↩

Den

Danske

Halte - Fandenshistoriske Beretning,

om

alle de forunderlige

Syner og Opdagelser,

som han ved Hielp af

en Messing-Kugle

har seet.

Tilligemed

et rart Vers,

som blev funden inden i Kuglen, med mere Historien indeholder.

Qvid juvat enumeros scire & evolvere cafus, Si fugienda facis, & facienda fugis?

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Stræde,

2
3

Første Kapitel.

Om Halte-Fandens ynkelige Skiebne.

Hvorfore skulde jeg ikke ogsaa meddeele den nysgierrige Verden, en fuldkommen Beskrivelse paa alt det jeg paa saa behændig en Maade har faaet at see, og som jeg uden stor Vanskelighed kan lade komme for Lyset.

En Hændelse, som vil sætte mine Læsere i Forundring, og som giør mig, saa at sige, gael i Hovedet, hver Gang jeg tænker derpaa: Jeg vil forklare tydelig, hvorledes jeg er kommet til det Navn, jeg fører paa min Tittel, nemlig, den danske Halte-Fanden.

Jeg er ganske halt paa det ene Been, og som man pleier altid at sige, naar der er skeet noget Ont: Hvad har Fanden ikke at bestille? saa har jeg giver mig selv dette Navn. Halte-Fanden.

Dette er oprindelsen til mit Navn. Men nu skal jeg forklare Anledningen: Jeg var en lille Herre, som i mit nærværende Sprog kaldes: en Straae-Junker.

Jeg hoppede paa Tæerne langs ad Gaden, for ikke at giøre mine røde Hæle skidne, og besudle mine hvide Silke-Strømper. Jeg satte min lille snolede Hat tæt need under det eene Øye, hævede den Høyere Skulder lit mere i Veyret end den venstre, tittede alle Folk, og i sær de skumle Solhatte, lige ind i Øynene, deels af en Modens Nysgierrighed, og deels efter en brugelig Sædvane. Bliv ikke vred, gunstige Læsere at jeg er lit vitløftig, det er nødvendig til ar oplyse mine Hændelser. NB. Jeg gik engang ved høy Sommers Tid paa Volden, deels for at fornøye mig selv, og deels for at fornøye andre. Jeg begyndte med at strøyfe den Philosophiske-Gang igiennem, mine Læsere, lige indtil de gamle Matroner og Patroner i Vartou, kiender jo nok denne Gang? Jeg vil derfor ikke tale mere om den, havde jeg blevet der, saa havde jeg giort klog; thi der kan man uden Fare, gaae

langt ud paa Siderne; men jeg skulde op paa det høye af Volden, der mødte jeg en heel Rekke af Fruentimmer, som naaede fra den ene Side af Volden lige over til den anden. Jeg var nu bleven sfaa vant til at titte, at jeg troede selv at være Starblind. Jeg fik derfore et Forstørrelses-Glas op af min Lomme, og vilde oversee alle disse Skiønne, men i sær hende, som sluttede Troppen, ved det skakke af Volden. Hun gik meget nær ud ved Hældningen, og jeg, som var alt for nysgjerrig, og tillige alt for høflig, vilde ikke tillade hende at vige for mig, men tænkte at snoe mig saa næt om ved Hende, for tillige derved at see desto nøyere paa hende. Men jeg som saae mere paa hende end paa Jorden, giorde et saa forbandet Jord-Spring, at jeg trummlede langs need af Volden, og fik derved er Mærke, af at være halt min Livs Tid.

Jeg følede ikke saa meget til Smerten og Skaden, som til Skammen. Jeg kunde høre, i det jeg dalede, at disse Fruentimmer Skøgergrinede af mig; thi min Læser maa viide, at jeg i de faa Øyeblik jeg bekikkede dem, kunde see paa deres Ansigter, at de vare af det lærde Slags, og Lærdom hos det smukke Kiøn pleyer gierne at være befængt med Spodskhed. Desuden samledes der endeel andre om mig, nogle ynkede mig, men de fleeste loe af mig, og svor paa, at det skade mig slet intet, for jeg kun-

de lade være, at gaae og kigge got Folk ind under Øynene. Men til min Lykke, kom der en Mand med en Krykke, han forbarmede sig over mig, og skaffede mig en Karet, til at kiøre hiem i.

De fleeste af Pøbelen kiente ham, en sagde, ham spiller got Kegler, den anden raabteat han kunde bedre flaaes, han kierte sig ikke om al deres Snak, men sagde til mig, da vi kom i Vognen, at Dyden blev forfulgte alle Vegne. Nu kom jeg da hiem, og faae tydelig at Skaden var større end Skammen.

En Feltskiær blev hendtet, han talede saa meget til mig, paa halv Tydsk og halv Latin at det blev sort for mine Øyne, og ringede for mine Øren, sommed den største Storm-Klokke. Endelig begyndte han med en Engle Færdighed, som kom mig til at hue-skrige, paa at forbinde mig, jeg skreeg og bandede, endelig blev han færdig. Han tog sin Hat, og med en Mine som den alvorligste Docter gik bort. Han besøgte mig nogle Gange, og til sidst overleverede mig en lille Regning paa 35 Rdlr. 3 mk. 8 skl. med de Ord: Nun bin ich fertig. Jeg læste Regningen igiennem, og spurgte om der ikke var noget at aftinge? Han forsikrede mig per Osculapium, at det var saa billig som muligt. Jeg vilde endnu ikke troe ham; men da han havde længe leet i sit Kal-

lun, saa han blev rød i Hovedet, om en høytydsk Eed, saa maatte jeg troe ham. Jeg reyste mig da af Sengen, for at vilde gaae hen til mit Chatol efter Pengene, men mærkede at det ene Been var kortere end det andet. Jeg blev meget forundret, og spurgte, hvad det skulde betyde? Han demonstrerede mig da tydelig, at naar man har to Stykker Klæde, hver lige lange, og skiærer et Stykke af det ene, saa bliver det kortere end det andet, han sluttede denne Tale med et gravitetisk & c.

Jeg blev herover meget ærgerlig, dette rørte den stakkels Mand, som raabte at han let kunde ændre det, jeg blev glad, og spurgte, hvorledes? Han sagde da, det andet Laar skulde slaaes over med, og siden cureres; saa skulde jeg see, at de bleve lige lange. Aber, det koster noch meer als daß forrige; thi først: Umagen med at slaae Laaret over, und so ---- Jeg raabte da, at han skulde ingen Umage have, men leverede ham, bandende hans Penge, han bukkede dybt, og sagde: Nach befehl.'

Saaledes blev jeg halt, nu veed min gunstige Læser det, og det kan tiene alle unge Fættere at vogte dem om Sommeren, for at gaae for langt ud paa det skakke af Volden.

Jeg var nu gandske kied af mig selv. Jeg spaaede, at min Lykke vilde herefter blive ligesaa halt, som mit Legeme. Jeg forbandede Vol-

den, Feltskiæren og mine Øine. Jeg vilde begynde at philosophere lidet, med mig selv. Men Der fant jeg kun liden Trøst.

Min Philosophie havde jeg lært hos min Skræder og Haarskiærer, og ladet mig Examinere i den, af Fruentimerne. Dens Grunde stemmede ikke overeens med min nærværende Tilstand. Og jeg, som selv havde været Magister Docens i den før, kunde nu ikke engang blive Pedel ved Facultetet.

Min hielpsomme Ven, den anden halte, søgte at trøste mig og lovede mig, at føre mig i saadanne Sælskaber, hvor man ikke brød sig om at man var halt paa Beenet, naaer man kun ikke var halt paa Pungen.

Han foralte mig, om de med Piecee og Rixorte rigelig besatte Keglebaner, og de af Basser, Violer, og Hakkebrætter velklingende Huuse paa Vesterbroe. Hvor han forsikkrede mig til, at en halt kunde ligesaa godt stryge en Menuette ud, som den rankeste. Og i det han talede derom, begynte han endogsaa at seile af med en forunderlig Færdighed. Jeg kunde neppe bare mig for at lee af hans Ophævelser og Den rare Maade paa hvilken han holt Cadencen. Men lod ham dog vide, at jeg ingen Behag fandt i denne Levemaade. Han ynke-

des over mig, og forsikkrede mig, at jeg nu var paa Veien til Hospitalet. Efter den Tid, at jeg afslog ham denne Levemaade, har han ingen Omgang haft med mig, og jeg har kun sielden seet denne halte Ven siden. Jeg var nu næsten kied af mit Liv, jeg skammede mig ved at gaae ud iblant Folk, og var alt for utaalmodig til at blive hiemme.

Men den medlidende Natur ynkedes omsider over mig og i en Drøm meddeelede mig den Kraft, at kunde see i Husene og paa Gaden hvad Folk foretog dem, og tillige viide hvad enhver tænkte ved sine Foretagender, uden at gaae ud af mit Kammer.

En sielden Gave, som jeg tit har fornøiet mig med i min Eenlighed, og af hvis Frugter jeg her vil meddeele min Læsere nogle.

Jeg leiede mig et lidet Kammer, øverst oppe i Qvisten, af det høieste Huus jeg kunde finde for at have frie Udsigt til alle Sider, og lod mig bestille en rund Kugle af blank Messing, som jeg hengte over mit Bord i mit Kammer, og saa tit jeg gneed paa den, saa tit forestillede sig paa bemelte Kugle, hvad jeg forlangede at see. Saaledes havde jeg lært i Drømmen.

Andet Kapitel.

Hvad Autor saae i sin Kugle.

Det var just en Søndag Eftermiddag, jeg fik Kuglen. Jeg var nysgierrig for at blive overbeviist om dens Kraft, og det falt mig just ind, at vilde vilde hvad min halte Ven bestilte. Jeg gneed paa Kuglen, og med lige saa stor Forundring som Fornøielse, saae at han traf 8te om Kongen, og fik Durkstikkere hver Gang han slog, paa en Keglebane paa Vesterbroe. Derpaa saae jeg ham staae op til en Væg, og med sin Krykke slaae for Fode hvem der kom til ham, ligesaa frisk, som han bandede med Tungen. Trætten var om, at han havde bestukket Opreiseren. Han svor paa, ar det var Løgn, og Drengen ligeledes. Men jeg kunde see ind i deres Hjerter, at Drengen svor af Frygt for Hug, og den Halte for en anden Gang Skyld. Endelig saae jeg at Trætten blev bielagt, og han gik ind i Stuen, hvor han feiede en Minuette af, som han kalte det.

Jeg glædede mig ret inderlig over min Kugles Kraft, og her vil jeg give en historisk

Fortælling om de fleeste og betydeligste Opdagelser, som jeg har giort ved dens Hiælp. Først var jeg nysgierrig for at see mit eget Hierte, jeg gneed, og gneed, men det kostede mig forstrækkelig Umage at faae det at see. Endelig saae jeg det.

Jeg vidste vel forud hvad jeg selv tænkte, men jeg opdagede dog nogle fine og hemmelige Tanker, som jeg før aldrig kiendte. Jeg saae en stærk Strid imellem 2 Vegierligheder, hvoraf den ene trak til den store Verden, og den anden til Eenlighed. Og jeg blev en Hoben falske Forestillinger vaer, som stod paa den førstes Side, hvilke kalte sig Fornuftens Overbeviisninger. Jo meere jeg gneed, jo meere rystede de svage Støtter som de Heldede sig til.

Jeg saae en skindmager Mand, som rystede af Svindsoet. Denne holt med Eenlighed, og kalte sig Fornuften, jo mere jeg gneed, jo Meere kom han sig, og blev omsider baade seed og stærk.

Jeg fik derpaa Lyst at see hvad man foretog sig i Kongens Hauge.

Det var Søndag, som jeg har sagt før, og alsaa en almindelig Spadsere-Dag. Jeg gneed, og Kongens Hauge, med alle sine Her-

ligheder forestillede sig paa Kuglen. Jeg saae den fra Indgangen i Gothers-Gaden.

Jeg blev utallige Mennesker vaer. Den som først drog min Opmærksomhed, var en lærd Mand i en sort Kiole, fattig klædt, jeg gneed, og saae at han tænkte at fornøye sig i Haugen, under et Træe, med al læse i sin Bog.

Portvogteren lod sin Hat sidde paa, for ham. Ham fulgte en Straae-Junker i Hælene. Saadan en, min Læser! som jeg har værer. I det han kom i Porten, greb han høytideligen i Lommen, Portvogteren fik Hatten af, den anden saae hvad Kloken var, Portvogteren fik Hatten i største Hast paa igien. Jeg gneed, og saae, at han havde ventet sig en Drikkeskilling.

Jeg havde nok ogsaa Lyst, at see hvad Straae-Junkeren tænkte, hans Hierte saae forunderligt ud. Det var næsten kogt i bare rinsk Viin, og omgivet med en mørkebrun Souce. For Resten havde det ingen ordentlig Skikkelse, og sad ikke heller paa det rette Sted. Han tænkte: Min hviide Fieder-Hatt, min store Staalkaarde & c. & c. og min nette Positur, vil vist faae en Hoben Fruentimmers Øine til sig. Jeg lod ham gaae, og tænkte: Du skulde være ligesaa ydmygget som jeg er blevet.

Jeg gneed mig længere frem i Haugen. Der saae jeg alle Slags Folk..

Jeg blev en høitalende Officier vaer. Hans støre Pariser-Kaarde, hans lille franske Hat, og hans Undermondering som var af Atlask, gav mig store Tanker om ham. Jeg havde Lyst, at see hvad han tænkte, — Jeg gneed, men - - - ja her vil min Læser neppe tro mig - jeg kunde ingen Hierte finde. Endelig saa jeg Tippen af et lille bitte et, som Pigerne bruger at lugte til i Aftensang, det sad needen i det tynde af Livet.

Min Læser kan selv begribe, at der ikke kunde faae mange Tanker Rum i sligt et Hierte. Men NB., Tungen var desto større. Han mødte en gammelagtig Officier, de hilste hinanden, den første tog Hatten af med en uforlignelig Færdighed. Og jeg saae at alle tænkte at han endelig maatte forstaae sin Exercicie. Den anden derimod tog til Hatten, med en seendrægtig Ubeqvemhed. Jeg havde Lyst at see hans Hierte, det kostede mig ingen Umage: der var stort, og sad paa sit rette Sted, der var indfattet i Tapperhed, og hvilede paa en fornuftig Ædelmodighed.

Nu saae jeg, hvorfore han tog saa ubeqvem til Hatten. En Kugle lige i Bøyningen af Armen giorde den stiv og tung.

jeg forlod disse 2de forskiellige Species ejusdem generis, og blev vaer et artigt Optog.

Tvende Fruentimmer, prægtig indklædte, spadserede med en galoneret Herre. De fløy frem med en Fart, som naar Soldaten løber Storm.

I det samme hørte jeg en gammel ærbar Mand, klædt som en Borger, at raabe paa den galonerede Herre, og kaldede ham: Johan, min Søn, hør et Ord! Jeg saae at den galonerede bandede Faderen hos sig selv, og Faderen ynkedes over Sønnens Daarlighed, men de havde begge Ret.

Den første havde bildet de 2de Fruentimmer en heel hoben Løgn ind om sin store Stand, og stod nu paa Springet at giøre sin Lykke i det første Krat, og nu var han bange, at det skulde gaae over Styr. Den sidste derimod ynkedes over Sønnen, som ved Moderens Ømhed var forført, til alle disse Ophævelser.

Det var heller ikke vel betænkt af Faderen, som nok kunde slutte, at Sønnen kunde ikke være ham bekiendt der. Det hedder nok Venskab, men ingen se.

Jeg gneed derpaa min Kugle igien, og saae den Rundeel, med Bænkene. Der sad

saa mange som der kunde faae Rum. Paa den ene Fløy lige ved Indgangen, sad iblant andre, en ung Ruß, som var oplagt i dette Aar. NB. det var ved St. Hansdags Tider. Han lod sig kalde den unge Lærde, han var det virkelig ogsaa. Han kunde latin, grædsk, hebraisk, (i det mindste svor han hans Sidemand til, han havde faaet Bene for det til Examen,) han forstod Astronomien, Physikken, Mathematik, Philosophie, Poesie, & c. & c. & c. og hans unge Hierte fløod hen i en artig sammenløben Velling af alt dette, jeg kunde nok see at det skulde have været Grød, men den som skulde kogt den, havde ikke forstaaet sig ret paa det, og til al Ulykke, var den blevet sveden.

Enhver begriber, at alt dette som løb saa hyppig omkring Hiertet, foraarsagede Qvalmer, og kom den unge Lærde til at kaste op. Disse Opkastelser, bestod i heele Remser af Virgilio og Horatzio, som hængte ved Siidebeenene som Meel-Pap, jeg kunde ret see, at han blev lættet, naar han fik saadan en Stump op.

Lidet fra ham, sadde 2de Fruentimmer,. Den ene var meget ærbar af Udseende, men den anden meget flygtig.

Cecilia, vil jeg kalde den første, og Eugenia

den anden. Jeg var meget Nysgierrig for at

viide deres Tanker.

Cecilia holt sin store Skov-Vifte for Ansigtet, naar en Straae-Junker ester en anden frisk Fætter, hilsede hende. Men Eugenia betalte dem med en smilende Gienhilsen. Jeg gneed paa min Kugle, og saae deres Hierter. De vare eens store, og nesten lige dannede, allene Cecilias var vanskeligere at finde Bund i.

Endelig fandt jeg, nederst i Hiertet, et lille Afluk, hvori der laae skiult en Bylt med Løsagtighed, og en med Forestillelse. Det var min Lykke, at Solen begyndte at gaae need, eller havde jeg neppe faaet dette at see. Eugeniæ Hierter derimod var opfylt med uskyldig Spøg, og lignede i alle Maader hendes Ansigt.

Noget fra disse 2 Skiønne, sad et aldrende Fruentimmer. Hun saae meget vreed og melancolist ud. Hun ærgrede sig over Verden, og bandede Tiden, som var løbet fra hende.

Jeg saae derforuden mange andre, meget forskiellige Slags Folk. En gammel Mand, løb meget hastig, for at komme ud af Haugen. Han var faldet paa den Tanke, at nogen rørte ved hans Penge Skriin.

Jeg gneed min Kugle, og forestillede mig hans Skatkammer, der saae jeg en filtes Marthe, med et Knippe Nøgler ved Siden, og en

stor Taske-Pung, at rage i hans Poser. Jeg tænkte, denne Mand maa vist have haft en blank Messing-Kugle i Livet.

En anden gammel Mand gik rolig og spadserede med en ung Officier, Officieren tog Afskeed, og Manden satte sig i et Lyst-Huus. Jeg fulgte Officeren med min Kugle, som satte lige til Mandens Huus. Giv jeg kunde have rækket den stakkels Mand, min Kugle.

Jeg var nu træt af at gnie længer paa min Kugle denne Gang, loed derfore af, og gjorde mine egne Reflexcioner over alt dette?

Hvor lyksalig, raabte jeg, er dog ikke det Menneske, som i sin Eenlighed, kan betragte den heele Verdens daarlige Tummel. Saalænge man har Deel i den, saa behager den, om man endog imellem faaer nogle ubehagelige Tilfælde, saa ønsker man dog at kunde blive bestandig i denne behagelige Ubehagelighed. Men neppe faaer Fornuften Lov til at aabne Øynene, og en eller anden Omstændighed giør at Verven vender vs Ryggen, før vi fuldkommen seer og kiender, at dens Daarligheder er et Børneleeg.

Tredie Kapitel.

Indeholder mange forunderlige Ting som Autor saae, Tid efter anden ved Hielp af sin Kugle.

Det vil blive alt for vitløftig, her at optegne Stykkeviis, og efter Orden, alle de store og forunderlige Ting, som jeg siden har faaet at see, ved Hielp af min Kugle. Jeg vil kun meddeele den gunstige Læser de betydeligste efter Haanden, som jeg kan selv erindre mig dem.

Jeg faae gamle Koner, som giftede sig med unge Drengebørn, og gamle Mænd som giftede sig med unge Piger. Hiine giorde det, for at leve længe, og disse for at leve kort.

En Liig-Procession, som jeg just falt paa at vilde betragte, drog i Særdeleshed min Opmærksomhed til sig.

Den bestod af en stor og anseelig Skare. Det første Par udgiorte tvende næsten lige gamle Personer, en Fader og en Søn. De holte begge Tørklæder for Øynene. Jeg gneed dygtig, og saae, , at den ene var en ung Enke-Mand, som bilte Verden ind, at han begræd sin 80 Aars gamle Koene, som havde efterladt 2000 Rdlr. for hver Aar, og den anden var en vittig Søn, som græd af Glæde, over at han nu kunde viite Verden at han vidste hvad Penge duede til.

Engang saae jeg en hoybedrøvet Enke paa 22 Aar, som umuelig kunde taale at see paa, at Snedkeren slog hendes 60 Aars gamle Mands Kiste til.

En god Ven af Sørgehuuset, trøstede den bedrøvede Enke, imedens man leedsagede Liiget til Kirken, og viste sig der i som en oprigtig Ven, hvis Pligt er, at trøste den Bedrøvede.

Jeg saae i hendes Hierte, at hun ikke græd saa meget fordi Manden var død, som fordi han ikke var død tidlig nko.

Jeg saae engang, i min Kugle, er høyt Huus, som syntes at staae i lys Lue, af bare Lyst. Violernes Lyd dæmmede Glassenes Klang, og de lystige Giester dansede rask.

Værten selv dansede meest, og 8te Dage efter gik han dansende til Slutteriet. Han tænkte, jeg bør aagre med mit Pund; han var ellers høfligt imod 2de især. Jeg kunde see, at det var hans Creditores. De tænkte at deres Penge vare sikkre. Og han tænkte lad dem sørge for Resten.

En Morgen falt jeg paa, at gnie paa mm Kugle, og tillige forestillede mig den store Herres Forgemak.

Det var opfylt med mange Mennesker, de bleve ofte foruroeligede af et par anseelige Laqveier, og en læt Løber.

Alle Supplicanterne reyste sig, hver Gang en af dem kom ind; nogle meente det, og nogle ikke. De Lærdeste bukkede dem dybest, men meente mindst med det. Laqveierne tog imod det med en tækkelig Gravitet. Iblant Mængden saae jeg en, som hemmelig leverede sin Memorial til Monsieur Lars, og trykkede ham tillige en Tut i Haanden. Han recomenderede sig med en krum Ryg, og Lars meddelede ham et naadigt Smiil. Men han tænkte: der bliver intet af denne Gang; thi jeg har Bestallingen i Loca; men Suplicanten tørre Sveden af Panden, af den Umage han havde giort sig med sin Recomendation, og gik skottende fra de andre, meget

roelig bort. De andre biede saa længe, indtil de omsider blev kiæde deraf. En iblant dem alle, havde allene Taalmodighed nok.

Jeg blev nysgierrig for at see om jeg havde giættet rigtig, og gneed derfor paa Kuglen, hvorpaa jeg kunde tydelig see, at han tænkte: Gid jeg dog kunde faae den Regning betalt i Dag! men han havde neppe tænkt dette, førend Lars kom ud, og trøstede ham med disse Ord: Til Nye-Aar, skal min Herre betale Eder Regningen. Han maatte derpaa gaae, jeg vil vædde, at han var ligesaa roelig, som den der trykkede Lars en Tut i Næven.

Fra Audiens-Gemakket gneed jeg mig ind ved et Natbord, hvor jeg saae et ungt Fruentimmer, med megen Umage at pynte sig; Kloken var allerede over 11. Chocoladen blev baaret ind. Hun drak med megen Misfornøyelse. Hun tænkte, den unge Herr *** har holt slet Ord i Dag, han vidste dog, at det var den behagelige Tid.

Jeg var nysgierrig for at vide, hvad det var for en ung Herre. Jeg gneed paa min Kugel, og saae ham ligge paa Knæ, for en aldrende Enke, som leverede ham en deylig spækket Pung. Han tænkte: du bør betale mig den Tid jeg spilder hos min Deylige.

Han meente hende ved Natbordet. Han skynte sig det beste han kunde, for at komme til hende. Men ved Porten hørte han med Forskrækkelse, at Herren alt var kommet hiem. Han gik derpaa hen paa et Caffehuus, hvor han slog Grillerne bort, med et Partie Billiard, og drak den betæksomme Enkes Skaal.

Jeg fik Lyst til at opholde mig lidt i dette Caffehuus. Der begynte allerede at samles en anseelig Mængde unge Mennesker, nogle for at forsøge Lyken, og andre for at fordrive Tiden. Spille-Bordene bleve lavede til, Verten vexlede 2de 10 Rdlr. Sedler, for en ung Person, som bar en tyk Brev-Taske hos sig; han satte sig need at spille. Han tabte, i Førstningen bandede han lidt, siden mere, og tilsidst græsselig.

Jo mere han bandede, jo mere tabte han, og jo mere han tabte, jo tiere maatte han tage til Brev-Tasken: Endelig var den ganske tum.

Nu hørte Spillet op: Han regnede over hvor meget han havde tabt, og Skaden var dog ikke høyre end 60 Rdlr. Til hans Lykke fant han nogle Smaapenge, til at betale sin Fortæring med; thi Værten var nu ligesaa ledig for Høflighed som Brevtasken for Banco- Sædler.

Det var en Fuldmægtig hos en stor Regnskabs-Betient. Han gik hiem og tænkte: Min Principal, som sover i sin Lennestoel hele Dagen, og seer sielden efter Kaffen, mærker ikke dette saa let.

Je var nysgierrig for at see denne Principal, jeg blev ham vaer, rekkende sig i sin Lennestoel: Han drømte om en stegt Capun, og kunde aldrig drømme om sin utroe Fuldmægtige.

Fierde Kapitel. Hvad Autor videre har seet, og hvorleedes han mistede sin Kugle.

Jeg brugte min Kugle med ligesaa stor Fornøyelse, som Færdighed. Saasnart jeg erindrede mig, at jeg ikke kunde nyde Omgang med den store Verden for min Lamhed, saa gneed jeg strax paa min Kugle, jeg kunde da see alle Folk i deres rette Skikelse. Jeg saae Doctoren, naar han ikke havde sin Doctor-Habit paa, han tænkte Forstanden hænger paa Knagen, og Hielpemidlerne i de Syges Indbildnings-Kraft.

Dommeren, som hyldede sit Hoved i en stor Peruque, kiørte til Domhuset, og lod sin Kone tage mod Beskeed hiemme.

Præsten, som prædikede imod Drukkenskab, Løsagtighed, Vrede o. s. v. blev jeg ofte vaer i sit Huus, at giøre tvertimod Det han prædikede for Folket.

Advocaten, saae jeg, tog med den ene Haand sin Principals Papierer til at udføre hans Sag, og med den anden Haand en Pung med Penge af sin Contrapart Han tænkte: Man maa være om sig. Formynderen stræbte for sin Myndling, og tænkte: Det tiener ikke Ungdommen at have Penge.

Skifteforvalteren lod en særdeles Iver tilkiende, for at faae bragt Skifter til Endelighed, hans Valsprog var: Sat cito si sat bene, som han forklarede, efter sin Samvittighed. Forvalterne og Huusfogederne, stræbte af alle Kræfter efter at blive Herrer, og Herrerne brød sig aldrig om, at blive saa kloge som Forvalterne.

De første tænkte det de sidste burde tænkt, og de sidste maatte aldrig tænke efter Moden. Kort sagt: hver Gang jeg gneed paa min Kugle opdagede jeg nye Hemmeligheder. Jeg brug-

te den ligesaa villig som flittig, og dersom jeg

vilde give en ganske Nøye Optegnelse paa alle

de Opdagelser jeg har giort ved Hielp af min

Kugle, saa vilde berte Skrift, blive et meget

vitløftig Værk. Men jeg havde nu længe nok

betient mig af min Kugle.

Den samme Magt, som havde meddeelet mig den, betog mig den i en Drøm. Den

lod mig viide: At de allerfleeste Ting, som jeg

havde seet ved Hielp af Kuglen, og som havde forarget mig saa meget, var nu, ved de allerbeste Anstalter, ryddede af Veyen.

Og at jeg nu herefter, kunde lade mig see iblant Folk, uden at nogen skulde holde sig op over at jeg var halt, naar jeg kun alleene lagde mig efter at være fornuftig; thi de Fornuftige havde nu faaet Luft, og Daarene laae i Dvale. - - - Her vognede jeg ved en stærk Allarm, som opfyldede mit Kammer. Og da jeg skulde see hvad det var, saa laae min Kugle paa Gulvet, og var slaget i 1000de Stykker, Jeg blev vel noget bedrøvet herover, men trøstede mig ved min Drøm.

Jeg besluttede at leve herefter saa fornuftig, som jeg havde haft Leylighed til at Iære af min Kugle, og jeg fornam Tid efter anden, at baade jeg, og mange andre, som vare hal-

te oppe ved Laaret, blev ligesaa meget anseet som den der gik aller færdigst.

Jeg kunde kiende mange af dem igien, som min Kugle havde lært mig at kiende, og nu saae de ikke nær saa fornøyede ud som før.

Lars, hvis Actier vare faldne, travede ikke nær saa topnaket igiennem Herrens Forgemak. Solicitanten havde hverken nødig at bie efter Larses Naade, ikke heller belægge sin Memorial med et forgylt NB.

Men om den stakkels Mand med Regningen var bleven lykkelig, veed jeg ikke, dog, det er ikke Nye-Aar endnu.

Kort sagt: Viisdom hialp Dyden frem, og Fornuften ledsagede Flittighed og Vindskibelighed, til den sande Ære. Og saaledes var det en gylden Tid.

NB. Jeg vil tillige her levere den gunstige Læser, et Vers, som var sammenviklet, og laae inden i den sønderslagne Kugele, og lyder sandfærdig efter Originalen saaledes.

Den

sande

Æres Valg

eller

Videnskaberne

en Søn af Flittighed, understøttet af Visdom,

dens Fortrin for Dumhed, Rigdoms Søn oplært af Pralerie.

En liden Afhandling

i bunden Stil Tilegnet

Nordens Viiseste.

28
29

Da Dyden Moder til den sande Ære, Hun denne Datter vilde gifte hen,

Tillod hun alle Hende at begiere;

Men Valget lod hun staae til Datteren.

Den ædle Flittighed (blant mange andre) Som Fader er til Videnskaberne,

Sin Søn, da raadte til, sig at forandre Og af sligt Tilbud, sig benyttede.

Han sagde: kiere Søn! stræb efter Ære Hun krone vil dit Haab, for af din Fllid; Men Sønnen turde aldrig sligt begiere,

Hans Armod, ham betog slig Tanke-Tid.

Den stolte Rigdom, som blank sine Sønner Meest elsker Dumhed som sin ældste Søn;

En fæstede sit Haab, paa blotte Bønner,

Han vidste, hvad der trak det smukke Kiøn.

Med ægte Guld og Sølv, han fylte Poser, Hvori han vidste, der var slig en Magt,

Hvortil den største Bog, med gamle Gloser Endnu i Verden, det har aldrig bragt.

Han Sønnen lod desuden underviise,

I Levemaade, udaf Pralerie

Som skulde ham den Artighed anprise Som kaldes nu: Modern Philosophie.

Han fremfor andre, tænkte vist at vinde Den sande Ære, for sin kiere Søn.

Han minst sig forestillede ar finde For Videnskaberne faa stor en Løn.

Men Viisdom, som er Dydens Ven og Broder, Hvis Raad er altid Dydens Rettesnoer

Ey kunde lide Dumheds galne Noder,

Udi hvis Snak ey mindste Klogskab bor.

Den talte derfor med den sande Ære,

(Som hørte den) om Flittighedens Søn;

At den undseelig var, for at begiere Den sande Ære, som sit Ønskes Løn.

Hun, som vel havde hørt paa Dumheds Løfte, Hvori han var udlært af Pralerie;

Ved Hielp af Viisdoms-Kraft, nu vilde drøfte Dens Snak og gale Maade til at frie.

Hun snart da lærte tydelig at kiende,

At al dens Snak var kun en opblæst Vind;

Og at den, hvor man den end vilde vende, Var ikkun Praleriets Hierne-Spind.

Men Flittigheden, som selv Viisdom førte, Med Videnskaberne til Æren hen,

ved deres Usselhed strax Dyden rørte Den ædle Dyd, som er Fortrængtes Ven.

Den sande Ære villig var at give Sin Haand og Ja til Videnskaberne:

Et Baand, som ingens Magt kan søndderive, De da ved Hielp af Viisdom knyttede.

Tak Nordens Viseste som stedse rækker Din milde Haand , til Videnstaberne:

Og ved slig herlig Løn, dens Lyst opvækker, Som. Rigdom før, med Dumhed trykkede.

Den Danske Halte-Fandens historiske Beretning, om alle de forunderlige Syner og Opdagelser, som han ved Hielp af en Messing-Kugle har set. Tilligemed et rart Vers, som blev funden inden i Kuglen, med mere Historien indeholder.

Den

Danske

Halte - Fandenshistoriske Beretning,

om