↩

Et

Himmel-Brev

nedfaldet og fundet i Faard - - - up

af

Stedets Degn

nogle andre hæderlige og dydzirede

Matroner.

Men nu ved samme Mand til Trykken befordret og forøget med en liden Fortale.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Gunstige Læsere!

Fred, Hilsen og gode Salutems Ønske!

Jeg kan ikke vide, hvorfor Mirakler og underlige Jertegn saa modstrideligen bliver nægtet, modsagt og contradiceret, da dog den berømte Lærere Adamus Bremensis, samt Johannis Nosdrodamus, en af Germaniens berømte Theologer, i sit bekiendte Hyrde-Brev meget retteligen og grundeligen siger og mælder, lydende som følger: Hvorfore troer I ikke de Ting, som I ikke have seet. De kan ikke begribes, det er, de ere ubegribelige, og kan ikke Menneskeligviis fattes; I kan ikke forstaae dem, hvilket lyder saa meget som: I ere dumme Hoveder og Hønse-Hierner. Jeg selv, som nu over 20 Aar har været en Hane i Templet, og med min Stemes Sang overskreget nogle 100de, nemlig: faa Gode og Retskafs ne, men endnu flere Onde og Fornægtere; jeg, som Lignelseviis har galet paa Zions Volde, og i Tanke at opvække fra den skadeligste Søvn, selv er bleven hæs af en nedfalden Drøble.

Jeg som Ungdommens Indpodere og de spæde Stammers Occulift, saa at sige, har indgivet Visdommens Fløde med Skeer, har tilklinet Stammernes og Grenenes Aabninger og

Sprækker med det blødeste og usvigeligste Box. — Jeg, men nok om mig selv, tillige med den hæderlige Danneqvinde Margaretha Samuelsdatter, en retskaffens Enke, og en elskelig Magdalena, der, efterat de have opnaaet sine 50 Aar, sukker som en Due og piber som en Vibe, tilligemed den smukke af sine Dyder, nemlig Clementine Rasmusdatter, der foruden sin egen Mand elsker al Verden, det er, sin trængende Næste. Vi ovenskrevne vilde hen imod Klokken 11 om Aftenen, da Maanen oplysede Horizen, tage os en liden opbyggelig Spasseregang. — Holt stille, sagde Margaretha, (i det hun saae i Veiret,) see op, svarede Clementine, — hvad er det, sagde jeg. Jeg tog da saaledes op et forseglet Brev for mine Fødder, med Udskrift: Et Himmel-Brev, hvorover vi bleve forfærdede. Vi gik samtligen derefter ind til nogle Naboer, og lode dem læse samme, men da ingen forstod, hvad det vilde sige, beloe de os og sagde: at det var kastet fra et andet Huus af nogle Skalke, der havde Lyst at see os løbe April, hvortil jeg svarede: forlade eder Gud, I vide ikke hvad I sige.

Derefter forføiede vi os ind i et af Qvindernes Huuse, hvor der blev overlagt, at vi stulle bekoste det til Trykken, og saaledes, som det var i Manuseripto, er der nu paa Prent til hver Mands Brug og Beste, med en liden af mig selv enfoldig Forklaring over ethvert Capitel.

1 Capitel. Her tales om de fire Verdens Parter og Inddeelninger, hvorom Globus handler, hvorledes dette, som alt andet Verdens Gods skal blive til Intet.

Tordenen giver Knald, Biergerne revner, Træerne ryster, og Huusene falder.

Palatserne blive tomme, og Efterslægten skal sige: see Vellyst og Hoffærdighed oprejste dine Murer.

Fuglen skyer sin Rede, den boer paa de eenlige Steder.

See Svalen den flyver i Marken som en Lærke, den bygger sin Rede i Agrene, og Lærken igien bringer Leeret i Huusene.

Hvorfor gav du Guld for en Haandfuld Jord?

Hvorfore kiøbte du dig dyrebare Steene og Edelstene?

De Fremmede beundrede ---- Men hvad

er det nu for dig?

Thi en Hytte med Roe og Eiendom er bedre end et laant Palats med Uroe.

See de 4re Stene har mistet sin Sminke; den Fattige siger: Jeg vil ikke boe der, og den Nøisomme siger: Alt dette er formeget. O! alt dette er en Daarlighed.

2. Capitel.

Det handler uden Tvivl om adskillige Propheter, Secter og Tungemaal, eller og om Syndefalder.

Hvorfor er du falden Bedak, hvorfor er du Borte? Man sang dig fordum Viser i fremmede lande. Du var fordum et deiligt Træe i Paradiset; Fuglene byggede sin Reede i dine Grene, og dine Blade vare for dem en Skygge imod Uveir.

Siig mig du Unge, du Deilige, du som fulgte Engelens Fied, — hvorfor slaaer du Øiet need? Hvorfor vender du Hovedet? O vid, Taarer og Uskyldighed har sine Behageligheder. -— Dine Fejl var Ukyndighed.

Rebal Du løber som en Ræv, der jages af Jægeren.

Hvorfor straffede du fordum med Skorpioner og ikke med Mildhed. Lær, at Kierlighed til Mennesker har de beste Følger — Had og Stolthed føder Fiender og ikke Venner O! en Levende er bedre end et Billede. Nei! du skal desuden ikke mere kradse Sæden, men dit misundelige Øie skal see dens Fremvæxt.

Abal Du graahærdede, du nidkiære Abal, har Aarene slapper din Fornuft og Bue, det er nok at du skulde — Der var din Troskyldighed — og — O Abal! alle Ting er idel Ubestandighed — Det er allene din Dyd, der holder Stand.

3. Kapitel.

Uden Tvivl forstaaes herved Satanas den gamle Drage, eller Beelsebub.

hvorfor sidder Skorpionen stille i sit Hul, og Dragerne i sine Huuler.

Bee dig du Paafugl! dine Fiedre skinne af de dejligste Farver. Dine Fiedre ere blanke. — Men see din ene Vinge hænger.

Det er nu ikke den Tid, du brusede med Halen. — Hvor er de affaldne Fiedre? Hvor ere de skiulte? — At de endnu kan blive til Nytte.

Ere de bragte til fremmede Steder? Siig mig, om de ikke kan findes.

See Eieren kommer, og han skal sige: hvor er det? Men, det er ikke det halve.

Giv hid; siig: det er mig givet — dette er taget, —- og dette er Fortient, — da skal det fortiente gives dig, det tagne borttages, og af det Givne skal du ikkuns beholde det halve.

Hør mig derefter du Stork! du kneiser endnu med Hovedet.

Og Storken sagde: mit Næb drypper af Sukker og Honning. Jeg skal lære eder, at omdanne Sølvet til Guld og Blyet til Tin, og der blev svaret: ja vel, giør det.

Og den giorde saa; men det givne Guld og Tin var af saa liden Værdie, at Guldet veiede ikke op imod Sølvet, og Tinnet ikke imod Blyets forrige Værdie.

Men Storken bevarede det vundne Sølv og Tin paa det øverste af Taget, og han sagde: Mit Næb er reent og mine Fiedre begynde at falde, —— see jeg eier intet.

Og Skytteren kom og han sagde: Storken drager en Slange i sit Næb.

Og Storken tog Flugten paa de enlige Steder, men den torde siden hverken vende frem eller tilbage; thi den frygter mere for Ørnen end for nogen anden Fugl, under den udstrakte Befæstning.

Og see, et Billede Heldende sig paa en Canon og en Mørser, og see Canonen gav Knald uden Krad, og dens Kugler vare forgiftede. —

Men siig mig du Billede, hvis Lyd er som den, der kommer fra en Tromme. Er det Dyd eller Mod og Forstand, der holder dit Hoved i Veiret. Hist svarede Rygtet: Det er en Canon, og lugten af et behagelig Blomster.

4. Kapitel.

Her lader det, som der skulle tales om 2de umyndige Børn,

Mifera og Kafera. I smaa Tvillinger, hvorfor hænger I med Hovedet? Har Rovfugle opædet eders Brød og opdrukket eders Melk?

See, Forstanderen vender sit Øie allevegne — han seer Tankefuld ud.

See, Formynderen er ikke af de, der har Lyst at opæde Myntlingens Brød, — han siger: Jeg vil drikke Vand, jeg vil æde et lidet Stykke

Brød.

See, de Fortryktes Bevarere, siger med en trøstende Smiil: I skal ikke fattes.

Eders forrige Formyndere, eller deres Opvartere har afslikket det føde, og en Qvinde har fordum sagt: Kommer Brødre,

kommer Søstere, æder og drikker, saaer, høster og sanker i Laden, og lad de andre pløie.

Men bør du Formyndere! skal fremmede . Tungemaal opæde Frugterne, og du selv hungre. Kiære, du himmelske Skabning — siig, hører mig I Fremmede! — Jeg vil betale eder det hele inden 30 Aar, eller jeg vil ikkuns betale det halve inden 15 Aar. — Men I skal ikke tage Aager og Renter, da Himmelen selv kræver Regnskab for min Huusholdning; og skulle I ikke vilde indgaae denne Pagt, da betaler hverken jeg eller mine Børn det ringeste.

Og en Røst sagde 3 Skiepper — og en anden 3 Fierdinger fra Tønden, forandre Lod til Qvintin; thi hvor tage vi de 20, og hvorfra skal det komme? Vores Olie Kruse ere tomme, og der er ingen Olie i Lampen.

Vi vilde æde Brød, — kom, lader os alle bruge Fødderne, kommer, lader os drikke Vand, — men kiere, rør ikke Qvintinet, det taaler ingen Formindskelse.

Lad den overflødige Vægt vel afskaffes, men iagttag tillige den rettes, den nødvendiges Brug; thi det er ikke nok at udslaae i Dag, og igien opfylde i Morgen.

Naar Maalet er ret og ikke fallit, og Mynten ikke falsk, da lad dem beholde den hele Værdie.

5. Kapitel.

Her følger nogle Lignelser, der forklarer sig selv, og Det er let at see, ar herved forstaaes Have-Planter af Kaal, Rødder og Dejlige.

Det hente sig engang, at Urtegaards - Manden skulle plante, og han oprykkede en Melons-Plante af Forseelse, og han satte i dens Sted et Græskar.

Og det skeede om nogen Tiid derefter, at han vilde besee sin Plante, og han sagde ved sig selv: Nu vil jeg smage Frugten.

Men see, da mærkede han Feiltagelsen; han oprykkede igien Græskarret, og han satte den forrige Plante i dets Sted, men den var bortvisnet, — og han rykkede i Forbittrelse den samme op og sagde: Bladene og Blomsterne ere lige, men Frugten uliig.

Og det hente sig ligerviis, at en Sædemand, efter Solens Nedgang, da det var bleven mørkt, stak en Klinte i Jorden i Stedet for et Hvede-Korn, og han sagde ved sig selv: Jeg vil see. dens Fremvæxt, og han vandede den. —

Og han stod aarle op om Morgenen, og den var opspiret, og den saae ud som et Hvede-Ar, og den var dejlig for Øiet.

Og da han skulle smage dens Kierne, see, da var den bitter, og han oprykkede den med Roden, og han sagde: Du skal ikke mere qvæle den gode Sæd.

6. Capittel.

Her lader det igien, som her atter handles om Syndefaldet.

Det er et gammelt Mærke, at Skoven skal ikke plantes for tæt; thi da vil Græsset ikke groe —- Græsset og Blomsterne er ligesaavel Jordens liggendefæe som Træerne, og en liden Plante i den dybe Dal kan blive og er undertiden den kostbareste Urt.

Og Vinden blæste og den omkastede mange Træer, og andre Træer bleve omplantede.

Og Vinden omslog Ceder-Træet, — og der blev sagt: Ceder, hvorfor blev du ikke et Fyrretræ som tilforn; thi den havde ladet sig indpode en Ceders-Green. En frisk og rask Fyr er bædre end en forvisnet Ceder.

Og Cederen segnede, og see, det var saare got. — Og et graahærdet Træ blev omkastet.—--. Det havde længe sagt: Min Stamme er rodfæstet, og den er støttet af en Eeg og af en Bøg.

Og et deiligt Træ segnede, der var beskikket fordum at omplantes i det graahærdede Træers Sted; men den gode Art var umistelig, — og det bør omplantes paa et hædre Sted.

Og der faldt og segnede mange paa engang af Frugt-Træer, hvoraf faa vare gode, —— og hvis Frugt var ikke værd at æde.

Og der blev sagt: Vores Krone er affalden.

Og et Træ segnede, der var opvoxen paa et kaalt Bierg, og da det var en Piil, blev det sat ved Strandbredden, og Skibet kastede sit Anker ved dets Roed, og det blev oprykket, — ei veed en Hændelse. —

Og et Træ faldt — hvis Bark en hornet Buk havde opædt, og da Det voxte over de andre, see, da faldt det.

Og der blev plantet et Træ, og det sagde: Jeg kiendes af Roden.

Og det vilde have et Fortrin for de andre, — og det sagde: Mine Blade er bedre end de andres; thi det lod dem for nogle Aar siden forgylde, men der var intet nu at see af dets forrige Guld —- ikke heller af al dets ind bildte Kraft og Godhed. Og der bleve andre Træer plantede, og de vare ypperlige af Blade og af Frugter,; —- og de andre smaa Træer viste de og sagde: Vel dig, du Viise Plantere, vi skal høste

Frugterne af din Viise Plantning —- Deres Skygge skal befrie os fra den brændende Sols Heede.

Og et Træ udgiorde et stort Træ-Rum, og Det blev oprykt, og der bleve satte fire mindre i dets Sted.

Det første var af de rare Slags, hvis Blomster lugter behagelig og hvis Frugter vare velsmagende. Og det andet var ikke saa gammelt, men af en god Art.

Og det tredie var et ungt Træ, der blev hentet fra Norden, — og en Fugl der sad i dets deilige Greene, sang saaledes:

Du var den første af dit Slags, der nogensinde har været plantet paa dette Sted; vel dig, du viise og gode Plantere, du har lært at kiende Træerne og deres Art.

Og det fierde var et høit Træ, og dets Frugter vare ikke ilde smagende.

Men et Træ blev plantet, og det bar sure Frugter; thi det vilde desuden paatage sig Uskyldigheids Blade, — og et hungrigt Barn sad ved dets Roed og sang saaledes, som følger:

Din Broder opkiøbte for dig uden for Stadens? Muure paa de alfare Veie Blomsteret og Blomsterne, og du solgte dem siden inden Stadens Volde. Vee dig! Barnet folgte sin Kiortel for at kiøbe et Blomster,— Og du sagde: Mit Hierte er got; og du sagde: See min Ærlighed, —-

Jeg nedlegger mine Fordeele, og du overgav en anden Fuldmagt ar fælge Blomsterne, og du sagde: Du skal have Navnet, men jeg vil selv have Gavnet.

Og du opkiøbte Blomsterne paa Torvene, og sendte dem til de fremmede Steder, og der vare faae i Landet selv tilovers.

Og du sukkede, heldende paa Hovedet, og talede om himmelske Ting, og see du fik til Løn 20000de Talenter, og de samme kom fra Norden og gik til Vesten.

Men da du havde faaet dem, see da sagde du: voxer og formeerer eder. —

Og see, Barnet sukkede og sagde: Hvi gavst du os ikke det du lovede, — og du sagde: De skal komme.

Og et andet Træ blev plantet paa et andet Sted langt fra de andre, og dets Frugter vare ikke aldeles slette; men der sad en velskabt Pige under Træers Skygge, og sang saaledes:

Siunger Fryde-Sange I Døttre, I Elskede, I, som vrimler paa Gaderne, som Fisken i det salte Vand. —

Vi vil siunge dig nye Viiser, os er oprejst en Beskiærmer, den Venlige, en Fader, den Fortroelige.

Vi vil give dig vores Hierter, — da vi vide, du forud er beriget med Overflødigheds Horn. Vi vil flætte dig Krandse om din Isse,

vi vil ryge Virak for din Næse, — for dig vores Ven. See, Spurren skal nebbes paa dine Greene, og dens Reder skal mangfoldiggiøres.

Og der blev forskrevet et ypperligt Træ fra et bortliggende Land.

Og de andre Træer vare fordum mod dets Plantning. — Men Planteren, der lærte at kiende dets gode Egenskaber, lod sig ikke bedrage, og han sagde: Fører det hid.

Og en viis, en forhadt Mand, sov en liden Tid under dets Skygge, og han drømte en god Drøm, —- Og han sagde, i det han opvaagnede: Gid den maa blive opfyldt! gid den maa blive sand! 7. Capitel. Her tales om hunger som et haart Sverd. Og barnet græd for Brød, og det sagde: Giv mig noget at æde, giv mig noget at drikke. - Vi sidde i Fredens have, og vi finde ikke Frugter, vi igiennemsvandre Ageren, men hvo vil flye os Ax. - Der var Næger i Laderne; med det blev sagt: Her er intet. Og huusbønden gik ud i sine huuser, og han fandt en god Deel, - og han sagde Vee

eder, I Skalke, hvi skiulte I Forraaden, og han tog det ud og han deelede det iblandt de hungrige Børn.

I vilde aagre og I vilde prange; væ eder. I Bedragere, vee eder, I Steen-Hiertet, I som drager Enkers sidste Skiærv med deres

Sukke!

8. Capitel.

Herved forstaaes uden Tvivl Ægypti Land, samt Moses, det røde Hav og den forhærdede Pharao & c.

Og der var et Land mod Norden, hvor Kulden opreiste sig selv Slotte og Taarne, som vare lystige at se til.

Og det samme var et stort Land; for det meeste bedækket med Iis, dog uagtet sin Iis, paa mange Steder deiligt og grønt.

Det var omgivet med Vande, og det var Valfiskens og Sælhundens rette Hiem.

Det havde sine egne Indbyggere, og foruden dem siden nogle fra Østen, et langskiægget Folk, som i gamle Dage flittig besøgte det, som der opbyggede sig Huuse og Altere, og som boede der i lang Tid, men som igiensiden bleve Udslettede.

Dets egne Indbyggere vare vilde og dumme, uden Love, uden Altere, og uvante til

fremmed Aag; men som dog siden maatte bukke for enkelte Personer.

Deres Marker vare Uden Sæd og deres Bierge Uden Skove; deres Føde var Fiskenes Kiød og deres Klæder af Dyrenes Hud.

Og det hente sig, at der boede en Prophete paa hin Side Vandene i Østen. Denne saae et Syn om Natten, og Synet var dette Land, som klarligen lod sig tilsyne for ham. Han faae dets forrige Soel neddalet, og dets Forglemmelses Nat forhaanden; han saae Dets Indbyggere, omgivne af det tykkeste Mørke, at tomle om uden Soel, uden Lys og Lykke, og det var deres Vankundigheds Nat.

Her tabte Propheten ligesomsig selv, Mælet forgik ham, Medynk betog ham, og en hellig Ild optændtesi hans Siel, en Ild, som han siden forgieves søgte at slukke; og dahan fornam, at den ikke kunde slukkes, stod han Hasteligen op, gjorde sig reede og sagde: Jeg maa drage over Vandene, maa igien opsøge dette Land; Kulden skal ikke afvende mig og Nattens Mørke ikke forskrække mig; thi han holdt en Bog i den ene Haand og et Lys i den anden.

Og i det han saaledes talede, see, da rakte en Engel ham Haanden og sagde: Gak i Fred, og han gik, og i det han gik, saa læste og bad han; thi Veien, som han gik, faldt over Vandene, og den var lang og den var saare farlig; omsider overvandt dog denne Guds Mand, han

naaede Landet, og da han var kommen der, opslog Han der sine Telte, og Han udsaaede der i Lang Tid den gode Sæd, men den faldt for det meeste iblant Klipper og Skier.

Men Engelen langt fra at blive mismodig over den første Misvæxt udsendte, og udsender den Dag i Dag er nye Sædemænd; men disse ere, bundne; thi deres Overmænds Giærrighed har har allevegne trygt og trængt dem.

Og see en falsk Prophete fra Sekternes Rige opstod ligeledes; denne havde iført sig Faareklæder og han talede om et Lam; men han forvendte og brugte dem begge falskeligen.

Og han sagde til Engelen: Kiere, lad der dog udsendes Sædemænd af mine til Landet, de ere de rette, og Engelen, indtaget af hans Faareklæder, sagde: Lad dem gaae; og strax udfløi der en Sverm af dette Utøi, den kom til Landet og den satte sig paa det beste Sted i samme.

Og see, derpaa forsvandt denne Engel, og en anden fremkom i hans Sted; denne taalte dem i Landet, men han yndede dem ikke. Efter et Lidet forsvandt ogsaa denne Engel, og en anden fremkom atter i hans Sted; og see, denne har allerede begyndt at opløfte sin Segel for at afmeie allehaande Ukrud af sin Ager; thi han har Øine at see med.

Forfærdes derfore nu I glubende Ulve, I Verdens Omløbere og I Folkenes Forførere. —

Denne Engel, Han skal vist opstaae imod eder og han skal sige: Hører ikke Landet mig til? Sandt nok, jeg taalte eder et lidet derudi, men nu ikke mere; nu er eders Oprykkelses Tid kommen, pakker eder derfore ud, Deraf, forføier eder igien til Sekternes Rige, til eders falske Prophete; lad ham søde, beskytte, eller adsprede eder, hvor han vil. Jeg behøver eder ikke; I har længe nok opædt mig det Gode i Landet, og i den Sted besaget det med Klinte; I har længe nok lagt Anstøds Stene i Veien for mine rekke Sædemænd, og I har længe nok kommet deres Hiord til at løbe efter eder ved eders stiaalne Faareklæder. -

Eders slebne Talsmand, hvis Navn er — Torius, skal ligeledes blive bortviist, og hans Sted skal ikke findes meere; thi han er en Beragere underen Broders Skikkelse.

Han bedrog en skikkelig enfoldig Mand for 1000 Talenter, og han sagde: Det skal være en Hielp for de ledige Brødre og Søstre; Og see, han bedrog tillige en fattig Enke for 500, hvis Sukke skal hvile paa hans Hoved.

Eders Træ-Green eller Qvist, som saa længe har været en Kiep i eders Haand, skal heller ikke due mere til Støttelse for eder. Den vilde vel, at de rette Sædemænd bleve afskaffede, og at Landet igien blev givet til Brødre og Søstre; men viid, at mit Hierte er tillukt, og mine Øren tilstoppede for den ufornuftiges Tale.

Neppe havde Engelen udtalt disse Ord, førend der blev Hørt en anden Røst, som raabte og sagde: Ja vel! du store Engel; men Sædemændene de rette, dem du selv udsendte, deres Nød, — kiere lad dig bevæge;

Thi see, deres Forstandere og Overmænd de handle ikke med dem, som de burde: de sidder selv og nyder Frugterne, de æder det Feede, og hviler sig paa deres Leie til langt paa Dagen; men Sædemændene lade de bonde mangle og lide. Klager disse, saa ynkes dog ikke hine. De har ikke Hierter til enten til at lætte eller trøste dem.

Hvorfor handle I saa haardeligen? Hvorfore paalegger I dem Byrder, som I ikke selv vilde røre med en Finger. Træd dog ikke saaledes paa den Svages Ryg, oa ladandres sure Sveed ikke falde for læt for eders Øine, I forestiller eder 10 Aar som 10

Dage, men viid, at pløie iblandt Klipper 10 Aar, er vanskeligere, end 10 gange 10 paa den jevne og slette Mark,

I lod oprette en Plante-Skole, at de Hiemme skulle lære Landets Tungemaal; men I forskaffede dem ikke det Fornødne at leve af, og I bekymrede eder heller ikke derom.

I satte en Læremester, som skulle udtolke dem Landets Sprog, men han giorde der kun sielden, og naar han giorde det, saa giorde han det kun saa løseligt og for et Syn.

I forelagde ham en stor Bog, som var skreven fuld paa alle Sider, og som ved enhver Ting især pegede op til en Almægtig; og I bød ham flitteligen at aabne og at udtolke den, som er nyttigt Lys for Sædemændene at gaae efter i sin Tid; sandt nok, han paatog sig det ogsaa tilligemed Tittelen, som han sik derefter, og som han lod sig got befalde; men at oplade Bogen, eller sine Læber til dens Udtolkning, derpaa har han endnu ikke begyndt.

I gav ham ogsaa Friehed at udvælge til Sædemænd, hvilke han heelst lystede; en Friehed, I burde have forbeholdt eder selv, da den ikke var bleven saa meget misbrugt, som den nu er; thi i det han skulde vælge til Landets Fordeel, vælgede han kun til sin egen, - og han sagde ved sig selv: Sædemændene skal være unge, og de skal lade sig

lede ved mit Bidsel; thi jeg finder ikke min Regning ved, at de skal være kloge og vittige. -— Dømmer nu herefter, I Forstandere, I Øverster, hvorledes I har anvendt eders Sold, de 300, som I gav ham Aarligen, om de ikke ere spilte, og om det ikke snarere har været til Landets Skade end Nytte.

Og da Røsten havde udtalt disse Ord, vendte den sig om til et andet Sted, og sagde: Hører mig I Kiøbende, I som ene fik Friehed at handle og vandle, som I lystede, i Landet —- Vee eder, I benyttede eder kun af Landets Taabelighed; I kiøbte en fuld Kurv af Frugter for nogle stinkende Blade, og I sagde endda: Vi vinder intet. -—

Men see, Engelen smiler til de Ulyksalige, og han ynkes, og han skal sige: Tusinde skal ikke fattes for at berige 10, og de Fremmede skal desuden ikke kaste sit Anker ved Landets Skier; thi Landet hører mig til, og Mine Børn skal høste en tilladelig Fordeel, Uden dog at udsue Landets Indbyggere. —

Men hvorfore udvidede I ikke eders Handel mere, og hvorfore opsøgte I ikke den østlige Side af Landet, der, hvor Altere fordum vare opbyggede, hvor Hiorden fandt sin Føde i Dalene, hvor Seglen afskaer Sæden og Frugterne,

Men viid nu, at landets Handel skal fratages eder, og igien gives til saadanne, der uden at udsue Indbyggerne, skal vide at føre sig den til Nytte.

Alle disse Ting, skal høres og vel ikke høres; thi Sandheden er et Rosentræ, der stikker undertiden Haanden, der vil gribe dets deilige Roser.

Et Himmel-Brev nedfaldet og fundet i Faard**-up af Stedets Degn og nogle andre hæderlige og dydzirede Matroner. Men nu ved samme Mand til Trykken befordret og forøget med en liden Fortale.

Et

Himmel-Brev

nedfaldet og fundet i Faard - - - up

af

Stedets Degn