[Immanuel Chr. Grave] En Norsk Hyrdes Indtagelse i et Bierg. Virg. Eclog. IV.

En Norsk Hyrdes Indtagelse i et Bierg.

Virg. Eclog. IV.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde.

2

        

3

Paa nogle norske Fielde vogtede en ung Dreng Qvæg. Stedets

Eenlighed, og de utallige Gienstande, som Naturen forestilte

hans Sandser, opvakte hans naturlige Sind- riighed. Nye Begrebe udvikledes daglig.

Han begyndte at see sig an, som en liden Monark, for hvilken alle disse Naturens Yndigheder vare dannede. Disse høie og majestætiske Bierge vare ligesaa mange Slotte for hans ærgierrige Indbildning. De hvelvede Huler vare hans Gemakker, som Naturen havde ziret med glimrende Ertse og Muskelskalle. Der sad han tit henrykt, og smagte de uskyldige Retter, som hans Hiord ydede; thi de frugtbare Dale gav hans Qvæg feede Græsgange, og dette toldede oprigtig til sin Behersker af

4

4

dets Fordele. En daglig Omløben med Hior- giorde ham tidig til hans Maaltider; han aad og stod glad op fra at nyde. Indiens Urter vare ham ubekiendte, de ophidsede ikke Ædelysten til at overskride Naturens foreskrevne Grændser, derfore beholdt Siæl og Legeme fin naturlige Munterhed.

Tusende smaa Fugle udgjorde hans Bordmusik. Den stolte Tiur, der med sin Bromren sang sin Elskov, var ligesom en Pauker, der slog Takten i denne Lystighed.

Hist saae han en Mose, hvorover et guult Teppe var udbredet, der kastede han sig ned, og plukkede disse nydelige Multebær, som trodser de falerniske Druer.

En anden Tid klavrede han op paa et steilt Bierg, hvor man Aaret før havde brændt en Braate. Jorden var endnu sort og forbrændt, men indsprængt hist og her med en blodrød Farve. Indtageligt Syn for Øjet! Lugten af den brændte Gran og de vellugtende Jordbær giorde en behagelig Blanding, og var et Ambra for Næsen, og et Nektar for Ganen.

5

5

Rindende Aaer, der nedkastede sig med en skrækkelig Brusen over de steile Bierge, var ham et ligesaa stolt Syn, som Versailles og Marlis kunstige Vandspring for den franske Ludvig. Havguder og Gudinder, Havsviin og Hvale af Metal (kunstige Blendeverke) drillede ikke hans Øine, men han saae den modige Lax, der pukkende Klippen vover et Spring til sin Undergang, den blanke Forel, og den safrangule Aborre, som lystig sprætter i Vandet, og syntes at ville besee Landets Yndighed.

Udstrakt paa Jorden under Skyggen af en Asp, saae han Gederne, Hiordens Vovehalse, paa Pynten af en Klippe, at pukke

Døden og Afgrunden, ikke for at de jo fandt Føde nok i Dalene, men de syntes at ville forlyste deres Herre med sine Luftspring. Deres spøgefulde Unger i adskillige latterlige Stillinger prisede Ungdommen og Sommeren.

Biørnene med sine Unger lode sig og see paa Skuepladsen. Hvo skulde troe, at under denne lodne Pels boede Ømhed? De slikkede sine Unger, og omfavnede dem, de forglemte sin naturlige Haardhed, og med en halv mild

6

6 Smiil yttrede Fornøielse over de Unges Krumspring og Favnetag. Men dette Optog saae Hyrden an fra en høi Gran, hvorfra han ikke torde nedstige, førend det var til Ende.

Utallige saadanne Gienstande vare hans Eenligheds Tidsfordriv; men Mennesket er skabt til at omgaaeS med Mennesker, og kan best smage Selskabers Behagelighed. En længselsfuld Ild optændtes da i hans Siæl, og kom disse blussende Kinder til at falme. Ved Bredden af Aaen satte han sig tit, og spejlede sig selv for at see et Menneske. Dette Blendeverk syntes lidet at forsøde hans Længsel. Han greb tit til sin Luur og til sit Horn, og Biergene gav ham et ligesaa sørgefuldt Gienlyd tilbage. Hundene kom og slikkede ham, med deres Logren bevidnede de deres Ømhed, men forundrede over at savne den sædvanlige Munterhed, pakkede de sig bort, og syntest at tage Deel i hans Sorg.

Fordybet i disse Betragtninger hørte han en Raslen i Buskerne, og en ung velskabt Pige fremtrinede. Ungdom og Uskyldighed spillede i hendes Øine, og et stort flagrende haar nu skulle, nu blottede det yndigste

7

7

Bryst. Hun neiede, tog Hyrden ved Haanden, og bad ham følge sig.

Den Behagelighed, hvormed hun iverksatte dette, forædlede hendes Skiønhed; thi det skede ikke med en amasonsk Frekhed, Siælen i Bypigernes Opdragelse. En malt Rødhed over et deiligt Ansigt forekom, som det skede efter Befalning fra en Bydende.

De gik nogle Skrit, og standsede ved Foden af en Klippe. Jorden aabnede sig under deres Fødder, og med en langsom Fart saae de sig nederst i Afgrunden. Her kunde man ikke forestille sig et grueligere Syn. Løsnede Stykker af Klipper, af Slotters Størrelse, Grus og Stene slængte oven paa hinanden, viste et Billede af en Stad ødelagt af Jordskielv. En mineralsk Stank uddampedes, der forgiftede Luften, og giorde Pusten besværlig. Vandet, der siede imellem Rifterne af Bierget, gav en huul Lyd, naar det i store Bubler faldt paa Bunden, og vædede som en Støbregn. Endelig standsede de ved en Hvelving, der syntes at være en Indgang til en Bolig; men man var dog uvis, enten man havde Kunsten eller Naturen for sig.

8

8 De kom da ind i en Afdeling, hvor Hvelvingen og nogle Pillere, hvorpaa den hvilede, var udhuggen af et Stykke, men intet var glattet eller ziret, intet Ligemaal eller Forhold iagttaget. De nærmede sig til en anden Indgang, hvor Pigen bankede paa en Dør, som blev aabnet af en Gubbe med graat Haar og et langt Skieg, der naaede indtil Beltet. Paa hans skaldede og rynkede Pande syntes Klogskab og Sindighed udgravede, og noget, (jeg veed ikke hvad), som indpræntede Ærbødighed. Velkommen! sagde han, i det han tog Hyrden ved Haanden, velkommen til os under Jorden. I den Belevenhed, hvormed han udsagde disse Ord, kiendte Hyrden strax igien det Elskværdige hos Datteren.

Frygt betog Hyrden Svar. Min Gud! udbrød han, hvi kommer jeg her? Men den Gamle, med et venlig Smiil, klappede ham paa Kinderne, hvorved han kom noget til sig selv, og endnu mere ved at høre følgende Ord:

Det er af Medynk over din Enlighed, og for at giøre dig lykkelig, at jeg har ladet dig nedstige til mig, det skal bero paa dig selv,

9

9 enten du vil tage Deel i mine Skatte, eller komme tilbage til din Hiord.

Ved disse Ord kom Hyrden til sig selv, og raabte: Hvem er da I, ærværdige Gamle! som har denne forunderlige Magt, at nedsænke i Afgrunden, og hvorfor har I udvalgt eder disse underjordiske Boliger, I, som er saa vel skikket til at boe over Jorden?

Jeg er en Biergtrold, (som man kalder det hos eder), svarede den Gamle, jeg regierer en Deel af det underjordiske Norge. Mine Skatte, som du skal faae at see, skal overtyde dig om min Vælde. Det er mig, som raader for eders Biergverkers Lykke, og de Metaller, som kunde udgiøre eders Riges Herlighed, ere Gaver, som jeg langer eder af det jeg selv vrager. Jeg har altid elsket det gamle Norge, og skiønt min Lykke har ingen Forbindelse med eders, tager jeg dog Deel udi den, og vær forsikret, at jeg ikke er uvidende om, hvad som gaaer for sig over Jorden. Jeg har altid været opmærksom ved Norges Tildragelser, og æret disse store Hoveder, som har fortient Navn af Landets Fædre; men før jeg herpaa giver dig et Beviis, skal jeg først skienke dig

10

10

en vederqvægende Drik, da du sluttelig trænger til Forfriskelse. Han gav et Vink til Pigen, der ligesom stod forgabt i den ny Giest. Hun sprang strax til, og henrede et Beger udhug- gen af en Bierg-Krystal, og ziret med Grana- ter og Rubiner. Hun tog en Flaske, og skienkede en skummende Drik, hvis aromatiske Lugt, som opfylte det ganske Værelse, var allene nok for at oplive Geisterne. Den Gamle drak ham selv til, og bad ham atter være velkommen. Han langede ham Begeret, men Hyrden vegrede sig for at modtage den, strax den Gamle i en forhøjet Tone besvor ham at drikke. Han satte den da til Munden, og udtømmede den indtil Bunden.

Denne Drik forvandlede Hyrden ligesom til et andet Menneske, den udbredde sig i hver en Aare, og trængte sig lige til Siælen. Den fordrev alle disse tykke Dunster, der hin- drede at opstige til det Høie og Ædle. Min Gud! hvilke Følelser! — raabte Hyrden, hvor er jeg ikke opløftet! — hvor brænder ikke min Siæl! — hvad er det for en ubekiendt Gud, som min Siæl øiner og tilbeder. Det er Æren, svarede den

Gamle, og Kierlighed til Fædrenelan-

11

11

det! og gid alle dine Landsmænd fik en Draabe af denne Skaal.

Fornøi min Begierlighed, raabte Hyrden, og lad mig see disse Kiendetegn paa eders Agt for Norges Fædre. Følg mig, svarede den Gamle, og aabnede en halv Dør til et smalt Gemak, der udgjorde et Perspektiv, hvis Ende kunde ikke øines. En Glands udbredde sig overalt, der blindede, som en Soel. Guld og Sølv var ikke det, som meest fæstede Opmærksomheden, men en Smag i BygningsKunsten ubekiendt for Rom og Grækenland; thi paa saa fuldkommen en Maade at forene det Simple med det Høie og Majestætiske, havdeingen før paafundet. To Rader Piller, der gik fra Indgangen til Enden, vare af sleben Gulderts, og de rige Aarer vare af Naturen saaledes indvirkede, at de forestilte Viinranker, der ligesom med Kunst vare drejede om Pillerne. Imellem hver af disse stode Helte i fulde Postyrer, omringede med Seierstegn og Sindbilleder.

Den første med et langt Haar i fri Bukkler, røbede en høi Siæl og Tapperhed; thi Mesteren forstod i en høi Grad den Kunst,

12

12

at lade Malmen tale. Han holt en Løve imellem sine Arme, og ved hans Fødder laae Konger med affaldne Kroner fængslede, som saae Helten an med Frygt og Forbittrelse. Hyrden kiendte strax igien Harald Haarfager. Hans Søn, Erik, med en Øxe i Haanden, kastede forbittrede Øine til den næst staaende, som var Broderen Hagen Adel- stein. Denne holt et Kors i Haanden, som Han viste til nogle nærstaaende Postyrer; men de bortvendte Øinene, og vilde ikke see det. Dernæst kom Ole Tryggesen, der med et Sverd i den ene Haand nødde nogle Postyrer at kysse et Kors, som han holt i den anden. Derefter saae man den dobbelt store Magnus. En forunderlig Blanding af Mildhed og Strenghed blinkede af hans Øine. Han havde en Krone paa Hovedet, og holt den anden i Haanden, men i den anden Haand holt han Tordenstraaler. Harald Haardraade lod sig og see. Han saae paa sin Formand, og Ærbødighed syntes at tale af hans Mund. Han holt i Haanden et Kort over Grækenland, men hans Hoved var ziret med en Skibskrone. Den gamle Hagen Hagensen, under en rynkende Pande, røbede en høi Gejst og en stor Siæl. Han rakte

13

13 Oliegrene til nogle, der knælede for hans Trone; men en anden, der laae udstrakt paa Jorden, syntes med en døende Mund at true Helten. Den vise Magnus Hagensen sluttede Troppen med en Vægtskaal i Haanden, hvori laae fire sammenrullede Pergamenter, han holt en Oliegreen i den anden; og en Grønlænder i en ærbødig Stilling nedlagde for ham en Knippe Fisk.

Lader os kaste et Øie til disse paa den anden Side, sagde den Gamle, og gik op til Indgangen. Den første var en bedaget Helt, tegnet med Krigens Mærker i Panden. Torden og Lynild fnysede om hans Øren, men han saae siivt, og blinkede ikke. Et i Marmor udhugget Stykke stod paa hver Side. Det ene forestilte Helten styrende et Skib, der var nær ved at opsluges af Bølgerne. Paa det andet saae man ham i Land, omarmet af tvende Børn. Ved hans Fødder laae en Løve, til hvilken han smilede.

Den næst efter ham var meget yngre, og paa ham syntes Billedhuggeren at have udtømmet al sin Kunst. Er dette en Engel? raabte Hyrden. Det er et Menneske, svarede

14

14

den Gamle, og en Menneske-Ven. Denne saae og mildt til Løven, men nogle Rovfugle, der flagrede om hans Trone, skiulte Løven med deres Vinger.

Den sidste var et udhuggen Anlæg til et Postyr. Man saae en Mængde af Sindbilleder, som vare fuldførte, men ikke opsatte paa sit Sted. Her laae et Stykke, der forestilte Helten, som en Hyrde, der river tvende zit- trende Lam af nogle Ulves Kløer. Et andet afbildede ham med den ene Haand at vande et Rosentræ, og med den anden at oprykke nogle Ukruds Planter. Et aabent Buur med en Fugl, som sang oven paa, stod ikke langt fra. Nogle Postyrer af Mennesker stode og færdige, nogle blottede, fulde af Bylder, med hængende Hoveder, andre med side Klæder, der bare Kurve fulde af Frugter, opløftede Hovedet med frimodige Øiekast. En Løve fandtes ogsaa trivelig, og med oprejst Hale. Hyrden spurgte, hvor denne skulde sættes? Og da den Gamle svarede, at den skulde ligge op til Heltens Bryst, faldt Hyrden paa Knæ, og tilbad Støtten.

15

15 Naar skal denne blive færdig, spurgte Hyrden? Der skal først, svarede den Gamle, opbygges en Tempel i Norden for en Gudinde, og Helten skal have den Ære, at den skal kaldes efter hans Navn. Et stort Lys skal altid brænde i denne Tempel, og Sønnerne fra Vardehuus til Lindesnæs skal der komme, og anstikke sine Fakkler. De skal siden adspredes paa Fjeldene og i Dalene, og giøre lyst overalt. Nogle af disse skal lære at danne Hjerter, at svinge dem op til Væsernes Væsen, at forbløde dem, og indtrykke dem Dydens Stempel. Andre skal lære at holde Vægtskaalen, at rive Lammet af Voldsmandens Haand, og stikke det i Barmen paa den zittrende Hyrde. Disse skal af mølædte Pergamenter og af Stenen opdage den rette Odelsmand, og sige: Tag dette, det har været dine Fædres.

En anden Flok skal og udgaae af denne Tempel med Forstørrelses Glasse, med Hamre og Digler. Nogle skal udbrede sig langs Strandbredden, og samle Muskelskalle og Koraller, og opdage ny Beboere i Neptuni Rige. Andre skal vove sig paa Pynter af Biergene, og nedklavre i deres Huler, og de

16

16

skal opstige med Fade fulde af mine Skatte. Nogle skal igien samle Blomster, og opskiere de bittre Rødder, og samle Frugten af Hæg- gen og Eneren, og andre Træer, og udperse Olien, der skal optøe det gamle Bryst, forstørknet af Kulden, og male Rødhed paa gustne Kinder.

Tilsidst skal en stor Skare, holdende hinanden i Hænderne, udgaae af denne Tempel; nogle skal bære Stier og Vinger, og see stivt under Himmelen; andre bære Passer og Maalesnore; andre med spillende Øine skal bære Pensler. Endelig nogle forslidte Pergamenter med hængende Segl.

Hyrden, uden for sig selv, skreg i Henrykkelse: Naar skla denne Tempel oprejses? Hvortil den Gamle svarede: Helten søger alt efter Grundstenene.

O! begynd at udgrave hans Ansigt, raabte Hyrden, og lad hans øjekast blive saa skrækfulde, at de gier Avind maalløs.

Hvor skal denne Tempel oprejses, blev Hyrden ved? I en liden Stad, svarede den

17

17

Gamle, hvor Sirenernes Sang skal ikke fortrylle de unge Hjerter; thi Gudinden er nidkier for sin Ære, og vil med ingen dele sin Dyrkelse.

Men hvor skal disse Skatte tages, blev Hyrden ved, efter nogen Stiltienhed? Landsmændenes Ædelmodighed, svarede den Gamle, er et riigt Skatkammer, om der end ikke vare andre Udveie; men jeg veed endnu et: Skulle nogen af eders Geistlige vegre sig ved at overgive de benificerede Gaarde, som er en Torn i Øiet paa saa mange, og som dog indbringer saa ringe Fordele for Bøxelherren? Der ere jo mange af disse Gaarde, som ingen vil tage i Betænkning, at tilkiøbe sig for 3 a 4000de Rixdaler; og hvad er vel Afgivten til Præsten af en Gaard, der har saa mange Herligheder? Høit 4 a 5 Rixdaler. Bøxelmanden skulde da være den, som høster de store Fordele, men vi seer jo de fleste af dem forarmede; og hvad kan andet være, naar de tildeels hindres i at føre sig Gaarden til Nytte, deels afskrækkes fra at anvende Bekostninger paa den Jord, han ikke er sikker paa, om hans Efterkommere skal høste Frugter af. Bleve nu disse Gaarde solgte, der udgiør saa stor en Deel af Riget,

18

18 der vilde til visse udkomme en anseelig Sum, i sær naar de bleve Kiøberne forsikrede, som virkelige Odelsgodse. Denne Sum vilde ikke allene være nok til dette store Verks Opfyldelse, men der vilde endog blive saa stor Sum tilovers, at dens Renter kunde erstatte Præsternes Tab. Ikke at tale om disse Gaarders virkelige Forbedrelse, naar de tilhørte Selveiere og Odelsmænd, som vare forvissede, at deres Børn skulde høste, hvor de havde pløiet.

Dette Brug af de benificerede Gaarde vilde være mere overeensstemmende med Retfærdigheds Grundsætninger, og Forfædrenes Hensigter, som Givere, end om Helten vilde laane Øret til nogle despotiske Prædikantere, der raader ham til at giøre Erobring af det, som han har ingen større Ret til, end til et andet Odelsgods.

Men det var en anseelig Sum at faae hermed, skulle vel nogle sige. Desuden er det i Norge, hvor vi ere vante til at giøre Erobringer. Dette Land er, som Piletræet, jo mere det skiæres, jo mere det skyder ud. Men Helten har Hierte og Forstand nok til at blive vaer noget Afskyeligt, og for hans Ære fornærmeligt i disse Raad.

19

19

Det er ikke nok med denne Tempel, fortfoer den Gamle. Jeg har endnu mange Ting at fortælle dig, som vel skal erstatte den Bestyrtelse jeg har forvoldet din Siæl. Det nordiske Peru skal ikke længere blive et Rov for fremmed Begierlighed, eller eders Metaller støbes til eders egne Lænker. I har længe nok med eders Død kiøbt andres Vellyster, og seet eders Lands Fordele blive forvandlede til eders Ulykker. Nei, Sølvet skal støbes til en Trone for Helten, og blive Landets Børn til Beste. Heltens Navn og Løvens Billede skal igien graves paa Staalet, og dets stærke Slag paa de tynde Sølvplader skal igien høres i Staden, og være en behagelig Musik i Landsmænds Ørne. Paa den Tid skal mine sorte Yndlinger med Hurra kaste sig i Døden og Afgrunden, og det Dybe i Biergene skal give en huul Lyd af Viser til Heltens Ære.

Den vilde Halling og ærværdige Tællebonde skal da med brølende Skarer lade sig høre i Fieldene. Den flittige Hedemarker og hændige Hardanger skal komme at ombytte sit Lands og Flittigheds Frugter med den ny

slagne Mynt. De skal bringe den hiem til deres Hustruer, og deres smaa Børn skal ud-

20

20

række deres spæde Arme, for at see dem, og Mødrene skal vænne deres lallende Tunger til at nævne Heltens Navn.

De nordiske Sønner skal ligesaa lidet rives af deres Fædres Land, som deres Bierges Skatte. Und Spanien Æren af at have giort den ny Verden til en Ørken. Eders Helt har et ædlere Maal for sin Ære. Han skal snarere sætte den i at giøre Ørkener til Verdener. Disse blodgierige Læger, der altid stoler paa nyt Blod, og raader til en idelig Tapning, skal ikke høres. De skulle blive ved faa længe der var got Blod, og siden overlade et udmattet Legeme. Her vil de uden Tvivl sige: Vi sender eder jo andre i deres Sted, som gaae ned. Men hvad for andre? Europas Van- skabninger, solgte og uduelige Kroppe, oplagte til at udsaae ubekiendte Laster, og at omstøbe de beste Borgere. Saadanne skal være Erstatning for Kiernen af Folket, og Fædernelandets Elskere. Hensigten med denne Ombytning indsees ikke saa lettelig; thi ingen skulle troe, at de vare opsendte, for med Kaarden i Haanden at prædike Lydighed og Troskab, da deres Exempler ere saa lidet lærerige i denne Post.

21

21

Andre lade sig vel forstaae med, at Norge er af den Forfatning, at det ei behøver mange til at forsvare det. Herudi har de visselig Ret. Naturen har paataget sig at befæste dette Rige, og naar visse trange Passe bliver besatte, kan man med faa Folk holde en Fiende ude. En Fordeel, som i et andet Rige end Norge ville ansees for noget stort. Men er der og Folk nok til at dyrke eders Agre, at bruges i Biergene og paa Vandet?. Hvor mange gamle Fædre, frarøvede deres Alderdoms Støtter, har maattet lægge en skielvende Haand paa Ploven, og segnet i Furen. Hvor tit har man ikke hørt dette ynkværdige Farvel af en øm Moder: Farvel, min Søn! min Støtte! mit Liv! med Smerte bragte jeg dig til Verden; men denne er utaalelig. Jeg og din Fader gaaer hen og døer. — Vi skal aldrig see dig. — —

Bedrøvelig Skilsmisse! sagde Hyrden, jeg har selv været Vidne til mange saadanne. Men tro mig! en langt anden Tale ville denne Moder holde, naar det gik ud paa at hevne Landets og Heltens Ære. Hun skulle selv binde Sverdet om Sønnens Side, og sige: Gak og forsvar dine Fædres Arv og Heltens.

22

22

Din Død er mit Liv, naar du segner med Æren. Hun skulle vise sin graahærdede Husbonde dette gamle Vaaben under Taget, med disse Ord: See! dette har dine Fædre brugt under en Krabbe, en Hanibal, og en Gyldenløve. Det er endnu rustet af Fiendens Blod, tag denne kiere Arv, og viis, at der endnu er Normænd i Norge.

Nu maa jeg fortælle dig noget, som du kan viske i Øret paa den flittige Handelsmand. Jeg mener den, som med sin Handel forbinder Landets og sit eget Vel. Siger ham, at Hovedstaden skal ikke være en Afgud i Heltens Øine, til hvilken at føde alle de andre skal ofres. Den har længe nok udtømmet eders Kilde, og I har ikke været i Stand til at ledske den. Helten taaler ligesaa lidet, at en Deel af hans Børn ere Slaver, som at en anden opreiser sig som Konger. Han har indsigtsfulde Øine nok, for at indsee denne falske Statskunst, at Hovedstaden bør være en Tolk for al hans Pragt og Vælde, om det end skal skee paa Bekostning af de andres Undergang. Skulle man troe, at det var for at blinde Øinene paa de Fremmede, da er Synet af øde og forfaldne Steder, som Han har fundet paa

23

23

Giennemreisen, alt for tydelig malt for hans Øine, at hans Øine skulle forgabes i dette Glimmerverk? Eller skal det være en Belønning for beviist Troskab, naar Fienden har staaet for Portene? da er det vel berømmeligt, men tillige en Pligt, der paaligger alle Borgere, at forsvare sine Altere, sit Hoved, sine Hustruer og Børn. Nogle af eder har dog giort mere. Jeg mener disse, der til Tiden har godvillig opofret deres Stad og Eiendomme, at den ganske Verden skulle ved dette Lys see deres Troskab.

Det er ikke et Onde, der flyder af dette uendelige Fortrin, man giver Hovedstaden frem for de andre Stæder, men utallige. Denne skal være den store Middelpunkt, hvor alle Regieringens Drivefiedre skal være samlede. Helten har der sit Sæde, og alle hane Tienere. Krigsguden dyrkes til Lands og Vands, de 9 Gudinder ligeledes. Den skal være et Oplagsted for alle andre, og har eene Ret til at handle. Den har endog tilforpagtet sig en anseelig Deel af de øvrige Borgere, hvis Vilkaar er lidet bedre, end Slavers. Den er et Alt. Hvad for en Fiende skulle ikke beile til en Brud af saa høie Egenskaber, og vove alt?

24

24

Han indseer lettelig, at giore Hovedstadens Erobring, var det samme, som at giøre to Rigers, da det øvrige ville flyde af sig selv.

Dette er ikke det eneste Onde. Alle vil søge Hovedstaden, der har tusinde Tillokkelser og Næringsveje mageligere, end den tunge og uhandterlige Plov. Markerne vil blive øde for Dyrkere. Tilsidst vil det svie til Hovedstaden selv, der har mange Ædere, og faa uden for dens Volde til at stikke dem Brødet i Munden. Dette er ikke nok. Denne Statskunst er ene i Stand til at dæmpe Kierlighed til Fædernelandet, og al Lyst til at befordre dets Opkomst uden for Hovedstadens Volde. Hvo skulle være saa daarlig, at anlægge Fabriker, eller giøre andre nyttige Indretninger, naar et Tordenslag fra Hovedstaden ødelægger dem, som fornærmelige for sig? O! jeg føler mange af eders retskafne Landsmænds Græmmelse, der seer Midlerne til sit Lands Flor, og tør ikke gribe dem, der seer det altid krybe, og ikke tør tage det under Armene, for at oprejse det.

Men nu, I landselskende Børn! frygter ikke mere for saadanne Tordenslag. Nu er

25

25

den Tid kommen, at I ikke mere skal stiele eder til at være nyttige Borgere. Helten langt fra at oprykke eders smaa Planter, skal snarere vande dem, at de skal grønnes. Op- slaaer frit eders Vævstole. Giver eders Træ og Metaller sin Dannelse. Henter de raa Varer, som eders Land ikke frembringer, om I vil i den ny Verden, og smager selv Frugterne af eders Flittighed. En begierlig Haand skal ikke mere nedrive eders Redskabe, eller omvælte eders Kiedle.

Opretter igien det gamle Venskab med disse lykkelige og fri Øebeboere, og med dem paa den anden Side, som bygger sin Lyksalighed paa Frihed og Vindskibelighed. Hugger selv de Stokke, som skal flyve med eder over alle Vande, og lad Verdens Grændser blive eders. Tager med eders Fiske, eders Metaller og Træ, alle Havne skal oplade sine Bomme, og omarme eder. De skal ikke forlade eder, før de har fyldt eders Rom med de Varer I har ikke tordet forskaffe eder selv, eller som eders Himmelegn nægter eder.

Eders Helt, som selv tør tænke, indseer lettelig, at Naturen har dannet eders Land til

26

26

Handel. Landets Frembringelser, den Mæng- de af Floder, som giennemskiære det, og giør Førselen magelig, de utallige og sikre Havne, som Naturen selv har befæstet, og i sær Folkets medfødde Lyst og Mod til at vove noget stort, alt dette raaber paa Handel og Frihed i Handel. Skal denne blomstre, da maa den giøres saa fri som muligt. Det er i den fri Luft, hvor denne Ympe skyder Spirer. Man behøver kun at kige ind i en af Europas Havne, for at see Frihed, eller Slaveri, ja vi vil finde dem tegnede i Indbyggernes Øine.

Naar I nu ikke længer bliver bundne til dem, som med en begierlig Haand foreskriver eder de Priser I skal give for Varer, der faaes saa meget ringere og bedre hos andre, da vil denne Frihed føde de ønskeligste Frugter. Eders Lands Frembringelser, og i sær den Mængde Trælast, som i fremmede Havne ere opsatte, og forældes i Mangel af Kiøbere, vil finde en vis Afsætning, naar Fremmede indseer Fordelen i at handle med eder, og kan studse Varer mod Varer. Dette er Siælen af Handelen, og det Folk, som altid skal ud med det rene Sølv, vil snart finde sine Kilder tilstoppede. Demre Frihed vil bedre end alle Fore

27

27 byggelser hemme saa mange tusende Landsmænds Undvigelse af Riget, som den fri Luft og bedre Næringsveje lokker andre Steder. De maa feile, for at leve; thi Søen er deres Element, og i vores Havne vil de ikke finde mange Leiligheder til at styre denne Lyst.

Barkebrød skal blive ubekiendt, sagde den Gamle videre, i denne lykkelige Alder. Eders Land og Vande rækker eder nok, hvorimod I kan tilbytte eder deres Jords Grøde. O! raabte Hyrden, før mig ikke paa denne bedrøvelige Erindring. Mit Hierte bløder ved at forestille mig disse gruelige Billeder af blege Kinder, af indfaldne og matte Øine, af ravende Been, der ikke er i Stand til at bære et Legeme fortæret af Hunger, at see fortvivlede Mødre henkaste skrigende Børn. Denne Tid er forbi, sagde den Gamle. Eders Liv eller Død skal ikke beroe af andre, som i deres Overflødighed nøder eder til at betale det, som andre ikke vil give, og som i Mangel mætter før Fremmede, end dem, de kalder deres Brødre. Nogle af dem tør dog udbryde i disse stolte Ord: Vare ikke de, maatte I bide i eders Klipper. Men skulle man troe, at det er Menneskekierlighed, som blæser deres Seil til

28

28

Norge? Eders Havne ville snart blive øde for deres Seilere, om de ikke selv fandt den store Regning i denne Handel. I søger jo, som en Maade-Bevilgning, om fri Indførsel fra andre Steder, det er dog Tegn, at de ikke ere de eneste, som har frugtbare Marke, og var denne Maade eder altid forundt, de skulle selv indfinde sig, og, i en mindre bydende Tone end før, spørge eder: Om I havde Sølv at give dem for Korn? I kunde i de gode Tider oprette eder Forraadskamre, ligesaavel som andre Lande, der endnu frembringer mindre Korn for et uendelig større Tal Indbyggere, og skiønt de selv avler faa lidet, ere dog i Stand til at række de frugtbare Lande Hænder.

Tillad mig, at falde eder ind i Talen, sagde Hyrden: Synes det ikke, at Naturen har bestemt disse tvende Rigers Forening, at det ene skulle række det andet Haanden i sine Mangler. Lad Agerdyrkningen hos os komme i den høieste Flor, saa kan vi dog ikke forandre vor Himmelegn, eller afværge disse kolde Vaarnætter, saa fordervelige for den best dyrkede Ager. Vi trænger da til fremmed Hielp, og er det ikke billigt, at vi før søger den hos dem, som med os ere samlede under et Zepter,

29

29

end hos Fremmede. Vi kan igien opfylde deres Mangler, og give dem vore Metaller, vore Fiske og Træ, og enhver indseer en fælles Fordeel for det ganske.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at jeg skulle med skiæle Øine ansee denne for begge saa berømmelige Forening, som eders Konger med saa megen Viisdom og Mildhed har holt ved Lige. Gid den maa staae indtil Verdens Riger adsplittes, og at enhver i sær fandt deri sin Lyksalighed; men kan ikke denne Forening staae ved Magt, uden at det ene Rige skulle tvinges til en ufordelagtig Handel med det andet? Er det ikke Egennytte, som er den store Driefieder i Handel imellem enkelte Personer? og hvo vil fortænke den ene, at han ophæver den, naar han derved bliver vaer den andens Berigelse, og sin egen Forarmelse? Bør ikke det samme have Sted imellem Riger i Almindelighed, og hvad er vel et Slaveri andet, end at den ene skal arbeide, og den anden høste Frugterne?

Nu heder det vel: Maa vi ikke imodtage eders Jern, som for lettere Priser sælges hos eders Naboer? Men er eders Jern dyrere,

30

30

da har det og sine Fordele frem for andres, og skulle nogen troe, at alt det, som forbruges i deres Rige, var fød i eders Bierge? Her indsees strax Ubilligheden, at et Folk skal paatrænge det andet sine Varer, det har dem og været en let Sag, som ere Tronen saa meget nærmere, at udvirke Bevilgninger, og i Mangel derudaf veed de andre Udveie. Og sæt, at de ikke tog et Pund hos eder, mon det skulle være Norge saa stort et Skaar, naar ikke andre af dets Rettigheder vare beklippede, ville det føles af nogle enkelte Personer, det skulle dog ikke giøre stor Indflydelse paa det ganske.

Maa vi ikke imodtage eders Glasse, siger vel andre? Men hvor ofte udvirkes ikke ligeledes Bevilgninger, at hente hos Fremmede det, som faaes bedre og næsten for samme Priser hos eder. Desuden, om disse Hytter bleve nedlagte, Skovene ville ikke derved tabe saa meget, som visse Store, ved al savne de pommerske Vexler.

Hvo seer da ikke Norges langsomme og visse Død, om denne Handel længe skulle staae ved Magt, og hvo vil fortænke dets Børn, om de anraaber Helten om Frihed. Lader eder

31

31

dog nøie, I Umættelige! med de øvrige store Summer, som hvert Aar udpresses af dette Rige, og gaaer ned til eder. Regner I for intet alle ordentlige og overordentlige Skatte, Told, Consumptioner, Bevilgninger, denne Mængde af Bestikkelser saa fornødne baade til at udvirke Retten og Uretfærdighed; ja denne store Sum, som de Unge først nedlægger for at giøres dygtige til Fædernelandets Tieneste, og siden større, inden de opnaaer det forønskte Hovedmaal. Skulle ikke dette være nok, hvormed at tilkiøbe sig denne saa fornødne Frihed, og al endnu Begierlighed gaae videre? Spænder dog ikke Buen for stærkt, at den ikke engang skal briste; men udforsker Landets Tilstand, da det sluttelig er eder fremmed. Spørger ikke den unge Spradebasse, som Vellyst har sammensmeddet i en Lænke med eder. Han skulle sælge sit Fæderneland for et smukt Lystspil. Ungdommen løber altid efter Skyggen. Spørger ikke den stakkels Søgende, som hos eder maa trygle en liden Plads i sit Fæderneland. Han nødes at krybe, og for at vinde Yndest, skiule Sandheden. Spørger ikke engang denne nydende Klasse i Landet, den skal intet mangle, sfaa længe den Arbeidende har mindste Skierv tilovers. Men spørger

32

32

den udtærede Bonde, der stikker andre Brødet i Munden, og er Maalet for alles Plyndren. Spørger den flittige Handelsmand, som er indskrænket inden saa snevre Grændser, og fortrykt under Byrderne. Spørger disse, der eene føler Aaget, og de skal afmale eder sit Fædernelands Tilstand med tilforladelige, skiønt bedrøvelige Farver.

Men, min Søn! sagde den Gamle, med en mild og munter Mine, vent dit Fædernelands Frihed og Lyksalighed under denne Helt, som der skal staae, i det han pegede paa Stytten. Denne skal sætte sin høieste Lyksalighed i at regiere fri og lykkelige Borgere. Han skal ikke indslutte sig inden en glimrende Cirkel af krybende Hofmænd, som skiuler for hans Øine de nyttige Borgere, og deres Fortrykkelfer. Han har allerede brudt igiennem denne Forskandsning, og blevet vaer, at de paa Rigers Ruiner har oprejst Templer for Vellyst og Overflødighed. Han skal ikke engang indslutte sig inden sin Hovedstads Volde, men hans godgiørende Aand skal have Vinger, og flyve igiennem Landskaberne, ja fæste sig paa eders Bønders Straatage.

33

33

Tilsidst, sagde den Gamle, skal Helten Udlede nogle af sine norske Børn, der har Mod nok til at torde, og Lyst og Indsigt til at tale Landets Sag. Jeg meener saadanne, som opofrer al nedrig Egennytte for Landet og dets Fader. Og mon disse skulle findes iblant eders Fielde? Visselig, naar Kierlighed til Fædernelandet faaer igien sin gamle Borgerret, og man offentlig tør dyrke den iblant Dyderne. Disse skal Helten bevæbne med en fuldkommen Magt til at giøre sit Land lykkelig, og med en mægtig Arm forskandse dem mod avindsfulde Anfald. Til dem er det han skal sige: Jeg besværger eder ved de Pligter I skylder eders Fæderneland og mig, at giøre eders Medborgere lykkelig. Jeg betroer eder det kiereste jeg har. En anseelig Deel af mit Folk. I faaer en stor Have at dyrke, og maaskee, der vil findes dem, som søger at oprykke eders Planter; men taber ikke Modet. Jeg skal være hos eder, at I i Rolighed kan opelske disse fortrykte Spirer. Udbreder eder paa Lander og paa Vandene, stiger ned i Biergenes Huler.

34

34

Disse er det, som skal sige til Bonden, at Agerdyrkningen er Kilden til alle Rigdomme, og den ædelste af Menneskets Beskiæftelser. De skal pege paa den Jord han skal omvelte, og lære dem at udtappe og dyrke denne Mængde unyttige Moser, som findes i saadan Mængde hos eder, som er langt fordeelagtigere, end at nedfælde en frodig Skov, for at opbryde Agerland. Intet skal de indprænte dem mere, end at opelske de udhugne Skove; disse bør de ansee, som en gammel Gnier sin Skat, som han ikke tør røre.

Og mon det skulle være umulig endnu at ophielpe Skovene, og hæmme den fordervelige Hugst af smaa Last, som udskibes hvert Aar i saadan Mængde? Jeg meener nei. Lad en Besigtelse tages af vittige Landmænd over hver Gaards Skov og Udmarker, lad dem efter Skiønsomhed dømme, hvor meget enhver kan taale at hugges i. Naar nu Bonden j1 har forrettet sin Hugst, bør han lade øvrigheden det vide, for at efterser, om han har overskridet de foreskrevne Grændser, og paa hvert Træ hugge det sædvanlige Mærke. Al den Last, som nu ikke fandtes saaledes mærket,

35

35

burde confiskeres, og den halve Deel tilfalde Opdagerne. Ved denne simple Maade, er jeg forsikret, at Skovene bedre skulle fredes, end ved forrige bekostelige, og for Landmanden ødelæggende Indretning, som nu viiselig skal være ophævet. Der blev paa den Tid ikke huggen mindre, end før. Forskiellen var allene, at Bonden maatte af Skovenes Bevogtere tilkiøbe sig den forbudne Frihed, og da den skulle betales, syntes Bonden, at det var best, at hugge noget tilstrækkeligt, der kunde stoppe Udgifterne. Hvad var da Frugterne af dette? ikke andet, end Skovenes desto større Udhuggelse, Bøndernes Forarmelse, og nogle forskrevne Landeplageres Berigelse, der ikke kunde tale andet Norsk med Bonden, end spørge ham: Om han havde Penge?

Men jeg kommer igien til dette udsøgte Sælskab. Det bør ligeledes opmuntre Bonden til den fordeelagtige Havedyrkning, som de norske Bønder anseer for saa ringe og ubetydelig for en Landmand. Deres Jord er paa de fleste Stæder jo saa beqvem hertil, at den ikke kan ønskes bedre, og Norge frem for

36

36

andre Lande burde beflitte sig herpaa. Naar Kornet slaaer feil, veed de ingen Redning, naar andre Folk søger den i deres Forraad af Potatos, Kaal, og andre Rødder. Der ere store Familier paa andre Stæder, som næsten lever af en vel dyrket Have. Hos eder derimod maa Kornet allene holde for, og Hvor meget kunde ikke ved dette spares, naar Bonden kunde formaaes til at beflitte sig paa Havedyrkningen. Det skulle ikke være saa vanskelig, naar Præsterne og andre Betientere paa Landet gav Exempler, som mange Har giort, og man allerede har seet ønskelige Frugter af. Exempler formaaer mere, end alle udsatte Belønninger; thi hvo skulle ikke foretage et Arbeide, naar man er forvisset om Fordelen. Jeg skulle hellere see, at disse Belønninger bestode i smaa Æres Tegn, da Æren kan saa kraftig virke paa de norske Bønder, og det skulle være at opmuntre, og endnu mere at bestyrke denne ædle Lyst saa berømmelig og formaaende hos et Folk.

Dette Sælskab skal Heller ikke glemme, at formaae deres Landsmænd til endnu bedre at benytte sig af deres graahærdede Bierge.

37

37 De forvarer en alt for ædel Skat, at man jo skulle giøre sig Umage for at knække den haarde Skal, for at faae Kiernen. Lad Kongsberg og Røraas, disse Nordens Underverke, tale, og de mange Tusende, som overalt i Afgrunden udpikker andres Rigdomme. Det paaligger da Sælskabet, at opmuntre flittige og uforsagte Borgere, og at giøre dem Sagen let. Jeg er forsikret, at om disse skulle fordybe sig i Biergene, Helten skal række dem Haanden, og ophielpe dem. I Særdeleshed skal de see til, at forfremme Metallernes Forarbeidelse, at ikke Fremmede skal gaae af med den store Profit. Maa man ikke beundre, at et Rige, som Naturen har givet Metaller, skal sælge dem til andre, og siden igien kiøbe dem forarbejdede. Kan ikke eders flittige og opvakte Naboers Exempler oplade eders Øine der veed saa vel at føre sig sit Lands Fordele til Nytte, og at bøde paa dets Mangler. Men jeg er forsikret, at naar man ikke alleneste tør, men mere ere forvissede om Understyttelse, at jo Metallernes Forarbejdning skal komme i Flor iblant eder. Det fattes ikke paa Folkets Duelighed, de har allerede i mange Egne

38

38

givet uforlignelige Prøver paa deres Behændighed; ja der gives jo mange Bønder, som ingen anden Underviisning har havt, end en medfød Beqvemmelighed, der har frembragt et Arbeide, som ingen Mester skulle skammes ved at kiende for sit.

Sælskabet skal heller ikke glemme, at vise Indbyggerne hen til disse levende Rigdomme, som vrimler i deres Vande. Mere end et Folk har paa Afgrunden opfisket Grundstene til sit Lands Styrke. De bør da føre dem disse fri og flittige Hollændere til Gemyt, som paa eders gamle Ejendomme sinde de Grundvolde, hvorpaa de bygger sin Republikes varige Lyksalighed. Naturen har bestemt eder disse Fordele, men Fremmede veed at føre sig eders Lands Herligheder til Nytte.

Saa fri Hænder, som nu disse skal have til at befordre det almindelige Vel, saa uigiennemtrængelige Skranker skal Helten sætte for disse grove Udsuere, der bruger Himlens og Heltens Navn, hvormed at besmykke deres Voldsomheder. Nogle af disse med

39

39

Sverdet i Haanden, hvorpaa Heltens Navn er tegnet, truer Staaderen til at rive Brødet af det hungrige Barns Mund. Det er Heltens Villie, tør de sige. —- Penge maa tages, hvorfra de komme. — Men de giør sig et galt Begreb om Helten, som de anseer, som en ubarmhjertig Despot, og om Hans Børn, som de betragte, som Slaver. De seer to Fordele, hvor der er kun een, og veed ikke, at Regentens Lyksalighed er uopløselig forbunden med Undersaatternes. Men skulle man vel troe, at disse Ivrige forglemte sig selv? Jeg troer snarere, at de ligner disse tapre Soldater, der strider, for at giøre et got Bytte; thi ellers skulle ikke deres Optoge være saa glimrende.

Andre igien, der kalder sig Retfærdigheds Sønner, ere dog ikke mindre oplagte til Rov, end de forrige. Det er dem, som burde udvikle Sandheden for den Enfoldige, og give den til Eieren; men deres største Kunst bestaaer i at giøre de tydeligste Love tvetydige, og at plyndre ustraffet. Ja de tør rose sig af at drive Frekhed til den høieste Spidse, og bliver med store Øine anseede af

40

40 deres Stalbrødre, og som Mønstre at efter- ligne. Men, hvor var det ikke at ønske, at de bleve tilholte at afgiøre denne Mængde af gamle Skifter, som under adskillige falske Forevendinger bliver opholte, allene for at aagre med de Umyndiges Midler; thi disse ere ikke allene alle Afdødes Arvinger, men de tager endog den største Lod for havte Umage. —

Skulle man nu ikke troe, at Retten nogenledes blev hanthævet ved den store Sverm omflakrende Talsmænd, som vrimler overalt paa Landet, og ere saa villige til at antage sig den Fortrængtes Sag. Men Ulve æder rart Ulve, de giør snarere eet, og siden deler Rovet. Vist er det, at de Egne, der ere frugt- bare paa dette Ukrud, ere og paa Strid og Uenighed. Gemytter, tilbøjelige til Kiv, finder strax Personer, der kan udføre deres Ondskab, og med Kroglove give Uretfærdighed Skin af Billighed, og hvad de ikke ere, kan disse ophidse dem til at være. Hvad var det Da ikke at ønske, at om de ikke ganske bleve Udryddede, de dog bleve indskrænkede til saa

41

41

lidet et Tal, at deres onde Følger skulle ikke være saa yppige, som nu.

Der gives endnu andre, som skal stride for Himmelen. De raaber kun paa Kierlighed, Selvfornægtelse og Uegennytte. De vil med Magt slide andres Hierter løs fra Verden og det Jordiske. Men da mange giver stridige Exempler, skulle man falde paa de Tanker, at de troede sig selv berettigede til Undtagelse, som en Løn for deres Arbeide. Det er langt fra mig, at jeg engang her sigter til Mængden; men ingen Stand kan nægte, at den jo seer sig vanæret med saadanne Lemmer, der fortiener at afmales med afskyelige Farver. Og hvorfor skulle de fortryde at høre sine egne Feil, da de saa gierne siger andre deres? Det er da kun de Skyldige, der aabner Munden, bedre var det, at de søgte at blive gode Borgere, at de ikke skal oprykkes, som Ukruds Planter.

Den fattige Landmand maa eene

holde for, Han er det store Maal for Forskiælliges graadige Begierlighed, der kappes om at rive til sig. Naar man

42

42 kun lader dem i Roe, skulle deres Medborgeres Fortrykkelse være dem ligegyldige. Ja jeg er forsikret, at om Helten var en Tyran, som han er en Lands Fader, Han skulle i nogle finde de færdigste Udførere af Voldsomheder, og i andre de ivrigste Prædikanter af en blind Lydighed, naar de kun fik en Deel af Rovet. Men eders Helt behøver ikke deres Tjenester, han udtænker snarere Midler til at lette sine Undersaatters Byrder, end at forøge dem.

Nu, min Søn! sagde tilsidst den Gamle, efter at have indblæst dig Siælen af alle Dyder, efter at have aabnet for dine Øine det Forhæng, der skiuler Eftertiden for alle Dødelige, og lader dig see et Glimt af dit Lands Lyksalighed, skulle jeg vel troe, at du fortryder paa, at jeg har ladet dig nedstige i mine mørke Boliger. O! lad disse Taarer tale, skreg Hyrden med Henrykkelse, og lad en stammende Tunge bevidne mit Hiertes Følelser. Men gid, at mine Øine maatte see denne Dag! og gid, at ikke Avind — —

Den Gamle faldt ham ind i Talen, og sagde: Heltens granskende Øine skal igiennem

43

43

alle Forklædelser trænge lige ind til Hiertet. Han skal snart blive vaer, naar den nedrige Egennytte tør tale Tronens Sag. Der fattes ikke for, at der jo vil blive dem, som vil sige: Fød Løven med Brød, og ikke med Kiød, at den ikke skal sønderbryde sine Tralverk. Men Heltens Dyd er Borgen for dens Troskab. Naar har Landsfaderen havt opsætsige Børn? og er det Mildhed eller Tyranni, som omkaster Troner? Troe mig, min Søn! Egennytte, denne store Drivesieder i de menneskelige Handlinger, og Undersaatternes Lyksalighed ere stærkere Forskandsninger for Troner, end alle Statskunstens sindrige Forebyggelser. Skulle Helten frygte for at giøre et Folk lykkeligt, som saa tit har skrevet deres Lydighed med Blod, ja endog, naar de har været overgivne til en mægtigere Fiende, har slidt sig løs, og ofret sig selv, som en dyrebar Gave, til een af hans berømmelige Forfædre.

Naar skal da mine Øine see Helten og mit Lands Lyksalighed, raabte Hyrden. Denne Tid at oppebie vil være mig Evigheder. Det kolde Norden, svarede den Gamle,

44

44 skal snart optøes af denne Soel, og om en kort Stund skal den forgylde eders Bierge. Men han har ikke villet komme, før han med egen Haand har kundet sønderbryde eders Lænker, og tage Aaget af eders Skuldre.

O! lad mig fare, sagde Hyrden, og forkynde dette glade Budskab til mine Landsmænd.

Det er langt fra mig, svarede den Gamle, at dæmpe denne ædle Brand, som jeg selv har antændt. Far med Fred, og Hils Helten. Naar mine Bierge giver Gienlyd af eders Frydeskud over hans Ankomst, skal hans Billede staae færdigt, og han skal have den Ære, at sættes lige over for den gode og store Magnus.

Farvel! raabte Hyrden, i det han omfavnede den Gamle. Eders Billede skal altid være malt for mine Øine, og eders Ild brænde i min Siæl. I har opløftet den, og ladet den smage den rene Vellyst, Kierlighed til Fædernelandet og til dels Fader.

45

45

Da disse Ord vare udtalte, splittedes Biergene med en uhørlig Bragen. Den klare Himmel opfyldte de Mørke Afgrunde med sit Lys, og paa engang saae Hyrden sig opløftet, og sat paa sit forrige Sted i Midten af sin Hiord.

46

En Fortælling om tvende Halvsystre En Moder havde tvende Døttre af ulige Tænkemaade og Naturens Gaver. Den første var af de Smukheder, som strax faldt i Øinene, men i Længden ophørte at behage; thi hun vidste ikke at skiule sine Yndigheder, og komme frem med dem paa den rette Tid. Den anden med mindre fine og ordentlige Træk, indtog ikke strax, men udviklede sine Behageligheder lidt efter lidt, og ligesom man lærte at kiende hende, saae man altid ny. Desuden var den første forelsket, prægtig og glimrende, og sat altid for et Natbord, hvor hun med laante Farver forhøiede sin Smukhed. Den anden var en god Huusholder, tarvelig, og saa flittig, at hun med sine Hæn-

47

47 der forhvervede en Deel af den andens Stads, og Brødet til Huset. Dette uagtet var Systeren saaledes indtagen i sig selv og sin Pragt, at hun saae hende an, som een under sig, der var skabt til at gaae hende til Haande, og kunde ikke skiule en hemmelig Nag, naar Fremmede opløftede hendes gode Egenskaber. Af Kierlighed til Moderen lod den anden sig dog ikke formærke, skiønt Systeren gik stærkt ind paa hendes Arv; thi hun saae, at Moderen elskede denne sin Datter.

Endelig blev den Tarvelige syg af det meget Arbeide og Vaagen, og man tvivlede om hendes Liv. En stor Mangel føltes strax i Huset, som rak ogsaa til den anden. Herved fik hun Øinene op, og siges, at have udbrydt i disse Ord: Ach, min allerkiereste Syster! gid jeg kunde kiøbe dit Liv med alle mine Juveler. Nu mærker jeg, at jeg kan ikke leve

uden dig, men at du trænger ikke til mig.

48