↩

Et merkværdigt Syn

over

Kiøbenhavn,

i Følge

med den

Allegoriske Drøm.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Le seul but de toute morale est de faire Connaitre à l’ homme ses devoirs & de Chercher à le rendre hûreux, en l' engageant à les remplir. L’hermite.

Øyemærket af al Sæde-Lære er, at lade Mennesket kiende sine Pligter, og at søge, at giøre ham lykkelig, ved at faae ham til at opfylde dem.

1. Christelige Konger! Verdens, den mørke Verdens Fakler! stiger ned af eders vaklende Troner! deres Grundvold er overskaaren, deres Stand-

hastighed er indbildisk, siden det Slagflod, hvoraf Religionen blev hentaget.

Oplyste Philosopher! Verdens synlige Serapher! drager Mennesket ud af sine Vildfarelsers Irgang! slaaer det farlige og tykke Dække til Side, som indvikler de fordeelagtige Sandheder, som det ikke tør betragte, mens det mørke varer, som Ondskaben har udgydet med fulde Hænder over Jordkloden.

3. Igiennemtrængende Lærde! den blinde Menneskeligheds Ledsagere! laaner disse Omvankende eders Erfarenheds Stok, som i Blinde vil stoppe Lasters Demning, og som finder ingen Udgang.

Apocryphisk Tale,

holden

en velgiørende Silphe

eller

Luft-Geist,

som blev foruroliget i sin atmosphæriske Vaaning.

Uendelig — gode, uendelig — viise, uendelig mægtige Væsen! Kongernes Konge! lad en Straale af dit Lys røre Jordens Guder saa stærk, at et stort Antal Undersaatters Velfærd ikke

skal blive en Bold udi deres Haand! — Ved Jordklodens Fødsel var Verdens Aand i sin Barndom; ved Indgangen

i Eden var den i sin Fuldkom-

menheds Grad; ved Forjagelsen af Paradis var den i sin Ulykkers Afgrund; ved Syndflodens Komme var den i sin Uvisheds Kaos; ved Messiæ Komme var den paa sin Lyksaligheds Spids, og nu er den i Raserie,

Lad din stærke Haand, o! Evigheds Kiempe! rive alle de farlige Projekter udaf de sorte og egennyttige Hierter, som yngler iblant os!

Det er kuns Penelopes Tøy, vore Modens smaa Hoveders ynkelige System.

Siden det ulykkelige Øyeblik, da Redeligheden blev afsat, og i den Stæd kom Ondskab, Frekhed og Liderlighed, er de vise og plagede Undersaatters Ulykke voxet og fordoblet.

Verdens Moralitet er en Bygning, til hvilken enhver bør bære sin Steen.

De gode Sæders Vaaning bør være den flygtige og fordrevne Dyds fri Stad, og ikke et blot Mindes-Mærke, som uden til er gipset og ziret, forgyldt og besadt med Blomster, oprettet midt i Dydernes og Lasternes Hovedstad.

Denne store Bygning, hvor den sande Ære venter hver Dag paa de tænkende Væsner, bestemte til en evig Lykke, er næsten nedreven.

Nu seer den kuns ud som en elendig Muur, hvor man her og der seer de forargelige Skandskrifter, som den men-

neskelige Aands og Hiertes Vildfarelser og Forvirrelser har avlet. 4.

Ethver Aarhundrede har frembragt Uhyrer, som har spyet deres Lasters Forgift og deres Forbrydelsers Bommer paa de hellige Muure i Dydens Tempel.

Denne Tempel bestaaer af to Hovedbygninger, vi vil kalde Forbygningen: den naturlige eller philosophiske Morale, og Bagbygningen, den aabenbarede eller theologiske Morale, hvilket vi vil giøre, for at ære Erindringen af Tiden og Ordenen i Tiden.

Den Tids Punkt fra Verdens Skabelse skal beskæftige vor Aands Tanker,

og den Tids Punkt fra Frelserens Komme i Kiødet skal have med vor Hiertes Fornemmelser at giøre; den første ledsager os til den Lyksalighed, at finde, elske og eye Sandheden, og den anden fører lige til Lyksaligheden selv, den evige Lod for udødelige og dertil skabte Siæle.

Hvor er det fornuftige Menneske, som maatte vegre sig ved, at slaae sin Boepæl i en Tempel, hvor Dyden denne store Gudinde, giver sine guddommelige og vise Lextioner?

Men min Forundring forøges. Disse ere de eeneste tænkende Væsner, begavede med en forstandig Siæl, med fornødne Evner til at faae fat paa og holde fast paa Lyksaligheden, som ven-

der den Ryggen, for at løbe, som galne og rasende Væsner efter nogle Skygger af forfængelig Ære, efter nogle Spøgelser af en bedragelig Lyksalighed, efter nogle forgyldte Beenradder af en ormstukken Visdom.

Men mine Venner! lad os skiule os for denne Mængde Daarer, hvis frivillige Star-Blindhed vanærer Menneskeligheden, og hvis Hierte er drukken af en smitsom Gift.

10.

Lader os sætte os i Skiul for den giftige Luft, som omringer vore Siæle! og lad os fare over paa Religionens Vinger i det stille og reene Dydens Klime!

Det er, der, at vores Aand, der er udmattet og svækket ved Lasternes Ii-

linger og hvasse Veyrkast, kan i kort Tid komme i en Velmagt, vi en Dag skal fremvise i den skinnende Kreds, hvor vi skal møde Engle og høye Kreature, bestemte til at være vor Saligheds Sælskabs Venner.

11.

Hvis nogen Lægedom kan distilleres ved vor svage Pen, saa lad os vove en Dristighed, den gudelig Styrke at bekiendtgiøre den, uagtet den Foragt, den Fortrydelse, og den Utak, man vil vise os derfor; thi det er en utaknemmelig, en forhærdet, en rasende Patient, hvis Helbredelse vi tænker paa; det er en frivillig Blind, hvis uovervindelige og ynkelige Hovmod kaster Religionens Stok fra sig, som forsmaaer og udslukker Fornuftens Fakkel, det er Verden, det er at sige nok mine Venner.

12.

Dydens Fiender, som ikke gider gaaet ud af deres Muldvarpe-Natur, elsker Vanvittigheds tykke Mørke; den tætte Vildfarelses Kaos er deres Element; men det er Sandhedens guddommelige Ild, der skal allene smelte dette Marmor-Elementes Iis.

Denne tilbedelseværdige Sandhed klinge fra Kant til Kant i Verden, i alle Kroge og Giemmer hos den syge Verdens Aand og Hierte, for dog engang for alle, at lokke den latterlige og ynkelige Jordens Indvaaner ud af en farlig Sovesyge, den i saa mange Aarhundrede har lagt udi.

14.

Lad os antænde Religionens og Fornuftens Fyrer, der næsten ere plat udslukte!

lad os opstille dem, mine Venner, paa

Kysterne af Livet, hvor Mørkhedens Rige udstrækker sine Grændser.

15.

Lad os støde i den overtalende Sandheds Trompette! paa det at dens salige Klang maa trænge ind i Grunden af alle Kobberog Malmhierter!

16.

Den Dorskhed, Verdens Siæl ligger udi, skal adspredes ved den guddommelige Dyds uimodstaaelige Styrke.

17.

Den menneskelige Aands naragtige Vendinger skal blive fixeerte, og latterlig giorte paa saadan en Maade, at den ikke længer skal beholde en lastig og fordømmelig Modvillighed.

18. Lad os giøre, mine Venner, det lidet Gode, der staaer i vor Magt, mens det lidet og grændsefulde Rum af vore Dage varer! og lad os saae i Tiden, for at høste i Evigheden. 19.

Skrive-Frieheden har undermineret Sømmeligheds Demning, og en nysgierrig Nations fordervede Smag har ganske opbrudt den.

20.

Det lidet Guld, der flyder igiennem, kan man ikke faae Øye paa, eller finde iblant det meget Skarn. 21.

Lad os stoppe nogle af Hullerne i Dydens Vold, ved en christelig og fornuftig Morale! uden at lade os kyse ved en barnartig Frygt, opvakt ved disse Lygtemand, hvis

svage Kræfter bestaaer i at bedrage og forføre de Reysende, som med et fermt Skridt hver Dag kommer Evigheden nærmere.

20.

Lad os flye hid, at komme Uskyldigheden til Hielp, som er flyet ind i den sande Christens Arme; lad os giemme dens Blufærdighed for vore vellystige Voltairers lastige Øyekast! lad os kaste et Dække af en hellig Ærbødighed over dens døende Undseelse, og lad os frelse os med den af Lasternes Strøm, som vil snart opsluge den formastelige og frekke Verden! lad os arbeyde, uden Haab om Belønning her! Belønningen for vore Møyer er giemt til Evigheden.

Luc. 11. Cap.

Hvert Rige, som vorder ueens med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er adskildt imod sig selv, falder.