↩

Følelser

ved

at betragte Kongens Valgsprog

i Anledning af

Landets Tilstand

de forefaldne Forandringer i Staten i Særdeleshed den i Raadstuen

i en Samtale

imellem

en Borger og en af hans Naboer.

Kiøbenhavn 1771.

Hvad synes Eder om de Forandringer, som paa en kort Tid ere forefaldne i Staten, og i Særdeleshed om den i Raadstuen.

B. Meget got, saaledes som man kan vente sig af en Monark, der sætter Æren i Kierlighed til Fædrenelandet; der, for at undersøge Aarsagerne til Landets almindelige Elendighed, har befalet Embedsmændene at indgive en Liste over deres Forretningers Forvaltning. Et Foretagende, som vil bringe et Land, der er underkastet den monarkiske Regiering, til den allerhøyeste Spidse af Lyksalighed, og ved hvilket vi kan vente, at see vores elendige Tilstand forbedret, og de Ringere befriede fra de Mægtiges Undertrykkelser.

A. Jeg synes selv, at de Store have hidindtil raadet for meget.

B. Det er en almindelig Følge af de monarkiske Regieringer, siger en stor Philosoph og kyndig Statsmand. Hoffolkene og nogle private Personer, mestendeels deres Klientere og Kreature, besidde alle Landets Rigdomme, imedens de øvrige

sukke i en yderlig Fattigdom; Og Philopatreias i hans Anmærkninger tilskriver den Indflydelse, som de mægtige Ministre, der har besiddet betydelige og samlede Jordegodse, i lang Tid har havt paa Regieringen, en stor Aarsag til de dyre Tider; og jeg troer, at denne Forfatter fortiener Navn af Patriot, for denne Oplysning, og at derfor Hr. Lytken i Friheds Magazinet No. 3 har sat ham ved Siden af Philodan. I øvrigt bifalder jeg ingen af hans Sætninger; han har alt for tydelig yttret sine Passioner imod adskillige Stænder, og søgt at undertrykke en, for at ophøye en anden, hvilket er gandske stridigt med en Patriots Caracteer; men dette siger jeg reent ud, thi en Patriot bør tale Sandhed, at nogle af de Store have havt en alt for stærk Magt; og at vores Fædreneland er derved bleven sat i saadan en Forfatning, at der seer ud i Landet, som det nyelig kunde have været hiemsøgt af Krig, Pest, eller Misvext. Vi have seet fattige Adelsmænd at blive Yndlinger; vi have seet dem under prægtige og glimrende Forslage, til Landets Gavn og Beste, at tiltrække sig Rigets Arv, og derved at svække

dets Indkomster; de have forenet sig ved Ægteskab, eller andre Forbindelser, med hinanden; og der har snart ikke været et Colleg, hvori de enten ikke selv have præsideret, eller og nogle af deres Anhang. Deres Klientere ere blevne satte i Embeder. Ære og Dyd var sielden Drivefiederen til Embeders Ansøgning. Alle Embeder erholdtes

ved Patroner. Vi have seet Embedsmænd

at voxe i Høyden, ligesom deres Patroner, og ligesaa ofte og forskiellig at forandre Embeder, som en Chameleon forandrer sin Farve. For at komme til deres Besiddelse, betiente man sig af de nedrigste Hyklerier. Ministernes Fødsels- og Navnedage satte Poeterne stærkere i Arbeyde, end Monarkens; og jeg har seet saadanne Lykønskninger, endog trykte, som har overstegen Sømmelighedens Grændser. Endog deres Dommestikker bleve satte paa Domstoelene, og betroede Landets Finantsers Forvaltning. Vigtige Embeder, hvor der foruden Indsigt endog behøvedes Samvittighed, bleve betroede til ukyndige og nedrige Siele. Disse, for at skaffe sig en Glands, som deres Embede, af Mangel paa egne sande Fortienester, ikke kunde give dem, erhver-

de sig, ved deres Patroners Anseelse, en Rang, som opløftede dem over deres Ligemænd, og, for at giøre deres Anseelse arvelig, erholdte de lettelig Expectance-Breve for deres Børn fra den spæde Ungdom af. Borgerne forblindede af denne glimrende men falske Zirat, søgte at giøre deres egen og deres Børns Lykke paa samme Maade; De Fattige gjorde deres Børn til Betientere, og unddroge dem fra de nyttige borgerlige Haandteringer; og de Rige, for ikke at gaae paa den venstre Side af dem, som de for kort Tid siden havde havt Medynk med, søgte en Karakteer, og derved giorde sig selv og deres Børn ligesaa uskikkede til at gavne Staten, som de Fattige. Andre, som just ikke vare saa forfængelige, forskaffede sig ved Patroner et Monopol, der giorde deres Lykke solid, men derimod undertrykte deres andre Medborgeres. Herved forsvandt den Lighed iblandt Borgerne, som er Kilden til Velstand og Overflødighed. De sine Følelser af Ære, som tilforn udgjorde den Danske Nations elskværdige Karakteer, bleve næsten udslukkede; og naar man undertiden saae samme, ligesom en Gnist, at lodre ud af Asken, saa var det

gemeenlig hos den ringe Almue, saasom den Bonde i Bergens Stift, der frivilligen betalte en anseelig Sum Penge paa engang til Extra-Skatten, og hiin Soldat, der ikke vilde modtage Belønning af sin Officier, fordi han havde efterkommet sin Pligt, at skyde en af sine Kammerater ihiel, der vilde undvige. I Almindelighed saae man intet andet, end fordervede Borgere. Overdaadighed, Vellyst og Pragt var Maalet for vore Bestræbelser. Man anlagde Fabriker, et nyttigt Foretagende; men Anlægget var galt; og de fabrikerede Vahre bleve fortærede af Møl paa Kongens Regning, imedens vi pyntede os med de Fremmedes. Vi lode rede Penge gaae ud af Landet, for at ernære de Fattige udenlands, og derved bleve vi tvungne til at give Almisser til friske og stærke Folk; En Medlidenhed, som vel var ingen Dyd, men som blev os naturlig, fordi vi ikke kunde vide, hvor snart vi selv kunde blive bragte til denne ynkelige Nødvendighed. Begierligheden til det Fremmede var lige stærk hos Tienere og Tjenestepiger, og hos de naadige Herrer og deres Fruer. Toldsviig og Snighandel blev ikke betragtet, som nogen Synd eller

skammelig Gierning. Tvertimod, en Contrebandier blev betragtet som en Mand af Genie. Lovene bleve ikke efterlevede; en Følge af slette Embedsmænd og fordærvede Sæder. Enhver Stand arbeydede paa sin egen Undergang. Monarken udtømmede sig ved nyttige Anlæg; ved at giøre Velgierninger, og ved at give Pensioner. Gielden voxede. For at bestride Udgifterne, forhøyede man Tolden, og for at betale Gielden, blev man tvungen til at paalægge Skat. Den blev i Begyndelsen slet ligned; men endnu slettere inddreven. Dette Hielpemiddel var for svagt. Man solgte Monarkens Godser. Halvdelen af Kiøbe-Summen gik ind i Kongens Kasse, og dog var dette Middel ey tilstrækkeligt. Døm nu selv, om en Forandring i Forfatningen ikke var nødvendig.

A. Til visse nøvendig, og vi maa takke Gud, at han har givet os en Monark, som tager sig Landets Velfærdt saa nær til Hierte.

B. Og I maa lægge til: som har erholdet Forstand til at forbedre dets elendige Tilstand. Han saae Landets almindelige Nød og Elendighed. Han søgte efter

Kilden dertil, og han fandt den. Han, som var født til at regiere Millioner Mennesker uindskrænket, vilde og udgiøre deres Lyksalighed. Til den Ende tillod han dem Skriver-Frieheden offentlig, uden Persons Anseelse, at angribe Uordener, skadelige Fordomme og Misbruge. Han vilde vise De Statskyndige, at Friehed kan bestaae i det Danske Monarkie; og at følgelig Dyden, ligesaavel som Æren, kan blive en Drivefiær til patriotiske Handlinger. Han vilde opfylde vore Forfædres Ønsker og Øyemærke, ved at regiere os paa den Maade, som de havde overleveret hans Forfædre Regieringen. Vores Regieringsform skulde have sin naturlige og væsentlige Reenhed: At befordre meenige Mands Beste og Lyksalighed var Monarkens Hensigt; derfor ophævede han det Geheime-Conseil, og lagde Regieringens tunge Byrde paa sine Skuldre. Forestillinger skulde ikke være nok, han vilde selv prøve, skiønne, og dømme, paa der at der ey engang skulde være et Skin tilovers, at han vilde vige fra den Mening og Hensigt, udi hvilken Undersaatterne havde overgivet sig til hans Forfædre. Sandelig, den 27 December 1770 bør være li-

gesaa hellig i vores Ihukommelse, som den 16 October 1660. Jeg skal lade den male med forgyldte Bogstaver, under Monarkens Portrait, tillige med hans Valgsprog; og med en taknemmelig Ærbødighed skal jeg vise mine Børn den, og derved indprente dem den Lydighed, som de ere Fædrenelandets Fader skyldige, samt give dem saadanne Indskydelser, som kan giøre dem til værdige Undersaatter af saa værdig en Konge.

A. Siden den Dag har vi og havt mange Forandringer, baade ved Collegierne og ved Hoffet. Jeg har fornøyet mig derover, ligesom vore andre Naboer, dog af ingen anden Grund, end at jeg undte de Store det; men I har giort mig gandske opmærksom. Jeg begynder nu at indsee deres Fornødenhed og Nytte; og jeg beder Eder, at fortsætte Eders Betragtninger, over samme.

B. At vi siden den Dag have habt mange Forandringer, er gandske naturligt. Monarken, igiennem hvis Hænder nu Rigets Sager gaaer, lærer at kiende Embeder og Embedsmændene: De Unødvendige og de Nøvendige; de Redelige og de Uredelige; de Kloge og de Vankundige. Uretfærdighed

og Dumhed maa skielve for hans Ansigt; men Retfærdighed, Forstand og Indsigt kan med en glad Tillid nærme sig til hans Throne. Denne store Hær af Embedsmænd, som vel var stikker til at give Hoffet en glimrende Anseelse, ved viste Høytideligheder, men i øvrigt ikke tiente til andet, end til at drage Sagerne i Langdrag, har han tildeels indstrænket, og tildeels reent afstaffer. Hvilken Velgierning for Fædrenelandet! Sagerne kan nu hurtigere blive befordrede, og aarligen anseelige Beholdninger spares. Monarken vil, at sande Fortienester skal belønnes. Embederne skal i Fremtiden ære Manden, og ikke Manden Embederne. Den Rang, som en kan have erholdet, stal ikke give ham noget Fortrin, naar han kommer til at sidde i noget Colleg eller Departement. Der skal Embedsmandens Alder og mange Aars Flid og Møye komme i Betragtning, agres, æres og paaskiønnes. Desuden lod Kongen bekiendtgiøre, at da Rangspersonernes Antal var voxen til saadan en umaadelig Høyde, at man ikke mere kunde see, om en Karakteer skulde være et Kiendetegn paa Fortienester, saa skulde i Fremtiden ingen erholde nogen

Karakteer, med mindre han ved besynderlige Fortienester havde giort sig værdig dertil. Hvo kan ander, end fornøye sig over saadanne Forandringer? Ikke af besynderlig Had til nogen. Det er os uanstændigt; men fordi det er den Grundvold, hvorpå Fædrenelandets Fader vil bygge Fædrenelanders Velfærdt. Sandelig, jeg synes, ligesom vores Enevolds Herre hermed vil sige til enhver af os: Børn! følg mit Exempel: Elsk Eders Fædreneland, saa skal I blive ærede.

A. Jo mere I taler, jo mere bliver jeg overbeviist om Forandringernes Nytte og Nødvendighed; men jeg havde dog ikke tænkt, at de saa snart skulde have rammet vor Magistrat.

B. Kunde I ikke have tænkt det? Har I ikke iagttaget, at vores Monarks Omhue strækker sig fra den Største til den Ringeste. Enhver Stand ligger ham paa Hiertet. Han veed, at til alle Undersaatternes fælles Lyksalighed bør enhver Stand have sit rette Forhold med hinanden. Bondestandens, paa hvis Opkomst Dannemarks Lyksalighed uimodsigelig, i Særdeleshed, beroer, har han selv taget under sin egen høye Omsorg.

Fra hans eget Kabiner udstædes nu de fornødne Ordres til deres Velfærdts Befordring. Først tillod han Jordegods-Eyerne at bestemme Bondens Hoverie; men da denne Bestemmelse ikke var efterrettelig; saa satte han den selv tilbørlige Grændser. Ved dette Middel vil Bonden erholde en vis Friehed, og blive befriet fra den Trældom, som hidindtil har været en stor Forhindring i Agerdyrkningens Fuldkommenhed; og derved vil Levnetsmidlerne bringes til sin rette Priis. Borgerstanden har han og viist Prøver paa sit faderlige Hiertelav. Dersom han ikke havde havt Omsorg for os, hvorledes vilde det da have seer ud med os i denne Vinter? Vi, som har havt Penge til at kiøbe for, har jo neppe kundet bekomme Rug, eller Brød? og hvorledes skulde den Fattige være bleven reddet fra at omkomme af Hunger, hvis ikke Kongen havde aabnet sine Magaziner. Sandelig, det har ret været et rørende Syn, at see denne Vrimmel Mennesker at slaaes og trænges om det kiere Brød, baade paa de offentlige Steder, hvor det blev solgt for en moderat Priis, saa og uden for Bagernes Dørre. Hvo kunde være Tilskuere af disse Scener,

uden at blive rørt af Taknemmelighed, og at sende Sukke til Himmelen for vores Monarks Velgaaende, som i alle sine Foretagender viser sig at være sit Folkes Fader og Velgiørere. End videre: Ret og Skiel skal haandthæves; Borgerne skal ikke mere blive bedraget af den Mægtige. Intet skal frietage en Debitor fra at betale sin Gield, hverken Rang, Embeder eller Fødsel. Et Lands Lyksalighed beroer paa Lovenes Efterlevelse, og disse igien paa gode oplyste og retskafne Embedsmand. Saadanne Egenskaber erhverves ikke, hverken bag paa Karethen, ey heller i Forgemakket. Derpaa har vi desværre havt alt for tydelige Beviis. Denne skadelige Uorden vil Kongen hæmme; derfor bekiendtgiorde han, at ingen, som havde giort personlig Opvartning hos nogen Herre, skulde blive betroet noget offentlig Embede. Efter denne og foregaaende Anordninger, synes jeg, man meget let kunde formode en Forandring i Stadens Magistratur.

A. Siden I forhen talte om Brød-Mangelen, saa vil jeg spørge Eder, om det ikke havde været Magistratens Pligt i Tide at see denne Mangel forekommet.

B. Jo visselig burde de i Tide have forekommet den. I en Stad, som Kiøbenhavn der rummer saa mange tusinde Mennesker, der burde Brødet aldrig feyle. Desuden har jo Kiøbenhavn mange tusinde fattige Mennesker, som lever af Fabriqver og Haandværker, naar disse skal betale Brødet dyre, saa kan de jo ikke giøre deres Arbeyde for let Kiøb.

A. Gandske Ret Naboer Nul fra Nul kommer Nul. I har Ret at I forhen sagde, enhver Stand arbeyde de paa sin egen Undergang. At udregne hvor stort et Forraad af Ruug der behøvedes til at befrie Byen fra Mangel Vinteren over, var vel ikke storre Konst end at giøre saadan en lige Repartition, som den Magistraten giorde i Fior over Sneens Udførsel. Vi har betalt Skatte nok til Byens Beste, men Gud veed, hvorledes de ere blevne anvendte.

B. Man beregner samme til en 90, 000 Rdlr. aarlig, det er gandske vist en stor Summa for et Borgerskab, der har adelige Frieheder. Kongen har indseet dette, han vil alle Stænder vel, han elsker os som sine Børn, og derfor har han befriet os fra en Øvrighed, som ved sin alt for store

Myndighed og Anseelse undertrykte os. I Stæden for et Antal af 22 Magistrats Personer, skal der nu kuns være 11; og i Stæden for at de tilforn (i det ringeste nogle af dem) bestoed af Ministernes Klientere og Yndlinger, saa skal de nu bestaae af Borgere, udvælges af Borgerskadet, afgaae hver Aar. Hvilke Herligheder for Kiøbenhavns Borgerstab. Nu herefter, vil det Borgerlige Væsen faae en gandske anden Anseelse.

A. Indkomsterne af Magistratens Gods, og alle Sportlerne skal jo nu gaae i Stadens Casse, til Hielp at bestride de borgerlige Udgifter, det vil nok og lette en Deel af vore Byrder.

B. Hidindtil har man kaldet det Magistratens Gods. Dette Navn er gandske ubeqvemt, det er Kiøbenhavns Indbyggeres Gods, hvilket Høylovlig Kong Friderich den 3die gav vores Forfædre som en Belønning for deres Troeskab i Beleyringen, og deres Hengivenhed til det Kongelige Huus. Magistraten blev ikke sat til andet end til dets Forvaltere, og Indkomsterne af samme skulde anvendes saaledes, at den halve Deel deraf skulde anvendes til Stadens

Raadstue, og Magistratens reputeerlige Underholdning; og den anden halve Deel til Stadens Politiers og Meenighedens Forbedring.

A. At dette ikke er bleven efterlevet, kan man let slutte sig til af den Proces, som Stadens 32 Mænd havde med Magistraten, angaaende smaae Rædseler af dette Gods. Hvordan faldt dette ud?

B. Vi vil ikke oprippe et lægt Saar igien. Det maa være nok, at Høyeste Ret tiikiendte Borgerskabet Ret. Formedelst vor Viise Monarks Indretning kan saadant ikke meere existere: Thi da Sportler nu ikke meere skal have Sted, men disse tillige med Indkomsterne af Godset skal falde i Cassen, og Raadmændene hvert Aar træder tilbage til deres forrige Stand igien; saa er det en naturlig Følge, at de vil sørge for den Casses Beste, af hvilken de selv og deres Børn kan vente Lettelse i Udgifterne i Fremtiden.

A. Men de 32 Mænd ere jo ogsaa afskaffede, de fik jo dog ingen Besoldning.

B. I Stæden for dem, har vi nu kuns 2 Repræsentantere. Men endog deri har den sidste Indretning et Fortrin for

den Første, thi dette maa I lægge Mærke til, at disse to sidde daglig med i Raadet, da derimod de 32 kom kuns sielden sammen, og dertil for sig selv i en egen Sahl. Desuden, kunde enhver af dem have Haab at blive Raadmand, og da de yngste Raadmænd fik ingen anden Løn end deres Andeel af Sportlerne, saa kan man let slutte, at der er en stor Forskiel imellem hines og disses Tænkemaade.

A. Nu skal jo heller ingen Sager afgiøres meere i Raadstuen. Hvad synes Eder derom?

B. Meget godt. Raadet bestaaer nu af Borgere, de have fra deres Ungdom af opofret sig til borgerlige Handteringer, de have erhvervet sig Indsigt i de Ting, som have Indflydelse paa det borgerlige Væsen, at see paa Stadens og Medborgernes Beste, dertil kan de være skikkede; men til at være Dommere behøves andre Egenskaber. Det er ikke nok at kiøbe sig en Lov-Bog, ja ey engang nok, at man kiender Loven. En Dommer bør kiende Formalitæterne, og vide at vogte sig for de lovkyndiges Chikaner. Til at erhverve denne Indsigt, hører man-

ge Aars Studia og Erfarenhed; at forlange samme af en Borger var urimeligt, og det er et Beviis paa Kongens Viisdom, at Han har frietaget dem fra denne møysommelige Forretning. Imidlertid er det dem tilladt ar forlige Stridigheder, og I skal see, at der skal flere Sager blive bielagte nu end forhen paa Kiøbenhavns Raadstue.

A. Jeg er nu vel fornøyet med Eders Overbeviisninger; men et staaer mig for Hovedet, det kan jeg ikke troe, at det kan være godt. Det er de mange Mennesker, som bliver Brødløse, ikke allene de Fornemme, men endog de Ringere, jeg mener deres Domestiker og Tieneste-Folk. De, som have tilforn sadt i Embeder og nydt store Lønninger, have holdt mange Folk; men nu, da de ikke meere have dem, blive de nødte til at give deres Folk Afskeed, hvor skal de hen? de have ikke lært noget, hvormed de kan fortiene Livets Ophold.

B. Det er en Dyd at være medlidende; men en overdreven Medlidenhed er en Last. Vi vil undersøge denne Sag noget Nøyere. Det er da de Fornemmes Betientere, vi skal tale om. Vi vil dele dem i to

Casser, nemlig de, som ere gangne udaf Bondestanden, og de, som ere tagne udaf Borgerstanden. Til de første regner jeg Kudske, Staldfolk &c. Mon disse kunde kaldes brødløse? Ere de ikke i deres Ungdom vante til ar arbeyde. Skulde deres nærværende magelige Tilstands Forandring fortiene vores Medlidenhed. Jeg troer, at det var Lastværdig at ynke dem, vi mangler Folk i Bondestanden, lad disse Flygtninge gaae tilbage til den Stand, hvorfra de ere komne. Lad dem lægge Haanden paa Ploven, som har ernæret deres Fader og dem i deres Ungdom. De skal da i steden for unyttige blive nyttige Lemmer i Staten, og ved deres Flittighed skal de kunde giøre sig værdige til den Omhue, som Mouarken Viiser at have for den Stand, hvorudi de ere fødte. De andre af den borgerlige Stand, hvorunder jeg forstaaer Laqveyer &c. ere ey heller værd at ynke. Mange af dem har lært et Haandværk; men for at have et mageligt Liv, og i sin Tiid at blive en Bestillingsmand have de forladt samme. Lad dem nu øve det igien. Andre, som slet intet har lært, kan snart sinde en Nærings-

Vey. Vi have Handel og Søefart. Vi mangle Søefolk, her er en reputeerlig Nærings-Vey for disse magelige Herrer. Vil de ikke gribe dertil, saa kan jeg ikke ynke dem: Apostelen Paulus siger jo selv, hvo der ikke vil arbeyde, bør ey heller æde.

A. Sandelig, jeg maa give Eder Bifald. Men en Indvendning endnu: Mange af de Fornemme kan ey heller taale denne Forandring.

B. Kongen har jo været retfærdig: Enhver, som har forrettet sit Embede ret, har jo ved forefaldne Forandring erholdet Pension. F. Ex. Magistraten, de nyder jo 1/3 Deel af deres havte Gage. Er det ikke en retfærdig Behandling?

A. Denne Besvarelse ventede jeg. Men I maa vide, at denne Pension er ikke tilstrækkelig hos alle. I veed selv, at det er dyre og vanskelige Tider.

B. Got, Naboe ? Det er og dyre og vanskelige Tider for Kongen, ja maaskee vanskeligere, end vi kan tænke eller indsee. Han har ellers i denne Tid givet os et herligt Exempel, til at kunde overvinde Tidernes Vanskelighed.

A. Hvordan da?

B. Hvilket Spørsmaal! Veed I ikke, at han, for at betale en Gield, som han ikke har sat Landet i, har indskrænket sig selv, næsten som en privat Person? Kan der vel være noget tydeligere Beviis paa, at han anseer allene Kierligheden til Fædrenelandet for sin Ære? Vi vare ikke værdt, at være Undersaatter af saadan en Konge, hvis vi ikke vilde følge hans Exempel; og den Embedsmand, som saaledes vil indskrænke sig, kan gandske vist komme ud med sin Pension. Desuden har mange af dem havt store Indkomster tilforn; de burde have holdt bedre Huus. F.Ex. En Magistrats-Person burde ikke holde 10 Heste paa Stald, han kunde gierne leve, foruden et Par Hengster af 1000 Rigsdalers Værdie; han behøvede ellers en halv Snees Vogne, langt mindre havde han nødig, at forandre dem hvert Aar efter Moden. Denne Levemaade er for prægtig, og kunde snarere passe sig paa en Rigsfyrste, end van en Øvrigheds Person, som Borgerne skal lønne. Hvorledes skulde jeg kunde ynke dem? De fortiener ingen Medlidenhed. Lad dem indskrænke sig, og sælge disse Overdaadigheds

Kiendetegn, samt i Fremtiden leve tarvelige; saa skal de og deres Børn blive nyttige Lemmer i Staten. Lad dem følge Monarkens Exempel. Jeg igientager dette endnu engang: Kongens Ædelmodighed fortiener vores Høyagtelse, Kierlighed og Beundring. Kiere Naboe, hvilket Exempel! Vores Enevolds Herre indskrænker sin Hofholdning for at betale en Gield, som han ikke har sat Lander i; for at befris sine Undersaatter fra en Skat, der er dem til Byrde. Betænk dette, og siig mig da oprigtig, om ikke enhver Undersaat bør takke ham, og tillige enhver i sin Zirkel af yderste Formue stræbe at befordre hans Hensigt og Øyemeed.

A. Sandelig, I giør mig gandske opmærksom; jeg skammer mig ved mit sidste Spørsmaal. Jeg maa tilstaae reent ud, at jeg ikke har betragtet disse Forandringer paa saadan Maade. Jeg har tænkt, at det stede af en Slags Misfornøyelse; men nu indseer jeg deres Nytte og Nødvendighed, og tillige Monarkens Ædelmodighed. Fra dette Øyeblik af, vil jeg af alle Kræfter stræbe at opfylde min Konges Hensigter. Jeg beder Eder at sige mig de tjenligste Midler dertil.

B. Dette kan skee allerbest, ved, ligesom Monarken, at sætte Æren i Kierlighed til Fædrenelandet. Kongen har, ved Forandringen med Magistraten, sat os ret i Besiddelse af vore adelig borgerlige Privilegier. Lad os nu herefter soge Æren i vores egen Stand, lad os indskiærpe vore Børn de samme Begreb, vise dem Æren paa ven rette Kant, ved borgerlige Pligters og Dyders Efterlevelse. Lad os indskrænke os baade i Klædedragt og Levemaade. Lad os behielpe os med vore egne Manufacturer, og aldrig uden den høyeste Nødvendighed bruge noget fremmet. Lad os hielpe de Fattige. Den syge og skrøbelige med Almisser, og den stærke og føre med Arbeyde. Lav os efterleve Lovene, og ved vores Handel søge at forene vores privat Fordeel med Statens, og altid have vores Guddommelige Læremesters Regel for Øynene: Giver Gud det Guds er, og Keyseren det Keyserens er. Ved denne Opførsel følge vi Monarkens Exempel, og paa denne Maade kan vi best opfylde hans priselige Øyemærke

A. Jeg Eder forbunden for Eders Underretninger; Fra dette Øyeblik af skal

jeg søge at sætte dem i Værk. Min Søn, som ved denne Leylighed er kommen af sin Tieneste, skal jeg strax sætte paa et Kiøbmands Contoir. Mite andre Sønner skal lære Haandværker, eller andre nyttige borgerlige Haandteringer. Mine Døttre skal endnu i denne Dag forandre deres Levemaade. Deres Top skal nedklemmes med et Strygbaand. Disse Filerpinde, som tilforn vare deres daglige Amusement, skal jeg kaste bort, og i deres Sted skaffe dem hver en Spinderok. Jeg skal give den Flittigste af dem en Præmie. Jeg stal klæde dem med vor indenlandske Tøy; Duelighed og Flittighed skal æres i mit Huus. Mine Maaltider skal være tarveligere, og min Handel og Vandel redeligere. Med et Ord: Jeg skal søge Æren i min egen Stand, og ved alle Leyligheder lade see, at jeg elsker mit Fædreneland.

B. Paa denne Maade opfyldes Kongens Hensigter. Vi vil for denne Gang ende vores Samtale med et Ønske: Gud velsigne Kongen og de Redelige i Landet!

A. Ja, Gud velsigne Ham og dem!

Følelser ved at betragte Kongens Valgsprog i Anledning af Landets Tilstand og de forefaldne Forandringer i Staten i Særdeleshed den i Raadstuen i en Samtale imellem en Borger og en af hans Naboer.

Følelser

ved

at betragte Kongens Valgsprog

i Anledning af

Landets Tilstand