men nu indseer jeg deres Nytte og Nødvendighed, og tillige Monarkens Ædelmodighed. Fra dette Øyeblik af, vil jeg af alle Kræfter stræbe at opfylde min Konges Hensigter. Jeg beder Eder at sige mig de tjenligste Midler dertil.

B. Dette kan skee allerbest, ved, ligesom Monarken, at sætte Æren i Kierlighed til Fædrenelandet. Kongen har, ved Forandringen med Magistraten, sat os ret i Besiddelse af vore adelig borgerlige Privilegier. Lad os nu herefter soge Æren i vores egen Stand, lad os indskiærpe vore Børn de samme Begreb, vise dem Æren paa ven rette Kant, ved borgerlige Pligters og Dyders Efterlevelse. Lad os indskrænke os baade i Klædedragt og Levemaade. Lad os behielpe os med vore egne Manufacturer, og aldrig uden den høyeste Nødvendighed bruge noget fremmet. Lad os hielpe de Fattige. Den syge og skrøbelige med Almisser, og den stærke og føre med Arbeyde. Lav os efterleve Lovene, og ved vores Handel søge at forene vores privat Fordeel med Statens, og altid have vores Guddommelige Læremesters Regel for Øynene: Giver Gud det Guds er, og Keyseren det Keyserens er. Ved denne Opførsel følge vi Monarkens Exempel, og paa denne Maade kan vi best opfylde hans priselige Øyemærke

A. Jeg Eder forbunden for Eders Underretninger; Fra dette Øyeblik af skal

jeg søge at sætte dem i Værk. Min Søn, som ved denne Leylighed er kommen af sin Tieneste, skal jeg strax sætte paa et Kiøbmands Contoir. Mite andre Sønner skal lære Haandværker, eller andre nyttige borgerlige Haandteringer. Mine Døttre skal endnu i denne Dag forandre deres Levemaade. Deres Top skal nedklemmes med et Strygbaand. Disse Filerpinde, som tilforn vare deres daglige Amusement, skal jeg kaste bort, og i deres Sted skaffe dem hver en Spinderok. Jeg skal give den Flittigste af dem en Præmie. Jeg stal klæde dem med vor indenlandske Tøy; Duelighed og Flittighed skal æres i mit Huus. Mine Maaltider skal være tarveligere, og min Handel og Vandel redeligere. Med et Ord: Jeg skal søge Æren i min egen Stand, og ved alle Leyligheder lade see, at jeg elsker mit Fædreneland.

B. Paa denne Maade opfyldes Kongens Hensigter. Vi vil for denne Gang ende vores Samtale med et Ønske: Gud velsigne Kongen og de Redelige i Landet!

A. Ja, Gud velsigne Ham og dem!

✂

Triumph, Glæde og Seyer

i

Skovens Rige/

eller

De uskyldige, retsindige og philosylvanske

Dyrs Fryd og Glæde over de overmodige og ildestindede Vanskabningers billigste Undertrykkelse. Fortælning om nogle af de vederstyggelige Dyrs Ondskab og Straf. Og endelig tilsidst en eenstemmig Lovsang af alle de gode og ærkiere Dyr, for at prise Lovens store og beundringsværdige Viisdom.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Alle Ting tegne sig til Flor og Herlighed i Skovens Rige, og de gyldene Tider, som der vise sig i deres Morgenrøde, vil snart skinne med den fulde Middags Soel. Gedebukker og Aber maae ikke mere antages til Borgernes Fædre, Ældste og Forstandere, og Løven har ladet udfeye af Fædrenes Forsamlings-Huus, de, som handlede med Børster og Træskoe, Ræve, Ulve, Trold-Dyr og Nisser, hvilke havde paataget sig Skikkelse og Skabning af Dyr, og saaledes indsneget sig ved Nisse-Konster i Yndest og Naade, at de fik anseelige Embeder i Skoven. Et mistænkt Dyr fik saadan en Skræk ved denne Forandring, at Hornene sprang af ham, ligesom Qvinten af en Violin: Dog maatte dette Dyr siden have vundet sin Sag, siden han har fundet Vey til Lovens Naade igien.

Maaske nogle andre afsatte Dyr, hvis Sag bevises uskyldig, kan og nyde deres forrige Anseelse; thi Loven er viis, ædelmodig og retfærdig. Nu er der, som fortælles for vist, oprettet nye Forstandere og Ældste for Almuen eller Borgerskabet af Dyrene, i hvilken Forsamling kuns nogle faae af de gamle ere forblevne, derimod ere i Steden for de afsatte, tillagt ærlige, oplyste og philosylvanske Dyr. Dyrene elske dem og alle inderlig; men, da det i mange Tilfælde gaaer Dyrene som Menneskene, at man ikke kan giøre dem til Pas i alle Ting, saa findes der nogle Skumlere i Skoven, som ikke ere saavel tilfreds med physikalske Forstandere, som med de øvrige Ældste. Disse melancholske Dyr befrygte, at Skovens fattige Syge ikke herefter vil nyde den tilbørlige og udfordrende Opvartning; at saa mange forskiellige Tincturer let kunde forstoppe eller fordreye Hovedet paa nogle af Dyrenes Ældste, som nu allesammen have Navn og Gavn af oplyste Philosylvanister; at Physiqven, hvormed gierne foreenes den Videnskab at Hexe Naturlig (Studium Magiæ Naturalis) kunde faae Lyst til formange Ex-

perimenter eller Forsøg, hvilke da vel ikke alle vilde blive Dyre-Almuen til Fordeel. - Saavidt den melancholske Frygtagtighed. De andre Dyr af Sangvinisk Complexion, giøre sig ikke saadanne Skrupler for Fremtiden; men lade sig nøye med, at de nærværende Aspecter ere behagelige. Da ingen af de Dyr, som tilforn have været andre Dyrs Slaver, maa herefter komme til nogen offentlig Bestilling, saa siges der af mange, at civile Embeder tildeels skal vorde bortgivne til Krigs-Dyr, der for Alderdom ikke mere kan være i en Tieneste, der udfordrer et hurtigt, bøyeligt og hærdet Legeme. I det mindste var det rimeligt, om saadanne Dyr, naar de formedelst Videnskab og Indsigt vare beqvemme og duelige Subjecter, blev i deres Alderdom aflagte med et eller andet civil Embede, hvorved de mange Pensioner tillige bleve tilbage holdte i Løvens Casse, hvilket vel uden Tvivl var en stor Fordeel. Nogle af de subalterne Krigs Dyr, som just ikke vare saa oplyste, kunde og nyde visse Betieninger, af den Art, nemlig, som ikke just ufordrer Videnskab; men kuns Ærlighed, Nøyagtighed, Flittighed og

Opsigt, som for Exempel Betientere ved Politien, og Opsyns-Mænd ved fremmede Vahres Ind- og Udførsel. Foruden dette, at Løvens Casse, som sagt er, blev spart, flød endog andre Fordeele heraf, nemlig at Krigs Dyrene (de Commanderende nemlig i deres frie Timer, hvilke i Freds Tiider ere overflødige mange) lagde Vind paa Videnskaber og Studeringer, og disse vilde igien giøre dem meere skikkede til at commandere, end Kieppe, Tamper og Ceder. Videnskab og Studeringer vilde tiene meget til at blande deres saa ofte fornødne Strenghed med behagelig og Hierter vindende Venlighed og Humanitet, efter det gl. antagne Sprog:

Ars.

Emollitmores, nec finit esse fero: ɔ:

En Officier, som har Studeringerne inde Ey stedse bander, slaaer i Utid og i Blinde, Hans Stok er ey hans Alt; hans Levnet,

Ord og Raad

Giør mangen en Soldot, som ikke var

det, god.

Haandgrebene for ham er en den største Lære, Han ogsaa Omsorg for Soldatens Vel vil

bære,

Indprente Troeskab, Mod, forbedre Sæderne

Hos de Gemeene, ham er anbetroede.

Nogle spodske Dyr, opblæste af deres Glose-Bøger, af et mavert Systeme i Theologie eller Jura, lært papegøyisk udenad, tør offentlig sige, at en Krigs-Officier er til ingen synderlig eller betydelig Nytte i Freds-Tider. Denne eenfoldige Tanke kommer deraf, at disse Skumle-Dyr meener, at Konsten af det heele Krigs-Officierskab bestaaer allene i at kunde raabe paa Tempo, ein, zwey, drey. De begribe ikke, hvor stor Konst en Officier behøver for at forbedre sine Soldaters Opførsel og Velfærd, og for at give baade sig og dem Mod, Patriotisme og Ærelyst, da saa mange af dem ere trokne lige fra Liderlighed og Debauche hen til Musqvetten eller Carabinen.

Jo! slig en Officeer, som udi Fredens-Tider

Forbedrer kiendelig sit havte Compagnie, Jeg meer beundrer Ham, og Ham langt bedre lider

En mangen en, som gaaer i Musers Liberie

Hvad hielper Glosers Hob, og Phrasers

bundløs Mængde, Hvad hielper Termitti, som lærers uden ad, Hvad vinder Skoven vel Nu og i Tidens

Længde

Ved slige Øvelser, jeg gierne vide gad.

I Skovens Rige, ligesaavel som iblandt Menneskene, forældes Sproget, saa at en Nye Grammaticalsk Gedebuk ikke uden ved Hielp af Grammaire og Ordbøger kan forstaae noget af det, som en af hans Formænd for ham haver skrevet, nogle Aarhundrede for hans Levetid. Hvem skulde vel saa lige have troet dette? Nu ere der Professorer og Studentere i Dyrenes Rige, som enhver veed. Disse Studentere skal, som naturligt er, lære Videnskaber, og disse blive saavel i Skolerne, som paa Academierne afhandlede paa det gamle Dyre-Sprog (saa forskiellig, som sagt er) fra det Moderne: Det gamle Sprog maae altsaa læres i Skoelerne; men, da det er meget vanskeligt lære, kan en ung Dyre-Student ofte kuns gandske lidet deraf. Imidlertid saavel i Skoelen, som siden indlemmet ved Academiet, faaer han ikke andet end dette

Sprog at see og høre, hvoraf han dog saa godt som slet intet forstaaer. Nogle sige, at Professorerne forstaae sig ikke heller altid selv, naar de tale eller skrive dette Sprog. Men denne Sigelse er vel kuns Væv? For at raade Bod paa denne Uhæld skal Loven, som mange udgive for vist og tilforladeligt, have befalet, at alle Videnskaber, saavel for Disciplerne i Skoelen, som for Studenterne ved Academiet, skal afhandles af Skoelemesterne og Professorerne paa Skovens moderne og allernyeste Sprog, saa at de baade altid kan forstaae sig selv, og vorde forstaaelige og nyttige for vedkommende. Desuden skal være forordned, at alle Bøger, Academiske Taler, Disputatzer og s. v. skal forrettes paa det moderne Sprog, saa at ikke allene de Studerende, men endog mee-Dyr, som har Forstand og Lærelyst, kan profitere ved alle slige Leyligheder, dem selv og Riget til Nytte. Ja, for at faae alle slags Oplysninger og Kundskaber mere almindelige i Skoven, har Løven tilladt alle Dyr Tale- og Skrive-Friehed, et stort, herligt og umisteligt Gode for Skoven. Nogle ønske denne Friehed ophævet. Den av-

ler, sige de, Misbrug, ligesom der var nogen Ting blandt Dyr eller Mennesker, som var befriet derfra. De Dyr, som lade sig kalde Mennesker og Dyr med Fornuft, hvorfra de udelukke alle andre, giøre jo saa ofte og saa mange Misbruge af deres allerhelligste Opfindelser, Indretninger og Stiftelser. Deres Templer, bygte og indviede til Deres Guds Ære, tiene alt for ofte til en Sladder og Elskovs-Skoele, ofte til en Sove-Stue, meget tit til en Bygning for Gloebisterie og Hoffærdighed. Deres Retter og Raadhuuse, bygte og indviede til et Forsvar for Undertrykkelse og den ægte Retfærdigheds Pleye, tiene dog undertiden til den modsatte Virkning, naar Guld og Partiskhed blinder vedkommende. Deres Physik og Mathematik har iblandt mangfoldigt godt dog havt det Uheld at lære Menneskene at slagte hinanden indbyrdes i langt større Mængde og med langt større Hurtighed, end tilforne er skeet. Vi maae ogsaa noksom sittre og skielve for deres Krud og Kugler, og det er ved dem, at America, saa stor, saa herlig en Deel af Verden, er forvandlet til en Chaos lignende Ørken, allerhelst i Sam-

menligning med det, som den før var. De forvandle alt for ofte deres Fornuft-Lære (Logik) til Spillefægterie, deres Theologie til Uenighed og Myrden, deres Metaphysik til Luft Distinctioner og uforstaaelig Galimathia, og deres, Stats-Konst til Landes og Folkers Ødeleggelse. Toldboederne, saa herlig en Stiftelse, anlagde til Landenes Beste og de Fyrstelige Kassers Forøgelse, hvor mange Uretfærdigheder gaae vel ikke her undertiden i Svang! Fornødne og umistelige Vahre føres bort, Pragt, Overdaadighed, Ødselhed, eller ogsaa det, som haves, voxer og kan forarbeydes i Landet selv, vorder indført, alt til en ubodelig Skade for Rigerne, til Jammer, Fattigdom, Graad og Hylen for meenig Mand, og med alt dette blive de Fyrstelige Kasser lige tomme; thi Tolden kan just ikke altid finde Vey op til den, den er som oftest for doven, og forbliver paa det første Sted, den er kommen. Hvis undertiden en og anden uretferdig og upatriotisk Told-Betient, saa vel af de Høyere, som af de nedrigere, fik Lenken eller Strikken at lugte, da maaskee de alle vilde kappes om at lære. Tolden den rette Vey, og

troelig angive alle Contrabandeurer. Nu derimod, da de have saa godt som intet at befrygte, favorisere de Contraband og all Slags Underslæb, for selv at kunde slæbe hiem med.

Ja der siges, at de endog undertiden er selv de første, som lokke og forføre de Handlende til Underslæb, for selv at være med paa Slæbetovet. Saaledes skal en T. X. deur for nogle Aar siden selv have lokket en Cananit, som er let at lokke til slige Ting, at han skulde lade indføre en heel Deel Contraband: Da dette Cananit forskrevne Kram kom nu til Toldboden, forstod Betienten uret, og, for retskaffent at meele sin Kage, confisqveerte han alle Vahrene, ved hvilket Syn Jøden syv gange udbrølede et saa hesligt Ak vai mir, at heele Toldboden svarede ham igien. Denne troeløse Handel blev aabenbaret og overbevist Betienten; men som han før havde børstet sig frem til Credit og Medhold, slap han med ligefrem at miste Embedet; derimod blev ham tilladt at beholde alle sine Juxerier, som siges at have været glubske og feede, for derved at indtræde i den ærværdige Handels Stand,

en Stand, som saa meget behøver ærekiere og ærlige Patrioter. Nu kan han i denne Stand (Knebene har han jo lært) perfas & nefas forøge og opdynge sine forrige Juxerier. Mon vel saadan en Karl skulde have sluppet saaledes? Jeg veed ikke, men dette veed jeg, at en Ræv, en Ulv eller Tiger, som torde nu omstunder vove saadan en Streeg i Skoven, kom til at betale Leegen langt dyrere. En Tiger, som var bleven Skifte-Forvalter i Skoven, fandt paa ved Forhalinger, Opsettelser, Regula falsi og Ting-Stude Kneeb, saaledes at beklippe Stervog Fallit-Boer, at meere end de 2/3 Deele deraf stedse forblev hans. Sagen kom for Løven, blev giort haandgribelig og beviislig, og Msr. Tiger, uagtet sine Titler, som dog vare anseelige nok, uagtet hans meget Guld, de Stikpenge, han vilde have givet, og nogle af de mest formuende Dyrs kiøbte Yndest og Bevaagenhed, kom til at bære Bøylen, da der i hans Sted igien blev udvalgt tolv retsindige, ærlige og veltænkende Dyr, som formedelst deres Mængde nu ikke kunde beraabe sig mere, eller længere give Skylden paa fornøden Opsettelse og Langdrag for-

medelst de indløbende Skifter i Mængdeviis, og som tillige nu, da de vare saa mange, ikke saa lige og let kunde blive eenige om Juxen. Man maae dog vente og haabe, at tolv retsindige Dyr ikke paa eengang og med et tabe al deres Ærlighed, og, naar nogle af dem kuns forblive retfærdige, saa er deres (disse faaes) ja ofte en eenestes Retsindighed tilstrekkelig til at qvæle all Uretfærdighed i Fødselen, ifald nogen skulde gaae frugtsommelig med den forrige Tigers Kneeb og Streeger. En Leoparder, som i Skovens Rige havde nedbrudt Fæstninger og casseret Regimenter, for ved slige Indfald at samle sig fyrstelige Rigdomme, blev for disse og andre Juxerier dømt til Kuglen, saa at han ikke slap, som Taxadeuren, med simpel Afskeedigelse, der undertiden iblandt Menneskene vorder geleydet af Pension og Reysepenge, naar nogen giør Uretfærdigheder af denne eller anden Art.

Nogle Skatte-Mestere i Dyre Riget, som havde taget feyl af Løvens Kasser, og anseet deres egne for at være det, maatte først pompe af sig igien de opslugede Skatte, og det med dygtig pro Cento Rente, siden

bleve de in totum casserede, og med samme offentlig omførte i Skoven til Spot og Spektakel med den opskrift paa Ryggen: Billig Straf for Land-Forræderie. Saaledes seer man, at man nu omstunder ikke skertser i Skovens Rige, naar man opdager Uretferdighed og Forræderie hos Dyrene. Et MOnstrum, som var en Blanding af en Ræv og en Abe, havde ved Embeders Bortsælgning og mange Slags Kneeb, tillagt sig Fyrstelige Indkomster og Herligheder. Han blev greben, overbeviist, og fik samme Straf som Skatte-Mesteren. En Ræv mistede forleden sin Kloe, det er at sige all sin Magt, Herligheder og Embeder, allene fordi han havde ønsket, at de u-ædle Dyr i Skoven maatte mangle baade paa Foder og Skind, omendskiønt man ikke saa lige kunde overbevise ham, at han i Virkelighed havde juxet. Saa strengt gaaer det til i Skoven. Snart sees heele Raad at gaae reent af, snart at forvandles og formindskes i Antal, alt sammen til Nytte og Lettelse for Rigets meenig Dyr. Saa retfærdig, viis og naadig er vores Løve. Gid Han længe, længe level Nogle af det gemeeneste Slags politiske

Ræve havde faaet i Commission at eftersee, at Drikfældige, Hoeragtige og Splllekiere Dyr ikke fik Lov til at henbringe Nætterne i Skienke-Hytterne. Hvad skeede? Rævene fik Stikpenge, Nytaarsgaver, Douceurer, frie Fortæring, udvalgte Smauser, kostbare Drikke af Beboerne i de rige Skienke-Hytter, og af deres Giester, som derfor stedse bleve u-tiltalte og u-angivne, naar derimod paa det strengeste blev efterseet i de fattige Hytter, hvis Eyere tillige med Giesterne strax bleve mulcterede, dog saaledes, at Rævene fast altid beholdt Mulcten for dem selv. Rige Horer bleve ikke eftersøgte; men kuns de fattige Skiøger. En taabelig Lambæ, som kunde dryppe en taar Vand paa Veyen, og en Stakkels Høne som kunde sparke lidt Sand frem paa Jorden, maatte strax miste noget af deres Uld og Korn, hvorved Rævene ret Hiertelig loe. Lumske Dyr derimod, som havde lært Smøre-Kunsten, gik ikke allene i deres Uretfærdigheder frie for al Efterforskning; men blev endog assisterede, ja undertiden forførte og anviste af disse Ræve selv. Skovens Monark kom i nøyagtigste Erfaring om alt dette. Han

har for det første befalet, at alle Skienke-Hytter, saavel fattige, som rige, skal Natten med Dagen være utiltalte af disse lumske Ræve, hvilke derfor allerede, i Mangel af deres forrige feede Smauser, begynde at see noget mavre og affaldne ud. Hvad videre vorder foretaget med dem, om nogle eller alle vorder reducerede, det veed man endnu ikke. Veyenes Renovation er nu og sat paa en anden Fod: Hvert Dyr feyer for sin egen Hytte, sparer sine Penge, og alting gaaer heri vel og godt. Man havde tilforn havt publiqve Feyere; men denne Indretning kom Loven mistænkelig for, og blev casseret, hvorved det meenige Dyr meget glæder sig.

Post-Contoirerne, Told- og Accise-Væsenet, Stiftelserne for stemplet Papiir og andre Brevskaber, vorde nu og nøye efterseete, saa at man haaber, at disse Indtrader med andre fleere ubeskaarne og ubeklippede skal løbe ind i Lovens Kasse, som deres rette Hjemstavn. Hvilken Lettelse for det meenige Dyr? thi, naar Lovens Kasse først faaer sine fornødne og behørige Kræfter, saa vil det ikke mangle, at hans Naade og

Viisdom jo eftergiver et og andet nu høyst fornødent Paalæg, som bebyrder meenigt Dyr. Maaskee Lovens Kasse desuden kunde naae en Tilvext ved flere andre Ting, ex. g. det stepmlede Papiirs Anvendelse til overflødigere Brug, ved en billig decourtering i nogle Dyrs alt for store Sold og Gage, og ved Paaleg paa Yppighed og Pragt. Hvem siger, at en Stud skal have saa overflødige Indkomster for at brøle eengang eller toe hver Kirke-Dag i Templerne, eller at en Gedebuk skal saaledes mæskes for at stange eller stange lade med andres Horn en Grav til de døde Dyr? Hvem siger, at en gemeen Soe eller Koe skal have Lov at overtrekke sig med Hermelins Skind, uden at skatte for dette Overmod? Kunde en anden Buk, hvis Formand var en Skade, som vel har Navn for at oplære de unge Dyr i alle Videnskaber; men som dog fast ikke lærer dem andet end grammaticalia, ikke lade sig nøye med ongefehr den siette Deel af de Indkomster, som han nu nyder, og derpaa i all Stilhed kalde sig Skolemester i Steden for Rector.

En Regiments Chef har ikke saa megen Gage, som Endeel af disse Rectoralske Bukke og brølende Stude, som for et par Brøls skyld saaledes mæske sig. — Burde dette vel saaledes at være. Det er sandt, hvad Giedebukkene med Grammatica angaaer, da elsker jeg dem meget som Lærere, og under dem og meget vel; men der er dog Maade med alting, og alt for meget er usundt, ligesaavel som alt for lidet. De Latinske Mennesker have derfore sagt:

Eft modus in rebus, Sunt certi denique

fines,

Quos ultra, citraqve nequit consistere rectum:

(item) omne nimium nocet, og de Franske Mennesker have for Ordsprog: Trop & troppeu (Gate) Rompt fete & jeu. & c.

For meget og for lidt er udi alt til Skade, Best, naar man Middel-Vey i alting holde kan,

Best, naar hver faaer den Løn, som fordres til hans Stand, Saa at Enhver kuns faaer en sømmelig

Intrade.

Men det lidt bagvendt er, om jeg saa reent

tør sige,

Naar et par Brølen giør en Stud saa

meget rig,

Da knap en General standmæs kan føde sig,

Som dog skal vove Liv og Helsen for vort

Rige.

Der fortælles og, at et Dyr fra en fremmed Skov, som efter at have faaet anseelige Embeder i vores, af pure Dumhed og Foragt for vore egne indfødte Skov-Dyr, fyldte vor heele Skov op med Dyr fra fremmede Skove, med fremmede Rovdyr, langt mere forsultne, graadige og slugende end vore egne, med fremmede Ræve, langt fiinere og falskere end vore egne, med fremmede Stude, langt grovere end vores, og endelig bragte han ind en gandske nye Art af høystskadelige, forgiftige og ødeleggende Dyr, som vores Skov aldrig haver avlet, og derfor ikke engang kiendte dem. Denne sælsomme og for os gandske ubekiendte Art af Dyr lod sig kalde NET-NAKIR-BAF. Vi andre kaldte dem

Vindbøytler, Marskrigere, Landløbere og saadant noget. Disse nød anseelige For-Mellem- og Efterskud, saa at det svier endnu i Løvens Casse og i Undersaatternes med. De havde aldrig saasnart spist deres dem i Overflødighed givne Foder op, eller og lade det borttransportere til fremmede Skove, at de jo løb bort bag efter, og begrinede os. Løven saae disse Løyer, bevægedes til en billig Vrede, afsatte disse saa underlige Dyrs underlige Patron og Befordrere, og foer ved sit retfærdige Septer, at slige Scener aldrig i hans Tid skulde vorde opførte i vor Skov. For end ydermere at spare, da hans Sparsommelighed i slige Ting just forvolder meenige Dyrs Rigdom, har den vise Løve forandret meget i sin Oeconomie ved Hoffet. Nu skal ikke Kiøkken- og Kielder-Dyrene saaledes mæskes og forgyldes som forhen. Nu vaage alt for mange Øyne over dem, og de maae giøre Regnskab for Huusholdningen, saa at et Hof Kiøkken-Dyr, endog af dem, som var de ringeste ved Kiedelen og Speedene, der før til deres Geilheds Brug kunde give og forskaf-

fe overflødigt og lekkert Foder til 3 a 4 Geder eller kaade Duer, samt udstaffere og forsølve dem, haver nu intet mere selv end sømmelig og anstændig Underholdning. Andre formuende og adelige Dyr behøvede virkelig at giøre en lige Reformation *) deres Huus-Secretærer, Huusholdersker, Kammer-Tiener, Frøken-Piger og samtlige Domestiquer. Man kan haabe, at de giør det; thi

Regis ad Exemplum totus componitur orbis, ɔ:

Er Løven viis og from, vil alle Dyr det være, Af hans Exempler kan de Dyden hastigst lære, All Skovens Lærdom har for dem ey

saadan Klem, Som Løvens Levnet, naar han gaaer med

Viisdom frem.

Gid vores Løve da maae længe, længe leve, I Sundhed, Lykke, Held, bestandig sees

at sveve,

Ja hvis det mueligt var, at Pan os

gav Gehør

Kom

*) eller betale en Afgivt til en Stiftelse; ligesom af

deres Stats-Heste.

Kom Døden aldrig for at røre ved hans

Dør.

Men da nu alle Dyr maae friste Dødens

Komme,

Saavel Monarkerne, de vise, gode, fromme, Som de, der ørkesløs beklæde Thronerne, Saa see vi vel (ak ja!) det Ønske ey

kan skee.

Men vi da bede vil, at naar Han, mæt

af Dage,

Og sildig, tages bort, vi da den Trøst

maa smage,

At Den Udaf hans Sæd, som arver

Rigerne,

Og arver Faders Dyd, os til Velsignelse.

Ja, Pan! Skov-Rigers Gud, som haver

alt at sige,

Lad denne Løvens Æt beherske vores Rige, Til Skove er ey meer, ey Dyr ey Mennesker,

Til Soele slukke sig, og dræbe Verdens

Hær.

Lad hans Velsignet Æt udvise lige Dyder,

Det dig jo, store Pan! og hele Skoven

fryder,

Vor Løve er saa stor, saa virksom, naadig,

viis,

At langt bortliggend Skov og synger

til hans Priis.

Vi som ham høre til, hans Undersaatter ere,

Ey ene Vidne om hans store Statskonst bære,

Ney fremmed Skove, som er langt bortliggende,

Istemme og med os til Hans Berømmelse.

Den fremmed Lerke, som i Vittighedens Rige,

Ey kiender Overmand, og knap vil finde Lige,

Saa yndig er hans Sang, saa fuld af

Harmonie,

Giør ved sin søde Røst os andre Compagnie.

Han Løvens Ædelmod, som Han mod alle viser,

Den Friehed, Han os gav, harmoniskt ziirligt

priser,

Den Friehed, at vi nu kan tale, skrive det,

Som vi med Ydmyghed formeene være

ret.

✂

Iste Brev

til

Løven,

fra Cameleon,

2det Brev

til en

Storvizir,

fra en Muselmand,

3die Brev

til den

Tyrkiske Mufti,

fra en Christen Slave,

alle 3 oversat af Tyrkisk.

Saa og trende

Fabler.

1) Om Løven og Ræven.

2) Om Hoppen og Koen.

3) Om Hyrderne og Faarene.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Erindring.

Følgende har jeg blant en Deel gamle Bøger fundet i gammel Tydsk at være oversat af Tyrkisk. Ved Igiennemlæsning syntes mig at fin-

de adskillige gode Tanker deri, hvorfore jeg igien har oversat det i Dansk; kan det behage mine Landsmænd, skal det være mig en Fornøyelse, og saa er den paa Oversættelsen anvendte Møye belønnet.

Oversætteren.

1. Brev

til

den stormægtigste

Skovens Beherskere!

Det er ey Deres Mod, som overgaaer alle Helters; man allene beundrer, man frygter ey blot for Deres Styrke, og ærer ey allene Deres Mægtighed. Ney! Deres Viisdom, som giver Modet den fornødne Sindighed, den Forstand, som bestemmer Bruget af Deres Styrke, den Kierlighed,

som aldrig misbruger Magten, giør Dem beundret uden Hykleri, frygtet uden Skræk, æret af Fortienester, og tilbedet i Kierlighed. Hyrkanien Skove og alle afrikanske Enge ere ey allene opfyldte med Løvens Berømmelse, men Nattergalen i Tempe synger tit dens Ære. Man glemmer Ørnen, som for kort Tid opsvingede sig, og imellem nogle Velfortiente fik mange overdrevne Lovsange. Røgen og Dampen af andres Blod giør os ey Luftkredsen tyk og ubehagelig, synge Lærkerne, og Nattergalerne fortælle hverandre om Natten, at Løvens Regimente giør Skoven lyksalig. Mægtigste Skovens Regenter! De er langt over alle Lovtaler, men man troer dog De tillader alle Dyr at tale til Dem; thi De har selv givet den længe forønskede Frihed, og brækket den Lænke, som giorde Ærlighed tungebunden, men Ondskab betrygget for de Fornærmedes Klage. Tillad, store Løve! at Dyrene i Skoven sige sine Tanker, og klage sine Mangeler. Vel har Løven raadet Bod paa mange Uheld, vel regierer den selv med den uindskrænkede Ret, som egentlig tilkommer den, og nu see Dyrene, at de have kun en Enevolds Regenter, da de nylig i enhver Elephant og Tiger taalede en

Despot i den Deel af Myndigheden, som enhver havde revet til sig. Vel skiønne Dyrene paa, at mange Hindringer ere ryddede af Veyen, hvis Opregnelse ville blive vidtløftig og unødvendig. Vel prise Dyrene Løven, som viser sig en sparsom Regent, som endog ved sin egen Indskrænkelse vil spare sine egne og i Længden, fine undergivne Dyrs, Udgifter.

Ligesaa ulyksalig, som dumdristig, burde, og fortienede den at blive, som blot vilde troe, at ey et hvert Løvens Anlæg er priseligt, grundigt og retfærdigt; men en Hykler og Uværdig er den, som ey taler om de uheldige Følger, det viseste Anlæg kan tilfældigvis bringe med sig.

Mægtigste Skovens Beherskere! alle dine Bestræbelser sigte til Skovens almindelige Lyksalighed; men da denne Lyksalighed ey strax kan blive virksom, og dens væsentligste Frugter først vil smages i det Tilkommende i mange Dele, saa tillad os at tale om det, som trykker i det Nærværende.

Du veed, ja Du veed selv, mægtigste Løve! at en stor Mangel har hersket i Dine

Skove, Du stræber just at afværge den, Du seer Overdaadighed er dens Hovedkilde, Du vil stoppe den, og Du begynder paa Dig selv.

Du er den Beundringsværdige, som besidder Styrke nok til at foragte den Glands, som er Gienflkinnet af Majestæten i det udvortes og sandselige. Du vil skinne af dine Egenskaber, og skiøtter ikke at glimre af Din Hofpragt.

Men, Mægtigste! tillad de! ringere Dyr at tale: Mon vel Hofpragt kan kaldes ødselhed, faa længe Pragtens Midler ey hentes fra fremmede Egne? Mon ey Hoffet er en Hovedkilde, hvorfra mange Aaer udflyde til de smaa arbeydsomme Dyr? Tilstoppes Kilden strax fortørres Aaerne, og saa vansmægte de Dyr, som vederqvægedes af dem.

Dette, vor Beherskere! dette er en Aarsag til Mangel, og giør mange Dyr mistrøstige; dog Løven vil nok vife dem andre Nærings Veye, som herved tabe.

Videre: Vi prise Din Retfærdighed, Viished og Omhu, i det Du har afskediget mange Dyr, som vare Dig til større Byrde, end Nytte.

Eftertiden vil blomstre ved Dine herlige Indretninger; men hør, hvorvidt den nærværende Tid lider derved, og hvorledes man troer, at dens Mangel nogenledes kunde afhielpes.

De Dyr, som Din Retviished og de allerbilligste Aarsager afskediger, beholde tildeels noget, tildeels lidet, tildeels intet til Underholdning.

De, som beholde noget, og tillige af sig selv eye store og anseelige Eyendomme i Enge og Skove, de flytte bort fra den Skov, hvor Du residerer, de som beholde lider indskrænke sin Levemaade, (det er billigt), de som beholde intet lide selv Mangel; men de andre virksomme Dyr i Din Residense tabe de Fortjenester, som de forhen havde baade af disses og hines Udgifter.

Mægtigste Løve! hvorledes skal ud disse Dyr leve, som af de andre smaa Dyr, (hvis Vilkaar i lang Tid have været ringe), intet kunde fortiene, og tillige miste den Fortjeneste de skulle have af de mægtigere Dyr?

Mon det ey skulle være gavnligt for Din Skov, om Du allernaadigst befalede: At de afskedigede Elephanter, Tigrer eg Losser, som selv eye anseelige Enge, i det mindste 6 Maaneder af Aaret, skulle opholde sig i Din Residense? Deres Fortæring og det de lader forarbeyde (skiønt indskrænket imod forhen) vilde dog bidrage noget til de andre virksomme Dyrs Næring, ligeledes burde de, som af Løven endnu underholdes, bestandig leve i Din Residense, og der fortære den dem tillagde Underholdning, eller i Mangel deraf miste den.

Retfærdigste Beherskere! vi vide meget vel, at intet Saar kan læges uden Svie; vi kysse Støvet af Dine Fodspor, fordi Du med saa megen Kierlighed og Viisdom vaager for os, men vi fortælle Dig tillige de Mangler, som trykke os, og ere forsikrede om, at Du i mueligste Maader forebygger dem.

Mangel paa: Nærings veye giør, at mange Dyr hælde med Hovedet, i en Tid, da Du saa naadig stræber, ey allene at befordre vor væsentlige Lyksalighed, men tillige under osalle de muelige Fornøyelser, som burde giøre alle Ting til Liv og Lyst i Din Skov, og virkelig giorde det, hvis en Mangel paa Nærlngs Veye og Fortjenester optrækkede en fæl Skye for mange Ansigter, som forhindrer at beskue og mætte sig i Betragtningen af den Lyksalighed, hvormed Du i en viis Regiering stræber at overgyde enhver.

Vi vide, vi tilstaae, vi bekiende, at Skylden er ey Din. Vi see, at al Din Forstand og Styrke er fornøden til at bestride de Uordener, afværge de Uheld, og oprette de Feyler, som en lang Formaals Tid har indfort, og Tidens Længde haver bestyrket.

Men da vi tillige see, Du er den Helt, som har dræbt Fordommenes, Egenraadigheds og Vanens Hydrer, saa troe vi, at alle Ting ere muelige for Din uovervindelige Styrke; thi aabenbare vi vor Nød for Dig, og allerunderdanigst bede i Naade at tænke paa Dine virk-

somme Dyr, hvis Nærings Veye daglig formindskes.

Uforlignelige Løve! hvor vil en Eftertiden beundre Dig, naar man i Skovens Krøniker skal læse, at under Din Regiering var Lyksaligheden paa den høyeste Spidse, og som et mægtigt Beviis derpaa, indrykket dette:

Dyrenes Fortrolighed til Løven var saa stor, at de frimodigen torde klage over fine formeente Mangeler; thi de vidste, at Løven elskede dem, og naar man ønskede Fordele, behøvede man ey meere, end at lade sine Ønsker komme for Løvens Ørne, thi saa vare de strax opfyldte, naar allene Muelighed og Billighed var deres Grund.

O! et herligt Beviis, et Beviis, som med gyldene Bogstaver bør præntes i Skovens Krønike. Saaledes regierer den Vise, saaledes elskes den Kierlige, og saadan en Regent er Løven.

I allerdybeste Underdanighed d. 2 i Ormem. 1693. af

Cameleon.

2. Brev

til

den tyrkiske

Storvizir.

Din Glands blive som Solens, og Din

Herlighed langt overgaae Maanens, Dine Fied lugte af Muscus og Ambra, og vor Prophetes Naade komme Dig tilforn! Jeg har hørt, at vor store Sultan har indsat Dig til sin Storvizir. Du er betroet et vigtigt Embede, Fortrædeligheds Tidsler groe yppigst paa Ærens Bane, og Høyhed optaarner Møyer, ligesom Solen optrækker Dug.

Tillad Din ringeste Slave at kysse Støvet for Dine Fødder, og at lykønske til Din ny Værdighed.

Du har altid beæret mig med Din Fortrolighed, og giort Din ringeste Slave tillidsfuld; tillad derfore, at jeg fremsætter Dig nogle

ringe Regler, som Din egen Viisdom veed langt bedre, men Din Eftertanke ey vil fortørnes ved at høre, og som ved Din Forbedring først ville faae en retskaffen Glands.

Intet er betydeligere, men tillige vanskeligere, end at være Monarkers Raadgivere.

Et heelt Folkes Lyksalighed hænger af en Fyrstes Nik; men vee Folket, naar han nikker ad den skieve Side, og vinker af den urette Kant.

Sparsommelighed er en Grundsætning i Statskunsten, men den kan tillige anvendes urettelig. Ville vi allene klæde os i Persiens Silke, da berige vi vore Naboer, og ere ødsle Daarer; men ville vi spare paa Ottomanniens egne Producter, og udhungre Constantinopels Kunstnere og Arbeydere, da dræbe vi vore egne Medborgere, for at udøve en Sparsommelighed, der er ligesaa skadelig for Virksomhed og Cirkulationen af Velstand, som idel Stille er for Luften; thi denne foraarsagec Forraadnelse, og hine en politisk Sovesyge, men hvo som sover idelig føler Armod, men den Aarvaagne

og Arbeydsomme ernærer sig. I Mad og Drikke er Overdaadighed skadelig og strafværdig; thi den rige og vellystige Ødere fortærer i et Maaltid, hvad 10 Fattige kunde leve af i mange Dage, og hans Ødselhed er just deri skadelig, at han fordøyer det, som den Fattige ey kan miste, nemlig Fødevarene, og deres umaadelige Fortæring volder, at den Fattige maa kiøbe dem dyrt.

Derimod naar den Rige vil være ødsel i Klæder er det ingen Skade, lad hans Turban koste 10000 og hans Kiortel 100000 Zechiner, naar begge ere giorte i Landet, og af Landets Tøye; saa, i Fald han med sin Overdaadighed ødelægger sig selv, ernærer han dog Snese arbeydsomme Medborgere, hvis Hænder hans Overdaadighed fætter i Bevægelse, og hvis Fortienester giver dem igien Evner at betale noget af andre Medborgeres Flid.

Den er en voldsom Læge, som ey forsøger alle muelige Midler førend han afskierer et Lem, og den er ingen retskaffen Statsmand, som strax raader til Haardhed, Mildhed er som en vederqvægende Regn, den opelsker efterhaanden,

men Haardhed er en Støbregn, som nedflaaer med et.

En heel Stat er i det store, hvad en Familie er i det smaa, utro Tienere bør afstraffes, og utro Embedsmænd afskaffes, men trofaste Tienere nyde Naadebrød, naar man ey meere kan bruge dem.

Uforligneligste Storvizir! siig tit vor allernaadigste Sultan, at han borttager deres Monopolier, som brygge Sorbetter i Constantinopel; thi hvorfore skal de foreskrive en heel Stad Love, maa ey enhver have Frihed at vælge hvor han vil, det han kiøber for sine Penge, og hvi skal enhver Muselmands Tunge være en Slave af deres Drik?

Beed Sultanen befale fine Cadis, at de have Omsorg for at Fødevarene ey meere skal blive saa kostbare.

Fortæl vor Sultan, at den store Mufti er en Hyklere, han hader og forfølger enhver, som ey hver Dag besøger Mosqveerne, og raaber hundrede gange Abdalah om Dagen; men hans

Forfølgelse er som oftest ikke for vor Prophetes Ære, men for at mætte sin verslige Hensigt. Constantinopel kunde bestaae uden nogen Mufti, thi han mænger sig for meget i det Verslige.

Vore Faqvirs ere dovne, og vore eenøyede Calendere skalkagtige.

Vore Emirs ere tildeels for mægtige, og der findes vel den, som sidder inde med Storsultanens Skat.

Mægtige Fyrste! Du veed vi har for nærværende Tid en Sultan, hvis Lige i Forstand og Omhyggelighed aldrig har siddet paa den ottomanniske Stoel, Du veed hans Skarpsindighed er saa stor, at den igiennemtrænger alle Ting endog i Øyeblikker, raad derfor alle dem, som ere i det store Divan, at de nøye overveye alt hvad de forestille, og ey af Ubetænksomhed lade sig forlede til at bifalde et udvortes Skin. Lovet være vor store Prophete, som har givet vor Sultan den Viisdom, og besiælet hans Divan med Redelighed.

Naadigste Herre! Du fortørnes ikke over Din ringe Slaves Ord, værdiges at eftertænke dem, og troe, at Oprigtighed er deres Moder!

Vedbliv at udøve den Forstand, som er Dig medfød, og følg de gode Egenskaber, som ere i Din Lod; hør nøye Sultanens Underdanere, og vær trolig deres Tolk, hold ey med den Mægtigere, og foragt ey den Ringere, tænk heller, at Magten har meest Leylighed til at fornærme, og Uselhed maa oftest taale.

Saaledes skal Du blive den berømmeligste Vizir hos den ypperligste Sultan, og hele Verden skal, næst efter vor Sultan, beundre og berømme Dig; den Berømmelse skal blive varig, række høyere end Stiernerne, og være meere uudtømmelig end Havet.

Velsignet være vor Sultan! alle Muselmænd bede got for ham, og deres Bønner ere kraftigere, end alle Muftis Velsignelser.

Jeg lykønsker Dig uforlignelige store Vizir! Din Lykke gaae videre, end fra Solens Opgang til dens Nedgang. Vor Prophetes Velsignelse være over Dig.

Ibrahim,

Muselmand.

3. Brev

til den

tyrkiske Mufti.

Du herskede over mig, ikke fom et Menneske, men som den vredeste Barbar, den gang Skiebnen havde giort mig til din Slave, og blant Slaver var jeg den ulykkeligste, just fordi jeg var falden i din Lod. Jeg laster dig ikke fordi du vilde henvende mig til din falske Prophete, men fordi du begiegnede mig med Baand og Fængsel, da jeg ey ville erkiende en Religion, som du selv hver Dag vanærede. Nederdrægtigste Hyklere! forbyder ey din Alcoran at drikke Viin, men var du ey hver Dag drukken? laae du ey hver Middag paa din Sofa, for at udsove den Ruus du om Formiddagen havde drukket i Brændeviin, og maatte du ey hver Aften med kiølende Sorbetter dæmpe den Hede, som den overflødige Viin ved dine Aftens Maaltider havde forvoldet i Blodet?

I Fastedagene, da din Alcoran paabyder Afholdenhed og Faste, levede du da ikke ligesaa yppig og vellystig inden dine Dørre, som den kaadeste Muselmand i Bairams Festen? drev du ey daglig Aager med dine Penge, og vare ey Jøderne dine Gierigheds Redskaber? naar Jøderne ynkedes over en fattig Muselmand, og bad dig have Taalmodighed, da fnysede du af Vrede, og tvang dem imod deres Villie at tage den sidste Skierv? maatte ikke ofte een og anden Jøde hen til Cadis, som var angivet for Aager; men vare ey Pengene dine, og gik ey Renterne i din Pung? øvede du ikke saaledes hemmelig det, som du lastede aabenbare, og bespottede du ey ved dit Levnet den Religion du bekiendte med din Mund, og dog vilde du Tyran tvinge mig til at antage en Religion, hvis Grundsætninger du ey selv troede; thi det var umueligt du kunde handle saaledes, i Fald dit Hierte troede Hvad din Mund bekiendte. Vanvittige Hykler! din falske Prophete bedrager ingen opklaret Fornuft, og allerminst kan saadan en Apostel, som du, tilvende ham Tilhængere. Nævn mig een Last i nogen Religion afskyelig, uden du begaaer den! Drukkenskab, Gierighed, Hovmodighed, Fraadseri,

Vellyst, Hevngierighed og Løsagtighed ere dine Skiødesynder; ere de ustraffelige efter din Alcoran, da behold din Troe for dig selv; men ere de forbudne, da skam dig, at du, som en Ypperstepræst, ey lever efter Budene i en Religion, som du vil paatvinge andre, og for hvis skyld du forfølger andre, ja for hvis skyld du bagtaler din egen Herre og Sultan, da en forstilt Nidkierhed maa tiene til et Skiul for dine verslige Hensigter, da det ingenlunde er din Troes Ære, men din Hovmodigheds og Myndigheds Orm, som nager dig.

Tag denne Erindring, og læs den med Eftertanke. Jeg veed nok du læser dine vigtigste Breve, og overlægger dine betydeligste Forretninger i dit Serail; men glem ey at fortælle din Hovmesterinde, din elskelige Dinarzade, at den, som skriver dig dette Brev i sin Frihed, beloe dig som en Træl, og midt i sine Slavelænker ansaae sig langt friere, end du, som er alle Lidenskabers nedrigste Slave.

Don Juan de Alphonso,

en Christen Slave.

I. Fabel

Løven og Ræven.

En Løve, som var ganske ung, Engang blant Dyrene regierte,

Regierings Byrden vel er tung, Men Klogskab vores Løve lærte,

At lette den i mange Ting;

Thi den, som har Fornuftens Gaver, Giør eene meer, end tusend Slaver,

Som trælle blindt i Statens Ring.

Vor Løve mynstrer alle Dyr,

Men fandt en Hoben ubeqvemme;

Thi naar en Rigsraad er en Tyr,

Og Æsler har i Raadet Stemme,

Naar Ulvene er Øvrighed,

Og Biørne, Tigre dem beskytte,

Hvad mon da Faarets Brægen nytte,

Og lever Lammet da med Fred?

Vor Løve i sit Rige faae Kamelerne for mange vare;

Men Rævene var alt for faae,

Og Hestene en utalt Skare,

Den tænkte saa: Hvo duer mest,

Hvo kan mit Rige høyligst gavne,

Hvem kan jeg minst i Riget favne,

En Ræv, Kamelet, eller Hest?

Kamelet meget slæbe kand,

En Hest har baade Mod og Kræfter,

En Ræv har Snedighed, Forstand:

Den tænkte Sagen Nøye efter,

Og endelig besluttet saa:

Hvad Ræven kan med List opdage,

Deraf skal Hesten noget drage,

Kamelet lægges Resten paa.

Hun saae den lille Ræv var klog,

Men intet blev til Ophold rækket,

Hun saae at Æslet var et Drog,

Men blev af Løvens Bytte spækket.

Sligt Løven Eftertanke gav,

En Flok med Ulve blev afskedet,

Som tusend Faar har aarlig ædet,

Nu blev kun tyve brugt deraf.

Som Løven gav til Underhold,

For fire Ræve hun opleder,

De aarlig fik sin visse Sold,

Men komme aldrig i Embeder,

En Biørn, som Løvens Kanzler var, Sig engang Frihed tog at spørge:

Hvi hun de Ræve vil forsørge,

Som ingen Embeds Byrde bar?

Jo, sagde Løven, der er sandt,

En ledig Ræv giør ofte meere,

End en belæsset Elephant,

End tyve Æseler og flere;

Thi just fordi Embeders Tal,

Og deres Løn mit Rige krænke,

Maa jeg og Rævene udtænke,

Hvortil I bruges, og hvormed I fødes skal.

2. Fabel

Hoppen og Koen.

En Hoppe modig, stolt og vrinsk, Meer hidsig, end en Spradebasse,

Som er sin utroe Cloris fiendsk,

Og en Medbeyler vil oppasse,

Løb engang giennem Marken hen,

Der gik en Koe, og Græsset gnaver,

Med oprakt Hoved Hoppen traver,

Og Sadel, Bidsel laae paa den.

Det Ridetøy var meget smukt,

Thi det en Adelsmand tilhørte,

Og blev til Stads allene brugt,

En Top i Panden Hoppen førte,

Hun nærmed den enfoldig Koe, Som ikkun agted Hoppen Føye,

Men vedblev længe ganske Nøye

Paa det forgyldte Tøy at gloe.

Sig Hoppen bryster, som en Tøs, Der i sin fulde Puds spadserer,

Der blir beundret af hver Knøs, Forfulgt af pudrede smaa Herrer;

Hun sagde: Lille Moer! jeg seer, At du min Deylighed betragter;

Ja, svarte Koen: Vor Forpagter Ey nær faa pyntet, som du er.

Men en Ting kan jeg ey forstaae,

Det seer jeg ey paa nogen anden,

Hvorfore har man sat dig paa Det blanke Horn, du bær i Panden?

Det troer jeg nok, var Hoppens Svar: Du seer ey andre saadant forer;

Thi det kun Adelen tilhører,

Og er ey Horn, men Top, jeg har.

Koen:

Du er saa feed og trivelig,

Du sikkert haver gode Dage.

Hoppen:

Ja vist, du skille ønske dig Det Foder, jeg ey gider smage.

Koen:

Men malkes du saa stærkt, som jeg?

Hoppen:

Hvad Snak? jeg aldrig malket bliver, Kun Faar og Kiør har Malke-Yver, Men ey en Adelig, som jeg.

Koen:

Hvad giør du vel til Tieneste For Høe og Havre, som du æder?

Hvad? svarte Hoppen: Nedrige, Spørg aldrig om de Stores Sæder;

En lumpen Koe, som du, den bør At yde Melk, og Kalve bære,

Men ikke faa dumdristig være,

At spørge, hvad vi Store giør.

En Rideknægt just derpaa kom,

Og sig i Sadelen opsvinger,

Han Hoppen lystig tumler om,

Og med det gyldne Bidsel tvinger;

O! raabte Koen, med din Slægt, Med al din Stads og gyldne Toppe,

Saa er du dog en Ridehoppe,

Saavel for Herren, som hans Knægt.

3. Fabel

Hyrderne og Faarene.

Uid Land Arkadien Var nogle Hyrder fordum Dage,

Som brugte sine Faar at rage,

Aarsagen dertil var just den,

De plagedes af Gierighed,

Og vilde intet lade glippe,

Naar de med Saxen skulle klippe,

Lidt Uld dog hængte Skindet ved.

De brugte dette mange Aar,

Først paa de varme Aarets Tider,

Men Gierighed tildrev omsider,

I Vinteren at rage Faar,

Hvad skeer? den strenge Vinters Kuld De unge Lam og Faar bortriver,

De Gamle alle svage bliver,

Og mistede sin beste Uld.

De lumpne Hyrders Gierighed Blev herved større og ey mindre;

Men da de saae de kunde hindre Sin Egennyttighed derved,

Saa lode de det hele Aar Sin ganske Hiord uklippet være,

Hvorfor? jo intet var at skiære,

Thi Hjorden svag og nøgen gaaer.

De passede og flittig paa Hvert Gierde og hvert Led at lukke,

At ikke andres Giedebukke

I deres Græsgang skulle gaae,

De lode Faarene i Roe,

De giemte sine Ragekniver,

De smurte deres ømme Yver,

Just fordi Ulden skulle groe.

Den stakkels Flok blev haabefuld, Og sagde: Hyrderne ey mere Vil klippe, mindre os barbere,

Om vi endnu engang faae Uld;

O! sagde Væderen, o ney!

Vor Uld vil Hyrderne ey spare,

Gid ikke Skindet med stod Fare,

Hvis Ulden snart nok voxer ey.

Hvad skeer? de gamle Hyrder døer, Og Faarene blev uden Herre,

De sagde: Vi i Frihed ere,

Og ingen mere frygte tør;

Kort Flokken fik sin Frihed, men Hver anden blev af Ulve ædet,

Og Resten, for at blive reddet,

Løb til en fremmed Hyrde hen.

Den Hyrde meget daarlig er, Som vil sin Hiord aldeles rage, Han vil paa engang meget tage, Men mister derfor desto meer; Thi hvorfra faaer han siden Uld, Naar Faarene bortdøe af Kuld?

Ynkværdig er den Faareflok, Som af en gierig Hyrde plages, Men endda mere den, som tages Og rives af en Ulveskok; Man ønsker tit at bytte Kaar, Men for et Ont, et Verre faaer.

✂

Den

Grønlandske Professors

og

virkelig constitueret Ober-Land-Rabbiners

Astronomiske, Metaphysiske, Moralske, Politiske og Oeconomiske

velgrundede

Betragtninger

over

Maanen.

Oversat af det Grønlandske i det Danske Sprog ved Peer Gronlandsfahrer.

Kiøbenhavn 1771.

Over Maanen have været og ere endnu mangfoldige forskiellige Beskrivelser. Hos nogle Folke-Skaber har det været Solens Dronning, og Solen igien Gudernes Øverste. Derfor er Maanen i alle Sprog af Hun-Slaget (Gen. Fæm.) og Solen af Han-Slaget (Gen. Masc) undtagen i det Tydske, hvilket saavel heri, som i mangfoldige andre Ting, er der modsatte af alle andre Sprog, besynderlig i Henseende til Ordenes Sammensetning efter Tankernes Følger. Mine Landsmænds egentlige Troe om Maanen i alle Henseender er mig uvitterlig, saasom de, angaaende saadanne Ting, formedelst Mangel paa Metaphysiske Begreber og Udtryk, aldrig forklare sig tydelig nok. Saa meget veed jeg dog, at mine Landsmænd troe, at Maanen haver en evig Proces med Hvalfiskene; hvorfore, saa tit den ikke lader sig tilsyne paa Himmelen, mene de, at en eller anden Hvalfisk har sluget den. Nogle Nationer har holdt Maanen for e lidet Lys paa Himmelen, af Størrelse ong-

fær som en Lyse-Plade i en Urtebod; andre, at der er en Kaal-Tyv, som til Straf er omdannet til dette Corper; og andre igien, at det er en grøn Ost. Derfor siger man om meger kloge Folk: Man kan bilde dem ind, at Maanen er giort af en grøn Ost. -— Da Maanen er saa langt borte fra os, hvad Under, ar man da, den angaaende, kan bilde Folk ind, hvad man vil? Naar man kan fordreye for dem de Gienstande, som svæve lige for Øyet, og som falde under Følelsen; naar man kan faae dem til at troe det, som aabenbare strider imod al menneskelig Fornuft og Forstand?— Naar man kan bilde Folk ind, at Guddommen er partisk, eller at der er ingen til, eller at den er ligegyldig angaaende sit Skabte; Naar man kan faae Folk til at troe, at der er Steene, Metal, Titler, og ikke Dyd, som giver et Menneske sin sande Ære og Værdighed; Naar man kan bringe Folk i den Tanke, at blodsuende Kneebe er Vittighed; at Stik-Penges Modtagelse er Oeconomie; at Tyrannie er Veyen til den sande Høyagtelse; og at lykkelige Laster er en fiin og dybsindig Politik, hvad Under da, at man kan overtale dem, at Maanen er af grøn Ost. — Nu troer man, at Maanen er en Klode eller mørk Kugle, som vores egen Jordklode, hvilke begge tillige med de øvrige Planeter oplyses og leve ved Solens Ild og Varme. Da man

nu kan tage fat paa denne Menings Rimelighed, hvad er da mere urimeligt, end at de ferreste Mennesker antage den? Men det pleyer saaledes stedse at gage til i Verden. Den enfoldige Sandhed bliver beleet, foragret, forhadt, straffet. De allerdummeste Løgne høres med største Lyst og Biefaid, og Øret kildres derved; ja Hiertet i os hopper ret af Glæde. De elskes, belønnes, tilbedes. Endog i den almindelige daglige Omgang seer man, at Sandhed er forhadt, at Løgneren derimod, Smiger-Broderen eller Flatteuren bliver elsket; endog saa høyt, at han ved sit Flatterie allene kan fortiene mange prægtige Maaltider, og ofte derved giøre sin heele timelige Velfærd. Besynderlig er det ved Hofferne, at Løgn (eller nyemodens talt) Flatterie holder sit altformuende Septer, og hvorfra Sandhed er jaget i en evig Landflygtighed. Derfor siger Poeten:

Exeat ex aula, qui volet esse pius. & c.

Den, som har Dyden kier, fra Hofferne

maa gaae;

Thi Hoffets Væsen kan med Dyden ey

bestaae.

Dog bør man haabe, at Hofferne nu omstunder (jeg mener de Europæiske) i Betragtning af det høye Morale, som nu overalt lyser i Europa, i sit fulde Middags Skin, kan forene Hof-Væsenet og Dyden, Sandhed og Monar-

kens Naade. — I det mindste veed jeg, at vores Beherskere er Dydens, Frieheds og Sandheds Ven. Han befaler endog offentlig, at man skal tale og skrive Sandheder med Frimodighed.

O store Christian! lev da med Held og Fryd,

Høst Frugter mange Aar udaf din Konge-Dyd!

Monarkernes Model, vor Skytte-Gud i

Norden,

Hør, hvor dit ædle Navn tilbedes paa al

Jorden.

Maanen er af alle Planeter nærmest vores Jordkugle, og dog mindre end denne. De Lærde med de bevæbnede Øyne have for lang Tid siden seet i Maanen Floder og Bierge, Lynild og Torden. Man har Landkort over Maanen, mere nøyagtige end vores. Vi kan engang komme til at reyse til Maanen, ligesom man nu paa vores Klode reyser fra et Land til er andet. Der ere fornuftige Skabninger i Maanen. Man veed, hvor store de ere; men for Resten veed man ikke saa accurat, hvorledes de see ud, om Øyet er midt i Panden, som forhen paa Poliphem, eller om de sidde, som paa os. De Lysthavende ville herom adressere sig til den tørre Hugenius, og til hans behagelige Plagiær Fontenelle. Maanen er i sig selv meget foranderlig. Dens

Af- og Tiltagelse sees af alle. Altsaa er det ikke forunderligt, at der om et saadan foranderligt Væsen ere saa mange foranderlige Domme. — Maanen er en Gudinde, en Lyse-Pros, en Kaaltyv, en grøn Ost, og endelig en Verden som vores. — Men ere der ikke ligesaa stridige Domme over alle Ting Naturen, ja endog over Naturens Herre selv? Asien paastaaer, at han er Europæ uforsonlige Fiende, og at alle dens Indbyggere (de maa giøre, hvad de vil) skal til evig Tid brændes i Helvedes Luer. Epicur holder for, at Guddommen har hverken Salighed eller Fordømmelse for Dyder og Lyder; at Gud med fuldkommen Ligegyldighed anseer alle menneskelige Gierninger, og at han som en Deserteur har løbet bort fra hele Skabningen, saasnart han fik Atomerne hiulpet til Rette. Spinosa negtede al Guddom, og nogle sige det samme om nysbemeldte Epicur. Nogle giorde ham aandelig, andre legemlig. Og er der ikke meget længe siden, at R. troede, det var en gammel ærværdig Mand med et langt Skiæg. — Disse og mange flere stridige Domme fældes om Naturens Herre. Hvad Under, at det gaaer Naturen og Menneskene ligeledes! — For de fleste er hele Naturen kuns den Jord, vi betræde, og ikke engang den i al sin Omfang; oven over Skyerne og Luft-Dunsterne er noget, som de kalde

Himmel; her har de indsluttet Gud med alle de Salige. Solen er for dem som et af de store Altar-Lys, og Maanen som et Skillings-Lys, man kiøber hos Spekhøkerne; de andre Stierner holde de for noget smaat Dukke-Tøy, som vor Herre har naglet fast til Himmelen for ar forlyste deres Øyne, og tiene dem til en Promenade. De selv, nemlig Menneskene, er Naturens Alt og Alt, og de andre levende Dyr paa Jorden kuns Offere for deres Graadighed og Tyrannie. — Men hvad Under, at det stolte Menneske kan troe, at de umælende Dyr ere hans Ofre, naar han kan troe, at alle hans Inserieurer ere hans Slagte-Nød? Monarkerne har alt for ofte troet, at de havde Rettighed til at lade slagte Millioner, allene for at fornøye noget, som de kalde Ambition. Premier-Ministerne har alt for længe holdt for, at det var deres Skyldighed at opdynge Guld-Skatte paa Folkets Ødeleggelse; Magistraten, at den var indsat, for at udsue Borgerne; Geistligheden, at deres Embede bestod i at forkættre, giøre Oprør i Staterne, og lede Folket til Baalet; Krigs-Officiererne, at en stor og væsentlig Deel af deres Point d’ honneur bestod i at prygle og tampe; Rectorerne, at en retskaffen Skoele-Mand skulde kiedes og vurderes eforer de meest forpryglede Discipler; Advocaterne, ar deres Ære bestod i at forlænge Sa-

gerne, indtil begge Parterne i Bund og Grund bleve ødelagte. — Almagten være lovet! Det store Lys, som nu allevegne er antændt i Europa, synes at have indbragt Fromhed, Menneskelighed, Billighed og Retfærdighed i alle Stænder; i det mindste i dem, hvor en god Opdragelse er almindelig — Og skulde der endnu i Norden gaae sukkepressende Uretfærdigheder i Svang, som maaskee allerhelst skulde findes blandt de Subalterne i hver

Stand, da har den i Christian en mægtig Kiempe, som snart skal sønderknuse disse Uhyrer. Af hans Viisdom, af hans Godhed,som af hans Godhed,

af hans Mandighed kan man haabe at De Gyldne Tider skal inksaliggiøre Norden, At der Retfærdighed med Kierlighed skal boe At al Slags Tyrannie ved Christians Ild og Torden

Fortæres, give Plads for Friehed, Held og Roe.

Saa lev, vor Fyrste! da, lev mange Aar og

Dage,

Tag til Minute-Viis i sand Lyksalighed! Dit folk skal Strømme Fryd, og største Glæde smage,

Saa længe Du blandt dem paa Jorden haver Sted.

Men hvor mange stridige Domme fælde ikke Nationer over Nationer, og enkelte Mennesker over enkelte Mennesker? Italienere og Spanier kalde Fransmændene for Fusentaster, og disse elskværdige Fusentaster ansee Spanioler for Snegle, og Italienerne for Ræve. Engelsmanden beklager de Danskes Middelvey i alle Ting; Tydsken forundrer sig over deres Træghed og Magelighed i alle Ting. De Danske derimod laste de Engelske Yderligheder, og haanligen bespotte Tydsklands Pralerie, Ophævelser og stive Væsen.

Midt paa Theatret løbe en Truppe Cananiter som belee og belees af det hele menneskelige Kiøn. Tyrken anseer dem allesammen med den allerøverste Foragt, og forundre sig hvert Øyeblik, at Mahomet ikke udvirker et pludseligt Jordskielv, hvorved hele Christendommen maa fare lukt ned i Helvede. Imens Tyrken saaledes hovmoder sig, kan Vartovianerne ikke faae i deres gamle Hoveder, at Gud vil spare en eneste Tyrk Livet: De synes alt at see, hvorledes Fanden slæber af med en Tyrk efter en anden, og de bande Fanden saa smaar, dog med devote Miner, fordi han ikke paa engang river hele Tyrkiet løs, og slæber det paa Ryggen ned i Afgrunden, ligesom Brændetyvene, naar de løbe bort med afrykkede Stakit-Verk og Vindues-Skodder. Der ældgamle China, som ikke

er meget for at fordømme Folk, troer imidlertid, at alle Nationer ere Bester imod dem at regne; og at Europæerne, deres egne Skolemestere i mange Ting, ere kuns Halv-Mennesker mod dem at ligne. — Kort sagt: de ansee kuns sig selv allene for rigtige Mennesker, Europæerne for Aber af en god Art, og Resten af det menneskelige Kiøn for Muldvarpe. Saaledes dadler og foragter der ene Folkeskab der andet: De Danske ville være mere fornuftige, mere skiønsomme. Det synes, som om de ville forene deres Skiønsomhed med Fransmandens vittighed. Det synes, ar de snart ville efterfølge Engelands Patriotisme, Tydsklands Vindskibelighed, det ældre Hollands Tarvelighed, Italiens Dybsindighed og Chinesernes Tolerance. Jeg veed nok, at de Danske i forrige Tider vare mere for at efterabe de fremmede Nationers Feyl, end at følge deres Dyder; Men under syvende Christian skal Scenen forandre sig. Hans Viisdom skal føre den Danske Imitations Lyst paa den rette Vey; saa at de skal søge de Fremmedes Dyder, og flye deres Feyl: En stor Monark kan føre sit Folk, hvor han vil.

Regis ad exempum totus componitur orbis: ɔ:

Som Fyrsten er, saa vil hans Folk og

gierne være,

Hans Levnet er den Bog, hvorefter de vil

lære.

Imens at Naboe-Nationerne laste hinanden, roeses de ofte af langtbortliggende. Det ældre Spanien har anseet Fransmændene for lutter Spirivipper paa en Tid, da hele Europa tilbad deres Fortienester, saavel de virkelige som de indbildte (leur merite réel & apparent) — Saaledes renses og lastes og enkelte paa engang, efter dette gamle:

Culpatur ab his, Landatur ab illis ɔ:

En roeser meget A, og ham høyhiertet kalder, En anden siger, at hans Hovmod bitter falder, En siger, at hos A er stor Forsigtighed, En anden, at hos ham kuns Falskhed haver Sted.

En priser meget A for Gudsfrygts høye

Gaver,

En anden raaber strax: Han Hykle-Kneeb

kuns haver,

Sig nu, hvem er da A, hvad er hans

Caracter:

— Jeg af Fortælningen, min Kires

der ey seer.

— Ja, min kiere Ven! saaledes som det gaaer A, saaledes gaaer det mangfoldige andre Mennesker. Cajus er en Engel paa det ene Hiørne, og afmales som en levendes Dievel paa det andet Hiørne af en og den samme Gade, som er kun nogle faa Favne lang. Derfor gid F** troe Sludder. Vil du dømme om et Menneske, saa giør det al-

drig, førend du selv har spiist en Skieppe Salt med ham. Døm saa siden, om du ogsaa NB. har Forstand dertil. — Men at komme tilbage igien til Maanen: Skulde der da vel være fornuftige Skabninger? Ja; hvorfor ikke, jeg seer allerstørste Rimelighed deri. Hvorfor skulde vores Jordklode have fornuftige Skabninger til dens Beherskere, og Væsener, som kunde tilbede Skaberen, og Maanen, som i alle Ting ligner vores Klode (undtagen at den er mindre) være blottet og nøgen for disse Herligheder? Hvorledes skulde Naturens allerviiseste Herre have opreyst saa prægtigt et Systeme, en Soel med saa mange Planerer, saa mangfoldige Gange større end vores Jord, og allene paa denne lille ukiendelige Prik af Systemer, sat tænkende Væsener? Hvad vilde man tænke om den Bygmester, som byggede store, vidtløftige Slotte, zirede med tusinde Gemakker, det ene prægtigere end det ander, naar han lod alle disse Pragtens Værelser staae øde, unyttige og ubrugbare, paa en eneste lille Afkrog nær, som han, med Udelukkelse af alle de andre prægtige Sahle og Gemakker, allene vilde have brugbar, og til et Opholdssted for sine tænkende og elskede Venner? At bygge 999 store og prægtige Slotte, uden al Raison, og allene for ar bygge, og endelig tilsidst at reyse en Fiele-Hytte op til Logis

for sine gode Venner, var det ikke artigt nok, og Kiendttegn, saavel paa Bygherrens Viisdom, som Godhed? Vi Mnnesker bør vel ikke hovmode os, vi have alt for mange Feyl og Skrøbeligheder dertil, naar vi kuns have Kræfter nok til at see dem. Saa meget tør vi dog sige (thi det see vi) at den hele materielle Verden var intet, naar der ikke vare fornuftige Væsener til, som deraf kunde tage Anledning til at prise, elske og tilbede Skaberen. Maanen var og altsaa en ørkesløs og unyttig Bygning, hvis den ikke indsluttede fornuftige Skabninger, som kunde dømme saavel om Maanens, som om det øvrige Systemes Majestæt, Herligheder og Orden, og deraf tage Anledning til nærmere og nærmere at forene sig med Skaberen ved Lydighed, Æbødighed, Hengivenhed, og ved en kierlig og brændende Beundring. — Vel an, kiere Venner! Mig synes, at I nu tilstaae, at der ere fornuftige Skabninger i Maanen; men I vil vide, hvorledes de see ud, ja det veed jeg ikke. Maaskee de gaae paa alle fire, som vore Svire- og Sauser-Brødre, Maaskee de gaae paa et Been, som vores phlegmatiske Spradebasser; maner de gaae med Næsen i Veyret, som vore stolte Snuushaner og Luft-Secretairer; maaskee at de har Øyne i Nakken, saa at de med vores dybsindige Philosopher kan see alt, hvad der

er bag til; det er at sige: alt hvad der skal skee i Eftertiden; men som af Mangel paa For-Øyne ikke kan see det nærværende, og derfor ofte spille en Abe-Rolle for de nærværende Tider. Maaske de ikke kan see uden Briller, mærkelige Sindbilleder paa mange af vores Opsynsmænd, Inspecteurer og Ældste. — Ebbe og Flod: have alle ikke hørt tale noget herom? De gamle Philosopher (jeg havde nær sagt: Narre) druknede sig selv af Ærgelse, fordi de kunde ikke begribe Aarsag hertil: Denne Ebbe og Flod (thi nu vide vi alle Aarsag hertil, i der mindste troe vi at vide det) er en Virkning af den kiere Maane. Naar denne trykker Ocean op imod sig, saa kommer Ebbe, og naar den skyder Ocean, sin Kiereste, fra sig igien, saa kommer Flod. Denne Meening er sandsynlig og rimelig, og derfor bør den jo troes. Mon troe, at vore Coquetters Oeconomie heri ligner Maanens Opførsel? Hine, naar de trykke Ocean, alle rige Narre op til sig, foraarsage ogsaa en ynkværdig Ebbe i deres Lommer. Oven paa denne Ebbe forskyde de deres nys tilbeedte Elskere; men drukne i Guld-Floder deres a parte Matadorer, som de have udkaaret sig til deres Forlystelser, og som de virkelig elske; at forstaae, saavidt, som det er mueligt, at en Coqvette kan elske virkelig. Speyler Eder da i Maanen, I

kiere Huusholdere! giører Floder hos Eder selv, og Ebbe trindt omkring hos alle Eders Naboer. Værer ikke saa galne som Maanen, at I skyde Floderne fra Jer igien — de gyldne Floder — ney, kiere Børn! vogter over dem, som Dragerne i Historien vogte og bevare Guldet. Med dette Metal kan I udvirke alle Ting. Hører derom Poetens Ord saaledes:

Al Lykke aaben staaer for den, som Guldet eyer, Fornuft, Mod, Viisdom, Dyd mod dette ey

opveyer;

Saa søgercGulder først; dernæst en Smule Dyd, Skiønt Dydens Haandverk gier ey mere nogen

Fryd.

O cives, cives! qværenda pecunia primum. Post nummos virtus. —— ——

Om Forladelse, kiere Børn! en Grønlænder kan feyle, ligesaa vel som et andet Menneske, jeg har mærket dette paa mine Riim. De to første Linier ere gandske galne, i det mindste finde de ingen Sted her i Norden, hvor — Fornuft, Mod, Viisdom, Dyd gier ene Kongens Naade,

Hvor Hyklerie, Metal ey noget har at raade.

Den tredie Linie duer heller ikke meget; thi en Smule Dyd er ingen Dyd, ligesom tt Par Skilling er ingen Rigdom. — Man man begribe, elske og følge Dyden i al dens Omfang, førend man kan kaldes dydig. Jeg

siger med Villie: begribe Dyden; thi det er gandske vist, hvad den dobbelt kronede Poet har sagt:

La vertu doit fon être à la reflexion ɔ:

Det Eftertanke er, og Viisdoms Kierlighed, Som giør, vi Dyden faae til vores Øyemeed.

— Den fierde Linie er meget taabelig; thi det gaaer, hvor det vil, saa er Dyden det høyeste Gode paa Jorden, ligesom der er umueligt, at et Skarn kan være lyksalig efter disse den kronede Antimachiavells Ord:

11 n’y a point dans la nature, qu’un Scelerat puiske ête heureux. ɔ:

Et Uhyr aldrig kan den sande Glæde have, Thi den var Dydens; men blev aldrig Udyds

Gave.

Saaledes see I, kiere Børn! at en Grønlænder ikke skammer sig ved at tage sine Ord i sig igien, naar han mærker, at han feyler. Gid alle Mennesker, gid de Lærde vare ligeledes sindede! Med dette mit Ønske vil jeg ende denne Afhandling, som er den første og sidste, jeg har skrevet.

✂

Den

Danske

Halte - Fandenshistoriske Beretning,

om

alle de forunderlige

Syner og Opdagelser,

som han ved Hielp af

en Messing-Kugle

har seet.

Tilligemed

et rart Vers,

som blev funden inden i Kuglen, med mere Historien indeholder.

Qvid juvat enumeros scire & evolvere cafus, Si fugienda facis, & facienda fugis?

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Stræde,

2
3

Første Kapitel.

Om Halte-Fandens ynkelige Skiebne.

Hvorfore skulde jeg ikke ogsaa meddeele den nysgierrige Verden, en fuldkommen Beskrivelse paa alt det jeg paa saa behændig en Maade har faaet at see, og som jeg uden stor Vanskelighed kan lade komme for Lyset.

En Hændelse, som vil sætte mine Læsere i Forundring, og som giør mig, saa at sige, gael i Hovedet, hver Gang jeg tænker derpaa: Jeg vil forklare tydelig, hvorledes jeg er kommet til det Navn, jeg fører paa min Tittel, nemlig, den danske Halte-Fanden.

Jeg er ganske halt paa det ene Been, og som man pleier altid at sige, naar der er skeet noget Ont: Hvad har Fanden ikke at bestille? saa har jeg giver mig selv dette Navn. Halte-Fanden.

Dette er oprindelsen til mit Navn. Men nu skal jeg forklare Anledningen: Jeg var en lille Herre, som i mit nærværende Sprog kaldes: en Straae-Junker.

Jeg hoppede paa Tæerne langs ad Gaden, for ikke at giøre mine røde Hæle skidne, og besudle mine hvide Silke-Strømper. Jeg satte min lille snolede Hat tæt need under det eene Øye, hævede den Høyere Skulder lit mere i Veyret end den venstre, tittede alle Folk, og i sær de skumle Solhatte, lige ind i Øynene, deels af en Modens Nysgierrighed, og deels efter en brugelig Sædvane. Bliv ikke vred, gunstige Læsere at jeg er lit vitløftig, det er nødvendig til ar oplyse mine Hændelser. NB. Jeg gik engang ved høy Sommers Tid paa Volden, deels for at fornøye mig selv, og deels for at fornøye andre. Jeg begyndte med at strøyfe den Philosophiske-Gang igiennem, mine Læsere, lige indtil de gamle Matroner og Patroner i Vartou, kiender jo nok denne Gang? Jeg vil derfor ikke tale mere om den, havde jeg blevet der, saa havde jeg giort klog; thi der kan man uden Fare, gaae

langt ud paa Siderne; men jeg skulde op paa det høye af Volden, der mødte jeg en heel Rekke af Fruentimmer, som naaede fra den ene Side af Volden lige over til den anden. Jeg var nu bleven sfaa vant til at titte, at jeg troede selv at være Starblind. Jeg fik derfore et Forstørrelses-Glas op af min Lomme, og vilde oversee alle disse Skiønne, men i sær hende, som sluttede Troppen, ved det skakke af Volden. Hun gik meget nær ud ved Hældningen, og jeg, som var alt for nysgjerrig, og tillige alt for høflig, vilde ikke tillade hende at vige for mig, men tænkte at snoe mig saa næt om ved Hende, for tillige derved at see desto nøyere paa hende. Men jeg som saae mere paa hende end paa Jorden, giorde et saa forbandet Jord-Spring, at jeg trummlede langs need af Volden, og fik derved er Mærke, af at være halt min Livs Tid.

Jeg følede ikke saa meget til Smerten og Skaden, som til Skammen. Jeg kunde høre, i det jeg dalede, at disse Fruentimmer Skøgergrinede af mig; thi min Læser maa viide, at jeg i de faa Øyeblik jeg bekikkede dem, kunde see paa deres Ansigter, at de vare af det lærde Slags, og Lærdom hos det smukke Kiøn pleyer gierne at være befængt med Spodskhed. Desuden samledes der endeel andre om mig, nogle ynkede mig, men de fleeste loe af mig, og svor paa, at det skade mig slet intet, for jeg kun-

de lade være, at gaae og kigge got Folk ind under Øynene. Men til min Lykke, kom der en Mand med en Krykke, han forbarmede sig over mig, og skaffede mig en Karet, til at kiøre hiem i.

De fleeste af Pøbelen kiente ham, en sagde, ham spiller got Kegler, den anden raabteat han kunde bedre flaaes, han kierte sig ikke om al deres Snak, men sagde til mig, da vi kom i Vognen, at Dyden blev forfulgte alle Vegne. Nu kom jeg da hiem, og faae tydelig at Skaden var større end Skammen.

En Feltskiær blev hendtet, han talede saa meget til mig, paa halv Tydsk og halv Latin at det blev sort for mine Øyne, og ringede for mine Øren, sommed den største Storm-Klokke. Endelig begyndte han med en Engle Færdighed, som kom mig til at hue-skrige, paa at forbinde mig, jeg skreeg og bandede, endelig blev han færdig. Han tog sin Hat, og med en Mine som den alvorligste Docter gik bort. Han besøgte mig nogle Gange, og til sidst overleverede mig en lille Regning paa 35 Rdlr. 3 mk. 8 skl. med de Ord: Nun bin ich fertig. Jeg læste Regningen igiennem, og spurgte om der ikke var noget at aftinge? Han forsikrede mig per Osculapium, at det var saa billig som muligt. Jeg vilde endnu ikke troe ham; men da han havde længe leet i sit Kal-

lun, saa han blev rød i Hovedet, om en høytydsk Eed, saa maatte jeg troe ham. Jeg reyste mig da af Sengen, for at vilde gaae hen til mit Chatol efter Pengene, men mærkede at det ene Been var kortere end det andet. Jeg blev meget forundret, og spurgte, hvad det skulde betyde? Han demonstrerede mig da tydelig, at naar man har to Stykker Klæde, hver lige lange, og skiærer et Stykke af det ene, saa bliver det kortere end det andet, han sluttede denne Tale med et gravitetisk & c.

Jeg blev herover meget ærgerlig, dette rørte den stakkels Mand, som raabte at han let kunde ændre det, jeg blev glad, og spurgte, hvorledes? Han sagde da, det andet Laar skulde slaaes over med, og siden cureres; saa skulde jeg see, at de bleve lige lange. Aber, det koster noch meer als daß forrige; thi først: Umagen med at slaae Laaret over, und so ---- Jeg raabte da, at han skulde ingen Umage have, men leverede ham, bandende hans Penge, han bukkede dybt, og sagde: Nach befehl.'

Saaledes blev jeg halt, nu veed min gunstige Læser det, og det kan tiene alle unge Fættere at vogte dem om Sommeren, for at gaae for langt ud paa det skakke af Volden.

Jeg var nu gandske kied af mig selv. Jeg spaaede, at min Lykke vilde herefter blive ligesaa halt, som mit Legeme. Jeg forbandede Vol-

den, Feltskiæren og mine Øine. Jeg vilde begynde at philosophere lidet, med mig selv. Men Der fant jeg kun liden Trøst.

Min Philosophie havde jeg lært hos min Skræder og Haarskiærer, og ladet mig Examinere i den, af Fruentimerne. Dens Grunde stemmede ikke overeens med min nærværende Tilstand. Og jeg, som selv havde været Magister Docens i den før, kunde nu ikke engang blive Pedel ved Facultetet.

Min hielpsomme Ven, den anden halte, søgte at trøste mig og lovede mig, at føre mig i saadanne Sælskaber, hvor man ikke brød sig om at man var halt paa Beenet, naaer man kun ikke var halt paa Pungen.

Han foralte mig, om de med Piecee og Rixorte rigelig besatte Keglebaner, og de af Basser, Violer, og Hakkebrætter velklingende Huuse paa Vesterbroe. Hvor han forsikkrede mig til, at en halt kunde ligesaa godt stryge en Menuette ud, som den rankeste. Og i det han talede derom, begynte han endogsaa at seile af med en forunderlig Færdighed. Jeg kunde neppe bare mig for at lee af hans Ophævelser og Den rare Maade paa hvilken han holt Cadencen. Men lod ham dog vide, at jeg ingen Behag fandt i denne Levemaade. Han ynke-

des over mig, og forsikkrede mig, at jeg nu var paa Veien til Hospitalet. Efter den Tid, at jeg afslog ham denne Levemaade, har han ingen Omgang haft med mig, og jeg har kun sielden seet denne halte Ven siden. Jeg var nu næsten kied af mit Liv, jeg skammede mig ved at gaae ud iblant Folk, og var alt for utaalmodig til at blive hiemme.

Men den medlidende Natur ynkedes omsider over mig og i en Drøm meddeelede mig den Kraft, at kunde see i Husene og paa Gaden hvad Folk foretog dem, og tillige viide hvad enhver tænkte ved sine Foretagender, uden at gaae ud af mit Kammer.

En sielden Gave, som jeg tit har fornøiet mig med i min Eenlighed, og af hvis Frugter jeg her vil meddeele min Læsere nogle.

Jeg leiede mig et lidet Kammer, øverst oppe i Qvisten, af det høieste Huus jeg kunde finde for at have frie Udsigt til alle Sider, og lod mig bestille en rund Kugle af blank Messing, som jeg hengte over mit Bord i mit Kammer, og saa tit jeg gneed paa den, saa tit forestillede sig paa bemelte Kugle, hvad jeg forlangede at see. Saaledes havde jeg lært i Drømmen.

Andet Kapitel.

Hvad Autor saae i sin Kugle.

Det var just en Søndag Eftermiddag, jeg fik Kuglen. Jeg var nysgierrig for at blive overbeviist om dens Kraft, og det falt mig just ind, at vilde vilde hvad min halte Ven bestilte. Jeg gneed paa Kuglen, og med lige saa stor Forundring som Fornøielse, saae at han traf 8te om Kongen, og fik Durkstikkere hver Gang han slog, paa en Keglebane paa Vesterbroe. Derpaa saae jeg ham staae op til en Væg, og med sin Krykke slaae for Fode hvem der kom til ham, ligesaa frisk, som han bandede med Tungen. Trætten var om, at han havde bestukket Opreiseren. Han svor paa, ar det var Løgn, og Drengen ligeledes. Men jeg kunde see ind i deres Hjerter, at Drengen svor af Frygt for Hug, og den Halte for en anden Gang Skyld. Endelig saae jeg at Trætten blev bielagt, og han gik ind i Stuen, hvor han feiede en Minuette af, som han kalte det.

Jeg glædede mig ret inderlig over min Kugles Kraft, og her vil jeg give en historisk

Fortælling om de fleeste og betydeligste Opdagelser, som jeg har giort ved dens Hiælp. Først var jeg nysgierrig for at see mit eget Hierte, jeg gneed, og gneed, men det kostede mig forstrækkelig Umage at faae det at see. Endelig saae jeg det.

Jeg vidste vel forud hvad jeg selv tænkte, men jeg opdagede dog nogle fine og hemmelige Tanker, som jeg før aldrig kiendte. Jeg saae en stærk Strid imellem 2 Vegierligheder, hvoraf den ene trak til den store Verden, og den anden til Eenlighed. Og jeg blev en Hoben falske Forestillinger vaer, som stod paa den førstes Side, hvilke kalte sig Fornuftens Overbeviisninger. Jo meere jeg gneed, jo meere rystede de svage Støtter som de Heldede sig til.

Jeg saae en skindmager Mand, som rystede af Svindsoet. Denne holt med Eenlighed, og kalte sig Fornuften, jo mere jeg gneed, jo Meere kom han sig, og blev omsider baade seed og stærk.

Jeg fik derpaa Lyst at see hvad man foretog sig i Kongens Hauge.

Det var Søndag, som jeg har sagt før, og alsaa en almindelig Spadsere-Dag. Jeg gneed, og Kongens Hauge, med alle sine Her-

ligheder forestillede sig paa Kuglen. Jeg saae den fra Indgangen i Gothers-Gaden.

Jeg blev utallige Mennesker vaer. Den som først drog min Opmærksomhed, var en lærd Mand i en sort Kiole, fattig klædt, jeg gneed, og saae at han tænkte at fornøye sig i Haugen, under et Træe, med al læse i sin Bog.

Portvogteren lod sin Hat sidde paa, for ham. Ham fulgte en Straae-Junker i Hælene. Saadan en, min Læser! som jeg har værer. I det han kom i Porten, greb han høytideligen i Lommen, Portvogteren fik Hatten af, den anden saae hvad Kloken var, Portvogteren fik Hatten i største Hast paa igien. Jeg gneed, og saae, at han havde ventet sig en Drikkeskilling.

Jeg havde nok ogsaa Lyst, at see hvad Straae-Junkeren tænkte, hans Hierte saae forunderligt ud. Det var næsten kogt i bare rinsk Viin, og omgivet med en mørkebrun Souce. For Resten havde det ingen ordentlig Skikkelse, og sad ikke heller paa det rette Sted. Han tænkte: Min hviide Fieder-Hatt, min store Staalkaarde & c. & c. og min nette Positur, vil vist faae en Hoben Fruentimmers Øine til sig. Jeg lod ham gaae, og tænkte: Du skulde være ligesaa ydmygget som jeg er blevet.

Jeg gneed mig længere frem i Haugen. Der saae jeg alle Slags Folk..

Jeg blev en høitalende Officier vaer. Hans støre Pariser-Kaarde, hans lille franske Hat, og hans Undermondering som var af Atlask, gav mig store Tanker om ham. Jeg havde Lyst, at see hvad han tænkte, — Jeg gneed, men - - - ja her vil min Læser neppe tro mig - jeg kunde ingen Hierte finde. Endelig saa jeg Tippen af et lille bitte et, som Pigerne bruger at lugte til i Aftensang, det sad needen i det tynde af Livet.

Min Læser kan selv begribe, at der ikke kunde faae mange Tanker Rum i sligt et Hierte. Men NB., Tungen var desto større. Han mødte en gammelagtig Officier, de hilste hinanden, den første tog Hatten af med en uforlignelig Færdighed. Og jeg saae at alle tænkte at han endelig maatte forstaae sin Exercicie. Den anden derimod tog til Hatten, med en seendrægtig Ubeqvemhed. Jeg havde Lyst at see hans Hierte, det kostede mig ingen Umage: der var stort, og sad paa sit rette Sted, der var indfattet i Tapperhed, og hvilede paa en fornuftig Ædelmodighed.

Nu saae jeg, hvorfore han tog saa ubeqvem til Hatten. En Kugle lige i Bøyningen af Armen giorde den stiv og tung.

jeg forlod disse 2de forskiellige Species ejusdem generis, og blev vaer et artigt Optog.

Tvende Fruentimmer, prægtig indklædte, spadserede med en galoneret Herre. De fløy frem med en Fart, som naar Soldaten løber Storm.

I det samme hørte jeg en gammel ærbar Mand, klædt som en Borger, at raabe paa den galonerede Herre, og kaldede ham: Johan, min Søn, hør et Ord! Jeg saae at den galonerede bandede Faderen hos sig selv, og Faderen ynkedes over Sønnens Daarlighed, men de havde begge Ret.

Den første havde bildet de 2de Fruentimmer en heel hoben Løgn ind om sin store Stand, og stod nu paa Springet at giøre sin Lykke i det første Krat, og nu var han bange, at det skulde gaae over Styr. Den sidste derimod ynkedes over Sønnen, som ved Moderens Ømhed var forført, til alle disse Ophævelser.

Det var heller ikke vel betænkt af Faderen, som nok kunde slutte, at Sønnen kunde ikke være ham bekiendt der. Det hedder nok Venskab, men ingen se.

Jeg gneed derpaa min Kugle igien, og saae den Rundeel, med Bænkene. Der sad

saa mange som der kunde faae Rum. Paa den ene Fløy lige ved Indgangen, sad iblant andre, en ung Ruß, som var oplagt i dette Aar. NB. det var ved St. Hansdags Tider. Han lod sig kalde den unge Lærde, han var det virkelig ogsaa. Han kunde latin, grædsk, hebraisk, (i det mindste svor han hans Sidemand til, han havde faaet Bene for det til Examen,) han forstod Astronomien, Physikken, Mathematik, Philosophie, Poesie, & c. & c. & c. og hans unge Hierte fløod hen i en artig sammenløben Velling af alt dette, jeg kunde nok see at det skulde have været Grød, men den som skulde kogt den, havde ikke forstaaet sig ret paa det, og til al Ulykke, var den blevet sveden.

Enhver begriber, at alt dette som løb saa hyppig omkring Hiertet, foraarsagede Qvalmer, og kom den unge Lærde til at kaste op. Disse Opkastelser, bestod i heele Remser af Virgilio og Horatzio, som hængte ved Siidebeenene som Meel-Pap, jeg kunde ret see, at han blev lættet, naar han fik saadan en Stump op.

Lidet fra ham, sadde 2de Fruentimmer,. Den ene var meget ærbar af Udseende, men den anden meget flygtig.

Cecilia, vil jeg kalde den første, og Eugenia

den anden. Jeg var meget Nysgierrig for at

viide deres Tanker.

Cecilia holt sin store Skov-Vifte for Ansigtet, naar en Straae-Junker ester en anden frisk Fætter, hilsede hende. Men Eugenia betalte dem med en smilende Gienhilsen. Jeg gneed paa min Kugle, og saae deres Hierter. De vare eens store, og nesten lige dannede, allene Cecilias var vanskeligere at finde Bund i.

Endelig fandt jeg, nederst i Hiertet, et lille Afluk, hvori der laae skiult en Bylt med Løsagtighed, og en med Forestillelse. Det var min Lykke, at Solen begyndte at gaae need, eller havde jeg neppe faaet dette at see. Eugeniæ Hierter derimod var opfylt med uskyldig Spøg, og lignede i alle Maader hendes Ansigt.

Noget fra disse 2 Skiønne, sad et aldrende Fruentimmer. Hun saae meget vreed og melancolist ud. Hun ærgrede sig over Verden, og bandede Tiden, som var løbet fra hende.

Jeg saae derforuden mange andre, meget forskiellige Slags Folk. En gammel Mand, løb meget hastig, for at komme ud af Haugen. Han var faldet paa den Tanke, at nogen rørte ved hans Penge Skriin.

Jeg gneed min Kugle, og forestillede mig hans Skatkammer, der saae jeg en filtes Marthe, med et Knippe Nøgler ved Siden, og en

stor Taske-Pung, at rage i hans Poser. Jeg tænkte, denne Mand maa vist have haft en blank Messing-Kugle i Livet.

En anden gammel Mand gik rolig og spadserede med en ung Officier, Officieren tog Afskeed, og Manden satte sig i et Lyst-Huus. Jeg fulgte Officeren med min Kugle, som satte lige til Mandens Huus. Giv jeg kunde have rækket den stakkels Mand, min Kugle.

Jeg var nu træt af at gnie længer paa min Kugle denne Gang, loed derfore af, og gjorde mine egne Reflexcioner over alt dette?

Hvor lyksalig, raabte jeg, er dog ikke det Menneske, som i sin Eenlighed, kan betragte den heele Verdens daarlige Tummel. Saalænge man har Deel i den, saa behager den, om man endog imellem faaer nogle ubehagelige Tilfælde, saa ønsker man dog at kunde blive bestandig i denne behagelige Ubehagelighed. Men neppe faaer Fornuften Lov til at aabne Øynene, og en eller anden Omstændighed giør at Verven vender vs Ryggen, før vi fuldkommen seer og kiender, at dens Daarligheder er et Børneleeg.

Tredie Kapitel.

Indeholder mange forunderlige Ting som Autor saae, Tid efter anden ved Hielp af sin Kugle.

Det vil blive alt for vitløftig, her at optegne Stykkeviis, og efter Orden, alle de store og forunderlige Ting, som jeg siden har faaet at see, ved Hielp af min Kugle. Jeg vil kun meddeele den gunstige Læser de betydeligste efter Haanden, som jeg kan selv erindre mig dem.

Jeg faae gamle Koner, som giftede sig med unge Drengebørn, og gamle Mænd som giftede sig med unge Piger. Hiine giorde det, for at leve længe, og disse for at leve kort.

En Liig-Procession, som jeg just falt paa at vilde betragte, drog i Særdeleshed min Opmærksomhed til sig.

Den bestod af en stor og anseelig Skare. Det første Par udgiorte tvende næsten lige gamle Personer, en Fader og en Søn. De holte begge Tørklæder for Øynene. Jeg gneed dygtig, og saae, , at den ene var en ung Enke-Mand, som bilte Verden ind, at han begræd sin 80 Aars gamle Koene, som havde efterladt 2000 Rdlr. for hver Aar, og den anden var en vittig Søn, som græd af Glæde, over at han nu kunde viite Verden at han vidste hvad Penge duede til.

Engang saae jeg en hoybedrøvet Enke paa 22 Aar, som umuelig kunde taale at see paa, at Snedkeren slog hendes 60 Aars gamle Mands Kiste til.

En god Ven af Sørgehuuset, trøstede den bedrøvede Enke, imedens man leedsagede Liiget til Kirken, og viste sig der i som en oprigtig Ven, hvis Pligt er, at trøste den Bedrøvede.

Jeg saae i hendes Hierte, at hun ikke græd saa meget fordi Manden var død, som fordi han ikke var død tidlig nko.

Jeg saae engang, i min Kugle, er høyt Huus, som syntes at staae i lys Lue, af bare Lyst. Violernes Lyd dæmmede Glassenes Klang, og de lystige Giester dansede rask.

Værten selv dansede meest, og 8te Dage efter gik han dansende til Slutteriet. Han tænkte, jeg bør aagre med mit Pund; han var ellers høfligt imod 2de især. Jeg kunde see, at det var hans Creditores. De tænkte at deres Penge vare sikkre. Og han tænkte lad dem sørge for Resten.

En Morgen falt jeg paa, at gnie paa mm Kugle, og tillige forestillede mig den store Herres Forgemak.

Det var opfylt med mange Mennesker, de bleve ofte foruroeligede af et par anseelige Laqveier, og en læt Løber.

Alle Supplicanterne reyste sig, hver Gang en af dem kom ind; nogle meente det, og nogle ikke. De Lærdeste bukkede dem dybest, men meente mindst med det. Laqveierne tog imod det med en tækkelig Gravitet. Iblant Mængden saae jeg en, som hemmelig leverede sin Memorial til Monsieur Lars, og trykkede ham tillige en Tut i Haanden. Han recomenderede sig med en krum Ryg, og Lars meddelede ham et naadigt Smiil. Men han tænkte: der bliver intet af denne Gang; thi jeg har Bestallingen i Loca; men Suplicanten tørre Sveden af Panden, af den Umage han havde giort sig med sin Recomendation, og gik skottende fra de andre, meget

roelig bort. De andre biede saa længe, indtil de omsider blev kiæde deraf. En iblant dem alle, havde allene Taalmodighed nok.

Jeg blev nysgierrig for at see om jeg havde giættet rigtig, og gneed derfor paa Kuglen, hvorpaa jeg kunde tydelig see, at han tænkte: Gid jeg dog kunde faae den Regning betalt i Dag! men han havde neppe tænkt dette, førend Lars kom ud, og trøstede ham med disse Ord: Til Nye-Aar, skal min Herre betale Eder Regningen. Han maatte derpaa gaae, jeg vil vædde, at han var ligesaa roelig, som den der trykkede Lars en Tut i Næven.

Fra Audiens-Gemakket gneed jeg mig ind ved et Natbord, hvor jeg saae et ungt Fruentimmer, med megen Umage at pynte sig; Kloken var allerede over 11. Chocoladen blev baaret ind. Hun drak med megen Misfornøyelse. Hun tænkte, den unge Herr *** har holt slet Ord i Dag, han vidste dog, at det var den behagelige Tid.

Jeg var nysgierrig for at vide, hvad det var for en ung Herre. Jeg gneed paa min Kugel, og saae ham ligge paa Knæ, for en aldrende Enke, som leverede ham en deylig spækket Pung. Han tænkte: du bør betale mig den Tid jeg spilder hos min Deylige.

Han meente hende ved Natbordet. Han skynte sig det beste han kunde, for at komme til hende. Men ved Porten hørte han med Forskrækkelse, at Herren alt var kommet hiem. Han gik derpaa hen paa et Caffehuus, hvor han slog Grillerne bort, med et Partie Billiard, og drak den betæksomme Enkes Skaal.

Jeg fik Lyst til at opholde mig lidt i dette Caffehuus. Der begynte allerede at samles en anseelig Mængde unge Mennesker, nogle for at forsøge Lyken, og andre for at fordrive Tiden. Spille-Bordene bleve lavede til, Verten vexlede 2de 10 Rdlr. Sedler, for en ung Person, som bar en tyk Brev-Taske hos sig; han satte sig need at spille. Han tabte, i Førstningen bandede han lidt, siden mere, og tilsidst græsselig.

Jo mere han bandede, jo mere tabte han, og jo mere han tabte, jo tiere maatte han tage til Brev-Tasken: Endelig var den ganske tum.

Nu hørte Spillet op: Han regnede over hvor meget han havde tabt, og Skaden var dog ikke høyre end 60 Rdlr. Til hans Lykke fant han nogle Smaapenge, til at betale sin Fortæring med; thi Værten var nu ligesaa ledig for Høflighed som Brevtasken for Banco- Sædler.

Det var en Fuldmægtig hos en stor Regnskabs-Betient. Han gik hiem og tænkte: Min Principal, som sover i sin Lennestoel hele Dagen, og seer sielden efter Kaffen, mærker ikke dette saa let.

Je var nysgierrig for at see denne Principal, jeg blev ham vaer, rekkende sig i sin Lennestoel: Han drømte om en stegt Capun, og kunde aldrig drømme om sin utroe Fuldmægtige.

Fierde Kapitel. Hvad Autor videre har seet, og hvorleedes han mistede sin Kugle.

Jeg brugte min Kugle med ligesaa stor Fornøyelse, som Færdighed. Saasnart jeg erindrede mig, at jeg ikke kunde nyde Omgang med den store Verden for min Lamhed, saa gneed jeg strax paa min Kugle, jeg kunde da see alle Folk i deres rette Skikelse. Jeg saae Doctoren, naar han ikke havde sin Doctor-Habit paa, han tænkte Forstanden hænger paa Knagen, og Hielpemidlerne i de Syges Indbildnings-Kraft.

Dommeren, som hyldede sit Hoved i en stor Peruque, kiørte til Domhuset, og lod sin Kone tage mod Beskeed hiemme.

Præsten, som prædikede imod Drukkenskab, Løsagtighed, Vrede o. s. v. blev jeg ofte vaer i sit Huus, at giøre tvertimod Det han prædikede for Folket.

Advocaten, saae jeg, tog med den ene Haand sin Principals Papierer til at udføre hans Sag, og med den anden Haand en Pung med Penge af sin Contrapart Han tænkte: Man maa være om sig. Formynderen stræbte for sin Myndling, og tænkte: Det tiener ikke Ungdommen at have Penge.

Skifteforvalteren lod en særdeles Iver tilkiende, for at faae bragt Skifter til Endelighed, hans Valsprog var: Sat cito si sat bene, som han forklarede, efter sin Samvittighed. Forvalterne og Huusfogederne, stræbte af alle Kræfter efter at blive Herrer, og Herrerne brød sig aldrig om, at blive saa kloge som Forvalterne.

De første tænkte det de sidste burde tænkt, og de sidste maatte aldrig tænke efter Moden. Kort sagt: hver Gang jeg gneed paa min Kugle opdagede jeg nye Hemmeligheder. Jeg brug-

te den ligesaa villig som flittig, og dersom jeg

vilde give en ganske Nøye Optegnelse paa alle

de Opdagelser jeg har giort ved Hielp af min

Kugle, saa vilde berte Skrift, blive et meget

vitløftig Værk. Men jeg havde nu længe nok

betient mig af min Kugle.

Den samme Magt, som havde meddeelet mig den, betog mig den i en Drøm. Den

lod mig viide: At de allerfleeste Ting, som jeg

havde seet ved Hielp af Kuglen, og som havde forarget mig saa meget, var nu, ved de allerbeste Anstalter, ryddede af Veyen.

Og at jeg nu herefter, kunde lade mig see iblant Folk, uden at nogen skulde holde sig op over at jeg var halt, naar jeg kun alleene lagde mig efter at være fornuftig; thi de Fornuftige havde nu faaet Luft, og Daarene laae i Dvale. - - - Her vognede jeg ved en stærk Allarm, som opfyldede mit Kammer. Og da jeg skulde see hvad det var, saa laae min Kugle paa Gulvet, og var slaget i 1000de Stykker, Jeg blev vel noget bedrøvet herover, men trøstede mig ved min Drøm.

Jeg besluttede at leve herefter saa fornuftig, som jeg havde haft Leylighed til at Iære af min Kugle, og jeg fornam Tid efter anden, at baade jeg, og mange andre, som vare hal-

te oppe ved Laaret, blev ligesaa meget anseet som den der gik aller færdigst.

Jeg kunde kiende mange af dem igien, som min Kugle havde lært mig at kiende, og nu saae de ikke nær saa fornøyede ud som før.

Lars, hvis Actier vare faldne, travede ikke nær saa topnaket igiennem Herrens Forgemak. Solicitanten havde hverken nødig at bie efter Larses Naade, ikke heller belægge sin Memorial med et forgylt NB.

Men om den stakkels Mand med Regningen var bleven lykkelig, veed jeg ikke, dog, det er ikke Nye-Aar endnu.

Kort sagt: Viisdom hialp Dyden frem, og Fornuften ledsagede Flittighed og Vindskibelighed, til den sande Ære. Og saaledes var det en gylden Tid.

NB. Jeg vil tillige her levere den gunstige Læser, et Vers, som var sammenviklet, og laae inden i den sønderslagne Kugele, og lyder sandfærdig efter Originalen saaledes.

Den

sande

Æres Valg

eller

Videnskaberne

en Søn af Flittighed, understøttet af Visdom,

dens Fortrin for Dumhed, Rigdoms Søn oplært af Pralerie.

En liden Afhandling

i bunden Stil Tilegnet

Nordens Viiseste.

28
29

Da Dyden Moder til den sande Ære, Hun denne Datter vilde gifte hen,

Tillod hun alle Hende at begiere;

Men Valget lod hun staae til Datteren.

Den ædle Flittighed (blant mange andre) Som Fader er til Videnskaberne,

Sin Søn, da raadte til, sig at forandre Og af sligt Tilbud, sig benyttede.

Han sagde: kiere Søn! stræb efter Ære Hun krone vil dit Haab, for af din Fllid; Men Sønnen turde aldrig sligt begiere,

Hans Armod, ham betog slig Tanke-Tid.

Den stolte Rigdom, som blank sine Sønner Meest elsker Dumhed som sin ældste Søn;

En fæstede sit Haab, paa blotte Bønner,

Han vidste, hvad der trak det smukke Kiøn.

Med ægte Guld og Sølv, han fylte Poser, Hvori han vidste, der var slig en Magt,

Hvortil den største Bog, med gamle Gloser Endnu i Verden, det har aldrig bragt.

Han Sønnen lod desuden underviise,

I Levemaade, udaf Pralerie

Som skulde ham den Artighed anprise Som kaldes nu: Modern Philosophie.

Han fremfor andre, tænkte vist at vinde Den sande Ære, for sin kiere Søn.

Han minst sig forestillede ar finde For Videnskaberne faa stor en Løn.

Men Viisdom, som er Dydens Ven og Broder, Hvis Raad er altid Dydens Rettesnoer

Ey kunde lide Dumheds galne Noder,

Udi hvis Snak ey mindste Klogskab bor.

Den talte derfor med den sande Ære,

(Som hørte den) om Flittighedens Søn;

At den undseelig var, for at begiere Den sande Ære, som sit Ønskes Løn.

Hun, som vel havde hørt paa Dumheds Løfte, Hvori han var udlært af Pralerie;

Ved Hielp af Viisdoms-Kraft, nu vilde drøfte Dens Snak og gale Maade til at frie.

Hun snart da lærte tydelig at kiende,

At al dens Snak var kun en opblæst Vind;

Og at den, hvor man den end vilde vende, Var ikkun Praleriets Hierne-Spind.

Men Flittigheden, som selv Viisdom førte, Med Videnskaberne til Æren hen,

ved deres Usselhed strax Dyden rørte Den ædle Dyd, som er Fortrængtes Ven.

Den sande Ære villig var at give Sin Haand og Ja til Videnskaberne:

Et Baand, som ingens Magt kan søndderive, De da ved Hielp af Viisdom knyttede.

Tak Nordens Viseste som stedse rækker Din milde Haand , til Videnstaberne:

Og ved slig herlig Løn, dens Lyst opvækker, Som. Rigdom før, med Dumhed trykkede.

✂

Lucifers

Begrædelse

over

Helvedes Forstyrrelse

og

de onde Aanders Udryddelse.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Man har længe giort sig Umage for at faae at vide, hvor Helvede laae. Mange har meent, at det var i det ildsprudende Bierg i Island, andre i Vesuvius. Men som de fleste troe, at vor Jord skal forgaae, Helvede derimod være evig, saa har man fundet nye Vanskeligheder, uden at kunde bestemme, hvor de Fordømtes Boeliger ere. Nogle har sadt Helvede i So-

len, som en brændende Materie. Andre har troet, at Solen var de Saliges Opholdssted. Saa stridige ere de menneskelige Meeninger og Smagen. Det som er Helvede for een, er Himmerig for en anden, og saaledes bagvendt om igien. At løbe hver Dag paa Næsen, sove Rusen ud fem a sex Gange om Dagen, det er et Himmerig for Biberius; men Ædrue seer ikke andet i denne Levemaade end det bare gloende Helvede. Amators Himmel er opreyst i G. Fr. Huusene; men Prudentius troer, at det rette Helvede gnistrer her. Avars Himmel sidder i hans Iern-Skriin; Pedantii Himmerig er hans Skole-Bog. Militentius har en Himmel-Glæde af sin Stok, ligesom en Rus af sine Bene, en Forpagter af dyr Tid, en Pater af Folkets Dumhed, en Indcasserer af Skatte-Bogen, en Procurator af Opsættelser, en Skifte-Forvalter

af Forhalinger, en Spekhøker af langvarig haard Frost, en Skoeflikker og Hyre-Kudsk af Regn og Slud. — Men for at komme til vor à propos igien, da kan Helvede ikke heller være i Solen, da de fleste meene, at den tillige med vores Jord skal forgaae. Helvede maa altsaa være paa et vist Sted, uden for det hele Soelsystem, hvor til evig Tid stal brænde og pines Fyrster, som ligne Neroner og Caligaler; Ministrissimi, som er Regenten, Folket og Fædrenelandet utroe; Geistlige, som har brugt Orthodoxien for at faae Folk stegt og opbrændt; Magistrater, som har udsuet Borgerskabet; Toldbetientere, store og smaa, som har skuffet Fyrstens Casser, og ved at indlade Contreband har ødelagt Borgerne og Staten; Kornpugere og Børste-Patroner for Stikpenge. — Men hvor er nu dette Sted uden for deres Soelsysteme, som er bleven en Boepæl for de Fordømte? — Ja, det kan

jeg ikke saa nøyagtig bestemme. Det er maaskee et af Fandens Hoved-Projecter, at han holder sit Opholdssted forborgen, saa at ingen, der har Sag imod ham, kan lade ham stævne og indfordre for nogen Ret. Maaskee Banqverotteurerne har lært Knebene af ham, hvilke ere løbne bort til fremmede Steder, saa ingen kan finde dem, da de dog ligge hiemme i deres egne Huse i en eller anden utilgiengelig Afkrog, hvor de lee Gotfolk ud, og stræbe siden med at tømme en god Flaske Viin efter en anden. Saaledes holder Røverne ogsaa deres Kuler forborgene; Ministrissimi deres Rigdomme; Magisteren sin Phrase-Bog; Plagiæren sin Forfatter; Præsten sin Postil; Professoren fik skrevne Collegium fra Halle eller Göttingen; Magistraten sine Regninger; Kornpugeren sit Proviant; Conqvetterne deres Amours; og Smauserne deres Skakre Kneb. — Hvoraf, vil man spør-

ge, veed man da, at Helvede er forstyrret, naar ingen veed, hvor det er. Herpaa svares til Tjeneste, at, naar her paa Titulen læses Helvedes Forstyrrelse, da forstaaes ikke det rette og originale Helvede uden for vor Jord; men kuns de Helveder i Migniatur, som Fanden hist og her har oprettet paa vores Jord-Klode, og hvortil han har taget Modellen af sit eget rette Helvedes Ondskab, Jammer og Elendighed. Saaledes lod han sin Hof-Bygmester, der tilforn boede i Rom, opbygge to Helveder, et i Lissabon og et andet i Madrid, som begge førte Navn af Inqvisitioner. Begge disse to Helveder ere nu sløyfede og forstyrrede, og Hof-Bygmesteren har spillet Banqverot paa sine Matrialier og Verktøy, saa at han aldrig kan bygge noget meere af denne Smag og Art. Saaledes havde han og engang opbygt et Helvede af bare Børster, hvori præsiderede Biørne, Ulve, Gie-

debukke og en stor Mængde Træeskoe-Yngel. Dette er nu og omstyrtet. Fanden leer, siger man, naar det gaaer ilde til, hvor maa han da ikke græde nu, da alting tegner sig saa godt. Fuldkommen Friehed for Borgerne, under en Eenevolds-Regiering, er at tale og skrive som de meene. — Lættelse paa Skatter og Udgifter for Byen og Landet. — Vise og ædeltænkende Magistraters Oprettelse. — Fortienesters Høyagtelse og Belønninger. — Alt dette: hvor maa det ikke smerte Fanden? — Men hvor vil han ikke blive forbittret, naar frie Indførsel for nogen Tiid paa alle Slags Levnets-Midler bliver tilladt, for at hemme denne haarde og dyre Tid, hvorover Folket saa billigen sukker! — Naar Kiød, Smør og Melk falder i godt Kiøb igien, som snart lader sig giøre, ved at forbyde Slagtning af spæ-

de Kalve og Lam. — Naar Sterv- og Fallit-Boer nyder deres rigtige Behandling, som i en Hast kan skee ved Skifte-Forvalternes Formerelse, og en bestemt Termin til hver Boes fuldkomne Declarering. — Naar det offentlige Feyerskab faaer Ende, saa at enhver, som forhen, skal feye eller feye lade sin egen Gade, uden Forskiel paa Rang og Stand. — Naar Toldboederne bliver renset fra al Contraband og al Underslæb, saa at de Kongelige Casser nyde deres fuldkomne Rettighed paa samme Tid, da alt Contraband bliver usynligt. — Naar de contraherende Parthier i Handelen, begge tilholdes, saavel den Kiøbende, som den Selgende, at føre deres Regnskabs-Bøger paa stemplet Papiir, autoriserede af hver Stads Øvrighed, hvorved Fyrstens Casse beriges, og saa megen Bedragerie i Handelen taber sine Kræfter og

Magt. — Naar hver Stads Øvrighed skal engang om Aaret være pligtig at aflegge Regnskab for Indkomster og Udgifter i Borgerskabets Overværelse. — Naar Extra-Skatte, som Fyrsterne paa visse Tider kan behøve, forflyttes fra Armod og Leer-Potter til Forfængelighed, Pragt og Overdaadighed. — Naar Armeen til Lands og Vands kommer til at bestaae af lutter Landets Børn, uden at Agrene derved tabe deres Opelskere eller Borgerskabet viorenteret. — Naar Præsteskabet faaer deres visse og bestemte Indkomster. — Naar de offentlige Lærere blive tilholdte at oplyse Landet ved nyttige Skrifter for den store Løn, som de bruge til Pragt, Magelighed og Overdaadighed. - Naar Krigs-Officererne komme til at troe, at Persvasioner, Oplysninger, Overbeviisning, Honetitet og Ære bedre kan styre og regiere de Gemeene end Pryglen og

Lampen. — Naar Laugene ophæves, saa at enhver kan nære sig paa hvad ærlig Maade han vil, hvoraf flyder bedre Kiøb hos Haandverks Folk, og af deres fælles Kamp og Bestræbelser, bedre Vahre.

— Naar alle Skatter og Indtrader fra alle Kongelige Stiftelser og Indretninger løbe ubeklippede ind i Majestætens Kasser, som deres rette tilbørlige Hiem og Fædreneland. — Naar baade jødiske Jøder, og Christne Jøder, enten reent forjages af Landet, som skadelige Insecter og Ukrud, eller og tilholdes at ernære sig ved ærlige Professioner og Haandteringer, paa lovlige og anstændige Maader.— Naar de Gemene ved Krigshærerne nyde alt det, og smage alle de Rettigheder og Fordele, som Regenterne tilstaae dem.

— Naar det samme kan siges om alle Hospitaler, og om dem, som have Fordringer paa offentlige Beneficier og Stipendier. — Naar alle de Vahre giøres reent contreband, som vi enken selv her

i Landet have nok af in natura, eller selv kan forarbeyde, og naar Yppigheds Vahre, som vi mangle, sparsom indføres med høy Told. — Naar Rug og Hvede bliver brugt til andet, end til galgiørende Vandflode, hvori saa mange tusinde Mennesker tabe deres timelige og evige Velfærd, for at berige Destilleren, og skaffe ham en Vom, som Ole Peers det guule Øg. — Naar der bliver holdt en rigtig Ligning og Balance-Regning imellem fattige Studenteres Antal, og Tallet, paa de Embeder, hvorpaa de kan giøre deres visse og sikkre Facit; saa at ingen Jeppe Vægter mere skal besværge sig over, at han maa føde sin lærde Magister-Broder af sin stakkels Vægter-Gage, da han desuden er betynget med Kone og Børn. — Naar man engang faaer sat en Bom for Spekhøkernes og Spise-Qvarteerernes Selvraadigheder, der udpresse saa mange

Strømme Taarer af de Fattiges Øyne. — Hillemænd! naar alt dette engang bliver iverksat, hvor vil Fanden da ikke blive ravgal; han vil blive bister, og gloe, ligesom en Coquette, der har tabt en riig og ødsel Elskere; en Professor, der har tabt sit Imprimatur; en Præst, man har stiaalet Huus-Postillen fra; en Officier, som har tabt den sidste Exerceer- og Commando-Bog, Sergeanten skrev ud for ham; en Procurator, naar Parterne vil forliges; en Indcasserer, naar de offentlige Skatte ophæves; en Kræmmere, naar alt Contreband vorder usynlige; og en Medicus, naar hans Patient ikke vil være sag længe syg, som han vil have det. Da vil mange og mange Slags Helveder forstyrres og sløyfes, og i mange mange Huuse, hvor der nu sultes, grædes, klages og hyles, vil komme til at regiere Fred, Munterhed og Glæde. — Fanden, den

stakkels Fanden har faaet meget at græde over i disse Tider. Hvor maa han ikke som Mørkhedens Fyrste og sorne Ven beklage det store Lys, som nu allevegne skinner i Europa! Heele Norden er lykkelig, skiønt under forskiellige Regieringsarter. Russland gaaer frem med stærke og hurtige Skridt til Oplysning, Kundskaber og sand Lyksalighed. Tydskland arbeyder af alle Kræfter paa sin Tiltagelse i Velstand og Herlighed. Engellænderne synes nu gandske at have tabt deres Uroeligheds Lyst, for ved deres store naturlige Dybsindighed og ægte Patriotisme at giøre Englernes Land af Engelland. De Catolske Magter vil sette Paven og Munkene de rette Grændser. Guldet skal bortføres fra de ørkesløse Steder, for at løbe hen, hvor det har hiemme, nemlig i de Kongel. Kasser. Munke-Klosternes Reformation vil blive betydelig og nyttig; Pavens

Bandsættelser til Spot og Latter; og Overtroen martret og dræbt. Hvor herlige og nyttige Forandringer ere ikke skeet i Spanien og Portugal under disse tvende sidste Konger! Fanden har vel opægget Overtroe og Fanatisme til at skille sig af med Portugals Monarch; men Alfader har ladet en Seraph vogte ham, og vil fremdeles blive ved at lade sine Engle leyre sig rundt omkring ham. De smaa Stater i Italien selv byde Paven Trods; At jeg ikke skal tale om det store og mægtige Frankerige, hvis Monarch nu paa alle Maader søger at giøre det fuldkommen lyksaligt. Kort sagt: overalt i Europa, hvor Fanden seer sig om, er kuns for ham lutter Aarsag til Ærgelse; Og det er denne Fandens store Ærgelse, som man har kaldet Helvedes Forstyrrelse. Der ere ikke andre end Polakkerne, som i Europa divertere Fanden endnu lit; men man

haaber fuldt og fast, at denne hans Polske Triumph snart stal ophøre. — Saa far Fanden i Vold, Satan! slut dig i dine Lænker, begrav dig i dit Mørke, og kom aldrig mere at besøge vores Jordklode.

✂

Fandens Tale

til

Smauserne.

2
3

Æreværdigt Folk! tillader mig engang at tale til Eder. I ere den ældste Nation paa Jorden; men jeg er dog en Dag ældre end I. Nogle vil vel paastaae, at Chineserne ere ældere, og de har artige Skin-Grunde nok. Men der er dog ikke noget om. I mine kiere Jøder! ere virkelig det ældste Folke-Slag i

Verden. Det maae jeg forstaae. Vi ere altsaa begge æreværdige af Ælde, og man bør staae op for os, i hvad Selskab vi komme: Saaledes var en ældgammel Skik iblandt de forrige slebne Nationer, at man ærede de graae Haar, og reyste sig af sit Sæde for Alderdommen.

Jeg har just ikke noget i denne Post at klage. Jeg har Ære nok i Verden; men i stakkels Jøder forekomme mig noget foragtede. Der er sandt, I have endelig lært af mig at hade og foragte det Menneskelige Kiøn; men man burde derfor ikke betale Jer med Giengieldelses Ret. Jeg selv fører Had og

Spodskhed med mig over alle Nationer, og dog er jeg elsket og æret nok. Almagten har udgiven ti Bud. Jeg har udgivet ti Contra-Bud, som holdes meger bedre. Almagten vil alene dyrkes; og jeg bliver dog Nationernes Gud. Man ærer mig, og alt, hvad som hører mig til. Fyrsterne ære mig, o naar, de kiøbe Seyer-Grene for Undersaatternes Blod, naar de som en Vespasian skatte Folk for at p **. Ministrissimi tilbede mig, naar de udsue Folket, og indbilde Regenten, at han er den lyksaligste Fyrste for det lyksaligste Folk. Krigs-Officererne ere under min Standart, naar de snyde de Ge meene paa Lehningen, og martre deres Legemer til Unytte. Magistraten ofrer paa mit Alter, naar Borgerne sende retfærdige Sukke over dem, som igiennemvandre Skyen, og svæve omkring min Fiendes Throne. Geistlighedens sønderrivende og ødeleggende Tvedragt har tusind og tusind Gange fornøyet mig. Kiøbmandens utallige Renker, i sær den nye Mode at spille Fallit paa, da man det ene Øyeblik agerer Tigger, og strax derpaa Naadige Herre, har og diverteret mig i Overflødighed. Og som I Jøder temmelig vel forstaaer disse Handels-Kneeb, saa begribe I lettelig, at I er mig meget kiere og dyrebare. Jeg elsker Eder og frem for nogen anden Nation. Der er flor Lighed imellem Eder og mig. Vi ere begge ældgamle; vi have begge ingen blivende Sted

paa Jorden; men flakke og fare al Verden omkring. Vi ere begge store Handelsmænd. Men I snyde, det giør jeg dog ikke. Jeg holder mine Contracter uryggelig, som Faustus, Luxemborg og flere bevise. I Jøder derimod have nogle Fandens Kneeb (havde jeg nær sagt) til at skakre og skuffe med. I tage pro Cento baade for og bag. I kiøbe og udlaane paa engang, og i trodse Lovene eller skuffe dem paa tusinde Maader. — Men at komme igien til min egen Værdighed; da har vel Almagten forbudet at tage ,hans Navn forfængelig; men imidlertid nævnes hans Navn sielden med Ærbodighed; mit Navn derimod bliver idelig paaraabt, og, saasnart nogen vil lyve eller bedrage, bruger han mit Navn med en synderlig Høyagtelse. Tosserne troe paa mit Navn; og min Fryd er da ubeskrivelig. Det tredie Bud er ikke for de Christne. Det har jeg aldeles faaet dem til at slaae en Streg over. I Jøder holde det vel; men formedelst mit Koglerie temmelig naragtig. Det fierde, femte, siette og syvende Bud ere udflettede baade af Eders og de Christnes Cathechismus; at forstaae, naar det femte Bud skal forklares noget efter det syvendes Mening; thi offentlig dræbe I langt fra ikke saa mange som de Christne; men ved Snyderie, Bedragerie og lumsk Tyverie myrde I vel ligesaa mange. Med det ottende Bud giør I Jøder mig største Ære da en falsk Eed imod

et andet Folkeslag, besynderlig mod dem, som have forladt Eders Sect, koster Eder intet. Jeg veed ikke, hvor jeg skal faae de Christne i denne berømmelige Vane. Havde mine kiere og troefaste Jesuiter beholdt deres fulde Herlighed, da havde Sagen vel været giørlig; thi ved disse Karle har jeg kundet udrette de allermeest fortvivlede Ting; men den Franske Vittighed har ødelagt for mig denne udvalgte Krigshær. Jeg veed snart ikke, om jeg skal ansee Voltaire og hans Corps for mine Venner eller Fiender. De ere vel mine Venner, for saavidt de søge at udrydde al Religion af Jorden; men dette deres Venskab kan ikke gavne mig meget; da deres Forsæt aldrig kan lykkes. Men i det de saaledes stræbe at giøre al Religion landflygtig, giør de mig en vis og betydelig Skade; thi en Mængde, som ellers aldrig skulde have tænkt, faaer herved Hiernen aaben, begynde at tænke og raisonere, og som de ofte have bedre Hierrer og meer sund Skiønsomhed end deres Lærere, blive de faste ved det Væsentlige af Religionen, og give alene Afsked til Overtroens Opfindelser og Fortælninger. De Franske Skiønne-Aander have oplyst de Store, de Høye, de Mægtige og Fyrsterne selv. Disse har ikke vildet gaae saa vidt, som en La Merrie eller anden stærk Aand ønskede. De have ladet sig Nøye med ar døde Pavens Magt, at udrydde det, som var for meget af

Munke-Mængden, at anvende Kirke- og Kloster-Rigdomme til Landenes sande Flor og Velstand, med mere andet. Havde Voltairianerne stedse taugt stille, saa havde jeg vel havt et Par Snese Frietænkere mindre; det tilstaaer jeg. Men saa havde jeg uden al Tvivl havt til Vederlag mine to rare Inquisitioner i Spanien og Portugal, Hvilke vare min største Fryd paa hele Jordkloden. Mine Munke skulde vel have staaet sig endnu; og Roms Anseelse var ikke saa forfalden. —- Kiere Jøder! I troe endnu, at I skal blive heele Verdens Herrer og Regentere, og jeg er det allerede; samt haver været der fast saa længe Verden har staaet. Da det nu er langt herligere at være Herre i Virkelighed. end ar være Herre i Haabet: saa see, I Jøder! lættelig, at jeg i denne Post har er stort Fortrin frem for Eder. — Dog er jeg at beklage, da min Myndighed paa Jorden er faa temmelig bleven klippet paa nogen Tid. I Asien, Africa og America er jeg endnu temmelig fast ; men Europa synes at rebellere. Videnskaber og den sunde Philosophie er mig en Gift. O Europa! hvor var du mig er yndigt Syn for Luthers Tider! men denne min Erts-Fiende lærte først ret for Alvor at trodse Paven og mig. Da nu Luthers Reformation tillige fik indbragt Friehed i at philosophere; da Videnskaberne begyndte efterhaanden at skinne frem igien af Graven, da har siden min

Herlighed, Magt og Myndighed taget af Tid efter Tid. Dog er jeg fornøyet, at jeg stedse beholder Eder, mine kiere Cananiter! Jeg beundrer og roeser Eders Bestandighed. I kiere Eder hverken om Videnskaber eller Philosophie. Eders Talmud er Jeres Alt, og saa længe denne regierer Jer, er jeg vis nok paa, at I aldrig undløbe mig. Men ere i mig troe indtil Enden; saa forekomme de Christne i Europa mig nu omstunder meget utroe. Philosophien, en oplyst Statskunst, Menneske-Kierllghed, og en luttret Religion, alt dette smerter og ærgrer mig. I hvad for et Hiørne i Europa jeg seer mig om, lutter Scener, som eve smertende og nagende for mig. Det er nu ikke mere Syndflodens Dage, da jeg paa engang fik en hel Verden, paa otte nær. Dette var en anseeligt Coup paa engang. — Men nu omstunder giør jeg langt fra ikke saa store Erobringer. Kunde jeg kuns beholde dem, jeg nu har! — Men see! lutter oplyste og Menneske-Elskende Fyrster paa Thronen; og dette Syn er mig til yderste Forskrækkelse. Uagtet hans Ungdom og korte Regimente, har Nordens Christian allerede giort mig mangen suur og opædende Tanke. Den Skriver-Friéhed, han har givet, foraarsager mig megen Bekymring. Nu vil alle Stænder stræbe at oplyse hinanden om deres sande Fordeele; og siger jeg endnu engang, at jeg ingen Elsker er af Oplysninger.

Det er mig ingen Fornøyelse at see, hvorledes de Høyere og Mægtigere ere hielpsomme, milde, kærlige og belevne imod de Ringere, at disse ere troe imod, og nidkiere for hine, at de alle samtlig kiende deres Pligter af Grunde, og derfor elske dem, samt den Religion, som lærer dem. — Vel er jeg en tusind Konstner, og kan endnu mange flere Kneeb, end I allesammen, saa mange som I ere, mine Jøder! Men min Magt er dog mange pro Cento ringere i en almindelig Oplysning, end i en almindelig Vankundighed og Mørke. Man fører bedre en blind Mand, hvorhen man vil, end den, som haver sit fulde Syn. — Børsternes Svanesang er mig og en bitter Smerte. — Nu skal lutter Kyndige, og oplyste Mænd til Embeder. Hvilken Lyksalighed vil det ikke stifte i Staten! og jeg er og bør være en uforsonlig Erts-Fiende af det heele Menneskelige Kiøns Lyksalighed. Ja! jeg kan sagte unde Folk en Flyve-Fornøyelse; nogle forvirrede Forlystelser og et adspredt Liv og Levnet, naar jeg for Resten kuns er forsikret om, at de ere mine i denne og den anden Verden. Men at see paa, at Menneskene , store Selskaber, heele Staten have her en sand Lyksalighed, det er, efter den menneskelige Natur, en virksom Oplysning, der giør mig forskrækkelig ondt; thi deraf flyder, at jeg ikke heller saa lige kan faae fat paa dem, naar de forlade Jorden. — O

da mine elskede Børster regierede Spillet, hvilket Mørke, hvilken Nedrighed, hvilken Stolthed og Ubarmhiertighed, hvilken Snyden og Ophævelser saaes da ikke saa mange Steder, lutter Seyers-Tegn for min høye Person! — O Jøder! kiere Jøder, som jeg elsker saa meget, ældgamle, omflakkende, fulde af Kneeb, Hadere af det øvrige menneskelige Kiøn, Haardnakkene eller bestandige, med et Ord: I ligne mig meget i alle Ting. Kiere Jøder! I har tabt meget ved Børsternes Endeligt. Disse Børster vare fra alle Tider af vandt til Audience-Penge, og kunde derfor best, naar de vare opløftede, omgaaes mine kiere Jøder, samt Christne Jøder. Nu skal Æmbederne overleveres i Folkes Hænder, som i Kraft af Oplysning, Fødsel og Ære foragte Stik-Penge og grue for det blotte Navn af en ond Samvittighed. — Hvad skal jeg arme Lucifer sige om Caracterernes Indskrænkelse? — Nu skal kuns velfortiente Folk nyde Caracterer. — Hillemænd! der vil da ikke alt for mange nyde dem. — Herefter Dags vil man faae Klæde til en Klædning, uden at kysse Fruen paa Haanden, og spørge: om Herren, hendes caracteriserede Mand, befinder sig ved naadigt Velgaaende.—Skal der nu Fortienester til Caracterer? Nyt Tab for mig; thi nu vil Folk stræbe efter at oplyses og blive duelige; da man kuns før, ligesom I, mine kiere Jøder! lagde sig efter at skakre,

ved hvilken Konst der vandtes Caracterer. Nu kan I let begribe, Cananiter! at jeg heller seer Folk skakre og snyde, end at de legge sig efter Forrienester og Duelighed. — Hvad er det vel, at jeg elsker Eder saa meget for? Er der ikke Eders indsigtsfulde Kneeb i Skakre-Konsten, hvoraf flyder, at I endnu ere , samlede en Corps, den rigeste Nation paa Jorden. — Provincial-Kammeres Indretning; Geheime-Conseils Afskaffelse, Cabinets-Ordren til det Tydske Cancellie i Slutningen af forrige Aar; ja mange tusinde og tusinde Ting vidne og bevise, at Norden nu nærmer sig til Høyden af sin lyksaligste Periode. Alt dette maae jeg taale, alt dette maae jeg arme Dievel lide. — Kaster jeg mit Syn andre Steder, da er overalt stor ærgrelse. S. ** har ved stor Viisdom og Patriotisme i et halvt Seculo forandret Udørkener til et got og elsket Land. — R ** seer nu Viisdom, Menneskelighed, Politesse, Love, Tapperhed og en stor Friehed at herske der, hvor man for et halv Seculum saae ikke andet end Dumhed, Feighed og Tampe.

Hverken Stor-B * * * *, eller Frankerig vil mere opføre deres Enthousiatiske Roller. Alt klares op. Alt bliver stille. Svermerie, Mytterie og Overlast synes allevegne at vige for det store Lys, der allerede skinner, eller er i færd med at komme i Brand. Kiere Jøder!

hvad skal jeg da giøre, hvad skal vi alle begge giøre? — I ere foragtede som jeg. I ere forhadte, som jeg. I har Penge; jeg ogsaa. I har Kneeb, jeg tusinde gange meere. I ere ældgamle, jeg endnu ældere. I ere haarnakkede; jeg ogsaa. I løbe rundt omkring i Verden; jeg ogsaa. I snyde Folk for deres Penges Skyld; jeg snyder dem for deres arme Sieles Skyld. — Kort sagt: der er saa megen Lighed imellem Eder mine Jøder! og mig, at vi bør holde fælles Sag, hielpe hinanden med Raad og Daad, og elske hverandre som Brødre. — Jeg ønskede Eder gierne heele Verdens Herredom, som i have det fasteste og uryggeligste Haab om. — Eders ædle og stolte Menneskehad, og In tolerance mod alle Nationer og Religioner, skulde da snart giøre heele Verden til en Ørk, og jeg med mine elskede Smauser skulde alene bestyre Jorden. Men jeg seer ikke, kiere Smauser ! hvorledes vi skal komme til Ende med vore Erobringer, og dette nye almindelige Monarchie. Jeg er bange, vi tænke alt for sildigt paa vor Lykke. Havde vi hiulpet Barbarerne i at sønderrive det gamle Rom, Saracenerne i at udplyndre Asien, Spanierne i at ødelegge America, saa havde vi vel i denne Skynding kundet faae et Stykke med, og Foden først et Steds fast; da kunde vi stedse have grebet videre om os, da vi begge kan skaffe Kneeb og Penge. Maaskee det halve Asien, maaskee det heele A-

merica kunde have hørt mine Jøder til, hvis i og jeg ikke saa skammeligt havde forsømt os, da der var rørt Vand at fiske udi.— Saaledes kan Jøder og være dumme; ja gar en Dievel selv. — Man siger derfor maaskee undertiden med Rette: Du dumme Dievel. — Dog fortryder jeg ikke saa lige paa den Spanske Erobring af America. Spanierne spillede her en Tragoedie, som ret fornøyede mig og Helvedes heele Hær. At ødelegge den største og folkerigeste Part af Verden ved en haandfuld Folk, nogle faa Canoner og Jagthunde, at prædike en Gud fuld af Naade og Barmhiertighed, at udgive sig for hans Gesandtere og Tienere, og med alt dette at opfylde alle Ting med Blod og fortærende Ildsluer, at vilde omvende til Naadens og Fredens Herre Folk ved barbariske Krige, og et Tyrannie, som ikke for er hørt, ja ikke engang imagineret paa Jorden: Alt dette var mig en prægtig Oepra. Aldrig har noget Syn, næst Syndfloden, været mig behageligere og yndigere, end da et vidtløftigt og nys blomstrende America dampede af levret Blod, som raabte op til Himmelen om Hævn. Her laae Byer paa Byer, utallige, og ulmede i deres Aske, som for et Øyeblik siden havde opløftet Hovedet imod Skyerne, og kneyser med al optenkelig Konst og Pragt. Her blev i største hast poleerte Nationer i Millioner-viis udrottede og de faa

overblevne nødtes til at vorde Barbarer, da de strax bleve behandlede, som Fæe, frarøvet Opdragelse, Sædelære , Konster og Menneskelighed. — Jeg troer ikke, at mine kiere Jøder selv skulde have fornøyet mig bedre i lige Tilfælde; thi Spanierne fremviiste ved denne Leylighed den alleryderste Grad af Ondskab, som Mennesker kan naae, understyttede af mine Helvedes Furier. Men mon America ikke engang kan komme til at hevne det, jeg som en gammel forsøgt Dievel, mener jo! — Jeg slutter det 1) af Verdens, og dens Nationers almindelige Foranderlighed: 2) af den Giengielses Ret, som gierne altid haver Sted i Naturen 3) af de mange Engelsmænds Nedsettelse i America. Disse meddeele Americanerne Oplysning og Frieheds Aand. Handelen kommer til ar florere i denne nye Verden. Handel, Rigdomme, Friehed, Konster, Oplysninger, Tapperhed, saa stor og saa blomstrende en Deel af Verden, naar Engelsmanden drager den udaf sit Chaos igien, alle disse Forestillinger bør komme til at troe, at America engang igiennemtræng af Engelsmandens Humeur ogTænkemaade, ligesom det heede Jern af den heedende og iboende Ild, vil maaskee giøre underlige Figurer i Europa. — Da der blev skudt med Buer, ventede man ingen Canoner. — Nu ere der Canoner. Der kan endnu opfindes en nye Art ødeleggende Dievelskab (om jeg Dievel saa skal tale) som kan dræ-

be tusinde imod hver een, som der brugelige Skyt un kan dræbe. Denne Pest kan opfindes i America, og være ligesaa forskrækkende for de chaconerende Spanier, som disse vare det forhen for det buedragende America. — Nu, kiere Jøder! jeg maae giøre Ende paa min Tale. Jeg har meget at bestille, som jeg ikke kan forsømme, og vi see dog lettelig, at jeg kan ikke redde Eder, I ikke heller mig; men at vi alle bør lure efter en bedre Leylighed.

✂

Forsvars-Skrift, for Fanden og Jøderne.

Skrevet af Anne Blyetækkers.

Kiøbenhan 1771.

Trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet

2
3

Alle bande Jøderne. Alle bande Fanden, endog Jøderne selv. Jeg vil forsvare dem begge. Vel er jeg kuns en Kierling. Men tager Ederi Vare fordenne Sammenhæng. Gamle Kierlinger kan udrette utroelige Ting, og overgaae Lusifer selv i Knebs Mangfoldighed. Dog vil jeg slet ingen Kneeb bruge; men ligefrem i al Tydelighed og Enfoldighed forsvare Satans og Jødernes Sag. Satan er meget gammel, og Jøderne paastaae at de er den ældste Nation paa Jorden. — Store Herligheder! Alderdommen er hæderlig hos enhver. De graae Haar bør æres allevegne. — Sandt er det, at vores forfløiene Ungdom og Spradebasser foragte

en dydig Alderdom, i sær, naar den er fattig. Nogle Fyrster pleie og at foragte en udtient Alderdom, som ikke mere er virksom. Men i hvordan det end er, bør Alderdommen. æres. Det har været en Lov hos alle Nationer. I Kraft af denne almindelige og alle Nationers Lov bør man ære Fanden og tilbede Jøderne for Alderdommens Skyld. Der ere jo ogsaa nok, som tilbede Jøderne. Fyrsterne selv knæle for dem, naar deres Armeer udfordre den allerhastigste Udstyr. — Hvor faaer Jøderne de mange Penge fra? — Spørg Fyrsterne, som tillade dem at narre baade sig selv og alle deres Undersaatter, fra Throneos nærmeste lige indtil Vadmelet. — Hvad Raad for disse Jøder? — Giør dem til Slaver, send dem til Kolonierne, og lad dem ikke leve af at bedrage Folk. Saaledes giorde De kloge Græker og Romere. Lader os følge deres Exempel heri. Vi ere jo ellers forelskede nok i dem; ja vor Kierlighed gaaer saa vidt at vi endog holde offentlige Disputationes over deres gamle Skoe, Støvler, maaskee og F * * — Lad dem arbeide i Indierne, lad dem giøre Volde i Stand, tilføre Jord i Hiulbøre, og s. v. Dette maatte jo de ærlige, de tapre, de modige, de stærke Jyder giøre til Tieneste

for de spæde Romere, da Marius havde faaet Seier. De vare Romernes Broeleggere og Strandkadetter. Der er mangen Gade endnu i Rom, bygt i Cimbrers Sved. Skulde Jøderne da vel være bedre? Skulde de blive Kapitalister allene ved at have den Umage at bedrage bag en gloende Ovn? Men hvad er det jeg giør. Jeg skulde rose og forsvare Jøderne, og jeg synes at være kommen af Veien. — Altsaa til Materien igien. — Men nu først til Fanden; thi han er ældst. — Hans Alderdom er ham til Ære. Det er beviist. Nu vil man beskylde ham; ja de stakkels Jøder selv for Hovmod. — En Fyrste hovmoder sig af sit store Slot, en Premier-Minister af at være Fyrstens Slave. En Spradebasse hovmoder sig af Haaskiererens laante Bukler, en Skomagersvend af sin Kaarde, en Matros af sin Kobberpande. Hvorfor skulde det da ikke være Lucifer tilladt at hovmode sig af sin gamle og nye ubeskrivelige Værdighed. Hans gamle Herlighed er bekiendt for enhver. Den nye er det ikke mindre. Tænk, hvilke Herligheder han har. Hele Asien hører ham til; thi de ere jo kuns Tyrker og Afgudsdyrkere. Humanitet og Dyd hielper dem ikke. De skal dog høre ham til

Hvorfor? Hvad veed jeg det? Fordi Asien er Assien. Det meeste af Amerika og Afrika er hans; ja fast altsammen. Saaledes Herre over tre Parter af Verden, giør han billig Pretension paa Europa. Alle Catholiker og Reformerte, med en utallig Hob Dissendentere høre ham og evindelig til pleno Sc plenisfimo jure (Tænk hvilket Herredom.) Nu komme vi til de kiere Lutheraner, som kuns er en Haandfuld Folk, og af dem skal han endda have de fleste, saa at man med Rette kan kalde ham Verdens Monark. — Stolthed og billigere Stolthed, end naar Spradebassen giør sig tyk af sit Geheng, Cathecheten af sin Cathechismus, Klokkeren af sine Skriver-Penge, Graveren af sin skuffe, Professoren af sit kiøbte og fortyggede Collegium, Jomfruen af sin Viste, Sergeanten af sin Kiep, Studenten af sine Bene, Contoir-Svenden af sin Pen, Fyrsten af en unyttig blodkiøbt Seier, Magistraten af en forpiint Borgers Sukke, Gnieren af sit Jernbundne Skrin. — Alt Dette veier endnu ikke op imod at være fast hele Jordens Herre og Regent. — Jøderne har og billigst Aarsag til Hovmod. — Adspredede iblant alle Nationer paa Jorden uden Scepter, uden Fædreneland, ere de dog

den rigeste og tillige talrigeste Nation paa Jorden. Ingen Nation i Verden overgaaer dem i Folkemængde og Guld. Vare de samlede, havde de Canoner; hele Verden skulde i en Hast være deres. Billig Aarsag til Hovmod, langt billigere, end naar vore Officierer hovmode sig af at kunde flaae Huden af de Gemene ved Tamp og Rødder; langt billigere, end naar en Fyrste hovmoder sig af den forsukkede Borgers Skatte, Premier-Ministeren af sin Coquettes Ansigt og yndige Miner; Coquetten af den Myndighed, hun har over Ministrissimus; Politiemesteren af sit Raadstue-Hul, Procuratoren af sine dumme Indfald, som han kalder Klygter, og som passere derfor, naar Dommeren har mere Kapunsteeg i Maven end Hierne i Hovedet. — Begge ere store Negotiantere, begge, nemlig Fanden og Jøderne. Disse giøre alle Ting i Penge. Hiin giver sine rede Penge ud for at vinde Mennesker. Fanden holder sine Kontrakter troe og ærlig, og oppebier endog det sidste Minut, som vi tilforladelig kan læse os til i Fausti, Luxenborgs Liv og Levnet & c.

Jøderne holde ogsaa deres Contrakter troe og ærlig, og drive deres Negotie

uden al Sviig. —- Nei holdt. Nu er jeg bange, at jeg lyver. —- En ærlig Jøde! hvordan mon han skulde see ud? Men har Jøderne Ord for at snyde? Jeg troer, at der ere flere, som bruge dette Haandverk. Skulde de christne Kiøbmænd ikke ogsaa forstaae denne Konst? Er det ikke sandt, at de christne Jøder ere de verste Jøder? Jøderne hos os maa ingen Haandverker lære eller øve. De maae betale til vore Fattige og deres Fattige. Deres Borgerskab koster dem meget mere, end andre Nationer. Aarsager nok til Snyderie. Mazarin maa have været af jødisk Blod. Han forstoed den Konst at snyde, og overgik alle Israels Børn i dette Haandverk. Mueligt der kunde være flere Ministrissimi, som forstoed Konsten. Vore Coquetter snyde ogsaa artig nok. De snyde endog Jøderne, i hvorvel disse Karle lage sig temmelig vel i Agt for dem. Vore Kiøbmænd, som spille saa længe Banqueroute, indtil de blive Excellencer og Monseigneurs forstaae vel ogsaa noget af Jødernes Haandværk. Vespatian, skiønt Fyrste, og hele Verdens Fyrste, maa og have været en stor Snydere, da han lagde Skat paa Kammerpotter. Men endelig Vespasian var en Jøde; i det mindste

maa Jøderne have troet det, siden de holdt ham for deres Messias. Kan saa store Regentere være saa nedrige, hvad Under da, at en Jøde, avler, sammensmeltet, fød og opdragen i Nedrighed, kan være nedrig. Den store Fyrste Vespasian (og maaskee han haver mange Lige) var nedrig omsonst (at jeg saaledes skal forklare mig) men Kananæeren maae være det, for at fortiene det daglige Brød. -— Jeg forstaaer mig ellers ikke paa denne Kammer-Potte-Skat. Mig synes, at saadan en Anordning kunde stedse blive eluderet. — Men hvad gaae os de romerske Sager an? — Skulde en Professor af en sær Hendelse komme til ar kige paa disse Blade, og forstaae dem, da fik vi mueligt en Disputation pro Loco, under Titul:

Celeberrimi & Doftisfimi Domini Professoris differtatio publica de vectigali, urinæ fub Vespafiano imperito. ——

Snyde nu Vespasianer, Mazariner; lad da en stakkels Jøde snyde lidt med. Man har svoret paa, ar der ere de Lande, hvor Magistraten og Skifte-Forvalterne snyde ogsaa. Fy! det maa være fæle Lande, Himlen være lovet, at de ligge langt fra vores. — Men hvem kan opregne

alle Slags Snyderier. — Sergeanten snyder Soldaten. -— Matrosen snydes; alle Mennesker snydes. — Hvorfor maa Jøden da ikke ogsaa snyde?

saa snyd da, Jøde! snyd, det er bit Gavn og

ære,

Du ingen ærlig Ting, et Haandverksbrug maa

lære,

Hvad Under, at du da maa snyde hvem du:

kan,

Som Kone, præst og Ovn bor holde udi

Stand!

Men jeg er bange, at jeg bliver for vidtløftig. Lad nu Snyderierne

vidtløftig. Lad nu Snyderierne fare. Fanden og Jødernes Navn er i sig selv berømt, og tiene i alle Tilfælde, som Epitheton. Han seer ud som en Smaus, siger man, naar en har sorte Haar, sorte Øine, og lidt for meget Skieg. — Det er ret en Jøde, siger man, naar en tager skikkelig Spekhøkker-Profit. Han er snue som Fanden, siger man om en Minister, som har Keiserens Skat i sine Giemmer, pg som prægtig har bedraget Almuen. Der er en Fandens Karl, siger man om en

Matros, som bander og flaaes i Fnldkommenhed. Det var Fanden af Student, siger man, naar han kan desputere langs op og langs need af Veggene, og raabe med en løbende, flyvende og taabelig Tunge: Diftingvendum! — Videre vil man laste Fanden for sine mange Omskabninger. Snart giør han sig til Engel, snart til Menneske, snart til Best. Men omskabe vi andre os ikke ligesaa ofte? Snart krybe vi paa alle Fire, naar vi intet Brød have. Ere vi forfyldte, og har en smuk og forgyldt Kiole paa, da gaae vi paa et Been, og vilde gierne flyve i Luften. Ulve imod vore Undermand, Ræve imod vore Ligemænd, Camæleons imod vore Overmand. Ere disse ikke Omskabninger nok? Vi danne os i alle Former, naar vi kuns haabe Metal. Vi kan tage alle masker paa, og Fanden selv kan ikke saa hastig forvandle sig, som vi. A er Frietænker med Frietenkerne, Pietist med Pietisterne, Svirebroder med Svirebrodrene, og indgetogen med de indgetogne. Foruden laante Masker, forvandle vi os i Virkelighed. Vi tabe ofte med Aarene vor hele Karakter. B var en Gnier i sin Ungdom, i sin Mandom blev han ødsel, og i sin Alderdom en Gnier igien. Hele Nationer forvandle

sig saaledes, at ingen kan Tiende dem igien. Hvor ere vore gamle Romere bleven af? Hvor er den grædske Vittighed, Tappperhed og Philosophie?—- Spanien og Portugal lade af fra deres Overtroe, slibes og blive menneskelige. — Jeg veed ikke, om Frankerig har vundet eller råbt i disse sidste Tider; dog troer jeg snarere det sid ste, Jøderne og Polakkerne ere nesten uforandrede. Begge uroelige, fulde af Kneeb og Hofmod. Jødeland saae ud i Vespatianernes Tider, ligesom Polen seer ud nu omstunder. Jeg kan ikke forudsige Polens Skiebne. Jødeland blev totaliter ødelagt; men de havde ingen Russer til Forsvarer. Rusland, hvilken Scene af Forandringer! Cujoner ere blevne Helte. Barbarer Philosopher. Grovhed er forandret til Vittighed, og det største Slaverie paa Jorden synes forvandlet til en almindelig Friehed. Love regiere i freden for Stokken og Tampen. En Menneske- Bens inde sidder paa den Throne, som før sukkede under Ild og Sverd. Hele Tyrkens Magt er nu kuns lidet imod de Armeer, som en Haandfuld Svenske før har kundet forjage ved første Øiekast. — Preussen, hvilket mægtigt Rige! de gamle churfyrster Drømte aldrig om saadan en Herlighed,

Magt og Vælde. — Hvilket yndigt Syn! en Konge paa Thronen, som philosopherer, som elsker Videnskaberne, og selv dyrker dem. Hvad skal man sige om Engelsmændene? For alle Nationers Slaver: nu Søens og Handelens Herrer, frie, rige og mægtige. Men lader os betragte vort eget i Norden. Hvilke Seier-Scener skues ikke

i her! en Salomon paa Thronen, som forener

en virksom Ungdom med menneskekierlighed og Viisdom. En elsket Regent, et elsket Folk! Norden bør forvandle sig under der saa stor en Styrere. Den erkiendtlige efterslegt vil sette en nye Tids regning fra Christian den Syvendes Alder.

Hans Levedage (gid de vorde mangfoldige i Tallet) skal see Søerne vrimle af Dansk Handel! Ocean skal sukke under Byrden

af kneisende Krigskibe, hvis Kanoner og mandskab skal være en Redsel før den, som torde være Nordens Fiende. Krigs-Hærene til Lands vil komme i den Forfatning,

at den gamle grædske Phalanx

selv vil ikke være at ligne derimod. Videnskaberne, Studeringer og Konster vil svinge sig høiere, end under Roms August og Frankerigs 14de Ludevig. Vi have Skrive - Friehed, og af denne kan man vente store Ting — Uden denne havde

vi hverken havt Virgiler, Horazer, Nasoner, Ciceroner, Lucrecer, Bailer, Clercer, eller nogen anden skinnende Forfatter. Nei! vi Danske har Lov til at feile, lige saavel som disse have feilet. Men, saa have vi og Friehed til at opløfte os imod deres Fuldkommenheder. O kommer alle Stænder, og takke knælende den 7de Christian, Christian den Store!

Thronens Nærmeste.

Vi elske Christian; Hans Liv er vores Vel, Han os for Venner har; ei nogen til sin Træl; Vi ei ved Hyklerie skal slide vore Dage;

Men Sandheds, Troeskabs Frugt i fulde Friehed

smage.

Borgeren.

Lev længe, Christian, lev udi Held og Fryd, Vi skue Virkningen udas din Konge-Dyd,

Din Omsorg er for os med Viisdom og med Naade, Gid du til evig Tid for Norden maatte raade!

Bonden.

Lev længe, Bonde-Ven! vi Friehed har ved dig, Du haver giort vor Stand fuldkommen lykkelig.

Krigsmanden.

See Christian! dit Moed os giver Moed og

Kræfter,

I Disciplin og Moed vi ingen give efter.

Den Studerende.

Nu er den gyldne Tid for os Studerende,

Vi tale, det vi veed og er lyksalige,

Vi ved Studeringer nu giøre kan vor Lykke;

Thi Børsten fløiten er, som pleied før at trykke.

Den Geistlige.

Den Syvend' Christian vor Nordisk Salomon,-Er en ømsindtlig Ven af vor Religion,

Ved den begyndte han de første Konge-Dage,

Ved den sit hele Liv han nidkier vil fremdrage.

Seraphers Fader! Du! som kan alt, hvad du vil, Hvis naadigst Forsyn er paa Jorden virksom til Vaag over Christian, og lad ham længe leve Hos os, før han hos Dig blant Seraphim skal sveve! !

✂

Fandens Liv og Levnet første gang til Trykken befordret ved Doctor Faust.

Venedig 1771.

2
3

Jeg Fanden, Satan, Dievel eller Lucifer er meget gammel. Jeg kan ikke saa nøiagtig sige min Alder; thi i den Tid jeg var i Himmelen, bleve der ingen Aars eller Tids-Regninger giorte; thi druknet i et evigt og bundløst glædes Hav, var alle Tider eens for mig. Jeg var den fornemste Kerub, og jeg hofmodede mig saa meget deraf, at jeg vilde opløste mig over Alfader selv.

Men aldrig kom saa snart den Gift udi

min Siel,

Før strax en evig Qval kom for et evigt Vel. Alfader raabte Hævn, og Helvede stoed aaben, Jeg sank fortvilet ned med Hylen, Suk og

Raaben

Den Engle-Hær, som nys toeg modigt

mit Partie,

Blev for min Straf, og Qval og Lue ikke

frie:

De Aander derimod, som hadede min Grille, Fra Dem al Aanders Aand sig aldrig meer vil

skille.

De faae friemodige paa min Nedstyrtelse, Og sang en Takke Sang for deres Skabere. De nu i Himmelfryd uryggelige ere,

Ey nogen Synde-Gift kan Almagts Mynster tære.

Da jeg nu saaledes af en Lysens Engel var bleven Mørkhedens Dievel, af en mægtig Kerub en Helved-Fange kan enhver vel begribe, hvor fortumlet jeg blev, hvor forvirret, bedrøvet, birker, fortvilet. Jeg forbandede mig, min og Naturens Dannere, og udspyede imod Almagten de afskyeligste Bespottelser. -— Nu bleve Adam og Eva skabte. Jeg hørte deres Lyksaligheds Vilkaar, og var strax betænkt paa at styrte dem. Jeg forvandlede mig til en af de Slags Slanger, som have en behagelig Skabning, en Slags Glans og Skin hos sig, og som den gang gik med oprakte Halse paa to Been. Eva blev ikke bestyrtset derover, at en Slange kunde tale; thi Adam og Eva vidste vel meget; men de vare dog ikke

alvidende: ingen af dem vidste alle Dyrenes Ævner, og hvorvit alle deres Gaver strakte sig, de vidste derfor ikke saa lige, enten Slanger kunde tale eller ikke. Ikke heller kunde Eva blive bange for mig; thi Skræk og Banghed er et Foster af Synd, som ikke avles hos Syndefrie Skabninger, ikke engang hos det syndige Menneske nu omstunder, saalænge han troelig hader Synden, og forlader sig paa Jehova. Nei saa er han ikke bange, saa trodser han mig og alle mine Med-Brødre, saavel dem, som ere i Helvede med mig, som Kiød-Dievlene, der flakke omkring paa Jorden. Jeg fangede Adam og Eva ved min egen Synd, Hofmod.. De vilde, ligesom jeg nys tilforn, være lige med Gud. De styrtedes og faldt, og jeg saae deres Fald med en bitter Glæde, som dog strax derpaa blev forvandlet til Fortvilelse, da min Fiende tilsagde dem Naade og Frelse ved sin førstefødte Søn. Jeg blev dog ikke ørkesløs. Jeg mærkede, at Mennesket, uagtet den tilsagde Frelse, dog beholdt Træets og Syndens Gift. Jeg saae Kain og Abel. Jeg kunde ikke lide Abels Retfærdighed. Jeg ophidsede den onde Kain imod ham ved at indblæse Misundelses Gift i hans Hierte. Han reiste sig op imod sin Broder, og slog ham ihiel. Da dette lykkedes mig saavel, fik jeg alt mere og mere Virksomheds Lyst. Folkemængden blev stor

og utællelig paa Jorden. Jeg fløi hele Verden om med utroelig hastig Fart, og overalt plantede Vantroe, Overtroe, Gudsfornægtelse, Overdaadighed, Hoer, Mord, Fylderie, Hofmod, Gierrighed, Lyst til Stikpenge, for at bøie Retten, at give uværdige Subjectis Embeder og Bestillinger: kort sagt jeg forgiftede fra Roden af hele Jorden med Synd og Ondskab, og fik Nationer til at tilbede mig, i steden for at tilbede Almagten. Menneskene vidste ikke mere af Skaberen at sige: de oprettede Altere og Templer for mig; knælede for mig tilbade, velsignede og priste, ja udtonede Lovsange for mig: med et Ord: al den Ære, som tilkom Jehova, blev min, og jeg vandt allevegne Seier. Alfaders Hierte rørres til Hævn. Han sendte Vandfloder, som druknede det hele Menneskelige Kiøn, saanær som Noah selv ottende. — Jeg smagte en forgiftet Glæde ved dette Syn, og nest Adams Fald var dette min største Seier.— Kort efter Floden formeredes Menneskene igien i en talrig Mængde. Jeg forsømte mig ikke heller. Samme Kneeb af Satan, samme Synder paa Jorden. Imidlertid kom en Abraham frem; han stod op imod mig og mit hele Rige; han foragtede og trodsede mig, han kuldkastede Afguderiet. Alfader saae Abraham, afsondrede hans Sæd sig til et Eien-

doms Folk, lovede hans Troe og Dyder, at min Synderknusere skulde fødes af hans Æt. Han toeg sig Abrahamiterne an, som en Fader, var selv deres Gud, Konge Lovgiver og Veileder, ja mægtige Forsvarer. Jeg tabte dog ikke Modet. — Jeg vedligeholdt Afguderie og Ondskab blandt alle de andre Nationer, og var endog baade saa dristig og saa lykkelig, at jeg mange, mange gangs fik Abrahamiterne selv i mine Snarer og Strikker. — Nu lakkede det ad Tiden, at min Bane-Mand vilde lade sig føde. Jeg og hele Helvede fnøes og skiælvede af Forbitrrelse. I min Fortvilelse tænkte jeg paa at forføre den Førstefødte selv. Er meget dumt Anslag Men hvad giør ikke Fortvilelse, Bitterhed, Had og Galenskab? Forsonings-Verket blev fuldført. Guds rene Ord blev forkyndet alle Slægter paa Jorden. Mange, mange Tusinde omvendtes og bleve min Fiende troe i Liv og Død, i Med- og Modgang, igiennem Ild og Sverd, den græsseligste Marter og Pine. Jeg fnøes ved dette Syn, saa hele Helvede gav Gienlyd af min græsselige Brølen og Hylen. — Jeg kom endelig til mig selv igien. Mine Med-Brødre i Helvede og paa Jorden bebreidede mig mit forsagte Moed. Jeg blev skamfuld, vreed og optent. Vel an, Kamerater! sagde jeg. Jeg skal fare Jorden omkring, (og I maa staae mig troeligen bie)

for at sløife og ødelegge den hele nazareiske Slægt og Afkom. Men da jeg ikke kunde faae Sekten reent udryddet, fik jeg dog i det mindste Splid, og Kietterie nok iblant dem, udvortes og indvortes Forfølgelser i Mængde, og min Seier blev fuldkommen, da jeg og Roms Præst fik al Magt og alt Herredom paa Jorden. Vi forbød Menneskene at see og læse Guds Bog, vi hialp hinanden som kiødelige Brødre i at sammensmede Fabler, den ene paa den anden, den ene grovere end den anden, alt Jehova til Bespottelse, Mennesket til Fordømmelse, mig, Paven og Helvede til Forlystelse. — Jeg var imidlertid ikke heller seen i de andre Verdens Parter. — Jeg bildte Mahomed ind, at han var Prophet, eller maaskee han bildte sig det selv ind, eller maaskee andre, som han ikke selv troede. - Jeg siger: maaskee; thi hvor stor Dievel jeg end er, saa kan jeg dog ikke alle Tider vide, hvad det meneskelige Hierte tænker. Denne Mahomed var en snorrig Fyhr. Der ere mange Skribentere, som have vildet give hans Karakterer; men, som ingen har truffet dem ret, vil jeg, som kiendte Karlen best, giøre hans oprigtige Portrait. Han var af en høist anseelig Stamme i Arabien; men blev sød i de allerfattigste Omstændigheder. I Betragtning af hans Fattigdom og adskillige andre Om-

stændigheder fik han saa slet en Opdragelse, at han hverken lærte at læse eller skrive. Men denne dybe Vankundighed erstattede han ved Virksomhed, Ærelyst, Skiønsomhed, Vittighed, Hurtighed i Forstanden, og et af Naturen ømt Legeme, hærdet af Æresyge og en virksom og utrettet Aand. Desuden havde han overmaade store Gaver til at overtale alle Mennesker; især Kiønnet, som han i høieste Grad kunde fornøie baade ved Tale og Arbeid. Han var insinuant og inperieux paa engang, tapper og listig Løve, og Ræv; Kort sagt: det var det rette Subjectum for mig. Nogle mene, at det var en stor Regneog Skrive-Mester, siden han forestoed en Heel vidtløftig og overmaande riig Kiøbmands-Boed; men der er ikke meget om. Han var endog af de artige Hoveder, som, uagtet mange store naturlige Fordeele, aldrig kan lære at føre en Pen (Richelieu og Cromwell vare omtrent i lige Tilfælde) Han forrettede hele Handelen (ligesom mange andre) ved Virksomhed, et Snue-Hoved, nogle Krage-Tæer, og ved at være sin Principalinde til Tieneste Nat og Dag. — Jeg kunde ikke lide, at et for mig saa høist nyttigt Subject skulde løbe i en Handels-Boed. —Jeg trak ham ud derfra, for at giøre ham til Prophet, og han spillede sin Rolle mesterlig og herlig vel. Han saae strax, at han behøvede Hielp-

naar det galt Pennen. For Resten stoelede han overflødigt paa sig selv, og min hielv. Jeg søgte ham en en Skriver ud, en Person, som førte den prægtigste Stiil i Verden, for Resten uduelig til alle de mandige Gierninger. (Saaledes deler Naturen sins Gaver underlig og ulige ud) Mahomed, bestyrket af denne nye Selskabs Broder, torde nu vove alt. Han brugte Kaarden og Munden, og hans Compagnon førte Pennen, hvorved alle Ting lykkedes mig og Mahomed fortreffelig vel.

Mange have anseet mig for en Daare, og dum Dievel, fordi jeg tillov Mahomed at kuldkaste Afguderiet, omvende Afiater og Afrikaner til den sande Gud, og ved sin Al-Coran at oplære dem i mange moralske Dyder; men Fanden var ikke dog saadan en Nar, som I tænke Jeg giorde dog saa meget (og det var mit Hoved Øiemeed) at Mahomedanerne ikke komme til den sande Kundskab om Forsoneren, og dermed har jeg vundet mit største Spil. Hvad gaaer mig deres Ceremonier, Bønner, Fæste, Afhold, nogle udvortes moralske Dyder, en Slags Mørk Kundskab om Skaberen, hvad gaaer alt Dette mig an, saa længe min Synderknuser er dem ubekiendt. Uagtet deres hele Al-Coran, høre de mig jo til skiønt nogle undløbe mig, tvertimod H - s Collegium, som tilstaaer mig dem alle uden

Undtagelse Men den Mand er mere end alle Collegia, som har sagt: der skal komme mange fra Øster og Vester, og sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige. I Kraft af disse Almagtens Ord, maa jeg taale at see, at baade Tyrker, Jøder og Afgudsdyrkere undertiden undløbe mig, naar deres Hierter har været rene, og naar de har fulgt Fornuften saa got de kunde. Der kan da ikke hielpe mig, at en Arrestatus giver mig Assignation paa dem. Jeg faaer dem dog ikke. — Afrika (Ægypten undtagen) og det hele store Amerika vare mig troe nok, Afgudsdyrkere, fulde af Overtroe. — O hvilke dyrebare Tider for mig! dumme Religioner over hele Verden, og den kristelige, saa formørket og omkalfatret ved mig og Paven, var nesten ligesaa latterlig og afskyelig, i det mindste mere fanatisk og skadelig for det menneskelige Kiøn, end mine Helveddigtede Sekter. Saaledes triumpherede jeg i en Deel hundrede Aar, indtil Saxen viiste Vei for Det øvrige Europa til at trodse mig og Paven. Engelands Dybsindighed, Frankerigs Vittighed har siden fuldført det, som Saxen begyndte. Nu er Paven ikke andet end en Skygge, og jeg kan med al min Medicin ikke bringe ham til Helsen og Kræfter igien. I det de Christne slide sig løs fra Paven, giør mig intet mere ondt, end dette: at de slibe og polere sig i alle andre

nyttige Ting og Videnskaber; thi Tiltagelse i alle nyttige Videnskaber og Øvelser opklarer alt mere og mere Religionen, og danner ædelmodige Mennesker og sande Kristne, hvilket Syn er martrende, ynkeligt og skreksomt for mig. — Men see en nye Fiende har opreist sig imod mig i Norden. Ved sine store Oplysninger, dybe Viisdom, muntre Virksomhed, hurtige Vittighed og beundringsværdige menneske Kierlighed vil han antænde i Norden et Lys, som skal opklare hele Europa (og, o Vee mig! maaskee de længstbortliggende Lande i de øvrige tre Jordens Parter) Denne store Menneske-Ven skal omskabe alle sine Undersaatter til Menneske-Venner. O hvilken nagende og bidende Tanke for mig! aldrig har nogen Fyrste i saa faae Aar saaledes martret og forpiint mig som han. Hver Tanke i hans høie Siel er en Gift for mig og for Jordens Uretfærdighed. Hvert Trek i alle Hans Handlinger styrter mig i Afgrunden. Og jeg kan ikke tænke paa ham uden Gysen, Bævelse og Tænders Gnidsel! han er stor lige saavel i smaae som store Ting, efterlignende heri Skaberen, hvis Majestet, Almagt og Viisdom ligesaavel viser sig i Bygningen af en Flue, som i Elephantens store Krop, ligesaavel i Skinnet af en Paafugl, som i mange Stierners Glands. Jeg ynker mine Natte-Inqui-

sitorer. De har og faaet en Rem af Huden. Da alle nu Nat og Dag kan sidde rolig og fredelig paa alle Slags tørstslukkende og Sorg-Dræbende Huuse, saa tabe de nu mangfoldige Trøste-Skillinger tillige med frie Snytte-Fortæring. De fattige Liqueur-Sæl- gere, og deres Giester, tillige med en fattig Tøes, som kastede en Næve fuld Skarn eller en Taar Vand paa Gaden, var til Rov og Bytte for disse Rovfugle. De paaæskede Penge skulde i den offentlige Kasse; men de løb feil, og faldt ned i Exsequerernes komme. Nyt-Aars-Gaver derimod og andre Douceurs tilligemed en Hoben fede og lækre Smouser frietoge de rige Liqueur-Borde fra Inqvisition. — Seniorernes Tal er merkelig formindsket til Lettelse for Borgerens Lomme. De Ældste ere nu kuns faae; men alle oplyste og nidkiere Patrioter.

Den Forandring, som hvor Patriot kan glæde; Uegennyttig Dyd i Raadet har sit Sæde!

Nu skal hvet Borger see, hvorledes Dag fra Dag Hans troefast Magistrat forbedre vil hans Sag.

Hans Udgift lettet blier; hans Indtægt vil tiltage, Saa han Lyksalighed med fulde Maal skal smage. O hvor det martrer mig slig Magistrat at see, Som har Oplysning, og som elsker Borgerne

Nu skal den dyre Tid ei Staden længre trykke,

Den snart med andet Ondt fra Landet maa udrykke, Skiønt Brød knap nydes kan for rede Skillinger; Thi Rugen borte er; ja Kildet mangler her. Men om en stakket Tid de fleste sees at have,

Sit Brød til Overflod og til Almisse-Gave,

Da skal det kiere Brød for intet skienkes den, Som nu det neppe faaer for Bøn og Skillingen.

Jeg er fortvivlet over, at see al den virkelig, og al Den i Haabet forestaaende Lyksalighed i Norden. Forfatteren af Fortegnelsen paa alle de Skrifter, som Tryk-Frieheden har givet Anledning til, 1,2,3,4,5,6te Stykke, er mig vel en kier og troefast Mand; thi ved sine bagvendte, dumme og partiske Kritiquer eller Sludder-Sladder (rettere sagt) faaer han Almuen (Vulgus) til at troe, at kroget er ret, og ret kroget. Men hvad hielper mig een Mand? Havde jeg mange Regimenter af samme nedrig Aand, som han, Da vilde jeg vel love mig store Ting; men ak! een Svale giør ingen Sommer. Dog tag Moed til dig, min kiere Søn! maaskee al Ting kan lykkes os i Længden. Fortset dine Fortegnelser i det uendelige. Bliv ved, som du har begyndt, at laste og bespotte alt det, som skrives til Statens Beste, og roes alt dit eget Arbeide, alle de Piecer, du er Forlegger af, alle de Narrerier, som enten din Sekt

føder af sig, eller som i det mindste vorde trykkede hos Den Bogtrykker, hvor du tager din Middags-Mad. Jeg skal hielpe dig og staae dig bie, som en øm Fader sin virksomme og lydigste Søn. Jeg skal stræbe at giøre alle Veltænkende Patrioter stinkende, og jeg skal søge, at faae hele Landet til at løbe efter Snorre-Piberier, og alle de Bagateller, som du roser og ophøier,

Saa er Du da min Trøst, mit hele Haab i Norden, Ja Du er ærlig nok; men Du for dum er vorden, Hvis Du med Vittighed og Geist tog mit Parthie, Saa var jeg mere glad og mere Sorgefrie.

Men der formegen Grød er i Din tykke Hierne, Og, da Du er mig troe, saa som jeg ikke gierne, At Du saa dum blev fød; men ak Taalmodighed! Ved Fælleds Flid og Slæb vi komme vel afsted.

Men see jeg maa dog fortvile, enten jeg vil eller ikke. Der giøres alt for mange vise Anstalter til Landenes sande Lyksalighed. Hielpeløse Børn anvises Skoler for Ophold, Lære og Vindskibelighed. De Umyndige have Skuffer for at redde deres Liv og opvoxe til Nytte for Staten. Armod skal ikke trygle mere; men nyde sit Brød, arbeidende og svedende til Gavn for Landet. Almuen skal faae billigt Kiød paa alle Nærings Midler, og man vil udfinde for den tusinde Udveie til at fortiene. Borgerskabets Tyngder skal lettes,

og deres Nærings Veie vorde sikrere og flere. Den lærde Stand skal nyde en nye Anseelse, og faae en nye Smag paa Lærdom, paa en Lærdom, som tiener til Fædrenelandets Forøgelse i Velstand og Lyksalighed, og ikke til Spil-Fegterie og Galimathias. Den forundte Friehed avler minuteviis nye Oplysninger til Trods for Jourualisten i H. til Trods for Fortegnelse-Mageren. Svampenes Indknibning og fortørrede Krympen har udsuet af Landet den store Gift og Stank, som saa længe har fornøiet mig, og lugtet saa behagelig i min Næse. Armeernes bedre Pleie, Opvartning og Indretning piner mig meget. Fyrstens Kasser forbedres, Borgerens med. Den udsuende Uretfærdighed er allene lidende. Hvilken Oval for mig! Adelskabet setter sin hele Ære i at vorde mere oplyst mere nidkier, virksom og Patriotisk end de andre Stænder, og taler ikke meget om deres Anher og Rigdomme. De ere Fyrsten troe og elske Almuen; De ære Fortienester, og give dem frie Adgang — Fyrsten, min Hoved-Fiende, overgaaer alle sine Undersaatter, Adel og Uadel, i sande, store skinnende Dyder:

Jeg da fortvile maa, der ingen Redning er, Jeg seer ei nogen Trøst udi Fortegnelser: Man læser dem i Dag, i Morgen taer dem med, Men det er ei tilladt at nævne dette Sted?

✂

En oprigtig Fortegnelse paa alle de Hexer og Troldfolk som have været til siden Doctor Faust

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos T. Larsen Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Strax efter Doctor Faust, denne store Hexemester, som Fanden toeg levende fordi han havde opfundet Bogtrykker Konsten, (hvilket alle vide, endog Skolemestere, Munke og de gamle Matroner) kom Papalius. Denne var en selsom Troldmand. Han kunde ved sine Hexekonster bilde den Deel af Verden ind, som dog er meest fleben, vittig og meget skiønsom, at han var hele Verdens Regent, og at hans Regimente ikke allene strakte sig til Menneskenes Legemer, Midler, Ære og Liv, men endog til deres Tænkekraft og Siele. Han fik Verden til at troe, at han endog efter Menneskets Død, havde Fuldmagt over det, saa at det kom an paa ham, hvad Mennesket efter Døden skulde blive til. Det artigste er, at

han beviiste alt dette af en Bog, som just sagde alt det modsatte, og det er erdnu mere snorrigt, at ingen fik denne Bog at see. Denne Papalius har giort mange forunderlige Konster i Verden. Han herskede over Keisere, Konger og Førster ind og satte dem, pinte og dræbte af dem efter Behag. Denne Hex lever endnu, og er altsaa mange hundrede Aar gammel. Dog har han ved Alderen tabt meget af sin Styrke og Indsigter, saa at han nu kuns er en Skygge af en Troldmand. En Tydsk aabenbarede først hans Troldoms Hemmeligheder, og derved forpurrede ham. Nogle Franskmænd kom siden, og ved deres Vittighed giorde en fuldkommen Skygge af den allerede svækkede Papalius. Han kan dog undertiden Hexe endnu; men det er kuns at ansee, som Taskenspillerie og Gøgleværk. Efter denne kom Hexemesteren Diadematicus. Han kunde ogsaa artige Konster. Han kom de vittigste Nationer til at troe, at den beste og nyttigste Brug, de kunde giøre af deres Liv, var at myrde hinanden, og denne indbyrdes Myrden, hvorunder Millioner maatte lide, kaldtes Tapperhed og Ære. Han kunde bilde Folk ind,

at Papiir var Guld, og at Guld var Papiir. At alle Menneskenes Gierninger betydede intet i sig selv; men fik deres Vægt efter hans Ja og Nej. Denne Hex lever endnu, og Hexer endnu sterk, dog ikke med lige stor Kraft iblant alle Nationer. Snart taber hans Hexerie af sin Kraft ved Folkenes Vittighed, snart ved deres grundige Oplysninger: nu ved deres modsatte Magt, og atter ere andre igien, som reent lukker Øinene til for hans Troldom, og vil slet intet see paa den, langt mindre klappe deraf med Hænderne, eller udgive deres Frydeskriig. Denne Mester-Hex har gierne en Mester-Svend. Han giør og forunderligt Gøglerie. Han Hexer som tiest bedre end Mesteren selv. Han kan meget ofte forhexe Mesteren selv. Snart Hexer han ham Sovesyge paa, snart Venus, snart Bachus, og naar han først har forhexet sin Husbond og Mester, er det ham en let Sag siden at forhexe alle de andre Svenne og Drenge. Denne Hex maa dog, som oftest vige for en Hexeqvinde kaldet Mademoiselle de la Qoquetterie, og hun har undertiden igien en Domestique, af hvis Troldoms Konster hun maa være Slavinde. Saa-

ledes overgaaer altid en Hex den anden, ligesom pleier at skee i alle Videnskaber, Konster og Haandverker. Efter disse Hexe fulgte Curialis. Det var og en meget snue Hex. Besynderlig havde han udstuderet at forblinde Folk med Regninger og Brøk. Han kunde stiele mit for alle Folkes Øine. Mængden blev det paa ingen Maade vaer. Og nogle faae, som kigede ham ind i Kortet, torde ikke lade sig mærke dermed; thi saasnart de fik denne Tanke, overkom dem strax Angest, Skrek og Gysen, foraarsaget ved Troldmandens Konst og Skrubben. Denne Hex søgte at bilde Almuen ind, at han ved alle Leiligheder var deres Ven. Han viiste ingen Venskabs Prøver, og Pøblen troede ham ikke heller. De store og fornemme, som dog selv havde lært Hexekonsten, kunde han bedre forhexe. Og alt dette kom af nogle Blaar, som han satte dem i Øinene. Denne Curialis har dog og i disse sidste Tider lidt et stort Tab i sin Myndighed; thi en viis og gudfrygtig Mand, som kan mane Spøgelser, og forpurre den hele Hexekram, har betaget denne Curialis sine Børster, ved hvis Stivhed han før kunde tvinge alt, og ved hvis Elasticitet

Han kunde følge alle Vinde, og svinge sig op til de øverste Steder i luften. Da denne engang havde hævet sig op i Atmosphæren, og vilde igiennemtrænge den fineste Luft, skrev den vise Mand, som kan mane Spøgelser, og forhexe Hexene selv, nogle kraftige Karakterer. Saa snart var aldrig dette skrevet, at jo denne fald ned i Atmosphæren igien, og der forestillede det allersmukkeste Phenomenon af Verden: en Mave, som en Tønde, to Been, som Ottinger, et Ansigt, som en A * og Svinebørster glimrede i Atmosphæren, med ligesaa artigt Syn, som Regn-Buen i den klare luft. De tykke Skyer splittedes ved en igiennemtrængende lynild. Hexen blev for tung. Han faldt, og det saa tungt, at man mener, det var Aarsag til Lissebons store Jordskiælv. Man troer ikke, at denne Hex skal kunde reise sig mere af Afgrunden; thi den kloge Manere har ladet ham omringe med Pæle, og lagt en evig Begravelses-Steen paa hans Hoved, saa at han for Stenens Tyngde ikke kan hæve sig med Magt, ei heller smutte ud med List formedelst det tette Gitterverk. Efter denne kom Hexen Docentorius. Han forblindede længe

Folkets Øine med krumme Ord, og fordreiede Udtryk. Han kunde ogsaa Brøk og Algebrae, og var mægtig i sit Væsen. Han kunde udregne, hvor mange Penge Folk havde i Lommen, og deraf herligen betiene sig. Han paastoed altid, at Fattigdom og Fortienester burde ophielpes; men hos sig selv havde han forbeholden som et Axiome, at ingen var fattig og meriteret, uden han selv og hans Familie. Han forsøgte og, som den erts Hexemester Papalius, at herske over Samvittigheder og Tænkemaade. Men den Viise og gudfrygtige Mand, hvorom vi allerede have takt, hævede et Scepter af Guld, hvormed han saaledes trykkede Hexen paa Hovedet, at det vil giøre ham en bitter Svie og lang Hovedpine. Hvor skulde vi arme Mennesker vel blive af, hvis denne Manere ikke kunde tugte Hexe og Spøgelser? Vi maatte da alle blive forhexede, forbyttede og forgiorte, jammerlige og elendige. — Nu maa Docentorius tale tydelig og forstaaeligt; ei befatte sig med andre Folkes Tænkemaade, og han er forbunden til at holde sig fra Regula Falsi og alle krumme Regninger. Paa disse Vilkaar har han faaet Tilladelse at leve end-

nu, og beholde en billig Værdighed; thi denne Hex er ved sine andre Videnskaber og Indsigter ofte meget nyttig og aldeles umistelig. Efter disse Hexe er Navnkundig og særdeles berømmelig Canonarius. Han kunde ogsaa Hexe en Deel ved Hielp af Regula Falsi; men, som hans fulde Hexe-Styrke ikke bestoed heri, erstattede han denne sin Ufuldkommenhed, ved forhexede Kieppesving, ved flettede Tov og et tordnende Ansigt. Denne Troldmand er endnu ved sine fulde Kræfter. Guld-Scepteret har ikke naaet ham endnu. Men alle haabe, at det snart skal rekke til ham; thi intet kan skuffe dette Scepter. Denne Hex bilder Folk ind, at den høieste og strafværdigste Last, bestaaer i at raisonnere; det er at sige: at svare fornuftigt. Han kan ved sin Hexekonst faae Folk til at troe, at Stokken bør styre Staten, og besiele hele Statskonsten og Sædelæren, samt at gemene Folk bør leve af Græs, Vand, Eeder og Prygl. — Gid det mægtige Scepter maa snart naae ham. Disse vare efter Doctor Faust de sidste ægte Hexemestere. Efter denne Tid har kuns været Taskenspillere og Gøglere. Dog kan disse være til Ulykke nok for det Menneskelige

Kiøn med deres smaat Hexerie. — Der ere nogle af disse Gøglere, som man kalder Patroni. Disse Hexe ved forblommede Ord gabende Lommer, hvorved dekan forvirre hele Statens Lemmer, og bringe en forædt Dommer til at troe, at Solen staaer ikke midt paa Himmelen Klokken 12, at Maanen er af ankommen Ost, og at Stiernerne ere Praaser, som Jomfrue Marie forærer til Himlens Pirat at, Lysning og Prydelse. Disse kan ved deres smaat Koglerie opvekke Trette iblandt alle Folk, og paa en venlig Maade afhexe dem deres Penge. Ulykken er, at disse Gøglere ere nødvendige for Staten, siden først alle dens Indvaanere ere gøglende. Hvorledes skal man da forpurre deres Taskenspillerie? Svaret er vanskeligere end Spørsmaalet. — Med disse haves snart samme Beskaffenhed, som med Troldfolkene fra Canaan, de have tusinde Hoveder, saa, at, naar man afhugger det ene, voxer strax et nyt ud igien, og hvert Hoved beholder sine tusinde Kneb. — Maaskee disse Taskenspillere kunde saaledes fordrives, som de ere blevne fordrevne af Landet Du bon Sens. Her bliver ingen Dommer uden oplyste, studeerte og vel-

tænkende Patrioter. Naar nu to har Strid sammen, maa de stridende Partier møde personlig. Seer da Dommeren, at de begge have Gaver til at forklare deres Sag tydelig, afsiger han og hans Medhielpere strax Dommen uden videre Hvishvas. — Men mærker man, at den ene eller vel og begge Partierne ikke have faaet Tydeligheds Gave, beordres deres Patroni at træde frem, som da med en tydelig Korthed ere tvungne til at udsige det, som de Stridende havde indhyllet i en mørk Skye, der forbød, at see den eenfoldige Sandhed i sin fulde Klarhed. Omsvøb, Fyldekalk, forvirrende Udtryk, Opsettelser uden Fornødenhed, ærerørigt og gemeent Sludder; alt dette, er her Contreband. — Sagen gaaer derfor saaledes til. — A kan ikke tale selv, enten fordi han er blye, alt for fremfusende eller alt for langsom. — Hans Patronus B. faaer derpaa Ordre, at udsige hans hele Meening, Sag og Grunde i største Korthed og Tydelighed, og, naar dette er giort, maa han tie, og ikke væve og væve omkring igien, et Aar eller flere med det, som var kuns en Times Arbeide. —- Videre ere der Landsbye-Hexer,

som man kalder Administratorii. Disse Hexe og artigt nok. De kan saaledes fortrylle en Herremand, at han troer, at nøgne Agre er det fedeste Gods; at det magerste Kræ er tungt af Fedme; at forpryglede, lemlæstede og udhungrede Bønder ere de ypperligste og lyksaligste Folk i Naturen. Imidlertid Herremanden saaledes er forgiort, stiæler Hexen baade hans og Bondens Fedme, saa at han bliver saa tyk, feed og forsølvet, at han seer ud som en Staldstud med et Sølv-Skaberak paa. Bønderne faae imidlertid Anseelse af de magre Kiør i Ægypten, og Herremanden lider og meget af Svindesot. — Hexen gaaer undertiden videre, dræber Herremanden ved en langsom Gift, som kaldes Vinde- eller Svinde-Syge, og setter sig igien paa hans Stoel. — Denne Hex kunde man nu let faae Has paa. — Var enten Herremanden fuldkommen overbeviist om sine Pligter, eller og Bønderne vare det, eller og (som allerønskeligst) at de vare oplyste begge, saa siger man, at dette Spøgelse med et styrtede og nedsank i Afgrunden. — Men hvem kan opregne alle disse smaae Trolde, Nisser og Dievelskab,

som have svermet om paa Jorden siden Fausti Tider. Sandelig dertil behøvedes ligesaa store Folianter, som om man skulde beskrive det gamle Roms Dumhed og Voldsomhed; det nye Roms List og Kneeb; den Spanske og Portugisiske Inquisitions helvedspundne Indfald, Franskmændenes vitudseende og ofte falske Statsgreeb; Hollændernes priisværdigste Flittighed, og løierlige Grovheder, Smousernes Menneske-Had og Skakkerier, Engelsmandens selsomme Uroeligheder og forfløien Lyst til Forandringer; Nordens Lyst og Fornøielse i at være alle Abers Aber; Polakkernes Mytterier; det Tydske Riges Regierings-Form; Russernes nærværende Fortienester i alle Begivenheder, samt deres forrige ubegribelige Brutalitet; Chinesernes Vittighed og Hovmod; Tyrkernes Enthousiasme og Blindhed; Persernes muntre Væsen og Menneskelighed, blandet med Cabaler og Strømme af Blod. — Læseren forlade mig denne Afvigelse. — Jeg vil begive mig til Materien igien. — Efter Fausti Tider var en lille og mærkværdig Nisse, som man kaldte Visitorius. — Man veed at alle Nisser spise gierne sød Grød, med en god Skeefuld Smør i Midten. — Dette er saa bekiendt, at den burde, skulde og maatte levende brændes, som vilde negte denne dyrebare Sandhed. — Visitorius var en Nisse. Altsaa vilde han ogsaa gierne have sød Grød: men Knegten vilde at Grøden skulde koges i rød Viin, og at der sknlde

stegte Kapuner til. — Det var en næsviis Nisse. — For nu at komme til at leve paa denne

Maade, var det ikke nok, efter andre Nissers Exempel, at søge ind til Bønder. Her var hverken rød Viin, eller stegte Capuner. — Visitorius giorde derfor Ansøgning om at maatte staae paa Toldboden og ved Stadens Porte, for at hindre Indførsel af alt Contrebande. Man rosede hans patriotiske Forslag, og han fik endog med Løn, sin Forestilling bønhørt. — Visitorius var en Nisse, og hvad kan man vente

af Nissens Ærlighed? —— I Steden

for at forhindre Contrebande, befordrede han dets Indførsel; thi Skipperne og andre Contrebandeurs tracteerte ham med sød Grød, rød Viin og Kapuner, ja endog med Penge til. — Landet leed imidlertid forskrækkelig derved. Man veed, at Nisser lee altid, naar det gaaer galt til. Det samme giorde Visitorius. Naar han kuns kunde slide i en steegt Kapun med begge Hænder, loe han himmelhøit over Menneskenes Sukke, og hans største Vellyst var, at alle sultede og tørstede uden han. —- Hexernes Overmand og Beseierer, hvorom vi nu have talt mere, end en Gang, haver ogsaa taget Braaden fra disse smaae Dievle. — Disse Visitorii skal nu henges. naar noget Contrebande vorder indført; ja henges lige efter Bogstaven, uden videre Undtagelse og Omsvøb. Contrebandeurerne selv straffes paa en anden Maade efter Omstændigheder-

ne. — Som nu Nisserne ere meget bange for Strikken, ligesom galne Folk for Riis, saa haaber enhver, at deres Kneeb hermed skal have en Ende. — For Resten er der endnu smaat Dievelskab nok overalt; men hvis Tal, som sagt er, gaaer i det Uendelige, og jeg er bange for, at vores store Manere ikke kan tvinge dem alle. Her ere Ægteskabs Dievle. Er hannen en Dievel, da martrer, piner og prygler han Konen for Tidsfordriv. — Er Hunnen en Hex, da driller, ærgrer og bedrager hun Manden for at kunde faae sin Ondskabs latter fremført. — Der ere Skoele-Dievle, som giøre sig en Motion af at lemlæste Ungdommen. Ja der ere tusind og tusinde Slags Nisser og Dievele; men nu til Slutningen:

Nedfarer Satans Pak, saa mange som I ere,

I Eders Helvede, hvor I bør piinte være,

Forbandet hver og En, som hader Mennesker, Og søger udi Kneeb sit Sinds Fornøielser!

Den, som sand Kierlighed for Mennesket ei bærer, Den, som sin Tænkekrast i Nedrighed fortærer. Den, som vil mælkes, for at hungre andre ud, Gid Lynild fælde ham fra Himlens høie Gud!

Den, som ei troelig seer paa Landets, Folkets Beste, Den, som koldsindig er, og haard imod sin Neste, Kort sagt: forbandet vær og blive hver den Mand, Som ikke elsker Gud og vores Christian.

Fausti merkværdigste Efterfølgere har altsaa været:

1) Papalius. 2) Diadematicus. 3) Dennes Mestersvend. 4) Mademoiselle. 5) Domesticus. 6) Curialis. 7) Docentorius. 8) Canonarius,

NB. Taftenspillerne og Gøglerne kan Læseren selv videre eftersee.

✂

Et

Himmel-Brev

nedfaldet og fundet i Faard - - - up

af

Stedets Degn

nogle andre hæderlige og dydzirede

Matroner.

Men nu ved samme Mand til Trykken befordret og forøget med en liden Fortale.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Gunstige Læsere!

Fred, Hilsen og gode Salutems Ønske!

Jeg kan ikke vide, hvorfor Mirakler og underlige Jertegn saa modstrideligen bliver nægtet, modsagt og contradiceret, da dog den berømte Lærere Adamus Bremensis, samt Johannis Nosdrodamus, en af Germaniens berømte Theologer, i sit bekiendte Hyrde-Brev meget retteligen og grundeligen siger og mælder, lydende som følger: Hvorfore troer I ikke de Ting, som I ikke have seet. De kan ikke begribes, det er, de ere ubegribelige, og kan ikke Menneskeligviis fattes; I kan ikke forstaae dem, hvilket lyder saa meget som: I ere dumme Hoveder og Hønse-Hierner. Jeg selv, som nu over 20 Aar har været en Hane i Templet, og med min Stemes Sang overskreget nogle 100de, nemlig: faa Gode og Retskafs ne, men endnu flere Onde og Fornægtere; jeg, som Lignelseviis har galet paa Zions Volde, og i Tanke at opvække fra den skadeligste Søvn, selv er bleven hæs af en nedfalden Drøble.

Jeg som Ungdommens Indpodere og de spæde Stammers Occulift, saa at sige, har indgivet Visdommens Fløde med Skeer, har tilklinet Stammernes og Grenenes Aabninger og

Sprækker med det blødeste og usvigeligste Box. — Jeg, men nok om mig selv, tillige med den hæderlige Danneqvinde Margaretha Samuelsdatter, en retskaffens Enke, og en elskelig Magdalena, der, efterat de have opnaaet sine 50 Aar, sukker som en Due og piber som en Vibe, tilligemed den smukke af sine Dyder, nemlig Clementine Rasmusdatter, der foruden sin egen Mand elsker al Verden, det er, sin trængende Næste. Vi ovenskrevne vilde hen imod Klokken 11 om Aftenen, da Maanen oplysede Horizen, tage os en liden opbyggelig Spasseregang. — Holt stille, sagde Margaretha, (i det hun saae i Veiret,) see op, svarede Clementine, — hvad er det, sagde jeg. Jeg tog da saaledes op et forseglet Brev for mine Fødder, med Udskrift: Et Himmel-Brev, hvorover vi bleve forfærdede. Vi gik samtligen derefter ind til nogle Naboer, og lode dem læse samme, men da ingen forstod, hvad det vilde sige, beloe de os og sagde: at det var kastet fra et andet Huus af nogle Skalke, der havde Lyst at see os løbe April, hvortil jeg svarede: forlade eder Gud, I vide ikke hvad I sige.

Derefter forføiede vi os ind i et af Qvindernes Huuse, hvor der blev overlagt, at vi stulle bekoste det til Trykken, og saaledes, som det var i Manuseripto, er der nu paa Prent til hver Mands Brug og Beste, med en liden af mig selv enfoldig Forklaring over ethvert Capitel.

1 Capitel. Her tales om de fire Verdens Parter og Inddeelninger, hvorom Globus handler, hvorledes dette, som alt andet Verdens Gods skal blive til Intet.

Tordenen giver Knald, Biergerne revner, Træerne ryster, og Huusene falder.

Palatserne blive tomme, og Efterslægten skal sige: see Vellyst og Hoffærdighed oprejste dine Murer.

Fuglen skyer sin Rede, den boer paa de eenlige Steder.

See Svalen den flyver i Marken som en Lærke, den bygger sin Rede i Agrene, og Lærken igien bringer Leeret i Huusene.

Hvorfor gav du Guld for en Haandfuld Jord?

Hvorfore kiøbte du dig dyrebare Steene og Edelstene?

De Fremmede beundrede ---- Men hvad

er det nu for dig?

Thi en Hytte med Roe og Eiendom er bedre end et laant Palats med Uroe.

See de 4re Stene har mistet sin Sminke; den Fattige siger: Jeg vil ikke boe der, og den Nøisomme siger: Alt dette er formeget. O! alt dette er en Daarlighed.

2. Capitel.

Det handler uden Tvivl om adskillige Propheter, Secter og Tungemaal, eller og om Syndefalder.

Hvorfor er du falden Bedak, hvorfor er du Borte? Man sang dig fordum Viser i fremmede lande. Du var fordum et deiligt Træe i Paradiset; Fuglene byggede sin Reede i dine Grene, og dine Blade vare for dem en Skygge imod Uveir.

Siig mig du Unge, du Deilige, du som fulgte Engelens Fied, — hvorfor slaaer du Øiet need? Hvorfor vender du Hovedet? O vid, Taarer og Uskyldighed har sine Behageligheder. -— Dine Fejl var Ukyndighed.

Rebal Du løber som en Ræv, der jages af Jægeren.

Hvorfor straffede du fordum med Skorpioner og ikke med Mildhed. Lær, at Kierlighed til Mennesker har de beste Følger — Had og Stolthed føder Fiender og ikke Venner O! en Levende er bedre end et Billede. Nei! du skal desuden ikke mere kradse Sæden, men dit misundelige Øie skal see dens Fremvæxt.

Abal Du graahærdede, du nidkiære Abal, har Aarene slapper din Fornuft og Bue, det er nok at du skulde — Der var din Troskyldighed — og — O Abal! alle Ting er idel Ubestandighed — Det er allene din Dyd, der holder Stand.

3. Kapitel.

Uden Tvivl forstaaes herved Satanas den gamle Drage, eller Beelsebub.

hvorfor sidder Skorpionen stille i sit Hul, og Dragerne i sine Huuler.

Bee dig du Paafugl! dine Fiedre skinne af de dejligste Farver. Dine Fiedre ere blanke. — Men see din ene Vinge hænger.

Det er nu ikke den Tid, du brusede med Halen. — Hvor er de affaldne Fiedre? Hvor ere de skiulte? — At de endnu kan blive til Nytte.

Ere de bragte til fremmede Steder? Siig mig, om de ikke kan findes.

See Eieren kommer, og han skal sige: hvor er det? Men, det er ikke det halve.

Giv hid; siig: det er mig givet — dette er taget, —- og dette er Fortient, — da skal det fortiente gives dig, det tagne borttages, og af det Givne skal du ikkuns beholde det halve.

Hør mig derefter du Stork! du kneiser endnu med Hovedet.

Og Storken sagde: mit Næb drypper af Sukker og Honning. Jeg skal lære eder, at omdanne Sølvet til Guld og Blyet til Tin, og der blev svaret: ja vel, giør det.

Og den giorde saa; men det givne Guld og Tin var af saa liden Værdie, at Guldet veiede ikke op imod Sølvet, og Tinnet ikke imod Blyets forrige Værdie.

Men Storken bevarede det vundne Sølv og Tin paa det øverste af Taget, og han sagde: Mit Næb er reent og mine Fiedre begynde at falde, —— see jeg eier intet.

Og Skytteren kom og han sagde: Storken drager en Slange i sit Næb.

Og Storken tog Flugten paa de enlige Steder, men den torde siden hverken vende frem eller tilbage; thi den frygter mere for Ørnen end for nogen anden Fugl, under den udstrakte Befæstning.

Og see, et Billede Heldende sig paa en Canon og en Mørser, og see Canonen gav Knald uden Krad, og dens Kugler vare forgiftede. —

Men siig mig du Billede, hvis Lyd er som den, der kommer fra en Tromme. Er det Dyd eller Mod og Forstand, der holder dit Hoved i Veiret. Hist svarede Rygtet: Det er en Canon, og lugten af et behagelig Blomster.

4. Kapitel.

Her lader det, som der skulle tales om 2de umyndige Børn,

Mifera og Kafera. I smaa Tvillinger, hvorfor hænger I med Hovedet? Har Rovfugle opædet eders Brød og opdrukket eders Melk?

See, Forstanderen vender sit Øie allevegne — han seer Tankefuld ud.

See, Formynderen er ikke af de, der har Lyst at opæde Myntlingens Brød, — han siger: Jeg vil drikke Vand, jeg vil æde et lidet Stykke

Brød.

See, de Fortryktes Bevarere, siger med en trøstende Smiil: I skal ikke fattes.

Eders forrige Formyndere, eller deres Opvartere har afslikket det føde, og en Qvinde har fordum sagt: Kommer Brødre,

kommer Søstere, æder og drikker, saaer, høster og sanker i Laden, og lad de andre pløie.

Men bør du Formyndere! skal fremmede . Tungemaal opæde Frugterne, og du selv hungre. Kiære, du himmelske Skabning — siig, hører mig I Fremmede! — Jeg vil betale eder det hele inden 30 Aar, eller jeg vil ikkuns betale det halve inden 15 Aar. — Men I skal ikke tage Aager og Renter, da Himmelen selv kræver Regnskab for min Huusholdning; og skulle I ikke vilde indgaae denne Pagt, da betaler hverken jeg eller mine Børn det ringeste.

Og en Røst sagde 3 Skiepper — og en anden 3 Fierdinger fra Tønden, forandre Lod til Qvintin; thi hvor tage vi de 20, og hvorfra skal det komme? Vores Olie Kruse ere tomme, og der er ingen Olie i Lampen.

Vi vilde æde Brød, — kom, lader os alle bruge Fødderne, kommer, lader os drikke Vand, — men kiere, rør ikke Qvintinet, det taaler ingen Formindskelse.

Lad den overflødige Vægt vel afskaffes, men iagttag tillige den rettes, den nødvendiges Brug; thi det er ikke nok at udslaae i Dag, og igien opfylde i Morgen.

Naar Maalet er ret og ikke fallit, og Mynten ikke falsk, da lad dem beholde den hele Værdie.

5. Kapitel.

Her følger nogle Lignelser, der forklarer sig selv, og Det er let at see, ar herved forstaaes Have-Planter af Kaal, Rødder og Dejlige.

Det hente sig engang, at Urtegaards - Manden skulle plante, og han oprykkede en Melons-Plante af Forseelse, og han satte i dens Sted et Græskar.

Og det skeede om nogen Tiid derefter, at han vilde besee sin Plante, og han sagde ved sig selv: Nu vil jeg smage Frugten.

Men see, da mærkede han Feiltagelsen; han oprykkede igien Græskarret, og han satte den forrige Plante i dets Sted, men den var bortvisnet, — og han rykkede i Forbittrelse den samme op og sagde: Bladene og Blomsterne ere lige, men Frugten uliig.

Og det hente sig ligerviis, at en Sædemand, efter Solens Nedgang, da det var bleven mørkt, stak en Klinte i Jorden i Stedet for et Hvede-Korn, og han sagde ved sig selv: Jeg vil see. dens Fremvæxt, og han vandede den. —

Og han stod aarle op om Morgenen, og den var opspiret, og den saae ud som et Hvede-Ar, og den var dejlig for Øiet.

Og da han skulle smage dens Kierne, see, da var den bitter, og han oprykkede den med Roden, og han sagde: Du skal ikke mere qvæle den gode Sæd.

6. Capittel.

Her lader det igien, som her atter handles om Syndefaldet.

Det er et gammelt Mærke, at Skoven skal ikke plantes for tæt; thi da vil Græsset ikke groe —- Græsset og Blomsterne er ligesaavel Jordens liggendefæe som Træerne, og en liden Plante i den dybe Dal kan blive og er undertiden den kostbareste Urt.

Og Vinden blæste og den omkastede mange Træer, og andre Træer bleve omplantede.

Og Vinden omslog Ceder-Træet, — og der blev sagt: Ceder, hvorfor blev du ikke et Fyrretræ som tilforn; thi den havde ladet sig indpode en Ceders-Green. En frisk og rask Fyr er bædre end en forvisnet Ceder.

Og Cederen segnede, og see, det var saare got. — Og et graahærdet Træ blev omkastet.—--. Det havde længe sagt: Min Stamme er rodfæstet, og den er støttet af en Eeg og af en Bøg.

Og et deiligt Træ segnede, der var beskikket fordum at omplantes i det graahærdede Træers Sted; men den gode Art var umistelig, — og det bør omplantes paa et hædre Sted.

Og der faldt og segnede mange paa engang af Frugt-Træer, hvoraf faa vare gode, —— og hvis Frugt var ikke værd at æde.

Og der blev sagt: Vores Krone er affalden.

Og et Træ segnede, der var opvoxen paa et kaalt Bierg, og da det var en Piil, blev det sat ved Strandbredden, og Skibet kastede sit Anker ved dets Roed, og det blev oprykket, — ei veed en Hændelse. —

Og et Træ faldt — hvis Bark en hornet Buk havde opædt, og da Det voxte over de andre, see, da faldt det.

Og der blev plantet et Træ, og det sagde: Jeg kiendes af Roden.

Og det vilde have et Fortrin for de andre, — og det sagde: Mine Blade er bedre end de andres; thi det lod dem for nogle Aar siden forgylde, men der var intet nu at see af dets forrige Guld —- ikke heller af al dets ind bildte Kraft og Godhed. Og der bleve andre Træer plantede, og de vare ypperlige af Blade og af Frugter,; —- og de andre smaa Træer viste de og sagde: Vel dig, du Viise Plantere, vi skal høste

Frugterne af din Viise Plantning —- Deres Skygge skal befrie os fra den brændende Sols Heede.

Og et Træ udgiorde et stort Træ-Rum, og Det blev oprykt, og der bleve satte fire mindre i dets Sted.

Det første var af de rare Slags, hvis Blomster lugter behagelig og hvis Frugter vare velsmagende. Og det andet var ikke saa gammelt, men af en god Art.

Og det tredie var et ungt Træ, der blev hentet fra Norden, — og en Fugl der sad i dets deilige Greene, sang saaledes:

Du var den første af dit Slags, der nogensinde har været plantet paa dette Sted; vel dig, du viise og gode Plantere, du har lært at kiende Træerne og deres Art.

Og det fierde var et høit Træ, og dets Frugter vare ikke ilde smagende.

Men et Træ blev plantet, og det bar sure Frugter; thi det vilde desuden paatage sig Uskyldigheids Blade, — og et hungrigt Barn sad ved dets Roed og sang saaledes, som følger:

Din Broder opkiøbte for dig uden for Stadens? Muure paa de alfare Veie Blomsteret og Blomsterne, og du solgte dem siden inden Stadens Volde. Vee dig! Barnet folgte sin Kiortel for at kiøbe et Blomster,— Og du sagde: Mit Hierte er got; og du sagde: See min Ærlighed, —-

Jeg nedlegger mine Fordeele, og du overgav en anden Fuldmagt ar fælge Blomsterne, og du sagde: Du skal have Navnet, men jeg vil selv have Gavnet.

Og du opkiøbte Blomsterne paa Torvene, og sendte dem til de fremmede Steder, og der vare faae i Landet selv tilovers.

Og du sukkede, heldende paa Hovedet, og talede om himmelske Ting, og see du fik til Løn 20000de Talenter, og de samme kom fra Norden og gik til Vesten.

Men da du havde faaet dem, see da sagde du: voxer og formeerer eder. —

Og see, Barnet sukkede og sagde: Hvi gavst du os ikke det du lovede, — og du sagde: De skal komme.

Og et andet Træ blev plantet paa et andet Sted langt fra de andre, og dets Frugter vare ikke aldeles slette; men der sad en velskabt Pige under Træers Skygge, og sang saaledes:

Siunger Fryde-Sange I Døttre, I Elskede, I, som vrimler paa Gaderne, som Fisken i det salte Vand. —

Vi vil siunge dig nye Viiser, os er oprejst en Beskiærmer, den Venlige, en Fader, den Fortroelige.

Vi vil give dig vores Hierter, — da vi vide, du forud er beriget med Overflødigheds Horn. Vi vil flætte dig Krandse om din Isse,

vi vil ryge Virak for din Næse, — for dig vores Ven. See, Spurren skal nebbes paa dine Greene, og dens Reder skal mangfoldiggiøres.

Og der blev forskrevet et ypperligt Træ fra et bortliggende Land.

Og de andre Træer vare fordum mod dets Plantning. — Men Planteren, der lærte at kiende dets gode Egenskaber, lod sig ikke bedrage, og han sagde: Fører det hid.

Og en viis, en forhadt Mand, sov en liden Tid under dets Skygge, og han drømte en god Drøm, —- Og han sagde, i det han opvaagnede: Gid den maa blive opfyldt! gid den maa blive sand! 7. Capitel. Her tales om hunger som et haart Sverd. Og barnet græd for Brød, og det sagde: Giv mig noget at æde, giv mig noget at drikke. - Vi sidde i Fredens have, og vi finde ikke Frugter, vi igiennemsvandre Ageren, men hvo vil flye os Ax. - Der var Næger i Laderne; med det blev sagt: Her er intet. Og huusbønden gik ud i sine huuser, og han fandt en god Deel, - og han sagde Vee

eder, I Skalke, hvi skiulte I Forraaden, og han tog det ud og han deelede det iblandt de hungrige Børn.

I vilde aagre og I vilde prange; væ eder. I Bedragere, vee eder, I Steen-Hiertet, I som drager Enkers sidste Skiærv med deres

Sukke!

8. Capitel.

Herved forstaaes uden Tvivl Ægypti Land, samt Moses, det røde Hav og den forhærdede Pharao & c.

Og der var et Land mod Norden, hvor Kulden opreiste sig selv Slotte og Taarne, som vare lystige at se til.

Og det samme var et stort Land; for det meeste bedækket med Iis, dog uagtet sin Iis, paa mange Steder deiligt og grønt.

Det var omgivet med Vande, og det var Valfiskens og Sælhundens rette Hiem.

Det havde sine egne Indbyggere, og foruden dem siden nogle fra Østen, et langskiægget Folk, som i gamle Dage flittig besøgte det, som der opbyggede sig Huuse og Altere, og som boede der i lang Tid, men som igiensiden bleve Udslettede.

Dets egne Indbyggere vare vilde og dumme, uden Love, uden Altere, og uvante til

fremmed Aag; men som dog siden maatte bukke for enkelte Personer.

Deres Marker vare Uden Sæd og deres Bierge Uden Skove; deres Føde var Fiskenes Kiød og deres Klæder af Dyrenes Hud.

Og det hente sig, at der boede en Prophete paa hin Side Vandene i Østen. Denne saae et Syn om Natten, og Synet var dette Land, som klarligen lod sig tilsyne for ham. Han faae dets forrige Soel neddalet, og dets Forglemmelses Nat forhaanden; han saae Dets Indbyggere, omgivne af det tykkeste Mørke, at tomle om uden Soel, uden Lys og Lykke, og det var deres Vankundigheds Nat.

Her tabte Propheten ligesomsig selv, Mælet forgik ham, Medynk betog ham, og en hellig Ild optændtesi hans Siel, en Ild, som han siden forgieves søgte at slukke; og dahan fornam, at den ikke kunde slukkes, stod han Hasteligen op, gjorde sig reede og sagde: Jeg maa drage over Vandene, maa igien opsøge dette Land; Kulden skal ikke afvende mig og Nattens Mørke ikke forskrække mig; thi han holdt en Bog i den ene Haand og et Lys i den anden.

Og i det han saaledes talede, see, da rakte en Engel ham Haanden og sagde: Gak i Fred, og han gik, og i det han gik, saa læste og bad han; thi Veien, som han gik, faldt over Vandene, og den var lang og den var saare farlig; omsider overvandt dog denne Guds Mand, han

naaede Landet, og da han var kommen der, opslog Han der sine Telte, og Han udsaaede der i Lang Tid den gode Sæd, men den faldt for det meeste iblant Klipper og Skier.

Men Engelen langt fra at blive mismodig over den første Misvæxt udsendte, og udsender den Dag i Dag er nye Sædemænd; men disse ere, bundne; thi deres Overmænds Giærrighed har har allevegne trygt og trængt dem.

Og see en falsk Prophete fra Sekternes Rige opstod ligeledes; denne havde iført sig Faareklæder og han talede om et Lam; men han forvendte og brugte dem begge falskeligen.

Og han sagde til Engelen: Kiere, lad der dog udsendes Sædemænd af mine til Landet, de ere de rette, og Engelen, indtaget af hans Faareklæder, sagde: Lad dem gaae; og strax udfløi der en Sverm af dette Utøi, den kom til Landet og den satte sig paa det beste Sted i samme.

Og see, derpaa forsvandt denne Engel, og en anden fremkom i hans Sted; denne taalte dem i Landet, men han yndede dem ikke. Efter et Lidet forsvandt ogsaa denne Engel, og en anden fremkom atter i hans Sted; og see, denne har allerede begyndt at opløfte sin Segel for at afmeie allehaande Ukrud af sin Ager; thi han har Øine at see med.

Forfærdes derfore nu I glubende Ulve, I Verdens Omløbere og I Folkenes Forførere. —

Denne Engel, Han skal vist opstaae imod eder og han skal sige: Hører ikke Landet mig til? Sandt nok, jeg taalte eder et lidet derudi, men nu ikke mere; nu er eders Oprykkelses Tid kommen, pakker eder derfore ud, Deraf, forføier eder igien til Sekternes Rige, til eders falske Prophete; lad ham søde, beskytte, eller adsprede eder, hvor han vil. Jeg behøver eder ikke; I har længe nok opædt mig det Gode i Landet, og i den Sted besaget det med Klinte; I har længe nok lagt Anstøds Stene i Veien for mine rekke Sædemænd, og I har længe nok kommet deres Hiord til at løbe efter eder ved eders stiaalne Faareklæder. -

Eders slebne Talsmand, hvis Navn er — Torius, skal ligeledes blive bortviist, og hans Sted skal ikke findes meere; thi han er en Beragere underen Broders Skikkelse.

Han bedrog en skikkelig enfoldig Mand for 1000 Talenter, og han sagde: Det skal være en Hielp for de ledige Brødre og Søstre; Og see, han bedrog tillige en fattig Enke for 500, hvis Sukke skal hvile paa hans Hoved.

Eders Træ-Green eller Qvist, som saa længe har været en Kiep i eders Haand, skal heller ikke due mere til Støttelse for eder. Den vilde vel, at de rette Sædemænd bleve afskaffede, og at Landet igien blev givet til Brødre og Søstre; men viid, at mit Hierte er tillukt, og mine Øren tilstoppede for den ufornuftiges Tale.

Neppe havde Engelen udtalt disse Ord, førend der blev Hørt en anden Røst, som raabte og sagde: Ja vel! du store Engel; men Sædemændene de rette, dem du selv udsendte, deres Nød, — kiere lad dig bevæge;

Thi see, deres Forstandere og Overmænd de handle ikke med dem, som de burde: de sidder selv og nyder Frugterne, de æder det Feede, og hviler sig paa deres Leie til langt paa Dagen; men Sædemændene lade de bonde mangle og lide. Klager disse, saa ynkes dog ikke hine. De har ikke Hierter til enten til at lætte eller trøste dem.

Hvorfor handle I saa haardeligen? Hvorfore paalegger I dem Byrder, som I ikke selv vilde røre med en Finger. Træd dog ikke saaledes paa den Svages Ryg, oa ladandres sure Sveed ikke falde for læt for eders Øine, I forestiller eder 10 Aar som 10

Dage, men viid, at pløie iblandt Klipper 10 Aar, er vanskeligere, end 10 gange 10 paa den jevne og slette Mark,

I lod oprette en Plante-Skole, at de Hiemme skulle lære Landets Tungemaal; men I forskaffede dem ikke det Fornødne at leve af, og I bekymrede eder heller ikke derom.

I satte en Læremester, som skulle udtolke dem Landets Sprog, men han giorde der kun sielden, og naar han giorde det, saa giorde han det kun saa løseligt og for et Syn.

I forelagde ham en stor Bog, som var skreven fuld paa alle Sider, og som ved enhver Ting især pegede op til en Almægtig; og I bød ham flitteligen at aabne og at udtolke den, som er nyttigt Lys for Sædemændene at gaae efter i sin Tid; sandt nok, han paatog sig det ogsaa tilligemed Tittelen, som han sik derefter, og som han lod sig got befalde; men at oplade Bogen, eller sine Læber til dens Udtolkning, derpaa har han endnu ikke begyndt.

I gav ham ogsaa Friehed at udvælge til Sædemænd, hvilke han heelst lystede; en Friehed, I burde have forbeholdt eder selv, da den ikke var bleven saa meget misbrugt, som den nu er; thi i det han skulde vælge til Landets Fordeel, vælgede han kun til sin egen, - og han sagde ved sig selv: Sædemændene skal være unge, og de skal lade sig

lede ved mit Bidsel; thi jeg finder ikke min Regning ved, at de skal være kloge og vittige. -— Dømmer nu herefter, I Forstandere, I Øverster, hvorledes I har anvendt eders Sold, de 300, som I gav ham Aarligen, om de ikke ere spilte, og om det ikke snarere har været til Landets Skade end Nytte.

Og da Røsten havde udtalt disse Ord, vendte den sig om til et andet Sted, og sagde: Hører mig I Kiøbende, I som ene fik Friehed at handle og vandle, som I lystede, i Landet —- Vee eder, I benyttede eder kun af Landets Taabelighed; I kiøbte en fuld Kurv af Frugter for nogle stinkende Blade, og I sagde endda: Vi vinder intet. -—

Men see, Engelen smiler til de Ulyksalige, og han ynkes, og han skal sige: Tusinde skal ikke fattes for at berige 10, og de Fremmede skal desuden ikke kaste sit Anker ved Landets Skier; thi Landet hører mig til, og Mine Børn skal høste en tilladelig Fordeel, Uden dog at udsue Landets Indbyggere. —

Men hvorfore udvidede I ikke eders Handel mere, og hvorfore opsøgte I ikke den østlige Side af Landet, der, hvor Altere fordum vare opbyggede, hvor Hiorden fandt sin Føde i Dalene, hvor Seglen afskaer Sæden og Frugterne,

Men viid nu, at landets Handel skal fratages eder, og igien gives til saadanne, der uden at udsue Indbyggerne, skal vide at føre sig den til Nytte.

Alle disse Ting, skal høres og vel ikke høres; thi Sandheden er et Rosentræ, der stikker undertiden Haanden, der vil gribe dets deilige Roser.

✂

Et

Himmel-Skrift

nedfalden paa Veien fra

Kiøbenhavn til Emdrup,

og ved dets Nedfald

optagen af

Jens Larsen

Gaarmand i bemelte Bye,

Og ved hannem til Trykken befordret.

Kiøbenhavn 1771, trykt hos A. F. Stein.

2
3

Jeg Herren den Gud som I kiende, fra mig, som beviiser eder Godhed og idel Miskundhed, haver I vendt eder.

Dig Dannemark dog besynderlig din Hoved-Stad, for dit ugudelige Levnet, og slette med Ondskab, og stor Synd besprengte Opførsel, er besluttet Ødelæggelse.

Dig er givet Smør og Honning ja Korn i din Lade, den haver tilforn været fuld proppet, men nu skal det mindske.

Den skal blive øde og tom, alle haande U-Dyr og fremmede Orme, (dig ubekiendte) skal falde i din Sæd og forderve dit Korn.

Dragen er given Frihed Slangen er given Herske-Magt og du du er bleven dens Slave, dens Herre domme for dit, Verdens Væsen underlagt.

De Fremmede skal æde dit Brød og mættes, ja drikke dit Vand og fornøies, og du skal see derpaa med Græmmelse, og finde dig derudi med Taalmodighed, saasom jeg saavel har, som og skal tillukke dine Øien, og giøre dig seendes blind.

Ja bliver dine Øien end eengang, (som dog skal skee) opladne, da skal du Dog intet udrette imod dennem, thi ieg haver knuset din Arm, og skal stække din Magt.

Din store Ugudelighed, som du saa længe haver øved, er nu bleven

moeden— Nu er din Døds Dag forhaanden, nu overhænger dig Straf.

Du mægtige Hore! din tiid er nu ude, du skal løbe efter dine Bolere, men ikke naae dem, og om du end naaede dem, da skal de ei findes: thi jeg skal sætte Gierde for dig, og du skal støde og rive Dig, ja liide meget ondt og du skal raabende siige (jeg vil vende om igien til min Mand, thi jeg havde bedre da jeg var hos ham end jeg nu haver) Men hand skal ei heller findes ja om hand fantes da skal du dog af hannem udstødes.

Og du skal være eene og forladt. Ja da skal Du sildig omhugges, og ældig, som Vedden opbrændes, af Ildens Lue plages.

O du Afguds Dyrker, du Faders Foragter, du Vellysters Ynder, du Utugts Hersker, og Hiertets Regent, O grove Morder O store Blod-Tyv, hvor længe vil du herske, hvor længe bemægtige dig andres, hvor længe udsue dine (saavidt Underdaneres

5 Herre) ei længer end jeg vil: betænk Nebucadnetzer, om du veed hvo det var, hvad ham skeede, spørg andre derom, tænk lidet derpaa hvad om det dig skeede, som hiin vederfoer, (men nei) du skal endnu være Løs og Herske med uindskrænket Magt een liden Tiid, men saa skal du bunden være vækket, nok du skal tage Ende med Fordærvelse, du i haft høit opreist, skal tage større Nedstyrtelse, med hastigere Løb og stærkere Fald,

Nu I Almindelighed alle, andre med eders Taage forblindende, eder er given Rum til een stakket Tiids Fuldbringelse og eders Ende skal være ænd.

Eders Guld og Sølv længe med Uretfærdighed fra eders Hadere, (af hvilke I baade stræbe at elskes) sammendragen og eder med Voldsomhed bemægtiget, det I agtede at opbygge eder kostelige steenede Huuse for, skal ligerviis Avner for Veiret adspreedes, Bliver I ved udi eders Ondskab, da skal eders. Fordærvelse komme.

Men jeg skal forbarme mig over eder, om I afklæder eders Syndige Klæder og bliver mig til Villie, og ikke bedriver Hoer, og ikke bliver nogen andens, da vil jeg bie med eder og opholde eders Straf.

I viide min Magt, eftertænker hvad jeg kand udrette, i U-Freds Tiider da havde I nok, for eders storre Gudsfrygt, Nu i Freds Tiider besidder I intet, fordi jeg haver borttaget fra eder, (som med eders Hierter haver vendt eder til Synd og Ondskab:) ald min Velsignelse, Og der imod eder med Forbandelse overøset.

Da I trængtes, raabte I ikke til mig I eders Hierter, Da i hylede I eders Kamre, for eders Korn-Mangel, og sørgede paa eders Senge, da sørgede I vel, men ikke med sand Anger over eders Synder, ei heller paatænkende Forsoning imod min Vrede.

tede fra eders Fædre, derfore er min Vrede og optendt, vender eder derfore og derfra, og elsker ikke Søvn, at I ikke skal gandske udarmes, (thi Søvn medbringer Armod, og Ladhed er Aarsag til Synd) oplad eders Øyne, og stræber med Møye, og I skal mættes med overflødig Brød.

I som haver udsuet de Arme, for at formeere eder selv, eder skal Armod være viß, med Forbandelse som udgaar af de fortrængtes bedrøvede Hierter.

Hvorfor haver I henvendt eders Hierter til stærkere Drik end eders For Fædre, afvender eder derfra, See ikke til Viin, naar den er rød, og staaer skiøn i dit Glas: thi paa det sidste skal den som nu er dig sød være bitter,

og giøre dig Nag i din Samvittighed,

og eders Øine skulde see Qvinder, og eders Hierte (ved eders Drukkenskab forvendt) tale Synd, og giøre vrange Ting. Og derved skal I blive arme, og forfalde til alle mine Buds Overtrædelse, og evig eders Lyster undgielde.

Beflitte dig paa Arbejdsomhed, og da skal dine Midler til tage, dyrk din Jord, og du skal mættes af Brød, derimod giv ikke dit Hierte til Dovenskab, og forretag dig ei unyttige Ting, thi da skal du mættes med Armod.

Til Side sæt Hofferdighed, thi ved Hovmod skal du nedtrykkes, men ved en ydmyg Aands besiddelse skal Du erlange Ære.

Antag dig alvorlig den fattiges Sag, thi da skal dig vederfares Lykke; Den Konge, som troligen Dømmer fattige, Hans Throne skal stadfæstes evindelig.

Afbeed dine Synder, og tilbed dig min Naade, som og udbeed følgende Stykker: Lad Forfengelighed og Løngs Ord være langt fra mig, giv mig ikke Armod eller Riigdom, men udbyt til mig mit beskikkede Brød.

Sees en Fattig med dine Øyne at giøres Uret, og at Rett og Retfær-

Dighed borttrives i Landet, da for undres ikke over den Handel; thi der er en Høy som vogter over en anden, og end en Høyere over dem.

Dømmer Ret og ikke falskeligen, thi I som vare Rigets Embeds-Mænd I dømte ikke ret: I holdte hverken Lov, eller vandrede efter mit Raad, derfor skal jeg komme gresselig og hastelig, over eder, thi der skeer skarp Dom over eder, som Over-Herrer.

Du Konge med Viisdoms Krone finykket, hold stedse Viisdom i Ære, om du vil have Throner og Spire, og være Konge evindelig: Bliv derved bestandig, thi Gud elsker intet uden den, som bliver ved Viisdom.

Øv eders Ungdom ikke saaledes i saadane Ting, at I udi Alder dommen ei skal overvældes med Bedrøvelse og Suk, naar I tænker paa de fremfarne Tiider.

Fører eders Levnet nu saaledes, at I ikke skal komme til at forsøge min værdige Dom, saasom I ei haver ladet eder advare ved Paamindelses

Skiemt.

Dyrker mig som den eeneste sande Gud, og et giver eders Hierter til Afguder eller vrang troe, thi saadanne tings Optænkelse er begyndelse til Horerie, og at de bleve opfundne er Livs forkrænkelse.

Thi at have troe, ja en falsk troe om de Ting, som ikke burde end nævnes, er begyndelse og Aarsag, ja Ende til alt ondt og en u-ophørlig Ulyksaligheds virkning.

Nu omvender eder fra alt eders Ondskab og undgaaer min vrede, thi jeg eders Gud er god, barmhiertig, trofast mild og meget misskundelig.

Frygter I mig herefter og holder nine Bud, hvilke eder ere forreskrev-

ne at opfylde, Da skal eder igien gives i Mangfoldighed hvad I nu maae savne, ja endnu meere, end I haver tilforn havt og I skal erkiende min Magt saavel nu som tilforen, og ald eders Synd skal da være udslettedt, og I skal dog endskiøndt I have syndet kaldes mine, og kiende min Kraft hvilket at kiende som og min fuldkomne Retfærdighed, det er er Rod til U-Dødelighed, og eder skal gives omsider, at kiende min Kraftes fuldkomne Herlighed hisset.

Nu er eder Advarsel givet, omvender eder og bedre eders Veie.

Men I, som pløie Ugudelighed og Ondskab, I skal høste Uretfærdighed og æde løgns Frugt, thi I forlader eder paa eders Veye, og paa eders store Rigdom og Magt.

Eder skal her i Live paakomme Smerte og Nød, I skal være som

Morgen-Skyen, og som den Dug der falder aarle: Som Avner der bortblæses af en Loe, ja som Røg af en Skorsteen.

Eder skal overgaae stor Fattigdom og haarde plager, hvad I have skal være ufældig og ikke lykkes, eders Sæd skal raadne og forraadne i Jorden, eders Korn-Huuse skal vorde øde, og eders Lader nedfalde, det skal eder hendes, fordi I viste mine befalninger og fulgte dem ikke, (og det her i Livet.)

Eders Been skal da endelig Uhæderligheds Jord giemme.

Eders Kiød skal raadne i Huler beprydede med Blomster, hvis Rødder ere Suk og Klage.

Disse Kroge skal indrumme eders saa ofte med Undertrykkelses Eeder beladte Been.

Og der skal eders med Underfundigheds Blod besudlede Lemmer, udhviile med liden Roe, til min den store Dags komme: da eder skal Ret vederfares, og da I skal for eders Onde mod andre Udøvet, igien betales af mig, med evig Straf og Plage: Ja visselig det skal skee.

Min Jens Larsens korte og

eenfoldige Betænkning over dette Syn.

Da jeg paa min Hiemreise, saae Himlen aabnet, og noget fare need over mig, tænkte jeg, at det skulde være en Guds Straf over mig, for min Ondskabs og Ugudeligheds Skyld, og da ventede strax min Død; men maaskee det er mig skeet, (og det er det gandske viist,) fordi jeg af min Synde-Søvn skulde blive opvakt, og (Gud skee Lov) jeg er herved med en Saulus, bleven til en Paulus, (ikke at jeg skal rose mig selv,) saasom jeg tilforn Syndens Broder, er bleven omvendt herved, saa haver jeg des Aarsag, udgiven denne Helligdom i Trykken, øndskende alle en sand Anger og Ruelse, med Troe til vor Herre Christum.

✂

Fandens Svar

paa

Emdrups

Himmel-Skrift.

Optagen

Lars Jensen Huus-Mand,

af hannem til Trykken befordret.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet i No. 196,

2
3

Min Fandens

korte og eenfoldige

Betænkning

over

Jens Larsen,

eller over

Forfatteren af Himmel-Skriftet,

under

dette opdigtede Navn.

Jeg bekiendtgiør herved for alle og Enhver, at denne Forfattere er 1) En Erke-Løgner. 2) Det forvovenste Menneske, jeg endnu har kiendt, omendskiønt jeg dog er temmelig gammel. 3) En stor Dosmer. 4) En elendig og jammerlig Karl i at føre Stil og ere det disse fire Stykker, som jeg hvert i Særdeleshed her vil bevise og godtgiøre.

Jeg er vel selv den største Løgner, for saa vit, at jeg er Løgnens Fader, og den som har indbragt all Løgn i Verden. Imidlertid ere der dog mange af mine Børn, som nu omstunder heri overgaae mig, iblandt

hvilke Forfatteren er den fornemmeste. Han tør sige, at han haver fundet et Himmelbrev, da der dog læses udtrykkelig: "I have Mosen og Propheterne; „ hører dem. Han siger pag. 15, at han saa Himlen aabnet, og noget fare ned over sig. - - Mon det var ikke et Vindue, som blev aabnet, og Bærmen af en Kammer-Potte, som foer ned over ham, og, som han ventelig har travet om paa Gaden i en Henrykkelse af Brændeviin, saa har han anseet denne Machine for et Luftsyn, der formodentlig har stødt ham lidt i Hovedet, og derfor af ham er bleven anseet som en Straf fra Himmelen. Maaskee dette Excremem-Kar har

knust sig paa hans Isse med en Slags Bulder, hvorved Fugtighederne tillige have bedryppet ham, saa at han har tænkt, det var Torden og Regn paa engang, hvorudover han af en hastig Skræk pludselig har omvendt sig, og blevet, som han siger, til en Paulus. Men hvorledes er han med alt dette kommen til sit Himmelbrev? Ja det veed jeg ikke; men saa meget veed jeg, at han ingen Himmelbrev har faaet, og at han i dette Kapitel er en Erts-Løgnere. Aarsagerne til denne hans Løgn kan være adskillige. Maaskee han er bleven tørstig paa nye, og har projecteret til en nye Sop-

gen. Iblandt mange andre Projecter, har det syntes ham meest beqvemt at skrive Himmel-Breve; thi alle Byens gamle Kierlinger, som troe, drikke, sladre, græde, skyde deres halve Skillinger sammen, og deraf opvoxer et Perou i Mignatur, som tiener Forfatteren til Brændeviins Floder. - - Mueligt og at Forfatteren er virkelig Fanatisk gal, og at han troer, at et opdigtet Himmelbrev skal tiene Folk til Omvendelse; men han burde da have erindret sig disse Ord: "Troer de ikke Moses og Prophererne,„ da troe de endnu mindre, om een stoed op fra de Døde. - - Følgelig omvende de sig endnu mindre ved Jens Larsens Himmelbrev. - - Alle begrine det, undtagen nogle Hospitals-Kierlinger; men som disse troe allerede, at de ere omvendte, skiønt de allerfleste af dem ere drukne Søer, Skiende-Gieste, misundelige, hadske, bagtalerske , trettekiere, & c. om hvilke alle Paulus siger: at de ikke skal arve Guds Rige, saa kan dette Brev ikke være dem til videre Tieneste end at de samme Aften, naar de stamme det igiennem, øde en Taar Tran, og en Taar af der Klare mere end sædvanlig pleyer at skee. I hvorom alting er, faa er det en formastelig Løgn at give et Skrift ud i Guds eget Navn, hvorved jeg har beviist

min første Setning, nemlig at Forfatteren er en Erts-Løgner. - - Jeg har videre sagt, at han for det 2det er det forvovneste Menneske, som jeg nogen Tid har seet, og det er jo let at see, naar han i saa oplyste Tider, som disse tør driste sig til at bilde Folk paa Ermene, at der nedregne Himmelbreve imellem Kiøbenhavn og Emdrup? - - Saa dristige som Paverne have været i at lyve, har dog ingen af dem endnu været saa frek og uforskammet, at han har tordet lyve Verden fuld om Himmelbreve. Min elskelige og trofaste Mahomed vovede det vel; men her var saa stor Forskiel som paa Nat og Dag. Mahomed var en snue og vittig Karl, snart ligesaa sleben og polisk som jeg Lucifer selv; denne Forfatter derimod er et eenfoldigt Dyr, som skriver ligesaa ilde dansk, som Mahomed skrev prægtig Arabisk. Mahomed havde dumme Araber at væve for, dem kunde han bilde ind, hvad han vilde. Denne Forfatter derimod er paa en anden Skueplads, hvor der er lutter oplyste Tilskuere. Mahomed havde Mod i Brystet, han torde være sit Navn bekiendt, og, naar hans Løgn ikke vilde hielpe, trak han som en drabelig Helt, sin Kaarde, denne hialp ofte langt mere end alle hans foregivne Aabenbaringer. Denne Forfatter derimod skiu-

ler sig i en dum Bondes Navn, og tør ikke vise, hvem han er. - - I saa oplyste Tider ar skrive noget i Guds Navn, hvad Straf fortiener det ikke? Naar kuns er Menneske skriver det andet Menneskes Haand efter, maae han jo miste sin Haand? - - Nu skriver denne i Guds Navn, hvad ringere Straf da, end at han maatte miste sit Hoved, ifald han havde noget. - - Men skulde han og virkelig have Hoved, saa maae det dog i det mindste være hierneløs, og hvem vil da vel umage sig med at knuse, Skabilken-Hoveder, lad dem heller blive til, og tiene til Parykblokke, saa giør de dog i det mindste noget Got i Verden. At bevise for det 3die, at han et en stor Dosmer, der er en ler Sag. Pag. 4. siger han: De Fremmede skal æde dit Brød og mættes, ja drikke dit Vand og fornøyes, og du skal see derpaa med Gremmelse, og finde dig derudi med Taalmodighed, saasom jeg saavel har, som og skal tillukke dine Øyne, og giøre dig seendes Blind. - - hvilken Pladder af Dumhed og Modsigelser? at see paa en Ting med Gremmelse, og dog finde sig deri med Taalmodighed. - - Taalmodighed forsøder jo alle Smerter, og er ikke sammebunde med Gremmelse. - - Naar Forfatteren er virkelig Taalmodig, saa gremmer han sig

ikke over, at man kalder ham en Løgner, og en usel Dumrian. - - Han siger, at de Danske skal see med Gremmelse, at de Fremmede drikke deres Vand. - - Hvad Gremmelse kan vel være heri? Jeg troer ganske vist, at Forfatteren ingenlunde skulde gremme sig, om endeel Russer og Polakker, & c. drak nogle Spande Vand fra ham, naar de bare ikke drak for meget Brændeviin fra ham, og giorde dyr Tid paa hans allerkiereste Finkel. - - De Danske har aldrig havt nogen Gremmelse af, at de Fremmede har deelt Vand og Brød med dem; men det har undertiden giort dem ondt, at fremmede Projectmagere har løbet bort med deres Penge, og oven i Kiøber skieldt dem for dumme Grüss-Kopfer. Pag. 7. Bebreyder han de Danske, at de nu just i denne Tids-Punkt ere henfaldne til Ladhed og Dovenskab: - - Ja gid det var sandt; thi Ladhed er ganske virkelig, som man siger, Fandens Hoved-Pude. Jeg kan meget godt lide dovne Folk; thi, imens de giør intet, lære de at giøre ilde. Madame des Carles gider ikke giort noget. At passe paa Huusholdningen, er hende for gemeent. At beskeftige sig med Børnenes Opdragelse, falder hende pedantisk. At læse smukke Skrifter, giør hende kuns Hovedet galt. - - Hvad giør hun da? slet intet. Omsider bliver hun kied af sig selv. Hun gisper, og ønsker sig Døden, men for ikke at gaae trøstesløs bort af denne Verden, søger hun Flasken,

hun drikker, drikker igien, og bliver munter, nu vil hun ikke døe: men hun gider dog heller ikke arbeide, hun bliver paa nye kied af sig selv, og for at blive Grillerne og Kiedsommeligheden qvitt, og for at faae en anstendig Tidsfordriv, kysser hun sin Hund, tager den paa Skiødet, og sidder sig ned ved et Qvadrille-Bord, hvor hun paa nogle Timer forspiller sin Mands Indkomster for et heelt Fierding Aar, baade dem han har perfas & nefas. Manden, som merker de tomme Steder i sin Kasse, skiender, bander, og, for ikke at blive reent ruineret, nødes han til at aabne netas flere Kilder, for derved at giøre sin Jord frugtbar. - - See disse og andre Følger har Dovenskab. - - Gid derfor den dumme Forfattere havde Ret i at beskylde sine Lands-Mænd for en besynderlig og udmerket Dovenskab i disse Tider. Men den Slyngel lyver; thi Dannemark har aldrig været mere flittig og virksom end nu, hvilket den Dosmer, naar han havde Øyne, let kunde see af Handelens herligste Tilvert, af Fabrikernes og Manufakturernes Floer og idelige Tiltagelse, af Agerdyrkningens Forfremmelse & c.

Ligesaa løgnagtig og dosmeragtig beskylder Forfatteren Pag. 8. sine Landsmænd, naar han siger, at de ere sterkere Drankere end deres Forfædre. - - Gid den Dosmer talede sandt, det skulde være mig en stor Fornøyelse; thi ved Drukkenskab kan jeg faae et Menneske til at giøre hvad jeg vil. En Drankere er mig et yndigt Syn.

Han dræber Tiden, og forandrer sig fra Guds Billede til et Sviin. Hans Øyne formørkes, hans Hals er stinkende og brendende, hans Blod tykt og forbrendt, Hænderne rystende, Benene snublende, Kroppen mat og svag, Fornuften borte, det heele Menneskelige tabt og forsvunden og kuns det blotte dyriske tilbage, nye voldsomme og ødeleggende Projecter for at drikke paa nye, nye Fuldskab, nye Synder, og nye Fornøyelser for mig.

Damon, en Philosoph, levede lenge saa ustraffelig, at hans heele Liv og Levnet kunde tiene som en Rettesnoer for det menneskelige Kiøn. Jeg giorde idelig Anfald paa ham, nu ved List, nu aabenbare; men intet vilde lykkes mig; omsider fik jeg ham dog engang til at drikke sig drukken. Jeg var ikke seen, førend jeg fik sendt ham hans Søster paa Halsen. Det var en ung smuk Pige og en frek Coqvette. Jo mere afholden Philosophen havde været tilforn, jo mere begyndte han nu at brende med eet; thi jeg og Viinen tendte ham op af alle Kræfter. Det stod ham alene for Hovedet, at det var stor Synd med hans egen Syster; men jeg forestilte ham, at Fædrene i det gamle Testamente havde lagt i med deres egne Døttre. Vinen, Lysten, hans Søsters Smukhed og Coqvetten tillod han ikke at raisonnere. Paa Fædrenes Regning i det gamle Testamente sov han derfore hos sin Søster. Denne Synd bedreven, skam-

mede han sig overmaade, han vidste, at hans Søster, var meget sladderagtig, og af de Slags Fruentimmer, som ikke kand tie med deres egen Skam. At Verden da ikke skulde faae hans Svaghed at vide, besluttede han at omkomme sin Søster. Som Philosoph vilde han dog gierne have Farver paa denne sin Gierning. Jeg var strax villig at laane ham dem. Jeg forestilte ham end ydermere, at han giorde en god Gierning i at skille Verden fra slig en forførisk Coqvette, som kunde forspilde mange Menniskers Velfærd og Salighed. Levninger af Sviren og Frygt for Tabet af hans philosophiske Ære kom ham til at troe mig. Men som Philosoph kunde han ikke dræbe sin Søster ligefrem eller aabenbar. Han forstod noget af Physiken, han lavede hende en langsom og mild Gift, som i 24 Tmer giorde sin Virkning, saa at det blev skiult for Menneskenes Øyne. Hidindtil havde jeg holdt ham roelig i Forhærdelse; men nu begyndte jeg at ængste ham, og at forestille ham disse store Synder som endnu meget større. Det har altid været mine Knæb at forringe Synden, førend den bliver begaaet, og siden at giøre umaalelige Omveye deraf. Saaledes bar jeg mig ogsaa nu af. Jeg qvælte den arme Philosoph saa længe, at han som den anden Judas hængte sig selv, brast i Stykker, og leverede sin fortvivlede Siel i mine Kløer. - - Jo Fuldskab er mig en fød Fornøyelse, og mit

Fac totum. Det smerter mig nok, at de Tydske og Danske i dette Aarhundrede saa meget har aflagt det for mig saa høyst tienende Drukkenskab; derved afkortede faa mange Klammerier, Slagsmaal, Mord og Dueller, derved saa mange Siele tabte for mig. (Og omendskiønt de Danske nu have frie Lov at drikke Dag og Nat ubehindret, saa haver dog denne Anordning endnu ikke været mig til mindste Nytte, hvoraf tydelig sees hvorvidt de Danskes Sæder ere forandrede i dette Capitel, og at de nu omstunder elske stærke Drikke meget mindre end i forrige Tider, da det var et Galanterie at være jævnlig got drukken, og at det var største Skam at levne noget paa Bunden af den største og tungeste Pocal. Nn derimod en Drankere næsten ligesaa foragtelig i Dansk: som i Spanien. Man vil ikke omgaaes ham, ikke betroe ham noget at forrette og Børn paa Gaden pæge Fingre af ham).

At jeg for det 4de har beskyldt ham for en elendig og jammerlig Stiil, det sees øyensynlig af hans Skrift eller Væv heele Veyen igiennem; Og hvem kan forstaae eller forklare hvad han har sammensmurt Pag. 2. Naar han saaledes skriger og raaber - "Fører eders Levnet nu saaledes at I ikke skal komme til at forsøge min værdige Dom, saasom I ey haver ladet eder advare ved Paamindelses Skiemt." Er Forfatteren ikke Daarekiste gal, naar han siger: at Gud skiemter

ved sine Paamindelser, og at de, som ikke vil lade sig omvende af denne Guds Skiemt giør ham omsider vred og falder i hans værdige Dom. -- Da nogle enfoldige Folk engang raisonerte i et Selskab om Syndefaldet, og ingen af dem kunde indsee, hvi Gud knnde blive saa vred paa de første Mennisker, fordi de havde spiist af de forbudne Æbler, tog endelig en gammel rynket og ærværdig Matrone Ordet og sagde: maaskee det var saadanne Æbler, som Gud havde giemt for sin egen Mund. - - Et latterlig Begreb havde denne gode gamle Kiærling om Skaberen, men mon Forfatteren har det bedre med sin Paamindelses Skiemt, naar han troer, at den store Gud paaminder Menneskene for at harcelere og skiemte med Synderen. End videre Beviis paa hans jammerlige, bagvente, forvirrede, usammenhængende og aldeles hierneløse Stiil, vises p. 6. hvor han saaledes sammenstikker. "Eders Guld og Sølv med Uretfærdighed fra eders Hadere, af hvilke I burde stræbe at elskes, sammendragen, og eder med Voldsomhed bemægtiget det I agtede at opbygge eder kostelige steenede Huse for Skal ligerviis Avner for Beyret adspredes." - - Den sletteste Oversettelse af den meest forvirrede Tydske Text, kan aldrig blive mere elændig, mere forvirret, mere tvungen, og mere stridende imod det danske Sprogs Genie. - - Forfatteren i Stæden for at være Jens Larsen, Gaard

mand i Emdrup, synes snarere i Betragtning af sin Skrivemaade, at have været en forløben tydsk Polakker-Jøde; thi disse Folk ere tappre Karle i at radbrække ald Verdens Tungemaal, besynderlig det danske, hvilke de udpibe saa yndig forvirret, at et eeneste halv Punctum kan tien e en delicat Mave til den kraftigste Purganss. De Danske havde vel i forrige Aarhundrede en temmelig forvirret Construction i deres Skrifter, som de havde lagt sig til ved flavisk at efterabe den tydske Skrivemaade; thi de danske har altid haft besynderlig Fornøyelse af at være alle Nationers Aber. Dog har intet Aarhundrede, end ikke engang Kiempe-Viise Alderen, frembragt saa forvirrede Setninger i det danske Sprog, og saa bagvente Perioder, som denne foregivne Jens Larsen. Det underligste er, at Bønderne ere just allermindst forvirrede. De ere tvertimod naturlige Fvlk frem for dem i de andre Stænder, og deres Tale er lige saa lige frem som deres øvrige Væsen.

Nu har jeg vel beviist mine 4re Setninger, nemlig:

1) At Forfatteren er et Løgnebæst. 2) En fræk Krabat. 3) En stor Dosmer, og endelig 4) en forvirret, bagvent og elændig Skriver, men hvad har jeg vel dermed udrettet? saa got som slet intet. Forfatteren har vildet fortiene et par Skil. Titulen paa hans Skrift eller Væv

har ventelig forskaffet ham dem, han har altsaa opnaaet sit Ønske, er følgelig fornøpet og bryder sig hverken om Menniskener eller Dievelens Critiqver. Det er vel ikke hans Sag at omvende sine Landsmænd, mens snarere at vende sig selv om til Flasken, som ryger og damper af Vartouvianernes sammenskudte Siæle-Gaver. Det har ikke heller været hans Sag ved disse sine 6 a 7 Blade at oprette sig en Ære-Stytte, disse bygges ikke paa saa svag en Grund, og Forfatteren har let kundet see, at han letterere kunde blive Bachi Helt end Musernes Yndling. Jeg har altsaa skrevet uden Nytte i Henseende til Læserne, da har de uden mig fast alle kundet see hvad jeg her har vildet fortælle dem, undtagen nogle gamle Øl-Matroner, som endnu troer at Jens Larsens Brev er et Himmelbrev, og som derfor bande mig stakkels Dievel, andseende mig som en Løgnere og Skandskristmagere. Og da de gamle Kiærlinger ere reent bandsatte, til at skiendes, naar da opildede af Livets Vand faaer Sludderen paa Gang, saa er det at jeg af Frygt og gysende Skræk for deres hurtigløbende og hudflettende Tunger, hermed tager som hastigst Afsked, og forsikkrer, at jeg ikke noksom kan belee og bespotte den foregivne Jens Larsens Emdrupiske Himmelskrift.

✂

Et Ekko fra Christiansborg-Slot, til Trøst og Skræk for de Kiøbenhavnske Indvaanere.

Kiøbenhavn, 1771 Tkykt hos L. N. Svare.

2
3

Alting er i Vilde-Rede, siger nogle; alting er ordentlig og lykkeligt siger andre

Men naar skal vi faas et afgiørende Begreb om vores nu værende Skiebne?

Og hvem skal sige os, om vi ere lykkelige eller ulykkelige?

Er der just en afgiort Sag, ar der evige og milde Forsyn har forandret sin Bestemmelse over Dannemark til der Værdste?

Nei, der kan jeg ikke tror; thi jeg har ikke den allermindste Grund til ar troe sligt.

Skal jeg i nogen Maade giøre mit Facit paa, at den overordentlige Kierlighed, som det milde Forsyn har saa mange Aar, ja mange Aarhundrede tydelig vist over dette Rige, kan jeg ikke overtale mig til at troe, at den saasnart skulde være blevet forvandlet til en grandgivelig Vrede.

Men lad os kuns ikke med den galloperende Verden giøre blinde Slutninger, førend en nøie og upartisk Undersøgning er gaaet i Forveien.

Mon ikke en Uorden eller en for hastig Forandring har fat mange Borgere i den Tanke og giort dem frugtsommelige med de Begreber, at nu var det klart, at nu vare alle Freds Tankerne til Ende over Dannemark, at nu vilde den Almægtige til at revangere sig

den

O! mavre Tanker! jeg kan ikke lide den Borger-Hierne, hvor I ere avlede.

Hvorfore skal det milde og naadige Forsyn have Skyld for det, som allene kan være Caufæ Secundæ af Menneske-Handlinger?

Man maatte kienbe lidet til Verden som en Statsmand, hvis man ikke vidste eller ikke vilde vide, at ved hver nye Regiering kan man vente nye Forandringer, ja man bør vente

dem.

Den forrige eller afdøde Potentat kan jo have havt en særskildt Tænke- og Regiere-Maade, langt anderledes en den, der skal succedere ham.

Hvem vilde nu være saa ubillig eller, urimelig, at vente eller forlange, at en Eftermand skulde lade det blive ved den forrige og gamle Slendrian, naar Eftermanden kan baade saa

Naade og have Indsigt til at rette, ændre og forbedre mange Ting m Sager.

Hvorledes vil man nu bære sig saa latterlig ad, at indbilde os, at den Tilstand, der er iblant os, skal være en umiddelbar Følge af Guds Straf over Dannemark?

Jeg hører daglig fra alle Kanter og Siog i alle Sældskaber, disse Ord: Nu er Guds Strafkommen over Dannemarken. Nu vil der gaae os snar som Lisabonnerne. Nu vil Kiøbenhavn snart forgaae med Ildebrand.

Nu vil vi snare faae Krig; med mere Narre Snak.

Skal nu vore nye og efter Kongelig Indsigt og Naade rimelige Forandringer have Navn og Titel af Guds Straf?

Af lissabonisk Ruin? Af Ildebrand? Af Krig?

Hvad er det for Snik-Snak af foruuftige Mennesker? Naar vil man holde op med saadan Narre-Snak og Taabelighed?

Bliver vor Rige heldigere og lykkeligere, ved at snakke saa ilde om sig selv?

Og mon det ikke vilde være viiseligere, at vi føgte Grunden til vor daarlige Klage.

Jeg har desværre mærket den taabelige Uroe hos mine Landsmænd hver Gang der er skeer en offentlig Forandring i Staten, at de har troet, at nu var det klart, nu var der ingen Redning, saasnart som Indsigtsfulde Mennesker, ved at forandre, allene søgte at forbedre.

Saasnart som denne foranderlig Forbedring gaaer for sig, giør man en Pokkers Allarm, ret som der var Ildløs i hele Riget.

Den, der ingen Indsigt har og ingen Indsigt vil have, troer, at enhver forbedrende Forandring føder tusinde offentlige Ulykker af sig, men ere i ikke dog gale, I Daarer, at dømme saa ilde om det, I ikke forstaaer! Det er jo lutter Galdskab.

For Himlens Skyld holder op med jer urimelige Sladder og Klage.

I fylder baade vore egne og fremmede Lande med lutter Løgnagtige og i somme Grader skadelige Fabler.

Jeg har desværre mærker, at Aarsagen til den almindelige Daare Kiste-Snak er Mag-

gel paa rigtig og paalidelig Indsigt: den kunde vist faaes. Hvorfor ikke?

Men det fæle Galop, at Meenige Mands Tanker gaaer udi, hindrer dem fra, at faae

nogen Kundskab af dem der maaskee vilde give,

dem den.

Hvorfor skulde jeg være saa ubillig imod min egen Nation, at tænke den Forandring, der gaaer for sig, og som jeg ikke kan eller vil begribe, at være en Caprice rig paa skadelige og Farlige Følger.

Lad os sætte, at en Regierere her havde en langsom, velbetænkt og gavmild Tænke- og Regiere-Maade, at hans ædle Hierte har været maaskee større end haus. Undersaatter kunde taale, at, naar hans rige Haand har været oplukt, han da har deelt ud, saa længe der var noget i Haanden, at, naar en viis Mini-

ster kunde tale meer, end ordinaire, Han da gav ham en Gave, som kunde passe sig paa en Konge, at, naar Een havde giort en Opdagelse, der kunde virkelig fortiens en Kiendelse, han da giorde ham en Présent, som kunde synes for stor for Misunderens Øie, at han tastet et agtsom og upartisk Øie til den af hans Riges Sønner, der havde signaleret sig ved en eller anden god Gierning, for at belønne ham, at han har indseet ved sin store Fornuft, helliget ved Naaden og hiulpen af Naturellet, at de Unyttige i Riget skulde råbe deres Embeder, fordi de formodentlig faae mere paa sig selv og paa Egenheder, end paa Rigets Vel.

Lad os saa sætte, at en saadan Regierere bliver afløst ved en Regent af en hastig, naadig og af Nødvendighed sparsom Tænke- og Regieremaade, at hans ædle Hierte ikke kan være saa stor, som hans Undersaatter gierne ønskede det, at naar hans velsignede og naadige

Haand er oplukt, han da uddeler efter Skik og Maade, at naar en ærværdig Minister viiser tydelig sin lykkelige Forstand og gode Raad, han da afpasse? Kongegaven efter Gierningens mere eller mindre Nytte og Indflydelse i Staten, at naar Een eller anden, var det end og en Bonde, kan giøre en eller anden invention, han da opmuntrer og aflegger ham med en taalelig Premie, at han ikke udmærker andre af Rigets Genier, end dem, der har havt gode Motiver i deres gode Handlinger, at han daglig bærer over med maadelige Subjekter af Frygt for at faae værre.

Naar nu ave alle Sætninger ere; giorde og alle disse Kontraria støde sammen, skal saa forsynet, forestillet under den vredeste Stilling have Skyld for de allernødvendigste Foranbringer, kan de endskiønt ikke i Aar slaae ind til store Lykker, dog kan slaae saadan ind ad Aare.

Nei; hvem der kiender den mindste Gratte til vel Heeles Natur, Art og Beskaffenhed, har et andet Øie at see med, end meenige Mand.

Hvem der er bedre sindet imod det heelt i Staten, end imod Personalia, der være sig egne eller andre, dømmer ikke saa hastig væk, naar hans skadelige Indbildning end maatte være vandt til at gaae i Trav.

Førend han dømmer væk, saa undersøger han nøie, hvad det personlige, det farlige, der til Egennytten saa gierne nedhængende Jeg har for en Indflydelse i og paa det Heele, og hvor stor det Heeles Gienkierlighed (eller Belønning) er igien til ham, om den er proportionerer, interesserer eller efter Maaden.

Han som kiender sin egen Dulighed, uden enten at laane noget af egen Kierlighed,

eller af egen Indbildning, for at forstyrre den, veier den først selv paa Billigheds Vægt, førend han leverer den til Staten.

Overbeviist om den Pligt, at giøre sig som en Lem af Staten til den meest dueligt Borgere, giør han ikke usømmelige eller ubillige Fordringer, men tager til Takke med en Belønning, proportioneret efter hans Indsigt, hans Veltænkende og hans Giernings virkelige og væsentlige Hæld.

Han er ikke saa urimelig, at skansere fra en førelig og artig Borgere til en misfornøiet og uroelig Skabning, fordi Staten ikke giver ham fede Belønninger for mavre Gierninser. han veed og troer, at bliver hans Gierning ikke ledsaget med Gave, er det hverken Statens eller Regiererens Skyld, men hans

Giernings Ringhed, da andres har været meget større, meget heldigere, meget nyttigere for det Heele, end hans.

Hvad vil han saa mere?

Han maae desuagtet beholde et taknemmeligt Hierte, endskiønt hans Gierning ikke denne Gang blev udmærket, altsaa ikke heller denne Gang belønner, siden andres Handlinger vare væsentligere nyttige, og slog ud i flere fordeelsfulde Greene for Staten, end hans.

Gid altsaa disse Overbeviisninger maatte føre med sig den Skræk og Trøst, som vi

alle ønsker, og som Tittel-Bladet ikke forgieves

har lovt!

Gid Skræk for de elendige og dumme Fæe, der har saa nedrigt et Hierte, at dadle en Regiering, hvis Indhold de ikke forstaaer, of hvis Forandringer, dem uafvidende, hiel-

per dem til at blive i mange Grader mere lyksalige, end de indbildte sig, eller nogensinde kunde vente, om ikke just strax, saa bie kuns et lidt.

Gid Trøst for dem, der alletider har meent Staten vel, og aldrig følt deres Hierte saavidt at være forfalden eller vanslærgtet, at de skulde fatte den allermindste ugrundede Tvivl til det verste om den nærværende Regiere-Maade, som er l den Forfatning, at hvis ikke de Forandringer, der skeer, skeedte, vilde den snart kunde blive mere aftagelig, og forvolde sande og Christne Borgeres hjertelige Bønner.

Lad derfore, Elendige og Blinde, al Bagtale fare over det, som I endnu ere for grønne om Næsen til at indsee, og klager Ikke længere over heel Skind; men har I Hierte til at giøre jer selv og Staten noget got, saa

arbeider med Flid, hver i sit, men lad hiertelige Bønner til den Allerhøjeste begynde, fortsætte og slutte eders Gierninger, saa skal I faae Velsignelsen mærke og see, og ikke komme til at lyve Forsyner paa, og eders Overmænd for det, som er naturlige Følger af og nødvendige Forandringer i Tingene.

I lade først eders Hierter blive mere velsindede imod Staten, saa skal I see, at jers Gierninger bliver og mere velsignede af Herren.

✂

Nøjere Underretning

om

Børge Olsens

Syn os Tanker

om

Hemmmeligheder,

med nogle flere

Syner

udi

et Brev

til hans Sønne-Søn

Ole Børgessen.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Det maae blive nok for at vise dem en Prøve paa hvormeget i deres Udgave er taget Fejl, udeladt og tilsadt, alene en Drøm endnu at rette, den nemlig om dem, der vare omgivne med de sorte Skyer, hvoraf det vesentlige af Børge Olsens Optegning er dette, langt anderledes end deres: Jeg faae den, siger han, staae stille paa Firmamentet og Hørde en Røst som sagde: I skulle være Apostle, men alle ere det ej. Vee dem som

ere Løgnere, renser Eder, Levi Børn! ifører Eder nye Kraft, og de nejede og tilbade den, der boer i det Høje, da saae jeg af Joden opkomme mange underlige Dyr af adskillige Skabninger med lange Svandse, gelejdet af en Mængde Spyefluer, hiine dyppede deres Svandse i Skarnet og stænkede saa meget deraf i Vejret, at deres Skikkelse i Skyen neppe kunde sees, hvorved jeg hørde mange 1000de græde med høj Røst, og et Raad som af mange 1000de hørtes oven over Skyen: Magten er dog vor Guds og hans Christi, han vil redde og til sin Tid hiemsøge. De Stærke skal være svage Aander for hans Munds Aande! og jeg vendte mig at see til Syvstiernen, jeg saae Kiempen, syntes mig, meget Tankefuld, i det sammes raabte han med høj Røst: Hvo har giort Luften om Disse saa ureen? Da saae jeg, hvorledes de smaa og store Dyr, der

havde

havde fordunklet den sorte Skye, de kastede Hvide Skjorter om sig paa hvilke med store gyldne Bogstaver stod der Ord: Menneske-Venner, de vente sig mod Kiempen og raabre: De der ere omgivne med disse Skyer, ere selv saa urene og Mørke, hug ind, hug ind, o mægtige Kiempe! ødeleg disse, de staae stille og søge at hindre os i vore Vellysters Løb, lader dem enten danse med eller omkomme, thi vi kiende ingen højere Dommere end Dig. Mægtigste! lader os indtage deres Pladse, tilvej Du os deres Centner. Da hørtes et Raab fra alle Kanter: Herren giøre Ahitophels Raad til Daarlighed, at vi, der ville, maatte dog lære at frygte Gud og ære Kongen. Skyen beduggede Jorden med det evige Sandheds Ord, at den ej ganske forbrænder og fordærves i Ondskabs og Ureenligheds Brynde, og oven over Skyen hørtes en Lyd, som

af mange Vande; Skader ej, mit hellige Bierg. Lader mine Forløste hørt om mig, hverver til min Fane, den jeg plantede ved mit eget Blod. Ved mig regiere Konger paa Jorden. Kongers Hierrer ere i min Haand som Vandbække. Da opstseg fra Skyen en tyk Røg, der opfyldte den hele Luft med en behagelig Lugt, og en sagte Susen hørtes i hvilken mig syntes at høre disse Ord: Velsignet være vor Gud. Vejled du, Alvise! Kiempen, velsigne og bevar ham, lav den Syvendes Lyksaligheder blive stor, hans Herlighed mangfoldiggiøres. Derefter raabte Kiempen: Forderver ej Skyen, staae skal den til min Trones Stadfæstelse, min Retfærdigheds

Pris og mit Folkes Beste. –

Avind og Bitterhed faae jeg af Dyrenes Øjne, men mange 1000de vare glade og priside Kiempens Visdom og Magt..

Her seer de, Monsr. Ole Børgesen! hvor urigtig deres korte Udtog af denne Drøm er. —

Jeg kunde meddele Dem mange flere af Børge Olsens Drømme, men jeg ville udgive dem for det de ere uden at tale i saa høj Tone, som de, den blotte Sandhed er mig som en enfoldig Mand altid behageligst. Saaledes, for Exempel, maaske de har ej den Drøm om Fejekostene, hvoraf nogle vare gode i Førstningen, siden bleve stive og satte bag Døren. Den om Støvekostene der nedstøvede Spejle og Lampetter tilligemed Spindelvæve og Støv. Den om Støberne, der støbte Mennesker til Dyr, og tvertimod, noget behøvede Omstøbning, men alt skulle omstøbes, ved den Støbe-Lyst gik alt Metallet i Løbet; og den om Spyefluerne, der fordærvede, og giorde alt Kiød stinkende for Kiempen, med saadanne flere. —

Ligesaa af Hans optegnede Tanket; saasom Nordstjernen er formørket —— Hvor er dens Skind? Ungdommen, den studerende, hvor længe, ach! hvor længe skal dens Fordelse kiøbes ved Rejser og Forældrenes Ruin? —— Er det ej muligt at lære her? Nej Velstanden begieres

paa en lastværdig Maade. Hvor

er Myndten, maatte vi ej see Pengene af Sølvet? —— Skal vi med Hoffet miste al Fordeel.

—— Saaledes gik den Gamle, deres Bestefader, og optegnede Tanker og Spørgsmaal, om de ere Hemmeligheder overlader jeg dem og andre at dømme em. Lev vel! fra

Deres Ven, der statuerer Jus Talionis,

Monsieur Ole Børgessen.

De forsikrer nok i Fortalen til deres Farfaders Syner, at de har hans egenhændige Skrift, tillad at jeg for at redde Sandheden maae for Publico blotte Urigtigheden af dette Foregivende. De har ej Originalen, jeg har den; maaske deres afdøde Broder, som en lærd Mand, har fulgt andre saadannes Maade, ved en anselig Iklædning at giøre smaae Ting store, af en Myg eller Bie en Elefant, af Drømme prophetiske Syner – eller og, som der fortælles, at det er

fornemt at være Frietænker, han ej heller, som gemenlig og nødvendig saadanne ej lade sig binde eller tvinge til Sandhed naar det gielder Mennesker, deres Ære, Velstand eller andet, han ej Heller i Kiøbenhavn har villet ladet sin Farfaders Syn blive det den var, men tog sig den Fornem-

hed at sende dem et forandret Skrift for en Original da han skulle døe, for at vise, at han fuldkommen døde som en Frietænker, men hvorledes dermed end er tilgaaet, saa kan jeg af deres Udgave overbevise dem og enhver, at det er forfalsket. Hvorledes kunde vel en Norsk fornuftig Bonde spørge: Hvor er Selvet som kom fra Norden, hvad Sølv kommer did fra Norden? og hvilken Norsk Bonde veed ej, hvor deres Sølv gaaer hen? nej! saaledes kan de spørge i Dannemark baade om det og deres.

Det er nok for at vise hans Syner ere forbedrede i Trykken. De vil vel spørge, hvor en Fremmed kunde faae Originalen, end om Skifte-Forvalteren eller Forseilings-Mændene ej lod saa rart et Skrift komme i Arvingernes Hænder, skulle det være umuligt? det er ej sagt, at man med Skiftets Slutning og Beskrivelse har faaet det, der var at skifte, det var endda got, at deres Broder fik en Afskrift deraf, hvorledes han end er kom-

men til den, og hvorledes den enten for ham eller af ham er forandret saa er Sagen denne:

Deres Farfader udgav aldrig sine Drømme for Aabenbaringer; min Fader, der boede i Nabolauget, fortalte ofte, at Børge Olssen optegnede sine Drømme, hvoraf han havde en stor Bog, han troede meget paa Drømme og fortalte dem ofte, og uagtet en og anden forestillede ham, at han satte formeget i dem, saa blev han dog ved at lægge Mærke dertil og skrive dem om Dagen, som ham syntes merkværdige, og mange sandt Fornøjelse udi at høre ham fortælle eller læse nogle af dem op af sin Bog, af denne Bog er deres udgivne uddraget og med Forandring udgivet. Han har sadt foran i denne Drømmebog den Titul: Natte-Syner, ligesom han selv altid ved at fortælle dem, brugte tit at sige: mig syntes jeg saae, jeg hørte.

Den Titul og de Udtrykke hav maaske foranlediget dem til at udgive hans Drømme for virkelige Syner og forestille denne gamle Mand som en der gik i Barndommen, nej! nej! de vidste vel den Tid, at de gamle Propheter vare døde og de nye vare Phantaster.

Han selv gav det kun ud for Drømme, hvoraf der ere langt flere og lige saa merkværdige i Bogen som de udgivne, desuden er de udgivne naar jeg lægger dem ved Originalen saa meget forandret formedelst Maaden at fortælle og beskrive dem paa som vel og for andre Aarsager, men, da der gives Drømmere nok i vore Tider, agter jeg ej at udgive samme førend Folk vogne, der flyve i Søvne om og angribe og nedslaae Alting, men maaske det er og en Drøm.

Dog siden det er nu omstunder tilladt ustuderede Folk at skrive og give i Trykken, ligesom hver at tænke frit, saa vil jeg i dette mit Brev alene vise dem, Monsieur Ole Børgessen! nogle Steder hvori der er viget fra Drømmebogens Indhold og hvad der i en eller anden Drøm er udeladt eller tilsadt.

Original-Bogen bestaaer af endeel Natte- og Middags-Drømme; thi Manden sov og midt paa Dagen, og da saae Syner, e.g.

I den Drøm, da ham syntes at see en Skare, som bar Visdommensbog i Hænderne, da er i Drømmebogen hans Ord derved vider disse: og

jeg syntes jeg saae, at i nogles Bøger var noget skrevet, men i de flestes var intet uden Titulen prentet med store Bogstaver: Visdommens Bog.

I Sammenhæng med denne Drøm følger videre: Jeg syntes Kiempen saae sig omgiven af en tyk Skye som en Taage, derpaa blæste han og sagde: Adskil dig, viger, lader mig see langt bort. Den adskilte sig, vigede, og jeg hørte da Kiempen raabe med stor Kraft: Kommer Sandhed i denne rene Luft, intet Mørk skal bedække Uret, og mig syntes at see af mange 1000de nogle derved glade, nogle bedrøvede, men nogle Tankefulde mumlende ligesom ved sig selv: Hvad sandt er og tienligt vil vi optegne og frembringe i denne frie Luft, Kiempen vil skiønne og dømme. Jeg hoppede, syntes mig, derved af Glæde, smilede, og tænkte paa mit arme Fædernelands Vel, at det vil maaske nu opvaagne, men i det samme forsvandt min Glæde, og en Gysen paakom mig saa Sveden randt mig ned paa Skiegget, da jeg i det samme saae en alt for stor Hob Koste fulde af Sverte, hvoraf de Dødes Grave bleve bestænkede, og de Omstaaende, saa langt jeg kunde see, bleve sværtede, deels stod Fore derfor, derved saae jeg mange

bedrøvede, gamle og nye, reene og beflekkede Klæder bestænkede af disse Koste, paa hvis Skafte stod, paa nogle Kaaghed, paa andre Avind, paa mange Hevngierrighed, paa andre, for at behage, og ved hvert Skaft var heftet et smukt Baand, hvorpaa stod med store Bogstaver prentet Ord, som Degnen, om Morgenen da jeg fortalte ham det, sagde mig skulle betyde Fædernelandets Ven. Disse Koste, saae jeg, vendte sig rundt om, ned og opad, mod Kiempen, ja! jeg gruer, mod Himmelen selv, mod den paa Thronen siddende Kongernes Konge. Sandelig, jeg blev forfærdet, skielvende, ivrig ruskede mit Skiæg og vaagnede. Hver Gang jeg tænker derpaa er jeg daanefærdig.

Den Drøm, hvor han saae de mange Borde, hvorved, efter deres Stiil, Dumhed sad øverst, Egennyttighed ved den højre Side, og Egenmyndighed stod paa alles Pander er meget forandret; thi Originalen fortæller ligefrem saaledes; At ham syntes een sagde til Ham: Her har ofte Dumhed taget Klogskabs Sæde, Egennyttig-

Hed sadt sig ved den, og Egenmyndighed kan man læse i manges (ej i alles) Pander, men, som jeg stod at besee dem, see da kom der noget frem som en Finger, der med Sverte paa eengang betegnede alle Pander med de Ord: Egennyttighed, og jeg saae endeel smaa Geister i Luften at giøre sig lystige derved, da jeg spurgte een, der stod hos mig: Hvo ere disse? Han svarede: Friegeister, der frygter ingen højere Aand og engang vil giøre Ende paa al Sikkerhed for Liv og Ære, ja! ej spare Throner og Magter til deres egen Fordervelse og evige Baand, derom er skrevet i den hellige Bog for mange 100de Aar siden, læs, og du skal finde disses Forhold stadfæste dens guddommelige Sandhed. Sandelig, Blodet iisnede i mig, og jeg græd for Efterslægten, og frygtede saare for det Tilkommende.

Ved den Glædes-Sang og Lov over Kiempen og dens Tid, er udeladt denne Omstændighed: At da han stod fornøjet ved at ansee og høre derpaa, og sang selv med, syntes ham, en vidskede ham i Øret: Saa sang man og for den Elskende

i den femte Alder, hvad vil man synge herefter? Kiempen lode sig ej dysse af Hykleres fortryllede Sang. Og jeg hørte Kiempen raabe med høj Røst: Saavel Hyklere som Skiændegieste skal ej bestaae i denne frie luft. Arbejder med mig paa Forbædringer, Tiden vil vise Frugten.

✂

En

Africansk Historie

om

Strudsen

og

Storken.

Efter

en Fransk Oversættelse

udgivet

paa Dansk.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke. 1771.

2
3

Man veed at Fuglene have i de forrige Dage havt deres Republiqver og Regiærings-Former paa Klipperne og i Luften, ligesom Dyrene have havt deres i Skovene og paa Marken.

Det samme som den modige og kiække Løve blev iblant Dyrene, det samme blev den kloge og skarpseende Ørn iblant Fuglene, nemlig Regent og Eenevolds Monark, med Den udvortes Forskjæl, at Løven erholdte Konge-Titul, men Ørnen blev tillagt Keyserlig Titulatur og Værdighed; Saadant skal endog være Aarsag at nogle Keysere paa den platte Jord distingvere sig med en Ørn udi deres Insignier.

I lang Tiid og mange Sekulis herskede Ørnen, Søn efter Søn til almindelig Behag for alle ham undergivne Fugle store og smaae; saa at ey noget Mærkværdigt findes antegnet i Klippernes almindelige Krønike. Men udi een af de seenere Fugle-Keyseres Regierings Tiider tildrog det sig, at en Hof-Stork saaledes insinuerede sig hos Regenten at de andre Fugle saae noget suurt og misfornøyet dertil, dog torde ingen Fugl knebre tydelig derom af Frygt for Fængsel og anden Uleylighed.

Hof-Storken, som erholdte Titul af Ober-Hof-Stork, eyede neppe Fjerene paa Kroppen da han kom til Hove, men inden faae Soele-Kredse blev han ved Regentens Gavmildhed og fromme Godhed, den rigeste og med de skiønneste Fjedre udstafferede Fugl som fandtes under Ørnens ganske Regimente, være sig enten paa Klipperne eller i Dalene.

Denne Ober-Hof-Stork byggede saa mange og saa kostbare Storke-Reder, hvortil de andre Fugle maatte skaffe Bygnings Materialier og Arbeydere, at Fugle-Keyserens ordentlige Residence-Bolig og andre Lyst-

Bygninger vare i Tall, Anseelse og Kostbarhed langt ringere end Storkens.

Denne Stork fortælles om, at have været saa umættelig udi sin Gjærighed, at Ørnen endog ved stærke Skatter og umaadelig Laan ikke kunde stille den. Thi den ansøgte og bevilgede Gave blev neppe modtaget med den eene Haand førend den anden var til reede med Suppliqve om en nye og anseeligere Foræring. De fleeste Fugle bleve herover næsten nøgne, og det var med ald Nød at de beholdte Slag-Fjerene i Vingerne, at de kunde flyve om Føden, som desuden var vanskelig at finde; efterdi Ober-Hof-Storken som havde Ejendoms Ret til de fleeste Klipper og Dale vidste at udpiine Føden til de Fattige imod deres sidste Dun.

Da denne fromme Keyser ved Døden var afgangen, blev Fugle-Scepteret overdraget til den ældste af hans efterladte Keyserlige Printzer.

Den nye Keyser besad den allerønskeligste Vittighed, og en særdeles Hengivenhed til at befordre sine Undersaatters Velstand i Betragtning af det heele og uden Hensigt til private yndest; Han erklærede sig strax i

Gierningen imod besynderlige Favoriter, ligesom og den forrige Regjærings Hoved-Favorit bekom Jussum abeundi eller Ordre at forlade Hoffet.

Imod interesserede Handlinger, egennyttige Projecter, de Stores Overmod, de Ringeres Undertrykkelse bar han en Keyserlig Afskye.

Han var en Ven og Beskytter af den enfoldige Sandhed, og til den Ende gav enhver fornærmet eller vittig Fugl Frihed, uden Frygt for de Stores Efterstræbelse, at andrage faavel sin egen som fælleds Nødtørft.

Ved denne almindelige og snilde Frihed erholdte Keyseren i en Hast megen Kundskab om den almindelige Misfornøyelse som herskede iblant de ringere Fugle; Og da det var denne aarvaagne Regent særdeles angelegen at forekomme alle Misordener, saa afsatte han næsten alle de fornemste og hidtil meest formaaende Collegii-Herrer, som ikke havde besørget den Fattiges men alleene den Riiges Tarv, beskikkede andre i deres Sted, og gav disse nye Embedsmænd nye og skarpe Instruxer. Men da det var umueligt udi en Hast ar faae samler saadan en Mængde i-

blant de til Hove bekiendte, som udi de dem fremmede Sager kunde være klogere omendskiønt ærligere end de afsatte, i hvorvel Ærligheden ikke hos alle stak Uge got i Øynene eller udi deres Handlinger fremskinnede, saa gjorde enhver af dem blindt hen uden nogen synderlig Overlæg saadanne Forslage, som kom overeens deels med den private Fordeel, deels med løse Fortællinger, deels med Venskab og deels med Had; men Forslagene bleve ledsagede ey alleene med den sædvanlige Anmeldelse, at derved kunde mange Misordener forebygges, men de bleve endog udgivne for at være efter de misfornøyede Fugles og følgelig Mængdens Smag.

Dog blev det af den meget snilde og klygtige Fugle-Regent snart befunden, ar Misfornøyelsen, i stæden for at aftage, tiltog Dag fra Dag, efterdi det nye Fugle-Raad ey vare Embederne og deraf flydende Forretninger voxne og bekiendte nok.

Imidlertid befandres ved Hoffet en lærd og udi Stats Videnskaberne meget høyt oplyst og vidtbereyst Struds, men som endnu, fordi hans medfødde Ærlighed ikke tillod ham at smigre for Hoffets Fordrags-Ministre, ey var kommet udi noget anseeligt Embede.

Til denne redelige Struds talede den regierende Ørn ved en Leylighed om Regiments Sagerne, og fandt saadan en Belevenhed, Indsigt og Habilite, som Fødselen alleene og ikke de blotte Studeringer er i Stand at tilveyebringe; thi det gaaer med Staats-Ministre i Luften, som med Poeter og Generaler paa Jorden, de fødes; og kan per Studia ey viidere end cultivere Geniet.

Ørnen fandt i denne Struds det som han søgte; en Minister, som kunde assistere ham udi den tunge Regierings Byrde, og paa det ingen skulde opholde sig over en mindre Fødsel, gav Ørnen ham fire Vinger, hvilket er den høyeste Stand som en Undersaat iblant Fuglene kan opnaae.

Derpaa udnævnede den regierende Ørn denne vittige og redelige Struds til sin Premier-Minister og Vice-Roi, erklærede alle hans Ordres gyldige i alle de Tilfælde hvor og naar Regenten ey selv formedelst andre Forretninger kunde være tilstæde; Og da denne Struds, som meldt, besad tilligemed Vittighed og en siælden Ærlighed, en stor Kundskab og et vidt udstrakt Begreb, saa indtalede han i alle muelige Tilfælde de fortrykte Undersaatters Tarv. Og alle Fugle, store og smaae

lovede og prisede Ørnen for sit fornuftige Val, og Strudsen for sine vittige og uinteresserede Bestræbelser. Og der blev en almindelig Fornøyelse og herskende Glæde i alle underliggende Klipper og Dale, thi ingen bleve befordrede uden efter Fortjeneste. I Skæden for at andre Ministre for ham, havde projecterer og udvirket Forordninger som for deres Følgers Skyld ikke kunde bestaae længere end den Maaned de bleve publicerede udi, saa udkastede denne Premier-Minister saadanne Anordninger, som endnu til denne Dag holdes i stor Ære hos alle fornuftige Fugle.

Til et Beviis paa Strudsens Indsigt tillige med sammes uinteresserede Væsen, opgiver Krønikerne et særdeles Exempel; Ved hans Ministerii Tiltrædelse, herskede en almindelig Mangel og dyr Tid; dette havde hans Formænd vildet raade Boed paa, ved at indrette Magasiner af Landets egne Producter, til den Ende blev hver Land-Fugl udskrevet for en vis Aflevering til Magazinet, paa det deraf i paakommende Mangel kunde skee Assistence. Men den snilde Struds indsaae strax, at saadan Magazins Anleggelse vilde snarere befordre end afskaffe de dyre Priser; thi sagde han, naar det som skal le-

veres til Magazinet maae savnes paa de offentlige Sælge-Pladser, bliver Tilførselen mindre, og jo mindre Tilførselen er, jo dyrere blive Varene opdrevne og betalte; Skal derfor et Magazin anlegges, hvilket i sig selv er priseligt, maae saadant enten skee af Landets egen Overflødighed, naar alting der befindes i en ringe og underdreven Priis, eller og indbringes fra fremmede Lande. Følgelig om de høye Priifer, som da var, skulde nedsættes, maatte saadant ved Regieringens egen Anstalt, eller ved dens Opmuntring, skee ved Tilførsel fra fremmede Lande. Ørnen, som fandt Strudsens Forestilling grundet paa Fornuft og Overlæg, igienkaldede den anordnede Udskrivning; og satte en anseelig Premie for alle Slags Føde-Vahres Indførsel, fra fremmede Lande; imodtog for en taalelig Priis alt hvad kunde erholdes, og giorde strax deraf en liden Uddeeling imod Indkiøbets Gotgiørelse; hvorved altsaa Land-Fuglene bleve tvungne, at sælge lige med det Keyserlige Magazins Priis; Og dette udenlandske Indkiøb blev continueret aarlig, saalænge, indtil et frugtbar Aar giorde der muelig, af Dalenes og Klippernes egne Producter at forsyne Magazinerne, og da dette engang var sadt i Værk, og Magazinerne hver Aar vare forstærkede, saa kunde Regieringen aarlig

ligesom bestemme Priiserne, efter Afgrødens Mængde eller Ringhed; thi bleve Aaringerne overmaade frugtbare, holdtes Magazinerne lukkede, og et Qvantum Vahre blev tilladt at udføres; Var Frugtbarheden derimod maadelig eller ringe, blev, i en nøye Proportion deraf, Magazinet til offentlig Tieneste aabnet

Saaledes giorde Strudsen, ved et eneste Forslag og Keyseren ved sammes Antagelse, en lykkelig Ende paa de lang Tiid vedvarte dyre Priser; og derved gav et aabenbare Beviis paa, hvad en redelig Minister, som ikke seer saa meget paa sin egen som Landets almindelige Fordeel, kan udvirke; thi som han i almindelighed bedre kan blive underretter om et Lands indvortes Tarv end en Regent, saa kommer et Lands Velfærd meget an paa dens Redelighed, til hvilken en Monark haver fattet Fortroelighed.

Klippernes Krønike vidne ellers at nogle urolige Fugle-Hoveder ikke kunde finde sig udi den Titel af Vice-Konge, skiønt udi Keyserdømmer og Monarchier saadant er meget brugeligt, og til den Ende udspredede adskillige nærgaaende Skrifter om denne nye og andre Indretninger.

Den milde Regiering faae længe igienmm Klørene, at jeg skal benytte mig af Original-Sproget, med disse Skribentere, vel vidende at de beste Anstalter have og Dadlere, indtil endelig en fra sit Embede afsat Allike fordristede sig paa egne og sine Embeds Conforters Vegne at udfærdige et med haarde Expressioner i Landets Sprog forfatter Carmen under Titel: : Tu a Kæcaf tu a hilin som er udlagt: den forklarede Skiæbne.

Thi da dette Skrift giorde adskillig og ulige Opsigt, saa foretog sig en fremmed Ravn udi Kragemaalet, et yndet Sprog hos alle Fugle, at besvare Allikernes Carmen, under Titel af Klippernes Echo, hvorudi Forfatteren havde drevet aabenbare Spot med Nationen; Deraf indsaae en fornuftig Regiæring at saadan Ord-Striid kunde lettelig drage Uroeligheder efter sig, hvorfore, og for at giøre en hastig og lykkelig Ende paa alle befrygtende Følger, der udgik en Keyserlig Befaling, at enhver Aurhor-Fugl skulde herefter være sine Værker bekiendt.

Fra den Dag af, hørtes en behagelig Symphonie imellem alle Fugle, saavidt Ørnens Regimente strækkede sig, og Strudsen sourenerede ved sin store Viisdom, Redelighed

og andre Naturens ædle Gaver, sin engang erholdte Kierlighed og Fortroelighed iblant alle Fugle store og smaae til hans Dødedag.

Det som i sær recommenderede ham hos alle redelig sindede Fugle i levende Live, og foræviger hans Eftermæle indtil den sildigste Alder, var den Keyserlige Forordning, som han udvirkede, at den gamle Favorit-Stork maatte tilbage give de mangfoldige Rigdomme, som han af den forrige Regiering havde tiltryglet sig, og disse Rigdomme lod Regenten komme alle Undersaatterne tilgode, i det at Fugle Skatten blev i 40 Aar formindsket til 1\3 Deel, og de øvrige 2/3 Parter bleve gotgiorte ved Storkens inddragne Midler.

Ved denne og andre Strudsens utrættelige og flittige Virksomheder, havde Keyseren ey alleene en troe og aarvaagen Minister, men Undersaatterne vidste og ved en særdeles Lydagtighed og beredvillig Underdanighed enhver udi sit Kald og Embede, at erkiende saadan mild og fornuftig Regiering.

For at give saadan Lyksalig Regimente en ævigvarende Ihukommelse, have Fuglene ladet optegne disse Bedrifter, og lagt dem udi en Klippe, paa hvis Spidse Historien Ord

fra Ord ere indpikkede af de spidsnæbbede Fugle.

En Stillets forfærdigede et Carmen, som ligeledes næst efter Historien blev indpikket, og hvilket efter en frie Oversættelse lyder saaledes:

Lyksalig Rige! hvis Monark forstaaer at vælge,

Og sætte naadigst Priis Paa den, som ey vil sælge En Undersaat for Guld;

Men agter Æren mere End lumpen Penge-Muld,

Det Vanheld kan fortære;

Som agter Pligterne Og ærlig Navn og Rygte For allervigtigste;

Som ey sig har at frygte For farlig Efterver,

Og andre slemme Følger Af alles Spot og Spee;

Som ikke noget dølger Af det som nyttigt er For Land og ganske Riget;

Som de Uordener Der haver sig indsneget,

Kan hastig tumle om Og ændre til det glatte;

Som kan en rigtig Dom I alle Ting affatte.

En Fugl af saadan Art,

Den Struds, af hvis Bedrifter, Dig Læser, gives Part,

Du kan af alle Skrifter Oplyses om, han var.

Saa længe derfor Klipper Bestandigheden har,

Og Bjerge ikke glipper;

Saa længe Strudsens Navn, Skal staae i ærlig Minde;

Han søgte alles Gavn.

Hvem kan hans Lige finde?

✂

Harleqvin - Vildmands

Betragtninger

over

Statens Tarv, Feil og Forbedring.

Skreven i Snakke-Maaneden, først i Aaret efter Skrive-Frieheden.

Trykt og findes til Kiøbs hos Borups Æfterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Dette er et sælsomt Land! Man klager stedse over, at Smør, Kiød og Brød er dyrt. Mig kalde de en Vildmand, et dumt Kreatur, og selv kan de med al deres Klogskab og Politesse (som de kalde det) ikke begribe, at Brød kan blive dyrt, naar Rugen reiser Udenlands; at Kiød og Smør bliver dyrt, naar Qvæget tildeels giør samme Reiser, og man i Landet selv æder og frodser i sig Lam og Kalve, snart førend de fødes, saa at de ikke faae Tid at yngle og forplante deres Art. — Man

taler om Qvæg-Sygen. Sandt er det, den har giort Landet en ubodelig Skade; men ikke saa stor, som Indbyggerne selv ved deres kræsne Gane giøre det. Vi sette allene en Post og dermed troe vi fuldkommen, at overbevise det Almindelige: Kalvene for Exempel fødes, fedes og slagtes. Disse kunde blive til fuldvoxent Qvæg, og naar de bleve det, spartes derved meget; thi hvormed opklækkes disse, de æde ikke Mask som Svinene; men vil og maa fødes med Melk; denne maa for al Ting være sød, hvis de skal være fede. Naar de saaledes ere opklekkede, og Herremanden eller Bonden synes, de kunde være geile og fede nok at løbe igiennem en forhen smurt Hals; saa gaae de til Staden med dem, for at mæske andre, og udsulte sig selv; thi Qvæget, som de kunde legge til, savne de i Fremtiden, og Mælken, som naturligviis gav Fløde og Smør, har disse uskyl-

dige Dyr giort en ulidelig Mangel paa. Herved vises naturlig, ar Qvæget nødvendig man formindskes, om ikke ved Sygdom saa dog ved Fraadserie, og deres Formindskelse maa, hvordan den end skeer, foraarsage dyr Tid. Hvad er mere naturligt?

Kunde de dumme og graadige Fraadsere spare de unge Lam for deres kløende Tænder, indtil imod Pintse-Tider, da vilde dette lette Prisen meget i Kiøbet; men disse Kræsne æde saa til Middag at de faae intet om Aftenen.

Denne er Nationers Feil i Almindelighed; den er og de Enkeltes i Særdeleshed. — Naar Krigsfolkene sluge Lehningen i sig paa en Dag, sulte og tørste de siden i syv, og see ud, som de havde spist Faarekyllinger. — Haandværks-Svenne sulte hele Ugen for at van-

hellige den Dag, som de ivrig paastaae at være helliget for deres Gud. — Fruen og Madamen drikke saa længe sort Suppe, at de omsider blive saa slappe, tynde og slunkne, som en virkelig Fruer-Hund der er løbet af sin Tjeneste. — Monsieur: fløiter og danser saa længe, holder Haarskiærere og Skrædere, indtil hans Tarme bevise, at der er Vacuum eller Tumhed i Naturen, og man slæber ham pokker i Vold hen i Slutteriet, efterat man først har beklippet hans Saloner, forvandlet hans tressede Hat, og klædt ham nesten saa nøgen af, som han kom af

Moders Liv. Men at komme fra

disse Narrerier, som strække sig i det Uendelige, og gaae tilbage til Kiødet igien, saa maa jeg Baade lee og græde over den Medfart man bruger i disse Tider med Slagter-Lauget. Man paabyder dem stedse at holde en og den samme Priis, uden at iagttage eller maaskee ville iagt-

tage, at Slagterne betale dobbelt saa meget for Kiødet i disse Tider, som for hen. Jeg maa meget forundre mig over den Tilladelse, som Valdbyerne har at handle inden For Staden, da dog ingen Land-Pranger burde tillades at boe Staden nærmere end paa en Miil. — Men til Slagterne igien. Hvorfor skal en fattig frie Slagter være pligtig til at sælge Kiødet Pundet 1 Skilling ringere end de velhavende og Laugfaste? er der maaskee, fordi at disse maa betale nogle Rixdaler aarlig for Boederne? Neppe troer jeg det, aldrig begriber jeg det. Frie-Slagterne have jo ligesaa gode Vahre som de andre, skiønt mindre til Indkiøb, og dog skal de sælge Pundet 1 Skilling ringere. Begge ere de Borgere. Begge skatte de eens til Kongen. Hvorfor skal da den Fattige lide, for at giøre den Rige rigere. Skal der i et Laug være saadan Undtagelse, at de som ikke fra Begyndelsen af

bundet sig til Lauget, eller ere oplærte ved samme, kan faae fuldkommen Friehed til at handle som en af Lauget; da bør ingen Forskiel giøres paa den Laugbundne og Ubundne. Lad være at Slagter Boden koster aarlig mod 2O til 30 Rixdaler, kan dette gotgiøre saadan Forliis i Regningen, som den Frieslagterne lide ved saa mange Skillingers Tab imellem Aar og Dag? — — Jeg maa lee, naar jeg hører de idelige Klagemaal, som man. fører over at udfinde Midler til at frelse og opdrage ulykkelig fødte Børn — O dumme Folk selv, som skielde mig for en dum Vildmand, og give mig det forhadte Navn af Harleqvin eller Nar! vide i endnu ikke, eller vilde maaskee ikke vide, hvorledes i skal opdrage disse i Verdens Øine ulyksalige Børn? Har I ikke Kareter nok til at betale, Titler, nok som kan skatte (dog holdt! ingen Narre faaer nu Titler mere, og Fortienester bør ikke

skatte; men have Skat,) Men kan ikke Anseelige Arveparter hielpe til at opdrage forladte Børn? Kunde ikke en Svingbasse, Vildbasse eller Spradebasse miste en pro Cento af hver halve eller hele Tusinde Rixdaler, som han i Søvne arver?

Kareter, Last- og Ride Heste, burde disse ikke og bidrage til Gadernes Reenholdelse? Det var jo efter Billigheds Regel den mindste Giengieldelses Ret, da de med dem besudle og fordærve Folkets Klæder? — Man beklager idelig, at Borgernes Ældste imellem løbe vild Regningen til Skade og Fornærmelse for Indvaanerne; dog synes mig, de ere alt for mange til at kunde feile. Dette kan I slebne Folk heller ikke afhielpe. O Gud naade mig for Jer i snue Dyr! kommer da og hører engang pag mig, som I kuns ansee for en Nar, og jeg skal lære eder det altsammen, og ikke engang for-

lange Betalning derfor, som eders Magistri, Doctores og Bogmagere. — Lader enhver Kiøbsteds Indkomster og Udgifter aarligen reent afgiøres for hver Mands Øine. og tillige de derover bestemte Opsynsmænd offentlig aflegge deres Eed, at alle Ting ere rigtig og retfærdig behandlede. — Men jeg veed ingen Raad og Redning, hvis i maaskee ville svare mig, at de fleste blant eders Ædle og mest oplyste Skabninger agte paa ingen Eeder, ja endog forsværge sig for Ting af ingen Betydenhed. — I giøre Forskiel paa Eeder og have to Slags: det ene i almindelig Omgang og Tale, og det andet for Retten. Om det første Slags troer I nesten alle, at de have intet at betyde, og følgelig at de hverken straffes eller belønnes. I lyve, og lyve uden al Fordeel, I vide der, og dog sværge derpaa med Helvedskrækkende Eeder, at der er den ene Sandhed, der talte igiennem eders

forgyldte Mund. —- Det andet Slags Eeder, som i bruge for Retten eller ved offentlige Høitideligheder, foraarsager eder dog nogen Eftertanke. I gyse saa smaat ved at sværge falsk i disse Begivenheder; enten denne Gysen er en Virkning af eders Trældoms Frygt for de underjordiske Luer, eller I ere bange for eders to eller tre Fingre, det veed jeg ikke. — O elændige, ynkværdigste Dyr, som ikke mere agte eders Eed! hvilke utallige Ulykker flyde ikke Heraf for Staten? — Krigsmanden sværger med oprakte Fingre høitidelig sin Fyrste Troestab; neppe har han giort Eeden, og han seer Lejlighed, for han undløber eller forraader Fyrsten. De Gemene desertere baade i Krigs- og Freds-Tider, men Officiererne, mere trykkede af Samvittighed, tiene troelig og med Nidkierhed, i Freds Tider faaer den gode Gage Skyld, og for at spare paa deres Been indtil

men slaaer: Bom bom, Taratantara; Puf, Paf.

Alle Embedsmænd aflegge Troeskabs Eed til Fyrsten og det almindelige Beste; men dette ansees kuns i vore Tider, som en blot Sædvane, nær havde jeg sagt, som er gøilende Optog, for Exempel som snedkere fløtte deres Skilt. Attestati, Magistri, Rectores, Senatus, Ministri, Inspectores, Bor: geinestere Taxadeurer, Raamænd og Borgemestere ere ikke helligere end Krigeren - Uagtet alle disse Herrers høitidelige Eeder florere dog under de Theologiske Forfølgelser; det Philosophiske Had, den Rectoralske lemlæstende Pryglen, og de syvdobbelte Stikpenge: Stikpenge for naadig Dom Stikpenge for Embeders Bortgivelse, Stikpenge for at lukke Øinene og Munden og saa videre. — Hvad skal man nu sige, naar private Folk for-

sværge sig imod andre private Folk for Penge og Gevinst, nægte deres Haandskrifter, og eedelig bevidne det, som de ere ganske uvidende om? —

Men siden vi tale om Bedrageri, hvorfor skal den Kiøbende ikke ligesaavel tilholdes at bruge stemplet Papir som den Sælgende, og burde ikke begge de Kontraherendes Bøger autoriseres af hver Byes Magistrat, hvorved mangfoldige og utallige Bedragerier bleve hemmede i henseende til Dødsfald. Opbud og Gields-Fordringer i Almindelighed, som ofte fragaaes, men aldrig kunde benægtes, saasnart de Contraherende begge havde forsynet deres Bøger med stemplet Papiir, ved hvis Fremleggelse baade den Krævende og Skyldende uden Modsigelse, kunde bevise deres Ret? Fyrstens Kasse, i Betragtning af det stemplede

Papirs overflødigere Brug blev herved meget forbedret, og hvem ønsker ikke, at den maatte forbedres i det Uendelige? O elendige oplyste, sædelige, flebne, og høistædle Skabninger, som man ikke kan troe paa Ord, ikke paa Eeder, og ikke paa Haandskrifter, da man kan troe os Vildmænd paa et blot Nik, paa vore blotte Miner og ærlige Ansigt! men om Bedragerier, hvorledes lever eders Skifte Forvaltning? saavel en Sterboe som Falitboe, i hvilke begge al Ting burde være afgiorte inden Aar og Dag for at fyldestgiøre Arvinger, Credi- og Debitorer, komme i lang Drag, som varer i utænkelige Aar. Skifte-Retten udstæder vel Regninger; men driver ikke paa deres Indfordring. Hvor denne utroelige Barmhiertighed kommer fra, derom maa andre dømme; jeg er dum, jeg er en Vildmand. Imidlertid skriver man

bestandig Skifte-Breve, som voxe til store Folianter paa hele Riis, og kunde dog have været skrevne paa et Par Ark. Ved visse Folianter betalte tillige med andet Slid og Slæb, som Vedkommende siges derved at have, hender det sig ofte, at det Efterladte og Skift-Omkostningerne gaae lige op, saa at Arving og Kreditor faaer en L**. Ved saadan en Sterboes Behandling ligger alt for ofte en redelig Mand i sin Grav, under Navn af Skielm og Bedrager. — O slebne politiske Dyr! som forstaae al Ting uden at have Forstand, som vide al Ting uden det, som tiener til sand Nytte og Velfærd, kan I ikke heller raade Boed herpaa? — Forøg Skifte-Forvalternes Tal, og lad dem være 10 til 12 i Hoved-Staden. Lad dem under Straf være forbundne til at bringe

hvert Skifte inden Aar og Dag til Ende, og see, saa er Sen hele Sag i sin fuldkomne Rigtighed. — Men det jeg Mest maa lee over, er, at I kloge vittige og polerede Folk ikke engang med alle eders Konster og Bestræbelser kan holde Residencens Gader rene.

I vilde gierne fordrive Torden fra en Pohl en anden ved lange Stænger, dem ikke meget ulige, som Rakkerne bruge til at flaae Hunde ihiel med i Hunde Dagene. I Narre! hvorfor myrde i de galne Hunde? — I ere jo galne nok selv? — I vil forjage Torden, og kan ikke ved al eders Møie forjage Skarnet af eders Gader, hvor man er færdig at drukne i Vand, Snee og Dr**. Endelig fandt man paa de vittige dybsindige Indfald, at holde offentlige Feiere og Feiersker. Nu skulle Gaderne blive speilblanke,

saa, reene, som luttret Sølv og Guld, og just bleve de mere skivne end de vare tilforn. Før vare Gaderne nogenlunde taalelige; thi lad være, at de Rige og Fornemme, formedelst et Slags Bekientdskab til Vedkommende ikke kan feie, saa feiede dog den frygtsomme Fattigdom. Men nu er

der ingen Maade med Gadernes Ureenlighed, siden det offentlige Feierie. Aarsagen hertil maa i selv sige. I vittige Kreature! skal jeg som en dum Vildmand og siger Jer den? Fy! I maa skamme Jer, dersom I forlange sligt. — Et got Raad vil jeg give Eder midt i Eders Uvidenhed, som er dette: lad der enten blive saa mange Feiere, at de kan holde-Gaderne reene, eller jager disse Feiere reent pokker i Vold; men glemmer da ikke at faae de Penge tilbage, som I nu maa

skatte for det offentlige Feierie. Naar nu disse Feiere ere afskaffede, og I da NB: (husker vel paa dette) ikke skatter mere for dem, da bør enhver tilholdes at feie sin egen Gade uden al Persons Anseelse, saa vel Rige som Fattige, saa vel Betitlede, som Ubetitlede, saa vel Høibaarne som Lavbaarne; troer mig, hvor dum en Vildmand I end anseer mig for, at Gaderne da

skulle ligne Veie, som Mennesker kunde

betræde og gaae paa, i steden for

eders nu see ud, som en skiden Ørk,

og øde Morats, hvor man ikke skulle

formode Opholds-Sted, uden for Svin

& c. & c. -- Hvad har jeg mere at

lee af? -- O tusinde og tusinde

Ting? — Men nu indfalder mig først

Skillings-Bommen uden alle Stadens

Porte. — Hvilke artige Scener op-

føres ikke her? — Den Fattige for at væderqvæge sig og røre sine sammenkrympede Lemmer, skal indrette sin Sundhed og uskyldige Fornøielse efter Klokke-Slag, og kan hans matte Been ikke følge de hurtige Klokke, da skal han for denne Forseelse betale 2 Skilling, som han siden kunde have vederqvæget sit udtørede Legeme med.

Har han ikke disse 2 Skilling, bliver han beleet, ja vel og pantet til videre. Hvilken Tummel i Byens

Porte med alle Slags Vogne besynderlig Bøndernes. Man prygler Bonden og hans Heste, og det er ofte for disse 2 Slags et Skiertsild at komme

ind i Staden. O ene og dog

vanvittige Dyr! lader den Fattige og

Elendige, saa længe han gider fornøie sig med Naturen, Solen og det Grønne (eders Ubarmhiertighed har dog betaget. ham Resten af menneskelige Beqvemmeligheder og Fornøielser) skatter da ikke ham efter Klokke-Slag. Jeg skal vise Eder rigere Kilder til Rigdom. Kræver Skatten af dem ved Bommen, der kiøre, ride og løbe uden Porten, for at svire, drikke, spille, danse, lefle, og glemme deres Pligter i vidtløftige Adspredelser. — Desuden var det ikke heller ubilligt om Korn og Hartkorn bidrog til Skatten, Hyre Vogne og andre Karosjer, Chaiser og slige pralende Overdaadigheds Tegn. Naar Kareter og andre saadanne Omstændigheder maatte skatte (som dog dog uden

al Klagemaal kunde skatte, paa en fornuftig og lemfældig Maade) da flød deraf, at der ikke skeedte saa megen Ophold i Porterne, at Bonden og Hustrue kunne passere uden at hilses af Soldatens Flint, og Poletie-Betientens giennemtrængende Stok. Men slebne og overkloge Dyr! I blive aldrig kloge og skiønsomme. — I ere omgiengelige, snue, artige, lærde, tapre, klygtige. — O! siger mig nu engang, naar ville I blive fornuftige og skiønsomme? — Hvad meene I Kilden er til alle Eders Uleiligheder og Elendigheder? O! husker paa dette: disse 2 Dievel-Inder, Træghed og Ustadighed. — Enten ere I Træge og Stædige, som Ole Pers det gule Øg, el-

ler og i tumles og jages omkring som Veir-Haner. — Snart vil I slet intet, og snart vide I ikke hvad I vilde. Sove-Syge eller Ubestemmelse, Ladhed eller Fremfusenhed. — See! dette er Eders Karakter. I have ikke lært Festina lente, det er, at alle Ting og alle Forslag skal tygges og tygges om igien, undersøges og modnes, og strax derpaa med en nidkier og utroelig Hastighed udføres. — Men I gaae bagvendt til Verks og ret som spende Hestene bag Vognen, snart iverksætte I førend foregaaende moedent Overlæg, snart faae I aldrig afsnakket, snart blive I aldrig eenige: nu gribe I slet ingen Ting an, nu igien saa mange paa engang, at I drukne i Eders Projecters

Mangfoldighed, som i et Ocean, og midt paa den vilde Søe have I hverken Kompas, Roer eller Anker. Stormene rase, Bølgerne vande Skyerne og optaarne sig i Luften, den ene Lynild driver den anden Pohl fra Pohl, Luften kanonerer paa en græsselig Maade, og den underjordiske Ild brummer imod de himmelske Luer. — I alle disse Omstændigheder hvad giøre da I? Sove eller løbe forvildede omkring, støde hinanden med Albuerne, og vansmægtede rive Hinanden over Ende.

O vittige Dyr! vaager og værer mandige!

■

✂

Et merkværdigt Syn

over

Kiøbenhavn,

i Følge

med den

Allegoriske Drøm.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Le seul but de toute morale est de faire Connaitre à l’ homme ses devoirs & de Chercher à le rendre hûreux, en l' engageant à les remplir. L’hermite.

Øyemærket af al Sæde-Lære er, at lade Mennesket kiende sine Pligter, og at søge, at giøre ham lykkelig, ved at faae ham til at opfylde dem.

1. Christelige Konger! Verdens, den mørke Verdens Fakler! stiger ned af eders vaklende Troner! deres Grundvold er overskaaren, deres Stand-

hastighed er indbildisk, siden det Slagflod, hvoraf Religionen blev hentaget.

Oplyste Philosopher! Verdens synlige Serapher! drager Mennesket ud af sine Vildfarelsers Irgang! slaaer det farlige og tykke Dække til Side, som indvikler de fordeelagtige Sandheder, som det ikke tør betragte, mens det mørke varer, som Ondskaben har udgydet med fulde Hænder over Jordkloden.

3. Igiennemtrængende Lærde! den blinde Menneskeligheds Ledsagere! laaner disse Omvankende eders Erfarenheds Stok, som i Blinde vil stoppe Lasters Demning, og som finder ingen Udgang.

Apocryphisk Tale,

holden

en velgiørende Silphe

eller

Luft-Geist,

som blev foruroliget i sin atmosphæriske Vaaning.

Uendelig — gode, uendelig — viise, uendelig mægtige Væsen! Kongernes Konge! lad en Straale af dit Lys røre Jordens Guder saa stærk, at et stort Antal Undersaatters Velfærd ikke

skal blive en Bold udi deres Haand! — Ved Jordklodens Fødsel var Verdens Aand i sin Barndom; ved Indgangen

i Eden var den i sin Fuldkom-

menheds Grad; ved Forjagelsen af Paradis var den i sin Ulykkers Afgrund; ved Syndflodens Komme var den i sin Uvisheds Kaos; ved Messiæ Komme var den paa sin Lyksaligheds Spids, og nu er den i Raserie,

Lad din stærke Haand, o! Evigheds Kiempe! rive alle de farlige Projekter udaf de sorte og egennyttige Hierter, som yngler iblant os!

Det er kuns Penelopes Tøy, vore Modens smaa Hoveders ynkelige System.

Siden det ulykkelige Øyeblik, da Redeligheden blev afsat, og i den Stæd kom Ondskab, Frekhed og Liderlighed, er de vise og plagede Undersaatters Ulykke voxet og fordoblet.

Verdens Moralitet er en Bygning, til hvilken enhver bør bære sin Steen.

De gode Sæders Vaaning bør være den flygtige og fordrevne Dyds fri Stad, og ikke et blot Mindes-Mærke, som uden til er gipset og ziret, forgyldt og besadt med Blomster, oprettet midt i Dydernes og Lasternes Hovedstad.

Denne store Bygning, hvor den sande Ære venter hver Dag paa de tænkende Væsner, bestemte til en evig Lykke, er næsten nedreven.

Nu seer den kuns ud som en elendig Muur, hvor man her og der seer de forargelige Skandskrifter, som den men-

neskelige Aands og Hiertes Vildfarelser og Forvirrelser har avlet. 4.

Ethver Aarhundrede har frembragt Uhyrer, som har spyet deres Lasters Forgift og deres Forbrydelsers Bommer paa de hellige Muure i Dydens Tempel.

Denne Tempel bestaaer af to Hovedbygninger, vi vil kalde Forbygningen: den naturlige eller philosophiske Morale, og Bagbygningen, den aabenbarede eller theologiske Morale, hvilket vi vil giøre, for at ære Erindringen af Tiden og Ordenen i Tiden.

Den Tids Punkt fra Verdens Skabelse skal beskæftige vor Aands Tanker,

og den Tids Punkt fra Frelserens Komme i Kiødet skal have med vor Hiertes Fornemmelser at giøre; den første ledsager os til den Lyksalighed, at finde, elske og eye Sandheden, og den anden fører lige til Lyksaligheden selv, den evige Lod for udødelige og dertil skabte Siæle.

Hvor er det fornuftige Menneske, som maatte vegre sig ved, at slaae sin Boepæl i en Tempel, hvor Dyden denne store Gudinde, giver sine guddommelige og vise Lextioner?

Men min Forundring forøges. Disse ere de eeneste tænkende Væsner, begavede med en forstandig Siæl, med fornødne Evner til at faae fat paa og holde fast paa Lyksaligheden, som ven-

der den Ryggen, for at løbe, som galne og rasende Væsner efter nogle Skygger af forfængelig Ære, efter nogle Spøgelser af en bedragelig Lyksalighed, efter nogle forgyldte Beenradder af en ormstukken Visdom.

Men mine Venner! lad os skiule os for denne Mængde Daarer, hvis frivillige Star-Blindhed vanærer Menneskeligheden, og hvis Hierte er drukken af en smitsom Gift.

10.

Lader os sætte os i Skiul for den giftige Luft, som omringer vore Siæle! og lad os fare over paa Religionens Vinger i det stille og reene Dydens Klime!

Det er, der, at vores Aand, der er udmattet og svækket ved Lasternes Ii-

linger og hvasse Veyrkast, kan i kort Tid komme i en Velmagt, vi en Dag skal fremvise i den skinnende Kreds, hvor vi skal møde Engle og høye Kreature, bestemte til at være vor Saligheds Sælskabs Venner.

11.

Hvis nogen Lægedom kan distilleres ved vor svage Pen, saa lad os vove en Dristighed, den gudelig Styrke at bekiendtgiøre den, uagtet den Foragt, den Fortrydelse, og den Utak, man vil vise os derfor; thi det er en utaknemmelig, en forhærdet, en rasende Patient, hvis Helbredelse vi tænker paa; det er en frivillig Blind, hvis uovervindelige og ynkelige Hovmod kaster Religionens Stok fra sig, som forsmaaer og udslukker Fornuftens Fakkel, det er Verden, det er at sige nok mine Venner.

12.

Dydens Fiender, som ikke gider gaaet ud af deres Muldvarpe-Natur, elsker Vanvittigheds tykke Mørke; den tætte Vildfarelses Kaos er deres Element; men det er Sandhedens guddommelige Ild, der skal allene smelte dette Marmor-Elementes Iis.

Denne tilbedelseværdige Sandhed klinge fra Kant til Kant i Verden, i alle Kroge og Giemmer hos den syge Verdens Aand og Hierte, for dog engang for alle, at lokke den latterlige og ynkelige Jordens Indvaaner ud af en farlig Sovesyge, den i saa mange Aarhundrede har lagt udi.

14.

Lad os antænde Religionens og Fornuftens Fyrer, der næsten ere plat udslukte!

lad os opstille dem, mine Venner, paa

Kysterne af Livet, hvor Mørkhedens Rige udstrækker sine Grændser.

15.

Lad os støde i den overtalende Sandheds Trompette! paa det at dens salige Klang maa trænge ind i Grunden af alle Kobberog Malmhierter!

16.

Den Dorskhed, Verdens Siæl ligger udi, skal adspredes ved den guddommelige Dyds uimodstaaelige Styrke.

17.

Den menneskelige Aands naragtige Vendinger skal blive fixeerte, og latterlig giorte paa saadan en Maade, at den ikke længer skal beholde en lastig og fordømmelig Modvillighed.

18. Lad os giøre, mine Venner, det lidet Gode, der staaer i vor Magt, mens det lidet og grændsefulde Rum af vore Dage varer! og lad os saae i Tiden, for at høste i Evigheden. 19.

Skrive-Frieheden har undermineret Sømmeligheds Demning, og en nysgierrig Nations fordervede Smag har ganske opbrudt den.

20.

Det lidet Guld, der flyder igiennem, kan man ikke faae Øye paa, eller finde iblant det meget Skarn. 21.

Lad os stoppe nogle af Hullerne i Dydens Vold, ved en christelig og fornuftig Morale! uden at lade os kyse ved en barnartig Frygt, opvakt ved disse Lygtemand, hvis

svage Kræfter bestaaer i at bedrage og forføre de Reysende, som med et fermt Skridt hver Dag kommer Evigheden nærmere.

20.

Lad os flye hid, at komme Uskyldigheden til Hielp, som er flyet ind i den sande Christens Arme; lad os giemme dens Blufærdighed for vore vellystige Voltairers lastige Øyekast! lad os kaste et Dække af en hellig Ærbødighed over dens døende Undseelse, og lad os frelse os med den af Lasternes Strøm, som vil snart opsluge den formastelige og frekke Verden! lad os arbeyde, uden Haab om Belønning her! Belønningen for vore Møyer er giemt til Evigheden.

Luc. 11. Cap.

Hvert Rige, som vorder ueens med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er adskildt imod sig selv, falder.

✂

En Allegorisk Drøm om betydelige Ubetydeligheder.

Jeg stod bag Rabners Ryg, og saae hans Skygger an. Jeg tænkte snilde Mand! — og her af blev en Plan.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt og findes tilkiøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Tys! tys! dybsindige Lærde! Det er kuns et hinkende Barn, omringet med Leede-Baand og Gange-Vogne; — ney, her trækker ingen klygtige eller sprenglærte Skyer op; der skal heller ingen af de kiere Læsere sættes i Omkostninger, ved at møde ved Foden af Bierget, for at staae Fadder til en Muus. — Vigtige Sandhed! dine Fakler blinke! sikre Erfarenhed! dine Spor blive kiendelige for den Svages Øye!

Der er et langtbortliggende Land, kaldet Muelighedens Land; mange feyler did,

alle vil derind, faa finder det. Menneskets nysgierige Aand stiger op paa Formastelsens

Høye, den lærde Stolthed klavrer op paa Forfængelighedens ormstukne Stylter, Daarlighed tilkliner sine Gisninger med de svage Vinger, der fører det falske Haab igiennem saa mange letsindige Luftkredse, og Ærgierrighed bygger et

andet Babels-Taarn, og vover sig derop med sin lette Ønskehat, der løftes saa let oven af denne Uvittiges Hoved og falder ned i Fortvivlelsens Afgrund, naar den evige uforanderlige Skiebnes Modvinde

suser forbi hans Øre. Alle ere paa Udkik.

Hin søde Canaan, der forønskte Mueligheds

Land skinner langt borte for det graadige

Øye; Jordens Slægter bevæbne sig med Begierlighedens Kikerter og Vindesygens ret kunstig slebne Glas; — her stirres! her betragtes fra alle Kanter og Sider;

men Mistroens Pladsregn iler ned

over disse forkeerte Astronomer, fordunkler

deres Glas; de taber Land og Lykke af

Sigte, og en kold Angest-Sveed triller ned

af deres frekke Pander; Fornuften svingler,

man falder baglænds ned i det menneskelige

Indsigts fæle Mørke; man tumler

op og ned; her hyles, her sukkes, her længes, her begieres, og ethvert Menneske lader sig stikke et nyt Landkort ved sine Passioner, for dog engang at finde dette søde Mueligheds Land, der at havne, der at boe, der at leve, lide og døe. Og dette Land fik min Aand og Øye paa i en Drøm. Den svævet opmærksom om ved disse geskæftige Skabninger; den saae Nationer at flokkes; man gik om Bord fra Øster og Vester, trygge, haabefulde og glade. De Skibe, man agtede at fare over til Muelighedens Land paa, vare nogle smaa Schalupper. Min Muse sukkede og sang;

Saa vover daarligt Haab sig ofte paa en Spaand, Mens vild Begierlighed agerer Styremand,

Og Lettroe flavrer op, seer for sig mange Lande; Her raabes: styrer did! — men nu vil Skibet

strande,

Saa tumlede det første Sældskab ind i sin Schaluppe med dunstefulde Hoveder og vaade Pander af Den sidste Afskeds-Punsch, jeg tabte snart denne Sverm af Sigte: og min Naboe sagde sagte ved sig selv: See! hvor let den engelske Nation segler!

Det andet Sælskab gik under fuld Musik og efter Takten om Bord; Styremanden, Letsindighed, drak til Afsked et Glas Viin for hver Nation der er til i Verden, og en egensindig Vind gav deres Seyl et temmelig forfængelig Udseende; de forsvandt for mine Øyne, og min Naboe blev endnu meere medliden, end første gang, og raabte: See, hvor net den franske Nation feyler. Men en forvirred Lyd Og Allarm, man hørte fra den nordre Side, drog mit agtsomme Øye til sig, saa at mange Schalupper reyste bort imidlertid, og jeg ikke fik min Naboes sindrige og korte Mening at vide om disse afseylede Nationer. En huul Lyd, som af en langt borte buldrende Torden svævede langsom forbi de zittrende Skyer; mit hele Legem hialp dem at skielve. Jeg stod heel tankefuld, og ønskte at vide, hvad det var, da en engelsk Hat (jeg kunde ikke med Vished see, om der var Hoved under) rakte sig kielen ud af en Kareet, og sagde med en mat Stemme: Mafoi! Her har vi den søde og fortryllende tyrkiske Musik. Got! tænkte jeg, nu veed du hvad Torden man bruger i dette Land; nu seer man tilfulde,

at det er artigt at blive kiendt med Tyrken; man kan lære at marsere efter den tyrkiske Musik, eller danse efter Tyrkens Pibe, lige got, enten man kan sigte paa Fransk, skyde paa Dansk, eller blive skudt som et Beest paa Tydsk.

Nu blev Schaluppen udrustet; Forfængelighed laae paa Knæ paa en hvid Atlaskes Pude, og forgyldte den bag til. Guldet var meget rart at faae i dette Land, hvorfore man maatte lade sig nøye med en simpel Ziirforgyldning; man tegnede følgende Sindbillede og Valsprog, under Kahyt-Vinduerne: Et Rør, som blev holden ved den ene Ende af en smuk hvid Fruentimmer-Haand uden Handske, og ved den anden af en Mandfolke-Haand med en forreven Handske, med disse Ord: Hvem er stærkest? Seylene paa Schaluppen var af det deyligste Postpapir, man nogensinde har seet, og de vare befugtede med opkogt Kaffe-Vand, som gav dem et brunt og hvidt Udseende. Og min Muse sukkede og sang:

Vil man en Dag i Havn i Muelighedens Land,

Maa Skibet være stærk til dette Farevand;

Orkaner, Hvirveler og Syrter er her mange:

Søerøveren, Lettroe, kan snart den Svage fange.

Nu gik Sælskabet Par og Par ind i Schaluppen uden at bekymre sig om hvad Orden den gode gamle Noa brugte, da han gik ind i sin velbeegede Ark. Nu begyndtes her en Strid af de farligste og ulyksaligste Følger for det hele seylende Sælskab. Enhver vilde sidde ved Roret, og ulyksaligen for Mængden! ingen forstod Styrmands-Konsten, uden et eenesste ungt Menneske, der holdt sig ganske indgetogen, og beloe disse Daarer i sit Hierte. Hans Medlidenhed over disse forvildrede Siæle mindte ham tit paa, at tage ved Roret, naar Skibet heldede, og tegnede til at blive et Rov for de brusende og skummende Bølger; men en høyere Drift, en usynlig Haand holdt ham tilbage. Hans Hierte bævede, hans Fornuft vaklede, hans Been segnede, han vilde, han vilde ikke; jeg saae hans hemmelige Taarer. Ak! Syn! ak! bittre Syn! — Min Muse sukkede og sang:

Usynlig Styrmand, naar du er med om Bord,

Man seyler frelst omkring din underfulde Jord,

Men Dreyes Roer og Lov ved Lusters slibrig

Fingre,

I Hævnens Afgrund ned da Skibet vist vil slingre.

Selvraadighed fik da Overhaand. Det

blev indbyrdes afgiort, at 5 Personer skulde styre Schaluppen paa engang. Den eene dreyede hid, den anden did, og man seylede bestandig imellem Frygt og Haab, Liv og. Død. De Uskyldige bad og sang, de Indsigtsfulde taug og sukkede, de Letsindige sladrede og skreeg: Ney ikke saa, men saa, de Styrende klamredes og sloges. Her var en Tummel! her var en Jammer! snart skreeg og hylede man i Mundene paa hinanden, snart buldrede den angenemme tyrkiske Musik, der skal have saa kunstige Toner i sig, at Samvittigheden, ved at høre den, bliver ganske rusende og fortumlet, faaer Qvalmer, falder i Søvn, vogner op for et Øyeblik, og tilsidst ganske forlader Mennesket.

der havde to prægtige Kikerter, hvormed man kunde see langt ind i de tilkommende Tider, laante mig den eene. Han sagde mig, at Erfarenhed havde lært ham at slibe disse Glas, men at de vare ganske dumme, at see igiennem, hvis man ikke toede sine Øyne først med et Slags Vand, han forærte mig, som Upartiskhed havde givet ham en skiøn Qvanlitet af, og at der altid var et Slags Flyvesand i dette Land, som var saa fiint, at man ikke kunde faae Øye paa det, uden igiennem dette Slags Kikerter, men som giorde Øyet ingen Hinder, naar det først var vasket med fornævnte Vand.

Man seylede fort, og de græsseligste Veyrkast tumlede Schaluppen, og saa mange tusinde Siæle, som den lille flygtige Dreng kan lege med sin Bold; snart er den oppe, snart neden, snart falder den i Moradsen, snart afvaskes den igien.

Det seylende Sælskab skreg imellemstunder: — Der seer vi Muelighedens Land! Nu er vi der strax. Men hvor blev disse feye smaa Siæle ikke for-

bausede! — En Havmand, der i alle Ting lignede den gamle Mand: Indsigt, stak sit Hoved op af Tidens Bølger, og raabte til de frekke Seylere og formastelige Styrmænd:

Frivillig — blinde Dødelige! skal eders 5 fordærvede Sandser styre eders Velfærd igiennem Tidens Hav, da vider, at I aldrig kommer til at havne i Muelighedens Land; men skal I daglig nærme eder mere og mere, og engang omsider naae dette eders Ønskers Maal, da seyler tilbage igien! udtakler et sikrere Skib! beder Forsynet om en kierlig og vis, bestandig og retfærdig Styrmand! kommer saa igien, saa skal jeg vise jer en Kanal, som løber lige midt ind i hin Land. Denne Kanal hedder: den modne Sindighed. Ingen er kommen ind i Mueligheds Land, uden at seyle her igiennem; det er en sikker og tryg Vey, en kort Fart, og en rolig Havn.

Her faldt Kikerten fra Øyet, og mine Forretninger tillod mig ikke at drømme

længere; - Farvel Mueligheds Land! farvel smaa Seylere! Jeg vogner og fortæller Læseren Ord fra Ord, hvad Hav-Manden sang, førend han forlod Schaloppen:

Sang:

Menneske! har du ikke Medlidenhed nok

til at beklage og hielpe, til at betragte og besukke dit og din Broders vilde Hierte, saa misund ham ikke din Forbøn, hvis den duer noget. Du vover dog saa mangt et uægte Ønske, snart for at see din Ærehunger mættet, snart for at lædske din Vellyst-Tørst; i Dag er du urolig, indtil du faaer Lov til, at slæbe den nøgne og hudflettede Uskyldighed igiennem alle dine fæiske Lysters skidne Gader, og tilsidst opofre den paa det høye og sørgelige Eskafot, din Hovmod har bygget; i Morgen bliver du afsindig, fordi du ikke kan hugge nogle Millioner Hoveder af med et Hug; men vil du da ikke Overmorgen vove et eeneste ægte Suk for din daanede Medlidenhed, din forfrosne Samvittighed, dit hielpetrængende Hierte.

Hvad hielper det, at du daglig laver Lægedomme for andres Besvimmelser og Qvalmer, naar du glemmer selv at berede dig en sikker Lægedom imod den Forgift, din egen arme indsvundne Siæl svømmer i.

Stærke Almagt! dine Maader at rede Siæle paa ere og bliver de eeneste sunde og sande Lægedomme, der kan i Grunden kurere vore indvortes fæle og farlige Syger!

Du værdige, din syge Verden, mageløse Samaritan! alting formaaende Læge! Kraften af din Frelsehaand! saa vil vi snart see vore søvnige Brødre ile frem af Forglemmelsens Kroge, og vor fælles Sang vil blive denne:

Det var Gud allene, der reddede os alle.

Saa sang min Naboe og jeg paa Strandkanten denne Sang: Sang:

Undseelig Musa! kom! og vov en Flugt saa fagte! Du ømmes dukker dig; din Afmagt den er stor;

Frit Mod! — man ey saa let blant Floken dig vil agte. Nu flyv! — som intet did, hvor Svaghed daglig groer.

Dit Intet ved sin Flugt maaskee kan lære noget;

Den lærer Intet, som i alting intet seer.

Saa see! og tænk! og syng! om ikke ret, saa kroget, Om ikke net, faa svag! lidt lærer altid meer.

Flyv did, hvor Dag og Nat maa lystre Syndens Slaver, Hvor Haarhed altid gaaer, og lurer efter Rov, Hvor hin ufølsom Siæl nye Pinsler fræk tillaver For Menneske og Dyr alt efter Haardheds Lov.

Kast du et Blik derhen, hvor Ømhed kuns er Daare, Hvor Piin! og Plag! og Myrd! til Hiertet taler

Mod,

Hvor man kan treffe en Tyran i hver en Aare

Hvor Øret kildres meest ved Klang af Mord og

Blod.

Men hvem er slig Uhyr, den Tiger og den Løve,

Som paa al Grusomhed er dette Billede?

Som vild og fræk og grum tør disse Laster øve? Hvem er vel dette Kræ? — Der er et Menneske.

Et Menneske! — o Skræk! her blev min Geist uvillig!

Her sank min Ømhed hen! jeg skamfuld sukkede! Jeg tænkte ved mig selv, om jeg og dømte billig;

Jeg saae, at det kom an paa Undersøgelse.

Saa ilede jeg ind i vore søde Egne,

Hvor agtsom Øye har saa mangen Times Lyst,

Hvor Gud og hvor Natur sig møder allevegne,

Hvor det navnløse Hvad hendulmer Siæl og Bryst.

Her stod en Fader kiæk og med koldsindig Øye

Saae an det farlig Skridt af en forloren Søn; En Fader blev Tyran, og lod sig neppe nøye

Med dette fæle Gisp: Selvmord gir Helved-Løn.

En falden Datter kom, og knælet for sin Fader,

Den Datterklynken skreg om Fader-Kierlighed, Men Haardhed lyned' frem af Bøddelspodske Lader,

Af Fald i større Fald en Datter sank da ned.

En Skiøge tumlet hen i hine Horekroge.

Den Skiøgemoder blev, og blev sin Byrde qvit; Hun viklet Fosteret i Ondskabs Nattetaage;

Den Usle klynket, — tys! -- og Skiøgen gav et

Snit.

Men Musa! holdt! Barbar! lad Lasters Dække falde! Da saarer mig og fleer ved disse sæle Træk! Det hielper ey vi sligt vil i Erindring kalde, Som Almagt eene kan udslette af vor Skræk.

Heu! miseri, qvorum gaudia Crimen habent.

✂

Et Syn i en Drøm om store forestaaende Tildragelser af Himmelens Tegn.

Skriv de Ting, som du haver seet, baade de, som ere, og de, som skal skee herefter.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Da jeg en Dag gik og spadserede i en vis Have, fuld af dybe Betragtninger, og henrykkende Forestillinger over Naturens Yndigheder, og Konstens prægtige Mesterstykker, som beskieftigede min Indbildningskraft, blev jeg træt, satte mig ned i det kiølelige Græs, hvilede mig paa Albuen, unddragen fra Verdens Tumult, Bulder og Rumlen, hørte Fuglenes Slag, og musikalske Toner, glemte mig selv, tænkte, faldt i Søvn, og saae:

At en Stierne faldt ned fra Himmelen, foer ned, og skinnede, og opklarede den dybeste og mørkeste Afgrund, hvori var en Brønd, som der opsteg Røg af, af Røgen udkom der

Græshopper paa Jorden, og dem blev givet Magt, som Jordens Skorpioner; deres Hoveder vare forgyldte, deres Ansigter vare, som Menneskers Ansigt, de havde Stierte, som Skorpioner, og der vare Braadde i deres Stierte, og deres Magt var til at skade Menneskene. De pillede Barken af Figentræet, de skallede det slet, at dets Grene bleve ganske hvide. Marken blev ødelagt, Landet sørgede. Kornet blev øde. Agermændene see skammeligen ud, Viingaardsmændene hyle for Hvede og Byg. Mon Mad ikke er borttagen fra vore Øyne, ja Glæde og Lystighed fra vort Guds Huus? Sæd ere raadnede under deres Fure. Hvor sukker Qvæget, Øxenes Hiorde see ynkeligen ud; thi de havde ingen Føde, ja Faarehiordene ere ogsaa ødelagde.

Hvad Kaalormene lod overblive, det aad Græshoppen, og hvad Græshoppen lod overblive, det aad Oldenborren, og hvad Oldenborren lod overblive, den onde Orm.

Landet er tomt og saare bedrøvet, Jorderige er svag, Folkenes Øverste i Landet ere blevne svage; thi Landets Indbyggere er besmittet af dets Indbyggere, de overtræde Loven, forvende Skik, giøre en evig Pagt til intet,

og de, som Boe derudi, blive ødelagde, og der skal blive lidet Folk tilovers.

Mosten sørger, Viintræet vansmægter. Forbandelse æde Landet, de, som vare glade af Hiertet sukke:

De Glades Lyd er borte, Harpers Glædskab haver Ende. De skal ikke drikke Viin med Sang, stærk Viin skal være beesk for dem, som drikke den.

Ødelæggelse er tilbage i Staden, og de smaa kunstige Huse skal nedbrydes.

Og det skeer, om nogen flyer for Forskrækkelses Lyd, skal han falde i Graven, og den som opstiger af Graven skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det Høye skal oplades, og Jordens Grundvolde bæve.

Landet skal sønderflaaes, det skal sønderrives, Landet skal visseligen ryste. Landet skal visseligen rave, som den Drukne, og bortføres som Nathytter; thi Maanen skal skamme sig, og Solen beskiemmes.

Og jeg saae i Synet en Seere, som sagde: See! Og jeg saae adskillige Skaaler, fulde af adskillige Horeries Viin, som udgydede sig i adskillige Strømme, mange bleve drukne deraf.

Virkningen deraf var denne: De gik frem med oprakte Halse, de trinede frem og svandsede, de kneppede med deres Fødder, Tøflerne saae jeg prydede, Huerne bleve virkede. Her faaes Spænderne, Halsbaandene og Armbaandene, Hovedklæderne, kostelige Huer, og Hosebaandene, og Desmerknappene, og Ørnringene, og Flettebaandene, Helligdags Klæderne, Speylene, Kaabene, de smaa Linklæder, og hvide Klæderne og Slørerne; og en Horkarls Øye ventede paa Tusmørket, og sagde: Intet Øye seer mig, og han sætter Mumme-Ansigt paa.

Og den tredie Deel af Solen blev slagen, og den tredie Deel af Stiernerne, saa at den tredie Deel blev formørket. Dagen skinnede ikke sin tredie Deel, og Natten desligeste.

Og jeg saae videre en rød Drage paa Himmelen, hvis Part vilde drage Stiernerne til sig, at kaste dem paa Jorden, men han kunde ikke.

Og jeg hørde en Røst, som sagde til Dragen: Du bilder dig vel ind, at du er blevet riig, og haver intet behov, men du veed intet af, at du er elændig, jammerlig, blind og nøgen. Jeg raader dig, at du kiøber Guld

af mig, som er glødet i Ilden, at du kan vorde riig, og hvide Klæder, at du kan iføre dig, at din Nøgenheds Skam skal ikke blive aabenbaret; men salv dine Øyne med Øyensalve, at du kan see.

Og jeg saae en Qvinde, som sad paa et Skarlagens farvet Dyr, fuld af Bespottelses Ravne, og Qvinden var beklædt med Purpur, og Skarlagen, hun var forgyldt med Guld, og prydet med dyrebare Stene og Perler, hun havde et Guldbægere fuld af Vederstyggeligheder, og paa hende var skrevet et Navn: Hemmelighed. Og jeg saae Qvinden drukken af alle Vellyster, og jeg forundrede mig, der jeg saae hende, med en stor Forundring.

Og jeg hørde en Røst, som sagde: Den er falden, Babylon den store, og er bleven Dievelens Bolig, og hver ureen Aands Forvaring, og hver uren og hadelig Fugls Bolig.

Og jeg hørde en Røst, som sagde: Gaaer ud af den, I som ere mit Folk, at I Ml ikke blive deelagtige i dens Synder, og at I ikke skal faae af dens Plager. Betaler den, og giør den dobbelt efter dens Gierning. I den Kalk, som den haver iskienket, skienker

dobbelt for den. Saa meget, som den haver giort sig selv herlig, og drevet Vellyst, saa meget skal den lide Pine og Sorg.

Den siger i sit Hierte: Jeg sidder en Dronning, og er ikke Enke, og skal ikke see

Sorg. Og de, som have drevet Vellyst, og horet med den, skal græde, naar de see Røgen af dens Brønde. De skal staae langt borte for den Pines Frygt, og sige: Vee! vee! det er den store Babylon; thi paa en Time er din Dom kommet.

Vare af Guld og Sølv, og dyrebare Stener og Perler, og kosteligt Linklæde, og Purpur, og Silke, og Skarlagen, og allehaande Kar af Filsbeen, og allehaande Kar af kosteligt Træ, og af Kobber og Jern, og Marmor, og Kaneelbark, og Røgelser, og Salve, og Virak, og Viin og Olie, og Simler og Hvede, og Fæ og Faar, og Heste og Vogner, og Legemer, og Menneskers Siæle, og den Frugt, som din Siæl havde Lyst til, ere vigede fra dig, og alle Ting, som vare fede og skinnende.

Og de kastede Støv paa deres Hoveder, og raabte, som grædende og sørgende: Vee!

vee! det er den store Babylon, som er blevet ødelagt paa en Time.

Og en skiult Magt opløftede en Steen, som en stor Møllesteen, og kastede den i Havet, saa skal Babylon henkastes med en Fart, og ikke findes mere.

Harpelegeres, og Sangeres, og Piberes, og Basuneblæseres Lyd skal ikke høres i dig mere, og ikke nogen Konstner findes i dig mere, og Brudgommens og Brudens Røst ikke høres i dig mere; thi alle ere forførte ved din Troldom, og nu er falden den store Hore, som fordervede Jorden med sit Horerie.

Imidlertid sov jeg tryggeligen, og som min Indbildningskraft var overmaade sat i Bevægelse over foregaaende Forestillinger, drømte jeg fremdeles:

Mig syntes nu Himmelen klar, og Solen skinnede; men af Solen fremkom en Hvid Hest, og den, der sad paa den kaldes Trofast og Sanddru, og han dømmer og strider med Retfærdighed. Hans Øyne vare som Ildslue, han havde en Krone paa Hovedet, og af hans Mund udgik Ord, skarpere end Sverd, og han regierede med et Jern Spiir,

og sønderknusede de Rebelske, som en Pottemagers Kar.

Og Dragen og Dyret blev grebet, og alle falske Propheter, som spaae for Løn, og som havde giort Tegn, og forført mange, ja alle dem, som havde Dyrets Kiendemærke i deres Pander og Hænder, og som tilbade dets Billede, alle disse bleve udkastede og nedstyrtede, og Fuglene aade deres Kiød. Deres Hjerter sank ned, deres Hierter smeltede, og de bleve forfærdede. Angest og Pine betog dem, de forundrede sig den ene over den anden, og deres Ansigter brændte, som Luer.

Da saae jeg de omvankende Stierner bleve formørkede, og nægtede sit Skin, de forsvandt, som Dug for Solen, Taager omgav dem.

De Stoltes Hovmod fik Ende, de Vældiges Undertrykkelse forsvandt.

Solen blev klar, alle pestefulde Dunster, alle usunde Opdampelser gik bort.

Alt blev lagt paa Retfærdigheds Vægtskaaler.

Sandhed og Retfærdighed kyste her hverandre.

Billighed og Retsindighed besteg Domstolene.

Gods i braadne Punge havde her ingen Indflydelse.

Plynderie fik Ende, Udsuere bleve affærdigede. Om Morgenen lode de sig see, men inden Aften vare de udflukte.

Nøysomhed tog til, Horn saaes ikke meet i Panderne, hver brugte sit.

Rovfugle lode sig ikke see, i Ørken bygte disse deres Pauluner, hvor Strudsunger boe, og hvor der hoppe Skovtrolde.

Alle Plagere, som boede i Guldstad, bleve udfeyede med Fordervelsens Koste. Hovmod faldt, og blev nedstødt til Helvede.

Du, ja du Moab! tænkte i dit Hierte: Jeg, jeg vil opstige til Himmelen, jeg vil ophøye min Stoel over Stiernerne, og sidde paa Forsamlingens Bierg, du vilde fare over de høye Steder, men du skal nedfare til Helvede.

Hvo dig seer skal stirre paa dig, og sige: Mon denne er den Mand, som kom Jorden til at skielve, og staae paa svage Fødder?

Tilreder for hans Børn, at de ikke skal komme op, hverken at arve Landet, ey heller at fylde Jorderig med Stæder.

Vi have hørt Moabs Gierighed, han er meget gierig, men det skal ikke faae videre Fremgang.

Plageren har faaet Ende, Forstyrreren ophører. De ere fortærede, som nedtraadde andre af Landet.

Derfor skal en Moabit hyle over en anden; ja sandelig, de skal allesammen hyle.

Og det skeer, naar Moab er træt paa det Høye, da skal han vilde gaae til sin Helligdom at bede; men han skal ikke kunde.

Og Moabs Herlighed skal blive ringe agtet i al den store Mangfoldighed, og der skal lidet blive igien, ja ikke meget.

Og jeg hørte en Røst, som sagde: Sebna, Rentemester og Hovmester, hvad har du her at giøre? og hvem haver du her, at du haver hugget dig her en Grav? ligesom den, der lader hugge sin Grav i det Høye, som den, der lader sig giøre en Bolig i Klippen.

See! du skal bortføres, ligesom en Sterk fører en bort, og aldeles skiule dig. Han skal trille, ja trille dig flux, ja flux, som

en Bold til et vidt Land, der skal du døe, og

blive usynlig.

Du, ja du, tør du være din Herres Huses Forsmædelse? Du skal styrtes af din Stat, du skal sættes af din Stand.

Og jeg hørte en Røst, som sagde: Hvo er du Bel i Babylon, som formørker Raad med Tale uden Forstand?

Opbind nu dine Lænder, som en Mand, saa vil jeg spørge big, og du maa lære mig.

Hvor var du, der Jorden blev grundfæstet,

forkynd det, om du er saa klog?

Hvo haver sat dens Maal, efterdi du indbilder dig at vide det?

Hvo drog Snoren over den?

Hvorpaa stod dens Pillere, eller hvo lagde dens Hiørnesteen?

Hvo lukte Havet til med sine Døre, der det udbrast, og vilde udgaae af Moders Liv?

Hvo klædde det med en Skye, og svøbte

det med en mørk Taage :

Hvo satte Stang derfor, og sagde: Hidtil skal du komme, og ikke længere, og her skal det stille dine høye Bølger?

De Ugudeliges Lys skal tages fra dem, og en høy Aand skal sønderbrydes.

Er du kommet til Havets Dybheder, og haver vandret der, som man søger efter Afgrunden?

Haver Dødens Porte nogen Tid opladt sig for dig, eller kan du see Dødens Skygges Porte?

Veed du, hvorledes det seer ud paa hiin Side Graven?

Haver du seet, hvor bred Jorden er, siig til, om du Kiender det altsammen?

Hvilken er den Ven, der som Lysets Sted er, og hvilken er Mørkhedens Sted?

Vidste du og, at du skulde fødes, og om dine Dages Tal skulde blive stor?

Nu vel an! siig mig, om du forstaaer det, hvorledes blev du til i Moders Liv?

Hvo uddeelte Render til Vandløb, og Vey til Lynet, som gaaer fra Torden, at det regner i det Land, som ingen er i, i Ørken, som intet Menneske er, at det fylder Ørken og

de øde Stæder, og giør, at Græsset opvoxer og opkommer?

Er der og Regnens Fader til, og hvo haver fødet Duggens Draaber?

Hvo lagde Viisdom i inderste Hierte, og hvo gav Forstand i Tanken?

Hvo kan tælle Skyerne ved Viisdom, og Hvo kan stille Himlens Vandløb?

Hvo kan berede Ravnen hans Føde, naar hans Unger raabe til Gud; fare de omkring, naar de have intet at æde?

Kan du forlade dig paa den, som er meget stærk, og kan du lade dit Arbeyde paa den?

Kan du troe den til, at den skulde lade din Sæd groe, og samle i din Lade?

Haver du giort Storkens Vinger, eller haver du giort Paafuglens skiønne Vinge og Dun.

Er det Viisdom, at trætte med den Almægtige? skulde du kunde giøre Guds Raad til intet? Haver du en Arm, som Gud, og kan du tordne med Lyd?

Ney! du er i alt dette kun som den Hungrige, der drømmer, at han æder; han vaagner, men see! hans Siæl er tom. Og

som den Tørstige, han drømmer, at han drikker; han vaagner op, men han er træt, og hans Siæl er tørstig. Saaledes er og du, som vil stride mod Herren. Ney! her er en dyb Søvns Aand udøst, Øynene ere tillukte, at du ikke skulde see, og faae Forstand, at al dit Syn skal være dig og alle dine ligesom en beseglet Bogs Ord, hvilken man flyer den, som kan læse, og siger: Kiere! læs dette; og han maa svare: Jeg kan ikke, thi den er beseglet. Eller Bogen maa flyes den, som ikke kan læse, saa der siges: Jeg kan ikke læse.

Derfor skal Herren omgaaes saadanne Folk paa det underligste, ja paa det underligste ; thi de Vises Viisdom skal forgaae, og de Vittiges Vittighed skiule sig. Vee dem, som synke sig dybt fra Herren, at skiule deres Anslag, og hvis Gierninger skeer i Mørke, og som sige: Hvo seer os?

Men denne er manges forvendte Handel. Ligesom Pottemageren skulde agtes, som Leer, at Gierningen siger til den, som giorde den: Han haver ikke giort mig ; eller at det, som er dannet, siger til den, som dannede det: Han forstod det ikke.

Ney kiere! eders Tanker ere ikke, som Herrens Tanker, og eders Veye ere ikke, som Herrens Veye; thi som Himmelen er større end Jorden, saa er og Herrens Veye Høyere end eders Veye, og Herrens Tanker end eders Tanker. Kan noget dødeligt Menneske udgrunde Guds Raad, han som er frygtagtig, og hvis Anslage ere uvisse; thi et forkrænkeligt Legeme besværer Siælen, og den jordiske Bolig nedtrykker et meget omhyggeligt Sind. Og neppe kan vi Dødelige ramme de Ting, som ere paa Jorden, og som vi finde imellem Hænderne med Møye. Hvo kan da opspore de Ting, som ere i Himlene? Hvo kiendre nogensinde Guds Raad, uden han selv gav Viisdom, og sendte sin hellig Aand fra de høye Stæder? og saa bleve deres Stier, som vare paa Jorden, rettede, og Menneskene lærte de Ting, som ham behagede, og bleve frelste ved Viisdommen.

Her var jeg i dybe Betragtninger; men imidlertid blev min Indbildning heftig rørt, og sat i Bevægelse, at Himlen blev skiult af de meest mørksomme Skyer, og skrækkefulde Bil-

leder. Himmelen blev dunkel. Solen formørkedes, Maanen nægtede sit Skin, ingen Stierner lod sig see, saa jeg saae intet; men Hørte en Tordenrøst saaledes tale: Landets flagne Veye ere øde, der er ingen, som gaaer ad Stien. Forbund er rygget, Folket føder Strikker. De brøde Basiliskes Æg, og væver Æderkoppens Væv. Hvo som æder af deres Æg skal døe, og om det trykkes, udfar der en Øgle. Deres Fødder løber til Ont, deres Tanker ere uretfærdige Tanker. De har en Dovenheds Aand, Øyne, men de see ikke, Ørne, men de høre ikke. De kiende ikke Freds

Veye, og der er ikke Ret i deres Gange; deres Stier er krumme.

Derfor er Retten langt fra dem, Retfærdigheden naaede dem ikke. De biede efter Lyset, og see der var Mørke. De vandrede efter Skin, og see, her ere Taager. De travede om, som de Blinde efter en Vey, som de, der havde ingen Øyne; de stødte sig om Middagen, som i Tusmørket. De vare stinkende Stæder, som døde.

De brummede alle, som Biørne, de kurrede fast, som Duerne. De indbildte sig at have Retten, men den var langt borte fra dem, de biede efter den, men den var der ikke, efter Saligheden, men den var der ikke. Sandhed stødte an paa Gaden, og Retten kunde ikke gaae der.

Og Røsten sagde tydelig: I skal drikke, men dog tørste; I skal stege det Fede, men dog ikke mættes; thi der er en Sandhed, en Barmhjertighed, en Guds Kundskab i Landet.

Blodskam rørte ved Blodskam, derfor skal Landet sørge, og hver skal forsmægte, som der boer i, med Dyrene paa Marken, med Fuglene under Himmelen, og end Fiskene i Havet skal sankes.

De haver forskudt Forstand, de har forglemt sin Guds Lov, ligesom de bleve mangfoldige, saa bleve de og frekke. Horerie og Most og Viin borttager Hiertet, Folket fulgte deres Indbildning.

Horeries Aand forvildede dem, de bedreve Horerie, saa de ikke vilde være lydige; men der de bleve fede sloge de bag op. De

giøre Røgelser til deres Afguderie, de tierne deres Bug; de vare uregierlige, som en vild Koe.

Døttrene bleve ikke hiemsøgte, naar de bleve til Horer, eller Brudene, naar de bleve til Hoerkoner; thi de havde deelt sig med Skøgerne, og ofrede med Horer, og Folket, som ikke forstaaer det, skal snuble. De bleve fortærede, som Møl fortærer noget. Bylder betog dem. De saaede Vær, og de skal hoste Hvirvelvind. Straae, som staae, skal ikke faae Grøde, den skal ikke give Meel, om det end giver, skal Fremmede opsluge det. De pløyede Ugudelighed, de høstede Skiændsel, og aade Løgns Frugt.

Udi Kiøbmandens Haand ere falske Vægtskaaler, han bedrager gierne. Den eene trykte den anden, hver løb paa sin Bane.

Soel og Maane mørknedes, og Stiernerne mistede deres Skin, udkaster Segl; thi Høsten er nær. En Retfærdig blev solgt for Penge, og en Fattig for et Par Skoe.

I have vel bygt Huse af huggen Steen, men I skal ikke boe i dem. I plantede lystige Viingaarde, men I skal ikke drikke deraf. JI ere de, som meene sig at være langt fra en ond Dag. I sove paa Filsbeens Senge, og række eder paa eders Senge, og æde Lam af Hiorden , og Kalve af Stalden. I giøre eder Melodier, I optænke eder Instrumenter til Sang. I drikke Viin af Skaaler, og salve eder med den beste Olie, men sørge ikke for Josephs Skade.

Og det skal skee, at Solen skal nedgaae om Middagen, og lade Landet blive mørkt paa lys Dag.

Og den Tid skal komme, siger Herren, at jeg vil skikke Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brødet, og en Tørst efter Vandet, men efter at høre Herrens Ord.

Paa den samme Tid skal de deylige Jomfruer, og de unge Karle daane for Tørst.

Imidlertid laae jeg i Søvne, og disse Mørke Billeder betog mig, Mørke Dunster for-

virrede min Hierne, mit Hierte svømmede i Ængstelser.

Alt blev sort for mine Øyne. Jeg daanede, jeg var mig selv ikke længere mægtig, jeg rystede, jeg skielvede, som et Løv.

De grusomste Forestillinger overvældede mig, jeg kunde knap sukke, neppe udøse min Jammer; mit Hierte vilde briste.

Men disse Dunster begyndte endelig at blive tynde, da Luften, der begyndte at blive klar, giorde mit Sind klar.

Jeg saae, og see! de mørke Skyer gik bort, Solen skinnede, og Maanen blev klar, Stiernerne funklede.

Jeg saae den reneste og klareste Flod skinne, som en Krystal, deraf flød de reneste Strømme, Vande, som vederqvægede, og kiølede.

Jeg saae Livets Træ bære de nydeligste Frugter.

Jeg saae det deyligste Land, grønt, blomsirende, og alt der hoppe af Glæde.

Der var ingen Nat mere, intet Mørke, intet Tusmørke, ingen Taage.

Stæder deri havde sit eget Lys; der var derudi en Skyestøtte om Dagen, og en Jldstøtte om Natten.

Intet Almindeligt kunde komme i den, eller det, som giør Vederstyggelighed og Løgn.

Ingen kunde der opholde sig, uden de bar Statens Indsegl.

Ingen, uden de havde Uskyldighed tegnet i deres Pander og Hænder.

Ingen Horeries Viin blev her drukket ; alle vandrede i Retviisheder, alle talte Oprigtigheder.

Ingen agtede Begierlighed til at Undertrykke en anden.

Alle rystede sine Hænder fra at beholde Gaver.

De tilstoppede deres Ørne fra at Høre Blodskyld.

Ingen havde Lyst til det Onde, de boede alle i høye Steder, i Klippernes Befæstning, i deres høye Beskiermelse.

Deres Brød blev givet, deres Vand var vis.

Alle havde giort en Pagt, et uryggeligt Forbund.

Alle vare omringede med Kobber-Mure, ingen kunde lokke dem ud af deres Befæstning.

De vare, som Klipper; de gjorde Pagt med deres Øyne, at de ikke skulde agte paa nogen Jomfru.

Alle vidste sine Veye, alle talte sine Gange.

De sagde og giorde: Haver jeg vandret med Forfængelighed, eller min Fod hastet til Sviig, saa maa Gud veye mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal tiende min Fromhed.

Om min Gang er viget af Veyen, og mit Hierte er gaaet efter mine Øyne, og

hængte der noget ved mine Hænder, da maa jeg saae, men en anden æde det, og min Grøde oprykkes med Rod.

Er mit Hierte bedraget af en Qvinde, og haver jeg luret Hos min Næstes Dør, da maa min Hustru male med en anden, og en anden bøye sig over hende; thi det er og en Misgierning for Dommeren, og det er en Ild, som fortærer til Fordærvelse, og oprykker med Rod alle mine Indkomme.

Har jeg foragtet min Svends eller Piges Ret, naar de trættede med mig; thi vilde jeg giøre dem Uret, hvad vilde jeg da giøre, naar Gud vilde opstaae, og naar han vilde hiemsøge, hvad vilde jeg svare ham?

Haver han ikke lige faavel giort dem, som han haver giort mig, og beredte han os ikke allesammen i Moders Liv?

Haver jeg sagt Ney mod den Fattiges Begiering, og fortærer Enkers Øyne?

Haver jeg ædt mit Mundbid for mig allene, at Faderløse aade ikke deraf; thi han er opvoxen hos mig, som Fader fra Ungdom, og af min Moders Liv Haver jeg ledt Enker.

Haver jeg seet nogen omkomme, for han Havde ikke Klæder, og gav ikke den Arme Klæder; thi hans Lænder haver velsignet mig, da han varmede sig af min Faares Uld.

Haver jeg opløftet min Haand imod en Faderløs den Tid, jeg saae, at jeg Havde Magt at hielpe, da falde mine Skuldre fra Axlene, og min Haand briste fra Albuen; thi der var en Frygt for mig, at Gud forderver, og at jeg ikke kunde frie mig fra hans Høyhed.

Haver jeg sat Guld til min Tillid, eller sagt til det beste Guld: Du er min Forhaabning?

Haver jeg glædet mig, at mit Gods er meget, og at min Haand Haver forhvervet meget ?

Haver jeg glædet mig, naar det gik Min Fiende ilde, og ophøyet mig, fordi at Ulykken rammede ham?

Haver jeg ladet en Fremmed ligge ude om Natten?

Haver jeg lukt mine Døre til for den Veyfarende?

Haver jeg skiult mine Misgierninger, saasom Adam, og dølgt min Overtrædelse i Løndom?

Sandelig! jeg kunde forskrække en stor Hob, men en Foragtelig iblant mine Huusfolk kundet forfærde mig, at jeg skulde taugt, og ikke gaae ud af en Dør.

Skulde min Jordgrændse og Eyendom skrige imod mig, og dens uretfærdige Ager-Reene græde tilsammen?

Har jeg ædet dens Frugt ubetalt, og plagede deres Siæl, som arbeydede derpaa, da vore mig Tidsel for Hvede, og Ukrud for Byg,

Har jeg giort nogen af disse Mis« gierninger?

Haver jeg været slig en grum Løve, da vil jeg være forbandet, naar jeg gaaer ind, og naar jeg gaaer ud.

Da være forbandet min Kurv, da være forbandet min Levning.

Da slaae mig Svindsot, da ssaae mig Hede og Brynde.

Da blive Himlen over mit Hoved Kobber, og Jorden jeg træder paa, som Jern.

Derpaa. hørte jeg en Røst, som en Torden-Røst blev udbasunet, saa at det lydde over alle Verdens fire Hiørner:

Toer eder. Vorder rene. Tager bort eders onde Idrætter fra mine Øyne, siger Herren.

Lader af at giøre ilde. Lærer at giøre got.

Søger Retfærdighed. Hielper de Fortrængte til Rette.

Skikker en Faderløs Ret. Hielper Enkers Sager.

Kommer nu saa, og lader os gaae i Rette med hverandre:

Dersom eders Synder end vare, som Purpuret, da skal de dog blive hvide, som

Sneen.

Om de end vare røde, som Skarlageners Farve, da skal de dog blive, som den hvide Uld.

Ville I lyde, da skulle I æde Landets Gode.

Men dersom I vegre eder, og ere gienstridige, da skal mine Straffe-Domme opgaae over eder, og I skal udfeyes, som Skarn paa Gaderne; thi Herrens Mund haver talet det.

Og af denne Røst vaagnede jeg, og det er Enden paa min Drøm.

Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 15

Spaadom

af

den berømte Eremit

Martin Zadeck

anaaaende

Mirzahs Syn i

Skiæbnens Tempel.

Kiøbenhavn 1770.

Den

145 Aars gamle norske

Bondes * * *

Spaadomme

om forunderlige

Martin Zadecks

forunderlige og merkværdige

Spaadom,

om

det ottomanniske eller tyrkiske

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høje Hemmeligheder skrevne Aar ester Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771

Kiøbenhavn. Selges i Bogladen No 8. paa Børsen.

Bierg-Mandens

Speyl i Skaane,

Proberet og beskreven

af

Simon Skoeflikker.

En Norsk Hyrdes Indtagelse i et Bierg.

Virg. Eclog. IV.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

En

meget sælsom

Begivenhed

med

en Perle- eller Corallfisker

Den

forunderlige og over al Verden berømte og navnkundige

Drømme-Sahl i

Nørre Skotland,

beskreven

Tilforladelig

Efterretning

om

Hexegrenen

eller den saa kaldte

Jeppe Vægters

Betragtninger

over

Staten

og det

Ole Smedesvends Begrædelse over Rissengrød

Af Ham selv.

Kiøbenhavn 1771, trykt hos Johan R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

Samtale imellem Kaffekanden og Thepotten samt Kammerpotten.

Skrevet i Fryse-Maaneden. Khavn, trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterl. boende i store Helliggeist-Strædet.

En splinter nye Samtale

imellem

Vindues-Ruden

og

Blyet,

Den

forhexede

Side Flesk,

som

efterat den var deelt i trende

Tolv

Breve,

fra

en Bonde

til sin

Konstmaleren. Oversat af det Lettiske Sprog efter en i Mietau funden Haandskrift.

Kiøbenhavn 1770. Trykt og findes tilkiøbs hos Aug. Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

En

Patriotisk

Samtale

imellem

en reisende Engelskmand

En Samtale holden i Niels Klims Rige, imellem Keiser Klim selv, nogle af Ministerne, en Borger, en Bonde og Klims Hofnar.

Kiøbenhavn, 1771.

Samtale