Bierg-Mandens
Speyl i Skaane,
Proberet og beskreven
af
Simon Skoeflikker.
Kiøbenhavn, 1771. Selges i Bogladen No. 8. paa Borsen.
2At der er Bierg-Folk til, det veed alle Mennesker, lige indtil Børn og gamle Kierlinger; altsaa er herom ingen Trette eller Stridighed. Da jeg, Simon Skoeslikker, var udenlands i Skaane, for at øve mig i den hæderlige Profession, som jeg fra Ungdommen af med stor Flid og Vindskibelighed haver dyrket, mødte jeg paa Veyen, tre Alen fra et Bierg, en lille Mand, en stiv Alen høy, buttet og tyk, med et hvidt Skiæg tre Qvarteer lang, ganske skaldet paa Hovedet, med en nedslagen Hat, som var omhengt med skinnende Perler, i en graae Kivel og Vest, Skind Buxer, og et Par forede Støvler, med en Stok i Haanden Qvarteer lang. Min Glæde blev overmaade stor ved dette Syn; thi jeg antog denne Mand for Jerusalems Skoemager, som, til Trods for alle lærde Tvivlere, lever endnu, og opholder sig i Aar 1771 i det Landskab Phrygien, hvor min Svend, som er Tambour, har feet ham paa sin sidste Desertion; thi han har tient otte Potentater med halvanden Par Sko. Da jeg derfor kom ham nærmere, tog jeg min Skind Hue af, bukkede meget dybt, og sagde: Hil være dig, Jerusalems Skoemager! Jeg venter at faae mange
3Hemmeligheder at vide af dig, da jeg nu saa lykkelig har truffet dig paa min Skaanske Reyse. Du, som har levet over sytten hundrede Aar, og har igiennemvandret alle Landskaber og Krinkel Kroge i hele Verden, Skaane og Tydskland, du maae endelig vide, ærværdig Fader! mangfoldige Historier, Tildragelser og Hemmeligheder, hvoraf jeg gierne vilde vide nogle med; thi jeg er meget nysgerrig, om jeg selv skal sige det. Til al Lykke har vi begge een og den samme Profession, hvorudover jeg tør haabe desto snarere at blive bønhørt- Saaledes talte jeg. Bierg-Manden loe og svarede: jeg er ikke Jerusalems Skoemager, som du taler om; men jeg er ældre end han; thi i dette Bierg, som du seer der, har jeg levet to tusinde og halvandet, hundrede Aar, hverken over eller under. Jeg har ikke reyst som Jerusalems Skoemager; men stedse opholdt mig i og ved mit Bierg. Men som vi Bierg-Folk fødes med langt større Viisdom end I andre Mennesker; og da jeg har et Speyl, ved hvis Kraft jeg hvert Øyeblik kan faae at vide, alt hvad der tildrager sig paa hele Jordens Klode: saa begriber du lettelig, Simon Skoeflikker! at jeg maae være langt klogere og langt visere end alle dine Jerusalems Skoemagere. Jeg bukkede mig gandske dybt for denne ærværdige Mand; men han loe deraf og sagde: Simon! vi Bierg-Tolk gior ingen Komplimenter, og vi belee eder andre Menne-
4sker, som skrabe for hinanden som Høns i en Mødding. Jeg blev baade rød og bleeg paa vore Franske Komplimenters Vegne. Men som Bierg-Manden saae meget naadig ud, og jeg desuden, siden jeg i tre Aar har været Land-Soldat, har et krigsk Mod, skiød jeg strax Hiertet op i Livet igien, og bad Beirg Manden, at jeg maatte see i hans curieuse Speyl.
Det er en dristig Begiering, sagde Manden, og du er baade den første og den sidste, som jeg føyer heri, hvilket kommer deraf, at jeg veed, du er en from Mand, fom gierne vil lære rare Ting og dybe Hemmeligheder, og, i der han saaledes talede, tog han Speylet frem, som var aflangt, saa stort, at det fast reent bedekkede Manden. Rammen var af purt Guld, og Glasser sad løst deri, saa at der knude velte sig rundt omkring i Rammen. Glasset havde utallige mange Udbuklinger og Slibninger, og igiennem hver Udbukling nye Præsentationer eller Forestillinger.
Vil du nu vide, sagde Bierg-Manden, alt hvad der i dette Øyeblik tildrager sig paa hele Jordens Klode, saa kiig nu. Bierg-Manden holdt Glasset, tumlede det nu og da i Rammen, og jeg kigede ester Ordre snart igiennem en, snart igiennem en anden Udbukling, som var paa Glasset. Jeg kigede og saae et Geheim-Conseil. Durchleuchugste Fyrste, sagde Ministerne til ham, Deres Undersaattere ere
5alle i en høyst florerende Tilstand. Der er fast ingen iblandt dem, som man kan kalde fattig. Denne Herlighed er Frugten af Deres vise og naadige Regiering. Men, da Skatkammeret nu er fattigt, og det dog er meget magtpaaliggende, at her findes Overflødighed af Penge, i Fald en uforventet Krig eller nogen anden Ulykke hastig skulde overfalde Landet, saa ville vi underdanigst raade Deres Naade at legge en maadelig Skat paa alle Deres Undersaattere, hvorfra vi ikke undtage os selv. Dette Forslag behagede Prinzen; han giorde endog disse Herrer til Skatte-Mestere. Disse fordrede Skatten rigrig nok ind; Fyrsten fik, hvad de vilde unde ham, og det udsuede Folk flød i Taarer.
Jeg kigede igiennem en anden Udbukling, og saae er Krigs-Conseil. De Gemene sagde: disse Herrer, have alt for meget at leve af. Vi vil da, sagde en af dem, give Fyrsten det tilkiende, at Hans Naade kan afkorte i deres Gold. Ney, ney, raabte Mængden med sterke Stemmer, vi skal nok afkorte den selv. Vi behøve mange Vine, prægtig Eqvipage, og smukke Maitresser; men de Gemene har nok i Vand og stimlet Brød, og hvad de behøve mere, er Stokke-Prygl.
Jeg saae videre frem og saae et gejstligt Conseil. Her var fuldt op med Bisper, Superintendenter, Prælater og Præster. Disse hun-
6vrede fem og tyve tusinde skal brændes som Kiettere, sagde disse Herrer, ikke just fordi de ere Kiettere; men fordi de oplyse Folket og beklippe vore Indkomster. Hvilken en gruelig Synd, raabte de alle i een Mund, at ville oplyse Folket, Blindhed just er den eneste Grund til al vor Herlighed! Fordommene styrtede Mængden oplyst, hvor bliver da den Magt og Myndighed, som vi nu have, til at kunde sige, hvad vi ville?
Jeg saae videre frem, og saae Magistraten, som vare Domstiqver af de Høyere Collegier og Conseils. Disse approbeerte flittig alt hvad Høyere oppe blev forestillet, og til Borgernes sande Gavn og Beste udgav Forordning paa Forordning, hvorpaa Raadet ikke udarmede sig.
Jeg saae videre frem og saae en Mark, hvor der laae hundrede tusinde døde og lemlæstede Kroppe. O hvilket Syn! raabte jeg. Ja, sagde Bierg-Manden, saaledes gaaer det til iblant eder. I kalde os Trold-Folk, Bierg-Trolde, og give os alle Slags forhadte og foragtelige Navne. Men I skal dog aldrig kunde bevise, at en Bierg-Mand har dræbt en anden fra Verdens Begyndelse, da I andre Mennesker, alle Mennesker og Brødre af eet Blod, myrde hinanden i Million-Viis, saa snart en kaad Fyrste vil spøge, eller den falske Ærgierrighed vil røve Lande og Naboe-Riger. I myrde
7hinanden barbarisk, uden at kiende hinanden, uden at have fortørnet hinanden, hvilket Tyrannie! I sige, ar hvis Torden ikke var til, lagde Trolde (hvormed I mene os) Verben øde. I ere nogle fede Karle, I lægge selv Verden øde med eders efterabende Lynild og Torden, og foragter den himmelske. I handle værre med hinanden indbyrdes, end Edderkopperne med Fluerne. I fortære, opfluge, pine og martre hinanden ynkelig paa mange tusinde Maader, og hvorfor? for Skygger og Intet
I det Bierg-Moralisten saaledes talede, vendte han Glasset, og jeg saae videre fire qvalte i en Strikke. Seer du disse, sagde Bierg-Manden? de har alle fire, trængte af en uimodstaaelig og voldsom Sult øg Tørst, bortstiaalet er halv Lod Guld. Dommeren, som Dagen tilforn havve understukket nogle hundrede Lod Guld, dømte dem med en myndig Mine og en roelig Samvittighed til Strikken.
Speylet tumlede sig i Rammen, og jeg saae et Huus i fuld Brand. Jeg saae en sort Kioele løbe hist og her, gansse fortvivlet. O! raabte en Stemme af den sorte Kioele, jeg begræder intet, intet af alt det jeg haver mistet, undtagen mine Papirer; thi disse var min Faders Haandskrifter, hvorefter jeg, som Professor, holdt Lektiones & Collegia for de unge Studentere. Ere disse Papirer brændte, maae jeg frasige mig Professoratet.
8Jeg saae siden en Parforce-Jagt. Det er ubilligt, sagde jeg til Bierg-Manden, at Menneskene saaledes martre Dyrene. De ere vel skabte til vores Nytte, men ikke for at vi skal pine dem. Der er kuns lidet, sagde Bierg-Manden; men see her, sagde han, og i det samme vendte han Speylet, da saae jeg græsselige Ting, hvorledes Negrene piintes af de Blanke. Man bruger ikke den tyvende Part af Grumhed imod Skarnager-Hestene hos os, som man der bruger imod de sorte Mennesker. O hvilken Ugudelighed! raabte jeg. Hvorledes kan dette være? Det maae komme deraf, sagde Bierg-Mauden leendes, at en Hvid troer, at en Sort har ingen Siel. Ney, der kommer vel deraf, sagde jeg, at de Blanke, som der findes, ere til en stor Deel Skummet af alle Nationer, Folk uden Grundsetninger, Sædelære og Menneskelighed, og hvis hele Religion bestaaer i Gris mater, og nogle Talemaader, lærte uden ad.
Han lod mig see igiennem en anden Udbukling, og jeg saae en Skare forliebte og fortvivlede Fruentimmer. Det Spøgelse Avar! raabte Elise. Jeg elskede ham som nun Øyesteen. Han soer ligeledes, at han elskede mig tusinde Gange Høyere end sig selv. Jeg havde hundre Lod Sølv. Clarice blev meldt; hun havde hundrede og tyve Lod Sølv. Jeg blev forskudt, og den ugudelige Avar ægtede Clarice. Jeg elskede, raabte Polidora, den troe-
9løse Vagabond. Han soer, at han agtede mig høyere end hele Verden. Jeg troede ham. I det samme forekom en Blonde. Strax blev jeg forskudt, og den Troeløse soer, at han aldrig kunde ide Brunetter. Strax derpaa forskiød han samme Blonde, friede til en anden Brunette, som han ligeledes kort derefter forkastede, og ingen i Verden veed nu, hvor den ugudelige Vagabond har taget Coursen. En ung Mands-Person stod med en dragen Kaarde i Haanden, og giorde hvert Øyeblik Mine til at ville stikke sig ihiel; men dog betænkte han sig. Troeløse Pamphilia raabte han. Jeg elskte dig høyere end min egen Siel, du snakkede for mig i samme Tone. Nasutulas kommer, og, fordi han har en Character, foretrekkes han mig strax. O ugudelige Pamphilia! — Bedre hen stod en anden Mands Person. Hans Øyne funklede af Vrede og Fortvivlelse. Han stod med en Strikke i Haanden, og det loed til, at han vilde strax qvæle sig. Men han tabte Rebet i Henrykkelse, og Fortvivlelse forbød ham at finde der igien. O forræderske Sofia! raabte han, jeg elskede dig over all det, som er til, og du foregav idelig det samme. — En rød Kioele kommer anstigendes med et Par store Støvler og glubske Knebelsbarter. Sofia faaer Lyst til der Røde. Hun sværger paa, at hun lige fra Vuggen af har havt en uovervindelig Afskye for den forte Farve. Jeg som Magister blev
10derpaa strax forjaget, og Officieren antaget. O hvilken Troeløshed! Men hvem kan, hvem vil, hvem giver opregne denne store Mængde fortvivlede Elskere, og Aarsagerne til deres Fortvivlelse?
Speylet vendte sig igien i sin Ramme, og jeg saae en Mængde Cananiter. Vi ere Fiender af det hele menneskelige Kiøn, sagde de, og hele Verden hader og foragter os igien. Jo mere Regenterne presse os med Afgivter, jo mere snyde vi deres Undersaatter, og det kan jo ikke andet være, hvis vi skal svare de store Paalæg. Nazareerne blive aldrig saa kloge, at de kan forstaae alle vore Greeb; thi de multipliceres i det Uendelige, alt efter vore Fornødenheder og Tidernes Omstændighever. Vi veed at spotte Nazareernes klogeste Love og Anordninger. Nazareerne gaae os selv til Haande heri, forblindede af vort Guld, og de hielpe vs selv med Kneeb, ligesom de hielpe Tyrken og Barbarer med Krud og Kugler. Jeg ærgrede mig saa meget over disse Betragtninger, at jeg bad Bierg-Manden om en nye Udsigt. Han dreyede og jeg saae et stort Conseil af mange Doctores, Patres og Munke. Vi maae endelig see til, raabte en tyk phlegmatisk Pater, at vi faaer afskaffet Skrive-Frieheden. De andre sukkede; thi, da de vidste, at Fyrsten var viis, fortvivlede de om dette Forslag, hvis Fuldførelse de saa gierne alle ønskede. Bierg-Manden loe.
11Veed du, hvoraf jeg leer? sagde han til mig. Disse ærværdige Fædre ville gierne standse Skrive Frieheden, fordi de selv tildeels ikke gider, tildeels ikke kan giøre noget. Tilmed frygte de, at nogle af de Satiriske Trek, hvormed man tegner de andre Selskabelige Lemmer, Fulde ogsaa opdage nogle af deres Feyl, og Herrerne af dette Conseil vil alle være fuldkomne uden Mangler. Allermindst kan de lide, at deres Inferieurer af Character tør see Pletter i Solen.
Strax derpaa saae jeg et af de saa kaldte lystige Selskaber. Her var en stor Sahl og mange Borde. Ved det ene Bord giorde man ikke andet end drak. Veltalenheden steeg og faldt efter Flaskens Af- og Tiltagelse. Saa længe Boureillen skummede, vare alle lige saa mange Ciceroner, og talede i Mundene paa hinanden med en beundringsværdig væmmelig Veltalenhed, som stedse tog af, og mindskede, ligesom det mindskede i Flasken; og naar heraf saaes den tørre Bund, blev ligeledes hver Tunge tør. De begyndte alle at gispe, somme at sukke, nogle at lukke Øynene. En Flaske paa nye fyldt; alle Tunger løst; en nye Virksomhed; en nye Veltalenhed over dem alle! De vare alle hinandens oprigtigste Venner, og enhver vilde vove ti Liv, den ene for den anden. Men aldrig saa snart forlod en Bordet, at jo alle de andre bagtalte ham paa det græsseligste, lige indtil der var ikke mere end een tilbage, hvil-
12ken endog snakkede med sig selv, og bagtalte den, som sidst forlod ham. Et andet Bord var Spille-Bord. Her snød den ene dyrebare Ven den anden med de allerhesligste Kneeb, og den ene oprigtige Ven jog Dolken i den anden. Her var Frygt, Haab, Surren, Sorg, Skam, Spodskhed, Fortvivlelse, Her solgte man sin hele Salighed, og bespottede Guddommen for et Qvart-Lod Sølv. Da Bierg-Manden merkede, at jeg kunde ikke taale at see disse heslige Optog, dreyede han Speylet, og jeg saae et stort Conseil af utallige Spradebasser eller Petit-Maitres, Disse vare arrige nok ar see paa. De saae ud som Abékatte med smukke Fruentimmer-Ansigter. De vare alle vel fornøyede med dem selv, og ynkede Resten af det menneskelige Kiøn, som ikke besad deres brillante Qvaliteter, hvilke, som de sagde, vare dem medfødte, og som aldrig kunde læres. De vare just ikke egentlig onde, og gode kunde de ikke heller være, af Mangel paa Eftertanke, som er Dydens Moder. Altsaa var de slet ingen Ting, uden allene en Pest for Flane-Gederne, hvilke de drabelig kunde sange. De fløytede, sang, dandsede, speylede sig, klædte dem af og paa, probeerte Skiønpletter, og giorde mange Caprioler. De snakkede og uafladelig; men deraf kan jeg intet fortælle, saasom jeg ikke forstod uden lidet af deres Sprog.
13Jeg saae atter igien et stort Selskab af unge Fruer. Enhver af Dem havde en Skiøde-Hund, og disse Dyr udgjorde det Væsentligste af de andre Dyrs Samtaler. Grevinden, sagde Henriette, har lovet min Mand en høyere Character, om jeg vilde forære hende min lille Perle. Nu veed Gud, at jeg har en honnet Ambition, og ønskede gierne min Mands Ascension. Men Perle gav jeg dog ikke bort for al Verdens Characterer. I det samme tog hun Perle, og kyste ham med saa heftig og brændende en Kierlighed, som to ordentlig Forliebte kan kysse hinanden i Frier-Dagene. Seer engang, sagde hun, Perle forstod nu foi hvad jeg sagde; o den rare Perle! og derpaa kyste hun ham nok engang med samme Heftighed. Min Jolie, sagde Petreia, er saa klog som et Menneske; ja jeg tør sige klogere end min kiødelige Broder. Kunde den Stakkel kuns snakke, da vilde han snart vise menneskelig Forstand. De Skabhalse, som lægge deres Hierner i Blød, for at skiære Fugle og lære dem at snakke, skulde langt bedre anvende deres Tid, i Fald de bragte det saa vidt med den elskværdige Nation de Chiens, (Det er min Troe Synd, at kalde dem Hunde) jeg vilde ma foi give en af mine beste Herregaarde bort til den, som kunde lære min Jolie at snakke, ja min Troe vilde jeg saa. Det er en allerdeyligste Chien, Jeg elsker ham langt over min hele Familie, Efter denne Hunde. Di-
14scours, som jeg ikke gider opregne fra Ende til Ende, gave de sig allesammen til med Christen Kierlighed at bagtale deres Næste, og der smukkeste var, at de fast alle lastede deres egne Feyl
i andres Opførsel. --- --- Nu skal jeg hiem
at spise Middags-Mad, sagde Bierg-Manden. Jeg fornemmer alt paa mig, at den staaer og ryger paa Bordet, derfor kan du kuns faae eet Syn at see til. See nu! og i det samme veltede han Speylet i Rammen. Jeg kigede og saae en talrig Forsamling af Frietænkere. Vi ville, sagde de med en græsselig Stemme, udrydde af hele Jorden al Religion og Sæde-Lære. De onde Aander mider Jorden dandsede af Fryd; men Chefen havde kuns en skælvende Glæde og sagde: I Herrer Frietænkere! elskværdigste og troefaste Camerater! I har et ædelt Forsæt; men jeg frygter for dets Mulige hed. Du er en Poltrøn, Lucifer, raabte alle Frietænkerne med een Mund, og det kommer af din høye Alderdom, alle Gamle ere Cujoner, du skal see, at hvad du og alle dine Aander ikke kan giøre, det skal vi udrette. Har en eneste Epicur kundet kuldkaste al Religion, hvad kan man da ikke vente af saa talrig og lærd en Forsamling som os, og det i saa oplyste Tider, da alle, fast indtil Pøbelen, gier og taer Raison. I det de saa talede, brød Ocean sine Love, og overrumplede Jorden, Tordenen brølede i alle Himmelens Egne, Lynild løb efter Lynild, og
15en nye Ild fra Jordens Indvolde mødte Lynilden i Skyerne med en forskrækkelig Lugt og Bragen. Midt i al den Ild syntes der ar være et Mørke, som man kunde tage fat paa. Frietænkerne vilde omvende sig; men der hørtes en Røst midt af Tordenen og Ilden, som sagde Naadens Tid er alt forbi, I have syndet imod Aanden, og i det samme aabnede sig Afgrundene, og alle Fritænkerne foere ned i samme med en græsselig Brølen og Jammer-Sang. Strax derpaa blev alting i sin Orden igien; Afgrunden lukkede sig; Ocean veeg tilbage i sit eget Rige, Ilden ophørte, og Tordenen brølede ikke mere. Mørker gav Soler, efter, som gik frem paa Himmelen, som en Brudgom af sit Sæde. Men imidlertid havde jeg faaet saadan en Skrek i mig, at jeg neppe kunde besinde mig mere, hvor jeg var. Bierg-Manden forlod mig, og smuttede ind i Bierget. Jeg gik saa sagte bag efter; men kunde ingen Dør eller Aabning see, hvilket kom mig meget underligt for. Jeg lagde mig need ved Bierget; thi jeg var meget udmattet af sidste Syn. Jeg hørte en yndig Musik, og som min Fader var Musikant i Kiøge, forstod jeg saa meget, at kunde afskrive Noderne, som enhver kan faae afskrevne hos mig igien Stykker a en Rixdaler. Efter Musiken hørte jeg en Røst af Bierget, som sagde: Pak dig, Simon Skoeflikker! der er dig ingenlunde raadeligt at blive her længere. Jeg var
16strax lydig mod Biergets Røst. Jeg retireerte mig, gik ind i et eenligt Huus, og da jeg der havde gottet mig, og samlet alle mine Kræfter tilbage, satte jeg mig for, saa snart som mueligt, at vende tilbage til det lyksalige Dannemark, mit kiere Fæderneland, hvor slige fæle Optoge aldrig sees; men hvor Glæde og Lyksalighed har slaget sin Boepæl. Dette mit Forsæt fuldførte jeg troelig, og kom lykkelig og vel til Kiøbenhavn tilbage, ved ønskelig Helsen og Sundhed.