↩

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høje Hemmeligheder skrevne Aar ester Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771

Kiøbenhavn. Selges i Bogladen No 8. paa Børsen.

2
3

Fortale Min Farfader Børge Olsen, som var føed til Verden 1573, og døde den 11 Maii 1697 i sit Alders 124 Aar, haver seet det følgende Syn 1692 paa sin Odels-Gaard, Børjen kaldet, i Norge, 5 Aar før han døde. - Min Farfader, som i sine yngre Aar havde tient en fornemme Herre, og med ham var reiset udenlands, forstod got at regne, læse og skrive, og foruden adskillig anden Kundskab, forstod han af Grunden det Tydske Sprog; ja han var saa vel øvet i samme, at Præsten, Mester Christen, ofte lod

ham hente, for at forklare ham Tydske Præken-Bøger, som den salige Guds Mand (der døde 9 Aar førend min Farfader) ei kunde til Grunde forstaae. - Min Farfader var ellers Lehnsmand i Norge, (omtrent det samme som Sognefoged i Danmark), og var han saavel formedelst sin ærlige og christelige Vandel, som formedelst sin gode Oplysning og udenlands Reiser, af alle fornemme Folk meget agtet og æret. - Min Farfader studerede flittig i Bibelen, og i Besynderlighed læste han tidt og ofte Johannis Aabenbaring, og sagde han tidt og ofte, det var en dyrebar Bog. - Jeg glemmer aldrig en Dispute, min Sal. Farfader engang havde i et Grav-Øll med Hr. Christen, om det ord Zebaoth; Ja! ja! Præsten maatte ofte tørre Sveden af sig og tilstaae min Farfader, at han var en vel oplyst Mand.

Aarsagen, hvorfore jeg giver dette Skrift i Trykken, er denne: at jeg erfarer, en anden har vildet udgive min Farfaders Spaadomme. Men omendskiønt den gode Mand kan have meent det ganske godt, seer jeg dog, han har ei faaet min Farfaders Skrift rigtig i Hænde.

Thi min Farfaders egenhændige Skrift har, som et Klenod, altid blevet giemt; men min yngste Broder, som blev saa fornemme, at han var Student i Kiøbenhavn, og havde sat sig fore, naar Herren hjalp ham til Præst, at udgive det i Trykken, har maaskee ladet nogen see det, som har udcopieret det, men ei retteligen; thi min Broder, som døde i Kiøbenhavn, sendte mig Afskriften igien da han blev syg, paa det den efter hans Død ei skulde falde i andres Hænder. Siden nu min Broder, som en lærd Mand, er død,

haver jeg ei taget i Betænkning, i mit Hiertes Eenfoldighed, at give det i Trykken, paa det den sande Sammenhæng kan komme for lyset, og lærde Folk kan see hvorlunde min Farfader haver været en vel oplyst Mand. -

Til den Ende, haver jeg formaaet vores Skolemester, som en studeret Mand, at skrive denne Fortale

i mit Navn. - Der gaves Adskillige, i den Tid min Farfader levede, som troede at dette Syn ei var andet, end en stærk Indbildning af min Farfader, som kune reise sig

deraf, at han aarle og silde læste i Johannis Aabenbaring, og havde Hovedet fuldt af de Tanker han læste. Men foruden det at min Farfader var ved en sund Fornuft og helbred, alt indtil 3 Dage for hans

Endeligt, saa var han en sandru og ædruelig Mand, som aldrig hverken

drak Brændeviin eller røgede Tobak, hvilket mange troværdige Mænd kan bevidne, ligesom det og af Prædikestolen blev oplæst i hans Testamente da han blev begravet. -

Jeg leverer da herved Skriftet, og vil have mig anbefalet alle Læsernes Yndest, ligesom jeg igien befaler dem i Guds trygge Varetægt. Skrevet paa Ole Børgesens Vegne, af

Conrado Aunemoen/

Skoleholder loci.

De Kiøbmænd med saadanne Varer, som ere blevne rige af den, skal staae langt borte, for dens Pines Frygt, og græde og sørge, sigendes: Vee! vee! det er den store Stad, som var beklæd med kosteligt Linklæde, og Purpur og Skarlagen, og forgyldt med Guld og (prydet) med dyrebare Stene og Perler; thi saa stor Rigdom er ødelagt paa en Time.

Apocalyps. XVIII., 15-16.

Og den som sad paa Stolen sagde: See jeg giør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi, disse Ord ere sande og trofaste. - ibid. XXI., 5.

Giv Agt paa Alderdommens Tale og ær de graae Haar. Erfarenhed er den beste Læremesterinde, og Lærdom er paa den Bedagedes Læber. Ungdommen følger ei altid Viisdoms Fied. Vellysterne giøre ham dem ofte mere ukiendelige end Skibets Vei i Havet. - Som Høsten giver modne Druer, saa giver Alderdommen sand lære. Thi foragt ei hans Røst. Daaren leer kun af de Vises Tale. -

Jeg haver seet de forbigangne Tider. Jeg prøver de nærværende, og længes efter de efterfølgende. -

Jeg haver seet mærkværdige Ting, som bør ihukommes fra Slægt til Slægt, og bevares til den sildigste Tid. —

Giver Agt derpå, I Gamle, hvis Forstand er moden i Alderdommens Høst. Hører nøie til, I Unge, som smage Livets Foraar. Bevarer det i Eders Hierte, fortæller det fra Mand til Mand, og lader det komme for deres Ørne, som die de ømme Mødres Bryster! —

Naar ofre Ungdommen henrykkes i den sødeste Slummer, saa viger Søvnen fra den skrøbelige Alderdoms Øienbryne, og jeg, jeg har ofte tællet Timerne i de søvnløse Nætter.

Men see, en Nat, da jeg just vaagnede ved Hanens Gal som forkyndede Midnatten, da var mit Kammer allevegne oplyset som af den fulde Maanes Skin. Og jeg hørde en Røst, som sagde: Stat op, see og hør de Ting, som mange Øine have seet men ei agtet,

som mange Ørne have hørt, men ei forstaaet; men bevar nøie hvad du haver seet og hørt!

Jeg hørte denne Røst tvende Gange, og en kold Gysen overkom mig, og jeg stod op as min Seng, og da saae jeg følgende.

Der var et svagt Lys over Himmelen, ligesom Dagens, naar den gaaer til Nedgang, og Aftenens Tusmørke frembryder. Lidet efter blev Himmelen ganske sort, der varede en Stund, men Mørkheden forsvandt efterhaanden, og en Klarhed, som den angenemme Morgenrødes, frembrød, og man saae Syvstiernen tindrede igiennem Morgenrøden. - Listig og herlig Var dens Glands, —

Da fremkomme mange Stierner, Hesperus, Arcturus og Carls-Vogn, nogle blinkede længe, nogle kort, og alle gave store Stierskud —

En gylden Drage saaes paa Himmelen, den var sammensat af Myriader, dens Hoved hældede, og dens hele Hale Skiælvede. —

Og see, da kom en Engel, som omfavnede Syvstiernen. Hele Himmelen blev lys,

idel Glæde og Fornøielse opfyldte den ganske Kreds.

Men see, en Lignelse, at see til som en Qvindes, fremkom, og udrakte sin Haand, og den gyldne Drage opløftede sit Hoved, og dens Hale frydede sig. —

Og see, der udgik en Lyd af den hele Befæstning, fom et dybt Suk, og en Røst blev hørt som sagde: Michael, Behemot, Satanas Gerion, Rama, Schiolot! O! Vee! O! Ach! —

Denne Røst blev trende Gange hørt, og jeg bevarede den nøie i min Hukommelse.

Derpaa gik Syvstiernen bort imod Sønden, og den blev borte i 8 eller 9 Minuter, men den kom igien og blev staaende paa sit Sted, og den glimrede herlig; Men der vare mange Stierner om den, og Dragen logrede for den med sin Hale. —

Og Syvstiernen blev noget staaende, og dens Straaler funklede lifligen, men dens Straaler bleve immer større, og en Røst blev

Hørt som sagde: nu er snart vor Tid, vor Ach og Vee skal ophøre, og den Røst blev hørt 3de Gange. —

Men Syvstiernen gik atter bort. Behemot og Hesperas fulgte den, og adskillige større og mindre Stierner.

Men nys førend Syvstiernen gik bort, blev mørkt paa den eene Kant af Himmelen. Det Mørke varede ei længe, var ei heller meget stort, og ingen forfærdedes derved. —

Og da Syvstiernen anden Gang gik bort, begyndte Michael og Rama at skiælve, og Veirliget blinkede i forundringsværdige og ulige Flammer.

Dette varede et lidet, og derpaa kom Hefperus, Aftræa og Biørnen tilbage. Hesperus forsvandt, men Astræa og Biørnen bleve,

Imidlerlertid kom Syvstiernen tilbage. Glands var overmande. Den stod noget på sit Sted, og hele firmamentet blev roligt, men den begyndte atter at bevæge sig, og da saae jeg adskillige sælsomme Luftsyn

Derpaa blev hørt en Bragen i Luften, som mange Tordener og Kanoners Lyd, men en Røst blev hørt, som sagde: Det burde være, men er ikke. Tordenens Kraft er svækket, og Uredelighed fører de Stoltes Banner. —

Derpaa bevægede sig Syvstiernen, og der lod sig i den tilsyne en uovervindelig Stridsmand, en vældig Kiempe, som havde tvende Kroner paa sit Hoved, og et Sværd i sin høire Haand, men i den venstre holdte han Maanen i sin halve Skikkelse, og rundt om ham vare Lynild og Tordener skræksomme at see til, —

Men en Lyd blev hørt, som raabte: Uforlignelige Kiempe! hvor er dine Tordeners Brølen? hvo svækkede Lynildens Kraft? naar skal den halve Maane forgaae?

Og en Lyd kom fra den anden Kant af Himmelen, som svarede: Uredelighed svækkede min Torden, Begierlighed dæmpede min Lynild, men min Kraft skal atter opstaae. —

See begge de Røster blev hørte 7 Gange, og jeg, jeg bevarede Ordene nøie i mit Hierte, thi jeg tænkte, den Tid kan komme, da man

skal forstaae deres Indhold, og efrertænke deres Værd. —

Og Kjempen blev vred, og Befæstningen bævede, og en Tordenrøst sagde: Baneren skal ei mere være i den Egennyttiges Haand.

Men see, jeg faee et forunderligt Syn: Astræa, Biørnen og Vederen fulgtes tilhobe, og Kiempen smilede af dem, og de komme nær til Kiempen, og han tog dem op og veiede dem, og de bleve befundne vigtige. —

Og Kiempen fremtog atter sin Vegtskaakl, og han begyndte at veie, og see, da fandtes Michael for tung af Uretfærdigheder, og Kiempen sagde: hvor ere mine Myriader? Og den gyldne Drage flyede, og dens hele Hale skiælvede, men Astræa, Biørnen og Vederen forfulgte den, og den udspyede allevegne Guldstrømme for at lette sin Flugt.

Men der blev hørt et Raab af den hele Befæstning, som sagde: Michael er for tung. Dragen flygter, det store Romer-Tal bør udflettes; men Astræa, Biørnen og Væderen trives i dine Palladser, uovervindelige Kiempe,

og Syvstiernens Glands blive større end Solens!

Og Kiempen veiede atter; men Behemor blev befundet for let, og han blev ei mere. Og Rama blev befundet udygtig, og en Lyd blev hørt: Rama! Rama! Tyrannen, den vrede, er borte, hil være dig store Kiempe. Og Kiempen smilede.

Men Schiolet blev ei veiet; men Kiempen fagde: Jeg vil bevare ham til min bestemte Dag; thi han er optegnet i min Haand, og jeg haver seet hans meget Rov.

Og Kiempen bevægede sit Sværd, Hvis Odde rekkede mod Norden, og da dalede mange store Stierner. Endeel smaa bleve aldeles Mørke, Veirlyset forsvandt og Stierneskuddene ophørede. Men i al den Tid var,idel Lys og Glands i Syvstiernen. —

Og hele Befæstningen gav en Glædes Lyd: Hil Være Kiempen. Og Kiempen Vinkede ad dem, og alle nærmede sig til Syv- stiernen. —

Og Kiempen opløftede sil Hoved og saae Vidt og bredt omkring, og han talede med en Tordenrøst og sagde: Hør mig ei Scepteret til alene? Hvo vil dele Magten. Viger fra mit Aasyn, I Uberettigede, og bukker Eder I Trodsige! og et lynende Brev udgik fra Kiempens Haand, og Kiempens Glands blev dobdelt klar.

Men da blev hørt en Lyd af hele Befæstningen og af Biergene og af Jorden, og er Glædes Raad fom sagde: Nu er Kiempen u-overvindelig, Uretfærdighed skal ei deele Magten med ham, de Stolte skal ei misbruge hans Sværd at nedslaae med, Undertrykkelser skal blive borte, thi Kiempen er eene stor og uovervindelig. —

Og Kiempen talede akter, og Jorden bævede ved hans Røst, men ingen er givet de Ord at forstaae, og intet Menneske kan udgrunde den Tale.

Men her blev et lidet stille, og Kiempen fremtog en Alen og maalede adskillige Ting. —

Men paa Kiempens Alen stod skrevet Retfærdighed, Erfarenhed og Eftergranskning paa den eene Side, og paa den anden stod

der: Selvtagen Myndighed, Egennytte og Klagemaal.

Og Kiempen begyndte at maale; og han maalede de store Ruller, og see de vare alle fal« ske; nogle vare forlængede, nogle forkortede, nogle afklippede, nogle beskaarne, nogle ud« strøgne, nogle falskelig indskrevne.

Men der udgik en Lyd af alle Stierne-Kredserne, som raabte: Vi ere falskelig ind- og udskrevne; Uovervindelige Kiempe! Nedstød Teriot, Haman, og alle de Uretfærdige! Giv os en nye Rulle, og lad ingen ind- eller udskrives uden ved din egen Haand!

Og Kiempen slog Rullen tvert over med sin Alen, og Teriot blev borte, men Haman skiælvede. —

Og da raabte den hele Befæstning: Hil vær« dig store Kiempe! Michael, Behemot, Rama, Lama og Theriot ere borte, men den falske Satanas Gerion, og Schiolet og Haman skiælve. Kiempen er eene uovervindelig, og Syvstiernens Glands skal blive større end Solens naar den er i sin Middags Høide! Men Kiempen nedlagde sin Alen, og han tog en Skieppe og begyndte atter at maale

Og da han maalede; befandt han, at alle Maalene vare falske, og ikke som Kiempens Maal; Ja Maalene af Ceder-Træe vare 20000 Gange større end Kiempens. Og Kiempen nedslog dem i sin Vrede og gjorde dem smaa; men Kiempen gav et nyt Maal og en nye Sekel.

Derefter opstod en Røst af Jorden, som en Kvindes, der føler Fødsels Smerter, og en Raaben lod sig høre: Frels os, uovervindelige Kiempe, vor Ret er borte, og vor Arvedeel bliver vs betagen, den flyver bort som Fiær og bliver usynlig som Nisser. —

Men Kiempen rørede med sit Sværd, og da aabnedes en stor Dør, og der inden fore sadde mange, ja alt for mange, trindt omkring de store Borde; øverst sad Dumhed, og ved dens høire Side Egennyttighed, Stolthed, Uretfærdighed og Partiskhed, men selvtagen Myndighed stod paa alles Pander. De Eenfoldige frygtede for dem, og de Fornuftige bleve forhadte af dem. Men hele Jorden raabte: fri os uovervindelige Kiempe! giv os vor ret og Arve-

deel, nedstaae de Uretfærdige med den hellige Skriver! Og all Befæstningen sagde: der bør, skee! og Kiempen svarede Amen!

Og da hørtes en Lyd, baade Jorden og Himmelen, ja en overvættes Glædes Lyd, og der blev tre Gange siunget: Lovet være Kiempen, den store, den uovervindelige! Han sagde, ja han, han sagde Amen, og vor Ret skal aabenbares og vor Arv skal os udbetales, Uretfærdighed skal forsvinde, Bordene skal blive tomme, og den hellige Skriver skal blive taus.

Men see! den hele Himmel blev oplyst, og der fremkom en liden Skare, iførte Kyrasser og Skarlagens Klæder, med Hielme og Skjolde, og de hældede med Hovedet, sukkede og sagde:

Store Kiempe! vor Styrke er os betaget, vor Mangfoldighed er forsvunden, Satanas Gerion haver ødelagt os og falskelig forringet os, og hvo er nu den som igien oprejser os.

Men Kiempen opløftede dem øg sagde Jeg vil være eders Haab!

Og de bleve alle glade og sagde: Lovet være Kiempen som vil oprette vor faldne Magt. Forbandet være Satanas Gerion, som ødelagde os. Kiempen skal vist give os en Centner. Lovet være Kiempen. Hans Magt skal blive uovervindelig, og ingen kan staae eller bestaae imod hans Arms store Styrke. —

Derefter saae jeg et andet Syn, og der fremkom en utallig Skare fra alle Verdens Hjørner, fra Norden, Sønden, Østen og Vesten, og de nærmede sig alle til Syvstiernen, og de fulde ned paa deres Ansigter og tilbade, og sagde:

Uovervindelige store Kiempe! vore faste Slæder ere ørkener, vore Havne ere øde, vore Strømme ere tomme. Hielp os, red os, og opliv os, du Uovervindelige!

Og Kiempen bevægede sin Arm, og der aabnede sig et Sted paa Himmelen, og see, der kunde man see en utalt Skare, Mennesker, Heste, Vogne, Skibe , og utallige Frugter, ligesom deres Færd der handle og vandle, og Kiempen sagde: See saaledes vil jeg mangfoldiggiøre og udbrede eder, eders Vandel skal

være uhindret, eders Fordeel megen; men da, da skulle I ofre Virak og Røgelse paa mit Altar! —

Men hele Skaren blev fuld af Glæde, lovede Kiempen og sagde: Lovet være Kiempen, vor Fader, Ven og Beskytter! Han, han skal mangfoldiggiore os, og vi, vi skulle ofre ham utallig Grøde, og vor Mangfoldighed skal styrke hans Haand.

Dernæst fremkom atter en Skare, som bare Viisdommens Bog i Hænderne. Men de vare alle nøgne.

Men Kiempen sagde; Jeg vil føde og klæde eder. Og de fulde ned og tilbade, og sagde: Kiempens Navn være lovet! Viisdom skal vore, og dens Frugter skulle give en rig Høst. —

Endelig fremkom en utalt Skare af dem som vare omgivne med sorte Skyer, sortere end Maanen i sin fulde Formørkelse. De fulde ikke ned og tilbade ikke, men ginge trodselig frem.

Da optændtes Kiempens Vrede, og han sagde: I som sige eder ar være Apostler, men ere ikke, jeg haver befundet eder at være Løgnere! Jeg haver veiet eders Fedme, den er tre Sekler for svær, jeg haver maalt eders Hovmod, den er meget for stor; men jeg skal røre eder med min Haand, og I skulle føle dens Kraft. Men jeg vil beholde eders Navn, og ikke udslette eder for mit Folkes Skyld!

Og see! de skiælvede for Kiempens Røst, men de ydmygede sig ikke, og deres Dom blev over deres Hoved. —

Men da alt dette var skeet, da kom en Lyd af den hele Himmelens Befæstning, og af Jorden, og af Biergene, og af Vandene og alle Skabte; det var en Lyd som tusende Paukers og Trompeters, fuld af Liflighed og Klang, og Ordene vare disse: Kiempen leve evindelig! den uovervindelige, den mageløse, den retfærdige, den store, for hvilken intet er skult, for hvis Øine alle Ting opdages, for hvis Vrede Uretfærdighed skiælver. Lovet være Kiempen, som er eene uovervindelig og fuld af Magtens Glands! Lovet være Kiempen! Michael den gyldne Drage, Rama, Lama, Behemot, The-

riot og Satanas Gerion ere borte, Schiolet, Haman, Uretfærdighedens Bolig, og den hellige Skriver skiælve! Dette er den syvende Staal: Retfærdighedens Ære, Befæstningens Styrke og Syvstiernens Glands; lovet være Kiempen, og al Lyksalighed skal boe i hans Pauluner!

Og da det var forbie, see da kom En og nærmede sig til mig, sigende:. Du er givet at see store Ting og Dybe Hemmeligheder, men du skat bevare og optegne dem til Eftertiden; og see jeg vil styrke din Hukommelse. I det samme rørede han ved min Pande, og der fløi som en Straale igiennem mit Hoved.

Men den som talede med mig, havde et hvidt skinnende Klædebon og var at see til som en Engel, og han udtog en Bog, hvorpaa var skrevet med Guldstiil, og han viiste mig den, og han rørte ved mine Øine og sagde: hvad seer du ?og jeg saae der stod skrevet følgende Bogstaver,

Mal, Bles, Tra, Rab, og han udstrøg de store Bogstaver med fin Finger, og han spurgte atter: hvad seer du nu? og jeg saae og see der stod

al - les ra - ab.

Men der han dette havde sagt, forsvandt Engelen for mig og Synet i Luften blev borte, og Himmelen fik sin sædvanlige Skik. —

See dette er det Syn jeg haver seet 1692, i min Alders 119 Aar, fra Midnat af og indtil Morgenen. Jeg haver optegnet det oprigtig, saaledes som jeg det ha« ver seet, —

Jeg haver derover, siden den Tid, giort mig mange Betænkninger; men jeg haver aldrig kundet forstaae dets Udtydning, som maaskee er nogen anden forbeholden. —

Jeg haver optegnet det til Eftertiden, som den største Mærkværdighed, jeg i min høie Alder haver seet og hørt.

Jeg haver ofte talt derom med lærde Mand, men ingen kan udlægge dets Bemærkning.

Dette Skrift, som jeg haver skrevet med egen Haand, formaner jeg mine Børn bestandig at bevare og lade der blive liggende paa min Odelsgaard, og ingen nogen Udskrift deraf at

give, paa det ingen den skal misbruge, fratage og tillægge, eller vrangelig forklare; thi det bør os at blive i Sandhed. Paa min Odelsgaard Børjen, Aar efter Guds Byrd 1692.

Børge Olsen.

P.S.

Heraf kan nu de gunstige Læsere erfare, at dette er det rette originale Manuscript, og at det forhen udgivne er defect. — Hernæst følger nogle Tanker, den gode Bonde har optegnet i sine sidste 3de Leveaar; thi siden han saae dette Syn, var han altid meget tankefuld og opregnede sine Tanker. Disse følgende ere og i den forhen udkomne Bondes Spaadom anførte; men foruden at Navnet er urettelig anført, saa ere ei heller Tankerne selv rettelig anbragte, skiønt de have nogen Lighed og Overeenstemmelse med de efterfølgende. —

Tanker

høie Hemmeligheder.

Hvor ere Demanterne og Guldet i sandet, <r og hvor er Selvet som kom fra Norden? Myriader opslugede dem, og Millioner bleve skiulte for Faderens Ansigt 1

Nedrive Moloks Altere og lad Ilden omsmelte hans Afgudsbilleder! Opgrave den Uretfærdiges Ager og spørge: hvo gav dig den Jord?

Hvo lærte dig at ploie en fremmed ager og giøre Furer i den Forladtes Jord Tornebusken blive høiere end Cedertræet? Tidslerne overgaae Rosen i Pragt ?

Mosen var forstørret og den blev græsbegroet, Granetræet mistede sin beste Prydelse og Naturens Orden blev forvendt. —

Misbruge ikke Fromhed, at der ei skal komme en Regnskabs-Dag; nedrive ikke eders egne Gierder og giver eder ikke selv blotte for de Fremmedes Anfald!

Forræderen skiulte sig i en fremmed Dragt; han kom ind i de befæstede Stæder, deres Sikkerhed blev borte; han gik ud paa Landet og fordrev dem som bevogtede Hjorden,

Øientieneren forringede sin Herres Eiendom; han vinkede af de andre, de taugde og hver fik sin Deel. —

Husbonden blev forarmet, Sønnen saae det med Smerte, og Døttrene skede for nær. —

Oprigtighed fnysede, men den blev ei hørt, og den maatte skiule sig; da Magten var hos den urette og Loddet i Besnærerens Haand. —

Hvo boer i mine Palladser, og hvo opbygger store Templer af mit Porphyr?

Hvo vil plette det kostelige Purpur, og hvo vil spilde den liflige Nardus, at han ei siden maatte betale det?

Hvo giorde Centneren saa let? hvo udtømmede Guldsanden af Floderne? hvo tog Guldet fra Børnene, og gav Tienerne det malede Løv?

O! vor Sæd ligger i Fremmedes Jord, vore Demanter glimre i andres Smykker, og Fattigdom trykker vor Slægt!

Løvens Unger bleve røvede, men det kaade Marsvin boltede sig, og Ulvene aade de spæde Lam. —

Den Fierde Alder blomstede midt i Storm og Uveir; den Siette giorde selv sin Tvang; den Femte var fuld af Elskov; men den Syvende skal give de største Frugter og hevne den Forbigangnes Uret. —

Vogte eder naar Løven murrer; dens Magt er stærk. —

Hvi tog du Brødet fra mine Børn, og Hvi gav du de Fremmede min Ret? meen du vel at du kan tage paa Neller, uden ar brænde dig, og troer du vel at Lynilden har tabt sin Kraft?

Hvo malede mit falmede Ansigt med Sminke? hvo bedækkede de brøstfældige Mure med Tapetserier fra Damasco, og forblindede Eierens Syn?

Træk Forhænget tilbage og meget vil blive seet; randsag de skiulte Raad og du skal grues for de Ugudeliges hemmelige Snarer! —

De gave og toge, de delede Loder; enhver fik sit, men Sønnerne stode langt borte sg græde og saae derpaa!

Frugten var moden, Høstfolkene vare tilrede, men de Fremmede aade den op; Urtegaardsmanden saae det ei, thi Sandhed blev skiult. —

Børnene græde; man truede dem til at tie; de store sloge de Mindre, men Faderen vidste det ei!

Tavlen blev fuldskreven, Tallene ere opregnede, hvo kan tælle Summen? Regnskabs-Dagen kommer vist!

Retfærdigheden fik en Kaabe, den fordrog den ikke; den undflyede, og Skalkhed skiulte sig deri og misbrugte dens Magt?

Tigerens Tænder blive sløve, Rævens Snedighed skal blive daarlig, Rovfuglens Kløer ere stumpede; men Lammene skulle gaae i Fred!

Hvor er Liggendefæet? ja hvor er det? Leder nøie! det kan sindes, skiønt det er trædselig Skiult.

Hevnens Aand svævede med sorte Vinger, men den Kloge forvarede sig og hans Anslag blev til Vand!

Løven har reiset sig, dens Unger ere vaagne, og Striden bliver snart begyndt. — Flyer, I Uretfærdige! Flyer, thi Tiden er nær! —

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høie Hemmeligheder skrevne Aar efter Guds Byrd 1693 og til trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771. [ved Skoleholder Conrado Aunemoen]

Den 124 Aars gamle Norske Bondes Børge Olsens Syn om forunderlige Tildragelser og Tanker om høje Hemmeligheder skrevne Aar ester Guds Byrd 1693 og til Trykken befordrede ved hans Sønnesøn Ole Børgesen 1771

Kiøbenhavn. Selges i Bogladen No 8. paa Børsen.