Forsvars-Skrift, for Fanden og Jøderne.
Skrevet af Anne Blyetækkers.
Kiøbenhan 1771.
Trykt og findes til Kiøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet
23
Alle bande Jøderne. Alle bande Fanden, endog Jøderne selv. Jeg vil forsvare dem begge. Vel er jeg kuns en Kierling. Men tager Ederi Vare fordenne Sammenhæng. Gamle Kierlinger kan udrette utroelige Ting, og overgaae Lusifer selv i Knebs Mangfoldighed. Dog vil jeg slet ingen Kneeb bruge; men ligefrem i al Tydelighed og Enfoldighed forsvare Satans og Jødernes Sag. Satan er meget gammel, og Jøderne paastaae at de er den ældste Nation paa Jorden. — Store Herligheder! Alderdommen er hæderlig hos enhver. De graae Haar bør æres allevegne. — Sandt er det, at vores forfløiene Ungdom og Spradebasser foragte
4en dydig Alderdom, i sær, naar den er fattig. Nogle Fyrster pleie og at foragte en udtient Alderdom, som ikke mere er virksom. Men i hvordan det end er, bør Alderdommen. æres. Det har været en Lov hos alle Nationer. I Kraft af denne almindelige og alle Nationers Lov bør man ære Fanden og tilbede Jøderne for Alderdommens Skyld. Der ere jo ogsaa nok, som tilbede Jøderne. Fyrsterne selv knæle for dem, naar deres Armeer udfordre den allerhastigste Udstyr. — Hvor faaer Jøderne de mange Penge fra? — Spørg Fyrsterne, som tillade dem at narre baade sig selv og alle deres Undersaatter, fra Throneos nærmeste lige indtil Vadmelet. — Hvad Raad for disse Jøder? — Giør dem til Slaver, send dem til Kolonierne, og lad dem ikke leve af at bedrage Folk. Saaledes giorde De kloge Græker og Romere. Lader os følge deres Exempel heri. Vi ere jo ellers forelskede nok i dem; ja vor Kierlighed gaaer saa vidt at vi endog holde offentlige Disputationes over deres gamle Skoe, Støvler, maaskee og F * * — Lad dem arbeide i Indierne, lad dem giøre Volde i Stand, tilføre Jord i Hiulbøre, og s. v. Dette maatte jo de ærlige, de tapre, de modige, de stærke Jyder giøre til Tieneste
5for de spæde Romere, da Marius havde faaet Seier. De vare Romernes Broeleggere og Strandkadetter. Der er mangen Gade endnu i Rom, bygt i Cimbrers Sved. Skulde Jøderne da vel være bedre? Skulde de blive Kapitalister allene ved at have den Umage at bedrage bag en gloende Ovn? Men hvad er det jeg giør. Jeg skulde rose og forsvare Jøderne, og jeg synes at være kommen af Veien. — Altsaa til Materien igien. — Men nu først til Fanden; thi han er ældst. — Hans Alderdom er ham til Ære. Det er beviist. Nu vil man beskylde ham; ja de stakkels Jøder selv for Hovmod. — En Fyrste hovmoder sig af sit store Slot, en Premier-Minister af at være Fyrstens Slave. En Spradebasse hovmoder sig af Haaskiererens laante Bukler, en Skomagersvend af sin Kaarde, en Matros af sin Kobberpande. Hvorfor skulde det da ikke være Lucifer tilladt at hovmode sig af sin gamle og nye ubeskrivelige Værdighed. Hans gamle Herlighed er bekiendt for enhver. Den nye er det ikke mindre. Tænk, hvilke Herligheder han har. Hele Asien hører ham til; thi de ere jo kuns Tyrker og Afgudsdyrkere. Humanitet og Dyd hielper dem ikke. De skal dog høre ham til
6Hvorfor? Hvad veed jeg det? Fordi Asien er Assien. Det meeste af Amerika og Afrika er hans; ja fast altsammen. Saaledes Herre over tre Parter af Verden, giør han billig Pretension paa Europa. Alle Catholiker og Reformerte, med en utallig Hob Dissendentere høre ham og evindelig til pleno Sc plenisfimo jure (Tænk hvilket Herredom.) Nu komme vi til de kiere Lutheraner, som kuns er en Haandfuld Folk, og af dem skal han endda have de fleste, saa at man med Rette kan kalde ham Verdens Monark. — Stolthed og billigere Stolthed, end naar Spradebassen giør sig tyk af sit Geheng, Cathecheten af sin Cathechismus, Klokkeren af sine Skriver-Penge, Graveren af sin skuffe, Professoren af sit kiøbte og fortyggede Collegium, Jomfruen af sin Viste, Sergeanten af sin Kiep, Studenten af sine Bene, Contoir-Svenden af sin Pen, Fyrsten af en unyttig blodkiøbt Seier, Magistraten af en forpiint Borgers Sukke, Gnieren af sit Jernbundne Skrin. — Alt Dette veier endnu ikke op imod at være fast hele Jordens Herre og Regent. — Jøderne har og billigst Aarsag til Hovmod. — Adspredede iblant alle Nationer paa Jorden uden Scepter, uden Fædreneland, ere de dog
7den rigeste og tillige talrigeste Nation paa Jorden. Ingen Nation i Verden overgaaer dem i Folkemængde og Guld. Vare de samlede, havde de Canoner; hele Verden skulde i en Hast være deres. Billig Aarsag til Hovmod, langt billigere, end naar vore Officierer hovmode sig af at kunde flaae Huden af de Gemene ved Tamp og Rødder; langt billigere, end naar en Fyrste hovmoder sig af den forsukkede Borgers Skatte, Premier-Ministeren af sin Coquettes Ansigt og yndige Miner; Coquetten af den Myndighed, hun har over Ministrissimus; Politiemesteren af sit Raadstue-Hul, Procuratoren af sine dumme Indfald, som han kalder Klygter, og som passere derfor, naar Dommeren har mere Kapunsteeg i Maven end Hierne i Hovedet. — Begge ere store Negotiantere, begge, nemlig Fanden og Jøderne. Disse giøre alle Ting i Penge. Hiin giver sine rede Penge ud for at vinde Mennesker. Fanden holder sine Kontrakter troe og ærlig, og oppebier endog det sidste Minut, som vi tilforladelig kan læse os til i Fausti, Luxenborgs Liv og Levnet & c.
Jøderne holde ogsaa deres Contrakter troe og ærlig, og drive deres Negotie
8uden al Sviig. —- Nei holdt. Nu er jeg bange, at jeg lyver. —- En ærlig Jøde! hvordan mon han skulde see ud? Men har Jøderne Ord for at snyde? Jeg troer, at der ere flere, som bruge dette Haandverk. Skulde de christne Kiøbmænd ikke ogsaa forstaae denne Konst? Er det ikke sandt, at de christne Jøder ere de verste Jøder? Jøderne hos os maa ingen Haandverker lære eller øve. De maae betale til vore Fattige og deres Fattige. Deres Borgerskab koster dem meget mere, end andre Nationer. Aarsager nok til Snyderie. Mazarin maa have været af jødisk Blod. Han forstoed den Konst at snyde, og overgik alle Israels Børn i dette Haandverk. Mueligt der kunde være flere Ministrissimi, som forstoed Konsten. Vore Coquetter snyde ogsaa artig nok. De snyde endog Jøderne, i hvorvel disse Karle lage sig temmelig vel i Agt for dem. Vore Kiøbmænd, som spille saa længe Banqueroute, indtil de blive Excellencer og Monseigneurs forstaae vel ogsaa noget af Jødernes Haandværk. Vespatian, skiønt Fyrste, og hele Verdens Fyrste, maa og have været en stor Snydere, da han lagde Skat paa Kammerpotter. Men endelig Vespasian var en Jøde; i det mindste
9maa Jøderne have troet det, siden de holdt ham for deres Messias. Kan saa store Regentere være saa nedrige, hvad Under da, at en Jøde, avler, sammensmeltet, fød og opdragen i Nedrighed, kan være nedrig. Den store Fyrste Vespasian (og maaskee han haver mange Lige) var nedrig omsonst (at jeg saaledes skal forklare mig) men Kananæeren maae være det, for at fortiene det daglige Brød. -— Jeg forstaaer mig ellers ikke paa denne Kammer-Potte-Skat. Mig synes, at saadan en Anordning kunde stedse blive eluderet. — Men hvad gaae os de romerske Sager an? — Skulde en Professor af en sær Hendelse komme til ar kige paa disse Blade, og forstaae dem, da fik vi mueligt en Disputation pro Loco, under Titul:
Celeberrimi & Doftisfimi Domini Professoris differtatio publica de vectigali, urinæ fub Vespafiano imperito. ——
Snyde nu Vespasianer, Mazariner; lad da en stakkels Jøde snyde lidt med. Man har svoret paa, ar der ere de Lande, hvor Magistraten og Skifte-Forvalterne snyde ogsaa. Fy! det maa være fæle Lande, Himlen være lovet, at de ligge langt fra vores. — Men hvem kan opregne
10alle Slags Snyderier. — Sergeanten snyder Soldaten. -— Matrosen snydes; alle Mennesker snydes. — Hvorfor maa Jøden da ikke ogsaa snyde?
saa snyd da, Jøde! snyd, det er bit Gavn og
ære,
Du ingen ærlig Ting, et Haandverksbrug maa
lære,
Hvad Under, at du da maa snyde hvem du:
kan,
Som Kone, præst og Ovn bor holde udi
Stand!
Men jeg er bange, at jeg bliver for vidtløftig. Lad nu Snyderierne
vidtløftig. Lad nu Snyderierne fare. Fanden og Jødernes Navn er i sig selv berømt, og tiene i alle Tilfælde, som Epitheton. Han seer ud som en Smaus, siger man, naar en har sorte Haar, sorte Øine, og lidt for meget Skieg. — Det er ret en Jøde, siger man, naar en tager skikkelig Spekhøkker-Profit. Han er snue som Fanden, siger man om en Minister, som har Keiserens Skat i sine Giemmer, pg som prægtig har bedraget Almuen. Der er en Fandens Karl, siger man om en
11Matros, som bander og flaaes i Fnldkommenhed. Det var Fanden af Student, siger man, naar han kan desputere langs op og langs need af Veggene, og raabe med en løbende, flyvende og taabelig Tunge: Diftingvendum! — Videre vil man laste Fanden for sine mange Omskabninger. Snart giør han sig til Engel, snart til Menneske, snart til Best. Men omskabe vi andre os ikke ligesaa ofte? Snart krybe vi paa alle Fire, naar vi intet Brød have. Ere vi forfyldte, og har en smuk og forgyldt Kiole paa, da gaae vi paa et Been, og vilde gierne flyve i Luften. Ulve imod vore Undermand, Ræve imod vore Ligemænd, Camæleons imod vore Overmand. Ere disse ikke Omskabninger nok? Vi danne os i alle Former, naar vi kuns haabe Metal. Vi kan tage alle masker paa, og Fanden selv kan ikke saa hastig forvandle sig, som vi. A er Frietænker med Frietenkerne, Pietist med Pietisterne, Svirebroder med Svirebrodrene, og indgetogen med de indgetogne. Foruden laante Masker, forvandle vi os i Virkelighed. Vi tabe ofte med Aarene vor hele Karakter. B var en Gnier i sin Ungdom, i sin Mandom blev han ødsel, og i sin Alderdom en Gnier igien. Hele Nationer forvandle
12sig saaledes, at ingen kan Tiende dem igien. Hvor ere vore gamle Romere bleven af? Hvor er den grædske Vittighed, Tappperhed og Philosophie?—- Spanien og Portugal lade af fra deres Overtroe, slibes og blive menneskelige. — Jeg veed ikke, om Frankerig har vundet eller råbt i disse sidste Tider; dog troer jeg snarere det sid ste, Jøderne og Polakkerne ere nesten uforandrede. Begge uroelige, fulde af Kneeb og Hofmod. Jødeland saae ud i Vespatianernes Tider, ligesom Polen seer ud nu omstunder. Jeg kan ikke forudsige Polens Skiebne. Jødeland blev totaliter ødelagt; men de havde ingen Russer til Forsvarer. Rusland, hvilken Scene af Forandringer! Cujoner ere blevne Helte. Barbarer Philosopher. Grovhed er forandret til Vittighed, og det største Slaverie paa Jorden synes forvandlet til en almindelig Friehed. Love regiere i freden for Stokken og Tampen. En Menneske- Bens inde sidder paa den Throne, som før sukkede under Ild og Sverd. Hele Tyrkens Magt er nu kuns lidet imod de Armeer, som en Haandfuld Svenske før har kundet forjage ved første Øiekast. — Preussen, hvilket mægtigt Rige! de gamle churfyrster Drømte aldrig om saadan en Herlighed,
13Magt og Vælde. — Hvilket yndigt Syn! en Konge paa Thronen, som philosopherer, som elsker Videnskaberne, og selv dyrker dem. Hvad skal man sige om Engelsmændene? For alle Nationers Slaver: nu Søens og Handelens Herrer, frie, rige og mægtige. Men lader os betragte vort eget i Norden. Hvilke Seier-Scener skues ikke
i her! en Salomon paa Thronen, som forener
en virksom Ungdom med menneskekierlighed og Viisdom. En elsket Regent, et elsket Folk! Norden bør forvandle sig under der saa stor en Styrere. Den erkiendtlige efterslegt vil sette en nye Tids regning fra Christian den Syvendes Alder.
Hans Levedage (gid de vorde mangfoldige i Tallet) skal see Søerne vrimle af Dansk Handel! Ocean skal sukke under Byrden
af kneisende Krigskibe, hvis Kanoner og mandskab skal være en Redsel før den, som torde være Nordens Fiende. Krigs-Hærene til Lands vil komme i den Forfatning,
at den gamle grædske Phalanx
selv vil ikke være at ligne derimod. Videnskaberne, Studeringer og Konster vil svinge sig høiere, end under Roms August og Frankerigs 14de Ludevig. Vi have Skrive - Friehed, og af denne kan man vente store Ting — Uden denne havde
14vi hverken havt Virgiler, Horazer, Nasoner, Ciceroner, Lucrecer, Bailer, Clercer, eller nogen anden skinnende Forfatter. Nei! vi Danske har Lov til at feile, lige saavel som disse have feilet. Men, saa have vi og Friehed til at opløfte os imod deres Fuldkommenheder. O kommer alle Stænder, og takke knælende den 7de Christian, Christian den Store!
Thronens Nærmeste.
Vi elske Christian; Hans Liv er vores Vel, Han os for Venner har; ei nogen til sin Træl; Vi ei ved Hyklerie skal slide vore Dage;
Men Sandheds, Troeskabs Frugt i fulde Friehed
smage.
Borgeren.
Lev længe, Christian, lev udi Held og Fryd, Vi skue Virkningen udas din Konge-Dyd,
Din Omsorg er for os med Viisdom og med Naade, Gid du til evig Tid for Norden maatte raade!
Bonden.
Lev længe, Bonde-Ven! vi Friehed har ved dig, Du haver giort vor Stand fuldkommen lykkelig.
15Krigsmanden.
See Christian! dit Moed os giver Moed og
Kræfter,
I Disciplin og Moed vi ingen give efter.
Den Studerende.
Nu er den gyldne Tid for os Studerende,
Vi tale, det vi veed og er lyksalige,
Vi ved Studeringer nu giøre kan vor Lykke;
Thi Børsten fløiten er, som pleied før at trykke.
Den Geistlige.
Den Syvend' Christian vor Nordisk Salomon,-Er en ømsindtlig Ven af vor Religion,
Ved den begyndte han de første Konge-Dage,
Ved den sit hele Liv han nidkier vil fremdrage.
Seraphers Fader! Du! som kan alt, hvad du vil, Hvis naadigst Forsyn er paa Jorden virksom til Vaag over Christian, og lad ham længe leve Hos os, før han hos Dig blant Seraphim skal sveve! !
16