↩

En Samtale holden i Niels Klims Rige, imellem Keiser Klim selv, nogle af Ministerne, en Borger, en Bonde og Klims Hofnar.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Hof-Narren.

Hvor ere alle Vore Guld- og Sølv-Mynter fleiet hen? Har vi aldeles mistet dem, eller maaskee ere der Ministre ved det keiserlige Hof, som eie dette Sølv og Guld endnu, men som for Sikkerheds skyld, og adskillige andre Aarsager give det til fremmede Banqver at forvares? Den gamle Børste Patron, som har omskabt saa mange Børster til Toldere, Taxadeurs, Postmestere, Organister, Raad og Adel, mon vi skal troe, at han ikke har udfeiet vore Metaler til fremmede Steder for at give os got Papir igien?

Vi ere forpiinte nok med dette Papir i Kiøb og Salg. Forleden fik jeg to blaa Øine af Milicen, fordi jeg paa Papir-Kammeret vilde have Metal for Papir. Dette Papir-Kammer var forsynet med en Mængde bevæbnede

Folk, ligesom man var bange for, at man skulle stiele deres Penge, og jeg Tosse kroer, at de havde ingen.

Hof-Narren.

Du er en tossed Bonde; men taler dog artig nok. — Hvem kiender den berømte Organistes og Taxadeurens Kneb ved Strandboden?

Ja men! de vare Børster. — Hvorledes kom de til disse Embeder? — Man siger, Herren beholdt deres løn, og for Qviterings skyld gav dem slige Bestillinger, hvormed de begge vare vel tiente. — Herren sparede paa Lønnen, og Tieneren havde allerede stiaalet nok til sin Løn. Toldboder! hvilket skrækkende Syn; helst for en ømfindtlig Patriot. Hersker Falskhed her, da er den hele Stat undermineret, og sin Ødeleggelse nær. Da indføres der Vahre og forarbeidede Sager, som vore egne kan giøre ligesaa got og ofte bedre. Nogle Løsgiengere, Udsuere, Bedragere og Fiender af Fædrenelandet omføre disse Vahre i Riget, imens vore egne Landets Børn sulte for Arbeid og Nærings-Vei, og fulde af Vindskibelighed, intet have at fortiene. Hvad flyder heraf? Konstnerne og Haandværksfolk af vore egne Medborgere ødelegges, og naar disse intet have, hvad taber da ikke Keiseren i sine billigste og paa Statens sande Velfærd grundede Rettigheder og Fordringer. Her maa det jo da hede; wo nichts ist, hatt der Keisersein

verlohren. Keiseren taber altsaa i sin Kasse, Folkemængden hindres ved Mangel paa Fortienester, Ungdommens Opdragelse vorder elendig formedelst Forældrenes Armod. Keiseren og hans Formænd have strengelig forbudet Indførsel i Riget af alle forarbeidede Vahre, som vore egne Professionister og Konstnere kan giøre. Imidlertid tage ofte Opsynsmændene, saavel de store som de smaae Stikpenge, og man siger: at de vorde understøttede af nogle upatriotiske Ministre, som have giort sig til deres Troes Artikul, at alt fremmed, besynderligt det Martinianske absolute bør foretrækkes og være bedre end alt det Indenlandske. Saaledes forskrive de fra Martinien Slæbeæsker, Lugte-Bytter, Skueglas, og tusinde andre Ting, (hvo gider, hvo kan opregne dem alle?) som vore egne Hiulmagere, Tobaks Daasemagere og Speilmagere kan giøre ligesaa got, ja ofte meget bedre. Bernstenen trak engang herind fra Martinien nogle Hoved-Dekkemagere. Disse skulde nu have tredobbelt Betalning for deres Arbeide, og deres Arbeide skulde være syv Fold dobbelt saa got og saa ziirligt, som det Landets Børn giorde. En fremmet Minister ved Keiserens Hof, mere patriotisk en Bernstenen selv, tog sig paa at forsvare vores Sag. Han brugte følgende artige Indfald. Han kiøbte Hoved-Dekker, eet af en af vore indfødte Borgere for den sædvanlige Priis, og et andet af en Mar-

tinianer for tre dobbelt saa meget. Han viiste dem begge til Bernstenen, og spurgte, hvilket Dekke ham best anstoed? Denne, som endnu kunde see og føle ret, skiønt hans Fornuft og Indbildning havde lidt Skribbrud, sagde strax det, som alle Seende og følende Væsener sagde baade før og siden, nemlig at vor egen Hattemagers Hat var den beste; hvilket gav Hoffet og Byen en rig Anledning til Latter, da alle vidste, at han troede, at den af ham, saa høit berømte Hat, var Martiniansk Arbeid. Man bragte ham ud af Drømmen. Han rødmede vel lidt i Begyndelsen; men han blev snart den samme igien. Bernstenen er en haard Steen, og blodgiøres ikke saa let. Det er nu den ene Ulykke af Toldbod-Pest, nemlig Contrabandes Indførsel, hvorved en forfængelig Minister fornøier en forvirret Indbildning, Indspecteurerne deres Lommer, hvorunder Landets Borgerskab sukker og ved hvis Armod de keiserlige Kasser og hele Staten lider saa meget. Nu er der en anden Slags Toldsvig, hvorved Keiserens Kasse er den første Toldsvig, hvorved Keiserens Kasse er den første Lidende, og hvis Tomhed siden vorder Statens Byrde. Denne Historie henger saaledes sammen. A har 1000 Pund at tolde. Han tolder kun lidt over 100 Pund, og gier derfor, hm retfærdigt og billigt er, en Douceur til Under- og Ober-Opsynsmænd. De levere denne radbiekkede Told op paa Skriverstuerne, hvor

de fornemmere Told Indspecteurer sidde. Saa dumme ere de, at de holde denne radbrekkede Told for ganske heel og holden, og saa snue ere de tillige, at de begynde at lemlæste og sønderslide Tolden paa nye. Saaledes to gange radbrekket, kommer den først til at paradere for de keiserlige Dørre, hvor der siges: at denne arme Told faaer nye Puf og Knek, førende den kommer til at hvile som et Scheleton i de Keiserlige Kasser. Er det da megen Under, at Keiseren maa kræve Skat og Extra-Skat? Burde da ikke alle Toldbodtyve straffes med en haard Straf, og ofte med den skiendeligste Død, da jeg har viist en Deel af de Ulykker, som de forvolde Staten, jeg siger en Deel; thi hvor skulde man faae Papir nok til at beskrive dem alle?

For ikke at glemme denne gode Vane, blev Børste Taxadeuren ved at stiele; men det lykkedes ham ikke indtil Enden. Det gaaer Spillemanden bedre. Han tuder i Dom-Kirken, og lever herlig og vel. Hvem kiender ikke Kloen, som stræber, som ønsker, at Borgerne maatte komme til at binde deres Skoe med Bast? Hans Stats-Konst er artig. Han vil ødelegge Borgerne, og disse ødelagde, hvilket prægtigt Syn i Klims Rige! hvoraf skal da Adelen, hvoraf skal Keiseren leve?

Hvad skal man sige om Bernstenen? Den trækker Fremmede ind i Riget, giver Landets

Skatte til dem, som løbe pokker i Vold, da Landets egne maa sulte. Hvor kommer vel den store Hunger fra? Muggen Manden er over den almindelige Skat. Han er ærlig — Give vi Skat i denne Hunger og Kulde? Ja! man giver den, og der er hverken Rug eller Klid hos Bageren. Men der er Brød hos de Ældste. Gud velsigne Keiseren derfor! give Gud, at det ikke gaaer med dette kiere Brød, som det er gaaet med deres Brænde! man skulde eftersee, ifald man gad, Laane-Huset, Told-Stuen, Forsendelse- og Føde-Stuen, de Ældstes Kasser og Skifterettens Behandling; man brænder al Ting op, naar man ikke kan giøre Regnskab, og dette er en kort Maade at afgiøre Prosesser paa. — Al Ting brændt. Regnskaberne med, og strax er al Ting færdigt. — Men hvor kommer den dyre Tid fra? Det begriber jeg ikke.

Bonden.

Da er du en dum Hof-Nar. Jeg begriber det meget vel. De store Bønder tager vores Fødevahre, og feie dem Udenlands ud for stor og utroelig Gevinst, og derpaa lade de os sulte hiemme. Her i Hoved Staden er stor Jammer for al Ting endog for det tørre Brød, som man endog maa slaae sig til for sine egne Penge, (jeg vil her ikke tale om Papir) men paa Landet, ude hos os er det endnu værre: der maae de Fattige sulte ihiel med Skillingen i Haanden; thi al

Ting er udfeiet til udenlandske Steder, og man vil sige til Keiserens Stad. Himlen har velsignet vort Land med fede Vahre og Rug frem for noget andet paa Jorden, og dog har vi hverken Flesk eller Rugbrød. Hvem kan begribe dette?

Keiseren.

Det gaaer artig nok til. Jeg sørger for Landets Beste, som en Fader, og dog siges mine kiere Børn at sulte. Hvem kan have Skylden? Mine Ministre, som jeg betroer, at udføre og udrette min Villie?

En af Ministerne.

Keiserens Villie bliver i alle Ting efterlevet; men de kiende ikke Almuen. Den klager altid, da den imidlertid indsvøber sig i Fløiel og Silke.

Borgeren.

Jeg tilstaaer der ere nogle Narre og Spradebasser, som udklæde sig saaledes, imedens vi andre sukke for det Brød, som disse har laant eller borget os fra. Aldrig har i Niels Klims Rige været bedrøveligere Syn end nu. Det fryser og sneer. Herrerne med deres lange Pelse giør en Kane-Dans, og fornøier sig paa Veirets Regning. Vi an-

dre derimod sidde hiemme, sulte og fryse saaledes, at endog Sielen fryser med. —- Fløilet gaaer paa Laanehuuset, og al Ting er i god Stand. —

Keiseren leve længe! — Han er vores Fader, vores Elskende og Elskede. Han vil vores Vel. Vi har seet det paa mange Forordninger og Forandringer. Men hans Undermænd lege Blindebuk, og hvorledes skal denne Leeg hemmes?

Hof-Narren.

Jeg har frit Sprog, og derfor kan jeg best sige det. Keiseren skulle først lade undersøge hvem der havde malket mest og af Melken taget den beste Fløde, og siden lade disse tilstrækkelig malkes igien. Derefter maatte nøie eftersees, om han fra alle Kammere fik de Penge, som ham virkelig tilhøre, eller om Vedkommende benyttede sig af Subtractio og Divisio. Ligeledes var det høist nødvendig at efterses, om de som tiene Keiseren, saae alt det rigtigt og nøiagtigt, som en gang for deres Tieneste er dem tilstaaet, for Exempel: om Milicien til Lands og Vands faaer deres rigtige Sold, og om den Kost, som han tilstaaer sine Søefolk leveres dem saa god, og saa meget som Keiserens Villie er. Den almindelige Skat kunde vel falde,

eller og i det mindste forflyttes paa Rigdom, Pragt, Forfængelighed og Overdaadighed, sag at Fattigdom beholt sine Potter og usle Pialter i Roe og Fred.

Ministeren. Pøbelen vil stedse have, at Adelen skal betale, Alt, og har ikke Forstand til at indsee, ak en stor Herre er paa sin Maade ofte mere fattig og trængende end en Høker eller anden jevn Borger, ja at en Bonde, som denne her staaer, vilde ofte ikke bytte med en af de første Ministre.

Bonden.

Det vilde jeg min Troe ikke heller; thi jeg kan ogsaa begribe, at mangen Adelsmand har det slettere end en Haandværkskarl. Men der er ingen, som taler herom. Narrens Meening er ikke, ak Adelen allene skal skatte, og de øvrige Stænder være frie. Han vil kun at yderlig Fattigdom skal undtages, enten den saa findes hos Adel eller Uadel, og at derimod Rigdom og Pragt bør betale i alle Stænder.

Er denne ikke din Meening, min gode Nar?

Hof-Narren.

Du har ret Bonde! og det er artigt, at du bedre kan forstaae got Folk, end en

Minister, hvis Pligt det er at kunde giette og lugte Folkets Tilstand. Men der ere mange Ting bagvendte i denne Verden. Den gaaer ofte bag Ploven, som værdig kunde sidde i et Colleg, og den er ofte Minister, med hvilken Naturen synes at have haft langt ringere Hensigter.

Ministeren.

Deres Keiserlige Majestet taale vel ikke Ord, som ere saa ærerørige for min Person?

Keiseren.

Jeg seer intet i denne Tale, som rører Eders Ære. Jeg taaler selv langt friere Tale af ham, derfor er han Hofnar.

Borgeren.

Da er en stor Landeplage, at de Høie hverken kan taale andres Sandheder, og ikke heller selv vil tale Sandhed for Keiseren. Fik vores Klim alle Sandheder at vide, hvor lykkeligt vilde Landet da ikke blive!

Keiseren.

Jeg elsker Sandhed min kiere Borger! sig mig den. Jeg har jo af Lyst til Sandhed tilladt en fuldkommen Skrive- og Tale-Friehed.

Borgeren.

Et Menneske allene kan ikke sige Majesteten alle Sandheder; thi et eneste Menneske kan ikke oversee dem alle. Borgeren veed noget. Bonden noget andet, og enhver veed sit. Alle Stænder foreenede kunde opdage Alt. Adelen og de Lærde burde vide det meste; men de have saa sielden Leilighed at saae Tingenes minste Omstændigheder at vide, og de, som veed dem, ere gemeenlig dem allene, som sukke der under, almindelig saa kaldet Pøbel og gemene Folk, som hverken kan læse, skrive eller tale. — Hvor mange Sukke komme der vel ikke over Proviant-Huuset; men de blive borte i Støvet, og de Sukkende veed ikke at tale deres Ret for Monarkens Throne. Bedre syntes det, at Søefolket fik alt i rede Penge, saa kunde Proviant-Kammeret hverken faae Ord for eller virkelig giøre Underslæb, og da sparede Keiseren oven i Kiebet at lønne saa mange store Hanser.

Bonden.

Det vil gavne Landet meget, at Herskabernes Drenge ere udelukte fra Embeder. Det var et Mesterstykke af Majesteten. Naar Borgernes ældste har Studeringer og Oplysninger, saa begribe de Borgerskabets sande Velfært, og da kan det aldrig feile, at jo

Keiseren undertiden faaer rigtige og tilforladelige Efterretninger om en og anden magtpaaliggende høist nødvendig Sag. — Det samme kan siges om Bøndestanden. — Gid Krigs Officierne havde i Almindelighed flere Studia og meer Oplysning som kunde veilede dem tii større Menneskelighed efter Ordsproget: Videnskaber og Studeringer formilde Sæderne og tillade ikke Vildskab. Vare Officiererne mere oplyste, da vilde Tampen og Stokken tabe Meget af deres Virksomhed.

Hof-Narren.

Ja maaskee deres hele Virksomhed; men da maatte man ikke hverve hos Naboerne alt det forløbne og forfløine Johan Hagel, som allevegne fra komme springende. Disse trænge til Tampe og Stokke. Var Milicien derimod af Landets egne Børn, som fra Vuggen af dertil vare opdragne tillige med deres Officiers og disse sidste vel oplyste; saa kunde Tampen og Stokken synge Svane-Sang tillimed Børsterne; thi da vilde al Ting komme an paa en god Opdragelse. —— Hvorfor kan ikke et Matros- og Soldater-Barn ved en god Opdragelse ligesaa vel faae Følelse af Ære, som andre saa kaldede fornemme Folk? De ere jo dog Mennesker. Hvorfor kan Liv-Vagten leve foruden Spids-Rødder? De ere

jo af samme Slags som de andre. (Den forløbne Johan Hagel undtagen,) Man har indpræntet dem Ære. — Den hele Aarsag, og den er tilstrækkelig nok for en naturlig Egenkierlighed. Et daarligt Anslag at blande Bønderkarle iblant de forfløjne Hvervede. Man kunde frygte, de skulde lære Liderlighed, Selvraadighed, Fylderie og meget andet Ont. — Agrene miste de stræbsomme og velgiørende Hænder. Liderlighed læres imedens Markene sukke.

Keiseren.

Jeg skal tage der altsammen til nøiere

Eftertanke.

Borgeren.

Lev store Keiser! lev da mange Aar og Dage.

Gid Du i Lykke, Held og Visdom man tiltage! Du elsker Borgerne, og disse dig igien;

Du er hver Borgers Ven, hver Borger er din Ven.

Bonden.

Du Bondens sande Ven, Regenters Speil Paa

Jorden!

Dræb al Udsuerie ved Majestetisk Torden,

Lad Sceptret, som du bær i Afgrund knuse hver, Som Landet Skade giør ved sin Udførseler.

Hof-Narren. Tag Svolsten bort fra dem, som alt for hovne ere, Lad muelig Lighed her i Rigerne regiere, Lad Frost og Hungers Nød ei felde Hytterne, Naar Taarned-Huuse er af Guld opsvolmede. Ministerne.

O store Keiser! vi alt got af dig kan vente;

En naadig Himmel dig som vor Regent tilsendte,

Vort Adel kan saavel din store Naade see,

Som Krigsmand, Geistlighed, som Bonde, Borgere. Hvis det var Muelighed, vi vilde gierne bede,

At du i Norden blev til evig Tid tilstede;

Saa naadig viis eg stor Regenter som du er,

Du faaer af Himmelen og gier Velsignelser.

Keiseren.

Jeg stedse ønske vil mit Folkets Vel at fremme;

Jeg ei skal Stræbsomhed, ei Flid ei Vid forglemme;

Gid ikkun alt mit Folk saa ædelsindet var,

Mit Land da ved Guds Hielp slet ingen Mangel

har.